Zions protokoller

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, uddrag af Kontroversen om Zion, 14. oktober 2013.

 

En rus­sisk udga­ve af The Pro­to­cols of the Lear­ned Elders of Zion blev bragt til England i 1905 fra Rusland. Da et enkelt kapi­tel blev over­sat i 1920, udlø­ste det rasen­de pro­te­ster fra jødi­ske kred­se. Zions Pro­tokol­ler synes at være en dre­je­bog for, hvor­dan den­ne ver­dens jøder skal opnå abso­lut ver­dens-her­re­døm­me, og frem­gangs­må­der­ne bekræf­tes fuldt ud af begi­ven­he­der­ne i det 20. århund­re­de. Tek­ster­ne beskri­ver i en tone af olym­pisk rin­ge­agt, hvor­dan man alle­re­de har bemæg­ti­get sig kon­trol med medi­er og poli­ti­ke­re og vil for­stær­ke gre­bet, ind­til super­mag­ten Zion og det udvalgt folk har gjort alle andre fol­keslag til dets sla­ver.

Her brin­ger vi kap. 27 (af 46) fra bogen The Con­tro­ver­sy of Zion, 1956, skre­vet af den bri­ti­ske Lon­don Times-kor­re­spon­dent Doug­las Reed (f. 1895, d. 1976).

Sider­ne: 220, 221, 222, 223, 224, 225, 226, 227, 228, 229, 230, 231, 232, 233.

KAPITEL 27 – “PROTOKOLLERNE

Direk­te pro­tokolci­ta­ter er frem­hæ­vet som afsnit i kur­siv.

220
Medens Zio­nis­men såle­des tog form i de øst­li­ge ghet­to­er i løbet af det sid­ste århund­re­de – og ved begyn­del­sen af det­te (20.) duk­ke­de frem som en ny kraft i inter­na­tio­na­le affæ­rer (da den bri­ti­ske rege­ring til­bød den Ugan­da) – for­be­red­te ver­dens­re­vo­lu­tio­nen i dis­se sam­me tal­mu­di­ske områ­der sit tred­je “udbrud”. De to kræf­ter bevæ­ge­de sig fremad sam­men i syn­kro­ni­se­ring (for Zio­nis­men brug­te, som det er ble­vet vist, trus­len om kom­mu­nis­me i Euro­pa for at få de Euro­pæ­i­ske her­ske­re til at lyt­te til deres ter­ri­to­ri­a­le krav uden for Euro­pa). Det var som begynd­te to tur­bi­ner at pro­du­ce­re én fæl­les over­væl­den­de kraft, som det nye århund­re­de skul­le kom­me til at mod­ta­ge elek­tri­ske stød fra.

Iføl­ge Dis­ra­e­li og Baku­nin var ver­dens­re­vo­lu­tio­nen kom­met under jødisk leder­skab fra omkring mid­ten af århund­re­det, og dens krav ændre­de sig der­ef­ter. Baku­nins til­hæn­ge­re, der stræb­te efter at ned­læg­ge sta­ten som sådan, for­di de for­ud­så, at den revo­lu­tio­næ­re stat kun­ne bli­ver mere des­po­tisk end noget tid­li­ge­re des­po­ti, blev smidt ud og glemt. Ver­dens­re­vo­lu­tio­nen antog der­med form efter Marx\’ Det Kom­mu­ni­sti­ske Mani­fest, som sig­te­de mod Super­sta­ten, grund­lagt på sla­ve­ar­bej­de og “kon­fi­ske­rin­gen af men­ne­skets fri­hed” (som de Toque­vil­le skrev i 1848).

Det­te skift i leder­skab og mål kom til at bestem­me det tyven­de århund­re­des kurs. Meto­der­ne, hvor­med den eksi­ste­ren­de orden skul­le ned­bry­des, ændre­de sig der­i­mod ikke; de fort­sat­te med at være, som de var ble­vet afslø­ret ved udgi­vel­sen af Wei­s­haupts papi­rer i 1787. Man­ge udgi­vel­ser i det 19. århund­re­de viste, at de ori­gi­na­le Illu­mi­na­ti-pla­ner gen­nem gene­ra­tio­ner­ne fort­sat­te med at være lære­bo­gen for revo­lu­tio­næ­re i alle lej­re, hvad meto­de angik.

Dis­se vær­ker gjor­de rek­la­me for – eller afslø­re­de de destruk­ti­ve pla­ner på for­skel­lig måde, som­me tider i alle­go­risk form, men altid gen­ken­de­ligt, hvis de blev sam­men­lig­net med ori­gi­na­ler­ne, Wei­s­haupts papi­rer. I 1859 hæv­de­de Créti­ne­au Joly jødisk leder­skab af “hem­me­li­ge sel­ska­ber”. Hans bog gen­gav doku­men­ter (givet til ham af pave Gre­go­ri­us XVI) fra den hem­me­li­ge ita­li­en­ske loge Hau­te Ven­te Romai­ne. Deres ægt­hed er hævet over enhver dis­kus­sion. Hau­te Ven­te Romai­ne blev ledet af en ita­li­ensk prins, der var ble­vet ind­vi­et af en af Wei­s­haupts egne for­tro­li­ge (Knig­ge), og den var en gen­fød­sel af Illu­mi­na­ti-orde­nen. De ydre kred­se af ind­vie­de, fjol­ser­ne, blev over­be­vist om, at “sel­ska­bets for­mål er noget ophø­jet og ædelt, at det er Orde­nen for dem, der ønsker en rene­re moral og en stør­re from­hed, uaf­hæn­gig­hed og enhed for deres land”. De der steg til logens høje­re gra­der, lær­te efter­hån­den de vir­ke­li­ge mål og svor at vil­le ned­bry­de al reli­gion og al lov­lig rege­ring. Der­ef­ter modt­og de hem­me­lig­he­der­ne om snig­mord, gift­brug og mened, som det var ble­vet afslø­ret i doku­men­ter­ne fra Wei­s­haupt.

I 1862 grund­lag­de Karl Marx (hans Det Kom­mu­ni­sti­ske Mani­fest er gen­ken­de­ligt illu­mi­ni­se­ret) sin Før­ste Inter­na­tio­na­le, og Baku­nin udfor­me­de sin Alli­an­ce Soci­a­le Démo­cra­tique, hvis pro­gram, (som fru Nes­ta Web­s­ter har vist det ved at sam­men­hol­de tekst­pas­sa­ger) var ufor­tyn­det illu­mi­nis­me. Sam­me år udgav Mauri­ce Joly et angreb på Napo­leon III, hvem han til­lag­de iden­ti­ske meto­der til at kor­rum­pe­re og rui­ne­re sam­funds­sy­ste­met (den­ne bog var skre­vet i alle­go­risk form). I 1868 gen­brug­te tyske­ren Goeds­che de sam­me ide­er i

221
form af et angreb på jødisk leder­skab af revo­lu­tio­nen, og i 1869 tog den fran­ske kato­lik og roy­a­list Gou­genot Des Mous­seaux det sam­me tema op. Sam­me år udgav Baku­nin sin Pole­mique con­tre les Juifs.

I alle dis­se vær­ker optræ­der i den ene eller anden form kon­ti­nu­i­te­ten i den grund­læg­gen­de idé, der før­ste gang blev afslø­ret i Wei­s­haupts doku­men­ter, nem­lig den at destru­e­re al legi­tim rege­ring, reli­gion og natio­na­li­tet og opret­te et des­po­ti til at her­ske over de sla­ve­bund­ne mas­ser med ter­ror og vold. Nog­le af dem hæv­de­de jødisk udnyt­tel­se af eller over­ta­gel­se af leder­ska­bet for revo­lu­tio­nen.

Her­ef­ter opstod der en pau­se i den udgiv­ne lit­te­ra­tur om den sam­men­svær­gel­se, der for før­ste gang var ble­vet afslø­ret i 1787 – ind­til i 1905, hvor en pro­fes­sor Ser­gy­ei Nil­us, en embeds­mand i Depar­te­ment for Frem­me­de Reli­gio­ner i Moskva, udgav en bog, hvoraf Bri­tish Muse­um i Lon­don har en kopi, der er stemp­let “den 10. august 1906”. Det vil­le have den stør­ste inter­es­se om noget kun­ne oply­ses ved­rø­ren­de Nil­us og hans bog, der aldrig er ble­vet over­sat. Den mysti­cis­me, som han og hans bog er ble­vet omgi­vet af, hæm­mer efter­forsk­ning. Et enkelt kapi­tel blev over­sat til engelsk i 1920. Det må næv­nes her, efter­som den ori­gi­na­le skrift frem­kom i 1905, hvor­i­mod det vold­som­me spek­ta­kel først begynd­te, da det udkom på engelsk i 1920.

Det­te ene kapi­tel blev udgi­vet i England og Ame­ri­ka som “The Pro­tokols of the Lear­ned Elders of Zion”*. Jeg kan ikke fin­de ud af, om det­te var den ori­gi­na­le over­skrift på kapit­let eller om den blev til­sat ved over­sæt­tel­sen. Intet bevis gives på, at doku­men­tet er, hvad det hæv­der at være, et refe­rat fra et møde af jødi­ske “æld­ste”. I den for­stand er det der­for vær­di­løst.

Men i enhver anden for­stand er det af uvur­der­lig betyd­ning, for det viser sig gen­nem den afgø­ren­de ægt­heds­prø­ve (som er de føl­gen­de begi­ven­he­der) som væren­de et auten­tisk doku­ment til­hø­ren­de den ver­dens­sam­men­svær­gel­se, som for før­ste gang afslø­re­des gen­nem Wei­s­haupts papi­rer. Man­ge andre doku­men­ter i sam­me serie hav­de fulgt den­ne før­ste åben­ba­ring, som jeg har vist, men det­te over­går dem alle. De øvri­ge var brud­styk­ker og viste glimt; det­te viser det kom­plet­te bil­le­de af sam­men­svær­gel­sen, både motiv, meto­de og mål. Det føjer ikke noget til det, der alle­re­de var ble­vet afslø­ret sty­k­vis (med und­ta­gel­se af den ube­vi­ste hen­vis­ning til de jødi­ske “æld­ste” selv), men det pla­ce­rer alle brik­ker­ne i pus­le­spil­let på ret­te plads og afslø­rer hel­he­den. Det beskri­ver med nøj­ag­tig­hed alt, hvad der er hændt i de 50 år, siden det blev udgi­vet, og hvad der tyde­lig­vis vil føl­ge i de næste 50 år**, med­min­dre sam­men­svær­gel­sens egen kraft for­in­den har frem­kaldt en neut­ra­li­se­ren­de mod­kraft.

Doku­men­tet er fyldt med en mæng­de af viden (spe­ci­elt om men­ne­ske­li­ge svag­he­der), der kun kan være udsprun­get af århund­re­ders eller årtu­sin­ders opsam­le­de erfa­rin­ger og stu­di­er. Det er skre­vet i en tone af bed­re­vi­den­de arro­gan­ce som af væse­ner, der hånen­de sid­der på en olym­pisk bjerg­top af æld­gam­mel viden og i drilsk foragt sku­er ned på de vri­den­de mas­ser langt der­ne­de (“pøbe­len” … “alko­ho­li­se­re­de dyr” … “kvæg” … “blodtørsti­ge vild­dyr”), der uden held kæm­per for at und­vi­ge “kni­b­tan­gen”, som er ved at luk­ke sig om dem. Den ene kæbe i tan­gen er “gul­dets magt”, og den anden er den bruta­le kraft fra pøbe­len, når den­ne ophid­ses til at destru­e­re sine ene­ste beskyt­te­re og der­med sig selv.

Den destruk­ti­ve idé præ­sen­te­res i form af en viden­ska­be­lig teo­ri eller næsten
222
en eksakt viden­skab, der for­sva­res selvsik­kert og med vel­ta­len­hed. Når jeg stu­de­rer Pro­tokol­ler­ne, bli­ver jeg kon­stant min­det om et udtryk, der fan­ge­de mit øje i Dis­ra­e­lis udta­lel­se, som tid­li­ge­re blev cite­ret***. Dis­ra­e­li, der var omhyg­ge­lig i sit ord­valg, tal­te om “det destruk­ti­ve prin­cip” (ikke idé, måde, opfat­tel­se, plan, sam­men­svær­gel­se eller lig­nen­de) og med Pro­tokol­ler­ne løf­tes teo­ri­en om destruk­tion til den­ne sta­tus af “en fun­da­men­tal sand­hed, en pri­mær eller grund­læg­gen­de lov, en bestem­men­de adfærds­lov” (for at cite­re for­skel­li­ge ord­bogs­de­fi­ni­tio­ner af ordet “prin­cip”). I man­ge pas­sa­ger fore­kom­mer Pro­tokol­ler­ne ved før­ste øje­kast at anbe­fa­le destruk­tion som en ting, der er en dyd i sig selv og som føl­ge­lig ret­fær­dig­gør alle de meto­der, der udtryk­ke­ligt anbe­fa­les til at frem­me den: bestik­kel­se, afpres­ning (også af pen­ge), kor­rup­tion, under­gra­ven­de virk­som­hed, for­ræ­de­ri, ophid­sel­se af pøbe­len, ter­ror og vold, hvor­ved dis­se meto­der også bli­ver dyder.
Men nær­me­re gransk­ning viser, at det­te ikke er til­fæl­det. Målet frem­går af tek­stens slut­ning, og det er “Ver­dens­mag­ten”. Meto­der­ne, der anbe­fa­les på vej­en der­til, er blot de bed­ste til at opnå den. Ende­må­let blev før­ste gang afslø­ret i Wei­s­haupts doku­men­ter, og det er oplagt, at beg­ge for­skrif­ter udsprin­ger af en meget tid­li­ge­re kil­de, selv om Pro­tokol­ler­ne tids­mæs­sigt for­hol­der sig til Wei­s­haupts doku­men­ter som bar­ne­barn til bedste­far. Det ende­li­ge mål går via til­in­tet­gø­rel­sen af al reli­gion og natio­na­li­tet til at kun­ne etab­le­re super­sta­ten, der skal her­ske over ver­den gen­nem skån­sels­løs ter­ror.

Da Pro­tokol­ler­ne duk­ke­de op på engelsk, fik det min­dre vig­ti­ge spørgs­mål om, hvem der var for­fat­ter til dis­se præ­ci­se for­skrif­ter, en falsk og ufor­holds­mæs­sig stør­re betyd­ning på grund af de rasen­de jødi­ske angreb på sel­ve doku­men­tet. Sam­men­hæn­gen mel­lem jødisk leder­skab og den revo­lu­tio­næ­re sam­men­svær­gel­se var på ingen måde ny; læse­ren har set, at Dis­ra­e­li, Baku­nin og man­ge andre tid­li­ge­re hav­de bekræf­tet den. I det­te til­fæl­de var påstan­den om et spe­ci­fikt møde mel­lem jødi­ske lede­re i en sam­men­svær­gel­se end ikke under­byg­get og kun­ne have været igno­re­ret. (I 1913 beskyld­te en nogen­lun­de lig­nen­de publi­ka­tion jesu­i­ter­ne for at plan­læg­ge en ver­dens­sam­men­svær­gel­se magen til den, der beskri­ves såvel i Pro­tokol­ler­ne som i Wei­s­haupts papi­rer, men jesu­i­ter­ne bemær­ke­de stil­fær­digt, at den opfat­tel­se var for­kert, og sagen blev glemt igen.)

Reak­tio­nen fra den offi­ci­el­le jøde­dom i 1920 og siden­hen var ander­le­des. Den blev med vildt rase­ri ret­tet mod hele kon­cep­tet i Pro­tokol­ler­ne. Den stop­pe­de ikke med benæg­tel­sen af en jødisk med­vir­ken, men benæg­te­de nogen sam­men­svær­gel­se over­ho­ve­det, hvil­ket bevi­se­ligt var usandt. Eksi­sten­sen af sam­men­svær­gel­sen var ble­vet obser­ve­ret og erkendt af en lang ræk­ke høje auto­ri­te­ter, fra Edmund Bur­ke, George Was­hin­g­ton og Ale­xan­der Hamilt­on til Dis­ra­e­li, Baku­nin og de man­ge andre, der er nævnt tid­li­ge­re. Yder­me­re var der i mel­lem­ti­den – ind­til Pro­tokol­ler­ne duk­ke­de op på engelsk – leve­ret et afgø­ren­de bevis gen­nem for­lø­bet i Rusland. Karak­te­ren af det jødi­ske angreb på over­sæt­tel­sen af Pro­tokol­ler­ne kun­ne såle­des kun bestyr­ke den gene­rel­le opfat­tel­se: deres pro­test lød alt, alt for høj.

Angre­bet var af den type, der luk­ke­de mun­den på sådan­ne tid­li­ge­re tals­mænd for en offent­lig under­sø­gel­se og udred­ning som Robi­son, Bar­ru­el og Mor­se, men den­ne gang var det et åben­lyst jødisk angreb. De nævn­te tre mænd hav­de den­gang ikke anty­det nogen jødisk med­vir­ken, men var ble­vet hængt

223
ud blot for at hen­le­de offent­lig­he­dens opmærk­som­hed på sam­men­svær­gel­sens ved­va­ren­de karak­ter og på den kends­ger­ning, at den fran­ske revo­lu­tion kun var dens før­ste “udbrud”. Angre­bet på Pro­tokol­ler­ne i 1920\‘erne bevi­ste frem for alt andet – sand­he­den i deres påstand; det viste, at den ved­va­ren­de orga­ni­sa­tion med det for­mål at under­tryk­ke offent­lig dis­kus­sion af sam­men­svær­gel­sen var ble­vet per­fek­tio­ne­ret i de mel­lem­lig­gen­de 120 år. For­ment­lig var så man­ge pen­ge og så megen ener­gi aldrig nogen­sin­de før i histo­ri­en ble­vet brugt i et for­søg på at under­tryk­ke ét enkelt doku­ment.

Doku­men­tet blev bragt til England af den ene af de to før­en­de bri­ti­ske kor­re­spon­den­ter i Moskva på den tid, Victor Mars­den fra Mor­ning Post (den betyd­nings­ful­de beret­ning om den anden kor­re­spon­dent hører til et sene­re kapi­tel). Mars­den var en auto­ri­tet ved­rø­ren­de Rusland og led ved­va­ren­de under efter­virk­nin­ger­ne af ter­r­oren. Han blev fak­tisk dens offer; for han døde kort efter at have fuld­ført, hvad han tyde­lig­vis opfat­te­de som en pligt­hand­ling, nem­lig over­sæt­tel­sen på Bri­tish Muse­um af Pro­tokol­ler­ne.

Udgi­vel­sen på engelsk vak­te ver­den­s­oms­pæn­den­de inter­es­se. Den­ne peri­o­de (1920 og fre­m­ef­ter) mar­ke­rer afslut­nin­gen på den tid, hvor jødi­ske spørgs­mål kun­ne dis­ku­te­res uhin­dret i det offent­li­ge. Den ind­le­den­de debat var fri og hef­tig, men i de føl­gen­de år lyk­ke­des det udgi­vel­sens mod­stan­de­re at omgær­de enhver omta­le af ind­hol­det med et skær af hel­lig­brø­de, og i dag er der næp­pe nogen, som i skrift eller tale vover at næv­ne Pro­tokol­ler­ne. Det skul­le lige være for at erklæ­re dem for “fal­ske” eller “infa­me” (Pro­tokol­ler­ne for­ud­ser mulig­he­den og udlæg­ger den som under­ka­stel­se).

Den før­ste reak­tion var den natur­li­ge. Pro­tokol­ler­ne var mod­ta­get som et for­mi­da­belt bevis på en sam­men­svær­gel­se mod reli­gion, nation, lov­for­me­lig rege­rings­magt og ejen­doms­ret. Alle var eni­ge om, at en påstand om jødisk for­fat­ter­skab ikke hav­de noget grund­lag, men at emnet var så dystert og så stærkt under­byg­get af hæn­del­ser efter den oprin­de­li­ge udgi­vel­se, at en grun­dig offent­lig under­sø­gel­se var nød­ven­dig. Det­te vidun­der­mid­del “offent­lig under­sø­gel­se” hav­de man­ge før­en­de mænd anbe­fa­let 120 år tid­li­ge­re. I det aktu­el­le til­fæl­de blev de efter­føl­gen­de angreb mere ret­tet mod kra­vet om en under­sø­gel­se end på at afvi­se påstan­den om “Zions Vise”.

The Times (i Lon­don) skrev 8. maj 1920 som del af en læn­ge­re arti­kel: “En upar­tisk under­sø­gel­se af dis­se påstå­e­de doku­men­ter er højst ønske­lig … Skal vi blot afvi­se sagen uden under­sø­gel­se, og lade den ind­fly­del­se en sådan bog kan få uan­ta­stet?” Mor­ning Post (på det tids­punkt det æld­ste og mest sobre engel­ske dag­blad) brag­te treogty­ve artik­ler, der også kald­te på en offent­lig under­sø­gel­se.

I Specta­tor den 27. august 1921 pres­se­de lord Syden­ham, en af de før­en­de auto­ri­te­ter på den tid, også på for en offent­lig under­sø­gel­se: “Hoved­sa­gen er selv­føl­ge­lig, hvil­ken kil­de Nil­us fik Pro­tokol­ler­ne fra. De rus­se­re, der kend­te Nil­us og hans skrif­ter, kan ikke alle være ble­vet udryd­det af bol­sje­vik­ker­ne. Hans bog … er ikke ble­vet over­sat, selv om det vil­le give en fore­stil­ling om man­den … Hvad er det mest slå­en­de sær­ken­de ved Pro­tokol­ler­ne? Sva­ret er viden af en sjæl­den slags, omfat­ten­de det bre­dest muli­ge felt. Løs­nin­gen på det­te “myste­ri­um”, hvis det er et sådant, vil skul­le fin­des, hvor den­ne fryg­tind­g­y­den­de viden, hvor­på der er base­ret pro­fe­ti­er, som nu bog­sta­ve­ligt talt er gået i opfyl­del­se, kan vises at høre hjem­me. I Ame­ri­ka fastslog Hen­ry Ford, at

224
“Pro­tokol­ler­ne har pas­set til ver­dens­si­tu­a­tio­nen frem til i dag; de pas­ser til den i dag”, og han fik bla­det Dear­born Inde­pen­dent til at tryk­ke en serie artik­ler, hvoraf der blev solgt halvan­den mil­li­o­ner genop­tryk.

Inden for to år var inde­ha­ve­ren af The Times ble­vet erklæ­ret sinds­syg (af en unavn­gi­ven læge i et frem­med land; et sene­re kapi­tel vil beskri­ve den­ne epi­so­de) og med magt fjer­net fra kon­trol­len af sine bla­de, hvor­på The Times tryk­te en arti­kel, der afvi­ste Pro­tokol­ler­ne som væren­de et plagi­at af Mauri­ce Jolys bog. Inde­ha­ve­ren af Mor­ning Post blev gen­stand for ved­hol­den­de bag­va­skel­ser, ind­til han solg­te sin avis, som der­ef­ter ophør­te med at udkom­me. I 1927 tryk­te Hen­ry Ford en und­skyld­ning adres­se­ret til en vel­kendt ame­ri­kansk jøde. Da jeg var i De For­e­ne­de Sta­ter en del år sene­re, blev jeg infor­me­ret af påli­de­li­ge kil­der om, at han blev over­talt til at gøre det­te gen­nem trus­ler fra for­hand­le­re, som hans kon­cerns frem­tid var afhæn­gig af, på et tids­punkt, hvor en ny Ford-model var ved at skul­le på mar­ke­det.

Kampag­nen mod Pro­tokol­ler­ne er aldrig siden ophørt. I det kom­mu­ni­sti­ske Rusland blev alle eksem­pla­rer, det var muligt at fin­de, destru­e­ret under revo­lu­tio­nen, og ale­ne det at besid­de bogen hjem­le­de døds­straf efter loven om “anti­se­mi­tis­me”. I en direk­te linje fra den­ne for­ord­ning, blot femogty­ve år sene­re, tvang de ame­ri­kan­ske og engel­ske auto­ri­te­ter i det besat­te Tyskland efter Anden Ver­denskrig den vest­ty­ske rege­ring til at ind­fø­re love mod “anti­se­mi­tis­me” efter den bol­sje­viki­ske model; og i 1955 fik en tryk­ker fra Mün­chen, der hav­de ladet Pro­tokol­ler­ne tryk­ke, sin virk­som­hed kon­fi­ske­ret. I England blev sal­get af bogen under det eksi­ste­ren­de pres kort efter udgi­vel­sen mid­ler­ti­digt stand­s­et af myn­dig­he­der­ne, og i åre­nes løb fort­sat­te angre­be­ne på den så vold­somt, at tryk­ke­re fryg­te­de den og kun min­dre loka­le tryk­ke­ri­er nogen­sin­de vove­de at tryk­ke den. I Schweiz mel­lem de to kri­ge blev en jødisk rets­sag anlagt mod bogen under påstan­den: “uanstæn­dig lit­te­ra­tur”. Sagen blev vun­det, men dom­men blev der­ef­ter til­si­de­sat af en høje­re dom­stol.

Den­ne tin­ge­nes til­stand, der såle­des var skabt efter 1920, og som er fort­sat frem til i dag, var for­ud­sagt i Pro­tokol­ler­ne i 1905:

Gen­nem pres­sen har vi fået mag­ten til at påvir­ke, mens vi for­bli­ver i bag­grun­den … Den afgø­ren­de fak­tor for suc­ces på det poli­ti­ske (områ­de) er hem­me­lig­hol­del­sen af dets over­ta­gel­se; diplo­ma­tens ord skal ikke sva­re til hans ger­nin­ger … Vi må tvin­ge rege­rin­ger­ne til at hand­le i den ret­ning, der vil frem­me vor stort udtænk­te plan, som alle­re­de nær­mer sig sin opfyl­del­se gen­nem det, vi vil præ­sen­te­re som den offent­li­ge mening, hem­me­ligt suf­f­le­ret af os ved hjælp af den såkald­te Stormagt, pres­sen, som med få und­ta­gel­ser, der kan ses bort fra, alle­re­de er helt i vore hæn­der … Vi skal hånd­te­re pres­sen på føl­gen­de måde: Vi skal læg­ge sadel og bid­sel på den og sty­re den i stram tøj­le; og på den måde skal vi kon­trol­le­re alle udgi­vel­ser fra den tryk­te pres­se, for hvad vil­le menin­gen være med at hol­de os fri for angreb fra pres­sen, hvis vi for­bli­ver sky­de­ski­ve for løbe­sed­ler og bøger? … Ingen skal ustraf­fet sæt­te en fin­ger på aura­en af vor rege­rings fortræf­fe­lig­hed. Påskud­det for at stand­se en hvil­ken som helst udgi­vel­se vil være en på skrømt udstedt erklæ­ring om, at den ophid­ser den offent­li­ge stem­ning uden anled­ning eller ret­fær­dig­gø­rel­se … Vi vil med sik­ker­hed vin­de over vore mod­stan­de­re, efter­som de, på grund af de før­om­tal­te måder at hånd­te­re pres­sen på, ikke vil have pres­se­or­ga­ner til deres rådig­hed, i hvil­ke de fuldt og ende­ligt kan udtryk­ke deres syns­punk­ter …

225
Det­te er histo­ri­en om Pro­tokol­ler­ne hidtil. Deres hen­vis­ning til jødi­ske “Vise” (eller “æld­ste”) er ube­fø­jet, og bør der­for prin­ci­pi­elt und­la­des, uden at det­te har rin­ge­ste betyd­ning for vur­de­rin­gen af andre bevi­ser for jødisk leder­skab af ver­dens­re­vo­lu­tio­nen som sådan. Det jødi­ske angreb på dem hav­de ikke karak­ter af et for­svar for jøde­dom­men, men skul­le stand­se udgi­vel­sen, for­di “den ophid­ser den offent­li­ge stem­ning uden anled­ning eller ret­fær­dig­gø­rel­se”. De frem­sat­te argu­men­ter var ret spe­ku­la­ti­ve. De gik ud på, at Pro­tokol­ler­ne hav­de nær lig­hed med adskil­li­ge tid­li­ge­re udgi­vel­ser, og der­for var “efter­lig­nin­ger” eller “falsk­ne­ri­er”. Medens det i vir­ke­lig­he­den klart bevi­ste, at de udgjor­de en del af den fort­sat­te lit­te­ra­tur om sam­men­svær­gel­sen. De kun­ne være frem­bragt af jødi­ske som ikke-jødi­ske revo­lu­tio­næ­re, og det er af sekun­dær betyd­ning. Hvad de bevi­ste var, at orga­ni­sa­tio­nen, der før­ste gang var ble­vet afslø­ret gen­nem Wei­s­haupts doku­men­ter, eksi­ste­re­de end­nu 120 år sene­re. Den beskrev de sam­me meto­der og for­fulg­te det sam­me mål, der den­gang blev afdæk­ket; og på det tids­punkt, hvor Pro­tokol­ler­ne blev udgi­vet på engelsk, hav­de den bol­sje­viki­ske revo­lu­tion leve­ret bevi­set.

Efter min mening udgør Pro­tokol­ler­ne den afgø­ren­de hånd­bog for stu­de­ren­de af sam­ti­den og det­te emne. Hvis lord Syden­ham i 1921 blev slå­et af den “fryg­tind­g­y­den­de viden” de udstil­le­de, “hvor­på pro­fe­ti­er, der nu bog­sta­ve­ligt talt er opfyld­te, base­res”, hvor meget mere vil­le han da ikke bli­ve impo­ne­ret i dag, i 1956****, hvor så meget mere af dem er ble­vet lige så bog­sta­ve­ligt opfyldt. Ved hjælp af den­ne bog kan ethvert men­ne­ske se, hvor­dan de sene­ste 150 års opstan­de blev sat i værk, og hvor­dan de næste 50 års til­sva­ren­de vil bli­ve det. Han vil i for­vej­en vide, hvor­dan hans valg­te repræ­sen­tan­ters “hand­lin­ger” vil afvi­ge fra deres “ord”.

På et bestemt punkt blev jeg ud fra min egen erfa­ring i stand til at afprø­ve lord Syden­hams udta­lel­se om opfyld­te pro­fe­ti­er. Pro­tokol­ler­ne siger, hvor de taler om kon­trol med udgi­vel­sen af infor­ma­tion:

Ikke en ene­ste bekendt­gø­rel­se vil nå offent­lig­he­den uden om vores kon­trol. Selv i det­te øje­blik bli­ver det­te opnå­et af os ved, at alle nyhe­der mod­ta­ges af nog­le få bureau­er, i hvis kon­to­rer de ind­sam­les fra alle dele af ver­den. Dis­se bureau­er vil da helt være vore, og vil kun dæk­ke det, vi dik­te­rer til dem.

Det var ikke situ­a­tio­nen i 1905 eller på lord Syden­hams tid eller i 1926, da jeg blev jour­na­list, men det udvik­le­de sig sådan og er situ­a­tio­nen i dag. “Nyheds“strømmen fra avi­ser­ne fyl­der godt i den offent­li­ge bevidst­hed og strøm­mer fra nog­le få bureau­er som van­det fra et halvt dusin vand­ha­ner. Enhver hånd, der kan kon­trol­le­re dis­se vand­ha­ner, kan kon­trol­le­re “nyhe­der­ne”, og læse­ren vil selv kun­ne obser­ve­re, i hvil­ken fil­tre­ret form nyhe­der­ne når ham. Med hen­syn til de redak­tio­nel­le syns­punk­ter kan for­an­drin­gen nemt ople­ves ved at sam­men­lig­ne med upar­ti­ske, kri­ti­ske artik­ler, der blev trykt i The Times, Mor­ning Post, Specta­tor, Dear­born Inde­pen­dent og tusin­de andre tids­skrif­ter for omkring 25 år siden. Det­te kun­ne ikke ske i dag. Under­ka­stel­sen af pres­sen er ble­vet gen­nem­ført som Pro­tokol­ler­ne for­ud­sag­de, og i løbet af min gene­ra­tion, og på grund af mit erhverv så jeg det ske.

Et sam­men­lig­nen­de stu­di­um af Pro­tokol­ler­ne og Wei­s­haupts papi­rer fører til den kla­re kon­klu­sion, at de beg­ge stam­mer fra en fæl­les og meget ældre kil­de. De kan ikke have været et pro­dukt af én mand eller én grup­pe af mænd fra sam­me peri­o­de, hvor de blev udgi­vet. Den “fryg­tind­g­y­den­de viden”, der

226

afdæk­kes med dem, byg­ger tyde­lig­vis på århund­re­ders opsam­let erfa­ring. Det­te angår spe­ci­elt (i både Pro­tokol­ler­ne og Wei­s­haupts papi­rer) kend­ska­bet til men­ne­ske­li­ge svag­he­der, der udspe­ci­fi­ce­res med ana­ly­tisk nøj­ag­tig­hed, og hvor meto­der­ne til at udnyt­te hver enkelt af dem beskri­ves med en blan­ding af fryd og foragt.

Værk­tø­jet, der skal anven­des til at øde­læg­ge de krist­ne natio­nal­sta­ter er “pøbe­len”. Ordet bru­ges hele tiden med skæ­ren­de foragt til at beteg­ne mas­ser­ne (som i offent­lig omta­le smi­gres med benæv­nel­sen “fol­ket”).

Men­ne­sker med dår­li­ge karak­te­rer er mere tal­ri­ge end de gode, og der­for opnås de bed­ste resul­ta­ter med hen­syn til at rege­re dem, ved at anven­de vold og ter­ror … En pøbels styr­ke består i en blind, san­se­løs og tan­ke­løs kraft, der altid kan bli­ve under­ka­stet et for­slag fra en hvil­ken som helst kant.

Ud fra det­te udvik­les der en argu­men­ta­tion, der går ud på, at “et abso­lut des­po­ti” er nød­ven­digt for at rege­re “pøbe­len”, der er en ansam­ling af “vil­de”, og at “vor Stat” vil anven­de “en ter­ror, der vil have ten­dens til at pro­du­ce­re blind under­ka­stel­se”. At den “ord­ret­te opfyl­del­se” af dis­se for­skrif­ter har fun­det sted i Sov­je­trusland, må være ind­ly­sen­de for alle i dag.

Det­te “abso­lut­te des­po­ti” skal pla­ce­res hos den inter­na­tio­na­le Super­stat ved vejs ende. Inden da beskri­ves regio­na­le duk­ke-des­po­ter som essen­ti­el­le i pro­ces­sen til at ned­bry­de sta­ters struk­tur og fol­ke­nes for­svar:

Under “pre­mi­er-dik­ta­to­rer­ne” i nuti­den lider fol­ke­ne tål­mo­digt og tåler sådan­ne mis­brug, som de vil­le have hals­hug­get tyve kon­ger for at være skyl­di­ge i et enkelt af. Hvad er for­kla­rin­gen? Den er, at dis­se dik­ta­to­rer hvi­sker til fol­ket gen­nem deres agen­ter, at gen­nem dis­se mis­brug ska­der de sta­ten med det høje­ste for­mål for øje – at sik­re fol­ke­nes vel­færd, inter­na­tio­nalt bro­der­skab mel­lem dem alle, deres soli­da­ri­tet og lige ret­tig­he­der. Natur­lig­vis for­tæl­ler de ikke fol­ke­ne, at den­ne for­e­ning må ske under vort uind­skræn­ke­de her­re­døm­me.

Den­ne pas­sa­ge er af sær­lig inter­es­se. Udtryk­ket “pre­mi­er­dik­ta­tor” vil­le ikke i almin­de­lig­hed være ble­vet for­stå­et i 1905, hvor vestens fol­keslag tro­e­de, at deres valg­te repræ­sen­tan­ter udtryk­te og var afhæn­gi­ge af deres god­ken­del­se. Det blev imid­ler­tid et dæk­ken­de udtryk under Før­ste- og Anden Ver­denskrig, hvor ame­ri­kan­ske præ­si­den­ter og bri­ti­ske pre­mi­er­mi­ni­stre rent fak­tisk gjor­de sig selv til “pre­mi­er­dik­ta­to­rer” og benyt­te­de und­ta­gel­ses­be­fø­jel­ser på veg­ne af “fol­ke­nes vel­færd … inter­na­tio­nalt bro­der­skab … lige ret­tig­he­der”. Yder­me­re for­tal­te dis­se “pre­mi­er­dik­ta­to­rer” i beg­ge kri­ge, at det ende­li­ge mål for alt det­te vil­le være “for­e­ning” under en ver­dens­re­ge­ring af en eller anden slags. Spørgs­må­let, hvem der skul­le lede den­ne ver­dens­re­ge­ring, fik aldrig et klart svar. Så meget andet i pro­tokol­ler­ne er ble­vet opfyldt, at deres påstand om, at de vil­le være sam­men­svær­gel­sens værk­tøj til at rege­re ver­den “med vold og ter­ror”, fortje­ner en del eftertan­ke.

Det sær­ligt karak­te­ri­sti­ske ved de to ver­denskri­ge er den skuf­fel­se, som hver af dem brag­te til de folk, der så ud til at have sej­ret. “Fryg­tind­g­y­den­de viden” ser der­for igen ud til at have inspi­re­ret føl­gen­de udta­lel­se, frem­kom­met i 1905 eller tid­li­ge­re: “Lige siden den­gang (den fran­ske revo­lu­tion) har vi ført fol­ke­ne fra den ene skuf­fel­se til den næste”, og sene­re den­ne:

Ved dis­se hand­lin­ger er alle sta­ter i lidel­ses­til­stand; de higer efter ro, er rede til at ofre alt for fred; men vi vil ikke give dem fred før­end de åbent ved­ken­der sig vores inter­na­tio­na­le Super­re­ge­ring i under­ka­stel­se.

Dis­se ord, skre­vet før 1905, synes nøj­ag­tigt at

227
beskri­ve det 20. århund­re­des for­løb.
Og igen siger doku­men­tet:

Det er alt­af­gø­ren­de for vort mål, at kri­ge, så vidt det er muligt, ikke skal resul­te­re i ter­ri­to­ri­a­le gevin­ster.

Lige præ­cis det­te udtryk fra 1905 eller tid­li­ge­re blev gjort til det vig­tig­ste slo­gan eller det til­sy­ne­la­den­de moral­ske prin­cip, der blev udråbt af Ame­ri­kas og Eng­lands poli­ti­ske lede­re i beg­ge ver­denskri­ge, og i det­te til­fæl­de er for­skel­len mel­lem “diplo­ma­tens” “ord” og “hand­ling” vist gen­nem resul­ta­ter­ne. Før­ste Ver­denskrigs væsent­lig­ste resul­tat var at etab­le­re Revo­lu­tio­nær-zio­nis­me og Revo­lu­tio­nær-kom­mu­nis­me som nye kræf­ter i inter­na­tio­na­le affæ­rer, den før­ste for et lovet “hjem­land” og den anden for en stat at være i. Det væsent­lig­ste resul­tat i Anden Ver­denskrig var, at yder­li­ge­re “ter­ri­to­ri­a­le gevin­ster” til­faldt Zio­nis­men og Kom­mu­nis­men og ingen andre. Zio­nis­men opnå­e­de sit hjem­land, og kom­mu­nis­men modt­og det hal­ve Euro­pa. Den “død­brin­gen­de præ­ci­sion” (lord Syden­hams ord) i Pro­tokol­ler­nes for­ud­si­gel­ser vir­ker tyde­lig her, hvor en besyn­der­lig sæt­ning, brugt i Pro­tokol­ler­ne fra 1905 blev det dag­li­ge sprog for ame­ri­kan­ske præ­si­den­ter og bri­ti­ske pre­mi­er­mi­ni­stre i 1914–1918 og 1939–1945.

Grun­den til, at for­fat­ter­ne af Pro­tokol­ler­ne reg­ne­de det­te slo­gan for vig­tigt i vild­led­nin­gen af fol­kesla­ge­ne, bli­ver også for­kla­ret: Hvis natio­ner, der ind­vik­les i kri­ge bli­ver næg­tet “ter­ri­to­ri­a­le gevin­ster”, vil den ene­ste sej­r­her­re være “vort inter­na­tio­na­le agen­tur … vore inter­na­tio­na­le ret­tig­he­der vil da udvi­ske natio­na­le ret­tig­he­der i den ret­te betyd­ning af ret­tig­he­der og vil her­ske over natio­ner­ne, præ­cist som de civi­le love i Sta­ter­ne bestem­mer for­hol­de­ne mel­lem dis­ses stats­bor­ge­re”. For at frem­brin­ge en sådan tin­ge­nes til­stand er lyde­li­ge poli­ti­ke­re påkræ­ve­de, og om dem siger Pro­tokol­ler­ne:

Admi­ni­stra­to­rer­ne, som vi vil udvæl­ge fra offent­lig­he­den med nøje hen­syn­ta­gen til deres evner til ser­vil lydig­hed, vil ikke være per­so­ner, som er træ­net i rege­rings­kun­sten og vil der­for let bli­ve til bøn­der i vort skak­spil i hæn­der­ne på mænd af lær­dom og geni, som vil bli­ve deres råd­gi­ve­re, spe­ci­a­li­ster, der er opfo­stret og uddan­net fra den tid­lig­ste barn­dom til at rege­re hele ver­dens affæ­rer.

Læse­ren kan selv døm­me, om den­ne beskri­vel­se pas­ser på nog­le af Vestens “admi­ni­stra­to­rer” gen­nem de sid­ste fem årti­er; testen er deres indstil­ling til Zio­nis­men, ver­dens­re­vo­lu­tio­nen og ver­dens­re­ge­rin­gen, og føl­gen­de kapit­ler vil give oplys­nin­ger på dis­se tre områ­der. Om “råd­gi­ver­ne” er det pas­sen­de at sige, at de ope­re­rer med en “død­brin­gen­de præ­ci­sion”.

Her kom­mer igen den “fryg­tind­g­y­den­de viden”, der blev åben­ba­ret for mere end 50 år siden. I 1905 var den ikke-valg­te, men magt­ful­de “råd­gi­ver” ukendt i offent­lig­he­den. Sandt nok vid­ste de oply­ste få, som Dis­ra­e­li, at “ver­den rege­res af helt andre per­son­lig­he­der end dem, der ikke er bag kulis­ser­ne, kan fore­stil­le sig”, men for den almin­de­li­ge offent­lig­hed vil­le den­ne pas­sa­ge være uden mening.

Men under Før­ste- og Anden Ver­denskrig blev den ikke par­la­men­ta­risk valg­te, uof­fi­ci­el­le, men byden­de “råd­gi­ver” en almin­de­lig offent­lig figur. Han kom åbent frem (gen­nem “und­ta­gel­ses-bemyn­di­gel­ser”) og blev kendt og pas­sivt accep­te­ret af den almin­de­li­ge offent­lig­hed. Måske er den foragt, der i Pro­tokol­ler­ne blev vist for “pøbe­len” ret­fær­dig­gjort af den­ne under­ka­stel­se i for­hold til et her­re­døm­me, der fun­ge­re­de bag kulis­ser­ne. Ja under­ka­stel­sen var endog intakt, selv når alt fore­gik åben­lyst. I De For­e­ne­de Sta­ter, for eksem­pel, blev “råd­gi­ve­re om jødi­ske sager” nye bebo­e­re af Det Hvi­de Hus og af hoved­kvar­te­rer­ne for

228
ame­ri­kan­ske besæt­tel­ses­hæ­re. En finan­ci­er (som offent­ligt anbe­fa­le­de dra­sti­ske mid­ler til “at rege­re hele ver­dens affæ­rer” (det var Ber­nard Baruch; Over­sæt­ter) var råd­gi­ver for så man­ge præ­si­den­ter, at han per­ma­nent fik til­nav­net “Stats­mand­sæld­ste” (Elder Sta­tes­man) af pres­sen, og besø­gen­de pre­mi­er­mi­ni­stre fra England drog til ham som til et sæde for den øver­ste myn­dig­hed.

Pro­tokol­ler­ne for­ud­sag­de det­te “råd­gi­ver­nes” regi­me på et tids­punkt, hvor ingen for­stod, hvad der men­tes, og få vil­le have fore­stil­let sig, at de vil­le vise sig åbent i de øver­ste cirk­ler.

Pro­tokol­ler­ne fast­slår gen­tag­ne gan­ge, at det før­ste mål er uds­let­tel­sen af den nuvæ­ren­de her­sken­de klas­se (“ari­sto­kra­ti­et”, det udtryk, der blev anvendt, var end­nu anven­de­ligt i 1905) og til­eg­nel­sen af ejen­dom gen­nem ophid­sel­se af den utæn­ken­de, dyri­ske “pøbel”. Igen sør­ger sene­re begi­ven­he­der for at give “for­ud­si­gel­sen” dens “død­brin­gen­de præ­ci­sion”:

I poli­tik må man vide, hvor­dan man uden tøven til­eg­ner sig andres ejen­dom, hvis vi der­med sik­rer under­ka­stel­se og suveræ­ni­tet … Orde­ne “Fri­hed, Lig­hed, Bro­der­skab” brag­te, tak­ket være vore blin­de agen­ter, hele legio­ner til vore ræk­ker, som bar vore ban­ne­re med entu­si­as­me. Og hele tiden var dis­se ord som orme, der bore­de sig ind i fol­kets vel­stand, sat­te en stop­per overalt for fred, ro, soli­da­ri­tet og ned­brød alle fun­da­men­ter­ne for sta­ter­ne … Det­te hjalp os til vor stør­ste tri­umf; det gav os, blandt andre ting, mulig­he­den for at få den vig­tig­ste trumf i vore hæn­der, ned­bryd­nin­gen af pri­vil­e­gi­er eller med andre ord sel­ve ari­sto­kra­tiets eksi­stens … den klas­se, som var det ene­ste for­svar folk og lan­de hav­de imod os. På rui­ner­ne af det natur­li­ge og arve­li­ge ari­sto­kra­ti … har vi opstil­let vores uddan­ne­de klas­ses ari­sto­kra­ti, som ledes af pen­ge­nes ari­sto­kra­ti. Vel­stand, der er afhæn­gig af os, har vi gjort til det­te ari­sto­kra­tis for­ud­sæt­ning – og viden. Det er den­ne mulig­hed for at udskif­te fol­kets repræ­sen­tan­ter der har stil­let dem til dis­po­si­tion for os, og … givet os mag­ten til at udnæv­ne … Vi optræ­der på sce­nen som påstå­e­de red­nings­mænd for arbej­de­ren fra den­ne under­tryk­kel­se, når vi til­by­der ham at ind­træ­de i vore kæm­pen­de styr­kers ræk­ker: Soci­a­li­ster, anar­ki­ster, kom­mu­ni­ster … gen­nem nød og den mis­un­del­se og det had, som den ska­ber, skal vi bevæ­ge pøb­ler­ne og med deres hæn­der skal vi uds­let­te alle dem, der hin­drer os på vor vej … Fol­ket, der ukri­tisk tror på ting, som er trykt, nærer et blindt had til alle til­stan­de, som det føler befin­der sig over det; for det har ingen for­nem­mel­se af orde­ne klas­se og til­stand … Dis­se pøb­ler vil med stor for­nø­jel­se fare frem for at lade blo­det fly­de fra dem, som de i deres simp­le uvi­den­hed har mis­undt lige fra de lå i vug­gen, og hvis ejen­dom de så vil bli­ve i stand til at plyn­dre. “Vores” vil de ikke røre, for tids­punk­tet for angre­bet vil være os bekendt, og vi vil tage skridt til at beskyt­te vore egne … Ordet “fri­hed” får men­ne­sker til at kom­me ud og kæm­pe mod enhver form for auto­ri­tet, endog mod Gud og natu­rens love. Af den grund vil vi, når vort kon­ge­ri­ge tager form, bli­ve nødt til at udra­de­re det­te ord fra livets lek­si­kon, som væren­de et prin­cip for en dyrisk kraft, der for­vand­ler pøb­ler til vil­de dyr … Men fri­he­den kun­ne også eksi­ste­re uska­de­ligt inden for Sta­tens øko­no­mi og til fol­kets vel­stand, hvis dens grund­lag var en tro på Gud ***** … Der­for er det afgø­ren­de for os at under­gra­ve al tro, at rive sel­ve prin­cip­pet om en gud­dom og en ånd ud af hove­d­et på mas­ser­ne, og i dets sted opstil­le mate­ma­ti­ske form­ler og mate­ri­el­le behov …

Vi har sat fol­ke­nes per­son­li­ge og natio­na­le opfat­tel­ser op mod hin­an­den, samt sør­get for

229
reli­gions- og race­had, som vi har opdyr­ket til en græn­se­løs vækst i løbet af de sid­ste 20 århund­re­der. Det­te er grun­den til, at der ikke er én stat, der kun­ne få støt­te noget­steds, hvis den vil­le rej­se sig mod os, for hver ene­ste af dem må huske, at en afta­le ret­tet imod os er en afta­le mod dem selv. Natio­ner­ne kan ikke ind­gå den mind­ste for­tro­li­ge overenskomst, uden at vi i al hem­me­lig­hed har en fin­ger med i spil­let … For at kon­trol­le­re den offent­li­ge mening må vi brin­ge den i en til­stand af for­vir­ring ved fra alle sider at give plads til man­ge mod­stri­den­de menin­ger. Det­te i så lang tid det kræ­ves, for at få fol­ke­ne til at tabe deres hove­d­er i labyrin­ten og kom­me til at ind­se, at det bed­ste er ikke at have en mening af nogen slags i poli­ti­ske spørgs­mål, som det ikke er givet offent­lig­he­den at for­stå, efter­som de kun for­stås af ham, der leder offent­lig­he­den. Det­te er den før­ste hem­me­lig­hed.

Den anden hem­me­lig­hed, der er nød­ven­dig for vor rege­rings suc­ces, består i at man­gedob­le natio­na­le pro­ble­mer omkring vaner, pas­sio­ner, livsvil­kår i så høj en grad, at det vil være umu­ligt for nogen at vide, hvor han befin­der sig i det der­af føl­gen­de kaos, så med­bor­ge­re ind­byr­des bli­ver ude af stand til at for­stå hin­an­den … Ved alle dis­se mid­ler skal vi i den grad neds­li­de fol­ke­ne, så de vil bli­ve tvun­get til at til­by­de os inter­na­tio­nal magt af en sådan slags, at den vil sæt­te os i stand til uden volds­an­ven­del­se grad­vist at absor­be­re alle stats­mag­ter­ne i ver­den og for­me en Super­re­ge­ring. Her­sker­ne af i dag vil vi i det skjul­te erstat­te med en pro­for­ma-orga­ni­sa­tion, som vi vil kal­de Super­re­ge­rin­gen. Dens hæn­der vil ræk­ke ud i alle ret­nin­ger som gri­be­klør, og dens orga­ni­sa­tion vil være af så kolos­sa­le dimen­sio­ner, at ingen nation i ver­den vil kun­ne und­gå den.

At Pro­tokol­ler­ne afslø­rer kom­mu­nis­mens og zio­nis­mens fæl­les inspira­tions­kil­de kan ses af de påfal­den­de paral­lel­ler, som kan dra­ges mel­lem de to vig­tig­ste frem­gangs­må­der, der anvi­ses i dem, og de vig­tig­ste meto­der, der blev brugt af dr. Her­zl og Karl Marx:
Pro­tokol­ler­ne læg­ger igen og igen vægt på at ophid­se “pøbe­len” imod den her­sken­de klas­se, som den mest effek­ti­ve meto­de til at øde­læg­ge sta­ter og natio­ner og til at opnå ver­dens­sty­re. Dr. Her­zl brug­te, som det blev vist i det fore­gå­en­de kapi­tel, net­op den­ne meto­de til at få de euro­pæ­i­ske her­ske­re til at lyt­te.

Der­næst Karl Marx. Pro­tokol­ler­ne siger:

Fol­ke­nes ari­sto­kra­ti­er er døde som poli­tisk kraft … men som jord­be­sid­de­re kan de sta­dig bli­ve ska­de­li­ge for os der­ved, at de er selv-for­sy­nen­de som føl­ge af dis­se lan­dres­sour­cer. Det er der­for afgø­ren­de for os at fra­ta­ge dem den­ne jord uan­set pri­sen … Sam­ti­dig må vi inten­sivt støt­te han­del og indu­stri … hvad vi ønsker er, at indu­stri­en skal tøm­me land­bru­get for både arbejds­kraft og kapi­tal og ved hjælp af spe­ku­la­tion flyt­te hele ver­dens pen­ge over på vore hæn­der …

Karl Marx fulg­te i sit Det Kom­mu­ni­sti­ske Mani­fest nøj­ag­tigt den­ne opskrift. Rig­tigt nok erklæ­re­de han, at kom­mu­nis­men kun­ne opsum­me­res i én sæt­ning: “ophør af pri­vat ejen­doms­ret”, men efter­føl­gen­de ændre­de han den­ne udta­lel­se ved at begræn­se den til jord og der­med under­for­stå, at andre typer pri­vat ejen­dom skul­le for­bli­ve intakt. (I den sene­re marxi­sti­ske vir­ke­lig­hed blev al pri­vat ejen­dom selv­føl­ge­lig kon­fi­ske­ret, men jeg taler her om den eksak­te paral­lel mel­lem stra­te­gi­er­ne, der blev lagt før den­ne begi­ven­hed, såvel i Pro­tokol­ler­ne som af Marx.)

En pas­sa­ge, der er af sær­lig inter­es­se i dag, selv om den er skre­vet før 1905, lyder:

Hvis nogen stat nu til dags rej­ser pro­te­ster imod os, er det­te kun

230

pro­for­ma og efter vores anvis­ning, for deres anti­se­mi­tis­me er uund­vær­lig for os i besty­rel­sen af vore min­dre brød­re.

Et tyde­ligt træk i vores tidsal­der er den måde, hvor­på ankla­gen om “anti­se­mi­tis­me” hele tiden skif­ter fra ét land til et andet, hvor det land, der bli­ver såle­des ankla­get auto­ma­tisk bli­ver udpe­get som fjen­den i den næste krig. Den­ne pas­sa­ge kun­ne give den kri­ti­ske stu­de­ren­de et efter­tænk­somt udtryk, når han hører om tidens peri­o­di­ske rap­por­ter om plud­se­lig “anti­se­mi­tis­me” i dagens kom­mu­ni­sti­ske Rusland.

Lig­he­den med Wei­s­haupts doku­men­ter er meget stærk i de pas­sa­ger, der beskæf­ti­ger sig med infil­tre­ring af offent­li­ge kon­to­rer, pro­fes­sio­ner og par­ti­er, for eksem­pel:

Det er fra os den alt­op­slu­gen­de ter­ror kom­mer. Vi har i vores tje­ne­ste per­so­ner af alle obser­van­ser, alle dok­tri­ner, monar­ki-til­hæn­ge­re, dema­go­ger, soci­a­li­ster, kom­mu­ni­ster og uto­pi­ster af enhver art. Vi har spændt dem alle for vores vogn. Hver ene­ste af dem borer på sin egen facon løs i de sid­ste rester af auto­ri­te­ter, for­sø­ger at omvæl­te al form for etab­le­ret orden. Ved dis­se ger­nin­ger er alle sta­ter ble­vet bragt i des­pe­ra­tion; de higer efter fred og ro, er para­te til at ofre alt for fre­den, men vi vil ikke give dem fred før de åbent accep­te­rer vor inter­na­tio­na­le Super­re­ge­ring i under­ka­stel­se.

Hen­tyd­nin­gen til infil­tra­tion af især uni­ver­si­te­ter og af under­vis­nin­gen gene­relt stam­mer direk­te fra Wei­s­haupt, eller fra den kil­de han måt­te have fået dem fra:

… Vi vil infil­tre­re uni­ver­si­te­ter­ne … Deres embeds­mænd og pro­fes­so­rer vil bli­ve for­be­redt gen­nem detal­je­re­de hem­me­li­ge hand­lings­pro­gram­mer, som de ikke ustraf­fet vil afvi­ge fra, ikke en mil­li­me­ter. De vil bli­ve udnævnt med sær­lig omhu, og vil bli­ve pla­ce­ret sådan, at de er fuld­stæn­digt afhæn­gi­ge af vor rege­ring.

Den­ne hem­me­li­ge infil­tre­ring af uni­ver­si­te­ter­ne (der blev vel­lyk­ket i de tyske på Wei­s­haupts tid, sådan som hans doku­men­ter bevi­ser) blev i meget stort omfang suc­ces­fuldt udvik­let i vor gene­ra­tion. De to bri­ti­ske rege­rings­em­beds­mænd******, som efter deres flugt til Moskva blev frem­vist til den inter­na­tio­na­le pres­se i 1956 og udtal­te, at de var ble­vet opslugt af kom­mu­nis­men på deres uni­ver­si­tet, var et par typi­ske pro­duk­ter af den meto­de, som beskri­ves af Pro­tokol­ler­ne tid­ligt i det­te århund­re­de og af Wei­s­haupt i 1787.

Wei­s­haupts doku­men­ter taler om Fri­mu­re­ri­et som det bed­ste “dæk­ke”, hvorun­der sam­men­svær­gel­sens agen­ter kan arbej­de. Et andet skal­ke­skjul er iføl­ge Pro­tokol­ler­ne: “Libe­ra­lis­me”:

Da vi ind­plan­te­de gift­stof­fet Libe­ra­lis­me i sta­tens orga­nis­me, under­gik dens hele opbyg­ning en for­an­dring. Sta­ter er ble­vet angre­bet af en død­brin­gen­de syg­dom, en blod­for­gift­ning. Alt hvad der står til­ba­ge er at afven­te slut­nin­gen på deres dødskamp.

Udtryk­ket “uto­pi­ster”, der anven­des mere end en enkelt gang, ved­rø­rer de libe­ra­le, og dets oprin­de­li­ge kil­de befin­der sig mulig­vis i Det Gam­le Testa­men­tes hen­tyd­ning til “drøm­me­re af drøm­me”, der, sam­men med “fal­ske pro­fe­ter”, skal slås ihjel. Slut­nin­gen for Libe­ra­lis­men synes der­for åben­bar for den grun­di­ge stu­dent, selv om Pro­tokol­ler­ne ikke udpens­ler det:

Vi skal udryd­de libe­ra­lis­men fra de vig­ti­ge stra­te­gi­ske stil­lin­ger i vor rege­ring, som uddan­nel­sen af under­ord­ne­de i vor stats­struk­tur afhæn­ger af.

Big Brother”-regimerne i vort århund­re­de er nøj­ag­tigt for­ud­sagt i føl­gen­de pas­sa­ge:

Vor rege­ring vil have udse­en­de af en patri­ar­kalsk vær­ge­ord­ning under vores her­sker.”
Repu­bli­ka­ne­re skal også være “dæk­ke” for sam­men­svær­gel­sen. Pro­tokol­ler­ne

231
er spe­ci­elt forag­ten­de over for repu­bli­ka­ne­re, hvor de (som ved libe­ra­le) ser selv­de­struk­tio­nens våben sme­det ud af “pøbe­len”: … Da var det, at repu­blik­ker­nes tidsal­der blev mulig at gen­nem­fø­re; og da var det, at vi erstat­te­de regen­ter med en kari­ka­tur af en regent, en præ­si­dent, gre­bet ud af pøbe­len, fra mid­ten af vore mario­net­ter, vore sla­ver. Sådan lyk­ke­des det os at under­mi­ne­re fol­ke­ne.

Der­ef­ter beskri­ver de ukend­te for­fat­te­re, fra en tid for­ud for 1905, den posi­tion, som ame­ri­kan­ske præ­si­den­ter er ble­vet redu­ce­ret til i vort århund­re­de. Pas­sa­gen star­ter såle­des:

I nær­me­ste frem­tid vil vi etab­le­re “præ­si­den­ters ansvar­lig­hed”. Det­te bety­der, som den efter­føl­gen­de tekst viser det, et per­son­ligt ansvar i mod­sæt­ning til ansvar, der afgræn­ses af en for­fat­nings kon­trol. Præ­si­den­ten skal bli­ve en af “pre­mi­er­dik­ta­to­rer­ne”, som tid­li­ge­re for­ud­skik­ket, hvis rol­le skal være at ned­bry­de sta­ters for­fat­nings­for­svar (grund­love) og på den måde for­be­re­de for­e­ning under vort suveræ­ne sty­re.

Under Før­ste- og Anden Ver­denskrig blev de ame­ri­kan­ske præ­si­den­ter rent fak­tisk til “pre­mi­er­dik­ta­to­rer” i den­ne betyd­ning, medens de hæv­de­de, at “situ­a­tio­nens alvor” og hen­sy­net til “sejr” nød­ven­dig­gjor­de den­ne til­eg­nel­se af en per­son­ligt ansvar­lig magt; en magt, der vil­le bli­ve givet til­ba­ge til “fol­ket”, når “nød­si­tu­a­tio­nen” ophør­te. Læse­re, der har levet læn­ge nok, vil min­des, hvor utæn­ke­ligt noget sådant fore­kom, før det ske­te, og hvor pas­sivt det så blev accep­te­ret. Der­ef­ter fort­sæt­ter pas­sa­gen:

Par­la­men­tet vil sør­ge for dæk­ke til, vil beskyt­te, vil udvæl­ge præ­si­den­ter, men vi vil fjer­ne ret­ten fra det til at fore­slå nye love eller lave ændrin­ger i de eksi­ste­ren­de, for den­ne ret vil bli­ve givet af os til den ansvar­li­ge præ­si­dent, en duk­ke ført af os … Uaf­hæn­gigt her­af vil vi sør­ge for, at præ­si­den­ten får magt til at kun­ne erklæ­re en krigstil­stand. Vi vil ret­fær­dig­gø­re det­te med, at præ­si­den­ten, som leder af hele lan­dets hær, må have den­ne ret til sin rådig­hed i nødstil­fæl­de … Det er let at for­stå, at under sådan­ne omstæn­dig­he­der vil nøg­len til kisten lig­ge i vore hæn­der, og ingen uden for vores kreds vil læn­ge­re sty­re lov­giv­nin­gens magt … Præ­si­den­ten vil, efter vores anvis­ning, for­tol­ke betyd­nin­gen af sådan­ne eksi­ste­ren­de love, der lev­ner plads for for­tolk­ning; han vil der­u­d­over annul­le­re dem, når vi indi­ke­rer nød­ven­dig­he­den her­af for ham, des­u­den vil han have ret­ten til at fore­slå fore­lø­bi­ge love, og end­da nye reg­ler i Grund­loven, hvor påskud­det i både det ene og det andet til­fæl­de vil være sta­tens øver­ste vel­færd og sik­ker­hed. Gen­nem sådan­ne mid­ler skal vi lidt efter lidt, skridt for skridt, ned­bry­de alt det, som vi i begyn­del­sen er nødt til at ind­fø­re i sta­ter­nes for­fat­nin­ger for at for­be­re­de over­gan­gen til en umær­ke­lig fjer­nel­se af enhver form for Grund­lov, og da er timen kom­met til at omdan­ne hver ene­ste rege­ring til vort des­po­ti.

Især den­ne for­ud­si­gel­se fra 1905 eller tid­li­ge­re fortje­ner lord Syden­hams beteg­nel­se “død­brin­gen­de præ­ci­sion”. Ame­ri­kan­ske præ­si­den­ter i det­te århund­re­des to kri­ge har opført sig som det beskri­ves her. De til­t­og sig vir­ke­lig ret­ten til at erklæ­re og føre krig, og den har været udnyt­tet mindst én gang (i Korea) siden Anden Ver­denskrigs afslut­ning. Ethvert for­søg i Kon­gres­sen, eller uden for, på at fra­ta­ge dem den­ne ret eller begræn­se dem i bru­gen af den, bli­ver mødt med ekstremt fjendt­li­ge angreb.
På den­ne vis fort­sæt­ter Pro­tokol­ler­ne. Fol­ke­ne vil, idet de bevæ­ger sig “fra den ene skuf­fel­se til den næste”, ikke få til­ladt “et puste­rum”. Ethvert land, der vover at gå imod os, må bli­ve mødt med krig og enhver kol­lek­tiv mod­stand

232
med “uni­ver­sel krig”. Fol­ke­ne vil ikke bli­ve til­ladt at “mod­vir­ke under­grav­ning” (her fin­des nøg­len til de rasen­de angreb i 1790\‘erne i 1920 og i dag på alle krav om “offent­lig under­sø­gel­se” med beteg­nel­ser som “hek­sej­agt”, “McCarthy\‘isme” og lig­nen­de). I den kom­men­de Super­stat vil det bli­ve et krav, at fami­lie­med­lem­mer tager afstand fra dis­si­den­ter inden for fami­li­ens cir­kel (den gam­mel­te­sta­ment­li­ge dis­pen­sa­tion, der tid­li­ge­re er nævnt). Den “fuld­stæn­di­ge øde­læg­gel­se af den krist­ne reli­gion” vil ikke lade ven­te læn­ge på sig. Fol­ke­ne vil bli­ve holdt adspredt med tri­vi­el under­hold­ning (“fol­ke­pa­lad­ser”) for at for­hin­dre dem i at bli­ve besvær­li­ge og stil­le spørgs­mål. Histo­ri­en vil bli­ve omskre­vet for at bed­ra­ge dem (et andet over­greb, der sene­re er ble­vet gen­nem­ført i Kom­mu­ni­strusland), for

… vi skal udvi­ske fra men­ne­ske­nes bevidst­hed enhver hukom­mel­se om tid­li­ge­re århund­re­der, som er uøn­sket for os, og kun bibe­hol­de dem, der udma­ler alle de natio­na­le rege­rin­gers fejl­ta­gel­ser … Alle hju­le­ne i alle sta­ter­nes maski­ne­ri­er dri­ves af kraf­ten fra den motor, der er i vore hæn­der, og moto­ren i sta­ter­nes maski­ne­ri­er hed­der: Guld.

Og enden på det hele:

Det vi skal arbej­de på er, at der i alle ver­dens sta­ter, vores und­ta­get, kun skal være pro­le­ta­ri­a­tets mas­ser, nog­le få mil­li­o­næ­rer, der er vore inter­es­sers hen­giv­ne, poli­ti og sol­da­ter … Aner­ken­del­sen af vores des­po­ti … vil kom­me, når fol­ke­ne, efter at være gjort fuld­stæn­digt lede og træt­te ved deres regen­ters kor­rup­tion og inkom­pe­ten­ce, vil råbe: “Væk med dem og giv os én kon­ge over hele jord­klo­den, som vil for­e­ne os og fjer­ne årsa­ger­ne til uenig­he­der – græn­ser, natio­ner, reli­gio­ner, stats­gæld – én, som vil give os den fred og ro, som vi ikke kan få under vore lede­re og repræ­sen­tan­ter.

I to eller tre af dis­se pas­sa­ger i dre­je­bo­gen har jeg erstat­tet ordet “goyim” med “folk” eller “mas­ser”, for­di bru­gen af det ord cemen­te­rer den ikke under­byg­ge­de påstand, der inde­hol­des i Pro­tokol­ler­nes titel, og jeg ønsker ikke at for­vir­re begre­ber­ne. Bevi­ser for iden­ti­te­ten af sam­men­svær­gel­sens for­fat­te­re må søges andet­steds end i en ikke bevist påstand. For­fat­ter­ne kan have været jødi­ske, ikke-jødi­ske eller anti-jødi­ske. Det er af under­ord­net betyd­ning. Da det­te værk blev udgi­vet, var det en dre­je­bog for et dra­ma, der end­nu ikke var ble­vet opført; i dag har det kørt i 50 år og dets titel er Det Tyven­de Århund­re­de. Sku­e­spil­ler­ne, der beskri­ves i dre­je­bo­gen, bevæ­ger sig på vor nuti­di­ge sce­ne, spil­ler de rol­ler, de er for­ud­sagt at vil­le spil­le og pro­du­ce­rer de for­ud­sag­te begi­ven­he­der.

Kun den ende­li­ge slut­ning står til­ba­ge, fia­sko eller ful­den­del­se. Det er en gigan­tisk plan og den kan efter min bedøm­mel­se ikke lyk­kes. Men den har eksi­ste­ret i 180 år og for­ment­lig meget læn­ge­re, og Pro­tokol­ler­ne udgjor­de end­nu et bevis i en lang ræk­ke bevi­ser, der siden er ble­vet end­nu meget læn­ge­re. Sam­men­svær­gel­sen for at beher­ske ver­den gen­nem dan­nel­se af en ver­den­s­oms­pæn­den­de sla­ve­stat eksi­ste­rer, og kan ikke på det­te tids­punkt plud­se­lig bli­ve brem­set eller afbrudt. Med den iner­ti, den har opar­bej­det, må den nu fort­sæt­te frem imod opfyl­del­se eller fia­sko. Hvad enten det bli­ver det ene eller det andet, vil det bli­ve øde­læg­gen­de for en tid og hårdt for dem, der lever i den tid, hvor det ende­li­ge svar kom­mer.

* Over­sæt­ter: Også i 1920 på dansk ved Lauritz Carl­sen som Jøde­fa­ren – de ver­dens­be­ryg­te­de jødi­ske Pro­tokol­ler, se Dron­ten (www​.thedo​do​.info). Fin­des som bog på Det Kon­ge­li­ge Bibli­o­tek med nr. 52950.

** Over­sæt­ter: Det er nu gået som for­ud­sagt.

233
*** Over­sæt­ter: I 1852, efter fle­re tid­li­ge­re advars­ler og efter revo­lu­tio­ner­ne i 1848, sag­de han i Hou­se of Com­mons: “Jøder­nes ind­fly­del­se kan spo­res i det sene­ste udbrud af det destruk­ti­ve prin­cip i Euro­pa. Der sker en opstand imod tra­di­tion og ari­sto­kra­ti, imod reli­gion og ejen­dom … Men­ne­ske­nes natur­li­ge lig­hed og fra­ta­gel­se af ejen­dom prok­la­me­res af de hem­me­li­ge loger, som dan­ner fore­lø­bi­ge rege­rin­ger og mænd af jødisk race bli­ver fun­det i spid­sen af hver ene­ste en af dem.”

**** Over­sæt­ter: Eller end­nu mere i dag, 2013!

***** Over­sæt­ter: “Den må da hol­des fri for tan­ken om en lig­hed … Fol­ket kun­ne med en sådan tro sty­res gen­nem Rigs­da­gens for­myn­der­skab.” Se end­vi­de­re 4. Pro­tokol.

****** Over­sæt­ter: Bur­ge­ss og Macle­an.

Kil­de: Dron­ten