Vidner til jødernes “Holocaust”

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org praes. John Wear, The Barnes Review, juli-august 2013.

 

Når revi­sio­ni­ster ikke vil høre tale om et tysk natio­nalso­ci­a­li­stisk fol­ke­mord på jøder­ne i Euro­pa, bli­ver jødi­ske øjen­vid­ners “bee­di­ge­de vid­neud­sagn” hver gang holdt frem som bevi­ser for, at det­te fol­ke­mord fore­gik. Imid­ler­tid har selv rets­ligt bee­di­ge­de for­kla­rin­ger til støt­te for holo­caust-myten vist sig at være ekstremt upå­li­de­li­ge, når det kom­mer til facts og detal­jer. De bevidst løg­n­ag­ti­ge for­søg på at ska­be en alter­na­tiv vir­ke­lig­hed er onde og ofte gro­te­ske i deres had. De vid­ne­for­kla­rin­ger, der kan være afgi­vet i god tro til for­del for jøder­nes Holo­caust, gør krav på vir­ke­lig­he­den, men kan aldrig nå den.
Uden tvivl vil sand­he­den sej­re til sidst. Spørgs­må­let er blot hvor­når. Bedøm selv ud fra den­ne arti­kel, hvil­ke betin­gel­ser sand­he­den fri­ster i 2013.

 

 

 

 

Dis­se tre mænd blev læn­ge anset for at være første­hånds­vid­ner til jøder­nes Holo­caust. Fra ven­stre, den måske mindst tro­vær­di­ge af dem, Elie Wie­sel, der ved hjælp af identitets­tyveri for­søg­te at bevi­se, at han hav­de været fan­ge i Buchenwald, åben­bart for­di han aldrig hav­de været i Buchenwald under kri­gen. Alli­ge­vel har han tjent mil­li­o­ner på bøger og fored­rag ved at for­tæl­le sit publi­kum om “gru­som­he­der­ne”, han hav­de ople­vet der. Han har næg­tet at vise sin fan­ge­ta­to­ve­ring frem, og på bil­le­der af hans arme ses den ikke.
I mid­ten den berøm­me­de “nazi­jæ­ger” Simon Wie­sent­hal, der påstod, at han hav­de en fan­ge­ta­to­ve­ring på armen, men han vil­le ikke vise den til nogen. På foto­gra­fi­er af hans arm sås ingen tato­ve­ring. Hav­de han over­ho­ve­det været i en kz-lejr? I hvert fald ikke i Aus­chwitz, ikke under kri­gen, som han hav­de givet udtryk for. Det måt­te han erken­de over for ret­ten i Frank­furt. Han kan i høj grad ankla­ges for at have tjent mil­li­o­ner af dol­lars på rene løg­ne­hi­sto­ri­er.
Til høj­re Vik­tor E. Frankl, der udgav en best­sel­ler om sine erfa­rin­ger fra et lang­va­rigt ophold i Aus­chwitz. Til sidst måt­te han indrøm­me, at han højst hav­de til­bragt fire dage i lej­ren, luk­ket inde i en barak i for­bin­del­se med en gen­nem­rej­se.

 

OVERSKRIFTER

Artikel 1:

Til­tal­te John Demjanjuk
Til­tal­te Frank Walus
Øjen­vid­net Elie Wie­sel
Øjen­vid­net Simon Wie­sent­hal
Øjen­vid­net Vik­tor E. Frankl
Cho­ke­ren­de lem­fæl­dig­hed
Medi­er­ne ejes af jøder­ne
Øjen­vid­net Paul Ras­si­ni­er
Øjen­vid­net T. Chri­stop­her­sen
Øjen­vid­net Wil­helm Stäg­lich
Øjen­vid­net M. v. Her­waar­den
Noter
Om for­fat­te­ren

Artikel 2:

Øjen­vid­net Franz Krau­se

TILTALTE JOHN DEMJANJUK

John Demjanjuk (f. 1920 i Ukrai­ne, d. 2012 i Tyskland), stats­bor­ger i fir­ser­nes USA, blev af jødi­ske øjen­vid­ner ankla­get for at være iden­tisk med en sær­ligt ond­skabs­fuld per­son, “Ivan den gru­som­me”, som i 1942–43 hav­de gjort tje­ne­ste som vagt i den tyske kon­cen­tra­tions­lejr Tre­blinka i Polen. På grund af den­ne ankla­ge blev Demjanjuk depor­te­ret til Israel i 1986, hvor han i 1988 blev dømt til døden, pri­mært på grund­lag af fem øjen­vid­ne­for­kla­rin­ger, alle afgi­vet af jødi­ske over­le­ven­de fra Tre­blinka. Han blev der­med fra­ta­get sit ame­ri­kan­ske stats­bor­ger­skab.
Demjanjuks for­sva­rer kom hæng­nin­gen i for­kø­bet med bevis for, at det sov­je­ti­ske KGB hav­de fabri­ke­ret de bevi­ser, der skul­le for­bin­de John Demjanjuk med vagt­man­den i Tre­blinka. Den isra­el­ske højeste­ret under­kend­te øjen­vid­ne­for­kla­rin­ger­ne og fri­kend­te Demjanjuk [1]. Hans ame­ri­kan­ske stats­bor­ger­skab blev reak­ti­ve­ret, og han vend­te hjem til USA som en fri mand.

[Redak­tio­nel kom­men­tar: Spørgs­må­let rej­ser sig, hvor­for KGB skul­le have inter­es­se i at under­lø­be en til­fæl­dig ame­ri­kansk stats­bor­ger?
Demjanjuk var ikke hvem som helst. Han var sol­dat i Den røde hær frem til 1942, da han blev taget til fan­ge af tysker­ne. Han sam­ar­bej­de­de der­ef­ter med tysker­ne. I star­ten af 1945 meld­te han sig til Den Rus­si­ske Fri­gø­rel­ses­armé en hær­styr­ke på omkring 1 mio., over­ve­jen­de rus­se­re og ukrai­ne­re, som valg­te at bekæm­pe kom­mu­nis­men sam­men med tysker­ne. Det er sand­syn­ligt, at Demjanjuk i 1986 sta­dig har stå­et på det jødisk domi­ne­re­de KGB’s liste over kon­tra­re­vo­lu­tio­næ­re som for­ræ­der af revo­lu­tio­nen.

Wikipe­dia, dansk, 2013: Isra­e­ler­ne idøm­te ham døds­straf ved hæng­ning i 1988, men fri­kend­te ham, da ankesa­gen blev behand­let i 1993 i deres højeste­ret. Siden er han ble­vet udpe­get som læge­vagt i kz-lej­re­ne Sobi­bor, Maj­da­nek og Flos­sen­bürg, hvil­ket han dog selv har afvist.
I 2001 blev der rejst en ny sag om krigs­for­bry­del­ser mod ham i Tyskland, og han blev i 2002 (atter) fra­ta­get sit ame­ri­kan­ske stats­bor­ger­skab.
Under ledsa­gel­se af ame­ri­kan­ske spe­ci­a­la­gen­ter blev den mistænk­te 89-åri­ge i 2009 over­ført til fængs­let Mün­chen-Sta­del­heim.
Den 12. maj 2011 blev John Demjanjuk ved ret­ten i Mün­chen idømt fem års fængsel for med­vir­ken til dra­bet på 28.060 fan­ger i Sobi­bor. Med hen­vis­ning til den døm­tes alder beslut­te­de dom­me­ren at Demjanjuk ikke skul­le i fængsel.
John Demjanjuk anke­de afgø­rel­sen.
Den 21. juli 2011 blev der igen i Tyskland ind­ledt en rets­sag mod ham, nu for 4.400 mord begå­et i kz-lej­ren Flos­sen­bürg i Bay­ern, hvor han også skul­le have været vagt.
Den 17. marts 2012 døde Demjanjuk i Tyskland, før han nåe­de at afso­ne de 5 års fængsel, fra den anke­de rets­sag fra 2011.

Hvil­ken ret er det, der idøm­mer en straf på 5 års betin­get fængsel for med­vir­ken til mord på 28.060 men­ne­sker? Den sam­me straf kan enhver i Tyskland pådra­ge sig, blot ved at hæv­de, at jøder­nes Holo­caust ikke har fun­det sted. Hvor er pro­por­tio­na­li­te­ten? Vi ser far­ce på far­ce udspil­le sig i tyske rets­sa­le under EU-syste­met. Og bemærk vel, at den tra­di­tio­nel­le tysker intet har med det­te rets­li­ge anar­ki at gøre. De hol­der bare tand for tun­ge og lader jøder­ne fjer­ne den sid­ste rest at respek­ta­bi­li­tet fra Tyskland som euro­pæ­isk nation.
John Demjanjuk døde som en fri mand, ikke blot i juri­disk for­stand, men også i moralsk. Det lyk­ke­des jøder­ne i Tyskland at træt­te livet af ham, før han hav­de mulig­hed for at afslut­te sagen. Der­ef­ter skul­le han atter have kæm­pet for sin fri­hed mod en ny jødisk øjen­vid­ne-oppi­sket ankla­ge om ende­lø­se drab på jøder.
Kun de yderst ten­den­tiø­se rets­sy­ste­mer, der har fået karak­ter af jødi­ske ink­vi­si­tio­ner både i Tyskland, Østrig og Frankrig efter Anden Ver­denskrig, slip­per af sted med at rej­se ankla­ge efter ankla­ge mod men­ne­sker, som kom­mer på tværs af jøder­nes agen­da.
Når Demjanjuk ikke kun­ne hæn­ges i Israel på grund­lag af tvivls­om­me vid­neud­sagn, som selv en isra­elsk kla­ge­ret måt­te tage afstand fra, blev han udle­ve­ret til Tyskland og med gam­mel­te­sta­ment­lig nid­kær­hed for­fulgt gen­nem hele sit oti­um på grund­lag af lige så tvivls­om­me øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger fra “over­le­ven­de” jøder, nu fra fle­re for­skel­li­ge kon­cen­tra­tions­lej­re. For­lø­bet synes mere at have dre­jet sig om at beskyt­te jødi­ske øjen­vid­ners tro­vær­dig­hed end at vær­ne om det gode juri­di­ske prin­cip, at en ankla­get er uskyl­dig, ind­til det mod­sat­te er bevist – med tryk på bevist.]

TILTALTE FRANK WALUS

Frank Walus (f. 1922 i Polen, d. 1994 i USA), pen­sio­ne­ret fabriks­ar­bej­der fra Chi­ca­go, repræ­sen­te­rer et andet eksem­pel på, hvad højst tvivls­om­me jødi­ske vid­ne­for­kla­rin­ger i en sag om holo­caust kan afsted­kom­me. Han blev fra 1974 til 1981 ankla­get for mord på jøder i sit føde­land, Polen, under Anden Ver­denskrig. Et tip fra Simon Wie­sent­hal i 1974 om, at Walus hav­de arbej­det for Gesta­po, fik den ame­ri­kan­ske rege­ring til at for­be­re­de til­ta­le i 1977. Under rets­sa­gen mod Walus erklæ­re­de elle­ve (11) jøder under ed, at Walus hav­de ombragt 20–30 jøder i løbet af kri­gen. Efter en beko­ste­lig fire år lang rets­sag, som Walus først tab­te, såle­des at han miste­de sit ame­ri­kan­ske stats­bor­ger­skab og var ved at bli­ve udvist, kun­ne Walus’ for­svar ende­lig føre bevis for, at han hav­de til­bragt krig­sår­e­ne som ung­doms­ar­bej­der i det tyske land­brug. Walus stats­bor­ger­skab blev reak­ti­ve­ret, og han modt­og 34.000 $ i erstat­ning fra sta­ten.

[Uan­set fri­ken­del­se og erstat­ning (sagen hav­de mindst kostet Walus 60.000 $) vil en per­son, der i pres­sen har været udstil­let som “nazi­bød­del”, være mær­ket for livet, især i sta­ter som USA, hvor jøder­ne sid­der tungt på rets­sy­ste­met. Offe­ret straf­fes under alle omstæn­dig­he­der, fra det øje­blik sagen rej­ses i ret­ten, og det kan udmær­ket være den subsi­diæ­re hen­sigt.
Til gen­gæld er det usand­syn­ligt, at et ene­ste af de elle­ve eds­vor­ne jødi­ske øjen­vid­ner efter ret­tens fri­fin­del­se af Walus er ble­vet til­talt for falsk for­kla­ring for ret­ten. Jødisk hetz af den­ne kali­ber får aldrig juri­di­ske kon­se­kven­ser for anstif­ter­ne, der med deres skyld­pro­du­ce­ren­de holo­caust­myte i ryg­gen synes at have erhver­vet en juri­disk immu­ni­tet, samt en eks­klu­siv ret til i flæng at ankla­ge andre for mord på jøder – helt gra­tis. Walus døde i 1994 som en øde­lagt og dybt skuf­fet mand.]

En Ame­ri­can Bar Asso­ci­a­tion* arti­kel, der blev udgi­vet i 1981, kon­klu­de­re­de om sagen mod Walus: “… i en atmos­fæ­re af had og afsky, græn­sen­de til hyste­ri, til­tal­te rege­rin­gen en uskyl­dig mand.” [2]
* ABA er en sam­men­slut­ning af fri­vil­li­ge advo­ka­ter og jurastu­de­ren­de uden til­knyt­ning til nogen bestemt juris­dik­tion i USA. Den har kon­to­rer i Chi­ca­go og Was­hin­g­ton DC.

Det er uover­kom­me­ligt at behand­le alle øjen­vid­ne­for­kla­rin­ger fra holo­caust-histo­ri­en. Men for at illu­stre­re den gen­nem­gå­en­de let­fær­di­ge omgang med sand­he­den, vil jeg gen­gi­ve beret­nin­ger­ne fra tre af de mest berøm­me­de over­le­ven­de i den­ne kate­go­ri af (jødi­ske) vid­ner: Elie Wie­sel, Simon Wie­sent­hal og Vik­tor Frankl.

ØJENVIDNET ELIE WIESEL

Elie Wie­sel (f. 1928 i Rumæ­ni­en, pr. 2013: 85 år), hvis selv­bi­o­gra­fi Night fra1956 var med­vir­ken­de til, at han modt­og Nobel­pri­sen, næv­ner intet om hen­ret­tel­ses-gaskam­re i sin bog. I ste­det hæv­der Wie­sel, at jøder blev mas­se­hen­ret­tet ved at bli­ve kastet i bræn­den­de gru­ber i jor­den [3] Hvis der vir­ke­lig hav­de været hen­ret­tel­ses-gaskam­re i Bir­ke­nau [en del af Aus­chwitz-Bir­ke­nau kom­plek­set], skul­le man tro, at Wie­sel vil­le have nævnt dem i sin selv­bi­o­gra­fi. Og hav­de der eksi­ste­ret jord­gru­ber i Bir­ke­nau, vil­le de have været syn­li­ge på De Alli­e­re­des luft­fo­to­gra­fi­er af Bir­ke­nau fra 1944.

[Mulig­he­den for at afbræn­de lig i jord­gru­ber i Aus­chwitz er også behand­let i Fred Leu­ch­ters rap­por­ter fra 1989–91. Før tysker­ne dræ­ne­de omkring Aus­chwitz, oprin­de­ligt en polsk kaser­ne fra før kri­gen, belig­gen­de i et mose­om­rå­de, stod grund­vand­spej­let kun en halv meter under over­fla­den. Efter dræ­nin­gen, var det sæn­ket til 1 meter. Det er yderst van­ske­ligt at få noget til at bræn­de i fug­ti­ge gru­ber, der alt­så ikke kun­ne bli­ve dybe­re end 1 meter. Frem­gangs­må­den er under alle omstæn­dig­he­der vold­somt brænd­stof­kræ­ven­de, for­di det meste af ener­gi­en for­svin­der op i luf­ten. Nog­le luft­fo­tos viser to stør­re fla­de fel­ter, der lig­ner udgrav­nin­ger, inden for lej­re­ns områ­de. Det kan have været en nød­plan at begra­ve ofre­ne for tyfu­sepi­de­mi­er­ne i fæl­les­gra­ve, da kre­ma­to­ri­er­ne af gode grun­de ikke kun­ne føl­ge med. Men foru­re­ning af drik­ke­van­det har været en over­hæn­gen­de risi­ko, og der er aldrig fun­det rester af men­ne­sker i dis­se fel­ter.
Thies Chri­stop­her­sen, der var pro­jekt­le­der i Aus­chwitz fra janu­ar til decem­ber 1944, har for­kla­ret, at de gra­ve, der var anlagt i begyn­del­sen af kri­gen, såvel for per­so­na­le som for ind­sat­te, de fle­ste ofre for tyfus, blev åbnet igen på grund af risi­ko for foru­re­ning af grund­van­det. Det var nød­ven­digt at skaf­fe sig af med de del­vist hen­fald­ne lig ved at afbræn­de dem i det fri.]

Wie­sel næv­ner også i Night, at han blev ope­re­ret i sin ene fod, der var ble­vet infi­ce­ret i løbet af janu­ar 1945. Da lej­ren skul­le evaku­e­res, gav ledel­sen i Bir­ke­nau Wie­sel og andre patien­ter, der var ueg­ne­de til at rej­se, mulig­hed for at bli­ve. Wie­sel og hans far beslut­te­de at lade sig evaku­e­re fra Bir­ke­nau til Buchenwald sam­men med tysker­ne frem for at bli­ve fri­gi­vet og admi­ni­stre­ret af rus­ser­ne. [4] [Måske kend­te de til en anden pro­mi­nent jødes pro­pa­gan­davirk­som­hed over for de rus­si­ske sol­da­ter, der blev sendt ind i Polen og Tyskland, og de ønske­de ikke at bli­ve for­veks­let med tyske­re.]
Hvis Aus­chwitz-Bir­ke­nau hav­de været det mas­seud­ryd­del­ses­cen­ter, som det sene­re blev udråbt til, hvor­for skul­le Wie­sel og hans far så væl­ge at rej­se der­fra i sel­skab med deres poten­ti­el­le mor­de­re? Og hvis Aus­chwitz-Bir­ke­nau vir­ke­lig hav­de været cen­te­ret for et indu­stri­elt anlagt mas­se­mord, hvor­for skul­le den tyske ledel­se så efter­la­de tusind­vis af vid­ner?
Wie­sels egen over­le­vel­se af den føl­gen­de inter­ne­ring i Buchenwald er intet min­dre end et mira­kel! Han skri­ver: “I Buchenwald send­te de 10.000 per­so­ner i døden hver dag. Jeg var altid blandt de sid­ste hund­re­de i køen hen mod por­ten. Så stand­se­de de. Hvor­for?” [5]
I sand­hed et godt spørgs­mål. I dag er der ingen hæder­lig histo­ri­ker, der vil beskæf­ti­ge sig med påstan­den om, at der blev hen­ret­tet 10.000 jøder i Buchenwald hver dag.

[Der må have været rift om de bage­ste plad­ser. Hvor­dan kan Elie Wie­sel fore­stil­le sig, at noget intel­li­gent men­ne­ske kan tro på, at den sam­me per­son igen og igen kun­ne befin­de sig blandt de sid­ste 100? Og antal­let pr. dag? Selv hvis man fore­stil­ler sig en kolon­ne med 4 geled­der, vil­le den med 10.000 men­ne­sker, hvis den ellers blev for­me­ret på én gang, være mere end 1 km lang. Og hvis den dan­ne­des suc­ces­sivt, hvor­dan und­gik Wie­sel så at bli­ve udta­get til en del af fron­ten eller mid­ten? Og hvor­dan fore­stil­ler Wie­sel sig, at tysker­ne skul­le ombrin­ge og skaf­fe sig af med 417 men­ne­sker i timen i hver ene­ste af døg­nets 24 timer?
Fred Leu­ch­ter har med sine viden­ska­be­li­ge under­sø­gel­ser i 1988 til 1991 påvist, at blot 400 døde krop­pe vil­le læg­ge beslag på kre­ma­to­ri­er­ne i uge­vis, selv for de mest effek­ti­ve af slagsen. Det har tyde­lig­vis slå­et klik for Wie­sel.
Man kan mulig­vis yder­li­ge­re fore­stil­le sig, hvil­ken grad af kor­rup­tion, der har været nød­ven­dig for at kun­ne til­de­le Wie­sel en Nobel­pris for rene sci­en­ce­fik­tion-sce­na­ri­er, der til over­mål påberå­ber sig vir­ke­lig­he­den.]

Wie­sel er i sig selv et excep­tio­nelt vid­ne, og han for­sik­rer, at han har mødt andre lige så excep­tio­nel­le vid­ner. Han skri­ver (på anden hånd) i en af sine bøger om jøder­ne, der hæv­des at være ble­vet mas­se­myr­det ved Babi Yar i Ukrai­ne: “Efter dra­be­ne sag­de øjen­vid­ner, at jor­den gen­nem måne­der fort­sat­te med at sprøjte gey­se­re af blod. Man trå­d­te hele tiden på lig.” [6] Wie­sel udma­ler den sam­me sce­ne sene­re i let for­stær­ket udga­ve: “Sene­re hør­te jeg fra et vid­ne, at måned efter måned fort­sat­te jor­den med at skæl­ve, og fra tid til anden sprøjte­de gey­se­re af blod op fra den.” [7] Histo­ri­en sav­ner enhver tro­vær­dig­hed.
Wie­sel synes at have været uvi­den­de om de foto­gra­fi­er, der fin­des fra Babi Yar fra kort efter de påstå­e­de mas­se­hen­ret­tel­ser af jøder. Bil­le­der­ne viser ingen indi­ka­tio­ner af, at der på ste­det skul­le være anlagt en mas­se­grav; hver­ken løvet på træ­er­ne eller det leven­de bund­dæk­ke er beska­di­get. [8]

ØJENVIDNET SIMON WIESENTHAL

Simon Wie­sent­hal (f. 1908 i Ukrai­ne, d. 2005), af sine egne berøm­met som “nazi­jæ­ger”, beret­ter i sin bog Mor­der­ne iblandt os også om en tur til et af natio­nalso­ci­a­li­ster­nes laza­ret­ter. Wie­sent­hal skrev, at han for­søg­te at begå selv­mord ved at skæ­re sig i hånd­led­dene, mens han var fan­ge i en kz-lejr. I ste­det for at lade ham dø, send­te tysker­ne ham på laza­ret, hvor han modt­og ple­je, ind­til han var kom­met til hæg­ter­ne. [9] Hvis det var nor­mal prak­sis at begå fol­ke­mord på jøder­ne i Euro­pa, hvor­for gjor­de tysker­ne sig så den ulej­lig­hed at sen­de beg­ge de her­rer Wie­sel og Wie­sent­hal på laza­ret, så de kun­ne bli­ve raske?

ØJENVIDNET VIKTOR E. FRANKL

Vik­tor E. Frankl (f. 1905 i Østrig, d. 1997) skrev bogen Man’s Search for Mea­ning. Den blev af Library of Con­gress ran­ge­ret blandt det 20. århund­re­des mest betyd­nings­ful­de bøger i USA. Frankl beskri­ver i den­ne bog sine ople­vel­ser i Aus­chwitz, som om han til­brag­te man­ge måne­der i lej­ren.

I vir­ke­lig­he­den opholdt han sig kun nog­le få dage i Aus­chwitz i okto­ber 1944 på tran­sit fra The­resi­en­stadt til et under­af­snit af Dachau. Det­te har Frankl erkendt over for en ame­ri­kansk præ­di­kant Robert Schul­ler: “Jeg var kun i Aus­chwitz tre eller fire dage … Jeg blev sendt til en barak, og der­fra blev vi alle trans­por­te­ret til en lejr i Bay­ern.” [10]
Frankls kor­te tid i lej­ren bekræf­tes af log­gen over fan­ger i den min­dre lejr ved Dachau, Kau­fe­ring III, hvor Frankls ankomst er regi­stre­ret den 25. okto­ber 1944, seks dage efter hans afgang fra The­resi­en­stadt. [11] Der­med kan Frankls beskri­vel­se af sit lan­ge ophold i Aus­chwitz i bogen Man’s Search for Mea­ning nu klas­si­fi­ce­res som ren fik­tion.

CHOKERENDE LEMFÆLDIGHED

De jødi­ske vid­ne­for­kla­rin­ger­nes kva­li­tet, når det dre­jer sig om holo­caust-myten, er ble­vet kom­men­te­ret af en ræk­ke histo­ri­ke­re. Den jødi­ske histo­ri­ker Samu­el Grin­gauz har kri­ti­se­ret, hvad han kal­der den “hyper­hi­sto­ri­ske” natur af de fle­ste jødi­ske over­le­vel­ses­be­ret­nin­ger. Grom­gauz skrev, at “man­ge af min­der­ne og beret­nin­ger­ne er ful­de af oms­vøb, skri­ve­kløe, over­dra­ma­ti­se­ring, sel­vover­vur­de­ring, lom­me­fi­lo­so­fi, ønske­tænk­ning, for­doms­fuld­hed, enø­je­de angreb og dår­li­ge und­skyld­nin­ger.” [12]

Shmu­el Krakowski, arkiv­le­der i Isra­els Yad Vas­hem Holo­caust Cen­ter, bekræf­te­de i 1986, at mere end halv­de­len af jødi­ske over­le­ven­des vid­nes­byrd, der fin­des i arki­vet, er upå­li­de­li­ge. Krakowski sag­de, at man­ge over­le­ven­de har næret et ønske om at bli­ve en del af histo­ri­en, og har måske ladet fan­ta­si­en løbe af med sig. Han udtal­te, at man­ge vid­nes­byrd fra arki­vet i Yad Vas­hem sene­re viste sig at være så upræ­ci­se, at ste­der og dato­er ikke kun­ne stå for histo­ri­e­eks­per­ters nøje­re gransk­ning. Krakowski kom­men­te­re­de de jødi­ske over­le­ven­des vid­nes­byrd såle­des: “Man­ge hav­de aldrig været de ste­der, hvor de hæv­de­de at have bevid­net gru­som­he­der, mens andre accep­te­re­de infor­ma­tion på anden hånd fra ven­ner eller frem­me­de for­bi­pas­se­ren­de.” [13]

MEDIERNE EJES AF JØDERNE

Et fak­tum, som sjæl­dent kom­mer frem i pres­sen, er, at man­ge kva­li­fi­ce­re­de øjen­vid­ner, her­un­der Inter­na­tio­nalt Røde Kors, har rap­por­te­ret, at de aldrig har set det mind­ste tegn på et igang­væ­ren­de fol­ke­mord i nogen tysk kon­cen­tra­tions­lejr. Dis­se erklæ­rin­ger har alle vist sig at være kon­si­sten­te i facts og detal­jer, men er sam­ti­dig mere eller min­dre ukend­te.

ØJENVIDNET PAUL RASSINIER

Paul Ras­si­ni­er (f. 1906 i Frankrig, d. 1967) var en af de før­ste, der erklæ­re­de sig uenig i rap­por­ter­ne om et sådant fol­ke­mord. Han var fransk Histo­ri­e­pro­fes­sor og blev fri­heds­be­rø­vet under kri­gen for at hjæl­pe mod­stands­be­væ­gel­sen, om end kun i form af hjælp til uds­mug­ling af jøder til det neut­ra­le Schweiz. Ras­si­ni­er udtal­te, at selv om han hav­de lidt bety­de­ligt under ophol­de­ne i kon­cen­tra­tions­lej­re­ne Buchenwald og Dora, hav­de han aldrig obser­ve­ret tegn på hen­ret­tel­ses-gaskam­re eller et pro­gram til udryd­del­se af jøder. Da Ras­si­ni­er så de sen­sa­tio­nel­le drab­stal, der blev offent­lig­gjort, vid­ste han, at de var fal­ske, og han føl­te det som sin moral­ske og pro­fes­sio­nel­le pligt at for­tæl­le sand­he­den om lej­re­ne og til­ba­ge­vi­se de fal­ske ankla­ger, der flød fra ver­denspres­sen.

Ras­si­ni­er skrev omhyg­ge­ligt om sine egne ople­vel­ser og obser­va­tio­ner i de tyske lej­re. Han begynd­te også at efter­for­ske hele spørgs­må­let om et natio­nalso­ci­a­li­stisk fol­ked­rab på jøder­ne under kri­gen. Ras­si­ni­er kon­klu­de­re­de, at dødstal­le­ne i lej­re­ne var langt under de påstå­e­de. Han kun­ne også kon­klu­de­re, at døds­fal­de­ne i lej­re­ne ikke skyld­tes et tysk pro­gram for fol­ke­mord, [14] men pri­mært elen­dig­he­den, der fulg­te med Tys­klands øko­no­mi­ske kol­laps mod slut­nin­gen af en altø­de­læg­gen­de krig.
Ras­si­ni­er hav­de intet per­son­ligt at vin­de ved at ind­ta­ge sit upo­pu­læ­re stand­punkt, og efter først at have lidt under tysk fan­gen­skab, kom han nu til at lide under en intens jødisk per­sonhetz i efter­krigs-Frankrig pga. sine modi­ge beret­nin­ger fra kri­gen.

ØJENVIDNET THIES CHRISTOPHERSEN

Thies Chri­stop­her­sen (f. 1918 i Kiel, d. 1997) var et andet vid­ne, der stod frem og åbent erklæ­re­de, at det påstå­e­de fol­ke­mord på jøder­ne aldrig hav­de fun­det sted.

Chri­stop­her­sen vej­led­te tre hund­re­de arbej­de­re, hvoraf man­ge var jødi­ske, i Aus­chwitz fra janu­ar til decem­ber 1944. Ved fle­re lej­lig­he­der i den peri­o­de besøg­te han Bir­ke­nau, hvor jøder­ne siden har påstå­et, at hund­re­de tusin­der af dem blev gas­set til døde. I sin erin­drings­bog Die Aus­chwitz-Lüge, før­ste gang publi­ce­ret i Tyskland i 1973, skrev Thies Chri­stop­her­sen, at i den tid, han opholdt sig i Aus­chwitz, obser­ve­re­de han ikke det mind­ste tegn på mas­se­gas­nin­ger. I marts 1988 under rets­sa­gen i Tor­on­to mod Ernst Zün­del, sva­re­de han over­be­vi­sen­de på adskil­li­ge spe­ci­fik­ke spørgs­mål fra ankla­ge­myn­dig­he­den om sine ople­vel­ser i Aus­chwitz.

Efter publi­ce­rin­gen af Aus­chwitz-løg­nen, modt­og Chri­stop­her­sen tusin­der af bre­ve og tele­fo­nopkald. Han skrev om dis­se hen­ven­del­ser:

Man­ge af de men­ne­sker, der har kon­tak­tet mig, bekræf­ter, hvad jeg har skre­vet, men er ban­ge for at stå frem offent­ligt. Nog­le af dem er SS-folk, der alle­re­de én gang er ble­vet brutalt behand­let og nog­le end­da tor­tu­re­ret i alli­e­ret fan­gen­skab. Jeg kon­tak­te­de omgå­en­de dem, der men­te at ken­de mere til mas­se­gas­nin­ger. Mine ople­vel­ser med dis­se vid­ner var sam­men­fal­den­de med dem, som den fran­ske pro­fes­sor Paul Ras­si­ni­er hav­de haft med sine vid­ner. Jeg har ikke ople­vet en ene­ste tro­vær­dig øjen­vid­ne­for­kla­ring. I ste­det for­tal­te folk, at de kend­te en, der kend­te en anden, som hav­de for­talt om dit eller dat.

I man­ge til­fæl­de var de for­mode­de øjen­vid­ner døde. Andre erklæ­re­de øjen­vid­ner begynd­te hur­tigt at stam­me og hak­ke, når jeg stil­le­de præ­ci­se­ren­de spørgs­mål. Selv Simon Wie­sent­hal måt­te til sidst erken­de for distrikt­s­ret­ten i Frank­furt, at han aldrig hav­de været i Aus­chwitz under kri­gen.
Alle de vid­ne­for­kla­rin­ger, jeg har lyt­tet til, mod­si­ger hin­an­den. Alle synes at for­tæl­le en for­skel­lig histo­rie om de påstå­e­de gaskam­re. Man har end ikke kun­net bli­ve eni­ge om pla­ce­rin­gen af de omtal­te hen­ret­tel­ses-gaskam­re.
Det sam­me gør sig i øvrigt gæl­den­de for den såkald­te under­vis­nings­lit­te­ra­tur; den er fuld af selv­mod­si­gel­ser. [15]

[Redak­tio­nel kom­men­tar:
Wikipe­dia, dansk, 2013: Thies Chri­stop­her­sen var en tysk nazist som hav­de arbej­det i kz-lej­ren Aus­chwitz fra janu­ar til decem­ber 1944, efter kri­gen fort­sat­te han sine sym­pa­ti­er for nazis­men og star­te­de blandt andet et nazi­stisk tryk­ke­ri i Kol­lund i Søn­derjyl­land. Efter fle­re demon­stra­tio­ner og aktio­ner hvor tryk­ke­ri­et fik smadret vin­du­er flyt­te­de han fra Kol­lund.
Thies Chri­stop­her­sen var pio­ner i revi­sio­nist og holo­caust-benæg­ter bevæ­gel­sen. Han udgav bogen Jeg var i Aus­chwitz /Aus­chwitz-løg­nen og blev igen­nem fle­re år kræ­vet udle­vet af Tyskland for at have spredt mate­ri­a­le om, at holo­caust ikke hav­de fun­det sted. Han blev anholdt i Tyskland kort før sin død, men da han var for syg til en rets­sag, blev han aldrig stil­let for en dom­mer
.

Ten­den­sen er den sam­me. Ander­le­des tæn­ken­de og skri­ven­de i Tyskland bli­ver stil­let for ret­ten. Der­for skal Danmark sna­rest muligt ud af jøder­nes EU, og jøder­nes ind­fly­del­se i Danmark skal gøres for­holds­mæs­sig.]

ØJENVIDNET DR. WILHELM STÄGLICH

Dr. Wil­helm Stäg­lich (f. 1916 i Tyskland, d. 2006), tysk dom­mer og end­nu et øjen­vid­ne, kan beret­te, at han som besø­gen­de i Aus­chwitz under kri­gen aldrig obser­ve­re­de noget tegn på et fol­ke­mord ret­tet mod jøder­ne. Han besøg­te Aus­chwitz fle­re gan­ge som ordon­nans i en luft­for­svar­sen­hed. Dr. Stäg­lish udsend­te sene­re føl­gen­de beret­ning fra besø­ge­ne i Aus­chwitz:

Under ingen af dis­se besøg så jeg instal­la­tio­ner til gas­ning, eller kre­ma­to­ri­er i til­slut­ning til gaskam­re, indret­nin­ger til tor­tur eller til­sva­ren­de hor­rib­le ting. Lej­ren gav ind­tryk af at være vel­holdt og vel­or­ga­ni­se­ret …

Lej­ren led­te tan­ken hen på de tyske arbejds­front­lej­re, hvor jeg aftjen­te mine seks måne­ders tje­ne­ste­tid i Arbeits­di­enst, bort­set fra, at Aus­chwitz var langt stør­re … Ingen af de ind­sat­te opfør­te sig, som var de i fare eller led van­røgt eller skul­le være over­ladt til døden.

Ved­rø­ren­de det sid­ste punkt er der især en bestemt ople­vel­se, der har fæst­net sig i min hukom­mel­se. Da nog­le kam­me­ra­ter og jeg stod i nær­he­den af lej­ren en aften, fik vi øje på en stor arbejds­styr­ke af ind­sat­te, der kom retur til lej­ren fra det indu­stri­el­le områ­de. De blev eskor­te­ret af en rela­tivt lil­le styr­ke af SS-folk, hvoraf de fle­ste var lidt oppe i åre­ne, og flok­ken af ind­sat­te lod ikke til at bekym­re sig syn­der­ligt om disci­pli­nen.

Flok­ken bevæ­ge­de sig fremad, mens fan­ger­ne tal­te og lo højlydt ind­byr­des. Da de fik øje på os, var der to eller tre af dem, der drop­pe­de ud af geled­det, åbne­de gyl­pen og begynd­te at uri­ne­re. Selv om en sådan gestus kun­ne have været tol­ket som tegn på foragt for tyske mænd i uni­form, igno­re­re­de SS-vag­ter­ne den fuld­stæn­digt. Sene­re, når jeg hør­te om, at der her­ske­de en til­stand af dødster­ror i kon­cen­tra­tions­lej­re­ne, var jeg nødt til at gøre den­ne ople­vel­se gæl­den­de. Det er næp­pe på den måde, at men­ne­sker, der lever i døds­angst, age­rer. [16]

[Redak­tio­nel kom­men­tar: Læs her, hvor­dan Wikipe­dia refe­re­rer det nuvæ­ren­de jødi­ske Tys­klands behand­ling af såkald­te holo­caust-benæg­te­re (man spo­rer en vis ska­de­fryd, idet kom­men­ta­to­ren gør brug af et fast holo­caust-voka­bu­la­ri­um):

Wikipe­dia, engelsk, 2013: Wil­helm Stäg­lich var offi­cer i hæren (den tyske) under Anden Ver­denskrig, efter kri­gen dom­mer i finan­si­el­le sager i Ham­burg og pro­mi­nent Holo­caust-benæg­ter.
I 1974 iværk­sat­tes en disci­pli­nær høring mod Stäg­lich, der som dom­mer i finan­si­el­le sager sam­ti­dig var med­lem af det yder­ligt­gå­en­de høj­re­par­ti NPD og en flit­tig skri­bent i stærkt høj­re­o­ri­en­te­re­de maga­si­ner.
Resul­ta­tet blev før­tids­pen­sio­ne­ring med 5 års reduk­tion i pen­sio­nen.
I 1979 udgav det Tübin­gen-base­re­de Gra­bert (for­lag) Stäg­li­chs bog Der Aus­chwitz-Myt­hos — Legen­de oder Wirkli­chkeit, i hvil­ken han benæg­te­de eksi­sten­sen af gaskam­re i Nazi-kon­cen­tra­tions­lej­re­ne og døds­lej­re­ne og påstod, at al doku­men­ta­tion, der rela­te­re­de sig til Holo­caust var for­fal­sket.
Alle­re­de i 1980 blev bogen beslag­lagt i Tyskland som hel­hed efter påbud fra del­stats­ret­ten i Stutt­g­art, og i 1982 blev den pla­ce­ret på en liste over mate­ri­a­le, der ikke må distri­bu­e­res af hen­syn til unge læse­re, idet man fulg­te en afgø­rel­se fra den fede­ra­le rege­ring om “Media ska­de­li­ge for unge men­ne­sker”. Afgø­rel­sen om at kon­fi­ske­re bogen blev stad­fæ­stet af for­bunds­ret­ten i 1983.
Efter det­te ind­led­te Uni­ver­si­te­tet i Göt­tin­gen en pro­ce­du­re mod Stäg­lich for for­melt at af-akkre­di­te­re ham den dok­tor­grad, han hav­de opnå­et der i 1951.

Det­te er Tyskland i dag, en nation hvor jøder­ne igen har beslag­lagt offent­li­ge posi­tio­ner i et omfang, så de bl.a. kan sæt­te en hævd­vun­den ret i Vesten til at ytre sig frit i skrift og tale ud af kraft. Som en sær­lig jødisk spe­ci­a­li­tet for­føl­ges ander­le­des tæn­ken­de på deres leve­brød. Nid­kær­he­den, der læg­ges for dagen i dis­se for­føl­gel­ser, har karak­ter af ren­dyr­ket gam­mel­te­sta­ment­lig hævn. Nog­le af os husker den tyde­ligt fra tiden med Sov­je­tu­ni­o­nen.
Det var præ­cis det­te jødi­ske regi­me, der fand­tes i Tyskland, da Adolf Hit­ler ad demo­kra­tisk vej og med det tyske folks mas­si­ve opbak­ning vandt mag­ten i lan­det i 1933.
Adolf Hit­ler for­stod, at Tyskland og Euro­pa kun kan udvik­les nor­malt, hvis Euro­pa ikke kon­stant angri­bes inde­fra af tal­m­u­di­se­re­de ero­brings­fa­na­ti­ke­re, som men­talt og kul­tu­relt hører til øst for Sor­te­ha­vet. Han valg­te at lade de ufor­li­ge­li­ge kul­tu­rer gå hver til sit på en civi­li­se­ret måde, men det stor­sind indrøm­mes han ikke af jøder­ne.]

ØJENVIDNET MARIA VAN HERWAARDEN

Maria van Her­waar­den (f. o. 1922 i Østrig, d. ukendt) er cana­disk stats­bor­ger og et tro­vær­digt øjen­vid­ne. Hun blev inter­ne­ret i Bir­ke­nau i begyn­del­sen af 1942. Fru Her­waar­den vid­ne­de ved sagen mod Ernst Zün­del, og for­tal­te at hun under sit ophold i Bir­ke­nau intet hav­de obser­ve­ret, der kun­ne udlæg­ges som mas­se­mord. Men hun for­kla­re­de også, at man­ge af de ind­sat­te i Bir­ke­nau døde af tyfus og at nog­le af dem begik selv­mord. [17] Ingen af ankla­ge­rens vid­ner blev ind­kaldt under rets­sa­gen, da ankla­ge­myn­dig­he­den var klar over, at ingen af dis­se jødi­ske vid­ner vil­le frem­me hans sag, hvis de blev uds­purgt af Zün­dels for­svar­sad­vo­kat.

–––

Selv om jeg er over­be­vist om, at natio­nalso­ci­a­li­ster­ne ikke udfol­de­de et pro­gram for fol­ke­mord på jøder­ne i Euro­pa, er jeg sam­ti­dig lige så bevidst om, at de ind­sat­te i lej­re­ne udstod bety­de­li­ge stra­bad­ser. Det punkt stod klart for mig i 1999, da jeg mød­te en jødisk dame, der hav­de til­bragt sin tid­li­ge barn­dom i fire for­skel­li­ge tyske lej­re under kri­gen. Hun over­le­ve­de lige net­op den sid­ste, Ber­gen-Bel­sen, hvor hun blev syg af tyfus og var døden nær, da bri­ter­ne over­tog kon­trol­len med lej­ren. Hen­des ople­vel­ser i lej­re­ne hav­de været så trau­ma­ti­ske, at hun sta­dig led under bety­de­li­ge psy­ki­ske ska­der, end­nu 54 år efter kri­gens afslut­ning.

Men hav­de det natio­nalso­ci­a­li­sti­ske Tyskland vir­ke­lig udfol­det et pro­gram for mas­se­mord på jøder­ne i Euro­pa, vil­le hun være ble­vet dræbt, efter­som en lil­le jødisk pige var ude af stand til at bidra­ge til den almin­de­li­ge arbejds­ind­sats i lej­re­ne. Hun er der­for sam­ti­dig et leven­de bevis på, at Tyskland ikke prak­ti­se­re­de mord på den euro­pæ­i­ske jøde­dom.

NOTER

1

En udmær­ket beskri­vel­se af rets­sa­gen mod John Demjanjuk fin­des i Oram Sheftel’s Defen­ding “Ivan the Ter­rib­le”, Was­hin­g­ton, D. C., Reg­ne­ry Publis­hing Inc., 1996.

2

The Nazi Who Never Was”, The Was­hin­g­ton Post, 10. maj 1981, s. B5, B8.

3

Wie­sel, Elie, Night Tri­lo­gy, New York: Hill and Wang, 2008, s. 51–52.

4

Ibid.; s. 98–100.

5

Aut­hor, Tea­cher, Wit­ness”, Time Maga­zi­ne, 18. marts 1985, s. 79.

6

Wie­sel, Elie, The Jews of Silen­ce, Lon­don: Val­len­ti­ne; Mit­chell, 1968, s. 37.

7

Wie­sel, Elie, Paro­les d’etranger, Edi­tions du Seu­il, Paris, 1982, s. 86.

8

Ball, John C., Air Pho­to Evi­den­ce, Del­ta, B. C., Cana­da: Ball Resour­ces Ser­vi­ces Limi­ted, 1992, s. 108.

9

Wie­sent­hal, Simon, The Mur­de­rers Among Us, New York: McGraw-Hill, 1967, s. 37–38.

10

Frankl, Vik­tor, “Dr. Robert Schul­ler Inter­views Vik­tor Frankl: How to Find Mea­ning in Life”, Pos­si­bi­li­ties: The Maga­zi­ne of Hope, marts/april 1991, s. 10.

11

Pytell, Timo­t­hy, “Extre­me Expe­ri­en­ce, Psy­cho­lo­gi­cal Insight, and Holo­caust Per­cep­tion; Reflections of Bet­tel­heim and Frankl”, Psy­cho­a­na­ly­tic Psyco­lo­gy, Vol. 24, No. 4, okto­ber 2007, s. 646.

12

Jewish Soci­al Stu­di­es, New York: Con­fe­ren­ce on Jewish Rela­tions, janu­ar 1950, Vol. 12, s. 65–66.

13

Amouy­al, Bar­ba­ra, “Doub­tx over Evi­den­ce of Camp Sur­vi­vors”, Jerus­a­lem Post, Israel, 17. august 1986, s. 1.

14

Ras­si­ni­er, Paul, The Holo­caust Story and the Lies of Ulys­ses, Cos­ta Mesa, Cali­for­nia: The Insti­tu­te for Histo­ri­cal Review, 1978.

15

Chri­stop­her­sen, Thies, “Reflections on Aus­chwitz and West Ger­ma­ny Justi­ce”, The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, Volu­me Six, No. One, for­år 1985, s. 118.

16

Stäg­lish, Wil­helm, Aus­chwitz: A Jud­ge Looks at the Evi­den­ce, Insti­tu­te for Histo­ri­cal Review, 1990, s. 293.

17

Kulaszka, Bar­ba­ra, ed., Did Six Mil­li­on Real­ly Die: Report of Evi­den­ce in the Cana­di­an “Fal­se News” Tri­al of Ernst Zün­del, Tor­on­to: Samis­dat Publis­hers Ltd., 1992, s. 253–255.

OM FORFATTEREN

John Wear er født den 11. juli 1953 i Hou­ston, Texas. Hr. Wear har en grad i regn­skab fra Sout­hern Met­ho­dist Uni­ver­si­ty fra maj 1974 og bestod CPA (Cer­ti­fied Public Acco­un­tant) eksa­men sene­re sam­me år. Han afslut­te­de jurastu­di­et fra Laws­chool på Uni­ver­si­ty of Texas i decem­ber 1977 og bestod eksa­men i febru­ar 1978. Det meste af sin kar­ri­e­re har han arbej­det som CPA. Hans læng­ste og sene­ste ansæt­tel­se var hos Lacer­te Softwa­re fra 1994 til 2008, en softwa­re divi­sion under Intu­it Cor­pora­tion.

Eksem­pel på en plau­si­bel vid­ne­for­kla­ring, en bee­di­get erklæ­ring fra 1991 af Franz Krau­se.

O​-​D​-​I​-​N​.org, ovrs. og prs. af Carlos Porter, The Barnes Review, juli-august 2013.

 

ØJENVIDNET FRANZ KRAUSE

Franz Krau­se (f. 1904 i Øst­preus­sen, d. ukendt).

Opmærk­som på kon­se­kven­ser­ne ved at bee­di­ge en erklæ­ring, der sene­re kan afslø­res som falsk, afgi­ver jeg, Franz Krau­se, født den 16. juni 1904 i Gedait­hen, Krs. Allenste­in, Øst­preus­sen, boen­de … (ano­ny­mi­se­ret), føl­gen­de erklæ­ring, hvis rig­tig­hed og sand­fær­dig­hed jeg her­med bekræf­ter under ed.

Fra okto­ber 1943 til marts 1945, led­te jeg (som chef­ser­gent) en enhed under stabs­kom­pag­ni­et for før­ste divi­sion af kamp­vogns­re­gi­men­tet Divi­sion Viking. Jeg blev til­knyt­tet kamp­vogns­re­gi­men­tet tid­ligt i maj 1944 som leder af et for­sy­nings­de­pot for reser­ve­de­le, udstyr, beklæd­ning, etc. Jeg modt­og ordre om at etab­le­re depo­tet på Aus­chwitz-kon­cen­tra­tions­lej­re­ns områ­de, mens divi­sio­nen befandt sig på øvel­ses­om­rå­det ved Hei­dela­ger (Debi­ca, Polen). I Aus­chwitz stil­le­de lej­rad­mi­ni­stra­tio­nen barak­ker til rådig­hed for oplag­rin­gen af mate­ri­el­let.

Mit ophold i lej­ren vare­de 10 uger, så jeg benyt­te­de mig af mulig­he­den og invi­te­re­de min kone og 5-åri­ge søn til lej­ren, så vi kun­ne være sam­men. Bebo­el­sen, der blev stil­let til rådig­hed for mig af lej­rad­mi­ni­stra­tio­nen, var i en selv­stæn­dig byg­ning. Da jeg hav­de rige­ligt med tid, gik jeg omkring i lej­ren for at kom­me til at ken­de den. Jeg blev ikke pålagt nogen begræns­ning fra lej­rad­mi­ni­stra­tio­nen.

Jeg husker spe­ci­elt, at jeg hør­te musik og gik i ret­ning af den for at fin­de ud af, hvor den kom fra. For­an lej­re­ns loka­le admi­ni­stra­tions­byg­ning stod tusin­der af ind­sat­te i mar­chko­lon­ner, og andre mar­che­re­de til musik­ken ad lej­re­ns hoved­vej under kom­man­do af kapo­er [ind­sat­te, der fun­ge­re­de som vag­ter; måske er Kapo for­kor­tel­sen af Kame­ra­den­po­lizei, eller fra det ita­li­en­ske “capo”: chef, leder].
Hen mod aften retur­ne­re­de de til lej­ren. Det­te gen­tog sig hver dag under mit ophold. Jeg hav­de bemær­ket, at de ind­sat­te var godt ernæ­ret, og at de opt­rå­d­te ordent­ligt.

Jeg gjor­de sam­me iagt­ta­gel­se i kvin­der­nes lejr. Til san­gen “High on the Yel­low Wagon” mar­che­re­de de til den loka­le eks­pe­ri­men­tel­le land­brugs­fa­ci­li­tet, der var under ledel­se af Thies Chri­stop­her­sen. Kvin­der­ne kom fra en lejr, der stød­te op til Aus­chwitz-Bir­ke­nau.

På en af mine opda­gel­ses­tu­re fandt jeg et maga­sin, der inde­holdt kuf­fer­ter. Da jeg lige var und­slup­pet Tscher­kas­sy-omring­nin­gen net­op med livet i behold og intet andet, gik jeg til lej­rkom­man­dant Baer for at høre, om han kun­ne und­væ­re en af kuf­fer­ter­ne. Baer afvi­ste mulig­he­den. Sene­re for­kla­re­de han mig, at kuf­fer­ter­ne til­hør­te de ind­sat­te, så han kun­ne ikke dis­po­ne­re over dem. I sam­me anled­ning for­tal­te han om et til­fæl­de, hvor en kom­mis­sion hav­de inspi­ce­ret inven­ta­ret hos lej­r­per­so­na­let nog­le få uger for­in­den. Fand­tes der det mind­ste i per­so­na­lets besid­del­se, som til­hør­te de ind­sat­te, blev per­so­nen sendt til SS-straf­fe­lej­ren Matzk­au i nær­he­den af Dan­zig. Baer vil­le ikke løbe nogen risi­ko for straf på grund af en kuf­fert. Jeg har altid husket den udta­lel­se.

Under mine gåtu­re gen­nem Aus­chwitz-lej­ren, så jeg aldrig et gaskam­mer eller regi­stre­re­de nogen lugt af brænd­te krop­pe. Den røg, jeg så, kom fra de våben­pro­du­ce­ren­de fabriks­an­læg omkring lej­ren.

Hvis nogen påstår, at tusin­der, eller end­da titu­sin­der, af fan­ger blev gas­set og brændt i den peri­o­de, må jeg sva­re, at sådan­ne ope­ra­tio­ner ikke kun­ne have fore­gå­et, uden at jeg hav­de set det.
Ikke i et ene­ste til­fæl­de så eller hør­te jeg noget i den ret­ning. Der boe­de en sek­tions­le­der fra admi­ni­stra­tio­nen i nær­he­den af os, og jeg tal­te ofte med ham om alt muligt. Vores koner blev gode ven­ner og besøg­te hin­an­den. Der blev aldrig nævnt et ord om brug af gas mod de ind­sat­te.

Vi over­væ­re­de også opfø­rel­sen af en musi­cal i lej­ren (udført af ind­sat­te).

I det hele taget er det mit ind­tryk, at Aus­chwitz var en anstæn­dig arbejds­lejr.

Jeg hav­de ikke kon­takt med nogen af de ind­sat­te; de var på arbej­de om dagen, og i den tid var lej­ren nær­mest tom. Jeg så aldrig nogen form for bruta­li­tet fra SS-fol­ke­ne mod de ind­sat­te. Kun en enkelt gang under lug­ning af ukr­udt i lej­ren, så jeg en kapo [opsyns­mand blandt de ind­sat­te, ofte fri­vil­li­ge jødi­ske kom­mu­ni­ster] bli­ve meget aggres­siv og spar­ke til fle­re af sine medind­sat­te.

Det­te er min rap­port (fra Aus­chwitz) om de vig­tig­ste ind­tryk, jeg end­nu husker.

Sig­ne­ret: Franz Krau­se

(Nr. 11 på listen af eds­vor­ne erklæ­rin­ger fra 1991. Offi­ci­el notar var Hel­muth Mey­er, Ein­beck, 7. marts 1991.)