Viden er magt – og forbeholdt jøder

Overtagelsen

O-D-I-N.org, Hugo Ravn, revideret 20. marts 2016.

 

Mange danskere synes at være blinde for ubehagelig information, eller de afskærer sig fra at modtage den.


Jøden Georg Metz. Som journalist og speaker i nyheds-TV var han i årevis budbringer af den officielle løgn. Nu er han som “freelance” blevet revsende agent for den samme usandhed. Uanset, hvilken kalot han ifører sig, har hans synspunkter altid kun været bestemt af ét forhold – stammens hang til zionisme. Dette er reglen for alle mediejøder. Foto: Internettet

 

“Det er da godt, at man ikke ved alt,” er et af de utrolige svar på ti gode argumenter for, at det ikke var muslimer, der forstøvede Tvillingetårnene i 2001.
Hvorfor reagerer folk på den måde? Hvorfor er det så besværligt at lytte til gode argumenter, allerede mens konsekvensen af en ændret opfattelse endnu er hypotetisk? Hvorfor dog optræde fjendtligt over for en bedre forklaring, når det allerede er indlysende, at den bekvemme version af historien må være usand?

Den psykologiske forklaring skulle være, at vi som mennesker opfatter os selv i kulturbestemte roller. Når vi støder på information, der truer det gode liv, rammes vi af en “erkendelsesmæssig dissonans” (i betydningen: samklang, der lyder ubehageligt i den givne sammenhæng).

Eksempler er jødernes Holocaust, eller angrebet på Tvillingetårnene, der indtil 11. september 2001 var en prominent del af Manhattans skyline i New York. Men der er mange andre. I samtlige tilfælde har medierne forsynet os med én kendt og anerkendt officiel historie, som ledende personligheder har leveret, og som medierne har repeteret igen og igen.

I disse officielle versioner blander sig efterhånden videnskabsmænd, sandhedssøgende lægfolk, arkitekter, ingeniører, autoriteter, der har frigjort sig fra det etablerede parnas og fremlægger beviser for, at den officielle historie er løgn (her definerer vi løgn som en usandhed, der i ond vilje leveres mod bedre vidende).

Når vores tro eller viden rystes i mødet med to kolliderende forklaringer, der begge gør krav på virkeligheden, opstår der overspringshandlinger. Sandheden om jødernes Holocaust og sandheden om “9/11–2001” udfordrer vores tro på, at staten er vores beskytter, der sørger for sikkerhed og værner om principper som sandhed og retfærdighed. Når vi udfordres på den måde, bliver vi ængstelige – ja måske inderst inde angste. Psykologiske forsvarsmekanismer kobles ind for at beskytte os mod en fare, der truer med at vælte det gode verdensbillede.

Fornægtelse er nok den mest primitive forsvarsmekanisme og den mest kendte reaktion, når vi bliver alvorligt truet. Alt for mange afviser egentlige beviser og klynger sig til den oprindelige historie, den officielt vedtagne og risikofri version, og forsøger på den måde at holde balancen. Kun de mest bevidste forsøger at undersøge sagen fra begge sider for at træffe deres egen afgørelse. Generelt undertrykker vi enhver risiko for, at en anden virkelighed end den officielle kunne være sand? Hver gang vi siger: “Jeg nægter at tro på …”, er det udtryk for, at den nye information ikke er til at leve med og truer det gode liv.

Resultatet er konformitet – også kaldt “lemmingesyndromet”; man følger flokken ud over afgrunden, fordi det trods alt er det tryggeste.

Nogle af os frygter at blive marginaliseret; at vort eneste liv på denne jord skal besværliggøres, så vi ender som ensomme og hjælpeløse ude af stand til at føre et normalt liv. Ingen af os ønsker at udleve det billede; så hvad gør vi? Vi forsvarer os med vrede. Indignationen og fornærmelsen holdes op som et beskyttende skjold. Nogle søger at styrke deres falske overbevisning ved at latterliggøre budbringeren. I mere sofistikerede tilfælde beder disse fjender af sandheden, der notorisk leverer de officielle løgnehistorier fra deres medier, alle andre om at undskylde budbringeren, mens de arbejder på at tilpasse lovene, så de bedre kan bortcensurere de sande budskaber om verdens gang.

Vil det nogen sinde blive muligt at trænge igennem skallen af frygt hos danskerne og igangsætte den enkeltes selvstændige og rationelle tankevirksomhed?

Absolut – ved uafbrudt at fortælle sandheden. Den sejrer altid til sidst. Men hvis vi er mange flere, der hjælper sandheden på vej, når skaden i mellemtiden at blive mindre.