Viden er magt – og forbeholdt jøder

Overtagelsen

O​-​D​-​I​-​N​.org, Hugo Ravn, revideret 20. marts 2016.

 

Mange dan­ske­re synes at være blin­de for ube­ha­ge­lig infor­ma­tion, eller de afskæ­rer sig fra at mod­ta­ge den.


Jøden Georg Metz. Som jour­na­list og spe­a­ker i nyheds-TV var han i åre­vis bud­brin­ger af den offi­ci­el­le løgn. Nu er han som “fre­elan­ce” ble­vet rev­sen­de agent for den sam­me usand­hed. Uan­set, hvil­ken kalot han ifø­rer sig, har hans syns­punk­ter altid kun været bestemt af ét for­hold – slæg­tens hang til kom­mu­nis­me og zio­nis­me. Så medi­ejø­der er gode par­ti­kam­me­ra­ter — også det­te selv­be­gej­stre­de hund­e­ho­ved. Foto: Inter­net­tet

 

Det er da godt, at man ikke ved alt,” er et af de utro­li­ge svar på ti gode argu­men­ter for, at det ikke var mus­li­mer, der for­stø­ve­de Tvil­lin­getår­ne­ne i 2001.
Hvor­for rea­ge­rer folk på den måde? Hvor­for er det så besvær­ligt at lyt­te til gode argu­men­ter, alle­re­de mens kon­se­kven­sen af en ændret opfat­tel­se end­nu er hypo­te­tisk? Hvor­for dog optræ­de fjendt­ligt over for en bed­re for­kla­ring, når det alle­re­de er ind­ly­sen­de, at den bekvem­me ver­sion af histo­ri­en må være usand?

Den psy­ko­lo­gi­ske for­kla­ring skul­le være, at vi som men­ne­sker opfat­ter os selv i kul­tur­be­stem­te rol­ler. Når vi stø­der på infor­ma­tion, der tru­er det gode liv, ram­mes vi af en “erken­del­ses­mæs­sig dis­so­nans” (i betyd­nin­gen: tona­li­tet, der lyder ube­ha­ge­ligt i den giv­ne sam­men­hæng).

Eksemp­ler er jøder­nes Holo­caust, eller angre­bet på Tvil­lin­getår­ne­ne, der ind­til 11. sep­tem­ber 2001 var en pro­mi­nent del af Man­hat­tans sky­li­ne i New York. Men der er man­ge andre. I samt­li­ge til­fæl­de har medi­er­ne for­sy­net os med én aner­kendt og offi­ci­el histo­rie, som leden­de per­so­ner har leve­ret, og som medi­er­ne har repe­te­ret igen og igen.

I dis­se offi­ci­el­le ver­sio­ner blan­der sig efter­hån­den viden­skabs­mænd, sand­heds­sø­gen­de læg­folk, arki­tek­ter, inge­ni­ø­rer, auto­ri­te­ter, der har fri­gjort sig fra det etab­le­re­de par­nas og frem­læg­ger bevi­ser for, at den offi­ci­el­le histo­rie er løgn (her defi­ne­rer vi løgn som en usand­hed, der i ond vil­je leve­res mod bed­re viden­de).

Når vores tro eller viden rystes i mødet med to kol­li­de­ren­de for­kla­rin­ger, der beg­ge gør krav på vir­ke­lig­he­den, opstår der over­springs­hand­lin­ger. Sand­he­den om jøder­nes Holo­caust og sand­he­den om “9/11–2001” udfor­drer vores tro på, at sta­ten er vores beskyt­ter, der sør­ger for sik­ker­hed og vær­ner om prin­cip­per som sand­hed og ret­fær­dig­hed. Når vi udfor­dres på den måde, bli­ver vi æng­ste­li­ge – ja måske inderst inde ang­ste. Psy­ko­lo­gi­ske for­svars­me­ka­nis­mer kob­les ind for at beskyt­te os mod en fare, der tru­er med at væl­te det gode ver­dens­bil­le­de.

For­næg­tel­se er nok den mest pri­mi­ti­ve for­svars­me­ka­nis­me og den mest kend­te reak­tion, når vi bli­ver alvor­ligt tru­et. Alt for man­ge afvi­ser egent­li­ge bevi­ser og klyn­ger sig til den oprin­de­li­ge histo­rie, den offi­ci­elt ved­tag­ne og risi­kof­ri ver­sion, og for­sø­ger på den måde at hol­de balan­cen. Kun de mest bevid­ste vil under­sø­ge sagen fra beg­ge sider for at træf­fe deres egen afgø­rel­se. Gene­relt under­tryk­ker vi enhver risi­ko for, at en anden vir­ke­lig­hed end den offi­ci­el­le kun­ne være sand? Hver gang vi siger: “Jeg næg­ter at tro på …”, er det udtryk for, at den nye infor­ma­tion ikke er til at leve med og tru­er det gode liv.

Resul­ta­tet er kon­for­mi­tet – også kaldt “lem­m­in­ge­syn­dro­met”; man føl­ger flok­ken ud over afgrun­den, for­di det trods alt er det tryg­ge­ste — ind­til døden plud­se­lig ind­træf­fer.

Nog­le af os fryg­ter at bli­ve mar­gi­na­li­se­ret; at vort ene­ste liv på den­ne jord skal besvær­lig­gø­res, så vi ender som ensom­me og hjæl­pe­lø­se ude af stand til at føre et nor­malt liv. Ingen af os ønsker at gen­nem­le­ve den mulig­hed. Så hvad gør vi?
Vi for­sva­rer os med vre­de. Indig­na­tio­nen og for­nær­mel­sen fun­ge­rer som et beskyt­ten­de skjold. Nog­le søger at styr­ke deres fal­ske over­be­vis­ning ved at lat­ter­lig­gø­re bud­brin­ge­ren. I mere sofi­sti­ke­re­de til­fæl­de beder dis­se fjen­der af sand­he­den, der noto­risk leve­rer de offi­ci­el­le løg­ne­hi­sto­ri­er fra deres medi­er, alle andre om at und­skyl­de bud­brin­ge­ren, mens de arbej­der på at til­pas­se love­ne, så de bed­re kan bort­cen­su­re­re til­sva­ren­de advars­ler om den­ne sik­re kurs mod Tred­je Ver­denskrig.

Vil det nogen sin­de bli­ve muligt at træn­ge igen­nem skal­len af frygt hos dan­sker­ne og igang­sæt­te den enkel­tes selv­stæn­di­ge og ratio­nel­le tan­ke­virk­som­hed?
Ja, abso­lut – ved uaf­brudt at for­tæl­le sand­he­den. Sand­he­den sej­rer altid til sidst. Men hvis vi er man­ge fle­re, der hjæl­per den på vej, vil ska­den i mel­lem­ti­den bli­ve min­dre.