“Vi var kun passagerer … “

Sand Historie

O-D-I-N.org, PROJECT APOLLO fortsat

 

“Vi var kun passagerer – hvorfor spørger du ikke NASA’s administration?”

I den følgende video aflægger Bart Sibrel besøg hos Edwin Aldrin privat for at vise ham indholdet af den fortrolige filmrulle ovenfor. Efter samtalen at dømme foregik den i 1999. Edwin Aldrin er født i 1930.
Læg mærke til hans kropssprog. Det vidner om uro; han var mere nervøs end vred. Han begyndte hypotetisk at diskutere, hvad Bart Sibrels formål mon kunne være med at vise ham en “meget unik video fra for 30 år siden” (som Bart Sibrel får indskudt), mens Edwin Aldrin samtidig filmes; underforstået: De vil forsøge at fange mig i en forkert reaktion eller udtalelse.
Men hvordan kan dette overhovedet indebære en risiko for Edwin Aldrin? Allerede med den diskussion gav Edwin Aldrin os indtryk af, at der var noget muggent ved sagen. Han ville næppe have betænkt sig et sekund på at lade sig filme sammen med en hvilken som helst kritiker af Apollo 11-programmet, hvis projektet havde haft rent mel i posen.
Hvad ville du gøre i hans sted, hvis du havde betrådt Månen. Ville du ikke uden større falbelader kunne overbevise videoens senere brugere (os) om, at du virkelig havde gået på Månen? Ville du ikke være venligt imødekommende, måske endda lidt overbærende: Sæt dig nu ned, min ven; kan jeg byde dig og dit filmhold på noget; fortæl hvad jeg kan hjælpe med? Og når Bart Sibrel provokerede med at påstå, at du aldrig havde sat dine ben på Månen, ville du le en sund og naturlig latter og sige: Rolig, hr Sibrel. Hvor har De dog det fra? De må virkelig lade mig forklare Dem, hvorfor De er på galt spor. Fortæl mig nu stille og roligt, hvad argumenterne er, så jeg kan hjælpe Dem ud af vildfarelsen. — De vil have mig til at sværge på Bibelen? Det er en mulighed, jeg vil overveje, men først må De lytte til alle de sammenhængende detaljer, der knytter sig til at ankomme til Månen, lande på Månen og gå på Månen? Hvis jeg skal sværge ved min frelse på Bibelen (som jeg i øvrigt kun opfatter som et historisk dokument), må De love mig at lytte og stille spørgsmål til det, jeg har at fortælle Dem. (Osv., osv.)
Det skulle være tilstrækkeligt til at afvæbne Bart Sibrel og andre tvivlere. – Men det sker ikke. Tværtimod opnår han indrømmelser: “Vi var kun passagerer …” (ikke de ansvarlige) … “Det er uetisk, det du er i gang med,” (underforstået, jeg er et nationalt klenodie, som du ikke burde angribe, selv hvis du havde ret). Selv om Edwin Aldrin lader til at være et venligt gemyt, tog nervøsiteten efterhånden overhånd og førte til et par uoverlagte udfald mod Bart Sibrel. Det psykologiske slag var tabt, da han smed filmholdet ud af ren og skær frygt.

Retur til Astronauternes adfærd