Vi skulle have lyttet til Adolf Hitler

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, Hugo Ravn, 18. august 2016.

 

(Se først den­ne video af sam­me navn, fort­sæt der­ef­ter med artik­len fra efter bil­le­det.)

Inden hjer­ne­va­sken, kære læser, får dig til at udfø­re en for­ud­pro­gram­me­ret hand­ling (så som at afbry­de læs­nin­gen af den­ne arti­kel, for­di vi har nævnt Adolf Hit­ler posi­tivt), så kig et øje­blik på føl­gen­de lig­hed:

Nazist = natio­nalso­ci­a­list = soci­alt indstil­let natio­na­list.

Så det skræk­ke­li­ge præ­di­kat “nazist” dæk­ker i sin neut­ra­le betyd­ning: en “soci­alt indstil­let natio­na­list”.

Nævn nu et ene­ste argu­ment for, at en “soci­alt indstil­let natio­na­list” ikke skul­le være det ypper­ste for enhver befolk­ning og ethvert lands ve og vel. Det er fuld­stæn­dig uan­fæg­te­ligt at beken­de sig til at være en soci­alt indstil­let natio­na­list. Man kan næp­pe fore­stil­le sig en mere rig­tig poli­tisk indstil­ling til sit folk og sit land. 
Og præ­cis der­for er natio­nalso­ci­a­lis­men som poli­tisk bevæ­gel­se ble­vet dæmo­ni­se­ret i et omfang, så vi ikke læn­ge­re tør udta­le ordet natio­nalso­ci­a­lis­me eller næv­ne bevæ­gel­sens grund­læg­ger, Adolf Hit­ler.

Når vi sam­ti­dig kan obser­ve­re  (hvis den san­de histo­rie ellers måt­te for­tæl­les), at det såkald­te Nazi-Tyskland var en nation, der alt over­ve­jen­de bestod af soci­alt indstil­le­de natio­na­li­ster, så kan du måske for­stå, at alt det, der i efter­ti­dens main­stream-medi­er igen og igen er ble­vet stemp­let som noget for­bry­de­risk og nega­tivt, i vir­ke­lig­he­den på enhver tæn­ke­lig måde var over­or­dent­lig anstæn­digt og posi­tivt.
Måske bli­ver du der­med i stand til at fort­sæt­te læs­nin­gen lidt end­nu.

Det er min og andres sik­re over­be­vis­ning, at Euro­pa aldrig har været til­budt en poli­tisk bevæ­gel­se, der var mere ærligt indstil­let på at ska­be et befolk­nin­ger­nes Euro­pa til gavn for alle, end net­op Adolf Hit­lers natio­nalso­ci­a­lis­me. Hit­lers Tyskland — fra han ad demo­kra­tisk vej blev valgt til rigskans­ler i 1933 og ind­til 1939, da kri­gen brød ud, omtal­tes af alle tyske­re, der hav­de ople­vet tiden, som den mest opti­mi­sti­ske og tryg­ge peri­o­de i deres liv. Den tyske befolk­ning ople­ve­de som et af de få i Euro­pa, hvad et liv med fred og fri­hed vir­ke­ligt inde­bæ­rer. De så, hvor­dan frug­ter­ne af deres arbej­de kom dem selv, den vær­di­ska­ben­de befolk­ning, til gode — i mod­sæt­ning til at bli­ve udplyn­dret af   kor­rup­te bureau­kra­ter, jødi­ske ban­ker og andre for­mer for orga­ni­se­ret kri­mi­na­li­tet.

Hovsa! Kom jeg til at sige “jøde”, da du var ufor­be­redt. Jeg håber, at du kan beher­ske tvangs­pro­gram­me­rin­gen lidt end­nu og und­gå at gå på auto­mat­pi­lot. For alt, hvad jeg skri­ver om “jøder” i det føl­gen­de er sand ver­dens­hi­sto­rie, der har været under­trykt og dæmo­ni­se­ret — sendt ned i “glem­sels­hul­let”.

Jøder­nes angreb på tysker­ne på alle indre linjer var anført af inter­na­tio­na­li­ster, som ikke bekym­re­de sig en døjt om lan­dets eller befolk­nin­gens ve og vel. Tvær­ti­mod var det den inter­na­tio­na­le jøde­doms erklæ­re­de mål, at Tyskland skul­le uds­let­tes som nation. Den­ne ban­de hav­de alle­re­de i 1933 erklæ­ret Tyskland krig i et orgie af had mod alt tysk, især efter, at jøder­nes kup­pla­ner for Tyskland var ble­vet afvær­get af en vidtsku­en­de og hand­le­kraf­tig euro­pæ­isk leder. Måske den ene­ste vi har haft — og nogen­sin­de vil få — i spid­sen for en bevæ­gel­se, der i sit grund­lag var skabt til at tje­ne fol­ket og ikke ude­luk­ken­de magt­ha­ver­ne.

Der var frem­gang overalt i det­te Tyskland i 1930’erne, og overalt blev den tyske befolk­ning sat i høj­sæ­det på ethvert niveau. Den enkel­te tysker for sin part præ­ste­re­de med begej­string sit  yder­ste for at bidra­ge til opbyg­nin­gen, der helt åben­bart var til gavn og glæ­de for alle. Der her­ske­de total soli­da­ri­tet. Fag­for­e­nin­ger og andre jødisk kon­stru­e­re­de kam­por­ga­ni­sa­tio­ner, der var udvik­let under den kom­mu­ni­sti­ske æra i Tyskland, hav­de været tik­ken­de bom­ber, der før eller siden under jødisk ledel­se vil­le have udløst tumul­ter og split­tet befolk­nin­gen. Målet hav­de kort for­in­den været en bor­ger­krig og en kom­mu­ni­stisk over­ta­gel­se. Model­len var den bol­sje­viki­ske revo­lu­tion i 1917 med Sov­je­tu­ni­o­nens grund­læg­gel­se i 1922 . I dis­se år, hvor frem­gan­gen i Tyskland ikke blev sat i stå af destruk­ti­ve kræf­ter fra jødi­ske poli­ti­ke­re, ban­ker og virk­som­he­der, for­hand­le­de tysker­ne sig ind­byr­des til ret­te om løn og arbejds­vil­kår, som kun to par­ter med ét og sam­me over­ord­ne­de mål kan enes om det.
(Det kan kun vir­ke befor­dren­de, at man som bor­ger ikke føler sig flå­et i skat — og yder­me­re tvun­get til at beta­le merom­sæt­nings­af­gift! og tusind­vis af andre afgif­ter af de alle­re­de én gang beskat­te­de løn­kro­ner — gan­ske uanstæn­di­ge vil­kår, som vi fri­ster i Danmark i dag).

Når ærli­ge men­ne­sker med et per­son­ligt kend­skab til Adolf Hit­ler udtal­te sig om hans kva­li­te­ter — både den­gang og resten af deres liv — dan­ner der sig et helt andet bil­le­de af den­ne leder:

Hit­ler var bega­vet med en ene­stå­en­de intel­li­gens, og hans erfa­ring alle­re­de som 30-årig fra kri­gen og der­til hans natur­li­ge poli­ti­ske tæft kun­ne ingen måle sig med i sam­ti­den (i dag vil det være umu­ligt at mat­che ham).
Han var krigs­ve­te­ran, en dyg­tig sol­dat, der hav­de mod­ta­get jer­n­kor­set to gan­ge (til trods for, at hans stjer­ne ikke var høj hos den mili­tæ­re over­klas­se, der så ham som en trus­sel mod det klas­se­del­te sam­fund).
Hans nær­me­ste mænd var også vete­ra­ner fra kri­gen eller på anden måde dyg­ti­ge i for­hold til opga­ven. De vid­ste fra star­ten, at kun et opgør, der var sik­ret med en beskyt­tel­ses­styr­ke (SA) hav­de mulig­hed for suc­ces.
Han var des­u­den en for­mi­da­bel taler og udstrå­le­de en vin­den­de char­me. Man­ge kvin­der var vil­de med ham.
Han var på alle måder en præ­sen­ta­bel og ordent­lig mand.
Han hav­de en blæn­den­de hukom­mel­se og en unik ind­sigt i Euro­pas histo­rie i sær­de­les­hed og ver­dens­hi­sto­ri­en i almin­de­lig­hed.
Han udø­ve­de et kunst­ne­risk talent med stor sans for bil­le­der og æste­tik.
Han var et yderst omgæn­ge­ligt og elsk­vær­digt men­ne­ske.
Han var kom­pro­mis­løst i stand til at anven­de magt, når det var nød­ven­digt.
Han var en bety­de­lig tak­ti­ker og stra­teg.
Han var ærligt begej­stret for børn og god mod dyr (det sid­ste kan lyde banalt, men i min optik siger det meget om en per­sons karak­ter).
Han hav­de ingen per­son­lig for­mue. Han hav­de natur­lig­vis, hvad han skul­le bru­ge. Når efter­ti­den ankla­ger ham for at stjæ­le euro­pæ­i­ske kunstskat­te, var der ikke tale om sim­pel beri­gel­se på andres bekost­ning, men en bestræ­bel­se for at sik­re euro­pæ­isk kul­tur for efter­ti­den.
Hans drøm var at ska­be et Euro­pa med en høj soci­al stan­dard på et uover­truf­fent kul­tu­relt niveau. Med “Euro­pa” menes “hele Euro­pa”, alle natio­nal­sta­ter med egne græn­ser og egen kul­tur for­e­net i et fæl­les natio­nalso­ci­a­li­stisk rige.

Bort­set fra de meget pris­vær­di­ge Lebens­born-hjem (bør­ne­hjem for van­ske­ligt stil­le­de børn) er her en ræk­ke andre sym­pa­ti­ske resul­ta­ter fra den natio­nalso­ci­a­li­sti­ske æra i Tyskland:

Mel­lem 1933 og 1937 (på kun 4–5 år) blev der byg­get 458.179 enfa­mi­lie­hu­se, alle med haver, og prak­tisk taget gæld­fri.
— Ren­te­byr­den måt­te ikke andra­ge mere end 1/8 af den gen­nem­snit­li­ge løn.
— Mel­lem 1933 og 1936 blev der etab­le­ret 91.000 lan­de­jen­dom­me, der kun­ne gå i arv inden for fami­li­en.
— Vil­kå­re­ne ved ansæt­tel­se var bed­re end noget andet sted i ver­den.
— Sports- og fri­tidsak­ti­vi­te­ter blev udvik­let. Tys­klands ung­dom var den lyk­ke­lig­ste og sun­de­ste noget sted i ver­den.
— Under de olym­pi­ske lege i 1936, vandt Tyskland langt fle­re medal­jer end noget andet land. Jes­se Owens, den sor­te løber fra USA blev fejret og æret, selv om der i medi­er­ne er for­talt en anden histo­rie.
— Orga­ni­sa­tio­nen “Mor og barn” (en slags mødre­hjælp) blev udvik­let med 30.000 cen­tre i Tyskland. Det blev muligt at done­re gaver til børn i rin­ge kår.
— Nye kir­ker for enhver tros­ret­ning — 640 i alt — blev igang­s­at eller byg­get.
— Der blev ind­ført en dyre­værns­lov, der end­nu hæver sig over de fle­ste til­sva­ren­de i ver­den i dag. Den bruta­le kos­her/ha­lal-afliv­nings­me­to­de blev for­budt. (I Danmark i dag prak­ti­se­rer jøder og mus­li­mer dis­se over­greb mod dyre­ne igen, og helt ufor­styr­ret af Dyre­værns­lov og offent­li­ge myn­dig­he­der.)
— Det for­dre­des, at poli­ti­et skul­le kun­ne ser­vi­ce­re befolk­nin­gen uden at være bevæb­net.
— Der var yderst begræn­set kri­mi­na­li­tet. En kon­se­kvens af “for” få sager blev, at man­ge min­dre lands­ret­ter måt­te ned­læg­ges (tra­di­tio­nel­le jødi­ske arbejds­plad­ser).
— Tyske cykel- og motor­cy­kel-pro­du­cen­ter var før­en­de i ver­den, ikke ale­ne kvan­ti­ta­tivt, men ved pro­duk­ter­nes kva­li­tet.
— Klas­sisk inspi­re­ret kunst af høj stan­dard blev frem­stil­let og prom­ove­ret af rege­rin­gen.
— Tyskland pro­du­ce­re­de de mest ele­gan­te kryd­stogts­ski­be i ver­den. Zep­pe­li­ne­ren Hin­den­burg blev frem­stil­let som et fly­ven­de hotel. Tyskland udvik­le­de også den før­ste heli­kop­ter, der blev flø­jet af Han­nah Reitsch.
— Sta­ten støt­te­de musik og fine­re kunst. Glo­balt var Tyskland lan­det med de fle­ste sym­fo­ni­o­r­ke­stre.
— Tyskland stod for de bety­de­lig­ste frem­skridt inden for medi­cin, kemi, ernæ­rings­vi­den­skab, natur­vi­den­skab, lak og maling, syn­te­ti­ske oli­er, petro­ke­mi­ske pro­duk­ter og meget andet. Tv og video var tyske opfin­del­ser.

Rea­li­se­rin­gen af Hit­lers vision vil­le have været en vel­sig­nel­se for Euro­pa i dag.


Adolf Hit­ler ufor­fal­sket. Foto: YouTu­be

 

Men se, hvad vi har fået i ste­det.

Det inter­na­tio­na­le zio­ni­sti­ske bro­der­skab har etab­le­ret en Euro­pæ­isk Uni­on — en kom­men­de fede­ra­tion — hvor Euro­pas tid­li­ge­re selv­stæn­di­ge sta­ter skal rege­res fra et cen­tralt par­la­ment. De natio­na­le par­la­men­ter er alle­re­de besat af jøder og er ved at miste deres betyd­ning over­ho­ve­det.

Den­ne fede­ra­tion er ikke skabt for at høj­ne euro­pæ­er­nes vel­færd eller kul­tu­rel­le niveau. Tvær­ti­mod — hvis du til­la­der dig selv at obser­ve­re neut­ralt — vil du se, at euro­pæ­er­ne er pris­gi­vet de inter­na­tio­na­le jøde­rs bank­sy­stem, hvoraf den Euro­pæ­i­ske Cen­tral­bank (ECB) er en pro­mi­nent repræ­sen­tant. Euro­pæ­er­ne bli­ver lang­somt men sik­kert udplyn­dret af en vels­murt orga­ni­sa­tion af zio­ni­sti­ske para­sit­ter, der for­føl­ger en for­kvak­let troslæ­re om, at de skal uds­let­te alle andre og gøre sig til ver­dens her­ske­re.

I øje­blik­ket er Euro­pa jøder­nes pri­mæ­re mål (efter at USA’s hvi­de befolk­ning snart er sat uden for ind­fly­del­se i eget land). Det usyn­li­ge fol­ke­mord på hvi­de euro­pæ­e­re er for længst sat i system og har alle­re­de fore­gå­et i mindst hund­re­de år. Det har ind­til vide­re kostet 100 mio. hvi­de euro­pæ­e­re livet.

Den spanske forfatter Joaquin Bochaca om Adolf Hitler

(Resten af artik­len cite­rer jeg Joaquin Bocha­ca:)

» Jeg mener, at Hit­ler er én af de stør­ste mænd i Euro­pas og men­ne­ske­he­dens histo­rie.

Hans bog Mein Kampf skul­le være obliga­to­risk læs­ning i sko­ler og på uni­ver­si­te­ter, i ste­det for den usle behand­ling den har været gen­stand for. Jeg mener, at hans ide­er om race­for­hold er sær­de­les gode; han stod vagt om sin egen race. Hans ver­densan­sku­el­se, hans ver­dens­bil­le­de, er fuld­stæn­dig rig­tigt for den euro­pæ­i­ske tan­ke­gang … for alle de euro­pæ­i­ske og hvi­de natio­ner. Når jeg siger “euro­pæ­i­ske” mener jeg ikke blot Euro­pa, men også de euro­pæ­isk befol­ke­de lan­de rundt om i ver­den.

I vir­ke­lig­he­den vend­te Hit­ler sig ikke mod nogen race, und­ta­gen den jødi­ske, og jeg tviv­ler på, at jøder er en race i viden­ska­be­lig for­stand. Jeg mener, at de er en men­tal “race”, der frem­kom­mer gen­nem indok­tri­ne­ring fra deres “hel­li­ge” bøger.

Han var en af de få poli­ti­ske lede­re, der ikke hav­de nogen per­son­lig for­mue. Han holdt af dyr. Han gjor­de alt for sit land. Han var en stor mand.

Men efter min opfat­tel­se har histo­ri­en vist, at han var for god af sig. Han sto­le­de på Fran­co. Ingen, der kend­te Fran­co, sto­le­de på ham.

Hit­ler vandt det soci­a­le slag og gjor­de en ende på klas­se­kam­pen; han afskaf­fe­de den hjem­li­ge elen­dig­hed i Tyskland efter 1933. Han vandt de inter­ne poli­ti­ske slag. Og så var han vir­ke­lig et mili­tært geni.

Men jeg mener, at han i de mili­tæ­re alli­an­cer var for til­lids­fuld, bl.a. over for Fran­co, Mus­so­li­ni, (marskal) Pétain, (marskal) Man­ner­heim i Finland, han tol­ke­de dem for­kert. Han valg­te at gå ud fra, at alle hav­de reel­le hen­sig­ter, men vir­ke­lig­he­den var en anden.

Og Hit­ler hav­de for stor respekt for uni­for­mens påly­den­de; gene­ral Anto­nescu (Ion Anto­nescu, rumænsk gene­ral og pre­mi­er­mi­ni­ster) for­rå­d­te ham, og det sam­me gjor­de hans egne mono­kel­bæ­ren­de offi­ce­rer.

Fran­co afvi­ste at lade tyske trop­per pas­se­re gen­nem Spanien for at ind­ta­ge Gibral­tar. Hvis tysker­ne hav­de haft den adgang til at ind­ta­ge Gibral­tar, vil­le kri­gen være slut­tet på det tids­punkt. Bri­ter­ne og ame­ri­ka­ner­ne vil­le have været afskå­ret fra Mid­del­ha­vet. Hvor­dan skul­le de kom­me ind? De vil­le have mistet kon­trol­len med Nord­afri­ka, Egypten, Suezka­na­len, Palæstina – hele mellem­østen. Italien og Tyskland vil­le ikke have lidt de neder­lag, som Montg­o­me­ry og Pat­ton påfør­te dem, og Italien hav­de ikke kun­net inva­de­res fra Sici­li­en.

For­ræ­de­ren Cana­ris var en ven af Fran­co, så han blev sendt til Fran­co for at for­hand­le, men i ste­det til­skyn­de­de han Fran­co til ikke at imø­de­kom­me Tys­klands anmod­ning. Han for­tal­te til­med Fran­co, at Tyskland ikke vil­le vin­de kri­gen, og at Tyskland ikke vil­le inva­de­re Spanien, hvis Fran­co afvi­ste anmod­nin­gen. Han fore­slog ham til­med at stil­le umu­li­ge krav for at vin­de tid. For eksem­pel for­lang­te Fran­co hele Marok­ko, inklu­si­ve Fransk Marok­ko (som mody­del­se), hvil­ket var umu­ligt at imø­de­kom­me på grund af Pétain. Hit­ler til­bød i ste­det at føre Rous­sil­lon (den nuvæ­ren­de fran­ske del af Cata­lo­ni­en) til­ba­ge til Spanien, men Fran­co afslog til­bud­det med orde­ne: “Nej tak, jeg har til­stræk­ke­ligt med kata­la­ne­re i for­vej­en.”

Hit­lers møde med Fran­co i Hen­daye (23. okto­ber 1940) var så fru­stre­ren­de for ham, at han sene­re betro­e­de Mus­so­li­ni, at han fore­trak at få truk­ket tæn­der ud frem for at stå noget lig­nen­de igen­nem igen.

I lig­hed med Fran­co spil­le­de også Pétain dob­belt­spil (også han var under ind­fly­del­se af Cana­ris). Reelt beskyt­te­de han “La Rési­stan­ce” (den fran­ske mod­stands­be­væ­gel­se) og for­søg­te aktivt at for­hin­dre fri­vil­li­ge i at mel­de sig til kamp mod bol­sje­vik­ker­ne på Øst­fron­ten.

Hit­ler var Mus­so­li­ni tak­nem­me­lig, for­di (Her­man) Göring, efter at være ble­vet sår­et under Mün­chen-kup­pet i 1923, hav­de kun­net unds­lip­pe fra Bay­ern og få asyl i Italien. … og Mus­so­li­ni behand­le­de ham væl­dig godt. Så Hit­ler nære­de for megen til­tro til Mus­so­li­ni, og Mus­so­li­ni blev en anden årsag til neder­la­get i kri­gen – Mus­so­li­ni gik til angreb på Græken­land, og Hit­ler var tvun­get til at kom­me ham til hjælp.

Selv­føl­ge­lig var Hit­ler også Mus­so­li­ni tak­nem­me­lig for, at han hav­de støt­tet ham på Mün­chen-kon­fe­ren­cen i 1938. Det er mær­ke­ligt – men efter Mün­chen-kon­fe­ren­cen, da (Edou­ard) Dala­di­er og (Nevil­le) Cham­ber­lain (hhv. den fran­ske og engel­ske pre­mi­er­mi­ni­ster) retur­ne­re­de hjem, blev de mod­ta­get som hel­te, for­di de hav­de sik­ret fre­den. I dag giver man det udse­en­de af, at Mün­chen repræ­sen­te­re­de “hen­hol­den­de snak” og at “demo­kra­ti­et fej­l­e­de ved ikke at kon­fron­te­re aggres­sio­nen”.

Men sand­he­den er, at Tjek­kos­lo­vaki­et var en kun­stig stats­dan­nel­se (skabt i 1919 i Frankrig under Ver­sail­les-trak­ta­ten). Så på sam­me tid som Hit­ler ønske­de Sude­ter­lan­det til­ba­ge – hvor­ved tyske­re på demo­kra­tisk vis kun­ne retur­ne­re til deres hjem­land – bad unga­rer­ne også om at få deres områ­der Ung­vár og Munkács til­ba­ge; slo­vak­ker­ne ønske­de at fri­gø­re sig, Rut­he­ner­ne (som var vestu­krai­ne­re) ønske­de også at fri­gø­re sig, og Polen ønske­de det polsk­ta­len­de Tesin til­ba­ge.

Godt, hvad ser vi så i dag? Polen har fået Tesin igen, Rut­he­nia – Transkar­pa­tisk Rut­he­nia – er igen en del af Ukrai­ne, og Slo­vaki­et har fri­gjort sig og er ble­vet uaf­hæn­gigt. Men Sude­ter­lan­det, nej – tjek­ker­ne ejer sta­dig Sude­ter­lan­det, men uden tysker­ne, som blev spar­ket ud, kun med­brin­gen­de det, de kun­ne bære (eller de blev myr­det, mindst 250.000, man­ge efter tor­tur).

Så Hit­ler ønske­de blot at gøre det, som demo­kra­ti­er­ne under alle omstæn­dig­he­der end­te med at gøre, men efter en for­fær­de­lig krig, og med den und­ta­gel­se, at Tyskland ikke fik sit Sude­ter­land til­ba­ge.

Mün­chen-afta­len kun­ne have sik­ret fre­den, men hvad der der­ef­ter ind­traf var “Funks rej­se”. Den gjor­de det umu­ligt at und­gå krig.

Tys­klands han­dels­mi­ni­ster Wal­ter Funk tur­ne­re­de på Bal­kan i efter­å­ret 1938, hvor han ind­gik afta­ler om byt­te­hand­ler med rege­rin­ger­ne. Det­te for­hin­dre­de Lon­don-mæg­ler­ne i at pro­fi­te­re som mel­lem­hand­le­re. Lon­don blev valgt fra i hand­ler med lan­de, hvor­fra Das Reich fik føde­va­rer, olie, jern eller stål, samt andre råma­te­ri­a­ler. Inden byt­te­sy­ste­met blev ind­ført, hav­de Tyskland været nødt til at købe bri­ti­ske Pund for at beta­le for rumænsk olie, svensk malm eller bana­ner fra Afri­ka, og hav­de været nødt til at accep­te­re Lon­don – og det vil sige Rothschild’erne – som mel­lem­hand­ler. Den­ne mel­lem­hand­ler opkræ­ve­de en pro­cent­sats af pen­ge­vær­di­en for hver ene­ste han­del.

Lon­don hav­de også sik­ret sig, at alle transak­tio­ner skul­le beta­les i bri­ti­ske Pund Ster­ling, hvor­ved beg­ge lan­de i en han­del var afhæn­gi­ge af Lon­dons vel­vil­je til at yde lån, hvis de ikke råde­de over Pund nok. Ikke ale­ne slap Tyskland på den måde ud af Lon­dons klør, men ethvert land, der ind­gik i en byt­te­han­del med Tyskland, und­gik dem, og blot det at obser­ve­re den gene­rel­le triv­sel i Tyskland igang­s­at­te en mas­se en afgang fra gælds­sla­ve­ri­et i for­hold til Lon­don, en udvik­ling, der kun kun­ne for­hin­dres ved hjælp af det kraf­tig­ste vir­ke­mid­del – en Anden Ver­denskrig.

Den 10. decem­ber 1938 under­skrev den mexi­can­ske rege­ring en afta­le med Das Reich om, at den vil­le leve­re ben­zin til Tyskland for en vær­di af 17 mio. dol­lars. Ben­zi­nen kom fra oliekil­der, som en natio­na­li­stisk rege­ring i Mexi­co City hav­de eks­pro­p­ri­e­ret fra det jødi­ske Stan­dard Oil på Man­hat­tan.

Det var strå­et, der knæk­ke­de kame­lens ryg. Den­ne afta­le var også base­ret på natu­ra­li­er. Tyskland vil­le beta­le med van­dings­sy­ste­mer, land­brugs­ma­ski­ner, kon­tor­in­ven­tar, skri­ve­ma­ski­ner og foto­gra­fisk udstyr. Yder­me­re blev afta­len base­ret på olie­pri­ser langt under tak­ster­ne på ver­dens­mar­ke­det.

Men især Argen­ti­na-afta­len – Jeg fandt ud af det­te for ikke så læn­ge siden. Tysker­ne hav­de lavet en afta­le, base­ret på byt­te­prin­cip­pet selv­føl­ge­lig, om leve­ran­ce af argen­tinsk okse­kød og al den hve­de, som Argen­ti­na ikke selv behø­ve­de. Ind­til da var dis­se leve­rin­ger altid gået over Lon­don.

Myten om de seks millioner

En ny udga­ve af min bog, El Mito de los Seis Mil­lo­nes (udgi­vet før­ste gang i 1979) er på trap­per­ne. Den er dob­belt så lang som den tid­li­ge­re udga­ve, efter­som der er kom­met megen ny research til, siden jeg skrev den før­ste udga­ve.

Jeg omta­ler nog­le af de revi­sio­ni­sti­ske redak­tø­rer, men især læg­ger jeg vægt på almin­de­lig sund for­nuft – dum­he­den ved at påstå, at tysker­ne lod mil­li­o­ner af tons brænd­stof gå til spil­de (på at trans­por­te­re 6 mio. jøder til døds­lej­re og der­ef­ter bræn­de dem), brænd­stof som de hav­de brug for til deres tanks for at over­le­ve kri­gen og vin­de den; dum­he­den ved at beslag­læg­ge et stort antal sol­da­ter til at bevog­te jøder­ne; ved at beslag­læg­ge så man­ge jer­n­ba­ne­vog­ne til deres trans­port overalt i Euro­pa (i ste­det for at trans­por­te­re trop­per, tanks og ammu­ni­tion til fron­ten).

Jeg frem­hæ­ver den detal­je, at ingen inspek­tør fra Røde Kors obser­ve­re­de noget (om mas­seud­ryd­del­se); Vati­ka­net rap­por­te­re­de intet, de pro­te­stan­ti­ske kir­ker, lut­he­ra­ne­re, bap­ti­ster osv. sag­de intet, og den tyske befolk­ning hav­de ingen viden om noget sådant.

Hele histo­ri­en (påstan­den om holo­caust) kan sim­pelt­hen ikke være sand. Selv­føl­ge­lig til­fø­jer jeg nog­le tek­ni­ske detal­jer, det er kun fair, og også godt at have med. Men jeg mener, at almin­de­lig sund for­nuft taler bedst til men­ne­sker.

Hvis tysker­ne hav­de spildt deres res­sour­cer på at slå alle jøder ihjel på den måde, så var de meget, meget dum­me. Men hvis de var meget, meget dum­me, hvor­for tog det så det meste af ver­den seks år at besej­re dem?

Jeg kend­te en jøde i Sid­ney i Austra­li­en; han var vores sted­li­ge agent (i teksti­ler). Han tog mig med til sit hus, sit hjem, og viste mig sin swim­m­ing­pool. “Hr. Hit­ler køb­te det til os,” sag­de han. Ja, hans far hav­de haft en sæbe­fa­brik i Tyskland. “Inden han emi­gre­re­de, solg­te han fabrik­ken til den tyske rege­ring. Da de spurg­te ham om pri­sen, nævn­te min far, der var parat til at køb­slå, en pris langt høje­re end fabrik­ken var værd. De dis­ku­te­re­de end ikke pri­sen, betal­te ham bare den pris han for­lang­te.” Så han emi­gre­re­de til Austra­li­en, og køb­te huset med swim­m­ing­pool, betalt af “hr. Hit­ler”. «
(Citat slut.)

Uddrag fra artik­len: Sam­ta­le med Joa­chin Bocha­ca

Uddrag fra artik­len: Det natio­nalso­ci­a­li­sti­ske Tyskland — langt bed­re end jøder­ne til­la­der

Find ud af, hvor­dan jøder­nes snig­mord på hvi­de euro­pæ­e­re fore­går.