Vi skulle have lyttet til Adolf Hitler

Sand Historie

O-D-I-N.org, Hugo Ravn, 2016-08-18.

 

(Se først denne video af samme navn, fortsæt derefter med artiklen fra efter billedet.)

Kære læser

Inden hjernevasken får dig til at udføre en forudprogrammeret handling (så som at afbryde læsningen af denne artikel, fordi vi har nævnt Adolf Hitler positivt), så kig et øjeblik på følgende lighed:

Nazist = nationalsocialist = socialt indstillet nationalist.

Så det skrækkelige prædikat “nazist” dækker i sin neutrale betydning: en “socialt indstillet nationalist”.

Nævn nu et eneste argument for, at en “socialt indstillet nationalist” ikke skulle være det ypperste for enhver befolkning og ethvert lands ve og vel. Det er fuldstændig uanfægteligt at bekende sig til at være en socialt indstillet nationalist. Man kan næppe forestille sig en mere rigtig politisk indstilling til sit folk og sit land. 
Og præcis derfor er nationalsocialismen som politisk bevægelse blevet dæmoniseret i et omfang, så vi ikke længere tør udtale ordet nationalsocialisme eller nævne bevægelsens grundlægger, Adolf Hitler.

Når vi samtidig kan observere  (hvis den sande historie ellers måtte fortælles), at det såkaldte Nazi-Tyskland var en nation, der alt overvejende bestod af socialt indstillede nationalister, så kan du måske forstå, at alt det, der i eftertidens mainstream-medier igen og igen er blevet stemplet som noget forbryderisk og negativt, i virkeligheden på enhver tænkelig måde var overordentlig anstændigt og positivt.
Måske bliver du dermed i stand til at fortsætte læsningen lidt endnu.

Det er min og andres sikre overbevisning, at Europa aldrig har været tilbudt en politisk bevægelse, der var mere ærligt indstillet på at skabe et befolkningernes Europa til gavn for alle, end netop Adolf Hitlers nationalsocialisme. Hitlers Tyskland – fra han ad demokratisk vej blev valgt til rigskansler i 1933 og indtil 1939, da krigen brød ud, omtaltes af alle tyskere, der havde oplevet tiden, som den mest optimistiske og trygge periode i deres liv. Den tyske befolkning oplevede som et af de få i Europa, hvad et liv med fred og frihed virkeligt indebærer. De så, hvordan frugterne af deres arbejde kom dem selv, den værdiskabende befolkning, til gode – i modsætning til at blive udplyndret af   korrupte bureaukrater, jødiske banker og andre former for organiseret kriminalitet.

Hovsa! Kom jeg til at sige “jøde”, da du var uforberedt. Jeg håber, at du kan beherske tvangsprogrammeringen lidt endnu og undgå at gå på automatpilot. For alt, hvad jeg skriver om “jøder” i det følgende er sand verdenshistorie, der har været undertrykt og dæmoniseret – sendt ned i “glemselshullet”.

Jødernes angreb på tyskerne på alle indre linjer var anført af internationalister, som ikke bekymrede sig en døjt om landets eller befolkningens ve og vel. Tværtimod var det den internationale jødedoms erklærede mål, at Tyskland skulle udslettes som nation. Denne bande havde allerede i 1933 erklæret Tyskland krig i et orgie af had mod alt tysk, især efter, at jødernes kupplaner for Tyskland var blevet afværget af en vidtskuende og handlekraftig europæisk leder. Måske den eneste vi har haft – og nogensinde vil få – i spidsen for en bevægelse, der i sit grundlag var skabt til at tjene folket og ikke udelukkende magthaverne.

Der var fremgang overalt i dette Tyskland i 1930’erne, og overalt blev den tyske befolkning sat i højsædet på ethvert niveau. Den enkelte tysker for sin part præsterede med begejstring sit  yderste for at bidrage til opbygningen, der helt åbenbart var til gavn og glæde for alle. Der herskede total solidaritet. Fagforeninger og andre jødisk konstruerede kamporganisationer, der var udviklet under den kommunistiske æra i Tyskland, havde været tikkende bomber, der før eller siden under jødisk ledelse ville have udløst tumulter og splittet befolkningen. Målet havde kort forinden været en borgerkrig og en kommunistisk overtagelse. Modellen var den bolsjevikiske revolution i 1917 med Sovjetunionens grundlæggelse i 1922 . I disse år, hvor fremgangen i Tyskland ikke blev sat i stå af destruktive kræfter fra jødiske politikere, banker og virksomheder, forhandlede tyskerne sig indbyrdes til rette om løn og arbejdsvilkår, som kun to parter med ét og samme overordnede mål kan enes om det.
(Det kan kun virke befordrende, at man som borger ikke føler sig flået i skat – og ydermere tvunget til at betale meromsætningsafgift! og tusindvis af andre afgifter af de allerede én gang beskattede lønkroner – ganske uanstændige vilkår, som vi frister i Danmark i dag).

Når ærlige mennesker med et personligt kendskab til Adolf Hitler udtalte sig om hans kvaliteter – både dengang og resten af deres liv – danner der sig et helt andet billede af denne leder:

Hitler var begavet med en enestående intelligens, og hans erfaring allerede som 30-årig fra krigen og dertil hans naturlige politiske tæft kunne ingen måle sig med i samtiden (i dag vil det være umuligt at matche ham).
Han var krigsveteran, en dygtig soldat, der havde modtaget jernkorset to gange (til trods for, at hans stjerne ikke var høj hos den militære overklasse, der så ham som en trussel mod det klassedelte samfund).
Hans nærmeste mænd var også veteraner fra krigen eller på anden måde dygtige i forhold til opgaven. De vidste fra starten, at kun et opgør, der var sikret med en beskyttelsesstyrke (SA) havde mulighed for succes.
Han var desuden en formidabel taler og udstrålede en vindende charme. Mange kvinder var vilde med ham.
Han var på alle måder en præsentabel og ordentlig mand.
Han havde en blændende hukommelse og en unik indsigt i Europas historie i særdeleshed og verdenshistorien i almindelighed.
Han udøvede et kunstnerisk talent med stor sans for billeder og æstetik.
Han var et yderst omgængeligt og elskværdigt menneske.
Han var kompromisløst i stand til at anvende magt, når det var nødvendigt.
Han var en betydelig taktiker og strateg.
Han var ærligt begejstret for børn og god mod dyr (det sidste kan lyde banalt, men i min optik siger det meget om en persons karakter).
Han havde ingen personlig formue. Han havde naturligvis, hvad han skulle bruge. Når eftertiden anklager ham for at stjæle europæiske kunstskatte, var der ikke tale om simpel berigelse på andres bekostning, men en bestræbelse for at sikre europæisk kultur for eftertiden.
Hans drøm var at skabe et Europa med en høj social standard på et uovertruffent kulturelt niveau. Med “Europa” menes “hele Europa”, alle nationalstater med egne grænser og egen kultur forenet i et fælles nationalsocialistisk rige.

Bortset fra de meget prisværdige Lebensborn-hjem (børnehjem for vanskeligt stillede børn) er her en række andre sympatiske resultater fra den nationalsocialistiske æra i Tyskland:

– Mellem 1933 og 1937 (på kun 4-5 år) blev der bygget 458.179 enfamiliehuse, alle med haver, og praktisk taget gældfri.
– Rentebyrden måtte ikke andrage mere end 1/8 af den gennemsnitlige løn.
– Mellem 1933 og 1936 blev der etableret 91.000 landejendomme, der kunne gå i arv inden for familien.
– Vilkårene ved ansættelse var bedre end noget andet sted i verden.
– Sports- og fritidsaktiviteter blev udviklet. Tysklands ungdom var den lykkeligste og sundeste noget sted i verden.
– Under de olympiske lege i 1936, vandt Tyskland langt flere medaljer end noget andet land. Jesse Owens, den sorte løber fra USA blev fejret og æret, selv om der i medierne er fortalt en anden historie.
– Organisationen “Mor og barn” (en slags mødrehjælp) blev udviklet med 30.000 centre i Tyskland. Det blev muligt at donere gaver til børn i ringe kår.
– Nye kirker for enhver trosretning – 640 i alt – blev igangsat eller bygget.
– Der blev indført en dyreværnslov, der endnu hæver sig over de fleste tilsvarende i verden i dag. Den brutale kosher/halal-aflivningsmetode blev forbudt. (I Danmark i dag praktiserer jøder og muslimer disse overgreb mod dyrene igen, og helt uforstyrret af Dyreværnslov og offentlige myndigheder.)
– Det fordredes, at politiet skulle kunne servicere befolkningen uden at være bevæbnet.
– Der var yderst begrænset kriminalitet. En konsekvens af “for” få sager blev, at mange mindre landsretter måtte nedlægges (traditionelle jødiske arbejdspladser).
– Tyske cykel- og motorcykel-producenter var førende i verden, ikke alene kvantitativt, men ved produkternes kvalitet.
– Klassisk inspireret kunst af høj standard blev fremstillet og promoveret af regeringen.
– Tyskland producerede de mest elegante krydstogtsskibe i verden. Zeppelineren Hindenburg blev fremstillet som et flyvende hotel. Tyskland udviklede også den første helikopter, der blev fløjet af Hannah Reitsch.
– Staten støttede musik og finere kunst. Globalt var Tyskland landet med de fleste symfoniorkestre.
– Tyskland stod for de betydeligste fremskridt inden for medicin, kemi, ernæringsvidenskab, naturvidenskab, lak og maling, syntetiske olier, petrokemiske produkter og meget andet. Tv og video var tyske opfindelser.

Realiseringen af Hitlers vision ville have været en velsignelse for Europa i dag.


Adolf Hitler uforfalsket. Foto: YouTube

 

Men se, hvad vi har fået i stedet.

Det internationale zionistiske broderskab har etableret en Europæisk Union – en kommende federation – hvor Europas tidligere selvstændige stater skal regeres fra et centralt parlament. De nationale parlamenter er allerede besat af jøder og er ved at miste deres betydning overhovedet.

Denne federation er ikke skabt for at højne europæernes velfærd eller kulturelle niveau. Tværtimod – hvis du tillader dig selv at observere neutralt – vil du se, at europæerne er prisgivet de internationale jøders banksystem, hvoraf den Europæiske Centralbank (ECB) er en prominent repræsentant. Europæerne bliver langsomt men sikkert udplyndret af en velsmurt organisation af zionistiske parasitter, der forfølger en forkvaklet troslære om, at de skal udslette alle andre og gøre sig til verdens herskere.

I øjeblikket er Europa jødernes primære mål (efter at USA’s hvide befolkning snart er sat uden for indflydelse i eget land). Det usynlige folkemord på hvide europæere er for længst sat i system og har allerede foregået i mindst hundrede år. Det har indtil videre kostet 100 mio. hvide europæere livet.

Den spanske forfatter Joaquin Bochaca om Adolf Hitler

(Resten af artiklen citerer jeg Joaquin Bochaca:)

» Jeg mener, at Hitler er én af de største mænd i Europas og menneskehedens historie.

Hans bog Mein Kampf skulle være obligatorisk læsning i skoler og på universiteter, i stedet for den usle behandling den har været genstand for. Jeg mener, at hans ideer om raceforhold er særdeles gode; han stod vagt om sin egen race. Hans verdensanskuelse, hans verdensbillede, er fuldstændig rigtigt for den europæiske tankegang … for alle de europæiske og hvide nationer. Når jeg siger “europæiske” mener jeg ikke blot Europa, men også de europæisk befolkede lande rundt om i verden.

I virkeligheden vendte Hitler sig ikke mod nogen race, undtagen den jødiske, og jeg tvivler på, at jøder er en race i videnskabelig forstand. Jeg mener, at de er en mental “race”, der fremkommer gennem indoktrinering fra deres “hellige” bøger.

Han var en af de få politiske ledere, der ikke havde nogen personlig formue. Han holdt af dyr. Han gjorde alt for sit land. Han var en stor mand.

Men efter min opfattelse har historien vist, at han var for god af sig. Han stolede på Franco. Ingen, der kendte Franco, stolede på ham.

Hitler vandt det sociale slag og gjorde en ende på klassekampen; han afskaffede den hjemlige elendighed i Tyskland efter 1933. Han vandt de interne politiske slag. Og så var han virkelig et militært geni.

Men jeg mener, at han i de militære alliancer var for tillidsfuld, bl.a. over for Franco, Mussolini, (marskal) Pétain, (marskal) Mannerheim i Finland, han tolkede dem forkert. Han valgte at gå ud fra, at alle havde reelle hensigter, men virkeligheden var en anden.

Og Hitler havde for stor respekt for uniformens pålydende; general Antonescu (Ion Antonescu, rumænsk general og premierminister) forrådte ham, og det samme gjorde hans egne monokelbærende officerer.

Franco afviste at lade tyske tropper passere gennem Spanien for at indtage Gibraltar. Hvis tyskerne havde haft den adgang til at indtage Gibraltar, ville krigen være sluttet på det tidspunkt. Briterne og amerikanerne ville have været afskåret fra Middelhavet. Hvordan skulle de komme ind? De ville have mistet kontrollen med Nordafrika, Egypten, Suezkanalen, Palæstina – hele mellemøsten. Italien og Tyskland ville ikke have lidt de nederlag, som Montgomery og Patton påførte dem, og Italien havde ikke kunnet invaderes fra Sicilien.

Forræderen Canaris var en ven af Franco, så han blev sendt til Franco for at forhandle, men i stedet tilskyndede han Franco til ikke at imødekomme Tysklands anmodning. Han fortalte tilmed Franco, at Tyskland ikke ville vinde krigen, og at Tyskland ikke ville invadere Spanien, hvis Franco afviste anmodningen. Han foreslog ham tilmed at stille umulige krav for at vinde tid. For eksempel forlangte Franco hele Marokko, inklusive Fransk Marokko (som modydelse), hvilket var umuligt at imødekomme på grund af Pétain. Hitler tilbød i stedet at føre Roussillon (den nuværende franske del af Catalonien) tilbage til Spanien, men Franco afslog tilbuddet med ordene: “Nej tak, jeg har tilstrækkeligt med katalanere i forvejen.”

Hitlers møde med Franco i Hendaye (23. oktober 1940) var så frustrerende for ham, at han senere betroede Mussolini, at han foretrak at få trukket tænder ud frem for at stå noget lignende igennem igen.

I lighed med Franco spillede også Pétain dobbeltspil (også han var under indflydelse af Canaris). Reelt beskyttede han “La Résistance” (den franske modstandsbevægelse) og forsøgte aktivt at forhindre frivillige i at melde sig til kamp mod bolsjevikkerne på Østfronten.

Hitler var Mussolini taknemmelig, fordi (Herman) Göring, efter at være blevet såret under München-kuppet i 1923, havde kunnet undslippe fra Bayern og få asyl i Italien. … og Mussolini behandlede ham vældig godt. Så Hitler nærede for megen tiltro til Mussolini, og Mussolini blev en anden årsag til nederlaget i krigen – Mussolini gik til angreb på Grækenland, og Hitler var tvunget til at komme ham til hjælp.

Selvfølgelig var Hitler også Mussolini taknemmelig for, at han havde støttet ham på München-konferencen i 1938. Det er mærkeligt – men efter München-konferencen, da (Edouard) Daladier og (Neville) Chamberlain (hhv. den franske og engelske premierminister) returnerede hjem, blev de modtaget som helte, fordi de havde sikret freden. I dag giver man det udseende af, at München repræsenterede “henholdende snak” og at “demokratiet fejlede ved ikke at konfrontere aggressionen”.

Men sandheden er, at Tjekkoslovakiet var en kunstig statsdannelse (skabt i 1919 i Frankrig under Versailles-traktaten). Så på samme tid som Hitler ønskede Sudeterlandet tilbage – hvorved tyskere på demokratisk vis kunne returnere til deres hjemland – bad ungarerne også om at få deres områder Ungvár og Munkács tilbage; slovakkerne ønskede at frigøre sig, Ruthenerne (som var vestukrainere) ønskede også at frigøre sig, og Polen ønskede det polsktalende Tesin tilbage.

Godt, hvad ser vi så i dag? Polen har fået Tesin igen, Ruthenia – Transkarpatisk Ruthenia – er igen en del af Ukraine, og Slovakiet har frigjort sig og er blevet uafhængigt. Men Sudeterlandet, nej – tjekkerne ejer stadig Sudeterlandet, men uden tyskerne, som blev sparket ud, kun medbringende det, de kunne bære (eller de blev myrdet, mindst 250.000, mange efter tortur).

Så Hitler ønskede blot at gøre det, som demokratierne under alle omstændigheder endte med at gøre, men efter en forfærdelig krig, og med den undtagelse, at Tyskland ikke fik sit Sudeterland tilbage.

München-aftalen kunne have sikret freden, men hvad der derefter indtraf var “Funks rejse”. Den gjorde det umuligt at undgå krig.

Tysklands handelsminister Walter Funk turnerede på Balkan i efteråret 1938, hvor han indgik aftaler om byttehandler med regeringerne. Dette forhindrede London-mæglerne i at profitere som mellemhandlere. London blev valgt fra i handler med lande, hvorfra Das Reich fik fødevarer, olie, jern eller stål, samt andre råmaterialer. Inden byttesystemet blev indført, havde Tyskland været nødt til at købe britiske Pund for at betale for rumænsk olie, svensk malm eller bananer fra Afrika, og havde været nødt til at acceptere London – og det vil sige Rothschild’erne – som mellemhandler. Denne mellemhandler opkrævede en procentsats af pengeværdien for hver eneste handel.

London havde også sikret sig, at alle transaktioner skulle betales i britiske Pund Sterling, hvorved begge lande i en handel var afhængige af Londons velvilje til at yde lån, hvis de ikke rådede over Pund nok. Ikke alene slap Tyskland på den måde ud af Londons klør, men ethvert land, der indgik i en byttehandel med Tyskland, undgik dem, og blot det at observere den generelle trivsel i Tyskland igangsatte en masse en afgang fra gældsslaveriet i forhold til London, en udvikling, der kun kunne forhindres ved hjælp af det kraftigste virkemiddel – en Anden Verdenskrig.

Den 10. december 1938 underskrev den mexicanske regering en aftale med Das Reich om, at den ville levere benzin til Tyskland for en værdi af 17 mio. dollars. Benzinen kom fra oliekilder, som en nationalistisk regering i Mexico City havde eksproprieret fra det jødiske Standard Oil på Manhattan.

Det var strået, der knækkede kamelens ryg. Denne aftale var også baseret på naturalier. Tyskland ville betale med vandingssystemer, landbrugsmaskiner, kontorinventar, skrivemaskiner og fotografisk udstyr. Ydermere blev aftalen baseret på oliepriser langt under taksterne på verdensmarkedet.

Men især Argentina-aftalen – Jeg fandt ud af dette for ikke så længe siden. Tyskerne havde lavet en aftale, baseret på bytteprincippet selvfølgelig, om leverance af argentinsk oksekød og al den hvede, som Argentina ikke selv behøvede. Indtil da var disse leveringer altid gået over London.

Myten om de seks millioner

En ny udgave af min bog, El Mito de los Seis Millones (udgivet første gang i 1979) er på trapperne. Den er dobbelt så lang som den tidligere udgave, eftersom der er kommet megen ny research til, siden jeg skrev den første udgave.

Jeg omtaler nogle af de revisionistiske redaktører, men især lægger jeg vægt på almindelig sund fornuft – dumheden ved at påstå, at tyskerne lod millioner af tons brændstof gå til spilde (på at transportere 6 mio. jøder til dødslejre og derefter brænde dem), brændstof som de havde brug for til deres tanks for at overleve krigen og vinde den; dumheden ved at beslaglægge et stort antal soldater til at bevogte jøderne; ved at beslaglægge så mange jernbanevogne til deres transport overalt i Europa (i stedet for at transportere tropper, tanks og ammunition til fronten).

Jeg fremhæver den detalje, at ingen inspektør fra Røde Kors observerede noget (om masseudryddelse); Vatikanet rapporterede intet, de protestantiske kirker, lutheranere, baptister osv. sagde intet, og den tyske befolkning havde ingen viden om noget sådant.

Hele historien (påstanden om holocaust) kan simpelthen ikke være sand. Selvfølgelig tilføjer jeg nogle tekniske detaljer, det er kun fair, og også godt at have med. Men jeg mener, at almindelig sund fornuft taler bedst til mennesker.

Hvis tyskerne havde spildt deres ressourcer på at slå alle jøder ihjel på den måde, så var de meget, meget dumme. Men hvis de var meget, meget dumme, hvorfor tog det så det meste af verden seks år at besejre dem?

Jeg kendte en jøde i Sidney i Australien; han var vores stedlige agent (i tekstiler). Han tog mig med til sit hus, sit hjem, og viste mig sin swimmingpool. “Hr. Hitler købte det til os,” sagde han. Ja, hans far havde haft en sæbefabrik i Tyskland. “Inden han emigrerede, solgte han fabrikken til den tyske regering. Da de spurgte ham om prisen, nævnte min far, der var parat til at købslå, en pris langt højere end fabrikken var værd. De diskuterede end ikke prisen, betalte ham bare den pris han forlangte.” Så han emigrerede til Australien, og købte huset med swimmingpool, betalt af “hr. Hitler”. «
(Citat slut.)

Uddrag fra artiklen: Samtale med Joachin Bochaca

Uddrag fra artiklen: Det nationalsocialistiske Tyskland – langt bedre end jøderne tillader

Find ud af, hvordan jødernes snigmord på hvide europæere foregår.