Tre berømmede “ofre” — Anne Frank, Elie Wiesel og Simon Wiesenthal

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, uddrag af Jødisk racisme v. dr. David Duke, 25. juli 2012.

 

I Amster­dam fin­des Anne Frank-muse­et, der fun­ge­rer som et jødisk ople­vel­ses­cen­ter på linje med Aus­chwitz-muse­et i Polen. Turi­ster­ne røres af de sam­me hjer­teskæ­ren­de histo­ri­er. To sider af sam­me fal­ske myte om mas­seud­ryd­del­se af jøder i tyske kz-lej­re under Anden Ver­denskrig. Ver­den vil bed­ra­ges og bli­ver det, og jøder­ne gør natur­lig­vis deres yder­ste for at ved­li­ge­hol­de myten og den udmær­ke­de busi­ness ved at frem­vi­se dis­se fal­ske kulis­ser af et illu­so­risk holo­caust.
I det­te uddrag fra én af de bed­ste histo­ri­e­re­vi­sio­ni­sti­ske bøger, Jewish Supre­ma­cism fra 2007, for­tæl­ler for­fat­te­ren, den ame­ri­kan­ske poli­ti­ker og revi­sio­nist dr. David Duke, hvor­dan han ved at under­sø­ge emnet efter­hån­den blev opmærk­som på fejl­e­ne og selv­mod­si­gel­ser­ne i jøder­ne Holo­caust (red.)

Jeg læste en bog, der beskrev uove­r­ens­stem­mel­ser og utro­vær­digt ind­hold i Anne Franks Dag­bog[545] Dr. Robert Fauris­son, en pro­fes­sor, som hav­de spe­ci­a­li­se­ret sig i ana­ly­se af lit­te­ra­turs ægt­hed ved uni­ver­si­te­tet i Lyon, Frankrig, frem­lag­de på grund­lag af bogens form og ind­hold stær­ke indi­ci­er for, at det var usand­syn­ligt, at en pige i sine tid­li­ge tee­na­ge­år hav­de skre­vet den, i det mind­ste i dens offent­lig­gjor­te form. Det for­bav­se­de mig også, at den­ne pige, som var det mest berøm­me­de offer for holo­caust – og som hav­de til­bragt det meste af kri­gen i Aus­chwitz – ikke døde i et gaskam­mer. Nær kri­gens slut­ning evaku­e­re­de tysker­ne hen­de, til­li­ge med man­ge andre, til Ber­gen-Bel­sen. I de sid­ste måne­der af kri­gen buk­ke­de hun under for tyfus. Anne Franks søster, Mar­got, og hen­des mor blev hel­ler ikke ombragt ved gas­ning. Også de døde beg­ge af tyfus. Hen­des far, Otte Frank, blev syg, mens han var i Aus­chwitz, og han blev ple­jet og hel­bredt i lej­re­ns hospi­tal. Mod slut­nin­gen af kri­gen evaku­e­re­de tysker­ne ham til Maut­hau­sen, hvor han befandt sig ind­til befri­el­sen. Otto Frank har selv bevid­net dis­se for­hold.

Dis­se kends­ger­nin­ger var i strid med histo­ri­er­ne, jeg hav­de læst om Aus­chwitz. Bøger og film portræt­te­re­de lej­ren som et sam­lebånd for mord, et sted hvor hele tog­lad­nin­ger af jøder blev bragt direk­te fra ankomst­per­ron­en til gaskam­re­ne.* Nazi­ster­ne inspi­ce­re­de angi­ve­ligt de nyan­kom­ne og send­te de raske og røri­ge til at arbej­de og små børn og syge til gaskam­re­ne. Hvis dis­se histo­ri­er var san­de, hvor­for var da den unge Anne Frank og hen­des søster, som ankom til Aus­chwitz på det for­mode­de høj­de­punkt for myr­de­ri­er­ne, ikke ble­vet ombragt ved gas­ning?

Blandt de andre berøm­me­de over­le­ven­de fra Aus­chwitz er først og frem­mest holo­caust-ypper­ste­præ­sten, Elie Wie­sel, den mand, der modt­og Nobel­pri­sen for sit for­fat­ter­skab over emnet. Wie­sel ople­ve­de, lige­som Anne Franks far, et ophold i lej­re­ns hospi­tal mod slut­nin­gen af kri­gen. I sin selv­bi­o­gra­fi­ske bog, Night, for­tæl­ler Wie­sel, at han i janu­ar 1945 i Aus­chwitz-lej­re­ns Bir­ke­nau-afsnit fik ope­re­ret en infi­ce­ret fod i lej­re­ns hospi­tal. Lægen fore­slog to ugers hvil, men rus­ser­ne vil­le snart befri lej­ren. Syge­hus­pa­tien­ter og alle andre, der blev anset for ueg­ne­de til at rej­se, fik af de tyske myn­dig­he­der mulig­hed for enten at bli­ve i lej­ren, og såle­des bli­ve befri­et af rus­ser­ne, eller at bli­ve evaku­e­ret sam­men med tysker­ne. Efter at have drøf­tet det med sin far, beslut­te­de Wie­sel og fade­ren at bli­ve evaku­e­ret sam­men med deres for­mode­de “mor­de­re”. [546] [547]

Jeg skal også omta­le den tred­je mest berøm­me­de over­le­ven­de fra holo­caust, Simon Wie­sent­hal, der er ble­vet kendt for at bekæm­pe dem, der vover at nære tvivl om bestem­te aspek­ter af holo­caust. Meget lig Anne Franks far og Elie Wie­sel, hav­de også Wie­sent­hal et ophold i de nazi­sti­ske lej­r­ho­spi­ta­ler. Wie­sent­hal skrev, at han for­søg­te at begå selv­mord ved at skæ­re sig i hånd­led­dene, mens han sad fængs­let hos nazi­ster­ne. [548] Nazi­ster­ne – som han hæv­de­de for­søg­te at dræ­be alle jøder i Euro­pa – vil­le ikke lade ham dø. De send­te ham i ste­det på hospi­ta­let, hvor de omhyg­ge­ligt ple­je­de ham og brag­te ham på høj­kant.

Revi­sio­ni­ster­ne stil­ler føl­gen­de spørgs­mål: Hvis tysker­ne var de djæv­le, som Wie­sel hæv­der i sine bøger, og vir­ke­lig hav­de hel­li­get sig udryd­del­sen af alle jøder, hvor­for valg­te han og hans far da at for­la­de lej­ren sam­men med tysker­ne frem for at ven­te på de sov­je­ti­ske styr­ker?
Da jeg læste den­ne indrøm­mel­se af Wie­sel, tro­e­de jeg ikke mine egne øjne. Hvor­for skul­le de sen­de Anne Franks far til hospi­ta­let, og hvor­for i alver­den skul­le de bestræ­be sig på at red­de livet på en jøde, der for­søg­te at begå selv­mord?
Efter at være ble­vet bekendt med dis­se ting indså jeg, at de var helt ufor­e­ne­li­ge med holo­caust­hi­sto­ri­en, sådan som den nor­malt præ­sen­te­res.

Jeg begynd­te at over­ve­je, om holo­caust­hi­sto­ri­en hav­de ændret sig gen­nem åre­ne. Så det før­ste jeg gjor­de var her­ef­ter at træk­ke min meget slid­te 1956-udga­ve af Encycl­o­pa­e­dia Bri­tan­ni­ca [549] frem. Den udfør­li­ge arti­kel om Anden Ver­denskrig hav­de ingen omta­le af nazi­ster­nes pogro­mer mod jøder­ne. Den­ne udga­ve hav­de hel­ler ingen artik­ler om “holo­caust.” I en arti­kel med tit­len “jøder” var der et kort afsnit om jøder­ne i Euro­pa under kri­gen. Den­ne arti­kel, som var skre­vet af Jacob Marcus, der nok var den mest frem­træ­den­de jødi­ske histo­ri­ker i ver­den på det tids­punkt, nævn­te man­ge jødi­ske for­fat­te­re og myn­dig­he­der som kil­der, bl.a.  Encycl­ope­dia Judai­ca, Jüdi­s­che Lexi­con. The Jewish Encycl­ope­dia og Uni­ver­sal Jewish Encycl­ope­dia. Artik­len var præ­get af et pro­jø­disk per­spek­tiv, og Marcus beskrev jøder­nes for­hold under nazi­ster­ne med dis­se ord:

For at kun­ne få en løs­ning på det jødi­ske pro­blem i over­ens­stem­mel­se med deres teo­ri­er gen­nem­før­te nazi­ster­ne en ræk­ke udvis­nin­ger og deporta­tio­ner fra næsten alle euro­pæ­i­ske sta­ter af jøder, der for det meste var af øst­eu­ro­pæ­isk her­komst.
Mænd blev ofte adskilt fra deres koner og andre fra deres børn, og de blev i tusind­vis sendt til Polen og det vest­li­ge Rusland. Der blev de sat i kon­cen­tra­tions­lej­re eller sto­re reser­va­ter eller sendt ud i sum­pe­ne eller ud på veje­ne i arbejds­sjak. Man­ge omkom under de umen­ne­ske­li­ge for­hold, de arbej­de­de under. Mens alle andre sto­re jødi­ske cen­tre blev invol­ve­ret i kri­gen, kom de ame­ri­kan­ske jøder grad­vis til at påta­ge sig en leder­po­si­tion blandt ver­dens jøder. [550] [Fun­det i 1947, 52 og 56-udga­ver­ne.]

Fore­stil dig min over­ra­skel­se over at fin­de den­ne beskri­vel­se i 1956-udga­ven af Encycl­o­pa­e­dia Bri­tan­ni­ca af det, der sene­re er ble­vet kaldt “holo­caust”. Den­ne udga­ve var udkom­met inden for det 11. år efter kri­gens slut­ning og efter afslut­nin­gen af de mest afgø­ren­de sager under Nür­n­berg-pro­ces­ser­ne. Jeg hav­de for­ven­tet at læse en udfør­lig arti­kel om “Det stør­ste blod­bad i men­ne­skets histo­rie”. Artik­len male­de bestemt et dystert bil­le­de af men­ne­ske­li­ge lidel­ser, men det afgø­ren­de var, at ikke antyd­nin­gen af det famø­se tal – seks mil­li­o­ner – blev nævnt, ej hel­ler gaskam­re og end ikke ordet “holo­caust”. I ste­det rede­gjor­de Encycl­o­pa­e­dia Bri­tan­ni­ca, at nazi­ster sat­te jøder i kon­cen­tra­tions­lej­re og sat­te dem til at arbej­de i arbejds­sjak, hvor man­ge omkom under for­fær­de­li­ge for­hold. Jeg tænk­te: Hvor langt er det­te ikke fra nuti­dens bil­le­de af holo­caust.

Det vir­ke­de mær­ke­ligt på mig, at det mest kend­te og mest respek­te­re­de lek­si­kon i ver­den skul­le beskri­ve de jødi­ske lidel­ser på den­ne måde. Det udlø­ste min før­ste rig­ti­ge tvivl om hele sagen og fik mig til at stil­le nye spørgs­mål. Jeg gik til det offent­li­ge bibli­o­tek i 1970 og fandt frem til over­skrif­ten “jøder” i en 1967-udga­ve af Encycl­o­pa­e­dia Bri­tan­ni­ca[551]
I den­ne udga­ve slås det utve­ty­digt fast, og i skarp kon­trast til encykl­o­pæ­di­ens udga­ver fra 1950’erne, at tysker­ne for­søg­te at udryd­de alle de euro­pæ­i­ske jøder, og at de hav­de fun­det en meto­de, der var “mere effek­tiv end skyd­ning eller hæng­ning: nem­lig gift­gas”. Hvad vid­ste Bri­tan­ni­ca-redak­tio­nen i 1967, som den ikke vid­ste i 1956?

Hvor­for den­ne ændring fra de tid­li­ge­re ver­sio­ner? spurg­te jeg mig selv. Var der kom­met nye bevi­ser frem årti­er efter kri­gen? Nye spørgs­mål træng­te sig på: Hvis den effek­ti­ve nazi­sti­ske krigs­ma­ski­ne kon­trol­le­re­de Euro­pas jøder og hav­de til for­mål at dræ­be dem, hvor­dan kun­ne så man­ge da have over­le­vet? Fak­tisk har mil­li­o­ner af jøder ansøgt om og er ble­vet til­delt erstat­ning fra den tyske rege­ring. Hvor­dan over­le­ve­de alle dis­se jøder, hvis nazi­ster­ne hav­de en læn­ge fast­lagt plan om at udryd­de dem? Jeg hæf­te­de mig også ved, at Wie­sel i sin berøm­te selv­bi­o­gra­fi, Night, der udkom i 1956, sam­me år som Bri­tan­ni­ca-artik­len, aldrig næv­ner gaskam­re – ikke en ene­ste gang, selv om han næv­ner kre­ma­to­ri­er i Aus­chwitz. Han skri­ver fak­tisk, at jøder blev dræbt en mas­se ved at bli­ve kastet leven­de i bræn­den­de gru­ber, en ræd­selsvæk­ken­de påstand gan­ske vidst, men vidt for­skel­lig fra nuti­dens påstan­de.
Wie­sel cite­rer også beret­nin­ger om jøder, der er ble­vet myr­det ved Babi Yar, hvor “måned efter måned jor­den aldrig holdt op med at skæl­ve” og hvor “gej­se­re af blod fra tid til anden sprøjte­de op fra den”. [552] Jeg tænk­te, kom­mer det­te fra den mand, der vil for­tæl­le mig sand­he­den om holo­caust?

Andre uforskam­me­de spørgs­mål faldt revi­sio­ni­ster­ne ind: Kon­stru­e­re­de nazi­ster­ne, mens de befandt sig midt i krigsind­sat­sen, vir­ke­lig sto­re og kom­plek­se gaskam­re, trans­por­te­re­de de vir­ke­lig mil­li­o­ner af jøder til lej­re­ne og udryd­de­de de vir­ke­lig deres ofre på den­ne måde? Hvis deres hen­sigt var at dræ­be dem, vil­le da ikke kug­ler, der koster en baga­tel styk­ket, dræ­be dem mere effek­tivt og eli­mi­ne­re den enor­me reg­ning og det logi­sti­ske mare­ridt med trans­port, bolig, mad, læge­hjælp? De spurg­te vide­re: Hvis nazi­ster­ne vir­ke­lig hav­de til hen­sigt at dræ­be alle jøder, hvor­for skul­le de så over­ho­ve­det have behov for at opbyg­ge kon­cen­tra­tions­lej­re?

Jeg føl­te mig på et tids­punkt util­pas ved at under­sø­ge dis­se spørgs­mål. Jeg over­ve­je­de, om jeg på en eller anden måde for­sva­re­de mas­se­mord ved at tviv­le på, om gru­som­heds­be­ret­nin­ger­ne var ble­vet over­dre­vet. Jeg hav­de set over­le­ven­de på Tv for­tæl­le histo­ri­er om jødi­ske ofres hud, der blev lavet til lam­pe­skær­me og deres kro­p­s­fedt til sæbe.*** En bøl­ge af sym­pa­ti træng­te sig på og fik mig til at drop­pe mine under­sø­gel­ser et styk­ke tid.

Omsi­der beslut­te­de jeg at fort­sæt­te min læs­ning og kom til at beskæf­ti­ge mig mere og mere med emnet. Det at søge efter sand­he­den er aldrig for­kert. Den ene­ste synd er mang­len­de mod til at føl­ge de spor, som den­ne søgen afdæk­ker. Jeg ind­led­te min under­sø­gel­se af holo­caust ved at kig­ge nær­me­re på Nür­n­berg-pro­ces­ser­ne, som angi­ve­ligt skul­le bevi­se arten og omfan­get af holo­caust.

[Læs vide­re om David Dukes søgen og erken­del­se i Jødisk Racis­me.]

Noter fra Jødisk racisme

545

Ibid. 544: Frank, Anne. (1952). Diary of a Young Girl. Over­sat fra hol­land­sk af B. M. Mooy­aart-Doub­le­day, med intro­duk­tion af Ele­a­nor Roo­se­velt. Gar­den City. New York: Doub­le­day. På dansk med tit­len Anne Franks Dag­bog.

546

Wie­sel, E. (1969). Night. new York: Avon Books, s. 41–44, 79, 93. (da. Nat­ten, 1987).

547

D. Cal­der. (1987). The Sun­day Sun. Tor­on­to, Cana­da, 31. maj, s. C4.

548

Wie­sent­hal, S. (1967). The Mur­de­rers Among Us. New York: McGraw-Hill.

549

Encycl­o­pa­e­dia Bri­tan­ni­ca (1952).

550

Encycl­o­pa­e­dia Bri­tan­ni­ca (1947), (1952) & (1956).

551

Encycl­o­pa­e­dia Bri­tan­ni­ca (1967).

552

Paro­les d’étranger (1982). Edi­tions du Seu­il. s. 86.

569

Shi­rer, W. L. (1960). The Rise and Fall og the Third Reich: A History of Nazi Ger­ma­ny. New York. s. 971.

Redaktionelle noter

*

Fred Leu­ch­ters rap­por­ter fra 1989–91 viser, at gaskam­re til mord på men­ne­sker ikke fand­tes i Aus­chwitz under Anden Ver­denskrig, og at kre­ma­to­ri­e­ka­pa­ci­te­ten var så begræn­set, at den end ikke kun­ne føl­ge med døds­fal­de­ne under de hær­gen­de tyfu­sepi­de­mi­er. Kre­ma­to­ri­e­ov­ne­nes rin­ge kapa­ci­tet vil­le have for­budt blot én enkelt dags “mas­seud­ryd­del­se”.

**

Mulig­he­den for at afbræn­de lig i jord­gru­ber i Aus­chwitz er også behand­let i Fred Leu­ch­ters rap­por­ter fra 1989–91. Før tysker­ne dræ­ne­de omkring Aus­chwitz, en oprin­de­ligt polsk kaser­ne, der er opført i et mose­om­rå­de, stod grund­vand­spej­let kun en halv meter under over­fla­den. Efter dræ­nin­gen, var det sæn­ket til 1 meter. Det er yderst van­ske­ligt at få noget til at bræn­de i 1 meter dybe gru­ber med vand i bun­den. Frem­gangs­må­den vil­le være afsin­digt brænd­stof­kræ­ven­de, for­di ener­gi­en for­svin­der op i den blå luft. Nog­le luft­fo­tos viser to stør­re fla­de fel­ter, der lig­ner udgrav­nin­ger, inden for lej­re­ns områ­de. Det kan have været en nød­plan at begra­ve ofre­ne for tyfu­sepi­de­mi­er­ne i fæl­les­gra­ve, da kre­ma­to­ri­er­ne af gode grun­de ikke kun­ne føl­ge med. Men foru­re­ning af drik­ke­van­det har udgjort en over­hæn­gen­de risi­ko, og der er aldrig fun­det rester af men­ne­sker i dis­se fel­ter.
Thies Chri­stop­her­sen, der var pro­jekt­le­der i Aus­chwitz fra janu­ar til decem­ber 1944, har for­kla­ret, at de gra­ve, der var anlagt i begyn­del­sen af kri­gen, såvel for per­so­na­le som for ind­sat­te, de fle­ste ofre for tyfus, blev åbnet igen på grund af risi­ko for foru­re­ning af grund­van­det. Det var nød­ven­digt at skaf­fe sig af med de del­vist hen­fald­ne lig ved at afbræn­de dem i det fri.

***

Dr. David Duke (fra Jødisk racis­me s. 302): Påstan­den om, at nazi­ster­ne frem­stil­le­de sæbe af jødisk fedt i kri­gens sid­ste år, blev præ­sen­te­ret som en skum­mel kends­ger­ning, der skul­le vise tysker­nes umen­ne­ske­lig­hed mod jøder­ne. Den blev gen­ta­get i bøger som Wil­li­am Shi­rers opre­k­la­me­re­de Rise and Fall of the Third Reich (Det Tred­je Riges stor­hed og fald) og i tusind­vis af artik­ler, doku­men­tar­film og til­med i lærebø­ger. [569]
I Israel var der ble­vet afholdt jødi­ske begra­vel­ser af sæbe­styk­ker, som angi­ve­ligt skul­le være rester­ne af jøder. Sæbe­styk­ker­ne var svøbt i lig­klæ­der og blev begra­vet efter høj­ti­de­li­ge jødi­ske ritu­a­ler.
Selv iføl­ge jødi­ske auto­ri­te­ter ved Yad Vas­hem, der er doku­men­ta­tions­cen­tret for holo­caust i Israel, er hver ene­ste arti­kel, udta­lel­se, bee­di­get erklæ­ring og dra­maud­sen­del­se om, at tysker­ne skul­le  have frem­stil­let sæbe af jøde­rs krop­pe ble­vet påvist at være fal­ske. Efter kri­gen ind­led­te De alli­e­re­de en straf­fe­pro­ces mod dr. Rudolf Span­ner. Efter en lang­va­rig efter­forsk­ning fandt den offent­li­ge ankla­gers kon­tor ingen bevi­ser for, at Dan­zig-insti­tut­tet nogen sin­de hav­de lavet sæbe af men­ne­ske­krop­pe, og de fra­faldt til­ta­len mod ham.
Det viste sig, at bog­sta­ver­ne “RIF”, som fand­tes på den pågæl­den­de sæbe, ikke stod for “rent jødisk fedt” [som påstan­den gik ud på], men for det offi­ci­el­le navn på det stats­li­ge organ, der distri­bu­e­re­de sæbe og andre ren­se­mid­ler: “Rei­ch­stel­le für indu­stri­el­le Fet­t­ver­sor­gung”, der bety­der: “Rigs­cen­ter for indu­stri­el fedt­for­sy­ning”. Fak­tisk skul­le “rent jødisk fedt” have være for­kor­tet “RJF” (Rein Jüdi­s­ches Fett).

Redak­tio­nen: Vi undrer os over, hvor­for ingen nogen­sin­de er stil­let til ansvar for at spre­de dis­se per­ver­se ryg­ter, når det efter lan­ge rets­sa­ger viser sig at beskyld­nin­ger­ne er grund­lø­se. Modus har været den sam­men siden jøder­ne rej­ste påstan­den om deres holo­caust efter Anden Ver­denskrig. Let­fær­di­ge påstan­de føres frem – altid uden hånd­gri­be­li­ge bevi­ser, men base­ret på ryg­ter eller på “bee­di­ge­de” for­kla­rin­ger eller fotos eller ende­lø­se tek­ster, hvoraf intet er cer­ti­fi­ce­ret eller berig­ti­get af habi­le instan­ser. Der­ef­ter har det ind­til vide­re været revi­sio­ni­sters næsten natur­be­stem­te opga­ve at gen­dri­ve påstan­de­ne, hvil­ket kan tage årti­er. I mel­lem­ti­den har medi­ejø­de­r­ne typisk råbt ankla­ger­ne ud over det meste af den måben­de men­ne­ske­hed og har foru­re­net vores lærebø­ger og lære­an­stal­ter med deres mon­strø­si­te­ter, og bestemt ikke uden det til­sig­te­de resul­tat.
Indrøm­mel­ser­ne af, at der alli­ge­vel ikke var nogen sag, får sjæl­dent megen plads i medi­er­ne – om nogen. Det­te fore­går hele tiden, og de infa­me jødi­ske bag­va­sker­ne af det oprin­de­li­ge Tyskland og den tyske befolk­ning går sta­dig fri for straf.