Slagt guldkalven — kræmmersjælenes alter

Redaktionelt

O​-​D​-​I​-​N​.org, Hugo Ravn, 12. juni 2013.

 

Det var en afgø­ren­de fak­tor for star­ten af Anden Ver­denskrig, at et frem­gangs­rigt Tyskland under ledel­se af Adolf Hit­ler i slut­nin­gen af 30’erne begynd­te at udgø­re en trus­sel for den del af ver­dens­hand­len, der fore­gik via Lon­don og blev kon­trol­le­ret af huset Rot­hs­child*. Den­ne orga­ni­sa­tion af jødi­ske bank­sters hav­de kon­trol med de natio­na­le valuta­er i England og USA. Enhver han­del over Lon­don-bør­sen var belagt med et pro­cent­ge­byr af hand­lens vær­di, og samt­li­ge lån blev udstedt i Ster­ling. Det var et system, der akku­mu­le­re­de ufat­te­li­ge for­mu­er i pri­va­te lom­mer.


Ill.: Poli­ti­ken

 

Det nye Tyskland under Adolf Hit­ler omgik den jødi­ske pen­ge­ma­ski­ne ved at und­gå veks­lin­gen til Ster­ling og de med­føl­gen­de geby­rer. I ste­det ind­gik Tyskland omfat­ten­de inter­na­tio­na­le afta­ler om byt­te­hand­ler uden pen­ge­transak­tio­ner og der­med uden om Lon­don, bl.a. med Argen­ti­na, Mexi­co og Sverige. Det­te var et suverænt fra­valg af et over­flø­digt afgifts­sy­stem, der kun send­te tyske pen­ge i jødi­ske lom­mer. Men for jøder­ne i Lon­don var Hit­lers byt­te­hand­ler en død­brin­gen­de omgå­el­se af deres pen­ge­ma­ski­ne. Hvis fle­re lan­de fulg­te efter, vil­le deres bety­de­lig­ste kil­de til ind­tje­ning i Euro­pa tør­re ud.

En sådan udvik­ling hav­de været en vel­sig­nel­se for det hvi­de Euro­pa i dag.

I ste­det frem­pro­vo­ke­re­de jøder­ne Anden Ver­denskrig og opnå­e­de der­med, at USA uds­let­te­de det tra­di­tio­nel­le tyske Tyskland. Tysk selv­stæn­dig­hed blev afskaf­fet, og den “tyske” rege­ring består i dag af en pseu­do­tysk for­sam­ling af para­si­tæ­re jøder, der kæm­per for at befæ­ste EU og euro­en og sen­de krigs­ma­te­ri­el til Israel.

Det er kun muligt at gøre op med dette monopol gennem civil ulydighed

Med brøk­dels­bank­sy­ste­met i Danmark er der kun dæk­ning i guld for få pro­cent at den pen­ge­vær­di, der kun admi­ni­stre­res som tal i ban­ker­nes com­pu­te­re. Der ver­se­rer langt fle­re tryk­te pen­ge, end der fin­des dæk­ning for i guld. Pen­ge­ne er frem­stil­let på den for­ven­te­de vær­di af ska­ben­de men­ne­skers pro­duk­ti­vi­tet. Syste­met er en bob­le, der vil bri­ste, hvis dens vog­te­re mister mulig­he­den for at opkræ­ve ren­ter gen­nem udste­del­se af pap­pen­ge og gælds­be­vi­ser

Det er sum­men af men­ne­skers vær­di­ska­ben­de arbej­de, der repræ­sen­te­rer de egent­li­ge vær­di­er i Ver­den. Der ska­bes intet af vær­di, når børs­spe­ku­lan­ter pro­fi­te­rer ved han­del med valu­ta, eller når låne­ha­jer opkræ­ver åger­ren­ter, men der fore­går et tyve­ri af arbej­de hver gang. Der­for er det en frem­ra­gen­de god idé af byt­te arbejd­sy­del­ser og natu­ra­li­er uden om de etab­le­re­de pen­ge­sy­ste­mer. Og der­for udrå­bes “sort arbej­de” til at være sidestil­let med kri­mi­na­li­tet. I jøder­nes medi­er kal­des arbej­de, der ikke kan beskat­tes eller belæg­ges med afgift, for under­gra­ven­de og aso­ci­al virk­som­hed. Det er de nødt til at mene, for “sort arbej­de” er som grus i deres pen­ge­ma­ski­ner. Det eksi­ste­ren­de ind­dri­vel­ses­sy­stem i Danmark er over­ve­jen­de elek­tro­nisk og for­lan­ger, at alle angi­ver sig selv. “Sort arbej­de”, som vi her på redak­tio­nen har navn­gi­ve­et “sam­ar­bej­de”, ska­der ikke andre skat­tey­de­re. Den påstå­e­de “ska­de” er for intet at reg­ne imod, hvad byt­ning af natu­ra­li­er og reelt arbej­de gav­ner fæl­les­ska­bet. SKAT ind­dri­ver jo ikke skat fra de inter­na­tio­na­le pro­fit­ma­ge­re og bank­sters, der ope­re­rer på det dan­ske mar­ked (jøder­ne selv). Så i den vir­ke­li­ge ver­den er det kun bag­mæn­de­ne bag tak­se­rings- og ind­dri­vel­ses­sy­ste­mer som SKAT, der lider tab, når dan­sker­ne byt­ter vær­di­er ind­byr­des. Og det er til at græ­de tør­re tårer over.

Den jødi­ske histo­rie har været én lang dans om Guld­kal­ven. Bemærk, hvor­dan guld, sølv, ædel­ste­ne og andre vær­di­ful­de emner har inspi­re­ret til pran­gen­de nav­ne som Gold­stein, Rubin­ste­in, Gol­den­burg, Fin­kel­ste­in (olie­sten), Sil­ver­ste­in osv. Jøder­ne har altid typisk fun­ge­ret som skat­te­o­pkræ­ve­re, listigt kilet ind som en over­klas­se mel­lem magt­ha­ve­ren (alle­re­de låne­af­hæn­gig) og den vær­di­ska­ben­de befolk­ning. På et tids­punkt vil sym­pa­tien for mag­tens hånd­lan­ge­re nå et kri­tisk lav­punkt, og inden det beskyt­ten­de over­ho­ved af den ene eller anden grund for­svin­der, eller et oprør gan­ske enkelt sæt­ter jøder­ne fra bestil­lin­gen, var det gen­nem histo­ri­en prak­tisk for dem at kun­ne omsæt­te beslag­lag­te ejen­dom­me og løsø­re til kon­cen­tre­re­de vær­di­er, typisk guld eller ædel­ste­ne, som nemt kun­ne trans­por­te­res på krop­pen (om det skul­le gå helt galt) eller i min­dre løsø­re når jor­den brænd­te under dem. Der­for den tra­di­tio­nel­le jødi­ske for­kær­lig­hed for gul­det. I dag kan den slags over­førs­ler gen­nem­fø­res som usyn­li­ge transak­tio­ner over det glo­ba­le bank­net, der er kon­trol­le­ret af jøder.

I Vesten sid­der jøder­ne på ban­ker og pen­ge­sy­ste­mer, ikke for­di de har været ude­luk­ket fra andre erhverv, som jødi­ske histo­ri­eskri­ve­re ynder at påstå, men for­di det er deres æld­gam­le fore­truk­ne vir­ke­felt, og det er nu én gang smar­te­re at være mobil, når man fun­ge­rer som åger­karl. Jøder­ne besid­der århund­re­ders opspa­re­de erfa­ring med, at det er via udlån og åger, de bedst høster fortje­ne­sten af andres arbej­de, pri­mært hvi­de men­ne­skers arbej­de. Dis­se erfa­rin­ger har gjort dem styr­ten­de rige. Men ikke mæt­te. De for­lan­ger at eje alt, hvad der på nuvæ­ren­de tids­punkt til­hø­rer andre. Det lover deres gud dem, en mate­ri­a­lis­mens fyr­ste, der åben­bart er fjendt­ligt indstil­let over for den øvri­ge men­ne­ske­hed som hel­hed! Man får let ind­tryk af, at det er jøder­ne, der har skabt guden og ikke omvendt.

Money tal­ks” er et yndet udtryk blandt jøder. Med uhyr­li­ge for­mu­er kan jøder­ne købe eller bestik­ke sig til en hvil­ken som helst for­del (… åhh, sag­de jeg “bestik­ke”? Jeg men­te natur­lig­vis: “udste­de til­bud, som ingen kan sige nej til”). Alle (eller næsten alle) har en pris, et beløb i omsæt­te­lig valu­ta, som han eller hun ikke kan afslå, når samvit­tig­he­den og prin­cip­per­ne udfor­dres læn­ge nok. Kend­ska­bet til den­ne psy­ko­lo­gi er almin­de­lig jødisk Abc. Og kan man i sjæld­ne til­fæl­de ikke over­be­vi­se ved hjælp af pen­ge­nes magt, er der altid god gam­mel­dags afpres­ning til­ba­ge. Jeg skal ikke kom­me nær­me­re ind på natu­ren, men ord som “mafi­a­me­to­der” lig­ger langt frem­me på tun­gen.

Bankkrak …?

Der er noget selv­mod­si­gen­de i fæno­me­net “bank­krak”, næsten som i “jødisk uskyld”. Det skul­le være umu­ligt at tabe et spil, hvor man som udgangs­punkt sid­der med alle kor­te­ne på hån­den. Hvor­dan kan man gå fal­lit med en stør­re bank, hvis man blot er en nogen­lun­de bega­vet bank­mand. Tro mig! – de fle­ste top­bank­folk i Danmark er utro­ligt bega­ve­de, når det gæl­der bank­for­ret­nin­ger. Deres slægt har beskæf­ti­get sig med den­ne meti­er gen­nem århund­re­der og ved til per­fek­tion, hvad den dag­li­ge for­ret­ning går ud på, men især, hvor­dan den skjul­te del af bank­for­ret­nin­gen fun­ge­rer. Der­for er der ingen af dem, der går fal­lit med en bank, aldrig nogen­sin­de. Men det ser fuld­stæn­digt sådan ud, når deres egne medi­er for­kla­rer aktio­næ­rer og kun­der, at det nu er nød­ven­digt for ban­kens over­le­vel­se at annul­le­re vær­di­en af tusind­vis af kun­de­en­ga­ge­men­ter i ban­ken med rin­ge udsigt til til­ba­ge­be­ta­ling. Det er svin­del på jødisk niveau! Dis­se kva­li­fi­ce­re­de bank­folk arbej­der ikke for dan­ske løn­mod­ta­ge­re eller flit­ti­ge erhvervs­dri­ven­de, de har altid, og vil altid, kun arbej­de for egen pro­fit – for den jødi­ske kol­lekt i Danmark.

Det mest mar­kan­te bank­krak i Danmark var Land­mands­ban­kens i 1922. Her er et uddrag fra dan​marks​hi​sto​ri​en​.dk:

I peri­o­den 19. maj – 7. juli 1922 fore­tog sta­tens bankin­spek­tør Gre­en i hem­me­lig­hed en kri­tisk vur­de­ring af Land­mands­ban­kens regn­ska­ber. Der var opstå­et en utryg atmos­fæ­re omkring ban­ken, men sam­ti­dig lå det i luf­ten, at ban­ken som krum­tap­pen i dansk erhvervs­liv aldrig kun­ne luk­ke. For den sid­den­de Ven­stre-rege­ring vil­le det dog være en prekær beslut­ning at lade statskas­sen red­de Land­mands­ban­ken. Det stred mod Ven­stres libe­ra­le idé­grund­lag, og par­tiets væl­ge­re i land­be­folk­nin­gen brug­te gene­relt andre ban­ker end net­op Land­mands­ban­ken.

Bankin­spek­tø­rens kon­klu­sio­ner var alar­me­ren­de, men Land­mands­ban­ken bestred dem og aner­kend­te kun et muligt behov for begræn­se­de ekstra­re­ser­ver fra Natio­nal­ban­ken. Haste­mø­der mel­lem Land­mands­ban­ken, Natio­nal­ban­ken, stats­mi­ni­ster Neer­gaard og han­dels­mi­ni­ster Rot­he mun­de­de ud i en offi­ci­el erklæ­ring fra den 9. juli 1922, der fulg­te Land­mands­ban­kens vur­de­ring. Erklæ­rin­gen skab­te ikke ro om ban­ken, der led under en sni­gen­de kun­de­flugt. Den 17. sep­tem­ber beslut­te­de rege­rin­gen og Natio­nal­ban­ken, at Land­mands­ban­ken skul­le rekon­stru­e­res med omfat­ten­de hjælp fra erhvervs­li­vet og fra Natio­nal­ban­ken, der på sin side fik garan­ti­er fra sta­ten.

Rigs­da­gen stad­fæ­ste­de enstem­migt beslut­nin­gen på en ekstra­or­di­nær sam­ling den 19. sep­tem­ber 1922, men kun­der og aktie­hol­de­re fort­sat­te med at sive fra Land­mands­ban­ken, og den 5. febru­ar 1923 måt­te rege­rin­gen ind­fø­re en direk­te stats­ga­ran­ti for den. For­lø­bet skab­te ikke nogen poli­tisk kri­se, men affød­te en hef­tig offent­lig pole­mik, og man­ge føl­te, at erklæ­rin­gen fra den 9. juli 1922 hav­de været bevidst vild­le­den­de. Land­mands­ban­kens lede­re blev rets­for­fulgt og for fle­res ved­kom­men­de dømt for bed­ra­ge­ri. Ban­kens direk­tør Emil Glück­stadt døde i vare­tægts­fængsel i juni 1923, og hans døds­bo blev til­lagt en stor del af sagsom­kost­nin­ger­ne.

Direk­tø­ren Emil Raf­fa­el Glück­stadt var søn af bank­di­rek­tør Isak Glück­stadt.

Emil Raf­fa­el Glück­stadt blev i 1923 til­talt for bed­ra­ge­ri og over­træ­del­se af bog­fø­rings­lo­ven. Han blev vare­tægts­fængs­let og over­ført til Vestre Fængsels syge­af­de­ling. Af ukend­te bevæg­grun­de kon­ver­te­re­de han den 3. juni fra jøde­dom til kato­li­cis­me! Den 23. juni døde han på Kom­mu­ne­ho­spi­ta­let, inden der var fal­det dom i bed­ra­ge­risa­gen.


Emil Raf­fa­el Glück­stadt
adm. direk­tør for Land­mands­ban­ken i 1922.
Foto: Inter­net­tet

 

Hvor­for vil­le Glück­stadt ikke dø som jøde? Kun­ne han ikke få til­gi­vel­se for sine syn­der? Føl­te han sig svig­tet; eller blev han pres­set af slæg­ten? Måske det hele. 

Han hav­de fusket med bog­fø­rin­gen på en måde, så ban­ken dæk­ke­de over “tab”, men han hav­de ikke været til­pas diskret. Deri lå syn­den måske i vir­ke­lig­he­den. Sto­re lån til ven­ner og bekend­te kom til sidst frem i lyset som ban­kens tab, dvs. aktio­næ­rer­nes tab. Men var pen­ge­ne reelt tabt? Hvor var for­mu­er­ne for­s­vun­det hen? Det mel­der histo­ri­en intet om. Vi ved blot, at de fle­ste af ban­kens debi­to­rer efter krak­ket kun­ne fast­hol­de deres luksustil­væ­rel­se. Til sidst måt­te Sta­ten træ­de ind som garant for ban­kens gigan­ti­ske under­skud. Mel­lem 1922 og 1928 var den vær­di, Natio­nal­ban­ken (dan­ske skat­tey­de­re) måt­te sky­de i red­nin­gen af Land­mands­ban­ken på mindst 500 mil. datids-kr., hvil­ket sva­rer til ca. 11 mil­li­ar­der nutids­kro­ner.

Når Sta­ten i den slags til­fæl­de “red­der de sto­re ban­ker”, er det ikke statskas­sen eller Natio­nal­ban­ken, der beta­ler gil­det. Det er til syven­de og sidst skat­tey­der­ne, den vær­di­ska­ben­de del af befolk­nin­gen. Kun hos dem er det muligt at hen­te kon­kre­te vær­di­er, skabt gen­nem reelt arbej­de, til erstat­ning for “tab” gen­nem spe­ku­la­tion. Hvad er det for en Stat, der ikke straks beslag­læg­ger og natio­na­li­se­rer dis­se ban­ker og i ste­det ansæt­ter tro­vær­di­ge men­ne­sker? Tje­ner den­ne Stat dan­sker­ne? – Nej! må vi kon­sta­te­re, ikke den­gang og ikke i dag. Ikke end­nu.

Når dis­se transak­tio­ner i 1922 ikke for­løb glat og ikke kun­ne hol­des uden for offent­lig opmærk­som­hed skyld­tes det tidsån­den. Dan­sker­ne var langt mere årvåg­ne og opmærk­som­me på jøder­nes akti­vi­te­ter i sam­fun­det før Anden Ver­denskrig end jøder­ne har til­ladt os at være sene­re. Pæne hr. og fru Han­sen kan risi­ke­re at bli­ve kaldt “anti­se­mit­ter” og bli­ve slå­et i hart­korn med “nazi­ster”, hvis de i dagens Danmark tæn­ker højt om, hvem der udbyt­ter os via ban­ker­ne.

Læs mere detal­je­ret, om bl.a. Land­mands­bank-skan­da­len i Lorenz Chri­sten­sens Det tre­die Ting.

Mon nogen i Danmark over­ho­ve­det, bort­set fra jøder­ne i deres loger, har reflek­te­ret over, at i tids­rum­met fra 2008 og fore­lø­big til 2012 ind­gik den sam­me “Land­mands­ban­ken”, nu under nav­net “Dan­ske Bank” i 6 run­der af til­sva­ren­de “kri­se­løs­nin­ger”, hvor Sta­tens motiv for at hjæl­pe igen har været, at “vi” ikke kan risi­ke­re “de sto­re ban­kers fal­lit”. Hver gang hol­der skat­tey­der­ne for, for kun hos den pro­duk­ti­ve befolk­ning, kan der ska­bes egent­li­ge vær­di­er.
Jeg har en god og påli­de­lig ven, der har været ansat i Dan­ske Bank. Han har over­væ­ret, hvor­dan jødi­ske med­ar­bej­de­re hol­der ufor­mel­le møder inden for mure­ne – kun med hin­an­den. I dag skil­ter man ikke med sin jødi­ske til­ste­de­væ­rel­se på den for­re­ste side af bankpor­ta­len. Her er ofte pla­ce­ret dansk udse­en­de mario­net­ter, der egner sig til at ind­g­y­de til­lid og hol­de mistænksom­he­den på afstand. Jøder­ne gør en dyd af at udø­ve mag­ten fra kulis­sen.

Ågerrenter?

En anden, tid­li­ge­re kun­de i Dan­ske Bank, for­tal­te mig, at ren­te­sat­sen på hans lån i løbet af få måne­der i 2012, lige efter sta­tens mas­si­ve ind­skud i ban­ker­ne, nåe­de 16,5% gen­nem tre hur­ti­ge arbi­træ­re opju­ste­rin­ger. De blev med få ord begrun­det i ban­kens øge­de omkost­nin­ger! (nu skul­le kun­der­ne beta­le ren­ten for sta­tens bank­pak­ke). Begrun­del­sen lod ane, at frem­gangs­må­den ikke hav­de nogen øvre ren­te-græn­se. 

Kun­den hav­de egent­lig slå­et sig til tåls med, at tag-selv-bor­det hav­de nået sit moral­ske kli­maks, da han blev opmærk­som på, hvor lang­somt lånet nu blev nedskre­vet. Præ­cis hvert 3. afdrag på gæl­den blev annul­le­ret af den føl­gen­de ren­te­tilskriv­ning.
Det­te kun­ne kun ske, hvis den effek­ti­ve for­rent­ning i løbet af året var 33%, alt­så den dob­bel­te ren­te­sats af den, som han kun­ne læse sig til. Han opfor­dre­de Dan­ske Bank til at for­kla­re den­ne for­skel på 100%, men ban­ken vil­le kun tale om de 16,5%, som om den sam­le­de årli­ge omkost­ning helst ikke måt­te udtryk­kes som en ren­te­sats. Ban­ken erkend­te ikke, at når en kun­de skal beta­le 30.000 kro­ner for at låne 90.000 kro­ner, så har den effek­ti­ve for­rent­ning været 33,3% (mulig­vis for­di ban­ken som en del af illu­sions­num­me­ret kal­der begre­ber­ne noget andet). Ban­kens diskre­te åger­ren­te frem­kom ved fire årli­ge til­skriv­nin­ger efter en regel, som kun nævn­tes ved meto­dens navn, og hvis bereg­nings­må­de (algo­rit­me) ban­ken i øvrigt ikke vil­le ud med.
Meto­den og antal­let af til­skriv­nin­ger bevir­ke­de, at de 16,5%, “den syn­li­ge ren­te­sats”, blev til en effek­tiv for­rent­ning på 33% for hele lånets leve­tid. Brut­toud­gif­ten skal oply­ses ved lånets opret­tel­se, men det sker helt bagest i afta­len, og sæd­van­li­ge låne­re hæf­ter sig kun ved den ind­le­den­de lave ren­te­sats, som frem­går af for­si­den i låne­be­vi­set. Den­ne bag­si­de opda­te­res hel­ler ikke, når ren­ten sene­re arbi­trært opskri­ves.

Man kan kun sym­pa­ti­se­re med Wil­li­am Sha­kespea­res blæn­den­de dyg­ti­ge frem­stil­ling fra 1595 af den Shylock’ske grisk­hed, der åben­ba­res i sku­e­spil­let Køb­man­den i Vene­dig. Pro­ble­met i Danmark har alle­re­de stå­et på for læn­ge.

I min optik er 33% det sam­me som åger­ren­ter. Så hvor­dan beskyt­ter de skif­ten­de rege­rin­ger dan­sker­ne mod over­greb fra de selv sam­me ban­ker, som vi under­støt­ter med betalt skat? — Der er ingen beskyt­tel­se — ingen! Tvær­ti­mod lader det til, at poli­ti­ker­nes loy­a­li­tet i vir­ke­lig­he­den lig­ger hos ban­ker­ne. For når jeg kig­ger i kom­men­ta­rer­ne til Straf­fe­loven, er over­lig­ge­ren for åger nu hævet til 80%, og der­med er der igen god plads for Shylock’erne til at udfol­de deres plat­tensla­ge­ri.

Mary Poppins

Den dan­ske Stat har udvik­let sig til en røver­ba­ron. Hvor­for?

For­di vi i pas­sivt har ladet jøder­ne sæt­te sig på bl.a. sta­tens ind­dri­vel­ses­ap­pa­ra­tet, såle­des at de kan fort­sæt­te dan­sen om Guld­kal­ven for dan­sker­nes reg­ning.

I dag er dansk SKAT et så brutalt ind­dri­vel­ses­ap­pa­rat, at det får en af histo­ri­ens mest for­had­te skat­te­o­pkræ­ve­re, She­rif­fen fra Not­hin­g­ham, til at bleg­ne og min­de om det eje­go­de men­ne­ske Mary Pop­pins. Eller måske har du aldrig hørt om alle dren­ges Robin Hood, en engelsk tid­li­ge­re adels­mand, der blev for­dre­vet fra sine besid­del­ser og gjort fred­løs af en per­fid kon­ge med hang til at ter­r­o­ri­se­re og brand­be­skat­te den flit­ti­ge del af befolk­nin­gen. Robin Hood gjor­de oprør og tog vær­di­er­ne til­ba­ge fra dem, der hav­de alt, og for­del­te dem blandt dem, der hav­de alt for lidt.

I dagens Danmark (2013) er situ­a­tio­nen den, at skif­ten­de rege­rin­ger uden ophold og uden skam har brand­be­skat­tet befolk­nin­gen gen­nem årti­er. Men med pas­sen­de mel­lem­rum vars­les en skat­te­let­tel­ser, såle­des at ind­tryk­ket af, at statskas­sen kun­ne være beklædt med jødisk lom­me­fo­er ikke hæf­ter sig for dybt. Der er altid tale om ube­ty­de­li­ge lem­pel­ser af det sam­le­de skat­te­tryk. Man glem­mer noto­risk at næv­ne afgif­ter­ne på alt mel­lem him­mel og jord, der med usvi­ge­lig sik­ker­hed kon­tra­ju­ste­res i det skjul­te.

Brænd­stof­pri­sen som er afgø­ren­de for arbejds­kraf­tens bevæ­ge­lig­hed, sti­ger altid mar­kant, når pri­sen på en tøn­de råo­lie på det såkald­te “ver­dens­mar­ked” går op. Det hører vi om hver gang. Sjæl­dent hører vi om det mod­sat­te. Men ver­den er over­svøm­met af råo­lie og ski­fero­lie, så efter reg­len om udbud og efter­spørgsel skul­le brænd­stof ikke koste en klink. Det gør det hel­ler ikke. Den alt­over­ve­jen­de del af liter­pri­sen, nok omkring ti kro­ner for ben­zin for tiden, er afgift til Sta­ten, enten som direk­te skat eller som “mil­jø­af­gift”, hvil­ket er det sam­me. Pen­ge der opkræ­ves af Sta­ten har en effekt på 70%. Hvor bli­ver de 30% af? … De opsu­ges i “admi­ni­stra­tion”, hed­der det. Hvem sid­der så i den­ne admi­ni­stra­tion?
Sva­ret blæ­ser i vin­den og kan aflæ­ses, hvis man kig­ger efter. En stor del af de reste­ren­de 70% går til jøder­nes utal­li­ge andre over­flø­di­ge akti­vi­te­ter, fx DIIS med sek­tio­nen Holo­caust og Fol­ked­rab der ale­ne i 2013 koster dan­ske skat­tey­de­re, net­to! – 27,1 mio. kro­ner. Der er 100 per­so­ner ansat til at udvik­le og spre­de jøder­nes per­spek­tiv på omver­de­nen og for­tæl­le vores børn, hvad de bør mene om jøder­nes Holo­caust.

Det sker jævn­ligt, at et Tv-hold fra en af jøder­nes sta­tio­ner pas­ser folk op på gaden med spørgs­mål som: “Hvis du kun­ne opnå et afslag i væg­t­af­gif­ten på din næste bil, vil­le du så have noget imod en beta­lings­vej her?” Fru Medi­eg­lad sva­rer altid efter pyn­te­lig efter­tænksom­hed, at det vil­le hun såmænd ikke have noget imod; og hr. Fladskærm hjem­me i sofa­en samtyk­ker uden at reflek­te­re over, at han frem­over skal beta­le for at pas­se­re en vej­stræk­ning, som han alle­re­de har betalt mindst én gang. Skul­le han ikke kun­ne køre frit på en skat­tey­der­be­talt vej uden ekstra­be­skat­ning? Natur­lig­vis! Ind­dri­ver­nes pen­ge­gri­ske fjæs møder vi overalt så snart jøder­ne får fært af noget, der kun­ne lig­ne opspa­ring.

I 2013 skal poli­ti­et som en del af spil­let omkring Finans­lo­ven udste­de 282.000 bøde­for­læg. Dis­se bøder skal dæk­ke en post, der hed­der 750 mio. kro­ner, eller 3/4 mil­li­ard. Her bru­ges poli­ti­et som skat­te­o­pkræ­ve­re i et ind­dri­vel­ses­sy­stem, der ikke har set sin lige. Jøder­ne i SKAT sen­der alle she­rif­fens mænd ud på gader og veje, hvor de for­mum­met bag tone­de ruder aflu­rer bili­ster­ne og regi­stre­rer min­dre hastig­heds­over­skri­del­ser fra deres gem­me­ste­der. Sam­ti­dig viser jøder­nes Tv-kana­ler deres laka­jer i funk­tion, sær­li­ge bureau­kra­ter med rin­ge sans for pro­por­tio­ner, der som “eks­per­ter” i fx reg­ler om cam­ping­kø­re­tø­jers indret­ning ter­r­o­ri­se­rer folk i deres fri­tid. Folk i ældre rekre­a­ti­ve køre­tø­jer pas­ses op og idøm­mes bøder i hund­re­de­tu­sind­kro­ners klas­sen for und­la­del­ser, der er uden prak­tisk betyd­ning. Ofre­nes idi­o­ti­ske lands­mænd sid­der hjem­me bag fladskær­me­ne­ne og jub­ler med i ste­det for at tæn­ke sig om.

Der er intet at sige til, at dan­sker­ne er ble­vet hånd­sky og behol­der pen­ge­ne på kiste­bun­den. Ja, vil man und­gå at jøder­nes mis­bru­ger ens inde­stå­en­de (gra­tis), skal man hæve pen­ge­ne i ban­ken og anbrin­ge dem i en god, ind­brud­s­sik­ker og diskret brand­boks. Ind­låns­ren­ten er jo en vit­tig­hed i for­hold til, hvad det sam­le­de inde­stå­en­de ind­brin­ger ban­ker­ne i for­rent­ning. Til trods for det­te ydes der ingen ser­vi­ce ud over den, der med god vil­je kan pas­se­re som almin­de­lig høflig­hed. En løn­kon­to i et pri­vat pen­ge­in­sti­tut er en tvangs­for­an­stalt­ning, for­di Sta­ten for­be­hol­der sig ret til at udbe­ta­le løn­nin­ger og ydel­ser elek­tro­nisk og via pri­va­te mel­lem­mænd. Spørg dig selv, hvad Sta­ten har af fæl­les inter­es­se med dis­se pri­va­te ban­ker? Hvor­for kan en neut­ral stats­magt ikke udbe­ta­le stats­li­ge ydel­ser via en stats­lig offent­ligt revi­de­ret bank, en ny Fol­kets Natio­nal­bank, såle­des at pen­ge­ne kan for­ren­tes i bor­ger­nes inter­es­se, ind­til de hæves? … For­di, kære læser, at både stats­magt, natio­nal­bank og pri­va­te ban­ker i dag er en trust af sam­me bro­der­skab, jøder­nes, og for­må­let er ikke at tage hånd om natio­nens eller dan­sker­nes vær­di­er, men at kana­li­se­re dis­se vær­di­er ned i pri­va­te jødi­ske lom­mer.

Den kapi­tal, som vi har lig­gen­de i madras­sen for tiden, “bun­det på pri­va­te hæn­der” (som det udtryk­kes om dine og mine vel­fortjen­te og brand­be­skat­te­de pen­ge) er imid­ler­tid et pro­blem, når der nu er higen­de men­ne­sker, der ger­ne så pen­ge­ne i cir­ku­la­tion, såle­des at halv­de­len af den til­ba­ge­væ­ren­de halv­del igen kun­ne for­svin­de ind i stats­ap­pa­ra­tets afgifts­møl­le. Der­for ople­ver vi, at SKAT er ble­vet et aggres­sivt opsø­gen­de system med med nye kre­a­ti­ve indri­vel­ses­me­to­der.

Slagt Guldkalven!

Det bed­ste vi kan gøre er at boy­kot­te det offent­li­ge ind­dri­vel­ses­sy­stem. Tag dine pen­ge ud af ban­ken, når du har betalt de faste reg­nin­ger. Gem dit beta­lings­kort, som du i øvrigt kan kon­trol­le­res med, og betal kon­tant. Så slip­per du også for at for­bru­ge over evne og beta­le åger­ren­ter.

Byt natu­ra­li­er!! i det omfang, det over­ho­ve­det er muligt. Hvis du ikke pro­du­ce­rer noget selv, så kan du byt­te med hån­dens eller åndens arbej­de. Vær­di­en er den dob­bel­te, hvis du ikke skal beta­le tien­de 5x til SKAT. Natur­lig­vis, når el-reg­nin­gen skal beta­les, må du over­fø­re pen­ge. Men har du en egent­lig egen­pro­duk­tion, som andre kan have nyt­te af, de men­ne­sker du i for­vej­en udveks­ler moms­belag­te pen­ge med, så fore­slå at I byt­ter i ste­det i det omfang, det over­ho­ve­det kan lade sig gøre. Transak­tio­ner af den karak­ter er usyn­li­ge for jøder­ne. Du får mest muligt for dine vær­di­er på den måde. Det kan højst kal­des civil uly­dig­hed, og det er der hårdt brug for i Danmark i dag. Du vil ople­ve, at din sta­tus som sla­ve i det jødi­ske system straks føles mere tåle­lig, omend den end­nu er kom­plet uac­cep­ta­bel.

Der er natur­lig­vis en god grund til (set fra “Sta­tens” side), at adva­re mod “sort arbej­de”. Jeg vil kal­de det “sam­ar­bej­de”. Det er en oplagt måde at få mest muligt ud af dine pen­ge på – i prin­cip­pet kan det være en byt­ning af arbej­de. Hvis man ind­byr­des kan fin­de ud af en afta­le­form, der er effek­tiv for alle par­ter, så er risi­ko­en lav for at lide tab, og ikke enorm, som det offent­li­ge system vil gøre den til.
Sam­ti­dig er det en til­s­ni­gel­se (lige­som Tv-pej­le­vog­nen i sin tid), at “du sny­der de ærli­ge skat­tey­de­re”. Vrøvl! Prin­cip­pet ram­mer pri­mært et para­si­tisk stats­ap­pa­ra­tet. Hvis alle (hypo­te­tisk natur­lig­vis) prak­ti­se­rer sam­ar­bej­det i et udvi­det kon­struk­tivt omfang, er det kun jøder­nes pro­fit, det går ud over. Og tænk på, at vi bli­ver brand­be­skat­tet uan­set om vi hand­ler ind­byr­des på den måde og får mere ud af pen­ge­ne, eller vi ind­dra­ger Sta­tens umæt­te­li­ge afgifts­sy­stem.

Og ende­lig: Vær med til at stem­me os ud af EU.
Det vil­le være en fri­sæt­tel­se af alle dan­ske­re at for­la­de det­te betænd­te system. Ind­til det er muligt, så stem kon­se­kvent på vores egen valu­ta, kro­nen, hver gang. Stem for Danmark ved at sige NEJ til EU. Det er en poli­tisk udflugt, når det gøres gæl­den­de, at vi i for­vej­en føl­ger tysker­nes euro, så vi under­for­stå­et: lige så godt kan accep­te­re euro­en selv. DET PASSER IKKE! Vi afgi­ver der­med yder­li­ge­re suveræ­ni­tet. Vi må ikke slæk­ke en tød­del på vores for­be­hold, før vi er helt ude.
EU er en ny smar­te­re Sov­je­tu­ni­on med de sam­me inter­na­tio­na­le kom­mis­sæ­rer på leden­de poster. Den er end­nu mere brutal end den gam­le, bare i øko­no­misk for­stand (ind­til vide­re). Se på Græken­land. Købt ud! Vi skal ud af EU-illu­sions­num­me­ret, så hur­tigt det er muligt, uan­set trus­ler om øko­no­mi­ske sank­tio­ner. Bli­ver vi i Euro-uni­o­nen, går vi til grun­de som nation.

Tiden er inde til at bremse SKAT’s magtmisbrug

Den Kor­te Avis, som er en Inter­ne­ta­vis, hav­de som hoved­hi­sto­rie den 17. juni 2013:

Snart frem­læg­ger SKAT’s bor­ger- og rets­sik­ker­heds­chef en rede­gø­rel­se for den sene­re tids stri­be af skan­da­lesa­ger. For­ment­lig i den­ne uge.
I den for­bin­del­se har skat­te­mi­ni­ster Hol­ger K. Niel­sen givet et inter­view til Poli­ti­ken, hvor han gør meget ud af at sig­na­le­re hand­le­kraft. Det har gjort så stort ind­tryk på Poli­ti­kens jour­na­list, at han skri­ver:
”Er rede­gø­rel­sen og de kon­se­kven­ser, Skat læg­ger op til, ikke over­be­vi­sen­de nok, tager skat­te­mi­ni­ste­ren affæ­re.”
Selv siger Hol­ger K. Niel­sen: ”Der er sat meget sto­re spørgs­måls­tegn ved Skats meto­der i en ræk­ke kon­trolsa­ger, der ikke ser spe­ci­elt køn­ne ud set med en skat­te­mi­ni­sters øjne.”
Og vide­re: ”Jeg for­ven­ter, at Skat gra­ver dybt i sags­be­hand­ling og arbejds­kul­tur og tager behø­rigt stil­ling til, om rede­gø­rel­sen skal have nogen kon­se­kven­ser.”

Det bli­ver nok ikke til meget
Det vil­le være opløf­ten­de, hvis bor­ger- og rets­sik­ker­heds­che­fen vir­ke­lig tog fat om SKAT’s util­ste­deli­ge behand­ling af bor­ge­re i de sager, som har været frem­me i offent­lig­he­den.
Det vil­le være opløf­ten­de, hvis Hol­ger K. Niel­sen erkend­te, at SKAT under­ti­den er gået langt over stre­gen i magt­fuld­kom­men­hed, og hvis han påtog sig det ful­de ansvar for at få ryd­det op.

Men det vil­le også være højst over­ra­sken­de.

Bor­ger- og rets­sik­ker­heds­che­fen er en del af SKAT’s eget system.** Og ind­til vide­re har SKAT mildt sagt ikke vist den sto­re vil­je til selv­kri­tik og opryd­ning i egne ræk­ker.
Hol­ger K. Niel­sen har fore­lø­big hel­ler ikke gjort meget andet end at gen­ta­ge SKAT’s søfor­kla­rin­ger under to sam­råd i Fol­ke­tin­gets skat­te­ud­valg.
Der skal nok et stærkt pres til fra den poli­ti­ske oppo­si­tion og fra offent­lig­he­den, hvis man skal have ret­tet op på ten­den­ser­ne inden for SKAT til egen­rå­dig, aggres­siv og chi­ka­ne­ren­de adfærd over for bor­ger­ne.

Tiden er inde til at brem­se SKAT’s magt­mis­brug. […]”

Osv. – osv. … svært til­lidsvæk­ken­de, når lan­dets poli­ti­ke­re har det hele i mun­den, udmær­ker sig ved berø­rings­angst, eller måske i vir­ke­lig­he­den bifal­der ind­dri­vel­sen. Leve­brød­spo­li­ti­ke­re skal jo til sta­dig­hed løn­nes.

Redaktionelle noter

 

*

Den mæg­tig­ste banki­er­fa­mi­lie gen­nem de sene­ste to århund­re­der har været Rot­hs­child-fami­li­en. Fra den udsprang de mest magt­ful­de ban­kvirk­som­he­der i Euro­pa. Grund­læg­ge­ren af Huset Rot­hs­child, May­er Ams­chel Rot­hs­child, blev født i 1743 i Frank­furt am Main, Tyskland. Ams­chel stu­de­re­de først for at bli­ve rab­bi­ner, men beslut­te­de i ste­det at gå ind i pen­ge­ud­lån og finan­si­e­ring. Han etab­le­re­de de stør­ste bank­fir­ma­er i Euro­pa, og hans søn­ner pla­ce­re­de sig i kon­ti­nen­tets sto­re hoved­ste­der, hvor de hvert sted opret­te­de ban­ker.
(Kil­de: bogen Jødisk racis­me.)

**

Det er absurd, at SKAT skal kon­trol­le­re SKAT. En skat­tey­der kan end­da bli­ve udsat for, at sam­me per­son er invol­ve­ret i en kla­ge­sag på beg­ge sider af anke­tids­punk­tet, først som sags­be­hand­ler i den oprin­de­li­ge sag, og så som behand­ler af anken. Det­te mere end anty­der, at de for­skel­li­ge anke­in­stan­ser, som SKAT hen­vi­ser til, ikke er selv­stæn­di­ge afde­lin­ger, der har til for­mål at revi­de­re SKAT’s gøren og laden fra en objek­tiv distan­ce, men at anke­in­stan­sen opstår ad hoc som vir­tu­el grup­pe­ring inden for SKAT’s egne ram­mer. Arran­ge­men­tet er en far­ce, der kun opfyl­der et eller andet for­melt krav om at anke­mu­lig­hed skal fin­des. Efter én gang at være kræn­ket gen­nem en hæm­nings­løs ind­dri­vel­se, kræn­kes skat­tey­de­ren igen under anken ved at bli­ve til­delt en nar­re­hat. Indret­nin­gen er jødisk i sit væsen.