Slagt guldkalven – kræmmersjælenes alter

Redaktionelt

O-D-I-N.org, Hugo Ravn, 12. juni 2013.

 

Det var en afgørende faktor for starten af Anden Verdenskrig, at et fremgangsrigt Tyskland under ledelse af Adolf Hitler i slutningen af 30’erne begyndte at udgøre en trussel for den del af verdenshandlen, der foregik via London og blev kontrolleret af huset Rothschild*. Denne organisation af jødiske banksters havde kontrol med de nationale valutaer i England og USA. Enhver handel over London-børsen var belagt med et procentgebyr af handlens værdi, og samtlige lån blev udstedt i Sterling. Det var et system, der akkumulerede ufattelige formuer i private lommer.


Ill.: Politiken

 

Det nye Tyskland under Adolf Hitler omgik den jødiske pengemaskine ved at undgå vekslingen til Sterling og de medfølgende gebyrer. I stedet indgik Tyskland omfattende internationale aftaler om byttehandler uden pengetransaktioner og dermed uden om London, bl.a. med Argentina, Mexico og Sverige. Dette var et suverænt fravalg af et overflødigt afgiftssystem, der kun sendte tyske penge i jødiske lommer. Men for jøderne i London var Hitlers byttehandler en dødbringende omgåelse af deres pengemaskine. Hvis flere lande fulgte efter, ville deres betydeligste kilde til indtjening i Europa tørre ud.

En sådan udvikling havde været en velsignelse for det hvide Europa i dag.

I stedet fremprovokerede jøderne Anden Verdenskrig og opnåede dermed, at USA udslettede det traditionelle tyske Tyskland. Tysk selvstændighed blev afskaffet, og den “tyske” regering består i dag af en pseudotysk forsamling af parasitære jøder, der kæmper for at befæste EU og euroen og sende krigsmateriel til Israel.

Det er kun muligt at gøre op med dette monopol gennem civil ulydighed

Med brøkdelsbanksystemet i Danmark er der kun dækning i guld for få procent at den pengeværdi, der kun administreres som tal i bankernes computere. Der verserer langt flere trykte penge, end der findes dækning for i guld. Pengene er fremstillet på den forventede værdi af skabende menneskers produktivitet. Systemet er en boble, der vil briste, hvis dens vogtere mister muligheden for at opkræve renter gennem udstedelse af pappenge og gældsbeviser

Det er summen af menneskers værdiskabende arbejde, der repræsenterer de egentlige værdier i Verden. Der skabes intet af værdi, når børsspekulanter profiterer ved handel med valuta, eller når lånehajer opkræver ågerrenter, men der foregår et tyveri af arbejde hver gang. Derfor er det en fremragende god idé af bytte arbejdsydelser og naturalier uden om de etablerede pengesystemer. Og derfor udråbes “sort arbejde” til at være sidestillet med kriminalitet. I jødernes medier kaldes arbejde, der ikke kan beskattes eller belægges med afgift, for undergravende og asocial virksomhed. Det er de nødt til at mene, for “sort arbejde” er som grus i deres pengemaskiner. Det eksisterende inddrivelsessystem i Danmark er overvejende elektronisk og forlanger, at alle angiver sig selv. “Sort arbejde”, som vi her på redaktionen har navngiveet “samarbejde”, skader ikke andre skatteydere. Den påståede “skade” er for intet at regne imod, hvad bytning af naturalier og reelt arbejde gavner fællesskabet. SKAT inddriver jo ikke skat fra de internationale profitmagere og banksters, der opererer på det danske marked (jøderne selv). Så i den virkelige verden er det kun bagmændene bag takserings- og inddrivelsessystemer som SKAT, der lider tab, når danskerne bytter værdier indbyrdes. Og det er til at græde tørre tårer over.

Den jødiske historie har været én lang dans om Guldkalven. Bemærk, hvordan guld, sølv, ædelstene og andre værdifulde emner har inspireret til prangende navne som Goldstein, Rubinstein, Goldenburg, Finkelstein (oliesten), Silverstein osv. Jøderne har altid typisk fungeret som skatteopkrævere, listigt kilet ind som en overklasse mellem magthaveren (allerede låneafhængig) og den værdiskabende befolkning. På et tidspunkt vil sympatien for magtens håndlangere nå et kritisk lavpunkt, og inden det beskyttende overhoved af den ene eller anden grund forsvinder, eller et oprør ganske enkelt sætter jøderne fra bestillingen, var det gennem historien praktisk for dem at kunne omsætte beslaglagte ejendomme og løsøre til koncentrerede værdier, typisk guld eller ædelstene, som nemt kunne transporteres på kroppen (om det skulle gå helt galt) eller i mindre løsøre når jorden brændte under dem. Derfor den traditionelle jødiske forkærlighed for guldet. I dag kan den slags overførsler gennemføres som usynlige transaktioner over det globale banknet, der er kontrolleret af jøder.

I Vesten sidder jøderne på banker og pengesystemer, ikke fordi de har været udelukket fra andre erhverv, som jødiske historieskrivere ynder at påstå, men fordi det er deres ældgamle foretrukne virkefelt, og det er nu én gang smartere at være mobil, når man fungerer som ågerkarl. Jøderne besidder århundreders opsparede erfaring med, at det er via udlån og åger, de bedst høster fortjenesten af andres arbejde, primært hvide menneskers arbejde. Disse erfaringer har gjort dem styrtende rige. Men ikke mætte. De forlanger at eje alt, hvad der på nuværende tidspunkt tilhører andre. Det lover deres gud dem, en materialismens fyrste, der åbenbart er fjendtligt indstillet over for den øvrige menneskehed som helhed! Man får let indtryk af, at det er jøderne, der har skabt guden og ikke omvendt.

“Money talks” er et yndet udtryk blandt jøder. Med uhyrlige formuer kan jøderne købe eller bestikke sig til en hvilken som helst fordel (… åhh, sagde jeg “bestikke”? Jeg mente naturligvis: “udstede tilbud, som ingen kan sige nej til”). Alle (eller næsten alle) har en pris, et beløb i omsættelig valuta, som han eller hun ikke kan afslå, når samvittigheden og principperne udfordres længe nok. Kendskabet til denne psykologi er almindelig jødisk Abc. Og kan man i sjældne tilfælde ikke overbevise ved hjælp af pengenes magt, er der altid god gammeldags afpresning tilbage. Jeg skal ikke komme nærmere ind på naturen, men ord som “mafiametoder” ligger langt fremme på tungen.

Bankkrak …?

Der er noget selvmodsigende i fænomenet “bankkrak”, næsten som i “jødisk uskyld”. Det skulle være umuligt at tabe et spil, hvor man som udgangspunkt sidder med alle kortene på hånden. Hvordan kan man gå fallit med en større bank, hvis man blot er en nogenlunde begavet bankmand. Tro mig! – de fleste topbankfolk i Danmark er utroligt begavede, når det gælder bankforretninger. Deres slægt har beskæftiget sig med denne metier gennem århundreder og ved til perfektion, hvad den daglige forretning går ud på, men især, hvordan den skjulte del af bankforretningen fungerer. Derfor er der ingen af dem, der går fallit med en bank, aldrig nogensinde. Men det ser fuldstændigt sådan ud, når deres egne medier forklarer aktionærer og kunder, at det nu er nødvendigt for bankens overlevelse at annullere værdien af tusindvis af kundeengagementer i banken med ringe udsigt til tilbagebetaling. Det er svindel på jødisk niveau! Disse kvalificerede bankfolk arbejder ikke for danske lønmodtagere eller flittige erhvervsdrivende, de har altid, og vil altid, kun arbejde for egen profit – for den jødiske kollekt i Danmark.

Det mest markante bankkrak i Danmark var Landmandsbankens i 1922. Her er et uddrag fra danmarkshistorien.dk:

I perioden 19. maj – 7. juli 1922 foretog statens bankinspektør Green i hemmelighed en kritisk vurdering af Landmandsbankens regnskaber. Der var opstået en utryg atmosfære omkring banken, men samtidig lå det i luften, at banken som krumtappen i dansk erhvervsliv aldrig kunne lukke. For den siddende Venstre-regering ville det dog være en prekær beslutning at lade statskassen redde Landmandsbanken. Det stred mod Venstres liberale idégrundlag, og partiets vælgere i landbefolkningen brugte generelt andre banker end netop Landmandsbanken.

Bankinspektørens konklusioner var alarmerende, men Landmandsbanken bestred dem og anerkendte kun et muligt behov for begrænsede ekstrareserver fra Nationalbanken. Hastemøder mellem Landmandsbanken, Nationalbanken, statsminister Neergaard og handelsminister Rothe mundede ud i en officiel erklæring fra den 9. juli 1922, der fulgte Landmandsbankens vurdering. Erklæringen skabte ikke ro om banken, der led under en snigende kundeflugt. Den 17. september besluttede regeringen og Nationalbanken, at Landmandsbanken skulle rekonstrueres med omfattende hjælp fra erhvervslivet og fra Nationalbanken, der på sin side fik garantier fra staten.

Rigsdagen stadfæstede enstemmigt beslutningen på en ekstraordinær samling den 19. september 1922, men kunder og aktieholdere fortsatte med at sive fra Landmandsbanken, og den 5. februar 1923 måtte regeringen indføre en direkte statsgaranti for den. Forløbet skabte ikke nogen politisk krise, men affødte en heftig offentlig polemik, og mange følte, at erklæringen fra den 9. juli 1922 havde været bevidst vildledende. Landmandsbankens ledere blev retsforfulgt og for fleres vedkommende dømt for bedrageri. Bankens direktør Emil Glückstadt døde i varetægtsfængsel i juni 1923, og hans dødsbo blev tillagt en stor del af sagsomkostningerne.

Direktøren Emil Raffael Glückstadt var søn af bankdirektør Isak Glückstadt.

Emil Raffael Glückstadt blev i 1923 tiltalt for bedrageri og overtrædelse af bogføringsloven. Han blev varetægtsfængslet og overført til Vestre Fængsels sygeafdeling. Af ukendte bevæggrunde konverterede han den 3. juni fra jødedom til katolicisme! Den 23. juni døde han på Kommunehospitalet, inden der var faldet dom i bedragerisagen.


Emil Raffael Glückstadt
adm. direktør for Landmandsbanken i 1922.
Foto: Internettet

 

Hvorfor ville Glückstadt ikke dø som jøde? Kunne han ikke få tilgivelse for sine synder? Følte han sig svigtet; eller blev han presset af slægten? Måske det hele. 

Han havde fusket med bogføringen på en måde, så banken dækkede over “tab”, men han havde ikke været tilpas diskret. Deri lå synden måske i virkeligheden. Store lån til venner og bekendte kom til sidst frem i lyset som bankens tab, dvs. aktionærernes tab. Men var pengene reelt tabt? Hvor var formuerne forsvundet hen? Det melder historien intet om. Vi ved blot, at de fleste af bankens debitorer efter krakket kunne fastholde deres luksustilværelse. Til sidst måtte Staten træde ind som garant for bankens gigantiske underskud. Mellem 1922 og 1928 var den værdi, Nationalbanken (danske skatteydere) måtte skyde i redningen af Landmandsbanken på mindst 500 mil. datids-kr., hvilket svarer til ca. 11 milliarder nutidskroner.

Når Staten i den slags tilfælde “redder de store banker”, er det ikke statskassen eller Nationalbanken, der betaler gildet. Det er til syvende og sidst skatteyderne, den værdiskabende del af befolkningen. Kun hos dem er det muligt at hente konkrete værdier, skabt gennem reelt arbejde, til erstatning for “tab” gennem spekulation. Hvad er det for en Stat, der ikke straks beslaglægger og nationaliserer disse banker og i stedet ansætter troværdige mennesker? Tjener denne Stat danskerne? – Nej! må vi konstatere, ikke dengang og ikke i dag. Ikke endnu.

Når disse transaktioner i 1922 ikke forløb glat og ikke kunne holdes uden for offentlig opmærksomhed skyldtes det tidsånden. Danskerne var langt mere årvågne og opmærksomme på jødernes aktiviteter i samfundet før Anden Verdenskrig end jøderne har tilladt os at være senere. Pæne hr. og fru Hansen kan risikere at blive kaldt “antisemitter” og blive slået i hartkorn med “nazister”, hvis de i dagens Danmark tænker højt om, hvem der udbytter os via bankerne.

Læs mere detaljeret, om bl.a. Landmandsbank-skandalen i Lorenz Christensens Det tredie Ting.

Mon nogen i Danmark overhovedet, bortset fra jøderne i deres loger, har reflekteret over, at i tidsrummet fra 2008 og foreløbig til 2012 indgik den samme “Landmandsbanken”, nu under navnet “Danske Bank” i 6 runder af tilsvarende “kriseløsninger”, hvor Statens motiv for at hjælpe igen har været, at “vi” ikke kan risikere “de store bankers fallit”. Hver gang holder skatteyderne for, for kun hos den produktive befolkning, kan der skabes egentlige værdier.
Jeg har en god og pålidelig ven, der har været ansat i Danske Bank. Han har overværet, hvordan jødiske medarbejdere holder uformelle møder inden for murene – kun med hinanden. I dag skilter man ikke med sin jødiske tilstedeværelse på den forreste side af bankportalen. Her er ofte placeret dansk udseende marionetter, der egner sig til at indgyde tillid og holde mistænksomheden på afstand. Jøderne gør en dyd af at udøve magten fra kulissen.

Ågerrenter?

En anden, tidligere kunde i Danske Bank, fortalte mig, at rentesatsen på hans lån i løbet af få måneder i 2012, lige efter statens massive indskud i bankerne, nåede 16,5% gennem tre hurtige arbitrære opjusteringer. De blev med få ord begrundet i bankens øgede omkostninger! (nu skulle kunderne betale renten for statens bankpakke). Begrundelsen lod ane, at fremgangsmåden ikke havde nogen øvre rente-grænse. 

Kunden havde egentlig slået sig til tåls med, at tag-selv-bordet havde nået sit moralske klimaks, da han blev opmærksom på, hvor langsomt lånet nu blev nedskrevet. Præcis hvert 3. afdrag på gælden blev annulleret af den følgende rentetilskrivning.
Dette kunne kun ske, hvis den effektive forrentning i løbet af året var 33%, altså den dobbelte rentesats af den, som han kunne læse sig til. Han opfordrede Danske Bank til at forklare denne forskel på 100%, men banken ville kun tale om de 16,5%, som om den samlede årlige omkostning helst ikke måtte udtrykkes som en rentesats. Banken erkendte ikke, at når en kunde skal betale 30.000 kroner for at låne 90.000 kroner, så har den effektive forrentning været 33,3% (muligvis fordi banken som en del af illusionsnummeret kalder begreberne noget andet). Bankens diskrete ågerrente fremkom ved fire årlige tilskrivninger efter en regel, som kun nævntes ved metodens navn, og hvis beregningsmåde (algoritme) banken i øvrigt ikke ville ud med.
Metoden og antallet af tilskrivninger bevirkede, at de 16,5%, “den synlige rentesats”, blev til en effektiv forrentning på 33% for hele lånets levetid. Bruttoudgiften skal oplyses ved lånets oprettelse, men det sker helt bagest i aftalen, og sædvanlige lånere hæfter sig kun ved den indledende lave rentesats, som fremgår af forsiden i lånebeviset. Denne bagside opdateres heller ikke, når renten senere arbitrært opskrives.

Man kan kun sympatisere med William Shakespeares blændende dygtige fremstilling fra 1595 af den Shylock’ske griskhed, der åbenbares i skuespillet Købmanden i Venedig. Problemet i Danmark har allerede stået på for længe.

I min optik er 33% det samme som ågerrenter. Så hvordan beskytter de skiftende regeringer danskerne mod overgreb fra de selv samme banker, som vi understøtter med betalt skat? – Der er ingen beskyttelse – ingen! Tværtimod lader det til, at politikernes loyalitet i virkeligheden ligger hos bankerne. For når jeg kigger i kommentarerne til Straffeloven, er overliggeren for åger nu hævet til 80%, og dermed er der igen god plads for Shylock’erne til at udfolde deres plattenslageri.

Mary Poppins

Den danske Stat har udviklet sig til en røverbaron. Hvorfor?

Fordi vi i passivt har ladet jøderne sætte sig på bl.a. statens inddrivelsesapparatet, således at de kan fortsætte dansen om Guldkalven for danskernes regning.

I dag er dansk SKAT et så brutalt inddrivelsesapparat, at det får en af historiens mest forhadte skatteopkrævere, Sheriffen fra Nothingham, til at blegne og minde om det ejegode menneske Mary Poppins. Eller måske har du aldrig hørt om alle drenges Robin Hood, en engelsk tidligere adelsmand, der blev fordrevet fra sine besiddelser og gjort fredløs af en perfid konge med hang til at terrorisere og brandbeskatte den flittige del af befolkningen. Robin Hood gjorde oprør og tog værdierne tilbage fra dem, der havde alt, og fordelte dem blandt dem, der havde alt for lidt.

I dagens Danmark (2013) er situationen den, at skiftende regeringer uden ophold og uden skam har brandbeskattet befolkningen gennem årtier. Men med passende mellemrum varsles en skattelettelser, således at indtrykket af, at statskassen kunne være beklædt med jødisk lommefoer ikke hæfter sig for dybt. Der er altid tale om ubetydelige lempelser af det samlede skattetryk. Man glemmer notorisk at nævne afgifterne på alt mellem himmel og jord, der med usvigelig sikkerhed kontrajusteres i det skjulte.

Brændstofprisen som er afgørende for arbejdskraftens bevægelighed, stiger altid markant, når prisen på en tønde råolie på det såkaldte “verdensmarked” går op. Det hører vi om hver gang. Sjældent hører vi om det modsatte. Men verden er oversvømmet af råolie og skiferolie, så efter reglen om udbud og efterspørgsel skulle brændstof ikke koste en klink. Det gør det heller ikke. Den altovervejende del af literprisen, nok omkring ti kroner for benzin for tiden, er afgift til Staten, enten som direkte skat eller som “miljøafgift”, hvilket er det samme. Penge der opkræves af Staten har en effekt på 70%. Hvor bliver de 30% af? … De opsuges i “administration”, hedder det. Hvem sidder så i denne administration?
Svaret blæser i vinden og kan aflæses, hvis man kigger efter. En stor del af de resterende 70% går til jødernes utallige andre overflødige aktiviteter, fx DIIS med sektionen Holocaust og Folkedrab der alene i 2013 koster danske skatteydere, netto! – 27,1 mio. kroner. Der er 100 personer ansat til at udvikle og sprede jødernes perspektiv på omverdenen og fortælle vores børn, hvad de bør mene om jødernes Holocaust.

Det sker jævnligt, at et Tv-hold fra en af jødernes stationer passer folk op på gaden med spørgsmål som: “Hvis du kunne opnå et afslag i vægtafgiften på din næste bil, ville du så have noget imod en betalingsvej her?” Fru Medieglad svarer altid efter pyntelig eftertænksomhed, at det ville hun såmænd ikke have noget imod; og hr. Fladskærm hjemme i sofaen samtykker uden at reflektere over, at han fremover skal betale for at passere en vejstrækning, som han allerede har betalt mindst én gang. Skulle han ikke kunne køre frit på en skatteyderbetalt vej uden ekstrabeskatning? Naturligvis! Inddrivernes pengegriske fjæs møder vi overalt så snart jøderne får fært af noget, der kunne ligne opsparing.

I 2013 skal politiet som en del af spillet omkring Finansloven udstede 282.000 bødeforlæg. Disse bøder skal dække en post, der hedder 750 mio. kroner, eller 3/4 milliard. Her bruges politiet som skatteopkrævere i et inddrivelsessystem, der ikke har set sin lige. Jøderne i SKAT sender alle sheriffens mænd ud på gader og veje, hvor de formummet bag tonede ruder aflurer bilisterne og registrerer mindre hastighedsoverskridelser fra deres gemmesteder. Samtidig viser jødernes Tv-kanaler deres lakajer i funktion, særlige bureaukrater med ringe sans for proportioner, der som “eksperter” i fx regler om campingkøretøjers indretning terroriserer folk i deres fritid. Folk i ældre rekreative køretøjer passes op og idømmes bøder i hundredetusindkroners klassen for undladelser, der er uden praktisk betydning. Ofrenes idiotiske landsmænd sidder hjemme bag fladskærmenene og jubler med i stedet for at tænke sig om.

Der er intet at sige til, at danskerne er blevet håndsky og beholder pengene på kistebunden. Ja, vil man undgå at jødernes misbruger ens indestående (gratis), skal man hæve pengene i banken og anbringe dem i en god, indbrudssikker og diskret brandboks. Indlånsrenten er jo en vittighed i forhold til, hvad det samlede indestående indbringer bankerne i forrentning. Til trods for dette ydes der ingen service ud over den, der med god vilje kan passere som almindelig høflighed. En lønkonto i et privat pengeinstitut er en tvangsforanstaltning, fordi Staten forbeholder sig ret til at udbetale lønninger og ydelser elektronisk og via private mellemmænd. Spørg dig selv, hvad Staten har af fælles interesse med disse private banker? Hvorfor kan en neutral statsmagt ikke udbetale statslige ydelser via en statslig offentligt revideret bank, en ny Folkets Nationalbank, således at pengene kan forrentes i borgernes interesse, indtil de hæves? … Fordi, kære læser, at både statsmagt, nationalbank og private banker i dag er en trust af samme broderskab, jødernes, og formålet er ikke at tage hånd om nationens eller danskernes værdier, men at kanalisere disse værdier ned i private jødiske lommer.

Den kapital, som vi har liggende i madrassen for tiden, “bundet på private hænder” (som det udtrykkes om dine og mine velfortjente og brandbeskattede penge) er imidlertid et problem, når der nu er higende mennesker, der gerne så pengene i cirkulation, således at halvdelen af den tilbageværende halvdel igen kunne forsvinde ind i statsapparatets afgiftsmølle. Derfor oplever vi, at SKAT er blevet et aggressivt opsøgende system med med nye kreative indrivelsesmetoder.

Slagt Guldkalven!

Det bedste vi kan gøre er at boykotte det offentlige inddrivelsessystem. Tag dine penge ud af banken, når du har betalt de faste regninger. Gem dit betalingskort, som du i øvrigt kan kontrolleres med, og betal kontant. Så slipper du også for at forbruge over evne og betale ågerrenter.

Byt naturalier!! i det omfang, det overhovedet er muligt. Hvis du ikke producerer noget selv, så kan du bytte med håndens eller åndens arbejde. Værdien er den dobbelte, hvis du ikke skal betale tiende 5x til SKAT. Naturligvis, når el-regningen skal betales, må du overføre penge. Men har du en egentlig egenproduktion, som andre kan have nytte af, de mennesker du i forvejen udveksler momsbelagte penge med, så foreslå at I bytter i stedet i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre. Transaktioner af den karakter er usynlige for jøderne. Du får mest muligt for dine værdier på den måde. Det kan højst kaldes civil ulydighed, og det er der hårdt brug for i Danmark i dag. Du vil opleve, at din status som slave i det jødiske system straks føles mere tålelig, omend den endnu er komplet uacceptabel.

Der er naturligvis en god grund til (set fra “Statens” side), at advare mod “sort arbejde”. Jeg vil kalde det “samarbejde”. Det er en oplagt måde at få mest muligt ud af dine penge på – i princippet kan det være en bytning af arbejde. Hvis man indbyrdes kan finde ud af en aftaleform, der er effektiv for alle parter, så er risikoen lav for at lide tab, og ikke enorm, som det offentlige system vil gøre den til.
Samtidig er det en tilsnigelse (ligesom Tv-pejlevognen i sin tid), at “du snyder de ærlige skatteydere”. Vrøvl! Princippet rammer primært et parasitisk statsapparatet. Hvis alle (hypotetisk naturligvis) praktiserer samarbejdet i et udvidet konstruktivt omfang, er det kun jødernes profit, det går ud over. Og tænk på, at vi bliver brandbeskattet uanset om vi handler indbyrdes på den måde og får mere ud af pengene, eller vi inddrager Statens umættelige afgiftssystem.

Og endelig: Vær med til at stemme os ud af EU.
Det ville være en frisættelse af alle danskere at forlade dette betændte system. Indtil det er muligt, så stem konsekvent på vores egen valuta, kronen, hver gang. Stem for Danmark ved at sige NEJ til EU. Det er en politisk udflugt, når det gøres gældende, at vi i forvejen følger tyskernes euro, så vi underforstået: lige så godt kan acceptere euroen selv. DET PASSER IKKE! Vi afgiver dermed yderligere suverænitet. Vi må ikke slække en tøddel på vores forbehold, før vi er helt ude.
EU er en ny smartere Sovjetunion med de samme internationale kommissærer på ledende poster. Den er endnu mere brutal end den gamle, bare i økonomisk forstand (indtil videre). Se på Grækenland. Købt ud! Vi skal ud af EU-illusionsnummeret, så hurtigt det er muligt, uanset trusler om økonomiske sanktioner. Bliver vi i Euro-unionen, går vi til grunde som nation.

Tiden er inde til at bremse SKAT’s magtmisbrug

Den Korte Avis, som er en Internetavis, havde som hovedhistorie den 17. juni 2013:

“Snart fremlægger SKAT’s borger- og retssikkerhedschef en redegørelse for den senere tids stribe af skandalesager. Formentlig i denne uge.
I den forbindelse har skatteminister Holger K. Nielsen givet et interview til Politiken, hvor han gør meget ud af at signalere handlekraft. Det har gjort så stort indtryk på Politikens journalist, at han skriver:
”Er redegørelsen og de konsekvenser, Skat lægger op til, ikke overbevisende nok, tager skatteministeren affære.”
Selv siger Holger K. Nielsen: ”Der er sat meget store spørgsmålstegn ved Skats metoder i en række kontrolsager, der ikke ser specielt kønne ud set med en skatteministers øjne.”
Og videre: ”Jeg forventer, at Skat graver dybt i sagsbehandling og arbejdskultur og tager behørigt stilling til, om redegørelsen skal have nogen konsekvenser.”

Det bliver nok ikke til meget
Det ville være opløftende, hvis borger- og retssikkerhedschefen virkelig tog fat om SKAT’s utilstedelige behandling af borgere i de sager, som har været fremme i offentligheden.
Det ville være opløftende, hvis Holger K. Nielsen erkendte, at SKAT undertiden er gået langt over stregen i magtfuldkommenhed, og hvis han påtog sig det fulde ansvar for at få ryddet op.

Men det ville også være højst overraskende.

Borger- og retssikkerhedschefen er en del af SKAT’s eget system.** Og indtil videre har SKAT mildt sagt ikke vist den store vilje til selvkritik og oprydning i egne rækker.
Holger K. Nielsen har foreløbig heller ikke gjort meget andet end at gentage SKAT’s søforklaringer under to samråd i Folketingets skatteudvalg.
Der skal nok et stærkt pres til fra den politiske opposition og fra offentligheden, hvis man skal have rettet op på tendenserne inden for SKAT til egenrådig, aggressiv og chikanerende adfærd over for borgerne.

Tiden er inde til at bremse SKAT’s magtmisbrug. […]”

Osv. – osv. … svært tillidsvækkende, når landets politikere har det hele i munden, udmærker sig ved berøringsangst, eller måske i virkeligheden bifalder inddrivelsen. Levebrødspolitikere skal jo til stadighed lønnes.

Redaktionelle noter

 

*

Den mægtigste bankierfamilie gennem de seneste to århundreder har været Rothschild-familien. Fra den udsprang de mest magtfulde bankvirksomheder i Europa. Grundlæggeren af Huset Rothschild, Mayer Amschel Rothschild, blev født i 1743 i Frankfurt am Main, Tyskland. Amschel studerede først for at blive rabbiner, men besluttede i stedet at gå ind i pengeudlån og finansiering. Han etablerede de største bankfirmaer i Europa, og hans sønner placerede sig i kontinentets store hovedsteder, hvor de hvert sted oprettede banker.
(Kilde: bogen Jødisk racisme.)

**

Det er absurd, at SKAT skal kontrollere SKAT. En skatteyder kan endda blive udsat for, at samme person er involveret i en klagesag på begge sider af anketidspunktet, først som sagsbehandler i den oprindelige sag, og så som behandler af anken. Dette mere end antyder, at de forskellige ankeinstanser, som SKAT henviser til, ikke er selvstændige afdelinger, der har til formål at revidere SKAT’s gøren og laden fra en objektiv distance, men at ankeinstansen opstår ad hoc som virtuel gruppering inden for SKAT’s egne rammer. Arrangementet er en farce, der kun opfylder et eller andet formelt krav om at ankemulighed skal findes. Efter én gang at være krænket gennem en hæmningsløs inddrivelse, krænkes skatteyderen igen under anken ved at blive tildelt en narrehat. Indretningen er jødisk i sit væsen.