Simon Wiesenthal: Uredelig nazijæger

Sand Historie

Oversat og kommenteret af Hugo Ravn, 4. juli 2017.

 

Ind­led­ning af Hugo Ravn:

Jeg har lige kæm­pet mig gen­nem bogen “For­bry­der­ne iblandt os” fra 1967 af Simon Wie­sent­hal, af sine egne berøm­met som “nazi­jæ­ger”. Kæm­pet — for­di bogen er så fuld af usand­syn­li­ge og udo­ku­men­te­re­de påstan­de, at tro­vær­dig­he­den straks går tabt. Den afslø­rer hur­tigt sin san­de funk­tion­s­om som et mod­by­de­ligt pro­pa­gan­daskrift. Jeg har anet karak­te­ren og und­gå­et den ind­til nu (2012). Selv som yngre, da jeg som alle andre men­te, at Simon Wie­sent­hal måt­te have ret, kun­ne jeg for­nem­me hans had, men den­gang men­te jeg, at det måt­te være beret­ti­get.
Nu ser jeg, at han sjæl­dent har bekym­ret sig om solid doku­men­ta­tion, men i høj grad var enga­ge­ret i at præ­pa­re­re ikke-jøder med skyld — skyl­den for at have “udryd­det mil­li­o­ner af jøder”, at hans meto­de var at bræn­de­mær­ke den tyske nation og de tyske sol­da­ter som stupi­de sadi­ster. Hans mål var at ind­skær­pe for alver­den, at jøder straf­fer med øje for øje uden til­gi­vel­se og uden for­æl­del­se. Det blev efter­hån­den mere og mere en kamp for at hol­de liv i Holo­caust-løg­nen.
For Wie­sent­hal var det altid muligt at fin­de øjen­vid­ner, som var klar til at vid­ne i ret­ten under ed, selv om det sene­re kun­ne for­stås, at “vid­ner­ne” måt­te have løjet eller taget uanstæn­digt fejl, også selv om udfal­det kun­ne ende med at afslut­te eller øde­læg­ge en uskyl­dig per­sons liv.
Jeg hav­de først tænkt mig at opreg­ne bogens ti mest for­ryk­te påstan­de og argu­men­te­re imod dem, men på vej­en fandt jeg føl­gen­de artik­ler: Den før­ste er fra IHR 2005 (sam­me år som Wie­sent­hal døde), den anden fra 2009 er af Guy Wal­ters.
Der­med behø­ver jeg ikke at beskæf­ti­ge mig mere med For­bry­der­ne iblandt os, for nu er for­bry­de­ren Simon Wie­sent­hal væk, og ver­den er et bed­re sted at ophol­de sig. Der er ingen grund til at vise den­ne mand respekt i døden. I det­te til­fæl­de er det rime­ligt at stil­le spørgs­må­let, om en mand, der af al magt, og givet­vis mod bed­re viden­de, har for­søgt at bag­va­ske det tyske folk med påstan­den om besti­alsk mas­seud­ryd­del­se af jøder, bør nyde nogen respekt over­ho­ve­det? Det var trods alt det jødi­ske ver­dens­sam­fund, der aggres­sivt erklæ­re­de Tyskland krig i 1933, og det var en anden hæm­nings­løs jødisk pro­pa­gan­da­ma­ger*, der i1941 skrev en vej­led­ning i, hvor­dan man kun­ne ste­ri­li­se­re samt­li­ge tyske mænd og helt uds­let­te natio­nen Tyskland.
Min kon­klu­sion er, at lige så læn­ge nogen byg­ning eller noget monu­ment bærer nav­net “Wie­sent­hal” som udtryk for aner­ken­del­se; så læn­ge nogen lov­pri­ser hans “nazi­j­agt”, lige så læn­ge vil det være nød­ven­digt at gøre opmærk­som på fana­ti­ke­re som ham og den men­tale besæt­tel­se, den slags men­ne­sker lig­ger under for. Læs også artik­len: Vid­ner til jøder­nes Holo­caust.


Holo­caust-illu­sio­ni­sten
Szy­mon Wie­sent­hal

 

Simon Wiesenthal: Uredelig “nazijæger”

IHR, september 2005.

Ikonet

I mere end 40 år har Simon Wie­sent­hal opspo­ret hund­re­der af “nazi-kri­mi­nel­le” fra sit “Jødisk doku­men­ta­tions cen­ter” i Wien. For det­te arbej­de som ver­dens frem­træ­den­de “nazi­jæ­ger” har han mod­ta­get adskil­li­ge æres­be­vis­nin­ger og utal­li­ge medal­jer, her­un­der Tys­klands høje­ste orden. Under en for­mel cere­mo­ni i Det Hvi­de Hus i august 1980 fik han af en bevæ­get præ­si­dentCar­ter over­rakt en sær­lig guld­me­dal­je som beløn­ning fra De For­e­ne­de Sta­ters Kon­gres. Præ­si­dent Rea­gan pri­ste ham i 1988 som en af århund­re­dets “san­de hel­te”.

Den­ne leven­de legen­de blev i flat­te­ren­de ven­din­ger portræt­te­ret af den heden­gang­ne Lau­ren­ce Oli­vi­er i film­fan­ta­si­en fra 1978 “Dren­ge­ne fra Bra­si­li­en” og af Ben Kings­ley i den HBO (Home Box Offi­ce) frem­stil­le­de Tv-film “Mor­de­re iblandt os: Histo­ri­en om Simon Wie­sent­hal”. En af ver­dens mest pro­mi­nen­te Holo­caust orga­ni­sa­tio­ner bærer hans navn: Simon Wie­sent­hal Cen­te­ret i Los Ange­les.

Wie­sent­hals omdøm­me som moralsk auto­ri­tet er ufortjent. Man­den som The Was­hin­g­ton Post kald­te “Den hæv­nen­de Holo­caust engel” [1] har et ret ukendt, men vel­do­ku­men­te­ret dos­si­er, der vid­ner om ryg­ge­s­løs foragt for sand­he­den. Han har løjet om sine egne krigs­tids­op­le­vel­ser, han har givet et mis­vi­sen­de bil­le­de af sine fortje­ne­ster som efter­krig­sti­dens “nazi­jæ­ger” og han har spredt mod­by­de­li­ge løg­ne om påstå­e­de tyske gru­som­he­der.

Forskellige historier

Szy­mon (Simon) Wie­sent­hal er født den 31. decem­ber 1908 i Bucza­cz, en by i provin­sen Galizi­en (nu Buchach i Ukrai­ne) i det, der den­gang var den yder­ste kant af det østrig-ungar­ske rige. Hans far var en vel­ha­ven­de suk­ker­gros­se­rer.

Trods alt det, der er skre­vet om Wie­sent­hal jr., er det uklart hvad han fore­tog sig i åre­ne under tysk besæt­tel­se. Han har for­talt mod­stri­den­de histo­ri­er i tre for­skel­li­ge udlæg­nin­ger af sine akti­vi­te­ter under kri­gen.
Den­før­ste (A) blev afgi­vet under ed under et to dages under­sø­gel­ses­for­løb i maj 1948 afholdt af en offi­ci­el US Nür­n­berg krigs­for­bry­der­kom­mis­sion.[2]
Den anden (B) er hans egen beskri­vel­se fra 1949 af sit livsløb til en “Ansøg­ning om at assi­ste­re” stilet til Inter­na­tio­nal Refu­gee Com­mit­tee (Den inter­na­tio­na­le flygt­nin­ge­ko­mi­te). [3]
Og den tred­jeud­ga­ve © fin­des i hans selv­bi­o­gra­fi, The Mur­de­rers Among Us (Mor­der­ne iblandt os), der før­ste gang udkom i 1967. [4]

Sovjetisk ingeniør eller maskinarbejder?

I under­sø­gel­sen fra 1948 (A) erklæ­re­de Wie­sent­hal, at “mellem1939 og 1941 var han “sov­je­tisk che­fin­ge­ni­ør med arbej­de i Lvov (i dag Lviv eller på tysk: Lem­berg) og Odes­sa”. [5] Nogen­lun­de kon­si­stent med det­te oply­ste han i 1949 (B), at “fra decem­ber 1939 til april 1940” arbej­de­de han som arki­tekt i hav­nen i Odes­sa. Men iføl­ge hans selv­bi­o­gra­fi © til­brag­te han peri­o­den mel­lem medio sep­tem­ber 1939 og juni 1941 i det sov­jet­sty­re­de Lvov, hvor han arbej­de­de “som maski­n­ar­bej­der i en fabrik, der pro­du­ce­re­de sen­gefjed­re”. [6]

Relativ frihed

Efter at tysker­ne hav­de over­ta­get kon­trol­len med den galizi­ske provins i juni 1941, blev Wie­sent­hal en over­gang inter­ne­ret i Janowska-lej­ren inær­he­den af Lvov, hvor­fra han nog­le få måne­der sene­re blev over­ført til en lejr, der i Lvov fun­ge­re­de som fili­al for repa­ra­tions­ar­bej­der (OAW) på Ost­ba­hn under det tysk rege­re­de Polen. Wie­sent­hal for­tæl­ler i sin selv­bi­o­gra­fi ©, at han arbej­de­de der som “tek­ni­ker og kon­struk­tør”, at han blev ret godt behand­let og at hans umid­del­bart for­an­stå­en­de, en “anti-nazist i det skjul­te”, til­lod ham at være i besid­del­se af to pisto­ler. Han hav­de sit eget kon­tor i en “lil­le træhyt­te” og nød “rela­tiv fri­hed med ret til at bevæ­ge sig over hele områ­det”. [7]

Partisankriger?

Det næste seg­ment af Wie­sent­hals liv — fra okto­ber 1943 til juni 1944 — er det mest ukla­re, og hans beskri­vel­ser fra den peri­o­de er mod­stri­den­de. Ved under­sø­gel­sen i 1948 (A) udtal­te Wie­sent­hal, at han flyg­te­de fra Janowska-lej­ren i Lvov og slut­te­de sig til “en par­tisan­grup­pe, der ope­re­re­de i områ­det Tar­nopol-Kamenopo­dolsk”. [8] Han erklæ­re­de [under ed], at “jeg var par­tisan fra den 6. okto­ber 1943 til medio febru­ar 1944”, og for­kla­re­de vide­re, at hans enhed kæm­pe­de mod ukrain­ske styr­ker, både SS-divi­sio­nen “Galizi­en” og de uaf­hæn­gi­ge UPA par­tisanstyr­ker. [9]

Wie­sent­hal for­kla­re­de, at han fik rang af løjt­nant og siden major og blev ansvar­lig for byg­nin­gen af bun­kers og befæst­nings­linjer. Uden at udta­le det direk­te, anty­de­de han, at den­ne (even­tu­el­le) par­tisan­grup­pe var en del af Amia Ludowa (Fol­kets hær), den pol­ske kom­mu­ni­sti­ske mili­tæ­re­styr­ke, der var opret­tet og kon­trol­le­ret af sov­jet­styr­ker­ne [10].

Vide­re for­kla­re­de han, at han og andre par­tisa­ner slap ind i Lvov i febru­ar 1944, hvor de blev “skjult af ven­ner fra grup­per af A. L. (Fol­kets hær)”. Den 13. juni 1944, blev hans grup­pe fan­get af det tyske hem­me­li­ge mili­tær­po­li­ti. (Selv om jødi­ske par­tisa­ner, der blev fan­get, ofte blev skudt [i lig­hed med enhver anden ille­gal kom­bat­tant], for­tæl­ler Wie­sent­hal at han af en eller anden grund blev skå­net.) Det er stort set sam­me histo­rie, han gen­gi­ver i 1949 (B). Han beskrev, at han flyg­te­de fra sin inter­ne­ring i okto­ber 1943 og der­ef­ter “kæm­pe­de mod tysker­ne som par­tisan i sko­ve­ne” i otte [her må menes 5–6] måne­der — fra den 2. okto­ber 1943 til marts 1944. Der­ef­ter befandt han sig “i skjul” i Lvov fra marts til juni 1944.

Wie­sent­hal for­tæl­ler en helt anden histo­rie i sin bio­gra­fi fra 1967 ©. Han for­kla­rer, at han, efter at være flyg­tet fra Ost­ba­hns repa­ra­tions­værk­ste­der den 2. okto­ber 1943, leve­de skjult i for­skel­li­ge ven­ners hjem ind­til den 13. juni 1944, da han blev opda­get af polsk og tysk poli­ti og sendt til­ba­ge til kon­cen­tra­tions­lej­ren. Han næv­ner intet om at have været par­tisan eller om par­tis­an­virk­som­hed. [11]

Iføl­ge såvel afhø­rin­gen af ham fra 1948 (A) som hans selv­bi­o­gra­fi fra 1967 © for­søg­te han at begå selv­mord den 15. juni 1944 ved at skæ­re sig i hånd­led­dene. Bemær­kel­ses­vær­digt trods alt, blev han red­det fra døden af tyske SS-læger og blev frisk igen i et SS-hospi­tal. [12] Han for­blev i Lvov kon­cen­tra­tions­lej­ren “med dob­bel­te ratio­ner” et styk­ke tid, og der­ef­ter, siger han i selv­bi­o­gra­fi­en, blev han over­ført til for­skel­li­ge arbejds­lej­re. Han til­brag­te de føl­gen­de kao­ti­ske måne­der, ind­til kri­gen slut­te­de, i for­skel­li­ge lej­re og blev til sidst befri­et i Maut­hau­sen (i Østrig) af ame­ri­kan­ske styr­ker den 5. maj 1945. [13]

[I Mor­der­ne iblandt os, EFTERSKRIFT, fra side 314, skri­ver Wie­sent­hal:

Histo­ri­er­ne bag man­ge af de sager, jeg har behand­let, er natur­lig­vis van­ske­li­ge at tro på, og det får mig til at tæn­ke på SS-Roten­fürer Merz og hans pro­fe­ti. Jeg hør­te aldrig hans for­navn, men jeg husker ham godt nok.

Det var en efter­mid­dag i sep­tem­ber 1944 omkring Gry­bow i Polen. Tysker­ne var på til­ba­ge­tog fra øst. Lvov kz-lej­ren var ble­vet lik­vi­de­ret, dens to hund­re­de SS-vag­ter hav­de med held truk­ket sig til­ba­ge og “fri­gjort” sig fra den Røde Armé, og jeg var én af de fireog­tre­di­ve over­le­ven­de fra lej­ren, som SS-fol­ke­ne “holdt vagt over” for at få et påskud for deres til­ba­ge­tog mod vest …

Merz’ pro­fe­ti går ud på, at han i slut­nin­gen af efter­skrif­tet, efter at de har drøf­tet Wie­sent­hals mulig­he­der for at rej­se til USA og for­tæl­le om sine ople­vel­ser fra kz-lej­re­ne, siger til Wie­sent­hal:

De vil­le ikke tro Dem. De vil­le tro, De var skrup­s­kør. De vil­le måske oven i købet spær­re Dem inde på et sinds­sy­ge­ho­spi­tal. Hvor­dan skul­le nogen kun­ne tro, at sådan­ne ræds­ler kan fin­de sted — med min­dre han har ople­vet dem på sin egen krop?”

Det er en væl­dig smart for­sik­ring Wie­sent­hal teg­ner her sidst i bogen. Der er der­med taget for­be­hold for hans til tider Mün­chhau­sen-agti­ge beret­nin­ger, skul­le de sene­re bli­ve udsat for kri­tisk, logisk ana­ly­se.
Men hvor­dan var det nu med lej­ren ved Lvov. Var det ikke den, hvor­fra Wie­sent­hal først blev red­det ud af en behjer­tet tysk leder og sene­re blev retur­ne­ret til efter at være ble­vet opspo­ret af tysk poli­ti hos med­lem­mer­ne af en mod­stands­grup­pe? Var det ikke den lejr, hvor han hav­de rela­tiv fri­hed til at bevæ­ge sig over hele områ­det, hvor han hav­de sit eget lil­le træhus, hvor han hav­de tid til at plan­læg­ge sabo­ta­ge mod vita­le knu­de­punk­ter af Ost­ba­hn, en arbejds­lejr, som han hav­de kaldt en “for­nuf­tens oase”, en arbejds­lejr, hvor han på Hit­lers 54-års fød­sels­dag angi­ve­ligt var ble­vet udvalgt til cere­mo­ni­el hen­ret­tel­se (!!), men miraku­løst var und­slup­pet? Var det ikke den lejr, hvor der i for­vej­en fand­tes en 500 m lang og 2 meter dyb mas­se­grav med man­ge af hans medind­sat­te, den lejr, hvor hans vog­te­re tid­li­ge­re hav­de infor­me­ret ham om, at alle ind­sat­te vil­le bli­ve “lik­vi­de­ret”, når lej­ren skul­le afvik­les?
Men nu var Wie­sent­hal alt­så igen blandt de over­le­ven­de, den­ne gang var de kun 34!, og det var lej­ren, der var ble­vet “lik­vi­de­ret”. Og hvor­for var han i live? Jo, natur­lig­vis så 200 feje SS-vag­ter kun­ne stik­ke halen mel­lem bene­ne. Man er nødt til at spør­ge, hvor­for i alver­den dis­se sadi­sti­ske døds­fjen­der af jødisk liv skul­le hol­de liv i 34 fan­ger, hvoraf mindst én var jødisk, hvis de alle­re­de hav­de hen­ret­tet tusind­vis? Der var ikke brug for fle­re ban­ne­re eller pla­ka­ter. Wie­sent­hals tid­li­ge­re argu­ment for at bli­ve holdt i live var væk. Vag­ter­nes mobi­li­tet vil­le, uan­set hvil­ken ret­ning de bevæ­ge sig i, være hund­re­de gan­ge stør­re uden 34 fan­ger på slæb, og der var vel sta­dig rige­lig plads i mas­se­gra­ven, må man for­mode. Og blandt alle dis­se for­be­ne­de sadi­ster er Wie­sent­hal nu i for­tro­lig snak med én af dem, som trods alt var anstæn­dig!, uen­de­ligt opportunt for den­ne “for­be­hold­ser­klæ­ring” for til­sy­ne­la­den­de usand­he­der.]

Opfandt Wie­sent­hal en her­oisk histo­rie om ham selv som par­tisan i kri­gen? Eller for­søg­te han sene­re at skju­le, at han hav­de kæm­pet for kom­mu­ni­ster­ne? Eller er histo­ri­en en helt anden — måske for ube­ha­ge­lig at skri­ve om?

Agent for Gestapo?

Arbej­de­de Wie­sent­hal fri­vil­ligt for besæt­tel­ses­mag­ten under kri­gen? Det er en ankla­ge, der blev rejst af den østrig­ske kans­ler Bru­no Krei­sky, selv af jødisk her­komst og man­ge­årig leder af sit lands soci­a­list­par­ti. Under et inter­view med uden­land­ske jour­na­li­ster i 1975, ankla­ge­de Krei­sky Wie­sent­hal for at bru­ge “mafi­a­me­to­der”, afvi­ste Wie­sent­hals posi­tion som “moralsk auto­ri­tet” og anty­de­de, at Wie­sent­hal hav­de været agent for de tyske myn­dig­he­der. Nog­le af hans mere ram­men­de kom­men­ta­rer, der blev bragt i det tone­an­gi­ven­de østrig­ske maga­sin Pro­fil er som føl­ger: [14]

Jeg ken­der i vir­ke­lig­he­den kun hr. Wie­sent­hal fra hem­me­li­ge rap­por­ter, og de er slem­me, sær­de­les slem­me. Jeg siger det­te som for­bund­skans­ler … Og jeg siger, at hr. Wie­sent­hal hav­de en ander­le­des rela­tion til Gesta­po, end jeg hav­de. Ja, og det­te kan bevi­ses. Jeg kan ikke sige mere (nu). Alt andet vil jeg udta­le mig om i ret­ten.

Min egen rela­tion til Gesta­po er utve­ty­dig. Jeg var deres fan­ge, deres ind­sat­te, og jeg blev afhørt. Hans for­hold var et andet, kan jeg sige, og det vil kom­me åbent frem. Det kan være alvor­ligt nok, hvad jeg har sagt her, men han kan ikke, som han måske håber på, ren­se sig ved i pres­sen at ankla­ge mig for ære­kræn­kel­se. Det er ikke så lige­til for ham, for han er ikke inter­es­se­ret i en omfat­ten­de rets­sag … En sådan mand har ikke ret til at give sig ud for at være en moralsk auto­ri­tet. Det er, hvad jeg siger. Han besid­der ikke den ret …

Under alle omstæn­dig­he­der, en mand, som efter min mening er agent, ja, det er rig­tigt, og som benyt­ter mafi­a­me­to­der … En sådan mand må tage sin afsked …

Han er ingen gent­le­man, og jeg siger det­te for at gøre det klart, og så han ikke bli­ver gjort til noget, han ikke er … Han bur­de ikke fore­gi­ve at være en moralsk auto­ri­tet …

Jeg kan sige, at hr. Wie­sent­hal leve­de i den tids nazi­sti­ske ind­fly­del­ses­sfæ­re uden at bli­ve anfæg­tet. Ikke? Han leve­de gan­ske åben­bart uden at bli­ve anta­stet, ikke? Er det ikke rig­tigt? Og måske ved du, hvis du ken­der noget til det, der fore­gik den­gang, at det var der ingen, der kun­ne risi­ke­re.

Han var ikke en “ubåd” … ned­dyk­ket, skjult, men ope­re­re­de helt og hol­dent i det åbne, ja, uden på nogen måde at skul­le fryg­te for­føl­gel­se. Jeg tror, at det må være­til­stræk­ke­ligt. Der var alle mulig­he­der for at bli­ve agent den­gang. Han behø­ve­de ikke at væl­ge Gesta­po. Der var man­ge andre tje­ne­ster.

Som svar på dis­se for­døm­men­de ord, lag­de Wie­sent­hal op til et sags­an­læg mod kans­le­ren. Men udgan­gen blev, at Wie­sent­hal og Krei­sky beg­ge begynd­te at læg­ge afstand til en alvor­lig ret­lig kon­fron­ta­tion.

[Den­ne offent­li­ge ankla­ge udsprang af en grund­lig­gen­de mod­sæt­ning mel­lem den reli­gi­øse østjø­de Wie­sent­hal fra Bucza­cz i Galizi­en og den euro­pæ­isk assi­mi­le­re­de, ikke prak­ti­se­ren­de jøde Krei­sky fra Wien i Østrig. Krei­sky vil­le ikke vide af østjø­der, som han opfat­te­de som fun­da­men­ta­li­sti­ske og pin­ag­ti­ge, en opfat­tel­se han del­te med de fle­ste jøder med østrigsk bag­grund. “Jøder­ne øst­fra er frem­me­de,” har Krei­sky udtalt. Da Krei­sky ikke læn­ge­re nød immu­ni­tet som Østrigs kans­ler, anlag­de Wie­sent­hal injuri­esag mod ham og vandt sagen, idet Krei­skys kil­der åben­bart enten ikke var til­gæn­ge­li­ge, da han skul­le bru­ge dem, eller utro­vær­di­ge.]

Mauthausen-myter

Inden Wie­sent­hal blev berøm­met som “nazi­jæ­ger” skab­te han sig et navn som pro­pa­gan­da­ma­ger. I1946 publi­ce­re­de Wie­sent­hal KZ Maut­hau­sen et arbej­de på 85 sider, over­ve­jen­de med hans egne ama­tør­teg­nin­ger, der gav sig ud for at vise ræds­ler­ne i Maut­hau­sen kon­cen­tra­tions­lej­ren. En af teg­nin­ger­ne skal fore­stil­le tre ind­sat­te, bun­det til en pæl og brutalt dræbt af tysker­ne. [15]

Teg­nin­gen er et falsum. Den er plagi­e­ret — med enkel­te min­dre ændrin­ger — fra foto­gra­fi­er, der blev vist i Life maga­si­net i 1945, og som gra­fisk gen­gi­ver en hen­ret­tel­se ved skyd­ning i decem­ber 1944 af tre tyske sol­da­ter, der var­ble­vet gre­bet som spio­ner bag fjen­dens linjer under “Bul­ge-sla­get”. [16] Kil­den til Wie­sent­hals teg­ning er umid­del­bart ind­ly­sen­de for enhver ved sam­men­lig­ning med for­bil­le­det fra Life. [17]

Sam­me bogs karak­ter af uansvar­lig­hed frem­går yder­li­ge­re ved Wie­sent­hals omfat­ten­de gen­gi­vel­se af Maut­hau­sen-lej­re­ns kom­man­dant Franz Zie­reis’ påstå­e­de “døds­le­je-beken­del­se”, iføl­ge hvil­ken fire mil­li­o­ner skul­le være ble­vet gas­set til døde ved hjælp af kulil­te i den nær­lig­gen­de Hart­heim-lejr. [18] Den­ne påstand er helt absurd, og ingen seri­øs holo­caust-histo­ri­ker accep­te­rer den læn­ge­re. [19] [Se Fred Leu­ch­ters 2. rap­port.] Yder­li­ge­re iføl­ge Zie­reis’ “beken­del­se” dræb­te tysker­ne angi­ve­ligt andre ti mil­li­o­ner men­ne­sker i Polen, Litauen og Letland. [20] I vir­ke­lig­he­den blev den­ne fal­ske beken­del­se opnå­et ved tor­tur. [21]

År sene­re løj Wie­sent­hal igen om Maut­hau­sen. I et inter­view fra 1983 med dag­bla­det USA Today for­tal­te han om føl­gen­de erfa­ring fra Maut­hau­sen: “Jeg var en ud af 34 over­le­ven­de fan­ger ud af de 150.000, der blev bragt der­til.” [22] Det­te er et åben­lyst bed­rag. Åre­ne har åben­bart ikke været næn­som­me mod Wie­sent­hals hukom­mel­se, for i sin egen bio­gra­fi skrev han, at “næsten 3.000 fan­ger døde i Maut­hau­sen, efter at ame­ri­ka­ner­ne befri­e­de os den 5. maj 1945.” [23] En anden tid­li­ge­re ind­sat Eve­ly Le Che­ne erklæ­re­de i sin bog om Maut­hau­sen, at der fand­tes 64.000 ind­sat­te i lej­ren, da den blev befri­et i maj 1945. [24] Og iføl­ge Encycl­o­pa­e­dia Judai­ca over­le­ve­de mindst 212.000 ind­sat­te deres inter­ne­ring i Maut­hau­sen lej­rkom­plek­set. [25]

[Forun­der­ligt som de 34 over­le­ven­de går igen. Måske udta­ler Wie­sent­hal sig i vir­ke­lig­he­den om Janowska-lej­ren ved Lvov, hvor han oply­ser at have over­le­vet blandt 34 (se den tid­li­ge­re kom­men­tar fra For­bry­der­ne iblandt os, EFTERSKRIFT, side 314), men det er van­ske­ligt at afgø­re, om tal­let går igen for to beret­nin­ger, eller om den­ne arti­kels for­fat­ter tager fejl af lej­re­ne, da kil­de­hen­vis­ning 22 til USA Today fra 1983 ikke kan kon­trol­le­res onli­ne, nu hvor det kun er muligt at søge fra 1987 og frem.]

Efter kri­gen arbej­de­de Wie­sent­hal for “US Offi­ce of Stra­te­gic Ser­vi­ces” (CIA’s for­gæn­ger) og for “US Army’s Coun­ter-Intel­li­gen­ce Cor­ps” (CIC). Han var også næst­for­mand i Den jødi­ske cen­tral­ko­mi­te (Jewish Cen­tral Com­mit­tee) i den ame­ri­kan­ske okku­pa­tions­zo­ne i Østrig. [26]

Menneskesæbe”

Wie­sent­hal har for­sva­ret og bidra­get til udbre­del­sen af en af de mest uanstæn­di­ge Holo­caust-histo­ri­er: ankla­gen om at tysker­ne frem­stil­le­de sæbe af myr­de­de jøde­rs krop­pe. Iføl­ge den­ne for­tæl­ling skul­le bog­sta­ver­ne “RIF” i tysk pro­du­ce­re­de sæbe­styk­ker angi­ve­ligt stå for “Rein judi­s­ches Fett” (Ren jødisk fedt). I vir­ke­lig­he­den stod ini­ti­a­ler­ne for “Rei­ch­stel­le für indu­stri­el­le Fet­t­ver­sor­gung” (Rigs­cen­ter for Indu­stri­el Fedt­for­sy­ning). [27]

[Histo­ri­en kun­ne have været mod­gå­et tid­li­ge­re, hvis kri­ti­ske til­hø­re­re hav­de spurgt pro­pa­gan­da­ma­ger­ne, hvor­for sæbe­styk­ker­ne ikke var præ­get med ini­ti­a­ler­ne “RJF”, når “Jude” på tysk er med J og ikke med I.]

Wie­sent­hal prom­ove­re­de myten om “men­ne­ske­sæ­ben” i artik­ler udgi­vet i 1946 i det østrigsk-jødi­ske sam­funds avis Der Neue Weg. I sin arti­kel, der hav­de over­skrif­ten “RIF” skrev han: “Det hor­rib­le udtryk “sæbe­trans­port” lød før­ste gang i slut­nin­gen af 1942. Det var under gene­ralsty­ret (fra Polen), og fabrik­ken lå i Galizi­en, Belzec. Fra april 1942 til maj 1943 blev 900.000 jøder udnyt­tet som råma­te­ri­a­le i den­ne fabrik.” Lige­ne blev angi­ve­ligt for­ar­bej­det til for­skel­li­ge råma­te­ri­a­ler, og vide­re iføl­ge Wie­sent­hal: “Resten, det til­ba­ge­væ­ren­de fedt­pro­dukt, blev anvendt til sæbe­pro­duk­tion.”

Han fort­sat­te: “Efter 1942 vid­ste folk ige­ne­ralsty­ret udmær­ket, hvad RIF-sæbe stod for. Den civi­li­se­re­de ver­den kan næp­pe fore­stil­le sig den for­nø­jel­se, hvor­med nazi­ster­ne og dereskvin­der i gene­ralsty­ret tænk­te på den­ne sæbe. I hvert sæbe­styk­ke så de en jøde, som på magisk vis var anbragt der og såle­des ble­vet­for­hin­dret i at udvik­le sig til en ny Freud, Ehr­lich eller Ein­ste­in.” [28]

I en anden fan­ta­si­ful­dar­ti­kel udgi­vet i 1946 under tit­len “Belzec Soap Factory” påstod Wie­sent­hal at mas­ser af jøder var ble­vet uds­let­tet i elek­tri­ske bru­se­ba­de: [29]

Men­ne­sker, der var gen­net sam­men og dre­vet frem af SS, let­tisk og ukrainsk, pas­se­re­de gen­nem den åbne dør ind til “bru­se­rum­met”. Det kun­ne rum­me 500 per­so­ner ad gan­gen. Gul­vet i det­te rum var frem­stil­let af metal, og der hæng­te bru­ser­ho­ve­der ned fra lof­tet. Når rum­met var fyldt op, sat­te SS 5.000 volt spæn­ding på metalgul­vet. Sam­ti­dig strøm­me­de van­det fra bru­ser­ho­ve­der­ne. Et kort skrig og hen­ret­tel­sen var for­bi. En over­ord­net SS-læge ved navn Sch­midt afgjor­de, ved at kig­ge gen­nem et glug­hul, at ofre­ne var døde. Den mod­sat­te dør blev åbnet, og “lig-kom­man­do­en” trå­d­te til og fjer­ne­de hur­tigt de døde. Der var såle­des klar til de næste 500.

I dag er der ingen seri­øs histo­ri­ker, der accep­te­rer dis­se beret­nin­ger om, at jødi­ske lig blev brugt til frem­stil­ling af sæbe­styk­ker, eller at jøder blev hen­ret­tet med elek­tri­ci­tet i Belzec [eller noget andet sted].

Wie­sent­hals kre­a­ti­ve behand­ling af histo­ri­en er ikke begræn­set til det 20. århund­re­de. I hans bog fra 1973 Sails of Hope argu­men­te­rer han for, at Chri­stop­her Colum­bus var hem­me­lig jøde [kryp­to­jø­de], og at hans berøm­te rej­se til den vest­li­ge­re del af glo­bus­sen i 1492 i vir­ke­lig­he­den var i søgen efter et nyt hjem­land for Euro­pas jøder. [30]

Wie­sent­hal hav­de natur­lig­vis ikke altid uret. I 1975 og igen i 1993 aner­kend­te han offi­ci­elt, at “der ingen udryd­del­ses­lej­re var på tysk jord.” [31] Han bekræf­te­de såle­des udtryk­ke­ligt, at de påstan­de, der blev frem­ført under efter­krig­sti­dens pro­ces­ser i Nür­n­berg og andre ste­der om, at Buchenwald, Dachau m.fl. lej­re over­ve­jen­de var “udryd­del­ses­lej­re” er fal­ske.

Simon Wiesenthal:

Gasninger i Tyskland

Et brev duk­ke­de op på den­ne side med tit­len “Gaskam­mer-fejl” (5. janu­ar). Efter­som jeg blev cite­ret i det­te brev, fin­der jeg det nød­ven­digt at gøre føl­gen­de gæl­den­de:
Det er sandt, at der ingen udryd­del­ses­lej­re var på tysk jord, og der­med ingen mas­se­gas­nin­ger så som dem, der fandt sted i Aus­chwitz, Tre­blinka og andre lej­re. Et gaskam­mer var under byg­ning i Dachau, men det blev aldrig fær­digt.
Imid­ler­tid fandt gas­nin­ger sted i Maut­hau­sen, som på tids­punk­tet til­hør­te Tyskland.
Det nazi­sti­ske eut­ha­na­sia-pro­gram inklu­de­re­de fire insti­tu­tio­ner (Hart­heim ved Linz, Hada­mar, Son­nenste­in ved Pir­na og Gra­fe­negg) i hvil­ke men­talt og fysisk han­di­kap­pe­de per­so­ner blev dræbt — meget ofte ved hjælp af gas. Alle dis­se fire insti­tu­tio­ner var loka­li­se­ret på tysk jord.
De blev luk­ket som føl­ge af pro­te­ster, men inden da tjen­te de som en slags sko­le for mas­se­mor­de­re; fra1942 blev med­lem­mer af SS, som hav­de været akti­ve der, til­knyt­tet de sto­re udryd­del­ses­lej­re, så som Tre­blinka, Sobi­bor og Belzec iPo­len.
Simon Wie­sent­hal
Wien, Østrig

 

[En natur­lig kon­se­kvens af en sådan erken­del­se fra sel­ve “nazi­jæ­ge­ren” bur­de få rets­sy­ste­met i Tyskland til at spid­se øren. Det er efter nor­ma­le begre­ber offent­lig pligt­for­søm­mel­se ikke at under­sø­ge, hvor man­ge tyske civi­le og mili­tæ­re per­so­ner, der på grund­lag af Wie­sent­hals under­sø­gel­ser og til­ve­je­brag­te øjen­vid­ner var ble­vet dømt til døden eller til lang­va­ri­ge fængsels­straf­fe for at have del­ta­get i “uds­let­tel­se af jøder” i tyske kon­cen­tra­tions­lej­re under kri­gen. Der måt­te under alle omstæn­dig­he­der være grund­lag for at under­sø­ge, om Wie­sent­hals mel­lem­komst i kon­kre­te til­fæl­de hav­de ført til justits­mord (som det var lige ved at ske for Frank Walus i USA i 1977). Har vi hørt om den slags under­sø­gel­ser? Jeg ken­der ingen der har. Jeg tror, at bety­de­li­ge kræf­ter i Euro­pa blo­ke­rer for, at jødi­ske kory­fæ­er lider ska­de på deres anse­el­se, selv efter, at deres histo­ri­er er optræv­let som opspind. I sand­hed en ynke­lig ret­stil­stand for vor tids EU-Tyskland.

Med hen­syn til påstan­den om gas­nin­ger i Maut­hau­sen m.fl. hen­vi­ses til Anden Leu­ch­ter-rap­port, 1989 (fra side 134, punkt 2), Dachau, Maut­hau­sen og Hart­heim Slot.

Det er i øvrigt påfal­den­de, at østri­ge­ren Wie­sent­hal i det­te til­fæl­de, hvor der tales om “tysk jord” er vil­lig til at afgi­ve Maut­hau­sen til tysker­ne. Områ­det blev som bekendt ind­lem­met i Det tred­je rige som kon­se­kvens af “Ans­chluss”, men næp­pe nogen tysker har på noget tids­punkt anset det for at være tysk af den grund. Men den­ne opportu­ni­sti­ske akro­batik hjæl­per ikke Wie­sent­hal, for Fred Leu­ch­ters 2. rap­port viser, at hel­ler ikke i Maut­hau­sen blev en ene­ste jøde ombragt ved gas­ning.

Her er Fred Leu­ch­ters kon­klu­sion fra hans under­sø­gel­ser af Dachau, Maut­hau­sen og Hart­heim Slot:

8.5.Konklusion
Efter at gen­nem­gå­et alt mate­ri­a­le og under­søgt alle ste­der­ne, Dachau, Maut­hau­sen og Hart­heim Slot, kan den­ne under­sø­ger afgø­re, at der ikke fand­tes hen­ret­tel­ses-gaskam­re på nogen af dis­se ste­der. Det er min bed­ste opfat­tel­se som inge­ni­ør og under­sø­ger, at de påstå­e­de gaskam­re på de oven­for under­søg­te ste­der ikke den­gang eller nu kun­ne bru­ges eller på nogen måde fun­ge­re som hen­ret­tel­ses-gaskam­re.
For­be­red­te det­te den 15. juni 1989 i Mal­den, Mas­sa­chu­setts.
— Fred A. Leu­ch­ter Asso­ci­a­tes, Inc.
Fred A.Leuchter, Jr.
Che­fin­ge­ni­ør.

Til­sva­ren­de frem­går af Fred Leu­ch­ters før­ste rap­port, der hand­ler om de påstå­e­de mas­se­gas­nin­ger i lej­re­ne i Polen, her­un­der Aus­chwitz.]

Opspindet om Eichmann

Af de mere end 40 års “nazi­j­agt” er Wie­sent­hals rol­le i loka­li­se­rin­gen og pågri­bel­sen af Adolf Eich­mann ofte ble­vet frem­hæ­vet som hans stør­ste bedrift. [32] (Eich­mann stod i spid­sen for SS’ “Afde­ling for jødi­ske anlig­gen­der” under kri­gen. Han blev kid­nap­pet af isra­el­ske agen­ter i Argen­ti­na i maj 1960 og hængt i Jerus­a­lem, efter at pro­ces­sen mod ham hav­de haft medi­er­nes bevå­gen­hed ver­den over.)

Men Isser Harel, den isra­el­ske agent, der hav­de ledet det team, der pågreb Eich­mann, har utve­ty­digt erklæ­ret, at Wie­sent­hal “abso­lut intet” hav­de med den­ne pågri­bel­se at gøre. (Harel er tid­li­ge­re chef for såvel Mos­sad som Shin Bet, Isra­els uden­rigs- og inden­rigs­sik­ker­hed­s­tje­ne­ste, hen­holds­vis.) [33]

Ikke ale­ne “spil­le­de Wie­sent­hal ingen som helst rol­le” i pågri­bel­sen, sag­de Harel, han brag­te reelt hele Eich­mann-ope­ra­tio­nen i fare. I et 278-siders doku­ment afvi­ser Harel omhyg­ge­ligt ethvert krav fra Wie­sent­hal på at have haft en rol­le i iden­ti­fi­ka­tio­nen og til­fan­ge­ta­gel­sen af Eich­mann. For­drin­ger fra Wie­sent­hal og hans man­ge ven­ner på hans påstå­e­de afgø­ren­de rol­le i pågri­bel­sen af den tid­li­ge­re SS-offi­cer, sag­de Harel, kan ikke base­res på vir­ke­lig­he­den. Man­ge spe­ci­fik­ke postu­la­ter og hæn­del­ser i Wie­sent­hals to bøger i anled­ning af den­ne sag er “kom­plet opspind”. [34]

Wie­sent­hals egne rap­por­ter og udta­lel­ser­fra den peri­o­de bevi­ser ud over enhver tvivl, at han ingen anel­se hav­de om Eich­manns opholds­sted,” udtal­te Harel. [35] (For eksem­pel hav­de Wie­sent­hal umid­del­bart inden Eich­manns anhol­del­se i Argen­ti­na pla­ce­ret ham i Japan eller Sau­di Ara­bi­en.) [36]

Idet Wie­sent­hal der­med karak­te­ri­se­res som en ren­dyr­ket opportu­nist, opsum­me­rer Harel: “Alle­in­for­ma­tio­ner leve­ret af Wie­sent­hal for­ud for- og under pågri­bel­sen var fuld­stæn­digt vær­di­lø­se, som­me tider direk­te vild­le­den­de og af nega­tiv­vær­di.” [37]

Ryggesløs anklage i sagen mod Walus

En af Wie­sent­hals mest spek­taku­læ­re sager ind­drog den polsk­fød­te Frank Walus, der var bosid­den­de i Chi­ca­go. I et brev date­ret 10. decem­ber 1974 hæv­der Wie­sent­hal, at Walus “udle­ve­re­de jøder til Gesta­po” i Cze­sto­chowa og Kiel­ce i Polen under kri­gen. På grund af det­te brev iværk­sat­te rege­rin­gen i USA en rets­lig under­sø­gel­se og offent­lig rets­sag. [38] Was­hin­g­ton Post skrev om sagen i 1989 med artik­len “The Nazi Who Never Was” (Nazi­sten, der ikke fand­tes): Hvor­dan en hek­sej­agt, iværk­sat af retsvæ­se­net, pres­sen og under­sø­ge­re, bræn­de­mær­ke­de en uskyl­dig mand som krigs­for­bry­der. Den læn­ge­re udga­ve, som Ame­ri­can Bar Asso­ci­a­tion har ophavs­ret til, siger: [39]

I de føl­gen­de år, blev den pen­sio­ne­re­de fabriks­ar­bej­der gæld­sat for mere end 60.000 dol­lars for at kun­ne for­sva­re sig. Han sad i en rets­sal, mens elle­ve jødi­ske over­le­ven­de efter den nazi­sti­ske okku­pa­tion af Polen bevid­ne­de, at de hav­de set ham myr­de børn, en gam­mel kone, en yngre kvin­de, en puk­kel­ryg­get og andre …

Der fore­lig­ger i dag uan­fæg­te­li­ge bevi­ser for, at Walus ikke var krigs­for­bry­der, at han end ikke befandt sig i Polen under Anden Ver­denskrig.

… I en atmos­fæ­re af had og afsky græn­sen­de til hyste­ri, ankla­ge­de rege­rin­gen en uskyl­dig mand. I 1974 blev Walus for­dømt af Simon Wie­sent­hal, den berøm­te “nazi­jæ­ger” fra Wien, som “en polak i Chi­ca­go, der udfør­te tje­ne­ster for Gesta­po i ghet­to­er­ne i Cze­sto­chowa og Kiel­ce og udle­ve­re­de et antal jøder til Gesta­po”.

Den ugent­li­ge Chi­ca­go-avis Rea­der rap­por­te­re­de også om sagen i en detal­je­ret arti­kel fra 1981 med over­skrif­ten: “Rets­for­føl­gel­sen af Frank Walus. Jag­ten på en nazist. Den ame­ri­kan­ske rege­ring ønske­de en krigs­for­bry­der. Så med hjælp fra Simon Wie­sent­hal, det isra­el­ske poli­ti, den loka­le pres­se og fra dom­mer Juli­us Hof­f­man opfandt man en”. [40] Artik­len slår fast:

… Det må være en logisk kon­se­kvens at anta­ge, at “erklæ­rin­ger­ne mod­ta­get fra Wie­sent­hal (mod Walus) i vir­ke­lig­he­den var ryg­ter … Med andre ord, Simon Wie­sent­hal hav­de ingen bevi­ser mod Walus. Til trods for det­te for­døm­te han ham”.

Mens (dom­mer) Hof­f­man hav­de Frank Walus’ sag til vur­de­ring, kør­te Holo­caust over TV-sta­tio­ner­ne. I sam­me peri­o­de, april 1978, kom Simon Wie­sent­hal til Chi­ca­go, hvor han gav inter­views og tog æren for sagen mod Walus. “Hvor­dan nazi jæger hjalp med til at fin­de Walus” lød en af Sun-Times’ over­skrif­ter til en histo­rie af Bob Olm­ste­ad. Wie­sent­hal udtal­te til Abe Peck fra Sun-Times: (Jeg har) “aldrig haft en sag, hvor der er taget fejl af iden­ti­te­ten” … “Jeg ved, at der er tusin­der af men­ne­sker, der ven­ter på, at jeg skal tage fejl,” sag­de han.

Det var først efter et udmat­ten­de juri­disk slags­mål, at for­sva­ret for den mand, der var ble­vet svi­net til og fysisk angre­bet som “slag­te­ren fra Kiel­ce” ende­lig kun­ne bevi­se, at Walus hav­de til­bragt kri­gen som fre­de­lig land­brugs­ar­bej­der i Tyskland. Frank Walus døde i 1994 som en ned­brudt og dybt skuf­fet mand.

Wie­sent­hals ryg­ge­s­løs­hed i Walus-sagen skul­le have været til­stræk­ke­lig til at diskva­li­fi­ce­re ham for bestan­dig som påli­de­lig efter­for­sker [og selv­be­stal­tet ankla­ger]. Men hans teflon-agti­ge omdøm­me over­le­ve­de selv det­te.

Tog fejl af Mengele

En stor del af myten om Wie­sent­hal skyl­des jag­ten på Joseph Men­ge­le, mili­tær­læ­gen i Aus­chwitz, der omta­les som “Døde­ns engel”. Igen og igen påstod Wie­sent­hal, at han var lige i hæle­ne på Men­ge­le. Wie­sent­hal erklæ­re­de, at hans infor­man­ter hav­de “set” eller “været tæt på at pågri­be” den illu­so­ri­ske læge i Peru, Chi­le, Bra­si­li­en, Spanien, Græken­land og et halvt dusin loka­li­te­ter i Paragu­ay. [41]

Et af de kro­p­snæ­re til­fæl­de ind­traf i som­me­ren 1960. Wie­sent­hal hæv­de­de, at Men­ge­le hav­de holdt sig skjult på en lil­le græsk ø, hvor­fra det var lyk­ke­des ham at flyg­te med kun få timers for­spring. Wie­sent­hal fort­sat­te med at udbre­de sig om den­ne histo­rie, med kom­plet­te, præ­ci­se detal­jer læn­ge efter, at en jour­na­list, som hav­de fået til opga­ve at veri­fi­ce­re histo­ri­en, hav­de med­delt ham, at den ikke hang sam­men. [42]

Iføl­ge en anden beret­ning fra Wie­sent­hal, arran­ge­re­de Men­ge­le i 1960 mor­det på et at sine tid­li­ge­re ofre, som han, iføl­geWie­sent­hal, skul­le have ste­ri­li­se­ret under ophol­det i Aus­chwitz. Efter at have obser­ve­ret hen­de og hen­des iøj­ne­fal­den­de fan­ge­ta­to­ve­ring på et hotel i Argen­ti­na, hvor Men­ge­le boe­de, skul­le han efter den­ne histo­rie have ladet kvin­den myr­de, for­di han fryg­te­de, at hun vil­le gen­ken­de og afslø­re ham. Det viste sig, at den omhand­le­de kvin­de aldrig hav­de været i kon­cen­tra­tions­lejr, at hun ingen tato­ve­ring hav­de, at hun aldrig hav­de mødt Men­ge­le og at hen­des død skyld­tes en ulyk­ke under bjerg­be­stig­ning. [43]

Wie­sent­hal for­tal­te i 1977 om, at Men­ge­le regel­mæs­sigt dine­re­de på de fine­ste restau­ran­ter i Asun­cion, hoved­sta­den i Paragu­ay, og han for­mode­des at bevæ­ge sig omkring i stor­by­en i sin sor­te Mer­ce­des Benz omgi­vet af en sværm af tungt bevæb­ne­de vag­ter. [44]

Wie­sent­hal bekendt­gjor­de i 1985, at han var “100 pro­cent sik­ker” på, at Men­ge­le hav­de holdt sig gemt i Paragu­ay i hvert fald ind­til juni 1984, og han ankla­ge­de Men­ge­les fami­lie i Tyskland for at vide præ­cist hvor. Det viste sig, at Wie­sent­hal tog fuld­stæn­digt fejl. Sene­re blev det med sik­ker­hed kon­sta­te­ret, at Men­ge­le døde i Bra­si­li­en i 1979, hvor han hav­de levet i åre­vis, fat­tig og ano­nym. [45]

Isra­els ambas­sa­dør i Paragu­ay fra 1968 til 1972, Ben­ha­min (Ben­no) Varon, kom­men­te­re­de i 1983 Men­ge­le-kampag­nen: “Wie­sent­hal frem­sæt­ter med mel­lem­rum udta­lel­ser om, at han er ved at fan­ge ham, måske for­di Wie­sent­hal skal skaf­fe pen­ge til sine akti­vi­te­ter, og Men­ge­le-nav­net fæn­ger som regel.”
Wie­sent­hal “fej­l­e­de ynke­ligt” i Men­ge­le-sagen, sag­de sam­me diplo­mat ved en anden lej­lig­hed. [46]Til Men­ge­le-sagen bemær­ke­de den tid­li­ge­re chef for Mos­sad, Harel, at “Wie­sent­hal koger sup­pe på den­ne kri­mi­nel­le.” [47]

Jovist, den svul­men­de sags­map­pe om Men­ge­le i Wie­sent­hals “Doku­men­ta­tions­cen­ter” i Wien inde­holdt en omgang misk­mask af ubru­ge­lig infor­ma­tion, som med Lon­don Times ord “kun var egnet til at ved­li­ge­hol­de hans selv­be­kræf­ten­de myter og den fore­lø­bi­ge til­freds­hed hos dem, der åben­bart behø­ve­de en afgø­rel­se på Men­ge­les skæb­ne.” [48]

Iføl­ge de sam­ar­bej­den­de for­fat­te­re Gerald Pos­ner og John Ware, der har udført den omhyg­ge­li­ge rekon­struk­tion om Men­ge­le i The Com­ple­te Story, skul­le Wie­sent­hal utræt­te­ligt have brugt år på at vær­ne om et mytisk selv­bil­le­de af en utræt­te­lig spor­hund, der hæm­mes af at være oppe imod den almæg­ti­ge og kyni­ske over­magt fra Men­ge­le og et udbredt nazi­stisk net­værk. På grund af sin “hang til at spil­le for gal­le­ri­et”, kon­klu­de­rer Pos­ner og Ware, “hav­de Wie­sent­hal til sidst kom­pro­mit­te­ret sin tro­vær­dig­hed.” [49]

Inkompetence og arrogance”

Eli Rosen­baum, en ansat i den ame­ri­kan­ske rege­rings “nazi­j­a­gen­de” afde­ling “Offi­ce of Spe­ci­al Inve­sti­ga­tions” og under­sø­ger for Wor­ld Jewish Con­gress, foku­se­re­de i en detal­je­ret bog Betray­al fra 1993 på Wie­sent­hals omhyg­ge­ligt kul­ti­ve­re­de ry som “nazi­jæ­ger”.[50] For eksem­pel næv­ner Rosen­baum: Wie­sent­hal “lå inde med alle dis­se rap­por­ter, der pla­ce­re­de Men­ge­le i næsten hvert ene­ste land i Lat­i­na­me­ri­ka, bort­set fra det, han opholdt sig i“ — nem­lig Bra­si­li­en.” [51]

Wie­sent­hal, skrev Rosen­baum, er ble­vet en “pate­tisk inef­fek­tiv” efter­for­sker, der er “gået langt ud over græn­sen for dum­me­fejl og for­blom­me­de brov­te­ri­er i de tid­li­ge­re år. En stor del af hans frem­træ­den­de kar­ri­e­re har haft karak­ter af “inkom­pe­ten­ce og arro­gan­ce”. [52]

Bru­no Krei­sky opsum­me­re­de engang sin stil­ling til “nazi­jæ­ge­ren” med dis­se ord: [53]

Inge­ni­ø­ren Wie­sent­hal, ellers hvad hans titel nu er, hader mig, for­di han ved, at jeg forag­ter hans akti­vi­te­ter. Wie­sent­hal-grup­pen er en halv­po­li­tisk mafia, der mod­ar­bej­der Østrig med uskøn­ne meto­der. Wie­sent­hal er kendt som en per­son, der ikke er sær­ligt nøje­reg­nen­de med sand­he­den, som ikke er spe­ci­elt kræ­sen med sine meto­der og som gør brug af tri­cks. Han fore­gi­ver at være “Eich­mann-jæge­ren”, selv om alle og enhver ved, at den­ne pågri­bel­se skyld­tes en hem­me­lig tje­ne­ste, og at Wie­sent­hal blot for­sø­ger at til­ra­ne sig æren.

Kommercialiserer Holocaust”

Los Ange­les Wie­sent­hal Cen­ter beta­ler “nazi­jæ­ge­ren” fra Wien 75.000 dol­lars om året for bru­gen af hans navn, oply­ste Isra­els Yad Vas­hem Holo­caust cen­ter i 1988.

Både cen­te­ret og Wie­sent­hal “kom­merci­a­li­se­rer” og“trivialiserer” Holo­caust, til­fø­je­de direk­tø­ren.

Wie­sent­hal “lan­ce­re­de” tal­let “11 mil­li­o­ner myr­det under Holo­caust“ — seks mil­li­o­ner jøder og fem mil­li­o­ner ikke-jøder,” sag­de tals­man­den fra Yad Vas­hem. Da Wie­sent­hal blev spurgt, hvor­for han frem­sat­te de tal, sva­re­de han: “Ikke-jøder­ne vil ikke være lyd­hø­re, hvis vi ikke næv­ner deres ofre også.” — “Wie­sent­hal valg­te “fem mil­li­o­ner (ikke-jøder)”, for­di han ønske­de et “diplo­ma­tisk” antal, en stør­rel­se, som angav et bety­de­ligt antal ikke-jødi­ske ofre, men abso­lut ikke stør­re end for jøder …” [54]

Wie­sent­hal og cen­te­ret i Los Ange­les, der bærer hans navn, tri­vi­a­li­se­rer Holo­caust” kom­men­te­re­de The Jewish Press, der hæv­der at være den stør­ste hus­stands­om­del­te engelsk­spro­ge­de avis for det jødi­ske sam­fund i Ame­ri­ka.

I de sene­re år er Wie­sent­hal ble­vet anfæg­tet af den vok­sen­de ind­fly­del­se fra Holo­caust-revi­sio­nis­men. I “En med­del­el­se fra Simon Wie­sent­hal” udgi­vet af cen­te­ret med hans navn, udta­ler han: “I dag, når jeg ser anti­se­mi­tis­men genop­stå her i Euro­pa … til­slut­nin­gen til Le Pen, David Duke og Holo­caust-revi­sio­nis­men, er jeg mere over­be­vist end nogen sin­de om, at vi behø­ver det nye (Wie­sent­hal Cen­ter) Beit Has­ho­ah-Muse­um of Tole­ran­ce” i Los Ange­les. [55]

Wie­sent­hal er ofte ble­vet spurgt, hvor­for han ikke til­gi­ver dem, der for­fulg­te jøder­ne for mere end et halvt århund­re­de siden. Hans hyl­desvar er, at selv om han har ret­ten til selv at til­gi­ve, har han ikke ret­ten til at til­gi­ve på andres veg­ne. [56] På basis af den­ne ophø­je­de logik vil han imid­ler­tid hel­ler ikke have ret­ten til at jage nogen på andres veg­ne. Wie­sent­hal har aldrig begræn­set sin “jagt” til kun at omfat­te dem, der gjor­de ham per­son­ligt til offer.

Drevet af had”

Det er van­ske­ligt at afgø­re, hvad der dri­ver den­ne besyn­der­li­ge mand. Er det en hang til berøm­mel­se og beløn­ning? Eller for­sø­ger han at fortræn­ge en skam­fuld begi­ven­hed i sin for­tid?

Det er tyde­ligt, at Wie­sent­hal nyder pri­ser­ne han mod­ta­ger. “Han er en mand med et bety­de­ligt ego, stolt af lovord og æres­be­vis­nin­ger,” rap­por­te­re­de Los Ange­les Times. [57]Bru­no Krei­sky har givet en enk­le­re for­kla­ring: “dre­vet af had,” sag­de han. [58]

 

I lyset af den­ne mands vel­do­ku­men­te­re­de gene­ra­lie­blad af bed­rag, løg­ne og inkom­pe­ten­ce er de ekstra­va­gan­te pri­ser, han er ble­vet overøst med, kun en sør­ge­lig demon­stra­tion af vilj­en til kor­rup­tion og skrup­pel­løs for­næg­tel­se i vor tid.

Noter

* Ger­ma­ny Must Perish! (Tyskland må for­svin­de!) af Theo­do­re N. Kaufman(1941).

1 Hen­tet fra: “‘Nazi Hunter’ Caught Lying”, The Spot­light (Was­hin­g­ton, DC), 26. okto­ber 1981, side 9.

2 Under­sø­gel­ses­af­hø­ring af S. Wie­sent­hal den 27. og 28. maj 1948, ledet af Curt Pon­ger fra Inter­ro­ga­tion Branch af Evi­den­ce Divi­sion fra Offi­ce (U.S.), leder af Coun­sel for War Cri­mes. Afhø­ring nr. 2820. Doku­ment i Natio­nal Archi­ves (Was­hin­g­ton, DC), “Records of the U.S. Nür­n­berg War Cri­mes Tri­als Inter­ro­ga­tions, 1946-“49”, opteg­nel­ses-grup­pe 238, mikro­film M-1019, rul­le 79, ram­mer­ne 460–469 og 470–476. Også gen­gi­vet i: “New Docu­ments Rai­se New Doub­ts About Simon Wiesenthal’s War Years”, The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, vin­ter 1988–89 (volu­men 8, nr. 4), sider­ne 489–503.

3 PCIRO (Den inter­na­tio­na­le flygt­nin­ge­or­ga­ni­sa­tion i Østrig) “Ansøg­ning om assi­stan­ce”, udfyldt og sig­ne­ret af Wie­sent­hal. Date­ret 16. janu­ar 1949. (Det­te var en sags­akt i Walus-rets­sa­gen. Fotoko­pi er i for­fat­te­rens besid­del­se.)

4 Simon Wie­sent­hal, The Mur­de­rers Among Us: The Simon Wie­sent­hal Memoirs. Redi­ge­ret af Joseph Wechs­berg. (New York: McGraw Hill, 1967) På dansk: Mor­der­ne iblandt os.

5 Under­sø­gel­ses­af­hø­ring af S.Wiesenthal, 27. maj 1948, sider­ne 1–2.

6 The Mur­de­rers Among Us, side 27. I den dan­ske udga­ve fin­des den­ne infor­ma­tion i afsnit­tet “Portræt af Simon Wie­sent­hal” ved Joseph Wechs­berg på side 331.

7 The Mur­de­rers Among Us, sider­ne 29–35. Den­ne rede­gø­rel­se afvi­ger ikke fra hans udta­lel­ser i 1948 og 1949 (i den dan­ske udga­ve fin­des den­ne infor­ma­tion i afsnit­tet “Portræt af Simon Wie­sent­hal” ved Joseph Wechs­berg på side 334); Se også: Simon Wie­sent­hal, Justi­ce Not Ven­ge­an­ce (New York: Grove Wei­den­feld: 1989), sider­ne 7–9.

8 Under­sø­gel­ses­af­hø­ring fra 17. maj 1948, side 2. I en under­skre­vet erklæ­ring­fra 1945 skrev Wie­sent­hal: “… Jeg flyg­te­de den 18. okto­ber 1943 fra Lem­berg-lej­ren for hårdt arbej­de [i Lvov], hvor jeg blev holdt som fan­ge under mine to år som arbej­der på jer­n­ba­nens værk­ste­der … og holdt mig skjult, ind­til jeg den 21. novem­ber 1943 kun­ne slut­te mig til de jødi­ske par­tisa­ner, der ope­re­re­de der. Det var mens jeg kæm­pe­de i par­tisa­ner­nes ræk­ker mod nazi­ster­ne, at det lyk­ke­des os at sam­le bety­de­li­ge mæng­der af bevi­ser og sik­re dem ved at gra­ve dem ned … Da par­tisa­ner­ne var ble­vet split­tet af tysker­ne, flyg­te­de jeg til Lem­berg den 10. febru­ar 1944, hvor­ef­ter jeg igen holdt mig skjult. Den 13. juni 1944 blev jeg fun­det under en hus til hus-under­sø­gel­se, og jeg blev straks sendt til den kend­te Lacki-lejr, nær den by …” Kil­de: “Cur­ri­culum Vitae af Ing. Wie­sent­hal, Szy­mon.” SHAEF, Emne: Krigs­for­bry­del­ser, 6. juli 1945. Opteg­nel­ser fra USAEUR, War Cri­mes Branch, Natio­nal Archi­ves (Suit­land, Maryland), Opteg­nel­ses-grup­pe 338, kas­se 534, map­pe 000–50-59. Wie­sent­hals påstå­e­de par­tisanak­ti­vi­tet bli­ver også omtalt i Alan Levys The Wie­sent­hal File (Grand Rapids, Mich.: Eerd­mans, 1994), sider­ne 50–53.

9 Under­sø­gel­ses­af­hø­ring fra 28. maj 1948, sider­ne 1–2.

10 Under­sø­gel­ses­af­hø­ring fra 28. maj 1948, side 5.

11 The Mur­de­rers Among Us, sider­ne 35–37. I den dan­ske udga­ve fin­des den­ne infor­ma­tion i afsnit­tet” Portræt af Simon Wie­sent­hal” ved Joseph Wechs­berg på sider­ne 336–337.

12 The Mur­de­rers Among Us, sider­ne 37–38 (i den dan­ske udga­ve fin­des den­ne infor­ma­tion i afsnit­tet “Portræt af Simon Wie­sent­hal” ved Joseph Wechs­berg på side 338); Under­sø­gel­ses­af­hø­ring fra 27. maj 1948, side 2, og 28. maj 1948, side 5; A. Levy, The Wie­sent­hal File (1994), side 54.

13 The Mur­de­rers Among Us, sider­ne 39–44 (i den dan­ske udga­ve fin­des den­ne infor­ma­tion i afsnit­tet “Portræt af SimonWie­sent­hal” ved Joseph Wechs­berg på sider­ne 339–343); Under­sø­gel­ses­af­hø­ring fra 27. maj 1948, side 2–3.

14 Inter­view med frem­me­de jour­na­li­ster i Wien den 10. novem­ber 1975. Tek­sten blev publi­ce­ret under over­skrif­ten: “War Wie­sent­hal ein Gesta­po-Kol­la­bo­ra­t­eur?” i Pro­fil (Wien), nr. 47, 18. novem­ber 1975, sider­ne 16, 22–23; Igen nævnt i: Robert H. Dre­chs­ler, Simon Wie­sent­hal: Doku­men­ta­tion (Wien: 1982), sider­ne 215–218, 222–223; del­vist gen­gi­vet i A. Levys, The Wie­sent­hal File (1994), side 349, og i S.Wiesenthals, Justi­ce Not Ven­ge­an­ce (New York: 1989), sider­ne 7, 299. Krei­sky var ikke den ene­ste, der ankla­ge­de Wie­sent­hal for at have kol­la­bo­re­ret med tysker­nes Gesta­po. Wim Van Leer, klum­meskri­ver for det engelsk­spro­ge­de dag­blad Jerus­a­lem Post, udtal­te i maj 1986, at en højt ran­ge­ren­de poli­ti­an­sat i Wien, der refe­re­re­de for­tro­li­ge poli­tirap­por­ter, i løbet af 60’erne hav­de for­talt ham, at den­ne og andre ankla­ger mod Wie­sent­hal var vel­be­grun­de­de. Kil­de: J. Bus­hin­sky, “Nazi hunter sues over char­ges of links to Gesta­po”, Chi­ca­go Sun-Times, 31. janu­ar 1987.

15 Simon Wie­sent­hal, KZ Maut­hau­sen (Linz og Wien: Ibis-Ver­lag, 1946). Fak­si­mi­le gen­gi­vel­se i: Robert H.Drechsler, Simon Wie­sent­hal: Doku­men­ta­tion (Wien: 1982), side 64.

16 “Firing Squad”, Life magasinet,US-udgave, 11. juni 1945, side 50.

17 IHR og K. Sti­me­ly, “The Sleight-of-Hand of Simon Wie­sent­hal”, The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, for­år 1984 (volu­men 5, nr. 1), sider­ne 120–122; Deut­sche Natio­nal-Zei­tung (Mün­chen), 21. maj 1993, side 3.

18 S. Wie­sent­hal, KZ Maut­hau­sen (1946). Se også fak­si­mi­le gen­tryk i: Robert H. Dre­chs­lers Simon Wie­sent­hal: Doku­men­ta­tion (Wien: 1982), sider­ne 42, 46. Den­ne “til­stå­el­se” er en noget ændret ver­sion af Nür­n­berg-doku­men­tet NO-1973; En ny redi­ge­ring af Wie­sent­hals bog fra 1946 er ble­vet udgi­vet under tit­len Denn sie Wus­sten, was sie tun: Zei­chnun­gen und Aufzei­chnun­gen aus dem KZ Maut­hau­sen (Wien: F. Deu­ti­cke, 1995). Jeg tak­ker for, at Robert Fauris­son gjor­de mig opmærk­som på det­te. Han påpe­ger i et essay fra juli 1995, at Wie­sent­hal har ude­ladt såvel Zie­reis’ “døds­le­je­be­ken­del­se” som teg­nin­gen af de tre Maut­hau­sen-ind­sat­te fra den­ne nye udga­ve.

19 Iføl­ge Encycl­o­pa­e­dia Judai­ca (“Maut­hau­sen”, volu­men 11, side 1138), løb tota­len for hele peri­o­den op i 206.000 ind­sat­te per­so­ner i Maut­hau­sen og dens satel­lit­lej­re (her­un­der Hart­heim).

20 S. Wie­sent­hal, KZ Maut­hau­sen (1946). Fak­si­mi­le er gen­trykt i: R. Dre­chs­ler, Simon Wie­sent­hal: Doku­men­ta­tion, side 47.

21 R.Faurisson, “The Gas Cham­bers: Truth or Lie?”, The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, vin­ter 1981, sider­ne 330, 361. Se også: Hans Fritzs­che, The Sword in the Sca­les (Lon­don: 1953), side 185; Gerald Reit­lin­ger, The Final Solu­tion (Lon­don: Sphe­re, pb., 1971), side 515; IHR “The­Nu­rem­berg Tri­als and the Holo­caust”, The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, som­mer 1992 (volu­men 12, nr. 2), side 182.

22 USA Today, 21. april 1983, side 9A.

23 The Mur­de­rers Among Us, side 44. I den dan­ske udga­ve fin­des den­ne type infor­ma­tion i afsnit­tet “Portræt af Simon Wie­sent­hal” ved Joseph Wechs­berg bagest i bogen, men afsnit­tet slut­ter med side 343 og Wie­sent­hals befri­el­se i Maut­hau­sen: “… ame­ri­ka­ner­ne hav­de befri­et os den 5. maj 1945.” Oplys­nin­gen synes hel­ler ikke at frem­gå af Kapi­tel 1, hvor Wie­sent­hal selv beret­ter om sin befri­el­se.

24 Eve­lyn Le Che­ne, Maut­hau­sen: The History of a Death Camp (Lon­don: 1971), sider­ne 166–168 og 190–191.

25 “Maut­hau­sen”, Encycl­o­pa­e­dia Judai­ca (New York og Jerus­a­lem: 1971), volu­men 11, side 1138.

26 C. Moritz, redak­tør af Cur­rent Bio­grap­hy 1975 (New York: H.W. Wil­son, 1975), side 442; under­sø­gel­ses­af­hø­ring af Wie­sent­hal 27. maj 1948, side 3.

27 IHR, “Jewish Soap”, The Jour­nal of Histo­ri­cal­Re­view, som­mer 1991 (volu­men 11, nr. 2), sider­ne 217–227; Se også: Robert Fauris­son, “La savon juif”, Anna­les d’Histoire Revi­sionni­ste (Paris), nr. 1, trykt 1987, sider­ne 153–159.

28 Der Neue Weg (Wien), nr. 17/18, 1946, sider­ne 4–5. Arti­kel med tit­len “RIF” af “Ing. Wie­senth.” (Simon Wie­sent­hal).

29 Der Neue Weg (Wien), nr. 19/20, 1946, sider­ne 14–15.Artikel med tit­len “Sei­fen­fa­brik Bel­setz” (“Belzec sæbe­fa­brik”), af “Ing. S.Wiesenth.”

30 S. Wie­sent­hal, Sails ofHope (Mac­mil­lan, 1973).

31 Let­ters from Wie­sent­hal i Books og Book­men (Lon­don), april 1975, side 5, og i Stars and Stripes (euro­pæ­isk udga­ve), 24. janu­ar 1993, side 14. Fak­si­mi­le af Stars and Stripes brev i The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, maj-juni 1993, side 10; (og eller ses den her). I 1986 løj Wie­sent­hal om sin udta­lel­se i 1975. I et brev date­ret 12. maj 1986 til prof. John George på Cen­tral Sta­te Uni­ver­si­ty i Edmond, Okla­ho­ma (kopi fin­des i for­fat­te­rens besid­del­se) skrev Wie­sent­hal: “Jeg har aldrig udtalt, at ‘der ingen udryd­del­ses­lej­re var på tysk jord’. Det­te ‘citat’ er falsk; jeg kun­ne aldrig have udtalt noget sådant.”

32 For eksem­pel i et brev (date­ret 13. sep­tem­ber 1993), publi­ce­ret i New York Times, 29. sep­tem­ber 1993, brov­ter Wie­sent­hal: “Det lyk­ke­des mig at brin­ge et antal nazi­ster, som hav­de udført hor­rib­le for­bry­del­ser under nazi­pe­ri­o­den, for ret­ten, her­un­der Adolf Eich­mann, Franz Stangl, Gustav Wag­ner, …”

33 S. Birnbaum,“Wiesenthal’s Claim on Eich­mann Dis­pu­ted by For­mer Mos­sad Head”, Jewish Tele­grap­hic Agen­cy Daily News Bul­le­tin (New York), 4. april 1989.(Rapporten date­ret 3. april.)

34 J. Scha­ch­ter, “Wie­sent­hal had no role in Eich­mann cap­tu­re”, The Jerus­a­lem Post, 18. maj 1991. Fak­si­mi­le gen­tryk i Chri­sti­an News, 27. may 1991, side 19. Se også: Ruth Sinai, “Wiesenthal’s role in Eichmann’s cap­tu­re dis­pu­ted”, Asso­ci­a­ted Press, The Oran­ge Coun­ty Regi­ster, 25. febru­ar 1990, side A 26; L. Lag­na­do, “How Simon Wie­sent­hal Hel­ped a Secret Nazi”, Forward (New York), 24. sep­tem­ber 1993, sider­ne 1, 3.

35 J. Scha­ch­ter, The Jerus­a­lem Post, 18.maj 1991 (nævnt oven­for). Fak­si­mi­le i Chri­sti­an News, 27. maj 1991, side 19.

36 Arnold For­ster, Squa­re One (New York: 1988), sider­ne 187–189. (For­ster var che­fad­vo­kat i Anti-Defa­ma­tion League, en stor zio­nist-orga­ni­sa­tion.)

37 J. Gold­berg, “Top Spy Says Wie­sent­hal Lied About His Exploits”, Forward (New York), 12. novem­ber 1993, sider­ne 1, 4; R. Sinai, “Wiesenthal’s role…”, The Oran­ge Coun­ty Regi­ster, 25. febru­ar 1990 (nævnt oven­for).

38 Micha­el Arndt, “The Wrong Man”, The Chi­ca­go Tri­bu­ne Maga­zi­ne, 2, decem­ber 1984, sider­ne 15–35, især side 23; Char­les Ash­man og Robert J. Wag­man, The Nazi Hunters (New York: Pha­ros Books, 1988), sider­ne 193–195.

39 “The Nazi Who Never Was”, The Was­hin­g­ton Post, 10. maj 1981, sider­ne B5, B8.

40 “The Per­secu­tion of Frank Walus”, Rea­der (Chi­ca­go), 23. janu­ar 1981, sider­ne 19, 30. Efter at Wie­sent­hal ulti­ma­tivt hav­de taget fejl i en til­sva­ren­de sag i Cana­da, kom­men­te­re­de avi­sen Tor­on­to Sun i en leder: “Det vir­ker som om, at mate­ri­a­le frem­skaf­fet af den pro­fes­sio­nel­le nazi­jæ­ger Simon Wie­sent­hal er fejl­be­hæf­tet, men alli­ge­vel gen­ta­ges det [i medi­er­ne].” (Gen­gi­vet i The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, for­år 1984, sider­ne 120–122.)

41 Gerald L. Pos­ner og John Ware, Men­ge­le: The Com­ple­te Story (New York: Dell, 1987), sider­ne 220–221; Gerald Astor, The ‘Last’ Nazi: The Life and Times of Dr. Joseph Men­ge­le (Tor­on­to: Paperja­cks, 1986), side 202.

42 G. Pos­ner og J. Ware, Men­ge­le: The Com­ple­te Story (nævnt oven­for), side 220.

43 G. Pos­ner og J. Ware, Men­ge­le: … (nævnt oven­for), sider­ne 179–180; G. Astor, The ‘Last’ Nazi: … (nævnt oven­for), sider­ne 178–180.

44 Time maga­zi­ne, 26. september1977, sider­ne 36–38. Hen­tet fra: G. Pos­ner og J. Ware, Men­ge­le: … (nævnt oven­for), side 219.

45 “Hunting the ‘Angel of Death’”, Newswe­ek, 20. maj 1985, sider­ne 36–38. Se også: IHR, “Les­sons of the Men­ge­le Affair”, Jour­nal of Histo­ri­cal Review, efter­år 1985 (volu­men 6, nr. 3), side 382. Om Wie­sent­hals for­drej­ning af sand­he­den i Mer­melste­in-IHR-sagen, se: IHR, “Decla­ra­tion”, Jour­nal of Histo­ri­cal Review, for­år 1982 (volu­men 3, nr. 1), sider­ne 42–43; IHR, “Albert Spe­er and the ‘Holo­caust“‘, Jour­nal of Histo­ri­cal Review, vin­ter 1984 (volu­men 5, nr. 2–4), side 439.

46 Mid­stream, 24. decem­ber 1983, side 24. Gen­gi­vet fra: G. Pos­ner og J. Ware, Men­ge­le: … (nævnt oven­for), side 219; Los Ange­les Times, 15. novem­ber 1985, side 2.

47 J. Scha­ch­ter, “Wie­sent­hal had no role in Eich­mann cap­tu­re”, The Jerus­a­lem Post, 18. maj 1991. Gen­gi­vet som fak­si­mi­le i Chri­sti­an News, 27. maj 1991, side 19.

48 Tom Bower i The Times (Lon­don), 14. juni 1985, side 14. Gen­gi­vet i: G. Pos­ner og J. Ware, Men­ge­le: … (nævnt oven­for), sider­ne 222–223.

49 G. Pos­ner og J. Ware, (nævnt oven­for), sider­ne 222–223.

50 Betray­al, by Eli M. Rosen­baum med Wil­li­am Hof­fer. Udgi­vet i 1993 af St. Martin’s Press (New York). Gen­nem­gå­et af Jacob Heil­brunn i New York Times Book Review, 10. okto­ber 1993, side 9.

51 Hen­tet fra L. Lag­na­do, “How Simon Wie­sent­hal …”, Forward (New York), 24. sep­tem­ber 1993, side 3.

52 New York Times Book Review, 10. okto­ber 1993, side 9; Forward (New York), 24. sep­tem­ber 1993, side 3.

53 “Was hat Wie­sent­hal zu ver­ber­gen?”, Deut­sche Natio­nal-Zei­tung (Mün­chen), 11. novem­ber 1988, side 4.

54 David Sinai, “News We Doubt You’ve Seen”, The Jewish Press (Brook­lyn, NY), 23. decem­ber 1988. Base­ret på rap­por­ter i den isra­el­ske avis Ha’aretz, 16. decem­ber 1988.

55 “A Mes­sa­ge from Simon Wie­sent­hal”, Respon­se: The Wie­sent­hal Cen­ter Wor­ld Report, vin­ter 1992, side 11.

56 Char­les Ash­man og Robert J. Wag­man, The Nazi Hunters (New York:Pharos Books, 1988), side 286; A. Popkin, “Nazi-Hunter Simon Wie­sent­hal: ‘Infor­ma­tion is Our Best Defen­se’”, Was­hin­g­ton Jewish Week, 29. okto­ber 1987, side 2.

57 Hen­tet fra: IHR, The Spot­light, 26. okto­ber 1981, side 9.

58 Hen­tet fra Deut­sche Natio­nal-Zei­tung (Mün­chen), 8. juli 1988, side 7, og fra R. Dre­chs­ler, Simon Wie­sent­hal: Doku­men­ta­tion (Wien: 1982), side 199.

Den­ne arti­kel er fra The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, juli-august 1995 (volu­men 15, nr. 4), sider­ne 8–16. Udga­ven er revi­de­ret og opda­te­ret på grund­lag af en arti­kel fra vin­te­r­en 1989–90, da sam­me emne blev behand­let i The Jour­nal of Histo­ri­cal Review.

http://​www​.ihr​.org/​l​e​a​f​l​e​t​s​/​w​i​e​s​e​n​t​h​a​l​.​s​h​tml

Albert Ein­ste­in-citat fra Collier’s Maga­zi­ne den 26. novem­ber 1938:

Anti­se­mi­tis­me er blot den mod­stand, der ska­bes i ikke-jøden af jøder­ne. Jøder­ne tri­ves med under­tryk­kel­se og den mod­stand de evin­de­ligt har mødt i ver­den … den grund­lig­gen­de årsag er deres behov for fjen­der, som de ska­ber for at beva­re soli­da­ri­te­ten.

Den ledende nazijægers spor af løgne

Af Guy Walters, historiker, juli 2009.

Simon Wie­sent­hal, berøm­met for sin jagt efter ret­fær­dig­hed, fan­ge­de fær­re krigs­for­bry­de­re end han påstod og opfandt sto­re dele af sin egen Holo­caust histo­rie.

Siden de tid­li­ge 60’ere er Wie­sent­hals navn ble­vet syno­nymt med jag­ten på nazi­ster. Hans sta­tus er som en anden hel­gens. Fire gan­ge nomi­ne­ret til Nobels fredspris, mod­ta­ger af “Bri­tisk honorary knigh­t­hood”, af “US Presi­den­ti­al Medal of Fre­edom”, af den fran­ske “Légion dé hon­n­eur” og mindst 53 andre udmær­kel­ser, lige­som han ofte er ble­vet god­skre­vet omkring 1.100 “naziskal­pe”. Over alt andet huskes han for sine bestræ­bel­ser på at opspo­re Adolf Eich­mann, udråbt som en af de mest noto­ri­ske krigs­for­bry­de­re.

Wie­sent­hals omdøm­me er imid­ler­tid byg­get på sand. Han var en løg­ner — og oven i købet en elen­dig af slagsen. Fra slut­nin­gen af Anden Ver­denskrig til slut­nin­gen af hans liv i 2005 løj han til­ba­ge­ven­den­de, såvel om sin påstå­e­de jagt på Eich­mann som om andre bedrif­ter under nazi­j­ag­ten. Han bryg­ge­de også utro­li­ge histo­ri­er sam­men om sine år under kri­gen og gjor­de en falsk aka­de­misk kar­ri­e­re gæl­den­de. Der er så man­ge til­fæl­de af inkon­si­stens mel­lem hans tre hove­d­e­rin­drin­ger og mel­lem dis­se erin­drin­ger og sam­ti­di­ge doku­men­ter, at det er umu­ligt at til­ve­je­brin­ge et påli­de­ligt bil­le­de på det grund­lag. Wie­sent­hals rin­ge respekt for sand­he­den bety­der, at alt, hvad han nogen sin­de har skre­vet eller sagt, kan betviv­les.

Nogen føler måske, at jeg er for hård ved ham og løber en pro­fes­sio­nel risi­ko ved til­sy­ne­la­den­de at alli­e­re mig med en for­kætret ban­de af nyna­zi­ster, holo­caust-benæg­te­re og anti­se­mit­ter. Jeg til­hø­rer ingen af dis­se lej­re, men de skal ikke have monopol på at kri­ti­se­re Wie­sent­hal. Hans per­son er kom­pleks og af betyd­ning. Hvis der var et motiv for hans dob­belt­hed, kun­ne det meget vel have bun­det i gode inten­tio­ner. For hans usand­he­der er ikke de ene­ste cho­ke­ren­de opda­gel­ser, jeg har gjort i min research af emnet: for­s­vund­ne tyske krigs­for­bry­de­re. Jeg fandt også et fra­vær af poli­tisk vil­je til at jage dem. Man­ge kun­ne have været bragt for ret­ten, hvis rege­rin­ger­ne hav­de stil­let de mind­ste res­sour­cer til rådig­hed for efter­forsk­nin­gen.

Det er del­vist Wie­sent­hals ind­sats at Holo­caust er ble­vet kendt og skre­vet om, og det er måske han egent­li­ge bidrag. Han brag­te et antal nazi­ster for ret­ten, men det var intet imod det antal, han gjor­de krav på, og Eich­mann var bestemt ikke en af dem. Det vil imid­ler­tid føre for vidt her at fore­ta­ge en detal­je­ret under­sø­gel­se af alle hans for­drin­ger som nazi­jæ­ger. Jeg vil begræn­se mig til nog­le kend­te førkrigs- og krigsepi­so­der, der er tæt på hjer­tet af Wie­sent­hal-myten.

Han blev født i 1908 i Bucza­cz, Galizi­en, den­gang en del af det østrig-ungar­ske rige, men i dag under Ukrai­ne. Efter Før­ste Ver­denskrig skif­te­de kon­trol­len med områ­det hyp­pigt mel­lem pol­ske, ukrain­ske og sov­je­ti­ske styr­ker. I 1920 blev den 11-åri­ge Wie­sent­hal angre­bet med sabel af en bere­den ukrai­ner, der hug­ge­de gen­nem hans høj­re lår ind til benet. Wie­sent­hal betrag­te­de arret som ét af en lang ræk­ke bevi­ser for, at han blev beskyt­tet mod en vold­som død af en “usyn­lig magt”, der ønske­de at hol­de ham i live for en bestemt opga­ve.

Hans bag­grund var ide­el for enhver spi­ren­de fabu­lant. Som man­ge fra Galizi­en har Wie­sent­hal til­bragt sin barn­dom ned­dyk­ket i den pol­ske lit­teræ­re gen­re af usand­syn­li­ge histo­ri­er over mid­dags­bor­det. I Bucza­cz i 20’erne var sand­he­den et rela­tivt ela­stisk kon­cept. Som 19-årig blev han arki­tekt­stu­de­ren­de på det tek­ni­ske uni­ver­si­tet i Prag, hvor han demon­stre­re­de evner som for­tæl­ler og stand-up-komi­ker.

Hans stu­di­er gik min­dre end godt. Skønt de fle­ste bio­gra­fi­er — inklu­si­ve den på Simon Wie­sent­hal Cen­te­rets hjem­mesi­de — hæv­der, at han fuld­før­te uddan­nel­sen, bestod han ikke den afslut­ten­de eksa­men. Nog­le bio­gra­fi­er siger, at han opnå­e­de diplom som design-inge­ni­ør på Lvovs poly­tek­ni­ske sko­le i Polen, men stats­ar­ki­ver­ne for Lvov har ingen opteg­nel­ser om, at han skul­le have stu­de­ret der, og hans navn mang­ler fra den pol­ske for­teg­nel­se fra før kri­gen over arki­tek­ter og byg­nings­kon­struk­tø­rer. Alli­ge­vel gjor­de han gen­nem hele livet gæl­den­de, at han var i besid­del­se af en sådan diplom­ud­dan­nel­se og anfør­te uan­fæg­tet tit­len på sine bre­ve.

På til­sva­ren­de måde er der inkon­si­stens i hans dra­ma­ti­ske histo­ri­er fra Anden Ver­denskrig. Wie­sent­hal befandt sig i Lvov, da byen blev over­ta­get af det natio­nalso­ci­a­li­sti­ske Tyskland i 1941. Han påstod, at han og en jødisk ven ved navn Gross blev anholdt kl. 16 søn­dag den 6. juli, en af de få tids­an­gi­vel­ser, der for­bli­ver uæn­dret gen­nem hans skif­ten­de ver­sio­ner af sin livs histo­rie. Når som helst, han er til­sva­ren­de spe­ci­fik, er det nor­malt for­di han lyver.

Efter at være ble­vet båret i arme og ben til fængs­let, blev de linet op sam­men med omkring 40 andre jøder på gårds­plad­sen. Ukrainsk hjæl­pepo­li­ti begynd­te at sky­de hver enkelt i nak­ken, idet de arbej­de­de sig ned langs geled­det mod Wie­sent­hal. Han blev red­det af kir­ke­klok­ker, der rin­ge­de til aften­mes­se. Ube­gri­be­ligt, at ukrai­ner­ne indstil­le­de deres hen­ret­tel­se for at gå til gud­stje­ne­ste. De over­le­ven­de blev ført til cel­ler­ne, hvor Wie­sent­hal hæv­der, at han faldt i søvn. Han blev væk­ket af en ven i det ukrain­ske hjæl­pepo­li­ti, som red­de­de både ham og Gross ved at opfor­dre dem til at udgi­ve sig for rus­si­ske spio­ner. De blev brutalt afhørt — Wie­sent­hal miste­de to tæn­der — men blev sat fri efter at have ren­gjort kom­man­dan­tens kon­tor.

Histo­ri­en om den­ne sen­sa­tio­nel­le red­ning — en af de mest kend­te fra Wie­sent­hals krigs­pe­ri­o­de og blandt dem, der har med­vir­ket til at befæ­ste ind­tryk­ket af gud­dom­me­lig mis­sion — er efter alt at døm­me kom­plet opspind. Ukrai­ner­ne udfør­te bestemt bruta­le pogro­mer i Lvov i begyn­del­sen af juli 1941, men der­ef­ter fulg­te et ophold ind­til den 25. juli. Iføl­ge en erklæ­ring, som Wie­sent­hal afgav til ame­ri­kan­ske under­sø­ge­re af krigs­for­bry­del­ser efter kri­gen, blev han i vir­ke­lig­he­den anholdt den 13. juli, men lyk­ke­des at und­vi­ge “gen­nem bestik­kel­se”. Ved at flyt­te sin anhol­del­se til 6. juli kom hans histo­rie til at pas­se med tids­punk­tet for pogro­mer­ne.

Sidst på året befandt Wie­sent­hal sig i kon­cen­tra­tions­lej­ren Janowska uden for Lvov. Her blev han sat til at male sov­je­ti­ske loko­mo­ti­ver over med natio­nalso­ci­a­li­sti­ske sym­bo­ler, og han blev ven med Adolf Kohl­rautz, den tyske overin­spek­tør på værk­ste­det og “anti­na­zist i det skjul­te”. Den 20. april 1943 blev Wie­sent­hal igen udta­get til en kol­lek­tiv hen­ret­tel­se. SS i Janowska udpe­ge­de ham blandt andre jøder til at bli­ve skudt til fejring af Hit­lers 54. fød­sels­dag. Tavst gik grup­pen mod en enorm udgrav­ning, “2 meter bred og 500 meter lang”. Enkel­te døde krop­pe var syn­li­ge i den. Fan­ger­ne blev tvun­get til at tage tøjet af og blev i gåse­gang dre­vet gen­nem en kor­ri­dor ind­heg­net med pig­t­råd, en “slan­ge”, der skul­le sky­des led for led ved kan­ten af udgrav­nin­gen.

En fløjte afbrød skud­de­ne fulgt af råbet “Wie­sent­hal!”. En SS-mand ved navn Kol­ler kom løben­de og bad Wisent­hal om at føl­ge med. “Jeg vak­le­de som en fuld mand,” husker Wie­sent­hal. “Kol­ler gav mig et par lus­sin­ger så jeg blev nær­væ­ren­de. Jeg gik til­ba­ge gen­nem slan­gen, nøgen. Bag mig fort­sat­te lyden af skud, men de slut­te­de læn­ge før jeg nåe­de lej­ren.” I værk­ste­det fandt han en begej­stret Kohl­rautz, der hav­de over­be­vist lej­rkom­man­dan­ten om, at det var afgø­ren­de at hol­de Wie­sent­hal i live, så han­kun­ne male en pla­kat, der skul­le vise et hage­kors og orde­ne “Vi tak­ker vores fører”.

[Redak­tio­nel kom­men­tar: Føl­gen­de er ordret cite­ret fra Mor­der­ne iblandt os (den dan­ske over­sæt­tel­se af The Mur­de­rers Among Us fra 1967), Joseph Wechs­bergs bio­gra­fi­ske omta­le, PORTRÆT AF SIMON WIESENTHAL, sidst i bogen, sider­ne 334–335:

Wie­sent­hal min­des tiden på repa­ra­tions-værk­ste­der­ne ved Ost­ba­hn som en for­nuf­tens oase i for­ryk­t­he­dens ørken. De halv­treds tyske funk­tio­næ­rer, der arbej­de­de under Guent­hert, opfør­te sig kor­rekt både over for polak­ker­ne og jøder­ne. Wie­sent­hals direk­te over­ord­ne­de, Overin­spek­tor Adolf Kohl­rautz, var i lig­hed med Guent­hert en usæd­van­lig anstæn­dig mand. Wie­sent­hal opda­ge­de, at de beg­ge var anti-nazi­ster. Kohl­rautz gik så vidt som at til­la­de Wie­sent­hal at skju­le to pisto­ler, som han hav­de til­eg­net sig ad ille­gal vej, i Kohl­rautz’ skri­ve­bord. Blandt polak­ker­ne var der man­ge, som — skønt de fore­gav at være vil­li­ge kol­la­bo­ra­tø­rer — med ild­hu delt­og i de ille­ga­le mod­stands­grup­per.

Og her bedes læse­ren sam­men­lig­ne udtryk­ket “for­nuf­tens oase“med den umid­del­ba­re fort­sæt­tel­se; sta­dig Wechs­berg, der refe­re­rer Wie­sent­hal:

Den 20. april 1943, Hit­lers 54 års fød­sels­dag, var en sol­gyl­den for­års­dag. Wie­sent­hal hav­de siden dag­gry været i fuld sving med at male Hit­ler- og hage­kors-pla­ka­ter, der skul­le bru­ges til fød­sels­dags­fe­sten, som SS sam­me dag skul­le fejre på vær­ket. Han og to jødi­ske hjæl­pe­re var ved at læg­ge sid­ste hånd på en stor pla­kat: VI ELSKER VOR FØRER, da SS-Unter­s­char­fürer Dyga, som stam­me­de fra Silesia og hav­de et polsk-klin­gen­de navn, plud­se­lig fik lyst til at demon­stre­re, at han var mere tysk end de fle­ste tyske­re tak­ket være sin usæd­van­li­ge bruta­li­tet. Han kom­man­de­re­de de tre mænd til at føl­ge med sig. De lag­de pens­ler­ne fra sig og gik ud i solskin­net. Obe­rin­spek­tor Kohl­rauz så ulyk­ke­ligt på Wie­sent­hal. SS hav­de plan­lagt at sky­de et vist antal jøder i anled­ning af føre­rens fød­sels­dag. En halv snes SS-mænd kom til syne, anført af en vis Unter­s­char­fürer Krauzer, som med­før­te en maskin­pi­stol. Fan­ger­ne fik besked på to og to at mar­che­re gen­nem det spa­li­er, som SS-erne dan­ne­de.

Wie­sent­hal min­des, hvor­dan fan­ger­ne gik. “Hver enkelt af os gik helt ale­ne, ale­ne med sig selv, med sine egne tan­ker. Enhver var som en ø af ensom­hed. Det var vort pri­vil­e­gi­um og vor styr­ke.”

En vold­som april-byge styr­te­de ned over dem, da de nåe­de frem til en grus­grav, som var seks fod dyb og måske fem­ten hund­re­de fod lang. Nog­le få nøg­ne lig lå der­ne­de fra tid­li­ge­re hen­ret­tel­ser. Når en sek­tion af gra­ven var fyldt, blev lige­ne kastet til med sand, og en ny sek­tion kun­ne fyl­des op. En stor last­vogn stod med moto­ren i gang i nær­he­den af gra­ven. Jøder­ne fik ordre til at affø­re sig al beklæd­ning, læg­ge tøjet sam­men i ordent­li­ge bun­ker og læg­ge dem op på last­bi­len. Sene­re skul­le jøder­nes tøj og sko for­de­les mel­lem de fat­ti­ge i Tyskland med hjælp fra vel­dæ­di­ge damer, som var med­lem­mer af Fol­ke-Vel­færds­grup­pen NS (den natio­nal-soci­a­li­sti­ske vel­færds­or­ga­ni­sa­tion). De fat­ti­ge vil­le pri­se føre­ren og ifø­re sig klæ­der og sko uden tan­ke på, hvor­fra de stam­me­de.

Last­bi­len kør­te bort. Wie­sent­hal tal­te 38 mænd og 6 kvin­der. De fik ordre til at dan­ne en lang ræk­ke og sti­ge op på vol­den, der kan­te­de gra­ven. Wie­sent­hal opfat­te­de gen­nem øjen­kro­gen, at SS-man­den Krauzer hæve­de sin pistol. Reg­nen var taget til, men den var ikke hef­tig nok til at kun­ne druk­ne de døen­des skrig. meka­nisk tal­te Wie­sent­hal skud­de­ne: et, to, tre, fire, fem. Der var et ophold. En mand var fal­det til jor­den og ikke ned i gra­ven. En SS-mand gik frem og spar­ke­de liget ned i gra­ven. Seks, syv, otte, ni.

Wie­sent­hal hav­de ikke lyst til at tæl­le mere. Fra et eller andet sted lød en fløjtes skin­gre lyd, og en stem­me, der syn­tes at træn­ge igen­nem tid og rum råb­te:

Wie-sen-thal!”

Og end­nu engang, men nær­me­re: “Wie­sent­hal!!” Den­ne gang stod han auto­ma­tisk ret og hør­te sin egen stem­me sva­re: “Her!” Man befa­le­de ham at gøre omkring. Halvt blæn­det af reg­nen skim­te­de Wie­sent­hal et nyt ansigt, som var Rot­ten­fürer Kol­ler, der befa­le­de ham at føl­ge med. Krauzer, bød­de­len, stir­re­de for­vir­ret efter dem: han var kom­met for at sky­de fireog­fyr­re men­ne­sker, ikke treog­fyr­re. Kol­ler sag­de, at han skul­le hen­te Wie­sent­hal, og at han bare kun­ne fort­sæt­te sit arbej­de.

Jeg stav­re­de af sted som en beru­set mand,” for­tæl­ler Wie­sent­hal. “Kol­ler slog mig to gan­ge i ansig­tet, og det brag­te mig til­ba­ge til jor­den. Jeg var på vej til­ba­ge, split­ter­nø­gen. Bag mig fort­sat­te skyd­nin­gen, men den var til­en­de­bragt, læn­ge før jeg nåe­de til­ba­ge til lej­ren.”

Last­bi­len med de fireog­fyr­re tøj­bun­ker holdt for­an tøj-depo­tet. Wie­sent­hal fik besked på at tage sine sko og sit tøj, dog “uden at brin­ge de øvri­ge bun­ker i uor­den”. Der­ef­ter blev han ført til­ba­ge gen­nem byen til værk­ste­der­ne, hvor Kol­ler afle­ve­re­de ham til Overin­spek­tor Kohl­rautz. “Her er deres mand,” sag­de Kol­ler og stir­re­de mistænk­somt på Kohl­rautz.

Godt”, sag­de Kohl­rautz. “Vi har brug for Wie­sent­hal. Dis­se pla­ka­ter skal være fær­di­ge før festen i efter­mid­dag. Vi skal bru­ge yder­li­ge­re en kæm­pe­pla­kat med et hage­kors, hvi­de bog­sta­ver på rød bag­grund, og med orde­ne VI TAKKER VOR FØRER”.

Atter demon­stre­rer Wie­sent­hal sin forun­der­li­ge evne til at nær­me sig døden uden at den berø­rer ham alvor­ligt (sam­me for­hold, som han har til sand­he­den) — igen tak­ket være en hel­dig pla­ce­ring i den rig­ti­ge ende af køen. Det kan undre, at ingen efter kri­gen har bedt Wie­sent­hal udpe­ge ste­det for den­ne mas­se­grav. Et bil­le­de af ham på kan­ten af den åbne­de grav med rester­ne af de treog­fyr­re, der efter hans beret­ning blev skudt den dag, vil­le have til­fø­jet hans histo­rie en bety­de­lig tyng­de. Hvor­for und­gik han en sådan mulig­hed for at bril­le­re i ver­denspres­sen?
Her føl­ger en anden beret­ning fra sam­me lejr, sta­dig det sted, som Wie­sent­hal tid­li­ge­re har benævnt som en “for­nuf­tens oase”. Tek­sten er fra Mor­der­ne iblandt os, side 323:

Wie­sent­hals for­bry­der-kar­to­tek har man­ge åbne spørgs­mål. På nog­le kort fin­des kun et for­navn, eller et dæk­navn eller øge­navn, som nog­le SS-folk var kendt under blandt fan­ger­ne. I kon­cen­tra­tions­lej­ren ved Lvov kald­te man en af de mest ond­s­in­de­de SS-vog­te­re “Tom Mix” efter den berøm­te ame­ri­kan­ske cow­boy-film­helt. “Tom Mix“s ynd­lings­hob­by bestod i at ride gen­nem fan­ge­lej­ren og sky­de fan­ger­ne på lyk­ke og from­me. Der fin­des adskil­li­ge øjen­vid­ner til “Tom Mix“s hel­te­ger­nin­ger, men Wie­sent­hal har end­nu ikke fun­det man­den, for­di han ikke ken­der hans rig­ti­ge navn.

Osv. osv.

Sam­men­lign med afsnit­tet RELATIV FRIHED i 1. arti­kel oven­for. Det er altid de spon­ta­ne bemærk­nin­ger, der uover­lagt giver plads til sand­he­den, og udtryk­ket “for­nuf­tens oase” skyl­des måske et sådant uover­lagt øje­blik hos Wie­sent­hal.

Slut på kom­men­ta­ren.]

Iføl­ge Wie­sent­hal adva­re­de Kohl­rautz ham den 2. okto­ber 1943 om, at lej­ren om kort tid skul­le afvik­les og fan­ger­ne lik­vi­de­res. Tyske­ren gav både ham og en ven pas, så de kun­ne besø­ge en kon­tor­for­sy­ning i byen under ledsa­gel­se af en ukrainsk vagt. Det lyk­ke­des dem at flyg­te ud ad for­ret­nin­gens bag­dør, mens ukrai­ne­ren ven­te­de ved hove­d­ind­gan­gen.

Igen hav­de Wie­sent­hal øjen­syn­ligt snydt døden på miraku­løs vis. Men vi har kun hans eget ord for det. Iføl­ge Wie­sent­hal blev Kohl­rautz dræbt i sla­get om Ber­lin i april 1945. Han for­tal­te imid­ler­tid også en bio­gra­fiskri­ver, at Kohl­rautz blev dræbt på den rus­si­ske front i 1944. Og i en eds­voren erklæ­ring fra august 1954 inde­hol­den­de hans ankla­ger fra krig­sti­den, und­la­der han helt at omta­le den­ne histo­rie. Både i det­te doku­ment og i sin erklæ­ring til ame­ri­ka­ner­ne i maj 1945 næv­ner han Kohl­rautz, men uden at sige noget om, at tyske­ren red­de­de hans liv.

Fra det­te punkt i Wie­sent­hals krig­sår er det umu­ligt at etab­le­re et præ­cist begi­ven­heds­for­løb. Med mindst fire vold­somt diver­ge­ren­de rede­gø­rel­ser for sine akti­vi­te­ter mel­lem okto­ber 1943 og mid­ten af 1944 — her­un­der hans påstå­e­de rol­le som offi­cer i en par­tisanstyr­ke — må der stil­les alvor­li­ge spørgs­mål til for­lø­bet. Nog­le — såsom Bru­no Krei­sky, den tid­li­ge­re østrig­ske kans­ler, ankla­ge­de i 70’erne og 80’erne gen­tag­ne gan­ge Wie­sent­hal for at have sam­ar­bej­det med Gesta­po. Krei­skys påstan­de var base­ret på usik­re kil­der fra den pol­ske og sov­je­ti­ske ledel­se. Wie­sent­hal sagsøg­te Krei­sky og vandt.

Uan­set hvad sand­he­den er, så befandt Wie­sent­hal sig i novem­ber 1944 i Gross-Rosen, en lejr nær Wro­claw. Han for­tal­te sin bio­gra­fiskri­ver Hel­la Pick, at han blev tvun­get til at arbej­de bar­fo­det i det til­knyt­te­de sten­brud og snart fandt ud af, at hol­det på 100 fan­ger, der var udstuk­ket til den­ne arbejds­kom­man­do blev redu­ce­ret med én hver dag. Efter få dage føl­te han sig sik­ker på, at det var ved at være hans tur. “Min bød­del stod bag mig,” genkal­der han sig, “klar til at smadre mit hoved med en sten. Jeg snur­re­de rundt og i befip­pel­se tab­te man­den ste­nen. Den knu­ste min tå. Jeg skreg.”

Wie­sent­hals hur­ti­ge reak­tion og råb red­de­de åben­bart hans liv. En eller anden inspek­tion fore­gik sam­me dag — han men­te, at det kun­ne have været fra Røde Kors — og der­for blev han på en båre bragt til første­hjælps­sta­tio­nen. Hans tå blev skå­ret af uden bedø­vel­se, mens to mand holdt ham fast. Den føl­gen­de dag, for­kla­rer Wie­sent­hal, hav­de han vold­som­me smer­ter. “Lægen kom til­ba­ge og så, at jeg hav­de en gen­nem­blødt for­bin­ding om foden. Så de skar den op, og betæn­del­sen sprøjte­de ud over hele rum­met.”

End­nu engang er et af Wie­sent­hals “mirak­ler” åbent for dis­kus­sion. For det før­ste optræ­der histo­ri­en ikke i nogen anden beret­ning fra for­ti­den. For det andet, hvis Røde Kors vir­ke­lig hav­de inspi­ce­ret Gross-Rosen den dag, så vil­le SS [eller hvem den kre­a­ti­ve bød­del nu kun­ne have været] nok have indstil­let enhver hen­ret­tel­se et styk­ke tid. På det tids­punkt hav­de Røde Kors ikke adgang til kon­cen­tra­tions­lej­re­ne. Og for det tred­je, de medi­cin­ske føl­ger vir­ker helt usand­syn­li­ge.

Iføl­ge Wie­sent­hals vide­re beret­ning, over­kom han kort tid efter at gå 270 km vest­på til Chem­nitz efter at Gross-Rosen var ble­vet evaku­e­ret. At gå på en infi­ce­ret fod efter en nylig tå-amputa­tion må have været et sandt hel­ve­de. Da han ikke kun­ne bru­ge en sko, hav­de han vik­let ærmet fra en gam­mel frak­ke om foden og stå­l­t­råd udenom. Som kryk­ke brug­te han et kosteskaft. Af de 6.000 fan­ger, der mar­che­re­de ud, nåe­de kun 4.800 til Chem­nitz. Med sin infi­ce­re­de fod var Wie­sent­hal hel­dig at være iblandt dem.

Efter Chem­nitz end­te fan­ger­ne slut­te­lig i lej­ren Maut­hau­sen nær Linz i Østrig. Wie­sent­hal ankom der­til en frost­nat den 15. febru­ar 1945. I bogen Mor­der­ne iblandt os for­tæl­ler han, hvor­dan han og en med­fan­ge, Prin­ce Radziwill, tog hin­an­den under arme­ne for at kla­re de sid­ste 6–7 km op ad bak­ke til lej­ren. Anstren­gel­sen var for stor, og de kol­lap­se­de i sne­en. En SS-mand affy­re­de et skud, der ram­te imel­lem dem. Da de to mænd ikke rej­ste sig, blev de efter­ladt til døden i frost­gra­der­ne. Da der ankom last­bi­ler for at hen­te dem, der var omkom­met på mar­chen, var Wie­sent­hal og Radziwill bevidst­lø­se og så ned­kø­le­de, at de blev opfat­tet som døde og læs­set oven på en bun­ke lig. Imid­ler­tid opda­ge­de fan­ger­ne, der arbej­de­de ved kre­ma­to­ri­et, at de beg­ge var i live. De fik et koldt bru­se­bad for at tø op, og Wie­sent­hal blev anbragt i Blok VI, “døds­blok­ken”, for­be­holdt ter­mi­nalt syge.

I 1961 blev Wie­sent­hal inter­viewet til Yad Vas­hem arki­ver­ne af den isra­el­ske jour­na­list Haim­Maas om dis­se år. Wie­sent­hal nævn­te, at infek­tio­nen i hans fod nåe­de at bli­ve blå­grøn og bre­de sig helt op til knæ­et. Han lå i døds­ba­rak­ken i tre måne­der ind­til slut­nin­gen af kri­gen. For svag til at stå ud af sen­gen hæv­de­de han, at han over­le­ve­de — mod alle odds — på 200 kal­o­ri­er om dagen sam­men med lej­lig­heds­vi­se styk­ker af brød eller pøl­se, der blev smug­let ind til ham af en ven­lig polak.

De ind­sat­te i Maut­hau­sen blev befri­et den 5. maj 1945. Selv om Wie­sent­hal kun veje­de 45â-46 kg, kæm­pe­de han sig uden­for for at hil­se de ame­ri­kan­ske tank­be­sæt­nin­ger. “Jeg ved ikke, hvor­dan det lyk­ke­des mig at stå op og gå,” min­des han.
Hvis han vir­ke­lig var i stand til at gå, må pro­ble­met med hans alvor­ligt infi­ce­re­de ben være ble­vet løst inden for de fore­gå­en­de tre måne­der, enten ved amputa­tion eller behand­ling med anti­bi­o­ti­ka. Vi ved, at amputa­tion ikke fandt sted, og den anden mulig­hed var næp­pe mulig for en ter­mi­nal jøde i en natio­nalso­ci­a­li­stisk kon­cen­tra­tions­lejr. Igen synes der at være ind­truf­fet et mira­kel.

[Redak­tio­nel kom­men­tar: Den alli­e­re­de bomb­ning af for­sy­nings­linjer­ne hav­de på det tids­punkt effek­tivt for­hin­dret, at de mest basa­le hjæl­pe­mid­ler var til rådig­hed for nogen, uan­set om det var fan­ger eller per­so­na­le.]

Den hast, Wie­sent­hal kom sig med, er så for­bløf­fen­de, at det er tvivl­s­omt, om han vir­ke­lig var så syg, som han for­tæl­ler. Blot 20 dage efter befri­el­sen skrev han til den ame­ri­kan­ske lej­r­chef og spurg­te, om han, Wie­sent­hal, kun­ne assi­ste­re de ame­ri­kan­ske myn­dig­he­der i at under­sø­ge krigs­for­bry­del­ser. Han gjor­de gæl­den­de at have været i 13 kon­cen­tra­tions­lej­re — i vir­ke­lig­he­den hav­de han højst været i 6 — og der­med leve­re­de Wie­sent­hal en liste med 91 nav­ne på per­so­ner, som han føl­te var ansvar­li­ge for “ende­lø­se lidel­ser”.

De fle­ste beret­nin­ger siger, at Wie­sent­hal spurg­te, om han måt­te arbej­de sam­men med de ame­ri­kan­ske under­sø­ge­re af krigs­for­bry­del­ser, men de afvi­ste ham først med, at han ikke var rask nok. Efter at have taget nogen vægt på, vend­te han til­ba­ge og blev til­knyt­tet en kap­ta­jn, med hvem Wie­sent­hal hæv­de­de at have taget den før­ste “skalp”, en flæ­ben­de SS-vagt ved navn Sch­midt. “Der fulg­te man­ge efter i de føl­gen­de uger,” skrev Wie­sent­hal sene­re. “Det var ikke nød­ven­digt at bevæ­ge sig langt. Man faldt lige­frem over dem.”

Et CV for Wie­sent­hal fra efter kri­gen omta­ler ikke hans arbej­de for ame­ri­ka­ner­ne, men næv­ner hans ansæt­tel­se som vice­for­mand i “Jewish Cen­tral Com­mit­tee” (for den ame­ri­kan­ske zone) hjem­me­hø­ren­de i Linz. Komi­te­ens opga­ve var at dan­ne lister over over­le­ven­de [jøder], som andre over­le­ven­de kun­ne bru­ge i deres søgen efter fami­lie og slægt­nin­ge.

I mindst et år efter kri­gen, bestod Wie­sent­hals anden opga­ve i mas­sivt lob­by­ar­bej­de for sine med­jø­der; han blev præ­si­dent for den inter­na­tio­na­le kon­cen­tra­tions­lejr-orga­ni­sa­tion med hjem­sted i Paris. Han fore­gav også at have kon­takt med Bri­chah, som smug­le­de jøder ud af Euro­pa til Palæstina.

Først i febru­ar 1947 opret­te­de han den orga­ni­sa­tion, der skul­le gøre ham kendt, Det jødi­ske histo­ri­ske doku­men­ta­tions­cen­ter i Linz. Målet med det var at sam­ord­ne infor­ma­tion om den ende­li­ge løs­ning med hen­blik på at gen­nem­fø­re pro­ces­ser mod krigs­for­bry­de­re. Wie­sent­hal erklæ­re­de, at han star­te­de det hele på grund af en anti­se­mi­tisk bemærk­ning fra en ame­ri­kansk offi­cer. Den fik ham til at ind­se, at de alli­e­re­de aldrig vil­le for­føl­ge nazi­ster­ne i den udstræk­ning, det var nød­ven­digt.

Bedrø­ve­ligt nok skul­le han fåret.* Han og hans hold på 30 fri­vil­li­ge rej­ste omkring til flygt­nin­ge­lej­re­ne og sam­le­de bevi­ser om gru­som­he­der fra tid­li­ge­re ind­sat­te ikon­cen­tra­tions­lej­re. I alt bear­bej­de­de Wie­sent­hal 3.289 spør­ge­ske­ma­er, hvil­ket er en langt mere impo­ne­ren­de præ­sta­tion, end de alli­e­re­de kun­ne­op­vi­se.

Wie­sent­hal døde i 2005 i en alder af 96 og blev begra­vet i Israel. Lov­pris­nin­ger­ne og min­de­ta­ler­ne var man­ge og over­drev­ne, og på det tids­punkt vil­le det have været uop­dra­gent at frem­hæ­ve andet end de man­ge posi­ti­ve aspek­ter af den rol­le, han spil­le­de. Han var i hjer­tet en sce­ne­kunst­ner og da han fandt sin rol­le som ver­dens leden­de nazi­jæ­ger, spil­le­de han den godt. Med så man­ge popu­læ­re fore­stil­lin­ger vil­le det have været umu­ligt for kri­ti­ker­ne at over­be­vi­se hans publi­kum om, at Det sto­re Wie­sent­hal show ikke var stort andet end en illu­sion. I den bed­ste af alle ver­de­ner var det måske en illu­sion, der bun­de­de i en hjer­tesag.

Kil­de: Uddrag fra Huntin Evil af Guy Wal­ters, udgi­vet af Transwor­ld i 2009.

[*) Der er intet bedrø­ve­ligt i det­te. Hvor­når er der ført en sådan gene­rel under­sø­gel­se af ame­ri­kan­ske eller bri­ti­ske væb­ne­de styr­kers meri­ter rundt om i ver­den. I dag må vi gøre os klart, at jøder­nes krig mod Tyskland ikke var ret­tet mod mili­tæ­re mål, men hav­de som erklæ­ret mål at uds­let­te Tyskland og det tyske folks iden­ti­tet. Den­ne gam­mel­te­sta­ment­li­ge krig blev i den sid­ste del af Anden Ver­denskrig fulgt op med inten­siv jødisk pro­pa­gan­da i form af radioud­sen­del­ser og løbe­sed­ler med ryg­ter om mas­se­gas­nin­ger af jøder i tyske kon­cen­tra­tions­lej­re. Efter­forsk­nin­gen af den sag blev efter kapi­tu­la­tio­nen udført af under­sø­gel­ses­en­he­der fra England, USA og Sov­jet, der var domi­ne­ret af jødi­ske offi­ce­rer. For dem var det vig­tigt at opnå en til­stå­el­se, der kun­ne bekræf­te den frem­brag­te illu­sion om et holo­caust. Der­med blev Rudolf Höss en nøg­le­per­son og et pro­mi­nent offer i ska­bel­sen af jøder­nes Holo­caust, og Nür­n­berg­pro­ces­sen blev den jødi­ske ink­vi­si­tions sku­e­pro­ces mod det meste af ver­den. Wie­sent­hals ind­sats kan ses som en for­læn­gel­se af den­ne kampag­ne efter kri­gen. Han for­stær­ke­de det bil­le­de, som jødi­ske inter­es­ser ønske­de at ska­be af Tyskland, tysker­ne og tyske sol­da­ter.
Ikke-jødi­ske mili­tæ­re per­so­ner, såvel i Euro­pa som blandt de alli­e­re­de, før­te en krig på mili­tæ­re mål og blev mere og mere opmærk­som­me på den jødi­ske stra­te­gi, som de i man­ge til­fæl­de måt­te tage afstand fra. Det var ikke uden risi­ko for navn og ære, hvis man den­gang tal­te imod tidens strøm­nin­ger i pres­sen. De fle­ste kun­ne se, at det ikke kun­ne være rig­tigt, at sto­re dele af en nations strids­kræf­ter blev stemp­let som krigs­for­bry­de­re af kræf­ter, der frem­sat­te ankla­ger ale­ne base­ret på ryg­ter om over­greb og på sær­de­les inkon­si­sten­te vid­neud­sagn. Siden har vi set, at jøder­ne brug­te tor­tur for at frem­skaf­fe til­stå­el­ser. Der­for hav­de ikke-jødisk kon­trol­le­re­de myn­dig­he­der og enhe­der natur­lig­vis et mere nøg­ter­nt for­hold til “opgø­ret” efter Anden Ver­denskrig. Aus­chwitz-muse­et i dag er en af de jødi­ske kulis­ser i Euro­pa, der end­nu base­rer sin eksi­stens på pro­pa­gan­daløg­nen om 6 mil­li­o­ner udryd­de­de jøder, først intro­du­ce­ret som pro­pa­gan­da-over­skrift af en anden af histo­ri­ens syge løg­ne­re, Ilya Ehren­burg.]