Samtale med Joaquin Bochaca

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org praes. Margaret Huffstickler, The Barnes Review, maj-juni 2013 (opdateret 2018).

 

Hvem er Joaquin Bochaca?

 

Joaquin Bocha­ca Ori­ol er en nule­ven­de spansk for­fat­ter. Han blev født i Bar­ce­lo­na, Cata­lo­ni­en, Spanien den 5. sep­tem­ber 1931, hvor han stu­de­re­de histo­rie, jura og erhverv. Som far til fem børn har han arbej­det i England og sene­re i Frankrig (1958–1969). Hans kend­skab til sprog (Engelsk, Fransk, Ita­li­ensk m.fl.) og hans ansæt­tel­se som eks­port­ma­na­ger for en tekstil­virk­som­hed til­lod ham at rej­se over hele glo­bus­sen og til­eg­ne sig omfat­ten­de kul­tu­rel viden.

Gen­nem sin intel­lek­tu­el­le skarp­hed har han til­eg­net sig et ver­dens­bil­le­de af over­ra­sken­de klar­hed, og det har i tidens løb anspo­ret ham til en uor­to­doks lit­terær pro­duk­tion, der hur­tigt med­før­te en veri­ta­bel hær af loy­a­le læse­re. Diver­si­te­ten af emner, han har behand­let i sine arbej­der, er impo­ne­ren­de: øko­lo­gi, øko­no­mi, poli­tik, histo­rie, kunst, kul­tur, sport osv., det hele præ­get af en søn­der­lem­men­de logik, der udfol­des i en sjæl­den, ener­gisk, til tider iro­nisk prosa. Han har des­u­den over­sat fle­re end 50 bøger – hvis for­fat­te­re inklu­de­rer Juli­us Evo­la, Robert Bra­sil­lach, Fran­ces Par­ker Yokey, David Duke, Ezra Pound, Char­les Lind­bergh, Jean Cocteau, Hou­ston Stewart Cham­ber­lain, Lou­is Mars­chal­ko, Wal­ter Dar­ré, Albert Rosen­berg og Robert Fauris­son; og han har skre­vet mere end 200 artik­ler.

Den­ne for­fat­ter må anses for grund­læg­ge­ren af den histo­ri­e­re­vi­sio­ni­sti­ske sko­le i Spanien. Bocha­ca har skre­vet fle­re end 30 bøger over så for­skel­li­ge emner som mas­sep­sy­ko­lo­gi, øko­no­mi, dyrs ret­tig­he­der og myten om Jesus’ jødi­ske bag­grund. Alle har imid­ler­tid et fæl­les mål: at afdæk­ke de løg­ne med hvil­ke de selv­tænk­te ver­dens­her­ske­re søger at hol­de befolk­nin­ger­ne i vild­fa­rel­se og under kon­trol.

Han er også enga­ge­ret i en kul­tu­rel grup­pe ved navn Deve­nir Euro­peo “Et Ander­le­des Euro­pa”. Dens char­ter siger, at det er “åbent natio­nalt soci­a­li­stisk” i mod­sæt­ning til “for­fald” og ønsker at frem­me “tra­di­tio­nel­le moral­ske og eti­ske vær­di­er” gen­nem bøger, maga­si­ner, kon­fe­ren­cer og eks­kur­sio­ner.

Interview ved Margaret Huffstickler

TBR: For­tæl os, Senor Bocha­ca, hvor­dan du blev væk­ket til at fal­si­fi­ce­re histo­rie.

BOCHACA: For mig begynd­te det tid­ligt. Jeg var otte år gam­mel, da Anden Ver­denskrig begynd­te, og fjor­ten da den slut­te­de. Min mor var syer­ske og hav­de jødi­ske kun­der. Vi hav­de også en sekre­tær, en tysk dame. Jeg bemær­ke­de de uforskam­me­de blik­ke de jødi­ske kvin­der kun­ne sen­de hen­de, når de pas­se­re hin­an­den i hal­len.

Under kri­gen var alle avi­ser pro Tyskland. Så i 1945 ind­traf, hvad vi på spansk kal­der en “giro coper­ni­ca­no” – en 180 gra­ders ven­ding. Nu da tysker­ne hav­de tabt, var de plud­se­lig “the bad guys”. Det gjor­de mig mistænk­som.

Der var også en onkel, der lån­te mig nog­le bøger: Den før­ste var Hen­ry Fords The Inter­na­tio­nal Jew. Sene­re køb­te jeg bøger på lop­pe­mar­ke­der­ne, blandt dem Adolf Hit­lers Mein Kampf. Den var også en vir­ke­lig øjenåb­ner. De ting han udtryk­te var fuld­stæn­digt ræson­nab­le. Vi hav­de oven i købet lært i den katol­ske sko­le, at Natio­nalso­ci­a­lis­men var gud­løs, men jeg opda­ge­de, at i Mein Kampf tal­te Hit­ler ofte om Gud eller “Her­ren”.

En anden bog, jeg fandt på lop­pe­mar­ke­det, var Det Gam­le Testa­men­te. Måske ved du, at på det tids­punkt var det for­budt for kato­lik­ker at læse i Det Gam­le Testa­men­te uden biskop­pens til­la­del­se. Jeg kun­ne se hvor­for. Skul­le det­te være en “hel­lig” bog? Den er totalt fra­stø­de­n­de.

Den mexi­can­ske revi­sio­ni­st­for­fat­ter Salva­dor Bor­re­go hav­de tid­ligt stor ind­fly­del­se på mig med sin (1953) bog Der­ro­ta Mun­di­al (Glo­bal derou­te), om kon­se­kven­ser­ne af de alli­e­re­des “sejr” i Anden Ver­denskrig. Vi har været ven­ner gen­nem alle åre­ne – han er 97 år nu og end­nu frisk og rørig.

Jeg læste jura og rej­ste sene­re klo­den rundt fle­re gan­ge i min stil­ling som eks­port­ma­na­ger for en tekstil­virk­som­hed. Jeg var i Syd­afri­ka under og efter Apart­heid. Efter afslut­nin­gen på Apart­heid, blev den sor­te befolk­ning ramt af en hunger­ka­ta­stro­fe; det var aldrig sket før, ikke under det hvi­de sty­re. En ting, der kom til at stå klart for mig under mine rej­ser var, at den euro­pæ­i­ske kul­tur, det euro­pæ­i­ske folk – uan­set om det var i Euro­pa eller andre ste­der, repræ­sen­te­re­de det bed­ste men­ne­ske­he­den har præ­ste­ret.

I midt-70’erne hav­de jeg læst en hel del af histo­ri­en om Anden Ver­denskrig, men også om Før­ste Ver­denskrig, der var optak­ten til den anden og jeg beslut­te­de at skri­ve min før­ste bog. Det blev La Histo­ria de los Vene­ci­dos (De Besej­re­des Histo­rie) – der sta­dig er min mest popu­læ­re bog. Jeg vil­le egent­lig have kaldt den “Euro­pas selv­mord”, men fore­læg­ge­ren insi­ste­re­de på den nuvæ­ren­de titel (med Bocha­cas eget valg som under­ti­tel, tbr.)

Den Spanske Borgerkrig, 1936–39

TBR: For man­ge ame­ri­ka­ne­re er Den Span­ske Bor­ger­krig en for­vir­ren­de sag. Kan du for­tæl­le os lidt mere om den tid fra Spa­ni­ens histo­rie?

BOCHACA: Jeg tror, at men­ne­sker fra “vores” ræk­ker – lad os sige revi­sio­ni­ster­ne – er til­bø­je­li­ge til at mene, at Fran­ci­sco Fran­co var en af “de gode dren­ge”, men det var han ikke. Han var en opportu­nist – og der er ingen tvivl om, at han var af jødisk her­komst. [Den­ne påstand er bevist, som Bocha­ca påpe­ger, af Miquel Figu­e­ras Val­lés i den­nes bog fra 1993, publi­ce­ret i Bar­ce­lo­na, Los rai­ces judi­as de Fran­co (Fran­cos jødi­ske rød­der).]

Han kun­ne have afslut­tet kri­gen (mod den ven­stre­o­ri­en­te­re­de span­ske repu­blik) i løbet af få uger – men han fore­trak at for­læn­ge den med det for­mål at kon­so­li­de­re sin per­son­li­ge magt og bli­ve dik­ta­tor. Tysker­ne råde­de ham til at glem­me alt om at ind­ta­ge Madrid først, og i ste­det sik­re sig Cata­lo­ni­en og Bar­ce­lo­nas havn, en stør­re hav­ne­by, der under­støt­te­de den blom­stren­de loka­le øko­no­mi.

Men Fran­co fore­trak at ero­bre Madrid, hoved­sta­den, et rent spild, kun for egen pre­sti­ge og for kon­so­li­de­rin­gen af sin posi­tion som dik­ta­tor.

Vores Span­ske Bor­ger­krig repræ­sen­te­re­de ikke en klar deling mel­lem “de gode” og “de onde” – til for­skel fra Anden Ver­denskrig, hvor tysker­ne helt klart var de gode, der udkæm­pe­de en for­sva­ren­de krig. I Den Span­ske Bor­ger­krig fand­tes “de gode” og “de dår­li­ge” på beg­ge sider, men også med langt fle­re “dår­li­ge” end “gode” på hver side.

De fle­ste repu­bli­ka­ne­re i Spanien var ikke kom­mu­ni­ster som i “sta­li­nist”, men trotski­ster, anar­ki­ster m.v. Natur­lig­vis vil­le Sta­lin have glæ­de sig, hvis repu­bli­ka­ner­ne hav­de vun­det, efter­som kom­mu­nis­me næres af kaos. Og han blev rige­ligt betalt for sin hjælp med afskib­nin­gen af Spa­ni­ens gul­d­re­ser­ver til Moskva i 1936.

TBR: Destruk­tio­nen af byen Guer­ni­ca er ble­vet et nega­tivt min­de for spa­ni­er­ne. Men du har en anden opfat­tel­se af histo­ri­en. Vil du ven­ligst for­tæl­le os om den.

BOCHACA: Den lil­le by Guer­ni­ca var noget sær­ligt for Spa­ni­ens baske­re: det var der, under et hel­ligt træ, de sam­le­des for at lave deres love. Den tyske Con­dor legion (af Luftwaf­fe) hand­le­de natur­lig­vis under Fran­cos kom­man­do. Det var Fran­co, der beor­dre­de Guer­ni­ca bom­bet på grund af våben­fa­brik­ker­ne dér, og bro­er­ne. Stan­dard­hi­sto­ri­en er, at det var tysker­ne, der bom­be­de Guer­ni­ca og dræb­te 3.000 uskyl­di­ge civi­le.

Imid­ler­tid for­lang­te og modt­og den baski­ske rege­ring for nylig kopi­er af den kom­man­do­ha­ven­de for Luftwaf­fe, Wol­fram von Rich­t­ho­fens, ori­gi­na­le tyske rap­port om angre­bet – efter at U.S. auto­ri­te­ter ende­lig har retur­ne­ret mate­ri­a­let til det nuvæ­ren­de Tyskland. Det viser sig, at von Rich­t­ho­fen rap­por­te­re­de til Fran­co, at han ikke kun­ne udfø­re mis­sio­nen, for­di byen alle­re­de lå i rui­ner. De reti­re­ren­de “repu­bli­ka­ne­re”, der prak­ti­se­re­de den afbrænd­te jords tak­tik, hav­de brugt kano­ner (artil­le­ri) – og ikke bom­be­fly – for at øde­læg­ge byen. Og antal­let af dræb­te var sand­syn­lig­vis 220.

Fran­co kend­te sand­he­den, men lod ver­den tro, at tysker­ne hav­de begå­et en krigs­for­bry­del­se i Guer­ni­ca.

For mig var Roo­se­velt den stør­re krigs­for­bry­der af alle. Sta­lin kæm­pe­de trods alt for sit ide­al af et Rusland. Roo­se­velt kæm­pe­de ude­luk­ken­de for jøder­ne. Hans “Brain Trust” (tæn­ket­ank) var 90% jødisk. Hvis det ikke var for ham, vil­le kri­gen have slut­tet ved Dunkirk (Stor­bri­tan­ni­en vil­le have slut­tet fred i 1940).

General Léon Degrelle

TBR: Man­ge af vores læse­re er inter­es­se­re­de i den bel­gi­ske Waf­fen-SS-helt Gene­ral Leon Deg­rel­le. Har du haft mulig­hed for at møde ham?

BOCHACA: Jeg hav­de lej­lig­hed til at tale per­son­ligt med ham nog­le få gan­ge til­ba­ge i CEDA­DE-dage­ne.
(CEDADE står for Circulo Espa­ni­ol de Ami­gos de Euro­pe, en stor spansk orga­ni­sa­tion mel­lem 1936–1993, der hel­li­ge­de sig stu­di­et af hvid over­le­vel­ses­po­li­tik og -kul­tur; man dis­ku­te­re­de Richard Wag­ner, ita­li­ensk fascis­me, tysk natio­nalso­ci­a­lis­me og den hvi­de befolk­nings mis­sion i Spanien. CEDADE blev grund­lagt af to Waf­fen-SS kory­fæ­er, der flyg­te­de i eksil til efter­krig­sti­dens Spanien, spe­ci­alstyr­ke­leg­en­den Otto Skorze­ny og Waf­fen-SS gene­ral Léon Deg­rel­le – den højest deko­re­re­de af de 400.000 ikke-tyske­re, der gjor­de tje­ne­ste i Waf­fen-SS.)

Léon Deg­rel­le var mod­sæt­nin­gen til enhver pro­fes­sio­nel poli­ti­ker, og han var natio­nalso­ci­a­list fra top til tå.

Han nære­de også en pas­sio­ne­ret tro på et for­e­net Euro­pa, men sam­men­sat af “patri­as car­na­les” (oprin­de­li­ge fæd­re­lan­de, base­ret på nære etni­ske og sprog­li­ge fæl­les­ska­ber). Det­te var hvad (Rei­chs­fürer SS Hein­rich) Him­m­ler fore­slog i Ber­lin-Char­lot­ten­burg hoved­kvar­te­ret (for en for­sam­ling af top Waf­fen-SS fri­vil­li­ge) tid­ligt i 1944.

En af mine nye­ste bøger, Euro­pa, alter­na­ti­va al caos (Euro­pa, alter­na­ti­vet til kaos), er om sam­me emne. I den gen­gi­ver jeg kor­tet, der blev brugt på Char­lot­ten­burg-mødet. Man­ge af de fore­slå­e­de etnisk base­re­de natio­ner er alle­re­de ved at udskil­le sig, og andre er klar til at gøre det i den nær­me­ste frem­tid. I min bog fore­slår jeg Wien som hoved­stad for et for­e­net Euro­pa, som skul­le have fæl­les uden­rigs­po­li­tik og fæl­les mønt, men hvor lan­de­ne i øvrigt var kul­tu­relt auto­no­me, alt­så ikke en “smel­te­di­gel”. Hvert folk skul­le beva­re sin iden­ti­tet.

Hvis alle euro­pæ­i­ske lan­de er lige små, som på det­te kort, vil de ikke for­sø­ge at domi­ne­re hin­an­den. Men en fæl­les uden­rigs­po­li­tik er nød­ven­dig til gen­si­digt for­svar.

Siden jeg trak mig til­ba­ge, har jeg arbej­det som aldrig før. Jeg bli­ver kon­stant bedt om at over­sæt­te bøger. Jeg har over­sat næsten dob­belt så man­ge, som jeg selv har skre­vet. For nylig har jeg over­sat Wolf Rudi­ger Hess’ bog Who Kil­led My Fat­her; Rudolf Hess? For tiden over­sæt­ter jeg en bog af Ale­xan­der Jacob om Indi­ens ari­e­re (fra sanskrit arya “ædel”, “ade­lig”, med­lem af vis­se indo­eu­ro­pæ­i­ske stam­mer der i det andet årtu­sind f.Kr. slog sig ned i Nor­din­di­en og Iran).

Verdens herskere?

TBR: Gen­nem hele din kar­ri­e­re har du adva­ret mod ban­ker­nes ind­fly­del­se på natio­ner­nes suveræ­ni­tet. Kan du uddy­be den advar­sel?

BOCHOCA: G. K. Che­ster­ton udtryk­te det bedst: Den vig­tig­ste per­son er ikke præ­si­den­ten; præ­si­den­tens bank­mand er vig­ti­ge­re; men selv han er ikke så vig­tig som ham, der befin­der sig lige bag ham.

Så, hvis de men­ne­sker, der sty­rer ver­den, beslut­ter, at deres idé om en ver­dens­re­ge­ring kun kan rea­li­se­res gen­nem en krig – hvil­ket vil være nød­ven­digt, da Kina ikke vil accep­te­re uden mod­stand, og for­ment­lig hel­ler ikke Rusland eller Indi­en … hvis de beslut­ter, at en ny ver­denskrig, en tred­je ver­denskrig, er nød­ven­dig, vil de orga­ni­se­re nye kri­ser oven på de eksi­ste­ren­de … i vir­ke­lig­he­den er Tred­je Ver­denskrig alle­re­de begyndt med alle de små (ind­le­den­de) kri­ge her og der.

Som du ved er våbe­nin­du­stri­en den stør­ste indu­stri af alle. “For­de­le­ne” ved den indu­stri er, at den støt­ter øko­no­mi­en og slår folk ihjel. At folk dør er en for­del for dem der står bag, for det ska­ber had. Når hadet har varet læn­ge nok, opstår en ny krig.

De er frem­ra­gen­de psy­ko­lo­ger. Gen­nem århund­re­der har de stu­de­ret men­ne­skets men­ta­li­tet og ken­der dets sva­ge punk­ter.

Myten om de seks millioner”

TBR: For­tæl os om dit arbej­de med holo­caust.

BOCHACA: En ny udga­ve af min bog, El Mito de los Seis Mil­lo­nes (udgi­vet før­ste gang i 1979) er på trap­per­ne. Den er dob­belt så lang som den tid­li­ge­re udga­ve, efter­som der er kom­met megen ny research til, siden jeg skrev den før­ste udga­ve.

Jeg omta­ler nog­le af de revi­sio­ni­sti­ske redak­tø­rer, men især læg­ger jeg vægt på almin­de­lig sund for­nuft – dum­he­den ved at påstå, at tysker­ne lod mil­li­o­ner af tons brænd­stof gå til spil­de (på at trans­por­te­re 6 mio. jøder til døds­lej­re og der­ef­ter bræn­de dem), brænd­stof som de hav­de brug for til deres tanks for at over­le­ve kri­gen og vin­de den; dum­he­den ved at beslag­læg­ge et stort antal sol­da­ter til at bevog­te jøder­ne; ved at beslag­læg­ge så man­ge jer­n­ba­ne­vog­ne til deres trans­port overalt i Euro­pa (i ste­det for at trans­por­te­re trop­per, tanks og ammu­ni­tion til fron­ten).

Jeg frem­hæ­ver den detal­je, at ingen inspek­tør fra Røde Kors obser­ve­re­de noget (om mas­seud­ryd­del­se); Vati­ka­net rap­por­te­re­de intet, de pro­te­stan­ti­ske kir­ker, lut­he­ra­ne­re, bap­ti­ster osv. sag­de intet, og den tyske befolk­ning vid­ste intet.

Hele histo­ri­en (påstan­den om holo­caust) kan sim­pelt­hen ikke være sand. Selv­føl­ge­lig til­fø­jer jeg nog­le tek­ni­ske detal­jer, det er kun fair, og også godt at have med. Men jeg mener, at almin­de­lig sund for­nuft taler bedst til men­ne­sker.

Hvis tysker­ne hav­de spildt deres res­sour­cer på at slå alle jøder ihjel på den måde, så var de meget, meget dum­me. Men hvis de var meget, meget dum­me, hvor­for tog det så det meste af ver­den seks år at besej­re dem?

Jeg kend­te en jøde i Sid­ney i Austra­li­en; han var vores sted­li­ge agent (i teksti­ler). Han tog mig med til sit hus, sit hjem, og viste mig sin swim­m­ing­pool. “Hr. Hit­ler køb­te det til os,” sag­de han. Ja, hans far hav­de haft en sæbe­fa­brik i Tyskland. “Inden han emi­gre­re­de, solg­te han fabrik­ken til den tyske rege­ring. Da de spurg­te ham om pri­sen, nævn­te min far, der var parat til at køb­slå, en pris langt høje­re end fabrik­ken var værd. De dis­ku­te­re­de end ikke pri­sen, betal­te ham bare den pris han for­lang­te.” Så han emi­gre­re­de til Austra­li­en, og køb­te huset med swim­m­ing­pool, betalt af “hr. Hit­ler”.

Om Adolf Hitler

TBR: Vil du for­tæl­le os, hvad du mener om Adolf Hit­ler?

BOCHACA: Jeg mener, at han er én af de stør­ste mænd i Euro­pas og men­ne­ske­he­dens histo­rie.

Hans bog Mein Kampf skul­le være obliga­to­risk læs­ning i sko­ler og på uni­ver­si­te­ter, i ste­det for den usle behand­ling den har været gen­stand for. Jeg mener, at hans ide­er om race­for­hold er sær­de­les gode; han stod vagt om sin egen race. Hans ver­densan­sku­el­se, hans ver­dens­bil­le­de, er fuld­stæn­dig rig­tigt for den euro­pæ­i­ske tan­ke­gang … for alle de euro­pæ­i­ske og hvi­de natio­ner. Når jeg siger “euro­pæ­i­ske” mener jeg ikke blot Euro­pa, men også de euro­pæ­isk befol­ke­de lan­de rundt om i ver­den.

I vir­ke­lig­he­den vend­te Hit­ler sig ikke mod nogen race, und­ta­gen den jødi­ske, og jeg tviv­ler på, at jøder er en race i viden­ska­be­lig for­stand. Jeg mener, at de er en men­tal “race”, der frem­kom­mer gen­nem indok­tri­ne­ring fra deres “hel­li­ge” bøger.

Han var en af de få poli­ti­ske lede­re, der ikke hav­de nogen per­son­lig for­mue. Han holdt af dyr. Han gjor­de alt for sit land. Han var en stor mand.

Men efter min opfat­tel­se har histo­ri­en vist, at han var for god af sig. Han sto­le­de på Fran­co. Ingen, der kend­te Fran­co, sto­le­de på ham.

Hit­ler vandt det soci­a­le slag og gjor­de en ende på klas­se­kam­pen; han afskaf­fe­de den hjem­li­ge elen­dig­hed i Tyskland efter 1933. Han vandt de inter­ne poli­ti­ske slag. Og så var han vir­ke­lig et mili­tært geni.

Men jeg mener, at han i de mili­tæ­re alli­an­cer var for til­lids­fuld, bl.a. over for Fran­co, Mus­so­li­ni, (marskal) Pétain, (marskal) Man­ner­heim i Finland, han tol­ke­de dem for­kert. Han valg­te at gå ud fra, at alle hav­de reel­le hen­sig­ter, men vir­ke­lig­he­den var en anden.

Og Hit­ler hav­de for stor respekt for uni­for­mens påly­den­de; gene­ral Anto­nescu (Ion Anto­nescu, rumænsk gene­ral og pre­mi­er­mi­ni­ster) for­rå­d­te ham, og det sam­me gjor­de hans egne mono­kel­bæ­ren­de offi­ce­rer.

TBR: For­rå­d­te Fran­co også Hit­ler?

BOCHACA: Fran­co afvi­ste at lade tyske trop­per pas­se­re gen­nem Spanien for at ind­ta­ge Gibral­tar. Hvis tysker­ne hav­de haft den adgang til at ind­ta­ge Gibral­tar, vil­le kri­gen være slut­tet på det tids­punkt. Bri­ter­ne og ame­ri­ka­ner­ne vil­le have været afskå­ret fra Mid­del­ha­vet. Hvor­dan skul­le de kom­me ind? De vil­le have mistet kon­trol­len med Nord­afri­ka, Egypten, Suezka­na­len, Palæstina – hele mellem­østen. Italien og Tyskland vil­le ikke have lidt de neder­lag, som Montg­o­me­ry og Pat­ton påfør­te dem, og Italien hav­de ikke kun­net inva­de­res fra Sici­li­en.

For­ræ­de­ren Cana­ris var en ven af Fran­co, så han blev sendt til Fran­co for at for­hand­le, men i ste­det til­skyn­de­de han Fran­co til ikke at imø­de­kom­me Tys­klands anmod­ning. Han for­tal­te til­med Fran­co, at Tyskland ikke vil­le vin­de kri­gen, og at Tyskland ikke vil­le inva­de­re Spanien, hvis Fran­co afvi­ste anmod­nin­gen. Han fore­slog ham til­med at stil­le umu­li­ge krav for at vin­de tid. For eksem­pel for­lang­te Fran­co hele Marok­ko, inklu­si­ve Fransk Marok­ko (som mody­del­se), hvil­ket var umu­ligt at imø­de­kom­me på grund af Pétain. Hit­ler til­bød i ste­det at føre Rous­sil­lon (den nuvæ­ren­de fran­ske del af Cata­lo­ni­en) til­ba­ge til Spanien, men Fran­co afslog til­bud­det med orde­ne: “Nej tak, jeg har til­stræk­ke­ligt med kata­la­ne­re i for­vej­en.”

Hit­lers møde med Fran­co i Hen­daye (23. okto­ber 1940) var så fru­stre­ren­de for ham, at han sene­re betro­e­de Mus­so­li­ni, at han fore­trak at få truk­ket tæn­der ud frem for at stå noget lig­nen­de igen­nem igen.

I lig­hed med Fran­co spil­le­de også Pétain dob­belt­spil (også han var under ind­fly­del­se af Cana­ris). Reelt beskyt­te­de han “La Rési­stan­ce” (den fran­ske mod­stands­be­væ­gel­se) og for­søg­te aktivt at for­hin­dre fri­vil­li­ge i at mel­de sig til kamp mod bol­sje­vik­ker­ne på Øst­fron­ten.

Hit­ler var Mus­so­li­ni tak­nem­me­lig, for­di (Her­man) Göring, efter at være ble­vet sår­et under Mün­chen-kup­pet i 1923, hav­de kun­net unds­lip­pe fra Bay­ern og få asyl i Italien. … og Mus­so­li­ni behand­le­de ham væl­dig godt. Så Hit­ler nære­de for megen til­tro til Mus­so­li­ni, og Mus­so­li­ni blev en anden årsag til neder­la­get i kri­gen – Mus­so­li­ni gik til angreb på Græken­land, og Hit­ler var tvun­get til at kom­me ham til hjælp.

Selv­føl­ge­lig var Hit­ler også Mus­so­li­ni tak­nem­me­lig for, at han hav­de støt­tet ham på Mün­chen-kon­fe­ren­cen i 1938. Det er mær­ke­ligt – men efter Mün­chen-kon­fe­ren­cen, da (Edou­ard) Dala­di­er og (Nevil­le) Cham­ber­lain (hhv. den fran­ske og engel­ske pre­mi­er­mi­ni­ster) retur­ne­re­de hjem, blev de mod­ta­get som hel­te, for­di de hav­de sik­ret fre­den. I dag giver man det udse­en­de af, at Mün­chen repræ­sen­te­re­de “hen­hol­den­de snak” og at “demo­kra­ti­et fej­l­e­de ved ikke at kon­fron­te­re aggres­sio­nen”.

Men sand­he­den er, at Tjek­kos­lo­vaki­et var en kun­stig stats­dan­nel­se (skabt i 1919 i Frankrig under Ver­sail­les-trak­ta­ten).
… Så på sam­me tid som Hit­ler ønske­de Sude­ter­lan­det til­ba­ge – hvor­ved tyske­re på demo­kra­tisk vis kun­ne retur­ne­re til deres hjem­land – bad unga­rer­ne også om at få deres områ­der Ung­vár og Munkács til­ba­ge; slo­vak­ker­ne ønske­de at fri­gø­re sig, Rut­he­ner­ne (som var vestu­krai­ne­re) ønske­de også at fri­gø­re sig, og Polen ønske­de det polsk­ta­len­de Tesin til­ba­ge.

Godt, hvad ser vi så i dag? Polen har fået Tesin igen, Rut­he­nia – Transkar­pa­tisk Rut­he­nia – er igen en del af Ukrai­ne, og Slo­vaki­et har fri­gjort sig og er ble­vet uaf­hæn­gigt. Men Sude­ter­lan­det, nej – tjek­ker­ne ejer sta­dig Sude­ter­lan­det, men uden tysker­ne, som blev spar­ket ud, kun med­brin­gen­de det, de kun­ne bære (eller de blev myr­det, mindst 250.000, man­ge efter tor­tur).

Så Hit­ler ønske­de blot at gøre det, som demo­kra­ti­er­ne under alle omstæn­dig­he­der end­te med at gøre, men efter en for­fær­de­lig krig, og med den und­ta­gel­se, at Tyskland ikke fik sit Sude­ter­land til­ba­ge.

Mün­chen-afta­len kun­ne have sik­ret fre­den, men hvad der der­ef­ter ind­traf var “Funks rej­se”. Den gjor­de det umu­ligt at und­gå krig.

Tys­klands han­dels­mi­ni­ster Wal­ter Funk tur­ne­re­de på Bal­kan i efter­å­ret 1938, hvor han ind­gik afta­ler om byt­te­hand­ler med rege­rin­ger­ne. Det­te for­hin­dre­de Lon­don-mæg­ler­ne i at pro­fi­te­re som mel­lem­hand­le­re. Lon­don blev valgt fra i hand­ler med lan­de, hvor­fra Das Reich fik føde­va­rer, olie, jern eller stål, samt andre råma­te­ri­a­ler. Inden byt­te­sy­ste­met blev ind­ført, hav­de Tyskland været nødt til at købe bri­ti­ske Pund for at beta­le for rumænsk olie, svensk malm eller bana­ner fra Afri­ka, og hav­de været nødt til at accep­te­re Lon­don – og det vil sige Rothschild’erne – som mel­lem­hand­ler. Den­ne mel­lem­hand­ler opkræ­ve­de en pro­cent­sats af pen­ge­vær­di­en for hver ene­ste han­del.

Lon­don hav­de også sik­ret sig, at alle transak­tio­ner skul­le beta­les i bri­ti­ske Pund Ster­ling, hvor­ved beg­ge lan­de i en han­del var afhæn­gi­ge af Lon­dons vel­vil­je til at yde lån, hvis de ikke råde­de over Pund nok. Ikke ale­ne slap Tyskland på den måde ud af Lon­dons klør, men ethvert land, der ind­gik i en byt­te­han­del med Tyskland, und­gik dem, og blot det at obser­ve­re den gene­rel­le triv­sel i Tyskland igang­s­at­te en mas­se en afgang fra gælds­sla­ve­ri­et i for­hold til Lon­don, en udvik­ling, der kun kun­ne for­hin­dres, ved hjælp af det kraf­tig­ste vir­ke­mid­del, en Anden Ver­denskrig.

TBR: Åh-ja, og så den mexi­can­ske olie­af­ta­le … (fra Bocha­cas Cri­me­nes de los “Buenos” (De “godes” for­bry­del­ser) udgi­vet fra TBR juli/august 2007: “Den 10. decem­ber 1938 under­skrev den mexi­can­ske rege­ring en afta­le med Das Reich om, at den vil­le leve­re ben­zin til Tyskland for en vær­di af 17 mio. dol­lars. Ben­zi­nen kom fra oliekil­der, som en natio­na­li­stisk rege­ring i Mexi­co City hav­de eks­pro­p­ri­e­ret fra det jødi­ske Stan­dard Oil på Man­hat­tan.

Det var strå­et, der knæk­ke­de kame­lens ryg. Den­ne afta­le var også base­ret på natu­ra­li­er. Tyskland vil­le beta­le med van­dings­sy­ste­mer, land­brugs­ma­ski­ner, kon­tor­in­ven­tar, skri­ve­ma­ski­ner og foto­gra­fisk udstyr. Yder­me­re blev afta­len base­ret på olie­pri­ser langt under tak­ster­ne på ver­dens­mar­ke­det.”)

BOCHACA: Ja, men især Argen­ti­na-afta­len – Jeg fandt ud af det­te for ikke så læn­ge siden. Tysker­ne hav­de lavet en afta­le, base­ret på byt­te­prin­cip­pet selv­føl­ge­lig, om leve­ran­ce af argen­tinsk okse­kød og al den hve­de, som Argen­ti­na ikke selv behø­ve­de. Ind­til da var dis­se leve­rin­ger altid gået over Lon­don.

Molotov-Ribbentrop Pagten

TBR: Nog­le men­ne­sker siger, at for­di der fand­tes en hem­me­lig pro­tokol i den sov­je­tisk-tyske pagt af august 1930, der udstak ret­nings­linjer for “ind­fly­del­ses­om­rå­der”, var Hit­ler og Sta­lin reelt i færd med at “opde­le” Euro­pa imel­lem sig, dvs. alle­re­de i gang med at plan­læg­ge en ero­brings­krig. Er der nogen sand­hed i det­te?

BOCHACA: Det skal lige med, at fransk­mæn­de­ne i for­vej­en hav­de sendt deres egen mili­tæ­re mis­sion til Sov­je­tu­ni­o­nen for at lave en “ikke-angrebs­pagt”.

Hvad von Rib­ben­trop til­bød rus­ser­ne var det­te: vores “ind­fly­del­ses­sfæ­re” udstræk­ker sig her­til, jeres der­fra (inden for dis­se ram­mer annek­te­res ingen nabo­er), og vi fast­hol­der sta­tus quo for efter­ti­den. Men Sov­je­tu­ni­o­nen respek­te­re­de ikke den­ne sta­tus quo, idet Sta­lin sene­re inva­de­re­de og annek­te­re­de Litauen, Letland og Estland (og pla­ce­re­de sine styr­ker der).

Men det den vest­li­ge alli­an­ce tid­li­ge­re hav­de til­budt Rusland rak­te langt vide­re: fri adgang til Mid­del­ha­vet, hvil­ket var en gam­mel drøm blandt zarer­ne … Alli­an­cen til­bød også USSR Bessa­ra­bi­en, Rumæ­ni­en og Bul­ga­ri­en. Så hvor­for accep­te­re­de Sta­lin det tyske til­bud, som var langt mere begræn­sen­de? Hvor­for tog han ikke imod alli­an­cens til­bud?

For­di Sta­lin (som var en intel­li­gent mand, for­u­den at være kri­mi­nel) tænk­te: “Hvis jeg accep­te­rer alli­an­cens til­bud, vil jeg snart ende i en krig med Tyskland. Afslår jeg, kan jeg bare lade vest­lan­de­ne (Tyskland, Stor­bri­tan­ni­en og Frankrig) gøre det af med hin­an­den, og når de er sva­gest, vil jeg mar­che­re ind som “befri­er”.

I dag gør den offi­ci­el­le histo­ri­eskriv­ning gæl­den­de at Molo­tov-Rib­ben­trop Pag­ten frem­skyn­de­de kri­gen, at den udlø­ste ver­denskri­gen i uti­de. Tvær­ti­mod, hvis den har haft nogen virk­ning, har det været den mod­sat­te, idet enhver anden alli­an­ce vil­le kun­ne ind­se, at Tyskland alli­e­ret med Rusland i med­før af den­ne pagt var sær­de­les stærkt.

Måske over­så Hit­ler en ting. Jeg tror, at han for­stod den jødi­ske ind­fly­del­se, men ikke hvor stærk den var. Pag­ten mel­lem Sov­jet­sta­ten og Tyskland bur­de have afskræk­ket enhver fra krig. Så Hit­ler tro­e­de ikke, at Chur­chill vil­le brin­ge sit land og det bri­ti­ske impe­ri­um i fare for at gøre det af med Tyskland (kri­gen efter­lod det bri­ti­ske impe­ri­um ban­kerot, og med­før­te dets grad­vi­se for­svin­den efter Anden Ver­denskrig).

(Joseph) Göb­bels ple­je­de at næv­ne i sine dag­bø­ger, at 60% af de sov­je­ti­ske kom­mis­sæ­rer var jøder. Da tysker­ne inva­de­re­de Rusland i 1941, opda­ge­de de, at tal­let nær­me­re var 90%. Folk ple­jer at sige, at Göb­bels altid over­drev. Tvær­ti­mod.

Og da tysker­ne nåe­de ind i Ukrai­ne, blev de sær­de­les over­ra­ske­de. Det ukrain­ske folk bød dem vel­kom­men, Tysker­ne, som befri­e­re! Men desvær­re behand­le­de tysker­ne også ukrai­ner­ne dår­ligt – det var end­nu en oplagt mulig­hed for at vin­de, som blev for­pas­set. Det var ikke direk­te Hit­lers fejl, for ansva­ret lå hos Koch (den tyske rigskom­mis­sær, der admi­ni­stre­re­de Ukrai­ne og fast­holdt ukrai­ner­ne i det for­had­te sov­je­ti­ske kol­lek­tiv-land­brugs­sy­stem).

Det er en skam. Den krig kun­ne have været vun­det bur­de have været vun­det (af Tyskland).

TBR: Kun­ne den vir­ke­lig vin­des? – det for­bløf­fer mig bare, når du siger det, for styr­ke­for­hol­det var jo 20 til 1 eller derom­kring.

BOCHACA: Tyve til én, OK. Men den ene (Tyskland) var stær­ke­re end én. Og blandt de 20 fand­tes kun regi­mer­ne – ikke et for­e­net folk.

På sam­me måde som Koch age­re­de i Ukrai­ne, sådan fej­l­e­de man i Norge (den tyske besæt­tel­se var under ledel­se af rigskom­mis­sær Josef Ter­boven). Ter­boven behand­le­de nord­mæn­de­ne dår­ligt. Også han lag­de hin­drin­ger i vej­en for nord­mæn­de­nes fri­vil­li­ge rek­rut­te­ring til SS for at kæm­pe på Øst­fron­ten.

Økonomiske forhold

TBR: For­tæl ven­ligst om dit syn på de øko­no­mi­ske for­hold.

BOCHACA: Jeg er kom­met til den kon­klu­sion, at det, der i dag kal­des “øko­no­misk viden­skab” er som tid­lig arkæ­o­lo­gi, eller som de male­ri­er, de intel­lek­tu­el­le kal­der “moder­ne kunst”. Med andre ord, det er et gigan­tisk bed­rag, som næsten ingen vover at tage afstand fra af frygt for at bli­ve opfat­tet som idi­ot, bagstræ­be­risk m.v. af de kon­for­me mas­ser, som til­be­der enhver idé, der sæt­tes til salg.

For alt­så, og du kan sige, hvad du vil, det er ikke natur­ligt – og skul­le ikke være muligt for men­ne­sker at dø af sult, for­di de har pro­du­ce­ret “for man­ge konsumva­rer”! Du ved måske, at gæl­den, den offi­ci­el­le gæld for alver­dens lan­de er stør­re end den sam­le­de vær­di af dis­se lan­de, med alt hvad de råder over, fak­tisk tre gan­ge så stor. Så den­ne gæld er ube­ta­le­lig, den kan ikke ind­fri­es aldrig nogen­sin­de.

Der fin­des et ord på spansk, “quie­tan­za”, som bety­der, at hvis en gæld ikke kan til­ba­ge­be­ta­les, slet­tes den.

Når de på vores Tv taler om gæl­den sen­des der en under­lig­gen­de besked. De viser alle papir­pen­ge­ne, pen­ge, pen­ge, pen­ge og så en regn af mønt­er. Men i vir­ke­lig­he­dens ver­den strøm­mer vær­di­er­ne som kon­se­kvens af et pen­ne­strøg, eller ikke engang det læn­ge­re nu er det et enkelt taste­tryk på en com­pu­ter i ban­ken.

TBR: En mas­se nul­ler …

BOCHACA: Hvis folk vid­ste, hvad pen­ge vir­ke­lig er, vil­le alle de stak­kels bankan­sat­te som ikke på nogen måde er ansvar­li­ge for den bag­ved­lig­gen­de busi­ness bli­ve flå­et i småstyk­ker. Folk taler hele tiden om en kri­se. Men der er ingen kri­se; det hele er et svin­delnum­mer.

TBR: I det­te brev til dig fra din gode ven (mexi­cansk revi­sio­nist) Salva­dor Bor­re­go, skri­ver han: “Er du enig med mig i, at der vil kom­me en jødisk ver­dens­re­ge­ring?”

BOCHACA: Ja, helt sik­kert. Og hør: Det er demora­li­se­ren­de. Nog­le gan­ge spør­ger jeg mig selv, hvad er det, vi fore­ta­ger os, og hvor­for. Men det er som vi siger på spansk, una impe­ra­ti­va metafísi­ca et meta­fy­sisk impe­ra­tiv.

Det er som befin­der vi os ombord på et skib, der syn­ker, og alt hvad vi kan gøre er at skri­ve en besked, prop­pe den i en fla­ske og håbe på, at nogen fin­der den engang i frem­ti­den.

Vi gør det, for­di vi er nødt til det. Af og til spør­ger folk mig: “Er der noget håb? og jeg sva­rer: “Nej, der er ikke noget håb.”

Men til trods for det­te, så tæn­ker jeg på, at i Tyskland i 1932 syn­tes der hel­ler ikke at være noget håb … og så, i løbet af én måned, janu­ar 1933, ændre­de det hele sig på grund af en grup­pe gode mænd.

[Vi kan nu i 2018 til­fø­je, at den tyske nation i kraft af histo­ri­e­re­vi­sio­ni­ster­nes utræt­te­li­ge arbej­de er ved at våg­ne op og gen­nem­skue Holo­caust-løg­nen. Det vil med­fø­re en eks­plo­siv ændring i Tyskland inden for de kom­men­de få år, når tysker­ne ind­ser, at de er ble­vet bag­va­sket og har betalt og betalt til løg­n­ag­ti­ge jøder. Når opgø­ret ind­træf­fer i Tyskland vil resten af det hvi­de Euro­pa føl­ge efter.]

TBR: Tak Senor Bocha­ca for din tid og gæst­fri­hed, og for det­te inter­view.

BOCHACA: Du er mere end vel­kom­men. Jeg håber, at jeres læse­re vil fin­de noget af inter­es­se i det, jeg har sagt. Hold fanen højt og fort­sæt det gode arbej­de.

Det­te inter­view, der fore­gik i Spanien, blev fore­stå­et af frk. Mar­ga­ret Huf­f­sti­ck­ler, som er vel­be­van­dret i fle­re euro­pæ­i­ske sprog og sam­ti­dig en dyg­tig fored­rags­hol­der. Hun er også selv­stæn­digt ansvar­lig for udsen­del­sen af en ræk­ke vig­ti­ge artik­ler fra hr. Bocha­ca til læse­re over hele ver­den.