Sammenhængskraften

Overtagelsen

O-D-I-N.org, 16. august 2013.

 

“Fjern sammenhængskraften, skab utryghed, forvirring og splittelse …”

Sådan lyder planen for ødelæggelse af det hvide Europa blandt jøderne indbyrdes. 

Samhørigheden er afgørende vigtig for vores opfattelse af et dansk og nordisk fællesskab. Det er nødvendigt, at du som dansker værner om dette fællesskab med alt, hvad du har lært. Sammenhængskraften er den usynlige “lim”, der binder os sammen som en nation i den unikke nordiske kultur.


Europa er under nedbrydning! Foto: O-D-I-N.org

 

Jøderne i Danmark, Finland, Norge og Sverige har siden Anden Verdenskrig udfoldet betydelig energi i forsøget på at opløse vores identitetsskabende relationer. Det er meningen, at vi gradvist skal vænnes til multikultur og fatte kærlighed for jødernes EU. I et multikulturelt samfund bliver jøderne mindre synlige og vil kunne fremture mere ubesværet.

EU-konstruktionen er en ny sovjetunion i lidt smartere forklædning. Den overlever kun sine fiaskoer i kraft af enorme tilskud fra det jødiske USA. Galskaben opnår en bizar logik, når man først har forstået, at formålet med jødernes EU ikke er at fremme europæisk levevis, men at bane vejen for en jødisk overtagelse af Europa. Tro ikke, at en jøde nogen sinde vil arbejde for andre end jøder, og dermed behøver du aldrig at være i tvivl om dagsordenen, når jøder er involveret.

På denne strategis anden front foregår et konstant parasitært angreb på den enkelte nations indre linjer. Hovedformålet er at fratage de nordiske befolkninger fællesskabsfølelsen, både nationalt og på traditionelt nordisk plan. Vi angribes på vores integritet og autonomi, almindelig fædrelandskærlighed til Danmark latterliggøres. 

Vores børn idiotiseres for fuld kraft på danske skoler, gymnasier og universiteter, mens de bliver hjernevasket gennem brugen af mobiltelefoner og sociale medier i et omfang, så de mister evnen (og tiden) til at tænke selv og forholde sig til den virkelige verden. De færreste opnår i dag en politisk bevidsthed. Lykkes det os ikke at forhindre blokeringen af de unges tænkeevne og den generelle forgiftning af samfundet, bliver vi ofre for jødernes profeterede verdensregering

Den evindelige skam vil bestå i, at danskerne bare gav op, ude af stand til at observere faren eller mobilisere den mest basale selvopholdelsesdrift. Danskerne blev slaver, og jødernes profeti gik i opfyldelse.

Er det en sådan fremtid som andenrangsborgere, du ønsker for dine børn? Hvis Nej, så slut dig til O-D-I-N og gør din modstand gældende i tide.

Sammenhængskraften består af historie, traditioner, samvær og relationer, der binder os sammen til en unik nation. Eller sådan har det i det mindste været indtil nu. I det skjulte er befolkningens værdier, livsglæde og udfoldelsesmuligheder under konstant angreb fra en side, som ingen havde ventet. Fra en herboende jødisk loge, som vi anså for fredelig og tilpasset. Vi er blevet stukket blår i øjnene af disse internationalister, der vil eje alt. For at komme til at eje Danmark, er det nødvendigt for dem at bryde alle de bånd, der binder os sammen som en nation, og det er det, der foregår for næsen af os, hvis vi kigger efter.

En homogen befolkning
Børn, forældre, familie
Opdragelse, skole
Kvinde, mand, kønsroller, samfund
Vægtning af minoriteter
Adoption af handicappede
Borger og stat
Stat og kommune
Identitet og historie
Dansk og kommunikation
Nydelsesmidler og trivsel
Diagnoser

En homogen befolkning

I 1950 var det yderst sjældent at se en mørklødet person, endsige en neger, i Danmark. Det var naturgivent, at her i Norden omgikkes vi danskere, nordmænd, svenskere og af og til en finne eller tysker. Der var ingen forskel, så længe vi ikke opsøgte den jødiske enklave i København eller i de øvrige storbyer. Jøderne formodedes i øvrigt endnu at være i færd med at assimilere sig i dansk levevis. Det påstod de selv, at de gjorde. Ingen frygtede nogen undergravende virksomhed fra den kant. Ikke i Danmark på det tidspunkt. Desuden havde jøderne jo lige været ofre for Hitler, troede vi, og formodedes at værdsætte vores beskyttelse!

I den verden var det en positiv oplevelse, når vi modtog gæster fra udlandet, nye indtryk fra fremmede himmelstrøg. Et friskt pust udefra, når de fremmede ikke maste sig på, men respekterede deres status som gæster i Danmark. Når besøget var slut, tog de hjem, og ingen behøvede at nære frygt for påtrængende krav om bosættelse. Alle vidste intuitivt, at enhver trives bedst inden for den kultur, han eller hun har udviklet sig i.
Denne harmoni og homogenitet blev første gang brudt i 60’erne, da danskerne efter sigende “inviterede” tyrkiske gæstearbejdere til at afhjælpe et påstået underskud i hjemlig arbejdskraft. “Gæsteophold” viste sig snart at blive synonymt med “permanent belemring”, og senere blev der fra radikale i det politiske spektrum (altid “certificerede” mediebrugere) argumenteret lidenskabeligt for det nye begreb: familiesammenføring.
Dette fænomen skulle efterhånden manifestere sig i en kolossal social foranstaltning for danskernes regning. En indvandring med alt betalt.

Indvandringen har stået på lige siden og påstås at have “beriget” nationen med kulturgoder fra de mest underudviklede dele af Tyrkiet og Pakistan, og senere Afrika og Mellemøsten. Berigelsen er, som normalt begavede mennesker kunne gennemskue, foregået den modsatte vej, og gode skatteyderbidrag er endt i jødernes kollekt i Danmark eller udlandet. Denne business er altid inde i billedet i skikkelse af godheds-industrien og dens formidleres evne til at skabe behov for assistance overalt, ofte på grundlag af en diskret gennemført hastelov eller bekendtgørelse.
De såkaldt humanitære indsatser (vi risikerer af blive hængt ud af EU i medierne, hvis vi ikke hurtigt nok indser nødvendigheden) har hver gang været penge ud af lommen på danske skatteydere, og midlerne ender notorisk i samme godhedsindustris pengekasse, dvs. til syvende og sidst i den jødiske kollekt.

Senere blev vi præsenteret for kvoteflygtninge, som vi ikke måtte afvise. Institutioner som Amnesty International fik massiv mediedækning, og koryfæer som Inge Genefke med mand opnåede gennem medierne nærmest kultstatus og blev profileret som nationens Florence Nightingales.

Under falske, i bedste fald naive, løfter om et strålende europæisk samarbejde mellem suveræne nationer havde Jens Otto Kragh solgt det Europæiske Fællesmarked til danskerne, og da jødernes Euro-union og åbne grænser senere viste sig at være en del af pakken, kom porten til Danmark til at stå på vid gab. Danskernes sociale kasser har holdt for siden. Adgangen blev banet for alverdens mennesker, de fleste helt afskåret fra at tilpasse sig dansk kultur og levevis.
Tilstrømningen foregår i 2013 via Kastrup Lufthavn fra hele kloden, men samtidig står det enhver frit for at passere over EU-grænsen fra Tyskland eller Sverige, uden ringeste form for kontrol. I denne strøm af tilfældige indvandrere kan alle med tiden få asyl, fordi jøderne som en del af deres agenda saboterer hjemsendelsen.
Obstruktionen foregår uhindret og mere eller mindre usynligt i 2013, selv om den traditionelle danske befolkning aldrig har accepteret at betale for uvirksomme, ukyndige og behovspræparerede mennesker fra alverdens fejlslagne samfund. 

Under dække af denne indvandring sluser jøderne deres søstre og brødre ind fra Israel og det tidligere Østeuropa med garanti for fast ophold. Jøderne usynliggør på den måde deres egen fortsatte indvandring til Vesten og forøger deres undergravende tilstedeværelse i Danmark i ly af den generelle mørklødede tumult.

Således er uforligeligt væv i form af hundredtusinder af mennesker fra fjerne, ofte fjendtlige, kulturer gennem et halvt århundrede implanteret i kroppen af dansk levevis og kultur. Når vi ikke længere kan identificere en nabo som en landsmand, fordi denne nabo er fra Afrika eller Tyrkiet og forlanger en lokal udgave af Somalia eller Anatolien dér, hvor han bor, så får hans danske naboer hurtigt et problem med at identificere sig selv som danskere i en dansk nation.

Tror du, at det var danskerne, der besluttede disse angreb på dansk identitet?
Nej vel.
Men det er udelukkende danskere, der kan standse overgrebene.

Børn, forældre, familie

Et stærkt familiesammenhold har stor betydning for sammenhængskraften i samfundet. Jøderne dyrker uforbeholdent kernefamilien. I modsætning til alt braset, der dagligt proppes i hovedet på mere og mere forvirrede danskere, højagtes ægteskabet og familiesammenholdet inden for murene.
Familiesammenhold opstår af et grundlæggende fællesskab, der bygger på fælles normer og skaber tryghed fra en tidlig alder. Det udvikler sig gennem samvær og fælles ritualer, der udfoldes regelmæssigt. Det kræver tid, koncentration og viden hos et forældrepar at få et godt familiesammenhold etableret, og det kræver et overskud af energi at bevare det.
Det er trist at skulle konstatere, at nutidens danske forældre ofte glimrer ved selv at være mere eller mindre forsømte, når de skal påtage sig ansvaret for at skabe tryghed omkring deres børn. De gode resultater opnås ikke ved, at far og mor jager statussymboler og meningsløse forestillinger om falske “designerliv”. Dette hovedløse jageri frarøver mand og kone den tid og det overskud, der skulle bruges til at grundlægge og udvikle deres egen kernefamilie på grundlag af egne gennemtænkte præmisser. At forfølge falske mål ender notorisk katastrofalt, og vi ser til overmål følgerne hele tiden.
Familiesammenholdet mellem danskerne undergraves aktivt ved at medierne i ét væk lancerer adfærdsmodeller, der kun er egnet til at skabe forvirring og ansvarsløshed. Der er frit valg på skalaen fra “multiamourøs” over massagekvinde med krav på fagforening til karriere-single. I den tid, der spildes, bliver der ikke født danske børn, og slet ikke på det rigtige tidspunkt for kvinderne.
Ægteskabet som institution, eller et tilsvarende forpligtende forhold mellem mand og kvinde, gøres til en trivialitet. Normerne for stabile familieforhold nedbrydes til fordel for seriel monogami, hvor korte perspektivløse varianter af eventyrlighed udleves.
Kærlighed forveksles med forelskelser. Uoverlagte parforhold, Hollywood-bryllupper efterfulgt af ynkelig bondeanger, frustrationer og ulykkelige forældre og børn hører til dagens orden. Denne zapperkultur skabes og vedligeholdes, ved at magasiner og Tv promoverer den ene hippe familiemodel efter den anden. Udlev dit seksuelle potentiale og lad homoseksuelle opdrage børn, lyder rådene. Overalt promoveres bøsser og lesbiske langt ud over deres repræsentation og berettigelse. I stedet kunne ansvarlige medier opfordre til besindighed og omtanke i respekt for danske børns ret til et forældrepar af blandet køn. Det sker af gode grunde ikke.
Tværtimod gøres det mondænt at være med på seneste idiotiske tilbøjelighed, at være ”søgende”. Danmarks traditionelle befolkning forsynes løbende med nye begreber som ”bonusbørn”, ”lånebørn”, ”plasticbørn”, ”papforældre” osv. Danskernes børn opdrages i mere og mere utrygge familierelationer. Usikre og rodløse børn bliver med statsgaranti næste generations tabere.
Alternativt kunne samfundet udvikle sig med ansvarlige nationale medier, der grundigt vejledte om børns tarv, om ansvar, ægteskab og familie – i tide. Opbyggelige medier ville være en enorm gevinst for det danske samfund, for danskerne og Danmark.

Den slags medier får vi ikke, så længe jødernes mediemonopol sætter normerne. Jødernes indflydelse skal snarest muligt gøres forholdsmæssig.

Opdragelse, skole

Forældre må ikke revse deres børn korporligt, lyder et af tidens dogmer, og skolen må ikke revse eleverne. Det er heller ikke skolens opgave at revse børnene, for de skal være opdraget hjemmefra. Men det er ikke alle børn, der egner sig til at blive opdraget gennem en nok så gennemtænkt verbal argumentation. For nogle er det lejlighedsvis nødvendigt (og sundt) at blive mindet om, at alternativet til ulydighed kan være simpel fysisk overmagt, demonstreret under beherskede former. Det følgende må ikke opfattes som forsvar for sjældne tilfælde af jævnlig vold eller mishandling fra uegnede forældre.
Men der gives situationer, hvor det kan være en fordel, at en forælder tager hårdt fat i sit større barn for at understrege betydningen af et standpunkt, eller i yderste konsekvens tildeler ham eller hende en flad lussing på kinden, hvis ungen stiller sig an. Så er magtforholdet markeret, og trykket er taget af situationen. Den udvikler sig ikke til psykisk krig fra nogen af siderne, og junior behøver ikke at være indespærret i dagevis under afsoning af mere eller mindre uhensigtsmæssig stuearrest e.l. sanktioner, der blot trækker pinen ud.

En sådan afmålt og passende forældrereaktion på det rigtige tidspunkt må ikke kunne indebære, at sønnen eller datteren en time efter kan stå i det lokale kommunekontor og anmelde sin far eller mor for vold. Der er ligefrem oprettet telefonlinjer, hvor børn i “fortrolighed” kan anmelde deres forældre, hvis barnet af den ene eller anden grund føler sig forurettet på hjemmefronten. Det er ofte kvinder, der udfylder de kommunale “taskforces”, og der er ikke langt fra “lussing” til “tæsk”, når disse alt andet end professionelle sagsbehandlere i sanseløs fordomsfuldhed griber til pen og papir. Denne adgang til at anfægte forældrenes autoritet er ødelæggende for danske forældres muligheder for at overleve i rollen som børneopdragere.
Som en naturlig konsekvens undviger forældrene konflikterne og lader teenageren køre sit eget løb, ofte til stor skade for alle parter. Det er essentielt for sammenholdet på alle niveauer, at samfundet anerkender, at der fødes børn, som er i jævnlig modfase med stjernepædagogernes livsstilsbøger. Hvis en forælder ikke evner den finere pædagogik, kan selv den mest langstrakte og velmente argumentation være spildt på trodse-Lars, specielt når sønnen i skolen er blevet omhyggeligt vejledt om, at “sympatitjenesten” og den potentielle straf af forældrene kun er en telefonopringning væk.
Den kommunale tvangsforanstaltning hænger for tiden lige over hovedet på forældrene.

Jøderne kender fra deres tid som kommissærer i Sovjetunionen og DDR fuldt ud til effekten af hemmeligt angiveri indenfor familiens rammer. Det medfører apati og underkastelse. I DDR var den eneste mulighed at klynge sig til illusionen om et fællesskab frem for at blive forulempet af myndighederne eller få familien spredt for alle vinde. Det var i bund og grund et sygt samfund, som var skabt på grundlag af jødiske forskrifter for nedbrydning og kontrol. Den samme sygdom bliver gradvis påført os i Danmark, og den vil skade os betydeligt, indtil adgangen til hemmeligt angiveri inden for danske familier igen afskaffes.
Hvis et barn føler sig forulempet af sine forældre, må pågældende vejledes om at anmelde overgrebet til politiet, så forholdet kan efterforskes på linje med alle andre voldssager, eller anmeldelsen kan indgives af den kommunale tilsynsvirksomhed på grundlag af egne eller andres observationer. Sagen skal ikke pådømmes administrativt af kommunale standretter som en politisk parallel til det egentlige retssystem. Samtidig skal sagen være fuldt tilgængelig for den anklagede og hans forsvarer. Hvorfor stille forældre ringere end rigets huserende rockerbander? Hvis sagen kan bære efter straffeloven, må den bringes for retten. Den eksisterende udenretslige straffemulighed i det kommunale overvågningssystem, som er en form for sindelagskontrol i Danmark, tjener udelukkende til at opløse sammenhængskraften i familierne.
Og det er utvivlsomt det primære formål med det.

I Folkeskolen, Gymnasiet, og skoler på tilsvarende niveau, skal eleverne opføre sig disciplineret og opmærksomt, og de skal koncentrere sig, når de modtager undervisning. Læreren skal ikke balancere på kanten af et sammenbrud, fordi han eller hun i praksis er frataget ethvert virkemiddel, som ikke er gudgivet, for at opretholde elevernes opmærksomhed. Skolerne er i dag organiseret, så læreren i praksis står alene med problemet, hvis én eller flere elever saboterer undervisningen. Bare en enkelt urolig elev er nok til at ødelægge koncentrationen for hele klassen, og det må simpelthen ikke kunne foregå.
Handlingslammelsen hos skolelederne i dag opstår i dilemmaet mellem hensynet til egen popularitet hos elever og lærere og egen befordring opad i systemet.
Arbejdsgiveren (kommunen) ønsker ikke at blive belemret med samarbejdsproblemer. Så ansætter man hellere en anden skoleleder. Derfor hakker skolelederen nedad, og ingen påtager sig ansvaret for at standse forstyrrende elever, for ingen har rygdækning i dette system. Det er isoleret som en ø i oceanet. Og den tilstand er helt sikkert tilsigtet, siden disse simple problemer ikke for længst er løst. Skolen og lærerne har på nuværende tidspunkt intet forsvar mod konstante forstyrrelser, og dermed er der med kommunalgaranti (jødisk) ikke en eneste elev i den danske folkeskole, der lærer noget, som han eller hun ikke kunne have lært bedre uden indflydelse af den daglige kvote af meningsløshed og kaos.
Løsningen er utroligt enkel:
Den konsekvente reaktion på en forstyrrende elev, indvandrer eller ikke, skal højst være 3 bevidnede henstillinger fra læreren. Derefter skal kommunen på krav fra skoleledelsen skriftligt pålægge forældrene at korrigere problemet med øjeblikkelig virkning. Dette må ikke få konsekvenser for skolelederen, der ved sin ansættelse skal være vurderet til at kunne administrere en sådan kompetence med omtanke og være sikret i sin stilling.
Nytter ingen af disse henstillinger, skal den synlige og påregnelige konsekvens være, at eleven bortvises fra skolen for bestandig. Dette skal ikke medføre, at eleven fritages for undervisning, men undervisningen skal videreføres i privat regi på forældrenes ansvar og for deres regning, uden mulighed for at returnere et eventuelt økonomisk problem til stat eller kommune. Respekteres undervisningspligten ikke, har Danmark ingen interesse i indvandrerfamiliens videre ophold, og den skal udvises permanent. Det er naturligvis nødvendigt, at vores grænser atter bliver overvåget, så vi ikke er til grin ved, at udviste dagen efter flytter tilbage. Elever af danskere, der bortvises fra en skole og derefter ikke bliver undervist af forældrene for privat regning, skal være forpligtet til at modtage undervisning på en dansk specialskole, hvor der, så længe det kræves, kan sættes ind over for elevens særlige problemer. Når eleverne og deres forældre på forhånd informeres om disse konsekvenser, vil forstyrrelser af undervisningen i danske skoler straks høre op.

I dag sikrer jødernes medier og nidkære interventioner til forsvar for indvandrerne, at ødelæggende adfærd i skolerne kan fortsætte uanfægtet. Dermed bliver effekten af skolens undervisning i praksis lig nul: Ingen lærer at læse. Ingen lærer at skrive. Ingen lærer matematik. Ingen lærer fremmede sprog. Ingen lærer Historie. Ingen lærer verdenskortet. Ingen lærer grundlæggende kropskultur, atletik m.v. Ingen lærer om holocaust-løgnen. Ingen lærer om jødernes undergravende agenda for Danmark og den øvrige vestlige verden.

Øvrige kilder til forstyrrelse af undervisning er private mobiltelefoner, distraherende påklædning og ekstrem makeup eller brug af parfume.
En oplagt løsning er, at mobiltelefonerne hver morgen afleveres, inden undervisningen begynder, og at alle elever på det tidspunkt har aflagt personlig makeup og parfumering, eventuelt i forbindelse med et bad, samt er iført en obligatorisk, fælles, klædelig og hensigtsmæssig skolebeklædning, der ikke forstyrrer koncentrationen. Denne skolebeklædning findes ikke med religiøs hovedbeklædning, og i øvrigt skal der ikke gøres undtagelser i muslimske pigers deltagelse i fælles idræt og badning eller på noget andet område i offentligt regi.

Det er vigtigt, at skolen ikke forlades i “arbejdstiden”, og at et nærende måltid indtages i skolens spisesal midt på dagen. Der skal ikke tages særligt hensyn til indvandreres fordringer på særlig mad. Vil de ikke spise dansk mad, må de medbringe mad for egen regning. Denne mad skal kunne godkendes af skolens læge som nærende og befordrende for sundheden, og den skal indtages på skolen under den fælles spisning.

Al offentlig undervisning i Danmark skal foregå på dansk. Elever med andet modersmål end dansk skal for privat regning have modtage undervisning i dansk til det niveau, der er nødvendigt for at forstå undervisningen i enhver sammenhæng.

Endelig er det pinligt nødvendigt, at niveauet i danskernes skoler generelt hæves i samtlige grundlæggende fag. Det samme gælder lærernes uddannelser. 

Hvorfor er disse simple og effektive løsninger gennem de seneste 50 år ikke nået ud over diskussionsniveauet?
Fordi jøderne, der sidder på alle større medier og har infiltreret besluttende organer overalt i dansk administration, konstant har formået at problematisere de effektive løsninger. Desværre vil jødernes gradvise nedbrydning af vort uddannelsessystem, herunder niveauet på universiteterne, fortsætte, indtil nationen går fallit, eller vi tager os sammen til at gribe ind og begrænser jødernes indflydelse til at være proportional med deres antal i Danmark. 

Og lad mig tilføje, så ingen er i tvivl. Jødernes børn frekventerer naturligvis ikke de usle, faldefærdige og intellektuelt tilbagestående folkeskoler. Jødernes børn køres til attentatsikrede, private skoler, hvor de koncentreret modtager undervisning fra håndplukkede lærere. I praksis er disse skoler kun for jøder.
Når jeg skriver “attentatsikrede”, er det for at pege på den paranoia, der omgiver disse eksklusive skoler. Forklaringen på sikkerhedskravene findes i følgende tilkendegivelse fra jødernes Talmud:

… For såfremt ikke-jøden vidste, hvad vi lærer imod dem, ville de umiddelbart slå os alle sammen ihjel. — Talmud, Dibre David, 37.

Selv om vi her i 2013 kender jødernes parasitære dagsorden for Danmark, skal der ikke være nogen dansker, der griber til vold i dette spørgsmål, heller ikke i form af voldelig aktivisme på noget plan. Men det er afgørende vigtigt, at vi inden for demokratiets rammer begynder at hævde vores ret til Danmark, mens det endnu er muligt at forhindre nedlæggelsen af den danske nation.

Kvinde, mand, kønsroller, samfund

En effektiv måde at splitte kernefamilien på er at fremhæve den ene part i et parforhold på den andens bekostning, at spille manden ud mod kvinden, kvinden ud mod manden. I den moderne sladderlitteratur (som i parentes bemærket masseproduceres på jødiske forlag som Aller, Bonnier m.fl.) ser vi for tiden kvinden placeret på alle mulige piedestaler, fortrinsvis i roller, som hun ikke er udviklet til. Og det er jo pointen i destruktionen.
Gennem hundrede og halvtreds tusinde år (det er ganske lang tid, og de seneste 200 år udgør kun 1/750 af dette forløb) har Homo Sapiens, det moderne menneske, udviklet sig i den ene af to fordelagtige kønsroller (om alt ellers gik efter planen). Forskellen i nedarvede kønsspecifikke egenskaber og færdigheder er markant. Naturligvis. 

Inden for de seneste 200 år har betingelserne for menneskeheden i Europa ændret sig radikalt fra en tilværelse i pagt med naturen og kredsløbet til en tilværelse kendetegnet ved teknologi og kunstig belysning, for nu at forenkle billedet. Min pointe er, at selve dyret i os ikke har ændret sig nævneværdigt i den relativt korte tid af 200 år, selv om betingelserne omkring os har ændret sig radikalt. Kvinden er stadig det unikke fødende menneske, og manden er stadig beskytteren og skafferen. Det ligger dybt i enhver celle af os. Formentlig vil vi aldrig få mulighed for evolutionært at tilpasse os de omskiftelige betingelserne i de teknologiske miljøer. Men ligesom der ikke går lang tid, før vi har mistet færdigheder, der var væsentlige for at overleve i naturen, udvikler vi ret hurtigt færdigheder, der tjener os i den moderne hverdag. Men dybt inde i dyrets biologi er vi de samme mennesker, og derfor laver man ikke i løbet af et par århundreder afgørende om på et kønsrollemønster, der er nedarvet gennem tusinder af år, rollen som mand, henholdsvis som kvinde. 

Den vigtigste fælles drift er overlevelsesdriften. Som en konsekvens af den formerer vi os, reproducerer arten, Homo Sapiens. Hvis vi i ikke ønsker at gøre det ved ucharmerende laboratoriefostre som i Huxleys Fagre nye verden, er vi nødt til at respektere de biologiske betingelser for reproduktion. En af disse er frugtbarhed hos kvinden, ægløsning, evnen til at blive gravid og føde børn (fertilitet). Den topper i 20–24-årsalderen og vedligeholdes nogenlunde indtil det 30. år, hvorefter befrugtning såvel som fødsler bliver vanskeligere. Denne naturgivne biologiske cyklus er blevet et problem i nutidens kønsrollebilleder, der fortrinsvis er produkter af tendenssættende medier. Netop i dette livgivende interval, mens kvinden gradvis mister evnen til at blive gravid og føde børn, instrueres hun fra højre og venstre i, at hun skal hellige sig karrieren. — Hvis det ikke er komplet destruktivt for vort liv og samfund, hvad er så?
Efter en måske vellykket karriere kan hun og hendes mand (hvis han stadig er til stede) konfrontere konsekvenserne: fertilitetsbehandling, nervepirrende graviditeter, komplicerede fødsler, kuvøsekrævende og i værste fald konstant behandlingskrævende afkom, det fejlslagne produkt af et forældet reproduktionsapparat – af uskikkede forældre. 

En anden væsentlig faktor:
Hvorfor skal en moderne kernefamilie være afhængig af to indtægter? Hvorfor er prisniveauet på det danske marked så sindssygt ude af perspektiv, at det er umuligt for kvinden at hellige sig moderskabet, og de få år det kræver at give barnet en god og tryg start i livet. Hvorfor kan denne naturlige eksistentielle forudsætning kun tillades, hvis hun har haft held til at score en mand i betalingsklassen? Svaret er, at hensigten med vort samfund ikke er den vi tror. Politikerne og deres dukkeførere i kulissen bekymrer sig ikke om at frembringe et gunstigt eksistensgrundlag for danske familier. Det er ikke meningen, at danske børn skal få en sund og tryg start, inden deres mor evt. uddanner sig videre. For politikerne og deres bagmænd handler det i dag kun om genvalg, og om at befordre jøderne i systemet. Derfor har vi i meget lang tid ikke hørt en eneste troværdig politiker ytre sig i Danmark. Vi fyldes med tomgangsnonsens. Og mens pseudopolitikerne pladrer løs, er det bl.a. danske familier og deres muligheder, der prisgives.

Hensigten er indlysende: Jo færre danskere der fødes, jo mere familierne splittes, jo mere usikre vores børn bliver, desto bedre går det for den jødiske agenda.

Alle kvinder i Danmark undervises dag ud og dag ind i, at de skal realisere sig selv, og det underforstås hele tiden, at denne “udvikling” kun er mulig, hvis kvinden afskriver sig tilværelsen som “underordnet” manden i den så latterlige kernefamilie. Det er mondænt at blive single karrierekvinde. Måske kan hun ligefrem opnå at få sin egen blog, hvorfra hun kan anråbe andre ensomme i denne sterile kvindeverden!
Stillingen som hjemmegående husmoder og barnemoder forhånes og nedværdiges; denne den vigtigste funktion i hele verden latterliggøres, så kvinder uden selvstændig tankevirksomhed får problemer med at identificere sig med den.

Der findes intet vigtigere end at sætte gode, sunde, danske børn i verden og at sørge for, at de får en tryg og stabil barndom i rammerne af en sund familie, ikke bare i en sølle barselsorlovs tid, men i de år det kræver. Det er kvindens spidskompetence, og en af de vigtigste forudsætninger for at skabe gode liv. Enhver kvinde har al mulig grund til at være stolt af den prædestination, uanset om hun vil vedkende sig den. 

The smarter solution dk
Den smarteste måde at realisere sig på som hvid kvinde og mand.
Foto: O-D-I-N.org

 

Jødernes medier promoverer dagligt ideen om kønskvotering på arbejdsmarkedet. Kvinder skal partout sidde på 50 procent af ledelsesposterne.
Men dermed tilsidesættes en af mandens spidskompetencer: evnen til at træffe hurtige beslutninger i tilspidsede situationer. Den evne har han udviklet som beskytter gennem de samme hundrede og halvtreds tusinde år. Det har kvinden ikke! Hun har til gengæld udviklet en formidabel evne til at socialisere sig og i at beskytte sit afkom, ja i yderste konsekvens i at gøre sig usynlig sammen med afkommet, når faren lurer. Disse udviklingsmønstre kan vi, selv om det er højst ukorrekt at forfægte, aflæse i kvinders og mænds evne til at agere hensigtsmæssigt i givne situationer, såvel i familien som på arbejdsmarkedet.
Jeg lægger vægt på erfaring. Ved at have deltaget i større organisationer med mange fra begge køn har jeg kunnet gøre mine observationer, og jeg er, uden en eneste undtagelse, blevet bekræftet i følgende påstand: Kvinder er gode til at organisere og beslutte inden for trygge rammer, inden for en husordens problemstillinger i videste forstand, men hun udmærker sig ikke i tilspidsede beslutningskrævende situationer. Forud for en beslutning af den karakter har samtlige kvindelige ledere, som jeg har kunnet iagttage, stillet sig tvivlrådige og har bedt om input fra nærmeste mand. Det er måske ikke så unaturligt, men heller ikke særlig effektivt, hvis tiden kræver en beslutning her og nu. Det kræver, selv om det kan lyde banalt, intuitiv reaktionsevne og et vist dræberinstinkt at agere i en batalje, og mange vigtige beslutninger træffes i tidsnød, selv om vi kunne ønske det anderledes. Det er ofte en del af spillet at give modstanderen kortest mulig tid til at tænke sig om. Hvor mange kvinder findes på verdens top-10 over skakspillere? Meget få om nogen. Når kvindelige ledere forsøger at plagiere disse sider af det mandlige væsen, ender hun ofte med at træffe uoverlagte og unødigt kyniske beslutninger med negative konsekvenser.
Multitasking, er det en eksklusiv kvindelig dyd? Måske. Personligt er jeg elendig til at give bryst og tale i telefon samtidig!

Når jøderne gennem deres medier forfører os til at indføre et absurd krav om 1:1 kønskvotering, er det en bevidst fornægtelse af det faktum, at kønnene er uendeligt forskellige og udrustet med meget forskellige evner, der passer perfekt til hver sin rolle, men ikke lige godt til alle roller. Det ville tjene os bedst at fastholde det indlysende gode princip, at individuelle evner i forhold til en bestemt funktion SKAL være det afgørende kriterium for udvælgelse. 

At foregøgle mænd og kvinder, at de er lige gode til alt, er indlysende forkert. En sådan påstand har udelukkende til formål at skabe splid mellem kønnene. Hvis far og mor ikke kan blive enige, så går det nok heller ikke så godt med børnenes tryghed.

Hensigten med falske og uopnåelige rollebilleder er at bryde ægte værdier ned, skabe forvirring og holdningsløshed, at kunne overtage uden modstand.

Vægtning af minoriteter

Jeg har allerede gjort gældende, at bøssers og lesbiskes adgang til medierne, og denne gruppes mulighed for at føre sig frem som en særlig klasse, går langt ud over, hvad deres andel af befolkningen berettiger til, i øvrigt fuldstændig som det er tilfældet med jøderne. Det er som med andre kilder til irritation; hvis jøderne ved hjælp af deres medier kan problematisere et forhold i samfundet, så bliver det problematiseret. De fleste danskere har intet problem med, at enkelte er skabt med en kønsdrift, der er rettet mod eget køn, bare drifterne holdes inden for gruppen. Måske kan bøsser ikke forstå, hvor ubeskriveligt frastødende det er for en heteroseksuel at blive antastet seksuelt af en homoseksuel. Det har intet med mediernes homofobi at gøre. Det er verdens mest naturlige reaktion. I naturens orden tjener den slags relationer intet reproduktivt formål, og derfor råber den lille dragehjerne: Løb for helvede!

I lang tid var det sådan i Danmark, at homoseksuelle holdt sig for sig selv, dyrkede deres seksualitet i indviede kredse og i øvrigt afholdt sig fra at forulempe andre. Dermed var der intet problem forbundet med de homoseksuelle i samfundet i forhold til det øvrige samfund. Hvorfor skal vi så i 2013 konfronteres med kunstigt skabte problemer, fordi jødernes medier præparerer homoseksuelle med vranglæren om, at de har samme ret til at adoptere og blive forældre for et barn som heteroseksuelle har fra naturen? Hvad blev der af kravet om barnets tarv? Det mindste vi som samfund må kunne sikre et barn er, at dets forældremodeller i hjemmet er heteroseksuelle af hvert sit køn, og meget gerne at de elsker hinanden på en forbilledlig måde. Det er meningsløst, hvis danskerne lader minoriteter i samfundet sætte standarder. Den problemstilling forsøger vi hele tiden at forklare i forhold til jøderne i Danmark, men den gælder naturligvis for alle minoriteter i Danmark.
I organisationen mener vi, at homoseksuelle ikke skal have ret til at være forældre i et homoseksuelt forhold, hverken for egne eller adopterede børn. Det er en afvejning af hensyn. Det er også vores faste overbevisning, at bøsseoptog (parader) er meningsløse for alle andre end medieejerne og de optrædende. Ekshibitionisme af seksuel karakter har ingen berettigelse i det offentlige rum. Det kan gerne foregå på en messe, som interesserede kan besøge efter eget valg. Vores holdning til kirkelige vielser af homoseksuelle er, at der er tale om en bekræftelse, der næppe kan forarge af betydning, hvis medierne lader de enkelte begivenheder i fred.

Adoption af handikappede

Hvorfor skal danske adoptionsberedte kvinder og mænd løbe spidsrod i et begrænsende adoptionssystem, hvor valget står mellem et barn fra Afrika, Sydamerika eller Asien? Og hvorfor skal mulighederne være så begrænsede, at de må underkaste sig et lotterispil med mulighed for at få et handikappet barn?
Det oplagte spørgsmål er: Hvorfor tillader dette system ikke, at hvide danskere kan adoptere sunde hvide børn fra Europa?
Så vidt jeg husker, luftede medierne eller politikerne på et tidspunkt muligheden for at adoptere fra rumænske børnehjem. Det viste sig, at de fleste af børnene var retarderede eller i bedste fald skadede på grund af vanrøgt under de første vigtige år af deres liv.
Europa fra Azorerne til Kaukasus er et geografisk område med en enorm befolkning, og hvis danske adoptionsmyndigheder ville tillade det, kunne der med lethed etableres et samarbejde med myndighederne i Rusland eller Ukraine om at lade danskere adoptere sunde børn inden for deres egen race. Desværre er danske adoptionsmyndigheder ikke danske efter vores opfattelse.

Det er ikke den jødiske besættelsesmagts mening, at vi skal opfostre sunde, hvide, intelligente børn.

Når hvide danskere påtvinges børn af andre racer, gennemtvinges i det små accepten af et multietnisk samfund ved at tage udfordrede, barnløse par som gidsler. Hvem i disse familiers omgangskredse vil rejse spørgsmålet: om det ikke havde været muligt, eller kunne de ikke have valgt, at adoptere et barn, der var i etnisk harmoni med familien og samfundet?
Det gør naturligvis ingen. Disse mennesker har allerede stået alle mulige prøvelser igennem og har accepteret det, de håber er bedre end barnløshed.

Dette er endnu en monstrøsitet, som jøderne har tvunget os til at acceptere. Disse begrænsninger tjener som alt andet, der kontrolleres af dem, til at undergrave og opløse det sammenhold, der kendetegner en homogen dansk befolkning.

Borger og stat

Den danske stat opfattes ikke længere som den primære vogter af danskernes interesser. Den forbindes i stigende grad med grotesk fejlslagne politiske og praktiske projekter, der bebyrder skatteyderne med enorme ekstraudgifter. Den er blevet en administrativ mastodont under supervision af jødiske politikere, jødisk infiltreret statsapparat og naturligvis jødisk Folketing.
Forleden dag hørte jeg nyheden om, at indsigelser fra enkelte borgere? nu hvor Metro-ringen endelig er ved at blive bygget, bevirker at der ikke må arbejdes og bygges i visse tidsrum, og på visse strækninger skal arbejdet midlertidigt sættes i stå, indtil miljøbelastningen på stedet kan genforhandles! Tidsplanen ligger i ruiner, og forsinkelserne vil komme til at koste danskerne et milliardtab. Hvor er de ansvarlige politikere, der kunne magte at bede borgerne holde kæft med utidige krav, indtil ringen var bygget færdig? De findes ikke, eller de holdes i kort snor af jøderne, som alle steder ser en business i at obstruere på den ene side og mediere på den anden, mod god betaling. Samfundet drives mod en fallit, såvel økonomisk som mentalt.Danskerne betaler for meget i skat. Alt for meget. En fast rutine fra jødernes medier består i at spørge danskerne, om de er villige til at betale mere i skat, hvis de nu kunne opnå denne eller hin minimale ekstragevinst. Blot det at spørge er at føje spot til skade.
Danskerne brandbeskattes i forvejen med direkte skatter, der i sig selv måtte være nok. Men dernæst beskattes brugen af de beskattede kroner med yderligere 25 procent!
For at det ikke skal være løgn, betaler vi yderligere en usynlig skat i form af afgifter på alt mellem himmel og jord. Afgifterne betales med de i forvejen beskattede penge, og afgiften momses oveni. Et eksempel på den grænseløse griskhed: Staten forlanger 10 procent i afgift af en udbetalt forsikringssum efter dødsfald i den nærmeste familie.

Skulle det ikke være gået op for enhver dansker på nuværende tidspunkt, så taler vi her om et system, der frarøver os hovedparten af lønnen for vort arbejde. Det kan kun sammenlignes med én ting: ågerkarlevirksomhed! Det har intet med fair beskatning af borgerne at gøre. Men danskerne er et fredeligt folkefærd. Vi hygger os uanfægtet med 30 fordummende Tv-kanaler og en lille én til silden.
Uanset, hvad der meldes ud i medierne om mindre opgange i ny og næ, nærmer vi os helt stabilt fallittens rand i Danmark, fordi værdien af vort arbejde og vores innovationer stjæles fra os. Det første foregår gennem et aggressivt inddrivelsessystem, SKAT, det andet gennem infiltration. De oparbejdede værdier ender for en stor del i den jødiske kollekt, hvoraf en del understøtter EU. Når fallitten er en kendsgerning, og Danmark må erklære sig bankerot, vil EU’s centralbank beredvilligt træde til med lån til “passende” ågerrenter, og fra det tidspunkt er Danmark definitivt solgt til jødernes Euro-union, som vi har set det ske med Grækenland.
Danmark skal ud af EU inden for de næste 10 år, ellers er det for sent.

Når vi som danskere ikke længere kan identificere os med den danske Stat, er det fordi der trækkes for store veksler på tilliden til de folkevalgte og til regerings- og administrationsapparatet, som de folkevalgte har påtaget sig at forvalte. Politikerne og systemet har på det seneste svigtet fuldstændigt, især i forhold til hvad danskerne betaler for disse ydelser.
Dermed trækkes endnu en blomst ud af buketten “sammenhængskraft”.

Stat og kommune

Der er opstået en stillingskrig mellem Stat og Kommune. Medierne hepper skiftevis, så vi det ene øjeblik sympatiserer med regeringen og det næste med benjaminerne, kommunerne, med deres politiske kandestøbere. Jeg kunne skrive længe om den politiske og faglige standard i kommunerne. Den er for lav, og foretagendet kræver modernisering! Der kunne opnås et langt bedre resultat, hvis de enkelte kommuner ikke var fikseret på autonomi, på at være små kongevælder. Men det er en anden side af et stort problem, eller rettere: af et område, der er gjort til et stort problem.
Det er jøderne og deres medier, der er ansvarlige for at fremprovokere og fastholde det meningsløse modsætningsforhold mellem stat og kommuner.

Det foregår efter devisen: Del og hersk.

Et frugtbart samarbejde mellem de forskellige dele af vort demokratiske system skulle ikke være noget uopnåeligt mål. Men af bestemte grunde har der udviklet sig en krig, en krig om ressourcer, og upopulære sagsområder, ofte de vigtige, omkostningskrævende, er blevet genstand for abekastning til evig fordyrelse for borgerne.
Det er i jødernes interesse, at vort demokratiske system fungerer dårligt, ellers ville det for længst have virket efter hensigten. Jo mere tumult, jo bedre for jøderne. Problemet med at administrere en befolkning på 5,5 mio. mennesker er ikke overvældende. Hvis danskerne virkelig fik valuta for deres enorme bidrag til staten, fandtes disse problemer ikke. Desværre forsvinder midlerne i den jødiske kollekt. Det sker i malstrømmen af politisk indførte ydelser, fx når en indvandrerfamilie kan have indtil 10 forskellige støttefunktioner, og disse funktioner er baseret på eksterne konsulenter. Eller når pengekassen drænes, ved at fremmede med 6–8 børn hver måned får udbetalt en børnecheck svarende til en danskers folkepension.
Dette cirkus er absurd, og tænkende danskere skulle for længst have sagt fra.

Identitet og historie

Identiteten som dansker hænger sammen med den enkeltes bevidsthed om sin egen historie i Danmark og om nationens historie indtil nu. Den sidste forudsætning forsømmes i brutalt omfang i skolerne. Da mine børn omkring 1983 skulle til at have Historie som fag i folkeskolen, blev faget uden nogen god forklaring nedlagt, og det samme blev Geografi. Fagene skulle “integreres i temaundervisning”, men siden har ingen unge mennesker vidst, hvor de oprinder fra, eller hvordan omverdenen ser ud, bortset fra, hvad de erfarer gennem medierne og Internettet. Det er en bevidst foranstaltning i forsøget på at konvertere os alle til internationalister, dvs. uden nationale holdepunkter. At plante os om uden en rod.
Paradoksalt nok ved lærerne i Folkeskolen dårligt nok, hvordan verdenskortet ser ud. Men det værste er, at unge mennesker ikke stimuleres til at undersøge historiske forhold i skolen, medmindre disse præcist matcher den jødiske verdensorden. Tendenser til at forholde sig kritisk til jødernes historieskrivning forbindes reflektorisk med “farlige holdninger”, “farlig nationalisme” eller virkelig slemt: antisemitisme.
Påvirkningen i folkeskolerne i dag på de områder, der gør det ud for sandfærdig historieundervisning, har karakter af fuldblods indoktrinering og propaganda. En betydelig mængde undervisningsmateriale (læs: propaganda for den ortodokse opfattelse af holocaust) fremstilles for danske skattekroner bl.a. på  denne jødiske konstruktion DIIS. DIIS påtager sig også at yde konsulentbistand, så materialet forstås på den tilladte måde.

Dansk og kommunikation

Når dansk afskaffes som eneste modersmål i Danmark og undervisningen i dansk udføres af mennesker, der ikke kan tale korrekt dansk og ikke kan stave og skrive korrekt dansk, så indskrænkes muligheden for at kommunikere præcist på dansk. Det viser sig i hverdagen, hvor unge mennesker i vidt omfang udtrykker sig i slang, sms-termer, eller standardfraser, eller ligefrem ikke kan tale rent. Det er yderst sjældent at høre et yngre menneske, der formulerer sig smukt og varieret på dansk. Det er endnu sjældnere, hvis han eller hun samtidig har et nogenlunde fejlfrit skriftsprog.
Undtagelserne skyldes som regel, at den pågældende har modtaget sin undervisning på en jødisk skole. I 1950 var det nævnte almindelige færdigheder blandt danskerne. Hvad er der sket i mellemtiden?
Svaret har du måske allerede læst i afsnittet Børn, opdragelse, skole.

God kommunikation har vital betydning i et moderne samfund. Det er væsentligt for fællesskabsfølelsen, at vi taler samme sprog, dvs. lægger den samme betydning i ord og betoning. Nedbrydes sproget, nedbrydes dermed sammenhængskraften. Hvis jeg med et glimt i øjet siger til en arbejdskammerat, at hans kundskabs lys ikke brænder med generende styrke, og han derefter går hjem og udskifter pæren i sit køleskab, så er kommunikationen slået fejl, selv om jeg fik ret.

Nydelsesmidler og trivsel

En forudsætning for at trives med sine fødevarer er, at man har tiltro til, at de ikke indeholder emner, der kan skade en selv eller ens børn. Indtil jeg blev bevidst om dansk svineavls vægtning af forholdet indtjening/kvalitet, satte jeg enorm pris på en god flæskesteg med knasende svær. Den tid er forbi. Jeg anser det i dag for direkte letsindigt at indtage svinekød, fordi det er uvist, hvad det indeholder af residuale vækststoffer og mediciner, og det plager mig, at jøder og muslimer på den måde har opnået en ufortjent fjer i hatten af årsager, som jøderne har fremprovokeret.

I dag drejer det sig om at producere efter, hvor pengene findes, og ikke efter et naturligt marked. Endnu en jødisk konstruktion, der sikrer, at danske svineavlere producerer til EU ’s overskudslagre. Dermed antager produktionsapparatet i Danmark et omfang, som intet naturligt marked vil kunne honorere. Hvis jøderne i EU, og det er kun et spørgsmål om tid, river støttetæppet væk under den danske svineproduktion, vil det på én gang udløse danske svineproducenters kollektive fallit. I samme øjeblik vil staten Danmark være afhængig af at optage lån i Euro-unionen til de tidligere omtalte ågerrenter. Dette forberedende skridt til Danmarks endegyldige økonomiske prisgivelse under EU ignoreres af vores politikerne, fordi de alligevel intet kan stille op – eller må stille op, hvis de vil bevare levebrødet.

Men det var et kort sidespring til et andet aspekt af katastrofen. Samtidig med, at det er blevet en tvivlsom sag af indtage svinekød, problematiserer jødernes medier diskret men systematisk indtagelsen af de fleste traditionelle danske fødeemner eller nydelsesmidler: Smør skader, kaffe skader, grøntsager og frugt er fyldt med kemikalier (hvilket er korrekt, men skyldes en syg produktionsform), stråforkortere i brødkorn giver vores sønner små testikler, babylegetøj vil hormonforstyrre vores spædbørn, miljøet ophober østrogen, så unge mænd udvikler bryster og mindre tissemænd, alkohol skader, tobak skader, selv solen skader.

Hvorfor sikrer vi ikke en sund produktion. Politikerne kunne begynde med at tage stilling til de langt over 100.000 kendte, men ubeskrevne tilsætningsstoffer, der verserer inden for EU-systemet som bestanddele af vores fødevarer. I stedet for at forbyde de mistænkelige af dem, indtil de beviseligt er harmløse, føjer jøderne spot til skade ved i deres medier at gøre selve indtagelsen af dyrt indkøbte fødevarer til et permanent problem. Fra politikerne hører vi kun forvirrede pip i den anledning. End ikke dem, der har tilkæmpet sig en overbetalt stilling i EU-systemet under påskud af at ville fædrelandets bedste, foretager sig noget som helst for at varetage danskernes sundhed.

Efterhånden er danskernes tilværelse forkrøblet under tusindvis af hensyn til problemstillinger, som kunne afskaffes i morgen, hvis producenterne blev effektivt kontrolleret, så de ikke kunne sælge uanstændige fødevarer. Det er ikke uden grund, at tilsynet med fødevareproduktionen i Danmark er et af de mest ressourcefattige kontrolområder. Kun lobbyisterne i EU-systemet stortrives.

Diagnoser

“En rask dreng fuld af spilopper” i 1950, ville i dag være diagnosticeret som ADHD-lidende. Psykoanalysens fader, jøden Sigmund Freud (Sigismund Schlomo Freud, f. 1856, d. 1939) har ikke levet forgæves. Udsættes hans metoder og tænkning for nøgtern analyse viser de sig at være stærkt overvurderede. Faktisk siger de mere om Freuds egne eksistentielle problemer, end de repræsenterer noget værdifuldt fremskridt, som han ellers tiljubles for af sine egne.
Det er efterhånden overvejende jødiske psykologer, der udklækkes fra danske universiteter. Derfor skal alt og alle i dag analyseres og undersøges på grundlag af indforståede metoder, der er beskyttet som tabuer, og undersøgelserne skal helst munde ud i en rapport eller diagnose. Ellers er der ingen penge i foretagendet. 

Veteraner, der vender helskindede tilbage fra en af Danmarks totalt meningsløse krige i kulturer, hvor vi intet har at gøre, er inden for de seneste år blevet undervist i, hvordan de kan slippe for at arbejde selvstændigt med deres krigsrelaterede problemer. De skal blot accepterer den ultimative overgivelse til behandlingssystemet. Erklærer de sig villige til testen for “posttraumatisk stresssyndrom”, og kan symptomerne bekræftes og diagnosen stilles (hvilket næsten altid lykkes), udløser denne sidste kampagne nu automatisk sygedagpenge fra den offentlige kasse.
Udbetalingerne står på i al den tid, hvor patient og psykolog udkæmper den langstrakte kamp mod dæmonerne. Tilstanden, hvor soldater opgiver selv at arbejde med psyken og lægger selvopholdelsesdriften i hænderne på andre, er uden store sværdslag blevet anerkendt som en erhvervssygdom.

Men hvad nu, når ambulancefolk og politifolk, der jævnligt bevidner død og lemlæstelse følger efter, når tjenesten ad åre er forbi? Hvad med indvandrerne på traumecentrene? Eller personalet på skadestuerne, eller dem, der plejer terminale patienter?
Det vil med tiden blive en indbringende business for jødernes sønner og døtre i Freud-brigaden, når tærsklen for traumerelateret stress gradvist sænkes.

Som skatteyder kunne man håbe på, at nogle få effektive psykologer i fremtiden vil være i stand til at sortere de emner fra, der ikke egner sig til at udføre bestemt udsat arbejde. Det er i øvrigt mit håb, at Danmarks krige for jøderne snart vil bevise deres meningsløshed, så en del af denne problematik undgås.

Godt at vi har skolepsykologerne, så vores børn ikke skal miste evnen til livet, hver gang de ser et dødt pindsvin …!