Sammenhængskraften

Overtagelsen

O​-​D​-​I​-​N​.org, 16. august 2013 (opdateret februar 2018).

 

Fjern sam­men­hængs­kraf­ten, skab utryg­hed, for­vir­ring og split­tel­se …”

Sådan lyder jøder­nes plan for at øde­læg­ge det hvi­de Euro­pa. Der­for er sam­hø­rig­he­den afgø­ren­de vig­tig for vores opfat­tel­se af et dansk og nor­disk fæl­les­skab. Det er nød­ven­digt, at du som dan­sker vær­ner om det­te fæl­les­skab med alt, hvad du har lært. Sam­men­hængs­kraf­ten er den usyn­li­ge “lim”, der bin­der os sam­men som en nation i vores unik­ke nor­di­ske kul­tur.


Euro­pa er under ned­bryd­ning! Illu­stra­tion: O​-​D​-​I​-​N​.org

 

Jøder­ne, der lever som para­sit­ter i Danmark, Finland, Norge og Sverige — i Euro­pa, har siden Anden Ver­denskrig udfol­det bety­de­lig ener­gi på at for­sø­ge at oplø­se vores iden­ti­tets­ska­ben­de rela­tio­ner. Det er menin­gen, at vi grad­vist skal væn­nes til mul­ti­kul­tur og fat­te kær­lig­hed til jøder­nes Euro-uni­on. I et mul­ti­kul­tu­relt sam­fund bli­ver jøder­ne min­dre syn­li­ge og vil kun­ne frem­tu­re i ube­mær­ket­hed.

EU er en ny sov­je­tu­ni­on i lidt smar­te­re for­klæd­ning. Den over­le­ver kun sine fia­sko­er i kraft af enor­me til­skud fra det jødi­ske USA. Gal­ska­ben bli­ver syn­lig, når man først har for­stå­et, at for­må­let med jøder­nes EU ikke er at frem­me euro­pæ­isk leve­vis, men at bane vej­en for en jødisk over­ta­gel­se af Euro­pa. Tro ikke, at en jøde nogen sin­de vil arbej­de for andre end jøder, og der­med behø­ver du aldrig at være i tvivl om hen­sig­ten, når jøder enga­ge­rer sig.

Der fore­går et kon­stant para­si­tært angreb mod de hvi­de euro­pæ­i­ske natio­ner på de indre linjer. I vores del af Euro­pa fra­ta­ges de nor­di­ske befolk­nin­ger fæl­les­skabs­fø­lel­sen såvel på natio­nalt plan som på tra­di­tio­nelt nor­disk. Jøder­ne angri­ber som para­sit­ter vores inte­gri­tet og auto­no­mi og sund og natur­lig fæd­re­land­skær­lig­hed lat­ter­lig­gø­res. 

Vores børn idi­o­ti­se­res for fuld kraft på dan­ske jødi­fi­ce­re­de sko­ler, gym­na­si­er og uni­ver­si­te­ter, og i fri­ti­den bli­ver de unge hjer­ne­va­sket gen­nem bru­gen af mobil­te­le­fo­ner, play­sta­tions og soci­a­le medi­er i et omfang, så de mister evnen (og tiden) til at tæn­ke selv og for­hol­de sig til den vir­ke­li­ge ver­den. De fær­re­ste unge i dag opnår en poli­tisk bevidst­hed. Lyk­kes det ikke os for­æl­dre at for­hin­dre blo­ke­rin­gen af de unges tæn­ke­ev­ne og para­sit­ter­nes gene­rel­le for­gift­ning af vort sam­fund, bli­ver vi ofre for deres plan­lag­te ver­dens­re­ge­ring

Den evin­de­li­ge skam vil bestå i, at dan­sker­ne bare gav op, ude af stand til at obser­ve­re faren eller mobi­li­se­re den mest nød­ven­di­ge sel­vop­hol­del­ses­drift. Hvis dan­sker­ne helt mister kon­trol­len med Danmark, vil jøder­ne uds­let­te os som hvi­de euro­pæ­e­re.

Er det en frem­tid som for­dum­met sla­ve og under­men­ne­ske, du ønsker for dine børn? Hvis ikke, så slut dig til O-D-I-N og sæt dig aktivt til mod­vær­ge. Det kan du gøre ved ind­led­nings­vis at for­la­de sofa­hjør­net og give afkald på den dag­li­ge dosis af indok­tri­ne­ring og hjer­ne­vask fra jøder­nes medi­er (alle kana­ler!).

Sam­men­hængs­kraf­ten består af fæl­les histo­rie, tra­di­tio­ner, samvær, rela­tio­ner, højt intel­li­gens­ni­veau, et lyst udse­en­de oma., der bin­der os sam­men til en unik nation.
Eller sådan har det i det mind­ste været ind­til nu. I det skjul­te er dan­sker­nes vær­di­er, livs­glæ­de og udfol­del­ses­mu­lig­he­der under kon­stant angreb fra en side, som ingen hav­de ven­tet. Vi angri­bes af en her­bo­en­de jødisk loge, som vi anså for fre­de­lig og til­pas­set. Vi er ble­vet snydt og bed­ra­get af dis­se jødi­ske inter­na­tio­na­li­ster, der vil rege­re hele ver­den. For at kom­me til at eje Danmark er det nød­ven­digt for dem at ned­bry­de alt, hvad der bin­der os sam­men som nation. Det er præ­cis det, der fore­går for næsen af os, hvis du et øje­blik til­la­der dig selv at se efter.

En homo­gen befolk­ning
Børn, for­æl­dre, fami­lie
Opdra­gel­se, sko­le
Kvin­de, mand, køns­rol­ler, sam­fund
Vægt­ning af mino­ri­te­ter
Adop­tion af han­di­cap­pe­de
Bor­ger og stat
Stat og kom­mu­ne
Iden­ti­tet og histo­rie
Dansk og kom­mu­ni­ka­tion
Nydel­ses­mid­ler og triv­sel
Diag­no­ser

En homogen befolkning

I 1950 var det yderst sjæl­dent at se en mørklø­det per­son, end­si­ge en neger, i Danmark. Det var natur­gi­vent, at her i Nor­den omgik­kes vi dan­ske­re, nord­mænd, sven­ske­re og af og til en fin­ne eller tysker. Der var ingen for­skel, så læn­ge vi ikke opsøg­te den jødi­ske enkla­ve i Køben­havn eller i de øvri­ge stor­by­er. Jøder­ne for­mode­des i øvrigt end­nu at være i færd med at til­pas­se sig en dansk leve­vis. Det påstod de selv, at de vil­le. Ingen fryg­te­de nogen under­gra­ven­de virk­som­hed fra den kant. Ikke i Danmark på det tids­punkt. Des­u­den hav­de de over­le­ven­de jøder jo lige bevid­net Adolf Hit­lers Holo­caust, tro­e­de vi, og vi glæ­de­de os over, at jøder­ne sik­kert værds­at­te vores beskyt­tel­se!

I den ver­den var det en posi­tiv ople­vel­se, når vi modt­og gæster fra udlan­det, nye ind­tryk fra frem­me­de him­mel­strøg. Et friskt pust ude­fra, når de frem­me­de ikke maste sig på, men respek­te­re­de sta­tus som gæster i Danmark. Når besø­get var slut, tog de hjem, og ingen behø­ve­de at fryg­te påtræn­gen­de krav om bosæt­tel­se og fami­lie­sam­fø­ring. Alle vid­ste intu­i­tivt, at enhver tri­ves bedst inden for sin egen kul­tur. Pro­ble­met for jøder­ne er, at deres “kul­tur” er base­ret på en para­si­tær van­dring fra vært til vært, der har gjort dem afsky­et og uvel­kom­ne overalt i Euro­pa.
Den natur­li­ge nor­di­ske homo­ge­ni­tet blev før­ste gang brudt i 60’erne, da dan­sker­ne efter sigen­de “invi­te­re­de” tyr­ki­ske gæste­ar­bej­de­re til at afhjæl­pe et påstå­et under­skud i hjem­lig arbejds­kraft. “Gæste­op­hold” viste sig snart at bli­ve syno­nymt med “per­ma­nent belem­ring”, og sene­re blev der fra radi­ka­le i det poli­ti­ske spek­trum (altid “cer­ti­fi­ce­re­de” medi­e­bru­ge­re) argu­men­te­ret liden­ska­be­ligt for det nye begreb: fami­lie­sam­men­fø­ring.
Det­te fæno­men skul­le efter­hån­den mani­feste­re sig i en kolos­sal soci­al for­an­stalt­ning for dan­sker­nes reg­ning. En udflugt til slar­af­fen­land med alt betalt.

Ind­van­drin­gen har stå­et på lige siden og påstås at have “beri­get” natio­nen med kul­tur­go­der fra de mest under­ud­vik­le­de dele af Tyrkiet og Paki­stan, og sene­st fra Afri­ka og Mellem­østen. Beri­gel­sen af de nor­di­ske sam­fund er, som nor­malt bega­ve­de men­ne­sker ret let gen­nem­sku­er, fore­gå­et på vores bekost­ning, og gode skat­te­pen­ge er endt i jøder­nes kol­lekt i Danmark eller udlan­det. Den­ne busi­ness kal­des god­heds­in­du­stri­en, og den ejes af jøder­ne. Deres evne til at ska­be nye behov for assi­stan­ce overalt, ofte på grund­lag af en diskret gen­nem­ført haste­lov eller bekendt­gø­rel­se, er uden græn­ser.
De såkaldt huma­ni­tæ­re ind­sat­ser (vi bli­ver hængt ud af EU, hvis vi ikke hur­tigt nok ind­ser nød­ven­dig­he­den) har hver gang været pen­ge ud af lom­men på dan­ske skat­te­be­ta­le­re, og mid­ler­ne ender noto­risk i sam­me god­heds­in­du­stris pen­ge­kas­se, dvs. til syven­de og sidst i den jødi­ske kol­lekt.

Sene­re blev vi præ­sen­te­ret for kvo­te­flygt­nin­ge, som vi ikke måt­te afvi­se. Insti­tu­tio­ner som Amne­sty Inter­na­tio­nal fik mas­siv medi­e­dæk­ning, og kory­fæ­er som Inge Genef­ke med gemal opnå­e­de nær­mest kult­sta­tus og blev pro­fi­le­ret som Dan­marks egen Floren­ce Nigh­tin­ga­les.

Under fal­ske, i bed­ste fald nai­ve, løf­ter om et strå­len­de euro­pæ­isk sam­ar­bej­de mel­lem suveræ­ne natio­ner hav­de Jens Otto Kragh solgt det Euro­pæ­i­ske Fæl­les­mar­ked (EF) til dan­sker­ne. Da det snart viste at være en jødisk Euro-uni­on med åbne græn­ser, kom por­ten til Danmark til at stå på vid gab. Dan­sker­nes soci­a­le kas­ser har stå­et gaben­de åbne siden da. Adgan­gen blev banet for alver­dens men­ne­sker, de fle­ste gene­tisk for­hin­dret i at til­pas­se sig dansk kul­tur og leve­vis.
Til­strøm­nin­gen fore­går i 2018 via Kastrup Luft­havn og Øre­sunds­bro­en fra hele klo­den, men sam­ti­dig står det enhver frit for at pas­se­re over EU-græn­sen fra Tyskland uden rin­ge­ste form for kon­trol. I den­ne strøm af til­fæl­di­ge ind­van­dre­re kan alle med tiden få asyl, for­di jøder­ne som en del af deres agen­da sabo­te­rer hjem­sen­del­ser­ne.
Obstruk­tio­nen fore­går uhin­dret og mere eller min­dre usyn­ligt i 2018, selv om den tra­di­tio­nel­le dan­ske befolk­ning aldrig har accep­te­ret at beta­le for uvirk­som­me, ukyn­di­ge, pen­sions­kræ­ven­de men­ne­sker fra alver­dens fejl­slag­ne sam­fund. 

Under dæk­ke af den­ne ind­van­dring slu­ser jøder­ne deres søstre og brød­re ind fra Israel og det tid­li­ge­re Øst­eu­ro­pa med garan­ti for fast ophold. Jøder­ne usyn­lig­gør på den måde deres egen fort­sat­te ind­van­dring til Vesten og for­ø­ger deres under­gra­ven­de til­ste­de­væ­rel­se i Danmark i ly af den gene­rel­le mørklø­de­de tumult.

Såle­des er ufor­li­ge­ligt væv i form af hund­redt­u­sin­der af men­ne­sker fra fjer­ne kul­tu­rer gen­nem et halvt århund­re­de implan­te­ret i krop­pen af dansk leve­vis og kul­tur. Når vi ikke læn­ge­re kan iden­ti­fi­ce­re en nabo som en lands­mand, for­di den­ne nabo er fra Afri­ka eller Tyrkiet og for­lan­ger en lokal udga­ve af Soma­lia eller Ana­to­li­en, hvor han bor, så får hans dan­ske nabo­er efter­hån­den et pro­blem med at iden­ti­fi­ce­re sig som dan­ske­re i en dansk nation.

Tror du, at det var dan­sker­ne, der beslut­te­de dis­se angreb på vores iden­ti­tet?
Nej vel. Den­ne til­stand er ind­ført af de 300.000 jødi­ske para­sit­ter i Danmark.
Men det er ude­luk­ken­de dan­sker­ne, der kan stand­se over­gre­be­ne.

Børn, forældre, familie

Et stærkt fami­lie­sam­men­hold har stor betyd­ning for sam­men­hængs­kraf­ten i sam­fun­det. Jøder­ne dyr­ker ufor­be­hol­dent ker­ne­fa­mi­li­en. I mod­sæt­ning til alt bra­set, der dag­ligt prop­pes i hove­d­et på mere og mere for­vir­re­de dan­ske­re, høj­ag­tes ægte­ska­bet og fami­lie­sam­men­hol­det inden for de jødi­ske mure.
Fami­lie­sam­men­hold opstår af et grund­læg­gen­de fæl­les­skab, der byg­ger på fæl­les nor­mer og ska­ber tryg­hed fra en tid­lig alder. Det udvik­ler sig gen­nem samvær og fæl­les ritu­a­ler, der udfol­des regel­mæs­sigt. Det kræ­ver tid, kon­cen­tra­tion og viden hos et for­æl­dre­par at få et godt fami­lie­sam­men­hold etab­le­ret, og det kræ­ver et over­skud af ener­gi at beva­re det.

Det er trist at skul­le kon­sta­te­re, at nuti­dens dan­ske for­æl­dre ofte glim­rer ved selv at være mere eller min­dre ukva­li­fi­ce­re­de, når de skal påta­ge sig ansva­ret for at ska­be tryg­hed omkring deres børn. De gode resul­ta­ter opnås ikke ved, at far og mor jager sta­tus­sym­bo­ler og menings­lø­se fore­stil­lin­ger om fal­ske “desig­n­er­liv”. Det­te hoved­lø­se jage­ri frarø­ver mand og kone den tid og det over­skud, der skul­le bru­ges til at grund­læg­ge og udvik­le deres egen ker­ne­fa­mi­lie på grund­lag af egne gen­nemtænk­te præ­mis­ser. At for­føl­ge fal­ske mål ender noto­risk kata­stro­falt, og vi ser til over­mål føl­ger­ne hele tiden.

Fami­lie­sam­men­hol­det mel­lem dan­sker­ne under­gra­ves aktivt ved at para­sit­ter­nes medi­er uop­hør­ligt lan­ce­rer adfærds­mo­del­ler, der kun er egnet til at ska­be for­vir­ring og ansvars­løs­hed. Der er frit valg på ska­la­en fra “mul­ti­a­mourøs” over mas­sa­ge­kvin­de med krav på fag­for­e­ning til kar­ri­e­re-sing­le. I den tid, der spil­des på per­ver­sio­ner­ne, bli­ver der ikke født dan­ske børn, og slet ikke på det rig­ti­ge tids­punkt for kvin­der­ne.

Ægte­ska­bet som insti­tu­tion, eller et til­sva­ren­de for­plig­ten­de for­hold mel­lem mand og kvin­de, gøres til en kede­lig tri­vi­a­li­tet. Nor­mer­ne for sta­bi­le fami­lie­for­hold ned­bry­des til for­del for seri­el mono­ga­mi, hvor kor­te per­spek­tiv­lø­se vari­an­ter af even­tyr­lig­hed udle­ves.
Kær­lig­hed for­veks­les med forel­skel­se. Uover­lag­te par­for­hold, Hol­lywood-bryl­lup­per efter­fulgt af ynke­lig bon­de­an­ger, fru­stra­tio­ner og ulyk­ke­li­ge for­æl­dre og børn hører til dagens orden. Den­ne zap­per­kul­tur ska­bes og ved­li­ge­hol­des, ved at maga­si­ner og TV prom­ove­rer den ene hip­pe fami­lie­mo­del efter den anden. Udlev dit seksu­el­le poten­ti­a­le uden græn­ser og lad homo­seksu­el­le opdra­ge børn, lyder råde­ne. Overalt prom­ove­res bøs­ser og les­bi­ske langt ud over deres repræ­sen­ta­tion og beret­ti­gel­se. I ste­det kun­ne ansvar­li­ge medi­er opfor­dre til besin­dig­hed og omtan­ke i respekt for dan­ske børns ret til et for­æl­dre­par af blan­det køn. Det sker af gode grun­de ikke.
Tvær­ti­mod gøres det mon­dænt at være med på sene­ste idi­o­ti­ske til­bø­je­lig­hed, at være ”søgen­de”. Dan­marks tra­di­tio­nel­le befolk­ning for­sy­nes løben­de med nye begre­ber som ”bonus­børn”, ”lånebørn”, ”pla­sti­cbørn”, ”pap­for­æl­dre” osv. Dan­sker­nes børn opdra­ges i mere og mere utryg­ge fami­li­e­re­la­tio­ner. Usik­re og rod­lø­se børn bli­ver med stats­ga­ran­ti næste gene­ra­tions tabe­re.

Alter­na­tivt kun­ne sam­fun­det udvik­le sig med ansvar­li­ge natio­na­le medi­er, der grun­digt vej­led­te om børns tarv, om ansvar, ægte­skab og fami­lie – i tide. Opbyg­ge­li­ge medi­er vil­le være en enorm gevinst for det dan­ske sam­fund, for dan­sker­ne og Danmark. Den slags medi­er får vi ikke, så læn­ge jøder­nes medi­e­mo­nopol sæt­ter nor­mer­ne. Jøder­nes ind­fly­del­se skal sna­rest muligt gøres for­holds­mæs­sig.

Opdragelse, skole

For­æl­dre må ikke læn­ge­re rev­se deres børn kor­por­ligt, lyder et af tidens dog­mer, og sko­len må ikke rev­se ele­ver­ne. Men det er hel­ler ikke sko­lens opga­ve at rev­se bør­ne­ne, for de skal være opdra­get hjem­me­fra. Det er bare ikke alle børn, der egner sig til at bli­ve opdra­get gen­nem en nok så gen­nemtænkt ver­bal argu­men­ta­tion. For nog­le er det lej­lig­heds­vis nød­ven­digt (og sundt) at bli­ve min­det om, at alter­na­ti­vet til uly­dig­hed kan være sim­pel fysisk over­magt, demon­stre­ret under beher­ske­de for­mer. Det føl­gen­de må ikke opfat­tes som for­svar for sjæld­ne til­fæl­de af jævn­lig vold eller mis­hand­ling fra ueg­ne­de for­æl­dre.
De fle­ste for­æl­dre ved, at der opstår situ­a­tio­ner, hvor det kan være en for­del, at en for­æl­der tager hårdt fat i sit stør­re barn for at under­stre­ge betyd­nin­gen af et stand­punkt, eller i yder­ste kon­se­kvens til­de­ler ham eller hen­de en flad lus­sing på kin­den, hvis ungen stil­ler sig an. Så er magt­for­hol­det mar­ke­ret, og situ­a­tio­nen er des­ar­me­ret. Den udvik­ler sig ikke til psy­kisk krig fra nogen af sider­ne, og juni­or behø­ver ikke at være indespær­ret i dage­vis under afso­ning af mere eller min­dre uhen­sigts­mæs­sig stu­ear­re­st e.l. sank­tio­ner, der blot træk­ker pinen ud og kom­mer til at erstat­te ube­kym­ret fri­hed og leg.

En sådan afmå­lt og pas­sen­de reak­tion på det rig­ti­ge tids­punkt må ikke kun­ne inde­bæ­re, at søn­nen eller dat­te­ren en time efter kan stå i det loka­le kom­mu­ne­kon­tor og anmel­de sin far eller mor for vold. Der er lige­frem opret­tet tele­fon­linjer, hvor børn i “for­tro­lig­hed” kan anmel­de deres for­æl­dre, hvis bar­net af den ene eller anden grund føler sig foru­ret­tet på hjem­me­fron­ten. Det er ofte kvin­der, der udfyl­der de kom­mu­na­le “task­for­ces”, og der er ikke langt fra “lus­sing” til “tæsk” i dis­se hek­sejæ­ge­res ord­for­råd, når de i san­se­løs for­doms­fuld­hed gri­ber til pen og papir for at beskri­ve et eller andet uud­for­sket fan­ta­si-sce­na­ri­um. Den­ne ukva­li­fi­ce­re­de adgang til at anfæg­te for­æl­dre­nes auto­ri­tet er øde­læg­gen­de for dan­sker­nes mulig­he­der for at over­le­ve i rol­len som bør­ne­op­dra­ge­re. Og mulig­he­den er hund­re­de pro­cent stil­let til rådig­hed af jøder­ne.

Som en natur­lig kon­se­kvens und­vi­ger for­æl­dre­ne kon­flik­ter­ne og lader tee­na­ge­ren køre sit eget løb, ofte til varig ska­de for alle par­ter. Det er essen­ti­elt for sam­men­hol­det på alle niveau­er, at sam­fun­det aner­ken­der, at der fødes børn, som er i jævn­lig mod­fa­se med stjer­ne­pæ­da­go­ger­nes livs­stils­bø­ger. Hvis en for­æl­der ikke evner den fine­re pæda­go­gik, kan selv den mest langstrak­te og vel­men­te argu­men­ta­tion være spildt på trod­se-Lars, spe­ci­elt når søn­nen i sko­len er ble­vet omhyg­ge­ligt vej­ledt om, at “din vej­le­der” kun er en tele­fo­nop­ring­ning væk og altid klar til at kon­fron­te­re og even­tu­elt afstraf­fe dine van­ske­li­ge for­æl­dre.
Den kom­mu­nalt admi­ni­stre­re­de tvangs­fjer­nel­se af bar­net hæn­ger for tiden kon­stant over hove­d­et på alle bør­ne­for­æl­dre i Danmark. Ikke for­di dan­sker­ne ønsker en sådan ord­ning, men for­di jøder­ne elsker den.

Jøder­ne ken­der fra deres tid som kom­mis­sæ­rer i Sov­je­tu­ni­o­nen og DDR fuldt ud til effek­ten af hem­me­ligt angi­ve­ri inden­for fami­li­ens ram­mer. Det med­fø­rer apa­ti og under­ka­stel­se. I DDR måt­te man klyn­ge sig til illu­sio­nen om et fæl­les­skab frem for at bli­ve foru­lem­pet af myn­dig­he­der­ne eller få fami­li­en spredt for alle vin­de. Det var i bund og grund et sygt sam­fund, skabt på grund­lag af jødi­ske for­skrif­ter for ned­bryd­ning og kon­trol. Den sam­me syg­dom bli­ver nu grad­vis påført os i Danmark, og den vil ska­de os bety­de­ligt, ind­til jøder­nes ind­fly­del­se afskaf­fes.

Hvis et barn føler sig foru­lem­pet af sine for­æl­dre, må pågæl­den­de lære i sko­len, at alle kan hen­ven­de sig til poli­ti­et. I alvor­li­ge til­fæl­de må for­hol­det efter­for­skes og bedøm­mes på linje med alle andre volds­sa­ger. Den slags sager skal ikke pådøm­mes admi­ni­stra­tivt af kom­mu­na­le stand­ret­ter som en poli­tisk paral­lel til det egent­li­ge rets­sy­stem. Sam­ti­dig skal sagen være fuldt til­gæn­ge­lig for den ankla­ge­de og hans for­sva­rer. Hvor­for stil­le for­æl­dre rin­ge­re end huse­ren­de rock­er­ban­der? Hvis sagen kan bære efter straf­fe­loven, må den brin­ges for ret­ten. Den eksi­ste­ren­de uden­rets­li­ge straf­fe­mu­lig­hed i det jødisk etab­le­re­de over­våg­nings­sy­stem, er en form for tan­ke- og sin­delags­kon­trol i Danmark og har ude­luk­ken­de til for­mål at under­gra­ve sam­men­hængs­kraf­ten i fami­li­er­ne.
Det­te er para­sit­ter­nes kend­te modus ope­ran­di.

I Fol­ke­sko­len, Gym­na­si­et, og sko­ler på til­sva­ren­de niveau, skal ele­ver­ne efter vores opfat­tel­se opfø­re sig disci­pli­ne­ret og opmærk­somt, og de skal kon­cen­tre­re sig, når de mod­ta­ger under­vis­ning. Lære­ren skal ikke balan­ce­re på kan­ten af et sam­men­brud, for­di han eller hun i prak­sis er fra­ta­get ethvert vir­ke­mid­del til opret­hol­del­se af ele­ver­nes opmærk­som­hed og disci­plin i klas­ser­ne. Sko­ler­ne er i dag orga­ni­se­ret, så lære­ren i prak­sis står ale­ne med pro­ble­met, hvis én eller fle­re ele­ver sabo­te­rer under­vis­nin­gen. Bare en enkelt uro­lig elev er nok til at øde­læg­ge kon­cen­tra­tio­nen for hele klas­sen, og det må sim­pelt­hen ikke kun­ne fore­gå.
Hand­ling­s­lam­mel­sen hos skole­le­der­ne i dag opstår i dilem­ma­et mel­lem hen­sy­net til egen popu­la­ri­tet hos ele­ver og lære­re og egen befor­dring opad i syste­met.
Arbejds­gi­ve­ren (den jøde­kon­trol­le­re­de kom­mu­ne) ønsker ikke at løse eller afskaf­fe dis­se pro­ble­mer. Der­for over­la­des skole­le­de­ren og lærer­ne til sig selv. Ingen påta­ger sig ansva­ret for at stand­se for­styr­ren­de ele­ver, for ingen har ryg­dæk­ning i det­te system, og usik­ker­he­den er helt til­sig­tet. Ellers vil­le dis­se bana­le pro­ble­mer for længst være løst. Sko­len og lærer­ne har på nuvæ­ren­de tids­punkt intet for­svar mod kon­stan­te for­styr­rel­ser af under­vis­nin­gen, og der­med er der med jødisk kom­mu­nal­ga­ran­ti ikke en ene­ste elev i den dan­ske fol­ke­sko­le, der lærer mere, end han eller hun kun­ne have lært uden at være tvangsind­lagt til en dag­lig kvo­te af fru­stra­tion og kaos.

Løs­nin­gen er utro­ligt enkel:
Den kon­se­kven­te reak­tion på en for­styr­ren­de elev, ind­van­drer eller ikke, skal højst være tre bevid­ne­de hen­stil­lin­ger fra lære­ren. Der­ef­ter skal kom­mu­nen på krav fra skole­le­del­sen skrift­ligt pålæg­ge for­æl­dre­ne at kor­ri­ge­re pro­ble­met med øje­blik­ke­lig virk­ning. Det­te må ikke få kon­se­kven­ser for skole­le­de­ren, der ved sin ansæt­tel­se skal være vur­de­ret til at kun­ne admi­ni­stre­re en sådan kom­pe­ten­ce med omtan­ke.
Nyt­ter ingen af dis­se hen­stil­lin­ger, skal den syn­li­ge og påreg­ne­li­ge kon­se­kvens være, at ele­ven bort­vi­ses fra sko­len for bestan­dig. Det­te skal ikke med­fø­re, at ele­ven fri­ta­ges for under­vis­ning, men under­vis­nin­gen skal videre­fø­res i pri­vat regi på for­æl­dre­nes ansvar og for deres reg­ning, uden mulig­hed for at retur­ne­re et even­tu­elt øko­no­misk pro­blem til stat eller kom­mu­ne. Respek­te­res under­vis­nings­plig­ten ikke, har natio­nen Danmark ingen inter­es­se i ind­van­drer­fa­mi­li­ens vide­re ophold, og den skal udvi­ses per­ma­nent. Det er natur­lig­vis nød­ven­digt, at vores græn­ser atter bli­ver over­vå­get, så vi ikke er til grin ved, at udvi­ste dagen efter flyt­ter til­ba­ge.

Ele­ver af dan­ske­re, der bort­vi­ses fra en sko­le og der­ef­ter ikke bli­ver under­vist af for­æl­dre­ne for pri­vat reg­ning, skal være for­plig­tet til at mod­ta­ge under­vis­ning på en dansk spe­ci­alsko­le, hvor der, så læn­ge det kræ­ves, kan sæt­tes ind over for ele­vens sær­li­ge pro­ble­mer. Når ele­ver­ne og deres for­æl­dre på for­hånd ken­der dis­se kon­se­kven­ser, vil for­styr­rel­ser af under­vis­nin­gen i dan­ske sko­ler auto­ma­tisk høre op.

I dag sik­rer jøder­nes medi­er og nid­kæ­re inter­ven­tio­ner til for­svar for ind­van­drer­ne, at øde­læg­gen­de adfærd i sko­ler­ne kan fort­sæt­te uan­fæg­tet. Der­med bli­ver effek­ten af sko­lens under­vis­ning i prak­sis lig nul: Ingen lærer at læse. Ingen lærer at skri­ve. Ingen lærer mate­ma­tik. Ingen lærer frem­me­de sprog. Ingen lærer Histo­rie. Ingen lærer ver­dens­kor­tet. Ingen lærer grund­læg­gen­de kro­p­skul­tur, atle­tik m.v. Ingen lærer om holo­caust-løg­nen. Ingen lærer om jøder­nes under­gra­ven­de agen­da for Danmark og den øvri­ge vest­li­ge ver­den.

Øvri­ge kil­der til for­styr­rel­se af under­vis­ning er pri­va­te mobil­te­le­fo­ner, distra­he­ren­de påklæd­ning og ekstrem makeup eller brug af par­fu­me.
En oplagt løs­ning er, at mobil­te­le­fo­ner­ne hver mor­gen afle­ve­res, inden under­vis­nin­gen begyn­der, og at alle ele­ver på det tids­punkt har aflagt per­son­lig makeup og par­fu­me­ring, even­tu­elt i for­bin­del­se med et bad, samt er iført en obliga­to­risk, fæl­les, klæ­de­lig og hen­sigts­mæs­sig sko­le­be­klæd­ning, der ikke for­styr­rer kon­cen­tra­tio­nen. Den­ne sko­le­be­klæd­ning fin­des ikke med reli­gi­øs hoved­be­klæd­ning, og i øvrigt skal der ikke gøres und­ta­gel­ser i mus­lim­ske pigers del­ta­gel­se i fæl­les idræt og bad­ning eller på noget andet områ­de i offent­ligt regi.

Det er vig­tigt, at sko­len ikke for­la­des i “arbejds­ti­den”, og at et næren­de mål­tid ind­ta­ges i sko­lens spi­sesal midt på dagen. Der skal ikke tages sær­ligt hen­syn til ind­van­dre­res for­drin­ger på sær­lig mad. Vil de ikke spi­se dansk mad, må de med­brin­ge mad for egen reg­ning. Den­ne mad skal kun­ne god­ken­des af sko­lens læge som næren­de og befor­dren­de for sund­he­den, og den skal ind­ta­ges på sko­len under den fæl­les spis­ning.

Al offent­lig under­vis­ning i Danmark skal fore­gå på dansk. Ele­ver med andet moder­s­mål end dansk skal for pri­vat reg­ning have mod­ta­ge under­vis­ning i dansk til det niveau, der er nød­ven­digt for at for­stå under­vis­nin­gen i enhver sam­men­hæng.

Ende­lig er det pin­ligt nød­ven­digt, at niveau­et i dan­sker­nes sko­ler gene­relt hæves i samt­li­ge grund­læg­gen­de fag. Det sam­me gæl­der lærer­nes uddan­nel­ser. 

Hvor­for er dis­se simp­le og effek­ti­ve løs­nin­ger gen­nem de sene­ste 50 år ikke nået ud over debat­ni­veau­et?
For­di jøder­ne, der sid­der på alle stør­re medi­er og har infil­tre­ret beslut­ten­de orga­ner overalt i dansk admi­ni­stra­tion, kon­stant har for­må­et at pro­ble­ma­ti­se­re de effek­ti­ve løs­nin­ger. Desvær­re vil jøder­nes grad­vi­se ned­bryd­ning af vort uddan­nel­ses­sy­stem, her­un­der niveau­et på uni­ver­si­te­ter­ne, fort­sæt­te, ind­til natio­nen går fal­lit, eller vi tager os sam­men til at gri­be ind og begræn­ser jøder­nes ind­fly­del­se til at være pro­por­tio­nal med deres antal i Danmark. 

Og lad mig til­fø­je, så ingen er i tvivl. Jøder­nes børn fre­kven­te­rer natur­lig­vis ikke de usle, fal­de­fær­di­ge og intel­lek­tu­elt til­ba­ge­stå­en­de fol­ke­sko­ler. Jøder­nes børn køres til atten­tat­sik­re­de, pri­va­te sko­ler, hvor de kon­cen­tre­ret mod­ta­ger under­vis­ning fra hånd­pluk­ke­de lære­re. I prak­sis er dis­se sko­ler kun for jøder.
Når jeg skri­ver “atten­tat­sik­re­de”, er det for at pege på den para­noia, der omgi­ver dis­se eks­klu­si­ve sko­ler. For­kla­rin­gen på sik­ker­heds­kra­ve­ne fin­des i føl­gen­de til­ken­de­gi­vel­se fra jøder­nes Tal­m­ud:

… For såfremt ikke-jøden vid­ste, hvad vi lærer imod dem, vil­le de umid­del­bart slå os alle sam­men ihjel. — Tal­m­ud, Dibre David, 37.

Selv om vi her i 2018 ken­der jøder­nes para­si­tæ­re dags­or­den for Danmark, skal der ikke være nogen dan­sker, der gri­ber til vold i det­te spørgs­mål, hel­ler ikke i form af vol­de­lig akti­vis­me på noget plan. Men det er afgø­ren­de vig­tigt, at vi akti­vi­stisk begyn­der at hæv­de vores ret til Danmark, mens det end­nu er muligt at for­hin­dre ned­læg­gel­sen af den dan­ske nation.

Kvinde, mand, kønsroller, samfund

En effek­tiv måde at split­te ker­ne­fa­mi­li­en på er at frem­hæ­ve den ene part i et par­for­hold på den andens bekost­ning, at spil­le man­den ud mod kvin­den og kvin­den ud mod man­den. I den moder­ne slad­der­lit­te­ra­tur, som mas­se­pro­du­ce­res på jødi­ske for­lag som Aller, Bon­ni­er, Poli­ti­ken, Gad o.m.a., ser vi for tiden kvin­den pla­ce­ret på alle muli­ge pie­desta­ler, for­trins­vis i rol­ler, som hun ikke er udvik­let til. Og det er jo poin­ten i destruk­tio­nen.
Gen­nem hund­re­de og halv­treds tusin­de år (det er gan­ske lang tid, og de sene­ste 200 år udgør kun 1/750 af det­te for­løb) har Homo Sapi­ens, det moder­ne men­ne­ske, udvik­let sig inden for én af to køns­rol­ler (om alt ellers gik efter pla­nen). For­skel­len i ned­ar­ve­de køns­spe­ci­fik­ke egen­ska­ber og fær­dig­he­der er mar­kant. Natur­lig­vis. 

Inden for de sene­ste 200 år har betin­gel­ser­ne for men­ne­ske­he­den i Euro­pa ændret sig radi­kalt fra en til­væ­rel­se på bene­ne i pagt med natu­ren og kredslø­bet til et liv på røven omgi­vet af tek­no­lo­gi og kun­stig belys­ning, for nu at for­enk­le bil­le­det. Min poin­te er, at sel­ve dyret i os ikke har ændret sig næv­ne­vær­digt i den rela­tivt kor­te tid, de 200 år repræ­sen­te­rer, selv om betin­gel­ser­ne omkring os har ændret sig radi­kalt. Kvin­den er sta­dig det unik­ke føde­n­de men­ne­ske, og man­den er sta­dig beskyt­te­ren og skaf­fe­ren. Det lig­ger dybt i enhver cel­le hos mand og kvin­de. For­ment­lig vil vi aldrig få mulig­hed for evo­lu­tio­nært at til­pas­se os de omskif­te­li­ge betin­gel­ser­ne i de tek­no­lo­gi­ske mil­jø­er.
Men lige­som der ikke går lang tid, før vi har mistet fær­dig­he­der, der var væsent­li­ge for at over­le­ve i natu­ren, udvik­ler vi ret hur­tigt nye, der er afgø­ren­de for at over­le­ve i den moder­ne hver­dag. Men dybt inde i dyrets bio­lo­gi og psy­ke er vi de sam­me men­ne­sker, og der­for laver man ikke i løbet af et par hund­re­de år afgø­ren­de om på et køns­rol­le­møn­ster, der er ned­ar­vet gen­nem tusin­der af år i rol­ler­ne som enten mand eller kvin­de. 

Den vig­tig­ste fæl­les drift er over­le­vel­ses­drif­ten. Som en kon­se­kvens af den for­me­rer vi os, repro­du­ce­rer arten, Homo Sapi­ens. Hvis vi i ikke ønsker at gøre det ved labo­ra­to­ri­e­fo­stre som i Huxleys Fagre nye ver­den, er vi nødt til at respek­te­re de bio­lo­gi­ske betin­gel­ser for repro­duk­tion. En af dis­se er kvin­dens frugt­bar­hed, ægløs­nin­gen, evnen til at bli­ve gravid og føde børn (fer­ti­li­tet). Den top­per i 20–24-årsalderen og ved­li­ge­hol­des nogen­lun­de ind­til det 30. år, hvor­ef­ter befrugt­ning såvel som føds­ler bli­ver van­ske­li­ge­re. Det­te natur­giv­ne bio­lo­gi­ske for­løb er ble­vet et pro­blem i nuti­dens køns­rol­le­bil­le­der, der alt over­ve­jen­de er ble­vet pro­duk­ter af trend­sæt­ten­de medi­er. Net­op i det­te liv­gi­ven­de inter­val, mens kvin­den grad­vis mister evnen til at bli­ve gravid og føde børn, instru­e­res hun fra høj­re og ven­stre i, at hun skal hel­li­ge sig kar­ri­e­ren. — Hvis det ikke er kom­plet destruk­tivt for vort liv og sam­fund, hvad er så?
Efter en måske vel­lyk­ket kar­ri­e­re kan hun og hen­des mand (hvis han sta­dig er til ste­de) kon­fron­te­re kon­se­kven­ser­ne: fer­ti­li­tets­be­hand­ling, ner­vepi­r­ren­de gravi­di­te­ter, kom­pli­ce­re­de føds­ler, kuvø­se­kræ­ven­de og i vær­ste fald kon­stant behand­lings­kræ­ven­de afkom, det fejl­slag­ne pro­dukt af et for­æl­det repro­duk­tions­ap­pa­rat – af uskik­ke­de for­æl­dre. 

En anden væsent­lig fak­tor:
Hvor­for skal en moder­ne ker­ne­fa­mi­lie være afhæn­gig af to ind­tæg­ter? Hvor­for er pris­ni­veau­et på det dan­ske mar­ked så sinds­sygt højt, at det er umu­ligt for kvin­den at hel­li­ge sig moder­ska­bet, og de få år det kræ­ver at give bar­net en god og tryg start i livet? Hvor­for kan den­ne natur­li­ge eksi­sten­ti­el­le for­ud­sæt­ning kun til­la­des, hvis hun har haft held til at sco­re en mand i beta­lings­klas­sen? Sva­ret er, at hen­sig­ten med vort sam­fund ikke er den vi tror. Poli­ti­ker­ne og deres duk­ke­fø­re­re i kulis­sen bekym­rer sig ikke om at frem­brin­ge et gun­stigt eksi­stens­grund­lag for dan­ske fami­li­er. Det er ikke menin­gen, at dan­ske børn skal få en sund og tryg start, inden deres mor evt. uddan­ner sig vide­re. For poli­ti­ker­ne og deres bag­mænd hand­ler det i dag kun om gen­valg, og om at befor­dre jøder­nes para­si­tæ­re virk­som­hed i den kol­lek­ti­ve dan­ske orga­nis­me. Der­for har vi i meget lang tid ikke hørt en ene­ste tro­vær­dig poli­ti­ker ytre sig i Danmark. Vi fyl­des med tom­gangs­snak. Og mens de jødi­ske pseudopo­li­ti­ke­re plaprer løs, pris­gi­ves dan­sker­nes fami­li­er og deres mulig­he­der.

Hen­sig­ten er ind­ly­sen­de: Jo fær­re dan­ske­re der fødes, jo mere fami­li­er­ne split­tes, jo mere usik­re vores børn bli­ver, desto bed­re går det for den jødi­ske agen­da.

Alle kvin­der i Danmark under­vi­ses uop­hør­ligt i, at de skal rea­li­se­re sig selv, og det under­for­stås hele tiden, at den­ne “udvik­ling” kun er mulig, hvis kvin­den afskri­ver sig til­væ­rel­sen som man­dens “under­ord­ne­de” i den så lat­ter­li­ge ker­ne­fa­mi­lie. Det er mon­dænt at bli­ve sing­le kar­ri­e­re­kvin­de. Som mini­mum opnår hun at få sin egen blog i en alter­na­tiv til­væ­rel­se på Inter­net­tet, hvor­fra hun kan anrå­be andre ulyk­ke­li­ge i den­ne ste­ri­le kvin­de­ver­den!
Stil­lin­gen som hjem­me­gå­en­de hus­mo­der og bar­ne­mo­der for­hå­nes og ned­vær­di­ges; den­ne den vig­tig­ste funk­tion i hele ver­den lat­ter­lig­gø­res, så kvin­der uden selv­stæn­dig tan­ke­virk­som­hed får pro­ble­mer med at iden­ti­fi­ce­re sig med den.

Der fin­des intet vig­ti­ge­re end at sæt­te gode, sun­de, dan­ske børn i ver­den og at sør­ge for, at de får en tryg og sta­bil barn­dom i ram­mer­ne af en sund fami­lie, ikke bare i en søl­le bar­selsor­lovs peri­o­de, men i de år det kræ­ver. Det er enhver kvin­des spids­kom­pe­ten­ce, og en af de vig­tig­ste for­ud­sæt­nin­ger for at ska­be gode, sun­de men­ne­sker. Enhver kvin­de har al mulig grund til at være stolt af den præ­desti­na­tion, uan­set om hun vil ved­ken­de sig den — eller mid­ler­ti­digt er for­ledt af fal­ske pro­fe­ter. 

The smarter solution dk
Den smar­te­ste måde at rea­li­se­re sig på som hvid kvin­de og mand.
Illu­stra­tion: O​-​D​-​I​-​N​.org

 

Jøder­nes medi­er prom­ove­rer dag­ligt ide­en om kønskvo­te­ring på arbejds­mar­ke­det. Kvin­der skal par­tout sid­de på 50 pro­cent af ledel­ses­poster­ne.
Men der­med til­si­de­sæt­tes en af man­dens spids­kom­pe­ten­cer: evnen til at træf­fe hur­ti­ge beslut­nin­ger i til­spid­se­de situ­a­tio­ner. Den evne har han udvik­let som beskyt­ter gen­nem de sam­me hund­re­de og halv­treds tusin­de år. Det har kvin­den ikke! Hun har til gen­gæld udvik­let en for­mi­da­bel evne til at soci­a­li­se­re sig og i at beskyt­te sit afkom, ja i yder­ste kon­se­kvens at gøre sig usyn­lig sam­men med afkom­met, når faren lurer. Dis­se udvik­lings­møn­stre kan vi, selv om det er højst ukor­rekt at for­fæg­te, aflæ­se i kvin­ders og mænds evne til at age­re hen­sigts­mæs­sigt i giv­ne situ­a­tio­ner, såvel i fami­li­en som på arbejds­mar­ke­det.
Jeg læg­ger vægt på erfa­ring. Ved at have del­ta­get i stør­re orga­ni­sa­tio­ner med man­ge per­so­ner af beg­ge køn har jeg kun­net gøre mine obser­va­tio­ner, og jeg er, uden en ene­ste und­ta­gel­se, ble­vet bekræf­tet i føl­gen­de påstand: Kvin­der er gode til at orga­ni­se­re og beslut­te inden for tryg­ge ram­mer, inden for en husor­dens pro­blem­stil­lin­ger i vide­ste for­stand, men hun udmær­ker sig ikke i til­spid­se­de beslut­nings­kræ­ven­de situ­a­tio­ner. For­ud for en beslut­ning af den karak­ter har samt­li­ge kvin­de­li­ge lede­re, som jeg har kun­net iagt­ta­ge, stil­let sig tvivlrå­di­ge og har bedt om input fra nær­me­ste mand. Det er måske ikke så una­tur­ligt, men hel­ler ikke sær­lig effek­tivt, hvis tiden kræ­ver en beslut­ning her og nu. Det kræ­ver, selv om det kan lyde banalt, intu­i­tiv reak­tions­ev­ne og et vist dræ­be­rin­stinkt at age­re i en bata­l­je, og man­ge vig­ti­ge beslut­nin­ger træf­fes i tids­nød, selv om vi kun­ne ønske det ander­le­des. Det er ofte en del af spil­let at give mod­stan­de­ren kor­test mulig tid til at tæn­ke sig om. Hvor man­ge kvin­der fin­des på ver­dens top-10 over skak­spil­le­re? Meget få om nogen. Når kvin­de­li­ge lede­re for­sø­ger at plagi­e­re dis­se sider af det mand­li­ge væsen, ender hun ofte med at træf­fe uover­lag­te og unø­digt kyni­ske beslut­nin­ger med stærkt nega­ti­ve kon­se­kven­ser.
Mul­ti­ta­sking, hæv­der jøder­ne, er en sær­lig kvin­de­lig dyd? Spis af hån­den kære kvin­der. På den anden side, hvis mul­ti­ta­sking er at give bryst og tale i tele­fon sam­ti­dig, så må jeg mel­de pas!

Når jøder­ne gen­nem deres medi­er for­fø­rer os til at ind­fø­re et absurd krav om 1:1 kønskvo­te­ring, er det en bevidst for­næg­tel­se af det fak­tum, at køn­ne­ne er uen­de­ligt for­skel­li­ge og udru­stet med meget for­skel­li­ge evner, der pas­ser per­fekt til hver sin rol­le, men ikke lige godt til alle rol­ler. Det vil­le tje­ne os bedst at fast­hol­de det ind­ly­sen­de gode prin­cip, at indi­vi­du­el­le evner i for­hold til en bestemt funk­tion SKAL være det afgø­ren­de kri­te­ri­um for udvæl­gel­se. 

At fore­gø­g­le mænd og kvin­der, at de er lige gode til alt, er ind­ly­sen­de for­kert. En sådan påstand har ude­luk­ken­de til for­mål at ska­be splid mel­lem køn­ne­ne. Hvis far og mor ikke kan bli­ve eni­ge, så går det nok hel­ler ikke så godt med bør­ne­nes tryg­hed.

Hen­sig­ten med fal­ske og uop­nå­e­li­ge rol­le­bil­le­der er at ned­bry­de ægte vær­di­er, ska­be for­vir­ring og fru­stra­tion og der­med svæk­ke mod­stan­den.

Vægtning af minoriteter

Jeg har alle­re­de gjort gæl­den­de, at bøs­sers og les­bi­skes adgang til medi­er­ne, og den­ne grup­pes mulig­hed for at føre sig frem som en sær­lig klas­se, går langt ud over, hvad deres andel af befolk­nin­gen beret­ti­ger til, i øvrigt fuld­stæn­dig som det er til­fæl­det med jøder­ne. Det er som med andre kil­der til irri­ta­tion; hvis jøder­ne ved hjælp af deres medi­er kan pro­ble­ma­ti­se­re et for­hold i sam­fun­det, så bli­ver det pro­ble­ma­ti­se­ret. De fle­ste dan­ske­re har intet pro­blem med, at enkel­te er skabt med en køns­drift, der er ret­tet mod eget køn, bare drif­ter­ne hol­des inden for grup­pen. Måske kan bøs­ser ikke for­stå, hvor ube­skri­ve­ligt fra­stø­de­n­de det er for en hete­ro­seksu­el at bli­ve anta­stet seksu­elt af en homo­seksu­el. Det har intet med medi­er­nes homo­fo­bi at gøre. Det er ver­dens mest natur­li­ge reak­tion. I natu­rens orden tje­ner den slags rela­tio­ner intet repro­du­ce­ren­de for­mål, og der­for råber dra­ge­hjer­nen: Løb for hel­ve­de!

I lang tid var det sådan i Danmark, at homo­seksu­el­le holdt sig for sig selv, dyr­ke­de deres seksu­a­li­tet i ind­vie­de kred­se og i øvrigt afholdt sig fra at foru­lem­pe andre. Der­med var der intet pro­blem for­bun­det med de homo­seksu­el­le i sam­fun­det i for­hold til det øvri­ge sam­fund. Hvor­for skal vi så i 2018 kon­fron­te­res med kun­stigt skab­te pro­ble­mer, for­di jøder­nes medi­er præ­pa­re­rer homo­seksu­el­le med vrang­læ­ren om, at de har sam­me ret til at adop­te­re og bli­ve for­æl­dre for et barn som hete­ro­seksu­el­le har fra natu­ren? Hvad blev der af kra­vet om bar­nets tarv? Det mind­ste vi som sam­fund må kun­ne sik­re et barn er, at dets for­æl­dre­mo­del­ler i hjem­met er hete­ro­seksu­el­le af hvert sit køn, og meget ger­ne at de elsker hin­an­den på en for­bil­led­lig måde. Det er menings­løst, hvis dan­sker­ne lader mino­ri­te­ter i sam­fun­det sæt­te stan­dar­der. Den pro­blem­stil­ling for­sø­ger vi hele tiden at for­kla­re i for­hold til jøder­ne i Danmark, men den gæl­der natur­lig­vis for alle mino­ri­te­ter i Danmark.
I O-D-I-N mener vi, at homo­seksu­el­le ikke skal have ret til at være for­æl­dre i et homo­seksu­elt for­hold, hver­ken for egne eller adop­te­re­de børn. Det er en afvej­ning af hen­syn. Det er også vores faste over­be­vis­ning, at bøs­se­op­tog (para­der) er menings­lø­se for alle andre end jøder­ne og de optræ­den­de (i påfal­den­de omfang sam­me grup­pe). Eks­hi­bi­tio­nis­me af seksu­el karak­ter har ingen beret­ti­gel­se i det offent­li­ge rum. Det kan ger­ne fore­gå på en sce­ne, en mes­se eller i andet pri­vat regi, som inter­es­se­re­de kan besø­ge efter eget valg. Hvis bøs­ser og les­bi­ske skal vies i en kir­ke, må de opret­te deres eget kir­ke­sam­fund.

Adoption af handikappede

Hvor­for skal dan­ske adop­tions­be­red­te kvin­der og mænd løbe spids­rod i et restrik­tivt adop­tions­sy­stem, hvor val­get står mel­lem et barn fra Afri­ka, Syda­me­ri­ka eller Asi­en? Og hvor­for skal mulig­he­der­ne være så begræn­se­de, at de må under­ka­ste sig et lot­te­ri­spil mel­lem at få et sundt eller han­di­kap­pet barn?
Det oplag­te spørgs­mål er: Hvor­for til­la­der det­te system ikke, at hvi­de dan­ske­re kan adop­te­re sun­de hvi­de børn fra andre euro­pæ­i­ske sam­fund — pri­mært i Euro­pa?
Så vidt jeg husker, luf­te­de medi­er­ne eller poli­ti­ker­ne på et tids­punkt mulig­he­den for at adop­te­re fra rumæn­ske bør­ne­hjem. Det viste sig, at de fle­ste af bør­ne­ne var retar­de­re­de eller i bed­ste fald ska­de­de på grund af van­røgt under de før­ste vig­ti­ge år af deres liv.
Euro­pa fra Azo­rer­ne til Kaukasus er et geo­gra­fisk områ­de med en enorm befolk­ning, og hvis dan­ske adop­tionsmyn­dig­he­der vil­le til­la­de det, kun­ne der med let­hed etab­le­res et sam­ar­bej­de med myn­dig­he­der­ne i Rusland eller Ukrai­ne om at lade dan­ske­re adop­te­re sun­de børn inden for deres egen race. Desvær­re er “dan­ske adop­tionsmyn­dig­he­der” ikke dan­ske men jødi­ske.

Det er ikke i para­sit­tens inter­es­se, at vi euro­pæ­e­re opfo­strer sun­de og intel­li­gen­te børn. Para­sit­tens for­mål er at udvik­le egen yngel på bekost­ning af vært­sor­ga­nis­men.

Når hvi­de dan­ske­re tvin­ges til at adop­te­re børn af andre racer, tvangsind­fø­res i det små accep­ten af et mul­tiet­nisk sam­fund. Det sker på en mod­by­de­lig måde ved at tage udfor­dre­de, barn­lø­se dan­ske­re som gids­ler. Ingen i dis­se fami­li­ers omgangskreds vil rej­se spørgs­må­let: var det ikke muligt at adop­te­re et barn i etnisk har­moni med fami­li­en og sam­fun­det? Det gør natur­lig­vis ingen. Dis­se men­ne­sker har alle­re­de stå­et alle muli­ge prø­vel­ser igen­nem og har accep­te­ret det, som de kun kan håbe på er bed­re end barn­løs­hed.

Det­te er end­nu en veder­styg­ge­lig­hed, som jøder­ne har påt­vun­get os. Dis­se begræns­nin­ger tje­ner som alt andet, der kon­trol­le­res af para­sit­ter­ne, til at under­gra­ve sam­men­hol­det mel­lem men­ne­sker på grund­lag af et fæl­les sær­præg — blå øjne, lyst hår og lys hud som ken­de­teg­net på en homo­gen dansk befolk­ning.

Borger og stat

Den dan­ske stat kan ikke læn­ge­re opfat­tes som den pri­mæ­re vog­ter af dan­sker­nes inter­es­ser. Sta­ten for­bin­des i sti­gen­de grad med gro­tesk fejl­slag­ne poli­ti­ske pro­jek­ter, der bebyr­der skat­tey­der­ne med enor­me ekstraud­gif­ter. Den er ble­vet en admi­ni­stra­tiv masto­dont under super­vi­sion af jødi­ske poli­ti­ke­re. Vi har at gøre med et jødisk kon­trol­le­ret Fol­ke­ting og et jødisk infil­tre­ret stats­ap­pa­rat.

Under byg­nin­gen af metro­en i Køben­havn hør­te jeg nyhe­den om, at ind­si­gel­ser fra enkel­te bor­ge­re (!) hav­de bevir­ket, at der ikke måt­te arbej­des og byg­ges i vis­se tids­rum, og på bestem­te stræk­nin­ger måt­te arbej­det mid­ler­ti­digt sæt­tes i stå, ind­til mil­jø­be­last­nin­gen på ste­det kun­ne gen­for­hand­les! Tids­pla­nen lå alle­re­de da i rui­ner, og for­sin­kel­ser­ne kom til at koste dan­sker­ne et mil­li­ard­tab.

Hvor er de ansvar­li­ge poli­ti­ke­re, der mag­te­de at bede uro­ma­ger­ne hol­de kæft med uti­di­ge krav, ind­til rin­gen var byg­get fær­dig? Ærli­ge poli­ti­ke­re fin­des ikke. Resten hol­des i kort snor af jøder­ne, som alle ste­der ser en busi­ness i at obstru­e­re på den ene side og sam­ti­dig tje­ne pen­ge på for­sin­kel­sen. Sam­fun­det dri­ves mod en fal­lit, såvel øko­no­misk som men­talt.

Dan­sker­ne beta­ler for meget i skat. Alt for meget. En fast ruti­ne fra jøder­nes medi­er består i at spør­ge dan­sker­ne, om de er vil­li­ge til at beta­le mere i skat, hvis de nu kun­ne opnå den­ne eller hin mini­ma­le ekstra­ge­vinst. Blot det at spør­ge er at føje spot til ska­de.
Dan­sker­ne brand­be­skat­tes i for­vej­en med direk­te skat­ter, der i sig selv måt­te være nok. Men der­næst belæg­ges bru­gen af de alle­re­de beskat­te­de kro­ner med yder­li­ge­re 25 pro­cent moms! Vel­kom­men til lan­det af beta­len­de zom­bi­er.
Og for at det ikke skal være løgn, beta­ler vi yder­li­ge­re en usyn­lig skat i form af afgif­ter på alt mel­lem him­mel og jord. Afgif­ter­ne beta­les med de i for­vej­en beskat­te­de pen­ge, og afgif­ten mom­ses oveni. 

Skul­le det ikke være gået op for enhver dan­sker på nuvæ­ren­de tids­punkt, så taler vi her om et system, der frarø­ver os hoved­par­ten af løn­nen for vort arbej­de. Der er kun én gyl­dig beteg­nel­se for den kon­struk­tion, og det er åger­kar­le­virk­som­hed! Den har intet med fair beskat­ning af bor­ger­ne at gøre. Men dan­sker­ne er et fre­de­ligt fol­ke­færd. Vi hyg­ger os fortrøst­nings­fuldt med 30 for­dum­men­de TV-kana­ler og håber at und­gå at kon­fron­te­re vores egen under­gang.

Uan­set, hvad der mel­des ud i medi­er­ne om min­dre opgan­ge i ny og næ, nær­mer vi os den ende­li­ge fal­lit i Danmark, for­di vær­di­en af vores arbej­de og innova­tio­ner stjæ­les fra os. Det før­ste fore­går gen­nem et aggres­sivt ind­dri­vel­ses­sy­stem, SKAT, det andet gen­nem infil­tra­tion. De opar­bej­de­de vær­di­er ender for en stor del i den jødi­ske kol­lekt, hvoraf en del under­støt­ter EU. Når fal­lit­ten er en kends­ger­ning, og Danmark må erklæ­re sig ban­kerot, vil EU’s cen­tral­bank bered­vil­ligt træ­de til med lån til “pas­sen­de” åger­ren­ter, og fra det tids­punkt er Danmark defi­ni­tivt solgt til jøder­nes Euro-uni­on, som vi har set det ske med Græken­land.
Danmark skal ud af EU inden for de næste 5 år, ellers er det for sent.

Når vi som dan­ske­re ikke læn­ge­re kan iden­ti­fi­ce­re os med den dan­ske Stat, er det for­di de fol­ke­valg­te og dem, der admi­ni­stre­rer rege­rings- og stats­ap­pa­ra­tet, lyver og bed­ra­ger igen og igen. Sam­ti­dig beta­ler dan­sker­ne gro­te­ske sum­mer til dis­se plat­tensla­ge­re og deres pro­jek­ter. Med den svig­ten­de til­lid træk­kes end­nu en blomst ud af buket­ten “sam­men­hængs­kraf­ten”.

Stat og kommune

Den poli­ti­ske og fag­li­ge stan­dard i stat og kom­mu­ner er for lav. Pro­ble­met for­svin­der først, når jøde­pro­ble­met er løst.

Jøder­ne har ingen inter­es­se i et gnid­nings­løst og vel­fun­ge­ren­de sam­fund.

Det er i jøder­nes inter­es­se, at vort demo­kra­ti­ske system fun­ge­rer dår­ligt, ellers vil­le det for længst have vir­ket efter hen­sig­ten. Jo mere tumult, jo bed­re for jøder­ne. Pro­ble­met med at admi­ni­stre­re en befolk­ning på 6 mio. men­ne­sker er ikke over­væl­den­de. Hvis dan­sker­ne vir­ke­lig fik valu­ta for deres enor­me bidrag til sta­ten, vil­le alle være til­fred­se. Desvær­re for­svin­der mid­ler­ne i den jødi­ske kol­lekt. Det sker i mal­strøm­men af poli­tisk ydel­ser, fx når en lav-IK ind­van­drer­fa­mi­lie kan have ind­til 10 for­skel­li­ge støt­te­funk­tio­ner, og dis­se funk­tio­ner er base­ret på ekster­ne kon­su­len­ter, typisk fra jødi­ske kon­su­lent­fir­ma­er. Eller når frem­me­de med 6–8 børn hver måned kan få udbe­talt en check på 50.000 kro­ner ude nogen sin­de at have bidra­get til dan­sker­nes sam­fund.
Ale­ne det igang­væ­ren­de ind­van­drer-cir­kus koster os 33 mil­li­ar­der kro­ner hvert år. Hvis vi ikke var indok­tri­ne­ret med løg­ne­ne om, hvor vel­fun­ge­ren­de sam­fun­det er, vil­le vi for længst have gjort oprør og have afsat jøder­ne.

Identitet og historie

Iden­ti­te­ten som dan­sker hæn­ger sam­men med den enkel­tes bevidst­hed om sin egen histo­rie i Danmark og om natio­nens histo­rie ind­til nu. Den sid­ste for­ud­sæt­ning for­søm­mes i kri­mi­nelt omfang i sko­ler­ne. Da mine børn omkring 1983 skul­le til at have Histo­rie som fag i fol­ke­sko­len, blev faget uden vide­re for­kla­ring ned­lagt, og det sam­me blev Geo­gra­fi. Fage­ne skul­le “inte­gre­res som temaun­der­vis­ning”, men siden har ingen unge kendt deres histo­rie, eller fået mere end et over­fla­disk ind­tryk af, hvor­dan omver­de­nen ser ud. De mod­ta­ger pri­mært deres viden gen­nem medi­er­ne og Inter­net­tet. Det er en bevidst for­an­stalt­ning i for­sø­get på at kon­ver­te­re os alle til inter­na­tio­na­li­ster frarø­vet vores natio­na­le hol­de­punk­ter — vores rød­der.
Para­doksalt nok ved lærer­ne i Fol­ke­sko­len dår­ligt nok, hvor­dan ver­dens­kor­tet ser ud. Men det vær­ste er, at unge men­ne­sker ikke fra sko­len sti­mu­le­res til at under­sø­ge histo­ri­ske for­løb og begi­ven­he­der. De lærer kun, hvad der præ­cist mat­cher den jødi­ske ver­den­sor­den. Der­for må vi fx ikke dis­ku­te­re jøder­nes Holo­caust som ellers kva­li­fi­ce­rer sig til at være en inter­es­sant histo­risk begi­ven­hed. Kra­vet om at for­hol­de sig kri­tisk til histo­ri­en og her­un­der til jøder­nes histo­ri­eskriv­ning udlø­ser reflek­to­risk reak­tio­ner om “far­li­ge hold­nin­ger”, “natio­na­lis­me” eller lige­frem “anti­se­mi­tis­me”. George Orwell skrev ikke sin mester­li­ge bog “1984” for­gæ­ves. Desvær­re er den ikke læn­ge­re obliga­to­risk læs­ning i sko­ler­ne.
Påvirk­nin­gen i fol­ke­sko­ler­ne i dag på de områ­der, der bur­de beskæf­ti­ge sig med objek­tiv histo­ri­e­un­der­vis­ning, har karak­ter af fuld­blods indok­tri­ne­ring og pro­pa­gan­da. En tsu­na­mi af jødisk pro­du­ce­ret under­vis­nings­ma­te­ri­a­le, der pro­pa­gan­de­rer for den orto­dok­se opfat­tel­se af holo­caust med “6 mio. myr­de­de jøder” frem­stil­les for dan­ske skat­te­kro­ner bl.a. på det pseu­do-dan­ske insti­tut DIIS. DIIS påta­ger sig også at yde kon­su­lent­bi­stand, så mate­ri­a­let for­stås på den til­lad­te måde.

Dansk og kommunikation

Når dansk afskaf­fes som ene­ste moder­s­mål i Danmark og under­vis­nin­gen i dansk udfø­res af men­ne­sker, der ikke kan tale kor­rekt dansk og ikke kan sta­ve og skri­ve kor­rekt dansk, så ind­skræn­kes mulig­he­den for at kom­mu­ni­ke­re præ­cist på dansk. Det viser sig i hver­da­gen, hvor unge men­ne­sker i vidt omfang udtryk­ker sig i slang, sms-ter­mer, eller stan­dard­fra­ser, eller lige­frem ikke kan tale rent. Det er yderst sjæl­dent at høre et yngre men­ne­ske, der for­mu­le­rer sig smukt og vari­e­ret på dansk. Det er end­nu sjæld­ne­re, hvis han eller hun sam­ti­dig har et nogen­lun­de fejl­frit skrift­s­prog.
Und­ta­gel­ser­ne skyl­des som regel, at den pågæl­den­de har mod­ta­get sin under­vis­ning på en jødisk sko­le. I 1950 var dis­se fær­dig­he­der nor­ma­le for dan­sker­ne. Hvad er der sket i mel­lem­ti­den? Sva­ret er oplagt: Para­sit­ter­ne vend­te til­ba­ge efter kri­gen, og da alle var ban­ge for at bli­ve kald “anti­se­mit”, kri­ti­se­re­de vi dem ikke, mens de instal­le­re­de sig i sam­fun­dets kir­t­ler — som en af dem så rig­tigt har udtryk!

God kom­mu­ni­ka­tion har vital betyd­ning i et moder­ne sam­fund. Det er væsent­ligt for fæl­les­skabs­fø­lel­sen, at vi taler sam­me sprog, dvs. læg­ger den sam­me betyd­ning i ord og beto­ning. Ned­bry­des spro­get, ned­bry­des sam­men­hængs­kraf­ten. Hvis jeg med et glimt i øjet siger til en arbejds­kam­me­rat, at hans kund­skabs lys ikke bræn­der med gene­ren­de styr­ke, og han der­ef­ter går hjem og udskif­ter pæren i sit køle­skab, så er kom­mu­ni­ka­tio­nen slå­et fejl, selv om jeg fik ret.

Nydelsesmidler og trivsel

En for­ud­sæt­ning for at tri­ves med sine føde­va­rer er, at man har til­tro til, at de ikke inde­hol­der stof­fer, der kan ska­de os selv eller vores børn. Ind­til jeg blev bevidst om dansk svi­ne­avls vægt­ning af for­hol­det indtjening/kvalitet, sat­te jeg enorm pris på en god flæ­ske­s­teg med kna­sen­de svær. Den tid er for­bi. Jeg anser det i dag for direk­te let­sin­digt at ind­ta­ge svi­ne­kød, for­di det er uvist, hvad det inde­hol­der af rester af vækst­stof­fer og medi­ci­ner, og det ærg­rer mig, at jøder og mus­li­mer på den måde har opnå­et en ufortjent fjer i hat­ten af årsa­ger, som jøder­ne har frem­pro­vo­ke­ret.

I dag dre­jer det sig om at pro­du­ce­re efter, hvor pen­ge­ne fin­des, og ikke efter et natur­ligt mar­ked. End­nu en jødisk kon­struk­tion, der får dan­ske svi­ne­av­le­re til at pro­du­ce­re til EU’s lag­re. Der­med anta­ger svi­ne­pro­duk­tio­nen i Danmark et omfang, som intet natur­ligt mar­ked kan hono­re­re. Hvis jøder­ne i EU, og det er kun et spørgs­mål om tid, river støt­te­tæp­pet væk under den dan­ske svi­ne­pro­duk­tion, vil det på én gang udlø­se dan­ske svi­ne­pro­du­cen­ters kol­lek­ti­ve fal­lit. Sam­ti­dig vil sta­ten Danmark bli­ve afhæn­gig af at kun­ne opta­ge lån i Euro-uni­o­nen til de omtal­te åger­ren­ter. Det­te for­be­re­den­de skridt til Dan­marks ende­li­ge øko­no­mi­ske knæ­fald for EU igno­re­res af vores poli­ti­ker­ne, for­di de er med i intri­gen.

Blot et sidespring til et andet aspekt af kata­stro­fen. Sam­ti­dig med, at det er ble­vet en tvivl­s­om sag af ind­ta­ge svi­ne­kød, pro­ble­ma­ti­se­rer jøder­nes medi­er diskret men syste­ma­tisk ind­ta­gel­sen af de fle­ste tra­di­tio­nel­le dan­ske føde­em­ner eller nydel­ses­mid­ler: Smør ska­der, kaf­fe ska­der, grønt­sa­ger og frugt er fyldt med kemi­ka­li­er (hvil­ket er kor­rekt, men skyl­des en syg pro­duk­tions­form), strå­for­kor­te­re i brød­korn giver vores søn­ner små testik­ler, babyle­ge­tøj vil hor­mon­for­styr­re vores spæd­børn, mil­jø­et opho­ber det kvin­de­li­ge køns­hor­mon østro­gen, så unge mænd udvik­ler bryster og min­dre tis­se­mænd, alko­hol ska­der, tobak ska­der, selv solen ska­der. Meget af det er sandt, men hvor­for så ikke afskaf­fe det? For­di det er mere øde­læg­gen­de for vores sund­hed og vel­be­fin­den­de at jøder­ne med deres medi­er kan fort­sæt­te med at skræm­me og fru­stre­re.

Hvor­for sik­rer vi ikke en sund pro­duk­tion. Poli­ti­ker­ne kun­ne star­te med at tage stil­ling til de langt over 100.000 kend­te, men ube­skrev­ne til­sæt­nings­stof­fer, der ver­se­rer inden for EU-syste­met som bestand­de­le af vores føde­va­rer. I ste­det for at for­by­de stof­fer­ne, ind­til de er bevist at være uska­de­li­ge, fore­træk­ker jøder­ne i deres medi­er at gøre sel­ve ind­ta­gel­sen af dyrt ind­køb­te føde­va­rer til et per­ma­nent pro­blem. Fra poli­ti­ker­ne hører vi kun for­vir­re­de pip i den anled­ning. End ikke dem, der har til­kæm­pet sig en over­be­talt stil­ling i Euro-land under påskud af at vil­le fæd­re­lan­dets bed­ste, fore­ta­ger sig noget som helst for at vær­ne om dan­sker­nes sund­hed.

Efter­hån­den er dan­sker­nes til­væ­rel­se for­krøblet under tusind­vis af hen­syn til pro­blem­stil­lin­ger, som kun­ne afskaf­fes i mor­gen, hvis pro­du­cen­ter­ne blev effek­tivt kon­trol­le­ret, så der ikke blev solgt tvivls­om­me føde­va­rer i uanstæn­digt omfang. Det er ikke uden grund, at til­sy­net med føde­va­rer i Danmark er redu­ce­ret til en far­ce. Kun lob­byi­ster­ne i Euro-uni­o­nen stor­tri­ves.

Diagnoser

En rask dreng fuld af spi­l­op­per” i 1950, vil­le i dag være diag­no­sti­ce­ret som ADHD-liden­de. Psy­ko­a­na­ly­sens fader, jøden Sig­mund Freud (Sigis­mund Schlo­mo Freud, f. 1856, d. 1939) har ikke levet for­gæ­ves. Udsæt­tes hans meto­der og tænk­ning for nøg­tern ana­ly­se, viser de sig at være stærkt over­vur­de­re­de. Fak­tisk siger de mere om Freuds egne eksi­sten­ti­el­le pro­ble­mer, end de repræ­sen­te­rer noget vær­di­fuldt frem­skridt, som han vane­mæs­sigt til­jub­les for af sine egne.
Det er efter­hån­den kun jødi­ske psy­ko­lo­ger, der udklæk­kes fra dan­ske uni­ver­si­te­ter. Der­for skal alt og alle i dag ana­ly­se­res og under­sø­ges på grund­lag af ind­for­stå­e­de meto­der, der er beskyt­tet som tabu­er, og under­sø­gel­ser­ne skal helst mun­de ud i en rap­port eller diag­no­se. Ellers er der ingen pen­ge i svik­møl­len. 

Vete­ra­ner, der ven­der helskin­de­de til­ba­ge fra en af Dan­marks totalt menings­lø­se krigs­del­ta­gel­ser i kul­tu­rer, hvor vi intet har at gøre, er inden for de sene­ste år ble­vet under­vist i, hvor­dan de kan slip­pe for at arbej­de selv­stæn­digt med deres krigs­re­la­te­re­de pro­ble­mer. De skal blot accep­te­rer den ulti­ma­ti­ve over­gi­vel­se til behand­ler­sy­ste­met. Lader de sig teste for “post­trau­ma­tisk stres­ssyn­drom”, og kan symp­to­mer­ne bekræf­tes og diag­no­sen stil­les (hvil­ket næsten altid lyk­kes), udlø­ser den­ne sid­ste kampag­ne nu auto­ma­tisk syge­dag­pen­ge fra den offent­li­ge kas­se.
Udbe­ta­lin­ger­ne står på i al den tid, hvor patient og psy­ko­log udkæm­per den langstrak­te kamp mod dæmo­ner­ne. Til­stan­den, hvor sol­da­ter opgi­ver selv at arbej­de med psy­ken og læg­ger sel­vop­hol­del­ses­drif­ten i hæn­der­ne på jøder­ne, er uden sto­re sværds­lag ble­vet aner­kendt som en erhvervs­syg­dom.

Men hvad nu, når ambu­lan­ce­folk og poli­ti­folk, der jævn­ligt bevid­ner død og lem­læ­stel­se føl­ger efter, når tje­ne­sten ad åre er for­bi? Hvad med ind­van­drer­ne på trau­me­cen­tre­ne? Eller per­so­na­let på ska­destu­er­ne, eller dem, der ple­jer ter­mi­na­le patien­ter?
Det vil med tiden bli­ve en ind­brin­gen­de busi­ness for jøder­nes søn­ner og døtre i Freud-bri­ga­den, når tær­s­k­len for trau­me­re­la­te­ret stress grad­vist sæn­kes.

Som skat­tey­der kun­ne man håbe på, at nog­le få effek­ti­ve psy­ko­lo­ger i frem­ti­den vil være i stand til at sor­te­re de emner fra, der ikke egner sig til at udfø­re bestemt udsat arbej­de. Det er i øvrigt mit håb, at Dan­marks kri­ge for jøder­ne snart vil bevi­se deres menings­løs­hed, så en del af den­ne pro­ble­ma­tik und­gås.

Godt at vi har sko­lep­sy­ko­lo­ger­ne, så vores børn ikke mister evnen til livet, hver gang de ser et dødt pinds­vin …!