Rudolf Hess’ fredsmission til England i 1941 -
bekræftet af britisk historiker

Sand Historie

O-D-I-N, The Barnes Review, jan-feb 2014, 7. juni 2014.

 

Det har været en “nyhed” i Israel og Stor­bri­tan­ni­en gen­nem måne­der (skre­vet jan–feb 2014). Men ame­ri­kan­ske medi­er hol­der sta­dig kik­ker­ten for det blin­de øje i for­hold til udgi­vel­sen af en ny bog fra en bety­den­de bri­tisk histo­ri­ker, der bekræf­ter, at Adolf Hit­ler søg­te fred med Stor­bri­tan­ni­en i 1941, men at Hit­lers til­bud blev afvist af Chur­chill.


Rudolf Hess, 1941.
Foto: “Hess, Hit­ler & Chur­chill”.

 

Rudolf Hess, Rei­ch­mi­ni­ster og Adolf Hit­lers sted­fortræ­der, med­brag­te i maj 1941 en fredstrak­tat af enorm ræk­ke­vid­de for Vest­eu­ro­pas frem­tid. Den kræ­ve­de blot et mini­mum af sund for­nuft hos den bri­ti­ske rege­ring. Uhel­dig­vis dan­se­de rege­rings­che­fen Win­ston Chur­chill alle­re­de efter jøder­nes pibe.

Isra­els Ynet, såvel som The Tele­graph og The Daily Mail (sidst­nævn­te i Lon­don) har skre­vet om den­ne afslø­ring, der ændrer den “offi­ci­el­le” histo­rie om Anden Ver­denskrig og bekræf­ter, hvad uaf­hæn­gi­ge revi­sio­ni­sti­ske histo­ri­ke­re har hæv­det gen­nem man­ge år.

I bogen Hess, Hit­ler and Chur­chill bekræf­ter den aner­kend­te for­fat­ter Peter Pad­fi­eld, at den legen­da­ri­ske “freds­mis­sion” til Stor­bri­tan­ni­en i maj 1941, fore­ta­get af Hit­lers loy­a­le sted­fortræ­der, Rudolf Hess, i høj grad var med Hit­lers samtyk­ke, og at Hess med­brag­te et til­bud fra Hit­ler om, at Tyskland vil­le træk­ke sine styr­ker til­ba­ge fra besat­te områ­der i Vest­eu­ro­pa, hvis Stor­bri­tan­ni­ens vil­le støt­te (eller i det mind­ste ikke kom­pli­ce­re) et fore­stå­en­de tysk angreb på Sov­je­trusland. Dato­en (der ind­traf fem uger sene­re) blev dog ikke afslø­ret.

Adolf Hit­lers for­slag – for­mu­le­ret i en fredstrak­tats for­mel­le sprog (og skre­vet på hans per­son­li­ge skri­ve­ma­ski­ne) – garan­te­re­de Stor­bri­tan­ni­ens, det bri­ti­ske impe­ri­ums og alle dets mili­tæ­re styr­kers fort­sat­te uaf­hæn­gig­hed. Trak­ta­ten fore­slog, hvad der på tysk kald­tes “ven­ska­be­lig neut­ra­li­tet”, mel­lem Tyskland og Stor­bri­tan­ni­en, en vision som i høj grad var Hit­lers.

Selv om Hess’ freds­flyv­ning, som The Tele­graph bemær­ker, ind­til nu har været omtalt som “en sinds­for­vir­ret gal­nings solo­mis­sion,” har uaf­hæn­gi­ge for­fat­te­re (på basis af data, der er ble­vet under­trykt af “eli­tens” medi­er og aka­de­mi­er) gen­nem man­ge år påstå­et: at Hit­ler i givet fald – og efter for­hånds­af­ta­le med Hess – kun­ne væl­ge at fra­gå sit kend­skab til mis­sio­nen, hvis den mis­lyk­ke­des.

Efter at have for­ladt sit fly over Skotland, for­ven­te­de Hess at skul­le mødes med bri­ti­ske rangs­per­so­ner, der var inter­es­se­re­de i en freds­af­ta­le med Tyskland, men blev i ste­det pågre­bet og vare­tægts­fængs­let af Chur­chills agen­ter, som, det ved vi nu, holdt ham iso­le­ret fra ver­den i 46 år. Mis­sio­nens egent­li­ge ind­hold blev for­ti­et af Chur­chills rege­ring.

Pad­fi­eld hæv­der, at Hess blev offer for en bri­tisk efter­ret­nings­o­pe­ra­tion, der var god­kendt af Chur­chill med det for­mål at lok­ke den tyske freds­for­hand­ler i en fæl­de i Stor­bri­tan­ni­en. Pad­fi­elds beskri­vel­se stem­mer med det, som andre har kaldt “et klas­sisk dob­belt­spil” af den karak­ter, som den bri­ti­ske efter­ret­ning­s­tje­ne­ste læn­ge hav­de demon­stre­ret sin eks­per­ti­se i.

Iføl­ge Pad­fi­eld er en af hans kil­der en (unavn­gi­ven) engelsk aka­de­mi­ker. Sam­men med andre blev han til­kaldt for at over­sæt­te trak­ta­ten for Chur­chill, som (skønt den tyske ord­lyd i for­vej­en var ledsa­get af en engelsk over­sæt­tel­se, alt leve­ret af Hess) ønske­de de engel­ske over­sæt­te­res ver­sion.

The Tele­graph har skre­vet: “Der fin­des ikke en bemærk­ning om trak­ta­ten i et ene­ste af de offi­ci­el­le arki­ver, der sene­re er gjort offent­ligt til­gæn­ge­li­ge, men hr. Pad­fi­eld mener, at den er ble­vet holdt hem­me­lig gen­nem åre­ne for at beskyt­te magt­ful­de per­so­ners omdøm­me,” og avi­sen bemær­ker vide­re, at Pad­fi­eld har “også sam­let andre bevi­se­lig­he­der, der under­støt­ter trak­ta­tens eksi­stens – såvel som dens hem­me­lig­hol­del­se.”

Pad­fi­eld hæv­der, at Chur­chill fore­tog et “moralsk valg” ved at afvi­se Hit­lers fredstil­bud, at han nære­de et inder­ligt og ærligt ønske om at bekri­ge Hit­ler med støt­te fra De For­e­ne­de Sta­ter.

I mod­sæt­ning til den­ne hædren­de ver­sion hæv­der kri­ti­ker­ne, at Chur­chills beslut­som­hed i spørgs­må­let om at bekri­ge Hit­ler – ikke mindst set i lyset af, at der her­ske­de en udbredt ulyst til krig hos bri­ter­ne og end­da i den kon­ge­li­ge fami­lie – kun kun­ne være moti­ve­ret i, at Chur­chill nog­le år tid­li­ge­re, da han reelt var ban­kerot med udsigt til at miste slæg­tens højtel­ske­de land­sted, blev und­sat på sel­ve fal­lit­tens rand af jødi­ske finans­mænd i en grup­pe, kendt under nav­net “the Focus”. De betal­te hans gæld imod bestem­te mody­del­ser. Histo­ri­ke­ren David Irving har skre­vet: “Focus blev finan­si­e­ret af en bestik­kel­ses­fond, der var etab­le­ret af nog­le af Lon­dons mest vel­ha­ven­de for­ret­nings­mænd – alt over­ve­jen­de orga­ni­se­ret under Board of Jewish Depu­ties (Komi­te­en af jødi­ske sted­fortræ­de­re) i England; deres for­mand var Sir Ber­nard Waley Cohen.”*

Under alle omstæn­dig­he­der, som Pad­fi­eld bemær­ker, en offent­lig omta­le af Hess’ freds­mis­sio­nen vil­le have under­gra­vet Chur­chills agi­ta­tion for krig.

Hess blev til­talt og dømt for “krigs­for­bry­del­ser” under efter­kri­gens Nür­n­berg-pro­ces, selv om han ikke hav­de haft mulig­hed for at begå nogen krigs­for­bry­del­se. Han hav­de kon­stant befun­det sig i bri­tisk fængsel siden maj 1941.

Han blev til­med idømt fængsel på liv­s­tid. Hess døde i Span­dau-fængs­let i Tyskland i 1987, offi­ci­elt ved selv­mord. Men nyt bevis­ma­te­ri­a­le bekræf­ter det, som man­ge læn­ge har ment, at den gam­le mand blev myr­det af bri­ter­ne.

The Barnes Review, freelance-forfatter Ronald L. Ray, USA, jan-feb 2014.

Myrdede briterne Adolf Hitlers fredsudsending fra 1941?

I maj 1941 fløj Rudolf Hess, en af de leden­de skik­kel­ser i det natio­nalso­ci­a­li­sti­ske par­ti i Tyskland, fra Tyskland til Stor­bri­tan­ni­en på en risi­ka­bel, hem­me­lig enkelt­mands­mis­sion, med­brin­gen­de freds­for­slag, som var auto­ri­se­ret af Adolf Hit­ler selv. Men han fløj i en fæl­de, arran­ge­ret af den bri­ti­ske pre­mi­er­mi­ni­ster, Win­ston Chur­chill, som ikke var indstil­let på at afkor­te Anden Ver­denskrigs blod­s­ud­g­y­del­ser.*
Hess til­brag­te de næste 46 år i fængsel, man­ge af åre­ne i iso­la­tions­fængsel. I en alder af 93 og under ind­tryk af for­ly­den­der om en mulig fri­gi­vel­se skul­le den­ne gam­le, gig­tram­te mand, der dår­ligt kun­ne hol­de på en ske eller stå oprejst ved egen kraft — iføl­ge sine fan­ge­vog­te­re — have begå­et selv­mord! ved at træ­de op på en stol og hæn­ge sig. Mon dog?

I bogen Rudolf Hess: Hans besvi­gel­se & mord, som vi har omtalt tid­li­ge­re, frem­læg­ger Hess’ syge­hjæl­per gen­nem man­ge år, Abdal­lah Mela­ouhi, bevi­ser for at Hess i vir­ke­lig­he­den blev myr­det af pro­fes­sio­nel­le mor­de­re fra ét af de alli­e­re­de lan­de.

Der er for nylig fri­gi­vet (ned­klas­si­fi­ce­re­de) bri­ti­ske doku­men­ter, bl.a. dele af en obduk­tions­rap­port, som under­byg­ger Melaouhi’s modi­ge sag og atter rej­ser spørgs­må­let: Hvor­for er Hess’ mor­de­re ikke ble­vet stil­let for ret­ten? Og mindst lige så vig­tigt: Hvor­for skul­le Hess i det hele taget myr­des?

I marts 2012 udgav London’s Daily Mail tid­li­ge­re hem­me­lig­hold­te fotos fra have­hu­set inden for Span­dau-fængs­let i Ber­lin fra den efter­mid­dag, da Hess døde. Bil­le­der­ne viser tyde­li­ge tegn på kamp, og der vises detal­jer, som pas­ser med Melaouhi’s beskri­vel­se af, hvad han selv obser­ve­re­de den skæb­nesvan­gre dag i august 1987. Dis­se fotos mod­si­ger de alli­e­re­des bizar­re for­kla­ring om, at Hess begik selv­mord.

Sene­st, den 6. sep­tem­ber (2013), udgav en anden Lon­don-avis, The Inde­pen­dent, igen tid­li­ge­re top­hem­me­lig infor­ma­tion (fra 1989), der peger mod to unavn­giv­ne bri­ti­ske agen­ter, der for­klædt som ame­ri­kan­ske sol­da­ter, skul­le have myr­det den for­svars­lø­se Hess; en mand, der trods man­ge års iso­la­tion holdt sig i live ved håbet om at bli­ve gen­for­e­net med sin fami­lie. Iføl­ge Scot­land Yard, i en rap­port af leden­de kri­mi­nal­in­spek­tør Howard Jones, hav­de en vis kirurg, dr. Hugh Tho­mas, vide­re­gi­vet nav­ne­ne til Jones på de to for­mode­de mor­de­re, en infor­ma­tion, som Tho­mas igen skul­le hav­de mod­ta­get fra en tid­li­ge­re ansat i SAS (Spe­ci­al Air Ser­vi­ce).

Infor­man­ten erklæ­re­de yder­li­ge­re, at det var på den bri­ti­ske rege­rings ordre, at Hess var ble­vet myr­det, for at beskyt­te vis­se hem­me­lig­he­der fra Anden Ver­denskrig. Jones men­te, at mørklæg­nin­gen kun­ne skyl­des, at der var tale om et natio­nalso­ci­a­li­stisk kom­plot med det for­mål at omstyr­te Chur­chill-rege­rin­gen – en tem­me­lig gri­n­ag­tig anta­gel­se, når man tager fre­de­lig­he­den af Hess’ frem­træ­den og hans mis­sion i betragt­ning. Selv om Scot­land Yard men­te, at dok­to­rens påstand var uden egent­lig “sub­stans”, beslut­te­de man at lede efter mor­der­ne og even­tu­el­le vid­ner.

Ingen ved, om efter­forsk­nin­gen før­te til noget kon­kret, for den offent­li­ge che­fankla­ger Sir Allen Gre­en! afly­ste under­sø­gel­sen. Til­sy­ne­la­den­de hav­de magt­ful­de kræf­ter en selv­be­va­ren­de inter­es­se i at for­hin­dre ver­den i at ken­de sand­he­den om Hess død.

Redaktionel kommentar

*) I 1938, da Chur­chill var 64 år, hav­de han levet over evne i en sådan grad, at hans kre­di­to­rer for­be­red­te sig på at pan­te ham ud. Han blev stil­let et tvangs­salg af sit luk­suri­ø­se land­sted, Chartwell, i udsigt.

I den­ne nøde­ns stund trå­d­te på mystisk vis en ukendt per­son ind i Chur­chills liv. Det var Hen­ry Strakosch, en jødisk mul­ti­mil­li­o­nær, der hav­de tjent sin for­mue ved at spe­ku­le­re i syd­afri­kan­ske mine­op­tio­ner. Hans for­æl­dre var udvan­dret fra Østrig. Strakosch trå­d­te til og til­bød Chur­chill et lån på 150.000 pund ster­ling, lige i tide til at red­de land­ste­det fra tvangs­auk­tio­nen. I åre­ne der fulg­te, fun­ge­re­de Strakosch som Chur­chills råd­gi­ver og for­tro­li­ge; men på miraku­løs vis for­må­e­de han at hol­de sig ude af det offent­li­ge søge­lys. Det­te kom der­for så meget mere til at illu­mi­ne­re Chur­chills genop­sti­gen­de poli­ti­ske kar­ri­e­re.

Det må siges ligeud. Kræ­ven­de tænk­ning blev aldrig Chur­chills stær­ke side, for han var kon­stant enten fuld eller næsten fuld. Alko­ho­lis­me var ikke den ene­ste excen­tri­ske egen­skab ved den­ne mær­ke­li­ge mand. Han modt­og jævn­ligt sine besø­gen­de uden at have en trævl på krop­pen. Men Chur­chill, Sta­lin og Roo­se­velt var Anden Ver­denskrigs krigs­her­rer, og de har krav på det pri­mæ­re ansvar for resul­ta­tet – den stør­ste kata­stro­fe i det hvi­de Euro­pas histo­rie.

Kil­de: Den usmin­ke­de histo­rie (afsnit­tet: Roo­se­velts master­plan).

Læs også: Hvad hænd­te Rudolf Hess

Den kend­te bri­ti­ske kor­re­spon­dent og for­fat­ter Doug­las Reed, der bevid­ne­de og rap­por­te­re­de fra beg­ge ver­denskri­ge, beskrev kort efter Anden Ver­denskrig i sin mester­li­ge bog Kon­tro­ver­sen om Zion Chur­chills drej­ning fra at være kri­tisk over for mag­tens jøder til at bli­ve deres alli­e­re­de. Reed skri­ver i kapit­let “Ver­dens­re­vo­lu­tio­nen igen” bl.a.:

En auto­ri­tet fra den­ne peri­o­de var viden­de om det­te og udtryk­te det. Som andre tid­li­ge­re – Edmund Bur­ke, John Robi­son, George Was­hin­g­ton, Ale­xan­der Hamilt­on og Dis­ra­e­li – skrev hr. Win­ston Chur­chill:
“Det fore­kom­mer næsten som om både det krist­ne evan­ge­li­um og evan­ge­li­et om antik­rist var plan­lagt til at skul­le opstå blandt det sam­me folk, og som om den­ne gåde­ful­de og hem­me­lig­heds­ful­de race var ble­vet udvalgt til at mani­feste­re det mest ophø­je­de og det aller­la­ve­ste, både det gud­dom­me­li­ge og det djæ­vel­ske … Helt til­ba­ge fra ’Sparta­cus’ på Wei­s­haupts tid til Karl Marx og frem til Trotskij (Rusland), Bela Kun (Ungarn), Rosa Luxem­bourg (Tyskland) og Emma Gold­man (USA) er den­ne ver­den­s­oms­pæn­den­de sam­men­svær­gel­se til omstyr­tel­se af civi­li­sa­tio­nen og til opbyg­ning af sam­fun­det på basis af stand­s­et udvik­ling, mis­un­de­lig ond­skabs­fuld­hed og umu­lig lig­hed, fort­sat vok­set støt. Den spil­le­de, som den moder­ne for­fat­ter fru Nes­ta Web­s­ter så talent­fuldt har vist det, en afgjort tyde­lig rol­le i den fran­ske revo­lu­tions tra­ge­die. Den har været drivfje­de­ren i samt­li­ge sam­funds­un­der­gra­ven­de bevæ­gel­ser gen­nem det nit­ten­de århund­re­de; og nu er det omsi­der lyk­ke­des den­ne grup­pe af usæd­van­li­ge per­son­lig­he­der fra under­ver­de­nen i Euro­pas og Ame­ri­kas sto­re byer at gri­be det rus­si­ske folk om stru­ben og prak­tisk taget bli­ve de ube­strid­te her­ske­re over det­te enor­me impe­ri­um. Der er intet behov for at over­dri­ve den andel dis­se inter­na­tio­na­le og hoved­sa­ge­ligt atei­sti­ske jøder har spil­let i ska­bel­sen af bol­sje­vis­men og den rus­si­ske revo­lu­tion. Det er afgjort en meget væsent­lig rol­le; mulig­vis over­går den samt­li­ge andre”.
Det er den sid­ste oprig­ti­ge udta­lel­se (som jeg har kun­net fin­de) om det­te spørgs­mål, fra en leden­de offent­lig per­son. Efter det­te tids­punkt sæn­ke­des en band­lys­ning af offent­lig dis­kus­sion ned over ver­den, og Den Sto­re Stil­hed fulg­te – op til dagen i dag. I 1953 næg­te­de hr. Chur­chill at give til­la­del­se (som kræ­ves efter engelsk lov) til, at der måt­te laves en foto­stat af den­ne arti­kel (fra Illu­stra­ted Sun­day Her­ald, den 8. febru­ar 1920), uden at han sag­de grun­den her­til.
Kends­ger­nin­gen om det jødi­ske leder­skab var et styk­ke offent­lig viden af enorm betyd­ning og den sene­re under­tryk­kel­se her­af, hvor en offent­lig debat vil­le have haft en ren­sen­de effekt, pro­du­ce­re­de i ste­det en gigan­tisk svæk­kel­se af Vesten. Det bli­ver umu­ligt at ska­be nogen ratio­nel statspo­li­tik, når sådan­ne væsent­li­ge områ­der af viden ude­luk­kes fra den offent­li­ge dis­kus­sion; det er som at spil­le bil­lard med skæ­ve køer og ellip­se­for­me­de bal­ler. Sam­men­svær­gel­sens magt ses mere tyde­ligt på dens suc­ces med den­ne under­tryk­kel­se end på noget andet (som det også gjaldt tid­li­ge­re i for­hold til Robi­son, Bar­ru­el og Mor­se).