Ralf Pittelkows tatoveringer

Overtagelsen

O​-​D​-​I​-​N​.org, ud fra Den Korte Avis, 30. januar 2015

 

Jødi­ske histo­ri­ke­re, der er i besid­del­se af et mini­mum af selv­respekt, har for længst skrin­lagt de mest uhyr­li­ge jødi­ske Holo­caust-myter: 6 mil­li­o­ner myr­de­de jøder, gaskam­re for jøder, sæbe af jødisk fedt, lam­pe­skær­me af fan­gers hud, elek­tri­fi­ce­ret bade­vand, kol­lek­tiv druk­ning i sum­pe osv.
Men fra andre (med et renom­mé, som ikke kan ska­des) bevid­ner vi en eska­le­ring i mod­by­de­lig­he­der, der bli­ver brugt pro­pa­gan­di­stisk. Bemærk fx mang­fol­dig­he­den af uhyr­li­ge drabs­me­to­der, der lan­ce­res fra det jødisk eje­de Hol­lywood og kon­stant hæl­des ud over unge men­ne­sker i Vesten.
Iderig­dom­men inden for jødisk dæmo­ni er i sand­hed vel­ud­vik­let. Sha­lom Moloch.


Under­gra­ven­de Ralf. Fotos: Inter­net­tet

 

Ralf Pit­tel­kow:
Tv. i skik­kel­se af “Røde Ralf”, da han var marxist og lek­tor ved Insti­tut for Lit­te­ra­tur­vi­den­skab på Køben­havns Uni­ver­si­tet i 1979 (Infor­ma­tion).
Th. som han er nu i 2015, bor­ger­lig, vel­b­jær­get og redak­tør for det zio­ni­sti­ske pro­pa­gan­da­or­gan Den Kor­te Avis.
En loy­al sol­dat over for sine ide­o­lo­gi­ske føre­re.

Israel var i udgangs­punk­tet base­ret på en zio­ni­stisk afart af marxis­men, der sene­re skul­le bevi­se sin inhu­ma­ne natur i Sov­je­tu­ni­o­nen. I dag kon­trol­le­res Israel af et pseu­do­de­mo­kra­tisk sam­men­rend i lom­men på tal­mu­disk fun­da­men­ta­lis­me. Om ide­o­lo­gi­en kal­des marxi­stisk eller tal­mu­disk er dog lige­gyl­digt, for loge­brød­re­ne i den inter­na­tio­na­le sekt af jøder fin­der det brug­bart på vej­en til at rea­li­se­re drøm­men om en zio­ni­stisk ver­den­sor­den, NWO, hvor en eli­te af jøder (hvis de får lov) vil kon­trol­le­re og udbyt­te en sla­ve­ka­ste af ikke-jøder, dvs. den øvri­ge men­ne­ske­hed. Hvis du på et tids­punkt lod dig lok­ke til at tage ophold og arbej­de i en kib­butz, ken­der du rangor­de­nen.

Bevisets stilling

Nor­malt …!, når vi har med vest­lig jura og viden­skab at gøre, gæl­der prin­cip­pet, at en påstand skal under­byg­ges og bevi­ses for at bli­ve aner­kendt. Fast­hol­des en påstand uden at kun­ne bevi­ses, kal­des den falsk og fore­læg­ge­ren ure­de­lig.

Men gen­nem vores fæl­les ver­dens­hi­sto­rie har jøder­ne (måske på bag­grund af reli­gio­nens jer­n­greb om kul­tu­ren) med olym­pisk hov­mod frem­sat påstan­de, der ikke måt­te anfæg­tes, og bli­ver de alli­ge­vel anfæg­tet, betrag­tes det som vold mod den jødi­ske sjæl. Uhel­dig­vis for jøder­nes intri­ge­ren eksi­ste­rer vi bar­ba­rer også på den­ne pla­net, og vi fin­der os ikke i deres uri­me­li­ge påstan­de og dik­ta­ter. Det ska­ber natur­lig­vis kon­flik­ter, og for at løse dem har den ska­de­lid­te part, den ikke-jødi­ske ver­den ransa­get histo­ri­en og efter­for­sket jøder­nes påstan­de for at mod­be­vi­se dem. Det sva­rer til, at der skul­le gæl­de omvendt bevis­byr­de i for­hold til jøder­ne; at alle andre er for­plig­tet til at bevi­se, at jøder­ne har uret, selv om det var rime­ligt og nor­malt, at de selv før­te bevi­set, hvis de hav­de ret. Det er det­te “hvis”, der for­tæl­ler alt om, at jøder­ne har en dår­lig sag her. De kan nem­lig ikke bevi­se deres påstan­de og må i ste­det gri­be til påta­get foru­ret­tel­se og pro­pa­gan­da.

Histo­ri­e­re­vi­sio­ni­ster­nes resul­ta­ter viser med stør­re og stør­re tyde­lig­hed, at jøder­nes påstan­de og krav i ekstremt omfang har været base­ret på opspind eller regu­lær løgn. Der­for har seri­ø­se jødi­ske histo­ri­ke­re efter­hån­den stuk­ket piben ind og erkendt, at der har været tale om pro­pa­gan­da, dvs. bevidst løgn.

Men en udvik­ling mod stør­re sand­hed pas­ser ikke pro­pa­gan­di­ster som Ralf Pit­tel­kow. Det bekym­rer ham ikke, at jøder­ne, når det gæl­der for­tær­ske­de holo­caust-myter, mang­ler histo­risk grund­lag for deres påstan­de. For­be­ne­de zio­ni­ster af hans kali­ber fin­der det helt rig­tigt at gen­ta­ge løg­ne­hi­sto­ri­er­ne, når de lyster, selv om ærli­ge jøder har indrøm­met det mang­len­de grund­lag.

Målet hel­li­ger mid­let, mener man i de kred­se, og efter­som jøder­ne efter­hån­den kon­trol­le­rer alle medi­er, bli­ver de fal­ske påstan­de af man­gel på mod­si­gel­ser grad­vist opfat­tet som kends­ger­nin­ger i befolk­nin­ger­ne. Frem­gangs­må­den kal­des at pro­pa­gan­de­re og hjer­ne­va­ske. Det­te fin­der sted i enhver krig, og Ralf Pit­tel­kow er i krig for slyn­gel­sta­ten Israel og vil ger­ne have resten af den dan­ske befolk­ning impli­ce­ret.
Efter­hån­den som medi­e­mo­nopo­let og den digi­ta­le bil­led­tek­nik udvik­les, ser vi fle­re og fle­re eksemp­ler på, at fal­ske påstan­de til­med under­byg­ges med falsk doku­men­ta­tion.

Men oftest er påstan­den bare udo­ku­men­te­ret som i føl­gen­de arti­kel i Den Kor­te Avis den 29. janu­ar 2015:

Hollywoods “SS-Ilse” om igen

Vi vil ikke hono­re­re de føl­gen­de udg­y­del­ser fra Den Kor­te Avis med en læn­ge­re vis­ning, men nøjes med at lin­ke til skrib­le­ren Jon­na Vej­rup Carl­sens vide­re­brin­gel­se af histo­ri­en om “Karel Was­ser­mann” (der i paren­tes bemær­ket måt­te være 100 år i dag, hvis han var vir­ke­lig):

Den Kor­te Avis: “… I Buchenwald var der alle for­mer for tor­tur og medi­cin­ske eks­pe­ri­men­ter samt en beryg­tet Ilse Koch, gift med lej­rkom­man­dan­ten, og berømt for sin sadis­me. Hun fik bl.a. lavet lam­pe­skær­me, hand­sker o.a. fra dræb­te fan­gers hud. Var der tato­ve­rin­ger, blev det ekstra fint. …”

Ja, det er stan­dar­den på Den Kor­te Avis i 2015. For­hå­bent­lig er bun­den nu nået for Ralf Pit­tel­kow og hans kvin­de­li­ge med­re­dak­tør, for mulig­he­den for at sane­re avi­sen har aldrig været stør­re, end den er nu. Vi kan bidra­ge med for­sla­get om, at den redak­tio­nel­le ledel­se begyn­der at tage afstand fra løg­ne-jour­na­li­stik­ken.

Læs vores artik­ler om jødi­ske vid­ne­for­kla­rin­ger, der bevi­se­ligt har været opspind.

Gå til den­ne URL og find side 85. Den viser Goog­le Books’ sider med spørgs­mål og svar om jøder­nes Holo­caust, bl.a. om “lam­pe­skær­me”. Efter bil­le­det brin­ger vi en over­sæt­tel­se af den sven­ske tekst:

 

Uddrag af:
Histo­ri­e­re­vi­sio­nis­me – Hvad er det? Et grimt ord eller noget nød­ven­digt

ved Lars Ulwen­creutz.

Side 85

Fremstillede nationalsocialisterne i Tyskland lampeskærme af huden fra myrdede koncentrationslejrfanger?

Nej, i dag er det erkendt, at natio­nalso­ci­a­li­ster­ne ikke frem­stil­le­de lam­pe­skær­me (eller andre ting, såsom hand­sker, teg­nebø­ger) af huden fra kon­cen­tra­tions­lej­r­fan­ger.

Under Nür­n­berg-pro­ces­sen blev den­ne påstand dog benyt­tet for at bevi­se, hvor uhyg­ge­ligt onde tysker­ne var. Doku­ment 3420-PS, 3421-PS, 3423-PS “bevi­ste”, at tysker­ne udvalg­te de tato­ve­re­de fan­ger, som var “de mest kunst­fær­di­ge eksem­pla­rer”, myr­de­de dem, flå­e­de dem og lave­de “lam­pe­skær­me og hus­hold­nings­py­nt af huden” (doku­ment 3420-PS). Doku­men­ter­ne arki­ve­re­des som bevis USA-252 og USA-253 mod tysker­ne. Selv Sov­jet præ­sen­te­re­de “bevis”, USSR-393, som bestod af “nog­le eksem­pla­rer af næsten fær­dig­gar­vet men­ne­ske­lig hud.”

Alle­re­de i 1976 erkend­te che­fen for den ame­ri­kan­ske okku­pa­tions­zo­ne i Tyskland, gene­ral Luci­us D. Clay, at de påstå­e­de lam­pe­skær­me ikke var ægte, men var frem­stil­let af “gede­skind”.

Og i 1995 til­stod ende­lig Volk­hard Knig­ge, che­fen for Buchenwalds min­de­plads, og det synes at være der­fra, de før­ste lam­pe­skærms­ryg­ter spred­tes, at det “ved under­sø­gel­ser for nylig” er ble­vet bevist, at de berøm­te lam­pe­skær­me som vistes frem, i vir­ke­lig­he­den er lavet af “svi­ne­læ­der”.

Også ‘lam­pe­skær­me’, som blev påstå­et at være frem­stil­let af men­ne­ske­hud, har ved under­sø­gel­ser for nylig vist sig at være af svi­ne­læ­der.”

(Pres­se­med­del­el­se fra DPA, Deut­che Pres­sa­gen­tur, 4. april, 1995.)

Alt­så har leden­de kil­der helt demon­te­ret histo­ri­en om lam­pe­skær­me af men­ne­ske­hud.

Men så sent som i Afton­bla­det 27. janu­ar 1995 kun­ne man læse føl­gen­de usand­he­der:

DEN BRUTALE SANDHED. Udryd­del­sen af dem som ikke pas­se­de ind i nazi­ster­nes ver­dens­bil­le­de var uhyg­ge­lig. Alle fan­ger blev klip­pet. Håret skul­le anven­des til pol­string, klæ­de og garn. Fede fan­ger for­vand­le­des til sæbe. “Ægte jøde­sæ­be” stod der på sæbe­styk­ker­ne, som blev delt ud blandt fan­ger­ne (…) Tato­ve­re­de fan­ger blev flå­et, Huden anvend­tes til lam­pe­skær­me, små hånd­ta­sker og hand­sker.” Side 86

Så til trods for at løg­nen er afslø­ret, fort­sæt­ter pro­pa­gan­di­ster­ne med at spre­de dis­se løg­ne om kri­gen og med deres hetzpro­pa­gan­da, og det lader desvær­re til, at de vil fort­sæt­te i man­ge år end­nu.

Sand­he­den og histo­ri­ske fak­ta respek­te­rer de ikke; det vig­tig­ste for dem er de pro­pa­gan­da­mæs­si­ge for­de­le, der kan opnås med at spre­de vis­se histo­ri­er; det er det ene­ste, der har betyd­ning. Når de mener, at løg­nen har tjent sit for­mål, væl­ger de måske selv at drop­pe den sene­re. (Se fx Isra­els revi­sion af den histo­ri­ske Mas­sa­da-myte, som zio­ni­ster­ne selv udvik­le­de, og hvis for­mål var “at for­e­ne jøder­ne”, men som nu, når det­te er opnå­et, bekvemt kan afvik­les.)

Her vil vi foregribe den jødiske sæbehistorie i Den Korte Avis

Efter kapit­let “Den jødi­ske sæbe­hi­sto­rie” fra bogen Jødisk Racis­me
(Jewish Supre­ma­cism) af dr. David Duke. Dansk over­sæt­tel­se og udgi­vel­se i 2012:
Dan Publis­hing.

Den apar­te histo­rie om, at natio­nalso­ci­a­li­ster­ne lave­de sæbe af jødi­ske lig, er måske et af de mest opsigtsvæk­ken­de eksemp­ler på den svin­del­ag­ti­ge karak­ter af doku­men­ta­tio­nen og adfær­den under Nür­n­berg-pro­ces­ser­ne – og de usand­he­der, der er inde­holdt i jøder­nes Holo­caust-histo­rie. Under Nür­n­berg-pro­ces­sen erklæ­re­de L. N. Smir­nov, leden­de råd­gi­ver for justits­mi­ni­ste­ri­et i USSR (Chief Coun­sel­or of Justi­ce for the U.S.S.R.):

De sam­me lav­t­stå­en­de, ratio­na­li­se­ren­de SS-tek­nik-hove­d­er, der skab­te gaskam­re og mord-vare­vog­ne, begynd­te at udar­bej­de sådan­ne meto­der til … frem­stil­ling af sæbe fra men­ne­ske­krop­pe og garv­ning af men­ne­ske­hud til indu­stri­el­le for­mål … (Note 566.) (Nür­n­berg-bilag USSR Nr. 197.)

Alli­e­re­de ankla­ge­re frem­lag­de bee­di­ge­de erklæ­rin­ger, der påstod, at dr. Rudolf Span­ner, som var leder af Dan­zig-insti­tut­tet, hav­de opfor­dret til pro­duk­tion af sæbe fra lige­ne af kon­cen­tra­tions­lej­res ind­sat­te. Dr. Span­ners for­mode­de for­mel for men­ne­ske­lig sæbe blev præ­sen­te­ret (Nür­n­berg-doku­ment USSR 196) og vir­ke­lig sæbe, der for­mode­des at være frem­stil­let af men­ne­ske­krop­pe blev frem­lagt i IMT* (bilag USSR 393).

*) IMT: Inter­na­tio­nal Mili­tary Tri­bu­nal, Nür­n­berg-dom­sto­len, overs. anm.

Sir Hart­ley Shawcross, der var leden­de bri­tisk ankla­ger, sag­de i sin afslut­ten­de pro­ce­du­re for ret­ten: “Det ske­te, at endog lige­ne af deres ofre [tysker­nes ofre] blev brugt til at råde bod på krig­sti­dens man­gel på sæbe.”
Som en del af Nür­n­berg-dom­men erklæ­re­de dom­mer­ne: “For­søg blev fore­ta­get for at udnyt­te fedt fra lige­ne af ofre­ne til kom­merci­el frem­stil­ling af sæbe.” (Note 567.)
Den­ne sen­sa­tio­nel­le påstand skab­te over­skrif­ter ver­den over og bli­ver sta­dig ofte gen­ta­get den dag i dag.

Efter Nür­n­berg-pro­ces­sen vok­se­de den jødi­ske sæbe­hi­sto­rie ved hver gen­for­tæl­ling. Over­le­ven­de beret­te­de om, hvor­dan de vaske­de sig med jødisk sæbe. “Nazi­jæ­ger” Simon Wie­sent­hal skrev om men­ne­ske­sæ­ben fra Nür­n­berg-pro­ces­ser­ne. I 1946 skrev han i det østrig­ske jøde­sam­funds tids­skrift, Der Neue Weg:

I de sid­ste uger af marts rap­por­te­re­de den rumæn­ske pres­se en usæd­van­lig nyhed:
I den lil­le rumæn­ske by Făl­ti­ce­ni blev tyve kas­ser sæbe begra­vet på den jødi­ske kir­ke­gård under fuld cere­mo­ni og kom­plet­te begra­vel­ses­ri­tu­a­ler. Den­ne sæbe var ble­vet fun­det for nylig i et tid­li­ge­re tysk hær­de­pot. På kas­ser­ne fand­tes ini­ti­a­ler­ne RIF og tek­sten “rent jødisk fedt”. Dis­se bok­se var bestemt for Waf­fen-SS. Ind­pak­nings­pa­pi­ret afslø­re­de med kynisk objek­ti­vi­tet, at den­ne sæbe var frem­stil­let af jødi­ske krop­pe. Over­ra­sken­de nok hav­de de grun­di­ge tyske­re glemt at beskri­ve, om sæben var frem­stil­let af børn, piger, mænd eller ældre per­so­ner.
(Note 568.)

Påstan­den om, at natio­nalso­ci­a­li­ster­ne lave­de sæbe af jøder i kri­gens sid­ste år blev blot præ­sen­te­ret som en grum kends­ger­ning, der viste tysker­nes umen­ne­ske­lig­hed mod jøder­ne. Den blev gen­ta­get i bøger som Wil­li­am Shi­rers opre­k­la­me­re­de Rise and Fall og the Third Reich (Det Tred­je Riges stor­hed og fald) og i tusind­vis af artik­ler, doku­men­tar­film og til­med i lærebø­ger. (Note 569.)
I Israel har der end­da været jødi­ske begra­vel­ser af sæbe­styk­ker, som angi­ve­ligt skul­le være rester­ne af jøder. Sæbe­styk­ker­ne var svøbt i lig­klæ­der ved begra­vel­sen og blev begra­vet efter høj­ti­de­li­ge jødi­ske ritu­a­ler.

Iføl­ge jødi­ske auto­ri­te­ter ved Yad Vas­hem, der er doku­men­ta­tions­cen­tret i Israel for jøder­nes Holo­caust, er hver ene­ste arti­kel, udta­lel­se, bee­di­ge­de erklæ­ring og dra­maud­sen­del­se om, at tysker­ne lave­de sæbe af jøde­rs krop­pe ble­vet bevist at være falsk. Efter kri­gen ind­led­te de alli­e­re­de en straf­fe­pro­ces mod dr. Rudolf Span­ner. Efter en lang­va­rig efter­forsk­ning fandt den offent­li­ge ankla­gers kon­tor ingen bevi­ser for, at Dan­zig-insti­tut­tet nogen­sin­de hav­de lavet sæbe af men­ne­ske­krop­pe, og de fra­faldt til­ta­len mod ham.

Det viser sig, at bog­sta­ver­ne “RIF”, som fand­tes på den pågæl­den­de sæbe, ikke står for “rent jødisk fedt”, men for det offi­ci­el­le navn på det stats­li­ge organ, der distri­bu­e­re­de sæbe og andre ren­se­mid­ler: “Rei­chs­stel­le für indu­stri­el­le Fet­t­ver­sor­gung” bety­der sim­pelt­hen “Rigs­cen­ter for indu­stri­el fedt­for­sy­ning”.
[Det må være en kendt sag, at sæbe kan frem­stil­les, og måske sta­dig bli­ver det, af orga­nisk fedt. Det har været en almin­de­lig indu­stri i Danmark, at døde svin, køer, heste m.v. blev kogt på en “sæbe­fa­brik” (hvil­ket lug­te­de fælt) for at smel­te fed­tet af. Fed­tet blev yder­li­ge­re raf­fi­ne­ret, for­sæ­bet, til­sat duft­mid­ler og brugt til ren­gø­ring. Der­for kald­tes det tyske cen­ter, der leve­re­de ren­se­mid­ler, for “fedt­for­sy­ning”.]
Det siger sig selv, at “Rent Jødisk Fedt” (Rein Jüdi­s­ches Fett) skul­le for­kor­tes “RJF” og ikke “RIF”, men i den hyste­ri­ske anti­ty­ske stem­ning, der her­ske­de ved slut­nin­gen af kri­gen, vil­le holo­caust-over­dri­ver­ne ikke lade simp­le kends­ger­nin­ger kom­me i vej­en. Da holo­caust-revi­sio­ni­ster kon­fron­te­re­de ræd­sels­køb­mæn­de­ne med sand­he­den, måt­te de indrøm­me sæbe­løg­nen eller miste tro­vær­dig­hed. [For­hå­bent­lig både-og.]

Den jødi­ske histo­ri­ker Wal­ter LaQueur erkend­te i sin bog fra 1980, The Ter­rib­le Secret, at histo­ri­en om men­ne­ske­sæ­ben var ren fan­ta­si. (Note 570.)
Git­ta Sere­ny, en anden berømt jødisk histo­ri­ker, bemær­ke­de i sin bog Into That Dark­ness (note 571), at “den alment accep­te­re­de histo­rie om, at lige­ne blev anvendt til frem­stil­ling af sæbe og gød­ning, er ende­ligt mod­be­vist af den gene­relt meget påli­de­li­ge Ludwigs­burgs Cen­tra­le Myn­dig­hed for Under­sø­gel­se af Nazi­sti­ske For­bry­del­ser.” Debo­rah Lip­stadt, pro­fes­sor i moder­ne jødisk histo­rie og holo­caust-stu­di­er ved Emory Uni­ver­si­te­tet, skrev i 1981, at “nazi­ster­ne brug­te aldrig lige­ne af jøder eller for den sags skyld nogen andre til frem­stil­ling af sæbe.” (Note 572.)

Ende­lig, i april 1990, erklæ­re­de man­den, der hyl­des som ver­dens før­en­de holo­caust-histo­ri­ker, pro­fes­sor Yehu­da Bau­er fra Isra­els Hebrew Uni­ver­si­ty, samt Samu­el Krakowski, som er arkiv­di­rek­tør for Isra­els berøm­te Yad Vas­hem holo­caust-cen­ter, at histo­ri­er­ne om men­ne­ske­sæ­ben ikke var san­de. Bau­er sag­de: “Lej­r­fan­ger var vil­li­ge til at tro på en hvil­ken som helst skræk­hi­sto­rie om deres for­føl­ge­re.” Bau­er lag­de i sin inter­es­san­te erklæ­ring skyl­den for hele histo­ri­en om men­ne­ske­sæ­be på “nazi­ster­ne”. Krakowski bemær­ke­de: “Histo­ri­en har kon­klu­de­ret, at sæbe ikke blev lavet af men­ne­ske­fedt. Når så man­ge men­ne­sker benæg­ter, at holo­caust nogen­sin­de er sket, hvor­for så give dem noget at bru­ge imod Sand­he­den?” (Note 573.)

Lige som histo­ri­en om “jødisk sæbe” viste sig at være en gigan­tisk løgn [som man imid­ler­tid ube­kym­ret til­la­der sig at baga­tel­li­se­re som et fæno­men, der ikke var robust nok til at over­le­ve histo­ri­ens gang], siger revi­sio­ni­ster­ne, at der fin­des et væld af oplys­nin­ger, der på sam­me måde står i mod­strid med man­ge af de andre popu­læ­re over­be­vis­nin­ger. Man­ge for­ske­re, der er ble­vet dra­get af mod­si­gel­ser­ne og de usand­syn­li­ge sce­na­ri­er i jøder­nes Holo­caust, nåe­de uaf­hæn­gigt frem til nye resul­ta­ter. Den sam­le­de efter­forsk­nings­grup­pe, der udfor­drer holo­caust­hi­sto­ri­en – “holo­caust-revi­sio­nis­men” – afdæk­ker hele tiden nye bevi­ser, også imens jeg skri­ver dis­se linjer. (Se også: “Myten, som næg­ter at dø.” fra Bar­nes Review.)

jøder­nes Holo­caust-eks­per­ter har imø­de­gå­et revi­sio­ni­ster­ne med skældsord og under­tryk­kel­se. For bare et par år siden [skre­vet i 2007] blev dem, der vove­de at sæt­te spørgs­måls­tegn ved den jødi­ske sæbe­hi­sto­rie kaldt nazi­ster og hade­ful­de. Selv i dag [og det gæl­der sta­dig i 2015] bli­ver enhver, der vover at sæt­te spørgs­måls­tegn ved blot en del af holo­caust-pak­ken, dens karak­ter, dens tal, dens poli­tik, for­dømt som “holo­caust-benæg­ter” (et begreb, der sand­syn­lig­vis vil bli­ve vare­mær­ke­be­skyt­tet og efter­hån­den skre­vet med stort “B” [som i Benæg­ter] lige som “Holo­caust” er ble­vet det og nu skri­ves med stort H af sine til­hæn­ge­re).

At kal­de nogen, der sæt­ter spørgs­måls­tegn ved holo­caust-dog­met for en “holo­caust-benæg­ter” er at anty­de, at han er en dum (eller ond) anti­se­mi­tisk gal­ning, der benæg­ter et fak­tum. Hvor­dan kan man næg­te benæg­te, spør­ger holocaust-“autoriteterne”, det som trods alt alle og enhver har set med egne øjne – bil­le­der­ne of film­klip­pe­ne af gas­nin­ger og sky­de­ri­er, dyn­ger­ne af jødi­ske lig?

Jeg opda­ge­de, at ingen ansvar­lig revi­sio­nist i vir­ke­lig­he­den benæg­ter, at et stort antal uskyl­di­ge men­ne­sker, her­i­blandt man­ge jøder, døde i hæn­der­ne på tysker­ne og deres alli­e­re­de under Anden Ver­denskrig. Ingen benæg­ter, at tysker­ne ind­sam­le­de jøder fra hele det besat­te Euro­pa og anbrag­te dem i bekla­ge­ligt util­stræk­ke­li­ge kon­cen­tra­tions­lej­re. Revi­sio­ni­ster benæg­ter ikke, at der blev begå­et over­greb mod fan­ger­ne, her­un­der jøder­ne, men de hæv­der, at antal­let af døde er ble­vet over­dre­vet ud over enhver rea­li­stisk græn­se. [I den­ne før­ste halv­del af afsnit­tet har vi ændret val­get af enkel­te ord, så betyd­nin­gen efter vores opfat­tel­se i høje­re grad sva­rer til vir­ke­lig­he­den.] End­nu vig­ti­ge­re er det, hæv­der de, at der ikke var noget cen­tralt pro­gram, nogen plan eller poli­tik hos den tyske rege­ring som hav­de til for­mål at udryd­de hele det jødi­ske folk. Revi­sio­ni­ster­ne hæv­der, at natio­nalso­ci­a­li­ster­ne opret­te­de lej­re for at inter­ne­re jøder­ne [de jøder, der end­nu ikke hav­de for­ladt Tyskland] for­di de [efter krigs­ud­brud­det] kom til at udgø­re en sik­ker­heds­ri­si­ko, fuld­stæn­digt som den ame­ri­kan­ske rege­ring af sik­ker­heds­mæs­si­ge grun­de sam­le­de og inter­ne­re­de ame­ri­ka­ne­re af japansk afstam­ning. [I løbet af kri­gen fik Tyskland brug for enhver arbejds­du­e­lig per­son i krigsin­du­stri­en, og da “end­lös­ung” gik ud på ulti­ma­tivt at sen­de alle jøder ud af det tyske Euro­pa (en helt nød­ven­dig ord­ning, hvis Tyskland skul­le udvik­les for det tyske folk), blev jøder­ne fra Euro­pa sam­let sam­men og sendt til arbejds­lej­re­ne. Vi kan kun gæt­te på, at hen­sig­ten var at sen­de dem vide­re ud af Euro­pa, når kri­gen var vun­det.]

Revi­sio­ni­ster hæv­der, at viden­ska­be­li­ge og doku­ment­ba­se­re­de bevi­ser støt­ter deres hold­ning og at for­ta­ler­ne for holo­caust-orto­dok­si­en er nødt til at under­tryk­ke debat­ten ubarm­hjer­tigt, hvis jøder­nes Holo­caust skal over­le­ve. Ende­lig hæv­der de, at der fin­des stær­ke og øko­no­mi­ske moti­ver, både for ska­bel­sen og for beva­rel­sen af holo­caust-histo­ri­en.

[Tag blot det i Danmark pla­ce­re­de insti­tut DIIS, hvor en stor del af de ansat­te vil­le bli­ve arbejds­lø­se, hvis “histo­ri­en skul­le kon­klu­de­re” at jøder­nes Holo­caust også var et fæno­me­nalt pro­pa­gan­da­num­mer.

Den dag jøder­ne selv er nødt til at erken­de, at deres Holo­caust er en gigan­tisk løgn (der vel i vir­ke­lig­he­den har haft til for­mål at instal­le­re jøde­sta­ten i Palæstina), vil kon­se­kven­ser­ne ikke blot bli­ve et skul­der­træk hos isra­el­ske muse­ums­folk. Der vil rej­se sig et beret­ti­get rama­skrig fra den euro­pæ­i­ske befolk­ning, ikke blot den del, der er ble­vet dæmo­ni­se­ret som sinds­sy­ge sadi­ster, men fra alle, der er ble­vet foru­lem­pet og holdt for nar. Dan­ske skat­tey­de­re beta­ler hvert år et titals mil­li­o­ner i stat­stilskud til DIIS, så de bl.a. kan pro­du­ce­re falsk under­vis­nings­ma­te­ri­a­le til vores børn og afhol­de Aus­chwitz-dag i janu­ar, så det pol­ske ople­vel­ses­cen­ter kan over­le­ve.

Det er på den bag­grund, vi igen og igen ople­ver des­pe­ra­te jødi­ske for­søg på at hol­de liv i myten, for­søg der desvær­re udmønt­er sig i gro­te­ske gen­ta­gel­ser af histo­ri­er, der for længst er demon­te­ret som løgn.

I det­te til­fæl­de for­tæl­ler lysten til at vide­re­brin­ge sho­ah-løg­nen en hel del om det redak­tio­nel­le niveau på Den Kor­te Avis og om den poli­ti­ske ori­en­te­ring hos orga­nets eje­re.]

Noter:

566: Nür­n­berg bilag. U.S.S.R. s. 197.

567: Por­ter, Car­los. (1988). Made in Rus­sia, s. 159. Doku­ment­ko­pi fra (IMT Blue Seri­es) Bd. 1, s. 252.

568: Wie­sent­hal, S. (1946). Die Neue Weg, 17/18 s. 4–5.

569: Shi­rer, W. L. (1960). The Rise and Fall og the Third Reich: A History of Nazi Ger­ma­ny.

570: Laqueur, W. (1981). The Ter­rib­le Secret: Sup­pres­sion of the Truth about Adolf Hitler’s “Final Solu­tion”. Boston: Litt­le, Brown and Com­pa­ny.

571: Sere­ny, Git­ta. (1974). Into That Dark­ness: From Mer­cy Kil­ling ot Mass Mur­der. New York: McGraw-Hill, s. 141.

572: Los Ange­les Times. (1981). Nazi Soap Rumor During Wor­ld Waar II, 16. maj, s. II/2

573: Tor­on­to Glo­be & Mail. (1990). 25. april.