Project Apollo

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, 8. august 2015 (opdateret 2018)

 

Vi har tid­li­ge­re skre­vet om medi­ebår­ne begi­ven­he­der, der repræ­sen­te­rer en falsk vir­ke­lig­hed og i des­pe­rat omfang ved­bli­ver at gøre krav på vir­ke­lig­he­den.
Den før­ste såkald­te lan­ding af men­ne­sker på Månen med Apol­lo 11-fær­den er én af dem. Sene­re fulg­te til­sva­ren­de isce­ne­sat­te månelan­din­ger til og med Apol­lo 17 — “sid­ste beman­de­de månelan­ding i Apol­lo-pro­gram­met”, som Wikipe­dia skri­ver. Der var yder­li­ge­re plan­lagt Apol­lo 18, 19 og 20, men de blev efter­hån­den aflyst.

For at brin­ge vig­ti­ge ver­den­s­om­stø­de­n­de begi­ven­he­der i per­spek­tiv pla­ce­rer vi Apol­lo 11-lan­din­gen på Månen i en histo­risk kro­no­lo­gi over kend­te illu­sio­ner i den vest­li­ge ver­den i nye­re tid. Bag illu­sio­ner­ne står en inter­na­tio­nal loge eller mafia af kri­mi­nel­le jøder og et min­dre hof af ikke-jødi­ske hjæl­pe­re. Sek­ten rege­rer pri­mært fra vig­ti­ge magt­po­si­tio­ner i USA og Israel ved hjælp af red­ska­ber­ne CIA og Mos­sad. Sek­tens ulti­ma­ti­ve mål er at kon­trol­le­re alle res­sour­cer og rege­rin­ger i ver­den. Det kan anbe­fa­les at fore­stil­le sig et Illu­mi­na­ti i en nuti­dig ver­sion. Den­ne jødi­ske sekt er til­sy­ne­la­den­de ved at for­be­re­de sig på, at Pro­ject Apol­lo, som Apol­lo-pro­gram­met fra 1969 til 1972 kal­des i CIA’s inter­ne nomenk­la­tur, kan bli­ve afslø­ret som en ny illu­sion og har alle­re­de for­søgs­vis luf­tet føl­gen­de intri­ge:
“Ope­ra­tion Paperclip”, der efter afslut­nin­gen af Anden Ver­denskrig i 1945 hav­de til for­mål at natu­ra­li­se­re tyske rake­t­eks­per­ter per­so­ni­fi­ce­ret ved Vern­her von Braun til ame­ri­kan­ske stats­bor­ge­re, imod at de arbej­de­de for at frem­me ame­ri­kansk raketvi­den­skab. Pro­jek­tet slog fejl. En tæn­ke­lig påstand fra de ansvar­li­ge for fia­sko­en kan ende med at bli­ve, at i vir­ke­lig­he­den fort­sat­te de tyske “Nazi­er” deres sabo­ta­ge mod det jødi­ske USA og mod­ar­bej­de­de NASA fra begyn­del­sen. Sådan vil illu­sio­ni­ster­ne bort­for­kla­re en fia­sko i rum­met, hvis den ikke læn­ge­re kan ind­dæm­mes, og tid­li­ge­re natio­nalso­ci­a­li­ster og deres efter­kom­me­re, der har levet eller lever som ame­ri­kan­ske stats­bor­ge­re, kan bli­ve udråbt som lands­for­ræ­de­re og hove­d­ansvar­li­ge for ulyk­ker, drab, fejl­slag­ne mål og svin­del under­vejs i det ame­ri­kan­ske rum­pro­gram.
De bed­ra­ge­ri­ske påstan­de er ble­vet syn­li­ge i de sene­ste år i takt med, at NASA med nye pro­jek­ter er nødt til at tage stil­ling til tek­ni­ske pro­ble­mer, der alle­re­de fandt deres løs­ning for 45 år siden, hvis vi skal tro på histo­ri­en. NASA’s bety­de­li­ge tek­ni­ske pro­ble­mer efter 1972 har lig­net dem fra før 1969. Fra 1969 for­svandt alle pro­ble­mer som ved et poli­tisk tryl­leslag, og i løbet af få måne­der ero­bre­de USA fører­po­si­tio­nen i rum­met og fast­holdt den gen­nem 4 fejl­fri år, fra 1969 til 1972, hvor Apol­lo-pro­gram­met ruti­ne­mæs­sigt land­sat­te folk på Månen. Vi uddy­ber den­ne miraku­lø­se “bedrift” sene­re.

ILLUSION I

Det mest afsky­væk­ken­de falsk­ne­ri i nule­ven­de gene­ra­tio­ners bevidst­hed er påstan­den om et syste­ma­tisk drab på 6 mio. jøder under Anden Ver­denskrig. Påstan­den blev lan­ce­ret som sov­jet-jødisk krigs­pro­pa­gan­da i 1943, men fra 1970, da de fle­ste main­stream­me­di­er var opkøbt af jøder­ne, blev histo­ri­en for­ny­et og repe­te­ret, så den i god­tro­en­de men­ne­skers bevidst­hed fik karak­ter af vir­ke­lig­hed. Hel­dig­vis er en løgn en løgn og kan aldrig bli­ve andet, uan­set hvor man­ge gan­ge den gen­ta­ges. O-D-I-N har for­mid­let over­be­vi­sen­de tek­ni­ske bevi­ser for, at jøder­nes Holo­caust ikke kun­ne fore­gå. Det­te fak­tum igno­re­res af ver­denspres­sen, efter­som jøder­ne hver­ken kan eller ønsker at argu­men­te­re imod histo­ri­ske bevi­ser. Ver­denspres­sen og nuti­dens histo­ri­eskri­ve­re næv­ner hel­ler ikke, at det var leden­de jøder, der stod bag udryd­del­sen af 60 mio. hvi­de euro­pæ­e­re ale­ne i før­ste halv­del af sid­ste århund­re­de, selv om fx det ukrain­ske hunger­drab, holo­do­mor, er en vel­do­ku­men­te­ret histo­risk kends­ger­ning, der ale­ne koste­de 14 mio. ukrai­ne­re livet.

Ad. I – For­de­len for jøder­ne: En helt ube­ret­ti­get kol­lek­tiv euro­pæ­isk skyld­fø­lel­se har til­ladt jøder­ne at myr­de løs i Palæstina og det øvri­ge Mellem­østen i dag og dri­ve den øvri­ge ver­den til ran­den af en ny ver­denskrig uden at nogen har løf­tet en fin­ger imod dem.

ILLUSION II

Mor­det på præ­si­dent John F. Ken­ne­dy i Dal­las, Texas, i 1963 blev i medi­er­ne udlagt som en for­vir­ret per­sons per­son­li­ge ven­det­ta, og Hol­lywood har fulgt op på histo­ri­en med film, der yder­li­ge­re for­plum­rer bil­le­det. Kort før det­te atten­tat hav­de Ken­ne­dy opret­tet og under­skre­vet Admi­ni­stra­tiv For­ord­ning nr. 11.110, der ved at for­lan­ge reel­le guld- og sølv­re­ser­ver som under­lag for rege­rin­gens pen­geud­ste­del­se, der ind­til da var base­ret på varm luft, vil­le afslut­te jøder­nes Fede­ral Reser­ve Bank som pen­ge­ma­ski­ne og der­med jøder­nes udbyt­ning af den pro­duk­ti­ve del af USA’s befolk­ning. Fede­ral Reser­ve Bank har vir­ket siden 1913, da dens fædre kup­pe­de sig til en sær­stil­ling, der siden har bety­det, at den­ne pri­va­te­je­de orga­ni­sa­tion kan udste­de pap­pen­ge for rege­rin­gen imod gælds­be­vi­ser og ren­ter. Umid­del­bart efter præ­si­den­tens død, blev for­ord­ning nr. 11.110 deak­ti­ve­ret, og ingen ame­ri­kansk præ­si­dent har sene­re vil­let risi­ke­ret livet for at red­de USA fra sik­ker fal­lit. 

Ad. II – For­de­len for jøder­ne: Siden er ame­ri­ka­ner­nes gæld til Fed ste­get til mere end 20.000 mil­li­ar­der dol­lars! Der fin­des ikke pen­ge nok i USA til at til­ba­ge­be­ta­le gæl­den, og den ame­ri­kan­ske nation vil inden læn­ge nå smer­te­græn­sen. Enten fri­gør USA’s tra­di­tio­nel­le euro­pæ­i­ske befolk­ning sig fra jøder­nes åg – eller lan­det bli­ver erklæ­ret fal­lit. Der­ef­ter ejer jøder­ne Isra­els For­e­ne­de Sta­ter og en bety­de­lig sla­ve­be­folk­ning af for­vir­re­de etni­ske grup­per. Jøder­ne vil ikke læn­ge­re være afhæn­gi­ge af CIA for at kon­trol­le­re ver­dens ene­ste mili­tæ­re super­magt. Ude­fra vil over­ta­gel­sen kun­ne iagt­ta­ges, når der ind­sæt­tes en etnisk jødisk præ­si­dent og rege­ring. Der­ef­ter har jøder­ne fuld kon­trol med klo­dens stør­ste arse­nal af atom­vå­ben og kon­ven­tio­nel­le våben. Først vil de over­fal­de Iran eller Nordkorea og efter­la­de lan­det i rui­ner, som vi har set det med Irak, Liby­en, Egypten og Syrien. Eller de vil star­te en væb­net kon­flikt med Rusland fra Ukrai­ne. Der­ef­ter lig­ger den vest­li­ge ver­den åben for jøder­nes volds­for­her­li­gen­de og etno­cen­tri­ske ver­dens­syn. Husk at jøder­nes ban­ker lever af den gæld, der føl­ger i kølvan­det på øde­læg­gel­ser­ne under enhver krig. Så ved kon­stant at anstif­te kri­ge og ved­li­ge­hol­de dem længst muligt, kon­cen­tre­rer jøder­ne grad­vis ver­dens sam­le­de vær­di­er i deres ban­ker.

ILLUSION III

ven­der vi til­ba­ge til om lidt.

ILLUSION IV

En anden næsten glemt medi­e­skabt vir­ke­lig­hed er påstan­den om, at kata­stro­fen på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk i Ukrai­ne i 1986 skyld­tes en ulyk­ke, mens der i vir­ke­lig­he­den var tale om sabo­ta­ge, i øvrigt med en meget begræn­set radio­ak­tiv foru­re­ning af omgi­vel­ser­ne til føl­ge.

Ad. – IV For­de­len for jøder­ne: Hævn over det euro­pæ­i­ske sov­je­tu­ni­o­nen, der var begyndt at skil­le sig af med de vær­ste røver­ba­ro­ner af jødisk her­komst.
Den efter­føl­gen­de ræd­sel for atom­kraft kom til at beskyt­te jøder­nes enor­me inve­ste­rin­ger i anlæg til udvin­ding og distri­bu­tion af jor­do­lie og kul. Den sik­re, CO2-neut­ra­le og langt bil­li­ge­re atom­kraft vil ikke gene­re jøder­ne på ver­dens ener­gi­mar­ke­der et godt styk­ke ud i frem­ti­den.
Tusind­vis af hvi­de euro­pæ­i­ske kvin­der, især i Ukrai­ne, blev af medi­er­ne skræmt til at abor­te­re på bag­grund af en ind­bildt strå­lings­fa­re og frygt for mis­dan­nel­ser. Inter­net­tet svøm­me­de over med udo­ku­men­te­re­de van­skab­nin­ger, der skul­le være opstå­et omkring Tjer­no­byl. For sent viste det sig, at de gene­ti­ske ska­der helt eks­klu­sivt fin­des i idé­mæn­de­nes syge hjer­ner.

ILLUSION V

Den 11. sep­tem­ber 2001 lan­ce­re­de jødi­ske medi­er det før­ste uhyr­li­ge bed­rag i det 21. århund­re­de ved at for­tæl­le hele ver­den, at 19 mus­li­mer stod bag angre­bet på Wor­ld Tra­de Cen­ter og Pen­ta­gon – og jøder­ne udlag­de begi­ven­he­den som “kujo­ners angreb på vest­lig fri­hed og livs­stil” (det var i høj grad rig­tigt, men med den for­ker­te ger­nings­mand). Den­ne løgn er træv­let op og sendt retur med The Third Truth about 9/11 af rus­se­ren Dimi­tri Kha­lezov, der i bil­le­der og (vores dan­ske) tekst påvi­ser, at angre­bet kom fra en helt anden kant og har en ny og mere vidt­gå­en­de “ter­r­or­ba­lan­ce” i ver­den som kon­se­kvens.

Ad. V – For­de­len for jøder­ne: Ver­dens ene­ste super­magt, USA, angreb fra okto­ber 2001 det suveræ­ne Afg­ha­ni­stan for at jage Osama bin Laden og udren­se al-Qae­da. Sand­syn­lig­vis befandt ingen af dis­se mål sig i Afg­ha­ni­stan, men Afg­ha­ni­stan er en af ver­dens bety­de­lig­ste leve­ran­dø­rer af råo­pi­um. Kri­gen er ikke afslut­tet pr. 2018.
Der­ef­ter blev Irak bom­bet til­ba­ge til ste­nal­de­ren og lan­dets legi­ti­me leder myr­det ved en sku­e­pro­ces. Pro­fit­ten af krigs­hand­lin­ger­ne i Irak, som var en bety­de­lig og natur­lig fjen­de af jøde­sta­ten i Palæstina, og de afled­te kampag­ner i Egypten, Liby­en og Syrien har for­gyldt jøder­ne yder­li­ge­re på alle andres bekost­ning.
Næste mål er Iran og Nordkorea, der af Israel og USA for­by­des at udvik­le et selv­stæn­digt atom­vå­ben, selv om jøde­sta­ten gen­nem tyve­ri og afpres­ning har til­ra­net sig ver­dens 4. stør­ste ato­mar­se­nal. Jødi­ske atom­vå­ben kan oven i købet affy­res fra moder­ne tysk­byg­ge­de, oce­an­gå­en­de ubå­de. Et iransk atom­vå­ben vil­le i høj grad afba­lan­ce­re ter­r­oren fra Israel i Mellem­østen, uden at nogen behø­ve­de at gri­be til våben. Ira­ner­ne er for bega­ve­de til at kaste sig ud i et ensi­digt ato­man­greb på Israel.

Tilbage til illusion III

Ingen af de nævn­te illu­sio­ner kun­ne været skabt uden jøder­nes medi­er. Det gæl­der i høj grad også Apol­lo-even­ty­ret. Men måske for­reg­ne­de illu­sio­ni­ster­ne sig alli­ge­vel ved at under­vur­de­re almin­de­li­ge men­ne­skers mulig­he­der for at udveks­le og koor­di­ne­re infor­ma­tio­ner i frem­ti­den. Beg­ge dele blev muligt med Inter­net­tet 25 år sene­re.

Den ansvar­li­ge orga­ni­sa­tion, CIA med NASA, kun­ne teo­re­tisk væl­ge mel­lem et antal sce­na­ri­er for Apol­lo 11 inden udgan­gen af 60’erne. Her er tre tæn­ke­li­ge:

  1. For­søg at land­sæt­te en mand på Månen og brin­ge ham sik­kert til­ba­ge. Mis­lyk­kes pro­jek­tet helt eller del­vist, så refe­rer kun vir­ke­lig­he­den. Den ærli­ge udga­ve.
  2. For­søg at land­sæt­te en mand på Månen og brin­ge ham sik­kert til­ba­ge. Mis­lyk­kes pro­jekt del­vist, så lad medi­er­ne vir­ke­lig­gø­re målet. Fast­hold illu­sio­nen så læn­ge det er nød­ven­digt.
  3. Land­sæt en mand på Månen og bring ham sik­kert til­ba­ge i form af en 100% medi­e­skabt vir­ke­lig­hed. Fast­hold illu­sio­nen så læn­ge det er nød­ven­digt.

Vi mener, at CIA med undera­gen­tu­ret NASA på et tid­ligt tids­punkt valg­te mulig­hed 2. Der­ef­ter blev de nød­ven­di­ge uof­fi­ci­el­le beslut­nin­ger blåstemp­let af præ­si­dent Lyn­don B. John­son uden om par­la­men­ta­risk kon­trol. Det vir­ke­li­ge pro­jekts akil­les­hæl var fra først til sidst månelan­dings­far­tø­jet, men sand­syn­lig­vis også sel­ve Saturn V-raket­ten. For nylig fik vi bekræf­tet, at den aller­stør­ste hin­dring måske var Jor­dens atmos­fæ­re.
Den offi­ci­el­le “histo­ri­ske begi­ven­hed”, den medi­e­skab­te ende­li­ge rea­li­se­ring af drøm­men, blev prom­ove­ret af alle medi­er uden und­ta­gel­se og har end­nu i dag så stor pre­sti­ge­mæs­sig betyd­ning for NASA (CIA), det offi­ci­el­le USA og hele den ame­ri­kan­ske befolk­ning, at bob­len ikke må bri­ste. Ikke fore­lø­bigt. Beskyt­tel­sen af månelan­din­ger­ne i egen­skab af “histo­risk begi­ven­hed” træk­ker på uudtøm­me­li­ge kil­der, der åben­bart fly­der via NASA (CIA). End­nu 45 år efter pro­jek­tets afslut­ning ved­li­ge­hol­des Apol­lo-leg­en­den som en fæst­ning, der udbyg­ges med tyk­ke­re og tyk­ke­re mure. Pri­vat kri­tisk efter­forsk­ning obstru­e­res, og det bli­ver sted­se van­ske­li­ge­re at fin­de sand­he­den. Desvær­re er det meget få akti­ve eks­per­ter, viden­skabs­mænd, der vover stil­ling og anse­el­se for at læg­ge sig ud med den offent­li­ge ver­sion. Den vil man altid kun­ne fin­de på jøder­nes Wikipe­dia.
(Et nød­ven­digt sidespring: tro ikke på Wikipe­dia i poli­ti­ske spørgs­mål og slet ikke, når de tig­ger om pen­ge; Wikipe­dia har uvur­der­lig betyd­ning for jøder­ne som onli­ne-bibli­o­tek for poli­tisk kor­rekt histo­ri­eskriv­ning, og sand­he­dens fjen­der vil aldrig lade den­ne mulig­hed for at implan­te­re falsk infor­ma­tion i men­ne­skets kol­lek­ti­ve bevidst­hed syg­ne hen på grund af pen­ge­man­gel.)

Redak­tio­nen o.a. har ana­ly­se­ret en del af det ver­se­ren­de mate­ri­a­le, pri­mært fra Inter­net­tet, pro et con­tra en af histo­ri­ens mest dri­sti­ge påstan­de, nem­lig at men­ne­sket sat­te sin fod på Månen i 1969 og vend­te sik­kert til­ba­ge til Jor­den. Det­te skul­le have gen­ta­get sig med yder­li­ge­re 5 månelan­din­ger til og med Apol­lo 17-opsen­del­sen med udgan­gen af 1972, da Apol­lo-pro­gram­met blev afslut­tet og Saturn V-raket­ten lagt i møl­po­se.
På et tids­punkt miste­de vi tro­en på, at NASA er et uhil­det og upo­li­tisk forsk­nings- og udvik­lings­cen­ter, der kun for­tæl­ler os sand­he­den. Agen­tu­ret NASA er en under­af­de­ling af CIA, USA’s egent­li­ge rege­rings­magt. Det for­kla­rer, hvor­for NASA siden 1969 har byg­get vide­re på kulis­sen omkring Pro­ject Apol­lo. I 2009, efter 40! trav­le år … blev der hen­tet nye bil­le­der frem fra fry­se­ren, hvor de efter 4 årti­er ende­lig var klar til at ind­ta­ge deres plads i histo­ri­en. Behø­ver vi at for­tæl­le, at dis­se “hidtil use­te” bil­le­der usvi­ge­lig sik­kert fin­der vej til medi­er­ne i en form, der er med til at for­stær­ke den kend­te histo­rie.

Vi kan i 2018 gøre op, at med det af NASA præ­sen­te­re­de antal bil­le­der fra samt­li­ge “månelan­din­ger” sam­men­holdt med den tid, der sam­men­lagt er til­bragt på Månen, skul­le der være taget et bil­le­de hvert andet minut! Når vi kan se, at raten af bil­le­der med per­fekt udsnit og eks­po­ne­ring er usæd­van­ligt høj, begyn­der kort­hu­set at fal­de sam­men for NASA under løg­ne­nes egen vægt.

Det er nemt at for­stå, at god­tro­en­de men­ne­sker har van­ske­ligt ved at gen­nem­skue, hvad der er sandt eller falskt. Money tal­ks. Det sam­me gør bil­le­der. Apol­lo 11 med sene­re mis­sio­ner synes at udfol­de sig i en alter­na­tiv vir­ke­lig­hed, der byg­ger på man­ge frem­ra­gen­de bil­le­der, og antal­let af bil­le­der tager til. Det ene­ste den mere kri­ti­ske del af men­ne­ske­he­den aldrig er ble­vet præ­sen­te­ret for er et afgø­ren­de bevis, som defi­ni­tivt vil­le bort­vej­re enhver tvivl.

Efter mor­det på præ­si­dent John F. Ken­ne­dy var det vice­præ­si­dent, Lyn­don B. John­son, der blev taget i ed som ny for­mel leder af USA (ind­til janu­ar 1969), og det var ham, der sank­tio­ne­re­de Pro­ject Apol­lo i de sid­ste faser af 60’erne. Det var også under hans ledel­se, at doku­men­ter om pro­jek­tet blev hem­me­ligstemp­let frem til 2026. På det tids­punkt vil alle ansvar­li­ge for Pro­ject Apol­lo være uden for juri­disk ræk­ke­vid­de.
I løbet af vores over­vej­el­ser “for eller imod en mand på Månen”, har vi stil­let os selv spørgs­må­let (og andre er vel­kom­ne til at leve­re deres bidrag her): Hvad kun­ne NASA have gjort for at bevi­se, at deres beman­de­de månelan­din­ger var san­de? Vi kan hur­tigt ude­luk­ke alle “bevi­ser”, der base­rer sig på bil­led- og lyd­ma­te­ri­a­let og på NASA’s offi­ci­el­le rap­por­ter, eller rap­por­ter fra asso­ci­e­re­de orga­ni­sa­tio­ner. Det bed­ste bevis kun­ne have været at demon­stre­re åben­hed, tro­vær­dig­hed og kon­si­stens i infor­ma­tio­ner­ne fra star­ten. Man kun­ne fx have til­ladt hørin­ger med del­ta­gel­se af astro­nau­ter­ne.

I 1980 med­vir­ke­de Bill Kay­sing (Wil­li­am Char­les Kay­sing, f. 1922, d. 2005), der på det tids­punkt læn­ge hav­de udtrykt sin tvivl om Apol­lo-mis­sio­ner­ne, i et Oprah Win­frey-show, i løbet af hvil­ket han detal­je­ret for­kla­re­de sin opfat­tel­se af, hvor­dan NASA hav­de snydt det ame­ri­kan­ske folk til at tro, at de hav­de lan­det en mand på Månen. En efter­føl­gen­de natio­nal under­sø­gel­se udført af pro­gram­mets pro­du­cen­ter viste, at 60 pro­cent af ame­ri­ka­ner­ne (som reak­tion på udsen­del­sen) men­te, at månelan­din­ger­ne var for­fal­ske­de (i 2018 er det måske 50 pro­cent). Bill Kay­sing hav­de i peri­o­den fra 1956 til 1963 været ansat på Rock­et­dy­ne, en divi­sion under North Ame­ri­can Avi­a­tion og sene­re Rock­well Inter­na­tio­nal, hvor Saturn V-raket­tens moto­rer blev byg­get. Kay­sing var ansvar­lig for virk­som­he­dens tek­ni­ske publi­ka­tio­ner, men var ikke cer­ti­fi­ce­ret inge­ni­ør eller viden­skabs­mand (et punkt, som Inter­net­tets betal­te bon­de­fan­ge­re altid går væl­digt op i; når man selv lyver, kræ­ver det åben­bart en dok­tor­grad at tro på andre).


Apol­lo-kri­ti­ker­nes fader, Bill Kay­sing. Foto: Inter­net­tet

 

Bill Kay­sings viden om emnet må alli­ge­vel have været omfat­ten­de, for han til­bød at træ­de offent­ligt frem på direk­te Tv og dis­ku­te­re månelan­din­ger­ne med enhver Apol­lo-astro­naut eller NASA-tals­mand eller tek­ni­ker, end­da dem alle i et sam­let panel, så han kun­ne stil­le dem spørgs­mål om og dis­ku­te­re auten­ti­ci­te­ten af Apol­lo. Tænk hvil­ken mulig­hed det hav­de været for et hæder­ligt NASA.

Hvis astro­nau­ter­ne vir­ke­lig hav­de bet­rå­dt Månen, som NASA hæv­de­de, hvad hav­de Pro­ject Apol­lo så at fryg­te? Intet, skul­le man tro, tvær­ti­mod. De kun­ne have træv­let Kay­sings påstan­de op på minut­ter og have udstil­let den “ube­ret­ti­ge­de” kri­tik af NASA for mil­li­o­ner af see­re. Det vil­le enhver af os kun­ne have gjort over­be­vi­sen­de, hvis vi med god samvit­tig­hed for­sva­re­de vir­ke­li­ge ople­vel­ser fra Månen. Sene­re ankla­ger om et bed­ra­ge­risk NASA vil­le ikke have haft en chan­ce. — Men nej, både astro­nau­ter­ne og NASA tak­ke­de nej til at møde Bill Kay­sing på direk­te Tv. Det var måske det før­ste tungt­ve­jen­de indi­ci­um for, at NASA ikke har land­sat en mand på Månen.
Hav­de et kapa­belt NASA været i stand til at til­ba­ge­vi­se enhver påstand om svin­del med præ­ci­se og sam­men­hæn­gen­de for­kla­rin­ger, hav­de det været et vær­di­fuldt argu­ment direk­te ind i stu­er­ne hos den ame­ri­kan­ske befolk­ning og over for den øvri­ge ver­den. NASA vend­te ryg­gen til en oplagt PR-mulig­hed og har sene­re valgt ikke at lade sig for­styr­re, når det hand­ler om kva­li­fi­ce­re­de spørgs­mål fra ver­dens befolk­ning.

Hem­me­lig­hol­del­se, fjer­nel­se af histo­risk doku­men­ta­tion og løben­de bort­for­kla­rin­ger får i dag NASA til at lig­ne det masto­don­ten er – en fili­al af CIA. Sam­ti­dig pro­du­ce­res der læs­se­vis af “under­støt­ten­de doku­men­ta­tion” – vi kal­der det “kit­ning”, der skal repa­re­re hul­ler­ne, når de opstår i den gam­le histo­rie. Den­ne kit­ning er ikke ufar­lig; bort­for­kla­rin­ger­ne er ofte støt­tet af pen­ge, auto­ri­tet og detal­jer, og de distri­bu­e­res til et effek­tivt net af bon­de­fan­ge­re på Inter­net­tet. Den­ne stand af (alt over­ve­jen­de jødi­ske) mis­in­for­man­ter fore­træk­ker at intri­ge­re i ste­det for at reflek­te­re kon­struk­tivt på for­nuf­ti­ge men­ne­skers argu­men­ter. (Vi så dis­se bon­de­fan­ge­re i de hek­ti­ske øje­blik­ke efter eks­plo­sio­ner­ne i Wor­ld Tra­de Cen­ters tvil­lin­getår­ne, hvor de brag­te sig i stil­ling for­an rul­len­de kame­ra­er for at plan­te mis­in­for­ma­tio­nen “selv­mord­s­fly”.)

Nu i 2018 er mæng­den af indi­ci­er, der mod­si­ger beman­de­de månelan­din­ger i slut­nin­gen af 60’erne og først i 70’erne, så omfat­ten­de, at det er på tide at lyt­te til skep­ti­ker­ne. Et andet spørgs­mål træn­ger sig på:
Hvor­for fort­sat­te Rusland og Kina ikke “rum­kam­plø­bet” og land­sat­te deres før­ste mand eller kvin­de på Månen? Hvor­for har alle, inklu­si­ve USA, siden 1972 sat­set på at udvik­le robot­ter til udforsk­ning af det ydre rum, når NASA alle­re­de i 1970 mestre­de beman­de­de rum­rej­ser? Men­ne­sket ser og erfa­rer dog bed­re end maski­ner. Vi tol­ker det som et tegn på, at det nuvæ­ren­de tek­ni­ske og viden­ska­be­li­ge niveau ikke til­la­der men­ne­sket at rej­se væk fra Jor­den.

Det ene­ste der i 2018 er nogen­lun­de sik­kert er til­ste­de­væ­rel­sen af den såkald­te inter­na­tio­na­le rum­sta­tion i et kom­forta­belt kredsløb gan­ske tæt på Jor­den, hvor den bli­ver, ind­til de øko­no­mi­ske kil­der tør­rer ud. Den er i sik­ker­hed for Van Allen-bæl­ter­ne, kos­misk strå­ling og nys­ger­ri­ge skat­tey­de­re. Den demon­stre­rer i høje­re grad men­ne­skets pro­ble­mer med at for­la­de Jor­den end noget viden­ska­be­ligt frem­skridt af betyd­ning. Udgif­ter­ne til ved­li­ge­hol­del­se af rum­fær­ger­ne og rum­sta­tio­nen over­sti­ger langt det erken­del­ses­mæs­si­ge udbyt­te. Alli­ge­vel beta­ler vi til den, og skat­tey­der­ne på Jor­den beløn­nes hjem­me i stu­er­ne med repe­te­ren­de tom­gangs­un­der­hold­ning fra vagtskif­ter, dok­nin­ger med rum­fær­gen og lidt vægt­løst arbej­de i rum­met lige omkring sta­tio­nen.

Er det hele pen­ge­ne værd? Ja, for en lil­le del af men­ne­ske­he­den. Dis­se akti­vi­te­ter hol­der med sik­ker­hed et titu­sind­tals illu­sio­ni­ster i NASA og andre rum­cen­tre i ver­den beskæf­ti­get på tidsu­be­stem­te kon­trak­ter. Hvad med vores eget “DTU Spa­ce”, der flit­tigt arbej­der med … hvad? Af og til bestil­ler DTU tid til at udfø­re eks­pe­ri­men­ter i det tyng­de­fri mil­jø på rum­sta­tio­nen. Er det mon gra­tis? Eller beta­ler jøder­ne på DTU selv?

Et tre­die spørgs­mål er rele­vant: Hvor­for har vi ikke fra 3.-part fået leve­ret et DETALJERET bil­le­de af bare ét af de 6 lan­dings­ste­der på Månen? Satel­lit­ter omkring Jor­den kan tage bil­le­der med en opløs­ning, så vi kan skel­ne en ko fra en hund. En hund er kun 1 meter lang, mens månelan­dings­far­tø­jet med ben var 4,3–9,4 meter i dia­me­ter. Men ind­til vide­re har vi kun set måne­bil­le­der med udfly­den­de hvi­de plet­ter, der hæv­des at være det neder­ste af et efter­ladt lan­dings­mo­dul. Hvor­for bestil­ler NASA ikke en enkelt “HVAD SAGDE VI !”-pla­kat af ét af Apol­lo-lan­dings­ste­der­ne hos japa­ner­ne eller kine­ser­ne, efter at Japan og Kina har satel­li­tover­flø­jet hele Månen og affo­to­gra­fe­ret den i høj opløs­ning? Foto­sa­tel­lit­ter­nes afstand fra Månen har næp­pe været stør­re end spions­a­tel­lit­ter­nes afstand over Jor­den, og der er ingen atmos­fæ­re på Månen til at udvi­ske detal­jer­ne. 
Sva­ret må blæ­se et sted i sol­vin­den.
I øvrigt er det sådan, at ethvert af de bil­le­der, der hæv­des at vise for­skel­ligt isen­kram fra det­te eller hint Apol­lo-lan­dings­sted, alle har været igen­nem Ado­be Pho­tos­hop af en eller anden grund. Det er natur­lig­vis intet bevis for, at de er dok­to­re­ret, det kan skyl­des juste­ring af udsnit, lys eller kon­trast; men det bur­de være et kri­te­ri­um for NASA, at intet foto­re­di­ge­rings­værk­tøj har været brugt på bil­le­der, der frem­læg­ges som doku­men­ta­tion.

Ad. III – For­de­len for jøder­ne: Et styr­ket CIA og kon­trol med satel­lit­ter til over­våg­ning af Jor­den. Den, der kon­trol­le­rer rum­met omkring Jor­den, kon­trol­le­rer Jor­dens befolk­ning. Enor­me stats­mid­ler til afløn­ning af 400.000 ansat­te i og omkring NASA gen­nem et årti. Her­af var majo­ri­te­ten jøder – ikke begrun­det i uund­vær­li­ge for­trin, men i sek­tens vel­ud­vik­le­de net­værk, nepo­tis­me og bestik­kel­ses­kraft. Frem­stil­lin­gen af hardwa­re og under­le­ve­ran­cer til NASA har for­gyldt jødi­ske poli­ti­ke­re, lob­byi­ster og entre­pre­nø­rer i USA fra begyn­del­sen af 60’erne og frem til rum­fær­ger­ne, rum­sta­tio­nen og Mars-even­ty­ret i dag.
Et andet motiv var ønsket i CIA (USA’s vir­ke­li­ge rege­ring) om at styr­ke ame­ri­kan­ske skat­te­bor­ge­res sel­vop­fat­tel­se. Et sty­re, der ikke kan leve­re varen, i det­te til­fæl­de “før­ste mand på Månen”, får min­dre og min­dre opbak­ning i befolk­nin­gen, og situ­a­tio­nen kun­ne udvik­le sig usta­bilt. Rus­ser­ne vid­ste sand­syn­lig­vis hele tiden, at “Pro­ject Apol­lo” leve­de efter devi­sen “If you can’t make it – fake it!”, og det er til­sva­ren­de sand­syn­ligt, at USSR hav­de gode tak­ti­ske grun­de til at hol­de tand for tun­ge. “Rum­kaplø­bet”, som NASA og medi­er­ne skab­te, skul­le bl.a. styr­ke skat­te­bor­ger­nes vil­lig­hed til at beta­le. Næste pro­jekt i det ydre rum er måske en måne­sta­tion eller en Mars-lan­ding. Men beg­ge pro­jek­ter synes ind­til vide­re at udspil­le sig i en alter­na­tiv vir­ke­lig­hed lige som månelan­din­ger­ne. Pro­jek­ter­ne har van­ske­ligt ved at gri­be de ame­ri­kan­ske skat­tey­de­re om hjer­tet, måske for­di det bli­ver mere og mere tyde­ligt, at de er blot­tet for viden­ska­be­li­ge visio­ner. Rusland og Kina er efter alt at døm­me læn­ge­re frem­me i udforsk­nin­gen af rum­met, både i tek­no­lo­gisk og erken­del­ses­mæs­sig betyd­ning.

Iscenesættelsen

Da det blev et vil­kår for NASA, at vir­ke­lig­he­den om nød­ven­digt skul­le kun­ne erstat­tes af en illu­sion, kun­ne intet over­la­des til til­fæl­det. Alle begi­ven­he­der og rol­ler måt­te for­fat­tes med sekun­ders præ­ci­sion. I sce­ner, der skul­le fore­stil­le at udspil­le sig i det ydre rum eller på Månen (men reelt fore­gik i kom­man­do­mo­du­let i kredsløb om Jor­den), var det nød­ven­digt, at ste­der, tids­punk­ter, påklæd­ning, replik­ker, kulis­ser, lys o.m.a. blev beskre­vet og koreo­gra­fe­ret ned i mind­ste detal­je. Den slags vir­ke­lig­heds­tro illu­sio­ner skal altid inde­hol­de “natur­li­ge” små­fejl for at bli­ve opfat­tet som vir­ke­lig­hed, men det er intet pro­blem for en god Tv- eller film­ma­nuskript­for­fat­ter.

Resul­ta­tet blev en omfat­ten­de og præ­cis dre­je­bog, i vir­ke­lig­he­den en alter­na­tiv pro­jekt­be­skri­vel­se, der gen­nem fle­re detal­je­rings­ni­veau­er brag­te den kun­sti­ge vir­ke­lig­hed til live. Alle hæn­del­ser og replik­ker var beskre­vet ned i mind­ste detal­je og måt­te indø­ves efter rol­le­hæf­ter, ind­til de fik den rig­ti­ge varig­hed og lyd. Når alt var god­kendt, og fore­stil­lin­gen på et tids­punkt hav­de bevæ­get sig over sce­nen som plan­lagt, kun­ne brud­styk­ker vide­re­gi­ves til for­skel­li­ge medi­er, der efter­hån­den vil­le “doku­men­te­re” løs­rev­ne sce­ner fra hel­he­den – uden risi­ko for, at de på noget tids­punkt kom i kon­flikt med det over­ord­ne­de dra­ma – eller næsten uden risi­ko. Alle dis­se brik­ker, der til­sy­ne­la­den­de pas­ser sam­men, styr­ker hos seer­ne og læser­ne ind­tryk­ket af en vir­ke­lig sam­men­hæng, og den inter­na­tio­na­le sekt af kri­mi­nel­le jøder har brug for et publi­kum, der altid føler sig bestyr­ket og under­holdt. Alter­na­ti­vet kun­ne bli­ve skæb­nesvan­gert, at nogen begyn­der at læse bøger og udvik­ler selv­stæn­dig tan­ke­virk­som­hed!

Det har ofte været hæv­det, at ingen vil­le være i stand til at føre 400.000 ansat­te bag lyset med et kun­stigt pro­jekt.
Selv­føl­ge­li­ge ikke, men den uof­fi­ci­el­le del kun­ne hånd­te­res af min­dre en 100 per­so­ner. Tek­nik­ken er vel­kendt i CIA, som uden tvivl har stå­et bi med råd og dåd, fra den før­ste dag pla­nen blev und­fan­get. Alle andre arbej­de­de på deres iso­le­re­de områ­der i god tro, også dem i kon­trol­cen­tret i Hou­ston. Ingen, bort­set fra bed­ra­ger­ne, der via NASA’s monopol fuld­stæn­digt kon­trol­le­re­de kom­mu­ni­ka­tio­nen til omver­de­nen, hav­de det ful­de over­blik over pro­jek­tet.

Et andet argu­ment har været luf­tet (selv af erklæ­re­de revi­sio­ni­ster), måske for at red­de ansigt for det offi­ci­el­le USA. De vil have, at vi skal opfat­te astro­nau­ter­ne, der siden 1968 har været med til at bed­ra­ge men­ne­ske­he­den, som hel­te, der red­de­de den såkald­te civi­li­se­re­de ver­den fra en atom­krig mel­lem Sov­je­tu­ni­o­nen og USA ved at ska­be bil­le­det af en over­le­gen ame­ri­kansk magt på det raket­tek­no­lo­gi­ske områ­de.
Lad os være fri … Skul­le Sov­je­tu­ni­o­nens KGB og GRU ikke have vidst bed­re? Natur­lig­vis gjor­de de det.
En sådan udlæg­ning er, af de grun­de vi næv­ner under “Ad. III”, langt ude for at udtryk­ke det mildt. Astro­nau­ter­ne er og var ansvar­li­ge agen­ter for en ver­den­s­oms­pæn­den­de loge, der altid kun har haft ét mål: ver­dens­her­re­døm­met. Sov­je­tu­ni­o­nen har aldrig været i nær­he­den af et angreb på USA, selv om jødi­ske film og medi­er natur­lig­vis har anty­det, at mulig­he­den var kon­stant over­hæn­gen­de. Cuba­kri­sen frem­hæ­ves som ét af til­fæl­de­ne, men den ene­ste stormagt, der måske udfor­dre­de ver­dens­fre­den i den sam­men­hæng, var USA, måske! For i den uof­fi­ci­el­le ver­den, hin­si­des medi­er­nes inter­es­ses­fæ­re, har der fun­det et bety­de­ligt sam­ar­bej­de sted bag kulis­ser­ne, og Den kol­de krig kan udmær­ket have været en illu­sion på høj­de med dem, vi har nævnt oven­for.

Da dre­je­bo­gen var klar, skul­le der byg­ges model­ler og red­ska­ber til hånd­te­ring af model­ler­ne. De blev byg­get i et beskyt­tet områ­de med han­ga­rer, der kun­ne rum­me model­ler­ne og de udstrak­te måneland­ska­ber, såvel hori­son­tale som ver­ti­ka­le, kame­ra­vog­ne og bevæ­ge­li­ge model­ler på spor, lysan­læg, der får nor­mal sta­dionbe­lys­ning til at lig­ne sank­t­hansor­me, over­lig­gen­de kra­ner, der kun­ne nå ethvert punkt i dis­se land­ska­ber, o.m.a. Det er van­ske­ligt at skju­le den slags anlæg for offent­lig­he­den, så den offi­ci­el­le begrun­del­se for at gen­ska­be Månen på Jor­den var at ska­be et tro­vær­digt træ­nings­mil­jø for astro­nau­ter­ne.

Web­s­te­det Apol­lo Rea­li­ty og Apol­lo Rea­li­ty 2 viser bl.a. et udvalg af model­ler og red­ska­ber fra Lang­ley Research Cen­ter i Vir­gi­nia, og for­fat­te­ren vide­re­gi­ver føl­gen­de sand­hed: You can fool all peop­le some of the time, some peop­le all of the time, but you can­not fool all peop­le all of the time. Noget i ret­ning af: Du kan nar­re alle men­ne­sker en del af tiden, en del men­ne­sker hele tiden, men du kan ikke nar­re alle men­ne­sker hele tiden.
Det er inter­es­sant og påfal­den­de, at model­ler­ne af Månen i man­ge for­skel­li­ge pro­jek­tio­ner og stør­rel­ser gen­nem­gå­en­de er topo­gra­fisk kor­rek­te ned i mind­ste detal­je. Kra­ter A lig­ger på de rig­ti­ge koor­di­na­ter og de til­græn­sen­de kra­te­re B og C har den rig­ti­ge rela­ti­ve afstand, dia­me­ter og dyb­de. Alle model­ler blev model­le­ret efter eksi­ste­ren­de foto­gra­fi­er af Månen. Man skul­le tro, at det var en over­flø­digt detal­je­ring, hvis det ene­ste for­mål var at træ­ne i et for­ud­be­stemt og begræn­set lan­dings­mil­jø.

Bemærk at for­søgs­mo­to­rer­ne på Jor­den af prak­ti­ske grun­de er jet­mo­to­rer, mens til­sva­ren­de moto­rer i rum­met og på Månen må være raket­mo­to­rer, der kan fun­ge­re uden ilt fra en atmos­fæ­re.


Et kom­plet usta­bilt system i et sta­bilt ophæng.
(Klik for at se NASA’s egen beskri­vel­se fra 1989, bil­le­det blev først regi­stre­ret i 1996.)

 

Rammerne for vores undersøgelse

Vi kig­ger ude­luk­ken­de på Apol­lo 11-mis­sio­nen fra 1969, der skul­le have lan­det to men­ne­sker på Månen og bragt dem sik­kert til­ba­ge til Jor­den. Angi­ve­ligt var det før­ste gang i men­ne­skets histo­rie, at vi sat­te foden på et frem­med him­mel­le­ge­me.
Her er hoved­punk­ter­ne i vores under­sø­gel­se:

  1. Saturn V-raket­ten.
  2. Anflyv­ning af Månen, lan­ding og start.
  3. Foto­tek­ni­ske for­hold og tegn på inkon­si­stens i det offi­ci­el­le bil­led­ma­te­ri­a­le.
  4. Strå­lin­gen fra Uni­ver­set.
  5. Astro­nau­ter­nes adfærd.

De offi­ci­el­le infor­ma­tio­ner om Apol­lo 11-fær­den kan læses på Wikipe­dia.

Besætningen, og rejsen kort beskrevet

Apol­lo 11’s besæt­ning:
Neil Alden Arm­strong, kap­ta­jn,
Micha­el Coll­ins, pilot på kom­man­do­mo­du­let og
Edwin “Buzz” Aldrin, pilot på månelan­dings­far­tø­jet (inter­es­sant, at det altid er Arm­strong, der har for­talt om sin sty­ring af månelan­de­ren).


Besæt­nin­gen på Apol­lo 11: Neil Arm­strong, Micha­el Coll­ins og Edwin Aldrin.
Bil­le­det er et godt eksem­pel på et salgs­bil­le­de. Det udstrå­ler “NASA, høj­tek­no­lo­gi, fæl­les­skab, sejr, stolt­hed, et uover­vin­de­ligt USA og selv­be­vidst­hed”. Måske med en under­to­ne af tvivl.
Det er uvist, om det er taget før eller efter rej­sen. Foto: NASA

Apol­lo 11 blev bragt i kredsløb om Jor­den med løf­tera­ket­ten Saturn V, der er vist t.v. i illu­stra­tio­nen neden­for (vi har behand­let Saturn V-raket­ten i et sær­skilt afsnit). Kom­man­do­mo­du­let, Command/Service Modu­le (CSM), var pla­ce­ret øverst i raket­ten. Det­te modul (der ikke var en del af Saturn V-raket­ten) hav­de en enkelt kraf­tig raket­mo­tor (Ser­vi­ce Pro­pulsion Engi­ne), samt 3 klyn­ger af min­dre posi­tio­ne­rings­ra­ket­ter på sider­ne. Under kom­man­do­mo­du­let var månelan­dings­far­tø­jet, Lunar Excur­sion Modu­le (LEM el. LM), pak­ket sam­men. Lan­dings­far­tø­jet var udsty­ret med to raket­mo­to­rer, en lan­dings­mo­tor i sok­kel­mo­du­let og en start­mo­tor i start­mo­du­let i for­læn­gel­se af hin­an­den. Beg­ge moto­rer blev dre­vet af et hyper­go­lisk (fly­den­de) brænd­stof* (hyper­go­lisk bety­der, at de to kom­po­nen­ter rea­ge­rer eks­plo­sivt ved sam­men­fø­ring). Lan­dings­far­tø­jets øver­ste del, start­mo­du­let, var yder­li­ge­re udsty­ret med 4 klyn­ger af min­dre posi­tio­ne­rings­ra­ket­ter, en klyn­ge i hvert hjør­ne.

*) “Aerozi­ne 50”, et han­dels­navn for fifty-fifty blan­ding af hydra­zi­ne og asym­me­trisk dimet­hyl­hy­dra­zi­ne (UDMH), kom­bi­ne­ret med ilt­nings­mid­let N2O4.


Klik på bil­le­det for at få vist en stor udga­ve. Ill.: Inter­net­tet

 

Klik her for at få vist en stør­re udga­ve af rej­se­for­lø­bet (fel­tet øverst til høj­re i bil­le­det).
Punkt 4 er inter­es­sant: “CMS turns and docs wit lunar modu­le …” (Kom­man­do­mo­du­let ven­der og dok­ker med månelan­dings­far­tø­jet). Der­med sid­der lan­dings­far­tø­jet nu på “næsen” af kom­man­do­mo­du­let, som vi ser det på bil­le­det oven­for. Efter dok­nin­gen skul­le det sam­men­kob­le­de system som hel­hed dre­jes 180 gra­der til­ba­ge i den oprin­de­li­ge ret­ning for at fort­sæt­te “flyv­nin­gen” med kom­man­do­mo­du­let og lan­dings­far­tø­jet for­re­st i ret­nin­gen mod Månen. Beg­ge manøv­rer må have været sær­de­les deli­ka­te, og de kun­ne kun udfø­res med posi­tio­ne­rings­ra­ket­ter­ne.

De fire klyn­ger af posi­tio­ne­rings­ra­ket­ter, Rea­ction Con­trol System (RCS), en klyn­ge i hvert hjør­ne af lan­dings­far­tø­jets øver­ste sek­tion, bestod hver af 4 min­dre dyser (2 vand­ret­te og 2 lod­ret­te). Syste­met skul­le sta­bi­li­se­re lan­dings­far­tø­jets lod­ret­te stil­ling i for­hold til Månens tyng­de­felt. Brænd­stof­fet var også hyper­go­lisk (mono­met­hyl hydra­zi­ne, MMH, kom­bi­ne­ret med et ilt­nings­mid­del). Den neder­ste del af lan­dings­far­tø­jet med lan­dings­mo­to­ren, støt­te­be­ne­ne, lej­de­ren m.v. kun­ne fri­gø­res vha. spræng­bol­te lige før afgan­gen fra Månen.

Wikipe­dia, engelsk:
Månelan­dings­far­tø­jets frem­drifts­sy­stem til nedstig­nings­fa­sen var desig­net såle­des, at det kun­ne brin­ge far­tø­jet med to astro­nau­ter fra et 110 km højt kredsløb om Månen ned til et kredsløb i 15 kilo­me­ters høj­de og der­fra leve­re en sid­ste nedstig­ning til Månens over­fla­de og en udflad­ning over måneland­ska­bet, så det opti­ma­le lan­dings­sted kun­ne væl­ges.

Vi skal få det ind­tryk, at der var kon­trol med det hele. Men vi må hæl­de lidt malurt i bæge­ret:
Månelan­dings­far­tø­jet med kæle­nav­net “The Eagel” hav­de for­ud for den før­ste “månelan­ding” i 1969 aldrig … udført en kon­trol­le­ret start og lan­ding på Jor­den, ja – NASA hav­de ikke ved en ene­ste lej­lig­hed afprø­vet kon­struk­tio­nen på Jor­den. Hoved­mo­to­ren var ble­vet afprø­vet to gan­gen i kredsløb om Jor­den med fejl i beg­ge for­søg. Lan­dings­far­tø­jet adskil­te sig på et afgø­ren­de punkt fra de eks­pe­ri­men­tal­far­tø­jer, Lunar Lan­ding Research Vehi­c­le (LLRV), der blev byg­get til at træ­ne lod­ret­te star­ter og lan­din­ger med, nem­lig mht. balan­cen.

Fysik­kens tre til­stan­de af lige­vægt er: 1. abso­lut lige­vægt (kug­len i bun­den af skå­len ven­der til­ba­ge til sin lige­vægts­stil­ling, hvis den får et skub), 2. lige­gyl­dig lige­vægt (kug­len på en plan fla­de fal­der til ro i en ny lige­vægts­stil­ling, efter et skub), og ende­lig 3. abso­lut u-lige­vægt, eller labi­li­tet (kug­len oven på en anden kug­le vil fjer­ne sig læn­ge­re og læn­ge­re fra lige­vægts­punk­tet, hvis den skub­bes det mind­ste).

Lan­dings­far­tø­jet repræ­sen­te­re­de det mest usta­bi­le (labi­le) balan­ce­ren­de system. Far­tø­jets lavt pla­ce­re­de hoved­mo­tor var den neder­ste kug­le og den øver­ste del af far­tø­jet var den balan­ce­ren­de kug­le i et labilt system. Det­te system er dømt til at kæn­tre ved den mind­ste påvirk­ning, og uba­lan­cen for­stær­kes lyn­hur­tigt.

Træ­nin­gen på Jor­den sidst i 60’erne fore­gik i et antal træ­nings­far­tø­jer. En LLRV var udru­stet med en cen­tral jet­mo­tor og to min­dre sta­bi­li­se­ren­de jet­mo­to­rer. Jord­far­tø­jets sta­bi­li­tet var i kraft af desig­net stør­re end i det egent­li­ge månelan­dings­far­tøj. Alli­ge­vel var tyng­de­punk­tet yder­li­ge­re sæn­ket i træ­nings­far­tø­jet, så det næsten var sam­men­fal­den­de med tryk­punk­tet, for at for­hin­dre far­tø­jet i at kæn­tre. I to til­fæl­de måt­te pilo­ter­ne – den ene gang Neil Arm­strong – sky­de sig ud med kata­pult­sæ­det under træ­nin­gen, i Arm­strongs til­fæl­de kun et år før Apol­lo 11-mis­sio­nen.

Det­te var de ven­ten­de udfor­drin­ger, når “Ørnen” for før­ste gang skul­le manøv­re­res i et fuld­stæn­dig ukendt mil­jø på Månen, ingen luft­mod­stand og kun 1/6 af Jor­dens tyng­de­kraft. Det er i øvrigt ulo­gisk, at det kun var chef­pi­lo­ter­ne, der træ­ne­de på Jor­den, og ikke lan­dings­mo­du­lets for­mel­le pilot. I Apol­lo 11-til­fæl­det bur­de det have været Edwin Aldrin sam­men med Neil Arm­strong, der træ­ne­de lan­ding på Månen. Uan­set om Aldrin måske kun var back­up for Arm­strong, bry­der det med ethvert sik­ker­heds­hen­syn, at han aldrig hav­de træ­nings­tid i far­tø­jet på Jor­den. Det styr­ker mistan­ken om pla­ner om isce­ne­sæt­tel­se fra et tid­ligt tids­punkt, når det åben­bart ikke var vig­tigt for NASA, at beg­ge astro­nau­ter kun­ne udfø­re en “sik­ker” lan­ding på Månen.

Se Neil Arm­strongs “clo­se call” under flyv­ning af LLRV-træ­ne­ren på Elling­ton Air For­ce Base nær Hou­ston i 1968.
LLRV’en kan kun balan­ce­re på jet­strå­len fra den lod­ret­te hoved­mo­tor med støt­te fra posi­tio­ne­rings­sy­ste­mets jet­dy­ser (det er dem, vi ser som “damp­strå­ler” ud til sider­ne). Opstår der af en eller anden grund en pen­dulsving­ning, vil den ikke kun­ne opret­tes ved uds­ving over 30° fra lodret, hvor de hori­son­tale kræf­ter over­sti­ger posi­tio­ne­rings­sy­ste­mets. I alle vel­lyk­ke­de flyv­nin­ger med det­te far­tøj hol­des uds­vin­ge­ne i den ver­ti­ka­le akse inden for snæv­re græn­ser. Syste­mets evne til at genop­ret­te balan­cen fra stør­re uds­ving blev aldrig demon­stre­ret i prak­sis. Tvær­ti­mod.
I det­te til­fæl­de blev den udlø­sen­de uba­lan­ce for­kla­ret med en opstå­et fejl, men syste­met er selv i opti­mal til­stand ekstremt usta­bilt i stil­lin­ger, hvor kraf­ten fra hoved­mo­to­ren ikke vir­ker lodret gen­nem far­tø­jets tyng­de­punkt.

Månen kort fortalt

Gene­rel­le data om Månen kan læses på Wikipe­dia.

Månens dia­me­ter ved “ækva­tor” er 3.475 km (ca. 1/4 af Jor­dens, der er 12.756 km). Månen rote­rer omkring Jor­den i en svagt ellip­tisk bane i en gen­nem­snit­lig afstand af ca. 384.000 km. Det tager lyset, der reflek­te­res fra Månen, lidt over 1 sek. at nå Jor­den. Månen er i såkaldt bun­det rota­tion om Jor­den; det bety­der, at Jor­den hol­der Månen fast­låst i en syn­kron rota­tion, så den altid ven­der sam­me side mod Jor­den. Der­for har Månens bag­si­de, ind­til robot­ter kun­ne sen­des i kredsløb om Månen og trans­mit­te­re bil­le­der til­ba­ge, været usyn­lig for os på Jor­den. Månen udfø­rer en fuld rota­tion omkring Jor­den for hver 27,3 dage (den side­ri­ske omløb­s­tid), og de peri­o­di­ske vari­a­tio­ner i Jord-Måne-Sol-syste­mets geo­me­tri med­fø­rer, at Månen har faser, som gen­ta­ger sig for hver 29,5 dage (den syno­di­ske omløb­s­tid).

Månens mas­se er ca. 1/81 af Jor­dens, mens den tyng­de­kraft er ca. 1/6 af Jor­dens. Det bety­der at en per­son, der på jor­den vejer 90 kg, kun vejer 15 kg på Månen. Da styr­ken i bene­ne ikke umid­del­bart ændrer sig med tyng­de­kraf­ten, skul­le det være muligt at udfø­re høje hop på Månen. Se det­te gravi­ta­tions-for­søg, hvor en per­son er hængt op på en måde, så hans “tyng­de” i for­hold til et skrå­nen­de “under­lag” sva­rer til Månens tyng­de­kraft (omkring 4 min. inde i video­en sam­men­lig­nes “lod­ret­te hop”).
En fuldt udru­stet astro­naut med 50 kg udrust­ning og en kro­p­svægt på 70 kg vil­le med let­hed kun­ne sprin­ge sin hal­ve høj­de (omkring 85 cm) lodret op over under­la­get på Månen. Men på film­op­ta­gel­ser, der angi­ves at være fra Månen, ser vi ret lave hop, der er påfal­den­de “gravi­ta­ti­ve”, ofte med van­dret til­løb, så de er læn­ge­re end de er høje. Hvis man for­sø­ger at hop­pe lodret op med en total­vægt på 120 kg på Jor­den, lig­ner resul­ta­tet de spjæt vi ser fra de påstå­e­de måne­op­ta­gel­se, men da opta­gel­ser­ne fra Månen tyde­ligt vises med ned­sat hastig­hed, har selv lave hop haft en vis udstræk­ning i tid, og seer­ne har fået ind­tryk af redu­ce­ret tyng­de­kraft.

Man kan dan­ne sig et bil­le­de af det ind­byr­des for­hold mel­lem Jor­den og Månen ved at fore­stil­le sig Jor­den på stør­rel­se med en hånd­bold. Månen vil da i sam­me måle­stoks­for­hold cir­ka sva­re til en ten­nis­bold i 30 hånd­bol­des afstand fra hånd­bol­den.

Månens atmos­fæ­re er så tynd, at der i prak­sis er tale om et vaku­um. Mini­ma­le fore­kom­ster af luf­tar­ter siver op fra under­grun­den, men der er intet vand. Månen er udtør­ret, og på dag­si­den er tem­pe­ra­tu­ren i gen­nem­snit 107 °C, mens den på nat­si­den er -153 °C i gen­nem­snit. At månens tyng­de­kraft kun er 1/6 af Jor­dens bety­der, at alt hvad der måt­te for­dam­pe fra den, enten igen går i kemisk for­bin­del­se med under­la­get eller bli­ver blæst ud i rum­met af sol­vin­den (kraf­ten fra hur­ti­ge par­tik­ler).

Månens og Jor­dens fæl­les afstand til Solen er ca. 150 mio. km. Med en hastig­hed på 300.000 km/s tager det lyset omkring 8 minut­ter! at til­ba­ge­læg­ge den afstand (mod godt 1 sek. mel­lem Månen og Jor­den). Der­for må Solen, når den ses fra Månen, lig­ne den sol, vi ken­der – bort­set fra, at der ikke er nogen atmos­fæ­re på Månen til at spre­de lyset fra Solen eller fil­tre­re bom­bar­de­men­tet af syn­ligt lys, infrarød strå­ling, uv-strå­ling og lade­de par­tik­ler (joner). Solen må se ud til at have sam­me stør­rel­se som den, vi ken­der fra Jor­den, men med skarp kon­tur (set gen­nem et pas­sen­de tæt fil­ter).
I måne­mil­jø­et vil Solen fun­ge­re som en uen­de­ligt fjern, meget distinkt lyskil­de – kon­stant – uden atmos­fæ­risk afbøj­ning, lys­re­duk­tion eller spred­ning – og uden kon­kur­ren­ce fra andre lyskil­der (vi kan se bort fra “jord­ly­set”). Spejl­bil­le­det af Solen fra blan­ke fla­der vil, end­nu mere udpræ­get end på Jor­den, se ud som et punkt, eller en smal refleks, aldrig som en stør­re cir­ku­lær ski­ve.

Ad. 1: Saturn V-raket­ten

Ad. 2: Anflyv­ning af Månen, lan­ding og start

Ad. 3: Foto­tek­ni­ske for­hold

Ad. 4: Strå­lin­gen fra Uni­ver­set

Ad. 5: Astro­nau­ter­nes adfærd