Project Apollo

Sand Historie

O-D-I-N.org, 8. august 2015 (opdateret 2017)

 

Vi har tidligere skrevet om mediebårne begivenheder, der repræsenterer en falsk virkelighed og fortsætter med at gøre krav på virkeligheden. Apollo 11-landingen på Månen er én af dem.

For at bringe vigtige verdensomstødende begivenheder i perspektiv placerer vi Apollo 11-landingen på Månen i en historisk kronologi over kendte illusioner i den vestlige verden i nyere tid. Bag illusionerne står en international loge eller mafia af kriminelle jøder og et mindre hof af ikke-jødiske hjælpere. Sekten regerer primært fra vigtige magtpositioner i USA og Israel ved hjælp af redskaberne CIA og Mossad. Sektens ultimative mål er at kontrollere alle ressourcer og regeringer i verden. Det kan anbefales at forestille sig et Illuminati i version 2015. Denne jødiske sekt er tilsyneladende ved at forberede sig på, at Project Apollo, som Apollo-programmet fra 1969 til 1972 kaldes i CIA’s interne nomenklatur, kan blive afsløret som en ny illusion og har allerede forsøgsvis luftet følgende intrige:
“Operation Paperclip”, der efter afslutningen af Anden Verdenskrig i 1945 havde til formål at naturalisere tyske raketeksperter personificeret ved Vernher von Braun til amerikanske statsborgere, imod at de arbejdede for at fremme amerikansk raketvidenskab. Projektet slog fejl. En tænkelig påstand fra de ansvarlige for fiaskoen kan ende med at blive, at i virkeligheden fortsatte de tyske “Nazier” deres sabotage mod det jødiske USA og modarbejdede NASA fra begyndelsen. Sådan vil illusionisterne bortforklare en fiasko i rummet, hvis den ikke længere kan inddæmmes, og tidligere nationalsocialister og deres efterkommere, der har levet eller lever som amerikanske statsborgere, kan blive udråbt som landsforrædere og hovedansvarlige for ulykker, drab, fejlslagne mål og svindel undervejs i det amerikanske rumprogram.
De bedrageriske påstande er blevet synlige i de seneste år i takt med, at NASA med nye projekter er nødt til at tage stilling til tekniske problemer, der allerede fandt deres løsning for 45 år siden, hvis vi skal tro på historien. NASA’s betydelige tekniske problemer efter 1972 har lignet dem fra før 1969. Fra 1969 forsvandt alle problemer som ved et politisk trylleslag, og i løbet af få måneder erobrede USA førerpositionen i rummet og fastholdt den gennem 4 fejlfri år, fra 1969 til 1972, hvor Apollo-programmet rutinemæssigt landsatte folk på Månen. Vi uddyber dette mirakel senere.

ILLUSION I

Det mest afskyvækkende falskneri i nulevende generationers bevidsthed er påstanden om et systematisk drab på 6 mio. jøder under Anden Verdenskrig. Påstanden blev lanceret som sovjet-jødisk krigspropaganda i 1943, men fra 1970, da de fleste mainstreammedier var opkøbt af jøderne, blev historien fornyet og forstærket, så den i godtroende menneskers bevidsthed fik karakter af virkelighed. Heldigvis er en løgn en løgn og kan aldrig blive andet, uanset hvor mange gange den gentages. O-D-I-N har formidlet overbevisende tekniske beviser for, at jødernes Holocaust ikke kunne foregå. Dette faktum ignoreres af verdenspressen, eftersom jøderne hverken kan eller ønsker at argumentere imod historiske beviser. Verdenspressen og nutidens historieskrivere nævner heller ikke, at det var ledende jøder, der stod bag udryddelsen af 20–40 mio. hvide europæere alene i første halvdel af sidste århundrede, selv om fx det ukrainske hungerdrab, holodomor, er en veldokumenteret historisk kendsgerning, der alene kostede 14 mio. ukrainere livet.

Ad. I – Fordelen for jøderne: En helt uberettiget kollektiv europæisk skyldfølelse har tilladt jøderne at myrde løs i Palæstina og drive den øvrige verden til randen af en ny verdenskrig uden at nogen har løftet en finger imod dem.

ILLUSION II

Mordet på præsident John F. Kennedy i Dallas, Texas, i 1963 blev i medierne udlagt som en forvirret persons personlige vendetta, og Hollywood har fulgt op på historien med film, der yderligere forplumrer billedet. Kort før dette attentat havde Kennedy oprettet og underskrevet Administrativ Forordning nr. 11.110, der ved at forlange reelle guld- og sølvreserver som underlag for regeringens pengeudstedelse, der indtil da var baseret på varm luft, ville afslutte jødernes Federal Reserve Bank som pengemaskine og dermed jødernes udbytning af den produktive del af USA’s befolkning. Federal Reserve Bank har virket siden 1913, da dens fædre kuppede sig til en særstilling, der siden har betydet, at denne privatejede organisation kan udstede pappenge for regeringen imod gældsbeviser og renter. Umiddelbart efter præsidentens død, blev forordning nr. 11.110 deaktiveret, og ingen amerikansk præsident har senere villet risikeret livet for at redde USA fra sikker fallit. 

Ad. II – Fordelen for jøderne: Siden er amerikanernes gæld til Fed steget til mere end 18.000 milliarder dollars! Der findes ikke penge nok i USA til at tilbagebetale gælden, og den amerikanske nation vil inden længe nå smertegrænsen. Enten frigør USA’s traditionelle europæiske befolkning sig fra jødernes åg – eller landet bliver erklæret fallit. Derefter ejer jøderne Amerikas Forenede Stater og en betydelig slavebefolkning af forvirrede etniske grupper. Jøderne vil ikke længere være afhængige af CIA for at kontrollere verdens eneste militære supermagt. Udefra vil overtagelsen kunne iagttages, når der indsættes en etnisk jødisk præsident og regering. Derefter har jøderne fuld kontrol med klodens største arsenal af atomvåben og konventionelle våben. Først vil de overfalde Iran og efterlade landet i ruiner, som vi har set det med Irak, Libyen, Egypten og Syrien. Derefter ligger den vestlige verden åben for jødernes voldsforherligende og etnocentriske verdenssyn.

ILLUSION III

vender vi tilbage til om lidt.

ILLUSION IV

En anden næsten glemt medieskabt virkelighed er påstanden om, at katastrofen på Tjernobyl Atomkraftværk i Ukraine i 1986 skyldtes en ulykke, mens der i virkeligheden var tale om sabotage, i øvrigt med en meget begrænset radioaktiv forurening af omgivelserne til følge.

Ad. – IV Fordelen for jøderne: Hævn over det europæiske sovjetunionen, der var begyndt at skille sig af med de værste røverbaroner af jødisk herkomst.
Den efterfølgende rædsel for atomkraft kom til at beskytte jødernes enorme investeringer i anlæg til udvinding og distribution af jordolie og kul. Den sikre, CO2-neutrale og langt billigere atomkraft vil ikke genere jøderne på verdens energimarkeder et godt stykke ud i fremtiden.
Tusindvis af hvide europæiske kvinder, især i Ukraine, blev af medierne skræmt til at abortere på baggrund af en indbildt strålingsfare og frygt for misdannelser. Internettet svømmede over med udokumenterede vanskabninger, der skulle være opstået omkring Tjernobyl. For sent viste det sig, at de genetiske skader helt eksklusivt findes i idémændenes syge hjerner.

ILLUSION V

I 2001 lancerede jødiske medier det første uhyrlige bedrag i indeværende århundrede ved at fortælle hele verden, at 19 muslimer stod bag angrebet på World Trade Center og Pentagon – og udlagde begivenheden som “kujoners angreb på vestlig frihed og livsstil”. Denne løgn er trævlet op og sendt retur med The Third Truth about 9/11 af Dimitri Khalezov, der i billeder og (vores danske) tekst påviser, at angrebet kom fra en helt anden kant og har en ny og mere vidtgående “terrorbalance” i verden som konsekvens.

Ad. V – Fordelen for jøderne: Verdens eneste supermagt, USA, blev involveret i en krig imod det suveræne Irak, som var en betydelig og naturlig fjende af jødestaten i Palæstina. Irak blev bombet tilbage til stenalderen og dets legitime leder myrdet ved en skueproces. Dermed var endnu en fjende af Israel lagt i ruiner. Profitten af krigshandlingerne i Irak og de afledte kampagner i Afghanistan, Egypten, Libyen og Syrien har forgyldt jøderne yderligere på alle andres bekostning. Næste mål er Iran, der af Israel forbydes at udvikle et selvstændigt atomvåben, selv om jødestaten gennem tyveri og afpresning har tilranet sig verdens 4. største atomarsenal. Det kan oven i købet affyres fra nye tyskbyggede, oceangående ubåde. Et iransk atomvåben ville i høj grad afbalancere terroren fra Israel i Mellemøsten, uden at nogen behøvede at gribe til våben. Iranerne er for begavede til at kaste sig ud i et ensidigt atomangreb på Israel.

Tilbage til illusion III

Ingen af de nævnte illusioner kunne været skabt uden jødernes medier. Det gælder i høj grad også Apollo-eventyret. Men måske forregnede illusionisterne sig alligevel ved at undervurdere almindelige menneskers muligheder for at udveksle og koordinere informationer i fremtiden. Begge dele blev muligt med Internettet 25 år senere.

Inden vi går videre, er det nødvendigt at præcisere, at mens det er et indiskutabelt faktum, at historierne I, II, IV og V er falske virkeligheder, mangler vi de afgørende indicier for med sikkerhed at kunne kalde Apollo 11-missionen et falsum. Kriteriet for sandt eller falskt i den sammenhæng er simpelthen: “Blev Aldrin og Armstrong landsat på Månen i 1969?” Under alle omstændigheder ved vi, at de var tilbage på Jorden efter planen i juli 1969, lidt fåmælte, men i god behold.
Det er en alternativ mulighed, at det næsten lykkedes NASA at lande en mand på Månen. Det er tydeligt, at organisationen bag “første mand på Månen”, CIA, gjorde alt, hvad der var menneskeligt muligt for at overholde tidsfristen “inden udgangen af dette årti” (60’erne). Men på et tidspunkt, måske helt fra starten, indså alle interessenter, at det ikke kunne nås. Vi ved, at præsident John F. Kennedys deadline havde videre betydning end hans egne muligheder for at være til stede. Af mange grunde er det mest sandsynlige scenarium, at Project Apollo kørte for fuld kraft med alle aktiviteter på maksimal ydelse for at nå målet i virkeligheden.

Den ansvarlige organisation kunne teoretisk vælge mellem 3 mulige scenarier for Apollo 11 inden udgangen af 60’erne:

  1. Forsøg at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage. Mislykkes projektet helt eller delvist, så referer kun virkeligheden.
  2. Forsøg at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage. Mislykkes projekt delvist, så lad medierne virkeliggøre målet. Fasthold illusionen så længe det er nødvendigt.
  3. Landsæt en mand på Månen og bring ham sikkert tilbage i form af en medieskabt virkelighed. Fasthold illusionen så længede det er nødvendigt.

Vi mener, at CIA på vegne af NASA på et tidligt tidspunkt valgte mulighed 2. Derefter blev de nødvendige uofficielle beslutninger blåstemplet af præsident Lyndon B. Johnson uden om parlamentarisk kontrol. Det virkelige projekts akilleshæl var fra først til sidst månelandingsfartøjet, men sandsynligvis også selve Saturn V-raketten. For nylig erfarede vi, at den allerstørste hindring måske var Jordens atmosfære.
Den officielle “historiske begivenhed”, den medieskabte endelige realisering af drømmen, blev promoveret af alle medier uden undtagelse og har endnu i dag så stor prestigemæssig betydning for NASA (CIA), det officielle USA og hele den amerikanske befolkning, at boblen ikke må briste. Ikke foreløbigt. Beskyttelsen af månelandingerne i egenskab af “historisk begivenhed” trækker på uudtømmelige kilder, der åbenbart flyder via NASA (CIA). Endnu 45 år efter projektets afslutning vedligeholdes Apollo-legenden som en fæstning, der udbygges med tykkere og tykkere mure. Privat kritisk efterforskning obstrueres, og det bliver stedse vanskeligere at finde sandheden. Desværre er det meget få aktive eksperter, videnskabsmænd, der vover stilling og anseelse for at lægge sig ud med den offentlige version. Den vil man altid kunne finde på jødernes Wikipedia.
(Et nødvendigt sidespring: tro ikke på Wikipedia i politiske spørgsmål og slet ikke, når de tigger om penge; Wikipedia har uvurderlig betydning for jøderne som online-bibliotek for politisk korrekt historieskrivning, og sandhedens fjender vil aldrig lade denne mulighed for at implantere falsk information i menneskets kollektive bevidsthed sygne hen på grund af pengemangel.)

Redaktionen o.a. har analyseret en del af det verserende materiale, primært fra Internettet, pro et contra en af historiens mest dristige påstande, nemlig at mennesket satte sin fod på Månen i 1969 og vendte sikkert tilbage til Jorden. Dette skulle have gentaget sig med yderligere 5 månelandinger til og med Apollo 17-opsendelsen med udgangen af 1972, da Apollo-programmet blev afsluttet og Saturn V-raketten lagt i mølpose.
På et tidspunkt mistede vi troen på, at NASA er et uhildet og upolitisk forsknings- og udviklingscenter, der kun fortæller os sandheden. Agenturet NASA er en underafdeling af CIA, USA’s egentlige regeringsmagt. Det forklarer, hvorfor NASA siden 1969 har bygget videre på kulissen omkring Project Apollo. I 2009, efter 40! travle år … blev der hentet nye billeder frem fra fryseren, hvor de efter 4 årtier endelig var klar til at indtage deres plads i historien. Behøver vi at fortælle, at disse “hidtil usete” billeder usvigeligt sikkert finder vej til medierne i en form, der er med til at forstærke den kendte historie.
Det er nemt at forstå, at godtroende mennesker har vanskeligt ved at gennemskue, hvad der er sandt eller falskt. Money talks. Men det gør billeder også, og med betydelig effekt. Apollo 11 med efterfølgende missioner synes at udfolde sig i en alternativ virkelighed, der bygger på en stor mængde fremragende billeder, og antallet af billeder tager til. Det eneste den mere kritiske del af menneskeheden aldrig er blevet præsenteret for er et afgørende bevis, som definitivt ville bortvejre enhver tvivl. Efter mordet på præsident John F. Kennedy var det hans vicepræsident, Lyndon B. Johnson, der blev taget i ed som ny formel leder af USA (indtil januar 1969), og det var ham, der sanktionerede Project Apollo i de sidste faser af 60’erne. Det var også under hans ledelse, at dokumenter om projektet blev hemmeligstemplet frem til 2026. På det tidspunkt vil alle ansvarlige for Project Apollo være uden for juridisk rækkevidde.
I løbet af vores overvejelser “for eller imod en mand på Månen”, har vi stillet os selv spørgsmålet (og andre er velkomne til at levere deres bidrag her): Hvad kunne NASA have gjort for at bevise, at deres bemandede månelandinger var sande? Vi kan hurtigt udelukke alle “beviser”, der baserer sig på billed- og lydmaterialet og på NASA’s officielle rapporter, eller rapporter fra associerede organisationer. Det bedste bevis kunne have været at demonstrere åbenhed, troværdighed og konsistens i informationerne fra starten. Man kunne fx have tilladt høringer af astronauterne.
I 1980 medvirkede Bill Kaysing (William Charles Kaysing, f. 1922, d. 2005), der på det tidspunkt længe havde udtrykt sin tvivl om Apollo-missionerne, i et Oprah Winfrey-show, i løbet af hvilket han detaljeret forklarede sin opfattelse af, hvordan NASA havde snydt det amerikanske folk til at tro, at de havde landet en mand på Månen. En efterfølgende national undersøgelse udført af programmets producenter viste, at 60 procent af amerikanerne (som reaktion på udsendelsen) mente, at månelandingerne var forfalskede (i 2015 er det måske 6 procent). Bill Kaysing havde i perioden fra 1956 til 1963 været ansat på Rocketdyne, en division under North American Aviation og senere Rockwell International, hvor Saturn V-rakettens motorer blev bygget. Kaysing var ansvarlig for virksomhedens tekniske publikationer, men var ikke certificeret ingeniør eller videnskabsmand (et punkt, som Internettets betalte bondefangere altid går vældigt op i; når man selv lyver, kræver det åbenbart en doktorgrad at tro på andre).


Apollo-kritikernes fader, Bill Kaysing. Foto: Internettet

 

Bill Kaysings viden om emnet må alligevel have været omfattende, for han tilbød at træde offentligt frem på direkte Tv og diskutere månelandingerne med enhver Apollo-astronaut eller NASA-talsmand eller tekniker, endda dem alle i et samlet panel, så han kunne stille dem spørgsmål om og diskutere autenticiteten af Apollo. Tænk hvilken mulighed det havde været for et hæderligt NASA.
Hvis astronauterne virkelig havde betrådt Månen, som NASA hævdede, hvad havde Project Apollo så at frygte? Intet, skulle man tro, tværtimod. De kunne have trævlet Kaysings påstande op på minutter og have udstillet den “uberettigede” kritik af NASA for millioner af seere. Det ville enhver af os kunne have gjort overbevisende, hvis vi med god samvittighed forsvarede virkelige oplevelser fra Månen. Senere anklager om et bedragerisk NASA ville ikke have haft en chance. — Men nej, både astronauterne og NASA takkede nej til at møde Bill Kaysing på direkte Tv. Det var måske det første tungtvejende indicium for, at NASA ikke har landsat en mand på Månen.
Havde et kapabelt NASA været i stand til at tilbagevise enhver påstand om svindel med præcise og sammenhængende forklaringer, havde det været et værdifuldt argument direkte ind i stuerne hos den amerikanske befolkning og over for den øvrige verden. NASA vendte ryggen til en oplagt PR-mulighed og har senere valgt ikke at lade sig forstyrre, når det handler om kvalificerede spørgsmål fra verdens befolkning. Hemmeligholdelse, fjernelse af historisk dokumentation og løbende bortforklaringer får i dag NASA til at ligne det de er – en filial af CIA. Samtidig produceres der læssevis af “understøttende dokumentation” – vi kalder det “kitning”, der skal reparere hullerne, når de opstår i den gamle historie. Denne kitning er ikke ufarlig; bortforklaringerne er ofte støttet af penge, autoritet og detaljer, og de distribueres til et effektivt net af bondefangere på Internettet. Denne stand af (ofte jødiske) misinformanter foretrækker at intrigere i stedet for at reflektere konstruktivt på fornuftige menneskers argumenter. (Vi så disse bondefangere i de hektiske øjeblikke efter eksplosionerne i World Trade Centers tvillingetårne, hvor de bragte sig i stilling foran rullende kameraer for at plante misinformationen “selvmordsfly”.)

Nu i 2015 er mængden af indicier, der modsiger bemandede månelandinger i slutningen af 60’erne og først i 70’erne, så omfattende, at det er på tide at lytte til skeptikerne. Et andet spørgsmål trænger sig på: Hvorfor fortsatte Rusland og Kina ikke “rumkampløbet” og landsatte deres første mand eller kvinde på Månen? Hvorfor har alle, inklusive USA, siden 1972 satset på at udvikle robotter til udforskning af det ydre rum, når NASA allerede i 1970 mestrede bemandede rumrejser? Mennesket ser og erfarer dog bedre end maskiner. Vi tolker det som et tegn på, at det nuværende tekniske og videnskabelige niveau ikke tillader os at rejse væk fra Jorden. Det eneste der i 2015 er nogenlunde sikkert er tilstedeværelsen af den såkaldte internationale rumstation i et komfortabelt kredsløb ganske tæt på Jorden, hvor den bliver, indtil de økonomiske kilder tørrer ud. Den er i sikkerhed for Van Allen-bælterne, kosmisk stråling og nysgerrige skatteydere. Den demonstrerer i højere grad menneskets problemer med at forlade Jorden end noget videnskabeligt fremskridt af betydning. Udgifterne til vedligeholdelse af rumfærgerne og rumstationen overstiger langt det erkendelsesmæssige udbytte. Alligevel betaler vi til den, og skatteyderne på Jorden belønnes hjemme i stuerne med repeterende tomgangsunderholdning fra vagtskifter, dokninger med rumfærgen og lidt vægtløst arbejde i rummet lige omkring stationen. Er det hele pengene værd? Ja, for en lille del af menneskeheden. Disse aktiviteter holder med sikkerhed et titusindtals illusionister i NASA og andre rumcentre i verden beskæftiget på tidsubestemte kontrakter. Hvad med vores eget “DTU Space”, der flittigt arbejder med hvad? Af og til bestiller de tid til deres eksperimenter i det tyngdefri miljø på rumstationen. Er det mon gratis? Eller betaler jøderne på DTU selv?

Et tredie spørgsmål er relevant: Hvorfor har vi ikke fra 3.-part fået leveret et DETALJERET billede af bare ét af de 6 landingssteder på Månen? Satellitter omkring Jorden kan tage billeder med en opløsning, så vi kan skelne en ko fra en hund. En hund er kun 1 meter lang, mens månelandingsfartøjet med ben var 4,3–9,4 meter i diameter. Men indtil videre har vi kun set månebilleder med udflydende hvide pletter, der hævdes at være det nederste af et efterladt landingsmodul. Hvorfor bestiller NASA ikke en enkelt “HVAD SAGDE VI !”-plakat af ét af Apollo-landingsstederne hos japanerne eller kineserne, efter at Japan og Kina har satellitoverfløjet hele Månen og affotograferet den i høj opløsning? Fotosatellitternes afstand fra Månen har næppe været større end spionsatellitternes afstand over Jorden, og der er ingen atmosfære på Månen til at udviske detaljerne. 
Svaret må blæse et sted i solvinden.
I øvrigt er det sådan, at ethvert af de billeder, der hævdes at vise forskelligt isenkram fra dette eller hint Apollo-landingssted, alle har været igennem Adobe Photoshop af en eller anden grund. Det er naturligvis intet bevis for, at de er doktoreret, det kan skyldes justering af udsnit, lys eller kontrast; men det burde være et kriterium for NASA, at intet fotoredigeringsværktøj har været brugt på billeder, der fremlægges som dokumentation.

Ad. III – Fordelen for jøderne: Et styrket CIA og kontrol med satellitter til overvågning af Jorden. Den, der kontrollerer rummet omkring Jorden, kontrollerer Jordens befolkning. Enorme statsmidler til aflønning af 400.000 ansatte i og omkring NASA gennem et årti. Heraf var majoriteten jøder – ikke begrundet i uundværlige fortrin, men i sektens veludviklede netværk, nepotisme og bestikkelseskraft. Fremstillingen af hardware og underleverancer til NASA har forgyldt jødiske politikere, lobbyister og entreprenører i USA fra begyndelsen af 60’erne og frem til rumfærgerne, rumstationen og Mars-eventyret i dag.
Et andet motiv var ønsket i CIA (USA’s virkelige regering) om at styrke amerikanske skatteborgeres selvopfattelse. Et styre, der ikke kan levere varen, i dette tilfælde “første mand på Månen”, får mindre og mindre opbakning i befolkningen, og situationen kunne udvikle sig ustabilt. Russerne vidste sandsynligvis hele tiden, at “Project Apollo” levede efter devisen “If you can’t make it – fake it!”, og det er tilsvarende sandsynligt, at USSR havde gode taktiske grunde til at holde tand for tunge. “Rumkapløbet”, som NASA og medierne skabte, skulle bl.a. styrke skatteborgernes villighed til at betale. Næste projekt i det ydre rum er måske en månestation eller en Mars-landing. Men begge projekter synes indtil videre at udspille sig i en alternativ virkelighed lige som månelandingerne. Projekterne har vanskeligt ved at gribe de amerikanske skatteydere om hjertet, måske fordi det bliver mere og mere tydeligt, at de er blottet for videnskabelige visioner. Rusland og Kina er efter alt at dømme længere fremme i udforskningen af rummet, både i teknologisk og erkendelsesmæssig betydning.

Iscenesættelsen

Da det blev et vilkår for NASA, at virkeligheden om nødvendigt skulle kunne erstattes af en illusion, kunne intet overlades til tilfældet. Alle begivenheder og roller måtte forfattes med sekunders præcision. I scener, der skulle forestille at udspille sig i det ydre rum eller på Månen (men reelt foregik i kommandomodulet i kredsløb om Jorden), var det nødvendigt, at steder, tidspunkter, påklædning, replikker, kulisser, lys o.m.a. blev beskrevet og koreograferet ned i mindste detalje. Den slags virkelighedstro illusioner skal altid indeholde “naturlige” småfejl for at blive opfattet som virkelighed, men det er intet problem for en god Tv- eller filmmanuskriptforfatter.
Resultatet blev en omfattende og præcis drejebog, i virkeligheden en alternativ projektbeskrivelse, der gennem flere detaljeringsniveauer bragte den kunstige virkelighed til live. Alle hændelser og replikker var beskrevet ned i mindste detalje og måtte indøves efter rollehæfter, indtil de fik den rigtige varighed og lyd. Når alt var godkendt, og forestillingen på et tidspunkt havde bevæget sig over scenen som planlagt, kunne brudstykker videregives til forskellige medier, der efterhånden ville “dokumentere” løsrevne scener fra helheden – uden risiko for, at de på noget tidspunkt kom i konflikt med det overordnede drama – eller næsten uden risiko. Alle disse brikker, der tilsyneladende passer sammen, styrker hos seerne og læserne indtrykket af en virkelig sammenhæng, og den internationale sekt af kriminelle jøder har brug for et publikum, der altid føler sig bestyrket og underholdt. Alternativet kunne blive skæbnesvangert, at nogen begynder at læse bøger og udvikler selvstændig tankevirksomhed!

Det har ofte været hævdet, at ingen ville være i stand til at føre 400.000 ansatte bag lyset med et kunstigt projekt.
Selvfølgelige ikke, men den uofficielle del kunne håndteres af mindre en 100 personer. Teknikken er velkendt i CIA, som uden tvivl har stået bi med råd og dåd, fra den første dag planen blev undfanget. Alle andre arbejdede på deres isolerede områder i god tro, også dem i kontrolcentret i Houston. Ingen, bortset fra bedragerne, der via NASA’s monopol fuldstændigt kontrollerede kommunikationen til omverdenen, havde det fulde overblik over projektet.

Et andet argument har været luftet (selv af erklærede revisionister), måske for at redde ansigt for det officielle USA. De vil have, at vi skal opfatte astronauterne, der siden 1968 har været med til at bedrage menneskeheden, som helte, der reddede den såkaldte civiliserede verden fra en atomkrig mellem Sovjetunionen og USA ved at skabe billedet af en overlegen amerikansk magt på det raketteknologiske område.
Lad os være fri … Skulle Sovjetunionens KGB og GRU ikke have vidst bedre? Naturligvis gjorde de det.
En sådan udlægning er, af de grunde vi nævner under “Ad. III”, langt ude for at udtrykke det mildt. Astronauterne er og var ansvarlige agenter for en verdensomspændende loge, der altid kun har haft ét mål: verdensherredømmet. Sovjetunionen har aldrig været i nærheden af et angreb på USA, selv om jødiske film og medier naturligvis har antydet, at muligheden var konstant overhængende. Cubakrisen fremhæves som ét af tilfældene, men den eneste stormagt, der måske udfordrede verdensfreden i den sammenhæng, var USA, måske! For i den uofficielle verden, hinsides mediernes interessesfære, har der fundet et betydeligt samarbejde sted bag kulisserne, og Den kolde krig kan udmærket have været en illusion på højde med dem, vi har nævnt ovenfor.

Da drejebogen var klar, skulle der bygges modeller og redskaber til håndtering af modellerne. De blev bygget i et beskyttet område med hangarer, der kunne rumme modellerne og de udstrakte månelandskaber, såvel horisontale som vertikale, kameravogne og bevægelige modeller på spor, lysanlæg, der får normal stadionbelysning til at ligne sankthansorme, overliggende kraner, der kunne nå ethvert punkt i disse landskaber, o.m.a. Det er vanskeligt at skjule den slags anlæg for offentligheden, så den officielle begrundelse for at genskabe Månen på Jorden var at skabe et troværdigt træningsmiljø for astronauterne.

Webstedet Apollo Reality og Apollo Reality 2 viser bl.a. et udvalg af modeller og redskaber fra Langley Research Center i Virginia, og forfatteren videregiver følgende sandhed: You can fool all people some of the time, some people all of the time, but you cannot fool all people all of the time. Noget i retning af: Du kan narre alle mennesker en del af tiden, en del mennesker hele tiden, men du kan ikke narre alle mennesker hele tiden.
Det er interessant og påfaldende, at modellerne af Månen i mange forskellige projektioner og størrelser gennemgående er topografisk korrekte ned i mindste detalje. Krater A ligger på de rigtige koordinater og de tilgrænsende kratere B og C har den rigtige relative afstand, diameter og dybde. Alle modeller blev modelleret efter eksisterende fotografier af Månen. Man skulle tro, at det var en overflødigt detaljering, hvis det eneste formål var at træne i et forudbestemt og begrænset landingsmiljø.

Bemærk at forsøgsmotorerne på Jorden af praktiske grunde er jetmotorer, mens tilsvarende motorer i rummet og på Månen må være raketmotorer, der kan fungere uden ilt fra en atmosfære.


Et komplet ustabilt system i et stabilt ophæng.
(Klik for at se NASA’s egen beskrivelse fra 1989, billedet blev først registreret i 1996.)

 

Rammerne for vores undersøgelse

Vi kigger udelukkende på Apollo 11-missionen fra 1969, der skulle have landet to mennesker på Månen og bragt dem sikkert tilbage til Jorden. Angiveligt var det første gang i menneskets historie, at vi satte foden på et fremmed himmellegeme.
Her er hovedpunkterne i vores undersøgelse:

  1. Saturn V-raketten.
  2. Anflyvning af Månen, landing og start.
  3. Fototekniske forhold og tegn på inkonsistens i det officielle billedmateriale.
  4. Strålingen fra Universet.
  5. Astronauternes adfærd.

De officielle informationer om Apollo 11-færden kan læses på Wikipedia.

Besætningen, og rejsen kort beskrevet

Apollo 11’s besætning:
Neil Alden Armstrong, kaptajn,
Michael Collins, pilot på kommandomodulet og
Edwin “Buzz” Aldrin, pilot på månelandingsfartøjet (interessant, at det altid er Armstrong, der har fortalt om sin styring af månelanderen).


Besætningen på Apollo 11: Neil Armstrong, Michael Collins og Edwin Aldrin.
Billedet er et godt eksempel på et salgsbillede. Det udstråler NASA, højteknologi, fællesskab, sejr, stolthed, et uovervindeligt USA og selvbevidsthed. Måske med en undertone af tvivl.
Det er uvist, om det er taget før eller efter rejsen. Foto: NASA

 

Apollo 11 blev bragt i kredsløb om Jorden med løfteraketten Saturn V, der er vist t.v. i illustrationen nedenfor (vi har behandlet Saturn V-raketten i et særskilt afsnit). Kommandomodulet, Command/Service Module (CSM), var placeret øverst i raketten. Dette modul (der ikke var en del af Saturn V-raketten) havde en enkelt kraftig raketmotor (Service Propulsion Engine), samt 3 klynger af mindre positioneringsraketter på siderne. Under kommandomodulet var månelandingsfartøjet, Lunar Excursion Module (LEM el. LM), pakket sammen. Landingsfartøjet var udstyret med to raketmotorer, en landingsmotor i sokkelmodulet og en startmotor i startmodulet i forlængelse af hinanden. Begge motorer blev drevet af et hypergolisk (flydende) brændstof* (hypergolisk betyder, at de to komponenter reagerer eksplosivt ved sammenføring). Landingsfartøjets øverste del, startmodulet, var yderligere udstyret med 4 klynger af mindre positioneringsraketter, en klynge i hvert hjørne.

*) “Aerozine 50”, et handelsnavn for fifty-fifty blanding af hydrazine og asymmetrisk dimethylhydrazine (UDMH), kombineret med iltningsmidlet N2O4.


Klik på billedet for at få vist en stor udgave. Ill.: Internettet

 

Klik her for at få vist en større udgave af rejseforløbet (feltet øverst til højre i billedet).
Punkt 4 er interessant: “CMS turns and docs wit lunar module …” (Kommandomodulet vender og dokker med månelandingsfartøjet). Dermed sidder landingsfartøjet nu på “næsen” af kommandomodulet, som vi ser det på billedet ovenfor. Efter dokningen skulle det sammenkoblede system som helhed drejes 180 grader tilbage i den oprindelige retning for at fortsætte “flyvningen” med kommandomodulet og landingsfartøjet forrest i retningen mod Månen. Begge manøvrer må have været særdeles delikate, og de kunne kun udføres med positioneringsraketterne.

De fire klynger af positioneringsraketter, Reaction Control System (RCS), en klynge i hvert hjørne af landingsfartøjets øverste sektion, bestod hver af 4 mindre dyser (2 vandrette og 2 lodrette). Systemet skulle stabilisere landingsfartøjets lodrette stilling i forhold til Månens tyngdefelt. Brændstoffet var også hypergolisk (monomethyl hydrazine, MMH, kombineret med et iltningsmiddel). Den nederste del af landingsfartøjet med landingsmotoren, støttebenene, lejderen m.v. kunne frigøres vha. sprængbolte lige før afgangen fra Månen.

Wikipedia, engelsk:
Månelandingsfartøjets fremdriftssystem til nedstigningsfasen var designet således, at det kunne bringe fartøjet med to astronauter fra et 110 km højt kredsløb om Månen ned til et kredsløb i 15 kilometers højde og derfra levere en sidste nedstigning til Månens overflade og en udfladning over månelandskabet, så det optimale landingssted kunne vælges.

Vi skal få det indtryk, at der var kontrol med det hele. Men vi må hælde lidt malurt i bægeret:
Månelandingsfartøjet med kælenavnet “The Eagel” havde forud for den første “månelanding” i 1969 aldrig … udført en kontrolleret start og landing på Jorden, ja – NASA havde ikke ved en eneste lejlighed afprøvet konstruktionen på Jorden. Hovedmotoren var blevet afprøvet to gangen i kredsløb om Jorden med fejl i begge forsøg. Landingsfartøjet adskilte sig på et afgørende punkt fra de eksperimentalfartøjer, Lunar Landing Research Vehicle (LLRV), der blev bygget til at træne lodrette starter og landinger med, nemlig mht. balancen.

Fysikkens tre tilstande af ligevægt er: 1. absolut ligevægt (kuglen i bunden af skålen vender tilbage til sin ligevægtsstilling, hvis den får et skub), 2. ligegyldig ligevægt (kuglen på en plan flade falder til ro i en ny ligevægtsstilling, efter et skub), og endelig 3. absolut u-ligevægt, eller labilitet (kuglen oven på en anden kugle vil fjerne sig længere og længere fra ligevægtspunktet, hvis den skubbes det mindste).

Landingsfartøjet repræsenterede det mest ustabile (labile) balancerende system. Fartøjets lavt placerede hovedmotor var den nederste kugle og den øverste del af fartøjet var den balancerende kugle i et labilt system. Dette system er dømt til at kæntre ved den mindste påvirkning, og ubalancen forstærkes lynhurtigt.

Træningen på Jorden sidst i 60’erne foregik i et antal træningsfartøjer. En LLRV var udrustet med en central jetmotor og to mindre stabiliserende jetmotorer. Jordfartøjets stabilitet var i kraft af designet større end i det egentlige månelandingsfartøj. Alligevel var tyngdepunktet yderligere sænket i træningsfartøjet, så det næsten var sammenfaldende med trykpunktet, for at forhindre fartøjet i at kæntre. I to tilfælde måtte piloterne – den ene gang Neil Armstrong – skyde sig ud med katapultsædet under træningen, i Armstrongs tilfælde kun et år før Apollo 11-missionen.

Dette var de ventende udfordringer, når “Ørnen” for første gang skulle manøvreres i et fuldstændig ukendt miljø på Månen, ingen luftmodstand og kun 1/6 af Jordens tyngdekraft. Det er i øvrigt ulogisk, at det kun var chefpiloterne, der trænede på Jorden, og ikke landingsmodulets formelle pilot. I Apollo 11-tilfældet burde det have været Edwin Aldrin sammen med Neil Armstrong, der trænede landing på Månen. Uanset om Aldrin måske kun var backup for Armstrong, bryder det med ethvert sikkerhedshensyn, at han aldrig havde træningstid i fartøjet på Jorden. Det styrker mistanken om planer om iscenesættelse fra et tidligt tidspunkt, når det åbenbart ikke var vigtigt for NASA, at begge astronauter kunne udføre en “sikker” landing på Månen.

Se Neil Armstrongs “close call” under flyvning af LLRV-træneren på Ellington Air Force Base nær Houston i 1968.
LLRV’en kan kun balancere på jetstrålen fra den lodrette hovedmotor med støtte fra positioneringssystemets jetdyser (det er dem, vi ser som “dampstråler” ud til siderne). Opstår der af en eller anden grund en pendulsvingning, vil den ikke kunne oprettes ved udsving over 30° fra lodret, hvor de horisontale kræfter overstiger positioneringssystemets. I alle vellykkede flyvninger med dette fartøj holdes udsvingene i den vertikale akse inden for snævre grænser. Systemets evne til at genoprette balancen fra større udsving blev aldrig demonstreret i praksis. Tværtimod.
I dette tilfælde blev den udløsende ubalance forklaret med en opstået fejl, men systemet er selv i optimal tilstand ekstremt ustabilt i stillinger, hvor kraften fra hovedmotoren ikke virker lodret gennem fartøjets tyngdepunkt.

Månen kort fortalt

Generelle data om Månen kan læses på Wikipedia.

Månens diameter ved “ækvator” er 3.475 km (ca. 1/4 af Jordens, der er 12.756 km). Månen roterer omkring Jorden i en svagt elliptisk bane i en gennemsnitlig afstand af ca. 384.000 km. Det tager lyset, der reflekteres fra Månen, lidt over 1 sek. at nå Jorden. Månen er i såkaldt bundet rotation om Jorden; det betyder, at Jorden holder Månen fastlåst i en synkron rotation, så den altid vender samme side mod Jorden. Derfor har Månens bagside, indtil robotter kunne sendes i kredsløb om Månen og transmittere billeder tilbage, været usynlig for os på Jorden. Månen udfører en fuld rotation omkring Jorden for hver 27,3 dage (den sideriske omløbstid), og de periodiske variationer i Jord-Måne-Sol-systemets geometri medfører, at Månen har faser, som gentager sig for hver 29,5 dage (den synodiske omløbstid).

Månens masse er ca. 1/81 af Jordens, mens den tyngdekraft er ca. 1/6 af Jordens. Det betyder at en person, der på jorden vejer 90 kg, kun vejer 15 kg på Månen. Da styrken i benene ikke umiddelbart ændrer sig med tyngdekraften, skulle det være muligt at udføre høje hop på Månen. Se dette gravitations-forsøg, hvor en person er hængt op på en måde, så hans “tyngde” i forhold til et skrånende “underlag” svarer til Månens tyngdekraft (omkring 4 min. inde i videoen sammenlignes “lodrette hop”). En fuldt udrustet astronaut med 50 kg udrustning og en kropsvægt på 70 kg ville med lethed kunne springe sin halve højde (omkring 85 cm) lodret op over underlaget på Månen. Men på filmoptagelser, der angives at være fra Månen, ser vi ret lave hop, der er påfaldende “gravitative”, ofte med vandret tilløb, så de er længere end de er høje. Hvis man forsøger at hoppe lodret op med en totalvægt på 120 kg på Jorden, ligner resultatet de spjæt vi ser fra de påståede måneoptagelse, men da optagelserne fra Månen tydeligt vises med nedsat hastighed, har selv lave hop haft en vis udstrækning i tid, og seerne har fået indtryk af reduceret tyngdekraft.

Man kan danne sig et billede af det indbyrdes forhold mellem Jorden og Månen ved at forestille sig Jorden på størrelse med en håndbold. Månen vil da i samme målestoksforhold cirka svare til en tennisbold i 30 tennisboldes afstand fra håndbolden.

Månens atmosfære er så tynd, at der i praksis er tale om et vakuum. Minimale forekomster af luftarter siver op fra undergrunden, men der er intet vand. Månen er udtørret, og på dagsiden er temperaturen i gennemsnit 107 °C, mens den på natsiden er -153 °C i gennemsnit. At månens tyngdekraft kun er 1/6 af Jordens betyder, at alt hvad der måtte fordampe fra den, enten igen går i kemisk forbindelse med underlaget eller bliver blæst ud i rummet af solvinden (kraften fra hurtige partikler).

Månens og Jordens fælles afstand til Solen er ca. 150 mio. km. Med en hastighed på 300.000 km/s tager det lyset omkring 8 minutter! at tilbagelægge den afstand (mod godt 1 sek. mellem Månen og Jorden). Derfor må Solen, når den ses fra Månen, ligne den sol, vi kender – bortset fra, at der ikke er nogen atmosfære på Månen til at sprede lyset fra Solen eller filtrere bombardementet af synligt lys, infrarød stråling, uv-stråling og ladede partikler (joner). Solen må se ud til at have samme størrelse som den, vi kender fra Jorden, men med skarp kontur (set gennem et passende tæt filter).
I månemiljøet vil Solen fungere som en uendeligt fjern, meget distinkt lyskilde – konstant – uden atmosfærisk afbøjning, lysreduktion eller spredning – og uden konkurrence fra andre lyskilder (vi kan se bort fra “jordlyset”). Spejlbilledet af Solen fra blanke flader vil, endnu mere udpræget end på Jorden, se ud som et punkt, eller en smal refleks, aldrig som en større flade.

Ad. 1: Saturn V-raketten

Ad. 2: Anflyvning af Månen, landing og start

Ad. 3: Fototekniske forhold

Ad. 4: Strålingen fra Universet

Ad. 5: Astronauternes adfærd