Project Apollo: Strålingen fra Universet

Sand Historie

O-D-I-N.org, PROJECT APOLLO fortsat

 

I dette afsnit ser vi på den skadelige stråling fra Rummet uden for Jordens beskyttende magnetskjold, fra Solen og fra galakserne.

Følgende artikel fra 2002 (minus illustrationerne) er hentet fra Aulis Online.

Strålingsrisikoen er uafklaret; kosmisk stråling udgør en risiko for besætninger på rumstationer

Strålingsniveauerne på den internationale rumstation er lige så høje, som de var på den antikverede russiske rumstation Mir til trods for NASA’s forsøg på at give ISS en bedre beskyttende beklædning. Hvis NASA ikke er i stand til at beskytte astronauterne, kan visionerne om at sende et hold til det ydre rum ende med ingenting.

Data indsamlet af NASA og et russisk-østrigs samarbejde viser, at astronauterne på ISS er udsat for omkring 1 millisievert radioaktiv stråling hver dag, cirka den samme mængde som enhver modtager fra forskellige kilder på Jorden i løbet af et helt år [typisk 1,5 til 3,5 millisivert]. Kræftrisikoen efter et tre-måneders ophold under de betingelser er cirka en tiendedel af langtidskræftrisikoen for konstante rygere.


Den såkaldte internationale rumstation (ISS, maj 2010) [reelt beslaglagt af jøderne].
Vi er i 386 kms højde, stadig i ly af Van Allen-bælterne, der først for alvor indtræffer i 1.000 kms højde.
Konstruktionen vejer (på Jorden) 450 tons og bevæger sig med 27.700 km/t. Ill.: Wikipedia

 

Selv om dette kunne være en acceptabel risiko, vil astronauter, der sendes ud forbi Jordens beskyttende magnetiske skjold, blive udsat for stærkt forøget stråling. “Hvis to personer sendes til Mars, vil den ene [statistisk] dø,” siger Marco Durance fra Frederico II’s Universitet i Napoli; han har studeret sundhedseffekterne på Mir-kosmonauter for ESA.

Strålingen i ISS og den nu hedengangne Mir opstår, når den kosmiske strålings hurtige og kraftigt ladede joner kolliderer med aluminiumsskroget, hvorved der udløses en sværm af sekundære partikler, der sendes ind i opholdsrummene. For at imødegå denne effekt er ISS blev udstyret med ekstra polyætylen-beklædning med lettere atomkerner, der er mindre tilbøjelige til at udsende neutroner, når de rammes af kosmisk stråling. Sensorerne viser, at dette sænker astronauternes dosis med nogle få procent, men ikke så meget, som man havde håbet, siger Thomas Berger fra det østrigske universitets atominstitut i Wien.

Skjoldet kunne opskaleres til at fjerne så meget som 30 procent af strålingen i det lagrange-punkt, hvor NASA forestiller sig at etablere en rumstation. Men den reduktion er ikke tilstrækkelig, siger Frank Cucinotta, chef for NASA’s ISS strålings gruppe på Jet Propulsion Lab i Pasadena, Californien. “Den slipper ikke helt for strålingen, medmindre der beskyttes så meget, at den bliver utroligt tung” [at løfte ud af Jordens tyngdefelt]. Det er nødvendigt, at der udvikles helt nye beskyttelsesteknologier, tilføjer han, og ingen ved, hvor lang tid det kan tage.


De fem lagrange-punkter i forhold til 2 himmellegemer. Ill.: Wikipedia

 

Effekten på den menneskelige organisme af strålingen, der virker i det ydre rum, kendes dårligt. NASA arbejder med de samme strålingsgrænser, som USA’s miljøbeskyttelsesagentur har sat for arbejdere i strålingsmiljøer på Jorden – ingen bør modtage en dosis, der forøger hans risiko for at dø af kræft med mere end 15 procent. Culcinotta oplyser, at forhøjelsen af strålingsrisikoen på ISS er 5 procent.

Men Durante er uenig. I en undersøgelse af otte kosmonauter, der havde opholdt sig 70 dage eller længere på Mir, fandt han tre med kromosom-abnormiteter, der kunne være forstadiet til kræft. På det grundlag beregnede han, at der er 20 procent højere risiko for at dø af kræft, selv med NASA’s grænseværdier.

Der er endnu mindre enighed om, hvordan man konverterer strålingsdoser til en kræftrisiko, når det gælder de tre til fire gange højere strålingsniveauer, der eksisterer uden for de lave kredsløb om Jorden. Det gør det umuligt for såvel autoriteter som astronauter at træffe informere beslutninger om, hvad de indlader sig på. Og selv om en højere risiko kunne retfærdiggøres ved en enkelt afsluttet mission, er det ikke acceptabelt at sende dusinvis af astronauter rutinemæssigt ud i højrisiko-situationer som dem, der kunne eksistere i lagrange-punkterne.

Kilde: NewScientist 2366 [26. oktober 2002], Eugenie Samuel.

Spørgsmål til NASA om Apollo og strålingsfaren

Kilde: Aulis Online

Spørgsmål
Hvad er effekten af solvinden på et rumfartøj, når det har forladt de beskyttende Van Allen-bælter. Hvor megen beskyttelse er nødvendig, og hvor længe kunne en astronaut overleve inden for hhv. uden for rumfartøjet?

NASA’s svar (i uddrag)
Radioaktiv stråling fra Solen og kosmisk stråling er betydelige faktorer ved rejser i rummet. Når Solen er i udbrud, udsender den røntgenstråling, gammastråling og energiladede partikler. De energiladede partikler er de værste, men de er forsinket i forhold til røntgen- og gammastrålerne, så astronauterne får et vist forvarsel om, at de er på vej. Dermed kan de nå at søge ly for “stormen” og overleve i et velafskærmet område i nogle dage, indtil partikelstormen dør ud.
Et godt sted at søge ly ville være nær fartøjets center omgivet af vandtanke. Hvis der ikke findes et stormly (fx hvis astronauten er uden for fartøjet kun iført sin rumdragt) og en kraftig solstorm rammer, kan han dø af strålingssyge. Verdensrummet er i sagens natur et farligt sted at opholde sig, men med vores nuværende viden og engagement i rummet repræsenterer den kosmiske stråling kun en lille forøgelse af risikoen for kræft.

Aulis’ kommentar: Intet sådant “stormly” var til rådighed under nogen af Apollo-missionerne.


Solstrålingsspektret på toppen af atmosfæren. Ill.: Wikipedia

 

Spørgsmål
Hvad gør vi, når vi er nødt til at passere gennem strålingsbælterne, som da vi rejste til Månen, eller sender sonder til andre planeter?

NASA’s svar (i uddrag)
I 1960’erne bad NASA Oak Ridge National Laboratory forudsige, hvordan astronauterne og forskellige materialer ville blive påvirket, når de blev udsat for først Van Allen-bælternes radioaktive stråling ved udrejsen fra Jorden og senere Solens radioaktive stråling. Biologerne fra Oak Ridge sendte bakterie- og blodprøver ud i rummet og udsatte også nogle mindre dyr for stråling.
De konkluderede, at en passende beskyttelse ville være nøglen til succes i rummet, ikke blot for levende organismer, men også for elektronisk udstyr. For at udvikle beskyttelsen for Apollo-besætningerne genbrugte Oak Ridge-forskerne Lab’s tårn-beskyttelses-anlæg, der havde huset beskyttelses-eksperimenterne under 1950’ernes forsøg med atombevæbnede fly.

Aulis kommentar: Ingen sådan “passende beskyttelse” var til rådighed under nogen af Apollo-missionerne.


Den kosmiske stråling. Ill.: Wikipedia

 

Diagrammet ovenfor viser mængden af kosmiske partikler som funktion af deres energi. Den enkelte kosmiske partikels energimængde kan til en vis grad afgøre dens ophav:
Gul: kosmisk stråling fra Solen.
Cyan: GCR, galaktisk kosmisk stråling – fra mælkevejen.
Magenta: ECR (inkl. UHECR og EECR), intergalaktisk kosmisk stråling – fra andre galakser.

Risikoestimering med voldsom usikkerhed

Kilde: NCBI (US National Library of Medicine and National Institutes of Health).

Resumé
At estimere kræftrisici ved påvirkningen af radioaktiv stråling i Rummet er højst usikkert på grund af fraværet af data for mennesker og på grund af den begrænsede radiobiologiske datamængde til rådighed for estimering af seneffekter fra højenergiladede joner (HZE), der er repræsenteret i den kosmiske stråling fra galakserne (GCR). Kræftrisikovurderingen involverer mange biologiske og fysiske faktorer, og hver af dem repræsenterer et forskelligt omfang af usikkerhed, der skyldes manglen på data og viden. Vi diskuterer en vurdering af usikkerhed inden for den lineære-additive model med anvendelse af Monte Carlo indsamling for subjektiv fejldistribuering, der repræsenterer manglen på viden for hver faktor, for at kunne kvantificere den overordnede usikkerhed i risikovurderingen. Beregningerne udføres for det givne rum-strålings-miljø og transportmåderne for adskillige Mars-mission-scenarier. Dette forsøg fører til estimater for usikkerhed i vurderingen af en kræftrisiko på 400–600 procent for en Mars-mission. Usikkerheden i kvalitets-faktorerne er dominerende. Med brug af sikkerheds-standarder for lave kredsløb om Jorden er langtids rummissioner (ud over 90 dage) uden for Jordens magnetiske felt for tiden uacceptable, hvis der tages hensyn til usikkerheds-niveauerne for risikovurderingerne. Da GCR stråling omfatter mange partikel eller delta-strålings-baner pr. cellulær række, anbefaler vores resultater, at karakteren af reaktionen på dosis ved lave doseringer kan repræsentere en yderligere usikkerhed i vurderingen af strålings-risici i Rummet.

Med andre ord, den øjeblikkelige formelle videnskab udtaler om den øgede kræftrisiko ved rejser til Mars: Det er for usikkert at sige noget præcist – Vi ved for lidt og har for lidt erfaring. Ophold i rummet uden for Jordens magnetfelt ud over 90 dage er uacceptable, men estimatet angiver typisk intet mindste antal dage for sikker rejse i Rummet.

Satellitter i polart omløb

Eftersom Van Allen-bælterne synes at “stå åbne” ved polerne ud mod verdensrummet, kunne man så ikke placere geostationære satellitter over polerne i 36.000 kilometers højde, så de kunne måle solstrålingen eller i det mindste den øvrige kosmiske stråling?

Nej, desværre, for geostationære satellitter er nødt til at kredse om Jorden ækvatorialt. Men der findes andre satellitter, der passerer polerne, bare i lavt jordomløb, Low Earth Orbit (LEO). Nogle af dem, benævnt som vejrsatellitter, overflyver begge poler i 850 kilometers højde og kan opnå en periode over polerne på omkring 100 minutter. Halvanden time jævnligt skulle være tilstrækkeligt til at danne et sammenhængende billede af, hvad der stråler fra det ydre rum mod vores solsystem. Det må også være en oplagt mulighed at sende sonder ud i solsystemet for at indsamle og returnere data om alle former for stråling.
Så hvorfor er formelle myndigheders viden og data alligevel stærkt mangelfulde – kan det tænkes, at de nødvendige data kendes men ikke deles? – Absolut!
NASA under CIA, der er topkandidat til positionen som verdensdiktator, er et dyrt og ugennemskueligt agentur, der opererer bag tykke mure og kun slipper de informationer ud til offentligheden, som vil holde os alle beskæftiget med gætterier. Vi må være bevidste om, at de mennesker, der i dag er ansvarlige for disse systemer, som tilsyneladende er beskæftiget med rejser i verdensrummet, længe har forfulgt den sandhed, at:

Dem, der behersker rummet omkring Jorden, behersker Jorden og den befolkninger!

Konklusion

Men under Apollo-æraen var satellitsystemet langt mindre udbygget, og NASA’s viden om strålingen i det ydre rum har næppe været mere sikker, end den formelle videnskab giver udtryk for i 2015. Apollo 11-missionen varede angiveligt 8 dage med samlet 2½ times direkte eksponering af 2 af besætningsmedlemmerne, ubeskyttede på et himmellegeme uden atmosfære. Der var tale om ophold i det ydre rum, og der var ingen i 1969, der kunne vide bedre om strålingsfaren.
Derfor er det højst tvivlsomt, om et politisk styret agentur i spidsen for et prestigeprojekt, der rakte ud til alverdens Tv-seere, fandt det tillokkende at sende tre astronauter ud i rummet med risiko for, at de blev strålingssyge under transmissionerne.
På grundlag af den øjeblikkelige status for kendskabet til den samlede strålingsrisiko for mennesker ved ophold i det ydre rum er vores påstand, at ingen astronaut fra Apollo-missionerne nogen sinde forlod det relativt trygge miljø i lavt kredsløb omkring Jorden. De påståede ophold på Månens overflade for nogle af dem ville have været hasardspil med allerede etablerede nationalklenodier og medie-darlings. Det er ingen hemmelighed, at rumdragten er uanvendelig* i områder på Jorden med forhøjet strålingsrisiko. Forespurgt, om en sådan anvendelse var mulig, har producenten ILC Industries Inc. frarådet den.

*) NASA, spacesuits: Til brug på rumstationen, må dragten også være let at vedligeholde og yde nødvendig beskyttelse mod stråling, mikrometeoritter og menneskeskabte vragrester. Her tales udtrykkeligt om infrarød og UV-stråling, kun implicit om radioaktiv stråling, og der nævnes ingen niveauer. Beskyttelsen mod mikrometeoritter og vragrester må være drømmerier, for der skal en decideret panserdragt til for at modstå den slags påvirkninger.


Mennesket er en udsat eksistens i Universet og befinder sig kun på tærsklen til rejser i rummet.
Klik på billedet for stor størrelse. Ill.: Internettet (Astronaut in Space)

 

Menneskets visionære evner er betydelige, men betydelig er også besættelsen, der får os til at skabe virkelighedslignende illusioner for os selv. Det medfører forventninger, der ikke kan opfyldes i virkeligheden. George Orwell skrev en dyster fiktion, “1984”, om et totalitært kontrolsamfund, som gudskelov endnu ikke er fuldstændig opfyldt; men opfyldelsen er en gammel jødisk vision, og derfor eksisterer O-D-I-N.org. Stanley Kubrick skabte den legendariske film “Space Odyssey 2001”, som vi må beklage ikke er opfyldt i 2015 og sandsynligvis ikke bliver det i dette århundrede. I mellemtiden forsøger mennesket at planlægge en rejse til Mars, men endnu er der betydelige problemer forbundet med blot at landsætte et menneske på Månen – for anden gang! (?)

Retur til første side  Næste afsnit: Fototekniske forhold