Project Apollo: Saturn V-raketten

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, PROJECT APOLLO fortsat

 

I det­te afsnit sæt­ter vi fokus på den nær­mest legen­da­ri­ske Saturn V-raket.

Afsnit­tet er i uddrag base­ret på Aulis Onli­ne, juni 2014.

Præ­si­dent John F. Ken­ne­dy tal­te visio­nært om en ame­ri­kansk månera­ket af histo­ri­ske dimen­sio­ner og mulig­he­der. Den skul­le sæt­te men­ne­sket fri af Jor­dens tyng­de­felt og brin­ge det til Månen. Gigan­ten kom til at repræ­sen­te­re det ypper­ste af, hvad USA (måske men­ne­ske­he­den) kun­ne præ­ste­re i raket­tek­no­lo­gi i løbet af 60’erne og begyn­del­sen af 70’erne. Eller det er, hvad vi har fået at vide.

De offi­ci­el­le data for Saturn V (“saturn-5”) kan hen­tes på Wikipe­dia.

Alli­ge­vel kom Saturn V snart til at stå i skyg­gen af, hvad rus­ser­ne kun­ne præ­ste­re af løf­tera­ket. Grund­la­get for den sov­je­tisk udvik­le­de raket­tek­no­lo­gi efter Anden Ver­denskrig var i prin­cip­pet det sam­me som for USA. Det byg­ge­de på tysk V2-tek­no­lo­gi og den eks­per­ti­se, der kun­ne fin­des og over­ta­les til at arbej­de for den sov­je­ti­ske eller ame­ri­kan­ske rake­t­ud­vik­ling i åre­ne efter kri­gen. Efter alt at døm­me var Vern­her von Braun ikke den egent­li­ge kapa­ci­tet “på gul­vet”. Meget tyder på, at rus­ser­ne alle­re­de hav­de et for­spring kort efter kri­gen.
Til for­skel fra den ame­ri­kan­ske stra­te­gi, der gik ud på at ska­be opti­ma­le betin­gel­ser for de natu­ra­li­se­re­de tyske­re og læg­ge den vide­re udvik­ling i hæn­der­ne på folk, der alle­re­de udgjor­de eks­per­ti­sen – sør­ge­de rus­ser­ne fra begyn­del­sen for selv at lære kun­sten ved at afæ­ske de tyske eks­per­ter deres viden. Ruslands geo­gra­fi­ske udstræk­ning, håb­løs­he­den i at mod­ar­bej­de sty­ret og mulig­he­den for at opnå en rime­lig soci­al sta­tus – har alle været stærkt for­mid­len­de fak­to­rer.

For­søg at fore­stil­le dig hastig­he­den 11,2 km/s eller 40.320 km/t. For nogen pas­ser det med turen til køb­man­den og retur på 1 sekund. Det er den mind­ste hastig­hed, der er nød­ven­dig for at over­vin­de Jor­dens tyng­de­felt. Den nød­ven­di­ge acce­le­ra­tion (hastig­heds­for­ø­gel­sen pr. tid­sen­hed) for at byg­ge en sådan hastig­hed op gen­nem atmos­fæ­ren kræ­ver en for­mi­da­bel ener­gi­ud­lad­ning inden for rela­tiv kort tid. Fore­stil dig ener­gi­en der skal til for at få 45 tons nyt­te­last til at fly­ve 11,2 km/s på vej ud af Jor­dens tyng­de­felt eller bare til et kredsløb om Jor­den. Den tota­le start­vægt for Saturn V-raket­ten oply­ses at have været næsten 3.000 tons. Apol­lo-rej­ser­nes kom­man­do- og ser­vi­ce­mo­dul, CSM, veje­de fuldt beman­det og udru­stet omkring 30 tons, for­delt med 5,5 tons på kom­man­do­mo­du­let og 24,5 tons på ser­vi­ce­mo­du­let. Der­til kom væg­ten af månelan­dings- og start­mo­du­let, LEM, på ca. 15 tons, alt­så små 45 tons til­sam­men. Den offi­ci­el­le nyt­te­last var 118 tons til ind­sæt­tel­se i kredsløb om Jor­den (LEO: Low Earth Orbit) og kun 43,5 tons til ind­sæt­tel­se i kredsløb om Månen (TLI: Trans-Lunar Injection). Resten af den sam­le­de vægt var raket og brænd­stof.


En af før­ste trins fem F-1 -moto­rer fra Rock­et­dy­ne. Foto: Inter­net­tet

 

Apol­lo V var en 3-trins raket. Det neder­ste (1.) trin var for­sy­net med 5 ame­ri­kansk udvik­le­de kæm­pe­mo­to­rer af typen F-1 pro­du­ce­ret af Rock­et­dy­ne. Den­ne motor hav­de ry for at være den kraf­tig­ste raket­mo­tor, der nogen sin­de er byg­get. Imid­ler­tid viser et 750 siders Archi­tec­tu­re Stu­dy* af F-1 moto­ren, at den i 2005 hver­ken blev over­ve­jet som reser­ve­mo­tor eller grund­lag for en ny pro­to­ty­pe i den fort­sat­te udvik­ling af raket­mo­to­rer. Den omta­les kun peri­fert i den fore­lig­gen­de detal­je­re­de under­sø­gel­se af NASA’s mulig­he­der inden for raketvi­den­skab og -tek­no­lo­gi. (Arch. Stu­dy, 2005, side 467.)

*) Arch. Stu­dy, 2005: NASA, “NASA’s Expl­ora­tion Systems Archi­tec­tu­re Stu­dy – Final Report” (NASA-TM-214062), novem­ber 2005.

Efter alt at døm­me skyld­tes det­te opgør med F-1, at moto­ren for­år­sa­ge­de struk­tu­rel­le sving­nin­ger, der blev igang­s­at af vibra­tio­ner i tryk­kam­re­ne. Det blev obser­ve­ret i den anden test af Saturn V efter en ube­man­det opsen­del­se den 4. april 1968, kendt som Apol­lo 6-mis­sio­nen. De såkald­te pogo-sving­nin­ger** viste sig at være så kraf­ti­ge, at de blev vur­de­ret at være hel­breds- eller lige­frem liv­stru­en­de for mand­ska­bet og vil­le kun­ne ska­de lasten, her­un­der månelan­dings­mo­du­let (LEM el. LM). Selv i 1968 indrøm­me­de man: “Hav­de der været men­ne­sker ombord på Apol­lo 6, vil­le besæt­nin­gen sand­syn­lig­vis have afbrudt mis­sio­nen under pogo-sving­nin­ger­ne, der vil­le ryste dem så vold­somt, at de ikke hav­de kun­net kon­trol­le­re far­tø­jet.” (Apol­lo, 1989, side 314. Ref.: Mur­ray, Char­les and Cat­he­ri­ne Bly Cox, Apol­lo: The Race to the Moon, Simon & Schu­ster, New York,1989)

**) Selv­for­stær­ken­de sving­nin­ger; nav­net er hen­tet fra “Pogo-styl­ten”.

Til trods for den pro­ble­ma­ti­ske test i april 1968, løf­te­de Saturn V-raket­ten vel­lyk­ket (iføl­ge NASA’s rap­por­ter) alle­re­de i decem­ber 1968 Apol­lo 8 med en tre mands besæt­ning ud i en bane til Månen. Meget sene­re, under den tred­je ube­man­de­de opsen­del­se af Saturn V med Sky­lab ombord, vend­te pro­ble­met med vibra­tio­ner­ne til­ba­ge. Under en opsen­del­se den 14. maj 1973 blev Sky­lab-sta­tio­nen alvor­ligt beska­di­get af sving­nin­ger­ne under før­ste trins motor­fa­se. Et sol­pa­nel rev sig løs fra hoved­del­en og ram­po­ne­re­de den så vold­somt, at sta­tio­nen en over­gang blev anset for tabt.

Spørgs­må­let træn­ger sig på: Hvor­dan kun­ne Saturn V-raket­ten fun­ge­re per­fekt fra 1968 til 1972 og der­ef­ter, kun et halvt år efter afslut­nin­gen af Apol­lo-mis­sio­ner­ne, retar­de­re til niveau­et fra før 1968? For det var præ­cis mel­lem den 2. og 3. ube­man­de­de opsen­del­se af Saturn V, at alle de til­sy­ne­la­den­de suc­ces­ful­de mis­sio­ner til Månen fore­gik.

Dis­se histo­ri­ske begi­ven­he­der kan være en hjælp i for­sø­get på at for­stå de sene­ste beslut­nin­ger i NASA under den vide­re udvik­ling af et kraf­tigt løf­te­far­tøj. Uden at bekym­re sig om Apol­los-æra­ens ypper­ste tek­no­lo­gi har NASA kæm­pet for og med et nyt design til en løf­tera­ket af til­sva­ren­de for­mat. Pro­jek­tet er stødt på umå­de­li­ge pro­ble­mer med vibra­tio­ner i moto­ren fuld­stæn­digt som dem, der ind­traf under mindst to ube­man­de­de opsen­del­ser af Saturn V.

I mid­ten af 2009, omkring 18 måne­der efter de før­ste kom­men­ta­rer til vibra­tio­ner­ne i før­ste trin af Ares I, som den nye løf­tera­ket blev kaldt, indrøm­me­de GAO*** sam­ti­dig med Augusti­ne komi­te­ens**** rap­port, at NASA sta­dig hav­de pro­ble­mer med vibra­tio­ner­ne i Ares I: “Et andet pro­blem i for­hold til vibra­tio­ner er de aku­sti­ske sving­nin­ger – tryk­ket fra dis­se sving­nin­ger, der skyl­des affy­rin­gen af Ares I’s før­ste trin og raket­tens acce­le­ra­tion gen­nem atmos­fæ­ren, kan måske med­fø­re struk­tu­rel­le sving­nin­ger gen­nem hele Ares I og Orion. Iføl­ge agen­tu­rets tals­mænd er NASA sta­dig i gang med at under­sø­ge, hvor­dan dis­se vibra­tio­ner og aku­sti­ske effek­ter vil kun­ne påvir­ke far­tø­jer­ne.” (GAO, 2009, side 13.)

***) GAO, 2009: Gover­n­ment Acco­un­ta­bi­li­ty Offi­ce, “NASA: Con­stel­la­tion Pro­gram Cost and Sche­du­le Will Remain Uncertain Until a Sound Busi­ness Case Is Establis­hed” (GAO-09–844), august 2009.

****) Augusti­ne, 2009: Review of U.S. Human Spa­ce­flight Plans Com­mit­tee, “Seeking a Human Spa­ce­flight Pro­gram Wort­hy of a Gre­at Nation”, okto­ber 2009.

Augusti­ne komi­te­en udtryk­te sig til­sva­ren­de om Ares I-raket­ten, uden at fore­slå nogen reel løs­ning. “… NASA beslut­te­de, at den oprin­de­li­ge plan om at bru­ge rum­fær­gens hoved­mo­tor i Ares I’s anden fase, vil­le bli­ve for dyr … Men erstat­nings­mo­to­ren leve­re­de min­dre tryk og hav­de elen­dig brænd­sto­fø­ko­no­mi, så raket­ter­ne til før­ste fase måt­te nød­ven­dig­vis modi­fi­ce­res for at kun­ne leve­re stør­re total impuls. Den­ne ændring bidrog til et vibra­tions­pro­blem, hvis løs­ning end­nu ikke er fun­det.” (Augusti­ne, 2009, side 111.)

Opsum­me­ren­de: En fire­årig resear­ch­pe­ri­o­de for at fin­de frem til et brug­bart design mun­de­de ud i et nøg­le­pro­blem ana­logt med det, der blev kon­sta­te­ret under de ube­man­de­de Saturn V-mis­sio­ner. Kort tid efter blev Ares-pro­jek­tet drop­pet.
Angi­ve­ligt var vibra­tions­pro­ble­met under Apol­lo 6 alle­re­de ble­vet løst i decem­ber 1968, for Apol­lo 8-mis­sio­nens løf­tera­ket skul­le have mod­ta­get føl­gen­de modi­fi­ka­tion: “Det nye heli­um-for­kam­mer-tryks­y­stem vil udfø­re S-IC (før­ste fase af Saturn V-banen) for før­ste gang. I det­te system bli­ver gru­ber i for­kam­re­ne for den fly­den­de ilt fyldt med heli­um for at dan­ne buf­fe­re eller “stø­dab­sor­be­re”, der skal dæm­pe sving­nin­ger­ne. Det­te system blev instal­le­ret for at for­hin­dre for sto­re sving­nin­ger om læng­de­ak­sen under Apol­lo 6-flyv­nin­ger­ne.” (Ap-8 PK, 1968, side 47. Ref.: NASA, “Apol­lo 8 Press Kit” (No. 68–208), 15 decem­ber 1968.)

Hvis pro­ble­met med sving­nin­ger vir­ke­lig var ble­vet løst, kan vi kon­sta­te­re, at løs­nin­gen ikke blev brugt før uhel­det med Sky­lab, og ingen har til dato fore­slå­et den som en løs­ning i frem­ti­den. Igen ser vi, at i essen­ti­el­le spørgs­mål er til­li­den hos moder­ne rake­t­eks­per­ter i USA til Apol­lo-pro­jek­tets erfa­rin­ger – mini­mal, og histo­ri­er­ne om alle de suc­ces­ful­de Saturn V-opsen­del­ser og de ni beman­de­de Apol­lo-mis­sio­ner må anses for tvivls­om­me.


Andet trin hav­de fem J-2 moto­rer (udvik­let af Rock­et­dy­ne). Foto: Inter­net­tet

 

Saturn V-raket­tens 2.  og 3. trin.


Tre­die trin med en enkelt J-2 motor. Foto: Inter­net­tet

 

Uaf­hæn­gigt af pro­ble­mer­ne med før­ste fases tun­ge løf­te­far­tøj hav­de man valgt en brint­mo­tor, J-2X, til de efter­føl­gen­de faser. Raket­ten, der var plan­lagt til at udfø­re fasen fra banen om Jor­den og vide­re ud i rum­met, skul­le være en J-2X, dvs. en nyud­vik­ling, en slags der­i­vat fra J-2 moto­ren, der alle­re­de udfør­te anden fase i Apol­lo-Saturn-syste­met (2. og 3. trin).

Kom­bi­na­tio­nen af moto­rer­ne F-1 og J-2 var det teo­re­ti­ske grund­lag for Apol­lo-pro­jek­tets suc­ces. J-2 moto­ren leve­re­de et tryk, der ikke kun­ne opnås på nogen anden måde i for­hold til mål og vægt. Det var nød­ven­digt at kun­ne sen­de kom­bi­na­tio­nen kom­man­do-/ser­vi­ce­mo­dul og lan­dings­mo­dul ind i en yder­lig bane om Jor­den, hvor­fra lasten yder­li­ge­re vil­le bli­ve slyn­get ud i en bane mod Månen. J-2 moto­ren var ikke ble­vet brugt efter Apol­lo-mis­sio­ner­ne med und­ta­gel­se af en enkelt gang ved opsen­del­sen af en Saturn 1B-raket i 1975 som led i et ren­dez­vous med et Soyuz-far­tøj i lavt omløb om Jor­den (Apol­lo-Soyuz Test Pro­ject).

I begyn­del­sen af CxP, (Con­stel­la­tion Pro­gram med målet: “Retur til Månen ikke sene­re end 2020.”) var NASA indstil­let på at modi­fi­ce­re J-2, skønt agen­tu­ret indrøm­me­de, at der var pro­ble­mer: “Bru­gen af J-2S moto­ren i fri­gø­rel­ses­fa­sen fra Jor­den (EDS) er risi­ka­belt, for­di J-2S moto­ren aldrig har været i luf­ten. J–2S blev oprin­de­ligt desig­net for at erstat­te Saturn-raket­tens J-2 moto­rer til øver­ste fase … Der­med frem­by­der den esti­me­re­de tid på 4 år til for­be­re­del­ser, fabri­ka­tion og afprøv­ning af moto­ren en bety­de­lig risi­ko for pro­gram­met.” (Arch. Stu­dy, 2005, side 8.)

Da ana­ly­ser­ne og desig­n­ar­bej­det alle­re­de hav­de stå­et på i 3–4 år, fore­tog GAO et fore­lø­bigt skøn over de nød­ven­di­ge res­sour­cer for rede­sign og udvik­ling: “Uvik­lings­pla­nen for J-2X er stram og har min­dre end 7 år til rådig­hed fra udvik­lin­gens start og til før­ste flyv­ning, og den må i vid udstræk­ning fore­gå paral­lelt med anden udvik­ling.” (GAO, 2008, side 12.)

Hvis J-2-moto­ren vir­ke­lig hav­de fun­ge­ret påli­de­ligt o. 40 år tid­li­ge­re, hvor­for skul­le det så (den mel­lem­lig­gen­de tek­no­lo­gisk udvik­ling taget i betragt­ning) kræ­ve fuld­go­de syv år at udvik­le den for­fra? Og hvor­for skul­le paral­lel udvik­ling være et for­sin­ken­de aspekt? Det kun­ne vel for­ven­tes, at NASA fra tid­li­ge­re paral­lel­le udvik­lings­for­løb med Apol­lo-syste­met hav­de opnå­et til­lid til egne præ­sta­tio­ner.

GAO når frem til en for­bløf­fen­de kon­klu­sion ved­rø­ren­de anden­fa­sens J-2X motor: “Selv­om J-2X er base­ret på J-2 og J-2S moto­rer­ne fra Saturn V … er antal­let af de plan­lag­te ændrin­ger iføl­ge NASA’s review-panel sådan, at den nød­ven­di­ge ind­sats i vir­ke­lig­he­den sva­rer til udvik­lin­gen af en ny motor.” (GAO, 2008, side 10.)
Hvor­dan har­mone­rer den erken­del­se med hele Apol­lo-pro­gram­met, der blev fær­dig­gjort inden for 7 år gen­nem mid­ten af 60’erne og i alle hen­se­en­der kon­fron­te­re­de ukend­te pro­ble­mer og måt­te løse dem paral­lelt med andre kri­ti­ske pro­ble­mer – det hele for før­ste gang i histo­ri­en?

Kon­struk­tio­nen af en kraf­tig løf­tera­ket under CxP-pro­jek­tet blev omsi­der opgi­vet i 2010.  Ares I blev testet ved en ube­man­det flyv­ning en enkelt gang. Det var i okto­ber 2009, og det stod alle­re­de da klart, at raket­ten ikke hav­de nogen frem­tid. De bæren­de ele­men­ter i Saturn V-raket­ten fandt ikke nåde hos nogen, tvær­ti­mod udtryk­tes der mistil­lid til såvel den kraft­ful­de F-1-motor i før­ste fase som til J-2-moto­ren i anden fase.

Under CxP pro­jek­tet blev tidens nye månera­ket base­ret på en udvik­ling, der intet arve­de fra Saturn V-raket­ten. Den legen­da­ri­ske F-1-motor næv­nes end ikke i nuti­dens NASA-doku­men­ta­tion. Det er som, hav­de den aldrig eksi­ste­ret. Når NASA end­nu ikke råder over en kraf­tig og påli­de­lig løf­tera­ket, styr­kes mistan­ken om, at agen­tu­ret intet brug­bart har kun­net hen­te fra Apol­lo-pro­gram­mets flor­om­vund­ne tek­no­lo­gi­ske lan­de­vin­din­ger.

Saturn V rakettens løfteevne antagelig langt dårligere end oplyst

NASA har oplyst, at Saturn V-raket­ten var i stand til at sen­de 45 tons ind i en bane mod Månen, og det var den abso­lut nød­ven­di­ge for­ud­sæt­ning for, at Apol­lo-mis­sio­ner­ne kun­ne lyk­kes; for den sam­le­de vægt af kom­man­do-/ser­vi­ce­mo­du­let og månelan­dings­far­tø­jet var net­op 45 tons.

Man­ge har sene­re stil­let spørgs­må­let: Hvor­for skrot­te­de NASA Saturn V og brug­te nye mil­li­ar­der af dol­lars på at frem­stil­le et løf­te­sy­stem for­fra til rum­fær­gen, når de lige så godt kun­ne have pla­ce­ret rum­fær­gen i for­læn­gel­se af Saturn V-raket­tens 3. trin?
Det vil­le have spa­ret mas­ser af res­sour­cer – fx i udvik­lings­tid – på et system, der alli­ge­vel kun kun­ne trans­por­te­re en brøk­del af, hvad Saturn V angi­ve­ligt kun­ne sen­de i kredsløb om Jor­den, nem­lig hele 118 tons.

Det oplag­te svar er sand­syn­lig­vis, at Saturn V aldrig har kun­net løf­te hver­ken 118 tons ind i et lavt kredsløb om Jor­den eller 45 tons ind i en bane mod Månen.

Et inter­es­sant stu­di­um blev udført af rus­se­ren S. G. Pokrov­sky (måske omkring 2010). Han var/er viden­skabs­mand inden for tek­ni­ske viden­ska­ber og udfør­te to under­sø­gel­ser under over­skrif­ter­ne:
Under­sø­gel­se af Saturn V-raket­tens fart og evne til at pla­ce­re den påstå­e­de last i en bane mod Månen, hhv. For­bed­re­de esti­ma­ter over Saturn V-raket­tens fart og dens evne til at pla­ce­re den påstå­e­de last i en bane mod Månen.

Den før­ste af under­sø­gel­ser­ne resu­me­res såle­des:
En under­sø­gel­se blev fore­ta­ge ram­me-for-ram­me af film­ma­te­ri­a­let fra før­ste trins sepa­ra­tion fra Apol­lo 11 Saturn V-raket­ten. Den fart, der var opnå­et i sepa­ra­tions­ø­je­blik­ket, viste sig at være bety­de­ligt min­dre (800‑1100 m/s) end nød­ven­digt for at gen­nem­fø­re den plan­lag­te flyv­ning. Den­ne opda­gel­se anty­der, at den påstå­e­de løf­te­ev­ne, der var nød­ven­dig for at sen­de den pågæl­den­de mis­sion til Månen og retur, ikke var til ste­de, og lasten kun­ne ikke have nået ind i en bane mod Månen.
Under­sø­gel­ser­ne blev over­sat til engelsk i 2011, her er 1. del.

Den anden under­sø­gel­se inde­hol­der yder­li­ge­re præ­ci­se­rin­ger:
I før­ste del blev der udført et esti­mat af Saturn V-raket­tens boo­ster og Apol­lo 11-rum­far­tø­jets fart i øje­blik­ket efter før­ste trins adskil­lel­se, base­ret på eksi­ste­ren­de film­ma­te­ri­a­le og foto­gra­fi­er. Det resul­te­ren­de esti­mat viste, at den opnå­e­de fart var bety­de­ligt (800‑1100 km/s) under den nød­ven­di­ge fart for at opfyl­de for­må­let, nem­lig at sen­de mis­sio­nen til Månens over­fla­de. Yder­li­ge­re stu­di­er kon­klu­de­rer, at ikke over 28 tons, inklu­de­ren­de Apol­lo 11-rum­far­tø­jet, ud af NASA’s påstå­e­de 45 tons kun­ne have været sendt ind i en bane mod Månen.
Her er under­sø­gel­sens 2. del.

Poin­ten i S. G. Pokrovsky’s kon­klu­sion er, at hvis Apol­lo V-raket­ten på vej ud af Jor­dens tyng­de­felt på det sted i banen, hvor 1. fase slut­te­de – end­nu ikke hav­de opnå­et den til­stræk­ke­li­ge fart til at sen­de 45 tons ind i en bane mod Månen – vil­le 2. og 3. trin ikke kun­ne kom­pen­se­re for den mang­len­de acce­le­ra­tion.

En mak­si­mal last på 28 tons for rej­ser mod Månen (sva­ren­de til en slan­ket udga­ve af kom­man­do-/ser­vi­ce­mo­du­let UDEN månelan­dings­far­tø­jet!) repræ­sen­te­rer i sig selv et påtræn­gen­de indi­ci­um for, at Apol­lo 11-månelan­din­gen aldrig fandt sted.

Tidligere udvikling undsiges

Det gam­le pro­grams brug­bar­hed er med star­ten af det nye pro­gram seri­øst ble­vet anfæg­tet inden for NASA (dog ikke udtryk­ke­ligt, men gen­nem agen­tu­rets og for­skel­li­ge eks­pert­pa­ne­lers impli­cit­te afstand­ta­gen). Hvis der ikke var megen eks­per­ti­se at arve fra det legen­da­ri­ske Apol­lo-pro­gram, så brin­ges spørgs­må­let, om et sådant pro­gram over­ho­ve­det kun­ne have været gen­nem­ført for 40 år siden, alvor­ligt ind i søge­ly­set. NASA står sta­dig over for tek­ni­ske udfor­drin­ger, der efter alt, hvad vi har fået at vide, blev løst for mere end 40 år siden. Det over­ord­ne­de bud­skab fra de sene­ste NASA-rap­por­ter er, at den nød­ven­di­ge tek­no­lo­gi for at rej­se til Månen ikke er til rådig­hed. Det sam­me gæl­der en løf­tera­ket, eller end­da et modul til sik­ker trans­port af en besæt­ning ud i rum­met og til­ba­ge til Jor­den.

At star­te fra Månens over­fla­de var til­sy­ne­la­den­de ren ruti­ne under Apol­lo-æra­en, men siden er der opstå­et bety­de­li­ge pro­ble­mer med at over­vin­de den såkald­te dybe gravi­ta­tions­brønd. Des­u­den indrøm­mer NASA i dag, at agen­tu­ret ikke råder over til­stræk­ke­lig viden om strå­lin­gen uden for det lave kredsløb om Jor­den. Hvis bare ét af dis­se kri­ti­ske led mang­ler i kæden, bli­ver hele pro­gram­met med at opret­te en måne­ba­se illu­so­risk.

Et sådant kri­tisk led er var­meskjol­det og dets evne til at beskyt­te retur­ne­ren­de besæt­nin­ger efter rej­ser til det ydre rum ved genind­træ­den i Jor­dens atmos­fæ­re, og et sådant skjold mang­ler sta­dig at bli­ve udvik­let. Uden et effek­tivt og påli­de­ligt var­meskjold vil enhver beman­det mis­sion til det ydre rum, her­un­der til Jor­dens måne, være ude­luk­ket. Anflyv­ning af Jor­den fra det ydre rum fore­går ved langt høje­re hastig­hed, end ved “nedstig­ning” fra LEO, som eksi­ste­ren­de var­meskjol­de udmær­ket kan beskyt­te imod. Under Apol­lo-mis­sio­ner­ne beskrev man en meget direk­te anflyv­ning af Jor­dens atmos­fæ­re. Ind­gangs­hastig­he­den var 11,2 km/s, sam­me hastig­hed, der kræ­ves for at und­vi­ge Jor­dens tyng­de­felt. Den type genind­træ­den, der sam­ti­dig (i prin­cip­pet) for­kla­re­de, hvor­for kaps­ler­ne fra Apol­lo-mis­sio­ner­ne lan­de­de umå­de­lig præ­cist inden for et begræn­set områ­de i Stil­le­ha­vet (man kan fore­stil­le sig, at den reel­le genind­træ­den har været fra LEO), vil­le kræ­ve et var­meskjold, der kun­ne mod­stå 2.700 ºC. Men i 2014–15 er viden­ska­ben end­nu ikke i stand til at frem­brin­ge et var­meskjold, der tåler mere end 2.200 ºC (rum­fær­ger­ne gene­re­re­de 1.600 ºC ved genind­træ­den fra LEO). Igen er erfa­rin­ger fra Apol­lo-æra­en ikke til­gæn­ge­li­ge (sand­syn­lig­vis for­di de ikke eksi­ste­rer). Den ene­ste model, der plan­læg­ges for genind­træ­den fra frem­ti­di­ge rej­ser til det ydre rum, har været brugt af rus­ser­ne læn­ge og inde­bæ­rer, at rum­far­tø­jet så at sige “slår smut” på atmos­fæ­ren og dece­le­re­rer over en læn­ge­re og fla­de­re bane mod Jor­den. Lan­dings­ste­det bli­ver sam­ti­dig langt min­dre for­ud­si­ge­ligt (hvil­ket har min­dre betyd­ning over det rus­si­ske lan­d­om­rå­de end over Stil­le­ha­vet, hvor luftrum­met er inter­na­tio­nalt).

I 2013 erkend­te Tom Young, en tid­li­ge­re chef for Lock­he­ed Mar­tin, at NASA (udvik­lings­mæs­sigt) beskri­ver “en fal­den­de kur­ve”. Aste­roi­der­ne og Lag­ran­ge punk­ter kan være “træ­de­sten” i udforsk­nin­gen af rum­met, men er ikke inspi­re­ren­de nok i det lan­ge løb. De prak­ti­ske lan­de­vin­din­ger inden for ræk­ke­vid­de er ret få: Jor­dens måne, måner­ne omkring Mars og Mars selv. Så ide­en fra tid­li­ge­re om at byg­ge en for­post på Månen (Arch. Stu­dy, 2005, side 56) har sta­dig betyd­ning.

I lyset af de her nævn­te og man­ge sene­re opda­gel­ser og vær­di­en af at kun­ne iden­ti­fi­ce­re pro­ble­mer­ne på et ærligt grund­lag og bane vej­en for deres prag­ma­ti­ske løs­ning – vil­le det så ikke være mere pro­duk­tivt, hvis de ansvar­li­ge erkend­te, at de beman­de­de Apol­lo-mis­sio­ner til Månen, som skul­le have fore­gå­et for fire årti­er siden, aldrig fandt sted?
Phil Kouts

Retur til før­ste side  Næste afsnit: Anflyv­ning af Månen, lan­ding og start