Project Apollo: Fototekniske forhold

Sand Historie

O-D-I-N.org, PROJECT APOLLO fortsat

 

Vi undersøger og kommenterer primært billeder som NASA har autoriseret og lagt på Internettet.

Her er det officielle NASA-billedarkiv: Klik på “Apollo 11” i den lille menu og få vist alle billederne i en tabel. Mod slutningen af tabellen findes fx linjen
Apollo 11 Hasselblad Film Magazine 40/S Unabridged – First Lunar EVA (digitally scanned by JSC in 2004 from original film roll).
I det magasin finder vi nogle af de kendteste Hasselblad-billeder fra det påståede landingssted på Månen. EVA står for extra vehicular activity, der betyder: en astronauts eller kosmonauts aktivitet i rummet uden for det beskyttende miljø i en rumstation eller et rummodul. Alle billeder i alle magasiner har entydige, fortløbende numre. Alle “originale” (analoge) filmruller blev i 2004 skannet til digitalt format af JSC (Johnson Space Center). Derefter blev det hundrede gange lettere at redigere billederne (nu digitalt), fx ved hjælp af Photoshop. Vi vurderer, at billederne fra dette arkiv er redigerede hvad angår lys og kontrast, og vi har spurgt NASA, om det er tilfældet. Hvis vi modtager et svar, kommer det her. Denne vurdering bygger på en sammenligning med billederne i det følgende arkiv.

Inden digitale skannere og Photoshop var hverdagskost, kunne analoge negativer eller dias kun påvirkes mht. lys og/eller kontrast under kopieringen til papirbilleder, primært sort-hvide kopier. Det var ikke muligt i væsentligt omfang at retouchere på det bagvedliggende analoge filmmateriale, uden at efterlade spor. I dag er det muligt at skanne analoge film til et digitalt format, redigere på livet løs og derefter kopiere billederne tilbage på en ny analog filmbase. Under alle omstændigheder er det et vilkår for vores undersøgelse, at offentligheden forventes at tage de officielle billeder for pålydende, uanset hvad slutproduktet repræsenterer af doktorering.

Et andet arkiv er fra USRA (Lunar and Planetary Institute, 2015): Vælg “Apollo 11” og derefter fx “Magazine S” – med billederne “AS11-40-5844 to AS11-40-5970” (samme nummerering i begge arkiver). 
I modsætning til NASA-arkivet synes disse kopier at være uredigerede (selv om de naturligvis også er skannede med alle de deraf følgende muligheder som forklaret ovenfor). Klik på et billede og få det vist lidt større med identificerende informationer under. Nederst i informationerne findes et Hi Resolution Image(s)-link “Print Resolution JPG (x MB)”. Klik på linket og få billedet vist i et format, der tilpasser sig skærmen. Hvis cursoren viser en lup med et +, kan du klikke på billedet igen og få det vist i største udgave, ret stort og detaljeret. 

I det følgende viser vi det mest troværdige billede fra enten NASA’s Apollo Image Gallery eller USRA. Mange af de påståede originale billeder i præsentationen fra USRA ser ud til at være de mest jomfruelige (en egenskab der ellers ikke lader sig kvantificere), men findes billedet ikke i stort format hos USRA eller det viser en utroværdig finish, vælger vi modstykket fra Apollo Image Gallery.

Den nævnte filmrulle fra USRA er vist med præfiks AS11-40 i 26 rækker med 5 minibilleder i hver. Den sidste række har kun 4 billeder, så det bliver i alt 129 billeder på rullen. Sitet siger “125 fra overfladen, 3 fra kredsløbet og 0 billeder af andet”. Hvis regnskabet skal stemme, må det sidste fejlskud alligevel tilhøre “andet”. Intervallet 844 til 970 antyder, at der kun er 127 billeder. Forklaringen på de to ekstra billeder er to dobbelte nummereringer 882—882A og 966—966A .
Tilsyneladende har det officielle NASA-arkiv, der taler om “unabridged” (uforkortet) filmrulle 40/S, alligevel udeladt billederne 882A og 966A. Ganske vist er de 2 billeder ikke noget at skrive hjem om, men åbenbart hører de hjemme på filmen, så USRA har taget dem med, men har dermed fået et problem med nummereringen.
NASA (eller skulle vi sige NASA’s tjenerskab af “bidragydere”) er altså ikke kede af at fortælle os, at sekvensen er uforkortet, mens der reelt er udeladt to billeder. Fremgangsmåden antyder en vis elasticitet i præciseringer, der synes at være de officielle informationer fra NASA. I øvrigt indeholder “magazine 40/S” i Apollo Image Gallery kun billederne fra nummer 5850 til 5970, mens de 6 billeder 5844 til 5849, der vises hos USRA og skal forestille verdensrummet og Månen fotograferet fra landingsmodulet, er separeret fra den “uforkortede” filmrulle. Der synes at være mange uafsluttede brikker i NASA’s billed-puslespil. Hvilke optagelser hører til på hvilken filmrulle? Passer de ind i kronologien, specielt den, der er logget i Apollo 11 Flight Journal? Processen synes at være uendeligt iterativ.

Dermed har vi adgang til alle filmmagasiner (lader vi os fortælle) fra den påståede Apollo 11-rumfærd.

Falsifisering

For at imødegå de sædvanlige indvendinger fra sandhedens fjender og deres betalte bondefangere på Internettet oplyser vi med det samme, at ingen her på redaktionen har doktorgrader i oprindelige sprog eller andre ophøjede studier. Vi er almindeligt tænkende væsener med en sund logisk sans. Som den gode russer Dimitri Khalesov har formuleret det: Logik kan være insisterende.

Det er nødvendigt at illustrere, hvorfor ingen oplysninger fra NASA behøver at repræsentere sandheden:

Hvis der findes en oprindelig masterfilmrulle fra et Hasselblad-mellemformat-kamera med Apollo 11 landingsmodulet og dets besætning på Månen (og det er jo den verserende påstand endnu i 2015), kan filmrullen hypotetisk være opstået på flere forskellige måder:

  1. Filmen blev fotograferet af en Apollo-11-astronaut ved hjælp af et Hasselblad-måne-data-kamera på Månen, og astronauter og billeder vendte uskadte tilbage til Jorden, 
    eller …
  2. filmen blev fotograferet af en fotograf ved hjælp af et Hasselblad-kamera i et månelignende miljø på Jorden efter en succesfuld bemandet månelanding, hvorfra man ikke har billeder, eller
  3. filmen blev fotograferet af en fotograf ved hjælp af et Hasselblad-kamera i et månelignende miljø på Jorden efter en iscenesat bemandet månefærd forestillende en landsætning af to mand på månen og besætningens sikre tilbagevenden til Jorden – mens det virkelige Apollo 11 kommandomodul med de tre astronauter aldrig forlod kredsløbet om Jorden.

Hvis 1 gælder, kan vi glæde os over, at det lykkedes NASA at landsætte en mand på Månen og bringe astronauterne og billederne sikkert tilbage inden udløbet af 60’erne. I det tilfælde er der ringe grund til at betvivle billedernes autenticitet. Evt. doktorering på billederne eller deres rækkefølge kunne ske af kosmetiske grunde, og det ville åbent kunne indrømmes.
Hvis 2 eller 3 gælder, findes der en falsk masterfilmrulle, og vort ærinde er at påvise, at dens billeder af bemandede moduler og astronauter på Månen ikke er fra Månen. I begge tilfælde er det klart, at billederne og rækkefølgen må være doktoreret. Fx kan billeder af Jorden fotograferet fra den halve afstand til Månen midt i en filmrulle udmærket hidrøre fra en tidligere ubemandet opsendelse, eller fra en geostationær satellit, og kronologien er dermed falsk.

Følgende skulle have været givet, men har vist sig ikke at være det*:
Fra det tidspunkt da NASA offentliggjorde en bestemt rækkefølge af nummererede billeder, fangede bordet så at sige, og rækkefølgen ville principielt ikke kunnet ændres. Hvis billederne på nogen måde var doktoreret inden offentliggørelsen, har det i det mindste været yderst risikabelt er gøre det senere. (Forskønnende billedudsnit og kompositioner tilgives.)
*) Der er eksempler på, at nytilkomne billeder, der hævdes at være optaget på et bestemt tidspunkt, er blevet flyttet i loggen (Flight Journal) efter kritik udefra, se 2. fotoeksempel, men uden nogen forklaring på, hvordan den første nummerering kunne være ude af sekvens. Billederne hidrører jo efter påstanden fra en analog filmrulle.

Vores undersøgelse er koncentreret om tilfælde 3, og arbejdshypotesen er den, at analoge masterfilmruller blev fremstillet på grundlag af flere filmruller fotograferet på Jorden eller i kredsløb om Jorden eller under tidligere ubemandede togter, hvorved der blev skabt en falsk kronologi (verdenshistorie).
Alle senere autoriserede NASA-kopier, fremstillet ud fra den unikke masterfilmrulle – eller masterfilmbaner, som der sikkert er tale om – er fremstillet ved kopiering til en tilsvarende filmtype. Disse kopier af masterfilmen kunne faktisk tidligere rekvireres fra NASA af certificerede medieejere eller mediebrugere, et klientel, der ikke ville anfægte sporene af en forfalskning.
Alle masterfilm og -videoer fra Apollo-kampagnen bliver – efter, hvad vi kan læse – opbevaret under lås og slå og sikkerhedsniveau “Top Secret” på Johnson Space Center lidt sydøst for Houston, Texas.

NASA benyttede bl.a. følgende filmmaterialer til still-billeder på Apollo 11 (ref. Chapter VII – Photographic Films):
Til sort-hvid fotografering 70 mm perforeret Kodak Panatomic-X finkornet film med en hastighed på 80 ASA (= 80 ISO) eller en super lysfølsom (i virkeligheden trafikovervågningsfilm) Kodak 2485 med en hastighed på 16.000 ISO.
Til farve(dias)fotografering var det Kodak Ektachrome SO–168 (160 ISO) eller Kodak Ektachrome SO–121 (50 ISO).

Filmmagasinet 40/S for eksempel var ifølge NASA ladet med en 70 mm Kodak Ektachrome SO-168 film (160 ASA). Filmen var perforeret, som vi husker det fra 35 mm filmene. Tænk på dias i formatet 6×6 cm, et fremragende filmgrundlag for hver optagelse.
Enhver, der har haft fornøjelsen af at fotografere med Kodaks Ektachrome film ved, at spillerummet for korrekt eksponering er mindre i forhold til sort-hvid film, typisk 2 blændetrin imod 4. Ektachrome-filmen er altså ikke den mest “tilgivende”, NASA kunne vælge til formålet, hvis gode billeder fra et ukendt miljø stod højt på ønskesedlen. Men holdes eksponeringen inden for det tilladte spillerum, er belønningen fremragende farvebilleder.

Facts om Hasselblad-Måne-data-kameraet

 

 

Modellen, som de fleste nok har set, var et Hasselblad 500 EL mediumformat kamera med udskifteligt filmmagasin. “EL” står for automatisk fremføring af filmen. Den sorte kvadratiske plade foran på motordelen er udløserknappen, der kan betjenes med en “ufølsom” finger i en stiv handske. Når knappen trykkes ind, udløses lukkeren, den aktuelle billedrude eksponeres efter indstillingen, og næste filmrude føres automatisk frem. Klar til næste optagelse.
Ifølge NASA var Hasselblad-Måne-kameraet en standardmodel med enkelte modifikationer:

  1. En reseau-plade var placeret mellem objektivet og filmen, så hvert negativ blev afskygget med en matriks bestående af 5 x 5 hårfine korsmærker. Det centrale kors var lidt større end de øvrige. Disse korsmærker skulle angiveligt understøtte perspektiviske analyser (måske var de bare et pseudovidenskabeligt virkemiddel, der skulle give billederne et teknisk tilsnit).
  2. Objektivet var en Zeiss-Biogon vidvinkel, specielt udviklet til NASA. Brændvidden var 60 mm og største blændeåbning 5.6. Objektivet var forsynet med et aftageligt polarisationsfilter.
  3. Den eneste beskyttelse mod varmen for både kamera og magasin var en reflekterende sølvagtig finish på overfladen. Der var ingen anden beskyttelse imod temperaturerne på Månen, der kan overstige 100 °C på solsiden og falde dramatisk i skyggen, eller imod bombardementet af ladede partikler fra Solen. Billederne fra Månen er optaget på solsiden i løbet af “månedagen”, hvor indstrålingen fra Solen er konstant og usvækket. Efter det oplyste skulle rumdragten og landingsmodulet have været klimareguleret, men altså ikke kameraet.
  4. Data-kameraet var beskyttet mod statisk elektricitet, der især kunne bygges op mellem filmen og reseau-pladen.
  5. Normale smøremidler var fjernet, så de ikke skulle fordampe og sætte sig på optikken eller filmen.


AS11-40-5904
Her ses reseau-pladens matriks af trådkors tydeligt på en uskarp optagelse.

 

Foruden det sølvfarvede kamera, “datakameraet”, der angiveligt fungerede på Månens overflade uden for landingsmodulet, medbragte missionen et tilsvarende Hasselblad-kamera med sort overfladefinish og en lidt anden optik til fotografering “indendørs” i landingsmodulet. Et tredie Hasselblad-kamera, også sort, fandtes i kommandomodulet.

Betjeningen af Hasselblad-Måne-kameraet:

  1. Betjeningen var manuel og søgningen besværliggjort af den “håndfri” montering på brystdelen af rumdragten. Astronauten kunne ikke benytte kameraets optiske søger. De klodsede handsker med støbte, halvkugleformede fingerspidser har været en yderligere hindring.
    (Vi har spurgt “DTU Space” om opbygningen af disse handsker og om det nødvendige tryk for at holde et menneske i live i dragten. Spørgsmålene er sendt videre internt på DTU**.)
    Eftersom Månen ingen atmosfære har, er der vakuum på overfladen, og rumdragten skal vedligeholde et vist minimalt tryk for at forhindre astronauten i at fordampe. Hvis trykket er for lavt, vil der dannes bobler i blodbanen (som ved dykkersyge), og astronauten dør, når blodtilførslen til hjernen blokeres. Hvis det nødvendige tryk er blot 1/3 Atm., og det forudsættes, at overfladen af en handske (på indersiden) er ca. 700 cm2 (en lille model), vil kraften, der presser handsken udad være ca. 233 kg, mens kraften udefra vil være nul. Det medfører en meget stiv handske omkring fingerleddene.
  2. Valg af blænde:
    Blænden skulle indstilles manuelt på objektivet. Vejledningen var trykt på toppen af filmmagasinet. Bl. 5.6 blev anbefalet for objekter i skygge og bl. 11 for objekter i sol. Vejledningen var udarbejdet ud fra forventelige lysforhold.
  3. Valg af eksponeringstid:
    Den gennemgående anbefalede lukkertid var 1/250 sek.
  4. Afstandsindstilling:
    Valget af afstandsindstilling kunne være et af de mindre problemer. Med en 60 mm vidvinkel og bl. 5.6 med afstanden indstillet på 9 m strækker det skarpe område sig fra 3,6 m til 17 m. Solens indstråling på Månen er direkte og intens og tillader små blændeåbninger = store blændetal (bl. 11 betyder, at blændeåbningens diameter er 1/11 af brændvidden, i dette tilfælde er brændvidden 60 mm, så blændeåbningen er 5,5 mm. Mindre åbninger giver større dybde, hvor alting ser skarpt ud i billedet). Hvis afstanden med et 60 mm linsesystem indstilles på 5 meter (stadig med bl. 11), strækker det skarpe område sig fra 2 til 13 meter. Det ville dermed dække alt væsentligt inden for den kendte landingscene. Men de fysiske omstændigheder tillod næppe astronauterne at finindstille på 9 eller 5 meters afstand, så i stedet var afstandsringen på objektivet inddelt i 3 områder: nær, mellem og fjern. Blænde 11, lukkerhastigheden 1/250 sek. og filmfølsomheden 160 ISO modsvarer en eksponeringsværdi på 15. EV 15 er som den reflekterede lysstyrke fra sand eller sne, der belyses af kraftigt sollys på Jorden. Den ville på Månen svare til lysstyrken fra landingsmodulets eller rumdragternes lyse overflader.
  5. Søgefeltet:
    Rumdragtens hjelm ville forhindre astronauterne i at se gennem en optisk søger, men på objektivet fandtes efter forlydender en sigteramme eller et sigtekorn, men vi har ikke set dem i billederne af kameraet. Det ville under alle omstændigheder være en upræcis søger, så historien vil vide, at den nødvendige rutine med at pege og lære objektivets “synsfelt” blev grundigt indøvet på Jorden.
  6. Påvirkningen af filmmaterialet:
    Det er vanskeligt at afgøre, om filmmaterialet kunne overleve betingelserne i Hasselblad-måne-kameraet, som i længere perioder blev opvarmet af det usvækkede sollys på Månen og i princippet udsat for bombardementet af solpartikler. Vi har ikke hørt om eksperimenter, der kunne simulere, hvordan et Hasselblad-kamera med filmrulle i vakuum ville fungere under Solens usvækkede indstråling (over 100 °C). Filmen måtte ikke blive så varm, at perforeringen gik i stykker under den automatiske fremrulning, og emulsionen måtte ikke smelte eller krakkelere. Det første ville have blokeret for yderligere brug af magasinet, og det sidste ville have ødelagt alle optagelser. Ifølge Kodak begynder emulsionen på den aktuelle Ektachrome-film at tage skade i temperaturintervallet 130 – 150 °C. Ved et bombardement med ladede partikler fra Solen (det er primært elektroner og protoner med et højt energiniveau) reduceres kontrasten i filmen. Effekten kendes fra oprindeligt filmmateriale, når det havde været udsat for røntgenkontrol i lufthavnen.

**) Vi modtog svar fra en af de bekendte jødiske ansatte på DTU Space. Svarene var ikke på vores spørgsmål, men en længere sludder om ISS-træningen og den “danske” astronaut. Vi præciserede spørgsmålene og sendte dem igen, men har ikke siden hørt fra DTU Space. I mellemtiden fandt vi denne udgivelse om Space Suit Evolution, der bl.a. oplyser, at trykket i dragten tidligere var 4,3 lbs per square inch (pund pr. kvadrattomme), eller ca. 0,3 Bar (formentlig, når der er tale om absolut vakuum). Senere, til brug omkring rumstationen, blev trykket angiveligt sat op til 8,3 lbs per square inch, eller ca. 0,57 Bar. Hvis vi for Apollo-missionen bruger de 0,3 Bar, betyder det, at der i en handske med en indvendig overflade på ca. 700 cm2 virker et samlet kraft på 210 kp, som ikke modsvares af en kraft udefra. Det medfører en meget stiv handske, der næppe vil kunne bevæges i fingerleddene. Med den højere angivelse for brug omkring ISS, vil kraften, der virker i handsken være næsten det dobbelte, 399 kp.

Eksponeringsvejledningen:

 

 

Man skal forestille sig astronauten i pilenes skæringspunkt med solen kommende fra solsymbolet. Når han fotograferer i pilenes retning inden for et af intervallerne, skal han benytte den viste blænde. Når diagrammet viser bl. 5.6 i retning mod solen, gælder det som anført nederst i “fuld skygge” eller “landingsmodulet fra skyggesiden”. Hvis han med solen i ryggen fotograferer lyse flader som astronauter eller landingsmodulet, anbefales bl. 11, er det måneoverfladen i samme lys, da bl. 8. Lukkeren er konstant indstillet på 1/250 sek.

Det var normalt ved øvrig fotografering med 120-film på det tidspunkt, at kameraet eksponerede et fortløbende billednummer ind i kanten af filmen ud for hver ramme. En yderligere feature på et kamera til dette formål kunne have været, at tid og blænde også var blevet indfotograferet. Vi taler om analog film, og exif-data var næppe til rådighed. Har nogen set kanterne fra en original masterfilm, 40/S for eksempel, så hører vi gerne om det?

Vores analyser af et udvalg af billederne

1. eksempel er fra Magasin 37/R, billedsekvensen fra AS11-37-5443 til 5448, der viser et ulogisk forløb kort efter separationen mellem landingsmodulet og kommandomodulet.

2. eksempel er fra Magasin 40/S, billederne AS11-40-5923 og AS11-40-5924, og Magasin 44/V, billederne AS11-44-6642, AS11-44-6551 og AS11-44-6553. Jorden indgår som element i alle disse billeder, der er optaget “fra Månen eller fra kredsløb om Månen”, men alle billeder viser samme side af Jorden, så de forskellige serier er (tilfældigvis ?) optaget med omkring 24 timers og 55 minutters mellemrum.

3. eksempel Fra Magasin 40/S, billederne AS11-40-5862 til 5869, der bortset fra 2 billeder viser Buzz Aldrins nedstigning fra landingsmodulet til “Månen”, men ikke i den skygge, der måtte forventes på skyggesiden et landingsmodul i direkte sol og vakuum på Månen.

Flere eksempler kan komme til.

Retur til første side  Næste afsnit: Astronauternes adfærd