Project Apollo: Astronauternes adfærd

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, PROJECT APOLLO fortsat

 

Hvor­dan vil­le du føle og hand­le, hvis du lige hav­de gen­nem­ført en vel­lyk­ket måne­van­dring og var slup­pet helskin­det til­ba­ge til Jor­den?

Du hav­de gen­nem­ført århund­re­dets mest impo­ne­ren­de bedrift. Du var sik­ret den for­nem­me­ste plads i Even­ty­rer­nes Klub. Din kone, dine børn, dine ven­ner, din omgangskreds, det meste af ver­den vil­le se dig som tidens frem­me­ste opda­gel­ses­rej­sen­de, som en pio­ner i Rum­met, som deres helt (ver­dens små dren­ge har brug for hel­te, så de ikke bli­ver mete­o­r­o­lo­ger eller CIA-agen­ter og er nødt til at lyve hver dag).

Vil­le du ikke bræn­de for at for­kla­re hvem som helst og ned i mind­ste detal­je, hvad du hav­de ople­vet og udret­tet – begyn­de at skri­ve en bog, der aldrig kun­ne bli­ve fær­dig, om Månen og om den ene­stå­en­de præ­sta­tion sam­men med dine nær­me­ste kol­le­ga­er? Vil­le I ikke omfav­ne hin­an­den i sej­rs­rus, som når en hold­præ­sta­tion kro­nes med suc­ces – være jub­len­de gla­de og føre jer frem med sto­re dren­ge­de grin, der tru­e­de med at sæt­te sig fast?

Med en sådan natur­lig reak­tion er vi langt fra det vir­ke­li­ge bil­le­de af de før­ste astro­nau­ters “til­ba­ge­ven­den” fra Månen. Under deres vig­ti­ge før­ste pres­se­kon­fe­ren­ce (der skul­le bli­ve den ene­ste for Apol­lo 11, hvor de opt­rå­d­te sam­men), så vi tre nervø­se mænd, for­mel­le og påpas­se­li­ge. Kro­p­s­spro­get tal­te for sig selv. Det var ikke gla­de dren­ge, vi så, men kue­de mænd. 
Tag ikke fejl; de tre mænd var ikke kun udvalgt, for­di de var behæn­di­ge pilo­ter og hav­de udse­en­det med sig. De var i høj grad i ram­pe­ly­set på grund af deres psy­ke og intel­li­gens og deres vil­je og evne til at udfø­re, hvad der var nød­ven­digt for Ame­ri­ka. Hver af dem besad det nød­ven­di­ge sku­e­spil­ler­ta­lent, der for­lan­ges af CIA hos agen­ter, som er dømt til at leve i en falsk vir­ke­lig­hed. En sådan rol­le kræ­ver en spl­int af psy­ko­pa­tens evne til at bed­ra­ge uden at bli­ve ska­det på egen psy­ke. At de var lidt usleb­ne i star­ten var for­stå­e­ligt. Deres grund­lag var måske en civil uddan­nel­se og en mili­tær træ­ning; pilo­tud­dan­nel­sen var sta­dig en for­ud­sæt­ning for at bli­ve astro­naut.
Da kon­fe­ren­cen åbne­de sum­me­de et omfat­ten­de rol­le­hæf­te i deres hove­d­er, og de måt­te kon­cen­tre­re sig til det yder­ste for ikke at begå fejl under fore­stil­lin­gen. Hvis en af dem faldt ud af rol­len eller for­fej­l­e­de logik­ken, kun­ne det bli­ve kata­stro­falt under det­te før­ste møde med ver­denspres­sen. Alli­ge­vel er nog­le af deres udta­lel­ser gået over i histo­ri­en som stærkt påfal­den­de og med­vir­ken­de til at for­stær­ke den sun­de skep­sis.
Der var intet sej­rs­sik­kert over Neil Arm­strongs ind­led­ning; ikke som den vil­le have været, hvis han hav­de vidst, at intet kun­ne gå galt. Han lig­ne­de en for­svar­sad­vo­kat, der lige har mod­ta­get sin kli­ents ful­de til­stå­el­se af århund­re­dets bed­ra­ge­ri, og et øje­blik ram­mes af den lam­men­de erken­del­se, at sagen aldrig vil kun­ne vin­des. Mulig­vis pas­se­de det ikke til hans til­ba­ge­truk­ne form at være ansigt til ansigt med et stort til­jub­len­de publi­kum, men det kun­ne ikke være hele for­kla­rin­gen på hans nervø­si­tet. Kan man fore­stil­le sig noget vær­re end at bli­ve til­jublet på et falsk grund­lag?
Når du har kig­get på de ind­le­den­de for­kla­rin­ger (desvær­re uden film og sli­des; der kan anes her i afskrift af kon­fe­ren­cen), så kig under alle omstæn­dig­he­der fra 1 time, 4 minut­ter og 40 sekun­der inde i video­en og de føl­gen­de 2 minut­ter …

 

Spørgs­må­let om syn­li­ge eller usyn­li­ge stjer­ner har vi tid­li­ge­re været inde på i afsnit­tet “Foto­ek­sem­pel 2 …”. Det afgø­ren­de her er, at Neil Arm­strong og Micha­el Coll­ins var nødt til at afle­ve­re den histo­ri­ske løgn om, at stjer­ner er usyn­li­ge fra Månens over­fla­de med det blot­te øje – uden sær­lig optik. Påstan­den vil­le kun kun­ne for­kla­res med, at rum­drag­tens visir skul­le fil­tre­re stjer­ne­ly­set fra, men det er utæn­ke­ligt, efter­som visi­ret kun fil­tre­re­de infrarø­de og ultravi­o­let­te bøl­ger fra, ikke syn­ligt lys. Måske har nogen haft mulig­hed for at kig­ge stjer­ner en klar nat med et til­sva­ren­de fil­ter for øjne­ne? Det kun­ne være et inter­es­sant eks­pe­ri­ment.
Stjer­ne­him­len på Månen vil­le i givet fald være beta­gen­de, for­di Månen ingen atmos­fæ­re har – ingen blå lys­spred­ning til at udvi­ske stjer­ner­ne. Him­len vil­le se ud som en fløjls­sort, stjer­ne­klar nat­te­him­mel på Jor­den, bare med end­nu kraf­ti­ge­re stjer­ner.
Neil Arm­strong var end­nu ikke kynisk nok til at age­re over­be­vi­sen­de, selv om spørgs­må­let næp­pe var ufor­ud­set. En tyde­lig stjer­ne­him­mel på alle bil­le­der fra Månen – eller bare på enkel­te bil­le­der, der var eks­po­ne­ret til at vise stjer­ner­ne (evt. med lidt af lan­dings­far­tø­jet i for­grun­den) – vil­le have afslø­ret foto­gra­fens præ­ci­se posi­tion i rum­met, og af en eller anden grund afstod NASA fra den­ne ene­stå­en­de mulig­hed for at doku­men­te­re mis­sio­nen og beslut­te­de, at fra Månen er stjer­ner­ne usyn­li­ge!
Som alle­re­de nævnt i det 2. foto­ek­sem­pel er det para­doksalt, at Edwin Aldrin man­ge år sene­re bortauk­tio­ne­re­de et lil­le stjer­ne­kort, som han beskrev som “… det vig­tig­ste navi­ga­tions­mid­del vi brug­te under ophol­det på Månen”.

 “Him­len er dyb sort set fra Månen”

 “Læg hån­den på Bibe­len og sværg for Gud, at De har gået på Månen”

 “For dem der kan fjer­ne et af sand­he­dens beskyt­ten­de lag”

Jor­den skrum­pes

 “Vi var kun pas­sa­ge­rer — hvor­for spør­ger du ikke NASA’s admi­ni­stra­tion?”

 “Du you want to call the CIA and have them waxed?”

Et sjæl­dent inter­view

Retur til før­ste side  Næste afsnit: Apol­lo 15 bil­le­der lavet på Jor­den