Project Apollo: Apollo 15 billeder lavet på Jorden

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, Redaktionen, 30. marts 2017.

 

Fysi­ke­ren Olec Oley­nik, Ph.D.c, har udført og beskre­vet den føl­gen­de under­sø­gel­se. Han var tid­li­ge­re ansat i Afde­lin­gen for Fysik og Tek­no­lo­gi på Karkov Stats­u­ni­ver­si­tet i Ukrai­ne. Under­sø­gel­sen blev over­sat fra rus­sisk til engelsk af “BigP­hil” til offent­lig­gø­rel­se for et vest­ligt publi­kum via Aulis Onli­ne i april 2012. Den oprin­de­li­ge under­sø­gel­se er sand­syn­lig­vis fra 2008-09, men ind­hol­det for­æl­des aldrig. Det ene­ste, der ikke tåler tidens tand i den­ne sam­men­hæng, er NASA’s tro­vær­dig­hed.

Dansk bearbejdelse marts 2017 v. O-D-I-N

Vi brin­ger den­ne arti­kel som doku­men­ta­tion for én af det 20. århund­re­des monu­men­tale illu­sio­ner, da hele den god­tro­en­de men­ne­ske­hed i 1960’erne igen blev ført bag lyset af den inter­na­tio­na­le jødi­ske mafia, som stræ­ber efter at etab­le­re deres eget ver­dens­dik­ta­tur. I dag, hvor man­ge ved, at det har kostet hund­re­der af men­ne­ske­liv at hol­de sand­he­den om “Pro­ject Apol­lo” skjult, kan NASA og CIA ikke stå frem og erken­de falsk­ne­ri­et. Det vil­le ikke kun afslø­re frem­træ­den­de beslut­nings­ta­ge­re og poli­ti­ke­re som bed­ra­ge­re og mor­de­re, men sam­ti­dig frarø­ve det ame­ri­kan­ske folk stolt­he­den af den poten­ti­elt mest glor­vær­di­ge bedrift i nye­re tid, nem­lig at have sendt en mand til Månen og bragt ham til­ba­ge inden udgan­gen af årti­et 1960–69. Det var præ­si­dent J. F. Ken­ne­dy, der sat­te det­te visio­næ­re mål i 1963, og de fle­ste i dag tror på, at det blev nået. Da NASA indså, at det ikke kun­ne gen­nem­fø­res inden udgan­gen af 1969, beslut­te­de ledel­sen at for­fal­ske den del af mis­sio­ner­ne, der ellers skul­le have fore­gå­et uden for LEO (Low Earth Orbit, lav bane om Jor­den).
Den­ne under­sø­gel­se af bil­le­der­ne fra Apol­lo 15 mis­sio­nen viser med al ønske­lig tyde­lig­hed, at de bil­led­ram­mer, der angi­ve­ligt er foto­gra­fe­ret på Månen, ikke kan være opta­get på Månen. Der­med må de være frem­stil­let på Jor­den.
Yder­me­re: I dag ved vi med sik­ker­hed, at NASA i tids­rum­met fra 1969–72 ikke råde­de over en raket­mo­tor, der var sta­bil og kraf­tig nok til at brin­ge Apol­lo mis­sio­ner­nes kom­man­do­mo­dul (46 tons) ud af Jor­dens tyng­de­felt til det ydre rum. Vi ved, at astro­nau­ter­ne var ble­vet brændt op, når de vend­te til­ba­ge fra det ydre rum, for­di der end­nu ikke fand­tes et var­meskjold, der kun­ne mod­stå ophed­nin­gen fra en direk­te anflyv­ning af Jor­dens atmos­fæ­re, som NASA ellers lod til at mestre. Og ende­lig ved vi, at ingen astro­naut kun­ne have pas­se­ret van Allen bæl­ter­ne uden at have pådra­get sig strå­lings­ska­der.
Alle astro­nau­ter, der hæv­des at have pas­se­ret van Allen bæl­ter­ne — alle fra Apol­lo æra­en, som ikke er døde af andre kend­te årsa­ger — har levet et langt liv uden strå­lings­symp­to­mer. Der fin­des i øvrigt ingen infor­ma­tion i NASA’s omfat­ten­de skri­ve­ri­er om astro­nau­ter­ne om, at de nogen sin­de er ble­vet under­søgt for even­tu­el­le tegn på ska­der fra strå­ling. Det taler for sig selv — lige­som kro­p­s­spro­get hos de tre Apol­lo 11 astro­nau­ter, da de før­ste gang skul­le for­tæl­le ver­den om deres enor­me bedrift.
Hav­de en astro­naut iført dati­dens rum­dragt sat foden på Månen, vil­le han ikke have over­le­vet den kos­mi­ske strå­ling, her­un­der mikrosko­pi­ske par­tik­ler, der kon­stant bom­bar­de­rer alt uden for Jor­dens beskyt­ten­de atmos­fæ­re.

Trods det­te bli­ver bil­le­der, der påstås at være foto­gra­fe­re­de på Månen under Apol­lo-mis­sio­ner­ne, sta­dig af alt for man­ge ukri­ti­ske medi­e­for­bru­ge­re opfat­tet som sik­re bevi­ser for, at men­ne­sket engang bet­rå­d­te Månen. For dem, der har læst George Orwells bog “1984”, er det alle­re­de et vel­be­skre­vet fæno­men, at medi­e­for­bru­gen­de men­ne­skers opfat­tel­se af deres lidt fjer­ne­re vir­ke­lig­hed fuld­stæn­digt kan kon­trol­le­res ved hjælp af stra­te­gisk pla­ce­re­de TV-skær­me, ikke mindst gen­nem de mil­li­o­ner af TV’er, der er opstil­let i fami­li­er­nes dag­ligstu­er.
Med den­ne arti­kel og den beskrev­ne under­sø­gel­se får du igen en unik mulig­hed for at gøre op med en af illu­sio­ner­ne i dit liv, at udvi­de din hori­sont ud over, hvad du er ble­vet hjer­ne­va­sket til at opfat­te som vir­ke­lig­hed gen­nem de sene­ste 45 år.

Stereoskopisk test af Apollo-billeder “fra Månens overflade”

Meto­den, der beskri­ves i det føl­gen­de til vali­de­ring af foto­gra­fi­ske bil­le­der, kan påvi­se objek­ter, hvis påstå­e­de pla­ce­ring stri­der imod de per­spek­ti­vi­ske reg­ler for det tre­di­men­sio­na­le rum. Når det sam­me motiv obser­ve­res fra to lidt forskud­te stand­punk­ter, og for­skyd­nin­gen er kendt, vil vin­kel­for­skyd­nin­gen mel­lem fjer­ne­re objek­ter kun­ne bru­ges til at bereg­ne deres vir­ke­li­ge afstand. Meto­den udnyt­ter den effekt, der kal­des “ste­reosko­pisk paral­lak­se”.

Ordet paral­lak­se er afledt fra det græ­ske ord “paral­laxis”, der bety­der “ændring”. I foto­gra­fisk sam­men­hæng bety­der paral­lak­se for­skyd­nin­gen af iden­ti­ske ele­men­ter i bil­le­det som funk­tion af en ændring i kame­ra­ets posi­tion. Vi ken­der pro­ble­met med paral­lak­se­fejl i ældre kame­ra­er, hvor vi skul­le kig­ge gen­nem en sepa­rat søger, der var lidt forskudt fra kame­ra­ets objek­tiv, og resul­ta­tet blev ofte skuf­fen­de, for­di vi end­te med det bil­le­de, som objek­ti­vet “så”, og ikke det bil­le­de, vi hav­de set i søge­ren.

I det føl­gen­de udnyt­ter artik­lens for­fat­ter paral­lak­sen mel­lem to næsten ens bil­le­der ved at læg­ge dem over hin­an­den som lag, i det­te til­fæl­de ved hjælp af billed­redigerings­programmet Ado­be Pho­tos­hop, og han viser for­skel­len ved hjælp af funk­tio­nen “Dif­fe­ren­ce”. — Dif­fe­ren­ce, eller “blan­dings­må­den Dif­fe­ren­ce” (= for­skel­len ved sam­men­læg­ning — “blan­ding”), træk­ker i mate­ma­tisk for­stand bil­le­der­ne fra hin­an­den ved at fin­de dif­fe­ren­cen mel­lem vær­di­er­ne for de røde, grøn­ne og blå (RGB) far­ver pr. pixel mel­lem mod­ståen­de pixels. Hver af de tre hoved­far­ver, der er repræ­sen­te­ret i hver pixel af bil­le­det, er repræ­sen­te­ret af et tal fra 0 (Sort) til 255 (Hvid). Først når et digi­talt bil­le­de vises på en PC eller sen­des til en prin­ter, bli­ver tal­le­ne omsat til de til­sva­ren­de far­ve- eller grå­to­ner. Så i vir­ke­lig­he­den inde­hol­der alle digi­ta­le bil­le­der (far­ve- som sort-hvi­de) ude­luk­ken­de mas­ser af tal, ind­til bil­le­det vises på en out­put-enhed. Når to bil­le­der pla­ce­res i hvert sit lag i Pho­tos­hop, vil Dif­fe­ren­ce-funk­tio­nen reg­ne på mod­ståen­de sæt af RGB-vær­di­er, idet den sæt­ter minus for­an vær­di­er­ne i det ene lag, så de træk­kes fra mod­ståen­de vær­di­er i det andet lag. Der­med vil alle bereg­nin­ger på to iden­ti­ske bil­le­der med­fø­re dif­fe­ren­cer­ne nul = sort, alt­så et helt sort resul­tat. Hvis de to bil­le­der ikke er iden­ti­ske, vil for­skel­len træ­de frem som lyse­re toner.

Paral­lak­se-for­skyd­nin­gen bevir­ker gene­relt, at vi kan tol­ke vores omgi­vel­ser som tre­di­men­sio­na­le. Vores øjne har typisk en pupil­af­stand på 6–7 cm. Hvert øje sen­der sit eget bil­le­de til hjer­nen, og vin­kel­for­skyd­nin­gen mel­lem dem omsæt­tes i hjer­nen til en ople­vel­se af rum og der­med afstand. Vi opfat­ter på den måde vores ver­den som tre­di­men­sio­nal. Det sam­me prin­cip gæl­der for hørel­sen. Per­so­ner med kun ét øje, har en redu­ce­ret afstands­op­fat­tel­se, og er man døv på det ene øre, er det nær­mest umu­ligt at tol­ke ret­nin­gen til en lyd­kil­de.

Objek­ter læn­ge­re væk en to kilo­me­ter vil ved en min­dre ændring i kame­ra­po­si­tio­nen med­fø­re en prak­tisk paral­lak­se på nul. Ved hjælp af Pho­tos­hop behand­les bil­le­der­ne typisk efter føl­gen­de opskrift:

  1. To næsten ens bil­le­der pla­ce­res i hvert deres lag (typisk i en PSD- eller TIFF-fil).
  2. Blan­dings­må­den Dif­fe­ren­ce bru­ges på det øver­ste lag (hvor­ved bil­le­der­ne træk­kes fra hin­an­den).
  3. Der fore­ta­ges opti­ske kor­rek­tio­ner af: rota­tion, for­teg­ning, per­spek­tiv, for­skyd­ning og ska­le­ring langs x og y akser­ne for at opnå størst mulig kon­ver­gens, typisk for bag­grun­den, alt­så et out­put fra Dif­fe­ren­ce så tæt på sort som muligt.
  4. Øver­ste lag ændres til sit nor­ma­le udse­en­de ved at skif­te til blan­dings­må­den “Nor­mal”.
  5. Ikke over­lap­pen­de dele af bil­le­der­ne “skæ­res” væk.
  6. De kon­ver­ge­re­de lag over­fø­res enkelt­vis til Pho­tos­hops GIF-afspil­ler.
  7. Resul­tat: et ste­reosko­pisk bil­le­de, der anty­der en 3D-effekt, selv på en flad skærm.

Fig. 1. Et ste­reosko­pisk bil­le­de — dog kun med en “flip-flop” ste­reosko­pisk effekt her. GIF-ani­ma­tio­nen anty­der dyb­de i bil­le­det på sam­me måde, som når vores øjne sen­der to vin­kel­forskud­te bil­le­der til hjer­nen, og hjer­nen kom­bi­ne­rer dem til et rum­ligt ind­tryk. Med ste­reosko­pisk bil­led­be­hand­ling kan afstan­den til bil­led­ele­men­ter i rum­met bereg­nes. Illu­stra­tion: Wikipe­dia.

For et bil­le­de, der opta­ges inden­dørs i et stu­die med form som en stor cir­ku­lær hal, måske 3–500 meter i dia­me­ter, med en krum panora­ma­bag­grund, dvs. hvor der ikke fin­des et fjer­nt bil­led­ele­ment med paral­lak­sen nul, vil den (stort set) todi­men­sio­na­le bag­grund som objekt inter­a­ge­re med de tre­di­men­sio­na­le objek­ter efter faste per­spek­ti­vi­ske love. En sådan bag­grund, der giver sig ud for at illu­stre­re noget fjer­nt, kan med stor sik­ker­hed påvi­ses at være tæt­te­re på, end den umid­del­bart synes i bil­le­der­ne, og der­med vil det med stor sik­ker­hed kun­ne kon­klu­de­res, at bag­grun­den er kun­stig.

Måden at frem­stil­le et ste­reosko­pisk bil­le­de på er føl­gen­de: Fra et bestemt punkt opta­ges først ét bil­le­de; i til­fæl­det neden­for, blev de to skor­ste­ne holdt i bil­led­sø­ge­rens cen­trum. Der­ef­ter flyt­tes kame­ra­et van­dret fx 1 meter til siden, og et andet bil­le­de tages med præ­cis sam­me indstil­lin­ger, dvs. også med de to skor­ste­ne i mid­ten af søge­ren. For­skyd­nin­gen af kame­ra­stand­punk­tet var i til­fæl­det neden­for med bro­en — 1 meter. For at kun­ne sam­men­lig­ne bil­le­der­ne blev de kor­ri­ge­ret for rota­tion, for­teg­ning og per­spek­tiv. Når de to bil­le­der vises skif­te­vis, kan vi se, at for­skyd­nin­gen på tværs er størst helt inde ved siv­kan­ten og afta­ger ud mod hori­son­ten. På afstan­de over 2 km er det i prak­sis umu­ligt at skel­ne for­skyd­nin­gen, selv om den teo­re­tisk fin­des helt ud i uen­de­lig­he­den. De per­spek­ti­vi­ske love bevir­ker, at når vi i det­te til­fæl­de bevæ­ger os langs kysten på den­ne side af van­det, vil vi tyde­ligt kun­ne se bro­en “flyt­te” sig i syns­fel­tet, mens skor­ste­ne­ne i bag­grun­den ikke tyde­ligt skif­ter posi­tion (selv om de kun er 1.334 meter væk, iflg. Goog­le Earth). Bevæ­gel­ser i van­d­over­fla­den og sky­er­ne, samt den køren­de tra­fik og ændrin­ger i belys­nin­gen har natur­lig­vis ingen sig­ni­fi­kant betyd­ning i den­ne sam­men­hæng. Kun for­skyd­nin­gen mel­lem de faste objek­ter kan bru­ges.

For­skyd­nin­gen mel­lem objek­ter­ne i de to bil­le­der er vist neden­for ved hjælp af blan­dings­må­den “Dif­fe­ren­ce”, der med­fø­rer Sort alle ste­der, hvor bil­le­der­ne er tæt på at være sam­men­fal­den­de, mens afvi­gel­ser vises som lyse­re områ­der:

(For mere detal­je­ret vej­led­ning i frem­stil­lin­gen af ste­reosko­pi­ske bil­le­der, kan man besø­ge den­ne arti­kel – der er på rus­sisk. Kig på bil­le­d­ek­semp­ler­ne; over­sæt­tel­se vha. Goog­le bidra­ger ikke væsent­ligt til for­stå­el­sen af tek­ni­ske detal­jer.)

Det er nu muligt at måle paral­lak­sen og bereg­ne afstan­den til fjer­ne objek­ter. Afstan­den La til ethvert objekt A, bereg­nes som føl­ger:

La = Lb x b/a

Hvor Lb er afstan­den til objek­tet B, b er for­skyd­nin­gen for objek­tet B, og a er for­skyd­nin­gen for objek­tet A.

Det er i prin­cip­pet lige­gyl­digt, hvil­ken bil­led­stør­rel­se der måles på, bare alle måle­ne er fra sam­me for­stør­rel­se. Vi har målt pixels på 100% bil­le­der­ne og omreg­net fra pixel til mm. Jo stør­re afstan­den er, desto min­dre er paral­lak­sen, og jo mere usik­ker bli­ver målin­gen. For­skyd­nin­gen i bil­le­det for en bestemt detal­je tæt­test på bil­le­dets under­kant er omreg­net til 156 mm, for­skyd­nin­gen for nær­me­ste bro­pil­le til 5,9 mm, for bro­pil­le nr. 2 fra høj­re til 3,5 mm, mens for­skyd­nin­gen for den fjer­ne­ste (syn­li­ge) bro­pil­le er 1,9 mm. Ved hjælp af form­len oven­for kan afstan­den til bro­pil­len til høj­re bereg­nes til 185 meter, til bro­pil­le nr. 2 fra høj­re til 312 meter og til den fjer­ne­ste (syn­li­ge) bro­pil­le til 574 meter.

Afstan­den til nær­me­ste bro­pil­le:
La = 7 x 0,156/0,0059 m = 185 meter (fak­tisk 209 m, 11% for kort).
Afstan­den til bro­pil­le nr. 2 fra høj­re:
La = 7 x 0,156/0,0035 m = 312 meter (fak­tisk 309 m, 1% for kort).
Afstan­den til fjer­ne­ste (syn­li­ge) bro­pil­le:
La = 7 x 0,156/0,0019 m = 574 meter (fak­tisk 435 m, 32% for langt).

Den fak­ti­ske afstand til de to skor­ste­ne i mid­ten er 1.334 meter, men alle­re­de på den afstand ser for­skyd­nin­gen ud til at være nul. Ved objek­ter på afstan­de ud over 2 km, vil paral­lak­sen i prak­sis være nul.

Kon­klu­sion: Til trods for usik­ker­he­den ved at måle på et rela­tivt lil­le bil­le­de, har facit den rig­ti­ge stør­rel­ses­or­den, og meto­den bekræf­ter de per­spek­ti­vi­ske reg­ler.

Frem­gangs­må­den er til­sva­ren­de for under­sø­gel­sen af paral­lak­ser i bil­le­der­ne fra Apol­lo 15 mis­sio­nen, angi­ve­ligt foto­gra­fe­ret på Månens over­fla­de. Afstan­den til de bagved­liggende bjer­ge er iføl­ge NASA’s egne kort over landings­stederne gennem­gående langt over 2 kilo­me­ter. Man må såle­des som udgangs­punkt for­ven­te, at bil­le­der­ne afspej­ler en kon­si­stent vir­ke­lig­hed. Hvis det mod­sat­te kan bevi­ses, kan bil­le­der­ne ikke være taget i det påstå­e­de måne­mil­jø, men må være lavet i en kun­stig opstil­ling — og der­med på Jor­den.

Efter at have demon­stre­ret paral­lak­se-fæno­me­net med et eksem­pel fra Jor­den, går vi til Oley­niks under­sø­gel­se af bil­le­der­ne fra Apol­lo-bil­le­d­ar­ki­vet. Apol­lo 15 lan­dings­mo­du­let (LM) lan­de­de efter det oply­ste kl. 22:16:29 UTC den 30. juli 1971 i områ­det Had­ley (26°7’55.99“N 3°38’1.90“E) nær Had­ley kløf­ten (også kaldt Rima Had­ley), Mon­tes Apen­ni­nus (Apen­ni­ner-for­ma­tio­nen) og Mons Had­ley (Mount Had­ley). Den før­ste måner­over blev efter påstan­den brugt til omfat­ten­de rekog­nos­ce­ring. Inden for 67 timer udfør­te besæt­nin­gen angi­ve­ligt tre EVA’er (Extra­Ve­hi­cu­lar Acti­vi­ty = akti­vi­tet uden for lan­dings­far­tø­jet) og var uden for lan­dings­far­tø­jet i sam­men­lagt 18½ time. De med­brag­te et nyt 500 mm (tele)objektiv, kame­ra og til­be­hør, der gav dem fle­re foto­gra­fi­ske mulig­he­der end nogen tid­li­ge­re mis­sion. De for­lod efter det oply­ste Månen den 2. august 1971 og var til­ba­ge på Jor­den den 7. august.

Apol­lo 15’s beman­ding var flg.:

  • Kap­ta­jn David R. Scott,
  • pilot på kom­man­do­mo­du­let Alfred M. Wor­den, og
  • pilot på månelan­dings­mo­du­let James B. Irwin.

Her kan vi ind­sky­de lidt inter­es­sant histo­rie om James B. Irwin (27:05 min. inde i video­en). Bil­ly Kay­sing for­tæl­ler:
Efter sin til­ba­ge­komst fra “Månen” blev James Irwin reli­gi­øst anfæg­tet. Han tog til Ten­nes­see for at hol­de fored­rag om kri­sten­dom­men, og der mød­te han præ­sten Lee Galva­ni. Lee til­skyn­de­de Irwin til at læg­ge kor­te­ne på bor­det om Apol­lo bed­ra­get. Til­sy­ne­la­den­de for­må­e­de Lee at nå ind til Irwins samvit­tig­hed, for i august 1991, rin­ge­de Irwing til mig i mit hjem, og sag­de til mig: “Jeg for­står, at du har skre­vet en bog, der hed­der “We Never Went to the Moon”? (Vi rej­ste aldrig til Månen). Så sag­de han — “Jeg kom­mer til at tæn­ke på, at den­ne tele­fon kun­ne bli­ve aflyt­tet, så jeg vil bede dig rin­ge mig op på min pri­va­te tele­fon på fre­dag.” Det var i Col­ora­do Springs i Col­ora­do. Så jeg sag­de ok Jim, jeg rin­ger til dig, og han gav mig sit pri­va­te tele­fon­num­mer. Imid­ler­tid — da jeg rin­ge­de op fre­dag, var James Irwin død. Han var død af et hjer­te­til­fæl­de.

Fig. 5. Foto-topo­gra­fisk kort over Apol­lo 15 mis­sio­nens lan­dings­sted.

I det føl­gen­de bli­ver et antal sæt af næsten ens foto­gra­fi­er fra Apol­lo 15’s måne­fo­to­gra­fe­ring under­søgt, og paral­lak­ser og tyde­li­ge ændrin­ger i de rela­ti­ve posi­tio­ner for bestem­te objek­ter bli­ver ana­ly­se­ret.

Den før­ste serie. Kap­ta­j­nen David Scott tog et par bil­le­der til et mini-panora­ma under EVA-1 nær LM (lan­dings-/start­mo­du­let), det er bil­le­der­ne AS15-86–11601 og AS15-86–11602.

Fig. 6. Lan­dings­mo­du­let med James Irwin stå­en­de bag­ved rove­ren. Apen­ni­ner-for­ma­tio­nens for­si­de og kra­te­ret St. George ses i bag­grun­den. Afstan­den fra kame­ra­et til månelan­de­ren og rove­ren er omkring 10 meter, og Apen­ni­ner-for­ma­tio­nen og kra­te­ret er i den vir­ke­li­ge måne­ver­den 4–8 kilo­me­ter væk.

De gule rek­tang­ler mar­ke­rer de udsnit af foto­gra­fi­er­ne, der blev valgt til under­sø­gel­sen for paral­lak­se til sepa­ra­tion af 3D-objek­ter fra evt. 2D-objek­ter.

Fig. 7. Tv. sub­trak­tio­nen mel­lem de to foto­gra­fi­er efter ska­le­ring, rota­tion og de-for­teg­ning. Th. viser ani­ma­tio­nen paral­lak­sen mel­lem de to opta­gel­ser.

For­grun­den: Lan­dings­mo­du­let, rove­ren og astro­nau­ten James Irwin viser en fæl­les for­skyd­ning. Apen­ni­ner-for­ma­tio­nen og kra­te­ret St. George for­sky­des også som hel­hed. Yder­li­ge­re ændrer skyg­gen sig på bjer­ge­ne og kra­te­ret (husk at bil­le­der­ne er opta­get umid­del­bart efter hin­an­den, og lyset på Månen bur­de ikke ændre sig i det tids­rum, da der ikke fin­des sky­er eller andet, der kan gå for solen). Dis­se for­skyd­nin­ger viser, at der er min­dre end 300 meter til bag­grun­den (“bjer­ge­ne”) — ikke 5 kilo­me­ter!

En så lil­le ændring i kame­ra­po­si­tio­nen (David Scott) — et 10-tals cen­ti­me­ter — skul­le ikke få bjer­ge­ne på 5 kilo­me­ters afstand til at bevæ­ge sig, da paral­lak­sen bur­de være nul.

De ste­reosko­pi­ske bil­le­der fra Apol­lo 15 viser gen­nem­gå­en­de en klar skil­le­linje mel­lem for­grund og bag­grund. Det­te er et af eksemp­ler­ne. På grund­lag af afstan­den mel­lem kame­ra­et og rove­ren, kan afstan­den til “måneland­ska­bet” i mini-panora­ma­et ikke være over 150 meter.

Kon­klu­sion: Dis­se bil­le­der blev med stor sand­syn­lig­hed taget på Jor­den i en stu­di­e­op­stil­ling.

Den anden serie. James Irwin optog en 360 gra­ders panora­ma-sekvens (Fig. 8). Afstan­den fra hans kame­ra til lan­dings­mo­du­let var omkring 40 meter. Her er James Irwin’s ALSEP panora­ma i slut­nin­gen af EVA-2.

Fig. 8. Til ven­stre ind­sam­ler David Scott prø­ver; mod høj­re Mount Had­ley; der­ef­ter Lan­dings­mo­du­let i mid­ten; bag lan­dings­mo­du­let skin­ner solen ind i kame­ra­et; til høj­re Apen­ni­ner-for­ma­tio­nen og St. George kra­te­ret i en afstand af 5–8 kilo­me­ter.

De to bil­le­der, der inde­hol­der Mount Had­ley, blev udvalgt fra panora­ma­et (afstan­den skal være omkring 30 kilo­me­ter, høj­den mere end 2,5 kilo­me­ter) AS15-87–11849 og AS15-87–11850. Bemærk i øvrigt hvor afrun­det Mount Had­ley er i NASA’s gen­gi­vel­ser. I bil­le­der, der er opta­get gen­nem kik­kert fra Jor­den, ses det­te bjerg som en kan­tet for­ma­tion med sprin­gen­de høj­der.

Fig. 9. Bemærk de man­ge støv­le­af­tryk efter­ladt af David Scott og James Irwin.

De gule rek­tang­ler viser igen de udvalg­te områ­der til under­sø­gel­sen for paral­lak­se.

Fig. 10. Tv. sub­trak­tio­nen mel­lem de to bil­le­der efter ska­le­ring, rota­tion og de-for­teg­ning. Th. det ste­reosko­pi­ske resul­tat.

Til trods for den gan­ske lil­le for­skyd­ning af kame­ra­et, bevæ­ger bjer­ge­ne sig, hvil­ket mod­si­ger påstan­den om, at bjer­ge­ne er et fjer­nt objekt. Hvis kri­te­ri­er­ne for sub­trak­tio­nen ændres, så den mest dæm­pe­de bag­grund erstat­tes med den mest dæm­pe­de for­grund, frem­kom­mer en ny selv­mod­si­gel­se.

Fig. 11. Tv. ses sub­trak­tio­nen, hvor dæmp­nin­gen af for­grun­den er pri­o­ri­te­ret.
Th. paral­lak­sen, der resul­te­rer fra de to sam­men­lag­te bil­le­der. Det­te bil­le­de blev opnå­et ved sub­trak­tion mel­lem to bil­le­der, der er opta­get med en kame­ra-for­skyd­ning på ikke over 20 cen­ti­me­ter. Efter kor­rek­tion for ska­le­ring, rota­tion, for­teg­ning, per­spek­tiv og for­skyd­ning ses her den ste­reosko­pi­ske udga­ve.

Der­på blev der udført en esti­me­ring af fejl­e­ne. Hvis det for­ud­sæt­tes, at det­te er et vir­ke­ligt måneland­skab, skal afstan­den fra astro­nau­ter­ne til månens nær­me­ste hori­sont (linj­en AB) være 1,5 kilo­me­ter og afstan­den til objek­ter­ne i bag­grun­den, foden og top­pen af Mount Had­ley, 20–35 kilo­me­ter.
En for­skyd­ning på 100 mål­te pixels under den nær­me­ste hori­sont er brugt i bereg­nin­gen — idet linj­en AB viser en gen­nem­snit­lig for­skyd­ning på ± a pixels (vari­e­ren­de med bil­ledop­løs­nin­gen). Stør­rel­sen af for­skyd­nin­gen over­hol­der Gaus­si­ans for­de­ling, hvil­ket bety­der, at det­te er støj. En prø­ve blev valgt fra 50 punk­ter over linj­en AB, dvs. for objek­ter på distan­cen 20–35 kilo­me­ter. Det­te giver en pixel­for­skyd­ning af a (på 10–50). Det­te skift har en ret­ning og er ikke gen­stand for Gaus­si­ans for­de­ling. Yder­li­ge­re, jo høje­re a-punk­tet lig­ger, desto stør­re for­skyd­ning — ved foden er den 10a ved top­pen 50a pixels.

Det er logisk at for­ud­sæt­te, at hvis et måneob­jekt for afstan­de i inter­val­let [0,01; 1,5] kilo­me­ter er i ro, og støj­en lig­ger i områ­det ± a, så er paral­lak­sen nul, og for fjer­ne­re objek­ter i inter­val­let [20; 35] kilo­me­ter er paral­lak­sen også nul ved den sam­me vær­di for støj, dvs. når for­skyd­nin­gen er ± a pixels og over­hol­der Gaus­si­ans for­de­ling.

Imid­ler­tid viser resul­ta­tet noget andet. Objek­ter over linj­en AB bevæ­ger sig pro­por­tio­nalt med en stig­ning i for­skyd­nin­gen afhæn­gigt af høj­den over den nær­me­ste hori­sont.

Kon­klu­sion: Mount Had­ley bevæ­ger sig og “nik­ker”. Det var en ind­ly­sen­de for­kert for­ud­sæt­ning at anta­ge, at det­te var et vir­ke­ligt måneland­skab. Den­ne under­sø­gel­se demon­stre­rer, at sam­men­sæt­nin­gen af dis­se bil­le­der repræ­sen­te­rer et totalt kun­stigt panora­ma, nog­le 10-tals meter dybt og med en model af “Had­ley” i bag­grun­den, der udfol­des hori­son­talt og ver­ti­kalt for at ska­be en illu­sion af afstand og per­spek­tiv.

Her­ef­ter under­sø­ges en Apol­lo 15 bil­led­se­rie fra tæt ved Rima Had­ley for til­ste­de­væ­rel­se af ste­reosko­pisk paral­lak­se. Rima Had­ley kløf­ten er mindst 135 kilo­me­ter lang med en gen­nem­snit­lig bred­de på omkring 1,2 kilo­me­ter og en gen­nem­snit­lig dyb­de på omkring 370 meter (taget fra Gre­e­ley, 1971 og gen­gi­vet i F. Leve­ring­ton, 2008).

Den tred­je serie. David Scott og James Irwin fore­tog nog­le få ture i rove­ren til Rima Had­ley (Fig. 12) for at ind­sam­le prø­ver. Et af panora­ma­er­ne består af bil­le­der­ne fra AS15-82–11165 til AS15-84–11284.

Fig. 12. James Irwin fører kame­ra­et. Apen­ni­ner-fron­ten og kra­te­ret St. George ses til ven­stre. Rima Had­ley sænk­nin­gen præ­ger for­grun­den. David Scott sam­ler prø­ver i nær­he­den af rove­ren. Mount Had­ley ses i bag­grun­den. Solen skin­ner ind i kame­ra­et i den mid­ter­ste opta­gel­se. Apen­ni­ner-for­ma­tio­nen er mere end 35 kilo­me­ter væk. (Panora­ma­et blev sam­men­sat af under­sø­gel­sens for­fat­ter.)

I to af panora­ma­ets opta­gel­ser ses bun­den af Rima Had­ley, der stræk­ker sig til Apen­ni­ner-fron­ten og kra­te­ret St. George. Afstan­den fra kame­ra­et til Rima kan­ten er omkring 5 m, til Apen­ni­ner-for­ma­tio­nen og kra­te­ret er der 4–8 kilo­me­ter. De føl­gen­de opta­gel­ser er taget med en for­skyd­ning af kame­ra­et på ikke over nog­le 10-tals cen­ti­me­ter, AS15-82–11178 og AS15-82–11179.

Fig. 13. Udsigt over Rima Had­ley kløf­ten, Apen­ni­ner-fron­ten og kra­te­ret St. George. Fel­ter­ne, der skal under­sø­ges for paral­lak­se, er mar­ke­ret.

Fig. 14. Tv. sub­trak­tio­nen på for­grun­den efter kor­rek­tion for ska­le­ring, rota­tion, for­teg­ning, for­skyd­ning og per­spek­tiv. Th. den resul­te­ren­de paral­lak­se efter sam­men­læg­nin­gen af de to opta­gel­ser.

Vi kan iagt­ta­ge bevæ­gel­se i over­fla­der­ne i for­hold til hin­an­den langs kan­ten af sænk­nin­gen mel­lem punk­ter­ne A og B.
Det­te kan med de giv­ne for­ud­sæt­nin­ger ikke fore­kom­me i bil­le­der af vir­ke­lig­he­den.

Kon­klu­sion: Dis­se bil­le­der blev højst sand­syn­ligt opta­get på Jor­den i et kup­pel­for­met stu­die et sted, hvor der var instal­le­ret bevæ­ge­li­ge panora­ma­bag­grun­de, for sene­re at bli­ve yder­li­ge­re juste­ret i et foto­gra­fisk labo­ra­to­ri­um.

Fig. 15. Lan­dings­sted og rute­kort for Apol­lo 15 fra en af NASA’s teg­ne­re (sta­tio­ner­ne 1–14 er vist).

Bil­le­der­ne AS15-85–11423 og AS15-85–11424 er næste valg. De er taget på sta­tion 2, “obser­va­tion af Rima Had­ley”.

Fig. 16. Bil­le­der­ne AS15-85–11423 og AS15-85–11424 fra sta­tion 2 med udsigt hen over Rima Had­ley kløf­ten. Kame­ra­ets for­skyd­ning er ikke over 0,5 meter.

Fig. 17. Foto-topo­gra­fisk kort over Rima Had­ley kløf­ten. Det grøn­ne mær­ke angi­ver ste­det for opta­gel­ser­ne. Den grøn­ne pil angi­ver ret­nin­gen fra kame­ra­ets posi­tion til knæk­ket på Had­ley, iflg. kor­tet ca. 7 km. Den ste­reosko­pi­ske pro­ces viser, at afstan­den ikke er over 140 meter i det stu­die, hvor bil­le­der­ne i fig. 25 er opta­get.

Kor­tets ska­la (Fig. 17) viser, at den mod­ståen­de skrænt er mere en 1 kilo­me­ter væk, og af høj­de­kur­ver­ne frem­går, at kløf­ten det­te sted er 300 meter dyb. Det er umu­ligt at udgra­ve en kun­stig sænk­ning af til­sva­ren­de stør­rel­se. Så, hvis der er snydt, må den mod­sat­te skrænt være “et male­ri” med en læng­de af et 10-tals meter for at simu­le­re et måneland­skab. Hvis foto­gra­fi­er­ne var ægte og skul­le bekræf­te NASA’s for­tæl­ling, skal paral­lak­sen vise, at afstan­de­ne i bil­le­der­ne kor­re­spon­de­rer med det vir­ke­li­ge måneland­skab.

Horisontal-stereoskopisk effekt

For at fin­de paral­lak­sen, må bil­le­der­ne kor­ri­ge­res vha. optisk zoom, rota­tion, de-for­teg­ning, per­spek­tiv og for­skyd­ning langs x og y akser­ne for bil­le­det som hel­hed. Det er nød­ven­digt at bru­ge alle logi­ske mid­ler for at træk­ke den hori­son­tal-ste­reosko­pi­ske effekt ud for de fjer­ne land­ska­ber.

Resul­ta­tet bli­ver føl­gen­de ste­reosko­pi­ske bil­led­sæt:

Fig. 18. Et ste­reosko­pisk bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-85–11423 og AS15-85–1142, der viser hori­son­tal ste­reosko­pisk effekt efter kor­rek­tio­ner­ne.

Ste­reosko­pisk paral­lak­se er klart syn­lig i Fig. 18, og vi kan fore­ta­ge et ind­le­den­de esti­mat over afstan­den til den mod­sat­te skrænt af Rima Had­ley. Afstan­den er 50 meter (husk, at den bur­de være mindst 1 km iføl­ge kor­tet). Den fjer­ne bag­grund for­sky­des en smu­le, selv om paral­lak­sen bur­de være nul, efter­som kor­tet viser, at der er omkring 20 kilo­me­ter ud til bjer­ge­ne.

Den gene­rel­le iagt­ta­gel­se er, at selv om bag­grun­de­ne i måneland­ska­bet inde­hol­der fjer­ne objek­ter, der skul­le være man­ge kilo­me­ter væk, er det IKKE muligt at opnå en ste­reosko­pisk paral­lak­se på nul med de tid­li­ge­re nævn­te bil­led­kor­rek­tio­ner. Det er jeg ble­vet bekræf­tet i ved at for­be­re­de dusin­vis af bil­led­par fra Apol­los måne­bil­le­der (det sam­me har man­ge andre efter­for­ske­re erfa­ret). Det­te mere end anty­der, at afstan­den til fjer­ne objek­ter, der skul­le være man­ge kilo­me­ter væk, ikke er det i Apol­lo-bil­le­der­ne.

Dis­se bil­le­der er simu­le­rin­ger af at være på Månen.

Hvor­dan blev de fal­ske måneland­ska­ber fra Apol­lo lavet? Util­stræk­ke­lig kon­ver­gens mel­lem bil­led­om­rå­der i den fjer­ne bag­grund med­fø­rer paral­lak­se­fejl i ste­reosko­pi­ske bil­le­der. Den rela­ti­ve fejl er for­hol­det mel­lem for­skyd­nin­ger­ne for et objekt i for­grun­den mod et i bag­grun­den.

Et fortegningsmønster for baggrundslandskaber

Det fjer­ne ter­ræn i et ste­reosko­pisk bil­led­par kan bli­ve ændret til præ­cist at mat­che hin­an­den. For at nå der­til er det imid­ler­tid nød­ven­digt at gå ud over de opti­ske kor­rek­tio­ner, der påvir­ker bil­le­det som hel­hed, og intro­du­ce­re digi­tal nulstil­ling af for­teg­nin­gen på kun en del af bil­le­det.

Natu­ren af et simu­le­ret bag­grundsland­skab kan afslø­res ved at påfø­re bil­le­det et udlig­nen­de for­teg­nings­møn­ster og under­sø­ge resul­ta­tet. Det er klart, at hvis for­teg­nings­møn­stret ender med at have en kur­vet over­fla­de, så er det for­di den kor­re­spon­de­rer med pro­jek­tio­nen af bag­grun­den på en kur­vet panora­ma­skærm, og det vid­ner om, at de fjer­ne bag­grundsland­ska­ber blev frem­stil­let kun­stigt.
I ste­det for at have foto­gra­fe­ret et fjer­nt måneland­skab, har “astro­nau­ter­ne” taget bil­le­der af en model­le­ret for­grund med en pro­ji­ce­ret bag­grund.

Radi­us for den krum­me panora­ma­skærm kan til­nær­mel­ses­vis fin­des ved hjælp af et for­teg­nings­møn­ster.

Fig. 19 her­un­der viser for­teg­nin­gen. En mil­li­on pixels var invol­ve­ret i kor­rek­tio­nen af dis­se to bil­le­der. I mate­ma­ti­ske ter­mer bety­der det mil­li­onvis af bereg­nin­ger med en usik­ker­hed langt under pixel­ni­veau.

Fig. 19. Digi­talt for­teg­nings­møn­ster for bag­grun­den i AS15-85–11423 — udført ud over de opti­ske kor­rek­tio­ner — så det kom til at mat­che AS15-85–11424.

En regel­mæs­sigt kur­vet, kon­kav kor­rek­tion af bil­le­dets øver­ste del bekræf­ter, at et “måneland­skab” blev pro­ji­ce­ret op på en fremad­hæl­den­de, let kon­veks panora­ma bag­grunds­skærm. Ingen anden tek­nik kan ellers for­kla­re den måde bil­le­dets en mil­li­on pixels opfø­rer sig på.

Fig. 20. Her illu­stre­res funk­tio­na­li­te­ten og enkel­he­den i et simu­le­ret Apol­lo-måneland­skabs­pa­nora­ma. Net­tet repræ­sen­te­rer pro­jek­tions­skær­men, der kan have omgi­vet hele Apol­lo-stu­di­et.

Neden­for ses det ende­li­ge resul­tat af kor­rek­tio­ner­ne (der er kor­ri­ge­ret for såvel de opti­ske for­skel­le som for den krum­me bag­grund).

Fig. 21. Udsig­ten hen over Rima Had­ley “under Apol­lo 15 mis­sio­nen”. Det­te er et ste­reosko­pisk bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-85–11423 og AS15-85–11424 som det ser ud efter såvel de opti­ske kor­rek­tio­ner som den digi­ta­le ikke-line­æ­re kor­rek­tion af for­teg­nin­gen i det fjer­ne land­skab. Afstan­de­ne til bil­led­ele­men­ter­ne er spe­ci­fi­ce­ret i meter med en præ­ci­sion på hhv. 1%, 2%, 15%, 30% og 45% for afstan­de­ne 3, 11, 20, 40 og 60 meter. Iføl­ge kor­tet er afstan­den til den mod­ståen­de skrænt af Rima Had­ley 1.000–1.200 meter.

Paral­lak­sen for den fjer­ne bag­grund er nul. I Fig. 21 kan vi se, at afstan­den til den mod­sat­te skrænt af Rima Had­ley kun er 40 meter, mens NASA’s kort viser, at den i vir­ke­lig­he­den er 1.000–1.200 meter. For­skel­len er ikke så lil­le end­da!
Det­te per­spek­tiv er seri­øst i kon­flikt med den offi­ci­el­le Apol­lo 15 for­kla­ring.

Skala-stereoskopisk effekt

En ska­la-ste­reosko­pisk effekt udfø­res langs z-aksen med bil­le­der­ne AS15-85–11423 og AS15-85–11424. For at opnå en ska­la-for­skyd­ning tager foto­gra­fen det før­ste bil­le­de i én posi­tion og det næste fra en posi­tion tæt­te­re på eller læn­ge­re væk fra moti­vet.

Fig. 22. Et ste­reosko­pisk bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-85–11423 og AS15-85–11424 med ska­le­ret ste­reosko­pisk effekt, efter flg. kor­rek­tio­ner: 1) optisk: ska­le­ring, rota­tion, de-for­teg­ning, per­spek­tiv, lokal­for­skyd­ning og for­skyd­ning langs x og y for bil­le­der­ne som hel­hed, 2) digi­tal: de-for­teg­ning af det fjer­ne bag­grundster­ræn, 3) mak­si­mal sub­trak­tion i det fjer­ne bag­grundster­ræn. Det­te med­fø­rer til­sam­men 4) den ska­le­re­de ste­reosko­pi­ske effekt. Afstan­den til bil­led­ele­men­ter­ne er angi­vet i meter med 60% nøj­ag­tig­hed.

Den ska­la-ste­reosko­pi­ske paral­lak­se er tyde­ligt syn­lig i Fig. 22, der bru­ges til at esti­me­re afstan­den til den mod­sat­te skrænt af Rima Had­ley. Afstan­den er omkring 40 meter. Også den ska­la-ste­reosko­pi­ske effekt peger tyde­ligt på, at den vir­ke­li­ge Rima Had­ley blev simu­le­ret i en kun­stig opstil­ling på Jor­den.

Bestemmelsen af et universelt fortegningmønster for en fjern baggrundsform

I for­sø­get på at veri­fi­ce­re, at der er brugt en krum bag­grunds­skærm, blev to andre Apol­lo 15-bil­le­der af “måneland­ska­bet” under­søgt, nem­lig opta­gel­ser­ne AS15-85–11424 og AS15-85–11449, angi­ve­ligt fra sta­tion 2 med udsigt hen over og langs Rima Had­ley.

Fig. 23. Bil­le­der­ne AS15-85–11424 og AS15-85–11449 skal fore­stil­le udsig­ten hen over Rima Had­ley fra sta­tion 2.

Neden­for ses det digi­ta­le for­teg­nings­møn­ster på den fjer­ne land­skabs­bag­grund i bil­le­der­ne AS15-85–11424 og AS15-85–11449.
En mil­li­on pixels i de to bil­le­der blev til­pas­set med en nøj­ag­tig­hed under pixel­ni­veau.

Fig. 24. For­teg­nings­møn­stret for det fjer­ne “bag­grundsland­skab” i AS15-85–11424 og AS15-85–11449.

Møn­stret bekræf­ter, hvad der tid­li­ge­re er kon­sta­te­ret, at dele af “måneland­ska­bet” blev pro­ji­ce­ret op på en fremad­hæl­den­de, let kon­veks, krum­men­de panora­ma-bag­grunds­skærm.

Horisontal-stereoskopisk effekt

Med føl­gen­de recept:

  1. kor­rek­tion for, rota­tion, for­teg­ning, per­spek­tiv, par­ti­el for­skyd­ning, og for­skyd­ning langs x og y for bil­le­det som hel­hed,
  2. kor­rek­tion for til­ste­de­væ­rel­sen af et krum­men­de panora­ma,
  3. mak­si­malt opnå­e­lig sub­trak­tion i det fjer­ne land­skab og
  4. udnyt­tel­sen af hori­son­tal ste­reosko­pisk effekt …

- opnås det­te ste­reosko­pi­ske bil­led­sæt:

Fig. 25. Et ste­reosko­pisk bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-85–11424 og AS15-85–11449, der skal fore­stil­le udsig­ten over Rima Had­ley. Der er udført opti­ske kor­rek­tio­ner og digi­tal kor­rek­tion af for­teg­nin­gen i det fjer­ne bag­grundsland­skab. Afstan­de­ne til bil­led­ele­men­ter­ne er angi­vet i meter og med usik­ker­he­der på hhv. 15%, 45% og 95% for afstan­de­ne 20, 45 og 140 meter. Iføl­ge offi­ci­el­le kort er afstan­den til den mod­ståen­de skrænt af Rima Had­ley 1.000–1.200 meter og afstan­den til knæk­ket på Rima Had­ley ca. 7 km.

Fra tid­li­ge­re bereg­nin­ger ken­des afstan­den til ste­ne­ne i for­grun­den på bun­den af Rima Had­ley. Base­ret på paral­lak­sen er det nu muligt at esti­me­re afstan­de­ne til de øvri­ge bil­led­af­snit som vist i Fig. 25. Det er klart, at fejl akku­mu­le­res; sum­men af enhver afstands­fejl til ste­ne­ne i for­grun­den på bun­den af Rima Had­ley, såvel som fejl i bestem­mel­sen af for­skyd­nin­gen af andre dele af bil­le­det, er i det­te til­fæl­de 15%.

Skala-stereoskopisk effekt (igen)

En ska­la-ste­reosko­pisk effekt blev også opnå­et ved at kom­bi­ne­re bil­le­der­ne AS15-85–11424 og AS15-85–11449 i for­hold til z-aksen, idet kame­ra­et blev flyt­tet nær­me­re til moti­vet.

Fig. 26. Et ste­reosko­pisk bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-85–11424 og AS15-85–11449 med ska­la-stro­posko­pisk effekt. Kor­rek­tio­ner­ne for bil­le­det som hel­hed er: 1) ska­le­ring, rota­tion, de-for­teg­ning, lokal per­spek­ti­visk for­skyd­ning og gene­rel for­skyd­ning langs x og y akser­ne, 2) mak­si­mal sub­trak­tion på fjer­ne land­ska­ber, der til­sam­men med­fø­rer 3) den­ne ska­la-ste­reosko­pi­ske effekt. De angiv­ne afstan­de til bil­led­ele­men­ter­ne er i meter med en fejl på ikke over 85%.

Den ska­la-ste­reosko­pi­ske paral­lak­se er tyde­ligt syn­lig i Fig. 26. Ved at bru­ge afstan­de, der er bestemt ud fra ska­la-paral­lak­sen, kan afstan­den til den mod­sat­te skrænt og til Rima Had­ley buen esti­me­res. Afstan­de­ne iflg. paral­lak­sen til den mod­sat­te skrænt af Rima Had­ley er ikke over 40 meter og til Rima Had­ley buen ikke over 140 meter.

Iføl­ge det topo­gra­fi­ske kort er afstan­de­ne til dis­se loka­tio­ner — til skræn­ten mere end 1 kilo­me­ter og til Rima Had­ley buen omkring 7 kilo­me­ter. Igen er der alvor­li­ge ano­ma­li­er i Apol­lo-doku­men­ta­tio­nen. Med den­ne ska­la-ste­reosko­pi­ske meto­de er det muligt at esti­me­re afstan­den til Rima Had­ley buen og til bag­grun­dens pro­jek­tions­skærm.

Fig. 27. Et ste­reosko­pisk bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-85–11424 og AS15-85–11449. Kom­bi­na­tio­nen viser en ska­la-ste­reosko­pisk effekt efter diver­se opti­ske kor­rek­tio­ner gene­relt, samt digi­tal kom­pen­sa­tion for for­teg­nings­møn­stret i det fjer­ne land­skab. Den rela­ti­ve fejl på afstan­de­ne er ikke over 60%.

Base­ret på det ste­reosko­pi­ske resul­tat, er den bereg­ne­de afstand til bjer­ge­ne i hori­son­ten 140 meter (med en usik­ker­hed på 60%). Iføl­ge kor­tet bur­de den være mere end 20 kilo­me­ter. Den vir­ke­li­ge afstand er mere end 100 gan­ge stør­re, end bil­le­der­ne viser! Dis­se alvor­li­ge fejl i Apol­lo 15 mis­sio­nens bil­led­do­ku­men­ta­tion viser, at dis­se bil­le­der uden tvivl er for­falsk­nin­ger.

Under­sø­gel­sen af den ste­reosko­pi­ske effekt i foto­gra­fi­er­ne AS15-85–11423, AS15-85–11424 og AS15-85–11449 viser, at dis­se bil­le­der ikke inde­hol­der fjer­ne objek­ter, der er læn­ge­re væk end nog­le få hund­re­de meter. Afstan­den i bil­le­der­ne til den mod­sat­te skrænt af Rima Had­ley er omkring 40 meter (men skul­le være 1.000–1.200 meter), til Rima had­ley buen er afstan­den omkring 90 meter (det topo­gra­fi­ske kort siger omkring 7 kilo­me­ter), til bjer­ge­ne er den 100–140 meter (men skul­le helst være 20 km base­ret på Månens topo­gra­fi). Usik­ker­he­den i bereg­nin­gen af dis­se afstan­de er 15–60%.

Afvi­gel­ser­ne mel­lem Apol­lo 15 mis­sio­nens foto­gra­fi­ske doku­men­ta­tion og den angiv­ne vir­ke­lig­hed peger på et nedska­le­ret land­skab, på frem­stil­lin­gen af en kun­stig dal, 40 meter bred og 90 meter lang, der simu­le­rer Rima Had­ley; ved hjælp af en bag­grunds­skærm bag den­ne model anty­des et fjer­nt måneland­skab.

Kun­ne en pro­jek­tions­skærm være brugt til simu­le­rin­gen af det fjer­ne måneland­skab for alle de andre Apol­lo 15 foto­gra­fi­er fra Månens over­fla­de? Fle­re bil­le­der fra NASA’s bil­led­do­ku­men­ta­tion for Apol­lo 15 mis­sio­nen blev under­søgt mht. det fjer­ne land­skab.

I Fig. 7 ser vi, efter de opti­ske kor­rek­tio­ner, at alle for­grundsob­jek­ter­ne, lan­dings­mo­du­let, rove­ren og astro­nau­ten James Irwin bli­ve forskudt som en hel­hed. Ethvert fjer­nt objekt, så som Apen­ni­ner-for­ma­tio­nen og St. George kra­te­ret, for­sky­des også som en hel­hed. Også skyg­ger­ne på bjer­ge­ne og kra­te­ret skif­ter. Sepa­ra­tions­linj­en mel­lem bjer­ge­ne og for­grun­den er tyde­ligt syn­lig. En umid­del­bar vur­de­ring af den ste­reosko­pi­ske effekt viser, at afstan­den til bag­grun­den (bjer­ge­ne) er min­dre end 300 meter, og ikke de 5 kilo­me­ter, der frem­går af Apol­lo-doku­men­ta­tio­nen.

For at kon­ver­ge­re det fjer­ne måneland­skab blev et digi­tal for­teg­nings­møn­ster påført de optisk kor­ri­ge­re­de bil­le­der AS15-86–11601 og AS15-86–11602.

Fig. 28. Et for­teg­nings­møn­ster blev påført det fjer­ne bag­grundsland­skab i de kon­ver­ge­re­de bil­le­der i det ste­reosko­pi­ske bil­led­sæt af AS15- 86–11601 og AS15- 86–11602.

Fig. 28 viser for­teg­nings­møn­stret, der blev påført de kon­ver­ge­re­de bil­le­der AS15-86–11601 og AS15-86–11602 for at opnå en ste­reosko­pisk paral­lak­se på nul. Husk, at påfø­rin­gen af et for­teg­nings­møn­ster er en ekstra digi­tal kor­rek­tion ud over den nor­ma­le opti­ske kor­rek­tion. Ved at kor­ri­ge­re ud over de opti­ske kor­rek­tio­ner i det ste­reosko­pi­ske bil­led­sæt er bil­le­der­nes påli­de­lig­hed i høj grad ble­vet anfæg­tet, og det fører til postu­la­tet, at bil­le­der­nes måneland­skab er kun­stigt.

Det regel­mæs­sigt kur­ve­de, repe­te­ren­de for­teg­nings­møn­ster for andre sæt af bil­le­der tyder på, at de fjer­ne bag­grun­de er pro­ji­ce­re­de bil­le­der på en bag­ved­lig­gen­de skærm, der er pla­ce­ret omkring 100 meter væk med “astro­nau­ter­ne” i for­grun­den.

Efter at have påført for­teg­nings­møn­stret opnå­e­de vi føl­gen­de ste­reosko­pi­ske bil­led­sæt:

Fig. 29. Her ses det ste­reosko­pi­ske bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-86–11601 og AS15-86–11602, og paral­lak­sen kan stu­de­res. Linj­en AB er en hori­son­tal sepa­ra­tions­linje langs foden af bjer­get; oven­for er det en pro­jek­tion på en skærm for at simu­le­re et bjerg­land­skab på Månen.

Efter den opti­ske kor­rek­tion, blev det kend­te for­teg­nings­møn­ster for bag­grun­den påført de to “fjer­ne” land­ska­ber i bil­le­der­ne AS15-87–11849 og AS15-87–11850:

Fig. 30. Her ses for­teg­nings­møn­stret, der blev påført det fjer­ne “land­skab” for at kon­ver­ge­re de to foto­gra­fi­er AS15-87–11849 og AS15-87–11850 mod et ste­reosko­pisk bil­led­sæt.

Fig. 30 viser for­teg­nings­møn­stret påført bag­grun­den for bil­le­der­ne AS15-87–11849 og AS15-87–11850. Med det­te for­teg­nings­møn­ster opnås føl­gen­de ste­reosko­pi­ske bil­led­sæt:

Fig. 31. Et ste­reosko­pi­ske bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-87–11849 og AS15-87–11850. Vi kan stu­de­re dyna­mi­k­ken i sce­nen efter de opti­ske kor­rek­tio­ner og påfø­rin­gen af for­teg­nings­møn­stret.

Fig. 31 viser et ste­reosko­pisk bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-87–11849 og AS15-87–11850, så vi kan stu­de­re dyna­mi­k­ken i “måneland­ska­bet” efter at de opti­ske kor­rek­tio­ner er udført og for­teg­nings­møn­stret er påført. Resul­ta­tet viser, at det­te “måneland­skab” repræ­sen­te­rer en simu­la­tion af fjer­ne objek­ter, der skul­le være adskil­li­ge kilo­me­ter væk. Virk­nin­gen af den­ne simu­la­tion for et til­fæl­digt sæt af bil­le­der fra det­te “måneland­skab” er kon­si­stent med den i de tid­li­ge­re viste bil­led­sæt.

Fig. 32. Et andet ste­reosko­pisk bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-82–11178 og AS15- 82–11179 efter kor­rek­tion af ska­le­ring, rota­tion, for­teg­ning, for­skyd­ning og per­spek­tiv.

Fig. 32 viser er ste­reosko­pisk bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-82–11178 og AS15-82–11179; det er opnå­et ale­ne gen­nem opti­ske kor­rek­tio­ner.
Et for­teg­nings­møn­ster er påført det fjer­ne måneland­skab i det ene foto i bil­led­sæt­tet AS15-82–11178 og AS15-82–11179 og viser en rota­tion i bag­grun­den:

Fig. 33. Et for­teg­nings­møn­ster blev påført det fjer­ne “måneland­skab” for at vise for­skel­len i krum­ning mel­lem AS15-82–11178 og AS15-82–11179.

Et andet bil­led­sæt fra sta­tio­ner­ne 9–11 på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-82–11121 og AS15-82–11122 under­stre­ger, at bil­le­det af bjer­get og den cen­tra­le del af Rima Had­ley blev pro­ji­ce­ret op på en bag­grunds­skærm. Neden­for vises det ende­li­ge ste­reosko­pi­ske bil­led­sæt efter de opti­ske kor­rek­tio­ner og med det sam­me for­teg­nings­møn­ster som tid­li­ge­re påført det fjer­ne måneland­skab.

Fig. 34. Et ste­reosko­pisk bil­led­sæt på grund­lag af bil­le­der­ne AS15-82–11121 og AS15-82–11122 efter opti­ske kor­rek­tio­ner og påfø­ring af for­teg­nings­møn­stret over det fjer­ne land­skab. Den offi­ci­el­le afstand til skræn­ten af Rima Had­ley er angi­ve­ligt ikke under 1.500 meter, mens afstan­den udreg­net på grund­lag af paral­lak­sen bli­ver omkring 50 meter (usik­ker­he­den er ikke over 60%).

Afstan­den i bil­le­der­ne til den mod­sat­te skrænt af Rima Had­ley er kun 50 meter. Foden af bjer­get og Apen­ni­ner-for­ma­tio­nen ses tyde­ligt. Det­te er utvivl­s­omt bil­le­der (AS15-82–11121 og AS15-82–11122) af et land­skab, der del­vist var pro­ji­ce­ret op på en skærm, inden de blev foto­gra­fe­ret af “astro­nau­ter­ne”. Den fak­ti­ske læng­de af Rima Had­ley kløf­ten på Månen er 135 km, bred­den er omkring 1,2 km, og den er cir­ka 370 meter dyb.

Undersøgelsens Konklusion

Pro­fes­sor G. Schil­ler fra Uni­ver­si­ty of Cali­for­nia har udtalt: “For at en mani­pu­la­tion kan lyk­kes, må den for­bli­ve usyn­lig. En mani­pu­la­tion er først en suc­ces, nå den mani­p­u­le­re­de tror på, at alt utvivl­s­omt går natur­ligt for sig … Kort for­talt, mani­pu­la­tio­nen kræ­ver en falsk vir­ke­lig­hed, hvori den ikke bemær­kes. Meget ofte bli­ver en sådan falsk vir­ke­lig­hed for­stær­ket af medi­er­ne.”

Under kon­ver­ge­rin­gen af dis­se Apol­lo 15 bil­le­der, blev mere end en mil­li­on bereg­nin­ger (antal­let af pixels i bil­le­der­ne) udført i over­ens­stem­mel­se med de opti­ske love. For at opnå en nul-ste­reosko­pi­ske effekt blev et karak­te­ri­stisk for­teg­nings­møn­ster påført de fjer­ne land­ska­ber, der ind­gik i de foto­gra­fi­ske ses­sio­ner.

Utal­li­ge foto­gra­fi­ske eksemp­ler fra Apol­lo 15 mis­sio­nen viser et iden­tisk for­teg­nings­møn­ster, der sva­rer til – en pro­jek­tions­skærm på en afstand af 100–120 meter fra for­kan­ten af stu­di­ets sce­ne. Den­ne frem­gangs­må­de repræ­sen­te­rer en seri­øs for­falsk­ning af det san­de måneland­skab. En kun­stig model i form af en land­skabss­ænk­ning med en bred­de på 30–60 meter har gjort det ud for Månens vir­ke­li­ge Rima Had­ley kløft, der er 1,200 meter bred. Med ska­la­mo­del­len som for­grund blev det fjer­ne­re måneland­skab pro­ji­ce­ret op på en krum bag­grunds­skærm, så “astro­nau­ter­ne” kun­ne tage måne­bil­le­der i et stu­die på Jor­den.

Apol­lo 15 mis­sio­nens foto­gra­fi­ske doku­men­ta­tion hono­re­rer ikke den ste­reo­gra­fi­ske veri­fi­ka­tions­me­to­de, dvs. stri­der mod uom­gæn­ge­li­ge opti­ske love. Den til­sy­ne­la­den­de ændring i de rela­ti­ve posi­tio­ner for objek­ter, opnå­et ved at flyt­te kame­ra­po­si­tio­nen et 10-tals cm, viser at:

  • afstan­den til fjer­ne bil­led­ele­men­ter, som fx bjerg­for­ma­tio­ner, er ikke et 10-tals km, men nog­le få hund­re­de meter,
  • land­ska­ber­ne er ikke kon­ti­nu­er­li­ge, men gen­nem­skæ­res af tyde­li­ge sepa­ra­tions­linjer,
  • der ses ufor­klar­li­ge for­skyd­nin­ger mel­lem bil­led­ele­men­ter­ne i panora­ma­et.

Der­med, på grund­lag af de viste eksemp­ler, kan den­ne under­sø­gel­se kon­klu­de­re, at Apol­lo 15 mis­sio­nens foto­gra­fi­ske doku­men­ta­tion IKKE gen­gi­ver det vir­ke­li­ge måneland­skab med fjer­ne bag­grun­de belig­gen­de mere end en kilo­me­ter væk fra kame­ra­et.

Dis­se bil­le­der blev uden tvivl opta­get i et stu­die – ind­til 300 meter i udstræk­ning. Et kom­plekst panora­ma, der skul­le gøre det ud for et måneland­skab viser typer af bevæ­gel­se, såsom hori­son­tal og ver­ti­kal pro­por­tions­forvræng­ning, der giver betrag­te­ren et ind­bildt ind­tryk af afstan­den til objek­ter og per­spek­ti­vet som hel­hed.

Om forfatteren

Dr Oleg Oley­nik uddan­ne­de sig i peri­o­den fra 1984 til 1993 på Fysisk- og Tek­no­lo­gisk Afde­ling (Phystech) på Karkov Stats­u­ni­ver­si­tet, hvor han opnå­e­de en master­grad i fysik og fysisk metal­lur­gi.
Fra 1993 til 1999 var han seni­o­r­in­ge­ni­ør, viden­ska­be­lig assi­stent og vide­re­stu­de­ren­de på Sor­os.
I 1999 bestod han eksa­men på Phystech’s efter­ud­dan­nel­ses sko­le, og han erhver­ve­de sin Ph.D.c med spe­ci­a­le i eks­pe­ri­men­tel kær­ne­fy­sik og i fysik om lade­de par­tik­lers strå­ling fra Fysisk- og Tek­no­lo­gisk Afde­ling på Karkov Stats­u­ni­ver­si­tet. Det­te blev efter­fulgt af et præli­mi­nært for­svar og en posi­tiv gen­nem­gang af D.S. V.T. Lazurik.
Efter 1999 for­lod han Phystech for at ind­le­de en selv­stæn­dig kar­ri­e­re.
Fra 1999 til 2012 orga­ni­se­re­de han ikke-stats­lig research over men­ne­sker på Inter­net­tet, grund­lag­de en sko­le, et gym­na­si­um og et uni­ver­si­tet med aka­de­mi­ske uddan­nel­ser og gra­der.

Efterskrift

To år er gået siden den før­ste udgi­vel­se af den­ne arti­kel i Rusland. Siden da beslut­te­de NASA at frem­stil­le seri­er af ste­reo­fo­to­gra­fi­er til betragt­ning gen­nem rød/cyan 3D-bril­ler, idet de sam­ti­dig lag­de over­lap­pen­de dele af Apol­lo-bil­le­der­ne fra “Månen” sam­men. Nu og da slip­per for­ly­den­der ud om, at nog­le af foto­gra­fi­er­ne på NASA’s web­s­i­te er ble­vet erstat­tet med retou­che­re­de udga­ver.

En arti­kel med tit­len “The met­hod of cor­re­la­ti­ve calcu­la­tion of paral­lax and camou­fla­ge” blev udgi­vet (på rus­sisk). Jeg kri­ti­se­re­de artik­len ved at gøre gæl­den­de, at

Dele af bil­led­ram­mer over­læg­ges ind­byr­des ved hjælp af en appli­ka­tion, der laver 360 gra­ders panora­ma­er PTGui, hvil­ket fjer­ner paral­lak­sen, hvor­ved med tiden afstan­den til objek­ter i bag­grun­den vil bli­ve kun­stigt for­ø­get. Vær ven­lig at kon­trol­le­re appli­ka­tio­nens algo­rit­me.

Mere her (på rus­sisk).

NASA sva­re­de ikke. I ste­det blev føl­gen­de pas­sus føjet til artik­len The Moon Hoax (her vises den engel­ske ver­sion) i den rus­si­ske udga­ve af Wikipe­dia i slut­nin­gen af 2009 (og atter fjer­net den 31 juli 2011) — “… yder­me­re, ana­ly­ser af bil­le­der taget under mis­sio­ner­ne på Månen viser, at fjer­ne bag­grundsob­jek­ter abso­lut er fjer­ne og ikke kan gen­ska­bes i et stu­die ved hjælp af tri­ck­fo­to­gra­fi”, idet man refe­re­re­de til sam­me arti­kel “En meto­de til kor­re­la­tiv bereg­ning af paral­lak­se og camou­fla­ge”.
Ethvert for­søg på at kor­ri­ge­re infor­ma­tio­ner­ne på Wikipe­dia og pege på de alvor­li­ge fejl i Wikipe­di­as arti­kel mis­lyk­ke­des.
Mode­ra­tor blev ved med at slet­te lin­ket.

Dr. Oleg Oley­nik

Retur til 1. afsnit  Sid­ste afsnit: Jøder­ne dan­ser på bor­de­ne