Oplysningscentret DCHF — og en parasitær kapacitet

Overtagelsen

O​-​D​-​I​-​N​.org pra­es. Erik Jarl, Køben­havn, maj 2013.

Udsty­ret med natur­lig nys­ger­rig­hed og sund skep­sis opsøg­te Erik Jarl i 2001 det da nyop­ret­te­de cen­ter “Dansk Cen­ter for Holo­caust- og Fol­ked­rabs­stu­di­er” for bl.a. at præ­sen­te­re lede­ren, Uffe Øster­gaard, for en ræk­ke spørgs­mål om jøder­nes Holo­caust. Som skat­tey­de­re i Danmark kun­ne vi håbe på, at cen­tret vil­le leve op til sit “man­dat” om at oply­se inden for emnet, og hel­dig­vis, en afta­le kom i stand.
Læs her hvor­dan det vide­re gik …

En aftale i 2001

I 2001 hav­de jeg fået en afta­le med det nyligt opret­te­de “Dansk Cen­ter for Holo­caust- og Fol­ked­rabs­stu­di­er” om at lave inter­views blandt med­ar­bej­der­ne på cen­tret. Jeg hav­de kon­tak­tet dem, for­di jeg sys­le­de med ide­en om en ung­domsor­ga­ni­sa­tion mod into­le­ran­ce, og ikke mindst mod racis­me, og i den for­bin­del­se kun­ne det være inter­es­sant at få nog­le spørgs­mål afkla­ret, som bl.a. var opstå­et efter læs­ning om emnet på Inter­net­tet. Især var der sider af holo­caust, som jeg godt kun­ne bru­ge en kva­li­fi­ce­ret for­kla­ring på. Når det angik de offi­ci­el­le udlæg­nin­ger af den­ne del af den euro­pæ­isk histo­rie, fandt jeg det sam­le­de ind­tryk for­vir­ren­de og usam­men­hæn­gen­de. Den omstæn­dig­hed, at jeg i for­vej­en hav­de skre­vet og talt skep­tisk om den orto­dok­se udlæg­ning af holo­caust, anså jeg ikke for at være diskva­li­fi­ce­ren­de i for­sø­get på at opnå pro­fes­sio­nel (stats­støt­tet) oplys­ning, og jeg reg­ne­de bestemt med at min hen­ven­del­se vil­le bli­ve mødt med vilj­en til at vej­le­de i ét af cen­trets cen­tra­le kom­pe­ten­ce­om­rå­der.

Hjem­me­fra hav­de jeg opstil­let tyve spørgs­mål (gen­gi­vet neden­for) til de inter­view, jeg håbe­de at kun­ne gen­nem­fø­re på cen­tret. Afta­len var kom­met i stand ved en tele­fon­sam­ta­le med en af cen­trets med­ar­bej­de­re Tor­ben Jør­gen­sen. Under sam­ta­len hav­de jeg rede­gjort for min iden­ti­tet og mine bevæg­grun­de for at kon­tak­te cen­tret, og ind­til vide­re hav­de jeg ikke bemær­ket for­be­hold af nogen art. Jeg blev til­med stil­let i udsigt, at jeg kun­ne inter­viewe cen­trets leder, pro­fes­sor Uffe Øster­gaard. [1] Tor­ben Jør­gen­sen og jeg aftal­te, at vi skul­le mødes kl. 14.00 i for­kon­to­ret, hvor­ef­ter jeg vil­le bli­ve gui­det til de rele­van­te med­ar­bej­de­re.

Præ­cis kl. 14 åbne­de jeg døren til for­kon­to­ret på 5. sal på Nør­re Søga­de 35 i Køben­havn. Inden­for blev jeg mødt af en grup­pe på omkring fem per­so­ner, blandt dem cen­trets leder, hvis udse­en­de jeg gen­kend­te. Nu faldt det mig straks ind, at en del af de til­ste­de­væ­ren­de ikke sig­na­le­re­de syn­der­lig gæst­fri­hed. Det føl­tes lidt aka­vet, at ingen hil­ste på mig og ret hur­tigt for­svandt ind på de til­stø­de­n­de kon­to­rer.

Den ene­ste til­ba­ge­væ­ren­de modt­og mig uden vel­komst eller præ­sen­ta­tion med spørgs­må­let, om jeg var den per­son, som hav­de rin­get, og om jeg kun­ne bekræf­te at være iden­tisk med den, de hav­de en afta­le med om inter­views. Jeg kun­ne bekræf­te beg­ge dele, hvor­ef­ter med­ar­bej­de­ren afslø­re­de, at man fra cen­trets side udmær­ket vid­ste, hvem jeg var, lige­som man var af den opfat­tel­se, at jeg under den ind­le­den­de tele­fon­sam­ta­le hav­de til­slø­ret min egent­li­ge hen­sigt med at kon­tak­te cen­tret.
Jeg kun­ne kun sva­re, at uan­set hvem de men­te jeg var, så var jeg uæn­dret den sam­me per­son, de hav­de talt med tid­li­ge­re, lige­som grund­la­get for mit besøg uæn­dret var det, som jeg hav­de oplyst under tele­fon­sam­ta­len. Til det­te sva­re­de cen­trets med­ar­bej­der fri­mo­digt, at det men­te han var usandt, og at man fra cen­trets side ikke ønske­de nogen dia­log med folk af “min slags”. Min slags er alt­så men­ne­sker, som fin­der vis­se aspek­ter af den orto­dok­se holo­caust­ver­sion ukla­re, og måske end­da har givet udtryk for sund skep­sis. Det­te var en besyn­der­lig udvik­ling i sagen, når besø­get nu skul­le have dre­jet sig om bl.a. into­le­ran­ce!

Jeg gjor­de der­ef­ter den opfat­tel­se gæl­den­de, at det vel var cen­trets mis­sion at oply­se befolk­nin­gen i rela­tion til emner­ne holo­caust og fol­ked­rab, samt at jeg alle­re­de var ble­vet stil­let i udsigt, at jeg kun­ne inter­viewe nog­le af cen­trets ansat­te, her­un­der lede­ren.
Men jeg tal­te alle­re­de for døve øren. Med­ar­bej­de­ren var bestemt ikke indstil­let på at leve op til vores afta­le: “Vi ønsker ikke at tale med dig, og du vil ikke få mulig­hed for at inter­viewe ansat­te her på cen­tret!” var hans svar.

Javel. Jeg, som hav­de ment, at hele ide­en med fore­ta­gen­det skul­le være, at dæm­me op for into­le­ran­ce ved at infor­me­re hen­sigts­mæs­sigt, blev nu gen­stand for præ­cis det, som cen­tret (for­melt) skul­le kun­ne fore­byg­ge, bl.a. into­le­ran­ce!

Jeg kun­ne se, at den afvi­sen­de med­ar­bej­der hav­de sam­me tele­fon­num­mer som Tor­ben Jør­gen­sen (resear­chas­si­stent), den jeg hav­de ind­gå­et afta­len med. Da han ikke tid­li­ge­re hav­de infor­me­ret mig om cen­trets pro­ble­mer med per­so­ner, der ikke del­te den loka­le kon­sensus, spurg­te jeg, om jeg måt­te udbe­de mig cen­trets offi­ci­el­le begrun­del­se for at afvi­se mig. For så vil­le jeg (infor­me­re­de jeg ham om) opta­ge den på min med­brag­te dik­ta­fon, så jeg kun­ne doku­men­te­re den. Men man­den var helt afvi­sen­de og gen­tog blot fra­sen, at cen­tret ikke ønske­de nogen yder­li­ge­re dia­log med mig.

Jeg var ikke helt klar til at give op og gjor­de et sid­ste for­søg på at få sub­stans ind i sam­ta­len, da en ny per­son trå­d­te ind i kon­to­ret (også uden at præ­sen­te­re sig) for, som han infor­me­re­de om, hans til­ste­de­væ­rel­se var “kun i uof­fi­ci­el kapa­ci­tet”, hvor­ef­ter han ind­t­og en mage­lig posi­tion bag et skri­ve­bord (af stor kapa­ci­tet). Den­ne per­son, som tal­te med frem­med accent, begynd­te der­ef­ter at angri­be mig ver­balt.

Han ind­led­te med at insi­nu­e­re, at mit udgangs­punkt vel var, at ingen jøder var omkom­met under kri­gen som føl­ge af tysker­nes poli­tik. Ret pro­vo­ke­ren­de. Men jeg sva­re­de som sandt er, at det ikke var et syns­punkt jeg del­te. Tvær­ti­mod men­te jeg, at der her­ske­de en del usik­ker­hed og uklar­hed omkring omstæn­dig­he­der­ne, og at det net­op var det for­hold, jeg hav­de opsøgt cen­tret for at få hjælp med. Jeg til­fø­je­de, at andre end jøder hav­de mistet livet under Anden Ver­denskrig, man­ge eng­læn­de­re, fransk­mænd, hol­læn­de­re, rus­se­re og tyske­re, og at den fæl­les ulyk­ke efter min opfat­tel­se udgjor­de det egent­li­ge holo­caust.

Til det­te sva­re­de den ikke offi­ci­elt til­ste­de­væ­ren­de, at han fandt mit syns­punkt ube­gri­be­ligt. Han var tyde­lig­vis på kort tid kom­met i indre oprør og gav mere eller min­dre utilslø­ret udtryk for, at enhver som ikke ind­t­og den orto­dok­se hold­ning til holo­caust måt­te være nazist eller racist. Jeg ind­vend­te, at der blandt revi­sio­ni­ster fin­des alle slags men­ne­sker af for­skel­lig poli­tisk, etnisk og reli­gi­øs oprin­del­se. Jeg nævn­te blandt andet en af revi­sio­nis­mens pio­ne­rer, fransk­man­den Paul Ras­si­ni­er [2] (1906–1967), der var soci­a­list (og i den egen­skab hav­de været kz-fan­ge). Jeg føje­de til, at jeg var viden­de om, at en del af cen­trets leden­de med­ar­bej­de enten var i tæt for­bin­del­se med zio­nis­men, eller hav­de været det, og at zio­nis­men er en ide­o­lo­gi, som FN i novem­ber 1975 kate­go­ri­se­re­de som raci­stisk. [3]

Den uof­fi­ci­el­le kapa­ci­tet påstod nu, at mine udta­lel­ser om zio­nis­men ikke var rig­ti­ge, men nær­mest “uhyg­ge­li­ge”.
Ja, ok – men mon ikke uhyg­gen for ham bestod i, at det er ube­ha­ge­ligt at bli­ve kon­fron­te­ret med kends­ger­nin­ger, som man helst for­næg­ter. Jeg fandt i hvert fald anled­ning til at gen­ta­ge, at mine oplys­nin­ger omkring zio­nis­men var hund­re­de pro­cent kor­rek­te, og at jeg var lidt over­ra­sket over at stø­de på den­ne afvis­ning hos men­ne­sker, hvis erhverv det var at for­mid­le histo­risk viden.

Der­med blev det hele vel for kon­kret for beg­ge med­ar­bej­de­re, såvel i offi­ci­el som uof­fi­ci­el kapa­ci­tet, for de lod mig for­stå, at jeg øje­blik­ke­ligt skul­le for­la­de cen­tret, hvil­ket jeg så gjor­de. Jeg må erken­de, at jeg føl­te mig bekræf­tet i, at dis­se men­ne­sker ikke var i stand til at for­hol­de sig til andet end deres vane­mæs­si­ge fore­stil­lin­ger, og at de befandt sig meget langt fra nogen form for objek­ti­vi­tet, end­si­ge en viden­ska­be­lig ind­falds­vin­kel til emnet. Hele fore­stil­lin­gen vare­de ca. 20 min., og jeg fik ikke svar på noget nyt – eller blot lej­lig­hed til at intro­du­ce­re et ene­ste af mine omhyg­ge­ligt for­be­red­te inter­viewspørgs­mål. 

Det var mit før­ste og sid­ste møde med det­te offent­ligt under­støt­te­de “Dansk Cen­ter for Holo­caust- og Fol­ked­rabs­stu­di­er”. Cen­tret, hvis opga­ve offi­ci­elt var (og fort­sat er i 2013, nu som en sek­tion under DIIS [4] at oply­se natio­nen om, hvad holo­caust og fol­ked­rab har med­ført og bety­det, for­modent­lig i for­sø­get på at fore­byg­ge into­le­ran­ce og nye ulyk­ker, har i sit væsen og med sit mate­ri­a­le, men frem for alt ved en excep­tio­nelt for­døm­men­de adfærd over for mig, vist sig at repræ­sen­te­re det mod­sat­te, nem­lig into­le­ran­ce og luk­ket­hed.
Med den atti­tu­de synes vir­ke­lig­he­den sna­re­re at være (som jeg egent­lig også hav­de ind­tryk­ket af), at for­føl­gel­se af ander­le­des tæn­ken­de er sat i system af de sam­me men­ne­sker, der har prak­ti­se­ret den gen­nem århund­re­der.
Det­te omfat­ten­de hyk­le­ri synes helt at have for­bi­gå­et dan­ske skat­tey­de­res opmærk­som­hed.

Spil­det af sta­tens pen­ge kun­ne måske hæve et øjen­bryn her og der, hvis nogen i den dan­ske befolk­ning ellers åbne­de øjne­ne og blev obser­ve­ren­de. Jeg selv blev kun bekræf­tet i, at man­ge af dis­se insti­tut­ter, der går zio­ni­ster­nes ærin­de, etab­le­res og arbej­der med en anden agen­da end den offi­ci­el­le. Det­te cen­ter stil­ler sig bered­vil­ligt til rådig­hed som under­vi­se­re af vores børn i sko­ler­ne.* Såvel cen­tret, som de men­ne­sker, der som for­mid­le­re har været med til at ska­be det lega­le og øko­no­mi­ske grund­lag for den­ne ensi­di­ge for­mid­ling af den orto­dok­se holo­caust-mytes uan­gri­be­lig­hed, bur­de omgå­en­de sæt­tes fra bestil­lin­gen. Det har intet med nyt­tig oplys­ning eller under­vis­ning i tole­ran­ce at gøre. Det­te cen­ter afløn­nes med dan­ske skat­te­kro­ner, såle­des at uan­gri­be­lig orto­dok­si i auto­ri­ta­ti­ve ram­me fort­sæt­ter med at bane vej­en for into­le­ran­ce og for­føl­gel­se af men­ne­sker med en kri­tisk under­sø­gen­de hold­ning til jøder­nes Holo­caust.

Mine “tyve spørgsmål” fra 2001 til Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier

Da jeg ikke kun­ne kom­me til at stil­le mine spørgs­mål i direk­te inter­views, send­te jeg dem i et brev til cen­tret og bad dem ven­ligst sva­re skrift­ligt. Jeg har aldrig mod­ta­get et svar, ud over det der lig­ger i at bli­ve erklæ­ret ueg­net til at bli­ve infor­me­ret af DCHF.

1.Hvad for­står DCHF ved begre­bet Holo­caust?
2.Hvil­ke fak­to­rer mener DCHF udlø­ser et Holo­caust?
3.Hvad for­står DCHF ved benæg­tel­se af Holo­caust?
4.

Mener DCHF, at man bør ind­fø­re love, som kri­mi­na­li­se­rer Holo­caust-benæg­tel­se?

5.

Hvor­dan stil­ler DCHF sig til den Isra­el­ske stats gen­tag­ne over­greb mod dets palæsti­nen­si­ske ind­byg­ge­re, samt Isra­els man­ge kræn­kel­ser af men­ne­ske­ret­tig­he­der­ne, her­un­der krigs­for­bry­del­ser?

6.

Hvil­ke skridt vil DCHF tage for at bely­se de man­ge etni­ske udrens­nin­ger af tyske­re, som fandt sted efter kri­gen, samt de alli­e­re­des man­ge krigs­for­bry­del­ser under og efter Kri­gen?

7.

Hvad mener DCHF om Göran Per­s­sons pje­ce [5] om Holo­caust, og vil DCHF publi­ce­re en lig­nen­de?

8.

Anser DCHF det for vig­tigt at gøre op med krig­sti­dens man­ge pro­pa­gan­daløg­ne, fjen­de­bil­le­der og over­dri­vel­ser?

9.

Hvor­dan for­hol­der DCHF sig til det anse­te jødi­ske tids­skrift “The Ame­ri­can Hebrew“s arti­kel fra den 31 okto­ber 1919, i hvil­ken Guver­nør Glynn nøje beskri­ver et “Holo­caust af 6 mil­li­o­ner øst­eu­ro­pæ­i­ske jøder”? (arti­kel ved­lagt.) Jeg var af den opfat­tel­se, at tal­let 6 mil­li­o­ner først kom på tale i for­bin­del­se med kri­gen 1939–1945. Kan DCHF for­kla­re mig det­te nær­me­re?

10.

Et af Holo­caust-benæg­ter­nes hove­d­ar­gu­men­ter synes at være et slo­gan, der lyder: “No Holes, No Holo­caust!” Det­te hen­vi­ser til de man­ge vid­ner, som efter kri­gen har for­talt, at den dræ­ben­de gas blev bragt ind i gaskam­re­ne via hul­ler i lof­tet. De luft­fo­to­gra­fi­er, der blev taget fra ame­ri­kan­ske efter­ret­nings­fly af Aus­chwitz-Bir­ke­nau i 1944, samt de tyske ori­gi­nal­teg­nin­ger af dis­se rum, af hvil­ke teg­nin­ger det ikke på nogen måde frem­går, at byg­nin­ger­ne skul­le være gaskam­re, eller har kun­net fun­ge­re som sådan, viser at den slags åbnin­ger ikke eksi­ste­re­de. På sene­re luft­fo­to­gra­fi­er er der placeret/malet en ræk­ke sor­te kon­tu­rer på “gaskam­re­nes” tag. Lige­le­des viser sene­re gra­fi­ske gen­gi­vel­ser af Aus­chwitz-Bir­ke­nau, at der på “gaskam­re­nes” tag var en ræk­ke sto­re sor­te hul­ler (jf. Göran Per­s­sons pje­ce om Holo­caust, teg­ning side 57, punkt 2). Hvad mener DCHF om dis­se dybt mod­stri­den­de infor­ma­tio­ner? Var der, eller var der ikke, hul­ler i lof­tet på “gaskam­re­ne” i Aus­chwitz-Bir­ke­nau? Hvis nej, hvor­dan kom gas­sen så ind i de påstå­e­de gaskam­re? Taler de utal­li­ge vid­neud­sagn sandt om, at gas­sen blev ført ind i gaskam­re­ne via hul­ler i lof­tet? Hvis ja, hvor­for optræ­der dis­se så ikke på luft­fo­to­gra­fi­er­ne fra 1944, hvor de påstå­e­de gaskam­re skul­le have kørt på fuld tryk? Og hvor­for fin­der man på nog­le kopi­er af de sam­me luft­fo­to­gra­fi­er nog­le mær­ke­li­ge, uiden­ti­fi­cer­ba­re, sor­te klat­ter, som ikke fin­des på andre kopi­er? [Redak­tio­nel kom­men­tar: Den­ne udgi­vel­se af “Göran Per­s­sons Pje­ce” har under­gå­et revi­sio­ner siden 2001, som ikke opreg­nes eller for­kla­res noget sted i 2013-udga­ven. Den oprin­de­li­ge side 57 er nu side 77, og viser en kendt teg­ning med over­skrif­ten “Bir­ke­nau Aus­chwitz II”. Man skal hæf­te sig ved, at under afsnitsover­skrif­ten: “Vig­ti­ge plad­ser og byg­nin­ger i lej­ren”, hed­der punkt 2 nu: “Kre­ma­to­ri­um 2 med underjor­disk gaskam­mer”. Den­ne byg­ning er på oprin­de­li­ge ver­sio­ner af sam­me teg­ning for­kla­ret som “kre­ma­to­ri­um og lig­kæl­der”. I 1988 påvi­ste den ame­ri­kan­ske eks­pert i hen­ret­tel­ses-gaskam­re, Fred Leu­ch­ter, gen­nem en meget grun­dig under­sø­gel­se af de påstå­e­de gaskam­re i Aus­chwitz-Bir­ke­nau, at det med sik­ker­hed kun­ne fast­slås, at lig­kæl­dre­ne, som der var tale om, aldrig hav­de kun­net fun­ge­re som gaskam­re – og aldrig hav­de været anvendt som gaskam­re. Der er ingen tvivl om, at de blev anvendt til det for­mål, de tid­li­ge­re beteg­nel­ser for­kla­rer: ligrum for døde inden de skul­le obdu­ce­res eller kre­me­res (man­ge døde af syg­dom eller unde­rer­næ­ring i kri­gens afslut­ten­de fase). Det er i øvrigt yder­li­ge­re inter­es­sant, at det til­hø­ren­de kre­ma­to­ri­um vil­le have repræ­sen­te­ret en uom­gæn­ge­lig fla­ske­hals alle­re­de efter en enkelt dags “mas­seud­ryd­del­se”, uan­set hvor­dan den skul­le have fore­gå­et. Kapa­ci­te­ten var sim­pelt­hen langt under, hvad et sådant sce­na­ri­um vil­le for­dre. Der er hel­dig­vis begå­et så bety­de­li­ge fejl i det fabri­ke­re­de illu­sions­num­mer, som jøder­nes Holo­caust har vist sig at være, at sand­he­den vil kom­me for en dag. De fysi­ske bevi­ser repræ­sen­te­rer et enormt vid­nes­byrd, der aldrig vil for­æl­des.

Læs også artik­len her om Fred Leu­ch­ters rap­por­ter. Slut på redak­tio­nel kom­men­tar.]
11.

Her er udvik­lin­gen i offi­ci­el­le dødstal for kz-lej­ren Aus­chwitz-Bir­ke­nau:

 

For­mid­lings-tids­punktFor­mid­len­de organ (kun offi­ci­el­le kil­der)Offi­ci­el­le dødstal
31.12.1945Fransk oplys­nings­bu­reau for krigs­for­bry­del­ser8.000.000
20.04.1978Le Mon­de (dag­blad i Paris)5.000.000
23.01.1995Die Welt5.000.000
20.01.1989Kog­on, Der SS-Staat (eks­pert­bog)4.500.000
01.10.1946IMT doku­ment 008-USSR4.000.000
24.11.1989(Stat­stal), OStA Major­owaky, (12 Js 1037/89)4.000.000
26.07.1990All­ge­me­i­ne Jüds­che Wochen­zei­tung4.000.000
08.10.1993ZDF4.000.000
25.01.1995Wetzla­rer neue Zei­tung4.000.000
27.01.1995(Stat­stal), Bun­de­skan­z­ler Kohl, Die Welt4.000.000
01.10.1946IMT doku­ment 3868-PS3.000.000
01.01.1995Damals (Tysk histo­ri­e­ma­ga­sin)3.000.000
18.07.1990The Penin­su­la Times Tri­bu­ne, SF (USA)2.000.000
25.07.1990Ham­bur­ger Abend­b­latt2.000.000
11.06.1992All­ge­me­i­ne Jüdi­s­che Wochen­zei­tung1.500.000
08.10.1993ZDF1.500.000
23.01.1995Die Welt1.500.000
01.09.1989Le Mon­de1.433.000
02.02.1995BUNTE (Tysk illu­stre­ret blad)4.400.000
22.01.1995Welt am Son­n­tag1.200.000
27.01.1995Die Welt1.100.000
21.12.1994IfZ1.000.000
21.12.1989Pres­sa­cs bog om Aus­chwitz928.000
27.09.1993Die Welt800.000
22.01.1995Welt am Son­n­tag750.000
02.05.1994Focus700.000
23.01.1995Die Welt700.000
31.12.1994Ny bog af Pres­sac: Die Kre­ma­to­ri­en von Aus­chwitz470.000
08.01.1948Welt im Film (Wochens­chau Nr. 137)300.000
06.01.1990Frank­fur­ter Runds­chau74.000
31.05.1995Hof­f­mann: Stal­ins Ver­ni­ch­tungskri­eg 1941–4574.000

Hvil­ket dødstal mener DCHF kom­mer tæt­tes på sand­he­den? Og hvor­for fin­des der så man­ge for­skel­li­ge dødstal?

12.

Hvad mener DCHF om, at Lade­manns Lek­si­kon fra 1991 oply­ser, at der i Aus­chwitz-Bir­ke­nau omkom 4 mil­li­o­ner jøder, som føl­ge af tysker­nes behand­ling, mens “Den Sto­re Dan­ske Encykl­o­pæ­di” fra 1999 oply­ser, at antal­let af omkom­ne jøder lig­ger på 1 mil­li­on? Hvil­ken af de to oplys­nin­ger mener DCHF er den kor­rek­te? Og hvor­for fin­der man i to aner­kend­te dan­ske lek­si­ka så vidt for­skel­li­ge oplys­nin­ger? Og er det offi­ci­el­le dødstal for Aus­chwitz-Bir­ke­nau i peri­o­den mel­lem de to publi­ka­tio­ners udgi­vel­se ble­vet ændret? Hvis ja, hvor­for?

13.

Ken­der DCHF til auten­ti­ske kon­struk­tions­teg­nin­ger af gaskam­re, hvor dis­ses funk­tion, vir­ke­må­de og betje­ning frem­går? Jeg har ikke været i stand til at frem­skaf­fe sådan doku­men­ta­tion. Kan DCHF hjæl­pe mig?

14.

Når man besø­ger Aus­chwitz får man af turist­gu­i­der­ne fra Aus­chwitz muse­et at vide, at gaskam­me­ret i Aus­chwitz I/Stamlager er ori­gi­nalt og i oprin­de­lig til­stand. Imid­ler­tid har direk­tø­ren for Aus­chwitz muse­et til­ken­de­gi­vet, at det­te kam­mer er en rekon­struk­tion. Hvad mener DCHF om den­ne sag? Er kam­me­ret ori­gi­nalt eller er det en rekon­struk­tion? Hvis DCHF mener, at det er en rekon­struk­tion, mener DCHF da, at det er accep­ta­belt, at man fra Aus­chwitz muse­ets side giver besø­gen­de fal­ske infor­ma­tio­ner her­om? Hvis DCHF mener, at kam­me­ret er ori­gi­nalt, hvor­for har Aus­chwitz muse­um direk­tø­ren da oplyst noget andet?

15.

Er DCHF viden­de om, hvor jeg kan fin­de et ori­gi­nal­fo­to­gra­fi af et gaskam­mer fra en tysk kz-lejr?

16.

Hvor­dan vur­de­rer DCHF de vid­neud­sagn, der beret­ter om mas­se­gas­nin­ger i Dachau, Mat­t­hau­sen, Neu­en­gam­me, og Stut­t­hof?

17.

Mener DCHF, at vid­neud­sagn ved­rø­ren­de Holo­caust skal god­ken­des uden kil­de­kri­tik? Hvis ja, hvor­for? Hvis nej, hvor­dan for­hol­der DCHF sig da til vid­ner som Phil­lip Mül­ler, Rudolf Vrba, Hele­ne Wei­ser, Ibo­ja Wan­dall-Holm, Alex Eisen­berg, Kurt Ger­ste­in, Elie Wie­sel, David Olère, Misha Defon­seca, og Olly Rit­ter­band?

18.

Hvad ser DCHF som sin vig­tig­ste opga­ve i dets arbej­de omkring Holo­caust, og hvil­ke udad­ret­te­de til­tag vil DCHF fore­ta­ge i den­ne for­bin­del­se?

19.

Hvad mener DCHF om pro­fes­sor Nor­man G. Fin­kel­ste­in og den­nes bog “The Holo­caust Indu­s­try”?

20.

Vil DCHF arran­ge­rer en offent­lig høring, hvor en Holo­caust-benæg­ter må del­ta­ge, såle­des at cen­tret for “åben skærm” har mulig­hed for at mod­be­vi­se den­nes påstan­de? Hvis nej, hvor­for ikke?

Det vil­le være en stor hjælp for os unge, som ofte­re og ofte­re stø­der på Holo­caust-afvi­sen­de hold­nin­ger, uden at vi er i stand til at for­hol­de os til dem, om jeg kun­ne få svar på dis­se spørgs­mål.

(Nu i 2013 – 12’te år uden svar på mine spørgs­mål  – ind­ser jeg, at DCHF’s hyk­le­ri vil fort­sæt­te, ind­til seri­ø­se dan­ske­re sæt­ter en stop­per for det.)

Noter

1

Uffe Øster­gård (f. 1945), dansk idéhi­sto­ri­ker og debat­tør, pro­fes­sor i Euro­pæ­isk Civi­li­sa­tion og Inte­gra­tion ved Aar­hus Uni­ver­si­tet. Fra 2000–2006 leder af Dansk Cen­ter for Holo­caust- og Fol­ked­rabs­stu­di­er (Nør­re Søga­de 5, Kbh.).
DCHF er nu i 2013 en sek­tion, Holo­caust- og Fol­ked­rabs­stu­di­er, under Dansk Insti­tut for Inter­na­tio­na­le Stu­di­er. Sek­tio­nens koor­di­na­tor er Ceci­lie Feli­cia Stok­holm Ban­ke (f. 1965), cand. mag. i histo­rie, tid­li­ge­re resear­cher på DCHF.
Fysisk pla­ce­ring: DIIS, Holo­caust- og Fol­ked­rabs­stu­di­er, Strand­ga­de 56, 1401 Køben­havn K.

2

Paul Ras­si­ni­er (1906–67) var fransk poli­tisk mod­stan­der af natio­nalso­ci­a­li­ster­ne i Tyskland og hav­de som sådan lidt meget under kri­gen. Han vend­te sig efter kri­gen imod, hvad han kald­te løg­ne­ne om holo­caust. Under sine ophold i en ræk­ke kon­cen­tra­tions­lej­re under kri­gen så han aldrig bevis på gaskam­re til brug mod men­ne­sker og hel­ler ikke på eksi­sten­sen af et pro­gram til udryd­del­se af jøder­ne. Efter sin befri­el­se læste han sen­sa­tions­præ­ge­de beret­nin­ger, som han vid­ste var for­ker­te. Selv om han ikke nære­de kær­lig­hed til sine tyske fan­ge­vog­te­re, føl­te han, at det var hans moral­ske pligt at for­tæl­le sand­he­den om lej­re­ne og til­ba­ge­vi­se de over­drev­ne og fal­ske påstan­de, der blev frem­ført i ver­denspres­sen. Han skrev blandt andet:

Den dag gik det op for mig, at der blev skabt fal­ske bil­le­der af de tyske lej­re, og at pro­ble­met med kon­cen­tra­tions­lej­re­ne var uni­ver­selt, ikke bare et pro­blem, der kun­ne fejes til side ved at pla­ce­re det på trap­pen til Natio­nalso­ci­a­lis­men. De depor­te­re­de, af hvil­ke man­ge var kom­mu­ni­ster, hav­de i vid udstræk­ning været ansvar­li­ge for de fejl­ag­ti­ge kon­klu­sio­ner i leden­de inter­na­tio­nal poli­tisk tænk­ning. Med ét føl­te jeg, at ved at for­bli­ve tavs blev jeg med­skyl­dig i en far­lig påvirk­ning.

I til­gift til egne skar­pe beret­nin­ger om erfa­rin­ger og obser­va­tio­ner, begynd­te han efter kri­gen at under­sø­ge hele sagen nær­me­re. Ras­si­ni­er hæv­de­de, at dødstal­le­ne i lej­re­ne var langt lave­re end påstå­et, og at døds­fald pri­mært var for­år­sa­get af lej­re­nes usle til­stand og var util­sig­te­de føl­ger af tabe­ne og øde­læg­gel­ser­ne i en nation, der var knust under en kata­stro­fal krig. Han kald­te også påstan­de­ne om gaskam­re for “klas­si­ske eksemp­ler på krigs­pro­pa­gan­da, som der ikke var noget grund­lag for i vir­ke­lig­he­den.” Ras­si­ni­er hav­de intet per­son­ligt at vin­de i efter­krig­sti­dens Frankrig ved at ind­ta­ge en så upo­pu­lær hold­ning. Fak­tisk hav­de han meget at tabe, og efter at have lidt under man­ge prø­vel­ser og afsavn i de tyske kon­cen­tra­tions­lej­re, kom han her­ef­ter til at lide under en intens for­føl­gel­se for sine modi­ge skrif­ter. (Del­vist fra: Jewish Supre­ma­cy af dr. David Duke, udgi­vet på dansk af for­la­get Dan Publis­hing under tit­len Jødisk racis­me.)


En tid­li­ge­re inter­ne­ret,
Paul Ras­si­ni­er, én af de før­ste holo­caust-revi­sio­ni­ster.

 

3

I 1975 vedt­og FN’s gene­ral­for­sam­ling med Reso­lu­tion 3379 (72 stem­mer for, 35 imod, 32 und­lod at stem­me) at “zio­nis­me er en form for racis­me og race­diskri­mi­ne­ring”, og den inter­na­tio­na­le kvin­de­kon­fe­ren­ce i Mexi­co sam­me år kræ­ve­de fjer­nel­sen af zio­nis­men. Reso­lu­tion 3379: “Inter­na­tio­nalt sam­ar­bej­de og fred kræ­ver opnå­el­sen af natio­nal befri­el­se og uaf­hæn­gig­hed, afskaf­fel­se af kolo­ni­a­lis­me og neoko­lo­ni­a­lis­me, frem­med besæt­tel­se, zio­nis­me, apart­heid og race­diskri­mi­na­tion i alle dens for­mer, såvel som aner­ken­del­se af fol­kesla­ge­nes vær­dig­hed og deres ret til selv­be­stem­mel­se”.

I 1991 gjor­de Israel til­ba­ge­kal­del­se af reso­lu­tion 3379 til en betin­gel­se for at del­ta­ge i Madrid-freds­kon­fe­ren­cen. Under pres fra mario­net­ten præ­si­dent George W. Bush, vedt­og FN reso­lu­tion 46/86. Tek­sten, der til­ba­ge­kald­te reso­lu­tio­nen, var sim­pelt­hen: Reso­lu­tion 46/86, “Gene­ral­for­sam­lin­gen beslut­ter at til­ba­ge­kal­de bestem­mel­sen inde­holdt i sin reso­lu­tion 3379 af 10. novem­ber 1975.” For­sla­get (som må kal­des et dik­tat) blev ved­ta­get med 111 stem­mer for, 25 imod, 13 und­lod at stem­me.

Selv om reso­lu­tio­nen efter pres fra USA* blev truk­ket til­ba­ge i 1991, anses zio­nis­me af man­ge grup­per, ikke mindst i ara­bi­ske lan­de og i Euro­pa, som racis­me, selv blandt vis­se jødi­ske grup­per anser zio­nis­men for racis­me, bl.a. Inter­na­tio­nal Jewish Anti-Zio­nist Net­work (IJAN). Zio­ni­ster­ne og deres støt­ter kal­der antizi­o­ni­ster for anti­se­mi­ti­ske.
Inden for vis­se kred­se af den krist­ne kir­ke (sær­ligt i USA) fin­des des­u­den en form for reli­gi­øst betin­get zio­nis­me. Det jødi­ske folks ret til Palæstina hæv­des på grund­lag af en bibelt­olk­ning; og opret­tel­sen af Israel, og (en del) jøde­rs til­ba­ge­ven­den, opfat­tes som opfyl­del­sen af nog­le af pro­fe­ti­er­ne, der hæv­des at læg­ge op til Mes­si­as’ gen­komst og dom­mens dag. (Kil­de: Wikipe­dia, maj 2013.)

4

DIIS: Dansk Insti­tut for Inter­na­tio­na­le Stu­di­er.

5

Göran Per­s­son, svensk stats­mi­ni­ster fra 22. marts 1996 til 6. okto­ber 2006.***

Redaktionelle noter

*

Læs også artik­len “Sek­tion for Holo­caust og Fol­ked­rab – Drab på hvil­ke folk efter 1945?”.

**

I 1975 vedt­og FN’s gene­ral­for­sam­ling med Reso­lu­tion 3379 (72 stem­mer for, 35 imod, 32 und­lod at stem­me) at “zio­nis­me er en form for racis­me og race­diskri­mi­ne­ring”, og den inter­na­tio­na­le kvin­de­kon­fe­ren­ce i Mexi­co sam­me år kræ­ve­de fjer­nel­sen af zio­nis­men. Reso­lu­tion 3379: “Inter­na­tio­nalt sam­ar­bej­de og fred kræ­ver opnå­el­sen af natio­nal befri­el­se og uaf­hæn­gig­hed, afskaf­fel­se af kolo­ni­a­lis­me og neoko­lo­ni­a­lis­me, frem­med besæt­tel­se, zio­nis­me, apart­heid og race­diskri­mi­na­tion i alle dens for­mer, såvel som aner­ken­del­se af fol­kesla­ge­nes vær­dig­hed og deres ret til selv­be­stem­mel­se”.

I 1991 gjor­de Israel til­ba­ge­kal­del­se af reso­lu­tion 3379 til en betin­gel­se for at del­ta­ge i Madrid-freds­kon­fe­ren­cen. Under pres fra mario­net­ten præ­si­dent George W. Bush, vedt­og FN reso­lu­tion 46/86. Tek­sten, der til­ba­ge­kald­te reso­lu­tio­nen, var sim­pelt­hen: Reso­lu­tion 46/86, “Gene­ral­for­sam­lin­gen beslut­ter at til­ba­ge­kal­de bestem­mel­sen inde­holdt i sin reso­lu­tion 3379 af 10. novem­ber 1975.” For­sla­get (som må kal­des et dik­tat) blev ved­ta­get med 111 stem­mer for, 25 imod, 13 und­lod at stem­me.

Selv om reso­lu­tio­nen efter pres fra USA* blev truk­ket til­ba­ge i 1991, anses zio­nis­me af man­ge grup­per, ikke mindst i ara­bi­ske lan­de og i Euro­pa, som racis­me, selv blandt vis­se jødi­ske grup­per anser zio­nis­men for racis­me, bl.a. Inter­na­tio­nal Jewish Anti-Zio­nist Net­work (IJAN). Zio­ni­ster­ne og deres støt­ter kal­der antizi­o­ni­ster for anti­se­mi­ti­ske.
Inden for vis­se kred­se af den krist­ne kir­ke (sær­ligt i USA) fin­des des­u­den en form for reli­gi­øst betin­get zio­nis­me. Det jødi­ske folks ret til Palæstina hæv­des på grund­lag af en bibelt­olk­ning; og opret­tel­sen af Israel, og (en del) jøde­rs til­ba­ge­ven­den, opfat­tes som opfyl­del­sen af nog­le af pro­fe­ti­er­ne, der hæv­des at læg­ge op til Mes­si­as’ gen­komst og dom­mens dag.

*) Den­ne magt­de­mon­stra­tion viste for alvor, at FN og USA’s admi­ni­stra­tio­ner er lydi­ge red­ska­ber for jøder­ne, og den bur­de have udløst et rama­skrig i enhver fri­hed­s­el­sken­de nation ver­den over. På trods af et oprin­de­ligt fler­tal for FN’s reso­lu­tion 3379 lyk­ke­des det for Israel, med et eksem­pel på, hvor­dan den zio­ni­sti­ske ver­densan­sku­el­se vil fun­ge­re i prak­sis, at sæt­te sig igen­nem med hjælp fra det “alli­e­re­de” USA, såle­des at FN var nødt til at omstø­de reso­lu­tio­nen.
Det­te var et vink med en vogn­stang til den øvri­ge ver­den om, hvad der bli­ver af natio­nal selv­be­stem­mel­se, hvis vi ikke sæt­ter os til mod­vær­ge. Det­te var et “suc­ces­fuldt” resul­tat af den jødi­ske kon­trol med beslut­nings­pro­ces­ser­ne i De For­e­ne­de Sta­ters øver­ste insti­tu­tio­ner (helt op til præ­si­den­tem­be­det), alle­re­de i 1975. Den­ne kon­trol har siden gre­bet om sig, og i dag, i 2013, er det en vit­tig­hed at tale om et frit Ame­ri­kas For­e­ne­de Sta­ter.

Her­un­der et bil­le­de, der er lånt fra dr. David Dukes bog Jewish Supre­ma­cism, 2007 (udgi­vet på dansk under tit­len Jødisk racis­me). Bil­le­det viser den poli­ti­ske magt­for­de­ling i USA.


Cha­bad i Det Hvi­de Hus, arran­ge­ret bag G. W. Bush.
Foto: Jødisk racis­me

 

***

Man­dag den 29. janu­ar 2001 ind­led­te Göran Per­s­son en inter­na­tio­nal kon­fe­ren­ce med 450 repræ­sen­tan­ter fra godt 50 lan­de. Som bevis for at holo­caust (svensk: Förin­tel­sen) har fun­det sted, hen­vi­ste Per­s­son til doku­men­ta­tio­nen i den offi­ci­el­le udgi­vel­se Tell ye your chil­dren… Bogen blev pro­du­ce­ret til gra­tis omde­ling på fle­re sprog, selv ara­bi­sk og per­sisk (idet det sven­ske folk betal­te), og kan nu i 2013 hen­tes som PDF fra www. levan​de​hi​sto​ria​.se/​n​o​d​e​/​130, fx på svensk. Göran Per­s­son hyl­de­de den 28. janu­ar 2000 bogens to for­fat­te­re med føl­gen­de ord: “We pay homa­ge to Stép­ha­ne Bru­ch­feld and Paul A. Levi­ne, who wro­te the mag­ni­fi­cent book …” (Kil­de: Clo­sing remarks.)

Enhver tryks­ag, der lan­ce­res ved hjælp af en auto­ri­tet i et stort anlagt forum, og med et pro­fes­sio­nelt lay­out, hvor der ikke er spa­ret på mate­ri­a­ler og mid­ler, opnår en næsten uan­fæg­te­lig inte­gri­tet. Det er kendt psy­ko­lo­gi, der tages i brug af pro­mo­to­rer­ne. Hvem ken­der ikke til lig­nen­de eksemp­ler, hvor lan­ce­ring og kva­li­tet oser langt væk af mid­ler og inte­gri­tet. Tænk blot på de mon­strø­se jødi­ske min­de­grav­plad­ser i pole­ret gra­nit, der for offent­li­ge for­mu­er er spredt ud over Tyskland. Der ska­bes med over­læg ind­tryk af “for­tids­min­de” når den slags flagski­be sæt­tes i søen.
Det er sådan den­ne “storslåede/prægtige/pragtfulde” tryks­ag fun­ge­rer, når et sage­s­løst publi­kum bla­der i den.

Men læses udgi­vel­sen med kil­de­kri­ti­ske øjne, begyn­der det før­ste ind­tryk af uan­fæg­te­lig­hed at vige for en skræm­men­de åben­ba­ring af stor­slå­et sce­ne­kunst, af et nyt illu­sions­num­mer af den slags vi har set til over­mål, siden jøder­ne for alvor fyre­de op under Holo­caust-indu­stri­en, så sent som tre­di­ve år efter Anden Ver­denskrig. Pje­cen viser stri­be­vis af gri­ben­de bil­le­der og teg­nin­ger, der ikke på nogen måde har kil­de­mæs­sig sand­heds­vær­di. I det hele taget er anven­del­sen af foto­gra­fi­er med ano­ny­me men­ne­sker, og uden sik­re steds eller tids­an­gi­ven­de hol­de­punk­ter, uan­ven­de­li­ge som histo­risk doku­men­ta­tion. Og det er net­op sådan “kil­der­ne” anven­des i den­ne pje­ce.
Den­ne sam­me modus er gene­rel for det meste af holo­caust-indu­stri­ens pro­duk­ter. En fak­tor af til­ta­gen­de vægt er den udvi­de­de mulig­hed for at mani­p­u­le­re bil­le­der og lyd elek­tro­nisk, så pro­duk­ter­ne ved en nor­mal gransk­ning vir­ker ægte. Der fin­des fle­re doku­men­ter­ba­re eksemp­ler på bil­led­ma­ni­pu­la­tio­ner til støt­te for den orto­dok­se frem­stil­ling af jøder­nes Holo­caust. Holo­caust-indu­stri­en inklu­de­rer i høj grad Hol­lywood, der råder over faci­li­te­ter og tek­nik­ker, der med stor let­hed kan frem­stil­le (ano­ny­me) pat­i­ne­re­de bil­le­der af et hvil­ket som helst til­snit og med et hvil­ket som helst ind­hold. Det gæl­der desvær­re også lyd og doku­men­ter. Hvis det­te mate­ri­a­le, der giver udse­en­de af at være histo­ri­ske kil­der, ikke byg­ger på ori­gi­na­ler, der er cer­ti­fi­ce­ret gen­nem et uni­ver­selt aner­kendt system for veri­fi­ka­tion med adgang for alle inter­es­sen­ter til at kon­trol­le­re ori­gi­na­li­te­ten, er de ubru­ge­li­ge som objek­ti­ve bevi­ser for Histo­ri­en – men natur­lig­vis ikke som “bevi­ser” for en ten­den­tiøs udlæg­ning af Histo­ri­en.
Det bli­ver mere og mere nød­ven­digt at insi­ste­re på cer­ti­fi­ce­ret kil­de­ma­te­ri­a­le for at imø­de­gå den omsig­gri­ben­de for­vansk­ning af Euro­pas histo­rie, som “Göran Per­s­sons pje­ce” er et eksem­pel på.

PS:

Artik­lens for­fat­ter skri­ver under pseu­do­ny­met “Erik Jarl”, men for­tæl­ler om sin per­son­li­ge ople­vel­se. Den beskrev­ne epi­so­de, såvel som for­fat­te­rens iden­ti­tet ken­des af redak­tio­nen.