Omskæring af børn er forbudt, men beskyttes af en retssædvane

Redaktionelt

O-D-I-N.org komm. Den Korte Avis, 3. juni 2014.

 

Amputation af forhuden omkring penis har været kendt inden for jødedommen i 2000 år.
Denne praksis nævnes i Første Mosebog som en religiøs pligt. Islam hævdede den som et påbud fra Muhammed ca. 600 år senere.

[Redaktionel kommentar pr. maj 2015:


Justitsminister og pladsholder Mette Frederiksen. Foto: Internettet

 

Vil en privilegeret jødisk minoritets frihed for Straffeloven i medfør af en retssædvane blive afskaffet af denne justitsminister? Vi tror det næppe. Hun beklæder primært ministertaburetten, som det er tilfældet for mange andre i den nuværende røde regering, på grund af sit slægtskab, og ikke nødvendigvis på grund af kvalifikationer ud over den dominerende – verbale.]

Den Korte Avis, fhv. kriminaldommer Peter Garde, 3. juni 2014.

Drengeomskæring bør forbydes og indgå i Straffeloven fremfor retsædvane, der giver straffrihed

I dansk juridisk praksis har omskærelse indtil for nylig ikke været anset som et problem.
En bortskæring af sundt kød uden lægelig nødvendighed er som udgangspunkt en klar overtrædelse af Straffelovens §§ 244 og 245 om forsætlig legemsbeskadigelse med en strafferamme på 6 års fængsel.

Men da den foretages 1.000–2.000 gange om året, uden at politi og anklagemyndighed griber ind, er der ingen tvivl om, at der er opstået, hvad vi jurister kalder en retssædvane om straffrihed begrundet i hensyn til forældrenes religionsfrihed.

Spørgsmålet er nu, om denne retstilstand bør opretholdes eller indgrebet forbydes, således at det fremtidig omfattes af de almindelige regler i Straffeloven.

Forbud er det eneste rigtige

Ud fra et kriminalistisk synspunkt mener jeg, at det bør forbydes.

Et hensyn til forældremyndigheden kan aldrig være et argument, især ikke efter ophævelsen af revselsesretten, hvor nu blot en lussing eller endefuld er strafbar vold.

Forældrenes samtykke på barnets vegne kan heller ikke legitimere omskærelse.

Det eneste mulige argument er hensynet til forældrenes frie religionsudøvelse, men også dette argument er uholdbart, da indgrebet indebærer legemsindgreb over for andre end beslutningstageren selv. At en stærkt troende ung mand efter det fyldte 18. eller måske 16. år frivilligt selv beslutter at lade sig omskære (men hvor mange vil gøre det?), vil jeg derimod ikke forbyde. Tatovering er således lovlig efter det fyldte 18. år.

Hensynet til barnets personlige religionsfrihed taler også for et forbud. I dag kan en mand, der vil forlade jødedommen eller islam, aldrig slippe væk fra det voldeligt påførte tegn på det tidligere religiøse tilhørsforhold. Især derfor er omskærelsestilhængernes parallelisering af omskærelse og den kristne barnedåb et hult argument; det koster kun et tryk på send-knappen at forlade kirken, og der resterer intet ydre tegn på, at den udtrædende er døbt, modsat den omskårne.

Endelig diskriminerer lovligheden af drengeomskærelse mod drenge i forhold til piger, hvor omskærelse nu er aldeles forbudt.

Opfordring til politikerne

De tidligere hørte argumenter for omskærelsens medicinske nytte er for længst opgivet. Selvom jeg er klar over, at der kun sjældent er komplikationer forbundet med omskærelse, er blot ét tilfælde et for meget, når man betænker, at omskærelse så godt som aldrig er til nytte.

Mange læger og ikke så få jurister har udtalt sig imod omskærelse, og meningsmålinger støtter ligeledes et forbud. Det må meget ønskes, at en modig politiker, helst justitsministeren, bringer sagen frem i Folketinget.

For en ordens skyld: Et forbud må omfatte alle med bopæl i Danmark, uanset hvor indgrebet foretages. En sviptur til Malmø eller Flensborg bør ikke kunne gøre indgrebet lovligt. Fristen for forældelse af strafbarheden bør først løbe fra den omskårnes voksenalder, 18 eller måske 21 år.

Redaktionel kommentar

Vi kan næppe bringe en mere kvalificeret juridisk vurdering af dette spørgsmål end Peter Gardes. “Juridisk sædvane”, der i praksis medfører straffrihed for en privilegeret minoritet i samfundet, er uacceptabelt, når der ikke er tale om diplomati eller kongehus.