Omskæring af børn er forbudt, men beskyttes af en retssædvane

Redaktionelt

O​-​D​-​I​-​N​.org komm. Den Korte Avis, 3. juni 2014.

 

Amputa­tion af for­hu­den omkring penis har været kendt inden for jøde­dom­men i 2000 år. Den­ne prak­sis næv­nes i Før­ste Mose­bog som en reli­gi­øs pligt. Islam hæv­de­de den som et påbud fra Muham­med ca. 600 år sene­re.

[Redak­tio­nel kom­men­tar pr. maj 2015:


“Justits­mi­ni­ster”, mario­net og mundtje­ner, Met­te Fre­de­rik­sen. Foto: Inter­net­tet

 

Vil en pri­vil­e­ge­ret jødisk mino­ri­tets fri­hed for Straf­fe­loven i med­før af en rets­sæd­va­ne bli­ve afskaf­fet af den­ne justits­mi­ni­ster? Vi tror det næp­pe. Hun beklæ­der pri­mært mini­sterta­bu­ret­ten, som det er til­fæl­det for man­ge andre i den nuvæ­ren­de røde rege­ring, på grund af sit slægtskab, og ikke nød­ven­dig­vis på grund af kva­li­fi­ka­tio­ner ud over den domi­ne­ren­de — ver­ba­le.]

Den Korte Avis, fhv. kriminaldommer Peter Garde, 3. juni 2014.

Drengeomskæring bør forbydes og indgå i Straffeloven fremfor retsædvane, der giver straffrihed

I dansk juri­disk prak­sis har omskæ­rel­se ind­til for nylig ikke været anset som et pro­blem.
En bort­skæ­ring af sundt kød uden læge­lig nød­ven­dig­hed er som udgangs­punkt en klar over­træ­del­se af Straf­fe­lovens §§ 244 og 245 om for­sæt­lig legems­be­ska­di­gel­se med en straf­fe­ram­me på 6 års fængsel.

Men da den fore­ta­ges 1.000–2.000 gan­ge om året, uden at poli­ti og ankla­ge­myn­dig­hed gri­ber ind, er der ingen tvivl om, at der er opstå­et, hvad vi juri­ster kal­der en rets­sæd­va­ne om straf­fri­hed begrun­det i hen­syn til for­æl­dre­nes reli­gions­fri­hed.

Spørgs­må­let er nu, om den­ne ret­stil­stand bør opret­hol­des eller ind­gre­bet for­by­des, såle­des at det frem­ti­dig omfat­tes af de almin­de­li­ge reg­ler i Straf­fe­loven.

Forbud er det eneste rigtige

Ud fra et kri­mi­na­li­stisk syns­punkt mener jeg, at det bør for­by­des.

Et hen­syn til for­æl­dre­myn­dig­he­den kan aldrig være et argu­ment, især ikke efter ophæ­vel­sen af rev­sel­ses­ret­ten, hvor nu blot en lus­sing eller ende­fuld er straf­bar vold.

For­æl­dre­nes samtyk­ke på bar­nets veg­ne kan hel­ler ikke legi­ti­me­re omskæ­rel­se.

Det ene­ste muli­ge argu­ment er hen­sy­net til for­æl­dre­nes frie reli­gions­u­dø­vel­se, men også det­te argu­ment er uhold­bart, da ind­gre­bet inde­bæ­rer legem­s­ind­greb over for andre end beslut­nings­ta­ge­ren selv. At en stærkt tro­en­de ung mand efter det fyld­te 18. eller måske 16. år fri­vil­ligt selv beslut­ter at lade sig omskæ­re (men hvor man­ge vil gøre det?), vil jeg der­i­mod ikke for­by­de. Tato­ve­ring er såle­des lov­lig efter det fyld­te 18. år.

Hen­sy­net til bar­nets per­son­li­ge reli­gions­fri­hed taler også for et for­bud. I dag kan en mand, der vil for­la­de jøde­dom­men eller islam, aldrig slip­pe væk fra det vol­de­ligt påfør­te tegn på det tid­li­ge­re reli­gi­øse til­hørs­for­hold. Især der­for er omskæ­rel­ses­til­hæn­ger­nes paral­le­li­se­ring af omskæ­rel­se og den krist­ne bar­nedåb et hult argu­ment; det koster kun et tryk på send-knap­pen at for­la­de kir­ken, og der reste­rer intet ydre tegn på, at den udtræ­den­de er døbt, mod­sat den omskår­ne.

Ende­lig diskri­mi­ne­rer lov­lig­he­den af dren­geom­skæ­rel­se mod dren­ge i for­hold til piger, hvor omskæ­rel­se nu er alde­les for­budt.

Opfordring til politikerne

De tid­li­ge­re hør­te argu­men­ter for omskæ­rel­sens medi­cin­ske nyt­te er for længst opgi­vet. Selv­om jeg er klar over, at der kun sjæl­dent er kom­pli­ka­tio­ner for­bun­det med omskæ­rel­se, er blot ét til­fæl­de et for meget, når man betæn­ker, at omskæ­rel­se så godt som aldrig er til nyt­te.

Man­ge læger og ikke så få juri­ster har udtalt sig imod omskæ­rel­se, og menings­må­lin­ger støt­ter lige­le­des et for­bud. Det må meget ønskes, at en modig poli­ti­ker, helst justits­mi­ni­ste­ren, brin­ger sagen frem i Fol­ke­tin­get.

For en ordens skyld: Et for­bud må omfat­te alle med bopæl i Danmark, uan­set hvor ind­gre­bet fore­ta­ges. En svip­tur til Mal­mø eller Flens­borg bør ikke kun­ne gøre ind­gre­bet lov­ligt. Fri­sten for for­æl­del­se af straf­bar­he­den bør først løbe fra den omskår­nes vok­se­nal­der, 18 eller måske 21 år.

Redaktionel kommentar

Vi kan næp­pe brin­ge en mere kva­li­fi­ce­ret juri­disk vur­de­ring af det­te spørgs­mål end Peter Gar­des. “Juri­disk sæd­va­ne”, der i prak­sis med­fø­rer straf­fri­hed for en pri­vi­li­ge­ret mino­ri­tet i sam­fun­det, er uac­cep­ta­belt i enhver sam­men­hæng.