Olof Palmes morder

Redaktionelt

O-D-I-N.org, 3. februar 2014.

 

Olof Palmes tid sluttede fredag den 28. februar 1986 kl. 23.21 i Stockholm, da han blev skudt ned bagfra af en snigmorder.
Ca. 40 minutter senere, “et par minutter over midnat” (1. marts) blev han erklæret død. Som motiv til mordet er der gættet på alle slags konspirationer, men aldrig på betydningen af den voksende aversion mod figuren Palme, eller den omsiggribende skuffelse og bekymring i hans eget bagland. Palme som politisk væsen var skabt af jøderne for at indtage posten som Sveriges statsminister, men han blev aldrig den arbejdende svenskers moralske leder, og hans ego forbød ham at blive styret som marionet. Men uanset dette repræsenterede han en jødisk overtagelse af Sveriges øverste embede, og jødisk erobret territorium skal (ifølge jøderne) forblive på jødiske hænder. Beviserne findes i dag, 2014, i overvældende omfang i svenskernes regering, ministerier og statsapparat, og vi kan observere en tilsvarende alarmerende besættelse i Danmark.
Mange undersøgelser har formelt skullet fælde Palmes morder, men det politiske Sverige ser helst, at status quo bevares. Den eneste sikre indikation, som enhver kan udlede af Palmemordets lange efterforskning, er, at en opklaring aldrig har været ønskelig. I det spørgsmål kan det sidestilles med mordet på J.F. Kennedy, og derfor er anstifteren måske den samme. På magthaverniveau er det uden betydning, hvem der trykker på aftrækkeren. Det afgørende er, hvem der dør.

(Følg med i seneste nyt med kontinueringerne nederst.)


Olof Palme (f. 1927, d. 1986). Foto: Internettet

 

Olof Palme (f. 1927, d. 1986), født ind i Stockholms bedre jødiske borgerskab. Som mediebåret wunderkind fik han overrakt nøglen til familiepartiet og til rollen som nationens landsfader. Han fejlede totalt. Hans empati for anonyme værdiskabende mennesker var akademisk. Han hyklede om verdensfreden, og dobbeltheden blev gennemskuet af vælgerne. Til sidst undsagde de ham. Han var godt på vej til at køre det moderne Sverige i sænk. Et omskifteligt sind og en uberegnelig vekslen mellem servil og polemisk optræden i det politiske miljø skabte ham betydelige fjender.

Som administrator var han effektiv, som ledende politiker en katastrofe! Han blev manipuleret ind i et embede, hvor han til sidst agerede som et ukontrollabelt missil. Han endte som en belastning, selv for sine skabere. Måske havde han i slutspillet størst værdi som martyr!

Attentatet

Kilde: palmemordet.se.

Den 28. februar 1986 omkring kl. 23 forlod daværende statsminister Olof Palme, sammen med sin kone, Lisbet, og sønnen Morten og dennes kæreste, biografen Grand i det centrale Stockholm. Efter en kort samtale mellem parrene begyndte ægteparret Palme at gå mod syd langs Sveavägen, mod boligen i Gamla Stan. Efter et par hundrede meter krydsede de over Sveavägen til det østlige fortov, hvor Lisbet Palme ville kigge på en vinduesudstilling. De fortsatte derefter ad Sveavägen (i sydlig retning).


Det nordøstlige hjørne af krydset Sveavägen-Tunnelgatan. Mordstedet er markeret. Det er Tunnelgatan (med Tunnelbana-skiltet), der fortsætter i østlig retning. Foto: Internettet

 

Da Olof Palme og fru Lisbet passerede kunst og idé-handlen Dekorima (nu: Kreatima) og nåede krydset mellem Sveavägen og Tunnelgatan, nærmede en mand sig parret bagfra. Han affyrede to skud. Det første ramte Olof Palme i ryggen, ca. 140 centimer over gadeniveau, og projektilet gennemborede spiserøret, luftrøret, den store kropspulsåre og brystbenet, inden det forlod kroppen. Det andet skud, som affyredes umiddelbart efter, strejfede Lisbet Palme. Sygehuspersonalet opdagede senere, at skudbanen var forløbet parallelt med hendes ryg, og projektilet havde efterladt sig strejfspor på skulderbladene. Man gik ud fra, at Lisbet Palme må have drejet sig i skudøjeblikket.


Trappen for østenden af Tunnelgatan.

 

Sekundet efter skuddene satte gerningsmanden i løb ad Tunnelgatan i østlig retning, han forcerede trapperne (for enden) og løb videre mod øst ad David Bargares Gata. Her gjorde to indbyrdes bekendte, vidnerne Nieminen og Zahir, den sidste sikre iagttagelse af Olof Palmes morder. Han passerede parret på modsatte fortov [eller modsat på samme fortov, det er uklart af formuleringen]. Nieminen og Zahir blev først opmærksomme på, at et mord lige var blevet begået, da de nåede til den øverste del af trappen på Tunnelgatan og mødte politifolkene fra en uropatrulje, der netop var ankommet til gerningsstedet. Da politiet optog jagten på gerningsmanden, var han forsvundet.

Klokken var skønsmæssigt 23.21 [da skuddene faldt]. En gruppe forbipasserende havde samlet sig omkring Lisbet Palme, der lå på knæ ved sin stærkt blødende mand. Livet randt ud af åbningerne i Olof Palmes ryg og bryst. En ung sygeplejerskeelev ved navn Anna Hage forsøgte at give ham hjerte- og åndedrætshjælp. Tilfældigvis passerede en ambulance stedet og blev vinket ind af en fodgænger. Klokken 23.28, ca. syv minutter efter skuddene, kontaktede ambulancefolkene alarmcentralen og meddelte, at de var på vej med Olof og Lisbet Palme til Sabbatsbergs sygehus. Ambulancen ankom til sygehuset tre minutter senere.

Et par minutter over midnat den 1. marts 1986 blev Olof Palme erklæret død.”

Kilde: videnskab.dk. “Da de nærmede sig krydset ved Tunnelgatan blev parret antastet af en høj, velbygget mand. Manden bar mørk frakke og hue. Han talte kort med Olof Palme, men da Palme begyndte at gå, trak manden en pistol, lagde hånden på Palmes skulder og affyrede to skud ind i ryggen på statsministeren. Olof Palme faldt om kl. 23.21. Efter et øjebliks bestyrtelse skreg Lisbet Palme, ‘Nej, hvad laver du?!’
Manden stak pistolen tilbage i hylstret og flygtede ad Tunnelgatan [østlig retning], løb op ad en lang trappe og forsvandt i mørket.”

Kilde: Wikipedia (dansk). En mængde vidner så morderen. Flere øjenvidner befandt sig i nærheden af gerningsstedet, og politiet fik 23 forskellige vidneudsagn om morderens udseende. To vidner angav at have set hele hændelsesforløbet: Anders Björkman, der gik få meter bag Palme-parret, og Inge Morelius, der sad i sin bil.

To vidner, Anja L og Inga Å, havde været til samme filmforestilling som Palme-parret og gik mod syd ad Sveavägan. De passerede krydset ved Tunnelgatan lige inden mordet. Inga Å oplyste, at da de passerede krydset, var der ingen på hjørnet ved Tunnelgatan.

Da mordet skete, holdt syv biler i krydset Sveavägen-Tunnelgatan, heraf tre taxaer. Den person, der nok havde den længste observation af morderen, var musiklæreren Inge Morelius. Han var kørt rundt i Stockholm med sin kæreste og to venner på udkig efter en kontantautomat. De fandt en automat ved krydset Sveavägen-Tunnelgatan på den modsatte side af Sveavägen [i forhold til, hvor mordet kom til at foregå, dvs. en automat på den vestlige side]. Morelius satte de tre passagerer af, så de kunne hæve penge, og foretog derefter en u-vending, således at han kom til at holde på Tunnelgatan med retning mod Sveavägen. Trafiklyset nåede at skifte adskillige gange, mens han holdt og ventede. Han så en mand komme gående nordfra ad Sveavägen frem til Dekorimas udstillingsvindue. Efter et kort øjeblik, hvor manden stod og kiggede på udstillingen, så Morelius ham vende sig med ansigtet mod vejen og med højre hånd i jakkelommen. Vidnet havde indtryk af, at manden ventede på nogen, at det måske drejede sig om narkotikahandel. En gruppe mænd passerede stedet i nordlig retning. Lige efter kom nogle piger gående forbi i sydlig retning. To af Morelius’ venner vendte tilbage til bilen, og han sagde til dem, idet han pegede på manden: “Han väntar på något.” Derefter observerede Morelius et par (Palme-parret) komme gående nordfra arm i arm. Lige efter at have passeret manden ved Dekorima slap parret ifølge Morelius hinanden, og kvinden gik et par skridt foran. Manden ved vinduet trådte frem, og Morelius sagde til sine venner: “Nu jävlar snor han handväskan av kärringen.” Manden tog med venstre hånd fat i manden (Palme) foran sig og trak samtidig højre hånd med en revolver op af lommen. Med bøjet arm skød han to gange på nært hold.

Vidnet Anders Björkman havde været på restaurant med sine kollegaer. Kollegaerne ville fortsætte, men Björkman skiltes fra dem på Sveavägen og kom dermed til at gå lige bag Palme-parret. Han opfattede Palme-parret og gerningsmanden som i selskab. Da skuddet lød, trådte Björkman ind i et skjul, enten indgangspartiet for Dekorima eller en port til Sveavägen 42. Björkman mente, at gerningsmanden havde en halvlang mørk jakke og mørk hue på. Han så ikke våbnet, men røgen fra skuddet.

Anders Delsborn, taxachaufføren der alarmerede egen central, holdt for rødt i sin taxa ved krydset Sveavägen-Tunnelgatan. Under en afhøring en time efter mordet forklarede Delsborn at han havde set tre personer (Palme-parret og gerningsmanden) i samtale med hinanden. Da der blev grønt, hørte han et skud og drejede hovedet, samtidig med at han hørte det andet skud og så mundingsflammen.”

***
Således kan man ved en umiddelbar søgning på Internettet hurtigt finde flere sært divergerende beskrivelser af samme mord. Intet under, at de afgørende spørgsmål i Palmemordet stadig står helt åbne. Måske er forfatterne af drejebogen til denne mordgåde af den opfattelse, at der hellere må herske almindelig forvirring, end at for mange begynder at spekulere over sandsynlige motiver?

Modus operandi og tekniske beviser

De to beskrivelser af gerningsmandens modus operandi (måde at operere på) kan tolkes som hhv. uprofessionel og professionel.

Den emotionelle, uprofessionelle: Ét skud i ryggen på hovedpersonen og ét i ryggen på ledsageren skal passivisere begge, hvorefter dræbende skud kan sættes ind uden risiko for genkendelse. Den plan forudsætter, at begge de indledende skud rammer. Skud nummer to ramte ikke, og i stedet for at skyde yderligere, valgte gerningsmanden at flygte og accepterede dermed en betydelig risiko for genkendelse.

Den kølige, professionelle: Gerningsmanden sikrer sig ofrets identitet ved at udveksle et par sætninger, hvorefter han/hun affyrer to skud på klodshold, enten ét gennem hver lunge, eller ét gennem hjerte/aorta-region og ét andet gennem hovedet. Attentatmanden er professionelt maskeret, så han ikke behøver at myrde ledsageren.

Det synes almindeligt accepteret, at gerningsvåbnet var en revolver, som, efter sit mekaniske princip, ikke udkaster patronhylstre ved affyring. Af den første beskrivelse fra palmemordet.se kan vi få indtryk af, at revolveren var af kraftig kaliber, idet projektilet passerede gennem kroppen og ud på forsiden. Blev det andet skud også affyret mod hovedpersonen, men blev afbøjet i kroppen med kraft nok til at strejfe og ridse ledsageren? Eller forlod dette projektil også forsiden af hovedmålet uden at ramme andre? Eller blev det andet skud affyret direkte mod ledsageren, men uden at dræbe? Forklaringerne giver indtryk af, at i det mindste ét af projektilerne må være endt et godt stykke fra selve affyringsstedet.

Kilde: Wikipedia (dansk). “Det var ikke politiets teknikere, der fandt de to projektiler fra skuddene: Det ene blev fundet af ‘en indisk journalist’ på det modsatte fortov den 1. marts. Det andet af ‘en kvinde’ den 2. marts tæt ved gernings-stedet. Ammunitionen var Winchester .357 Magnum Metal Piercing fra producenten Winchester Western. En isotop-analyse i 1990 viste, at fabrikken havde fremstillet den i 1979 og pakket den i æsker med mærket ‘PM’. Ni andre patroner af denne type blev senere sporet blandt andet til en våbenhandler i Lapland. Fire af de 9 patroner kom fra en æske mærket ‘3 PM 7’ hvilket betød, at de var fremstillet den 7. november 1979.” (?)

Det hører til sjældenheder, at så vigtige tekniske beviser ikke bliver fundet under en moderne politimyndigheds rutinemæssige “støvsugning” af gerningsstedet og dets nærmeste omgivelser. Og det er påfaldende, at begge de fundne projektiler lå synligt fremme så tæt på gerningsstedet i betragtning af, at ét af skuddene, efter hvad der anses for givet, blot strejfede Lisbet Palme.
Med to matchende (?) fund af den karakter, var der kun én type skydevåben at rette efterforskningen imod, og en hvilken som helst kaliber .357 revolver kunne komme i spil, hvilket det senere forløb også vidner om. Hvis vi et kort sekund leger med den kætterske tanke, at de to egentlige projektiler blev fundet af politiet, og to andre blev plantet på en sådan måde, at de hurtigt ville blive fundet af tilfældige nysgerrige, kunne den del af de tekniske undersøgelser erklæres for afsluttet, og efterforskningen ville for stedse være afsporet, endnu inden den var kommet i gang.

Kilde: Wikipedia (dansk) “Ammunitionen tydede på, at våbnet var en .357 magnumrevolver [Magnum, fordi den er bygget til kraftigere drivladning]. Blandt andet producerer Smith & Wesson den type. Ved en opgørelse fandtes 2.160 registrerede revolvere i Sverige, heraf 650 i Stockholms Län. I marts-april 1986 besluttede politiet at alle disse revolvere i Stockholms Län skulle prøveskydes. Svenskere med en .357 magnum-revolver blev bedt om at henvende sig til politiet med deres våben. Senere er flere hundrede revolvere blev prøveskudt.
Fund af magnumrevolvere har til stadighed optaget svenske medier, senest i april 2013. Visse eksemplarer har påkaldt sig særlig interesse:

Mockfjärd-revolveren, Sucksdorff-revolveren og Skeppsholmen-våbnet.”

***
Læs selv på Wikipedia om de enormt tidskrævende og ressourceforbrugende jagter på en bestemt type våben.

Kilde: Wikipedia (dansk). “Palme blev sandsynligvis skudt med et våben af kaliber .357 [svarer til 9,1 mm], og sandsynligvis var det en lang Smith & Wesson revolver med mindst 4 “turns” [kamre i tromlen]. Christer Andersson [ikke at forveksle med Christer Pettersson] var ejer af en magnumrevolver. Han mødte aldrig op til testskydningen. Andersson påstod, at han havde solgt revolveren og to æsker ammunition for 5.500 kroner i efteråret 1992. Handlen skulle være sket på Skeppsholmen til en sydlænding, som Andersson havde mødt dagen før på Café Operas fortorvscafé.

Andre våben:
Et våben fundet i 2002, som man dengang mente kunne være Sucksdorff-revolveren, kom til veje med hjælp fra en 47-årig kriminel med forbindelser til Sigge Cedergren. En revolver-pibe, indleveret via freelancejournalisten Nuri Kino i marts 2006 skulle prøveskydes. Piben blev dog ikke affyret, da den kunne udelukkes på anden vis. Senere i 2006 hævdede en 76-årig mand, at han havde fundet en revolver i Mussjön i 1983, da han var ude at fiske. Han påstod videre at have solgt våbnet til Sigge Cedergren, at Cedergren senere bad ham opbevare våbnet, og at våbnet i 1988 stadig var der, hvor han havde anbragt det. Den 76-årige tilbød Palme-efterforskerne revolveren for 500.000 kroner, hvilket man ikke accepterede (?).
I juli 2007 kom det frem, at endnu en magnumrevolver var fundet i forbindelse med oprydning i en gammel lade i Månkarbo i Uppland. Laden havde stået ubenyttet i 15 år. Flyttekassen med revolveren skulle være blevet fragtet til laden af dens tidligere ejere, et par fra Stockholm med forbindelser til det kriminelle miljø. Flyttekasserne indeholdt også regninger fra tiden omkring mordet på Palme. Det viste sig, at revolveren ikke var ægte.
I 2011 kom en ny revolver til politiets kendskab. Fra en lokalavis i Örebro i det centrale Sverige fremkom oplysninger om, at en person lå inde med en magnumrevolver, der var købt tre måneder efter mordet. Revolveren havde ikke været undersøgt af politiet i forbindelse med mordet. ‘I og med, at der udfærdigedes licens, tog jeg det naturligvis for givet, at våbnet var kontrolleret’, udtalte ejeren. ‘Men politiets efterforskere fortæller ham, at revolveren ikke er undersøgt, og at de nu vil undersøge den i lighed med alle andre tilsvarende våben i sagen,’ skrev Politiken i februar 2011.”

Osv., osv.

Konfrontationer og sagsforløb

Kilde: Palmemordet.se. “Konfrontationen: Den første tid efter mordet havde Lisbet Palme intet præcist erindringsbillede af gerningsmanden. Der blev aldrig foretaget en grundig afhøring af hende om gerningsmandens signalement. Efter anholdelsen af Christer Pettersson medvirkede hun i en videokonfrontation, hvor hun udpegede Pettersson som gerningsmanden. I tingsrätten var hun absolut sikker på, at Pettersson var morderen. Ifølge tingsrätten var Lisbet Palmes udpegning meget troværdig: ‘Den måde hun identificerede ham på ved det første forløb er efter tingsrättens indtryk tværtimod meget overbevisende.’ Hovrätten bedømte dog, at Lisbet Palme gjorde sine iagttagelser under forudsætninger, så troværdigheden kan betvivles.

Hovedmistænkte, Christer Pettersson. Politiet demonstrerede tidligt en vis interesse for Sollentuna-boen Christer Pettersson. Den 28. maj, to måneder efter mordet, blev han afhørt om sin færden på mordaftenen. Et år senere, primo 1987, begyndte politiet at modtage tips om, at Christer Pettersson lignede det fantombillede, som politiet havde udsendt. Da efterforskningsledelsen begyndte at fokusere på kvarteret omkring mordstedet i slutningen af 1988 blev Christer Pettersson atter aktuel. Han blev hentet ind til afhøring den 14. december og måtte samtidig deltage i en serie konfrontationer med blandt andre Mårten Palme, Olof Palmes søn [som vidne, må vi gå ud fra]. Konfrontationen blev filmet, og da Lisbet Palme så videoen, udpegede hun Christer Pettersson som sin mands morder. Straks efter blev Christer Pettersson varetægtsfængslet.

I juli 1989 dømtes Christer Pettersson af en delt tingsrätt for mordet på Olof Palme. Tingsrättens tre lægdommere mente, at han var skyldig, mens de to juridiske dommere frikendte ham. Christer Pettersson ankede dommen til hovrätten (landsretten), der genoptog sagen i oktober 1989. Under processen erkendte Lisbet Palme, at hun havde haft forkundskab om, at politiet havde varetægtsfængslet en alkoholiker fra Sollentuna, inden hun deltog i konfrontationen og udpegede Christer Pettersson.
Den 2. november 1989 lod Svea Hovrätt meddele, at Christer Pettersson var sat på fri fod, frikendt for anklagerne om mordet på Olof Palme. Rigsanklageren [statsadvokaten] valgte ikke at kære frifindelsen, som dermed fik virkning fra 1. december 1989.

Mistanken mod Christer Pettersson bestod trods hovrättens frikendelse. Palmegruppen fortsatte med at undersøge Christer Pettersson-relaterede tips, der strømmede ind, selv om arbejdet foregik mindre intenst efter hovrättens afgørelse. Da gruppen fik ny ledelse i 1996 begyndte man atter at fokusere på Christer Pettersson. Man behandlede de tips, der var kommet ind siden hovrättens afgørelse, og spørgsmålet: skulle man begære behandling ved den øverste instans (højesteret)? lød hen på sensommeren 1996. Den daværende rigsanklager, Klas Bergenstrand, vurderede imidlertid, at det nødvendige materiale endnu ikke var fremskaffet.

I løbet af foråret 1997 indkom nye tips, og sammen med de nye informationer, der var indkommet siden hovrättens afgørelse i slutningen af 1989 fremsatte rigsanklageren en begæring for højesteret om genoptagelse af sagen. Högsta domstolen afslog denne ansøgning i maj 1998. Afslaget var enstemmigt, men i begrundelserne divergerende opfattelserne. Trods højesterets afslag oplyste undersøgelsesledelsen, at deres interesse for Christer Pettersson som mulig gerningsmand var uændret.


Christer Petterson, syndebuk.

 

Christer Pettersson, syndebuk i Palmemordet, blev jaget indtil han døde.
(Så gik det mere ekspedit for Lee Harvey Oswald.)

Den 15. september 2004 [næsten 19 år efter mordet] blev Christer Pettersson anholdt i Sollentuna centrum. Han blev bragt til Karolinska sygehuset i Stockholm for at få en skade i armen undersøgt. Da skaden, et knoglebrud, var blevet behandlet, blev han sendt videre til akuthåndteringen for misbrugere på St. Görans sygehus. Da han morgenen efter forlod sygehuset, gled han på et iset underlag, faldt og slog hovedet i asfalten og pådrog sig alvorlige indre blødninger. Christer Pettersson kom ikke igen til bevidsthed. Han døde på Karolinska sygehus den 29. september 2004 kl. 12.55 af hjerneblødningen.
Daværende statsminister Göran Persson kommenterede hans bortgang med ordene:
“Det er et tragisk liv, som nu er kommet til sin slutning.” (Hvem sagde: hykler!)

“Mordet på Olof Palme” (mistænkt: ikke Christer Petterson – måske Victor Gunnarsson?)

Af cand.mag. i historie og filosofi Paul Smith, 2010:

Kilde: Hovedland.dk. “Dokumentar: Den 28. februar 1986 blev Olof Palme skudt på klodshold på Sveavägen, efter at have været i biografen med sin kone. Det svenske politis indsats for at opklare mordet på Sveriges statsminister har ikke just været prangende. Måske fordi Palmes kone meget tidligt synes at have identificeret den forkerte morder, Christer Pettersson.

Paul Smith har været optaget af Palmemordet i mange år, og han debuterede som skønlitterær forfatter med den filosofiske krimi ‘Opklaringen af et meget omtalt mord’, hvori han hævder at have fundet morderen, som nu er død.

Set med med Paul Smiths uafhængige øjne har politiet brugt enorme ressourcer, de fleste af dem på at rode godt og grundigt rundt i bevismaterialet. Det tog svensk politi 9 år at finde frem til Olof Palmes mest sandsynlige morder, som boede et par hundrede meter fra mordstedet, og som var i besiddelse af et skydevåben som mordvåbnet og som havde et ualmindeligt godt motiv til at myrde Palme – i affekt.

Først meget sent opdagede efterforskerne hans forbløffende fysiske lighed med drabsmanden fra Sveavägen. De opdagede også, at han boede i nærheden af mordstedet, da mordet skete, og han havde intet alibi.
Siden gjorde politiet alt for at hemmeligholde revolverejerens eksistens, selvom indiciekæden mod ham var lang.

Siden har pensionerede mord-efterforskere via dygtigt spin fortsat med at sprede sladder om den frifundne alkoholiker Christer Pettersson i pressen.
Der er skrevet mange bøger om Palmemordet. Paul Smith har læst de fleste og har i forbindelse med bogen fået god hjælp af mordkommissionens nuværende efterforsknings-leder, Stig Edqvist, der bl.a. har leveret flere fotos.

Paul Smith er forfatter og journalist. Han har læst filosofi og har fungeret som underviser på højskoler. Han har tidligere fået udgivet Opklaringen af et meget omtalt mord (2006), Mordet på imamen (2008) og Den passionerede lejemorder (2009).”

***
Her dukker en ny “Christer” op i historien. Palmesagen er umulig at danne sig et klart billede af for offentligheden. Informationerne er spredte og overfladiske. Kilderne ofte anonyme. Og sådan skal det nok være.

“Palmes morder” (mistænkt: Christer Andersson)

Af cand.mag. i historie og filosofi Paul Smith, 2012:

Kilde: Hovedland.dk. “En sensommerdag i 2008 kørte to ordensbetjente ud til en mand lige syd for Stockholm. Hans bror havde kontaktet politiet, han var bekymret, fordi han ikke kunne få telefonisk kontakt til manden. Ingen svarede, da betjentene ringede på. Til sidst bankede de hårdt på døren, mens de råbte: – Luk op! Det er politiet! Straks efter hørtes et skud. Da betjentene kom ind i lejligheden, fandt de den 56-årige mand, død. Skudt med et håndvåben. Da der klart var tale om et selvmord, foretog politiet sig intet yderligere. Liget blev kørt bort og lejligheden tømtes senere.

I de seneste 10 år var Christer Andersson – ikke at forveksle med Christer Pettersson – hovedmistænkt i sagen om mordet på statsminister Olof Palme. Men noget glippede, da Christer Andersson skød sig. At han var mistænkt for Palmemordet, vidste kun en meget lille kreds af kriminalbetjente. Og næppe nogen blandt ordenspolitiet. Hans navn var hemmeligstemplet. Ingen alarmklokke ringede.

Tre år efter selvmordet og ca. et halvt år efter Paul Smiths anden Palme-bog ‘Mordet på Olof Palme’, blev præsenteret i Stockholm, februar 2010, ringede telefonen hos forfatteren Paul Smith i Aarhus. En stemme fra Sverige præsenterede sig. Vedkommende havde været med i efterforskningen af mordet på Olof Palme. Røsten fortsatte: ‘Jeg er faldet over din bog om Palmemordet, og kan kun sige, at den har jeg ventet på i mange år.’ Derefter spurgte Stemmen, om Paul Smith kendte den sandsynlige Palmemorders rigtige identitet. Det bekræftede han, og efter en kort pause sagde Stemmen: ‘Ja, der er jo altid en Christer indblandet.’ Den ‘Christer’, de begge tænkte på, var Christer Andersson – selvmorderen. Men samtidig tænkte de også på blandingsmisbrugeren Christer Pettersson, som fejlagtigt blev anklaget for mordet på Olof Palme. Havde politiet i mange år jaget den forkerte Christer? De oplysninger der fremlægges i bogen skulle have været hemmeligt-stemplede og under alle omstændigheder ville hemmeligholdelsen samtidig have dækket over det svenske politis forkludring af et af det tyvende århundredes største mordgåder, Palmemordet. Nu fremlægges de her.”

***
Her følger en længere artikel, der er skrevet af to psykologer. Den er interessant, fordi den peger på den mistænkte Victor Gunnarsson, der ret hurtigt blev elimineret fra efterforskningen som mulig morder. Hans person matcher imidlertid langt bedre end Christer Petterson med det billede af gerningsmanden, der bliver tegnet gennem de helt umiddelbare interviews med vidnerne.

Hvem dræbte Sveriges statsminister Olof Palme? (mistænkt: Victor Gunnarsson)

Kilde: Oktober 2010 Rätspsykologi – http://www.rpkab.se/Palme.htm Dette oprindelige link til kilden virker desværre ikke mere, og vi kan ikke længere finde artiklen. Vi står imidlertid 100% inde for den korrekte danske oversættelse, der følger her.

Nils Wiklund, assoc. professor i retspsykologi

Adrian Parker, professor i psykologi

“Olof Palme, daværende statsminister i Sverige, blev myrdet den 28. februar 1986, skudt i ryggen, uden bodyguards efter et biografbesøg. Den første engelsksprogede redegørelse for omstændighederne omkring mordet, ‘Blood on the Snow’, blev udgivet af historikeren Jan Bondeson i 2005. I betragtning af konsekvenserne for Europas historie vurderer Bondeson Palmemordet på linje med attentatet på Kennedy som ‘en af århundredets forbrydelser’. Forbrydelsen er endnu ikke opklaret, og det er muligt, at morderen selv er død inden for de fireogtyve år, der er forløbet, således at en domfældelse ikke vil være mulig. Trods dette, med de rigtige ressourcer, kan spørgsmålet om, hvem morderen var, stadig besvares. En anledning til optimisme er, at sagen aldrig har været genstand for analyse under anvendelse af nu veletablerede principper for retspsykologi, og det er emnet i denne artikel.

En betydelig hindring for initiativer af den slags har været, at i Sverige har en anselig del af befolkningen, måske majoriteten, accepteret, at en voldelig alkoholiker, Christer Pettersson, som døde nogle år tilbage, var gerningsmanden, selv om han var blevet frikendt af den højeste appelret (Svea hovrätt). På trods af denne frifindelse, synes selv politiets efterforskere at have fortsat med at betragte Pettersson som hovedmistænkt. Chefanklageren forsøgte endog at genåbne sagen mod Pettersson, men højesteret afgjorde, at der ikke var fremlagt nyt materiale af betydning for bevisførelsen og gjorde opmærksom på, at der endnu var alternative hypoteser, som ikke var blevet udtømmende undersøgt af chefanklageren i sagen.

Konsekvensen af den tilstand er blevet, at sagen i Sverige efterhånden opleves som et åbent sår, der hellere må lades i fred, så det kan hele. Denne følelse af resignation kan måske formidle behovet for en revaluering under brugen af moderne efterforskningsmåder. For den udvikling taler en anden højprofileret sag (om den påståede seriemorder Thomas Quick). Sagen afslører for tiden at de efterforskningsteknikker, der er brugt af politi og anklagere fra 1980’erne og frem, har svigtet afgørende. Disse svigt var åbenbare i Palmeudredningen, og det værste var fraværet af enhver systematisk form for retspsykologi. Denne artikel kommer i forhold til Palmesagen ind på nogle af principperne for rets- og vidnepsykologi i et forsøg på at gøre op med undladelserne og vise, at de forhåndenværende fund faktisk kan give fingerpeg i retning af en løsning.

Til trods for de ovennævnte brister, var en enkelt vidne-psykolog, Astrid Holgerson, involveret i sagen, skønt på forsvarets side. Men brugen af hende var begrænset. Alligevel var det essentielt Holgersons erklæring, der førte til frikendelsen af Christer Pettersson. Det lykkedes Holgerson at svække hovedanklagen, der var leveret af enken Lisbet Palme, mod Pettersson. Lisbet Palme havde oplevet mordet på tæt hold og havde senere under udredningen med “stor overbevisning” identificeret Pettersson som morderen. Det var denne overbevisning, der også forsikrede offentligheden og politiets efterforskere om, at identifikationen var korrekt. Alligevel var Holgersen i stand til at vise, at Lisbet Palmes erindring om selve mordet højst sandsynligt var blevet påvirket af, hvad hun havde set i pressen om Pettersson således, at hun kognitivt havde dannet sig en illusion af at være sikkert overbevist.

I USA er der nu registreret adskillige sager om forkerte domfældelser gennemført med tilsvarende eller større overbevisning, men hvor de dømte senere er blevet frikendt, idet DNA-analyser har bevist deres uskyld. I de flestes af disse tilfælde skyldtes de forkerte domme fejlagtige identifikationer. I 1956, længe inden formelle studier havde påvist upålideligheden ved menneskelig perception, havde Alfred Hichcock lavet filmen ‘The Wrong Man’ og vist, at retssystemet kunne vildledes fuldstændigt på det grundlag. I England blev problemet med at bruge vidneidentifikationer som eneste grundlag for domfældelser genstand for en juridisk undersøgelse, der resulterede i Devlin-rapporten, en rapport, der fik indflydelse på den svenske appelrets beslutning om at frikende Pettersson.

Den retslige nedjustering af Lisbet Palmes vidneforklaring er i fuld overensstemmelse med de videnskabelige analyser af, hvordan hun vidnepsykologisk kom til at kredse om Pettersson. Den harmonerer også med en senere eksperimentel undersøgelse under brug af videooptagelsen fra den fysiske konfrontationsrække, efter hvilken Lisbet Palme udpegede Pettersson. Videoen blev vist for amerikanske studerende, som ikke kendte til mistænktes identitet. Da de ikke havde nogen yderligere information om ham, var deres muligheder for at udpege ham tilfældig; men da de fik at vide, at den mistænkte var alkoholiker, en information, der var blevet frigivet til den svenske offentlighed og var kendt af Lisbet Palme forud for konfrontationen, var der ikke mindre en 75% af de studerende, der udpegede Pettersson. Lisbet Palmes spontane kommentar, da hun så konfrontationsrækken, var: “Man kan med det samme se, hvem der er alkoholiker.”

I betragtning af både den retslige og videnskabelige reservation over for værdien af Lisbet Palmes vidneudsagn, syntes politiets efterforskere, medierne og offentligheden at klynge sig til den første mavefornemmelse: at hendes identifikation af Pettersson til syvende og sidst måtte være den rigtige. En forklaring på dette kan være, at når et offer for en forbrydelse konfronteres med den mulige gerningsmand, kan offeret let blive overvældet af de følelser, som han eller hun oplevede på tidspunktet for forbrydelsen. Følelserne transformeres til en overbevisning om, at den mistænkte må være gerningsmanden, og den overbevisning kan videregives til dem, der lytter til offeret, hvis tilhørerne ikke kan tage højde for disse psykologiske mekanismer.

I sin erklæring til sagen pegede Holgerson på et afgørende punkt: at det er hukommelses-genkaldelsen, der kommer til udtryk i den første afhøring og ikke de efterfølgende, der skal lægges vægt på som retningsgivende for den videre efterforskning. Afhøring skal foretages snarest muligt. Med udgang i dette princip er de tre mest seriøse forfattere inden for fagområdet enige om, at det er beføjet at hævde, at Lisbet Palmes umiddelbare beskrivelse af morderen overhovedet ikke passede på Pettersson, men faktisk på en anden sagesløs person, Anders Björkman. Björkman havde gået bag Lisbet og Olof Palme og befandt sig i Lisbet Palmes synsfelt lige efter skuddene.

Hvis Christer Pettersson ikke var morderen, hvem var så? Den tidligere politiinspektør Börje Wingren stod i spidsen for nogle af de allerførste afhøringer i ugerne umiddelbart efter mordet i 1986. Det er denne umiddelbare efterforskning, der danner grundlag for hans påståede viden om, hvem morderen var. Wingren argumenterer i sin bog “Han sköt Olof Palme” (fra 1993) for, at den rigtige morder faktisk var den allerførste mistænkte, nemlig ‘den 33-årige mand’, der blev anholdt tolv dage efter mordet, men som senere blev udelukket fra efterforskningen. Wingrens opregnede facts i den sag synes ikke kun plausible men overbevisende, fordi han bruger de oprindelige vidneforklaringer (som han kopierede efter endt ansættelse) frem for at lægge vægt på efterrationaliseringer og senere kilder. Det er et besynderligt faktum, at hans bog, selv i Sverige, faktisk er ukendt. Men årsagen er formentlig den, at Wingrens konklusion [bogens titel] opfattes som endnu en variant af den populære og bekvemme opfattelse af, at Christer Pettersson var morderen.

Lad os kort opsummere Börje Wingrens opregning af facts. Olof Palme blev myrdet kl. 23.21 den 28. februar 1986 på Sveavägen i Stockholm. Tidligere den samme aften blev ‘den 33-årige mand’, Victor Gunnarsson, som vi herefter vil benævne med hans initialer VG, observeret i en café få hundrede meter derfra. Det ligger fast, at VG førte en længere samtale med tre kvinder i cafeen, tæt på det senere mordsted, og de beskrev hans fremtoning, beklædning og skuldertaske. De kvindelige vidner sagde til efterforskerne, at VG temmelig aggressivt havde udtrykt et had mod Olof Palme (hvilket andre vidner også havde bemærket). De havde observeret, at han ikke var fuld, men “han lugtede af hvidløg”. De tre kvinder forlod cafeen kl. 22.35, mens VG stadig var til stede, ca. 45 minutter før mordet. Femten-tyve minutter efter mordet, observerede to andre vidner en mand, da han sneg sig ind i en biograf. Han matchede ret præcist beskrivelsen af VG og hans beklædning. Wingren kalder biografen “et klassisk gemmested” for en person som VG, der elskede Hollywood-film. Wingren præsenterer derefter læseren for en kæde af indicier for et bestemt hændelsesforløb.

VG var yderst iført en grøn knælang pilotjakke med hætte; derunder tætsiddende jeans og højhælede støvler. De oprindelige første forklaringer – og endnu engang er det dem, der anses at være af primær værdi – fra forskellige vidner, som så morderen løbe bort, passer godt til beskrivelsen af VG og hans beklædning (men ikke med Petterssons udseende eller hans beklædning). En sygeplejerskeelev, Anna Hage, der forsøgte at yde Oluf Palme førstehjælp lige efter skuddene, beskrev hvordan morderen løb væk med raske, spændstige skridt, og at han var klædt i en knælang jakke, muligvis med hætte. Et andet vidne, Lars Jeppsson, som befandt sig i en tilliggende gade, så morderen løbe forbi gaden i retning mod en lang trappe (totalt på 89 trin) og så, hvordan han løb hurtigt op ad trappen, 2-3 trin pr. skridt. Dette tyder på, at morderen var stærk og i god fysisk form, hvilket passer dårligt på Pettersson, som var overvægtig alkoholiker. I spørgsmålet om (fejl)tiltalen mod Pettersson, fik et sært sammentræf betydning, måske afgørende (det nævnes ikke i Wingrens bog): Lars Jeppsson boede tilfældigvis i samme del af byen som Pettersson, og han fortalte, at han havde kendskab til Pettersson som den let genkendelige gade-alkoholiker fra området. Det har betydning, at Jeppsson ikke opfattede den flygtende mand som Pettersson. Manden, som han løb efter op ad trappen (uden at nå ham), var ikke Christer Pettersson.

Morderen blev, efter at have forceret trappen, observeret af et finsk vidne, Yvonne Nieminen, der senere forklarede, at den løbende mands knælange jakke på det tidspunkt var uknappet, og at han forsøgte at åbne eller lukke en lille taske. Wingren mener, at morderen var i gang med at skjule tasken med våbnet under jakken. Kort efter Nieminens observation så et andet vidne, kaldt “S”, bagfra en løbende mand med en halvlang frakke. S udpegede senere den mistænkte VG i en konfrontationsrække, dog efter en vis tøven i valget mellem VG og en anden person i rækken. Nogle minutter efter mordet leverede endnu et vidne, kaldt ‘ID’, en afrikaner, der arbejdede som ulicenseret taxachauffør, yderligere afgørende information. I en sidegade til den, hvor morderen sidst var blevet set, blev han kontaktet af en mand, der var meget opsat på at hyre ham. ID forklarede, at manden havde jakkens hætte over hovedet og et eller andet skjult under jakken, og kun én handske. Interessant nok havde VG kun én handske, da politiet bragte ham ind til afhøring, og han kunne tilsyneladende ikke redegøre for den manglende.

Hvad der måske er det mest afgørende indicium af alle er vidnet ID’s spontane bemærkning om, at manden havde lugtet af hvidløg. Da ID nægtede at køre for manden, løb denne ind på en gravplads, der ligger i kort afstand fra biografen, hvor VG blev observeret (15-20 minutter efter mordet), ifølge Wingren. Det lader også til, at vidnet havde udpeget VG i en konfrontationsrække. Imidlertid opstod der en intern diskussion mellem politichefen og chefanklageren om procedurefejl med det resultat, at VG blev løsladt. VG skaffede senere et alibi for de afgørende minutter omkring forbrydelsen, men Wingren hævder, at der sandsynligvis var tale om et falsk alibi. VG blev aldrig tiltalt.

Eftersom vi ved, at umiddelbare hukommelsesprocesser bruger områder i hjernen, der ligger tæt på dem, der tolker lugtindtryk (vort mest oprindelige sanseapparat) burde registreringen af hvidløgslugt have været behandlet som et pålidelig hukommelsesindtryk. Fra et psykologisk perspektiv er det en temmelig værdifuld brik i puslespillet af indicier, idet det korresponderer med andre vidners oplevelse af hvidløgslugt fra VG’s ånde i cafeen forud for mordet.

Wingren brugte VG’s jakke som grundlag for yderligere vægtige indicier. Et vidne, kaldt ‘JA’, havde fra en gunstig position fra sin bil, ventende for rødt lys, set morderen løbe væk. Da JA fik forevist VG’s jakke sammen med seks andre jakker, pegede han den ud som morderens jakke. Ifølge JA var morderen iført tætsiddende jeans, og han løb med lange, spændstige skridt, ’som en elg’. Et andet vidne, ‘LL’, (den første, der ringede op til alarmnummeret) huskede, at morderen var iført jeans, der ikke nåede fødderne, og også han udpegede VG’s jakke som værende morderens. Vidnet Anna Hage (der forsøgte at give Olof Palme førstehjælp) fik forevist et antal billeder af forskellige jakker og udpegede den samme jakke som de øvrige vidner. Hun havde ikke set morderens ansigt, og fik derfor forevist billeder af VG og de øvrige i konfrontationsrækken med den øverste del tildækket, så hun kun så mændene fra knæene og ned. Under disse betingelser, udpegede hun straks VG. Det viste sig, at VG faktisk havde opmagasineret denne pilotjakke hen over vinteren, indtil dagen før mordet. Der fandtes enkelte mindre spor af detonationsprodukter på jakken, men mængderne ansås at være for små til at kunne bruges som afgørende spor.

Det er en interessant detalje, at VG, skønt han ellers normalt bar moustache, ragede moustachen væk, kort før morddagen. Wingren kalder dette ‘moustache-tricket’: gerningsmanden ændrer sit udseende på tidspunktet for forbrydelsen, så det bliver vanskeligt at genkende ham, når moustachen er tilbage igen. De vidner, der så ham i dagene inden mordet, er alle enige om, at han ikke havde moustache, men VG afviste bestemt at havde fjernet den. Igen kan tricket med moustachen have været inspireret af hans interesse for amerikanske film.

Når der fandtes så mange indicier, hvorfor blev VG så løsladt? To forhold synes at have været afgørende. For det første: nøglevidnet ID var blevet forevist VG’s billede sammen med billederne af nogle andre mistænkte, inden den formelle konfrontation blev afholdt, og ID havde ikke identificeret VG fra billedet. Dette er naturligvis en alvorlig procedurefejl, men det reducerer ikke værdien af de øvrige vidners forklaringer. For det andet: to og en halv måned efter mordet var VG i stand til at fremskaffe et gangbart alibi for den kritiske time mellem 22.35 og 23.35 i relation til mordet. Han hævdede, at han havde mødt to drenge på cafeen, og disse drenge bekræftede virkelig, at de havde mødt ham. Ikke desto mindre synes der at herske nogen usikkerheder om dette alibi. Der gik to og en halv måned, inden drengene blev interviewet, så Wingren mener, at der udmærket kunne være tale om en anden begivenhed, især fordi de oplyste, at VG havde vist dem sit kamera, og VG havde selv oplyst, at han ikke havde sit kamera med i byen, den aften Palme blev myrdet.

Et andet vigtigt princip, som efterforskningen syndede imod: ‘djævelens advokat’, som advokere for de indicier, der går imod den herskende hypotese, så de får samme seriøse opmærksomhed. Hvis vi indfører dette hensyn lige nu, er vi nødsaget til at undersøge troværdigheden af ID’s, den afrikanske mands, forklaring. Politiet havde tvunget ID til at konfrontere VG, og ID var emotionelt påvirket af det. Nogle dage senere meddelte han, at han havde set en, der mistænkeligt mindede om ‘fantommanden’, og dette gav politiet anledning til at afvise alle hans forklaringer som udslag af livlig fantasi. Fantommanden var i virkeligheden en kunstners skitse [efter hukommelsen] af en person, som hun havde set i nærheden af mordstedet, og som kunne have været morderen. [Et teknisk bearbejdet billede byggede på kunstneren Susanne T’s skitse af en mand, hun havde set mellem klokken 23.30 og 23.40 ved restaurant Alexandra i den lille gade Smala Gränd, en sidegade til David Bagares Gata, hvor gerningsmanden var blevet set.] Det bearbejdede billede blev udsendt i pressen, og dets vaghed førte til en epidemi af ‘genkendelser’ i hele Sverige. Under disse omstændigheder virker det uoverlagt at bruge ID’s reaktion på dette som begrundelse for også at se bort fra hans umiddelbare vidneforklaring.

Er der andre muligheder for, at registreringen af hvidløgslugten ikke implicerer VG som morderen? Politi-afhøringer indebærer ofte utilsigtede stikord til vidnerne om at levere det ønskede svar, især når de samme politifolk efterforsker. Men det var forskellige politifolk, der havde ansvaret for afhøringen af hhv. pigerne på cafeen og ID. Endelig, hvis referatet af disse afhøringer ellers er korrekt, så indtraf udtalelserne om hvidløgslugten spontant og uden stikord.

Nogen skepsis er berettiget i forhold til konfrontationer [hvor den mistænke lines op i en række af lignende personer for at fastslå vidnets evne til at skelne ham fra i princippet alle andre]. I Sverige benyttes vidnekonfrontation som standardprocedure ved efterforskning af grovere kriminalitet. Men princippet kan ikke eliminere ethvert potentielt fingerpeg til vidnet om, hvem den mistænkte er. Ikke for at sige, at vidnets genkendelse af en mistænkt på den måde er værdiløs. Men vil man forøge værdien af en sådan genkendelse, er det nødvendigt at angribe problemet på en særlig måde, der er kendt som: det kognitive interview. Der er tale om en støttende objektiv interview-teknik i modsætning til den sædvanlige afhøringsform. Det er blevet påvist, at vidner helt sikkert fejlgenkalder sig indtryk af mindre detaljer, såsom farven på tøj og hår, mens de er ret præcise, når det angår centrale hændelser eller usædvanlige aspekter ved disse. Tilfældigheder eller sammenfaldende begivenheder kan naturligvis indtræffe og komme til at virke stærkt vildledende. Fx, selv om indtagelsen af hvidløg ikke er en udbredt adfærd i Sverige, kan de to spontane registreringer i Palmesagen godt skyldes et tilfælde. Men sammenholdt med den manglende handske, kameratasken og frakken, synes ‘tilfældigt’ ikke at være en plausibel dom i dette tilfælde.

Der er tre yderligere argumenter for, at ‘djævelens advokat’ kunne reducere VG som morderen og implicere Pettersson. Den første er, at morderen blev beskrevet med en speciel gangart, et haltende løb, og Pettersson havde en sådan speciel form at jogge på. Men holder man sig til de indledende interview som eneste kilde, så synes denne gangart at være skabt af aviserne. Borgnäs skriver i sit review af dette (side 56): Ikke et eneste af de 22 vidner fra mordstedet udtaler sig i deres første forklaring om, at ‘morderen skulle halte eller have en speciel gangart’.

En tilsvarende myte omgiver den såkaldte ‘Grand-mand’. Det var den mand, der stod og stirrede på en ubehagelig måde uden for biografen Grand, hvor Palme-parret opholdt sig forud for deres skæbnesvangre 300 meters spadseretur. Man har hævdet, at Pettersson måtte være Grand-manden på grund af hans gennemborende blik og truende attitude, og den beskrivelse passer bedre på ham end på VG, som gennemgående havde et mere beroligende udseende. Selv højesteret konkluderede under sin frifindelse af Pettersson, idet det ikke var bevist, at Grand-manden var identisk med morderen, at det var fastslået ud over rimelig tvivl, at Pettersson var identisk med Grand-manden.

Inden journalisten Lars Borgnäs begyndte at skrive sin bog om Palmemordet (‘En iskall vind blåste genom Sverige’) konsulterede han en af verdens førende retspsykologer, Gisli Gudjonsson. Ved at følge rådet om at prioritere informationen fra de første interview nåede Borgnäs frem til et klarere scenarium end det, de forskellige vidneudsagn beskrev. Ud af dette kunne han konkludere, at den person, der blev observeret ved biografen, ikke tilnærmelsesvis lignede Pettersson. Stjernevidnet i den sammenhæng var flyvelederen Lars-Erik Erikson, der ventede i sin bil for at køre sine forældre hjem fra biografen. Han havde følt sig så intimideret af Grand-manden, at han havde låst bildøren: Han udpegede Pettersson fra en konfrontationsrække som værende Grand-manden, men det var to år efter, at mængder af information var sendt ud til pressen. Beskrivelsen af Grand-manden passede heller ikke på den mand, som var blevet set følge efter Palmeparret, beskrevet af en jugoslavisk indvandrer Ljubisa Najic, der solgte hot-dogs fra en bod på vejen til mordstedet.

Det har været anset for sikkert, at besøget i biografen blev besluttet i sidste øjeblik og at ruten hjemad blev valgt mere eller mindre tilfældigt. Dermed er det oplagt at spørge, hvordan morderen kunne vide, at Palme’rne befandt sig i biografen? Wingren bemærker, at VG var stamgæst på en restaurant, der kun lå 60 meter fra Olof Palmes hoveddør i hjemmet i Stockholms gamle bydel. VG kunne ofte opholde sig i restauranten i timer. Han havde også leveret aviser i samme gade (men på modsatte side i forhold til Palmes bolig). Dette dannede rammen om et muligt scenarium, i hvilket VG, der havde observeret biografbesøget, fordrev ventetiden på cafeen få hundrede meter fra den senere mordplads. Det var her i cafeen han blev observeret i krigerisk tilstand, mens han udtrykte sit had mod Palme og tilsyneladende ligefrem fremsatte trusler mod ham. Hvis han forlod cafeen efter kl. 22.35, var der endnu god tid til at indfinde sig i nærheden af biografen og følge efter Palme-parret til det planlagte mordsted.

Et andet argument, der er brugt (fx af historikeren Jan Bondeson) imod VG’s implicering er, ‘der er intet om, at han nogensinde har besiddet et skydevåben’. Hertil henviser Wingren til et fotografi, der er taget i Californien og viser VG på en skydebane med en revolver i hånden af lignende type som mordvåbnet. VG ansøgte tilmed om tilladelse til at bære våben for en sikkerhedsvirksomhed (en ansøgning, der blev afvist).

Hvis der således var gode grunde til at mene, at VG kunne være den søgte morder, var det bestemt en skæbnesvanger fejltagelse at eliminere ham fra efterforskningen. Wingren forsøger ikke at undertrykke sin skuffelse over anklageren for denne beslutning, og de følelsesladede angreb gør stedvis bogen lidt besværlig at læse. To objektive aspekter træder dog frem og øger Wingrens troværdighed. Han havde adgang til- og gjorde brug af de originale sager, hvilket blev nægtet andre skribenter, og i samklang med de tidligere omtalte vidne-psykologiske principper slår han fast, at de allerførste udtalelser fra vidnerne er de mest afgørende og ofte de udslagsgivende under de første få dage af en efterforskning.

Tidligere forfattere, der har beskæftiget sig med Palmemordet, ender ofte med at have en konspirationsteori. Disse teorier har gode vilkår med Palmes internationale engagement og kontroversielle status. Wingren antyder ingen konspiration, og det gør vi heller ikke, skønt én af Wingrens støtter (Anders Leopold) på sin hjemmeside har fortalt sine læsere, at VG selv har omtalt sin forbindelse til CIA.

Wingrens bog blev publiceret i august 1993. Få måneder senere, 3. december, forsvandt VG sporløst fra sit nye hjem i USA. Han blev fundet få uger senere, 7. januar 1994, myrdet. Han var blevet skudt i hovedet og efterladt uden tøj og identifikationspapirer. Han blev identificeret ud fra ur og ring. Eftersom han var blevet elimineret fra Palme-efterforskningen, synes der at herske usikkerhed om, hvorvidt en sikker konstatering af hans identitet nogen sinde blev foretaget. En mand blev senere dømt for mordet på VG, men en amerikansk borgergruppe har taget den dømte i forsvar, idet de mener, at han er uskyldig dømt. Under sagens forløb erklærede et vidne, at VG over for ham havde tilstået og endog pralet om, at han var Olof Palmes morder.

Mordet på statsminister Palme er ikke kun en usædvanlig forbrydelse, det er også en skel-sættende historisk begivenhed. Derfor er ethvert forsøg på at tilvejebringe en så præcis og sand redegørelse som muligt klart retfærdiggjort. Herfra lyder anbefalingen, at fremtidig efterforskning af dette mord autoriserer brugen af videnskabsfolk med de nødvendige kompetencer. Efterforskere med kompetencer indenfor loven, historiske metoder, analyser af udtalelsers valør og andre discipliner må samarbejde i et fælles forsøg på at klarlægge, hvad der faktisk skete. En videnskabelig kommission med bred videnskabelig kompetence kunne etableres med den mission at opsøge alle retslige spor, der vil kunne hjælpe os til besvarelsen af spørgsmålet: hvem dræbte statsministeren? Kravet må indfinde sig på et tidspunkt. Politiets efterforskning er gået i stå på alle felter, og en videnskabelige analyse vil ikke blot tilvejebringe konkrete nye ledetråde, men kan også definere nye retningslinjer for fremtidens efterforskning i større forbrydelser.”

Wiklund & Parker

***
Gætterierne kan fortsætte. Lad os kigge på et par svenske filmudlægninger.

Hvad har film- og Tv-producenter foreslået af motiver?

Som indledning til dette afsnit er det nødvendigt at pege på et generelt vilkår. Svensk film- og Tv er, i lighed med dansk og norsk ditto, fuldstændigt domineret af jøder. Skandinavien har sit eget jødiske netværk, der bl.a. kan opvise eksempler på at svensk-jødiske skuespillere taler fint dansk, og dansk-jødiske udmærket svensk. Det gør trods alt den samlede pulje af skuespillere større og udsætter den truende monotoni ved kollektivets ensidige kunstneriske udtryk.
For engagerede og kvalitetsbevidste filmbrugere er det imidlertid et påtrængende problem, at 95% af Vestens film- og Tv produceres af jøder og næsten udelukkende beskæftiger jødiske skuespillere og aktører. De fleste vestlige film har gennem årtier været jødiske, selvgode, manipulerende og i mange tilfælde historieforvanskende og propaganderende ud fra en helt fast agenda om at vildlede verden. I de følgende to eksempler fremhæves en bestemt udgave af Palmemordet. I begge tilfælde fører “opklaringen” til den antagelse, at Säpo er den onde manipulator. Desværre helt urørlig for borgeren.
At manipulation samtidig kan gøres folkekær og salgbar er naturligvis en kærkommen sidegevinst i denne geschäft, der helt har bemægtiget sig Vesten.

1.
Filmen “The Last Contract”, på svensk “Sista kontraktet” (1998).
— efter roman af John W. Grow.

Wikiepedia (svensk). “John W. Grow er pseudonymet for en eller flere ukendte personer. Under dette pseudonym udkom i 1997 bogen ‘Kontrakten: mordet på en statsminister’. Bedømt efter forfatterens indsigt i Palmemordet må det antages, at han/hun er svensk eller i det mindste en person, som har opholdt sig længe i Sverige.
Officielt er bogen skrevet af en englænder, … Grow, men bogen er ikke udgivet i England. Da avisen Jury frem mod udgivelen ville anmelde bogen, fandtes hverken en engelsk originaltitel eller oplysninger om nogen oversætter. Først efter en vis spørgen blev titlen “The Ultimate Contract” leveret af forlaget sammen med et oversætternavn, som senere blev ændret. I Det kongelige biblioteks søgesystem, Libris (i Sverige), oplyses oversætteren at være en Paul Englar.
Visse spekulationer om forfatterens identitet har kredset om Jan Guillou [svensk-jødisk forfatter] og muligvis Leif G.W. Persson. Sidstnævnte har dog senere under eget navn udgivet en roman, som netop behandler Palmemordet, og flere tvivler på Leif G.W. Persson som forfatter til Sista Kontraktet. Guillou, for sin del, mener, at bogen er skrevet af ukendte parasitter og afviser at være ophavsmanden. [Man kan undre sig over, hvorfor Guillou bruger ordet ‘parasitter’; når det automatisk leder tanken hen på: uberettiget brug af et manuskript, som han har kendskab til (?)]
Bogen The Ultimate Contract udkom i ’svensk oversættelse’ med titlen ‘Kontraktet: mordet på en statsminister’ (ISBN 91-7055-181-2) i 1997, og blev i 1998 filmatiseret under navnet ‘Sista kontraktet’.”

***
Filmen er ikke let at få fingre i mere. De store filmcentre i Danmark kender den ikke, og har den ikke på deres salgslister, vil ikke eller kan ikke skaffe den. Heldigvis findes den endnu i private svenske samlinger.

Kort resumé: “Sista kontraktet” indledes med, at en svensk mand på vegne af sin anonyme arbejdsgiver indgår en kontrakt med en britisk lejemorder. Aftalen betyder, at Olof Palme skal myrdes. Betalingen er klækkelig. Amerikansk forsvar har lagt pres på svensk diplomati, idet en amerikansk militærperson beklager Palmes ensidige forsøg på at gøre Skandinavien til atomvåbenfri zone. Han peger på, at raketterne i Norge til afbalancering af Sovjets raketter på Colahalvøen ikke ensidigt kan fjernes, hvis terrorbalancen skal opretholdes. “Hvad sker der, når det ene barn hopper af vippen?” spørger amerikaneren sin svenske modpart. Vi får indtryk af, at Palmes enegang er motivet til at skille sig af med ham, og formidlingen foregår tilsyneladende via Säpo, der begynder at tilsløre lejemorderens færden og mål i Sverige. Naturligvis får en klarsynet og hæderlig politimand færten af den sjældne gæst og mistanke om et attentat, hvorefter sikkerhedstjenesten lægger ham yderligere hindringer i vejen. Lejemorderen sørger selv for at vildlede pressen og offentligheden ved at bringe den lokale nazistleder i brændpunktet, mens han samtidig undersøger et antal kendte kriminelle. Hos den af dem, der påfaldende minder om Christer Pettersson, finder han en magnumrevolver. Han hyrer en afdanket norsk fremmedlegionær til at udføre selve attentatet med revolveren, idet han under forskellige påskud lokker såvel nazistlederen som ejeren af revolveren til at indfinde sig ved Grand-biografen, hvor familien Palme vil dukke op efter forestillingen. Lidt senere skyder legionæren Olof Palme i stil med, hvad vi ved om Palmemorderens modus operandi. Han bliver selv lidt senere svigefuldt ombragt af lejemorderen, der sluttelig lægger revolveren tilbage i skuffen hos “Christer Pettersson”. Lejemorderen modtager sin betaling og rejser uantastet ud af Sverige. Tilbage er kun mistanken hos den ubestikkelige politimand. Den har nu udviklet sig til en paranoia, for han har efterhånden indset, at statens egne myndigheder til varetagelse af borgernes sikkerhed er indblandet. Bestillerne af Palmemordet forsøger også at rydde helten af vejen med en bilbombe, men den fjerner i stedet hans gode kollega (der i retfærdighedens navn har spioneret mod ham).
Og dér slutter filmen. Ærgerligt, ærgerligt. Det hele peger til slut på Säpo, og Big Brother lader sig ikke sådan efterforske eller undersøge. Så “kære svenskere, glem alt om andre motiver,” synes budskabet med denne film af være. Den er ret underholdende, i lighed med Guillous dramaer.

Efter filmen afsløres følgende visdom:
“Illusionen, at myndighederne i de vestlige demokratier følger love og regler, må opretholdes. I et demokrati er illusionen det vigtigste af alt.”
— K. & P. Pautiainen (Inuti Labyrinten, 1995)

2.
Den svenske Tv-serie “En pilgrims död” når frem til samme konklusion.
Kort resumé: En ny efterforskningsenhed med særlige kapaciteter etableres for at gennemgå sagens spor og indicier igen. Undersøgelsen munder ud i en opklaring! Lederen af en operativ enhed, der i skikkelse af et konsulentfirma udfører nusset arbejde for Säpo, forløber sig og bliver afskediget. Han er en kompleks og lidet tiltalende person, der hævner sig på det regerende system ved at lade sin “torped” skyde Olof Palme. Da den nye gruppe af efterforskere kommer for tæt på ham, forsøger han at slette forbindelsen til sig selv ved personligt at aflive pistolmanden. Desværre for ham vinder den mest rutinerede af de to, nemlig pistolmanden, duellen, der udspiller sig på en yacht. Men en dark horse, en koldkrigstype fra Säpo, har udført sin egen parallelle overvågning af chefkonsulenten og oplever at denne ikke returnerer fra en sejltur med morderen. Alene for at beskytte rigets interesser beslutter säpoagenten at “pensionere” morderen permanent. Det sker i bedste James Bond-stil, mere effektfuldt end diskret. Lederen af den nye efterforskningsgruppe har nu også fået fært af oprydderen fra Säpo, og de mødes hyggeligt i seriens solnedgang over et par drinks og beslutter at holde tand for tunge. For gud, konge og fædreland.

3.
Filmen “Olof Palme” fra 2013 er dokumentarisk og beskæftiger sig ikke med mordet som sådan. Det er personligheden Olof Palme, der på skift hyldes og beklages af sine egne. Han blev født ind i en jødisk overklassefamilie og voksede op i forstaden Östermalm i Stockholm med fransk guvernante. Han blev student fra Sigtuna og uddannede sig i USA på Kenyon College i Ohio i hovedfagene økonomi og politisk videnskab. Han var en begavelse, ikke mindst oratorisk, og bestod med topkarakterer.
Efter hjemkomsten læste han på Stockholms Universitet og tog cand.jur.-eksamen i 1951.
Fra 1953 blev han sat på det politiske spor, der ad åre skulle føre ham til Sveriges regeringsapparat. Han blev sekretær for daværende statsminister Tage Erlander og færdedes i statsministerens kølvand, hvor hans sprog- og talekundskaber var nyttige.
I 1956 giftede han sig med psykologen Lisbet Bech-Friis.
Han blev valgt ind i parlamentet, Riksdagen, i 1958. I varetagelsen af forskellige ministerembeder var han effektiv grænsende til kynisk.
I 1969 overtog han formandsposten i socialdemokratiet og blev statsminister.
Palme fungerede som statsminister frem til 1976, hvor hans koalition tabte valget. Den mellemliggende regeringsperiode havde være en blanding af opgang og optimisme, skandaler, kontroversielle afgørelser og deroute.
Palme genvandt regeringsmagten i 1982, og igen i 1985 trods et betydelig mandattab efter Riksdagsvalget. Hans stjerne hos befolkningen lyste med svag styrke, og tidvis havde reaktionerne imod ham karakter af afsky og had. Den brede modvilje hos alle klasser i Sverige blev dengang, og endnu i dag, i medierne udlagt som nynazistisk inspireret, farlig antisemitisk, m.v. af den kendte skuffe; den kendte rygmarvsreaktion hos private og statslige informationskilder, hver gang noget af jødisk ophav anfægtes eller kritiseres.
Palme blev myrdet den 28. februar 1986.


Palme bag Erlander.
Foto: Wikipedia.

 

Afsluttende

Vi giver politiinspektør Börje Wingrens teori “5 revolvere af seks mulige”. Vi mener også, at Victor Gunnarsson var morderen. – Og hvad så? Uanset hvem, der udførte drabet, vil det aldrig blive kendt, hvem der trak i trådede, hvis nogen da trak; og det uanset hvor mange psykologer og videnskabsmænd, der indskrives til at efterforske. Men det er utvivlsomt en sag med høj “bevillingsprestige”, og penge har altid virket motiverende.

Men er der overhovedet mere at komme efter? Det er sikkert, at alle ledetråde, der kunne kompromittere højere magter, for længst er kappet. Alle tidligere mistænkte er døde og er måske ligefrem forenet med de moralske mordere.
Eventyreren Victor Gunnarsson kan have været sat op af CIA eller af Säpo eller af kombinationen, herunder af jøderne, som en, der siden kunne ofres, på samme måde som Lee Harvey Oswald. Vi opfatter VG som en person, der evnede at charmere sig ud af en klemme under en afhøring. Og han opnåede på et afgørende tidspunkt en sær immunitet mod yderligere efterforskning. Det kan udmærket tolkes som hjælp fra “Gud”. Det ligner en indgriben ovenfra på et tidspunkt, hvor man ikke ville slippe godt fra, at han døde i arresten. På den anden side, hvis han virkelig var en kvalificeret operatør med en veldefineret opgave og en professionel opbakning, så havde han ikke befundet sig der. Måske lod nogen ham i stikken, så hans flugt endte med at blive pinligt improviserende? Det er set før.

Eller måske var han bare den ensomme ulv, der en dag fik nok af Olof Palme.

Kontinuering 19. marts 2016 – Ny dansk bog om Palmemordet

Thomas Ladegaard har skrevet sin bog om Palmemordet. Udgiver Nyt Nordisk Forlag 2016, 206 sider, illustreret, kr 270.

Kontinuering 21. januar 2016 – ikke det rigtige våben

Expressen Inrikes 21. Januari 2016:
Revolvern som Leif GW Persson fick av en tipsare kunde inte direkt kopplas till Palmemordet, visade provskjutningen. Nu öppnar polisprofessorn för nya vapenspår: – Jag har massa erbjudanden nu att få komma och hämta Smith Wesson-revolvrar, berättar han.

Kontinuering 27. december 2015 – Nyt revolver inden i sagen

Vi har tidligere en passant nævnt Leif G.W. Persson som forfatteren til en af bøgerne om mordet på Palme. Nu er han atter i medierne i kapacitet af “politiprofessor”, som det kan læses her i Ekstrabladet fra 27. december 2015.


“Den kendte politiprofessor Leif G.W. Persson”. Foto: Internettet

 

Leif G.W. Persson har ad hemmelige kanaler tilvejebragt et muligt gerningsvåben, en Smith & Wesson 357 Magnum, af samme type som det formodede gerningsvåben. Våbnet skal nu undersøges ved, at der udføres prøveskydning for at konstatere evt. lighed med projektilerne fra gerningsstedet. Derefter skal revolverens historie fastlægges.

Vi har i det tidligere antydet, at allerede ved det sene fund af projektilerne, dagen efter mordet, var der skabt plads til en vildledende ombytning af projektiler således, at det sande spor af gerningsvåbnet allerede på det tidspunkt kunne være ude af billedet. Måske er Leif G.W. Perssons egentlige opgave at holde liv i en falsk teori om et bestemt våben, der adskiller sig fra det egentlige gerningsvåben, og derfor kun vil føre til ørkesløs efterforskning.

Denne passage fra Nils Wiklunds rapport (se tidligere) fortæller efter vores opfattelse, hvad der blev af Oluf Palmes morder (VG står for Victor Gunnarsson):

Tidligere forfattere, der har beskæftiget sig med Palmemordet, ender ofte med at have en konspirationsteori. Disse teorier har gode vilkår med Palmes internationale engagement og kontroversielle status. Wingren antyder ingen konspiration, og det gør vi heller ikke, skønt én af Wingrens støtter (Anders Leopold) på sin hjemmeside har fortalt sine læsere, at VG selv har omtalt sin forbindelse til CIA.

Wingrens bog blev publiceret i august 1993. Få måneder senere, 3. december, forsvandt VG sporløst fra sit nye hjem i USA. Han blev fundet få uger senere, 7. januar 1994, myrdet. Han var blevet skudt i hovedet og efterladt uden tøj og identifikationspapirer. Han blev identificeret ud fra ur og ring. Eftersom han var blevet elimineret fra Palme-efterforskningen, synes der at herske usikkerhed om, hvorvidt en sikker konstatering af hans identitet nogen sinde blev foretaget. En mand blev senere dømt for mordet på VG, men en amerikansk borgergruppe har taget den dømte i forsvar, idet de mener, at han er uskyldig dømt. Under sagens forløb erklærede et vidne, at VG over for ham havde tilstået og endog pralet om, at han var Olof Palmes morder.