Olof Palmes morder

Redaktionelt

O​-​D​-​I​-​N​.org, 3. februar 2014.

 

Olof Pal­mes tid slut­te­de fre­dag den 28. febru­ar 1986 kl. 23.21 i Sto­ck­holm, da han blev skudt ned bag­fra af en snig­mor­der. Ca. 40 minut­ter sene­re, “et par minut­ter over mid­nat” (1. marts) blev han erklæ­ret død. Som motiv til mor­det er der gæt­tet på alle slags kon­spira­tio­ner, men aldrig på betyd­nin­gen af den vok­sen­de aver­sion mod figu­ren Pal­me, eller den omsig­gri­ben­de skuf­fel­se og bekym­ring i hans eget bag­land. Pal­me som poli­tisk væsen var skabt af jøder­ne for at ind­ta­ge posten som Sve­ri­ges stats­mi­ni­ster, men han blev aldrig den arbej­den­de sven­skers moral­ske leder, og hans ego for­bød ham at bli­ve sty­ret som mario­net. Men uan­set det­te repræ­sen­te­re­de han en jødisk over­ta­gel­se af Sve­ri­ges øver­ste embe­de, og jødisk ero­bret ter­ri­to­ri­um skal (iføl­ge jøder­ne) for­bli­ve på jødi­ske hæn­der. Bevi­ser­ne fin­des i dag, 2014, i over­væl­den­de omfang i sven­sker­nes rege­ring, mini­ste­ri­er og stats­ap­pa­rat, og vi kan obser­ve­re en til­sva­ren­de alar­me­ren­de besæt­tel­se i Danmark.
Man­ge under­sø­gel­ser har for­melt skul­le fæl­de Pal­mes mor­der, men det poli­ti­ske Sverige ser helst, at sta­tus quo beva­res. Den ene­ste sik­re indi­ka­tion, som enhver kan udle­de af Pal­me­mor­dets lan­ge efter­forsk­ning, er, at en opkla­ring aldrig har været ønske­lig. I det spørgs­mål kan det sidestil­les med mor­det på J.F. Ken­ne­dy, og der­for er anstif­te­ren måske den sam­me. På magt­ha­ver­ni­veau er det uden betyd­ning, hvem der tryk­ker på aftræk­ke­ren. Det afgø­ren­de er, hvem der dør.

(Følg med i sene­ste nyt med kon­ti­nu­e­rin­ger­ne nederst.)


Olof Pal­me (f. 1927, d. 1986). Foto: Inter­net­tet

 

Olof Pal­me (f. 1927, d. 1986), født ind i Sto­ck­holms bed­re jødi­ske bor­ger­skab. Som medi­ebå­ret wun­der­kind fik han over­rakt nøg­len til fami­lie­par­ti­et og til rol­len som natio­nens lands­fa­der. Han fej­l­e­de totalt. Hans empa­ti for ano­ny­me vær­di­ska­ben­de men­ne­sker var aka­de­misk. Han hyk­le­de om ver­dens­fre­den, og dob­belt­he­den blev gen­nem­sku­et af væl­ger­ne. Til sidst undsag­de de ham. Han var godt på vej til at køre det moder­ne Sverige i sænk. Et omskif­te­ligt sind og en ube­reg­ne­lig veks­len mel­lem ser­vil og pole­misk optræ­den i det poli­ti­ske mil­jø skab­te ham bety­de­li­ge fjen­der.

Som admi­ni­stra­tor var han effek­tiv, som leden­de poli­ti­ker en kata­stro­fe! Han blev mani­p­u­le­ret ind i et embe­de, hvor han til sidst opfat­te­des som en løs kanon på dæk­ket. Han end­te som en belast­ning, selv for sine ska­be­re. Måske hav­de han i slut­spil­let størst vær­di som mar­tyr!

Attentatet

Kil­de: pal​me​mor​det​.se.

Den 28. febru­ar 1986 omkring kl. 23 for­lod davæ­ren­de stats­mi­ni­ster Olof Pal­me, sam­men med sin kone, Lis­bet, og søn­nen Mor­ten og den­nes kære­ste, bio­gra­fen Grand i det cen­tra­le Sto­ck­holm. Efter en kort sam­ta­le mel­lem par­re­ne begynd­te ægte­par­ret Pal­me at gå mod syd langs Sveavä­gen, mod boli­gen i Gam­la Stan. Efter et par hund­re­de meter kryd­se­de de over Sveavä­gen til det øst­li­ge for­tov, hvor Lis­bet Pal­me vil­le kig­ge på en vin­du­es­ud­stil­ling. De fort­sat­te der­ef­ter ad Sveavä­gen (i syd­lig ret­ning).


Det nor­døst­li­ge hjør­ne af kryd­set Sveavä­gen-Tun­nel­ga­tan. Mord­s­te­det er mar­ke­ret. Det er Tun­nel­ga­tan (med Tun­nel­ba­na-skil­tet), der fort­sæt­ter i øst­lig ret­ning. Foto: Inter­net­tet

 

Da Olof Pal­me og fru Lis­bet pas­se­re­de kunst og idé-hand­len Deko­r­i­ma (nu: Kre­a­ti­ma) og nåe­de kryd­set mel­lem Sveavä­gen og Tun­nel­ga­tan, nær­me­de en mand sig par­ret bag­fra. Han affy­re­de to skud. Det før­ste ram­te Olof Pal­me i ryg­gen, ca. 140 cen­ti­mer over gade­ni­veau, og pro­jek­tilet gen­nem­bo­re­de spi­se­rø­ret, luft­rø­ret, den sto­re kro­p­spulsåre og bryst­be­net, inden det for­lod krop­pen. Det andet skud, som affy­re­des umid­del­bart efter, strej­fe­de Lis­bet Pal­me. Syge­hus­per­so­na­let opda­ge­de sene­re, at skud­ba­nen var for­lø­bet paral­lelt med hen­des ryg, og pro­jek­tilet hav­de efter­ladt sig strejf­spor på skul­der­bla­de­ne. Man gik ud fra, at Lis­bet Pal­me må have dre­jet sig i sku­dø­je­blik­ket.


Trap­pen for østen­den af Tun­nel­ga­tan.

 

Sekun­det efter skud­de­ne sat­te ger­nings­man­den i løb ad Tun­nel­ga­tan i øst­lig ret­ning, han for­ce­re­de trap­per­ne (for enden) og løb vide­re mod øst ad David Bar­ga­res Gata. Her gjor­de to ind­byr­des bekend­te, vid­ner­ne Nie­mi­nen og Zahir, den sid­ste sik­re iagt­ta­gel­se af Olof Pal­mes mor­der. Han pas­se­re­de par­ret på mod­sat­te for­tov [eller mod­sat på sam­me for­tov, det er uklart af for­mu­le­rin­gen]. Nie­mi­nen og Zahir blev først opmærk­som­me på, at et mord lige var ble­vet begå­et, da de nåe­de til den øver­ste del af trap­pen på Tun­nel­ga­tan og mød­te poli­ti­fol­ke­ne fra en uro­pa­trul­je, der net­op var ankom­met til ger­nings­ste­det. Da poli­ti­et optog jag­ten på ger­nings­man­den, var han for­s­vun­det.

Klok­ken var skøns­mæs­sigt 23.21 [da skud­de­ne faldt]. En grup­pe for­bi­pas­se­ren­de hav­de sam­let sig omkring Lis­bet Pal­me, der lå på knæ ved sin stærkt blø­de­n­de mand. Livet randt ud af åbnin­ger­ne i Olof Pal­mes ryg og bryst. En ung sygeple­jer­ske­e­lev ved navn Anna Hage for­søg­te at give ham hjer­te- og ånde­dræts­hjælp. Til­fæl­dig­vis pas­se­re­de en ambu­lan­ce ste­det og blev vin­ket ind af en fod­gæn­ger. Klok­ken 23.28, ca. syv minut­ter efter skud­de­ne, kon­tak­te­de ambu­lan­ce­fol­ke­ne alarm­cen­tra­len og med­del­te, at de var på vej med Olof og Lis­bet Pal­me til Sab­bats­bergs syge­hus. Ambu­lan­cen ankom til syge­hu­set tre minut­ter sene­re.

Et par minut­ter over mid­nat den 1. marts 1986 blev Olof Pal­me erklæ­ret død.”

Kil­de: viden​skab​.dk. “Da de nær­me­de sig kryd­set ved Tun­nel­ga­tan blev par­ret anta­stet af en høj, vel­byg­get mand. Man­den bar mørk frak­ke og hue. Han tal­te kort med Olof Pal­me, men da Pal­me begynd­te at gå, trak man­den en pistol, lag­de hån­den på Pal­mes skul­der og affy­re­de to skud ind i ryg­gen på stats­mi­ni­ste­ren. Olof Pal­me faldt om kl. 23.21. Efter et øje­bliks bestyr­tel­se skreg Lis­bet Pal­me, ‘Nej, hvad laver du?!’
Man­den stak pisto­len til­ba­ge i hyl­stret og flyg­te­de ad Tun­nel­ga­tan [øst­lig ret­ning], løb op ad en lang trap­pe og for­svandt i mør­ket.”

Kil­de: Wikipe­dia (dansk). En mæng­de vid­ner så mor­de­ren. Fle­re øjen­vid­ner befandt sig i nær­he­den af ger­nings­ste­det, og poli­ti­et fik 23 for­skel­li­ge vid­neud­sagn om mor­de­rens udse­en­de. To vid­ner angav at have set hele hæn­del­ses­for­lø­bet: Anders Björk­man, der gik få meter bag Pal­me-par­ret, og Inge More­li­us, der sad i sin bil.

To vid­ner, Anja L og Inga Å, hav­de været til sam­me film­fo­re­stil­ling som Pal­me-par­ret og gik mod syd ad Sveavä­gan. De pas­se­re­de kryd­set ved Tun­nel­ga­tan lige inden mor­det. Inga Å oply­ste, at da de pas­se­re­de kryd­set, var der ingen på hjør­net ved Tun­nel­ga­tan.

Da mor­det ske­te, holdt syv biler i kryd­set Sveavä­gen-Tun­nel­ga­tan, her­af tre taxa­er. Den per­son, der nok hav­de den læng­ste obser­va­tion af mor­de­ren, var musik­læ­re­ren Inge More­li­us. Han var kørt rundt i Sto­ck­holm med sin kære­ste og to ven­ner på udkig efter en kon­tan­tau­to­mat. De fandt en auto­mat ved kryd­set Sveavä­gen-Tun­nel­ga­tan på den mod­sat­te side af Sveavä­gen [i for­hold til, hvor mor­det kom til at fore­gå, dvs. en auto­mat på den vest­li­ge side]. More­li­us sat­te de tre pas­sa­ge­rer af, så de kun­ne hæve pen­ge, og fore­tog der­ef­ter en u-ven­ding, såle­des at han kom til at hol­de på Tun­nel­ga­tan med ret­ning mod Sveavä­gen. Tra­fik­ly­set nåe­de at skif­te adskil­li­ge gan­ge, mens han holdt og ven­te­de. Han så en mand kom­me gåen­de nord­fra ad Sveavä­gen frem til Deko­r­i­mas udstil­lings­vin­due. Efter et kort øje­blik, hvor man­den stod og kig­ge­de på udstil­lin­gen, så More­li­us ham ven­de sig med ansig­tet mod vej­en og med høj­re hånd i jak­ke­lom­men. Vid­net hav­de ind­tryk af, at man­den ven­te­de på nogen, at det måske dre­je­de sig om narko­ti­ka­han­del. En grup­pe mænd pas­se­re­de ste­det i nord­lig ret­ning. Lige efter kom nog­le piger gåen­de for­bi i syd­lig ret­ning. To af More­li­us’ ven­ner vend­te til­ba­ge til bilen, og han sag­de til dem, idet han pege­de på man­den: “Han vän­tar på något.” Der­ef­ter obser­ve­re­de More­li­us et par (Pal­me-par­ret) kom­me gåen­de nord­fra arm i arm. Lige efter at have pas­se­ret man­den ved Deko­r­i­ma slap par­ret iføl­ge More­li­us hin­an­den, og kvin­den gik et par skridt for­an. Man­den ved vin­du­et trå­d­te frem, og More­li­us sag­de til sine ven­ner: “Nu jävlar snor han hand­väskan av kär­rin­gen.” Man­den tog med ven­stre hånd fat i man­den (Pal­me) for­an sig og trak sam­ti­dig høj­re hånd med en revol­ver op af lom­men. Med bøjet arm skød han to gan­ge på nært hold.

Vid­net Anders Björk­man hav­de været på restau­rant med sine kol­le­ga­er. Kol­le­ga­er­ne vil­le fort­sæt­te, men Björk­man skil­tes fra dem på Sveavä­gen og kom der­med til at gå lige bag Pal­me-par­ret. Han opfat­te­de Pal­me-par­ret og ger­nings­man­den som i sel­skab. Da skud­det lød, trå­d­te Björk­man ind i et skjul, enten ind­gangs­par­ti­et for Deko­r­i­ma eller en port til Sveavä­gen 42. Björk­man men­te, at ger­nings­man­den hav­de en halvlang mørk jak­ke og mørk hue på. Han så ikke våb­net, men røgen fra skud­det.

Anders Dels­born, taxa­chauf­før­en der alar­me­re­de egen cen­tral, holdt for rødt i sin taxa ved kryd­set Sveavä­gen-Tun­nel­ga­tan. Under en afhø­ring en time efter mor­det for­kla­re­de Dels­born at han hav­de set tre per­so­ner (Pal­me-par­ret og ger­nings­man­den) i sam­ta­le med hin­an­den. Da der blev grønt, hør­te han et skud og dre­je­de hove­d­et, sam­ti­dig med at han hør­te det andet skud og så mun­dings­f­lam­men.”

***
Såle­des kan man ved en umid­del­bar søg­ning på Inter­net­tet hur­tigt fin­de fle­re sært diver­ge­ren­de beskri­vel­ser af sam­me mord. Intet under, at de afgø­ren­de spørgs­mål i Pal­me­mor­det sta­dig står helt åbne. Måske er for­fat­ter­ne af dre­je­bo­gen til den­ne mord­gå­de af den opfat­tel­se, at der hel­le­re må her­ske almin­de­lig for­vir­ring, end at for man­ge begyn­der at spe­ku­le­re over sand­syn­li­ge moti­ver?

Modus operandi og tekniske beviser

De to beskri­vel­ser af ger­nings­man­dens modus ope­ran­di (måde at ope­re­re på) kan tol­kes som hhv. upro­fes­sio­nel og pro­fes­sio­nel.

Den emo­tio­nel­le, upro­fes­sio­nel­le: Ét skud i ryg­gen på hoved­per­so­nen og ét i ryg­gen på ledsa­ge­ren skal pas­si­vi­se­re beg­ge, hvor­ef­ter dræ­ben­de skud kan sæt­tes ind uden risi­ko for gen­ken­del­se. Den plan for­ud­sæt­ter, at beg­ge de ind­le­den­de skud ram­mer. Skud num­mer to ram­te ikke, og i ste­det for at sky­de yder­li­ge­re, valg­te ger­nings­man­den at flyg­te og accep­te­re­de der­med en bety­de­lig risi­ko for gen­ken­del­se.

Den køli­ge, pro­fes­sio­nel­le: Ger­nings­man­den sik­rer sig ofrets iden­ti­tet ved at udveks­le et par sæt­nin­ger, hvor­ef­ter han/hun affy­rer to skud på klod­s­hold, enten ét gen­nem hver lun­ge, eller ét gen­nem hjer­te/a­or­ta-region og ét andet gen­nem hove­d­et. Atten­tat­man­den er pro­fes­sio­nelt maske­ret, så han ikke behø­ver at myr­de ledsa­ge­ren.

Det synes almin­de­ligt accep­te­ret, at ger­nings­våb­net var en revol­ver, som, efter sit meka­ni­ske prin­cip, ikke udka­ster patron­hyl­stre ved affy­ring. Af den før­ste beskri­vel­se fra pal​me​mor​det​.se kan vi få ind­tryk af, at revol­ve­ren var af kraf­tig kali­ber, idet pro­jek­tilet pas­se­re­de gen­nem krop­pen og ud på for­si­den. Blev det andet skud også affy­ret mod hoved­per­so­nen, men blev afbø­jet i krop­pen med kraft nok til at strej­fe og rid­se ledsa­ge­ren? Eller for­lod det­te pro­jek­til også for­si­den af hoved­må­let uden at ram­me andre? Eller blev det andet skud affy­ret direk­te mod ledsa­ge­ren, men uden at dræ­be? For­kla­rin­ger­ne giver ind­tryk af, at i det mind­ste ét af pro­jek­ti­ler­ne må være endt et godt styk­ke fra sel­ve affy­rings­ste­det.

Kil­de: Wikipe­dia (dansk). “Det var ikke poli­tiets tek­ni­ke­re, der fandt de to pro­jek­ti­ler fra skud­de­ne: Det ene blev fun­det af ‘en indisk jour­na­list’ på det mod­sat­te for­tov den 1. marts. Det andet af ‘en kvin­de’ den 2. marts tæt ved ger­nings-ste­det. Ammu­ni­tio­nen var Win­che­ster .357 Magnum Metal Piercing fra pro­du­cen­ten Win­che­ster Western. En iso­top-ana­ly­se i 1990 viste, at fabrik­ken hav­de frem­stil­let den i 1979 og pak­ket den i æsker med mær­ket ‘PM’. Ni andre patro­ner af den­ne type blev sene­re spo­ret blandt andet til en våben­hand­ler i Lapland. Fire af de 9 patro­ner kom fra en æske mær­ket ‘3 PM 7’ hvil­ket betød, at de var frem­stil­let den 7. novem­ber 1979.” (?)

Det hører til sjæl­den­he­der, at så vig­ti­ge tek­ni­ske bevi­ser ikke bli­ver fun­det under en moder­ne poli­ti­myn­dig­heds ruti­ne­mæs­si­ge “støv­sug­ning” af ger­nings­ste­det og dets nær­me­ste omgi­vel­ser. Og det er påfal­den­de, at beg­ge de fund­ne pro­jek­ti­ler lå syn­ligt frem­me så tæt på ger­nings­ste­det i betragt­ning af, at ét af skud­de­ne, efter hvad der anses for givet, blot strej­fe­de Lis­bet Pal­me.
Med to mat­chen­de (?) fund af den karak­ter, var der kun én type sky­de­vå­ben at ret­te efter­forsk­nin­gen imod, og en hvil­ken som helst kali­ber .357 revol­ver kun­ne kom­me i spil, hvil­ket det sene­re for­løb også vid­ner om. Hvis vi et kort sekund leger med den kæt­ter­ske tan­ke, at de to egent­li­ge pro­jek­ti­ler blev fun­det af poli­ti­et, og to andre blev plan­tet på en sådan måde, at de hur­tigt vil­le bli­ve fun­det af til­fæl­di­ge nys­ger­ri­ge, kun­ne den del af de tek­ni­ske under­sø­gel­ser erklæ­res for afslut­tet, og efter­forsk­nin­gen vil­le for sted­se være afspo­ret, end­nu inden den var kom­met i gang.

Kil­de: Wikipe­dia (dansk) “Ammu­ni­tio­nen tyde­de på, at våb­net var en .357 magnum­re­vol­ver [Magnum, for­di den er byg­get til kraf­ti­ge­re drivlad­ning]. Blandt andet pro­du­ce­rer Smith & Wes­son den type. Ved en opgø­rel­se fand­tes 2.160 regi­stre­re­de revol­ve­re i Sverige, her­af 650 i Sto­ck­holms Län. I marts-april 1986 beslut­te­de poli­ti­et at alle dis­se revol­ve­re i Sto­ck­holms Län skul­le prø­ve­sky­des. Sven­ske­re med en .357 magnum-revol­ver blev bedt om at hen­ven­de sig til poli­ti­et med deres våben. Sene­re er fle­re hund­re­de revol­ve­re blev prø­ve­skudt.
Fund af magnum­re­vol­ve­re har til sta­dig­hed opta­get sven­ske medi­er, sene­st i april 2013. Vis­se eksem­pla­rer har påkaldt sig sær­lig inter­es­se:

Mock­fjärd-revol­ve­ren, Suck­s­dor­ff-revol­ve­ren og Skep­ps­hol­men-våb­net.”

***
Læs selv på Wikipe­dia om de enormt tids­kræ­ven­de og res­sour­ce­for­bru­gen­de jag­ter på en bestemt type våben.

Kil­de: Wikipe­dia (dansk). “Pal­me blev sand­syn­lig­vis skudt med et våben af kali­ber .357 [sva­rer til 9,1 mm], og sand­syn­lig­vis var det en lang Smith & Wes­son revol­ver med mindst 4 “turns” [kam­re i trom­len]. Chri­ster Ander­s­son [ikke at for­veks­le med Chri­ster Pet­ter­s­son] var ejer af en magnum­re­vol­ver. Han mød­te aldrig op til test­skyd­nin­gen. Ander­s­son påstod, at han hav­de solgt revol­ve­ren og to æsker ammu­ni­tion for 5.500 kro­ner i efter­å­ret 1992. Hand­len skul­le være sket på Skep­ps­hol­men til en syd­læn­ding, som Ander­s­son hav­de mødt dagen før på Café Ope­ras fort­orvscafé.

Andre våben:
Et våben fun­det i 2002, som man den­gang men­te kun­ne være Suck­s­dor­ff-revol­ve­ren, kom til veje med hjælp fra en 47-årig kri­mi­nel med for­bin­del­ser til Sig­ge Ceder­gren. En revol­ver-pibe, ind­le­ve­ret via fre­elan­cejour­na­li­sten Nuri Kino i marts 2006 skul­le prø­ve­sky­des. Piben blev dog ikke affy­ret, da den kun­ne ude­luk­kes på anden vis. Sene­re i 2006 hæv­de­de en 76-årig mand, at han hav­de fun­det en revol­ver i Mus­sjön i 1983, da han var ude at fiske. Han påstod vide­re at have solgt våb­net til Sig­ge Ceder­gren, at Ceder­gren sene­re bad ham opbe­va­re våb­net, og at våb­net i 1988 sta­dig var der, hvor han hav­de anbragt det. Den 76-åri­ge til­bød Pal­me-efter­for­sker­ne revol­ve­ren for 500.000 kro­ner, hvil­ket man ikke accep­te­re­de (?).
I juli 2007 kom det frem, at end­nu en magnum­re­vol­ver var fun­det i for­bin­del­se med opryd­ning i en gam­mel lade i Månk­ar­bo i Uppland. Laden hav­de stå­et ube­nyt­tet i 15 år. Flyt­te­kas­sen med revol­ve­ren skul­le være ble­vet frag­tet til laden af dens tid­li­ge­re eje­re, et par fra Sto­ck­holm med for­bin­del­ser til det kri­mi­nel­le mil­jø. Flyt­te­kas­ser­ne inde­holdt også reg­nin­ger fra tiden omkring mor­det på Pal­me. Det viste sig, at revol­ve­ren ikke var ægte.
I 2011 kom en ny revol­ver til poli­tiets kend­skab. Fra en loka­la­vis i Öre­bro i det cen­tra­le Sverige frem­kom oplys­nin­ger om, at en per­son lå inde med en magnum­re­vol­ver, der var købt tre måne­der efter mor­det. Revol­ve­ren hav­de ikke været under­søgt af poli­ti­et i for­bin­del­se med mor­det. ‘I og med, at der udfær­di­ge­des licens, tog jeg det natur­lig­vis for givet, at våb­net var kon­trol­le­ret’, udtal­te eje­ren. ‘Men poli­tiets efter­for­ske­re for­tæl­ler ham, at revol­ve­ren ikke er under­søgt, og at de nu vil under­sø­ge den i lig­hed med alle andre til­sva­ren­de våben i sagen,’ skrev Poli­ti­ken i febru­ar 2011.”

Osv., osv.

Konfrontationer og sagsforløb

Kil­de: Pal​me​mor​det​.se. “Kon­fron­ta­tio­nen: Den før­ste tid efter mor­det hav­de Lis­bet Pal­me intet præ­cist erin­drings­bil­le­de af ger­nings­man­den. Der blev aldrig fore­ta­get en grun­dig afhø­ring af hen­de om ger­nings­man­dens sig­na­le­ment. Efter anhol­del­sen af Chri­ster Pet­ter­s­son med­vir­ke­de hun i en video­kon­fron­ta­tion, hvor hun udpe­ge­de Pet­ter­s­son som ger­nings­man­den. I tings­rät­ten var hun abso­lut sik­ker på, at Pet­ter­s­son var mor­de­ren. Iføl­ge tings­rät­ten var Lis­bet Pal­mes udpeg­ning meget tro­vær­dig: ‘Den måde hun iden­ti­fi­ce­re­de ham på ved det før­ste for­løb er efter tings­rät­tens ind­tryk tvær­ti­mod meget over­be­vi­sen­de.’ Hovrät­ten bedøm­te dog, at Lis­bet Pal­me gjor­de sine iagt­ta­gel­ser under for­ud­sæt­nin­ger, så tro­vær­dig­he­den kan betviv­les.

Hoved­mistænk­te, Chri­ster Pet­ter­s­son. Poli­ti­et demon­stre­re­de tid­ligt en vis inter­es­se for Sol­len­tu­na-boen Chri­ster Pet­ter­s­son. Den 28. maj, to måne­der efter mor­det, blev han afhørt om sin fær­den på mord­af­te­nen. Et år sene­re, pri­mo 1987, begynd­te poli­ti­et at mod­ta­ge tips om, at Chri­ster Pet­ter­s­son lig­ne­de det fan­tom­bil­le­de, som poli­ti­et hav­de udsendt. Da efter­forsk­nings­le­del­sen begynd­te at foku­se­re på kvar­te­ret omkring mord­s­te­det i slut­nin­gen af 1988 blev Chri­ster Pet­ter­s­son atter aktu­el. Han blev hen­tet ind til afhø­ring den 14. decem­ber og måt­te sam­ti­dig del­ta­ge i en serie kon­fron­ta­tio­ner med blandt andre Mår­ten Pal­me, Olof Pal­mes søn [som vid­ne, må vi gå ud fra]. Kon­fron­ta­tio­nen blev fil­met, og da Lis­bet Pal­me så video­en, udpe­ge­de hun Chri­ster Pet­ter­s­son som sin mands mor­der. Straks efter blev Chri­ster Pet­ter­s­son vare­tægts­fængs­let.

I juli 1989 døm­tes Chri­ster Pet­ter­s­son af en delt tings­rätt for mor­det på Olof Pal­me. Tings­rät­tens tre læg­dom­me­re men­te, at han var skyl­dig, mens de to juri­di­ske dom­me­re fri­kend­te ham. Chri­ster Pet­ter­s­son anke­de dom­men til hovrät­ten (lands­ret­ten), der genop­tog sagen i okto­ber 1989. Under pro­ces­sen erkend­te Lis­bet Pal­me, at hun hav­de haft for­kund­skab om, at poli­ti­et hav­de vare­tægts­fængs­let en alko­ho­li­ker fra Sol­len­tu­na, inden hun delt­og i kon­fron­ta­tio­nen og udpe­ge­de Chri­ster Pet­ter­s­son.
Den 2. novem­ber 1989 lod Svea Hovrätt med­dele, at Chri­ster Pet­ter­s­son var sat på fri fod, fri­kendt for ankla­ger­ne om mor­det på Olof Pal­me. Rigs­ankla­ge­ren [statsad­vo­ka­ten] valg­te ikke at kære fri­fin­del­sen, som der­med fik virk­ning fra 1. decem­ber 1989.

Mistan­ken mod Chri­ster Pet­ter­s­son bestod trods hovrät­tens fri­ken­del­se. Pal­me­grup­pen fort­sat­te med at under­sø­ge Chri­ster Pet­ter­s­son-rela­te­re­de tips, der strøm­me­de ind, selv om arbej­det fore­gik min­dre intenst efter hovrät­tens afgø­rel­se. Da grup­pen fik ny ledel­se i 1996 begynd­te man atter at foku­se­re på Chri­ster Pet­ter­s­son. Man behand­le­de de tips, der var kom­met ind siden hovrät­tens afgø­rel­se, og spørgs­må­let: skul­le man begæ­re behand­ling ved den øver­ste instans (højeste­ret)? lød hen på sen­som­me­ren 1996. Den davæ­ren­de rigs­ankla­ger, Klas Ber­gen­strand, vur­de­re­de imid­ler­tid, at det nød­ven­di­ge mate­ri­a­le end­nu ikke var frem­skaf­fet.

I løbet af for­å­ret 1997 ind­kom nye tips, og sam­men med de nye infor­ma­tio­ner, der var ind­kom­met siden hovrät­tens afgø­rel­se i slut­nin­gen af 1989 frem­sat­te rigs­ankla­ge­ren en begæ­ring for højeste­ret om gen­op­ta­gel­se af sagen. Högs­ta dom­sto­len afslog den­ne ansøg­ning i maj 1998. Afsla­get var enstem­migt, men i begrun­del­ser­ne diver­ge­ren­de opfat­tel­ser­ne. Trods højeste­rets afslag oply­ste under­sø­gel­ses­le­del­sen, at deres inter­es­se for Chri­ster Pet­ter­s­son som mulig ger­nings­mand var uæn­dret.


Chri­ster Pet­ter­son, syn­de­buk.

 

Chri­ster Pet­ter­s­son, syn­de­buk i Pal­me­mor­det, blev jaget ind­til han døde.
(Så gik det mere eks­pe­dit for Lee Har­vey Oswald.)

Den 15. sep­tem­ber 2004 [næsten 19 år efter mor­det] blev Chri­ster Pet­ter­s­son anholdt i Sol­len­tu­na cen­trum. Han blev bragt til Karol­in­ska syge­hu­set i Sto­ck­holm for at få en ska­de i armen under­søgt. Da ska­den, et knog­le­brud, var ble­vet behand­let, blev han sendt vide­re til aku­t­hånd­te­rin­gen for mis­bru­ge­re på St. Görans syge­hus. Da han mor­ge­nen efter for­lod syge­hu­set, gled han på et iset under­lag, faldt og slog hove­d­et i asfal­ten og pådrog sig alvor­li­ge indre blød­nin­ger. Chri­ster Pet­ter­s­son kom ikke igen til bevidst­hed. Han døde på Karol­in­ska syge­hus den 29. sep­tem­ber 2004 kl. 12.55 af hjer­ne­blød­nin­gen.
Davæ­ren­de stats­mi­ni­ster Göran Per­s­son kom­men­te­re­de hans bort­gang med orde­ne:
“Det er et tragisk liv, som nu er kom­met til sin slut­ning.” (Hvem sag­de: hyk­ler!)

Mordet på Olof Palme” (mistænkt: ikke Christer Petterson — måske Victor Gunnarsson?)

Af cand.mag. i histo­rie og filo­so­fi Paul Smith, 2010:

Kil­de: Hoved​land​.dk. “Doku­men­tar: Den 28. febru­ar 1986 blev Olof Pal­me skudt på klod­s­hold på Sveavä­gen, efter at have været i bio­gra­fen med sin kone. Det sven­ske poli­tis ind­sats for at opkla­re mor­det på Sve­ri­ges stats­mi­ni­ster har ikke just været pran­gen­de. Måske for­di Pal­mes kone meget tid­ligt synes at have iden­ti­fi­ce­ret den for­ker­te mor­der, Chri­ster Pet­ter­s­son.

Paul Smith har været opta­get af Pal­me­mor­det i man­ge år, og han debu­te­re­de som skøn­lit­terær for­fat­ter med den filo­so­fi­ske kri­mi ‘Opkla­rin­gen af et meget omtalt mord’, hvori han hæv­der at have fun­det mor­de­ren, som nu er død.

Set med med Paul Smit­hs uaf­hæn­gi­ge øjne har poli­ti­et brugt enor­me res­sour­cer, de fle­ste af dem på at rode godt og grun­digt rundt i bevis­ma­te­ri­a­let. Det tog svensk poli­ti 9 år at fin­de frem til Olof Pal­mes mest sand­syn­li­ge mor­der, som boe­de et par hund­re­de meter fra mord­s­te­det, og som var i besid­del­se af et sky­de­vå­ben som mord­våb­net og som hav­de et ual­min­de­ligt godt motiv til at myr­de Pal­me – i affekt.

Først meget sent opda­ge­de efter­for­sker­ne hans for­bløf­fen­de fysi­ske lig­hed med drabs­man­den fra Sveavä­gen. De opda­ge­de også, at han boe­de i nær­he­den af mord­s­te­det, da mor­det ske­te, og han hav­de intet ali­bi.
Siden gjor­de poli­ti­et alt for at hem­me­lig­hol­de revol­ve­re­je­rens eksi­stens, selv­om indi­ciekæ­den mod ham var lang.

Siden har pen­sio­ne­re­de mord-efter­for­ske­re via dyg­tigt spin fort­sat med at spre­de slad­der om den fri­fund­ne alko­ho­li­ker Chri­ster Pet­ter­s­son i pres­sen.
Der er skre­vet man­ge bøger om Pal­me­mor­det. Paul Smith har læst de fle­ste og har i for­bin­del­se med bogen fået god hjælp af mord­kom­mis­sio­nens nuvæ­ren­de efter­forsk­nings-leder, Stig Edq­vist, der bl.a. har leve­ret fle­re fotos.

Paul Smith er for­fat­ter og jour­na­list. Han har læst filo­so­fi og har fun­ge­ret som under­vi­ser på højsko­ler. Han har tid­li­ge­re fået udgi­vet Opkla­rin­gen af et meget omtalt mord (2006), Mor­det på ima­men (2008) og Den pas­sio­ne­re­de leje­mor­der (2009).”

***
Her duk­ker en ny “Chri­ster” op i histo­ri­en. Pal­mesa­gen er umu­lig at dan­ne sig et klart bil­le­de af for offent­lig­he­den. Infor­ma­tio­ner­ne er spred­te og over­fla­di­ske. Kil­der­ne ofte ano­ny­me. Og sådan skal det nok være.

Palmes morder” (mistænkt: Christer Andersson)

Af cand.mag. i histo­rie og filo­so­fi Paul Smith, 2012:

Kil­de: Hoved​land​.dk. “En sen­som­mer­dag i 2008 kør­te to ordens­be­tjen­te ud til en mand lige syd for Sto­ck­holm. Hans bror hav­de kon­tak­tet poli­ti­et, han var bekym­ret, for­di han ikke kun­ne få tele­fo­nisk kon­takt til man­den. Ingen sva­re­de, da betjen­te­ne rin­ge­de på. Til sidst ban­ke­de de hårdt på døren, mens de råb­te: – Luk op! Det er poli­ti­et! Straks efter hør­tes et skud. Da betjen­te­ne kom ind i lej­lig­he­den, fandt de den 56-åri­ge mand, død. Skudt med et hånd­vå­ben. Da der klart var tale om et selv­mord, fore­tog poli­ti­et sig intet yder­li­ge­re. Liget blev kørt bort og lej­lig­he­den tøm­tes sene­re.

I de sene­ste 10 år var Chri­ster Ander­s­son – ikke at for­veks­le med Chri­ster Pet­ter­s­son – hoved­mistænkt i sagen om mor­det på stats­mi­ni­ster Olof Pal­me. Men noget glip­pe­de, da Chri­ster Ander­s­son skød sig. At han var mistænkt for Pal­me­mor­det, vid­ste kun en meget lil­le kreds af kri­mi­nal­be­tjen­te. Og næp­pe nogen blandt ordens­po­li­ti­et. Hans navn var hem­me­ligstemp­let. Ingen alarm­klok­ke rin­ge­de.

Tre år efter selv­mor­det og ca. et halvt år efter Paul Smit­hs anden Pal­me-bog ‘Mor­det på Olof Pal­me’, blev præ­sen­te­ret i Sto­ck­holm, febru­ar 2010, rin­ge­de tele­fo­nen hos for­fat­te­ren Paul Smith i Aar­hus. En stem­me fra Sverige præ­sen­te­re­de sig. Ved­kom­men­de hav­de været med i efter­forsk­nin­gen af mor­det på Olof Pal­me. Røsten fort­sat­te: ‘Jeg er fal­det over din bog om Pal­me­mor­det, og kan kun sige, at den har jeg ven­tet på i man­ge år.’ Der­ef­ter spurg­te Stem­men, om Paul Smith kend­te den sand­syn­li­ge Pal­me­mor­ders rig­ti­ge iden­ti­tet. Det bekræf­te­de han, og efter en kort pau­se sag­de Stem­men: ‘Ja, der er jo altid en Chri­ster ind­blan­det.’ Den ‘Chri­ster’, de beg­ge tænk­te på, var Chri­ster Ander­s­son – selv­mor­de­ren. Men sam­ti­dig tænk­te de også på blan­dings­mis­bru­ge­ren Chri­ster Pet­ter­s­son, som fejl­ag­tigt blev ankla­get for mor­det på Olof Pal­me. Hav­de poli­ti­et i man­ge år jaget den for­ker­te Chri­ster? De oplys­nin­ger der frem­læg­ges i bogen skul­le have været hem­me­ligt-stemp­le­de og under alle omstæn­dig­he­der vil­le hem­me­lig­hol­del­sen sam­ti­dig have dæk­ket over det sven­ske poli­tis for­klud­ring af et af det tyven­de århund­re­des stør­ste mord­gå­der, Pal­me­mor­det. Nu frem­læg­ges de her.”

***
Her føl­ger en læn­ge­re arti­kel, der er skre­vet af to psy­ko­lo­ger. Den er inter­es­sant, for­di den peger på den mistænk­te Victor Gun­nars­son, der ret hur­tigt blev eli­mi­ne­ret fra efter­forsk­nin­gen som mulig mor­der. Hans per­son mat­cher imid­ler­tid langt bed­re end Chri­ster Pet­ter­son med det bil­le­de af ger­nings­man­den, der bli­ver teg­net gen­nem de helt umid­del­ba­re inter­views med vid­ner­ne.

Hvem dræb­te Sve­ri­ges stats­mi­ni­ster Olof Pal­me? (mistænkt: Victor Gun­nars­son)

Kil­de: Okto­ber 2010 Rätspsy­ko­lo­gi – http://​www​.rpkab​.se/​P​a​l​m​e​.​htm Det­te oprin­de­li­ge link til kil­den vir­ker desvær­re ikke mere, og vi kan ikke læn­ge­re fin­de artik­len. Vi står imid­ler­tid 100% inde for den kor­rek­te dan­ske over­sæt­tel­se, der føl­ger her.

Nils Wik­lund, assoc. pro­fes­sor i retspsy­ko­lo­gi

Adri­an Par­ker, pro­fes­sor i psy­ko­lo­gi

Olof Pal­me, davæ­ren­de stats­mi­ni­ster i Sverige, blev myr­det den 28. febru­ar 1986, skudt i ryg­gen, uden bodygu­ards efter et bio­graf­be­søg. Den før­ste engelsk­spro­ge­de rede­gø­rel­se for omstæn­dig­he­der­ne omkring mor­det, ‘Blood on the Snow’, blev udgi­vet af histo­ri­ke­ren Jan Bon­de­son i 2005. I betragt­ning af kon­se­kven­ser­ne for Euro­pas histo­rie vur­de­rer Bon­de­son Pal­me­mor­det på linje med atten­ta­tet på Ken­ne­dy som ‘en af århund­re­dets for­bry­del­ser’. For­bry­del­sen er end­nu ikke opkla­ret, og det er muligt, at mor­de­ren selv er død inden for de fireogty­ve år, der er for­lø­bet, såle­des at en dom­fæl­del­se ikke vil være mulig. Trods det­te, med de rig­ti­ge res­sour­cer, kan spørgs­må­let om, hvem mor­de­ren var, sta­dig besva­res. En anled­ning til opti­mis­me er, at sagen aldrig har været gen­stand for ana­ly­se under anven­del­se af nu vel­e­tab­le­re­de prin­cip­per for retspsy­ko­lo­gi, og det er emnet i den­ne arti­kel.

En bety­de­lig hin­dring for ini­ti­a­ti­ver af den slags har været, at i Sverige har en anse­lig del af befolk­nin­gen, måske majo­ri­te­ten, accep­te­ret, at en vol­de­lig alko­ho­li­ker, Chri­ster Pet­ter­s­son, som døde nog­le år til­ba­ge, var ger­nings­man­den, selv om han var ble­vet fri­kendt af den høje­ste appel­ret (Svea hovrätt). På trods af den­ne fri­fin­del­se, synes selv poli­tiets efter­for­ske­re at have fort­sat med at betrag­te Pet­ter­s­son som hoved­mistænkt. Che­fankla­ge­ren for­søg­te endog at genåb­ne sagen mod Pet­ter­s­son, men højeste­ret afgjor­de, at der ikke var frem­lagt nyt mate­ri­a­le af betyd­ning for bevis­fø­rel­sen og gjor­de opmærk­som på, at der end­nu var alter­na­ti­ve hypo­te­ser, som ikke var ble­vet udtøm­men­de under­søgt af che­fankla­ge­ren i sagen.

Kon­se­kven­sen af den til­stand er ble­vet, at sagen i Sverige efter­hån­den ople­ves som et åbent sår, der hel­le­re må lades i fred, så det kan hele. Den­ne følel­se af resig­na­tion kan måske for­mid­le beho­vet for en reva­lu­e­ring under bru­gen af moder­ne efter­forsk­nings­må­der. For den udvik­ling taler en anden højpro­fi­le­ret sag (om den påstå­e­de seri­e­mor­der Tho­mas Qui­ck). Sagen afslø­rer for tiden at de efter­forsk­nings­tek­nik­ker, der er brugt af poli­ti og ankla­ge­re fra 1980’erne og frem, har svig­tet afgø­ren­de. Dis­se svigt var åben­ba­re i Pal­meud­red­nin­gen, og det vær­ste var fra­væ­ret af enhver syste­ma­tisk form for retspsy­ko­lo­gi. Den­ne arti­kel kom­mer i for­hold til Pal­mesa­gen ind på nog­le af prin­cip­per­ne for rets- og vid­nep­sy­ko­lo­gi i et for­søg på at gøre op med und­la­del­ser­ne og vise, at de for­hån­den­væ­ren­de fund fak­tisk kan give fin­ger­peg i ret­ning af en løs­ning.

Til trods for de oven­nævn­te bri­ster, var en enkelt vid­ne-psy­ko­log, Astrid Hol­ger­son, invol­ve­ret i sagen, skønt på for­sva­rets side. Men bru­gen af hen­de var begræn­set. Alli­ge­vel var det essen­ti­elt Hol­ger­sons erklæ­ring, der før­te til fri­ken­del­sen af Chri­ster Pet­ter­s­son. Det lyk­ke­des Hol­ger­son at svæk­ke hove­d­ankla­gen, der var leve­ret af enken Lis­bet Pal­me, mod Pet­ter­s­son. Lis­bet Pal­me hav­de ople­vet mor­det på tæt hold og hav­de sene­re under udred­nin­gen med “stor over­be­vis­ning” iden­ti­fi­ce­ret Pet­ter­s­son som mor­de­ren. Det var den­ne over­be­vis­ning, der også for­sik­re­de offent­lig­he­den og poli­tiets efter­for­ske­re om, at iden­ti­fi­ka­tio­nen var kor­rekt. Alli­ge­vel var Hol­ger­sen i stand til at vise, at Lis­bet Pal­mes erin­dring om sel­ve mor­det højst sand­syn­ligt var ble­vet påvir­ket af, hvad hun hav­de set i pres­sen om Pet­ter­s­son såle­des, at hun kog­ni­tivt hav­de dan­net sig en illu­sion af at være sik­kert over­be­vist.

I USA er der nu regi­stre­ret adskil­li­ge sager om for­ker­te dom­fæl­del­ser gen­nem­ført med til­sva­ren­de eller stør­re over­be­vis­ning, men hvor de døm­te sene­re er ble­vet fri­kendt, idet DNA-ana­ly­ser har bevist deres uskyld. I de fle­stes af dis­se til­fæl­de skyld­tes de for­ker­te dom­me fejl­ag­ti­ge iden­ti­fi­ka­tio­ner. I 1956, læn­ge inden for­mel­le stu­di­er hav­de påvist upå­li­de­lig­he­den ved men­ne­ske­lig per­cep­tion, hav­de Alfred Hichco­ck lavet fil­men ‘The Wrong Man’ og vist, at rets­sy­ste­met kun­ne vild­le­des fuld­stæn­digt på det grund­lag. I England blev pro­ble­met med at bru­ge vid­nei­den­ti­fi­ka­tio­ner som ene­ste grund­lag for dom­fæl­del­ser gen­stand for en juri­disk under­sø­gel­se, der resul­te­re­de i Dev­lin-rap­por­ten, en rap­port, der fik ind­fly­del­se på den sven­ske appel­rets beslut­ning om at fri­ken­de Pet­ter­s­son.

Den rets­li­ge ned­ju­ste­ring af Lis­bet Pal­mes vid­ne­for­kla­ring er i fuld over­ens­stem­mel­se med de viden­ska­be­li­ge ana­ly­ser af, hvor­dan hun vid­nep­sy­ko­lo­gisk kom til at kred­se om Pet­ter­s­son. Den har­mone­rer også med en sene­re eks­pe­ri­men­tel under­sø­gel­se under brug af video­op­ta­gel­sen fra den fysi­ske kon­fron­ta­tions­ræk­ke, efter hvil­ken Lis­bet Pal­me udpe­ge­de Pet­ter­s­son. Video­en blev vist for ame­ri­kan­ske stu­de­ren­de, som ikke kend­te til mistænk­tes iden­ti­tet. Da de ikke hav­de nogen yder­li­ge­re infor­ma­tion om ham, var deres mulig­he­der for at udpe­ge ham til­fæl­dig; men da de fik at vide, at den mistænk­te var alko­ho­li­ker, en infor­ma­tion, der var ble­vet fri­gi­vet til den sven­ske offent­lig­hed og var kendt af Lis­bet Pal­me for­ud for kon­fron­ta­tio­nen, var der ikke min­dre en 75% af de stu­de­ren­de, der udpe­ge­de Pet­ter­s­son. Lis­bet Pal­mes spon­ta­ne kom­men­tar, da hun så kon­fron­ta­tions­ræk­ken, var: “Man kan med det sam­me se, hvem der er alko­ho­li­ker.”

I betragt­ning af både den rets­li­ge og viden­ska­be­li­ge reser­va­tion over for vær­di­en af Lis­bet Pal­mes vid­neud­sagn, syn­tes poli­tiets efter­for­ske­re, medi­er­ne og offent­lig­he­den at klyn­ge sig til den før­ste mave­for­nem­mel­se: at hen­des iden­ti­fi­ka­tion af Pet­ter­s­son til syven­de og sidst måt­te være den rig­ti­ge. En for­kla­ring på det­te kan være, at når et offer for en for­bry­del­se kon­fron­te­res med den muli­ge ger­nings­mand, kan offe­ret let bli­ve over­væl­det af de følel­ser, som han eller hun ople­ve­de på tids­punk­tet for for­bry­del­sen. Følel­ser­ne trans­for­me­res til en over­be­vis­ning om, at den mistænk­te må være ger­nings­man­den, og den over­be­vis­ning kan vide­re­gi­ves til dem, der lyt­ter til offe­ret, hvis til­hø­rer­ne ikke kan tage høj­de for dis­se psy­ko­lo­gi­ske meka­nis­mer.

I sin erklæ­ring til sagen pege­de Hol­ger­son på et afgø­ren­de punkt: at det er hukom­mel­ses-genkal­del­sen, der kom­mer til udtryk i den før­ste afhø­ring og ikke de efter­føl­gen­de, der skal læg­ges vægt på som ret­nings­gi­ven­de for den vide­re efter­forsk­ning. Afhø­ring skal fore­ta­ges sna­rest muligt. Med udgang i det­te prin­cip er de tre mest seri­ø­se for­fat­te­re inden for fag­om­rå­det eni­ge om, at det er befø­jet at hæv­de, at Lis­bet Pal­mes umid­del­ba­re beskri­vel­se af mor­de­ren over­ho­ve­det ikke pas­se­de på Pet­ter­s­son, men fak­tisk på en anden sage­s­løs per­son, Anders Björk­man. Björk­man hav­de gået bag Lis­bet og Olof Pal­me og befandt sig i Lis­bet Pal­mes syns­felt lige efter skud­de­ne.

Hvis Chri­ster Pet­ter­s­son ikke var mor­de­ren, hvem var så? Den tid­li­ge­re poli­ti­in­spek­tør Börje Win­gren stod i spid­sen for nog­le af de aller­før­ste afhø­rin­ger i uger­ne umid­del­bart efter mor­det i 1986. Det er den­ne umid­del­ba­re efter­forsk­ning, der dan­ner grund­lag for hans påstå­e­de viden om, hvem mor­de­ren var. Win­gren argu­men­te­rer i sin bog “Han sköt Olof Pal­me” (fra 1993) for, at den rig­ti­ge mor­der fak­tisk var den aller­før­ste mistænk­te, nem­lig ‘den 33-åri­ge mand’, der blev anholdt tolv dage efter mor­det, men som sene­re blev ude­luk­ket fra efter­forsk­nin­gen. Win­grens opreg­ne­de facts i den sag synes ikke kun plau­sib­le men over­be­vi­sen­de, for­di han bru­ger de oprin­de­li­ge vid­ne­for­kla­rin­ger (som han kopi­e­re­de efter endt ansæt­tel­se) frem for at læg­ge vægt på efter­ra­tio­na­li­se­rin­ger og sene­re kil­der. Det er et besyn­der­ligt fak­tum, at hans bog, selv i Sverige, fak­tisk er ukendt. Men årsa­gen er for­ment­lig den, at Win­grens kon­klu­sion [bogens titel] opfat­tes som end­nu en vari­ant af den popu­læ­re og bekvem­me opfat­tel­se af, at Chri­ster Pet­ter­s­son var mor­de­ren.

Lad os kort opsum­me­re Börje Win­grens opreg­ning af facts. Olof Pal­me blev myr­det kl. 23.21 den 28. febru­ar 1986 på Sveavä­gen i Sto­ck­holm. Tid­li­ge­re den sam­me aften blev ‘den 33-åri­ge mand’, Victor Gun­nars­son, som vi her­ef­ter vil benæv­ne med hans ini­ti­a­ler VG, obser­ve­ret i en café få hund­re­de meter der­fra. Det lig­ger fast, at VG før­te en læn­ge­re sam­ta­le med tre kvin­der i cafe­en, tæt på det sene­re mord­s­ted, og de beskrev hans fremto­ning, beklæd­ning og skul­derta­ske. De kvin­de­li­ge vid­ner sag­de til efter­for­sker­ne, at VG tem­me­lig aggres­sivt hav­de udtrykt et had mod Olof Pal­me (hvil­ket andre vid­ner også hav­de bemær­ket). De hav­de obser­ve­ret, at han ikke var fuld, men “han lug­te­de af hvid­løg”. De tre kvin­der for­lod cafe­en kl. 22.35, mens VG sta­dig var til ste­de, ca. 45 minut­ter før mor­det. Fem­ten-tyve minut­ter efter mor­det, obser­ve­re­de to andre vid­ner en mand, da han sneg sig ind i en bio­graf. Han mat­che­de ret præ­cist beskri­vel­sen af VG og hans beklæd­ning. Win­gren kal­der bio­gra­fen “et klas­sisk gem­me­sted” for en per­son som VG, der elske­de Hol­lywood-film. Win­gren præ­sen­te­rer der­ef­ter læse­ren for en kæde af indi­ci­er for et bestemt hæn­del­ses­for­løb.

VG var yderst iført en grøn knælang pilo­tjak­ke med hæt­te; der­un­der tæt­sid­den­de jeans og højhæ­le­de støv­ler. De oprin­de­li­ge før­ste for­kla­rin­ger – og end­nu engang er det dem, der anses at være af pri­mær vær­di – fra for­skel­li­ge vid­ner, som så mor­de­ren løbe bort, pas­ser godt til beskri­vel­sen af VG og hans beklæd­ning (men ikke med Pet­ter­s­sons udse­en­de eller hans beklæd­ning). En sygeple­jer­ske­e­lev, Anna Hage, der for­søg­te at yde Oluf Pal­me første­hjælp lige efter skud­de­ne, beskrev hvor­dan mor­de­ren løb væk med raske, spændsti­ge skridt, og at han var klædt i en knælang jak­ke, mulig­vis med hæt­te. Et andet vid­ne, Lars Jep­ps­son, som befandt sig i en til­lig­gen­de gade, så mor­de­ren løbe for­bi gaden i ret­ning mod en lang trap­pe (totalt på 89 trin) og så, hvor­dan han løb hur­tigt op ad trap­pen, 2–3 trin pr. skridt. Det­te tyder på, at mor­de­ren var stærk og i god fysisk form, hvil­ket pas­ser dår­ligt på Pet­ter­s­son, som var over­væg­tig alko­ho­li­ker. I spørgs­må­let om (fejl)tiltalen mod Pet­ter­s­son, fik et sært sam­men­træf betyd­ning, måske afgø­ren­de (det næv­nes ikke i Win­grens bog): Lars Jep­ps­son boe­de til­fæl­dig­vis i sam­me del af byen som Pet­ter­s­son, og han for­tal­te, at han hav­de kend­skab til Pet­ter­s­son som den let gen­ken­de­li­ge gade-alko­ho­li­ker fra områ­det. Det har betyd­ning, at Jep­ps­son ikke opfat­te­de den flyg­ten­de mand som Pet­ter­s­son. Man­den, som han løb efter op ad trap­pen (uden at nå ham), var ikke Chri­ster Pet­ter­s­son.

Mor­de­ren blev, efter at have for­ce­ret trap­pen, obser­ve­ret af et finsk vid­ne, Yvon­ne Nie­mi­nen, der sene­re for­kla­re­de, at den løben­de mands knælan­ge jak­ke på det tids­punkt var uknap­pet, og at han for­søg­te at åbne eller luk­ke en lil­le taske. Win­gren mener, at mor­de­ren var i gang med at skju­le tasken med våb­net under jak­ken. Kort efter Nie­mi­nens obser­va­tion så et andet vid­ne, kaldt “S”, bag­fra en løben­de mand med en halvlang frak­ke. S udpe­ge­de sene­re den mistænk­te VG i en kon­fron­ta­tions­ræk­ke, dog efter en vis tøven i val­get mel­lem VG og en anden per­son i ræk­ken. Nog­le minut­ter efter mor­det leve­re­de end­nu et vid­ne, kaldt ‘ID’, en afri­ka­ner, der arbej­de­de som uli­cen­se­ret taxa­chauf­før, yder­li­ge­re afgø­ren­de infor­ma­tion. I en side­ga­de til den, hvor mor­de­ren sidst var ble­vet set, blev han kon­tak­tet af en mand, der var meget opsat på at hyre ham. ID for­kla­re­de, at man­den hav­de jak­kens hæt­te over hove­d­et og et eller andet skjult under jak­ken, og kun én hand­ske. Inter­es­sant nok hav­de VG kun én hand­ske, da poli­ti­et brag­te ham ind til afhø­ring, og han kun­ne til­sy­ne­la­den­de ikke rede­gø­re for den mang­len­de.

Hvad der måske er det mest afgø­ren­de indi­ci­um af alle er vid­net ID’s spon­ta­ne bemærk­ning om, at man­den hav­de lug­tet af hvid­løg. Da ID næg­te­de at køre for man­den, løb den­ne ind på en grav­plads, der lig­ger i kort afstand fra bio­gra­fen, hvor VG blev obser­ve­ret (15–20 minut­ter efter mor­det), iføl­ge Win­gren. Det lader også til, at vid­net hav­de udpe­get VG i en kon­fron­ta­tions­ræk­ke. Imid­ler­tid opstod der en intern dis­kus­sion mel­lem poli­ti­che­fen og che­fankla­ge­ren om pro­ce­du­re­fejl med det resul­tat, at VG blev løsladt. VG skaf­fe­de sene­re et ali­bi for de afgø­ren­de minut­ter omkring for­bry­del­sen, men Win­gren hæv­der, at der sand­syn­lig­vis var tale om et falsk ali­bi. VG blev aldrig til­talt.

Efter­som vi ved, at umid­del­ba­re hukom­mel­ses­pro­ces­ser bru­ger områ­der i hjer­nen, der lig­ger tæt på dem, der tol­ker lug­tind­tryk (vort mest oprin­de­li­ge san­se­ap­pa­rat) bur­de regi­stre­rin­gen af hvid­løg­slugt have været behand­let som et påli­de­lig hukom­mel­ses­ind­tryk. Fra et psy­ko­lo­gisk per­spek­tiv er det en tem­me­lig vær­di­fuld brik i pus­le­spil­let af indi­ci­er, idet det kor­re­spon­de­rer med andre vid­ners ople­vel­se af hvid­løg­slugt fra VG’s ånde i cafe­en for­ud for mor­det.

Win­gren brug­te VG’s jak­ke som grund­lag for yder­li­ge­re væg­ti­ge indi­ci­er. Et vid­ne, kaldt ‘JA’, hav­de fra en gun­stig posi­tion fra sin bil, ven­ten­de for rødt lys, set mor­de­ren løbe væk. Da JA fik fore­vist VG’s jak­ke sam­men med seks andre jak­ker, pege­de han den ud som mor­de­rens jak­ke. Iføl­ge JA var mor­de­ren iført tæt­sid­den­de jeans, og han løb med lan­ge, spændsti­ge skridt, ‘som en elg’. Et andet vid­ne, ‘LL’, (den før­ste, der rin­ge­de op til alarm­num­me­ret) huske­de, at mor­de­ren var iført jeans, der ikke nåe­de fød­der­ne, og også han udpe­ge­de VG’s jak­ke som væren­de mor­de­rens. Vid­net Anna Hage (der for­søg­te at give Olof Pal­me første­hjælp) fik fore­vist et antal bil­le­der af for­skel­li­ge jak­ker og udpe­ge­de den sam­me jak­ke som de øvri­ge vid­ner. Hun hav­de ikke set mor­de­rens ansigt, og fik der­for fore­vist bil­le­der af VG og de øvri­ge i kon­fron­ta­tions­ræk­ken med den øver­ste del til­dæk­ket, så hun kun så mæn­de­ne fra knæ­e­ne og ned. Under dis­se betin­gel­ser, udpe­ge­de hun straks VG. Det viste sig, at VG fak­tisk hav­de opma­ga­si­ne­ret den­ne pilo­tjak­ke hen over vin­te­r­en, ind­til dagen før mor­det. Der fand­tes enkel­te min­dre spor af deto­na­tions­pro­duk­ter på jak­ken, men mæng­der­ne ansås at være for små til at kun­ne bru­ges som afgø­ren­de spor.

Det er en inter­es­sant detal­je, at VG, skønt han ellers nor­malt bar mousta­che, rage­de mousta­chen væk, kort før mord­da­gen. Win­gren kal­der det­te ‘mousta­che-tri­ck­et’: ger­nings­man­den ændrer sit udse­en­de på tids­punk­tet for for­bry­del­sen, så det bli­ver van­ske­ligt at gen­ken­de ham, når mousta­chen er til­ba­ge igen. De vid­ner, der så ham i dage­ne inden mor­det, er alle eni­ge om, at han ikke hav­de mousta­che, men VG afvi­ste bestemt at hav­de fjer­net den. Igen kan tri­ck­et med mousta­chen have været inspi­re­ret af hans inter­es­se for ame­ri­kan­ske film.

Når der fand­tes så man­ge indi­ci­er, hvor­for blev VG så løsladt? To for­hold synes at have været afgø­ren­de. For det før­ste: nøg­le­vid­net ID var ble­vet fore­vist VG’s bil­le­de sam­men med bil­le­der­ne af nog­le andre mistænk­te, inden den for­mel­le kon­fron­ta­tion blev afholdt, og ID hav­de ikke iden­ti­fi­ce­ret VG fra bil­le­det. Det­te er natur­lig­vis en alvor­lig pro­ce­du­re­fejl, men det redu­ce­rer ikke vær­di­en af de øvri­ge vid­ners for­kla­rin­ger. For det andet: to og en halv måned efter mor­det var VG i stand til at frem­skaf­fe et gang­bart ali­bi for den kri­ti­ske time mel­lem 22.35 og 23.35 i rela­tion til mor­det. Han hæv­de­de, at han hav­de mødt to dren­ge på cafe­en, og dis­se dren­ge bekræf­te­de vir­ke­lig, at de hav­de mødt ham. Ikke desto min­dre synes der at her­ske nogen usik­ker­he­der om det­te ali­bi. Der gik to og en halv måned, inden dren­ge­ne blev inter­viewet, så Win­gren mener, at der udmær­ket kun­ne være tale om en anden begi­ven­hed, især for­di de oply­ste, at VG hav­de vist dem sit kame­ra, og VG hav­de selv oplyst, at han ikke hav­de sit kame­ra med i byen, den aften Pal­me blev myr­det.

Et andet vig­tigt prin­cip, som efter­forsk­nin­gen syn­de­de imod: ‘djæ­vel­ens advo­kat’, som advo­ke­re for de indi­ci­er, der går imod den her­sken­de hypo­te­se, så de får sam­me seri­ø­se opmærk­som­hed. Hvis vi ind­fø­rer det­te hen­syn lige nu, er vi nødsa­get til at under­sø­ge tro­vær­dig­he­den af ID’s, den afri­kan­ske mands, for­kla­ring. Poli­ti­et hav­de tvun­get ID til at kon­fron­te­re VG, og ID var emo­tio­nelt påvir­ket af det. Nog­le dage sene­re med­del­te han, at han hav­de set en, der mistæn­ke­ligt min­de­de om ‘fan­tom­man­den’, og det­te gav poli­ti­et anled­ning til at afvi­se alle hans for­kla­rin­ger som udslag af liv­lig fan­ta­si. Fan­tom­man­den var i vir­ke­lig­he­den en kunst­ners skit­se [efter hukom­mel­sen] af en per­son, som hun hav­de set i nær­he­den af mord­s­te­det, og som kun­ne have været mor­de­ren. [Et tek­nisk bear­bej­det bil­le­de byg­ge­de på kunst­ne­ren Sus­an­ne T’s skit­se af en mand, hun hav­de set mel­lem klok­ken 23.30 og 23.40 ved restau­rant Ale­xan­dra i den lil­le gade Sma­la Gränd, en side­ga­de til David Baga­res Gata, hvor ger­nings­man­den var ble­vet set.] Det bear­bej­de­de bil­le­de blev udsendt i pres­sen, og dets vag­hed før­te til en epi­de­mi af ‘gen­ken­del­ser’ i hele Sverige. Under dis­se omstæn­dig­he­der vir­ker det uover­lagt at bru­ge ID’s reak­tion på det­te som begrun­del­se for også at se bort fra hans umid­del­ba­re vid­ne­for­kla­ring.

Er der andre mulig­he­der for, at regi­stre­rin­gen af hvid­løg­slug­ten ikke impli­ce­rer VG som mor­de­ren? Poli­ti-afhø­rin­ger inde­bæ­rer ofte util­sig­te­de sti­kord til vid­ner­ne om at leve­re det ønske­de svar, især når de sam­me poli­ti­folk efter­for­sker. Men det var for­skel­li­ge poli­ti­folk, der hav­de ansva­ret for afhø­rin­gen af hhv. piger­ne på cafe­en og ID. Ende­lig, hvis refe­ra­tet af dis­se afhø­rin­ger ellers er kor­rekt, så ind­traf udta­lel­ser­ne om hvid­løg­slug­ten spon­tant og uden sti­kord.

Nogen skep­sis er beret­ti­get i for­hold til kon­fron­ta­tio­ner [hvor den mistæn­ke lines op i en ræk­ke af lig­nen­de per­so­ner for at fast­slå vid­nets evne til at skel­ne ham fra i prin­cip­pet alle andre]. I Sverige benyt­tes vid­ne­kon­fron­ta­tion som stan­dard­pro­ce­du­re ved efter­forsk­ning af grove­re kri­mi­na­li­tet. Men prin­cip­pet kan ikke eli­mi­ne­re ethvert poten­ti­elt fin­ger­peg til vid­net om, hvem den mistænk­te er. Ikke for at sige, at vid­nets gen­ken­del­se af en mistænkt på den måde er vær­di­løs. Men vil man for­ø­ge vær­di­en af en sådan gen­ken­del­se, er det nød­ven­digt at angri­be pro­ble­met på en sær­lig måde, der er kendt som: det kog­ni­ti­ve inter­view. Der er tale om en støt­ten­de objek­tiv inter­view-tek­nik i mod­sæt­ning til den sæd­van­li­ge afhø­rings­form. Det er ble­vet påvist, at vid­ner helt sik­kert fejl­genkal­der sig ind­tryk af min­dre detal­jer, såsom far­ven på tøj og hår, mens de er ret præ­ci­se, når det angår cen­tra­le hæn­del­ser eller usæd­van­li­ge aspek­ter ved dis­se. Til­fæl­dig­he­der eller sam­men­fal­den­de begi­ven­he­der kan natur­lig­vis ind­træf­fe og kom­me til at vir­ke stærkt vild­le­den­de. Fx, selv om ind­ta­gel­sen af hvid­løg ikke er en udbredt adfærd i Sverige, kan de to spon­ta­ne regi­stre­rin­ger i Pal­mesa­gen godt skyl­des et til­fæl­de. Men sam­men­holdt med den mang­len­de hand­ske, kame­ra­ta­sken og frak­ken, synes ’til­fæl­digt’ ikke at være en plau­si­bel dom i det­te til­fæl­de.

Der er tre yder­li­ge­re argu­men­ter for, at ‘djæ­vel­ens advo­kat’ kun­ne redu­ce­re VG som mor­de­ren og impli­ce­re Pet­ter­s­son. Den før­ste er, at mor­de­ren blev beskre­vet med en spe­ci­el gan­g­art, et hal­ten­de løb, og Pet­ter­s­son hav­de en sådan spe­ci­el form at jog­ge på. Men hol­der man sig til de ind­le­den­de inter­view som ene­ste kil­de, så synes den­ne gan­g­art at være skabt af avi­ser­ne. Borgnäs skri­ver i sit review af det­te (side 56): Ikke et ene­ste af de 22 vid­ner fra mord­s­te­det udta­ler sig i deres før­ste for­kla­ring om, at ‘mor­de­ren skul­le hal­te eller have en spe­ci­el gan­g­art’.

En til­sva­ren­de myte omgi­ver den såkald­te ‘Grand-mand’. Det var den mand, der stod og stir­re­de på en ube­ha­ge­lig måde uden for bio­gra­fen Grand, hvor Pal­me-par­ret opholdt sig for­ud for deres skæb­nesvan­gre 300 meters spad­se­re­tur. Man har hæv­det, at Pet­ter­s­son måt­te være Grand-man­den på grund af hans gen­nem­bo­ren­de blik og tru­en­de atti­tu­de, og den beskri­vel­se pas­ser bed­re på ham end på VG, som gen­nem­gå­en­de hav­de et mere bero­li­gen­de udse­en­de. Selv højeste­ret kon­klu­de­re­de under sin fri­fin­del­se af Pet­ter­s­son, idet det ikke var bevist, at Grand-man­den var iden­tisk med mor­de­ren, at det var fast­slå­et ud over rime­lig tvivl, at Pet­ter­s­son var iden­tisk med Grand-man­den.

Inden jour­na­li­sten Lars Borgnäs begynd­te at skri­ve sin bog om Pal­me­mor­det (‘En iskall vind blå­ste genom Sverige’) kon­sul­te­re­de han en af ver­dens før­en­de retspsy­ko­lo­ger, Gis­li Gud­jons­son. Ved at føl­ge rådet om at pri­o­ri­te­re infor­ma­tio­nen fra de før­ste inter­view nåe­de Borgnäs frem til et kla­re­re sce­na­ri­um end det, de for­skel­li­ge vid­neud­sagn beskrev. Ud af det­te kun­ne han kon­klu­de­re, at den per­son, der blev obser­ve­ret ved bio­gra­fen, ikke til­nær­mel­ses­vis lig­ne­de Pet­ter­s­son. Stjer­ne­vid­net i den sam­men­hæng var fly­ve­l­e­de­ren Lars-Erik Erik­son, der ven­te­de i sin bil for at køre sine for­æl­dre hjem fra bio­gra­fen. Han hav­de følt sig så inti­mi­de­ret af Grand-man­den, at han hav­de låst bil­dø­ren: Han udpe­ge­de Pet­ter­s­son fra en kon­fron­ta­tions­ræk­ke som væren­de Grand-man­den, men det var to år efter, at mæng­der af infor­ma­tion var sendt ud til pres­sen. Beskri­vel­sen af Grand-man­den pas­se­de hel­ler ikke på den mand, som var ble­vet set føl­ge efter Pal­me­par­ret, beskre­vet af en jugosla­visk ind­van­drer Lju­bisa Najic, der solg­te hot-dogs fra en bod på vej­en til mord­s­te­det.

Det har været anset for sik­kert, at besø­get i bio­gra­fen blev beslut­tet i sid­ste øje­blik og at ruten hjemad blev valgt mere eller min­dre til­fæl­digt. Der­med er det oplagt at spør­ge, hvor­dan mor­de­ren kun­ne vide, at Palme’rne befandt sig i bio­gra­fen? Win­gren bemær­ker, at VG var stam­gæst på en restau­rant, der kun lå 60 meter fra Olof Pal­mes hoved­dør i hjem­met i Sto­ck­holms gam­le bydel. VG kun­ne ofte ophol­de sig i restau­ran­ten i timer. Han hav­de også leve­ret avi­ser i sam­me gade (men på mod­sat­te side i for­hold til Pal­mes bolig). Det­te dan­ne­de ram­men om et muligt sce­na­ri­um, i hvil­ket VG, der hav­de obser­ve­ret bio­graf­be­sø­get, for­drev ven­te­ti­den på cafe­en få hund­re­de meter fra den sene­re mord­plads. Det var her i cafe­en han blev obser­ve­ret i kri­ge­risk til­stand, mens han udtryk­te sit had mod Pal­me og til­sy­ne­la­den­de lige­frem frem­sat­te trus­ler mod ham. Hvis han for­lod cafe­en efter kl. 22.35, var der end­nu god tid til at ind­fin­de sig i nær­he­den af bio­gra­fen og føl­ge efter Pal­me-par­ret til det plan­lag­te mord­s­ted.

Et andet argu­ment, der er brugt (fx af histo­ri­ke­ren Jan Bon­de­son) imod VG’s impli­ce­ring er, ‘der er intet om, at han nogen­sin­de har besid­det et sky­de­vå­ben’. Her­til hen­vi­ser Win­gren til et foto­gra­fi, der er taget i Cali­for­ni­en og viser VG på en sky­de­ba­ne med en revol­ver i hån­den af lig­nen­de type som mord­våb­net. VG ansøg­te til­med om til­la­del­se til at bære våben for en sik­ker­heds­virk­som­hed (en ansøg­ning, der blev afvist).

Hvis der såle­des var gode grun­de til at mene, at VG kun­ne være den søg­te mor­der, var det bestemt en skæb­nesvan­ger fejl­ta­gel­se at eli­mi­ne­re ham fra efter­forsk­nin­gen. Win­gren for­sø­ger ikke at under­tryk­ke sin skuf­fel­se over ankla­ge­ren for den­ne beslut­ning, og de følel­ses­la­de­de angreb gør sted­vis bogen lidt besvær­lig at læse. To objek­ti­ve aspek­ter træ­der dog frem og øger Win­grens tro­vær­dig­hed. Han hav­de adgang til- og gjor­de brug af de ori­gi­na­le sager, hvil­ket blev næg­tet andre skri­ben­ter, og i sam­klang med de tid­li­ge­re omtal­te vid­ne-psy­ko­lo­gi­ske prin­cip­per slår han fast, at de aller­før­ste udta­lel­ser fra vid­ner­ne er de mest afgø­ren­de og ofte de udslags­gi­ven­de under de før­ste få dage af en efter­forsk­ning.

Tid­li­ge­re for­fat­te­re, der har beskæf­ti­get sig med Pal­me­mor­det, ender ofte med at have en kon­spira­tions­te­o­ri. Dis­se teo­ri­er har gode vil­kår med Pal­mes inter­na­tio­na­le enga­ge­ment og kon­tro­ver­si­el­le sta­tus. Win­gren anty­der ingen kon­spira­tion, og det gør vi hel­ler ikke, skønt én af Win­grens støt­ter (Anders Leopold) på sin hjem­mesi­de har for­talt sine læse­re, at VG selv har omtalt sin for­bin­del­se til CIA.

Win­grens bog blev publi­ce­ret i august 1993. Få måne­der sene­re, 3. decem­ber, for­svandt VG spor­løst fra sit nye hjem i USA. Han blev fun­det få uger sene­re, 7. janu­ar 1994, myr­det. Han var ble­vet skudt i hove­d­et og efter­ladt uden tøj og iden­ti­fi­ka­tions­pa­pi­rer. Han blev iden­ti­fi­ce­ret ud fra ur og ring. Efter­som han var ble­vet eli­mi­ne­ret fra Pal­me-efter­forsk­nin­gen, synes der at her­ske usik­ker­hed om, hvor­vidt en sik­ker kon­sta­te­ring af hans iden­ti­tet nogen sin­de blev fore­ta­get. En mand blev sene­re dømt for mor­det på VG, men en ame­ri­kansk bor­ger­grup­pe har taget den døm­te i for­svar, idet de mener, at han er uskyl­dig dømt. Under sagens for­løb erklæ­re­de et vid­ne, at VG over for ham hav­de til­stå­et og endog pra­let om, at han var Olof Pal­mes mor­der.

Mor­det på stats­mi­ni­ster Pal­me er ikke kun en usæd­van­lig for­bry­del­se, det er også en skel-sæt­ten­de histo­risk begi­ven­hed. Der­for er ethvert for­søg på at til­ve­je­brin­ge en så præ­cis og sand rede­gø­rel­se som muligt klart ret­fær­dig­gjort. Her­fra lyder anbe­fa­lin­gen, at frem­ti­dig efter­forsk­ning af det­te mord auto­ri­se­rer bru­gen af viden­skabs­folk med de nød­ven­di­ge kom­pe­ten­cer. Efter­for­ske­re med kom­pe­ten­cer inden­for loven, histo­ri­ske meto­der, ana­ly­ser af udta­lel­sers valør og andre disci­pli­ner må sam­ar­bej­de i et fæl­les for­søg på at klar­læg­ge, hvad der fak­tisk ske­te. En viden­ska­be­lig kom­mis­sion med bred viden­ska­be­lig kom­pe­ten­ce kun­ne etab­le­res med den mis­sion at opsø­ge alle rets­li­ge spor, der vil kun­ne hjæl­pe os til besva­rel­sen af spørgs­må­let: hvem dræb­te stats­mi­ni­ste­ren? Kra­vet må ind­fin­de sig på et tids­punkt. Poli­tiets efter­forsk­ning er gået i stå på alle fel­ter, og en viden­ska­be­li­ge ana­ly­se vil ikke blot til­ve­je­brin­ge kon­kre­te nye lede­t­rå­de, men kan også defi­ne­re nye ret­nings­linjer for frem­ti­dens efter­forsk­ning i stør­re for­bry­del­ser.”

Wik­lund & Par­ker

***
Gæt­te­ri­er­ne kan fort­sæt­te. Lad os kig­ge på et par sven­ske fil­m­ud­læg­nin­ger.

Hvad har film- og Tv-producenter foreslået af motiver?

Som ind­led­ning til det­te afsnit er det nød­ven­digt at pege på et gene­relt vil­kår. Svensk film- og Tv er, i lig­hed med dansk og norsk dit­to, fuld­stæn­digt domi­ne­ret af jøder. Skan­di­navi­en har sit eget jødi­ske net­værk, der bl.a. kan opvi­se eksemp­ler på at svensk-jødi­ske sku­e­spil­le­re taler fint dansk, og dansk-jødi­ske udmær­ket svensk. Det gør trods alt den sam­le­de pul­je af sku­e­spil­le­re stør­re og udsæt­ter den tru­en­de mono­to­ni ved kol­lek­ti­vets ensi­di­ge kunst­ne­ri­ske udtryk.
For enga­ge­re­de og kva­li­tets­be­vid­ste film­bru­ge­re er det imid­ler­tid et påtræn­gen­de pro­blem, at 95% af Vestens film- og Tv pro­du­ce­res af jøder og næsten ude­luk­ken­de beskæf­ti­ger jødi­ske sku­e­spil­le­re og aktø­rer. De fle­ste vest­li­ge film har gen­nem årti­er været jødi­ske, selv­go­de, mani­p­u­le­ren­de og i man­ge til­fæl­de histo­ri­e­for­van­sken­de og pro­pa­gan­de­ren­de ud fra en helt fast agen­da om at vild­le­de ver­den. I de føl­gen­de to eksemp­ler frem­hæ­ves en bestemt udga­ve af Pal­me­mor­det. I beg­ge til­fæl­de fører “opkla­rin­gen” til den anta­gel­se, at Säpo er den onde mani­pu­la­tor. Desvær­re helt urør­lig for bor­ge­ren.
At mani­pu­la­tion sam­ti­dig kan gøres fol­kekær og salg­bar er natur­lig­vis en kærkom­men side­ge­vinst i den­ne ges­chäft, der helt har bemæg­ti­get sig Vesten.

1.
Fil­men “The Last Con­tra­ct”, på svensk “Sis­ta kon­trak­tet” (1998).
— efter roman af John W. Grow.

Wiki­epe­dia (svensk). “John W. Grow er pseu­do­ny­met for en eller fle­re ukend­te per­so­ner. Under det­te pseu­do­nym udkom i 1997 bogen ‘Kon­trak­ten: mor­det på en stats­mi­ni­ster’. Bedømt efter for­fat­te­rens ind­sigt i Pal­me­mor­det må det anta­ges, at han/hun er svensk eller i det mind­ste en per­son, som har opholdt sig læn­ge i Sverige.
Offi­ci­elt er bogen skre­vet af en eng­læn­der, … Grow, men bogen er ikke udgi­vet i England. Da avi­sen Jury frem mod udgi­vel­en vil­le anmel­de bogen, fand­tes hver­ken en engelsk ori­gi­nal­ti­tel eller oplys­nin­ger om nogen over­sæt­ter. Først efter en vis spør­gen blev tit­len “The Ulti­ma­te Con­tra­ct” leve­ret af for­la­get sam­men med et over­sæt­ter­navn, som sene­re blev ændret. I Det kon­ge­li­ge bibli­o­teks søge­sy­stem, Libris (i Sverige), oply­ses over­sæt­te­ren at være en Paul Eng­lar.
Vis­se spe­ku­la­tio­ner om for­fat­te­rens iden­ti­tet har kred­set om Jan Guil­lou [svensk-jødisk for­fat­ter] og mulig­vis Leif G.W. Per­s­son. Sidst­nævn­te har dog sene­re under eget navn udgi­vet en roman, som net­op behand­ler Pal­me­mor­det, og fle­re tviv­ler på Leif G.W. Per­s­son som for­fat­ter til Sis­ta Kon­trak­tet. Guil­lou, for sin del, mener, at bogen er skre­vet af ukend­te para­sit­ter og afvi­ser at være ophavs­man­den. [Man kan undre sig over, hvor­for Guil­lou bru­ger ordet ‘para­sit­ter’; når det auto­ma­tisk leder tan­ken hen på: ube­ret­ti­get brug af et manuskript, som han har kend­skab til (?)]
Bogen The Ulti­ma­te Con­tra­ct udkom i ‘svensk over­sæt­tel­se’ med tit­len ‘Kon­trak­tet: mor­det på en stats­mi­ni­ster’ (ISBN 91–7055-181–2) i 1997, og blev i 1998 fil­ma­ti­se­ret under nav­net ‘Sis­ta kon­trak­tet’.”

***
Fil­men er ikke let at få fin­gre i mere. De sto­re film­cen­tre i Danmark ken­der den ikke, og har den ikke på deres salgs­li­ster, vil ikke eller kan ikke skaf­fe den. Hel­dig­vis fin­des den end­nu i pri­va­te sven­ske sam­lin­ger.

Kort resumé: “Sis­ta kon­trak­tet” ind­le­des med, at en svensk mand på veg­ne af sin ano­ny­me arbejds­gi­ver ind­går en kon­trakt med en bri­tisk leje­mor­der. Afta­len bety­der, at Olof Pal­me skal myr­des. Beta­lin­gen er klæk­ke­lig. Ame­ri­kansk for­svar har lagt pres på svensk diplo­ma­ti, idet en ame­ri­kansk mili­tær­per­son bekla­ger Pal­mes ensi­di­ge for­søg på at gøre Skan­di­navi­en til atom­vå­ben­fri zone. Han peger på, at raket­ter­ne i Norge til afba­lan­ce­ring af Sov­jets raket­ter på Cola­halvø­en ikke ensi­digt kan fjer­nes, hvis ter­r­or­ba­lan­cen skal opret­hol­des. “Hvad sker der, når det ene barn hop­per af vip­pen?” spør­ger ame­ri­ka­ne­ren sin sven­ske mod­part. Vi får ind­tryk af, at Pal­mes ene­gang er moti­vet til at skil­le sig af med ham, og for­mid­lin­gen fore­går til­sy­ne­la­den­de via Säpo, der begyn­der at til­slø­re leje­mor­de­rens fær­den og mål i Sverige. Natur­lig­vis får en klar­sy­net og hæder­lig poli­ti­mand fær­ten af den sjæld­ne gæst og mistan­ke om et atten­tat, hvor­ef­ter sik­ker­hed­s­tje­ne­sten læg­ger ham yder­li­ge­re hin­drin­ger i vej­en. Leje­mor­de­ren sør­ger selv for at vild­le­de pres­sen og offent­lig­he­den ved at brin­ge den loka­le nazist­le­der i brænd­punk­tet, mens han sam­ti­dig under­sø­ger et antal kend­te kri­mi­nel­le. Hos den af dem, der påfal­den­de min­der om Chri­ster Pet­ter­s­son, fin­der han en magnum­re­vol­ver. Han hyrer en afdan­ket norsk frem­med­le­gio­nær til at udfø­re sel­ve atten­ta­tet med revol­ve­ren, idet han under for­skel­li­ge påskud lok­ker såvel nazist­le­de­ren som eje­ren af revol­ve­ren til at ind­fin­de sig ved Grand-bio­gra­fen, hvor fami­li­en Pal­me vil duk­ke op efter fore­stil­lin­gen. Lidt sene­re sky­der legio­næ­ren Olof Pal­me i stil med, hvad vi ved om Pal­me­mor­de­rens modus ope­ran­di. Han bli­ver selv lidt sene­re svi­ge­fuldt ombragt af leje­mor­de­ren, der slut­te­lig læg­ger revol­ve­ren til­ba­ge i skuf­fen hos “Chri­ster Pet­ter­s­son”. Leje­mor­de­ren mod­ta­ger sin beta­ling og rej­ser uan­ta­stet ud af Sverige. Til­ba­ge er kun mistan­ken hos den ube­stik­ke­li­ge poli­ti­mand. Den har nu udvik­let sig til en para­noia, for han har efter­hån­den ind­set, at sta­tens egne myn­dig­he­der til vare­ta­gel­se af bor­ger­nes sik­ker­hed er ind­blan­det. Bestil­ler­ne af Pal­me­mor­det for­sø­ger også at ryd­de hel­ten af vej­en med en bil­bom­be, men den fjer­ner i ste­det hans gode kol­le­ga (der i ret­fær­dig­he­dens navn har spio­ne­ret mod ham).
Og dér slut­ter fil­men. Ærger­ligt, ærger­ligt. Det hele peger til slut på Säpo, og Big Bro­t­her lader sig ikke sådan efter­for­ske eller under­sø­ge. Så “kære sven­ske­re, glem alt om andre moti­ver,” synes bud­ska­bet med den­ne film af være. Den er ret under­hol­den­de, i lig­hed med Guil­lous dra­ma­er.

Efter fil­men afslø­res føl­gen­de vis­dom:
“Illu­sio­nen, at myn­dig­he­der­ne i de vest­li­ge demo­kra­ti­er føl­ger love og reg­ler, må opret­hol­des. I et demo­kra­ti er illu­sio­nen det vig­tig­ste af alt.”
— K. & P. Pau­ti­ai­nen (Inu­ti Labyrin­ten, 1995)

2.
Den sven­ske Tv-serie “En pil­grims död” når frem til sam­me kon­klu­sion.
Kort resumé: En ny efter­forsk­nings­en­hed med sær­li­ge kapa­ci­te­ter etab­le­res for at gen­nem­gå sagens spor og indi­ci­er igen. Under­sø­gel­sen mun­der ud i en opkla­ring! Lede­ren af en ope­ra­tiv enhed, der i skik­kel­se af et kon­su­lent­fir­ma udfø­rer nus­set arbej­de for Säpo, for­lø­ber sig og bli­ver afske­di­get. Han er en kom­pleks og lidet til­ta­len­de per­son, der hæv­ner sig på det rege­ren­de system ved at lade sin “tor­ped” sky­de Olof Pal­me. Da den nye grup­pe af efter­for­ske­re kom­mer for tæt på ham, for­sø­ger han at slet­te for­bin­del­sen til sig selv ved per­son­ligt at afli­ve pistol­man­den. Desvær­re for ham vin­der den mest ruti­ne­re­de af de to, nem­lig pistol­man­den, duel­len, der udspil­ler sig på en yacht. Men en dark hor­se, en kold­krigs­ty­pe fra Säpo, har udført sin egen paral­lel­le over­våg­ning af chef­kon­su­len­ten og ople­ver at den­ne ikke retur­ne­rer fra en sejl­tur med mor­de­ren. Ale­ne for at beskyt­te rigets inter­es­ser beslut­ter säpo­a­gen­ten at “pen­sio­ne­re” mor­de­ren per­ma­nent. Det sker i bed­ste James Bond-stil, mere effekt­fuldt end diskret. Lede­ren af den nye efter­forsk­nings­grup­pe har nu også fået fært af opryd­de­ren fra Säpo, og de mødes hyg­ge­ligt i seri­ens sol­ned­gang over et par drinks og beslut­ter at hol­de tand for tun­ge. For gud, kon­ge og fæd­re­land.

3.
Fil­men “Olof Pal­me” fra 2013 er doku­men­ta­risk og beskæf­ti­ger sig ikke med mor­det som sådan. Det er per­son­lig­he­den Olof Pal­me, der på skift hyl­des og bekla­ges af sine egne. Han blev født ind i en jødisk over­klas­se­fa­mi­lie og vok­se­de op i for­sta­den Öster­malm i Sto­ck­holm med fransk guver­nan­te. Han blev stu­dent fra Sigtu­na og uddan­ne­de sig i USA på Keny­on Col­le­ge i Ohio i hoved­fa­ge­ne øko­no­mi og poli­tisk viden­skab. Han var en bega­vel­se, ikke mindst ora­to­risk, og bestod med topka­rak­te­rer.
Efter hjem­kom­sten læste han på Sto­ck­holms Uni­ver­si­tet og tog cand.jur.-eksamen i 1951.
Fra 1953 blev han sat på det poli­ti­ske spor, der ad åre skul­le føre ham til Sve­ri­ges rege­rings­ap­pa­rat. Han blev sekre­tær for davæ­ren­de stats­mi­ni­ster Tage Erlan­der og fær­de­des i stats­mi­ni­ste­rens kølvand, hvor hans sprog- og tale­kund­ska­ber var nyt­ti­ge.
I 1956 gif­te­de han sig med psy­ko­lo­gen Lis­bet Bech-Fri­is.
Han blev valgt ind i par­la­men­tet, Riks­da­gen, i 1958. I vare­ta­gel­sen af for­skel­li­ge mini­ste­rem­be­der var han effek­tiv græn­sen­de til kynisk.
I 1969 over­tog han for­mand­spo­sten i soci­al­de­mo­kra­ti­et og blev stats­mi­ni­ster.
Pal­me fun­ge­re­de som stats­mi­ni­ster frem til 1976, hvor hans koa­li­tion tab­te val­get. Den mel­lem­lig­gen­de rege­rings­pe­ri­o­de hav­de være en blan­ding af opgang og opti­mis­me, skan­da­ler, kon­tro­ver­si­el­le afgø­rel­ser og derou­te.
Pal­me gen­vandt rege­rings­mag­ten i 1982, og igen i 1985 trods et bety­de­lig man­dat­tab efter Riks­dags­val­get. Hans stjer­ne hos befolk­nin­gen lyste med svag styr­ke, og tid­vis hav­de reak­tio­ner­ne imod ham karak­ter af afsky og had. Den bre­de mod­vil­je hos alle klas­ser i Sverige blev den­gang, og end­nu i dag, i medi­er­ne udlagt som nyna­zi­stisk inspi­re­ret, far­lig anti­se­mi­tisk, m.v. af den kend­te skuf­fe; den kend­te ryg­marvs­re­ak­tion hos pri­va­te og stats­li­ge infor­ma­tions­kil­der, hver gang noget af jødisk ophav anfæg­tes eller kri­ti­se­res.
Pal­me blev myr­det den 28. febru­ar 1986.


Pal­me bag Erlan­der.
Foto: Wikipe­dia.

 

Afsluttende

Vi giver poli­ti­in­spek­tør Börje Win­grens teo­ri “5 revol­ve­re af seks muli­ge”. Vi mener også, at Victor Gun­nars­son var mor­de­ren. – Og hvad så? Uan­set hvem, der udfør­te dra­bet, vil det aldrig bli­ve kendt, hvem der trak i trå­de­ne, hvis nogen da trak; og det uan­set hvor man­ge psy­ko­lo­ger og viden­skabs­mænd, der ind­skri­ves til at efter­for­ske. Men det er utvivl­s­omt en sag med høj “bevil­lings­pre­sti­ge”, og pen­ge har altid vir­ket moti­ve­ren­de.

Men er der over­ho­ve­det mere at kom­me efter? Det er sik­kert, at alle lede­t­rå­de, der kun­ne kom­pro­mit­te­re høje­re mag­ter, for længst er kap­pet. Alle tid­li­ge­re mistænk­te er døde og er måske lige­frem for­e­net med de moral­ske mor­de­re.
Even­ty­re­ren Victor Gun­nars­son kan have været sat op af CIA eller af Säpo eller af kom­bi­na­tio­nen, her­un­der af jøder­ne, som en, der siden kun­ne ofres, på sam­me måde som Lee Har­vey Oswald. Vi opfat­ter VG som en per­son, der evne­de at char­me­re sig ud af en klem­me under en afhø­ring. Og han opnå­e­de på et afgø­ren­de tids­punkt en sær immu­ni­tet mod yder­li­ge­re efter­forsk­ning. Det kan udmær­ket tol­kes som hjælp fra “Gud”. Det lig­ner en ind­gri­ben oven­fra på et tids­punkt, hvor man ikke vil­le slip­pe godt fra, at han døde i arre­sten. På den anden side, hvis han vir­ke­lig var en kva­li­fi­ce­ret ope­ra­tør med en vel­de­fi­ne­ret opga­ve og en pro­fes­sio­nel opbak­ning, så hav­de han ikke befun­det sig der. Måske lod nogen ham i stik­ken, så hans flugt end­te med at bli­ve pin­ligt impro­vi­se­ren­de? Det er set før.

Eller måske var han bare den ensom­me ulv, der en dag fik nok af Olof Pal­me.

Kontinuering 19. marts 2016 – Ny dansk bog om Palmemordet

Tho­mas Lade­gaard har skre­vet sin bog om Pal­me­mor­det. Udgi­ver Nyt Nor­disk For­lag 2016, 206 sider, illu­stre­ret, kr 270.

Kontinuering 21. januar 2016 – ikke det rigtige våben

Expres­sen Inri­kes 21. Janu­a­ri 2016:
Revol­vern som Leif GW Per­s­son fick av en tips­a­re kun­de inte direkt kop­plas till Pal­me­mor­det, visa­de provskjut­nin­gen. Nu öppnar polis­pro­fes­sorn för nya vapenspår: – Jag har mas­sa erb­ju­dan­den nu att få kom­ma och häm­ta Smith Wes­son-revolvrar, berät­tar han.

Kontinuering 27. december 2015 – Nyt revolver inden i sagen

Vi har tid­li­ge­re en pas­sant nævnt Leif G.W. Per­s­son som for­fat­te­ren til en af bøger­ne om mor­det på Pal­me. Nu er han atter i medi­er­ne i kapa­ci­tet af “poli­ti­pro­fes­sor”, som det kan læses her i Ekstrabla­det fra 27. decem­ber 2015.


“Den kend­te poli­ti­pro­fes­sor Leif G.W. Per­s­son”. Foto: Inter­net­tet

 

Leif G.W. Per­s­son har ad hem­me­li­ge kana­ler til­ve­je­bragt et muligt ger­nings­vå­ben, en Smith & Wes­son 357 Magnum, af sam­me type som det for­mode­de ger­nings­vå­ben. Våb­net skal nu under­sø­ges ved, at der udfø­res prø­ve­skyd­ning for at kon­sta­te­re evt. lig­hed med pro­jek­ti­ler­ne fra ger­nings­ste­det. Der­ef­ter skal revol­ve­rens histo­rie fast­læg­ges.

Vi har i det tid­li­ge­re anty­det, at alle­re­de ved det sene fund af pro­jek­ti­ler­ne, dagen efter mor­det, var der skabt plads til en vild­le­den­de ombyt­ning af pro­jek­ti­ler såle­des, at det san­de spor af ger­nings­våb­net alle­re­de på det tids­punkt kun­ne være ude af bil­le­det. Måske er Leif G.W. Per­s­sons egent­li­ge opga­ve at hol­de liv i en falsk teo­ri om et bestemt våben, der adskil­ler sig fra det egent­li­ge ger­nings­vå­ben, og der­for kun vil føre til ørkes­løs efter­forsk­ning.

Den­ne pas­sa­ge fra Nils Wik­lunds rap­port (se tid­li­ge­re) for­tæl­ler efter vores opfat­tel­se, hvad der blev af Oluf Pal­mes mor­der (VG står for Victor Gun­nars­son):

Tid­li­ge­re for­fat­te­re, der har beskæf­ti­get sig med Pal­me­mor­det, ender ofte med at have en kon­spira­tions­te­o­ri. Dis­se teo­ri­er har gode vil­kår med Pal­mes inter­na­tio­na­le enga­ge­ment og kon­tro­ver­si­el­le sta­tus. Win­gren anty­der ingen kon­spira­tion, og det gør vi hel­ler ikke, skønt én af Win­grens støt­ter (Anders Leopold) på sin hjem­mesi­de har for­talt sine læse­re, at VG selv har omtalt sin for­bin­del­se til CIA.

Win­grens bog blev publi­ce­ret i august 1993. Få måne­der sene­re, 3. decem­ber, for­svandt VG spor­løst fra sit nye hjem i USA. Han blev fun­det få uger sene­re, 7. janu­ar 1994, myr­det. Han var ble­vet skudt i hove­d­et og efter­ladt uden tøj og iden­ti­fi­ka­tions­pa­pi­rer. Han blev iden­ti­fi­ce­ret ud fra ur og ring. Efter­som han var ble­vet eli­mi­ne­ret fra Pal­me-efter­forsk­nin­gen, synes der at her­ske usik­ker­hed om, hvor­vidt en sik­ker kon­sta­te­ring af hans iden­ti­tet nogen sin­de blev fore­ta­get. En mand blev sene­re dømt for mor­det på VG, men en ame­ri­kansk bor­ger­grup­pe har taget den døm­te i for­svar, idet de mener, at han er uskyl­dig dømt. Under sagens for­løb erklæ­re­de et vid­ne, at VG over for ham hav­de til­stå­et og endog pra­let om, at han var Olof Pal­mes mor­der.