Nationalsocialisme – hvad ellers?

Redaktionelt

O-D-I-N.org, Christian Hansen, 2017-07-25.

 

Nedenfor har jeg gengivet det typiske reaktionsmønster, når jeg fortæller danske mænd og kvinder, at jeg er nationalsocialist:

“Er du nazist!?” (vantro og anklagende betoning)

“Jeg er nationalsocialist – ikke ‘nazist’, hverken neo-, tattoo- skinhead- eller nogen anden inferiør afart, men en ærlig nationalsocialist i den oprindelige betydning og kapacitet.”

“Det er sgu da én og samme sag.”

“Ikke for mig. Med tiden vil du forhåbentlig finde ud af forskellen, at den oprindelige national­­socialisme hæver sig højt over de senere mediebårne udgaver, som jøderne elsker at vise: larmende grupper af tatoverede og heilende skinheads.
Jonni Hansen fra DNSB (Dansk National-Socialistisk Bevægelse) var loyal over for ‘den gamle skole’, men hans tid er forbi, og bevægelsen i Danmark er faldet i hjælpeløse, måske bevidst destruktive, hænder.
Jeg identificerer mig ikke med betegnelser som ‘nazi’, ‘nazist’ og ‘nazisme’. Det er propaganda-udtryk, som jøderne har hæftet på nationalsocialister og national-socialismen. ‘Nazi’ er ikke en forkortelse af Nationalsozialismus, som man kunne tro. Udtrykket blev ikke anvendt i Hitlers Tyskland. Det er en afledning af navnet ‘Ignatz’, der i Bayern og Østrig blev brugt i betydningen ‘enfoldig bonderøv’. Først hed det ‘ignatz’, så ‘natzis’ og endelig ‘nazi’. ‘Nazi’ er nemt at sige, og ordet er blevet et ‘våbenord’, der i jødiske medier konstant gentages og associeres med den ene patologiske løgn efter den anden om Adolf Hitler og det daværende tyske folk.”

“Kald det hvad du vil – for mig er ‘nazisme’ og ‘national­­socialisme’ det samme – begge udtryk for et ondt diktatur, der lagde Europa i ruiner og myrdede et antal millioner jøder. Hvordan kan du forsvare det?”

“Det behøver jeg ikke, for ingen af dine postulater er sande.”

“Jamen Hitler var sgu da bindegal!”

“Hvorfor mener du det?”

“Det ved enhver vel – har du ikke gået i skole?”

“Da jeg gik i skole for et antal årtier siden, blev jeg undervist i at være kritisk over for politikere og medier. Men samtidig blev jeg umærkeligt præpareret med, at Hitler var en skidt fyr. Det var den beklagelige standard, og skolerne har ikke haft noget bedre at byde på længe. Så gennem mit halve liv var jeg et helt almindeligt offer for den propaganda, der allerede i 1960’erne begyndte at tilflyde skolerne fra forskellige jødiske organisationer. Senere skrev den internationale jødedom historiebøgerne om, og i dag er hjernevasken sat i system, så undervisningsmaterialet kun leveres af jøderne. Dermed skulle der ikke i fremtiden kunne opstå tvivl hos lærere og elever.
Først med udbredelsen af Internettet og adgangen til revisionistisk litteratur med frie menneskers sunde kritiske holdninger vågnede jeg op, og det stod mig pludselig klart, at den internationale jødedom mere eller mindre omklamrer hele den vestlige verden, og at det er en fjendtlig og dødsensfarlig omklamring.
Internettet gjorde en afgørende forskel i adgangen til at ytre sig frit i et større forum. Når tvivlen for alvor trænger sig på, vil nogle af os opsøge ‘politisk ukorrekt’ information for at få svar, og Adolf Hitlers ‘Mein Kampf’ (i den umanipulerede udgave) er et eksempel, jeg vil fremhæve. Intet under at denne bog er den mest udbredte i verden efter Biblen. Jeg var også heldig at have mindst én fremsynet lærer i gymnasiet, der satte os i gang med at læse George Orwell’s visionære bog ‘1984’, ‘Fagre nye Verden’ af Aldous Huxley og andre nødvendige bøger. Denne lærer lod os ikke bare læse, men diskuterede indholdet med os, så vi kom til at forstå forfatternes vigtige budskab.”

“Så du mener ikke, at Hitler var bindegal?”

“Rigtigt. Jøderne fremstiller Hitler som sindssyg, kolerisk og defekt.
Adolf Hitler i den virkelige verden var kropsligt og mentalt sund, omgængelig, venlig og elskværdig over for alle. Han elskede børn og dyr. Han var kendt for at udstråle en særlig østrigsk charme og var et idol for kvinderne på sin tid. Han var yderst intelligent og demonstrerede en imponerende hukommelse. Verdenshistorien kunne han på fingrene. Han var dekoreret med Jernkorset af 2. og 1. grad for sit heltemod under Første Verdenskrig. Hans mod og moral var uanfægtelige størrelser. Han var en begavet tegner og maler og kæmpede for at bevare europæisk klassisk kunst og den folkelige sans for god smag og æstetik. Han var en genial taler, der i store forsamlinger udnyttede effekten af skiftende betoning og tydeligt kropssprog. Adolf Hitlers integritet burde være et forbillede for alle.
Det er alle dem, der deltager i jødernes dæmonisering af denne Europas største statsmand nogensinde, der er bindegale – de samme der fornægter National­­socialismen, den eneste bevægelse, der har kunnet sætte europæerne fri og gøre dem lykkelige. Har du spurgt dig selv, hvorfor jødernes fanatisme ingen grænser kender, når det drejer sig om at myrde løs på Adolf Hitlers eftermæle?”

“Dine påstande om hans karakter er vel også løse postulater. Kunne du måske tage fejl?”

“Nej, for nu ved jeg, hvad jeg taler om. Sandheden skal sætte os fri, siger man. Når den sande verdenshistorie – dvs. den tilstræbt objektive sandhed – fortælles, udmærker den sig ofte ved at være skudsikker. Du kan vende og dreje den og forsøge at angribe den fra alle vinkler. Den forbliver uangribelig. I øvrigt kan de fleste nyere historiske begivenheder dokumenteres og krydsrevideres.
Manglen på substans og struktur i jødernes påstand om et Holocaust med 6 mio. gasombragte jøder er årsagen til, at vi nu kan afvise konstruktionen som krigspropaganda. Først fungerede den som krigspropaganda – senere som et argument for jødernes tilstedeværelse i Palæstina. Jøderne kæmper med det påtrængende problem: at deres løgne om dødslejre, sæbe af jødisk fedt, lampeskærme af fangers hud, skrumpede hoveder, dødslejre, massehenrettelser og mange andre uhyrlige påstande er fostret i syge jøders fantasi og dermed umulige at føre historiske beviser for. Løgn for løgn er den klassiske Holocaust-påstand blevet trævlet op og tilbagevist. Desværre sidder jøderne på alle medier af betydning, så de gentager bare løgnene, indtil ukritiske mediekonsumenter ikke længere kan skelne mellem fiktion og virkelighed.”

“Ok, så lad os et øjeblik gå ud fra, at der ikke var noget galt med Hitler. Det gør vel ikke national­­socialismen spiselig for moderne mennesker. Kunne du ikke have valgt et mere demokratisk produkt?”

“Nej! – og det siger jeg med eftertryk: der er intet over eller på siden af national­­socialismen. Et af de helt store bedrag i den vestlige verden i dag er myten om, at vi lever i et demokrati, hvor det har betydning at vælge mellem et antal politiske partier. Det er en stor illusion. Vi lever i et faktisk étpartisystem. Dette ‘parti’ er ikke opregnet i listen over Folketingets partier. Det er et 100% jødisk parti (med enkelte ikke-jødiske frontfigurer) og det fungerer på tværs af formelle partiskel. Dermed er det uden betydning, om du har stemt på liste C, V eller Ø og hvem, der danner regering. Valget vil altid have en jødisk regering som vinder. Der gøres et stort nummer ud af at afholde folketingsvalg, at debattere, vælge og stemme, og vi får lov at føle stolthed af processen som en flok naive idioter. Det kalder vi nationalsocialister for ‘demokratisme’. Folketingsvalgene ændrer ikke en tøddel på magtens placering eller de udeblivende forbedringer for danskerne. Det skulle være klart for enhver, der undersøger effekten af de seneste halvtreds års folketingsvalg. Danskerne er blevet lullet i søvn. Når de klædeligt har udført deres borgerpligt på valgdagen, vender de tillidsfuldt tilbage til de falske informationer og den bløde underholdning i TV-hjørnet – overbeviste om, at livet i Danmark er så godt, som det kan blive. De skulle bare vide, hvad de snydes for.
Desuden gælder det, at ingen politisk ideologi og intet politisk parti er bedre end de mennesker, der kontrollerer bevægelsen. Derfor kommer ingen kendt politisk model eller ideologi fra nogen æra i nyere historie i nærheden af national­­socialismen i den form, som Adolf Hitler præsenterede og indførte med total succes i Tyskland.
En udbredt viden om national­­socialismen og dens fortjenester er de nuværende magthaveres værste mareridt. Hvis national­­socialismen fik en ny chance, ville den sætte Europa og hele den europæiske kultur i USA, Australien, New Zealand, Canada, Sydafrika m.fl. – fri, og staten Israel ville blive placeret mere retfærdigt.
Så jøderne kan ikke tillade en bred erkendelse af, at de selv udgør det kardinale problem for den europæiske kultur verden over. Derfor fortsætter de i sygeligt omfang dæmoniseringen i forsøget på at vedligeholde vrangbilledet af national­­socialismen og bevægelsen fædre og tilhængere. Skulle der trods dette opstå en populær fortaler for national frihed, en der kan true jødernes bekvemme tilværelse som snyltere, er disse ledere siden Anden Verdenskrig blevet snigmyrdet. Af hvem tror du?”

“Men jøderne har vel god grund til ikke at elske Hitler og hans national­­socialisme?”

“Ja, men ikke i egenskab af uskyldige ofre. Adolf Hitler gjorde op med den jødiske infiltrering af Tysklands nationale institutioner, magtpositionerne i staten, fagforeningerne, logerne, universiteterne, sundhedsvæsnet, retssystemet, kartellerne m.fl. og med dem, der stod i spidsen for det internationale bankvæsen. Han satte slet og ret jøderne fra bestillingen. Jødernes forgiftende besættelse af vore statslige organer i Danmark i dag har nået samme skadelige omfang, uden at nogen dansker tilsyneladende ænser det.
Derefter blev alle offentlige stillinger i Tyskland besat med oprindelige tyskere med ansvar over for det tyske folk og den national­socialistiske regering.
Jøder er under overfladen eksklusivt loyale over for den internationale ‘nation’ af jøder. Et andet særkende er, at de katalyserer flest mulige værdier i egen lomme uden at føle et medansvar for samfundet. Dermed lever de som snyltere på værtssamfundet. Det fører ultimativt til jødernes bortvisning, men i uheldige tilfælde til samfundets kulturelle og økonomiske fallit og overtagelse, som det skete da de jødiske bolsjevikker i 1922 proklamerede Sovjetunionen på ruinerne af den russiske nation. Man kan sige, at jøderne har samme forhold til Adolf Hitler og national­­socialismen, som en pædofil har til en dommer i et retfærdigt retssystem. Det er ubehageligt at blive afsløret og straffet.”

“Vil du ligefrem påstå, at jøderne ikke blev forfulgt?”

“De kriminelle eller revolutionære jøder blev retsforfulgt – ikke forfulgt som etnisk gruppe. Det er et dokumenterbart faktum. Der foregik ingen organiseret forfølgelse af almindelige jøder i Tyskland. Der herskede bestemt en generel uvilje i befolkningen over for jøderne i almindelighed på grund af den internationale jødedoms andel i den røde terror i Sovjetunionen, men fra officiel side blev ingen lovlydige jøder forfulgt, og i praksis herskede en fredelig sameksistens. Op gennem 30’erne levede jøderne uantastede i Tyskland under det national­socialistiske system. De kommunistiske revolutionære jøder, der havde taget magten i enkelte delstater, var blevet fjernet og anbragt i arbejds- og forbedringshuset Dachau. Man kan gøre gældende, at kommunismen/marxismen var en legitim politisk bevægelse, der blev undertrykt, men dens revolutionære forsøg på at gøre Tyskland til en randstat under Sovjetunionen var utåleligt for flertallet af tyskere og for den national­socialistiske ledelse, der havde sat liv og lemmer på spil for at genrejse Tyskland som nationalstat. Derfor gjorde Adolf Hitler op med de ledende kommunister, der alt overvejende var jøder, ved at anbringe dem under arrest med henblik på politisk omskoling. Det vil sige, at de efter udstået straf fik valget mellem at tilslutte sig den nationale genrejsning eller at forlade Tyskland.
‘Krystalnatten’ i 1938, da synagoger og jødiske forretninger og nogle af deres ejere blev angrebet, var en spontan folkelig reaktion på, at en populær tysk diplomat i Wien dagen forinden var blevet myrdet af en jøde. Adolf Hitler og partiet oplevede Krystalnatten som en politisk katastrofe og forsøgte ærligt at overbevise England og USA om, at dette var et isoleret og uønsket tilfælde. I begge lande tordnede den jødiske propaganda imod Hitler og tyskerne med påstanden om ‘jødeforfølgelse’. Hvis enkelte jøder led overlast var det i konfrontationen med rasende civile tyskere i dette tilfælde.
Der skal ikke herske mindste tvivl om, at Hitler helst så alle internationale jøder helt ude af Tyskland. Men hans politik var, at det skulle ske ved frivillig udrejse. Mange af jøderne nægtede at forlade Tyskland og blev ikke anfægtet af regeringen i perioden frem til krigsudbruddet i 1939. Tværtimod lykkedes det i stigende omfang gennem samarbejde med den zionistiske verdensorganisation at formidle i alt 500.000 jøders udrejse til Israel med eftersendelse af deres værdier i form af bankbeviser. Over hundredtusinde jøder, der var accepteret som tyskere, levede frit i Tyskland under det national­socialistiske system frem til krigens afslutning i 1945, og lige så mange gjorde tjeneste i Tysklands væbnede styrker.”

“Men da krigen brød ud, begyndte forfølgelserne da – det kan du vel ikke benægte?”

“Jo. Da krigen brød ud, var den ikke blevet erklæret af Tyskland. Adolf Hitler forsøgte på alle måder at undgå krig med England og USA, idet han opfattede befolkningerne i Tyskland og Storbritannien som europæiske broderfolk med fælles oprindelse og samme interesse i at undgå indbyrdes krig. Krige mellem Europas folk ville svække Vesteuropas evne til at dæmme op for kommunismen østfra – fra Sovjetunionen – den sande trussel mod et frit Europa, som Hitler rigtigt havde set.
Men jøderne i England og USA ville det anderledes. Deres broderskabsfølelse var ikke rettet mod hvide europæere. Den totale ideologiske krig mod Tyskland blev allerede erklæret af den internationale jødedom i 1933, da Adolf Hitler var blevet rigskansler, og fra det tidspunkt begyndte jøderne overalt at propagandere for boykot af Tyskland og tyske varer, hvorved landets eksport blev reduceret med en tiendedel.
Samtidig agiterede jøderne med alle midler for krig mod Tyskland. Det foregik massivt fra alle betydende medier, der for en stor del var ejet af jøderne selv. Hverken amerikanerne eller englænderne var interesserede i at få familien og tilværelsen ødelagt med en ny verdenskrig.
Da Englands og Frankrigs jødekontrollerede regeringer – trods den oprindelige modstand i befolkningerne – erklærede Tyskland krig i slutningen af 1939, indførtes der naturligvis krigstilstand i Tyskland, og tyske jøder, der opfattedes som en sikkerhedsrisiko, blev for første gang stillet over for følgende ultimatum: forlad landet eller forvent internering. Først et år senere blev de jøder, der ikke havde fulgt opfordringen, interneret som potentiel femtekolonne. De blev samlet i arbejdslejre i Tyskland på samme måde, som det senere skete i USA med amerikanske borgere af japansk herkomst efter angrebet på Pearl Harbor. Ingen krigsførende nation kan tillade potentielle spioner og sabotører at bevæge sig frit inden for nationens grænser.”

“Så din påstand er, at ingen jøder blev udsat for ‘Die Endlösung der Judenfrage’?”

“Ja, betegnelsen ‘den endelige løsning på jødespørgsmålet’ gik udelukkende på at befri Tyskland og Europa for fjendtlig jødisk tilstedeværelse ved at sende jøderne ud af Tyskland og på længere sigt ud af Europa. En stor del af risiko-jøderne i Tyskland, var allerede emigreret til lande som Israel, Australien, USA, Canada, m.fl.
I slutningen af 1941, var der omkring 160.000 jøder tilbage i Tyskland og 40.000 i Østrig, og jeg ved ikke, hvor mange af dem, der blev interneret.”

“Hvordan kunne kz-lejren Auschwitz-Birkenau i Polen så alene rumme 200.000 jøder?”

“Der var ikke tale om 200.000 jøder i Auschwitz-Birkenau. Jøderne udgjorde omkring fyrre procent af de indsatte i arbejdslejrene. Der var mange jøder i Polen, og da Tyskland i juni 1941 indledte ‘Operation Barbarossa’ mod Sovjetunionen i håb om en hurtig sejr mod øst for at undgå to fronter i Vesteuropa, stødte de fremrykkende sikkerhedsstyrker på store kontingenter af jøder i Ukraine og den øvrige Sovjetunion. Tilfangetagne partisaner, jøder som ikke-jøder, blev henrettet som civile kombattanter efter gældende militær straffelov, dvs. ved skydning. Alle, der udgjorde en sikkerhedsrisiko bag de fremrykkende tyske linjer, fik besked på at møde frem til registrering. Mange af jøderne gik under jorden, og resten blev transporteret til de østlige arbejdslejre, bl.a. i Polen. Krigen skabte et betydeligt behov for arbejdskraft til krigsindustrien, der forsynede offensiven mod Stalin, og komplekset Auschwitz-Birkenau blev det strategiske center mod øst for en betydelig krigsindustri med mange produktionsanlæg rundt om den centrale lejr. Kampagnen mod øst medførte en betydelig forøgelse af den jødiske tilstedeværelse i arbejdslejrene. Men formålet var at holde alle i live som en effektiv arbejdsstyrke – ikke at ombringe dem, som jøderne fortsætter med at påstå.”

“Men nogle af dem blev gasset ihjel, det har vi set masser af beviser for.”

“Virkelig? Det er aldrig lykkedes den internationale jødedom – som i parentes bemærket råder over uendelige økonomiske midler – at føre et eneste redeligt bevis for, at nogen jøde er blevet ombragt ved gasning i nogen tysk arbejdslejr. Tværtimod er det modsatte påvist til overmål, at tyskerne gjorde alt for at holde arbejdsstyrken i live under rimelige leveforhold.
Læs venligst amerikaneren Fred Leuchters rapporter om hans undersøgelser af de påståede gaskamre. Ingen af disse ligrum, som der i virkeligheden var tale om i Auswitz-Birkenau, har nogen sinde været udsat for cyangas. Heldigvis havde jøderne totalt overset det faktum, at cyangas efterlader varige spor de steder, hvor den kommer i kontakt med beton og murværk. Hvis jøderne havde vidst det fra begyndelsen af deres påstand om et gasnings-Holocaust, ville de sandsynligvis have udsat de pågældende rum for cyangas, så ingen havde kunnet imødegå deres påstand med tekniske beviser. Men de kendte ikke til gassens kemiske effekt på omgivelserne, før det var for sent så at sige, nemlig da det var lykkedes revisionister at undersøge ‘gaskamrene’ som de første. Referencen til de påståede gaskamre fandtes i de egentlige desinfektionskamre, hvor man havde afluset arbejdstøj og sengetøj ved hjælp af cyangas. I disse langt mindre kamre fandtes overvældende spor efter cyangas. Gassens kemiske blåfarvning af murværket forsvinder aldrig og vil i al fremtid tjene som bevis for, hvor cyangassen blev anvendt, og specielt hvor den ikke blev anvendt. Et polsk jødisk retsmedicinsk institut har gentaget den amerikanske henrettelsesekspert Fred Leuchers og den tyske kemiker Germar Rudolfs undersøgelser og er uofficielt kommet til samme resultat, men det undertrykkes i medierne. Det er et fremragende eksempel på, at sandheden vil sejre, og i modsætning til illusioner kan virkeligheden understøttes med videnskabelige beviser.”

“Hvordan vil du forklare dyngerne af afpillede lig af mennesker, der kun var skind og ben, da de døde?”

“Lad mig først give dig et billede af, hvordan Auschwitz-Birkenau lejren fungere i hverdagen frem til midten af 1944. Der fandtes et internt pengesystem, således at fangerne modtog løn for deres arbejde. Pengene kunne omsættes i en cafeterialignende bygning, hvor man kunne købe tobak, barbergrej og andre personlige fornødenheder. Der fandtes et større velfungerende hospital, hvor fangerne blev behandlet for skader og sygdomme, og hvor gravide kunne føde deres børn. Højgravide kvinder og kvinder med nyfødte boede i en særlig afdeling, hvor de kunne tage sig af børnene, indtil de kunne sendes i vuggestue og børnehave, og mødrene kunne genoptage arbejdet. Der fandtes et teater med løbende forestillinger, en biograf og et mindre symfoniorkester bemandet af musikere blandt fangerne. Der var en stor swimmingpool til rådighed for alle, og der fandtes en foldboldbane, hvor fx fangernes hold spillede mod SS-vagternes eller stabens hold. Der deltog også foldboldhold udefra.
Denne almindelige orden blev ulykkeligvis gentagne gange afbrudt ved udbrud af lejr-tyfus, plettyfus, der blev indført med fangerne fra øst. Disse epidemier krævede hver gang mange dødsofre, men epidemierne kunne bekæmpes, så længe forsyningen af antibiotika og anden medicin var normal. Kropslus var den primære smittespreder, og derfor blev fangernes hoved- og kropsbehåring klippet helt kort ved ankomsten til lejren forud for det første bad – og derefter holdt kort. Fangerne gik regelmæssigt i brusebad med masser af varmt vand og sæbe. Deres beklædning blev hyppigt udskiftet med desinficerede og luftede arbejdsdragter og sko. Røde Kors inspicerede regelmæssigt lejren (lejrene), så længe rejsen gennem Polen kunne ske uhindret. Alle rapporter fra Røde Kors viser, at forholdene var tilfredsstillende, men også, at påbud om mindre udbedringer blev givet og efterlevet.
Sabotage, flugtforsøg og alvorlige forbrydelser blev straffet med døden, ikke arbitrært, men i medfør af det gældende ordensreglement.
Fangernes private beklædning, tasker, kufferter m.v., blev opbevaret i lagerbygninger, rengjort og ordnet, så det kunne udleveres til ejeren ved løsladelsen. Løsladelse var kun muligt for fanger, der ikke repræsentere en sikkerhedsrisiko på fri fod, og derfor blev jøderne ikke løsladt, så længe krigen varede.
Under epidemierne døde jøder som ikke-jøder i hundredvis, og den eksisterende krematoriekapacitet kunne ikke følge med. Der blev gjort et forsøg på at afbrænde ligene i en åben udgravning for at imødegå smittefaren. Det blev hurtigt opgivet, da lejren, oprindeligt en polsk kaserne, var opført i et moseområde, og grundvandsspejlet lå, selv efter afdræning, kun 1 meter under overfladen. Man frygtede, at drikkevandet ville blive inficeret. Derfor måtte man under epidemierne anbringe bunker af lig i det fri og behandle dem med læsket kalk, indtil de kunne afvikles ved kremering. Der er aldrig fundet spor af massegrave på lejrområdet eller omkring Auschwitz-Birkenau-komplekset – eller noget andet sted i øvrigt på tysk foranledning.
Mennesker der rammes af plettyfus får høj feber og kan ikke holde mad eller vand i sig. Ofrene dehydreres og mister hurtigt vægt, og hvis behandlingen ikke virker, ender de med at ligne muselmænd. Der er eksempler på, at også medlemmer af lejrstaben døde af tyfus under epidemierne.
Fra midten af 1944 kunne allierede fly bombe og beskyde alt, hvad der rørte sig på jorden, og forsyningen af medicin og fødevarer til lejrene blev afbrud. Dødstallene på grund af tyfus og almindelige sygdomme steg af den grund dramatisk. Samtidig svigtede forsyningen af kul til krematorierne. Der går 80 kg kul til kremeringen af et enkelt lig. De døde blev placeret udendørs i stakke, som man ikke var i stand til at afvikle. Det var disse ligbunker, der mødte de “befriende” russiske og amerikanske styrker og som på ulykkelig vis kom til at ‘bekræfte’ den jødiske propaganda om et organiseret massemord i lejrene.
Da de allierede efter den tyske overgivelse placerede tyske krigsfanger i tilsvarende koncentrationer, arvede de problemet med tyfusepidemier, og titusinder af tyske fanger døde under tilsvarende tragiske forhold. I modsætning til moralen i de tyske lejre, myrdede De allierede med overlæg og under supervision af den amerikansk-jødiske general Eisenhower 1,5 millioner tyske krigsfanger, der blev indhegnet på åbne marker uden tilstrækkelig beklædning, føde og ly. Et oplagt tilfælde af overlagt massemord. Alt i alt blev 16 millioner tyskere, civile som militære, myrdet/deporteret af russere, amerikanere og i mindre omfang briter – efter krigens afslutning – alt efter jødisk iscenesættelse.
Alene på den baggrund var jøderne nødt til at lancere påstanden om et Holocaust med mord på 6 millioner jøder. Reelt døde omkring 300.000 mennesker, jøder som ikke-jøder, i de tyske arbejdslejre under Anden Verdenskrig. De allieredes hensynsløse bombning og beskydning af ikke militære installationer Tyskland var i høj grad en medvirkende årsag til tabstallet.”

“Så du er altså også Holocaust-benægter?”

“Nej, hvordan kan jeg benægte noget, der ikke har fundet sted? Jødernes problem med denne besværlige påstand fremgår tydeligt af det faktum, at hvor jøderne har total indflydelse på de juridiske systemer i Europa, er der nu forbud mod at diskutere denne vigtige del af historien. Det er i øjeblikket vilkårene i 17 europæiske lande. Der har du virkelig en benægtelse af format, og det er den, der ikke må anfægtes. Det er absolut ubegribeligt, at europæerne finder sig i det.”

“Jeg ville nu alligevel vælge en anden politisk bevægelse, hvis jeg var dig. Hvorfor ikke bare være realistisk og vælge Dansk Folkeparti, hvis du vil være patriotisk og tjene det moderne Danmark?”

“Som jeg tidligere var inde på. – Intet eksisterende politisk tilbud i Danmark matcher på nogen måde, hvad national­­socialismen står for. Dansk Folkeparti er lige så infiltreret med jøder/zionister, som de øvrige partier, der opererer i Danmark. Når politikerne kæmper indbyrdes for at fremhæve det ene eller andet værdiløse program, er det kun i forsøget på at opnå en højere løn. Det betyder ikke en døjt for dem, hvordan Danmark regeres, for det har de ingen indflydelse på. Den måde Danmark er blevet regeret på gennem 50 år har til formål at afskaffe Danmark som en uafhængig stat og danskerne som et uafhængigt folk. Det er på tide med et ærligt alternativ, der tjener Danmark og danskerne frem for jøderne, og det forudsætter en regering, der sætter jøderne fra bestillingen. Indtil da vil indvandringen og den generelle deroute fortsætte, og dansk identitet vil blive en by i Rusland.
Hvis du nogen sinde har foretaget tankeeksperimentet at formulere det politiske system, der ville være optimalt for danskerne – og i øvrigt for en hvilken som helst anden europæisk nation – så ville din konklusion, hvis den ellers byggede på tilstrækkelig oplysning, nødvendigvis blive en model, der allerede for 90 år siden blev udviklet i Tyskland under betegnelsen National­­socialisme.
Jeg vil gerne kort forklare systemets primære fortrin. Du får også en liste med de 25 punkter fra det national­socialistiske program.
Indledningsvis blev jødernes skadelige indflydelse i samfundet fjernet ved lov, idet alle offentlige positioner, og alle øvrige magtpositioner med indflydelse på nationalstatens ve og vel, blev forbeholdt etniske tyskere med direkte ansvar over for regeringen og den øvrige befolkning. Det betød, at jøderne måtte forlade stillinger i staten, på universiteterne, i retssystemet, i bankerne, i fagforeningerne m.fl. og derefter tjene til livets ophold på lige fod med alle andre i samfundet. Jøder reagerer på fysisk arbejde som Dracula på vievand. De havde traditionelt levet som udbyttere med en selvopfattelse, der kun afhang af, hvor meget de kunne prale af spekulative fortjenester. Alene fjernelsen fra lukrative arbejdsfri stillinger fik mange jøder til at forlade Tyskland – og denne revision blev skingert fordømt af den internationale jødiske presse som ‘jødeforfølgelse’.
Den eksisterende valuta, der var afhængig af det internationale banksystem, var gældbetynget efter uhyrlige pålæg i Versaillestraktaten om tysk betaling af krigsskadeserstatning. Den blev erstattet af en ny national og gældfri valuta med arbejde som garanti og værdimåler. Den kunne ikke gøres til genstand for spekulation og ågerforrentning. Folket blev betalt med nye Reichsmark i forhold til, hvad man præsterede, og det medførte en generel solidarisk vækkelse, hvor alle bidrog af bedste evne med arbejde til samfundets generelle forbedring. Bevidstheden om, at værdien af præsteret arbejde alt overvejende kom den produktive befolkning til gode – i modsætning til uendelige afbetalinger på gæld til bankerne – virkede som et alt omsiggribende incitament, og virkningen var mærkbar i form af øget betalingsevne og hurtigt forbedret velfærd.
Den destruktive – jødisk designede – kamp mellem arbejdsgivere og fagforeninger blev erstattet af en Arbejdsfront, der indførte ‘Arbeit durch Freude’ – arbejde gennem glæde med statsligt fastlagte minimumlønninger. Det sikrede arbejdsfreden og forhindrede ødelæggende strejker. Arbejdsstyrken blev bl.a. belønnet med rekreative – og kultur- og sportsfremmende anlæg i nærheden af arbejdsstederne, endda med mulighed krydstogtrejser på luksusskibe. Disse skibe måtte interessant nok ikke lægge til kaj i England efter forbud fra de engelske myndigheder.
Det er kun nogle af hovedpunkterne. Forbedringerne til gavn for folket var omfattende og et vidnesbyrd for alle om, at målet for national genrejsning ikke var begrundet i tom snak, men var en æressag for partiet og statslederen. Der fandtes ingen pampere, ingen korruption, ingen ufortjent elite, og kriminaliteten faldt til et minimum.
Tyskerne betragtede med stolthed tiden under og efter denne nationale genrejsning som den mest solidariske, lykkelige og forhåbningsfulde periode i det tyske riges historie, og de ønskede kun, at den aldrig ville høre op, og at Adolf Hitler ville forblive deres leder i al fremtid.”

“Det lyder jo som et juleeventyr fra Walt Disney. Er du sikker på, at den tyske befolkning ikke savnede et demokrati med mulighed for at stemme på et andet parti?”

“Det gjorde en del af jøderne utvivlsomt. Kommunistpartiet var af gode grunde blevet forbudt, ellers ville ufreden mellem marxisterne og nationalsocialisterne have fortsat overalt i samfundet. Men hvis nogen forsamling ville skabe og stemme på et ikke marxistisk/kommunistisk parti, var det en åben mulighed. Demokratiet var ikke afskaffet. Sagen er blot, at ingen kunne forestille sig noget bedre program end det national­socialistiske eller nogen bedre leder end Adolf Hitler, så ingen havde behov for, at noget skulle gøres anderledes for befolkningen og staten som helhed.”

“Nå, men lad os så slutte her, så vil jeg læse de 25 punkter, der næppe kan appellere til en nutidig dansk befolkning.”

“Det betyder nationens undergang, hvis du har ret i det. Men læs nu med åbent sind!”

***

De følgende 25 punkter så anderledes ud i 1920 på grund af de særlige forhold i det daværende Tyskland. I den originale udgave blev de fremlagt af Adolf Hitler på et møde i Hofbräuhaus i München den 24. februar 1920 som det nye partiprogram for NSDAP (National­socialistisk tysk arbejderparti).

Her følger vores udgave fra Danmarks National­socialistiske Parti, tilpasset danske, nutidige forhold, men loyalt i essensen i forhold til det oprindelige program:

1. Folket:
Alle danskere er hvide europæere af etnisk dansk herkomst.

2. Suverænitet:
Riget Danmark er uafhængigt af internationale konventioner, internationale statsdannelser og internationalt bankvæsen. Danmark skal forlade EU og udelukkende regeres fra Folketinget.

3. Danmark for danskerne:
Danmark ejes af danskerne og kan ikke deles med fremmede.

4. Statsborgerskab:
Kun danskere kan blive statsborgere i Danmark. Specielt er jøder ikke danskere (eller europæere) og kan ikke opnå dansk statsborgerskab.

5. Fremmedbesøg:
En ikke-dansker, der opholder sig i Danmark har status af fremmed og behandles som gæst. En fremmed kan opholde sig som gæst i Danmark i en fastsat periode og er i den tid undergivet fremmedlovgivningen.

6. Myndighed:
Kun danskere har ret til at beskæftige sig med statens ledelse og lovgivning. Derfor skal ethvert offentligt embede i Danmark, uanset dets beskaffenhed, beklædes af en dansker. Færinger og grønlændere har plads i Folketinget med 2 pladser for hvert af områderne.

7. Statens pligter:
Staten forpligter sig først og fremmest til at forbedre og vedligeholde danskernes erhvervs-, eksistens- og overlevelsesbetingelser. Såfremt det ikke er muligt at ernære befolkningen af danskere, færinger, grønlændere sammen med fremmede i Danmark skal fremmede fra lande uden for rigsfællesskabet forlade riget.

8. Indvandringsstop og repatriering:
Enhver indrejse af andre end danskere, grønlændere og oprindelige europæere tillades kun som et tidsbegrænset ansøgt gæsteophold. Alle af ikke oprindelig europæisk herkomst, indvandret til Danmark efter 1960, med undtagelse af grønlændere, adopterede børn og fremmede ægtefæller, skal med sammenført og tilkommen familie forlade riget frivilligt medbringende deres værdier og kapitaliserede ejendom – eller imødese tvungen udvisning til deres hjemland eller nærmeste kulturfællesskab. Tilsvarende gælder oprindelige europæere og grønlændere, der er indvandret til Danmark siden 1960 og ikke har været selvforsørgende under mindst 80% af opholdet, eller har overtrådt straffeloven. Danskere, der gifter sig med ikke-europæere, vil blive opfordret til at tage ophold i ægtefællens hjemland.

9. Lighed:
Alle statsborgere har lige rettigheder og pligter. Hensynet til almenvellet går forud for den enkelte.

10. Pligten til at fortjene sin løn:
Enhver borger i rigsfællesskabet har pligt til at præstere et arbejde, intellektuelt eller legemligt. Den enkeltes præstation skal være nyttig for helheden.

11. Spekulation:
Indkomster, der er frembragt uden fysisk eller intellektuelt arbejde, er ulovlige og kan beslaglægges. Forrentning af udlånskapital med mere end 5% er forbudt.

12. Spekulation i krig:
Indkomster, der af nogen i Danmark er tilvejebragt ved at fembringe eller vedligeholde en konflikt eller krigstilstand i ind- eller udland, beslaglægges. De ansvarlige straffes hårdt.

13. Monopoldannelser:
Alle private virksomheder, der har karakter af karteller, nationaliseres. Indbyrdes prisaftaler mellem private virksomheder for at fastholde en kunstigt høj markedspris er forbudt. Overtrædelsen medfører, at virksomhederne beslaglægges og de ansvarlige straffes.

14. Virksomhedsskat:
Alle virksomheder inden for rigsfællesskabet skal svare skat til den danske stat af den faktiske fortjeneste, der er opnået inden for riget. Skatteunddragelse medfører, at virksomheden beslaglægges og de ansvarlige straffes.

15. Pensionering:
Pensioner og faciliteter til Danmarks pensionister skal udbygges med henblik på et langt og indholdsrigt otium.

16. Handel og virksomheder:
Der skal konstant arbejdes på at vedligeholde en sund og levedygtig middelstand. Internationale forretningskæder er forbudt. Der skal altid skaffes plads til nye mindre næringsdrivende. Denne kategori, inklusive landbruget, skal begunstiges ved leverancer til stat og kommuner.

17. Grundafgift:
Jordarealet i Danmark tilhører alle danskere. Til finansiering af statens udgifter betaler alle, der beslaglægger en del af dette areal, en fast lav grundafgift. Afgiften er ens for alle og ydes årligt pr. m2. Offentlige anlæg er fritaget for grundafgift. Jorden kan ikke købes eller sælges. Ekspropriation af områder til fordel for almenvellet medfører statens erstatning til ejeren af anlæg og bebyggelse på jordarealet efter gældende markedspriser.

18. Udbytning:
Hensynsløse danskere, der med deres virksomhed i Danmark skader medborgere eller borgere i udlandet, skal straffes i Danmark. En fremmed, der begår en tilsvarende forbrydelse i Danmark, skal udvises permanent og på anmodning udleveres til straf i udlandet.

19. Retssystemet:
Retssystemet fungerer efter vestlige traditioner og principper. Strengeste straf i fredstid er strafarbejde på livstid. Dødsstraf kan komme på tale ved fremmedes krigslignende angreb på nogen dansk borger eller dansk institution i ind- eller udland.

20. Uddannelsessystemet:
For at gøre det muligt for enhver dygtig og flittig dansker at erhverve sig højere uddannelse og dermed kvalificere sig til en ledende stilling, drager staten omsorg for, at den folkelige undervisning konstant holdes på et højt niveau i forhold til internationale normer. Studieplanerne ved samtlige læreanstalter skal tilpasses vilkår og behov i det praktiske liv.
Når børn er gamle nok til at modtage undervisning, skal forældre og skoler bibringe dem forståelsen af de grundliggende principper for national­­socialismen til sammenligning med kommunisme, liberalisme, demokratisme m.fl. Rigsfællesskabets børn har lige ret til undervisning. Børn med specielle anlæg skal kunne udvikle deres talent gennem en statsbetalt uddannelse.

21. Folkesundheden:
Staten er overordnet ansvarlig for folkets sundhed og for at garantere familierne, at kvinden i en ung alder kan føde flere børn og drage omsorg for dem i familiens rammer. Børn må ikke udnyttes som arbejdskraft ud over, hvad der er sundt og opdragende. Staten skal stille anlæg og midler til rådighed for den konstante forbedring af befolkningens fysiske og mentale sundhed. Det er obligatorisk at dyrke gymnastik og andre former for sund sport og konkurrence.

22. Forsvaret:
Danskernes tre værn skal bestå af værnepligtige danskere og statsansatte officerer. Forsvaret skal være uafhængigt af privatøkonomiske interesser. Danmark skal ud af NATO. Danmarks forsvar skal styrkes for at værne rigets neutralitet. Et forsvars­samarbejde med uafhængige nordiske lande er ønskeligt.

23. Medier:
a) Bevidst urigtig information er forbudt under strafansvar.
b) Samtlige ledere og medarbejdere på dansksprogede medier skal være danskere.
c) Fremmede kan ikke eje danskernes medier eller have indflydelse på dem.
d) Ikke-dansksprogede medier skal have statens tilladelse til at udkomme, og der skal i alle tilfælde medfølge en komplet dansk oversættelse pr. udsendelse. Overtrædelse medfører mediets nedlæggelse og fremmede medarbejderes udvisning for bestandig.
e) Fremstilling af samfundsundergravende kunst- og litteraturudtryk samt udstilling/udbredelse af samme er forbudt. Pornografi er forbudt.

24. Religion:
Der er frihed for alle religiøse bekendelser, hvis troslæren ikke støder an mod danskernes opfattelse af lovlighed og moral. Dermed er jødedommen, omskæring af drengebørn og rituel slagtning forbudt. Der er ingen statskirke, men den national­socialistiske ledelse skal altid repræsentere et kristent standpunkt.
Dannebrog er nationens officielle flag. Kongehusets neutrale og repræsentative virke bevares.

25. Rigsfællesskabets ledelse:
Danmarks parlamentariske grundlag er demokratisk med valg til Folketinget. Folketingets 179 pladser skal altid besættes med 175 danskere, 2 færinger og 2 grønlændere. Regeringen har uindskrænket magt overalt inden for rigsfællesskabet og over danske enheder og repræsentationer i udlandet. Regioner og kommuner styres og administreres udelukkende af de lokale repræsentanter for det/de regeringsdannende parti/partier i samarbejde med den centrale ledelse.
Lederne af Danmarks National­socialistiske Parti i regering forpligter sig til at gennemføre disse 25 punkter.