Jyllands-Posten provokerede ikke i ytringsfrihedens navn i 2005

Overtagelsen

O​-​D​-​I​-​N​.org praes. Christopher Bollyn, ren​se​.com og James Petras, Rebelión, 13. november 2013.

 

[Redak­tio­nel ind­led­ning:

To artik­ler:

  1. af Chri­stop­her Bol­lyn, ren​se​.com, 7. febru­ar 2006,
  2. af James Petras, Rebe­lión, 26. febru­ar 2006,
  3. [Efter­skrift: Se hvor­dan jøder­ne slut­te­de med at pri­se hin­an­den for brandstif­tel­sen.]

Clash of Civi­liza­tions (COC) er en teo­ri for­mu­le­ret i 1992 af den jødi­ske poli­to­log Samu­el P. Hunting­ton (f. 1927, d. 2008). Den for­ud­skik­ke­de at fol­kesla­ge­nes kul­tu­rel­le og reli­gi­øse iden­ti­te­ter vil­le bli­ve den pri­mæ­re årsag til kon­flikt i ver­den efter Den kol­de krigs afslut­ning i 1991, da Sov­je­tu­ni­o­nen oplø­stes. Han må have sid­det med ved et af stra­te­gi­mø­de­r­ne i Tal­mu­disk bro­der­skab, for “Civi­li­sa­tio­ner­nes sam­men­stød” er med tiden ble­vet syno­nymt med de bestræ­bel­ser, som jøder­ne udfol­der for at spil­le ver­dens natio­ner ud mod hin­an­den i håbet om at bane vej­en for et reli­gions­de­fi­ne­ret zio­ni­sti­ske ver­dens­ri­ge med sæde i Jerus­a­lem, en afsky­væk­ken­de og ube­gri­be­lig plan, men ikke desto min­dre en igang­væ­ren­de bestræ­bel­se blandt ver­dens magt­ful­de jøder.

Vi ind­le­der med en redak­tio­nel kom­men­tar. Læs også kom­men­ta­ren efter artik­ler­ne.


Flem­m­ing Rose har skre­vet en hel bog for at gøre sin ind­sats for ytrings­fri­he­den begri­be­lig. En dansk jøde, der har gjort en ekstra ind­sats for at øde­læg­ge Dan­marks omdøm­me.
Foto: Inter­net­tet

 

Flem­m­ing Rose (f. 1956) [i Danmark] i en jødisk fami­lie fra Ukrai­ne. Han har haft Rus­sisk Lit­te­ra­tur som hoved­fag på Køben­havns Uni­ver­si­tet. Fra 1990 til 1996 var han Moskva-kor­re­spon­dent for avi­sen Ber­ling­s­ke Tiden­de. Mel­lem 1996 og 1999 var han kor­re­spon­dent for den sam­me avis i Was­hin­g­ton D.C. I 1999 blev han Moskva-kor­re­spon­dent for avi­sen Jyl­lands-Posten og janu­ar 2005 kul­tur­re­dak­tør for sam­me avis (Kul­turwe­e­kend). Han flyg­te­de fra Danmark, hvor han var under poli­ti­be­skyt­tel­se [efter Muham­med-teg­nin­ger­ne udsendt den 30. sep­tem­ber 2005], til Mia­mi i Flo­ri­da af frygt for sit liv, og der skju­ler han sig i øje­blik­ket.
Kil­de: Engelsk Wikipe­dia, 2006.

Den­ne omta­le af Flem­m­ing Rose fra 2006 eksi­ste­rer end­nu pr. novem­ber 2013, næp­pe opda­te­ret siden 2006. Hvor i ver­den Flem­m­ing Rose ophol­der sig i øje­blik­ket er lige­gyl­digt, så læn­ge han ikke ska­der Danmark.
Når den san­de Dan­marks­hi­sto­rie om Muham­med-teg­nin­ger­ne og Flem­m­ing Rose skal for­tæl­les og skri­ves, må føl­gen­de for­hold ana­ly­se­res: Hvor­for vil Flem­m­ing Rose ikke vide af et jødisk slægtskab, der synes tem­me­lig ind­ly­sen­de (han siger og skri­ver, at han ikke er jøde); og hvor­for afvi­ser han at have haft en bestemt sam­ta­le i 2005 med Lars Hede­gaard (nu for­mand for “Tryk­ke­fri­heds­sel­ska­bet af 2004”), hvor emnet var de muli­ge kon­se­kven­ser af at publi­ce­re Muham­med-teg­nin­ger­ne?
Føl­gen­de ord­veks­ling, der er hen­tet fra Infor­ma­tion af 13. novem­ber 2010, sæt­ter sce­nen:

Vid­ste Jyl­lands-Postens Flem­m­ing Rose på for­hånd, at kari­ka­tur­teg­nin­ger­ne af pro­fe­ten Muham­med vil­le væk­ke rama­skrig?
Ja, for det for­tal­te jeg ham, siger Lars Hede­gaard fra Tryk­ke­fri­heds­sel­ska­bet.
Men det afvi­ser Rose.

[…]

På bag­si­den af sin nye bog, Tavs­he­dens tyran­ni, fast­slår Rose end­nu en gang, at hver­ken han eller andre på den sto­re jyske mor­ge­na­vis på for­hånd kun­ne for­ud­se kon­se­kven­ser­ne af at tryk­ke teg­nin­ger­ne.

Omvendt fast­hol­der Hede­gaard, at han har talt med Rose. Og at det end­da var Rose, der rin­ge­de for at få et godt råd:

Flem­m­ing Rose: “Hvad tror du, der vil ske, hvis vi gør det her?”

Lars Hede­gaard: “Hel­ve­de vil bry­de løs! Det bli­ver vær­re end Sal­man Rus­h­die.”

[…]

Flem­m­ing Rose: “Der har ikke været nogen for­ud­gå­en­de sam­ta­le.” … “Jeg aner ikke, hvad moti­vet er, men Lars Hede­gaard siger jo så meget.”

[…]

Lars Hede­gaard: “Han var helt bevidst om det efter at have talt med mig. Præ­cis det, jeg hav­de for­ud­sagt, var det, der ske­te. Og han gjor­de det alli­ge­vel. Og jeg sag­de til ham: Ja, du skul­le gøre det. Han gjor­de det. Det var en bevidst hand­ling af mod.”

Lars Hede­gaard fast­hol­der i dag, at det er ham, der husker rig­tigt, og han ved ikke, hvor­for Rose ikke vil ken­des ved sam­ta­len.

Lars Hede­gaard: “Man kan spe­ku­le­re ende­løst over hvor­for. Jeg kan ikke gøre andet end at sige, at jeg har ikke glemt sam­ta­len, net­op for­di den var så vig­tig. Jeg bur­de måske ikke have omtalt sam­ta­len, men jeg vil­le da ger­ne slå et slag for Jyl­lands-Posten og Rose, der har udvist mod.” […]

I video­en, vi lin­ker til her, udta­ler Flem­m­ing Rose sig i 2009 i Israel om udgi­vel­sen af Muham­med-teg­nin­ger­ne. I præ­sen­ta­tio­nen beteg­nes han som “den modi­ge udgi­ver …”.

Det er yder­li­ge­re inter­es­sant for histo­ri­eskriv­nin­gen, at Flem­m­ing Rose for­ud for fri­gi­vel­sen af Muham­med-teg­nin­ger­ne hav­de tæt kon­takt med per­so­ner som Yaron Brook og Dani­el Pipes (USA), hvis jødi­ske slægtska­ber og neokon­ser­va­ti­ve ori­en­te­ring ingen kan være i tvivl om. Dani­el Pipes brag­te på sin ame­ri­kan­ske hjem­mesi­de mindst én arti­kel skre­vet af Flem­m­ing Rose.

(Her på redak­tio­nen anlæg­ger vi den vur­de­ring, at hvis Flem­m­ing Rose ikke er af jødisk her­komst, så var Olof Pal­me det hel­ler ikke.)

Lars Hede­gaard Jen­sen (f. 1942) brin­ger sig ind i histo­ri­ens ram­pe­lys ved at omta­le en tele­fon­sam­ta­le mel­lem ham selv og Flem­m­ing Rose for­ud for Jyl­lands-Postens publi­ce­ring af Muham­med-teg­nin­ger­ne. 

Lars Hede­gaard gør ingen hem­me­lig­hed af sit for­hold til jøde­dom­men. (“… I 1969 blev han gift med Bar­ba­ra Levin fra Los Ange­les og kon­ver­te­re­de til jøde­dom­men …” Kil­de: Dansk Wikipe­dia).
Lars Hede­gaard oply­ser vel­o­p­lagt på Tv, at han er jøde (om ikke fuld­blods jøde i tra­di­tio­nel for­stand så dog af sin­delag og kon­ver­te­ring, og det er jo net­op det, der er afgø­ren­de for, hvor man pla­ce­rer sin loy­a­li­tet – sin­dela­get).


Lars Hede­gaard er en medi­eg­lad og medie-cer­ti­fi­ce­ret per­son­lig­hed, oprin­de­ligt fra ven­stre­fløj­en, nu vel nær­mest selv­prom­ove­ren­de filo­se­mit. Under alle omstæn­dig­he­der: lands­ska­der.
Foto: Inter­net­tet

 

Vi har fore­lø­bigt præ­sen­te­ret en cen­tral og en peri­fer per­son, der trods hhv. benæg­tel­se og begej­string var invol­ve­ret i en velover­ve­jet pro­vo­ka­tion ret­tet mod den isla­mi­ske ver­den.

Nu i 2013 er det vig­tigt at gøre sig klart, at den­ne pro­vo­ka­tion, der kynisk blev ekse­kve­ret uden hen­syn til den enkel­te dan­skers opfat­tel­se af Isra­els rol­le i Mellem­østen, tog hele den dan­ske nation som gid­sel i en vel­for­be­redt intri­ge for at frem­pro­vo­ke­re “Civi­li­sa­tio­ner­nes sam­men­stød”.

Den tota­le føl­ge af den­ne pro­vo­ka­tion, som af gode grun­de aldrig vil kun­ne gøres ende­ligt op, har alle­re­de ska­det Danmark uop­ret­te­ligt i den isla­mi­ske ver­den og har på menings­løs måde skaf­fet dan­sker­ne fjen­der, som ikke er vores. Set fra den ara­bi­ske og isla­mi­ske ver­den synes Danmark kon­stant at gøre fæl­les sag med det for­had­te zio­ni­sti­ske sty­re i Israel.
Israel er i enhver hen­se­en­de en usund for­bin­del­se at dyr­ke, og ingen nation i Vesten vil i det lan­ge løb være tjent med at sam­ar­bej­de med Israel. Spørg blot i USA. Det­te skyl­des vel at mær­ke ikke nogen trus­sel, der er opstå­et i- eller udgå­et fra den isla­mi­ske ver­den, men ude­luk­ken­de impli­ka­tio­ner­ne af Isra­els reli­gions­be­stem­te van­vidspo­li­tik og for­bry­de­ri­ske adfærd i for­hold til den øvri­ge ver­den.

Kurt Wester­gaard (f. 1935) er en tred­je med­vir­ken­de i den­ne histo­rie. Vi er ikke læn­ge­re i tvivl om hans oprin­del­se eller pla­ce­ring i det jødi­ske net­værk og kan kon­sta­te­re, at han stil­le­de sit pro­dukt til rådig­hed for pro­vo­ka­tio­nen. Om han i sep­tem­ber 2005 opfat­te­de og accep­te­re­de den bag­ved­lig­gen­de agen­da, eller blot (som så man­ge andre) hop­pe­de på lim­pin­den, der skul­le fore­stil­le et opgør med selv­cen­su­ren, må vi over­la­de til den enkel­te at vur­de­re. Efter vores mening vil­le det klæ­de Kurt Wester­gaard, hvis han på et tids­punkt for­kla­re­de sit eget motiv i den­ne sag. Gør han det ikke, er det nemt at få opfat­tel­sen af, at han var ind­for­stå­et med den stor­po­li­ti­ske agen­da bag pro­vo­ka­tio­nen.


Kurt Wester­gaard, en del af det kryp­to­jø­di­ske slæng.

 

Her føl­ger Chri­stop­her Bol­lyns arti­kel fra 7. febru­ar 2006 og der­ef­ter James Petras’ arti­kel fra 26. febru­ar 2006. Det er beskæm­men­de at læse om, hvor­dan Dan­marks goodwill i den tæn­ken­de og reflek­te­ren­de omver­den har lidt over­last med publi­ce­rin­gen af Muham­med-teg­nin­ger­ne, der med ret­te opfat­tes som en ser­vil føl­g­ag­tig­hed over for det tota­li­tæ­re Israel i jøder­nes for­søg på at split­te ver­den.

Slut på ind­led­nin­gen.]

1. Af Christopher Bollyn, ren​se​.com, 7. februar 2006

Under dæk­ke af ytrings­fri­he­den publi­ce­re­de en stør­re dansk avis et dusin pro­vo­ke­ren­de anti-isla­mi­ske teg­nin­ger, der tyde­lig­vis var desig­net med det for­mål at for­nær­me mus­li­mer [nogen her­hjem­me kal­der dem “kari­ka­tur­teg­nin­ger”, andre “sati­ri­ske teg­nin­ger”, lidt efter poli­tisk stå­sted]. Det for­ud­si­ge­li­ge resul­tat har i høj grad for­ø­get mulig­he­den for vold og efter­ladt Danmark i en beko­ste­lig og far­ligt kni­be.

Fire måne­der efter at Jyl­lands-Posten (JP), en af Dan­marks stør­re avi­ser, publi­ce­re­de 12 anti-isla­mi­ske teg­nin­ger, våg­ne­de dan­sker­ne op til det fak­tum, at der måt­te beta­les en meget høj pris for at prom­ove­re “Civi­li­sa­tio­ner­nes sam­men­stød”.

Den omstæn­dig­hed at redak­tø­rer­ne bag de anti-isla­mi­ske bil­le­der erklæ­rer at have udø­vet ytrings­fri­hed, sam­ti­dig med at de næg­ter at beskæf­ti­ge sig med Euro­pas stren­ge cen­sur­love mod at dis­ku­te­re jøder­nes Holo­caust og de fort­sat­te fængs­lin­ger af histo­rie-revi­sio­ni­ster, siger alt om eksi­sten­sen af en skjult dags­or­den bag de pro­vo­ke­ren­de teg­nin­ger.

Agen­ter af en sær­lig over­be­vis­ning” står bag de out­re­re­de kon­fron­ta­tio­ner ret­tet mod Islam med det for­mål at pro­vo­ke­re mus­li­mer­ne, udtal­te Mika­el Rot­hste­in fra Køben­havns Uni­ver­si­tet til BBC. Nøg­len, “nøg­le-agen­ten”, er Flem­m­ing Rose, kul­tur­re­dak­tø­ren på JP, som hyre­de teg­ne­re til at udfø­re de blas­fe­mi­ske bil­le­der, for der­ef­ter af udgi­ve dem i en af Dan­marks stør­re avi­ser sid­ste sep­tem­ber.

Inter­na­tio­nal Her­ald Tri­bu­ne, der 1. janu­ar rap­por­te­re­de om de for­nær­men­de teg­nin­ger, gjor­de opmærk­som på, at selv Roses libe­ra­lis­me hav­de græn­ser, når det kom til offent­lig kri­tik af zio­ni­sti­ske lede­re og deres for­bry­del­ser. Rose har også stær­ke bånd til de zio­ni­sti­ske nykon­ser­va­ti­ves “krig mod ter­ror”.

Rose udtal­te til en inter­na­tio­nal avis, der er ejet af New York Times, at “… han ikke vil­le offent­lig­gø­re en sati­risk teg­ning af Isra­els Ari­el Sha­ron i færd med at strangu­le­re en palæsti­nen­sisk baby, da det vil­le kun­ne tol­kes som ‘raci­stisk’”.

På spørgs­må­let, hvor­for han beskyt­te­de Sha­ron, en kendt krigs­for­bry­der, mens han sam­ti­dig for­nær­mer mus­li­mer og deres pro­fet i ytrings­fri­he­dens navn, sva­re­de Rose i Ame­ri­can Free Press, at han var ble­vet “fejl­ci­te­ret” i artik­len fra Times.

Rose rej­ste til Phila­delp­hia i okto­ber 2004 for at besø­ge Dani­el Pipes, den nykon­ser­va­ti­ve ide­o­log, der mener, at den ene­ste vej til fred i Mellem­østen er en isra­elsk total mili­tær sejr. Rose skrev der­ef­ter en posi­tiv arti­kel om Pipes, der sam­men­lig­ner “mili­tant Islam” med fascis­me og kom­mu­nis­me.

I april 2003 indstil­le­de præ­si­dent George W. Bush den rabi­a­te anti-mus­lim Pipes til en besty­rel­ses­post i Uni­ted Sta­tes Insti­tu­te of Pea­ce, en tæn­ket­ank, der er sponso­re­ret af Kon­gres­sen og dedi­ke­ret “fre­de­lig løs­ning af inter­na­tio­na­le kon­flik­ter”.

Mini­stre fra 17 mus­lim­ske natio­ner for­døm­te offent­lig­gø­rel­sen af Muham­med-teg­nin­ger­ne som en uhørt “kræn­kel­se af Islam” og opfor­dre­de den dan­ske rege­ring til at garan­te­re, at den ikke vil­le bli­ve gen­ta­get.

Da den dan­ske rege­ring, som støt­ter “kri­gen mod ter­ror” med mere end 500 sol­da­ter i Irak, afvi­ste at give en und­skyld­ning for de for­nær­me­li­ge teg­nin­ger, begynd­te mus­lim­ske for­bru­ge­re ver­den over at boy­kot­te dan­ske pro­duk­ter.

Inden for få dage hav­de boy­kot­ten alvor­ligt påvir­ket dan­ske eks­por­tø­rer, og poli­ti­ker­ne i Køben­havn for­søg­te at ret­te op på ska­der­ne. Arla Foods, en stor dansk-svensk virk­som­hed blev alvor­ligt ramt af boy­kot­ten. Virk­som­he­den, som hav­de et årligt salg på omkring 480 mio. dol­lars i Mellem­østen, ople­ve­de at sal­get i områ­det gik i stå i takt med at mus­lim­ske for­hand­le­re ryd­de­de hyl­der­ne for dan­ske pro­duk­ter.

Det har taget os 40 år at byg­ge en meget stor for­ret­ning op i Mellem­østen, og vi har set den gå totalt i stå på fem dage,” udtal­te virk­som­he­dens tals­mand Astrid Gade Niel­sen til BBC.

Vores salg i Mellem­østen er gået helt i stå – det gæl­der alle lan­de i regio­nen,” sag­de hun. “Vi er ble­vet brik­ker i et spil, som ikke er vores.”

Mens en boy­kot øde­lag­de dansk natio­nal for­ret­ning og en bom­be­trus­sel luk­ke­de JP’s kon­to­rer, fort­sat­te Rose med at for­sva­re sin beslut­ning om at bestil­le og udgi­ve de for­nær­me­li­ge teg­nin­ger. “Vi står ved udgi­vel­sen af dis­se 12 teg­nin­ger,” udtal­te han.

Spurgt om han vil­le have hand­let på sam­me måde, hvis han hav­de vidst, hvad reak­tio­ner­ne vil­le bli­ve, sva­re­de Rose: “Det er et hypo­te­tisk spørgs­mål. Jeg for­try­der ikke at have for­mid­let dis­se teg­nin­ger, og jeg synes at spørgs­må­let sva­rer til, at man spurg­te en vold­ta­get kvin­de, om hun fortrød at have båret kort skørt fre­dag nat på disko­te­ket.”

Det far­li­ge “spil”, som er ble­vet star­tet af den dan­ske redak­tør, dan­ner nu sko­le for mindst 7 avi­ser ud over Euro­pa. Med udse­en­de af støt­te til dan­sker­ne udgav avi­ser i Frankrig, Tyskland, Italien, Neder­lan­de­ne, Spanien og Schweiz sam­ti­dig teg­nin­ger­ne, den 1. febru­ar (2006). Den­ne tim­ing anty­der, at aktio­nen var koor­di­ne­ret af en usyn­lig hånd.

I Paris, for eksem­pel, valg­te Arnaud Levy, che­fre­dak­tør for den finans­sty­re­de avis Fran­ce Soir, at tryk­ke alle 12 kræn­ken­de teg­nin­ger. Spurgt om der hav­de været nogen form for koor­di­na­tion mel­lem de euro­pæ­i­ske redak­tø­rer, som den sam­ti­di­ge udgi­vel­se kun­ne give anled­ning til at tro, sva­re­de Levy: “Abso­lut ikke.”

Den føl­gen­de dag blev den admi­ni­stre­ren­de redak­tør af Fran­ce Soir, Jacques Lefranc, iføl­ge med­ar­bej­de­re fyret af avi­sens ejer Ray­mond Lakah, en egyp­tisk rig­mand. Imid­ler­tid beholdt che­fre­dak­tø­ren, Arnaud Levy, sit job.

Peter Man­del­son, der er han­delskom­mis­sær for EU, gav avi­sen en alvor­lig repri­man­de for at “pøse ben­zin på bålet” ved at udgi­ve de for­nær­men­de teg­nin­ger igen.

Robert Ménard, gene­ral­se­kre­tær i Repor­ters wit­hout Bor­ders, en Paris-base­ret medie-over­vå­gen­de virk­som­hed, støt­te­de imid­ler­tid den nye udgi­vel­se af teg­nin­ger­ne med orde­ne: “Alle Euro­pas lan­de skul­le stå bag dan­sker­ne og dan­ske myn­dig­he­der for at for­sva­re prin­cip­pet om, at en avis skal kun­ne skri­ve, hvad den vil, selv om det kan for­nær­me folk. Jeg for­står, at det kan cho­ke­re mus­li­mer, men at bli­ve cho­ke­ret er en del af pri­sen for at bli­ve oplyst,” udtal­te han til New York Times.

Men når det kom­mer til dis­kus­sio­ner om jøder­nes Holo­caust, accep­te­rer medie-kon­trol­lan­ter som Ménard uden at stil­le spørgs­mål den rege­rings­på­før­te cen­sur, lov­giv­nin­gen og fængs­lin­ger­ne af histo­rie-revi­sio­ni­ster. Mindst 4 kend­te histo­ri­ke­re sid­der i øje­blik­ket i fængsel i Tyskland og Østrig for at skri­ve og tale om jøder­nes Holo­caust.

Der er tyde­lig­vis en for­dækt årsag til, at den dan­ske stats­mi­ni­ster Anders Fogh Ras­mus­sen næg­ter at udste­de en for­mel und­skyld­ning som kræ­vet af ara­bi­ske og mus­lim­ske rege­rin­ger. Den hår­de linje, som Ras­mus­sen ind­ta­ger som alli­e­ret i “kri­gen mod ter­ror”, har mere at gøre med at frem­me “Civi­li­sa­tio­ner­nes sam­men­stød” end at for­sva­re ytrings­fri­he­den i Euro­pa.

Nu ved de fle­ste, at Islam er en ikke-iko­nisk reli­gion, der for­by­der afbild­ning af pro­fe­ten på sam­me måde, som Det Andet Bud for­by­der “fal­ske bil­le­der” [den refor­mer­te udga­ve: 2. Du må ikke lave dig noget gude­bil­le­de]. De euro­pæ­i­ske redak­tø­rer er bestemt viden­de om, at Islam for­by­der bru­gen af iko­ner og fysi­ske bil­le­der af leven­de skab­nin­ger, og at det er blas­fe­misk at udgi­ve teg­nin­ger af pro­fe­ten Muham­med. Alli­ge­vel har de ryg­ge­s­løst og for­sæt­ligt kræn­ket mil­li­o­ner af mus­li­mer og er ikke klar til at und­skyl­de.

Den dan­ske avis beslut­te­de at for­nær­me og opild­ne til rase­ri blandt mus­li­mer i ver­den,” udtal­te en mus­lim i Stor­bri­tan­ni­en til BBC. “Mus­li­mer er i stand til at skel­ne mel­lem dem, der ønsker at dis­ku­te­re, og dem der ønsker at for­nær­me. At for­sø­ge at skju­le for­nær­mel­ser under dæk­ke af debat eller ytrings­fri­hed nar­rer ingen.”

Der er en dybe­re hen­sigt med offent­lig­gø­rel­sen af de for­nær­men­de teg­nin­ger. Med den ufor­son­li­ge hold­ning, som den dan­ske rege­ring og redak­tø­rer­ne har ind­ta­get, er det sand­syn­ligt, at spæn­din­ger­ne inden for de isla­mi­ske natio­ner vil for­stær­kes og de inter­na­tio­na­le kri­ser vil tage til. Det­te er, når alt kom­mer til alt, præ­cis hvad de glo­ba­le plan­læg­ge­re bag “Civi­li­sa­tio­ner­nes sam­men­stød” ønsker.

Den totalt for­ud­si­ge­li­ge reak­tion blandt mus­li­mer sæt­ter sce­nen for vold og muli­ge ter­r­or­an­greb nu hvor euro­pæ­er­ne er ved at for­be­re­de vært­ska­bet for De olym­pi­ske vin­ter­le­ge i Tor­i­no i Italien i febru­ar. Den Tor­i­no-hjem­me­hø­ren­de La Stampa offent­lig­gjor­de helt uansvar­ligt teg­nin­ger­ne den 1. febru­ar, to dage efter Mila­nos Cor­ri­e­re del­la Sera.

Den anti-isla­mi­ske skan­da­le med Muham­med-teg­nin­ger­ne er ikke noget at spø­ge med. Hvis og når et ter­r­or­an­greb ind­træf­fer, og teg­nin­ger­ne og vre­de mus­li­mer får skyl­den, vil den egent­li­ge årsag til deres udgi­vel­se stå klart: Euro­pæ­e­re og ind­van­dre­re vil i sti­gen­de omfang bli­ve pola­ri­se­ret, og fjendt­lig­he­den mod Islam vil tage til.

For en måned siden, da jeg før­ste gang blev opmærk­som på de pro­vo­ke­ren­de anti-mus­lim­ske teg­nin­ger i JP, kon­tak­te­de jeg umid­del­bart redak­tø­rer­ne og spurg­te, hvor­for de hav­de til­ladt deres avis at bli­ve sat i en så van­vit­tig og pro­vo­ke­ren­de situ­a­tion.

Med et Euro­pa, der alle­re­de er invol­ve­ret i mel­le­møst­li­ge kri­ge og med poli­ti­ske spæn­din­ger, der hver dag tager til i for­hold til Iran, stil­le­de jeg redak­tø­rer­ne føl­gen­de spørgs­mål: “Ønsker I vir­ke­lig at stø­de den isla­mi­ske ver­den fra jer?”

Jeg går ind for ytrings­fri­hed og er imod selv­cen­sur,” sva­re­de Rose, som var den, der for­mid­le­de teg­nin­ger­ne. Men at udfor­dre den omstæn­dig­hed, at ikke alle dan­ske­re har mulig­hed for at ytre sig i medi­er­ne, var tyde­lig­vis ikke hans pri­mæ­re hen­sigt med at udgi­ve de for­nær­men­de teg­nin­ger. Det egent­li­ge motiv var gan­ske tyde­ligt et for­søg på at frem­me “Civi­li­sa­tio­ner­nes sam­men­stød” mel­lem euro­pæ­er­ne og den isla­mi­ske ver­den.

Hvis for­må­let vir­ke­lig var at hæv­de ytrings­fri­he­den, vil­le du så udgi­ve teg­nin­ger, der gjor­de grin med jøder­nes Holo­caust?” spurg­te jeg Rose og hans redak­tø­rer.
“Hvis nej, støt­ter I så i det mind­ste avi­sers og den enkel­tes ret til at sæt­te spørgs­mål ved histo­ri­en om det­te holo­caust?”

Nu efter en måneds kor­re­spon­dan­ce med Rose og redak­tø­rer­ne har de helt und­gå­et at sva­re på mine spørgs­mål om jøder­nes Holo­caust og ret­ten til ytrings­fri­hed for histo­rie-revi­sio­ni­ster i Euro­pa.

Kil­de: ren​se​.com

2. Af James Petras, Rebelión, 26. februar 2006

Arne­ste­det for den øje­blik­ke­li­ge eks­plo­si­ve kon­fron­ta­tion mel­lem – på den ene side: Islam og pro­teste­ren­de ara­bi­ske lede­re og rege­rin­ger, og på den anden: USA og vest­eu­ro­pæ­i­ske regi­mer og medi­er – er Israel og isra­el­ske bestræ­bel­ser på at pola­ri­se­re ver­den til egen for­del og at frem­me iso­la­tion, øko­no­mi­ske sank­tio­ner og/eller et mili­tært angreb på Iran. Der er adskil­li­ge afgø­ren­de spørgs­mål, som næsten alle kom­men­ta­to­rer og ana­ly­ti­ke­re har und­gå­et at berø­re. De inklu­de­rer:

Hvor­for blev Muham­med-teg­nin­ger­ne udgi­vet i Danmark?

Hvad er den poli­ti­ske bag­grund for kul­tur­re­dak­tør på Jyl­lands-Posten Flem­m­ing Rose, som bestil­te, udvalg­te og publi­ce­re­de teg­nin­ger­ne?

Hvil­ke stør­re begi­ven­he­der fal­der sam­men med tim­in­gen for udgi­vel­sen og genud­gi­vel­sen af teg­nin­ger­ne?

Hvem har for­del af udgi­vel­sen af teg­nin­ger­ne og den afled­te kon­fron­ta­tion mel­lem arabere/Islam og Vesten?

Hvad er den nuvæ­ren­de poli­ti­ske kon­tekst for de arabiske/islamiske pro­te­ster?

Hvor­dan er Isra­els hem­me­li­ge tje­ne­ste Mos­sad impli­ce­ret i at frem­me kon­flik­ten mel­lem Vesten og den arabiske/islamiske ver­den, og hvor­dan lever resul­ta­ter­ne op til deres for­vent­nin­ger?

Et sted at begyn­de ana­ly­sen af kon­flik­ten efter Muham­med-teg­nin­ger­ne, der er cen­tra­le i angre­bet på mus­li­mer og mus­lim­ske lan­de, lan­de som beskyl­des for at være into­le­ran­te i for­hold til vest­lig ytrings­fri­hed, er i det for­hold, at Danmark læn­ge har været et af cen­tre­ne for Mos­sads akti­vi­te­ter i Euro­pa. Eller udtrykt på en anden måde: Hvor­dan kun­ne et lil­le skan­di­na­visk land med 5,4 mio. ind­byg­ge­re og ind­van­dre­re (hvoraf 200.000, eller min­dre end 3%, er mus­li­mer), kendt for even­tyr, skin­ke og ost, bli­ve et mål for mil­li­o­ner af prak­ti­se­ren­de mus­li­mers rase­ri, fra Afg­ha­ni­stan til Palæstina, fra Indo­nesi­en til Liby­en og ind i enhver gade i ver­den, hvor der fin­des en stør­re mus­lim­sk for­sam­ling? Hvor­for har mus­li­mer – efter bomb­nin­gen af Bag­dad, tor­tu­ren i Abu Ghraib, mas­sa­krer­ne i Fal­lujah og den tota­le afvik­ling af de iraki­ske og afg­han­ske sam­fund – vendt deres vre­de mod sym­bo­ler­ne for Danmark, lige fra kagedå­ser­ne til lan­dets ambas­sa­der og over­søi­ske for­ret­nings­kon­to­rer?

Histo­ri­en, som med alvors­mi­ner blev præ­sen­te­ret af Tv- og nyheds­folk, var den, at Flem­m­ing Rose som kul­tur­re­dak­tør for et stør­re dansk dag­blad, som en anden kors­fa­rer ønske­de at gøre op med den vok­sen­de “poli­ti­ske kor­rek­t­hed” i Euro­pa i spørgs­må­let om at kri­ti­se­re mus­li­mer, et for­hold han sam­men­lig­ne­de med “selv­cen­su­ren”, han hav­de bevid­net i sine for­fædres hjem­land, Sov­je­tu­ni­o­nen. Den­ne kul­tur­re­dak­tør på Jyl­lands-Posten, af ukrainsk oprin­del­se, med det sære navn*, sat­te dan­ske teg­ne­re til at leve­re en serie af teg­nin­ger, der afbil­le­de pro­fe­ten Muham­med, som de (dan­ske teg­ne­re) måt­te fore­stil­le sig ham. Men fire af de tolv teg­nin­ger, der blev udvalgt til offent­lig­gø­rel­se, var teg­net af Roses egen stab, her­un­der den mest kon­tro­ver­si­el­le teg­ning, den med “bom­ben i tur­ba­nen”. På trods af dansk lov­giv­ning mod blas­fe­mi publi­ce­re­de hr. Rose teg­nin­ger­ne den 30. sep­tem­ber 2005, og resten er histo­rie …

[Redak­tio­nel kom­men­tar: Kurt Wester­gaard, der har teg­net den nævn­te teg­ning, var fra 1988 kari­ka­tur­teg­ner for Jyl­lands-Posten, siger dansk Wikipe­dia. Et sådant etab­le­ret sam­ar­bej­de må være årsa­gen til, at artik­lens for­fat­ter anser Kurt Wester­gaard for med­lem af “Roses egen stab”.]

Et ver­den­s­oms­pæn­den­de angreb på Vestens “hel­li­ge ret til frie ytrin­ger” brød ud i den mus­lim­ske ver­den, og mil­li­o­ner af over­rum­p­le­de euro­pæ­e­re og nor­da­me­ri­ka­ne­re haste­de med af for­sva­re deres elske­de fri­hed i det­te “Civi­li­sa­tio­ner­nes sam­men­stød”.

Syrien og Iran blev frem­hæ­vet for at være dem, der piske­de stem­nin­gen op blandt rasen­de tro­en­de i gader­ne i Dama­s­kus og Tehe­ran og i Bei­rut og Gazas slu­m­om­rå­der. Den ame­ri­kan­ske uden­rigs­mi­ni­ster Rice udtal­te, at “Iran og Syrien er gået for langt i bestræ­bel­ser­ne på at brin­ge følel­ser­ne i kog og udnyt­te det­te til egen for­del, og ver­den bur­de gri­be ind.” Paki­stan­ske og liby­ske myn­dig­he­der, der var alli­e­re­de med USA, foku­se­re­de på demon­stran­ter­nes over­greb og drab, mens stri­be­vis af reli­gi­øse lede­re blev til­ba­ge­holdt. De vest­li­ge rege­rin­ger opfor­dre­de deres ara­bi­ske og mus­lim­ske alli­e­re­de til at fore­byg­ge yder­li­ge­re angreb på dan­ske pro­duk­ter og ejen­dom og ankla­ge­de dem, der var ude af stand til at dæm­pe rase­ri­et, for med­del­ag­tig­hed og til­skyn­del­se. Alt det­te skyld­tes en serie teg­nin­ger. Eller – det er sådan, det er ble­vet udlagt. Kul­tur­re­dak­tø­ren Flem­m­ing Rose, som hur­tigt blev træt af at være omrin­get af dansk poli­ti og sik­ker­heds­styr­ker, der skul­le for­hin­dre et mord på ham, gik glip af sin dag­li­ge jog­ging­tur i en af Køben­havns for­stæ­der og valg­te sik­ker havn i Mia­mi, Flo­ri­da (frem for sine for­fædres Ukrai­ne) blandt eksil-cuba­ne­re, isra­el­ske say­anim** og Mah Jong-spil­len­de pen­sio­ni­ster, alt mens dra­ma­et fort­sat­te.

Det danske efterretningsvæsen (“fjærten”) huser Mossad-aktiviteter

Hvor­for Danmark? Kun­ne den­ne pri­mi­tivt fabri­ke­re­de kon­flikt have udvik­let sig på sider­ne i et stør­re dag­blad i Lon­don eller New York? Hvem ønske­de at gøre Danmark til cen­trum for det­te “Civi­li­sa­tio­ner­nes sam­men­stød” på grund­lag af noget, der lig­ner et dår­ligt manuskript til en isla­mo­fo­bi­sk thril­ler?

Et under­hol­den­de kapi­tel i tid­li­ge­re Mos­sad-agent Victor J. Ostro­v­skys bog By Way of Decep­tion [“Gen­nem vild­led­ning”] (1990, St. Martin’s Press), beskri­ver rela­tio­nen, der har eksi­ste­ret mel­lem den dan­ske efter­ret­ning­s­tje­ne­ste og det isra­el­ske Mos­sad gen­nem årti­er:

Rela­tio­ner­ne mel­lem Mos­sad og den dan­ske efter­ret­ning­s­tje­ne­ste er så intim, at det græn­ser til det uanstæn­di­ge. Det er dog ikke Mos­sads uskyld, der brin­ges i fare af det­te arran­ge­ment, men Dan­marks. Det skyl­des, at dan­sker­ne nærer illu­sio­nen om, at når de red­de­de en mas­se jøder under Anden Ver­denskrig, så må Israel være tak­nem­me­lig og Mos­sad til at sto­le på.”

Mos­sad har kapa­ci­tet til at over­vå­ge hele den ara­bi­ske popu­la­tion og især palæsti­nen­se­re, for­modent­lig også dem med dansk stats­bor­ger­skab, gen­nem det sær­li­ge sam­ar­bej­de om efter­ret­nin­ger:

… en mand fra Mos­sad over­vå­ger “alle ara­bi­sk og palæsti­nen­sisk rela­te­re­de med­del­el­ser (fra den ara­bi­ske del af Dan­marks befolk­ning), som fly­der gen­nem deres (den dan­ske efter­ret­ning­s­tje­ne­stes) hoved­kvar­ter … et ekstra­or­di­nært arran­ge­ment for en frem­med efter­ret­ning­s­tje­ne­ste.”

De dan­ske efter­ret­nings­of­fi­ce­rers respekt for deres isra­el­ske kol­le­ga­er bli­ver, iføl­ge Ostro­v­sky, ikke gen­gældt:

Mos­sad nærer en sådan foragt for deres dan­ske mod­styk­ker, at de omta­ler dem som “fert­sa­lach”, de hebra­i­ske udtryk for et min­dre udbrud af gas, en fjært – de for­tæl­ler Mos­sad alt, hvad de fore­ta­ger sig.” (Sider­ne 231–232).

Til gen­gæld for deres ser­vi­li­tet, får dan­sker­ne vær­di­fuld “træ­ning” af isra­e­ler­ne.

Engang hvert tred­je år, tager dan­ske efter­ret­nings­of­fi­ce­rer til Israel på et semi­nar, der ledes af Mos­sad … det ska­ber nyt­ti­ge kon­tak­ter for Mos­sad “mens det cemen­te­rer opfat­tel­sen af, at ingen orga­ni­sa­tion hånd­te­rer spørgs­må­let om ter­r­o­ris­me bed­re end de gør [Mos­sad].”

Med den vok­sen­de erken­del­se af USA’s neder­lag i Irak og ver­dens mod­stand mod et mas­sivt “fore­byg­gen­de mili­tært angreb” eller øko­no­misk og diplo­ma­tisk emb­ar­go af Iran, hvil­ket kun­ne sen­de pri­sen pr. tøn­de olie op over 100 dol­lars, var det nød­ven­digt for Israel at ryste posen med krigs­på­fund. Det giver god mening, hvis en kampag­ne, der sig­te­de mod at ska­be en stem­ning pro et ret­fær­digt angreb mod lan­de som Iran og Syrien (Isra­els højest pri­o­ri­te­re­de fjen­der for tiden), vil­le udgå fra en af Isra­els var­me­ste euro­pæ­i­ske alli­e­re­de i inva­sio­nen og destruk­tio­nen af Irak og Afg­ha­ni­stan og hvis natio­na­le efter­ret­nings­væ­sen (så kær­ligt omtalt som “fjær­ten”) vil­le være ivri­ge efter at tje­ne Isra­els inter­es­ser.

Flemming Rose: Journalist med et kald

Når vi ken­der til Mos­sads lang­va­ri­ge ind­træn­gen i de dan­ske efter­ret­ning­s­tje­ne­ster og deres tæt­te arbejds­re­la­tio­ner med høj­re­flø­jens medi­er, er det ikke over­ra­sken­de, at en ukrainsk jøde, der ope­re­rer under nav­net “Flem­m­ing Rose” med tæt­te arbejds­re­la­tio­ner til den isra­el­ske rege­ring (og spe­ci­elt det ekstremt høj­re­o­ri­en­te­re­de Likud-regi­me) vil­le bli­ve gjort til cen­trum for kon­tro­ver­sen om Muham­med-teg­nin­ger­ne. Roses bånd til den isra­el­ske stat går for­ud for det vel­kend­te prom­ove­ren­de “inter­view” med Dani­el Pipes (i 2004), den­ne noto­risk ara­ber­ha­den­de, zio­ni­sti­ske ide­o­log. Inden Rose blev pla­ce­ret som leden­de kul­tur­re­dak­tør for et før­en­de høj­re-dag­blad, var Rose fra 1990 til 1995 kor­re­spon­dent i Moskva og over­sat­te til dansk en selv­prom­ove­ren­de auto­bi­o­gra­fi af Boris Yelt­sin, gud­barn af de pro-isra­el­ske, post-kom­mu­ni­sti­ske rus­si­ske*** oligar­ker, hvoraf de fle­ste hav­de dob­belt stats­bor­ger­skab og sam­ar­bej­de­de med Mos­sad i hvid­va­sk­nin­gen af ille­ga­le mil­li­ard­for­mu­er. Mel­lem 1996 og 1999 arbej­de­de Rose, jour­na­li­sten, inden for Was­hin­g­ton-kred­sen (rej­ste bl.a. med Clin­ton til Kina), inden han retur­ne­re­de til Moskva som kor­re­spon­dent for Jyl­lands-Posten fra 1999 til 2004. I 2005 blev han kul­tur­re­dak­tør, til trods for begræn­set eller ingen viden på områ­det og hen over hove­d­et på andre dan­ske jour­na­li­ster i sta­ben. Fra sin nye posi­tion hav­de Rose en solid plat­form for at inci­te­re og spil­le på de vok­sen­de mod­sæt­nin­ger mel­lem oprin­de­li­ge dan­ske­re og ind­van­dre­re fra Mellem­østen, især prak­ti­se­ren­de mus­li­mer. Under kon­cept af “inter­view” publi­ce­re­de han Pipes viru­len­te anti-isla­mi­ske tor­den­tale, sand­syn­lig­vis som en prø­ve­bal­lon inden han fort­sat­te til næste niveau i den­ne Mos­sads stra­te­gi til pola­ri­se­ring af par­ter­ne i en kon­fron­ta­tion mel­lem øst og vest.

Den politiske kontekst for at agere

Der fin­des en bety­de­lig mæng­de indi­ci­er for, at angre­bet på Irak i vid udstræk­ning var resul­ta­tet af en kampag­ne af mas­siv des­in­for­ma­tion fore­stå­et af civi­le mili­ta­ri­ster i Pen­ta­gon og US-zio­ni­ster inden- og uden for Pen­ta­gon og i det civi­le sam­fund, koor­di­ne­ret med den isra­el­ske stat, der ønske­de Irak uds­let­tet som en funk­tio­nel nation. Der er ikke bevi­ser for, at stør­re ame­ri­kan­ske olie­sel­ska­ber lag­de pres på Kon­gres­sen, til­skyn­de­de kri­gen i Irak eller prom­ove­rer den igang­væ­ren­de kon­fron­ta­tion med Iran. Der er tvær­ti­mod man­ge indi­ka­tio­ner for, at bran­chen er stærkt bekym­ret over de muli­ge tab, den kan lide, som resul­ta­tet af et isra­elsk angreb på Iran. Zio­ni­ster­ne hav­de held med deres agen­da i Irak: etab­le­rin­gen af et bro­ho­ved i den nord­li­ge kur­di­ske enkla­ve (Kur­di­stan) og sik­ring af akti­ver i det “nye” regi­me via Cha­la­bi og andre.

[Redak­tio­nel kom­men­tar: Ahmed Abdel Hadi Cha­la­bi (f. 1944 i Irak), irakisk poli­ti­ker og Iraks sted­fortræ­den­de pre­mi­er­mi­ni­ster fra april 2005 til maj 2006, uddan­net i USA og favo­ri­se­ret af lan­dets besæt­tel­ses­mag­ter.]

De leden­de jødi­ske orga­ni­sa­tio­ner opru­ste­de for at imø­de­gå enhver kri­tik af de zio­ni­sti­ske poli­tik-mage­re, for­ud­si­ge­ligt ved at kal­de mod­stan­den anti­se­mi­tisk. Alli­ge­vel, med tiden, har FBI’s under­sø­gel­ser, rap­por­ter fra CIA og rets­li­ge til­ta­ler peger på, at isra­el­ske ope­ra­tio­ner var udslags­gi­ven­de, og vores hjem­li­ge kol­la­bo­ra­tø­rer var Isra­els spio­ner. Når Israel har for­del af Bush-Blair-inva­sio­nen i Irak, kan det sam­me ikke påstås for USA. Mens tab­stal­le­ne skal reg­nes i tusin­der, og pri­sen for kri­gen sti­ger med raket­fart til hund­re­der af mil­li­ar­der af dol­lars, begynd­te mod­stan­den mod kri­gen at vok­se.

Isra­els stra­te­gi­ske pla­ner om at udvi­de ame­ri­kan­ske mili­tæ­re ope­ra­tio­ner til Iran og Syrien mød­te sti­gen­de udfor­drin­ger fra kræf­ter i det ame­ri­kan­ske mili­tær og i offent­lig­he­den og end­da fra dele af mas­se­me­di­er­ne. Mos­sads folk i New York Times, Wall Stre­et Jour­nal og andre ste­der var nødt til at gri­be til luf­ti­ge indslag om Irans ikke-eksi­ste­ren­de trus­sel med nuk­lea­re våben, lige efter at et til­sva­ren­de kom­plot mod Irak var ble­vet udstil­let som en total fabri­ka­tion. En anden type pro­pa­gan­da var nød­ven­dig for at brin­ge kri­ti­ke­re af kri­gen til tavs­hed og øge fjendt­lig­he­den mod den arabiske/islamiske ver­den i almin­de­lig­hed og mod Iran i sær­de­les­hed.
På det tids­punkt kom Mos­sads Flem­m­ing Rose-ope­ra­tion ind i bil­le­det. De ned­la­den­de teg­nin­ger ret­tet mod den isla­mi­ske ver­den blev publi­ce­ret i Danmark i sep­tem­ber 2005, mens Israel og US-zio­ni­ster opska­le­re­de deres krigs­pro­pa­gan­da mod Iran. Den umid­del­ba­re reak­tion fra de isla­mi­ske lan­de var imid­ler­tid begræn­set. Histo­ri­en blev ikke taget op i Inter­na­tio­nal Her­ald Jour­nal før sent i decem­ber 2005. Tid­ligt i janu­ar 2006 akti­ve­re­de isra­el­ske “katsas” (hebra­isk for førings- elle sagsof­fi­cer) deres say­anim (fri­vil­li­ge kol­la­bo­ra­tø­rer uden for Israel) i hele Vesten og Øst­eu­ro­pa ved at opfor­dre dem til at genud­sen­de teg­nin­ger­ne på sam­me tids­punkt omkring 1. febru­ar 2006. En af dis­se say­anim-ope­ra­tio­ner kun­ne være Fran­ce Soirs che­fre­dak­tør Arnaud Levis og leden­de redak­tør Ser­ge Fau­berts beslut­ning om også at publi­ce­re teg­nin­ger­ne. Avi­sens fransk-egyp­ti­ske ejer fyre­de ret promp­te avi­sens admi­ni­stre­ren­de redak­tør, Jacques Lefranc, som iføl­ge et inter­view med CNN, først hav­de mod­sat sig udgi­vel­sen. Men der ske­te ikke Levy og Fau­bert noget.

En nid­kær kampag­ne blev iværk­sat i prak­tisk taget alle pro-vest­li­ge mas­se­me­di­er med for­døm­mel­ser af de før­ste og rela­tivt mode­ra­te isla­mi­ske pro­te­ster, der hav­de lydt mel­lem sep­tem­ber og decem­ber 2005, og det­te frem­pro­vo­ke­re­de den efter­føl­gen­de mas­si­ve optrap­ning, utvivl­s­omt hjul­pet af for­dæk­te Mos­sad-ope­ra­tio­ner i de ara­bi­ske befolk­nin­ger. Mos­sads “fjær­ten” (PET), den dan­ske efter­ret­ning­s­tje­ne­ste, skub­be­de til det hæl­den­de læs ved at råde den høj­re­o­ri­en­te­re­de stats­mi­ni­ster Anders Fogh Ras­mus­sen til ikke at vige, ved at næg­te at give den und­skyld­ning, som de pro-vest­li­ge ara­bi­ske rege­rin­ger bad om, og end­da næg­te at imø­de­kom­me en opfor­dring til at mødes med de mus­lim­ske lan­des diplo­ma­ter i Danmark for at dis­ku­te­re “situ­a­tio­nen”.

[Redak­tio­nel kom­men­tar: Vi opfat­ter Anders Fogh Ras­mus­sen, den nuvæ­ren­de gene­ral­se­kre­tær for Nato, som hjem­me­hø­ren­de i kred­sen af neokon­ser­va­ti­ve til­hæn­ge­re af “krig mod ter­ror”. Det er vores håb, at han for­bli­ver eksil-dan­sker og for­sø­ger at und­gå at ska­de Danmark yder­li­ge­re.]

Flem­m­ing Rose (Mos­sad) for­søg­te sig med end­nu et udspil i bestræ­bel­ser­ne på yder­li­ge­re at for­stær­ke spæn­din­gen mel­lem øst og vest. Han til­bød offi­ci­elt at vil­le publi­ce­re enhver Iransk teg­ning, der vil­le gøre nar ad jøder­nes Holo­caust, i “sin” avis.

[Redak­tio­nel kom­men­tar: Det­te til­bud, har vi for­stå­et, var en føl­ge af, at kri­ti­ke­re af Flem­m­ing Roses teg­nin­ger hav­de spurgt ham, om Jyl­lands-Posten i til­sva­ren­de grad slut­te­de op om ytrings­fri­he­den, hvis nogen (ikke blot ira­ne­re) vil­le leve­re sati­ri­ske teg­nin­ger om jøder­nes Holo­caust. Der­til skul­le han først have givet sit til­sagn, da det offi­ci­el­le for­mål med hans “egen” kampag­ne ikke umid­del­bart til­lod ham andet. Det til­sagn kom ikke til at hol­de.]

Che­fre­dak­tø­ren på Jyl­lands-Posten, der åben­bart med en vis for­sin­kel­se gen­nem­sku­e­de Flem­m­ing Roses skjul­te agen­da [eller lod omver­de­nen få den opfat­tel­se] veto­e­de det­te til­bud og bad Rose tage orlov. Rose tog til Mia­mi, ikke til Tel Aviv – hvor hans til­ste­de­væ­rel­se kun­ne ska­be mistan­ke om ægt­he­den af hans kor­stog mod “selv­cen­sur”. I Mia­mi vil han uden tvivl nyde beskyt­tel­se fra de loka­le say­anim, træ­net og væb­net til “selv­for­svar” af tru­e­de zio­ni­ster.

Sayanim – beskyttere af vestlig civilisation

Say­anim (afledt af “at hjæl­pe”) er iføl­ge Victor Ostro­v­sky et ver­den­s­oms­pæn­den­de net­værk af jøder i stra­te­gi­ske eller blot nyt­ti­ge posi­tio­ner (ejen­doms­hand­le­re, mas­se­me­di­er, finans­folk, bil­sæl­ge­re, osv.) som har ind­vil­get i at være behjæl­pe­li­ge med Isra­els Mos­sad-akti­vi­te­ter inden for deres opholdsland. Det­te say­anim-offer til Israel til­skri­ves deres del­te loy­a­li­tet. Loy­a­li­te­ten til Israel gæl­der over­ord­net og er sjæl­dent i opholdslan­dets inter­es­se. Iføl­ge Gor­don Tho­mas’ og Mar­tin Dil­lons detal­je­re­de bio­gra­fi Robert Maxwell, Israel’s Super­s­py (Car­rol and Graf Publis­hers, 2002), var ind­be­gre­bet af en ame­ri­kansk medi­e­mogul Robert Maxwell super-say­anim, der yde­de tje­ne­ster som skjul, kon­tor­plads, poli­ti­ske for­bin­del­ser og hvid­va­sk­ning af pen­ge, og plan­te­de histo­ri­er i sine avi­ser for at tje­ne Israel på Mos­sads bud. Jonat­han Pol­lard, en af den ame­ri­kan­ske flå­des ana­ly­ti­ke­re, der blev afslø­ret og fængs­let for spio­na­ge, er en anden typisk say­anim. Dis­se “hjæl­pe­res” akti­vi­te­ter ran­ge­rer mel­lem det spek­taku­læ­re og det mon­dæ­ne, og iføl­ge Victor Ostro­v­sky, i hans selv­bi­o­gra­fi fra 1990, By Way of Decep­tion, repræ­sen­te­rer say­anim en pul­je på tusin­der af akti­ve og hvi­len­de enkelt­per­so­ner, som af sim­pel loy­a­li­tet er vil­li­ge til at leve­re deres tje­ne­ster for “Israel-sagen”, sådan som dis­se tje­ne­ster måt­te bli­ve defi­ne­ret i en øje­blik­ke­lig Mos­sad-ope­ra­tion. Kynis­men i det­te arran­ge­ment er til at få øje på: Det bety­der min­dre for Mos­sad, hvis en ope­ra­tion som fx Flem­m­ing Roses sæt­ter natio­na­le eller øko­no­mi­ske inter­es­ser på spil i hjæl­pe­rens opholdsland, eller kan ska­de øvri­ge eksil-jøde­rs omdøm­me, hvis den afslø­res. Mos­sads stan­dards­var vil være: “Hvad er det vær­ste, der kun­ne over­gå dis­se jøder – at de alle kom til Israel? Fint.” Den­ne kynis­me har natur­lig­vis haft føl­ger for de jøder, der har afvist at lade sig rek­rut­te­re som Mos­sad-hjæl­pe­re i deres opholdsland.

Mossads krigspropaganda og “Muhammed-konflikten”

Isra­el­ske lede­re udtryk­te deres mod­vil­je mod Bush-admi­ni­stra­tio­nens diplo­ma­ti­ske bestræ­bel­ser på at enga­ge­re de euro­pæ­i­ske strids­kræf­ter i Iran-for­hand­lin­ger­ne. Uden vide­re iværk­sat­te leden­de zio­ni­sti­ske og jødi­ske orga­ni­sa­tio­ner i USA (AIPAC, sty­rel­ser for stør­re jødi­ske orga­ni­sa­tio­ner, ADL og andre) en ved­hol­den­de natio­nal kampag­ne for at mobi­li­se­re Kon­gres­sen og egne “ven­ner” inden for den­ne eks­klu­si­ve kreds i spørgs­må­let om øje­blik­ke­li­ge øko­no­mi­ske sank­tio­ner eller mili­tæ­re skridt mod Iran. Selv om Bush-admi­ni­stra­tio­nen ikke var uenig, mang­le­de den støt­te i USA og blandt sine euro­pæ­i­ske alli­e­re­de og dis­ses natio­na­le væl­ge­re. Mos­sads poli­tik var at fabri­ke­re et påskud for at pola­ri­se­re befolk­nin­ger­ne i Mellem­østen (m.v.) og i Vesten, hvil­ket vil­le eska­le­re spæn­din­ger­ne og dæmo­ni­se­re den isla­mi­ske mod­stan­der, mens den opfyld­te Isra­els egen præten­tion om over­her­re­døm­me. Roses teg­nin­ger tjen­te per­fekt det­te for­mål. Emnet kun­ne præ­sen­te­res som et spørgs­mål om ytrings­fri­hed, en kon­flikt på “vær­di­er” og ikke “inter­es­ser” mel­lem det “demo­kra­ti­ske Vesten” og de “tota­li­tæ­re” og fun­da­men­ta­li­sti­ske isla­mi­ster (som karak­te­ri­stik­ken lyder fra Dani­el Pipes og Flem­m­ing Rose). Intet kun­ne være mere hyk­le­risk. Rose hav­de bestilt og udvalgt kari­ka­tu­rer­ne mod Islam, selv om hans avis i en tid­li­ge­re sam­men­hæng hav­de næg­tet at brin­ge til­sva­ren­de kari­ka­tu­rer af Jesus Kristus. Bil­le­det af Rose som en “kul­tu­rens bil­led­stormer” arbej­den­de for en høj­re-avis, hvis dag­li­ge beskæf­ti­gel­se var at præ­sen­te­re nega­ti­ve nyhe­der om isla­mi­ske ind­van­dre­re fra Mellem­østen, mens zio­ni­sti­ske ekstre­mi­ster blev posi­tivt frem­hæ­vet i andre histo­ri­er – er først og sidst: utro­vær­digt. Men Flem­m­ing Rose er ble­vet besmyk­ket med det­te ima­ge af alle stør­re medi­er. Det var Rose, der “ini­ti­e­re­de” de inter­na­tio­na­le spæn­din­ger, men det var hans libe­ra­le og neokon­ser­va­ti­ve kol­le­ga­er og kam­me­ra­ter­ne i og uden for Mos­sad, der spred­te kend­ska­bet til hans over­greb og påkald­te den ara­bi­ske og isla­mi­ske ver­dens har­me.

Muham­med-teg­nin­ger­ne, de efter­føl­gen­de for­nær­mel­ser og bag­va­skel­ser af de isla­mi­ske pro­teste­ren­de og deres seku­læ­re alli­e­re­de i Afri­ka, Mellem­østen, Asi­en og Euro­pa frem­pro­vo­ke­re­de til sidst – først over­ve­jen­de fre­de­li­ge – men sene­re vol­de­li­ge pro­te­ster, fra mil­li­o­ner af men­ne­sker. Bil­le­der af demon­stra­tio­ner med vol­de­li­ge pro­teste­ren­de blev frem­hæ­vet i de vest­li­ge mas­se­me­di­er og frem­brag­te til over­mål den til­sig­te­de mistro og frygt over for mus­lim­ske lan­de og deres mino­ri­te­ter i Euro­pa. Isla­mo­fo­bi­en hav­de momen­tum. De zio­ni­sti­ske pro­pa­gan­da­ma­ge­re i Euro­pa og USA sam­men­kæ­de­de for­sva­ret af “ytrings­fri­he­den” med isra­elsk “sikkerheds“politik.
Mens Vesten ret­te­de sin vre­de mod de isla­mi­ske pro­teste­ren­de, blo­ke­re­de Israel Gaza, og USA og Euro­pa afbrød al hjælp til palæsti­nen­ser­ne og tru­e­de der­med befolk­nin­ger­ne med hunger­s­nød, for­di de brug­te deres demo­kra­ti­ske ret til selv at væl­ge deres lede­re! Flem­m­ing Roses para­de­num­mer i ytrings­fri­he­dens navn genop­li­ve­de den miskre­di­te­re­de zionistiske/neokonservative dok­trin om “Clash of Civi­liza­tions”. I det­te spil om at frem­me euro­pæ­isk isla­mo­fo­bi og skær­pe over­følsom­he­den hos prak­ti­se­ren­de mus­li­mer og ara­bi­ske natio­na­li­ster over for Vestens for­nær­mel­ser er det sand­syn­ligt, at de isra­el­ske eks­per­ter i psy­ko-krigs­fø­rel­se udsøg­te sig “ytrings­fri­he­den” som den ide­el­le deto­na­tor til udløs­ning af kon­flik­ten.

Den demo­kra­ti­ske valgsejr for Hamas – af Israel stemp­let som en ter­r­or­be­væ­gel­se – acce­le­re­re­de isra­el­ske bestræ­bel­ser på at over­be­vi­se vest­li­ge rege­rin­ger om, at dis­se måt­te insi­ste­re på, at de mus­lim­ske lan­de enten brag­te de “irra­tio­nel­le isla­mi­ske mas­ser” under kon­trol eller måt­te for­be­re­de sig på, at Vesten vil­le begræn­se sin hjælp eller helt indstil­le den. (Den omstæn­dig­hed, at der ikke blev sat vol­de­ligt ind mod demon­stra­tio­ner­ne, blev i medi­er­ne præ­sen­te­ret som offi­ci­el bil­li­gel­se eller til­skyn­del­se.) De leden­de zio­ni­stor­ga­ni­sa­tio­ner i USA var i stand til at påvir­ke uden­rigs­mi­ni­ster Rice, så hun gav Iran og Syrien skyl­den for at ophid­se til de ver­den­s­oms­pæn­den­de demon­stra­tio­ner, der fore­gik fra Gaza til Filip­pi­ner­ne. Den isra­el­ske stra­te­gi var at bru­ge euro­pæ­isk vre­de til at svæk­ke mod­stan­den mod et mili­tært angreb eller øko­no­mi­ske sank­tio­ner mod Iran eller Syrien.

Langt videre end blasfemi

Mens de fle­ste etab­le­re­de ana­ly­ser har foku­se­ret på Muham­med-teg­nin­ger­ne som kil­den og målet for den mas­si­ve glo­ba­le demon­stra­tion, var teg­nin­ger­ne højst den umid­del­ba­re ini­ti­a­tor for en hel serie af igang­væ­ren­de begi­ven­he­der af langt stør­re poli­tisk betyd­ning. Fra “lær og ær”-tæppebombningen af Irak til mas­se­tor­tu­ren og den ruti­ne­mæs­si­ge ydmy­gel­se i okku­pe­re­de lan­de, fra den tota­le uds­let­tel­se af Fal­lujah (et eksem­pel sta­tu­e­ret af ame­ri­ka­ner­ne som Guer­ni­ca af nazi­ster­ne****) til Isra­els hær­gen af Jenin og Palæstina, fra dag­li­ge mord på palæsti­nen­se­re, udført af isra­el­ske besæt­te­re, til kræn­kel­se ved til­s­m­uds­ning af Kor­a­nen på Guan­ta­na­mo – med alt det­te har Israel, USA og Euro­pa vil­let demon­stre­re, at ingen mus­lim­sk per­son kan føle sig sik­ker noget sted – ikke i deres sko­ler, hjem, kon­to­rer, mar­ker, fabrik­ker eller moske­er – og at intet er hel­ligt.

Grun­de­ne til, at mil­li­o­ner demon­stre­rer mod en kari­ka­tur af Muham­med, udgi­vet af et ube­ty­de­ligt Skan­di­na­visk høj­re­o­ri­en­te­ret blad, er, at det­te var drå­ben, der fik bæge­ret til at fly­de over – kul­mi­na­tio­nen – i en serie af for­sæt­li­ge kræn­kel­ser af fun­da­men­tale soci­a­le og poli­ti­ske prin­cip­per for en mus­lim, en ara­ber, for kolo­ni­se­re­de befolk­nin­ger. Mens vest­li­ge medi­er ude­luk­ken­de har foku­se­ret på demon­stra­tio­ner­nes reli­gi­øse ind­hold, har næsten ethvert af de lan­de, hvor mas­si­ve og ved­hol­den­de demon­stra­tio­ner har fun­det sted, mødt kra­vet om at mod­stå vest­lig inter­ven­tion, dens omfat­ten­de udplyn­dring af råstof­fer og/eller fjer­nel­sen af bor­ger­li­ge ret­tig­he­der: lan­de er ble­vet inva­de­ret, hjem, sko­ler, hospi­ta­ler, sund­heds­sy­ste­mer og rent vand er ble­vet øde­lagt, land­brug og natur­li­ge res­sour­cer er røvet, muse­er, bibli­o­te­ker og arkæ­o­lo­gi­ske vær­di­er plyn­dret og moske­er van­hel­li­get. De giv­ne betin­gel­ser for en mate­ri­el til­væ­rel­se i dis­se ara­bi­ske eller mus­lim­ske lan­de har med­ført et vest­ligt infer­no for alle (såvel seku­læ­re som reli­gi­øst prak­ti­se­ren­de). På nuvæ­ren­de tids­punkt er deres mest mar­kan­te histo­ri­ske og spi­ri­tu­el­le hol­de­punkt, pro­fe­ten Muham­med – den mest agte­de reli­gi­øse skik­kel­se – repe­te­ren­de ble­vet ned­gjort af straf-immu­ne arro­gan­te impe­ri­a­li­ster og deres tje­nen­de medi­er, hjul­pet og til­skyn­det af den isra­el­ske stat og dens over­søi­ske say­anim-kol­la­bo­ra­tø­rer. Det er kynisk at fore­slå at prak­ti­se­ren­de mus­li­mer jo bare kan van­hel­li­ge Jesus-figu­ren straf­frit, når også det­te er for­budt i Kor­a­nen.

Som isra­el­ske stra­te­ger udmær­ket vid­ste på for­hånd, fore­gik bag­va­skel­sen af Islam ikke i et poli­tisk vaku­um. De fysi­ske betin­gel­ser for en isla­misk-ara­bi­sk opstand var moden: Hamas hav­de vun­det det palæsti­nen­si­ske valg over­be­vi­sen­de, USA’s mili­tær hav­de ind­set, at de var ved at tabe kri­gen i Irak, og Iran næg­te­de at kapi­tu­le­re. Bush miste­de fol­ke­lig støt­te til igang­væ­ren­de og frem­ti­di­ge kri­ge i Mellem­østen, AIPAC, Isra­els pri­mæ­re poli­ti­ske instru­ment for ind­fly­del­se på USA’s poli­tik, var under efter­forsk­ning for kri­mi­na­li­tet … Isra­els stra­te­gi for at lade USA udkæm­pe sine kri­ge var ved at give bag­slag. Der var god anled­ning til at genop­li­ve de magt­po­li­ti­ske spæn­din­ger, som Israel hav­de udnyt­tet efter den 11. sep­tem­ber 2001 til egen for­del: der­for Flem­m­ing Roses pro­vo­ka­tion, der­for den koor­di­ne­re­de man­gedob­ling af over­træ­del­sen, der­for hyk­le­ri­et om ytrings­fri­hed fra vest­li­ge say­anim, libe­ra­le og neokon­ser­va­ti­ve ide­o­lo­ger, der­for den for­ud­si­ge­li­ge eks­plo­sion af pro­te­ster, der­for “gen­ska­bel­sen” af Mel­le­møst­kri­sen … og frem­gan­gen for den isra­el­ske dags­or­den.

Det er klart, at den igang­væ­ren­de kon­fron­ta­tion hand­ler om andet og mere end reli­gion og ytrings­fri­hed, sat i gang af en for­fejl­et kul­tur­re­dak­tør med støt­te fra “fjær­ter­ne” i en infil­tre­ret dansk efter­ret­ning­s­tje­ne­ste. Sagen hand­ler om den over­lag­te ste­reo­ty­pi­se­ring af ara­bi­ske, isla­mi­ske og tred­je lan­des befolk­nin­ger i den hen­sigt at fast­hol­de og uddy­be deres under­tryk­kel­se, udnyt­tel­se og deklas­se­ring. De mest udbred­te, pro­duk­ti­ve og ind­fly­del­ses­ri­ge kil­der til ska­bel­sen af raci­sti­ske ste­reo­ty­per for den ara­bi­ske befolk­ning er Israel og dets over­søi­ske aka­de­mi­er (især i USA og Euro­pa), terror“eksperter”, psy­ko­lo­ger og man­ge kend­te uni­ver­si­te­ter og deres tæn­ket­an­ke, leve­ran­dø­rer af den “psy­ko­lo­gi­ske pro­fil” som grund­lag for tor­tur, ydmy­gel­se og under­tryk­kel­se af de mil­li­o­ner, der kæm­per for selv­be­stem­mel­se i for­hold til kolo­ni­al og impe­ri­a­li­stisk domi­nans.

End­nu en gang er det lyk­ke­des for Israel og ikke mindst dets over­søi­ske agen­ter at sæt­te eks­pan­si­ve og mili­tæ­re inter­es­ser over hen­sy­net til befolk­nin­ger­ne i USA og Euro­pa. “Er det til for­del for jøder­ne?” Det­te kri­te­ri­um, der er defi­ne­ret af den isra­el­ske stat, har ført dem ind på en blind vej med omfat­ten­de kon­fron­ta­tio­ner og vok­sen­de fjendt­lig­hed mel­lem arabiske/muslimske befolk­nin­ger og vest­li­ge regi­mer. Men hvad der en over­gang kun­ne se loven­de ud for den­ne ver­dens “Roser” katsas og vil­li­ge say­anim i at frem­pro­vo­ke­re kon­fron­ta­tio­ner kan kom­me til at give bag­slag: Opstan­den kan kom­me til at gå vide­re end til pro­te­ster mod bag­va­skel­se og kan bli­ve ret­tet mod magt­ba­ser­ne, inklu­si­ve de ara­bi­ske og mus­lim­ske frem­med­kon­su­ler og kol­la­bo­ra­tø­rer, der støt­ter de ame­ri­kan­ske og euro­pæ­i­ske poli­ti­ske og øko­no­mi­ske kræf­ter. Selv om Mos­sad er en yderst dre­ven orga­ni­sa­tion, når det hand­ler om at infil­tre­re og pro­vo­ke­re under­tryk­te grup­per, har tje­ne­sten helt usæd­van­ligt være ude af stand til at kon­trol­le­re og ind­dæm­me de sene­ste oprør, hvil­ket illu­stre­res af både den nyli­ge sejr for Hamas og for­ø­gel­sen af den iraki­ske mod­stand.
Den næste kon­tro­ver­si­el­le kari­ka­tur kan bli­ve af Moses, der leder sit folk ud i ørke­nen.

Epilog

I ly af den Mos­sad-udvik­le­de kon­flikt “ytrings­fri­hed ver­sus blas­fe­mi” mel­lem Vesten og de isla­mi­ske fol­keslag, der kon­stant for­vær­res, fort­sæt­ter Israel med at prak­ti­se­re sit tota­li­tæ­re her­re­døm­me over 4 mil­li­o­ner palæsti­nen­se­re, som de med for­sæt for­sø­ger at udsu­l­te til at opgi­ve deres demo­kra­ti­ske fri­heds­ret­tig­he­der. “Med for­sæt” er den præ­ci­se for­mu­le­ring, som Gideon Levy, stjer­ne­rap­por­ter for det isra­el­ske dag­blad Haa­retz (19. febru­ar 2006) refe­re­re­de Dov Wei­ssglas for at bru­ge (han er råd­gi­ver for den isra­el­ske pre­mi­er­mi­ni­ster), da han spø­ge­fuldt udtal­te sig til leden­de isra­e­le­re: “Den er som en afta­le med en diætist (den øko­no­mi­ske blo­ka­de, som kan inde­bæ­re afsavn af elek­tri­ci­tet og vand, såvel som føde). Palæsti­nen­ser­ne vil bli­ve meget tyn­de­re, men de vil ikke dø.” De isra­el­ske lede­re “vred sig i lat­ter”.
Gideon Levy frem­hæ­ver, at “mere end halv­de­len af alle palæsti­nen­se­re alle­re­de lever i fat­tig­dom … sid­ste år hav­de 37% van­ske­ligt ved at skaf­fe føde … 54% af dem, der ophol­der sig i Gaza må skæ­re ned på mæng­den af mad … bør­ne­dø­de­lig­he­den er ste­get med 15% … arbejds­løs­he­den er nået op på 28%”.

Plan­lagt, udde­bat­te­ret mas­seudsu­lt­ning af en ghet­tois­e­ret befolk­ning – i henka­stet spø­ge­fuld­hed omtalt af dens bød­ler som “besø­gen­de hos diæti­sten” er en gen­ta­gel­se af jøder­nes inter­ne histo­rie om nazi­stisk magt­mis­brug mod den jødi­ske ghet­to i Warszawa. Isra­els mulig­hed for at væl­ge og imple­men­te­re den­ne udsu­lt­nings-poli­tik er i høj grad ble­vet mulig­gjort gen­nem den vild­led­ning, som Mos­sads Flem­m­ing Rose sat­te i sce­ne i Vest­eu­ro­pa. “Kul­tu­rel” kon­flikt i fol­ke­mor­dets tje­ne­ste kan ikke pas­se­re som et smart påfund, der begræn­ser sig til at kræn­ke isla­mi­ske følel­ser. Føl­ger­ne er en for­bry­del­se mod men­ne­ske­he­den.

Kil­de: Rebe­lión

Redaktionel kommentar

Da den mus­lim­ske ver­den i 2005-06 rea­ge­re­de på Muham­med-teg­nin­ger­ne med afbræn­ding af dan­ske flag og pøbel­ag­ti­ge angreb på dan­ske og schweizi­ske ambas­sa­der (deres flag blev for­veks­let med Dan­ne­brog) var jeg selv, og sik­kert den over­ve­jen­de del af Dan­marks medi­esla­ver, helt over­be­vist om, at ærli­ge dan­ske jour­na­li­ster på Jyl­lands-Posten stod bag et beret­ti­get for­søg på at hæv­de ytrings­fri­he­den på Vestens veg­ne. Det er min ufravi­ge­li­ge mening, at enhver ytring skal være til­ladt offent­ligt, så læn­ge den ikke kræn­ker nogen for kræn­kel­sens skyld. Den regel for­syn­de­de Flem­m­ing Rose sig imod, for ingen dan­sker hav­de før eller siden den rin­ge­ste anled­ning til at lat­ter­lig­gø­re mus­li­mer­nes ynd­lings­pro­fet. Jeg er bestemt for­ta­ler for, at ingen reli­gion skal være så hel­lig, at den ikke kan kri­ti­se­res. Histo­ri­en har vist, at ver­dens mest frem­træ­den­de reli­gio­ner mere eller min­dre er poli­ti­ske bevæ­gel­ser, og det er nød­ven­digt at kun­ne kri­ti­se­re rabi­a­te aflæg­ge­re som isla­mis­me og zio­nis­me, når det er nød­ven­digt. Lat­ter­lig­gø­rel­sen af Muham­med var ikke nød­ven­dig for dan­sker­ne, og den var ikke ønsket af dan­sker­ne. Hav­de selv­cen­sur i rela­tion til Islam været et reelt pro­blem i Danmark, kun­ne JP have igang­s­at en sober debat, men en sådan var lige­gyl­dig for mæn­de­ne bag Muham­med-teg­nin­ger­ne. I dag gæl­der det sta­dig, at selv­cen­su­ren i for­hold til jøder­nes Holo­caust er en udbredt prak­sis overalt, og guder­ne skal vide, at andre end vi kri­ti­ske histo­rie-revi­sio­ni­ster bur­de fin­de det for­hold ejen­dom­me­ligt. Jøder­ne Holo­caust er bevi­se­ligt et illu­sions­num­mer. Der­for er der så meget mere grund til at kaste det åg af sig. Men det sker ikke, og hvor­for det ikke sker, frem­går igen og igen af vores artik­ler.

Det er vig­tigt at slå fast, at O​-​D​-​I​-​N​.org hver­ken bil­li­ger den isla­mi­ske eller jødi­ske ind­van­dring eller til­ste­de­væ­rel­se i Danmark, eller i øvrigt nogen anden ind­van­dring fra kul­tur­frem­me­de områ­der. Mus­li­mer og jøder repræ­sen­te­rer ide­o­lo­gi­er, der ikke hører hjem­me i vest­lig eller nor­disk kul­tur. En mere eller min­dre tvun­gen sam­men­blan­ding har altid kun skabt ufred og pola­ri­se­ring. Men ufre­de­lig­he­den har aldrig været så syn­lig som nu. Den udvik­les i Danmark anno 2013 pri­mært af magt­ful­de jøder og zio­ni­ster og til­sva­ren­de mili­ta­ri­sti­ske mus­li­mer, dog – i betragt­ning af de uaf­brud­te pro­vo­ka­tio­ner fra de alt­do­mi­ne­ren­de jødi­ske medi­er – bemær­kel­ses­vær­digt afdæm­pet fra den isla­mi­ske side.
Det gode ved vores fæl­les ver­den er, at hvis vi alle respek­te­rer og vær­ner om mang­fol­dig­he­den af kul­tu­rer, etni­ske for­skel­le og sær­præg, og nøjes med at udvik­le kul­tu­rer­ne i de områ­der på klo­den, hvor de natur­ligt hører hjem­me, vil alle racer og etni­ske typer kun­ne leve i fred med hin­an­den på natur­lig afstand.
Det er udpræ­get menings­løst at for­nær­me ara­be­re eller den isla­mi­ske ver­den, for­di jøder­ne og deres zio­ni­ster her og i Israel for­sø­ger at ska­be mod­sæt­nin­ger, så de kan beri­ge sig ter­ri­to­ri­alt eller øko­no­misk i ly af tumul­ten. Men det er nemt at fat­te den dag­li­ge uvil­je mod kul­tur­frem­me­de ara­be­re og mus­li­mer, som jøder­ne har skaf­fet os skan­di­na­ver på hal­sen for at fre­mel­ske kon­flik­ter­ne.
Det er nød­ven­digt at tage mag­ten fra jøder­ne; ver­dens­hi­sto­ri­en er svan­ger af eksemp­ler på, at de altid vil mis­bru­ge den. Vi skal der­ef­ter repa­tri­e­re de ufor­li­ge­li­ge ind­van­dre­re, så vi alle kan leve fre­de­ligt, hvor vi hører hjem­me hver især. Østjø­de­r­ne skal opgi­ve at stjæ­le land fra palæsti­nen­ser­ne og flyt­te til­ba­ge til Kaukasus. De mel­le­møst­li­ge jøder må assi­mi­le­re sig, hvor de bor i vært­slan­de­ne og opgi­ve den gam­mel­te­sta­ment­li­ge uto­pi om “til­ba­ge­ven­den” og ellers, hvis det ikke er muligt, for­hand­le sig til et lan­d­om­rå­de, hvor det oprin­de­li­ge Judæa lå. “For­hand­le sig til”, ikke stjæ­le, true eller myr­de sig til. Områ­det “Israel” til­hø­rer palæsti­nen­ser­ne.

Et par år sene­re gik det op for mig, at den teo­ri, der kal­des “Civi­li­sa­tio­ner­nes sam­men­stød” Clash of Civi­liza­tions er jødisk tan­ke­gods, der beskri­ver muli­ge årsa­ger til kon­fron­ta­tion mel­lem ver­dens natio­ner efter afslut­nin­gen af Den kol­de krig i 1991. Teo­ri­en beskri­ver impli­cit et prin­cip for, hvor­dan jøder­ne opnår det til­stræb­te zio­ni­sti­ske ver­dens­her­re­døm­me ved at spil­le natio­ner­ne ud mod hin­an­den. Teo­ri­ens frem­tids­sce­na­ri­um opstår ikke af sig selv. For at brin­ge ver­dens befolk­nin­ger på kol­li­sions­kurs kræ­ves aktiv mani­pu­la­tion af de kræf­ter, der altid er i spil mel­lem fol­kesla­ge­ne, men som for det meste er ufar­li­ge. Vi har taget COC ind i O-D-I-N.org’s ord­bog. Begre­bet er nyt­tigt i beskri­vel­sen af jøder­nes plan­lag­te over­ta­gel­se af ver­den.
Alt det­te kom­mer let til at lyde som ver­dens­fjern dom­me­dags­snak. Intet af det, vi histo­ri­e­re­vi­sio­ni­ster leve­rer af ny erken­del­se, får nogen fair chan­ce i medi­er­ne og kom­mer ved en over­fla­disk under­sø­gel­se til at stå iso­le­ret, uvir­ke­ligt, kon­spira­to­risk usand­syn­ligt eller lige­frem far­ligt. Det er nok til at tage pip­pet fra de fle­ste. Den stør­ste fare for vores pro­jekt er, at alle stik­ker hove­d­et i busken og fra­be­der sig at bli­ve bed­re infor­me­ret. Der er bestemt man­ge nye begre­ber at sæt­te sig ind i. For eksem­pel betyd­nin­gen af for­kor­tel­sen NWO, der står for jøder­nes “New Wor­ld Order”, en ret sigen­de beteg­nel­se for det regi­me, der skal her­ske under jøder­nes ver­dens­re­ge­ring. Det­te regi­me vil efter gam­mel­te­sta­ment­li­ge for­ud­si­gel­ser få sæde i Jerus­a­lem (om alt går, som rab­bi­en præ­di­ker). De destruk­ti­ve sce­na­ri­er, der kun­ne bli­ve føl­gen af COC (“Civi­li­sa­tio­ner­nes sam­men­stød”), ind­træf­fer ikke nød­ven­dig­vis af sig selv, men kan og vil bli­ve frem­pro­vo­ke­ret af jøder­ne for at nå målet: en ende­lig afvik­ling af ver­dens frie natio­ner. Det­te er blot en af meto­der­ne til at opnå NWO.
Besid­der du som dan­sker den mind­ste sel­vop­hol­del­ses­drift, er du nødt til at sæt­te dig ind i dis­se begre­ber og den sam­le­de pro­blem­stil­ling. Det er ikke van­ske­ligt, hvis du bare besid­der vilj­en til at over­le­ve med dine fri­heds­ret­tig­he­der i behold og mener, at dine børn og bør­ne­børn skal have et liv som frie bor­ge­re i et frit Danmark.

Jeg kan sta­dig midt i den dag­li­ge illu­sion af fred og fri­hed gri­be mig i at fin­de påstan­den om, at en jødisk mino­ri­tet i mit land arbej­der på at ned­bry­de sam­fun­det som kon­se­kvens af deres tal­mu­di­ske indok­tri­ne­ring – uvir­ke­lig. Men jeg har desvær­re måt­tet erken­de, at det er vir­ke­lig­hed. Det er ikke syge kon­spira­to­ri­ske hjer­ner, der har gen­nem­sku­et hen­sig­ten med teo­ri­er som COC og mål­sæt­nin­gen NWO. Det er for­nuf­ti­ge, tæn­ken­de men­ne­sker som du og jeg, der ikke vil lade os kue af en ver­den­s­oms­pæn­den­de mafia. Imple­men­te­rin­gen af de nævn­te teo­ri­er i prak­sis er en del af den til­stun­den­de vir­ke­lig­hed, hvis vi ikke gri­ber ind i tide og stand­ser afvik­lin­gen af Danmark. Du kan kom­me til at for­stå sand­he­den i det­te, hvis du indi­mel­lem drop­per dagens repe­te­ren­de “News” og i ste­det læser en bog om den vir­ke­li­ge ver­den. Hvil­ken bog? spør­ger du.
For du erin­drer intet om at have set bøger, der hand­ler om jøder­nes over­ta­gel­se af natio­nen, Euro­pa og ver­den på bibli­o­te­ket, i bog­hand­ler­ne eller i medi­er­ne. Og det er rig­tigt. Al kom­mu­ni­ka­tion ad de kana­ler ejes også af jøder­ne, og intet af vir­ke­lig betyd­ning for dit liv vil kom­me til at for­styr­re dig fra de kil­der.

Et godt sted at begyn­de (hhv. fort­sæt­te) er på det­te site, O-D-I-N, hvor vi har gjort os uma­ge med at intro­du­ce­re nye læse­re og med­lem­mer grad­vist. Af føl­gen­de tips til nød­ven­dig lit­te­ra­tur er kun Jødisk Racis­me og The Secret Behind Com­mu­nism fysi­ske bøger med en anskaf­fel­ses­pris.
Men det er bedst at begyn­de med e-bogen Over­ta­gel­sen – en krig i slo­w­mo­tion, der bl.a. skil­drer østjø­de­r­nes ulyk­ke­li­ge ind­t­og i Euro­pa fra 1500-tal­let, og de evin­de­li­ge pro­ble­mer de har påført sig selv og omver­de­nen på grund af en van­vit­tigt ska­de­lig tal­mu­disk indok­tri­ne­ring.
En bety­de­lig øjenåb­ner for situ­a­tio­nen i dagens USA er bogen Jødisk Racis­me af den ame­ri­kan­ske poli­ti­ker og revi­sio­nist dr. David Duke. Kon­tro­ver­sen om Zion af iko­net Doug­las Reed er et monu­men­talt værk på 700 sider, der nu kan hen­tes som dansk e-bog via Inter­net­tet. Reed, der var per­son­ligt vid­ne, jour­na­list eller kor­re­spon­dent i årti­er­ne omkring Før­ste- og Anden Ver­denskrig, obser­ve­re­de, hvor­dan jøder­ne i Euro­pa infil­tre­re­de bety­den­de natio­ner som Stor­bri­tan­ni­en og USA, besty­re­de Sov­je­tu­ni­o­nen, og gen­nem det 20. århund­re­de fra kulis­sen sty­re­de optak­ten til- og for­lø­bet af de to ver­denskri­ge, der især var ret­tet mod Tyskland. De tre nævn­te bøger er på dansk, enten til at bestil­le fysisk, eller til at hen­te onli­ne.

EFTERSKRIFT

Vi slut­ter med at vise pro­vo­ka­tio­nen i pro­vo­ka­tio­nen arran­ge­ret af kon­ver­titjø­den Lars Hede­gaard og hans Tryk­ke­fri­heds­sel­skab i 2007. Tryk­ke­fri­heds­sel­ska­bet beløn­ne­de til over­mål to cen­tra­le agen­ter i Mos­sads Muham­med-kampag­ne: den fana­ti­ske jøde og neokon­ser­va­ti­ve ide­o­log Dani­el Pipes i sel­skab med illu­sio­ni­sten Flem­m­ing Rose (der sta­dig ikke ved­ken­der sig et jødisk slægtskab), en mand, der skri­ver tyk­ke bøger for at få Vesten og den isla­mi­ske ver­den til at tro på, at den jøde-prom­ove­re­de pro­vo­ka­tion med Muham­med-teg­nin­ger­ne ske­te i ytrings­fri­he­dens navn. Jovist, ver­den vil bed­ra­ges. Man­ge opda­ge­de ikke bed­ra­get, mens det fore­gik, men hel­dig­vis kom­mer sand­he­den før eller siden for en dag:

Daniel Pipes får Trykkefrihedprisen 2007

Tryk­ke­fri­heds­pri­sen 2007 går til den ame­ri­kan­ske histo­ri­ker Dani­el Pipes, der hædres for sin kamp for ytrings­fri­he­den, sin mod­stand mod isla­mis­men, sit arbej­de for aka­de­misk fri­hed på ame­ri­kan­ske uni­ver­si­te­ter og sin støt­te til de mus­lim­ske dis­si­den­ter, der taler Mek­ka midt imod. Det skri­ver Tryk­ke­fri­heds­sel­ska­bet.

[Redak­tio­nel kom­men­tar:


Dani­el Pipes, jødisk og rabi­at neokon­ser­va­tiv.
Foto: Inter­net­tet]

 

Prisover­ræk­kel­sen sker lør­dag den 10. marts 2007 kl. 14:30 i Arbej­der­mu­se­ets Festsal, Rømers­ga­de 22 i Køben­havn.
I for­bin­del­se med prisover­ræk­kel­sen hol­der Dani­el Pipes en fore­læs­ning om ytrings­fri­hed og aka­de­misk fri­hed. Prisover­ræk­kel­se og fore­læs­ning fin­der sted i for­læn­gel­se af Tryk­ke­fri­heds­sel­ska­bets gene­ral­for­sam­ling. Alle er vel­kom­ne, med­lem­mer som ikke-med­lem­mer. Entré kr. 50, døre­ne åbnes kl. 14.
Det er før­ste gang, Dr. Pipes gæster Danmark.
Dani­el Pipes, www​.dani​el​pipes​.org er blandt ver­dens mest kend­te kri­ti­ke­re af isla­mis­men. Han er direk­tør for tæn­ket­an­ken The Mid­dle East Forum i Phila­delp­hia og for Cam­pus Watch, www​.cam​pus​-watch​.org.
Et frem­ra­gen­de valg. Til­lyk­ke til Dani­el Pipes, som i aller­hø­je­ste grad fortje­ner det.

Sappho-prisen til Flemming Rose

Tryk­ke­fri­heds­sel­ska­bets nyindstif­te­de jour­na­list­pris, Sap­p­ho-pri­sen udde­les for før­ste gang den 27. marts 2007 kl. 14 i Dansk For­fat­ter­for­e­ning, Strand­ga­de 6, Chri­sti­ans­havn og går til Jyl­lands-Postens kul­tur­re­dak­tør Flem­m­ing Rose.

Pri­sen gives til en per­son, der har for­e­net jour­na­li­stisk dyg­tig­hed med ufor­fær­det­hed og kom­pro­mis­løs­hed.


Flem­m­ing Rose.
Foto: Inter­net­tet

 

Over­ræk­kel­sen fore­ta­ges af den nor­ske jour­na­list og men­ne­ske­rets­for­kæm­per Hege Stor­haug, der er dag­lig leder af Human Rights Ser­vi­ce og for­fat­ter til best­sel­le­ren Men størst av alt er frihe­ten. Efter over­ræk­kel­sen taler Flem­m­ing Rose.
Med pri­sen føl­ger 20.000 kr. og en skul­p­tur af dig­te­rin­den Sap­p­ho, der for Tryk­ke­fri­heds­sel­ska­bet står som et sym­bol på ukon­ven­tio­nel fri­heds­trang og men­ne­ske­ligt lige­værd. Skul­p­tu­ren er skabt af kunst­ne­ren Uwe Max Jen­sen.
Alle er vel­kom­ne.”

Kil­de: Veri­tas Uni­ver­sa­lis, 19. febru­ar 2007

Fort­sat 28. febru­ar 2014:

Lars Hede­gaard har vars­let sin afgang fra Tryk­ke­fri­heds­sel­ska­bet.

Noter

*

Den ame­ri­kan­ske ver­den opfat­ter nav­net “Flem­m­ing Rose” som en jødisk kon­struk­tion. Den gen­nem­gå­en­de opfat­tel­se er, at nav­net, for­di det lyder som “fla­m­ing rose” kan refe­re­re til den “bræn­den­de tor­ne­busk” som Moses skul­le have set på Horebs Bjerg og hvori­gen­nem hans gud tal­te til ham.

**

Say­anim, hebra­isk, afledt af “at hjæl­pe”, er “hjæl­pe­re” i et ver­den­s­oms­pæn­den­de net­værk af jøder i stra­te­gi­ske eller blot nyt­ti­ge posi­tio­ner (ejen­doms­hand­le­re, mas­se­me­di­er, finans­folk, bil­sæl­ge­re, osv.) som har ind­vil­get i at under­støt­te isra­el­ske Mos­sad-akti­vi­te­ter inden for deres vært­sland. En bety­den­de del af jøder­nes glo­ba­le net­værk.

***

Dis­se “rus­si­ske” oligar­ker var sjæl­dent rus­se­re, men jøder.

****

Blev Guer­ni­ca øde­lagt af tysker­ne, eller …
Her et uddrag af TBR’s inter­view fra maj-juni 2013 med kata­la­ne­ren Joaquin Bocha­ca

TBR: Destruk­tio­nen af byen Guer­ni­ca er ble­vet et nega­tivt min­de for spa­ni­er­ne. Men du har en anden opfat­tel­se af histo­ri­en. Vil du ven­ligst for­tæl­le os om den.

BOCHACA: Den lil­le by Guer­ni­ca var noget sær­ligt for Spa­ni­ens baske­re: det var der, under et hel­ligt træ, de sam­le­des for at lave deres love. Den tyske Con­dor legion (af Luftwaf­fe) hand­le­de natur­lig­vis under Fran­cos kom­man­do. Det var Fran­co, der beor­dre­de Guer­ni­ca bom­bet på grund af våben­fa­brik­ker­ne dér, og bro­er­ne. Stan­dard­hi­sto­ri­en er, at det var tysker­ne, der bom­be­de Guer­ni­ca og dræb­te 3.000 uskyl­di­ge civi­le.

Imid­ler­tid for­lang­te og modt­og den baski­ske rege­ring for nylig kopi­er af den kom­man­do­ha­ven­de for Luftwaf­fe Wol­fram von Rich­t­ho­fens ori­gi­na­le tyske rap­port om angre­bet – efter at US-myn­dig­he­der ende­lig har retur­ne­ret mate­ri­a­let til det nuvæ­ren­de Tyskland. Det viser sig, at von Rich­t­ho­fen rap­por­te­re­de til Fran­co, at han ikke kun­ne udfø­re mis­sio­nen, for­di byen alle­re­de lå i rui­ner. De reti­re­ren­de “repu­bli­ka­ne­re”, der prak­ti­se­re­de den afbrænd­te jords tak­tik, hav­de brugt kano­ner (artil­le­ri) – og ikke bom­be­fly – for at øde­læg­ge byen. Og antal­let af dræb­te var sand­syn­lig­vis 220 civi­le [langt fra de påstå­e­de 3.000].

Fran­co kend­te sand­he­den, men lod ver­den tro, at det var tysker­ne, der hav­de begå­et en krigs­for­bry­del­se i Guer­ni­ca.