Leuchters rapporter udelukker massemord ved gasning

Sand Historie

O-D-I-N.org praes. Fred Leuchter, ovrs. af Hugo Ravn, 1. juni 2013.

 

Mellem 1988 og 1991 udarbejdede den amerikanske ekspert i henrettelsesteknologier, Fred Leuchter, fire rapporter, der skulle belyse følgende spørgsmål: Anvendte det nationalsocialistiske Tyskland gaskamre til mord på mennesker? Den første rapport om Auschwitz-Birkenau og Majdanek skabte hektisk debat og ledte til iværksættelsen af opfølgende undersøgelser fra fortalerne for det ortodokse masseudryddelses-scenarie. Nedenfor er Leuchters fire rapporter tilgængelige i original engelsksproget udgave med tilføjede kritiske noter af den tyske kemiker Germar Rudolf, også i forhold til resultaterne fra opfølgende undersøgelser. Denne artikel resumerer betydningen af Fred Leuchters undersøgelser og jødiske holocaust-autoriteters ukvalificerede undsigelser og obstruktion af yderligere videnskabelige undersøgelser.
Dokumentet, vi henviser til her, er skrevet af Fred A. Leuchter, Robert Faurisson [1] og Germar Rudolf [2], på grundlag af retssagen mod Ernst Zündel [3] i Toronto i 1988. Professor Robert Faurisson er en af de betydeligste kritikere af den ortodokse udlægning af jødernes Holocaust og jødernes påstand om 6 mio. masseudryddede jøder ved brug af gaskamre i tyske koncentrationslejre.
Selv om vi henviser til de præcise sidetal, hvor Leuchters tekst begynder, er introduktionerne til de enkelte undersøgelser, årsag og formål, ud over at være interessant historisk læsning, af betydning for det samlede overblik.

OBS: Hvis Google Chrome er din browser, åbnes PDF-filer som udgangspunkt i en særlig Chrome-browser, der virker lidt primitiv. Chrome kan indstilles til at bruge Adobes PDF-læser på følgende måde: I browserens URL-felt øverst skrives “chrome:plugins” (med kolon og uden anførselstegn). I den følgende oversigt deaktiveres “Chrome PDF Reader”. Efter denne ændring vil alle PDF-filer blive åbnet i Adobe Acrobat Reader (som frit kan hentes med dette link). Når Leuchters Rapporter er læst ind med Adobe Acrobat Reader, kan du yderst til højre i menuen i bunden af billedet vælge: “Flyt sidekontrolelementer til værktøjslinjen”. Hvis du gør det, kan du fra toppen af billedet vælge sidetal og navigere i filen. Vigtigt: Desværre er dette PDF-dokument ikke interaktivt, og nogle af siderne med billeddokumentation kan være drejet, så de er vanskelige at aflæse. En side kan drejes 90 grader ad gangen ved at højreklikke på den og vælge: “Roter med uret”.
LÆS NU LEUCHTERS RAPPORTER IND FRA LINKET NEDENFOR.


Fred A. Leuchter

Fred A. Leuchter (f. 1942) er amerikansk ingeniør fra Boston i Massachusetts. Leuchter fungerede i USA som specialist i nutidige gaskamre, inden han i 1988, på opfordring af Ernst Zündels forsvar, udførte en videnskabelig undersøgelse af de påståede morderiske gaskamre i Auschwitz-Birkenau og Majdanek.

Leuchter var, inden han oplevede konsekvenserne af sin undersøgelse, en ganske upolitisk person, foruden at være den måske førende ekspert i USA i indretning og brug af faciliteter til henrettelse. Han var i kraft af sin ekspertise ansvarlig for design og konstruktion af disse i et antal amerikanske fængsler. Et af hans større projekter som privat forretningsmand var at designe et nyt gaskammer til Missouris straffeanstalt i Jefferson [anlægget er indrettet til brug med cyangas].

Første Leuchter-rapport, 1988 (fra side 24) er om de udpegede gaskamre i Auschwitz-Birkenau og Majdanek.

Anden Leuchter-rapport, 1989 (fra side 134, punkt 2), tilsvarende for Dachau, Mauthausen og Hartheim Slot.

Tredie Leuchter-rapport, 1989 (fra side 181), "En teknisk rapport om henrettelses-gaskammeret".

Fjerde Leuchter-rapport, 1991 (fra side 211), "En teknisk evaluering af Jean Claude Pressacs [4] bog fra 1989: Auschwitz: Technique and Operation of the Gas Chambers."

Institut for Retsmedicinske Undersøgelser i Krakow bekræftede Leuchters resultater

Den opfølgende polske undersøgelse fra 1990 bekræftede, med den autoritet der følger med et polsk regeringsagentur, Fred Leuchters resultater fra hans detaljerede “gerningsstedsundersøgelse” i 1988. Leuchter-undersøgelsen havde til formål at finde tekniske spor efter mulige tyske gaskamre til udryddelse af mennesker under krigen. Den amerikanske ekspert på dette makabre felt konkluderede, at “gaskamrene” i de tidligere koncentrationslejre Auschwitz, Birkenau og Majdanek aldrig havde været brugt mod mennesker. 

Som en konsekvens af reaktionerne på Leuchters rapport, der naturligvis blev mødt med stor interesse, satte Auschwitz Statsmuseum det polske regeringsagentur, Institut for Retsmedicinske Undersøgelser i Krakow, på opgaven at udføre en selvstændig polsk efterforskning. Resultat: I en omhyggeligt formuleret 6-siders intern retsvidenskabelig rapport genskaber instituttets eksperter i alle forhold af betydning Leuchters resultater og bekræfter implicit hans konklusioner.

Overensstemmende med Leuchters undersøgelse konstaterede instituttets specialister ingen spor overhovedet af cyanid (eller ferro/ferricyanid-forbindelser) i de puds og murstensprøver, der blev taget fra de påståede gaskamre til henrettelse. Spor af cyanid blev konstateret i otte prøver, hvoraf syv var fra rum i Block 3 i Auschwitz hovedlejr, hvor – som instituttets eksperter konstaterede fangernes beklædning blev desinficeret ved behandling med Zyklon B-gas. [5]

Et næppe registrerbart spor af cyanidforbindelser blev fundet i den ottende “positive” prøve, prøve nr. 15, fra det påståede gaskammer for mennesker i krematoriebygning II i Birkenau. Denne prøve er signifikant den eneste, taget fra noget påstået udryddelses-gaskammer, der viste spor af cyanid. Tilstedeværelsen af dette nærmest ikke registrerbare spor foreligger der en plausibel forklaring på i Leuchters konklusion, idet han mener, at selve rummet, hvorfra prøven er taget, på et tidspunkt er blevet desinficeret i sig selv.

I et tilsyneladende forsøg på at begrænse “skaden” søgte det polske instituts rapportskrivere at nedtone betydningen af deres egne resultater ved at hævde, at ethvert cyanidspor for længst ville være forsvundet ved vejrets og elementernes påvirkning [de klassiske elementer er: jord, luft, ild og vand]. Denne antagelse er simpelthen forkert, som Leuchter og andre specialister har påpeget:

Det er ikke giftgassen cyanbrinte i sig selv, der efterlades i bygningsmaterialerne, men de forbindelser der opstår, når gassen forbinder sig med frie ioner fra jern eller andre metaller i materialerne. De resulterende ferro- eller ferricyanidforbindelser er meget stabile, som James Roth, chefkemiker fra Alpha Analytical Labs i Massachusetts, bevidnede i 1988 i Ernst Zündels “holocaust-retssag” (se senere): Selv efter 45 år vil disse forbindelser ikke være “forvitret bort”. Det sagde han i 1988, da der var forløbet 45 år efter, at forbindelserne var dannet. Han kunne lige så godt have sagt: … så længe murværket findes!

Det er heller ikke rigtigt, når det polske instituts eksperter mente, at alle de påståede gaskamre var udsat for elementernes påvirkning. Specielt krematoriekomplekset (Krema) I i Auschwitz hovedlejr, der skulle indeholde de påståede udryddelses-gaskamre, har været intakt, siden lejren blev overtaget af sovjetiske styrker i januar 1945. Krakow-instituttets eksperter bekymrede sig ikke om at forklare fraværet af cyanspor i disse “gaskamre”.
Også de påståede udryddelses-gaskamre i krematoriekomplekset (Krema) II i Birkenau har ligget beskyttet, i dette tilfælde under det sammenstyrtede betontag, og derfor er stederne for prøveudtagning i alle afgørende henseender velbevarede.

Det undrer revisionister, at Krakow-instituttets rapport overhovedet ikke kom ind på Leuchters andre tungtvejende argumenter, der udfordrede den ortodokse udryddelsesforklaring. Han påpeger fx i en af rapporterne: de påståede gaskamre til mennesker var hverken tilstrækkeligt tætte eller så ventilerbare, at de kunne fungere som en dræbende installation [et væsentligt argument var, at installationen ville have været livsfarlig for dem, der betjente den].

Der er ingen tvivl om, at Auschwitz Statsmuseum iværksatte sin egen polske undersøgelse i håbet om, at instituttets rapport ville miskreditere Leuchters resultater og bekræfte den ortodokse udryddelsesforklaring. Og lige så klart er det, at hvis instituttets rapport faktisk havde kunnet drage den amerikanske ingeniørs konklusioner i tvivl, ville Auschwitz Statsmuseum og holocaust-organisationerne rundt om i verden (i Danmark en sektion under DIIS) ikke have spildt tiden, inden resultatet havde opnået maksimal eksponering i medierne.

Selv om hverken Auschwitz Statsmuseum eller Krakow-instituttet (indtil videre) har offentliggjort deres rapport fra 1990, har revisionister været i stand til at sikre en kopi af det oprindelige dokument.
Professor Robert Faurisson fra Frankrig og Fred Leuchter fra De Forenede Stater har tidligt hævdet, at den polske rapport underbygger de revisionistiske standpunkter til historien om masseudryddelse i Auschwitz. [6]

Fred Leuchters undersøgelser omtales i bogen Jødisk Racisme (2007) fra s. 309

Den amerikanske politiker og revisionist David Duke skriver:
“I en straffesag er videnskabelige beviser normalt de stærkeste, fordi de kan bedømmes på et objektivt videnskabeligt grundlag. Revisionister hævder, at der intet videnskabeligt bevis findes for massegasningsoperationer i Auschwitz eller andre lejre, der blev drevet af tyskerne.

Den amerikanske hær fik toksikologiske eksperter til at udføre obduktioner på hundredvis af døde i de nazistiske koncentrationslejre. Menneskelige rester kan vise tegn på cyanidforgiftning i årevis. Men der findes ingen videnskabelige retsmedicinske beviser på, at så meget som ét af ofrene blev dræbt af gas. Heller ikke obduktioner, der blev udført af russiske læger i de østeuropæiske lejre, bidrager med noget bevis for brug af gas. Selv om resultaterne af disse obduktioner allerede forelå, blev de ikke lagt frem under Nürnberg-processerne [fx i den meget afgørende sag mod Rudolf Höss for hele spørgsmålet om masseudryddelse].
Revisionisterne spørger hvorfor? Var det fordi resultaterne var uegnede til domfældelse, eftersom muligvis ingen af dødsfaldene ville kunne bevises at være forårsaget af giftgas?

Skal anklagemyndigheden ikke forsøge at påvise dødsårsagen i enhver mordsag? Det må være en af anklagemyndighedens vigtigste opgaver i et normalt retssamfund. Men i den mest opreklamerede mordsag nogen sinde ved den såkaldte Internationale Militærdomstol i Nürnberg, er beviset for dødsårsagen [endnu i 2015] påfaldende fraværende. Hvis nazisterne virkelig havde ombragt millioner af mennesker ved hjælp af gas, ville man så ikke som minimum kunne forlange, at anklagemyndigheden havde fremlagt resultatet af mindst én obduktion, der viste, at dødsårsagen var forgiftning med cyangas, udviklet af Zyklon B. Årsagssammenhængen skal ligge fast i enhver mordsag, så mennesker, der af den ene eller anden grund tilstår en forbrydelse, som de ikke har begået, ikke justitsmyrdes. Hvorfor da ikke i den største og dyreste mordsag i verdenshistorien?

“Eksperter” inden for holocaust-ortodoksien hævder, at den store mængde af Zyklon B, der anvendtes i Auschwitz under krigen, er et “bevis” for, at gassen også blev brugt mod mennesker. Jean-Claude Pressac, forsøger i bogen Auschwitz: Technique and Operation of the Gas Chambers (Auschwitz: Teknikker og driften af gaskamrene) at modbevise revisionens tvivlen på gaskamrene ved at lægge vægt på informationer, der underbygger det store forbrug af Zyklon B i Auschwitz. Revisionister hævder derimod, at den oplagte forklaring helt enkelt er den, at tyskerne anvendte dette kemiske stof til det, det oprindeligt var udviklet til, nemlig insektbekæmpelse. Det gjorde de i forsøget på at kontrollere epidemierne af tyfus, der hærgede i lejrene [og som blev forstærket af, at lus i beklædningen overførte smitten]. Derudover viser de data, der blev offentliggjort af Pressac, at mængden af Zyklon B, der blev forbrugt i Auschwitz, regnet pr. fange, var den samme som i tyske lejre, hvor de samme eksperter ikke påstår, at der er brugt gas mod mennesker, fx i Oranienburg. Revisionister stiller det oplagte spørgsmål: Hvis Auschwitz-Birkenau var det store centrum for udryddelse, som den ortodokse holocaust-udlægning har udnævnt komplekset til, og hvis Zyklon B var giften, der blev anvendt, hvordan forklarer disse eksperter så, at optegnelser over indkøb og forbrug af Zyklon B ikke viser noget større forbrug pr. fange i Auschwitz end i de mange lejre, hvor man anerkender, at Zyklon B udelukkende blev anvendt efter sit formål? Pressac afslørede også uforvarende i sin bog, at brændselsforbruget ikke var større pr. indsat i Auschwitz end i de lejre i Tyskland, hvor udryddelse ikke påstås at have fundet sted [altså ingen afvigende mængde af døde til kremering i Auschwitz].

I februar 1988 anklagede den canadiske regering holocaust-tvivleren Ernst Zündel for at have forsyndet sig mod en antikveret lov om ikke at “sprede falske nyheder”. Forsvarsadvokater i denne straffesag bestilte en amerikansk ingeniør, Fred Leuchter, der fungerede som konsulent i nutidige gaskamre, til at foretage en videnskabelig undersøgelse af de påståede morderiske gaskamre i Auschwitz. Leuchter, som var en ganske upolitisk person, var måske den førende ekspert i USA vedrørende indretning og brug af henrettelses-faciliteter. Han var faktisk ansvarlig for design og konstruktion af sådanne faciliteter, som anvendtes i en række amerikanske fængsler.

I sin undersøgelse gennemgik Leuchter de påståede gaskamres konstruktion og undersøgte desinfektionsmidlet Zyklon B’s kemiske egenskaber. Han beskrev, at Zyklon B er et stof, der, når det udsættes for atmosfærisk luft, udvikler den dødbringende luftart cyanbrinte. Gassen hæfter sig til overflader og forbinder sig villigt med rusten i jernholdige materialer idet der dannes ferricyanid. Hvis Zyklon B anvendes i rum, der indeholder jern eller er bygget af røde mursten, reagerer det med jernet, såvel det frie jerns ioner som det i murstenene og udvikler en karakteristisk blå farve. Blækindustrien har udnyttet denne kemiske reaktion gennem mange årtier i produktionen af den særlige blå farve, der er blevet kaldt preussisk-blåt eller berlinerblåt.

Leuchter kunne ikke alene rapportere, at de påståede udryddelses-gaskamre i Auschwitz var strukturelt uegnede som gaskamre, han havde også taget prøver fra væggene, og disse prøver var blevet analyseret af uafhængige amerikanske laboratorier, der ikke havde fundet spor efter ferricyanidforbindelser. Men da Leuchter undersøgte rummene, der havde været anvendt som desinfektionskamre til tøj og bagage, observerede han let den karakteristiske blå farve, der kendetegner ferricyanid. Efter endnu en kemisk analyse af prøverne viste han, at der i desinfektionskamrenes vægge var stærke koncentrationer af ferricyanid, forårsaget af påvirkningen fra cyangassen.

Leuchter påpegede også, at desinfektionskamrene, som havde været brugt til aflusning af tøj, var fremstillet til formålet, dvs. konstrueret, så de var gastætte, mulige at inspicere og udlufte, og sikre at betjene. I modsætning til de “gaskamre” man hævdede havde været anvendt til drab på mennesker. De rum var uanvendelige, hvis formålet havde været at dræbe mennesker i dem ved hjælp af gas. Leuchters undersøgelse rejste dermed spørgsmålet: Hvordan kan det være, at gaskamre, der blev bygget til at aflive insekter i, var bygget korrekt, mens rum, der påstås at være fremstillet/ombygget til at dræbe millioner af mennesker i [på industrielt niveau], var forkert designet/indrettet til dette formål – endda i en sådan grad, at de ville have været livsfarlige for personalet, der skulle have betjent dem? [Teknikken til at fremstille et sikkert gaskammer til desinfektionsformål havde været kendt i Tyskland længe før krigen.]

Frygten for revisionen

Da Leuchter offentliggjorde sin rapport, reagerede holocaust-autoriteter forudsigeligt – med injurier, undertrykkelse, trusler og endda fængsling. Leuchter blev genstand for en intens international kampagne med det formål at miskreditere ham og ødelægge ham økonomisk. Jødiske grupper skrev ærekrænkende breve til hans kunder inden for fængselsvæsenet i USA og anbefalede dem at opsige alle kontrakter med ham. De var i stand til at få myndighederne til at retsforfølge ham i hans hjemstat, Massachusetts, med henvisning til en sjældent benyttet bestemmelse, der foreskrev en ekspertlicens, som man mente, han ikke kunne besidde, på trods af hans indlysende ekspertise og patenter inden for sit fagområde.

De tyske myndigheder fængslede i november 1991 Leuchter i seks uger blot for at meddele resultatet af sine tekniske undersøgelser under et foredrag i Weissheim. Og Günter Deckert, en tidligere gymnasielærer med uplettet fortid, blev idømt et års betinget fængsel, alene for at oversætte og kommentere Leuchters tale. I deres dom påpegede dommerne, dr. Orlet og dr. Müller, at hr. Deckert var byrådsmedlem og havde opnået sin juridiske eksamen fra Heidelberg Universitet med udmærkelse. Han måtte anses at være et menneske af høj moralsk standard. Derefter blev dommerne udsat for trusler og krav om, at den afsagte dom skulle omstødes, idet den ikke ansås for hård nok i lyset af den internationale presses anbefalinger.

Frau Saline Leutheusser-Schnarrenberger, den tyske justitsminister, kaldte dommen et slag i ansigtet på hvert eneste offer for holocaust og fik de to dommere suspenderet og sendt på “sygeorlov”. Mannheim-anklageren, Hans Klein, ankede dommen med det resultat, at Deckert endte med at få en toårig fængselsstraf. Klein lovede også at gennemgå den tidligere dom for, om den kunne indeholde forhold, der måtte give anledning til at retsforfølge de to dommere. Det er naturligvis ikke et frit system, hvis en dommer kan risikere fyring eller endog blive retsforfulgt for at begrunde, hvorfor han afsiger en lempelig dom inden for rammerne af sin autoritet.

Det lader til, at meget lidt har ændret sig i Tyskland i løbet af det 20. århundrede.* I Amerika er det svært at forestille sig, at nogen skal sendes i fængsel bare for at oversætte en videnskabelig forelæsning, eller at dommere kan blive suspenderet eller truet med anholdelse for at afsige en kendelse eller dom, der anses for politisk ukorrekt. Ikke desto mindre er det sådanne metoder, der tages i anvendelse for at beskytte holocaust-historien. Tyskland er ikke det eneste land, der krænker ytringsfriheden i dette spørgsmål. Nogen tid senere blev den lille, store mand, Fred Leuchter, også fængslet og tvangsdeporteret fra Storbritannien.

Et år efter Leuchter-kontroversen gentog Auschwitz-museets kommissionerede eksperter i al hemmelighed Leuchters undersøgelser og nåede frem til samme videnskabelige resultater. Siden den tid har de gentaget undersøgelserne og hævder nu, at disse nye undersøgelser modsiger Leuchters. De omtaler dog ikke denne diskrepans i deres brochurer til turisterne, og de har ikke tilbudt uafhængige forskere at kontrollere deres seneste undersøgelser. Deres svage forklaring på den manglende ferricyanid i “gaskamrene” til mennesker er, at den på en eller anden måde er forsvundet i tidens løb. Dette er en kemisk umulighed. De har ikke noget bud på, hvorfor ferricyaniden ikke er forsvundet i desinfektions-kamrene. En anden holocaust-ekspert hævdede, at det kræver mindre cyangas at dræbe mennesker end lus, og at der derfor ville være mindre af stoffet tilbage i “gaskamrene” for mennesker i forhold til desinfektionskamrene. Men samtidig påstås det, at der blev brugt enorme mængder Zyklon B til at dræbe millioner af mennesker med i veritable “dødsfabrikker”. [Af Leuthers første rapport fremgår det, at hvis cyangas blot har været til stede i mere end begrænset omfang i disse “gaskamre” for mennesker, ville det kunne spores, så længe det oprindelige murværk findes!]

Revisionister skabte, på trods af opponenternes vedholdende ondskabsfulde angreb i pressen, så stor furore gennem offentliggørelsen af Leuchters rapport, at museet bestemte sig for en ny undersøgelse. Denne undersøgelse hævdes nu at tilbagevise såvel Leuchters som museets egen tidligere undersøgelse. Som nævnt vil museet stadig ikke tillade nogen uafhængig undersøgelse udført at videnskabsmænd og ingeniører, selv om det ville være forholdsvis simpelt at udtage prøver og lave analyser af de angivne “gaskamre” – igen.
Det er af betydning at hæfte sig ved, at det igen og igen i diskussionen af holocaust er endt med, at de mennesker, der har en personlig eller politisk interesse i at fastholde den ortodokse udlægning af begivenhederne, har modsat sig eller forhindret undersøgelser på et akademisk eller videnskabeligt niveau. Man går endog til yderligheder ved fx at forhindre fysiske besigtigelser, ved at forhindre offentliggørelse af videnskabelige undersøgelser, og i yderste konsekvens ved at idømme fængselsstraf som beskrevet tidligere.”

Hr. Fred Leuchter har sandelig indskrevet sig plads i verdenshistorien på linje med andre store “kættere”.

Noter

1

Wikipedia, juni 2013:** "Robert Faurisson (f. 1929) er fransk akademiker og Holocaust-benægter. Faurisson skabte megen kontrovers med et antal artikler publiceret i Journal of Historical Review og andre steder, såvel som med forskellige breve, som han har sendt til franske aviser (især Le Monde), der enkeltvis benægter forskellige aspekter af Holocaust, herunder eksistensen af menneskedræbende gaskamre i Nazi-koncentrationslejrene, eksistensen af systematisk drab på europæiske jøder ved brug af gas under Anden Verdenskrig, autenticiteten af Anne Franks Dagbog og sandfærdigheden af Elie Wiesels optegnelser om hans lidelser under krigen. Som følge af Gayssot Sagsanlægget for Holocaust-benægtelse i 1990, blev Faursson tiltalt og idømt en bøde. I 1991 blev han afskediget fra sin akademiske stilling."

2

Wikipedia, juni 2013: "Germar Rudolf (f. 1964) er tysk kemiker og Holocaust-benægter.
Rudolf er født i Limburg an der Lahn i Hessen. Efter at have afsluttet mellemniveau i 1983 i Remscheid, læste han kemi i Bonn og afsluttede sine studier i 1989. Som studerende sluttede han sig til "AV Tuisconia (Königsberg. Bonn) zu Landshut im CV Bonn" og "Die Katholische Deutsche Studentenverbindung Nordgau-Prag zu Stuttgart". Begge er katolske fraterniseringer, der tilhører Cartellverband der katholischen deutschen Studentenverbindungen. Han var midlertidigt CSU/CDU tilhænger, men gik nye veje og var en overgang medlem af Die Republikaner (REP) på grund af deres mere patriotiske politik.
Efter afsluttet militærtjeneste var han fra oktober 1990 ansat på Max Planck Institute for Solid State Research i Stuttgart. Under denne ansættelse skrev han en rapport med titlen Report on the formation and verifiability of cyanide compounds in the Auschwitz gas chambers [Rapport om dannelsen og konstateringen af cyanidforbindelser i Auschwitz' gaskamre] på vegne af Düsseldorf advokaten Hajo Herrmann, en tidligere pilot i Luftwaffe med rang af Oberst. I 1993, da hans rapport havde forårsaget en vis opmærksomhed i medierne, bad hans arbejdsgiver ham om ikke for eftertiden at indfinde sig på instituttet uopfordret. Da Rudolf indfandt sig på instituttet uden opfordring, blev hans ansættelseskontrakt opsagt uden varsel. I 1994 blev denne opsigelse konverteret til en gensidig aftale om ophør af ansættelsesforholdet. I 1996 forlangte Universitetet i Stuttgart, at Rudolf tilbagekaldte sin ansøgning om afsluttende PhD eksaminering af sin disputats, ellers ville universitetet nægte at udføre den og erklære hans phd-afhandling værdiløs. Det legale grundlag for dette er en tysk lov, der tillader universiteter at nægte at udstede, eller at tilbagetrække akademiske grader, i tilfælde, hvor kandidaten har brugt sine akademiske akkreditiver eller viden til at begå en forbrydelse.
Rudolf trak senere sin ansøgning tilbage."***

3

Kemiker Germar Rudolf, Chicago, april 2005:
Ideen med at publicere denne udgave af Leuchter-rapporterne, efter en yderligere kritisk gennemlæsning med afledte noter, blev udløst af den skæbne, der overgik personen, på hvis anmodning rapporterne blev udarbejdet, nemlig Ernst Zündel. Læseren vil få mere indblik i Ernst Zündels retssager og prøvelser i introduktionen af Robert Faurisson, så jeg vil begrænse mig til at sige, at disse fire Leuchter-rapporter er kærnen i arven fra Zündel, der sidder fængslet i Tyskland, mens jeg skriver disse linjer. For i Tyskland er blot det at betvivle sandheden af den officielle version af Holocaust en alvorlig kriminel handling, der kan straffes med op til fem års fængsel. [...]
Denne kritiske udgave er ikke kun dedikeret Ernst Zündel, men oplagt tillige forfatteren af disse rapporter, Leuchter, der måtte lide som ingen anden amerikaner på grund af sin uenighed i historiske forhold. Efter at Ernst Zündel havde publiceret Leuchters første rapport, iværksatte jødiske organisationer en ondskabsfuld smædekampagne, der endte med at ødelægge Leuchters omdømme, men også hans muligheder for at drive virksomhed. Leuchters kontrakter med offentlige myndigheder om fabrikation, installation og vedligeholdelse af henrettelsesudstyr blev ophævet. Han blev økonomisk tvunget ud af sit hjem i Massachusetts og måtte starte forfra som privat arbejdssøgende."

4

Wikipedia, juni 2013:** "Jean-Claude Pressac (f. 1944, d. 2003) var fransk kemiker og farmaceut, som senere blev en læst autoritet på emnet Holocaust under Anden Verdenskrig. Pressac var først holocaustbenægter, som sammen med Robert Faurisson forsøgte at afdække, hvad han opfattede som historisk ukorrekte beskrivelser af koncentrationslejrene Auschwitz og Birkenau i deres egenskab af udryddelseslejre. Efter et besøg i Auschwitz i 1979 fik Pressac imidlertid mulighed for at se det omfattende arkiv af konstruktionstegninger, der havde overlevet ved at være placeret i Det Centrale Konstruktionskontor [som blev overtaget af Sovjetstyrkerne og siden opbevaret i arkiver i Moskva, hvorfra det blev udleveret under glastnost-bølgen] og ikke i et af de administrative kontorer. Han blev overbevist om, at hans tidligere synspunkter var forkerte, hvorefter han udgav sine konklusioner sammen med meget af det tilgrundliggende bevismateriale i en bog fra 1989 Auschwitz: Technique and Operation of the Gas Chambers. I en anden bog fra 1993, Les Crématoires d'Auschwitz, skitserede han desuden brugen af krematorierne i Auschwitz og deres integration med det påståede videregående Nazi-program for udryddelse af Europas jøder. Pressac anslår at mellem 631.000 og 711.000 blev dræbt i Auschwitz."****

Her følger konklusionen fra Fred Leuthers fjerde rapport, der havde til formål at undersøge den videnskabelige substans og rigtighed af Jean-Claude Pressacs undersøgelser, som han fremlagde dem med bogen: Auschwitz: Technique and Operation of the Gas Chambers fra 1989.

KONKLUSION
Efter en kritisk gennemlæsning af dette dokument: Auschwitz: Technique and Operation of the Gas Chambers af Jean-Claude Pressac, har jeg disse opsummerende kommentarer. Mr. Pressac er formodentlig et videnskabeligt arbejdende menneske, men han formår ikke at vise det. Til tider ræsonnerer han klart, men i afgørende analyser, forsøger han at tilpasse virkeligheden til sin forudfattede mening om, at gaskamrene må have eksisteret.
Og dermed fejler han.
Jean-Claude Pressac har overladt verden en mængde bevismateriale, som alt sammen er uegnet til at bevise eksistensen af gaskamrene. Måske er det alt, der er at sige om det, for efter at have set hans tekniske dokumentation er det min bedste vurdering som ingeniør, at intet i denne dokumentation understøtter eksistensen af henrettelses-gaskamre i Auschwitz-Birkenau.
Men yderligere, baseret på det detaljerede design af krematorierne [ikke at forveksle med gaskamre], der er fint dokumenteret hos Pressac, kan jeg uden nogen som helst tvivl erklære, at gaskamrene ikke fandtes: Krematorierne I, II, III, IV og V kunne ALDRIG PÅ NOGEN MÅDE have understøttet et henrettelsesformål ved brug af gas, og gjorde det ikke. Krematorierne I, II, III, IV og V var ikke, og indeholdt ikke, faciliteter til henrettelse ved gas.

Afsluttet den 17. oktober 1991.
Fred A. Leuchter Jr.
Ekspert i henrettelsesteknologier
Fred A. Leuchter Associates, Inc.

5

Zyklon B, stoffet, som vi ser fra bøtterne, består af cyanbrinte opsuget i diatomit (kiselgur) som stabiliserende transportstof og er derfor til industrielle formål et granulat. "Stoffet blev udviklet som et hurtigtvirkende skade­dyrs­bekæmpel­ses­middel på den tyske kemikalievirksomhed Degesch i 1921" (Den Store Danske).
Det er en myte, at Zyklon B er "hurtigtvirkende". Det er designet, så det afgiver cyanbrinte i en selvforstærkende proces, der begynder når emballagen åbnes, men processens hastighed afhænger meget af fugt og temperatur i miljøet. Den langsomme udvikling i starten tillader en operatør at sprede granulatet i et rum, hvis han bærer gasmaske og straks efter forlader rummet. Desuden virker det giftige stof relativt langsomt på insekter, typisk træorm og lus, som det er designet til, selv i høj koncentration. Lusebefængt tøj skal behandles i et desinfektions­kammer i mindst to timer, mens den samme koncentration antages at være dødelig for et menneske inden for 10 til 30 min.
Kiselgur: En let og løs grøn-sort jordart, der ved tørring bliver lys og grå. Jordarten (også kendt som "moler" er dannet af skaller fra bittesmå mikroskopiske alger som blev aflejret i søer under den næstsidste mellemistid.

6

Kilde: IHR (Institute for Historical Review). Læs mere om den polske rapport i deres artikel fra april 1991.

Redaktionelle noter

*

Det er dog denne rapportørs opfattelse, at forholdene i Tyskland for længst ville have være optimale for en stor europæisk nation, hvis ikke Europas jøder siden afslutningen af Anden Verdenskrig havde bevirket den gradvise afvikling af det traditionelle europæiske Tyskland, en kulturfordærvende proces, som vi hver dag modtager skræmmende beviser for.

**

Det er på tide at gøre opmærksom på Wikipedias demonstrerede manglende uafhængighed i dette spørgsmål. Efter min vurdering er Wikipedia et så vigtigt organ for formidling af information over Internettet, at denne "encyklopædi" for længst er under jødisk kontrol. Når ledende Wikipedia-folk lejlighedsvis er ude og bede om offentlige bidrag for at kunne "overleve" (betleriet er efterhånden blevet formaliseret, så det er umuligt at kommentere det uden først at donere), er det svindel, og et velkendt forsøg på at få andre til at betale jødernes udgifter. Alene det faktum, at emneforfattere tillades at foretage egne opdateringer, udelukker effektiv kontrol med sandheden. Wikipedia er et udmærket redskab i spørgsmål, hvor det drejer sig om generelle, neutrale data, dvs. når emnet ikke er en del af den jødiske agenda. Men er det tilfældet, må Wikipedia benyttes med størst mulig skepsis. Det fremgår alene af ordvalget og vinklingen i beskrivelsen af Robert Faurisson (der i parentes bemærket har været udsat for den mest modbydelige jødiske forfølgelse i Frankrig, typisk så han blev ramt på sin profession og levebrød), at Wikipedia er langt fra at være en upartisk encyklopædi i forhold til jødiske spørgsmål. "Frit tilgængelig" må ikke forveksles med uafhængig. Til forskel fra Robert Faurisson (den onde mand) fornemmes empatien i beskrivelsen af Jean-Claude Pressac (den gode mand), der omvendte sig og "fandt vejen". Bemærk også den pludseligt manglende præcision i dødstallet til sidst. Det fremgår helt undtagelsesvis ikke, om disse dødstal skyldes påstået død i gaskammer eller om dødsårsagen har været en anden, fx tyfus eller underernæring. Det angives heller ikke, om der udelukkende er tale om jøder i disse dødstal, eller om andre etniske grupper, hvis samtidige tilstedeværelse ingen betvivler, kunne være inkluderet.

 ***

Forståeligt, at Gerner Rudolf trak sin phd-afhandling ud af hænderne på mennesker, der truede med at erklære den "værdiløs" i deres egenskab af smagsdommere på et universitet og i et land, hvor ingen længere vover at modsige jødernes Holocaust.
En "forbrydelse" i dagens Tyskland kan blot bestå i at udfærdige og diskutere en videnskabelig rapport, der i sit indhold modbeviser den ortodokse holocaust-udlægning. Vogterne af denne version viger ikke tilbage fra at begå karakterdrab på mennesker, der er kritiske eller uenige. Det er typisk, at enhver kvalificeret kritik nidkært forfølges i jødernes medier, indtil ærligt skeptiske mennesker har mistet anseelse og levebrød. Hvem sagde Inkvision? Hvem sagde mafia?!
Skal vi finde os i det regime som etniske europæere? Tror du, at det er det tyske folk, der har besluttet denne pervertering af tysk retspraksis? Absolut ikke! Det er en jødisk vederstyggelighed, der foregår for næsen af os alle, og det er nødvendigt at sige Stop! Næste gang er det dine børn, der forhindres i at udfolde deres evner i det land, der er deres.

****

Wikipedia, juni 2013: "Det cyanidbaserede Zyklon B blev brugt under jødeforfølgelsen, holocaust, i de gaskamre, hvor millioner af jøder blevet gasset ihjel."
Ak ja, dette tal og standpunkt: "millioner af jøder blev gasset ihjel" er endnu ét af denne "encyklopædi"s officielle udgydelser. Det efterlader ikke tvivl om bagmændenes standpunkt i dette spørgsmål.