Kennedy-klanens forbandelse -
eller straffen for at ville revidere USA

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, John Nugent [1], The Barnes Review, maj-juni 2013 [opdateret 2016-08-22].

 

Det er ble­vet sagt, at Joseph P. Ken­ne­dy Sr. var for­fulgt af en for­ban­del­se. For­fat­te­ren af den­ne arti­kel, John Nugent, mener, at Ken­ne­dy-kla­nens “for­ban­del­se” har mere at gøre med det fak­tum, at fami­li­en hav­de ind­sigt med de  jødi­ske kræf­ter, som fra kulis­sen udfor­me­de USA’s glo­ba­le affæ­rer (the New Wor­ld Order), og at Ken­ne­dy-kla­nen var en af de få pro­mi­nen­te ame­ri­kan­ske fami­li­er, der hav­de res­sour­cer til at udfor­dre­de jøder­ne. Under en rej­se til det krigs­hær­ge­de Tyskland i 1944, for eksem­pel, udlø­ste poli­ti­ke­ren John F. Ken­ne­dy utvivl­s­omt har­me blandt jøder­ne, da han udtryk­te beun­dring for, hvad Adolf Hit­ler hav­de for­må­et i Tyskland, mens han sam­ti­dig tviv­le­de på hen­sigts­mæs­sig­he­den af den kom­mu­ni­sti­ske besæt­tel­ses­po­li­tik og de alli­e­re­de trop­pers optræ­den …

President_John_F_Kennedy_1960_240x300
 Præ­si­dent John F. Ken­ne­dy, 1960.

 

Kennedy-klanens forbandelse

Sent i juli og tid­ligt i august 1945, kun uger efter afslut­nin­gen af kri­gen i Euro­pa, besøg­te den 28-åri­ge US Mari­ne-løjt­nant John F. Ken­ne­dy det krigs­hær­ge­de Tyskland. Med ham på turen var USA’s flå­de­mi­ni­ster James For­re­stal (som præ­si­dent Tru­man sene­re udnævn­te til før­ste-for­svars­mi­ni­ster). Ken­ne­dy regi­stre­re­de sine ople­vel­ser og obser­va­tio­ner i en dag­bog, der ikke blev kendt i offent­lig­he­den før i 1995. (Den blev udgi­vet under tit­len Pre­lu­de to Lea­ders­hip: The Euro­pe­an Diary of John F. Ken­ne­dy, Sum­mer 1945.)

Dis­se dag­bogs­op­teg­nel­ser viser den ung­dom­me­li­ge Ken­ne­dys vid­træk­ken­de nys­ger­rig­hed og øje for detal­jer – egen­ska­ber der også frem­gik af hans to best­sel­lers, Whi­le England Slept (1940) og Pro­fi­les in Cou­ra­ge.

Tid­li­ge­re i 1945 hav­de han været til ste­de ved åbnin­gen af De For­e­ne­de Natio­ners orga­ni­sa­tion i San Fran­ci­sco, og han hav­de besøgt Stor­bri­tan­ni­en for at over­væ­re valg­kampag­nen til par­la­men­tet, idet han dæk­ke­de beg­ge begi­ven­he­der som jour­na­list for Hearst aviskæ­den.

I Ber­lin note­re­de Ken­ne­dy ved sin ankomst den 28. juli 1945: “Øde­læg­gel­sen er total. Unter den Lin­den (bou­le­vard) og gader­ne er rela­tivt frem­kom­me­li­ge, men der er ikke en ene­ste byg­ning, som ikke er udbrændt. På nog­le af gader­ne er stan­ken fra lige­ne over­væl­den­de – sød­lig og kval­men­de.”

Om befolk­nin­gen i Ber­lin rap­por­te­re­de han: “Mini­mums­ra­tio­nen er 1,5 pund (ca. 750 g føde) om dagen – sva­ren­de til ca. 1200 kal­o­ri­er (2000 kal­o­ri­er anses af sund­hedsmyn­dig­he­der­ne for en nor­mal diæt, og ratio­ner­ne udgør kun 900 kal­o­ri­er i Wien.)”

Ken­ne­dy til­fø­je­de fle­re nota­ter i sin dag­bog om voldsom­he­den af den sov­je­trus­si­ske okku­pa­tion af Tyskland.

Rus­ser­ne ryk­ke­de ind med en sådan vild­skab i begyn­del­sen – hvor de læn­se­de fabrik­ker­ne for alt brug­bart og voldt­og kvin­der i flæng – at de stød­te de tyske med­lem­mer af kom­mu­ni­st­par­ti­et fra sig, der hav­de vis­se inter­es­ser i virk­som­he­der­ne … Voldtægt og plyn­dring (udført af sov­jet­trop­per) var almin­de­ligt.” Ken­ne­dy til­fø­je­de yder­li­ge­re: “Hvad de ikke fjer­ne­de, destru­e­re­de de.

” Et andet sted skrev han: “Rus­ser­ne har i det sto­re og hele plyn­dret lan­det, de lever af det … Rus­ser­ne har sam­let alle de før­li­ge mænd og kvin­der og sendt dem bort.”

Han gjor­de også en bemærk­ning om de bri­ti­ske og ame­ri­kan­ske luf­tan­greb: “Iføl­ge vores flå­de­eks­per­ter, hav­de vores bomb­ning af Tyskland ingen stør­re effekt i for­sø­get på at stand­se deres krigs­pro­duk­tion, og pro­duk­tio­nen for­ø­ge­des tre­fol­digt i tiden fra 1942–1944.

Ken­ne­dy rap­por­te­re­de også, at lige til slut­nin­gen ved­li­ge­hold­tes der til­stræk­ke­lig mad­for­sy­ning i den tyske hoved­stad. “Mad­for­sy­nin­gen i Ber­lin var yderst vel­or­ga­ni­se­ret, selv under den vær­ste blitz.”

Ken­ne­dy rej­ste sam­men med mini­ster James For­re­stal til Bre­men, et vig­tigt nordtysk indu­stri- og for­ret­nings­cen­ter og en af de sto­re hav­ne­by­er. Han rap­por­te­re­de, at rus­ser­ne ikke var den ene­ste besæt­tel­ses­magt, der fore­tog omfat­ten­de plyn­dring i Tyskland: “Bri­ter­ne var nået ind til Bre­men for­an os – og alle var fuld­stæn­digt ens­ly­den­de i deres beskri­vel­ser af den bri­ti­ske plyn­dring og øde­læg­gel­se, der hav­de været sær­de­les omfat­ten­de. De hav­de taget alt mari­timt rela­te­ret – ski­be, min­dre både, smø­re­mid­ler, maski­ne­ri, osv.”

Han bemær­ke­de også ame­ri­kan­ske trop­pers fejl­op­træ­den: “Ame­ri­ka­ner­ne plyn­dre­de i bety­de­ligt omfang sel­ve byen Bre­men, da de ankom,” skrev han. “Folk er næp­pe opmærk­som­me på,” til­fø­je­de han, “hvor hel­di­ge de har været ved at und­gå rus­ser­ne. (Men) hvad angår plyn­drin­gen af byer og boli­ger, er bri­ter­ne og ame­ri­ka­ner­ne også i høj grad skyl­di­ge.” I Bre­men, skrev Ken­ne­dy: “På trods af det hele synes ingen af de ame­ri­kan­ske offi­ce­rer og mænd her at nære noget udpræ­get had mod Tysker­ne.”

Ken­ne­dy mød­tes og tal­te med ame­ri­kan­ske flå­deof­fi­ce­rer i Bre­men. Da han selv hav­de været chef på en ame­ri­kansk motort­or­pedobåd i Stil­le­ha­vet – PT-109, som han nåe­de at gøre berømt – var han sær­ligt inter­es­se­ret i det tyske mod­styk­ke, den såkald­te Sch­nel­l­boot eller S-båd. Efter at have sam­men­lig­net i detal­jer, kon­klu­de­re­de Ken­ne­dy, at den tyske udga­ve var “fuld­stæn­digt over­le­gen i for­hold til vores PT-båd.”

Efter Bre­men og Bre­mer­ha­ven, fløj Ken­ne­dy og For­re­ster til Bay­ern, hvor de besøg­te byen Ber­ch­tes­ga­den, hvor­ef­ter de kør­te op til Hit­lers bjer­gre­træte, der var “fuld­stæn­dig uds­let­tet som resul­ta­tet af et RAF-luf­tan­greb med 12.000 punds bom­ber i et for­søg på at myr­de Hit­ler.”

Lige efter det­te besøg, skrev Ken­ne­dy en bemær­kel­ses­vær­dig kom­men­tar i sin dag­bog, date­ret 1. august 1945, om Hit­ler og hans plads i histo­ri­en: “Efter at have besøgt dis­se ste­der, er det nær­lig­gen­de at fore­stil­le sig, at inden for få år vil Hit­ler rej­se sig af det had, der omgi­ver ham nu, som en af de mest bety­de­li­ge skik­kel­ser, der nogen sin­de har levet.” Ken­ne­dy skrev vide­re: “Han hav­de græn­se­lø­se ambi­tio­ner for sit land, og det blev opfat­tet som en trus­sel mod fre­den i Ver­den, men der var en mystik omkring hans leve­må­de og ved omstæn­dig­he­der­ne omkring hans død, som vil leve og vok­se efter ham. Han var af det mate­ri­a­le, som legen­der gøres af.”

Min­dre end et år efter den­ne Euro­pa-run­drej­se, blev Ken­ne­dy valgt i Mas­sa­chu­setts til Kon­gres­sen, star­ten på en poli­tisk kar­ri­e­re, der skul­le brin­ge ham til Det Hvi­de Hus. Kun få år efter, stil­le­de sena­tor Ken­ne­dy op til præ­si­dentval­get, skønt få gav ham en chan­ce for at vin­de over vice­præ­si­dent Richard Mil­hous Nixon, men det gjor­de han, og blev præ­si­dent i 1960.

Var Kennedy-familien antisemitisk?

Det er min over­be­vis­ning, at Kennedy’ernes stra­te­gi, fars og søn­ners, var at fore­gi­ve at være libe­ra­le og pro­jø­di­ske, for med tiden, gen­nem mag­ten fra præ­si­den­tem­be­det, at øde­læg­ge det pri­va­te­je­de og kon­trol­le­re­de Fede­ral Reser­ve Bank, som Joseph Ken­ne­dy Sr. kor­rekt så som den ulti­ma­ti­ve finan­si­el­le kil­de til nuti­dens jødi­ske domi­nans: mag­ten til at tryk­ke pen­ge, til at udlå­ne dem eller lade være, mag­ten til at udlø­se depres­sio­ner og ned­luk­ke for­ret­nings­fo­re­ta­gen­der, mag­ten til at afskæ­re kre­dit­ter, og såle­des mag­ten til at lade deres patri­o­ti­ske fjen­der gå i hund­e­ne og ful­den­de den jødi­ske over­ta­gel­se af vores medi­er, vores poli­ti­ke­re (der alle­re­de skal bru­ge des­pe­rat med pen­ge til valg­kampag­ner) og til sidst hele natio­nen.

US Fly­ve­vå­ben-løjt­nant Joseph Patri­ck “Joe” Ken­ne­dy Jr., intel­li­gent og robust, og den æld­ste, var den før­ste søn, der af sin far blev udvalgt til en hæder­kro­net poli­tisk kar­ri­e­re. Uhel­dig­vis blev han dræbt, da hans fly blev skudt ned under Anden Ver­denskrig, efter at præ­si­dent Franklin D. Roo­se­velt og Joe Ken­ne­dy Sr. var gerå­det i nær­mest åben kon­flikt. Gen­nem årti­er er det ble­vet hæv­det, at Joe Jr. blev myr­det:

Den 12. august 1944 var US Mari­ne-pilot Joe Ken­ne­dy Jr. i færd med at sty­re en eks­pe­ri­men­tel udga­ve af en B-17 lastet med Tor­pex mod en af akse-mag­ter­nes fæst­nin­ger i Nord­frank­rig. Cir­ka 100 meter bag ham, i en Mosqui­to, fløj fra USAF, oberst Elli­ot Roo­se­velt, der var søn af præ­si­dent Franklin D. Roo­se­velt.  Roo­se­velt Jr.‘s opga­ve var at fil­me mis­sio­nen.
Plud­se­lig ud af den blå luft eks­plo­de­re­de Ken­ne­dys fly.
Ken­ne­dy hav­de været med til at teste fjernsty­ring af fly i pro­jek­tet Aphro­di­te: Et bety­de­ligt kvan­tum høj­eks­plo­si­ve spræng­stof­fer blev lastet i en udran­ge­ret B-17 bom­be­ma­ski­ne, som manu­elt blev flø­jet frem mod et mål. I nær­he­den af målet red­de­de besæt­nin­gen sig ud i faldskærm, hvor­ef­ter bom­be­ma­ski­nen blev fjernsty­ret resten af vej­en. En enkelt vel­pla­ce­ret maskin­ge­vær­sal­ve kun­ne have udløst deto­na­tio­nen i uti­de, siger til­hæn­ger­ne af kon­spira­tions­te­o­ri­en. Sam­men med Ken­ne­dy dræb­tes løjt­nant Wil­ford J. Wil­ly.
Op til ulyk­ke­s­tids­punk­tet var præ­si­dent Franklin D. Roo­se­velt* offent­ligt og pri­vat ble­vet kri­ti­se­ret af Joe Ken­ne­dy Sr.

Joseph_P_Kennedy_Jr_250xy

Under alle omstæn­dig­he­der ople­ve­de Joe Sr. – ved at hol­de sig til pla­nen om udadtil at støt­te jødi­ske inter­es­ser, mens han pri­vat nære­de stær­ke anti­jø­di­ske følel­ser – at se sin næstæld­ste søn, John F. Ken­ne­dy, besæt­te præ­si­den­tem­be­det med hjælp fra de jødi­ske medi­er og en bety­de­lig jødisk væl­ger­til­slut­ning.

Men iføl­ge man­ge iagt­ta­ge­re, slut­te­de kær­lig­heds­af­fæ­ren mel­lem jøder­ne og John F. Ken­ne­dy meget snart efter hans eds­af­læg­gel­se som præ­si­dent.

Tænk over det: Ken­ne­dy-fami­li­ens patri­ark var stærk anti­se­mit, og som ame­ri­kansk ambas­sa­dør hav­de han fra­rå­det Ame­ri­ka at gå ind i Anden Ver­denskrig på bri­ter­nes side. Den ældre Joes søn, John F. Ken­ne­dy, hav­de skre­vet til for­del for Hit­ler. JFK hav­de også for­sva­ret den repu­bli­kan­ske sena­tor Robert Taft med best­sel­le­ren Pro­fi­les in Cou­ra­ge for at beteg­ne Nür­n­berg-pro­ces­sen som en far­ce.

Som præ­si­dent hav­de Ken­ne­dy gjort alt, hvad der stod i hans magt for at for­hin­dre sta­ten Israel i at opbyg­ge et ato­mar­se­nal til mas­se­de­struk­tion. (Læs Micha­el Col­lin Pipers Final Jud­g­ment: The Mis­sing Link in the JFK Assas­si­na­tion Con­spira­cy, der for­ven­tes at udkom­me fra The Bar­nes Review i en 7. udga­ve inden 50-års­da­gen sene­re i år for mor­det på John F. Ken­ne­dy.)

Det er min opfat­tel­se, at den påstå­e­de “Ken­ne­dy-for­ban­del­se” mere hand­ler om, at en pro­mi­nent ame­ri­kansk katolsk fami­lie tog kam­pen op mod de jødi­ske finans- og medi­e­magt­ha­ve­re og betal­te den ulti­ma­ti­ve pris,** end det har med nogen anden “for­ban­del­se” at gøre.

Redaktionel opdatering

[Den 16. juli 1999 styr­te­de John F. Ken­ne­dy Jr. (f. 1960) ned med sit pri­vat­fly, en Piper Sara­to­ga, angi­ve­ligt på grund af en fejl­be­tje­ning af auto­pi­lo­ten.


John F. Ken­ne­dy, Jr.

 

Han udstil­les i den­ne ten­den­tiø­se og insi­nu­e­ren­de Hol­lywood-udga­ve af en under­sø­gel­se, der giver sig ud for at efter­for­ske nedstyrt­nin­gen grun­digt, som en uover­lagt per­son uden til­stræk­ke­lig fly­ve­ru­ti­ne. Alle muli­ge tek­ni­ske årsa­ger, der kun­ne inde­hol­de spor efter mani­pu­la­tion af navi­ga­tions­sy­ste­met, fri­ken­des på en måde, så alle må kom­me i tvivl. På den måde er det let­te­re at til­slø­re atten­ta­tet som “pilot­fejl”. 
Pas­sa­ge­rer i fly­et var Ken­ne­dys hustru, Caro­lyn Besset­te-Ken­ne­dy, og hans svi­ge­r­in­de, Lau­ren Besset­te. Ingen af de tre over­le­ve­de nedstyrt­nin­gen. Det er påfal­den­de, at der sav­nes en fly­ve­plan for den­ne flyv­ning.

John F. Ken­ne­dy Jr. var en offent­lig stjer­ne på vej op, vel­be­ga­vet, stærk, beslut­som som sin far, og han hav­de udse­en­det med sig. Han kun­ne være ble­vet præ­si­dent og vil­le have præ­sen­te­ret en ny uac­cep­ta­bel risi­ko for sine fars mor­de­re.

Det­te angreb på en enkelt frem­stå­en­de fami­lie i USA siger mere om bag­mæn­de­nes ned­ar­ve­de sinds­sy­ge, end vi kan fin­de ord for.]

Kilder

1 John Nugent er fre­elan­ce skri­bent hjem­me­hø­ren­de i Penn­sylva­nia.

* Histo­ri­en har vist, at Franklin D. Roo­se­velt var en vig­tig mario­net for logen af inter­na­tio­na­le jøder under Anden Ver­denskrig. Han var sand­syn­lig­vis fra begyn­del­sen af sin stræ­ben mod præ­si­den­tem­be­det jøder­nes “skab­ning”, der var udset til at skul­le over­ta­ge kon­trol­len med USA. Sov­jet­mag­ten kun­ne ikke have for­voldt de vest­eu­ro­pæ­i­ske natio­ner stør­re ska­de under og efter Anden Ver­denskrig end Roo­se­velt og Eisen­hower præ­ste­re­de til­sam­men. Sov­je­tu­ni­o­nens bed­ste mand sad alle­re­de i Det Hvi­de Hus. Man­ge for­hold peger på, at Roo­se­velt på det per­son­li­ge plan var under kolos­salt pres det meste af tiden. Ikke kun for at skju­le for de ame­ri­kan­ske væl­ge­re, at han var lam­met i beg­ge ben og afhæn­gig af køre­stol — en udmat­ten­de maskepi og isce­ne­sæt­tel­se. Det­te var et præ­si­dent­skab, der skul­le sen­de ame­ri­ka­ner­ne i krig for jøder­ne. 
Roo­se­velt døde efter lan­ge peri­o­der med svæk­kel­se som en ned­brudt og resig­ne­ren­de mand. I kri­gens sid­ste faser var det vig­tigt for de jødi­ske inter­na­tio­na­li­ster på beg­ge sider af Atlan­ten, at sov­jet­trop­per­ne var de før­ste, der nåe­de til Polen og det øvri­ge Øst­eu­ro­pa, inden De Vestal­li­e­re­de kun­ne “befri” dis­se områ­der. Det blev opnå­et med Roo­se­velts og gene­ral Dwight D. Eisen­howers nølen­de frem­ryk­ning fra Syd­eu­ro­pa. Det­te var de før­ste faser i jøder­nes Holo­caust. For nu blev det de jødi­ske kom­mis­sæ­rer i Den Røde Hær, der først ryk­ke­de ind i bl.a. kz-lej­ren Aus­chwitz-Bir­ke­nau. Her fandt og beslag­lag­de de tysker­nes efter­lad­te doku­men­ta­tion om lej­re­ns drift og fan­ger­nes behand­ling. Der var intet, der indi­ke­re­de mas­seud­ryd­del­se, og doku­men­ter­ne blev hem­me­ligt sendt til mørklæg­ning i Moskva og kom først del­vist for dagens lys under Gor­batjovs pere­stro­j­ka (1989).

Efter besæt­tel­sen af Aus­chwitz var det de aflø­sen­de pol­ske jøder, der und­gik at frem­læg­ge (og ikke blev afkræ­vet) tek­nisk bevis­ma­te­ri­a­le ved Nür­n­berg-pro­ces­sen. I ste­det tor­tu­re­re­de bri­ti­ske jøder i efter­ret­ning­s­tje­ne­sten lej­re­ns sid­ste kom­man­dant, Rudolf Höss, for at opnå “til­stå­elsen” om mas­seud­ryd­del­se af jøder i gaskam­re. Myten om jøder­nes Holo­caust hvi­ler på det­te doku­ment. I 1988 påvi­ste dati­dens eks­pert i ame­ri­kan­ske gaskam­re Fred Leu­ch­ter med to viden­ska­be­lig under­sø­gel­ser, at gas­nings­sce­na­ri­et efter påstan­den var en fysisk umu­lig­hed. De jødi­ske auto­ri­te­ter i Polen ombyg­ge­de efter kri­gen et ligrum i Aus­chwitz I lej­ren til et gaskam­mer, der fun­ge­rer som en kulis­se i det Hol­lywoo­d­ag­ti­ge mil­jø, der i dag ken­de­teg­ner det såkald­te Holo­caust-muse­um. Det fal­ske “gaskam­mer” under­byg­ger det orto­dok­se holo­caust og kan vises frem for mil­li­o­ner af beta­len­de gæster hvert år. Muse­ets bag­mænd til­la­der nu ikke yder­li­ge­re fysi­ske under­sø­gel­ser i Aus­chwitz-Bir­ke­nau.

Uan­fæg­tet af den­ne histo­ri­e­for­vansk­ning føres dag­ligt hund­re­der af mere eller min­dre god­tro­en­de turi­ster gen­nem det påstå­e­de gaskam­mer, hvor de for­gif­tes med jøder­nes øre­gas om holo­caust. En jødisk for­fat­ter har udtalt, at myten om jøder­nes Holo­caust står og fal­der med eksi­sten­sen af gaskam­re­ne i Aus­chwitz I og II. Påstan­den om gaskam­re i et antal udpe­ge­de “døds­lej­re” er bevi­se­ligt falsk. Men myten består end­nu. Hvor­for? … For­di det er et sce­na­ri­um, som jøder­ne har inve­ste­ret så man­ge pen­ge og pre­sti­ge i, at man ikke kan træ­de til­ba­ge fra løg­nen uden at bli­ve stemp­let som “men­ne­ske­he­dens fjen­der”. Og det kun­ne hæn­de, at den slum­ren­de del af den­ne men­ne­ske­hed ende­lig våg­ne­de op og lag­de fjer­n­be­tje­nin­ger­ne til TV’et fra sig, for­di de omsi­der føl­te sig gene­ret. Det kun­ne føre til afslø­rin­ger af andre bed­ra­ge­ri­er begå­et af sam­me ger­nings­mand. En lavi­ne af afslø­rin­ger kun­ne gøre jøder­ne til en paria over hele ver­den. Det er et mare­ridt, som jøder­ne ikke kan risi­ke­re ved at indrøm­me, at deres Holo­caust om 6 mio. gas­se­de jøder var et tri­ck, der kun har haft til for­mål at frem­kal­de og ved­li­ge­hol­de skyld hos euro­pæ­er­ne, pri­mært det tyske folk. Men det er vi nødt til at tvin­ge jøder­ne til at indrøm­me.

Læs bogen The Con­tro­ver­sy of Zion fra 1956. Den er skre­vet af den bri­ti­ske kor­re­spon­dent Doug­las Reed. Han for­tæl­ler bl.a. om Roo­se­velts age­ren under Anden Ver­denskrig og under Jal­ta-kon­fe­ren­cer­ne. Doug­las Reed var en aner­kendt kor­re­spon­dent for The Times i Lon­don, ind­til han begynd­te at skri­ve kri­tisk om jøder­nes intri­ger i Euro­pa og USA. Han leve­de fra 1895 til 1976 og ople­ve­de såle­des beg­ge ver­denskri­ge, hvil­ket gav ham et detal­je­ret ind­blik i før­ste halv­del af det 20. århund­re­de.

** Atten­ta­tet på præ­si­dent John F. Ken­ne­dy i Dal­las, Texas, kan til gen­gæld ikke for­veks­les med en ulyk­ke. Atten­ta­tet blev natur­lig­vis hver­ken beslut­tet eller udført af en vild­fa­ren poli­tisk afvi­ger. Selv om Lee Har­vey Oswald blev udråbt som den for­vir­re­de atten­tat­mand, var der så magt­ful­de inter­es­ser, der var para­te til at sæt­te en stop­per for John F. Ken­ne­dys revi­sio­ni­sti­ske og anti-jødi­ske linje i ame­ri­kansk poli­tik, at det­te atten­tat blev beslut­tet tæt på de kred­se, der føl­te sig tru­et af hans åbne og ærli­ge poli­tik. På grund af det umid­del­bart føl­gen­de clea­ring­mord på Lee Har­vey Oswald selv nåe­de vi aldrig at høre hans egen ver­sion; og i 2011 døde også Oswalds mor­der, jøden Jacob Leon Rubenste­in (kendt som Jack Ruby) angi­ve­ligt af en blod­prop i hjer­tet. Hvil­ken per­son­lig inter­es­se hav­de den­ne jøde i at dræ­be Oswald … ?
Tal­m­ud, en af jøder­nes rabi­a­te lærebø­ger fore­skri­ver:
De bed­ste af goyim fortje­ner at bli­ve slå­et ihjel …