Kampagnen imod min bog -
Rudolf Hess: His Betrayal & Murder

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org praes. Abdallah Melaouhi, 6. september 2013.

 

Rudolf Hess’ man­ge­åri­ge syge­hjæl­per for­tæl­ler om nid­kær­he­den fra vore dages offi­ci­el­le jøde­be­sat­te Tyskland i at for­hin­dre bogen Rudolf Hess: Hans besvi­gel­se & mord at nå ud til offent­lig­he­den.

I den­ne arti­kel afslø­rer for­fat­te­ren, hvor­dan hetzen imod ham blev fol­det ud i medi­er­ne, om påstan­de­ne og injuri­er­ne, der kun var desig­net til at miskre­di­te­re ham og for­hin­dre bogen i at bli­ve udbredt.
Abdal­lah Mela­ouhi var Rudolf Hess’ syge­hjæl­per i Span­dau-fængs­let de sid­ste fem år af hans liv. Se også den­ne omta­le af Mela­ouhis bog.


Abdal­lah Mela­ouhi

 

Bøger har deres egen histo­rie – et citat fra en nu glemt romersk dig­ter århund­re­der før vi fandt på nuti­dens bøger. Min poin­te er, at når man udta­ler sig og står offent­ligt frem for at udbre­de facts eller menin­ger, så, uan­set om for­mid­lin­gen sker via lertav­ler, bar­ken fra et bir­ke­træ, papy­rus eller som nu på papir, har det ikke ude­luk­ken­de frem­met ven­ska­ber, men har fra tid til anden skabt liden­ska­be­li­ge mod­stan­de­re. Cen­sur, lister over for­bud­te bøger og afbræn­ding af bøger er fæno­me­ner, der er lige så gam­le som men­ne­ske­he­den, og alt­så ikke blot begræn­set til de 12 år hvor min patient, Rudolf Hess, ind­t­og en pro­mi­nent poli­tisk posi­tion. Det hele fore­går sta­dig, også hvor vi ikke vil­le tro det muligt.

Jeg kom til Tyskland for mere end 45 år siden med for­vent­nin­gen om at kom­me til et civi­li­se­ret land, et land hvor enhver frit kun­ne udtryk­ke enhver hold­ning, så læn­ge han eller hun ikke opfør­te sig kri­mi­nelt eller vol­de­ligt, et land, hvor fri­he­den til at tale frit var så grund­fæ­stet, at den med let­hed over­kom for­skel­le i hold­nin­ger og syns­punk­ter.
Jeg har intet for­kert fore­ta­get mig i det­te land. Jeg har dra­get omsorg for Rudolf Hess som patient, men ikke kun det. Jeg har gene­relt udført mit arbej­de pro­fes­sio­nelt. Jeg har ple­jet såvel ven­stre­flø­jens ekstre­mi­ster som utal­li­ge ukend­te patien­ter, men­ne­sker, der hav­de brug for ple­je, inva­li­de og til­ska­de­kom­ne, tyske­re og frem­me­de, krist­ne og mus­li­mer såvel som folk med en seku­lær opfat­tel­se.

Jeg har aldrig spurgt om, hvad mine patien­ter fore­tog sig i livet eller om deres poli­ti­ske eller reli­gi­øse stå­sted, kun om, hvor­dan jeg kun­ne lin­dre deres lidel­ser.

Jeg har aldrig for­holdt mig til den poli­ti­ske Rudolf Hess, hver­ken posi­tivt eller nega­tivt. Min inter­es­se har aldrig været en histo­risk eva­lu­e­ring af hans liv. I den hen­se­en­de er der alle­re­de sagt til­stræk­ke­ligt for og imod ham fra kil­der med stør­re auto­ri­tet. Min pri­mæ­re inter­es­se er at afdæk­ke den for­bry­del­se, som jeg kom til at bevid­ne. Offent­ligt har jeg udtalt, at min patient var den tid­li­ge­re Rei­ch­mi­ni­ster Rudolf Hess. Den­ne udta­lel­se er et fak­tum og ikke en glo­ri­fi­ce­ring.

Alle­re­de i 1989 [Hess døde i 1987] måt­te jeg accep­te­re det vil­kår, at “the Bri­tish Foreign Offi­ce”, der var under pres fra medi­er­ne, i ste­det for at åbne sine arki­ver eller selv frem­læg­ge under­sø­gel­sen, der var udført post mor­tem af den bri­ti­ske pato­log Cameron, for­søg­te at øde­læg­ge mit omdøm­me uden at mod­be­vi­se eller imø­de­gå et ene­ste af mine argu­men­ter. For eksem­pel erklæ­re­de “Foreign Offi­ce”, at jeg ude­luk­ken­de pres­se­de på for en under­sø­gel­se af omstæn­dig­he­der­ne ved Rudolf Hess’ død, for­di jeg blev betalt af neona­zi­ster, af Wolf Rüdi­ger Hess [Rudolf Hess’ søn] eller af andre. Jeg blev beskyldt for at være kon­spira­tions­te­o­re­ti­ker og blev portræt­te­ret som en ube­ty­de­lig, ego­fik­se­ret gal­ning, der for før­ste gang i sit liv kun­ne sole sig i ram­pe­ly­set fra Tv og pres­se.

Det sam­me for­sø­ges nu mod mig igen. Da det blev kendt, at jeg holdt fored­rag om mine år sam­men med Hess, og at jeg var ved at for­be­re­de en bog over emnet, blev en helt uhørt kampag­ne sat i gang ret­tet imod mig. Ikke en ene­ste gang under­vejs har man for­holdt sig til mine argu­men­ter, og mine påstan­de er hver­ken ble­vet behand­let eller afvist. I ste­det fly­der flos­k­ler­ne. Insi­nu­a­tio­ner og ankla­ger er ble­vet frem­sat, og det klas­si­ske kno­ck­out-argu­ment – høj­re­ek­stre­mist – er taget i brug.

Den 1. juli 2008 [11 år efter Hess’ død] dis­ku­te­re­de “the Migra­tion and Inte­gra­tion Advisory Coun­cil” i Span­dau “sagen Aba­dal­lah Mela­ouhi” som punkt 3. på dags­or­de­nen. En eks­pert fra det demo­kra­ti­ske kul­tur­cen­ter, fru Dants­chke, en per­son, jeg intet ken­der til, var invi­te­ret og bemær­ke­de i sit ind­læg, at jeg i øje­blik­ket var under efter­forsk­ning. Der var rejst til­ta­ler mod mig efter ankla­ger om “at spre­de pro­pa­gan­da”, “udste­de fal­ske ankla­ger” og for “bag­va­skel­se af sta­ten”. Jeg skul­le også være til­talt for at begå “sik­ker­heds­brud” og for at have smug­let doku­men­ter, der rela­te­re­de sig til Rudolf Hess, ud af fængs­let. Sært nok hav­de ingen offent­lig ankla­ger end­nu hen­vendt sig til mig om dis­se for­hold.

Den­ne eks­pert, fru Dants­chke, vid­ste tyde­lig­vis mere end jeg gør om den­ne sag, og her må jeg stil­le spørgs­må­let: Hvor får hun sine oplys­nin­ger fra? Er det sådan at offent­li­ge ankla­ge­re i Tyskland først infor­me­rer “cen­tre for demo­kra­tisk kul­tur”? Fru Dants­chke, der har skabt sig et leve­brød ved kon­stant af “afslø­re under­gra­ven­de høj­re­ak­ti­vi­te­ter” tæl­ler mig nu blandt pro­mi­nen­te i “høj­re­ek­stre­mi­sti­ske kred­se” …

I mine fored­rag har jeg for­talt om begi­ven­he­der­ne i Span­dau-fængs­let, chi­ka­nen mod en gam­mel mand, den tota­le iso­le­ring og hans bestræ­bel­ser på at hol­de sam­men på sig selv, at beva­re sin fysi­ske og men­tale sund­hed, om mine sam­ta­ler med ham og om mine små opnå­e­de for­de­le. Ja, jeg indrøm­mer, at jeg af og til “smug­le­de” et styk­ke cho­ko­la­de eller en kage ind i fængs­let. Jeg vil­le gøre det igen, hvis det kom der­til.

Jeg blev en over­gang util­sig­tet “noto­risk” da fle­re pro­mi­nen­te tyske udgi­vel­ser med­del­te: “Råd­gi­ven­de komi­te fyrer Hess’ syge­hjæl­per, for­di han glo­ri­fi­ce­rer Hit­lers sted­fortræ­der i en bog.”

Under alle omstæn­dig­he­der sag­de de også: “Skønt bogen, som for­fat­te­ren selv vil udgi­ve, end­nu ikke er trykt, er den alle­re­de i gang med at ophid­se gemyt­ter­ne.” Jeg vil ger­ne kor­ri­ge­re den ube­grun­de­de påstand, at jeg har “støt­tet par­ti­et NPD (Tys­klands natio­nal­de­mo­kra­ti­ske par­ti) i dets for­falsk­ning af histo­ri­en.” Jeg har ingen bånd til NPD. Jeg har skre­vet bogen Rudolf Hess: Hans besvi­gel­se & mord for at åben­ba­re sand­he­den og brin­ge mor­der­ne for ret­ten.

Jeg ven­ter sta­dig på bevis for påstan­den om, at jeg har for­søgt at “reha­bi­li­te­re” min ter­mi­nalt syge patient, “en dømt krigs­for­bry­der”. Jeg ven­ter også på en invi­ta­tion fra de main­streampar­ti­er i Tyskland, som, til trods for at de angi­ve­ligt skul­le nære stor inter­es­se for at få sand­he­den frem, alli­ge­vel ikke er inter­es­se­ret i at dis­ku­te­re mor­det på en tysk bor­ger. Jeg kun­ne også godt tæn­ke mig at vide, hvad der er så hem­me­ligt ved, sund­hed, spi­se­va­ner, reli­gi­øs til­knyt­ning, dag­li­ge ruti­ner, læse­va­ner og andre hob­bies for en ver­dens­be­rømt fan­ge, der kun­ne ret­fær­dig­gø­re for­ti­el­sen af dis­se for­hold og klas­si­fi­ce­re min omta­le som “sik­ker­heds­brud”. Jeg spør­ger også mig selv, hvor­for den poli­tisk mod­ne tyske offent­lig­hed, “den kri­ti­ske offent­lig­hed” har været nødt til at opgi­ve sin ind­ly­sen­de ret til at sæt­te spørgs­måls­tegn ved adskil­li­ge til­fæl­de af mang­len­de sam­men­hæng i den­ne sag, blot for­di en bri­tisk offent­lig ankla­ger har beslut­tet at smæk­ke bøger­ne i.

Er pastor Niemöl­ler, der i man­ge år var fan­ge i en kon­cen­tra­tions­lejr under den natio­nalso­ci­a­li­sti­ske æra, også nazist, for­di han var over­be­vist om min patients over­ve­jen­de uskyld, og for­di han af al magt stil­le­de sig til rådig­hed for Hess’ løsla­del­se? Er Golo Mann nazist, for­di han som histo­ri­ker hver­ken tro­e­de på legi­ti­mi­te­ten af dom­men over Hess under Nür­n­berg-pro­ces­sen eller kun­ne få øje på, hvil­ken for­bry­del­se Hess egent­lig hav­de begå­et?

Er den meget kend­te for­svar­sad­vo­kat, inden­rigs­mi­ni­ster og tid­li­ge­re leder af par­ti­et CSU i det bay­er­ske par­la­ment, dr. Alfred Seidl, nazist, for­di han mener, at Hess blev myr­det? Er den fran­ske fængsels­præst Gabel også nazist, for­di han nære­de dyb sym­pa­ti for den­ne fan­ge, og i et brev til mig udtryk­ker sin over­be­vis­ning om, at Hess blev myr­det? Er den tid­li­ge­re leden­de borg­me­ster i Ber­lin, Eber­hard Diep­gen, nazist, for­di han til­del­te Gabel “Das Ver­di­enst­kreuz in 1. Klas­se” den fede­ra­le tyske repu­bliks fortjenst­me­dal­je for hans arbej­de som præst for Hess?

Er den tid­li­ge­re ame­ri­kan­ske fængsels­di­rek­tør, Euge­ne K. Bird, også nazist for­di han ønske­de at lade fan­gen tale for sig selv, og sene­re blev over­be­vist om, at et for­dæg­tigt spil før­te til Hess’ død? Er redak­tø­rer­ne på BBC og på Le Figa­ro-maga­si­net også nazi­ster, bare for­di de ikke tro­e­de på, at Hess hav­de mulig­hed for at tage sit eget liv? Er pato­lo­ger­ne dr. Spann og dr. Eisen­men­ger nazi­ster, for­di deres rets­me­di­cin­ske under­sø­gel­ser viste, at Hess ikke kun­ne have taget sit eget liv? Er jeg nazist, for­di jeg ikke kan accep­te­re, at en af mine med­bor­ge­re myr­des, uden at nogen stil­les til ansvar?

Så man­ge med­le­ven­de men­ne­sker og deres man­ge argu­men­ter, mod­stand­s­kæm­pe­re, bety­den­de men­ne­sker fra Tys­klands fede­ra­le ledel­se, tid­li­ge­re akti­ve paci­fi­ster, læge­ligt prak­ti­se­ren­de, jour­na­li­ster, udlæn­din­ge, insti­tut­ter – er de nazi­ster alle som en? Man kan bekym­re sig til døde over det­te Tyskland.