Jorden skrumpes

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, PROJECT APOLLO fortsat

 

Jorden skrumpes

I den føl­gen­de video fra 2013, “A Fun­ny Thing Hap­pe­ned on the Way to the Moon” (udgi­vet af BBC på basis af Bart Sib­rels research), demon­stre­res ind­led­nings­vis, hvor­dan for­skel­li­ge videokva­li­te­ter fra Apol­lo 11-fær­den blev distri­bu­e­ret af NASA. Omver­de­nens Tv-sta­tio­ner blev tvun­get til at fil­me de i for­vej­en slø­re­de video­se­kven­ser fra en skærm for at kun­ne vide­re­sen­de dem i et brug­bart digi­talt for­mat.

Men det vi egent­lig vil vise, føl­ger 1 minut og 10 sekun­der inde i video­en, nem­lig for­kla­rin­gen på, hvor­dan den inter­ne arbejds­vi­deo – som NASA kald­te “… a report film by THE MANNED SPACECRAFT CENTER …” med påteg­nin­gen: “not for gene­ral public distri­bu­tion” (en film­rap­port … ikke for offent­lig­he­den) – blev frem­stil­let. Enten hav­de en behjer­tet fløjte­blæ­ser eks­pe­de­ret den ud af NASA som et bud­skab til omver­de­nen, eller læk­ken var opstå­et ved en ekla­ta­nt bom­mert, såle­des at video­en bl.a. end­te hos Bart Sib­rel og BBC.
Den viser Apol­lo 11-astro­nau­ter­nes den­gang vel­lyk­ke­de for­søg på at “skrum­pe” jord­s­ki­ven (syn­lig gen­nem en af ruder­ne i kom­man­do­mo­du­let), så den gav ind­tryk af at være på stør­re afstand end sandt var. Det er nær­lig­gen­de at fore­stil­le sig, at far­tø­jet på sam­me tid var i sik­kert kredsløb om Jor­den (hvor astro­nau­ter­ne selv og alle andre lege­mer er vægt­lø­se), og at Neil Arm­strong, Edwin Aldrin og Micha­el Coll­ins fil­me­de et udsnit af Jor­den og lag­de en skyg­ge over “nat­si­den” af den, så betrag­te­ren fik ind­tryk af, at Apol­lo 11 var nået halvvejs til Månen.
Neil Arm­strong ind­tal­te en kom­men­tar, direk­te til for­falsk­nin­gen, der lader betrag­ter­ne for­stå, at sekven­sen fore­stil­ler Jor­den i en afstand af “130.000 miles”, under­for­stå­et fra en posi­tion ca. halvvejs til Månen (ca. 384.000 km). De 20 sekun­der, der blev vist for alver­dens god­tro­en­de Tv-kig­ge­re, var ikke direk­te Tv, som alle hav­de ind­tryk af, men 20 sekun­ders bed­ra­ge­ri, givet­vis bestilt og god­kendt af NASA. Bemærk, at hvis kom­man­do­mo­du­let vir­ke­lig hav­de befun­det sig 130.000 miles fra Jor­den, hav­de astro­nau­ter­ne kun behø­vet at hol­de kame­ra­et tæt mod rudens glas, præ­cis som de for­kla­rer det er, for at fil­me Jor­den i det san­de per­spek­tiv.
Opta­gel­ser­ne af den for­mind­ske­de Jord blev frem­stil­let ved at mørklæg­ge kabi­nen i kom­man­do­mo­du­let og fil­me Jor­den fra det fjer­ne­ste mod­sat­te punkt i cock­pit­tet. Jor­den var åben­bart syn­lig gen­nem en cir­ku­lær dok­nings­ru­de, og den rig­ti­ge ret­ning kun­ne opnås ved at ven­de spid­sen af kom­man­do­mo­du­let ind mod Jor­den. Kabi­nens mør­ke kom til at lig­ne ver­dens­rum­met omkring Jor­den, og den min­dre del af Jor­den, der var syn­lig gen­nem ruden, skab­te en illu­sion af, at Jor­den var meget læn­ge­re væk.
Set fra det lave kredsløb vil­le Jor­den have en bety­de­lig udstræk­ning i det gene­rel­le per­spek­tiv. Vi kan se, at de til­fæl­di­ge vej­r­sy­ste­mer over udsnit­te­ne af Jor­den vir­ker for sto­re til at være glo­ba­le; bemærk også, at ingen kon­ti­nen­ter kom med i udsnit­te­ne; de vil­le straks have afslø­ret Jor­dens fal­ske dia­me­ter.

Retur til Astro­nau­ter­nes adfærd