Jødespørgsmålet

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org praes. Aage H. Andersen, 1936, 10. juni 2013.

 

Aage H. Ander­sen (f. 1892, d. 1968) var erklæ­ret anti­se­mit og natio­nalso­ci­a­list og blev efter Anden Ver­denskrig idømt en lang fængsels­straf, 10 år, som lands­svi­ger. Loven skri­ves af magt­ha­ver­ne, og det såkald­te rets­op­gør blev orke­stre­ret af vin­der­ne, alt over­ve­jen­de det jødi­ske establis­h­ment.

Men Aage H. Ander­sen var alt andet end lands­svi­ger. Han elske­de Danmark og sit nor­di­ske folk. Det viser den­ne arti­kel med over­skrif­ten Jøde­spørgs­må­let, som han skrev, måske, i 1936. Han udstil­le­de uden uld­ne omskriv­nin­ger dati­dens jøder og histo­ri­ens evin­de­li­ge Shylock’er og gjor­de opmærk­som på den indif­fe­rens, der også den­gang her­ske­de i den dan­ske befolk­ning, en liv­stru­en­de til­stand, som jøder­ne ser til at ved­li­ge­hol­de gen­nem dan­sker-for­dum­mel­sen i sko­ler­ne og fra medi­er­ne. Hans klar­syn og obser­va­tio­ner har aldrig været mere aktu­el­le for Danmark og dan­sker­ne end i 2013. Er dan­sker­ne så ble­vet mere “seen­de” i løbet af en hel men­ne­ske­al­der? Desvær­re end­nu ikke.

Spørgs­må­let er, om vi evner at over­le­ve!
Det skul­le være ind­ly­sen­de at den­ne behjer­te­de dan­sker ikke var anti­se­mit uden grund. Hvis alle i det­te land besad Aage H. Ander­sens ind­sigt i jøde­spørgs­må­let, et pro­blem så påtræn­gen­de som nogen­sin­de, vil­le han være anti­se­mit fra vug­ge til grav, og Danmark vil­le være et frit land med frie dan­ske­re.

Aage H. Ander­sen skrev natur­lig­vis det davæ­ren­de dansk, og af hen­syn til en mere fly­den­de læs­ning har vi på redak­tio­nen udskif­tet det sto­re begyn­del­ses­bog­stav i alle nav­ne­ord, resten er urørt. Men bemærk, hvor man­ge gode beskri­ven­de ord, der er fjer­net fra det dan­ske sprog i mel­lem­ti­den.

Her­med giver vi ordet til hæder­s­man­den Aage H. Ander­sen, der kæm­pe­de for et frit Danmark i et sam­let Euro­pa.


Aage H. Ander­sen o. 1936
— en klar­sy­net poli­ti­ker.

 

Af Aage H. Ander­sen (1936)[1]

Man træf­fer i sta­dig vide­re kred­se en vok­sen­de for­stå­el­se af, hvor gen­nem­gri­ben­de det­te spørgs­mål er for hele ver­den, og set fra vort syns­punkt, for vor nor­di­ske kul­turs bestå­en.

Vel har man tid­li­ge­re kendt anti­se­mi­tis­men. Den er duk­ket op gang på gang som et spø­gel­se, der har efter­ladt sig blo­di­ge spor i pogro­mer o.l., men i almin­de­lig­hed har den kun været kendt som en ufor­klar­lig, instink­t­mæs­sig følel­se af afsky – und­ta­gen hos nog­le gan­ske få viden­de. Det har været den kol­de nega­ti­ve anti­se­mi­tis­me, som har bragt afløb for følel­ser, hvis beret­ti­gel­se man ikke har været klar over, og som der­for i man­ge til­fæl­de kun har efter­ladt en vis skam­fø­lel­se uden posi­ti­ve resul­ta­ter.

Først med natio­nalso­ci­a­lis­men væk­kes anti­se­mi­tis­men til live som en bevidst kamp­fak­tor, som en ide – en ide­a­li­stisk og mål­be­vidst stræ­ben for slæg­ter­nes og racens bestå­en, en posi­tiv fak­tor i den evi­ge kamp mel­lem lyset og mør­ket, mel­lem det gode og det onde, hvor vi klart erken­der, at vi er kal­det til at stå på det godes side i kam­pen. Kam­pen mel­lem ide­a­lis­me og mate­ri­a­lis­me.

Den­ne kamp er ble­vet svær for os, for­di vi i blåø­jet rid­der­lig­hed og til­lids­fuld­hed har til­ladt fjen­den at bund­fæl­de en ikke rin­ge del af hans ånd i vor sjæl, og ale­ne af den grund er vi til­bø­je­li­ge til at for­sva­re ham. I mis­for­stå­et tole­ran­ce hører vi folk råbe op om, at det først og frem­mest gæl­der om at bekæm­pe jøden i vor sjæl – og så skul­le vi vel ellers lade Judas fort­sæt­te sin intel­li­gen­te virk­som­hed i fred.

Det er for så vidt en smuk tan­ke, som den vid­ner om nor­disk stor­sind, men den er uprak­tisk og uhold­bar, hvis vi da ønsker hel­bre­del­se for vor egen sjæl.

Når en læge vil bekæm­pe en syg­dom, så ind­skræn­ker han sig vel ikke til at bekæm­pe symp­to­mer­ne, men han træn­ger ind til sel­ve syg­dom­mens arne­sted og tager fat der.

Hvad er da jøde­dom kor­test for­talt, og her sær­lig i rela­tion til den nor­disk-ari­ske kri­sten­hed?

Ja, fore­stil dig 2 men­ne­skeslæg­ter. De kan i og for sig beg­ge være lige dis­po­ne­re­de til det gode og til det onde; hos beg­ge slæg­ter kan sjæ­len bestå af halv gud og halv satan. Den før­ste slægt kal­der vi den lyse slægt, den anden den mør­ke slægt. En ting adskil­ler dem imid­ler­tid straks fra begyn­del­sen, idet den lyse slægt tror på det gode i sjæ­len som det bed­ste, medens den anden kun tror på det reel­le for­hån­den­væ­ren­de – på livets mate­ri­el­le goder – som det bed­ste.

Den lyse slægt dan­ner af tro­en på det gode i sig selv sin gud­dom, og selv­om det onde man­ge gan­ge har over­mag­ten, så slip­per slæg­ten ikke den­ne tro. Selv i sin dybe­ste for­ned­rel­se ved den, at det gode vil sej­re til sidst, den ønsker det sådan og prø­ver trods køde­ts skrø­be­lig­hed på at ind­ret­te sit liv der­ef­ter. Sjæ­lens umæt­te­li­ge higen mod lyset, mod sand­he­den og afkla­rin­gen ken­de­teg­ner den lyse slægt.

Den mør­ke slægt dan­ner af livets mate­ri­el­le goder, og vel også af det gode i sig selv, en reli­gion, som kun gæl­der for slæg­ten ale­ne, og inden­for slæg­tens egen kreds er det muligt, at der fin­des kær­lig­hed, offer­vil­je og mere – men af det onde dan­ner den gud­dom­mens anden side – en sata­nisk side, som er vendt mod alle andre slæg­ter på Jor­den. Ikke ale­ne bli­ver det der­for en lov for slæg­ten at sny­de, bed­ra­ge, øde­læg­ge og oplø­se alle andre slæg­ter, at dri­ve åger med alle andre slæg­ter (det er en gud vel­be­ha­ge­lig ger­ning), men det bli­ver yder­me­re lov og ”moralsk” pligt for den, at det skal ske for­dækt, medens den til­sy­ne­la­den­de lever i ven­skab blandt de andre – alt for til­lids­ful­de slæg­ter.
Den lyse slægt er ari­er­ne, den mør­ke jøde­dom­men.
Det er først natio­nalso­ci­a­lis­men, som, efter at have for­stå­et den­ne sand­hed fuldt ud, ven­der skarp front mod jøde­dom­men, som for vor slægts bestå­en er det arge­ste gift­stof, der tæn­kes kan.

Lyder det ikke ned­vær­di­gen­de for det guds­be­greb, som vi trods alt har beva­ret, at gud skul­de give et sær­ligt folk anvis­ning på at gøre sig til her­re over hele Jor­den og dens fol­keslag ved hjælp af gul­det, rent ud sagt ved hjælp af åger­kar­le­virk­som­hed? Men det står der jo udtryk­ke­lig i jøder­nes Torah! (Mosebø­ger­ne). Enhver kan slå efter i Det Gam­le Testa­men­te, 5. Mose­bog 23. kapi­tel, 20. vers:

Af en frem­med må du tage åger, men af din bro­der må du ikke tage åger, at her­ren din gud må vel­sig­ne dig i alt det, som du udræk­ker din hånd til. I det land, som du kom­mer hen til for at eje det.

I jøder­nes hel­li­ge moral­lov­bog Schul­chan Aruch (det dæk­ken­de bord), som er en for jøder­ne meget vig­tig bog, da den inde­hol­der de reli­gi­øse love i mere almen til­gæn­ge­lig form fra Tal­m­uds afslut­ning (udkom før­ste gang på tryk i 1550), får vi så at vide, hvad jøder­ne for­står ved ordet bro­der. Der står nem­lig:

Det er til­ladt at bed­ra­ge en kri­sten, og der kan der­for ikke være tale om nogen til­ba­ge­be­ta­ling, efter­som der ikke der­ved fin­der nogen for­for­de­ling sted over­for den krist­ne, da den hel­li­ge skrift siger: “I skal ikke bed­ra­ge eders brød­re.” brød­re er kun jøder, men den krist­ne står lave­re end en hund.

Der er ikke noget at tage fejl af.
For at se, hvad vi yder­li­ge­re kan ven­te os af dis­se ven­li­ge jøde­sjæ­le, kan vi atter slå op i Torah’en (Gam­le Testa­men­te, 5. Mose­bog 7. kapi­tel, 16. vers):

Og du (jøde) skal til­in­tet­gø­re alle de folk, som her­ren din gud giver i din vold, dit øje skal ikke spa­re dem.

20. vers:

Og her­ren din gud skal endog sen­de gede­ham­se på dem, ind­til de omkom­me, som er ble­vet til­overs, og som have skjult sig for dit ansigt.

Det forun­drer os der­for ikke, at jøder­ne nu lærer gen­nem Tal­m­ud :

De bed­ste blandt ikke-jøder skal du dræ­be …

og det for­bav­ser os slet ikke, at det prak­ti­se­res så hånd­fast, hvor jøden er ene­her­sker som tid­li­ge­re i Ungarn og Bay­ern, og siden 1917 i Sov­jet, hvor mil­li­o­ner af rus­se­re er ble­vet myr­det af de jødi­ske magt­ha­ve­re.

Det vil­le ikke have fun­det sted, hvis jøder­nes afsky­e­li­ge reli­gion hav­de været åben­bar for alle, men det er først vor tid, der skal se deres hem­me­lig­he­der bli­ve udråbt fra tage­ne. Åbent har jøder­ne ikke vist os deres had, og lum­skt og under­fun­digt siger de da også i Schul­chan Aruch:

Det er til­ladt at give de fat­ti­ge krist­ne almis­ser, at besø­ge deres syge og begra­ve deres døde, at begræ­de dem og trø­ste dem – for den kære freds skyld. (D.v.s. for at få de krist­ne til at tro, at jøder­ne er deres gode ven­ner.)

Prøv at for­stå som en rea­li­tet, hvad det er, vi er udsat for fra jøde­dom­mens side, måske kan det yder­li­ge­re let­te din for­stå­el­se, når jeg cite­rer føl­gen­de brev, som den pari­si­ske banki­er James Rot­hs­child (Amsel Mey­ers søn) engang send­te til sin jødi­ske ven Isak Pereira:

De mis­for­står gan­ske vor races opga­ve. Opfin­del­ser, f.eks. af damp­ma­ski­nen, er ari­e­rens sag. Lad ham bare ved hjælp af skat­te­be­ta­lin­ger – om det så skal være – sta­dig udgi­ve et antal mil­li­o­ner for at udka­ste pro­jek­tet til et jer­n­ba­ne­net og rea­li­se­re det, og hvis han som føl­ge her­af skal kom­me til at sul­te ihjel på et tag­kam­mer, så bli­ver det hans sag. Så først er nem­lig det rig­ti­ge øje­blik for os inde til at ind­kas­se­re udbyt­tet. Såle­des bør man nem­lig opfø­re sig over­for ikke-jøder. Står det da ikke i Tal­m­ud: “Jøden er et men­ne­ske, og det som ikke er af jødisk race står på dyrets trin?” Hvad siger ikke 5. Mose­bog, 6, 11: “Her­ren din gud vil give dig sto­re og gode stæ­der som du ikke har byg­get, huse ful­de af rig­dom­me, som du ikke har fyldt, udhug­ge­de brøn­de, som du ikke har udhug­get, vin­b­jer­ge og olieb­jer­ge, som du ikke har dyr­ket, og af hvil­ke du skal æde og bli­ver mæt.”

James Rot­hs­child glem­te at til­fø­je, at der også står i Tal­m­ud (Dibre David, 37):

At afslø­re noget som helst af vor reli­gi­øse læreart for en ikke-jøde, er det sam­me som at slå alle jøder ihjel. For såfremt ikke-jøden vid­ste, hvad vi lærer imod dem, vil­le de umid­del­bart slå os alle sam­men ihjel …

Jøder­nes ene­ste tan­ke er ero­brin­gen af ver­dens­her­re­døm­met, deres Torah,Talmud og Schul­chan Aruch har i grun­den intet med ægte reli­gion at gøre, og er kun lum­ske stra­te­gi­ske pla­ner til at ero­bre det­te her­re­døm­me ved svig, udsug­ning og øde­læg­gel­se af andre folk. Vi er ofret for jøde­ns umæt­te­li­ge have­sy­ge, og for os fin­des kun ofrets ret til at fri­gø­re sig for para­sit­ten. Gen­nem høj­fi­nan­sens ren­tesla­ve­ri og gen­nem marxis­mens træl­lelæ­re håber ver­densjø­de­dom­men i vore dage at nå sit mål, og det gyser i en, når man våg­ner op og for­står, hvor­le­des jøde­dom­men i dag alle­re­de er ved målet. Ikke uden grund skrev den jødi­ske for­fat­ter Kurt Muen­zer i 1911 (i “Weg von Zion”):

Vi har ædt os ind i fol­ke­ne. Vi har kryd­set og skæn­det racer­ne, vi bar brudt deres kraft og gjort alt skrø­be­ligt, lun­kent og lum­ret ved vor egen kul­tur­ned­gang.

Men, nar vi våg­ner op af Tor­nero­se­søv­nen, mon vi så ikke end­nu er for stol­te til at lade os gøre til storm­trop­per for den jødi­ske impe­ri­a­lis­me, enten som gadens ende­lø­se hær af arbejds­lø­se, som ren­tesla­ver eller som slag­te­kvæg på slag­mar­ken. Faren for de inter­na­tio­na­le for­vik­lin­ger lig­ger jo net­op deri, at de for­skel­li­ge natio­ner har udle­ve­ret nøg­len til høj­fi­nan­sens natio­na­le pro­vo­ka­tø­rer. Måske kan krig mel­lem natio­ner­ne ikke gøres umu­ligt, men de kri­ge, som høj­fi­nan­sen plan­læg­ger til egen for­del, kan gøres umu­li­ge ved at til­in­tet­gø­re høj­fi­nan­sens og marxis­mens magt. Dis­se kri­ge, og det er næsten ude­luk­ken­de dem, vi har set gen­nem snart det sid­ste halvan­det hund­re­de år, føres kun for at befæ­ste og for­stær­ke jøder­nes magt. Kun høj­fi­nan­sen har haft for­del der­af gen­nem rust­nings­in­du­stri­en, stat­slån, krig­slån, lån til genop­byg­ning og gen­nem direk­te tyve­ri af et folks opspa­re­de arbejds­vær­di­er ved inf­la­tion og stats­ban­kerot.

Tyskland er det før­ste eksem­pel på, at et helt folk i tide og med fuld erken­del­se af hele dyb­den i spørgs­må­let har rejst sig mål­be­vidst mod jøde­fa­ren. Det er til dato den ene­ste stat i ver­den, hvor alt er lagt an på at beskyt­te fol­kets race­be­to­ne­de egen­ska­ber, den vig­tig­ste opga­ve en stat over­ho­ve­det kan være anlagt på.

Men anti­se­mi­tis­men er i vækst selv i de under jødisk her­re­døm­me stå­en­de stor­sta­ter som England og Frankrig – og selv i den jødi­ske røver­stat SOVJET.

Anti­se­mi­tis­men hæm­mes imid­ler­tid af den gam­mel­te­sta­ment­li­ge kri­sten­dom, som blæn­der folks øjne. Man hører min­sand­ten folk for­tæl­le, at kri­sten­dom­men er en dat­ter­re­li­gion af jøde­dom­men.

Nej, den er ikke! tvær­ti­mod!

Kristus opstod som den dia­me­tra­le mod­sæt­ning til jøde­g­u­den JAHVE, den gud jøder­ne selv hav­de byg­get i deres lum­re hjer­te­kam­re af mate­ri­elt guld.

Jøde­dom­mens gud er guden på godt og ondt og først og frem­mest hadet og vre­dens gud, og det er den­ne gud, der går igen­nem Det Gam­le Testa­men­te som en rød, ond tråd. Guden på godt for det listi­ge guldtil­be­den­de, ågren­de og sja­kren­de jøde­folk, guden på ondt for alle andre af Jor­dens folk. En gud mod dem, der mest har ret­tet livet efter den ene­ste gud­dom­me­li­ge lov: at gøre sig Jor­den under­da­nig i den mest pri­mi­ti­ve betyd­ning, de som vil æde brø­d­et i deres ansigts sved. Med gysen erken­der man, at et mæg­tigt bed­rag af guds­be­gre­bet alle­re­de på et meget tid­ligt tids­punkt er sat ind af jøde­fol­ket, at bed­ra­get er så godt isce­ne­sat, at Jor­dens folk nu plaprer efter dem, at de er guds udvalg­te folk, medens de utvivl­s­omt hver­ken er mere eller min­dre end satans udvalg­te. Vi kom­mer til erken­del­se af, at det­te gan­ske vist er en mæg­tig fak­tor, en så mæg­tig fak­tor, at den kan vin­de over os – hvis vi ikke er våg­ne.

Kristus opstår som kam­pens gud. Vor gud, der adskil­ler det onde fra det gode, og skar­pt, afgjort og uden kom­pro­mis stil­ler sig på lysets, på det godes side.

Når vi nu betæn­ker, hvor­le­des vore græn­ser er åbne for dis­se “udvalg­te” for stør­ste par­ten dem fra Tyskland, for­drev­ne østjø­der, og at det jødi­ske Danmark har ind­ret­tet det så vise­ligt og bekvemt for dem – alle­re­de fra mid­ten af tyver­ne – at man ikke mere spør­ger om deres race, men frækt impor­te­rer dem som polak­ker, tyske­re eller sven­ske­re, såle­des at man ikke kan føl­ge dem i sta­ti­stik­ken, så kan det jo være, at der til sidst bli­ver så man­ge af dem, der skal under­hol­des på de arbej­den­de arbejds­lø­se dan­ske­res bekost­ning, at fol­ket efter­hån­den begyn­der at spe­ku­le­re på, hvad det er for nog­le under­li­ge sære fyre, vi har fået vort land belem­ret med, og hvad de til syven­de og sidst har til opga­ve.

Om sel­ve den­ne opga­ve skrev en jødisk ven BARUCH LEVY i sin tid til soci­al­de­mo­kra­tiets og kom­mu­nis­mens sto­re pro­fet: rab­bi­ner­søn­nen Karl Marx (Karl Mar­do­chai) (Revue de Paris, 35, II, 5.574):

Det jødi­ske folk vil i det hele og sto­re selv være sin Mes­si­as. Dets her­re­døm­me over Ver­den vil ske ved en sam­men­blan­ding af de øvri­ge men­ne­ske­li­ge racer, ved ophæ­vel­sen af græn­ser og kon­ge og kej­ser­døm­mer, og ved opret­tel­sen af en ver­dens­re­pu­blik, hvor jøder­ne overalt vil få bor­ger­ret. I det­te nye ver­dens­sam­fund vil Isra­els søn­ner, som nu er spredt over hele Jor­den, uden oppo­si­tion overalt bli­ve det før­en­de ele­ment, sær­lig når det lyk­kes dem at brin­ge arbej­der­mas­ser­ne ind under deres føring. Ver­dens­re­pu­blik­kens rege­ring vil tak­ket være pro­le­ta­ri­a­tets sejr uden anstren­gel­se kom­me på jødi­ske hæn­der, og dis­se vil overalt for­val­te for­mu­er­ne. På den­ne måde vil Tal­m­uds pro­fe­ti gå i opfyl­del­se, nem­lig at jøder­ne, når Mes­si­a­s­ti­den er inde – vil få nøg­len til alver­dens rig­dom­me.

Den beskyt­ten­de stats­dan­nel­se, som vi har her i Danmark om jødi­ske ind­van­dren­de, fin­des ikke mere i Tyskland, og i det frie Tyskland kan vi nu læse om, hvor­le­des østjø­de­r­ne drog ind på ero­bring i det tyske rige, før Hit­ler sat­te en stop­per for den hvi­de races for­ned­ring.

Til at støt­te deres posi­tion hav­de de tyske soci­al­de­mo­kra­ti­ske føre­re straks fra begyn­del­sen lagt vægt på at styr­ke deres ræk­ker gen­nem jødi­ske ele­men­ter. Der­for blev græn­ser­ne for ind­van­dring af østjø­der holdt vidtåb­ne på et tids­punkt, da Tyskland vån­de­de sig under arbejds­løs­he­dens svø­be. Alle­re­de den 1. novem­ber 1919 udsend­te den prøj­si­ske Inden­rigs­mi­ni­ster HEINE (jøde) føl­gen­de for­ord­ning:

Trods nøden for­by­der det sig selv af huma­ne grun­de at vise de sig her i lan­det befin­den­de østjø­der til­ba­ge til deres hjem­land, selv­om de befin­der sig her uden de nød­ven­di­ge legi­ti­ma­tions­pa­pi­rer og ikke har haft indrej­se­til­la­del­se, da de i deres hjem­land vil kom­me i livs­fa­re for fane­flugt og und­dra­gel­se af mili­tærtje­ne­ste. Der­for må vi ind­til vide­re tåle dis­se udlæn­din­ge, selv­om også det­te kom­mer til at bety­de en ind­skrænk­ning i de ind­fød­te tyske­res arbejds­mu­lig­he­der.”

For at gøre yder­lig poli­ti­til­mel­ding mulig bestem­te jøden Hei­ne sene­re, at de jøder, som den jødi­ske forsorgs­or­ga­ni­sa­tion tog sig af, kun­de få mid­ler­ti­dig ophold­stil­la­del­se. Hvor­le­des det­te vir­ke­de i prak­sis viser en del beret­nin­ger fra græn­sepo­li­ti­kom­mi­sær STEIN i Pil­lau, hvoraf jeg cite­rer en enkelt, date­ret d. 28. sep­tem­ber 1920:

Ind­van­drin­gen af østjø­der ad søvej­en er for tiden umå­de­lig stor. Agen­ter for de her­væ­ren­de jødi­ske orga­ni­sa­tio­ner ind­fin­der sig ved hver dam­pers ankomst og mod­ta­ger de ankom­ne jøder, og fører dem til sær­ligt opret­te­de barak­ker. Her bli­ver de ple­je­de, bli­ver for­sy­ne­de med pen­ge­mid­ler og med klæ­der. Man sør­ger for, at de får de fra Poli­ti­præ­si­di­et nød­ven­di­ge papi­rer og for, at de alle­re­de næste dag kan rej­se vide­re til det indre Tyskland.”

I mæg­ti­ge svær­me drog østjø­de­r­ne til Tyskland og gan­ske sær­ligt til Ber­lin. En del af dem, som kom med sja­krepo­sen på nak­ken, sad tak­ket være stam­me­brød­re­nes ind­fly­del­se nog­le år efter som han­dels-, bank- eller indu­stri­her­rer i ele­gan­te vil­la­er i Berl­ins West End, medens andre, for­trins­vis unge jøder med sti­pen­di­um fra den prøj­si­ske stat, besøg­te uni­ver­si­te­ter­ne og højsko­ler­ne. Det var dis­se sid­ste, der blev de ånde­li­ge føre­re i det kom­mu­ni­sti­ske par­ti, og som des­u­den fyld­te redak­tions­rum­me­ne i “Rote Fah­ne”, “Vorwärts” og den bor­ger­li­ge jøde­pres­se. Ånden var overalt den sam­me, hvis man tør dri­ste sig til at tale om ånd i den­ne for­bin­del­se.

Hvor­le­des alt det­te skul­le tje­ne et gan­ske bestemt for­mål – nem­lig at føre det tyske folk (og der­med også de nor­di­ske natio­ner) ind i det bol­sje­viki­ske jøde­hel­ve­de, viser en overenskomst, som blev slut­tet den 17. juli 1920 (iflg. “Mag­de­bur­gi­s­cher Zei­tung”) mel­lem gesand­ten for sov­je­tre­ge­rin­gen, jøden Jof­fe, på den ene side, og de leden­de for de ungso­ci­a­li­sti­ske par­ti­er samt jøden Hil­fer­ding (Süs­smilch) og dr. Levi på den anden side.
I den­ne overenskomst hed­der det:

Når sov­jet­trop­per­ne er gået over græn­sen, bli­ver den bol­sje­viki­ske repu­blik straks udråbt, først i Kønigs­berg, Til­sit, Dan­zig, Stet­tin, Frank­furt a/d Oder, Rati­bor, Gleiwitz, Strals­und etc.

Det mel­lem­lig­gen­de ter­ri­to­ri­um skal tje­ne som ope­ra­tions­ba­sis og opmar­ch­sted for den tyske, røde armé, og som straks skal dan­nes, og som skal stil­les under rus­sisk (jødisk) over­kom­man­do.*

Alle over­ord­ne­de inden­for poli­ti og for­valt­ning, som ikke er soci­al­de­mo­kra­ter, bli­ver straks fjer­ne­de. Soci­al­de­mo­kra­ti­ske embeds­mænd af oven­stå­en­de kate­go­ri får hver en kom­mu­nist og en uaf­hæn­gig soci­a­list til med­rå­den­de. For de afsat­te embeds­mænd bli­ver straks udnævnt fore­lø­bi­ge sted­fortræ­de­re.

Revo­lu­tions­tri­bu­na­let træ­der straks i virk­som­hed som fol­kedom­stol. Dom­mer­ne skal straks aflæg­ge ed til Sov­je­tre­ge­rin­gen. Dømt bli­ver alle poli­ti­ske for­bry­de­re (alle jøde­mod­stan­de­re). Sik­ker­hed­s­tje­ne­sten over­ta­ges af Poli­ti­et med bistand af kom­mu­ni­sti­ske orden­strop­per, som består af folk af den tyske røde bata­l­jon, som alle­re­de i Rusland har kæm­pet under den røde fane. Det bestå­en­de efter­ret­nings­væ­sen bli­ver opløst og nyor­ga­ni­se­ret. Det kom­mer til at bestå under rege­rings­kom­mis­sæ­rer (den jødi­ske Tje­ka), som er ansvar­lig for efter­ret­nings­væs­nets akti­vi­tet over­for det øver­ste råd. Den rus­si­ske armé sør­ger for ro og orden og beskyt­ter “pro­le­ta­ri­a­tets ejen­dom” samt udryd­der alt, der stil­ler sig hin­dren­de i vej­en for pro­le­ta­ri­a­tets dik­ta­tur.

Jeg håber, du vil for­stå, at var det lyk­ke­des jøder­ne at få det­te gen­nem­trum­fet i Tyskland, så var jøde­her­re­døm­met i sin aller uhyg­ge­lig­ste form ble­vet en ver­dens­re­a­li­tet. Hvis det lyk­ke­des jøder­ne at tvin­ge Tyskland under i bol­sje­vis­mens træl­dom, så måt­te den kom­mu­ni­sti­ske bøl­ge nød­ven­dig­vis skyl­le over hele Euro­pa. Vi hav­de f.eks. her­hjem­me intet bol­værk, der kun­de for­hin­dre, at pesten over­svøm­me­de det lil­le Danmark. Det er først sene­re efter jøde­dom­mens neder­lag i Tyskland, at vort dan­ske (und­skyld beteg­nel­sen) soci­al­de­mo­kra­ti har tænkt på væb­net beskyt­tel­se mod Tyskland.

Desvær­re tør man vel ikke beteg­ne vore før­en­de poli­ti­ke­re på Rigs­da­gen som tæn­ken­de væs­ner (og man må jo iht. Zah­les nye straf­fe­lov ikke beteg­ne dem som for­bry­de­re), da ingen har haft ind­sigt nok til at erken­de jøde­fa­ren.

End­nu ved begyn­del­sen af 1933 tru­e­de den­ne fare hele Euro­pa, ind­til Hit­ler-tyskland skab­te det stær­ke bol­værk mod den jødi­ske pest, og skab­te den nor­di­ske kul­tur et værn, der er stær­ke­re end selv det alle­ryng­ste græn­se­værn under jøder­ne Kop­pels, Davids og Hen­riques natio­na­le fører­skab.

Marxis­me-kapi­ta­lis­me er den dob­belt­præ­ge­de guld­mønt, som jøder­ne blæn­der deres vært­s­folk med. Da SERGE I NILUS i 1905 i Rusland for før­ste gang udsend­te den stra­te­gi­ske plan om ero­brin­gen af ver­dens­her­re­døm­met, som fin­des afslø­ret i “Zions Vises Pro­tokol­ler”, vil­le en sæt­ning som den­ne:

Natur­lig­vis taler vi jøder ikke om, at opnå­el­sen af ikke-jøde­rs inter­na­tio­na­le bro­der­skab, soli­da­ri­tet og lig­hed kun kan ske under vort scep­ter …

– nær­mest have lydt som en absur­di­tet. For selv­om mate­ri­a­lis­mens bibel var skre­vet af rab­bi­ner­søn­nen Karl Marx (Karl Mar­do­chai), så kun­ne det jo være et rent til­fæl­de, at det net­op var en jøde, som hav­de begå­et det­te styk­ke meka­nik. Man hav­de dog end­nu ingen ste­der set jøder i spid­sen for en bestemt poli­tisk ret­ning i så udpræ­get grad, at man kun­de tale om jødisk ledel­se, langt min­dre om jødisk scep­ter over ikke-jøder.

Ver­denskri­gen, som WICHTL så uom­stø­de­ligt påvi­ser gen­nem sit værk: WELTFREIMAUREREI, WELTREVOLUTION, WELT-REPUBLIK, er jøder­nes værk gen­nem det inter­na­tio­na­le fri­mu­re­ri. Den skul­le først bræn­de ud, før man fik øjne­ne op for, hvem det var, som led­te den halv­sult­ne arbej­der­be­folk­ning frem til para­di­set, frem til uto­pi­en FRIHEDLIGHEDBRODER-SKAB.

Vi skul­de se den tyske repu­blik repræ­sen­te­ret den 25. novem­ber 1918 af lut­ter jøder:

Prøj­senved jøder­ne Hirsch, Haa­se og Her­z­feldt (medens jøder­ne Karl Liebk­ne­cht og Rosa Luxem­burg holdt hadets gry­de kogen­de i Ber­lin)
Bay­ernved jøden Kurt Eis­ner
Sach­senved jøder­ne Lipin­sky og Grad­nau­er
Würt­tem­bergved jøden Hey­mann
Badenved jøden Haas
Østrigved jøden Hart­mann

Vi skul­le se Ungarn ople­ve de 130 ræd­sels­da­ge under jøden Bela Kun med føl­gen­de sam­ling for­bry­de­re til hjæl­pe­re: jøden Samu­el­ly, jøden Josef Poga­ny, jøden Gari­el Schön, jøden Arpad Kere­kes Cohn, jøden Otto Cor­vin m.fl. m.fl., og vi skul­de se de jødi­ske her­ske­re i Sov­jet udryd­de den krist­ne intel­li­gens og svin­ge hunger­s­nø­de­ns pisk over den rus­si­ske bon­de, før vi for­stod, hvor utræt­te­ligt jøden hav­de arbej­det i det skjul­te for­klædt som arbej­der­hu­man marxist, hvor listigt han hav­de spe­ku­le­ret i arbej­de­rens nød og over­klas­sens demora­li­sa­tion for at nå sit eget sto­re mål. Husk også på, at det var de 2 jøder Bau­er og Deut­sch, som i Østrig før­te de soci­al­de­mo­kra­ti­ske arbej­de­re ind i døden under Dol­fuss mor­de­ri­ske ild, og at 500 jøder, der hav­de opt­rå­dt som pro­vo­ka­tø­rer (agi­ta­to­rer) blandt arbej­der­ne, føl­te jor­den bræn­de under fød­der­ne og flyg­te­de til det demo­kra­ti­ske para­dis Tjek­kos­lo­vaki­et. Jøder­ne for­står som regel at hyt­te sine.

For­stå­el­sen af at marxis­men er jøde­dom begyn­der i dag at våg­ne sær­lig blandt kon­ser­va­ti­ve bor­ge­re i vort sam­fund. og det bli­ver van­ske­li­ge­re og van­ske­li­ge­re at gen­dri­ve den­ne kends­ger­ning på grund af de tårn­hø­je bevi­ser, natio­nalso­ci­a­li­ster­ne sam­ler. Der­for ser man i dag det sær­syn, at en Hen­ning Keh­ler uimod­sagt kan udta­le under et fored­rag for kon­ser­va­ti­ve stu­den­ter om dansk poli­tik (iht. Ber­ling­s­ke Tiden­de af 12.2.36), at “marxis­men er sel­ve den skin­bar­li­ge jødi­ske drøm om tusindårs­ri­get”, og ikke ale­ne rej­ser der sig ikke pro­te­stråb om “postu­la­ter”, som når dan­ske natio­nalso­ci­a­li­ster tid­li­ge­re gjor­de det sam­me, men sel­ve det marxi­sti­ske rege­rings­or­gan “Soci­al­de­mo­kra­ten” tør ikke engang næv­ne end­si­ge gen­dri­ve Hen­ning Keh­lers gen­nem dags­pres­sen frem­sat­te udta­lel­se.

Der­i­mod kni­ber det sta­dig for de kon­ser­va­ti­ve at for­stå, at jøde­dom og kapi­ta­lis­me (udbyt­ning af arbej­de og pro­duk­tion gen­nem ren­te­ka­pi­ta­len) er det sam­me, det kun­ne nem­lig nemt kom­me til at gå ud over deres egen lil­le pri­va­te ren­te-Has­san med de skæ­ve ben.

Men det spørgs­mål skal jeg også kom­me ind på.

Tre­kan­ten FOLKIKKE-FOLKOVERFOLK (jøden Döblin i “Jüdi­s­che Erneu­er­ung”) dvs. natio­nen mel­lem natio­ner­ne, som ikke er nogen nation, men dog guds udvalg­te nation, er kamou­f­le­rings­mid­let til beskyt­tel­se af jøder­nes spe­ci­el­le egen­ska­ber som pen­ge­ud­lå­ne­re i stort og i småt.

Pen­ge­ud­lå­nin­gen er roden til sel­ve kapi­ta­lis­men. Ved pla­ce­ring af pen­ge på pas­sen­de ren­te kan man få andre til at slæ­be livets goder sam­men til sig – uden selv at røre en hånd – uden selv at besid­de nogen som helst kva­li­fi­ka­tion til ved hånd eller ånd at skaf­fe sig og sine en sorg­løs til­væ­rel­se.

Tænk Dem et ånds­svagt barn, som ved føds­len arver en mil­li­on kro­ner, der er anbragt i soli­de obliga­tio­ner til 5% om året. Indi­vi­det får der­ved 50.000 – årligt at leve for og rører ikke en fin­ger selv for at kom­me i besid­del­se af den­ne kapi­tal. Men et sted må kapi­ta­len kom­me fra, og hvis vi for­ud­sæt­ter, at en arbej­der eller en bon­de nor­malt ved dag­ligt slid kan slæ­be 2.000 kro­ner sam­men årligt til for­rent­ning af ren­te­ny­ders kapi­tal, så vil det sige, at mindst 25 fami­li­er må slæ­be og pålæg­ge sig savn for at skaf­fe de 50.000 kro­ner til den upro­duk­ti­ve ånds­sva­ge. Når det­te indi­vid har levet i 20 år, har han i ren­ter ind­kas­se­ret 20x50.000 kr. = 1 mil­li­on og han har sta­dig sin mil­li­on ube­skå­ret. Hvis han lever i 60 år, ind­kas­se­rer han i alt i sin leve­tid 3 mil­li­o­ner kro­ner i ren­ter, og hvis det huma­ne demo­kra­ti­ske sam­fund har til­ladt ham at gif­te sig og sæt­te fle­re ånds­sva­ge børn i ver­den, så kan han efter­la­de mil­li­o­nen ube­skå­ret til sit kul­tur­be­for­dren­de afkom.

Kapi­ta­lis­men brin­ger i vore dage en enkelt per­son, en sam­fund­s­klas­se, en hel nation, en hel ver­den til at træl­le for sig. Det fin­der sted for vore åbne øjne, og så roser vi os af, at vi er nået så langt i kul­tur, at sla­ve­ri­et er afskaf­fet.

I det fore­gå­en­de til­fæl­de med den ånds­sva­ge er til­fæl­det dog nogen­lun­de mildt, da ren­ter­ne dog trods alt går til det pro­du­ce­ren­de sam­fund og ikke yder­li­ge­re bela­ster det­te. Men tænk Dem det til­fæl­de til bunds, som vi fak­tisk står over­for i dag, hvor ren­ter­ne ikke kan opspi­ses, da det er så enor­me sum­mer låne­ka­pi­ta­len ope­re­rer med, at for­bru­get fra de gan­ske få men­ne­sker som står bag det mysti­ske ord høj­fi­nan­sen, er som en drå­be i havet.

Her skal ren­ter­ne sta­dig fin­de nye vir­ke­fel­ter, nye pla­ce­rin­ger og ren­ter og kapi­ta­len vok­ser til en ufat­te­lig høj­de.

Med en 5% afkast­ning for­dob­les en kapi­tal på 15 år, og på 100 år vil den mil­li­on, jeg for­tal­te om, være ble­vet til 60 mil­li­o­ner, og her­ef­ter vil stig­nin­gen være him­mel­stormen­de.

Og tænk så på Dan­marks gæld!

Lad os tage et udgangs­punkt i 1895. Vi skyld­te den gang rundt 1 mil­li­ard til låne­ka­pi­ta­len i lån fra stat og kom­mu­ner samt pri­o­ri­te­ter i pri­va­te ejen­dom­me. Med en for­dob­ling hvert 15 år bur­de vi i 1910 skyl­de 2 mil­li­ar­der, i 1925 4 mil­li­ar­der og i 1940 8 mil­li­ar­der. Og så kon­sta­te­rer vi i 1936, at selv den­ne van­vit­ti­ge stig­ning alle­re­de nu er langt over­flø­jet, for vi skyl­der i dag ikke mel­lem 4 og 8 mil­li­ar­der, men mel­lem 12–14 mil­li­ar­der. Vi beta­ler i dag ca. 1 mil­li­ard i ren­ter til låne­ka­pi­ta­len. Vi beta­ler i dag omtrent lige så meget i ren­ter (som altid sva­rer til skat­ter­ne) årligt, som vor gælds­ho­ved­stol androg for knapt 30 år siden. Vi har i dag pant­sat snart hele vort land, så knapt en tom­me jord mere til­hø­rer os selv. Vi har pant­sat ikke ale­ne vor egen arbejds­kraft, men vore efter­kom­me­res arbejds­kraft i umin­de­li­ge tider. Det er en sød arv kapi­tal­de­mo­kra­ti­et efter­la­der den opvok­sen­de ung­dom for slet ikke at tale om deres efter­kom­me­re. Med de 15 år, som vi ikke engang kan sæt­te som mini­mum for kapi­ta­lens for­dob­ling, skyl­der vi inden vi skri­ver 2000 – 200 mil­li­ar­der til høj­fi­nan­sen. Skat­te­tryk­ket bli­ver over 10 gang så stort, hvis sam­fun­det kun­ne bære det, men det vil bli­ve den rene umu­lig­hed og læn­ge inden den tid vil­le vi være dre­vet over i det rene kom­mu­ni­sti­ske jøde­væl­de, hvis ikke Natio­nalso­ci­a­lis­men var opstå­et.

Ren­tesla­ve­ri­ets anven­de­lig­hed til at knæg­te andre fol­keslag har alle­re­de i en tåget Old­tid stå­et jøder­ne klart for øje. Moses for­bød på det stren­ge­ste sit folk at tage ren­ter blandt dem selv, men af frem­me­de skul­le de tage åger.

På det­te grund­lag udvik­le­des fari­sæ­is­men i teo­ri og prak­sis. Såle­des siger jøder­nes sto­re “fine” filo­sof i det 12. århund­re­de MAIMONIDES – idet jeg for­bi­går andre lysen­de Tal­m­ud- og Schul­chan Aruch ste­der:

Gud har befa­let os at tage åger af de krist­ne.

Alle­re­de i Romer­ti­den ser vi udvik­lin­gen af jøder­nes finans­ge­ni, deres sto­re bega­vel­se i regn­skabs­mæs­sig hen­se­en­de. pen­ge­han­de­len, korn­han­de­len og sla­ve­han­de­len lå i det kej­ser­li­ge Rom over­ve­jen­de på jødi­ske hæn­der, og de jødi­ske inter­es­ser knyt­te­des som sæd­van­ligt let sam­men med den romer­ske over­klas­ses.

Efter at kraf­ten ved nedslagt­ning under de puni­ske kri­ge var taget af det romersk-nor­di­ske bon­de­folk, gik Ita­li­ens jord over på sta­dig fær­re hæn­der – over til de rige fami­li­er og de jødi­ske og ikke-jødi­ske stor­spe­ku­lan­ter. Rester­ne af bon­de­stan­den blev kon­kur­re­ret ud ved rov­drift fra jord­s­pe­ku­lan­ter­nes sla­ve­hold og ved mas­se­ind­før­sel af afri­kansk og sici­li­ansk korn. Bøn­der­ne forar­me­des og blev som pro­le­ta­rer trængt ind i hoved­sta­den, blan­de­des med den ube­stem­me­li­ge racepø­bel og miste­de deres sær­præg som nor­disk race. Rom gik under­gan­gen i møde tak­ket være over­klas­sens have­sy­ge og tak­ket vær­re jøder­nes geni­a­li­tet.

I Tyskland duk­ker de før­ste jøde­sam­fund op med Karl d. Sto­re. Nu byder der sig her en lej­lig­hed for de i intim for­bin­del­se stå­en­de jødi­ske sam­fund til at træn­ge ind i det øko­no­mi­ske liv ved at skaf­fe pen­ge til de enkel­te sto­re her­rer og rid­de­re, til den davæ­ren­de over­klas­se, og jøder­ne hav­de jo alle for­ud­sæt­nin­ger­ne, regn­skabs­mæs­sig tæn­ke­ev­ne, liv­lig for­bin­del­se med stam­me­fræn­der i andre lan­de og for­kær­lig­hed til at leve som para­sit­ter på andre fol­keslag. Her som alle andre ste­der, før og nu for­stod de at gøre sig tålt og endog elsket af over­klas­sen ved at gøre den del­ag­tig i den fortje­ne­ste, de pres­se­de ud af det arbej­den­de folk. Det var de sto­re tyske fyr­ster og her­rer, der opt­rå­d­te som beskyt­te­re for det ågren­de jøde­folk, og de solg­te for uhy­re sum­mer til jøder­ne pri­vil­e­gi­er og monopo­ler til at udsu­ge fol­ket.

Ud fra den regn­skabs­mæs­si­ge betragt­ning, at pen­ge rege­rer Ver­den, har Israel nu vun­det sin før­ste sejr over Nor­d­eu­ro­pa. I ghet­to­ga­der­nes smud­si­ge og stin­ken­de stu­er note­rer de jødi­ske hær­fø­re­re – ÅGERKARLENE – at det før­ste trin til det jødi­ske ver­dens­her­re­døm­me er nået.

Så udvik­les i det 18. århund­re­de Mid­delal­de­rens ågerjø­de til den sto­re hofjø­de, hvor­om jøden Lion Feu­ch­tvan­ger i sin bog “jøden Süss” giver os et glim­ren­de bil­le­de. Man føl­ger her, hvor­le­des den geni­a­le finans­mi­ni­ster i Wür­tem­berg udsu­ger det sva­bi­ske folk til knog­ler­ne, ind­til det ende­lig lyk­kes de sva­bi­ske stæn­der at få den­ne blod­hund hen­ret­tet.

Ved slut­nin­gen af det 18. århund­re­de, begyn­del­sen af det 13. århund­re­de alt efter de for­skel­li­ge sta­ter, når vi så op til kata­stro­fen: jøde­ns fri­gø­rel­se. Snyl­te­dy­ret får bor­ger­ret i de sam­fund, det snyl­ter på. Nu opstod der et jødisk bor­ger­skab i de for­skel­li­ge lan­de, som tal­te lan­dets sprog, som træng­te sig ind i lan­dets ånds­liv – og altid til ska­de for det race­be­to­ne­de i det­te – og som blev en stærk befor­drer af den libe­ra­li­stisk-kapi­ta­li­sti­ske mate­ri­a­lis­me.

På den anden side udvik­le­des hofjø­den til statsjø­de. Hofjø­de­ns magt over den enkel­te fyr­ste kun­de gå fløjten ved fyr­stens død. Det gjaldt der­for for jøden om at få erstat­tet den per­son­li­ge ind­fly­del­se over en bestemt stormand med den uper­son­li­ge og langt far­li­ge­re ind­fly­del­se over en hel stat. Fyr­sten kan dø, sta­ten dør ikke. Den kan ero­bres, men dens for­plig­tel­ser går over på ero­bre­ren. Den, der beher­sker sta­ten, beher­sker fol­ket. Den­ne beher­skel­se af eta­ten og fol­ket fik jøden – som stor­banki­er – ved stat­slån.

Hvor­le­des statsjø­de­r­ne fik Euro­pas og hele ver­de­nens skæb­ne i hæn­de og bestem­te over krig og fred, skal jeg kun lige næv­ne ved nog­le eksemp­ler og nav­ne.

Kendt blandt andet fra fil­men Huset Rot­hs­child er den gam­le AMSEL MEYER fra Frank­furt, som ved alle muli­ge sny­de­ri­er sam­le­de sig en for­mue sam­men og fik pla­ce­ret sine 5 søn­ner som stat­slåns­gi­ve­re i Lon­don, Paris, Nea­pel, Wien og Frank­furt. På den­ne måde beher­ske­de man alt, hvad der var værd at beher­ske i Euro­pa og i den davæ­ren­de ver­den.

War­bur­ger­ne træf­fer man som medin­de­ha­ve­re af Loeb, Kuhn & Co., New York, og som kon­trol­lan­ter at FEDERAL RESERVE-BANK. I Ham­burg til­hør­te bank­hu­set War­burg den sam­me fami­lie, og det er sym­bolsk, at da ver­denskri­gens øko­no­mi­ske sta­tus skul­le gøres op, sad der på tysk side som sag­kyn­dig MAX WARBURG fra Ham­borg, og på Enten­tens, mod­stan­der­nes side, sad hans bro­der, Felix, fra New York.

Så har vi Spey­ers, der kon­trol­le­rer stor­ban­ker i Ame­ri­ka, England, Tyskland og Svejts (Bas­ler Bank).

SCHIFF, som sam­men med War­bur­ger­ne og i sam­råd med TROTZKI finan­si­e­re­de den rus­si­ske revo­lu­tion, gan­ske sik­kert for at under­støt­te pro­le­ta­rer­nes øde­læg­gel­se af “kapi­ta­len”!

BERNHARD BARUCH, der tjen­te sig en fan­ta­stisk for­mue som ene­kon­trol­lant af leve­rin­gen af det ame­ri­kan­ske krigs­ma­te­ri­a­le og som top­fi­gur i ver­dens­rust­nings­in­du­stri­en. Han er i dag ejer af over 100 mil­li­ar­der reg­net i vore nedskår­ne kro­ner. Man benæv­ner ham Wall Stre­ets kon­ge.

Jøder­ne har fak­tisk i dag spun­det deres guld­t­rå­de over hele Jor­den, og som flu­er i et edder­kop­pe­spind sid­der ver­de­nens folk og lader sig udsu­ge af jøden.

Det er den­ne kapi­ta­lis­me – den jødi­ske høj­fi­nans og dens hjæl­pe­re, som marxi­ster­ne over­ho­ve­det ikke gør opmærk­som på, da det langt­fra pas­ser i deres fol­ke­for­fø­rings­po­li­tik, det er den­ne kapi­ta­lis­me, natio­nalso­ci­a­li­ster­ne bekæm­per, ren­tesla­ve­ri­et, som dri­ver natio­ner­ne ud i pro­le­ta­ri­a­tet og over i kapi­ta­lis­mens hjæl­pe­res arme – over i marxis­me og kom­mu­nis­me.

Her­hjem­me har jøder­ne – som led i den inter­na­tio­na­le plan arbej­det dyg­tigt og ihær­digt på vort folks under­gang. Moralsk ved for­gift­nin­gen gen­nem brød­re­ne Bran­des, Peter Nan­sen (Nat­han­sen), Hen­ri Nat­han­sen og deres jøde­for­gif­te­de slæng og efter­kom­me­re, og især ved at bemæg­ti­ge sig vor hoved­stadspres­se og under­kø­be jour­na­li­ster­ne, og dag­ligt og under­fun­digt ind­gi­ve os gif­ten i små doser. Marxi­stisk ale­ne gen­nem marxis­mens umoral­ske og for­bry­de­ri­ske lære og ved den jødi­ske for­bry­der PARVUS HELPHAND’s spil med vore lands­for­ræ­de­ri­ske soci­al­de­mo­kra­ti­ske føre­re under ver­denskri­gen og dens efter­ve­er (Se Lorentz Chri­sten­sens bog: NORDSLESVIG VENTER). Øko­no­misk ved at være grund­læg­ge­re og offi­ci­el­le lede­re af vore ban­ker og ved at kon­trol­le­re alle stør­re indu­stri­fo­re­ta­gen­der, jeg skal blot næv­ne nav­ne som Geda­lia, Glück­stadt, Sal­ly Mey­er, David Adler, Mar­tin Levy, Marcus Rubin, Moritz Levy, Hen­riques, Salo­mon, Cohen, Ben­dix, Tri­er, Hey­man, Salo­mon­sen, Simon­sen, Nat­han, Kalck­ar, Phi­lip­son, Lamm, Heck­s­cher, War­burg, Heil­buth, Frän­ck­el, Horwitz, Golds­ch­midt, David, Des­sau etc.

Da Dan­marks øko­no­mi­ske sta­tus for­bed­re­des ken­de­ligt ved krigs­for­ret­nin­ger­ne under ver­denskri­gen, fik de dyg­ti­ge jøder for­an­stal­tet en del svin­delaf­fæ­rer, vil­de spe­ku­la­tio­ner osv., som nåe­de høj­de­punk­tet i Land­mands­bank-krak­ket, hvor­ved lan­det blev hel­digt tap­pet for den ind­tjen­te kapi­tal og mere til, og gen­nem valuta­transak­tio­ner fik man lagt land­brug og indu­stri i stramt ren­tesla­ve­ri.

Efter Land­mands­bank-krak­ket trak jøder­ne sig noget til­ba­ge, til­ba­ge til anden skyt­te­gravs­linje. Fol­ket begynd­te at bli­ve for stærkt opmærk­som­me på dem. Men det hav­de været en her­lig tid. I de syv år fra 1913–1920 hav­de man haft en jøde­r­e­ge­ring med stats­mi­ni­ster Zah­le i spid­sen, med Ove Rode og Edvard Bran­des og med marxi­ster, som gen­nem den jødi­ske svind­ler Par­vus Help­hand stod i liv­lig for­bin­del­se med de tyske jødi­ske marxi­ster og med pro­le­tar­sta­ten under jødisk over­her­re­døm­me: SOVJET.

At jøder­nes arbej­de siden den tid og op til vore dage (1936) blandt vort folk ikke har været min­dre, idet vor rege­ring og snart sagt hele vor rigs­dag er i lom­men på de jøder, som i dag øko­no­misk, poli­tisk og kul­tu­relt leder vort land mod den kom­mu­ni­sti­ske afgrund: Ben­ny Des­sau (Dan­marks uof­fi­ci­el rigskans­ler), C. O. Hen­riques og W. H. Hen­riques (bank­fir­ma­et R. Hen­riques jr., den inter­na­tio­na­le låne­ka­pi­tals direk­te repræ­sen­tan­ter her i lan­det, som for­mid­ler vort lands pant­sæt­ning til den inter­na­tio­na­le jødi­ske høj­fi­nans), Jul, Hirsch, E. Cohn, N. Cohn, S. Hurwitz (han­delsvi­den­skab, valu­ta, sta­ti­stik og rets­ple­je), prof. E. Rubin, E. War­burg og fru Lis Jacob­sen (viden­skab, kul­tur og kul­tus), Simon­sen, Salo­mon­sen, Bing etc. (indu­stri), Des­sau, Golds­ch­midt, Mey­er (ban­ker­ne), C. B. Hen­riques, Heni­us, V. Kop­pel, Kar­sten Mey­er, hrs. David, A. Hen­riques (dags­pres­sen) m.fl. for kun at næv­ne nog­le enkel­te af de mere pro­mi­nen­te, som hyp­pigt omta­les i jøde­pres­sen.

Når man hol­der sig lini­en i den kapi­ta­li­sti­ske og den marxi­sti­ske udvik­ling klart for øje, så ser man, hvor det hele skal ende. Gen­nem kapi­ta­lis­mens ren­te­tr­æl­le­åg pro­le­ta­ri­se­res fol­ket og dri­ves – pluk­ket for moral­ske prin­cip­per tak­ket være dags­pres­sens arbej­de – over i marxis­men. I den­ne for­bin­del­se er det inter­es­sant at føl­ge det “dan­ske” soci­al­de­mo­kra­tis kamp mod vej­r­møl­ler­ne, nu, da det er kom­met til mag­ten, svøbt ind i pæne huma­ne, demo­kra­ti­ske, dema­go­gi­ske for­mer. Par­ti­et har aldrig haft til hen­sigt at ska­be en soci­a­li­stisk stat, ellers hav­de det stå­et i oppo­si­tion til den dag kom, da det var stærkt nok til at tage den hele magt i sam­fun­det. Det gik, da tiden var moden, ind i kom­pro­mis­po­li­ti­ken, og bevi­ste der­med sin uær­lig­hed. Trods rege­rings­mag­ten kan det ikke få de frem­sat­te dema­go­gi­ske for­slag ført igen­nem, men må afslut­te stu­de­hand­ler til høj­re og til ven­stre, efter at det for længst har solgt sin sjæl til den jødi­ske høj­fi­nans. Over­for arbej­der­mas­ser­ne, som desvær­re kun tæn­ker i den tan­ke­gang, som dag­ligt bli­ver dem ind­po­det i den jødi­ske dags­pres­se, tør­rer par­ti­et sine hæn­der og råber:

I kan se, vi vil­le så ger­ne føre de soci­a­li­sti­ske ide­er frem, men vi kan ikke for den bor­ger­li­ge blok.”

Her­ved er det menin­gen, at de skuf­fe­de og vild­før­te arbej­de­re skal dri­ves over i kom­mu­nis­men i håb om, at den­ne på en mere hand­le­kraf­tig og min­dre skru­pu­løs måde kan lave dem det uto­pi­ske marxi­sti­ske para­dis, som i rea­li­te­ten kun er en sla­ve­til­stand under jøde­åg.

Men kam­pen vil også i Danmark kom­me til at stå mel­lem de 2 mod­sat­te ver­densan­sku­el­ser: den jødi­ske = marxis­men i den grel­le­ste form, og den nor­di­ske, som er den ene­ste, der kan knæg­te den asi­a­ti­ske pest, for­di den går ind på grun­di­de­en: natio­nalso­ci­a­lis­men, (der til­by­der val­get mel­lem) live­gen­skab under jøder­ne, eller fri­hed og brød for et dansk folk i et dansk Danmark. Den djæ­vel­ske mør­ke, mate­ri­a­li­sti­ske jøde­dom, som vil slet­te vor sjæl, eller den lyse, sjælsløf­ten­de nor­di­ske arisk­hed. Er val­get så svært?
Hvis den natio­nalso­ci­a­li­sti­ske bevæ­gel­se ikke var kom­met, hvis hage­kors­fa­nen ikke var ble­vet løf­tet over vore tyske race­fræn­der, så var Tyskland uvæ­ger­ligt fal­det i hæn­der­ne på det kom­mu­ni­sti­ske par­ti, og det blo­di­ge 3. Inter­na­tio­na­le hav­de hejst de røde mor­der­fa­ner over hele Euro­pa; det var ikke ble­vet, som vis­se ide­a­li­ster for­moder: en tysk revo­lu­tion i kom­mu­ni­stisk klæ­de­bon, men det var ble­vet Davids­stjer­nen, som var stå­et op i strøm­me af blod over den nor­disk-ger­man­ske lyse kul­tur­ra­ce. Det var ble­vet en blo­dig Purim­fest hvor det jødi­ske had – som Esters Bog – støt­tet til for­bry­de­ri­ske ele­men­ter hav­de mæt­tet sig i ikke-jøde­rs blod.

Kapi­ta­lis­me-marxis­me er de paral­lelt løben­de veje til det jødi­ske mål, og i dag ser vi, at de 2 veje er for­e­ne­de og fører lige lukt ned i hel­ve­de, Moskva, Paris, Lon­don City og Wall Stre­et har bekendt kulør, og da det før­ste skridt blev taget og jøden Litvi­nof gav Wall Stre­ets kon­ge, jøden Bern­hard Baruch, bro­der­kys­set, skrev jøde­or­ga­ner­nes “IZVE­ST­lA” og “Dagens nyhe­der” (20. novem­ber 1933) om overenskom­sten mel­lem Sov­jet og U.S.A.:

Et doku­ment af den høje­ste histo­ri­ske betyd­ning,”

”Den akt, hvor­med den kapi­ta­li­sti­ske ver­den aner­ken­der det soci­a­li­sti­ske (læs marxi­sti­ske) systems lige­be­ret­ti­gel­se.”

Ja, det ved Moses, Abra­ham og Isak, at det er 2 alen af et og sam­me styk­ke, og der kun­ne lige så godt have stå­et:

”Den akt, hvor­over den ren­dyr­ke­de kapi­ta­lis­me klu­k­ler til sin mak­ker, den ren­dyr­ke­de marxis­me.”

For os natio­nalso­ci­a­li­ster er alle par­ti­er, der beken­der sig til eller koket­te­rer med den inter­na­tio­na­le jøde­tan­ke – enten den iklæ­der sig form af ver­dens­ka­pi­ta­lis­me eller ver­dens­marxis­me – for­bry­de­re mod det dan­ske folk. Selv et valent stand­punkt over­for jøder­ne er her for­bry­de­risk.

Det er sta­tens opga­ve at være den beskyt­ten­de ram­me om alle stats­bor­ger­nes inter­es­ser, og vi betrag­ter som stats­bor­ge­re kun dem, der er kød af vort kød og blod af vort blod. Sta­ten skal pas­se til, befor­dre og udvik­le fol­kets race­be­tin­ge­de eksi­stens­mu­lig­he­der, og som dan­ske­re af arisk race ser vi sta­ten som fjen­de, når den vier det sær­præ­ge­de natio­na­le fol­ke­e­le­ment til under­gang – net­op ved ikke at aner­ken­de racen, men tvær­ti­mod udsæt­te den for blod­for­gift­ning fra et frem­med ori­en­talsk folk, som uret­mæs­sigt har fået lige­be­ret­ti­gel­se og dansk stats­bor­ger­ret hos os. Her­ved er mulig­he­den lagt for en øde­læg­gel­se af den spe­ci­elt nor­di­ske kul­tur, som end­nu er vort ken­de­mær­ke – omend alle­re­de stærkt ånds­for­gif­tet ved frem­med ind­fly­del­se – vor kul­tur, som har skabt os en stil­ling, der af tvin­ger den øvri­ge ver­den respekt og beun­dring.

Gud har aldrig bestemt det dan­ske folk til at bli­ve spe­ci­a­li­ster i åger og spe­ku­la­tion, og selv den dyg­tig­ste jøde­r­e­ge­ring må opgi­ve at gøre os til geni­er i den ret­ning, men selv den slet­te­ste jøde­r­e­ge­ring kan øde­læg­ge vore eksi­stens­mu­lig­he­der som selv­stæn­digt folk, og den ved, hvor den skal sæt­te ind: nem­lig ved at knu­ge os under ren­te­åg, øde­læg­ge vor race bio­lo­gisk ved at se med ven­li­ge øjne på udbre­del­sen af smud­s­lit­te­ra­tur, ved at give os ind­blik i seksu­al­li­vets aller­sjo­f­le­ste per­ver­si­te­ter, ved at tage grun­den bort fra det smuk­ke gam­le nor­di­ske fami­li­e­liv, ved gen­nem lat­ter­lig­gø­rel­se af vor reli­gion at knæk­ke vor moral­ske rygrad eller ved spe­ku­la­tion i vor natio­nal­fø­lel­se – alt efter beho­vet.

Vort folk er et udpræ­get ager­dyr­ken­de folk af høj moralsk stan­dard, og det er det­te folk sta­ten har til opga­ve at beskyt­te, for­me­re og ska­be udvik­lings­mu­lig­he­der for.

Vi natio­nalso­ci­a­li­ster er de ene­ste, der – idet vi ser jøde­fa­ren i hele dens udstræk­ning sam­ti­digt går helt og fuldt ind på en bekæm­pel­se af den.

Vi ved, at vi ved at bekæm­pe den inter­na­tio­na­le marxis­me og den inter­na­tio­na­le høj­fi­nans, som er bund­ne sam­men i hem­me­li­ge ord­ner, og ved at høj­ne hele fol­ket fra de dår­ligst stil­le­de fol­ke­fæl­ler i moralsk, reli­gi­øs, natio­nal og øko­no­misk hen­se­en­de og ved at skær­me fol­kets race­ren­hed, kan hin­dre jøde­dom­mens magt over en stat og knæk­ke den.

Det taler ikke krist­ne folk til ære og slet ikke nor­di­ske, at de er sunk­ne så dybt som til at bli­ve jøde­dom­mens sla­ver. sla­ver af kapi­ta­lis­me og marxis­me. Det er de lave­re instink­ter i os, der er skyld i, at vi er nået ned på det trin. Det er der­for, det gæl­der om på ny at fin­de frem til de bed­ste egen­ska­ber i os. Først når have­sy­ge, nid, tro­løs­hed, slad­der­ag­tig­hed og fejhed bekæm­pes i os selv, bli­ver vi væb­ne­de på en sådan måde, at frem­med ånd ikke kan træn­ge ind.

I Tyskland er den ydre jøde­dom slå­et ud. Den vil aldrig kom­me til at her­ske der mere, og det er begyn­del­sen til enden af den jødi­ske drøm om ver­dens­her­re­døm­met. Det er det før­ste alvor­li­ge tab, der er til­fø­jet Antik­rist, net­op som han tro­e­de, han stod med sej­re­ns pal­mer i hæn­der­ne.**

De natio­na­le nybe­væ­gel­ser, vi ser rundt om os i man­ge lan­de, er kun for­trop­pen til en ver­dens­be­væ­gel­se, der vil sæt­te punk­tum for jøde­dom­mens ind­fly­del­se. Trods skri­get i den jødi­ske ver­denspres­se er det kun et tids­spørgs­mål, når træl­doms­ti­dens sid­ste time slår. Jøder­ne har selv gra­vet deres grav. Klo­ge har de aldrig været, kun fræk­ke i en sådan grad, at man dels holdt det for nai­vi­tet dels for geni­a­li­tet. De vok­se­de sig sto­re under den abso­lut­te fyrste­magt, som de selv under­mi­ne­re­de. De skab­te og befor­dre­de den moder­ne kapi­ta­lis­me, og under­gra­ve­de den ved at så had til de besid­den­de, og de tro­e­de at kun­ne gøre det ved at skju­le, at det var dem selv, der besad mest. Men ung­dom­men har de fået gjort anti­ka­pi­ta­li­stisk, og nu sæt­ter den­ne ung­dom den jødi­ske kapi­ta­lis­me på ankla­ge­bæn­ken side om side med den jødi­ske marxis­me. Det vil gå med jøden, som det gik konen i even­ty­ret, der fik sine ønsker opfyldt: Først ønske­de hun sig en bon­de­gård i ste­det for hyt­ten i mud­der­grøf­ten, så en her­re­gård, så et kon­ge­slot, og det blev opfyldt alt sam­men, men da hun til sidst vil­le være gud selv, hav­ne­de hun i mud­der­grøf­ten igen.

Dan­ske­ren går i dag soven­de rundt i sit eget fæd­re­land og ser ikke, for­står ikke, hvil­ke kræf­ter der er sat ind til hans kul­turs – til hans races for­dærv; instink­t­mæs­sigt føler han dog, at der er noget galt. Åbner han sin avis, hvor­fra han snart ale­ne hen­ter sin ånde­li­ge næring, så stø­der han, selv­om det er en gam­mel stok­kon­ser­va­tiv avis, han hol­der, på en ver­den, der er ham gan­ske ånds­frem­med.

KULTUREN, der ser­ve­res ham i maler­kunst FUTURISME, KUBISME, SURREALISME, musik fra Afri­kas dunk­le­ste ursko­ve isprængt jødisk dege­ne­ra­tion, lit­te­ra­tur, radio og film med sta­dig til­ta­gen­de seksu­al­for­gift­ning. rets­op­fat­tel­se, hvor den moder­ne rets­ple­je står på hove­d­et for at fin­de und­skyl­den­de momen­ter i enhver besti­alsk for­bry­del­se, medens folk, der hand­ler i selv­for­svar mod for­bry­der­ne for at beskyt­te ære og fami­lie, risi­ke­rer en hård straf – alt det­te er ham i grun­den så væsens­frem­med, men ånds­for­gift­nin­gen har alli­ge­vel gjort ham så immun, at han blot opgi­ven­de ryster på hove­d­et over tidens moder­ne van­vid, og blidt og mage­lig slum­rer hen i sin læne­stol, medens hans efter­slægt – HANS EGNE BØRN går under­gan­gen i møde – I ste­det for at rej­se sig hel­støbt og hel til PROTEST, gri­be pisken og selv være med til at befri sam­fun­det for onder, som han dog inderst inde føler fører vor kul­tur til for­dærv.

Det er den­ne slapsvan­se­de bor­ger­lig­hed vi angri­ber. Det er i dis­se halv­dø­de bor­ger­sind, vi vil en revo­lu­tion, der fører os – ikke til­ba­ge – men frem igen til en grund­mu­ret basis for nor­di­ske folk, og før den­ne revo­lu­tion er fore­gå­et i fler­tal­let af det dan­ske folk, før kan evo­lu­tio­nen ikke kom­me.

Det­te mage­li­ge bor­ger­sind bre­der sig fra den kon­ser­va­ti­ve væl­ger­ska­re, over Ven­stre til Soci­al­de­mo­kra­ti­et.

I søv­nig­hed, mage­lig­hed, lige­gyl­dig­hed føres det dan­ske folk til Hel­ve­de af djæv­lens repræ­sen­tan­ter.

Det er der­for, vi siger: vågn op HOLGER DANSKE til din egen kul­tur, og ken­der du ikke din egen rod mere, så lyt til for­ti­den og se dig om på jor­den, hvor kul­tur­ri­ger er opstå­et. Lyt til Edda­er­nes hel­tesan­ge, lad dit blik gli­de over dine bug­nen­de kor­n­mar­ker, hvis udbyt­te i dag høstes af den jødi­ske høj­fi­nans, og der­fra ud over Euro­pa til domer­ne i Køln, Reims, Paris og Mila­no, genop­byg i ånden Akro­po­lis af Græken­lands rui­ner, lyt til Wag­ners hel­temu­sik og til de bli­de dan­ske fol­kesan­ge, se på afstøb­nin­ger­ne af fun­det i den søn­derjy­ske muld: Guld­hor­ne­ne, betragt hage­kor­se­ne i de gam­le rune­ste­ne, lyt til Oeh­lens­chlæ­ger og Homer, og hvis du har det held at være udgå­et fra et ægte nor­disk hjem, så husk på de for­ma­nin­ger far og mor gav dig med i livet – og for­stå så, at fra­sen om den sta­di­ge udvik­ling er LØGN, så læn­ge vi ikke for­står at fin­de til­ba­ge til RACEGRUNDLAGET, som det der ale­ne bestem­mer AL KULTURUDVIKLING.

Kil­de: Dron­ten

Noter

 

1

For­skel­li­ge kil­der: Aage H. Ander­sen (f. 1892, d. 1968) var dansk poli­ti­ker, der til­slut­te­de sig DNSAP (Dansk Natio­nal Soci­a­li­stisk Arbej­der Par­ti). I 1933 meld­te han sig ind i det dansk natio­nalso­ci­a­li­sti­ske par­ti, der var stif­tet af Wil­fred Peder­sen. Året efter skif­te­de han til DNSAP. Han opstil­le­de for DNSAP ved fol­ke­tings­val­get i 1935, men blev sene­re sam­me år eks­klu­de­ret på grund af sine mar­kan­te udta­lel­ser om jøde­spørgs­må­let. Den 31. okto­ber 1935 stif­te­de han Natio­nal Soci­a­li­stisk Arbej­der Par­ti (NSAP) og sene­re, den 31. okto­ber 1941, til­slut­te­de han sig for­e­nin­gen Dansk Anti­jø­disk Liga (DAL).
Han blev idømt 80 dages fængsel ved Østre Lands­ret i 1938 for at kræn­ke en anden reli­gion. Sene­re fik han fle­re lig­nen­de dom­me. Fra maj 1939 til maj 1943 udgav han bla­det Kamp­teg­net, der i peri­o­den juni 1940 til febru­ar 1942 blev redi­ge­ret af Olga Eggers.*** Fra decem­ber 1943 til decem­ber 1944 var han redak­tør for bla­det Race­tje­ne­sten.
I løbet af kri­gen udgav han fle­re stærkt jøde­kri­ti­ske bøger. Den 26. janu­ar 1941 arbej­de han igen sam­men med DNSAP, nu som stabs­le­der for Racepo­li­tisk Cen­tral­kon­tor. Den 20. maj 1944 blev han leder af Schal­burg­kor­p­sets Cen­tral­kon­tor for Racespørgs­mål.
Den 19. august 1947 blev Aage H. Ander­sen idømt otte års fængsel ved Køben­havns Byret. Den 24. febru­ar 1948 blev han idømt 10 års fængsel ved Østre Lands­ret.

Redaktionelle noter

 

*

Paul Joseph Göb­bels, Tys­klands infor­ma­tions­mi­ni­ster fra 1933 til 1945, blev ofte ankla­get for at over­dri­ve, når han for­tal­te, at 60% af de leden­de ansvar­li­ge i sov­jet­sy­ste­met var jøder. Da Tyskland fik kon­takt med “rus­ser­ne” under kri­gen, viste det sig, at tal­let nær­me­re var 80–90%. Det­te bekræf­tes og doku­men­te­res af den aner­kend­te bri­ti­ske kor­re­spon­dent Doug­las Reed i bogen The Con­tro­ver­sy of Zion fra 1956. Bol­sje­vis­men, såvel som den aflø­sen­de sov­jet­kom­mu­nis­me, var i et og alt et barn af jøde­dom­men, i sam­me svøb som zio­nis­men.

**

Desvær­re er det gået ander­le­des. Jøder­ne brag­te USA ind i kri­gen, og Euro­pa faldt i hæn­der­ne på jøder­ne. Tyskland er i dag et jødisk kon­trol­le­ret domæ­ne i sam­me omfang som Frankrig, Holland, England, Austra­li­en, USA, Cana­da, Sverige — og i skræm­men­de omfang Danmark. EU er den cen­tra­le kon­struk­tion, hvor­fra Euro­pa kon­trol­le­res øko­no­misk og vil bli­ve sla­ve­bun­det som sta­ter­ne i det tid­li­ge­re sov­jet­sy­stem. Vort ene­ste håb er det moder­ne Rusland, de gode kræf­ter i Ungarn, Tjek­ki­et og Græken­land. Måske skal vi til syven­de og sidst se vores nær­me­ste alli­e­re­de mod jøder­ne i sta­ter som Kina og Indi­en. Eller vi kan tage os sam­men og befri os selv her i Euro­pa, så vi ikke afslut­ter en glor­vær­dig euro­pæ­isk histo­rie med at være sla­ver for jøder­ne.

***

 

Olga Eggers (f. 1875, d.1945) var en popu­lær dansk for­fat­te­rin­de. I dag for­sø­ger medi­ejø­de­r­ne at ude­luk­ke hen­de fra dan­sker­nes histo­rie og bevidst­hed. Hun var en åben­hjer­tig og frem­træ­den­de natio­nalso­ci­a­list, oprin­de­lig soci­al­de­mo­krat, kæm­pen­de for kvin­der­nes ret­tig­he­der.
Hun bekend­te sig til natio­nalso­ci­a­lis­men og var anti­se­mit før og under Anden Ver­denskrig. Hun blev fængs­let straks efter tysker­nes kapi­tu­la­tion i Danmark og døde få dage sene­re i fængs­let (70 år gam­mel) under mysti­ske omstæn­dig­he­der “som resul­tat af at være fal­det ned af trap­per”, som det hed.
Efter man­ge­årig til­knyt­ning til Soci­al­de­mo­kra­ti­et og Dansk Kvin­de­sam­fund hav­de den da 59-åri­ge Olga Eggers i 1934 meldt sig ind i Dan­marks Natio­nal Soci­a­li­sti­ske Arbej­der­par­ti (DNSAP), lan­dets stør­ste natio­nalso­ci­a­li­sti­ske par­ti under ledel­se af Frits Clau­sen. […] Få måne­der efter den tyske besæt­tel­se i 1940 til­t­rå­d­te hun som redak­tør på det anti­jø­di­ske uge­blad Kamp­teg­net. Her agi­te­re­de hun for den natio­nalso­ci­a­li­sti­ske race­op­fat­tel­se, der vend­te sig mod race­blan­ding. Bla­det pege­de bl.a. på Georg Bran­des som et af de oplag­te eksemp­ler på jøde­dom­mens dege­ne­re­ren­de ind­fly­del­se på dan­sker­nes kul­tur.
(Bran­des ide­er har sine pro­se­lyt­ter i nuti­dens Radi­ka­le Ven­stre.)

Jøder­nes dom over Olga Eggers var karak­te­ri­stisk. Hen­des bøger blev ikke siden genud­gi­vet – trods ufor­mind­sket kvin­depo­li­tisk rele­vans og lit­te­ra­tur­hi­sto­risk betyd­ning – og hun blev frem til 1970’erne ude­ladt af de lit­te­ra­tur­hi­sto­ri­ske over­sigt­vær­ker. Trods sin legi­ti­me ret til at have et per­son­ligt poli­tisk stand­punkt blev hun gjort til en ikke-per­son af jøder­ne i efter­krig­sti­dens Danmark, præ­cis som det ske­te for tusin­der af andre enga­ge­re­de men­ne­sker i oppo­si­tion til jøder­nes tyran­ni, ikke mindst i Sov­je­tu­ni­o­nen.

(En anden mod­stan­der af jødisk ter­ror Rudolf Hess blev myr­det i Span­dau-fængs­let. Han var da 93 år gam­mel og hav­de anled­ning til at håbe på at leve de sid­ste år af sit liv i fri­hed. Det er en evin­de­lig skænd­sel, som jøder­ne en dag må stå til ansvar for, at de holdt den­ne mand indespær­ret på liv­s­tid efter en ynke­lig sku­e­pro­ces, hvor han næg­te­de at tage afstand fra sine hand­lin­ger og over­be­vis­ning — og at jødi­ske agen­ter til sidst myr­de­de ham i fængs­let for at for­hin­dre den løsla­del­se, som al anstæn­dig­hed kræ­ve­de.)