Jødepressen forvansker billeder og fordrejer Historien

Overtagelsen

O​-​D​-​I​-​N​.org, Hugo Ravn, 23. november 2013.

 

Jødi­ske medi­er for­dre­jer hele tiden den refe­re­re­de vir­ke­lig­hed og vores histo­rie. For­bry­del­sen er omfat­ten­de og ret­tes især mod en bestemt del af Histo­ri­ens poli­ti­ske per­son­lig­he­der, Adolf Hit­ler, John F. Ken­ne­dy og sene­st lede­ren af Græken­lands nye natio­na­li­sti­ske par­ti Gyl­dent Dag­gry, Nikos Micha­lo­li­akos. En af jøder­nes ynde­de meto­der består i at forvræn­ge ofre­nes portræt­ter og udstil­le deres pri­vat­liv i lum­re under­to­ner.
Når det jødi­ske net­værk har erklæ­ret en mod­stan­der for fjen­de, udfol­des der med nuti­dens mulig­he­der for ensi­dig jødisk spred­ning af falsk infor­ma­tion bety­de­lig ener­gi på at karak­ter­dræ­be ham gen­nem bag­va­skel­se.
Inter­net­tets stør­re infor­me­ren­de tje­ne­ster er næsten hund­re­de pro­cent til­pas­set det øje­blik­ke­li­ge jødi­ske stand­punkt; se blot på udbud­det hos Wikipe­dia, Gyl­den­dals Den Sto­re Dan­ske og Den Dan­ske Ord­bog. Hold­nin­ger­ne i dis­se tje­ne­ster er nøje afstemt til det gæl­den­de kodeks for poli­tisk kor­rek­t­hed. Kor­rekt histo­rie for­tæl­les med bestem­te til­lad­te ord, fx “udryd­del­ses­lejr”, “nazis­me” og “holo­caust” i det sam­le­de jødi­ske udtryk for “mas­se­mord på jøder”. Jøder­ne og deres laka­jer und­går ord som: “kon­cen­tra­tions­lejr”, “natio­nalso­ci­a­lis­me” og “ende­lig løs­ning”, eller læg­ger en anden betyd­ning i “Die End­lös­ung der Jugend­fra­ge”, der bli­ver til “total udryd­del­se” i ste­det for at bru­ges i den histo­risk kor­rek­te betyd­ning “deporta­tion af alle jøder fra Euro­pa”. Der er utal­li­ge fle­re eksemp­ler. Den­ne per­ver­sion erstat­ter objek­ti­ve, vær­di­neut­ra­le tek­ster, som bru­ger­ne med ret­te kun­ne for­ven­te fra opslag­stje­ne­ster i Danmark.


Foto (uden gul tekst): Scan­pix.

 

Oven­for ses et af de tal­lø­se eksemp­ler på, hvor­dan Hol­lywood kon­stant nærer Holo­caust-løg­nen og jøder­nes fal­ske udlæg­ning af histo­ri­en. Det er jøden Ste­ven Spi­el­berg, der har pro­du­ce­ret sce­nen til fil­men Schin­d­lers Liste. Hold­nin­gen hos de tre SS-folk under­stre­ger det jødi­ske bud­skab: Her­re­folk­s­ky­nis­me og rin­ge­agt. Det­te til trods for, at eli­te­kor­p­set SS var under­lagt stren­ge reg­ler, her­un­der promp­te anbrin­gel­se i sær­li­ge for­bed­rings­lej­re, hvis de begik over­greb, som det er skil­dret her. Men det er vig­tigt for jødi­ske pro­pa­gan­di­ster at slå fast, at SS var onde­re og gru­som­me­re end fx Mena­chem Begin og hans Irgun-ban­de af såkald­te fri­heds­kæm­pe­re i Palæstina, selv om det ikke er muligt:
Deir Yas­sin var en ara­bi­sk lands­by vest for Jerus­a­lem. Den blev uds­let­tet af isra­el­ske ter­r­o­ri­ster fra grup­pe­rin­ger­ne Irgun og Stern, der den 9. april 1948 mas­sa­kre­re­de lands­by­en og dens omkring 750 bebo­e­re. Frem­gangs­må­den var egnet til at frem­kal­de ræd­sel i den ara­bi­ske befolk­ning. Gravi­de kvin­der fand­tes skå­ret op og fostre­ne fjer­net. Man­ge af lige­ne var kastet i de livsvig­ti­ge brøn­de, og mor­der­ne for­hin­dre­de der­med yder­li­ge­re over­le­vel­se på ste­det. Ryg­ter­ne om mas­sa­kren fik omkring 300.000 palæsti­nen­se­re til at flyg­te til nabo­lan­de­ne i uger­ne efter.
En af de ansvar­li­ge for mas­sa­kren var Mena­chem Begin, sene­re isra­elsk pre­mi­er­mi­ni­ster, hædret med Nobels fredspris (det siger alt om den­ne pris­ud­de­len­de insti­tu­tions ledel­se). Den­ne mod­by­de­li­ge og for­ryk­te jøde for­sva­re­de til det sid­ste den gun­sti­ge effekt af sit mas­se­mord for etab­le­rin­gen af sta­ten Israel. Ind­til vide­re har det været muligt for jødisk ver­denspres­se at under­tryk­ke, at den isra­el­ske stats­dan­nel­se fra begyn­del­sen har fulgt gam­mel­te­sta­ment­li­ge prin­cip­per for røve­ri og mord. Der­for er Israel i dag ver­dens slyn­gel­stat nr. 1 — og en døde­lig kræfts­vulst på ver­dens­fre­den.

På hyl­der­ne i nor­di­ske super­mar­ke­der lan­ce­res i en uop­hør­lig strøm bøger­ne af tidens jødi­ske for­fat­te­re side om side med jødisk pro­du­ce­re­de bil­led­ma­ga­si­ner, der lige­som de skrev­ne tek­ster gen­nem­gå­en­de ned­gør Hit­ler og Det Tred­je Rige. En af kampag­ner­ne består i at under­vi­se vores børn i en ny “mas­seud­ryd­del­se af jøder” angi­ve­ligt sat i værk i Øst­eu­ro­pa under Anden Ver­denskrig. Det­te ny appen­diks til histo­ri­en om jøder­nes Holo­caust repræ­sen­te­rer en dri­stig omkal­fa­tring af den tid­li­ge­re Histo­rie, idet jøder­nes “mas­seud­ryd­del­se” i Tyskland og Polen (efter ihær­digt og dyg­tigt revi­sio­ni­stisk arbej­de gen­nem mere end 25 år) ikke læn­ge­re kan opnå det til­stræk­ke­li­ge antal jødi­ske bræn­dof­re på 6 mil­li­o­ner (den tal­mu­di­ske for­ud­sæt­ning for jødisk til­ba­ge­ven­den til det forjæt­te­de land). Trods den mang­len­de fysi­ske opfyl­del­se af pro­fe­tien blev Palæstina besat i 1948, og siden har det hand­let om at til­pas­se den skrev­ne Histo­rie, så pro­fe­tien måske (?) kan opfyl­des i men­ne­ske­he­dens kol­lek­ti­ve bevidst­hed efter end­nu et par gene­ra­tio­ner med mas­siv jødisk løg­ne-pro­pa­gan­da.

Hvad gør det jødi­ske ver­dens­sam­funds histo­ri­eskri­ve­re da som det mest natur­li­ge i ver­den?
I den­ne tal­mu­di­ske besæt­tel­se af det jødi­ske sind for­læg­ger man drabs­sce­nen for jøder­nes Holo­caust og lan­ce­rer en ny Hol­lywood-under­støt­tet ver­dens­hi­sto­rie for den måben­de men­ne­ske­hed: “Nye 3 mil­li­o­ner jøder blev ‘mas­seud­ryd­det’ i Øst­eu­ro­pa med hjælp fra Hein­rich Him­m­lers SS,” hed­der det nu (idet Him­m­ler der­med for­ud­sæt­tes at have pri­o­ri­te­ret sine eli­testyr­ker med has­ar­de­ret lem­fæl­dig­hed). Spe­ci­alstyr­ker fra SS skul­le have for­fulgt og nedskudt jøder på så fjer­ne og ano­ny­me loka­li­te­ter, at ingen læn­ge­re har mulig­hed for at gen­dri­ve påstan­den – og så i et antal på 3 mil­li­o­ner! Vil­le dis­se histo­ri­eskriv­nin­gens des­pe­ra­dos så i det mind­ste pla­ce­re sig på kan­ten af bare én enkelt mas­se­grav og pege på de tek­ni­ske bevi­ser for påstan­den. Men det er ikke sket.
Sid­ste gang, der blev peget på en sådan mas­se­grav, var vel, da jøden Oluf Pal­me hyk­le­risk nævn­te Katyn som eksem­pel på mon­strø­se krigs­for­bry­del­ser i Euro­pa. Han nævn­te ikke fol­ke­mor­det på 40–60 mil­li­o­ner ukrai­ne­re og rus­se­re begå­et af jøder.
For nog­le år siden blev det offi­ci­elt afslø­ret, at ned­skyd­nin­gen i Katyn af tusind­vis af pol­ske offi­ce­rer og civi­le ikke var ble­vet udført af tyske mili­tæ­re styr­ker, som de jødi­ske histo­ri­ke­re hav­de ladet ver­den for­stå. Mor­de­ne blev med over­læg begå­et af det jødisk lede­de hem­me­li­ge sov­je­ti­ske poli­ti, der ønske­de at fjer­ne den pol­ske eli­te i den­nes egen­skab af revo­lu­tio­nens “klas­sefjen­der”. I vir­ke­lig­he­den slår jøder­ne de bed­ste hvi­de euro­pæ­e­re ihjel — og har læn­ge gjort det — for at redu­ce­re mod­stands­vilj­en hos resten.
Det er yder­li­ge­re et inter­es­sant men upå­ag­tet fak­tum, at tid­ligt i 1945, efter “befri­el­sen” af tyske kon­cen­tra­tions­lej­re, obdu­ce­re­de alli­e­re­de rets­me­di­ci­ne­re et stort antal dødsof­re med det for­mål at fin­de spor efter bru­gen af Zyklon-B-gas. Cyan­gas­sen vil­le let have kun­net spo­res som dødsår­sag, hvis den hav­de været brugt mod dis­se men­ne­sker, men de var døde af plet­ty­fus og man­gel på føde. Af gode grun­de fand­tes ingen spor af cyan­gas. Vores histo­ri­ebø­ger og medi­er inde­hol­der intet om det­te. Uden tek­ni­ske bevi­ser og uden påli­de­li­ge vid­ne­for­kla­rin­ger om de påstå­e­de gaskam­re, var “de alli­e­re­de” (læs: koor­di­ne­re­de jødisk domi­ne­re­de efter­ret­nings­en­he­der fra Sov­jet, USA og Stor­bri­tan­ni­en) nødt til at skaf­fe sig “til­stå­el­ser” fra tyske mili­tær­per­so­ner inden Nür­n­berg-far­cen kun­ne afvik­les til den måben­de men­ne­ske­heds for­ar­gel­se. Frem­skaf­fel­sen af til­stå­el­ser ske­te under anven­del­sen af mod­by­de­lig tor­tur og trus­ler mod ofre­nes fami­li­er om deporta­tion øst­på.

Histo­ri­e­re­vi­sio­ni­ster­ne må hele tiden leve­re de tek­ni­ske mod­be­vi­ser for jøder­nes skif­ten­de påstan­de. Det er et sært til­fæl­de af “hævd­vun­den” omvendt bevis­byr­de. Under nor­ma­le viden­ska­be­li­ge omstæn­dig­he­der gæl­der reg­len, at den, der frem­sæt­ter en påstand, må kun­ne føre bevis for dens rig­tig­hed. Men den gæl­der ikke for jøder. De har til­lid til, at deres medi­e­mo­nopol kan gøre en hvil­ken som helst løg­ne­hi­sto­rie til sand­hed. Og det er de i skræm­men­de omfang lyk­ke­des med. “Sand­hed” i den for­stand, at løg­nen ikke gen­nem­sku­es eller dra­ges i tvivl, er vidt udbredt i nuti­den. Ver­den vil bed­ra­ges, og Euro­pas yngre gene­ra­tio­ner af egent­li­ge euro­pæ­e­re er ble­vet så for­dum­me­de, bl.a. på deres Histo­rie, at en natur­lig kri­tisk sans har mistet ethvert udvik­lings­grund­lag.

I går så jeg en ny for­si­de på et af jøder­nes illu­stre­re­de “Historie”-magasiner. Over­skrif­ten hed “Hit­lers kvin­der” og viser Adolf Hit­ler som en fed­la­den leve­mand omgi­vet af mere eller min­dre bekræf­ten­de kvin­der. Tyde­lig­vis er bil­le­der­ne digi­talt mani­p­u­le­ret og arran­ge­ret på en måde, så vel­lev­ned og lyst dri­ver af dem. Selv om Hit­lers kvin­de­li­ge bekendt­ska­ber kan have gået ud over samvæ­ret med Eva Braun, var han langt fra at være fed­la­den, leve­mand eller fra­stø­de­n­de. Han var efter alt at døm­me et usel­visk, ansvar­ligt og anstæn­digt men­ne­ske, der befandt sig i Histo­ri­ens brænd­punkt, tvun­get til at træf­fe van­ske­li­ge beslut­nin­ger og til tider med nød­ven­dig hård­hed. Han var yderst bevidst om at tje­ne som eksem­pel for den tyske befolk­ning. Her er en ræk­ke ander­le­des beskri­vel­ser af Adolf Hit­ler; den før­ste fra hans per­son­li­ge livvagt Rochus Misch, der døde for nylig:

Rochus Misch

Information 24. september 2013:

For­le­den dag sov Rochus Misch ind i en alder af 96 år, og ingen andre end den nær­me­ste fami­lie vil­le sik­kert have hæf­tet sig spe­ci­elt ved det­te døds­fald, hvis ikke han hav­de været den sid­ste end­nu leven­de, der var med i bun­ke­ren i Ber­lin, da Adolf Hit­ler begik selv­mord.

Eller for at præ­ci­se­re: Næp­pe man­ge vil­le have været så opmærk­som­me på Hit­lers davæ­ren­de livvagt, hvis han ikke til det sid­ste hav­de været så loy­al over for sin “chef” (Mis­ches egen for­mu­le­ring) og kon­se­kvent karak­te­ri­se­ret ham som en “ven­lig” og “elsk­vær­dig” mand. For det er den vur­de­ring, der bekym­rer os – at en per­son, der i så man­ge år stod Hit­ler så nær, som det over­ho­ve­det er muligt, blev ved med at omta­le ham som “et væl­dig beha­ge­ligt men­ne­ske”.

Var Hit­ler da en ven­lig og elsk­vær­dig mand?

Taler vi Hit­ler pri­vat, må sva­ret sand­syn­lig­vis være ja. Gan­ske vist hæv­de­de hans kri­ti­ker, den tysk-jødi­ske skri­bent Kurt Tuchol­sky, at sel­ve man­den slet ikke fand­tes, det gjor­de kun den støj, han skab­te, mens jour­na­li­sten Karl Kraus erklæ­re­de, at slet intet faldt ham ind, når han tænk­te på Hit­ler. Men Tuchol­sky og Kraus var intel­lek­tu­el­le og mød­te aldrig Mis­chs “chef” per­son­ligt. I den begræn­se­de kreds, som gjor­de – for fle­res ved­kom­men­de dag­ligt og over man­ge år – var ind­tryk­ket et gan­ske andet. Iføl­ge dis­se øjen­vid­ner var Hit­ler ikke kun ven­lig og elsk­vær­dig, men også høflig, loy­al, galant på østrigsk maner og sær­de­les omsorgs­fuld over for enhver slags per­so­na­le. Det­te bekræf­tes af alle fra Win­nif­red Wag­ner og Albert Spe­er til pri­vat­se­kre­tæ­rer, køk­ken­per­so­na­le og højt­stå­en­de stab­sof­fi­ce­rer. Fle­re af dem for­tal­te i bøger eller inter­view om deres tid med Hit­ler. Og ople­vel­sen af dik­ta­to­ren som pri­vat­men­ne­ske er for­bløf­fen­de sam­stem­men­de: Selv de, som efter­føl­gen­de fik gode grun­de til at distan­ce­re sig fra Hit­ler, fort­sat­te med at opfat­te ham som kun ‘alt for men­ne­ske­lig’.

Der fin­des und­ta­gel­ser. Men de er få.”
[…]

Oliver Stone

[Redak­tio­nel kom­men­tar:


Pri­vat­men­ne­sket Adolf Hit­ler kun­ne til­la­de sig at smi­le.]

 

Oli­ver Sto­ne:
“Hit­ler er en nem syn­de­buk i Histo­ri­en, og det har været udnyt­tet på bil­lig­ste vis. Han er pro­duk­tet af en ræk­ke hand­lin­ger. Det er årsag og virk­ning … Folk i USA ken­der ikke noget til sam­men­hæn­gen mel­lem Før­ste Ver­denskrig og Anden Ver­denskrig,” og til­fø­je­de, at han gen­nem sit arbej­de som doku­men­ta­rist hav­de været i stand til at ind­le­ve sig i Hit­lers og Stal­ins situ­a­tion for at kun­ne for­stå deres udgangs­punkt.

Vi skal til at udvik­le vores bevidst­hed, befri den og udvi­de den,” til­fø­je­de han.

Kil­de: Bal​der​.org, Fil­min­struk­tø­ren Oli­ver Sto­ne.

Joaquin Bochaca

Den cata­lon­ske Histo­rie-revi­sio­nist og for­fat­ter Joaquin Bocha­ca gav i et inter­view med The Bar­nes Review tid­li­ge­re på året udtryk for sin per­son­li­ge opfat­tel­se af Adolf Hit­ler:

TBR: Vil du for­tæl­le os, hvad du mener om Adolf Hit­ler?

BOCHACA: Jeg mener, at han er én af de stør­ste mænd i Euro­pas og men­ne­ske­he­dens Histo­rie.

Hans bog Mein Kampf skul­le være obliga­to­risk læs­ning i sko­ler og på uni­ver­si­te­ter, i ste­det har den usle behand­ling den har været udsat for. Jeg mener, at hans ide­er om race­for­hold er sær­de­les gode; han stod vagt om sin egen race. Hans ver­densan­sku­el­se, hans ver­dens­bil­le­de, er fuld­stæn­dig rig­tigt for den euro­pæ­i­ske tan­ke­gang … for alle de euro­pæ­i­ske og hvi­de natio­ner. Når jeg siger “euro­pæ­i­ske” mener jeg ikke blot Euro­pa, men også de euro­pæ­isk befol­ke­de lan­de rundt om i ver­den.

I vir­ke­lig­he­den vend­te Hit­ler sig ikke mod nogen race, und­ta­gen den jødi­ske, og jeg tviv­ler på, at jøder er en race i viden­ska­be­lig for­stand. Jeg mener, at de er en men­tal “race”, der frem­kom­mer gen­nem indok­tri­ne­ring fra deres “hel­li­ge” bøger.

Han var en af de få poli­ti­ske lede­re, der ikke hav­de nogen per­son­lig for­mue. Han holdt af dyr. Han gjor­de alt for sit land. Han var en stor mand.

Men efter min opfat­tel­se har Histo­ri­en vist, at han var for god af sig. Han sto­le­de på Fran­co. Ingen, der kend­te Fran­co, sto­le­de på ham.

Hit­ler vandt det soci­a­le slag og gjor­de en ende på klas­se­kam­pen; han afskaf­fe­de den hjem­li­ge elen­dig­hed i Tyskland efter 1933. Han vandt de inter­ne poli­ti­ske slag. Og så var han vir­ke­lig et mili­tært geni.

Men jeg mener, at han i de mili­tæ­re alli­an­cer var for til­lids­fuld, bl.a. over for Fran­co, Mus­so­li­ni, (marskal) Pétain, (marskal) Man­ner­heim i Finland, han tol­ke­de dem for­kert. Han valg­te at gå ud fra, at alle hav­de reel­le hen­sig­ter, men vir­ke­lig­he­den var en anden.
[…]

Willis A. Carto

Den ame­ri­kan­ske revi­sio­nist og for­fat­ter Wil­lis A. Car­to skri­ver om Hit­ler:

Man­ge af Hit­lers egen­ska­ber er aner­kend­te, så som hans fabel­ag­ti­ge hukom­mel­se, hans fysi­ske mod, hans evner som taler, hans evne til at char­me­re men­ne­sker på tomands­hånd, samt hans skar­psin­dig­hed og viden i poli­ti­ske spørgs­mål.

Hvad fjendt­ligt indstil­le­de for­fat­te­re, der skri­ver om Hit­ler, ikke ønsker at aner­ken­de er hans dyb­gå­en­de og detal­je­re­de viden om Histo­ri­en og histo­ri­ske per­son­lig­he­der, hans stær­ke ret­fær­dig­heds­sans, hans udtal­te inter­es­se for kunst og arki­tek­tur, hans talent som første­klas­ses mili­tær stra­teg, hans ide­a­lis­me og hans beslut­som­hed i spørgs­må­let om tysk gen­rejs­ning efter den straf­fen­de Ver­sail­les-trak­tat, der hav­de for­krøblet lan­det efter Før­ste Ver­denskrig.

Negativ billedmanipulation

Her et eksem­pel på, hvor­dan få ændrin­ger af ansig­tets pro­por­tio­ner kan ændre ind­tryk­ket af en per­son­lig­hed radi­kalt (model):

 

De fle­ste bil­le­der på Inter­net­tet af Adolf Hit­ler og andre, som jøder­ne for­sø­ger at dæmo­ni­se­re, er enten de til­ba­ge­væ­ren­de dår­lig­ste (mindst sym­pa­ti­ske), de tyde­lig­vis mani­p­u­le­re­de bil­le­der, bil­le­der af dår­li­ge dob­belt­gæn­ge­re og ende­lig bil­le­der af den­ne eller hin sku­epi­l­ler, som har givet Hit­ler det bil­le­de, som pro­du­cen­ten, der ønsker sin mere eller min­dre poli­ti­ske film distri­bu­e­ret og solgt, har dik­te­ret. Den jødi­ske pres­se spil­ler på alle tan­gen­ter, og især de sor­te, når det dre­jer sig om at til­in­tet­gø­re mod­stan­de­re, her­un­der viden­ska­be­ligt arbej­den­de men­ne­sker, der sæt­ter spørgs­måls­tegn ved jøder­nes Holo­caust eller ved jøder­nes gene­rel­le ind­fly­del­se. Jøder­ne og deres medi­er udmær­ker sig ved at være blot­tet for hæm­nin­ger og anstæn­dig­hed.


Et eksem­pel på dæmo­ni­se­ring. Foto: Inter­net­tet

 

Man skal bemær­ke væg­ten på begre­bet “ond­skab”. Lyset på figu­rens ansigt kom­mer nede­fra (fra hel­ve­de) og efter­la­der aflan­ge reflek­sio­ner i øjne­ne, der får et djæ­velsk, nær­mest rep­ti­l­ag­tigt udse­en­de.


Et andet eksem­pel.
Foto: Inter­net­tet

 

En mands had for­an­dre­de en hel ver­den, lyder bud­ska­bet fra den­ne pla­kat. Den unge “Hit­ler” med flam­men­de øjne og seri­ø­se pan­de­gru­ber sku­er mod det djæ­vel­ske rag­na­rok, som han har til­tænkt ver­den – natur­lig­vis af ren ond­skab.

Til trods for pri­mi­ti­vi­te­ten i dis­se film­pla­ka­ter opnår de ofte den til­sig­te­de effekt. Det skyl­des i vid udstræk­ning, at bil­le­de- og film­for­bru­ge­re i den vest­li­ge ver­den er opdra­get til at tæn­ke andres tan­ker frem for deres egne. Efter­tænksom­hed og kri­tisk ana­ly­se er en man­gelva­re.

Her på redak­tio­nen fore­træk­ker vi at opfat­te Adolf Hit­ler efter fortje­ne­ste: som en seri­øs og vel­me­nen­de euro­pæ­isk stats­mand, der blev for­hin­dret i at ind­fø­re en ny ord­ning i Euro­pa, efter at jøder­ne hav­de udbyt­tet Euro­pa læn­ge nok, og euro­pæ­er­ne hav­de indstil­let sig på at udvik­le Euro­pa efter euro­pæ­i­ske for­skrif­ter.

Det er på alle områ­der gået ad hel­ve­de til i Euro­pa efter at jøder­nes hav­de held til at søn­der­lem­me Tyskland og med hjælp fra “alli­e­re­de” stormag­ter i Vesten kun­ne bekæm­pe Adolf Hit­ler og for­år­sa­ge hans mili­tæ­re neder­lag. Jøder­ne har siden ska­det de sam­me alli­e­re­de på enhver tæn­ke­lig måde. I dag kan vi bevid­ne en acce­le­re­ren­de opløs­ning inde­fra i alle dis­se natio­ner.

Negativt manipuleret undervisningsmateriale

Fra Asche­hougs For­lag blev i 1982 udgi­vet et hæf­te “Nazis­mens Frem­march” for­fat­tet af Flem­m­ing Lun­da­hl. Det fore­lig­gen­de eksem­plar er stemp­let: Amts­cen­tra­len for Under­vis­nings­mid­ler (et sted på Sjæl­land).
Hæf­tet er mønt­et på unge men­ne­sker. Hoved­par­ten af de ca. 50 sider er opbyg­get som et teg­ne­se­ri­e­hæf­te med tek­ster i tale- eller tæn­ke­bob­ler over per­so­ner­ne. Ten­den­sen i hæf­tet frem­går af bag­si­de­bil­le­det:

 

Bemærk teg­ne­rens nær­mest syge­li­ge for­søg på at forvræn­ge vir­ke­lig­he­den. Der er ikke tale om sati­re, men om bevidst for­søg på karak­ter­mord under dæk­ke af at være infor­me­ren­de.
Hæf­tet indok­tri­ne­rer gen­nem­gå­en­de efter vel­kendt jødisk ska­be­lon. Bud­ska­bet er, at Hit­ler og natio­nalso­ci­a­lis­men i Tyskland var ond. Jøder­ne bur­de have et for­kla­rings­pro­blem med, at natio­nalso­ci­a­lis­mens mod­stand mod jøder­ne var en kon­se­kvens af den jødi­ske infil­tra­tion af det tyske sam­fund, nepo­tis­men og udbyt­nin­gen af det tyske folk.
Et lig­nen­de oprør mod nuti­dens jødi­ske besæt­tel­se af sam­fun­dets kir­t­ler ønsker jøder­ne at afvær­ge i frem­ti­dens Euro­pa med mate­ri­a­le som det­te. Så læn­ge vi lader os påvir­ke af den­ne pro­pa­gan­da, der påfø­rer os en falsk skyld, så vi for­bli­ver pas­si­ve, gives jøder­ne tid og plads til at over­ta­ge Euro­pa uden at bli­ve anfæg­tet på ny.
Det­te fra­stø­de­n­de hæf­te er illu­stre­ret af Jan O. Hen­rik­sen (idé­mand).
Tek­sten er for­fat­tet af Flem­m­ing Lun­da­hl.

Læs også artik­len: Jeg tro­e­de i lang tid på jøder­ne.

Den­ne frem­stil­ling af Adolf Hit­ler kom­mer sand­he­den væsent­ligt nær­me­re:


Stats­man­den Adolf Hit­ler. Foto: Inter­net­tet

 

Det er min faste over­be­vis­ning, at der ikke gives én ene­ste jøde i den­ne ver­den, som kan leve op til den bega­vel­se og det moral­ko­deks, som Adolf Hit­ler stod for. Der­for uds­let­te­de jøder­ne ham med al nød­ven­dig hjælp fra mario­net­ter­ne Chur­chill og Roo­se­velt.