Jürgen Grafs introduktion til Kontroversen om Zion

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org praes. Jürgen Graf, overs. af Knud Bjeld Eriksen, 12. november 2013.

 

Histo­ri­e­re­vi­sio­ni­sten Jür­gen Graf er schweizisk stats­bor­ger i land­flyg­tig­hed. Han er født i 1951 i Basel. Han har en uni­ver­si­tets­grad i Skan­di­na­vi­ske stu­di­er, Fransk og Engelsk. Graf blev histo­ri­e­re­vi­sio­nist i 1991 og har skre­vet adskil­li­ge bøger og artik­ler om emnet “jøder­nes Holo­caust”. En schweizisk dom­stol idøm­te ham i 1998 fem­ten måne­ders fængsel og en bøde på omkring 40.000 ch-franc (ca. 250.000 kr efter dagens kurs) for at revi­de­re jøder­nes ved­tag­ne histo­rie.
Da den sted­li­ge højeste­ret stad­fæ­ste­de dom­men i 2000, rej­ste han i eksil. I 2001 gif­te­de han sig med den hvi­derus­si­ske histo­ri­ker Olga Ste­pa­now­na.
Jür­gen Graf er aner­kendt for sin grun­di­ge research og kom­pro­mis­lø­se brug af kends­ger­nin­ger. Ofte lader han kil­der­ne tale for sig selv. Neden­for viser vi Knud Bjeld Erik­sens over­sæt­tel­se af intro­duk­tio­nen til Grafs egen tysk­spro­ge­de over­sæt­tel­se Der Streit um Zion på grund­lag af Doug­las Reeds ori­gi­nal­værk The Con­tro­ver­sy of Zion. Graf frem­hæ­ver meget præ­cist en ræk­ke afgø­ren­de poin­ter i Reeds monu­men­tale værk og peger på et par und­la­del­ses­syn­der. Sam­ti­dig hol­der han Reeds obser­va­tio­ner og for­ud­si­gel­ser op mod det, der er sket i ver­den efter 1956.
Kon­tro­ver­sen om Zion kan nu hen­tes som gra­tis dansk e-bog (link nederst) og må abso­lut læses i sin hel­hed. Men viger man umid­del­bart til­ba­ge fra 600 siders spæn­den­de og for­kætret histo­rie, skre­vet af en kor­re­spon­dent fra sam­ti­den, en fete­ret for­fat­ter, der måt­te beta­le pri­sen for at læg­ge sig ud med det jødi­ske par­nas, kan Grafs intro­duk­tion i høj grad styr­ke ønsket om at bli­ve yder­li­ge­re “seen­de”. Jür­gen Graf taler ikke ube­grun­det om den til­ta­gen­de “idi­o­ti­se­ring” af Vestens befolk­nin­ger, men har også til­lid til, at den lil­le flok, der end­nu læser, tæn­ker og taler selv­stæn­digt, med tiden skal bli­ve den bevæ­gel­se, der frel­ser den øvri­ge men­ne­ske­hed fra jøder­nes plan­lag­te ver­dens­dik­ta­tur.

— Hugo Ravn.


Jür­gen Graf.
Foto: Inter­net­tet

 

Den vest­li­ge ver­dens fol­keslag kan ikke leve under det zio­ni­stisk kon­trol­le­re­de glo­ba­li­sti­ske system. Det dræ­ber deres sjæ­le og deres kul­tur; det til­stræ­ber deres bio­lo­gi­ske uds­let­tel­se. Med stem­me­sed­len lader intet sig ændre; væb­net mod­stand vil­le under de nuvæ­ren­de betin­gel­ser være selv­mord. Det ene­ste, vi kan gøre, er at udvi­de kred­sen af de viden­de, idet vi lader oplys­nin­ger til­fly­de det min­dre­tal, som kan og vil tæn­ke selv og som bli­ver under­trykt af de her­sken­de og deres medi­er. Tak­ket være inter­net­tet er det­te i dag muligt … For den, som søger sand­he­den om ver­dens nuvæ­ren­de til­stand og vil vide, hvor­dan det er kom­met der­til, at ver­den befin­der sig i den­ne til­stand, kan læs­ning af Doug­las Reeds Kon­tro­ver­sen om Zion på det var­me­ste anbe­fa­les.

JÜRGEN GRAF HAR ORDET:

1. Om selve værket Kontroversen om Zion

Doug­las Reeds monu­men­tale værk, The Con­tro­ver­sy of Zion har to åben­ly­se svag­he­der, som straks fra star­ten skal frem­hæ­ves.

a. Reeds kil­de­an­gi­vel­ser er util­stræk­ke­li­ge. For eksem­pel duk­ker tit­len på den af ham hyp­pigst cite­re­de kil­de, Josef Kaste­ins History and Desti­ny of the Jews (1933) ikke op nogen ste­der i den engel­ske ori­gi­nal­tekst; han taler sted­se kun om “dr. Kaste­ins bog” og over­la­der det til læse­ren at fin­de den­nes titel i den for­bav­sen­de magre! bibli­o­gra­fi i til­læg­get. I sådan­ne til­fæl­de kun­ne jeg som over­sæt­ter gri­be kor­ri­ge­ren­de ind og i det mind­ste ind­sæt­te de rele­van­te bog­tit­ler i tek­sten. På hvil­ken side i den­ne eller hin bog det pågæl­den­de citat står, kun­ne jeg dog ikke brin­ge i erfa­ring, for sådan­ne angi­vel­ser fin­des så godt som aldrig hos Reed og ind­kø­bet af ori­gi­nal­tek­ster­ne var for­bun­det med uri­me­ligt sto­re udgif­ter. Det for­hol­der sig lige­så­dan med avis­ar­tik­ler­ne; her må man være glad, hvis Reed angi­ver nav­net på den pågæl­den­de avis og ide­elt set også dato­en på hvil­ken den cite­re­de arti­kel blev bragt. Ikke sjæl­dent angi­ver han som kil­de for eksem­pel “en syd­afri­kansk avis”, hvil­ket umu­lig­gør en efter­prøv­ning af den anfør­te tekst.

Ved de især i før­ste kapi­tel meget hyp­pi­ge cita­ter fra Det Gam­le Testa­men­te nøjes Reed almin­de­lig­vis med at hen­vi­se til, at det for eksem­pel stam­mer “fra Tred­je Mose­bog” eller “fra Ezeki­els Bog”. Da en over­sæt­tel­se af bibelci­ta­ter til­ba­ge fra den engel­ske tekst selv­føl­ge­lig var ude­luk­ket, har jeg til­bragt man­ge dage med at fin­de de pågæl­den­de ste­der og har der­ved lært Det Gam­le Testa­men­te bed­re at ken­de.

b. Reed leve­rer en rig­dom af infor­ma­tio­ner om de meto­der, med hvil­ke den zio­ni­sti­ske jøde­dom i det 20. århund­re­de vandt sig over­væl­den­de poli­tisk ind­fly­del­se, så at den på et vist tids­punkt var nået til at kun­ne kon­trol­le­re top­po­li­ti­ker­ne i “den frie ver­den” næsten efter for­godt­be­fin­den­de, men han ude­la­der helt at drøf­te et abso­lut cen­tralt aspekt af det­te spørgs­mål, nem­lig det øko­no­mi­ske. Hvor­fra de zio­ni­sti­ske lede­re hav­de de enor­me sum­mer, som var nød­ven­di­ge for at frem­me deres dags­or­den (ibe­reg­net bestik­kel­se af poli­ti­ke­re) erfa­rer vi intet­steds; afgø­ren­de spørgs­mål, såsom rød­der­ne til den jødi­ske finans­magt eller den grund­læg­gen­de for­skel mel­lem den pro­duk­ti­ve kapi­ta­lis­me, som for eksem­pel Hen­ry Fords, der skaf­fe­de arbejds­plad­ser og pro­du­ce­re­de varer, som tjen­te almen­vel­let og den para­si­tæ­re finans­ka­pi­ta­lis­me som for eksem­pel Rots­child-fami­li­ens, der brug­te og bru­ger pen­ge­ne som han­delsva­re for ved hjælp af børs­spe­ku­la­tio­ner at sko­v­le even­tyr­li­ge for­mu­er ind, berø­rer han slet ikke. Den, som her tør­ster efter en for­kla­ring, kan med for­del gri­be til en eller anden bog af den katol­ske teo­log, Johan­nes Rot­h­kranz.

Så meget om svag­he­der­ne i Reeds værk. Hvad er så hans styr­ke, som alle­re­de ved en før­ste, flyg­tig gen­nem­læs­ning vak­te min beun­dring og bevæ­ge­de mig til straks at sige ja til til­bud­det om at over­sæt­te bogen til tysk?

Doug­las Reed, der var født i 1895, og som, før han trå­d­te til­ba­ge i efter­å­ret 1938, var Euro­pa-kor­re­spon­dent ved den pre­sti­ge­fyld­te Lon­don avis The Times, sat­te sig snart efter slut­nin­gen af Anden Ver­denskrig en opga­ve, som man­gen en bed­re kva­li­fi­ce­ret per­son var veget for­skræk­ket til­ba­ge fra. Han vil­le doku­men­te­re jøde­dom­mens udvik­ling fra det fem­te århund­re­de før Kri­sti fød­sel ind­til nuti­den, såvel som jøder­nes ind­fly­del­se på sam­fun­det og poli­tik­ken i deres vært­slan­de. Trods et vist antal uund­gå­e­li­ge fejl er det­te lyk­ke­des ham så strå­len­de, at man med god samvit­tig­hed kan reg­ne The Con­tro­ver­sy of Zion med blandt de vig­tig­ste poli­ti­ske bøger i det 20. århund­re­de.

Doug­las Reed afslut­te­de sit mester­værk i slut­nin­gen af 1956 i en alder af 61 år. Skønt der blev ham forundt end­nu 20 år, kom han ikke til at ople­ve udgi­vel­sen af bogen, for han fandt ingen for­læg­ger. Først kort efter hans død udkom The Con­tro­ver­sy of Zion i Syd­afri­ka.

Da han gik i gang med det­te epo­ke­gø­ren­de værk, var han alle­re­de ble­vet til en ikke-per­son, for i sine skrif­ter under og efter Anden Ver­denskrig hav­de han udø­vet en ken­de­ligt stær­ke­re og stær­ke­re kri­tik af jøde­dom­men. Hvis en anden hav­de gjort det, var han ble­vet kaldt “nazi”, men det gik ikke med Reed, for­di han før kri­gen hav­de været blandt de mest kom­pro­mis­lø­se mod­stan­de­re af “Det tred­je Rige” og i sine to bøger Insa­ni­ty Fair (Gal­ska­bens Mar­ked) og Dis­gra­ce Abo­un­ding (Græn­se­løs Skænd­sel) hav­de hud­flet­tet sin rege­rings sam­ar­bejds­po­li­tik. (Det tje­ner ham til ære, at hans rabi­a­te anti­na­zis­me ikke for­hin­dre­de ham i sene­re at sæt­te de sej­re­n­de mag­ters hæv­nor­gi­er i det besat­te Tyskland såvel som den fra­stø­de­n­de far­ce, som Nür­n­berg-pro­ces­sen var, i gabe­stok­ken). Da man ikke kun­ne svær­te ham til som nazist, måt­te man nøjes med at give ham eti­ket­ten “viru­lent anti­se­mit” (som The Times skrev i nekro­lo­gen over ham som en af deres tid­li­ge­re kor­re­spon­den­ter) [1]. Det­te er meget for­kert, for hvis ordet end­nu har nogen betyd­ning, er “anti­se­mi­tis­me” ens­be­ty­den­de med “fjendt­lig­hed mod jøder på grund af deres semi­ti­ske afstam­ning”. Af en sådan race­be­tin­get jøde­fjendt­lig­hed fin­des der hos Reed intet spor, det jødi­ske pro­blem lig­ger for ham ikke i de jødi­ske gener, men ene og ale­ne i den jødi­ske reli­gion.

Reeds dom over den­ne reli­gion er ubarm­hjer­tig:

Tros­be­ken­del­sen, der blev givet magt som gæl­den­de lov i Judæa i 458 f.Kr., var da – og er sta­dig – ene­stå­en­de i ver­den. Den hvi­le­de på den påstand – som blev til­lagt stam­me­g­u­den (Jehova) – at “isra­e­lit­ter­ne” (rent fak­tisk judæ­er­ne) var hans “udvalg­te folk”, der, der­som det fulg­te alle hans “lov­reg­ler og dom­me”, vil­le bli­ve sat over alle øvri­ge fol­keslag og anbragt i et “forjæt­tet land”. Ud fra den­ne teo­ri vok­se­de så, hvad enten det måt­te skyl­des plan­læg­ning eller ufor­ud­set nød­ven­dig­hed, de til­hø­ren­de teo­ri­er om “fan­gen­skab” og “øde­læg­gel­se”. Hvis Jehova skul­le til­be­des sådan, som han kræ­ve­de det, på et bestemt sted i et spe­ci­fikt land, måt­te alle hans til­be­de­re bo dér. (1. Kapi­tel.)

Efter min vur­de­ring blev en bar­ba­risk over­tro, der fød­tes i old­ti­dens Judæa, næret gen­nem århund­re­der­ne af et mere eller min­dre usyn­ligt præ­ste­skab. Den­ne over­tro er vendt til­ba­ge i vor tid for at pla­ge os i form af en poli­tisk bevæ­gel­se, der støt­tes af stor rig­dom og gen­nem magt­ba­ser i alver­dens sto­re byer. To stra­te­gi­er er ble­vet benyt­tet: Revo­lu­tion fra bun­den og kor­rup­tion fra top­pen. Ved at udnyt­te dis­se stra­te­gi­er er den­ne magt nået langt i gen­nem­fø­rel­sen af en fana­tisk ambi­tion om at opnå ver­dens­her­re­døm­met, blandt andet ved at sæt­te natio­ner­ne op imod hin­an­den. (Efter­skrift.)

Reed så som den ene­ste løs­ning: “Jøder­nes ind­lem­mel­se i men­ne­ske­he­den”, alt­så i deres ufor­be­hold­ne assi­mi­la­tion, som nød­ven­dig­vis må have opblan­ding med deres værts­be­folk­nin­ger til føl­ge. For en “anti­se­mit”, der er rod­fæ­stet i raci­sti­ske tan­ke­ba­ner, er en sådan opblan­ding selv­føl­ge­lig en veder­styg­ge­lig­hed – gan­ske som det for orto­dok­se jøder er en veder­styg­ge­lig­hed for Her­ren:

Nehe­mia, kap. 13:
v23 På sam­me tid lag­de jeg også mær­ke til, at hos de jøder, der hav­de ægtet asdo­di­ti­ske, ammo­ni­ti­ske eller moa­bi­ti­ske kvin­der,
v24 tal­te halv­de­len af bør­ne­ne asdo­di­tisk eller et af de andre folks sprog, men kun­ne ikke tale jødisk.
v25 Da gik jeg i ret­te med dem og for­ban­de­de dem, ja, jeg slog nog­le af dem og ryk­ke­de dem i håret og besvor dem ved Gud: Giv dog ikke deres søn­ner Eders døtre til ægte og tag ikke deres døtre til hustru­er for Eders søn­ner eller Eder selv!
v26 Syn­de­de ikke kong Salo­mo af Israel for sli­ge kvin­ders skyld? Mage til kon­ge fand­tes dog ikke blandt de man­ge folk, og han var så elsket af sin Gud, at Gud gjor­de ham til kon­ge over hele Israel; og dog fik de frem­me­de kvin­der endog ham til at syn­de!
v27 Skal vi vir­ke­lig høre om Eder, at I begår al den­ne sva­re mis­ger­ning og for­bry­der Eder mod vor Gud ved at ægte frem­me­de kvin­der?

Ezras Bog kap. 10:
v10 Der­på stod præ­sten Ezra op og sag­de til dem: I har for­brudt Eder ved at hjem­fø­re frem­me­de kvin­der og såle­des øget Isra­els syn­de­skyld;
v11 så bekend da nu Eders synd for Her­ren, Eders fædres Gud, og gør hans vil­je; skil Eder ud fra hed­nin­ger­ne i lan­det og fra de frem­me­de kvin­der!
v12 Og hele for­sam­lin­gen sva­re­de med høj røst: Som du siger, bør vi gøre!

Man bedes bemær­ke, at Nür­n­berg­love­ne af 1935 var mere huma­ne end Ezras for­lan­gen­de, da de gan­ske vist for­bød frem­ti­di­ge ægte­ska­ber mel­lem ari­e­re og jøder, men ikke anta­ste­de alle­re­de bestå­en­de blan­de­de ægte­ska­ber.

2. En ubestikkelig iagttager

I året 1821 opda­ge­de den fran­ske astro­nom Ale­xis Bou­vard for­styr­rel­ser i pla­ne­ten Ura­nus’ omløbs­ba­ne, som han først ikke kun­ne fin­de for­kla­ring på. Med tiden kom han til den slut­ning, at der måt­te være en pla­net på den anden side af Ura­nus, ude af syne, hvis tyng­de­kraft påvir­ke­de Ura­nus’ omløbs­ba­ne. I året 1846 blev den­ne pla­net opda­get af fransk­man­den Urbain Le Ver­ri­er såvel som af den tyske Johann Gott­fri­ed Gal­le og den fik nav­net Nep­tun. Bou­vard hav­de alt­så fået ret i sin hypo­te­se; men det var ham ikke beskå­ret at ople­ve sin tri­umf, for han døde tre år for­in­den.

Hvad der lyk­ke­des for Ale­xis Bou­vard på områ­det “astro­no­mi”, lyk­ke­des for Doug­las Reed på områ­det “poli­tik”. Som skar­psin­dig og ube­stik­ke­lig iagt­ta­ger af begi­ven­he­der­ne på den ver­dens­po­li­ti­ske sce­ne opda­ge­de han, ud fra næsten umær­ke­ligt fore­kom­men­de tegn, til­ste­de­væ­rel­sen af en usyn­lig kraft, som fik stats­mænd til at dan­se som mario­net­ter, hæn­gen­de i deres sno­re. Her skal gives to sær­ligt ansku­e­lig­gø­ren­de eksemp­ler.

I efter­å­ret 1917 beslut­te­de den bri­ti­ske rege­ring at over­fø­re en bety­de­lig del af de trop­per, som kæm­pe­de på de fran­ske slag­mar­ker, til Det nære Østen for at dri­ve tyr­ker­ne, der var alli­e­ret med det tyske kej­ser­ri­ge, ud af Palæstina. Set fra et mili­tært syns­punkt var det­te det gla­de van­vid, for det har vist sig i utal­li­ge kri­ge, at det er en stor fejl at over­fø­re trop­per fra en hoved­krigs­sku­e­plads til en for­holds­vis uvig­tig sekun­dær krigs­sku­e­plads. Føl­ge­lig udlø­ste Lon­don- rege­rin­gens beslut­ning for­le­gen hoved­rysten hos erfar­ne mili­tær­folk. Det lyk­ke­des fak­tisk for det kæm­pe­sto­re eks­pe­di­tions­kor­ps at besej­re tyr­ker­ne i Palæstina (det ind­t­og Jerus­a­lem i decem­ber 1917), men svæk­kel­sen af vest­fron­ten hav­de kata­stro­fa­le føl­ger for den bri­ti­ske hær, så meget mere som tysker­ne, efter at Rusland var gle­det ud af kri­gen, nu kun­ne kaste stør­ste­delen af deres styr­ke, som hidtil hav­de været bun­det på den rus­si­ske front, mod Vest. Bri­ter­ne led fryg­te­li­ge tab og kun mas­siv til­før­sel af ame­ri­kan­ske trop­per i for­å­ret 1918 for­hin­dre­de den tota­le kata­stro­fe.

Doug­las Reed, som på det tids­punkt kæm­pe­de i luft­våb­net i Frankrig, ane­de selv­føl­ge­lig ikke, hvad der hav­de bevæ­get hans rege­ring til den­ne mær­ke­li­ge frem­gangs­må­de. Først man­ge år sene­re blev han klar over grun­den: “Det usyn­li­ge pres” på rege­rin­gen i Lon­don fra zio­ni­sti­ske udsen­din­ge for dens med­vir­ken til opret­tel­sen af en jødisk stat hav­de båret frugt; den 2. novem­ber 1917, mens kam­pe­ne i Det nære Østen alle­re­de var i fuld gang, hav­de uden­rigs­mi­ni­ster Lord Art­hur Bal­four per brev for­sik­ret zio­ni­sten Lio­nel Rots­child, at hans rege­ring støt­te­de bestræ­bel­ser­ne på at ska­be et jødisk hjem­land i Palæstina. For i frem­ti­den at kun­ne over­dra­ge det­te områ­de til zio­ni­ster­ne, måt­te eng­læn­der­ne selv­føl­ge­lig først brin­ge det under deres her­re­døm­me – og med det for­mål var det påkræ­vet at sen­de en stor styr­ke til Det nære Østen uden hen­syn til de fata­le føl­ger, som det­te skridt måt­te føre med sig for trop­per­ne på vest­fron­ten. Såle­des ofre­de de ansvar­li­ge i Lon­don med koldt blod titu­sin­der af unge eng­læn­de­re på den frem­ti­di­ge isra­el­ske stats alter.

Ved en nær­me­re gransk­ning var den poli­tik, som USA og Stor­bri­tan­ni­en fulg­te fra for­å­ret 1943 lige så ufor­stå­e­lig. Efter sla­get ved Sta­lin­grad og til­ba­ge­træk­nin­gen af tyske trop­per fra Nord­afri­ka stod det klart, at det tyske rige ikke læn­ge­re hav­de en chan­ce for en mili­tær sejr. Da hver­ken USSR eller vest­mag­ter­ne hav­de de fjer­ne­ste hen­sig­ter om et fre­de­ligt kom­pro­mis med Adolf Hit­ler, var det alle­re­de på det­te tids­punkt til at for­ud­se, at en del af Euro­pa, som føl­ge af det uund­gå­e­li­ge tyske neder­lag, vil­le kom­me under dels engelsk-ame­ri­kansk kon­trol dels under sov­je­tisk kon­trol. Set fra vest­mag­ter­nes stand­punkt vil­le den ene­ste for­nuf­ti­ge poli­tik under dis­se omstæn­dig­he­der have bestå­et i så vidt muligt at ero­bre sto­re områ­der af Øst­eu­ro­pa, inden Den røde hær kom dem i for­kø­bet. Føl­ge­lig træng­te et slag mod “Aksens blø­de under­liv”, Bal­kan, sig på i som­me­ren 1943, med det for­mål at gøre et frem­stød over Græken­land og Jugoslavi­en mod Nord. Men net­op det­te gjor­de eng­læn­de­re og ame­ri­ka­ne­re ikke; de nøje­des med at gøre land­gang i Italien, hvor deres frem­march syd for Rom stag­ne­re­de i fire måne­der. I ste­det for at gøre sprin­get over til Bal­kan, mens der end­nu var tid, isce­ne­sat­te de i mid­ten af august 1944 en inva­sion af Syd­frank­rig, mens Den røde hær snart efter løb Rumæ­ni­en over ende og der­fra træng­te frem mod Syd og Vest. Alli­ge­vel vil­le det have været muligt for eng­læn­der­ne og ame­ri­ka­ner­ne at nå frem til de tre mel­le­m­eu­ro­pæ­i­ske nøg­le­by­er, Ber­lin, Wien og Prag før sov­jet­ter­ne, men Eisen­hower beor­dre­de sine trop­per til at stand­se, så alle tre byer blev ind­ta­get af Den røde hær.

Efter et grun­digt stu­di­um af det dis­po­nib­le mate­ri­a­le slut­te­de Reed, at den skran­ten­de ame­ri­kan­ske præ­si­dent Roo­se­velt, som var ble­vet en egent­lig mario­net for sine over­ve­jen­de jødi­ske og helt igen­nem pro-sov­je­ti­ske “råd­gi­ve­re”, hav­de beslut­tet at ser­ve­re halv­de­len af Euro­pa til kom­mu­nis­men på et sølv­fad og der­med bane vej­en for den frem­ti­di­ge deling af det euro­pæ­i­ske kon­ti­nent. Win­ston Chur­chill var gan­ske vist ikke begej­stret for den­ne poli­tik, men han hav­de ikke læn­ge­re meget at skul­le have sagt og ind­t­og alle­re­de rol­len som sta­tist. Alle vig­ti­ge beslut­nin­ger blev nu truf­fet i Was­hin­g­ton og ikke i Lon­don.

Under dis­se omstæn­dig­he­der var der for Reed ikke læn­ge­re nogen vej uden om den erken­del­se, at Den Anden Ver­denskrigs vir­ke­li­ge sej­r­her­rer var de to revo­lu­tio­næ­re tvil­lin­ge­brød­re, den jødi­ske kom­mu­nis­me og den jødi­ske zio­nis­me. Tak­ket være de vest­li­ge lede­res med­vir­ken svang Sta­lin sig op til at bli­ve her­re over halv­de­len af Euro­pa, mens zio­ni­ster­ne tre år efter kri­gens slut­ning kun­ne opret­te den stat i Det nære Østen, de så læn­ge hav­de ønsket. Med stort klar­syn beskrev Reed, at den­ne stat lige fra begyn­del­sen vil­le være en krudt­tøn­de, hvis eks­plo­sion nød­ven­dig­vis måt­te føre til en ver­dens­brand. Alt tyder i dag på, at han hav­de ret i den­ne vur­de­ring; kun med hen­syn til tids­for­lø­bet tog han fejl, for udvik­lin­gen for­løb meget lang­som­me­re og den kom­men­de ver­dens­brand byg­ger sig tru­en­de op under helt andre omstæn­dig­he­der, end Reed kun­ne for­ud­se.

Hvor­dan var det kom­met så vidt, at et ube­ty­de­ligt reli­gi­øst og etnisk min­dre­tal fik næsten fuld­stæn­dig kon­trol over vest­mag­ter­nes uden­rigs­po­li­tik? For at kun­ne besva­re det­te spørgs­mål ende­gyl­digt, måt­te man føl­ge det jødi­ske folks og dets magts udvik­ling gen­nem århund­re­der­ne, og så var det nær­lig­gen­de at begyn­de med begyn­del­sen – Det Gam­le Testa­men­te.

3. Den jødiske religion

Næp­pe nogen vil være beret­ti­get til at næg­te Det Gam­le Testa­men­te sin respekt, da det dog er et af de bety­de­lig­ste vær­ker gen­nem alle tider. Hver­ken før eller siden er det evi­ge spørgs­mål om roden til ond­skab og uret så væg­tigt frem­stil­let og besva­ret som i Jobs Bog. Syn­de­fal­det, for­dri­vel­sen fra Para­dis, histo­ri­en om Kain og Abel, Babel­står­net, Noa­hs Ark, alle dis­se histo­ri­er er af så væl­dig en sym­bol­kraft og er så påtræn­gen­de, at intet føl­somt men­ne­ske, som én gang har hørt dem, nogen­sin­de kan glem­me dem.

Til de ste­der i Det Gam­le Testa­men­te, der gør størst ind­tryk på mig, hører dia­lo­gen mel­lem Gud og Abra­ham om den syn­di­ge by, Sodo­mas, skæb­ne. På Abra­hams bøn lover Gud at skå­ne byen, hvis man kan fin­de halv­treds ret­fær­di­ge i den. Der­ef­ter hand­ler Abra­ham det­te tal sta­dig læn­ge­re ned – til ti:

Før­ste Mose­bog, kap. 18:
v32 Men han sag­de: Min Her­re må ikke bli­ve vred, men lad mig kun tale den­ne ene gang end­nu: måske fin­des der ti i den! Han sva­re­de: For de ti’s skyld vil jeg lade være at øde­læg­ge den. 
v33 Da nu Her­ren hav­de talt ud med Abra­ham, gik han bort; og Abra­ham vend­te til­ba­ge til sin bolig.

Gud fin­der ikke ti ret­fær­di­ge i Sodo­ma, og byen er hjem­fal­den til uds­let­tel­se. Jeg tænk­te på den­ne histo­rie med chok og vemod, da jeg hør­te om en appel til det tyske folk fra Horst Mah­ler (kort tid efter, at han var ble­vet dømt til tolv et halvt års fængsel for sin kri­tik af jøde­dom­men, såvel som af den jødi­ske ver­sion af Anden Ver­denskrigs histo­rie): I titu­sind­vis skul­le tysker­ne gå ud på gader­ne og hæve deres stem­mer imod den­ne løgn, som siden 1945 har hvilet som en blytung vægt over det tyske folk, der gør det umu­ligt for det at gen­vin­de sin selvag­tel­se, og som, hvis den ikke bli­ver fjer­net, må føre til dets under­gang. De titu­sin­der af demon­stran­ter ind­fandt sig ikke, der kom ikke engang ti. Der­til er fryg­ten alt for dybt for­ank­ret i det tyske folk.

Ved siden af ære­fryg­tind­g­y­den­de tek­ster som den oven­for nævn­te, stø­der man gan­ske vist også på ting, som giver bety­de­lig min­dre anled­ning til beun­dring. Igen og igen befa­ler Jehova sit folk til fuld­stæn­dig udryd­del­se af andre stam­mer. Her skal gives et eksem­pel:

Fem­te Mose­bog, kap. 7:
v1 Når Her­ren din Gud fører dig ind i det land, du skal ind og tage i besid­del­se, og dri­ver sto­re folk bort for­an dig, heti­ter­ne, gir­gasji­ter­ne, amo­ri­ter­ne, kana’æerne, perzit­ti­ter­ne, hivvi­ter­ne og jebu­si­ter­ne, syv folk, der er stør­re og mæg­ti­ge­re end du,
v2 og når Her­ren din Gud giver dem i din magt , og du over­vin­der dem, så skal du læg­ge band på dem. Du må ikke slut­te pagt med dem eller vise dem skån­sel.
v3 Du må ikke besvo­g­re dig med dem, du må hver­ken give en af deres søn­ner din dat­ter eller tage en af deres døtre til din søn;
v16 Og alle de folk, som Her­ren din Gud giver dig, skal du for­tæ­re uden skån­sel; du må ikke dyr­ke deres guder, thi det vil bli­ve en sna­re for dig.

Hvor­dan kun­ne den sam­me Gud, som hav­de givet sit folk De Ti Bud, der­un­der det sjet­te, som for­by­der mord, befa­le den for­skel­s­lø­se udryd­del­se af hele fol­keslag? Og hvor­dan kun­ne Moses, som hav­de bragt Isra­els børn tav­ler­ne med De Ti Bud, ende sin jor­di­ske løbe­ba­ne med en ræd­sels­fuld mas­sa­kre på midi­a­ni­ter­ne, som hans kone til­hør­te (Fjer­de Mose­bog, kap 31)? På dis­se spørgs­mål med­del­er Reed et logisk svar: Jehovas fol­ke­mor­de­ri­ske befa­lin­ger blev først sene­re ind­fø­jet i de hel­li­ge tek­ster, i det baby­lo­ni­ske eksil af de skrift­klo­ge, som frem­stil­le­de den ende­li­ge ver­sion af de hel­li­ge tek­ster, for at ind­po­de den ønske­de cha­u­vi­nis­me i deres folk.

Det­te bety­der selv­føl­ge­lig, at den histo­ri­ske vir­ke­lig­hed, som er skil­dret i de pågæl­den­de pas­sa­ger, står åben. Fak­tisk fin­des der ingen objek­ti­ve bevi­ser for, at dis­se mas­se­mord nogen sin­de har fun­det sted. Et stærkt indi­ci­um for, at det ikke for­hol­der sig sådan, giver den i Esters Bog for­tal­te histo­rie om de 75.000 per­se­re, som jøder­ne slag­te­de med udtryk­ke­lig til­la­del­se fra den per­si­ske kong Asha­verus. (Til min­de om den­ne glæ­de­li­ge begi­ven­hed eller ikke-begi­ven­hed fejrer ret­tro­en­de jøder den dag i dag årligt deres Purim­fest!) I den per­si­ske histo­ri­eskriv­ning fin­des der ikke den rin­ge­ste hen­vis­ning til den­ne for­bløf­fen­de hæn­del­se; vi har alt­så med en til vis­hed græn­sen­de sand­syn­lig­hed at gøre med en myte.

For de reli­gi­øse jøder er sådan­ne myter imid­ler­tid en leven­de del af deres tra­di­tion, for en ikke-begi­ven­hed, som man bestan­dig hører og læser om, bli­ver i men­ne­skets sub­jek­ti­ve bevidst­hed til en urok­ke­lig kends­ger­ning. Hvis man gen­nem­før­te en menings­må­ling blandt jøder og hjer­ne­va­ske­de euro­pæ­i­ske og ame­ri­kan­ske ikke-jøder om den vig­tig­ste begi­ven­hed i det 20. århund­re­de, så vil­le de fle­ste jøder og i det mind­ste et stort min­dre­tal af ikke-jøder utvivl­s­omt næv­ne Holo­caust, hvor­ved de ikke for­står de meget vir­ke­li­ge og meget bruta­le jøde­for­føl­gel­ser under Den Anden Ver­denskrig, men den frit opfund­ne, fabriks­mæs­si­ge udryd­del­se af mil­li­o­ner af jøder i kemi­ske slag­te­hu­se. Lige­som den­ne ikke-begi­ven­hed, den­ne opdig­te­de ræd­selspro­pa­gan­da nu i seks og et halvt årti har præ­get den hal­ve men­ne­ske­heds bevidst­hed, såle­des har Jehovas befa­lin­ger om at udryd­de andre fol­keslag præ­get tro­en­de jøders tæn­ke­må­de i langt over to tusind år, med alle de føl­ger, som kom­mer af det­te.

Den fuld­stæn­digt udryd­de­de fjen­de bærer i jødisk tra­di­tion nav­net Ama­lek, efter fol­ket ama­leki­ter­ne, som iføl­ge Det Gam­le Testa­men­te blev fuld­stæn­dig udryd­det af isra­e­lit­ter­ne. (Før­ste Samu­el Bog 15; Før­ste Krø­ni­ke­bog 4; 43). Som Ama­lek gæl­der enhver her­sker eller poli­tisk leder i for­ti­den eller nuti­den, som imø­de­gik eller imø­de­går jøder­ne, det være sig den ukrain­ske kosak­le­der Boh­dan Khmel­nitskij (1595–1667) eller Adolf Hit­ler, Gamal Abdel Nas­ser eller Mah­moud Ahma­di­nejad. Men hele folk kan også iden­ti­fi­ce­res med ama­leki­ter­ne, om det nu er tysker­ne (i året 1898 væg­re­de rab­bi­ner Yosed Haim Son­nen­feld sig ved at møde Kej­ser Wil­helm II under den­nes besøg i Palæstina, da tysker­ne ned­stam­mer fra ama­leki­ter­ne [2], eller palæsti­nen­ser­ne.

Den 25. febru­ar 1994 træng­te en kap­ta­jn i de isra­el­ske sani­tet­strop­per, dr. Baruch Gold­stein, ind i en moske, skød 29 ara­be­re med sit maskin­pi­stol og sår­e­de 150. Da han vil­le skif­te maga­si­net, blev han dræbt af en over­le­ven­de med en ild­sluk­ker. Med sin hel­tedåd og sin mar­tyr­død vandt amoklø­be­ren i orto­dok­se jøders øjne sta­tus af hel­gen, og hans ofre blev post­humt hånet af from­me rab­bi­ne­re:

Rab­bi­ner Israel Ari­el: “Den hel­li­ge mar­tyr Baruch Gold­stein er fra nu af vor for­ta­ler i him­len.” [3]

Rab­bi­ner Dov Lior: “Hvad Gold­stein gjor­de, gjor­de han i Guds navn. Der­ved har han vist sig som retskaf­fen.” [4]

Rab­bi­ner Mos­he Levin­ger: “Jeg føler for de 29 døde palæsti­nen­se­re lige så meget med­li­den­hed, som jeg vil­le føle for 29 døde flu­er.” [5]

Rab­bi­ner Yaa­cov Per­rin: “En mil­li­on ara­be­re er ikke så meget værd som en jødes fin­ger­negl.” [6]

Et år efter mas­sa­kren sat­te tak­nem­me­li­ge isra­e­le­re et min­des­mær­ke for slag­te­ren med en ind­skrift, der begyn­der som føl­ger: “Her hvi­ler den hel­li­ge Dr. Baruch Gold­stein, vel­sig­net være min­det om den­ne oprig­ti­ge og hel­li­ge mand, måt­te Her­ren hæv­ne hans blod.” [7]

Iføl­ge den sam­me gravind­skrift var Baruch den syven­de efter­føl­ger af grund­læg­ge­ren af Cha­bad-Lubavitch Bevæ­gel­sen, rab­bi­ner Sch­n­eur Zal­man (1745–1812), fra hvem føl­gen­de klo­ge udta­lel­se er over­le­ve­ret:

Goyims (ikke-jøders) sjæ­le er af en helt anden, rin­ge­re art. Alle jøder er af natu­ren gode, alle goyim af natu­ren onde. Jøder­ne er kro­nen på ska­ber­vær­ket, goyim dets afskum.” [8]

Det er dog en trøst, at der hen­vi­ses til, at ikke en ene­ste af dis­se gud­fryg­ti­ge rab­bi­ne­re anbe­fa­ler at dræ­be alle ikke-jøder; i det mind­ste nogen af dem må for­bli­ve i live, for at de kan opfyl­de deres bestem­mel­se. Hvori den­ne består, for­kla­re­de rab­bi­ner Ova­dia Yosef, ånde­lig leder, som ind­t­rå­d­te i den isra­el­ske rege­ring som repræ­sen­tant for Shas- bevæ­gel­sen i okto­ber 2010:

Goyim bli­ver født for at tje­ne os. Noget andet for­mål har de ikke i den­ne ver­den. Kun at tje­ne os.”

På spørgs­må­let, hvor­for den almæg­ti­ge ofte skæn­ker ikke-jøder et langt liv, vid­ste den højlær­de rab­bi­ner selv­føl­ge­lig det ene­ste rig­ti­ge svar:

Hvor­til behø­ver man ikke-jøder? Fore­stil jer, at en per­sons æsel dør. Den pågæl­den­de vil­le miste sine pen­ge. Når alt kom­mer til alt er æslet hans træl. Der­for får han et langt liv, for at han kan arbej­de godt for dis­se jøder … De (ikke- jøder­ne) vil plø­je, de vil brin­ge høsten ind. Vi vil sid­de som her­ske­re og spi­se.” [9]

Efter at dis­se vis­domsord hav­de fun­det vej ind i “den frie ver­dens” pres­se, og hav­de udløst ret megen opstan­del­se, for­søg­te jødi­ske orga­ni­sa­tio­ner som ADL (Anti Defa­ma­tion League) at begræn­se ska­den ved at til­de­le Ova­di­ac Yosef en røf­fel for hans “for­doms­ful­de” og “into­le­ran­te” ytrin­ger, dog var det­te ikke andet end mod­by­de­ligt hyk­le­ri, for dis­se var fuldt og helt i over­ens­stem­mel­se med den jødi­ske reli­gion. Når alt kom­mer til alt har Jehova stil­let sit folk føl­gen­de i udsigt:

Esa­jas Bog, kap. 60:
v10 Udlæn­din­ge skal byg­ge dine mure, og tje­ne dig skal deres kon­ger; thi i vre­de slog jeg dig, men i nåde for­bar­mer jeg mig over dig.
v11 Dine por­te skal altid hol­des åbne, de luk­kes hver­ken dag eller nat, at fol­ke­nes rig­dom kan brin­ges dig med deres kon­ger som føre­re.
v12 Thi det folk og det rige, som ikke tje­ner dig, skal gå til grun­de, og fol­ke­ne skal læg­ges øde i bund og grund.

Den­ne pro­fe­ti er gået i opfyl­del­se, for i dag bli­ver fol­ke­nes rig­dom fak­tisk bragt til Israel. Fra USA til­fly­der der hvert år den zio­ni­sti­ske stat mil­li­ar­der i bistand; fra Tyskland har Israel iføl­ge offi­ci­el­le oplys­nin­ger ale­ne ind­til året 1992 fået 85,4 mil­li­ar­der DM i “wie­der­gut­ma­chung” (ska­de­godt­gø­rel­se) [10] og der­til kom­mer tri­but­be­ta­lin­ger i form af varer. Nahum Gold­mann, en man­ge­årig tid­li­ge­re for­mand for den jødi­ske ver­dens­kon­gres, fast­slår i sin bog Det jødi­ske Para­doks:

Uden den tyske ska­de­godt­gø­rel­se, som blev ind­be­talt i de før­ste ti år efter grund­læg­gel­sen af sta­ten Israel, vil­le den­ne stat næp­pe have haft halv­de­len af sin infra­struk­tur; alle toge, alle ski­be, alle elek­tri­ci­tets­vær­ker, såvel som stør­ste­delen af indu­stri­en, kom­mer fra Tyskland.” [11]

Så stor­stilet under­støt­tel­se forund­te og forun­der Tyskland en stat, som blev opret­tet på frarø­vet palæsti­nen­sisk ter­ri­to­ri­um og som har for­dre­vet halv­de­len af den hjem­me­hø­ren­de befolk­ning med blo­dig ter­ror. Også det­te tyve­ri af land fandt sin ret­fær­dig­gø­rel­se i Det Gam­le Testa­men­te:

Fem­te Mose­bog, kap.6:
v10 Og når Her­ren din Gud fører dig ind i det land, han til­s­vor dine fædre Abra­ham, Isak og Jakob at vil­le give dig, sto­re og smuk­ke byer, som du ikke har byg­get,
v11 huse, der er ful­de af alt godt, som du ikke har sam­let, udhug­ge­de cister­ner, som du ikke har udhug­get, vin­går­de og oli­ven­ha­ver, som du ikke har plan­tet, og du spi­ser dig mæt,
v12 vogt dig da for at glem­me Her­ren, som før­te dig ud af Ægyp­ten, af træl­lehu­set;

Den vold­som­me cha­u­vi­nis­me og racis­me i Det Gam­le Testa­men­te sti­ger til det hvid­g­lø­de­n­de i Tal­m­ud og tager dér en sær­lig antik­ri­sten ret­ning. Iføl­ge Tal­m­ud koger Jesus Kristus i hel­ve­de i syden­de eks­kre­men­ter:

Han (hed­nin­gen Onke­los, som vove­de at gå over til jøde­dom­men) gik hen og væk­ke­de Jesus af de døde ved hjælp af besvær­gel­ser. Så spurg­te han: Hvem er agtet i den anden ver­den? Han sva­re­de: Isra­els børn. Han spurg­te: Skal jeg slå dem ned? Han sva­re­de: Søg at gav­ne dem, ikke at ska­de dem. Hvo som angri­ber dem, angri­ber hans (Guds) øje­sten. Han sag­de: Hvad er din straf? Han sva­re­de: Syden­de eks­kre­men­ter, for en mester har sagt: Den, som for­hå­ner de vises ord, skal straf­fes med syden­de eks­kre­men­ter. [12]

Af en sådan art er det­te lil­le folks dystre ver­dens­syn, det­te lil­le folk, som i århund­re­der­nes løb opnå­e­de fan­ta­stisk erhvervs­mæs­sig og poli­tisk magt. For dets vært­s­folk kun­ne og kan føl­ger­ne kun være af ube­ha­ge­lig art.

Her vil man ind­ven­de, at ikke alle jøder tæn­ker på den måde. Det­te er selv­føl­ge­lig rig­tigt. Til alle tider har der været ærli­ge og modi­ge jøder, som hæve­de deres stem­mer imod deres lede­res van­vit­ti­ge ide­o­lo­gi, fra de gam­mel­te­sta­ment­li­ge pro­fe­ter som Amos, (Er I mig ej som Ætio­pi­ens børn, isra­e­li­ter, lyder det fra Her­ren; Amos’ Bog, 9, 7) over den bety­de­li­ge tæn­ker, Baruch Spi­noza, som af sine tros­fæl­ler blev lyst i band (Gud slå ham med tæring, med feber, med brand, med betæn­del­se, med sværd, med ufrugt­bar­hed, med spe­dalsk­hed, og må han for­føl­ge ham, ind­til han helt har uds­let­tet ham) til de antizi­o­ni­sti­ske og pro-palæsti­nen­si­ske isra­el­ske dis­si­den­ter i vore dage, til skik­kel­ser som Israel Sha­hak, Israel Sha­mir og Gilad Atz­mon. Dog har dis­se mænd med nye ide­er altid været et iso­le­ret min­dre­tal inden for jøde­sam­fun­det; i spid­sen for det­te har altid stå­et vog­ter­ne af den rene lære, som med Argu­søj­ne over­vå­ge­de, at det jødi­ske fod­folk ikke kom ud af trit. Med hvil­ke mid­ler rab­bi­ner­ne udø­ve­de deres ræd­sels­her­re­døm­me i ghet­to­er­ne og hvor nåde­løst de gik til værks imod afvi­ge­re, skil­drer Israel Sha­hak i sin sto­rar­te­de bog, Jødisk Histo­rie, Jødisk Reli­gion. Ind­fly­del­sen i 3000 år. [13]

4. Selvisolation eller assimilation?

Trods alle indre stri­dig­he­der, der selv­føl­ge­lig fand­tes, frem­stod jøder­ne i krist­ne lan­de som en til­sy­ne­la­den­de kom­pakt grup­pe over­for deres vært­s­folk. De und­gik for eksem­pel at lade krist­ne dom­sto­le døm­me i stri­dig­he­der mel­lem med­lem­mer af det jødi­ske fæl­les­skab og ord­ne­de det i ste­det inter­nt ved jødi­ske tri­bu­na­ler. De boe­de i afson­dre­de ghet­to­er.

Under dis­se omstæn­dig­he­der kun­ne der ikke opstå nogen samek­si­stens mel­lem det krist­ne befolk­nings­f­ler­tal og det jødi­ske min­dre­tal, man leve­de i bed­ste fald side om side og i vær­ste fald i kon­flikt med hin­an­den. De krist­ne mas­sers mistroi­ske, endog fjendt­li­ge hold­ning over for jøder­ne, som peri­o­disk udlø­ste pogro­mer, bli­ver af poli­ti­ske kor­rek­te histo­ri­ke­re ude­luk­ken­de frem­stil­let som et resul­tat af reli­gi­øs into­le­ran­ce og præ­sters hetz, men hav­de i vir­ke­lig­he­den altid øko­no­mi­ske årsa­ger.

I Mosebø­ger­ne hed­der det:

Fem­te Mose­bog, kap. 23:
v19 Du må ikke tage ren­te af din bro­der, hver­ken af pen­ge, føde­va­rer eller andet, som man kan tage ren­te af.
v20 Af udlæn­din­ge må du tage ren­te, men ikke af din bro­der, hvis Her­ren din Gud skal vel­sig­ne dig i alt, hvad du tager dig for i det land, du skal ind og tage i besid­del­se.
v21 Når du aflæg­ger et løf­te til Her­ren din Gud, må du ikke tøve med at ind­fri det; thi ellers vil Her­ren din Gud kræ­ve det af dig, og du vil pådra­ge dig skyld.

Skru­pel­lø­se jødi­ske åger­kar­le udnyt­te­de i den grad til­la­del­sen til at “tage ren­te af udlæn­din­ge”: I England i mid­delal­de­ren tog de jødi­ske pen­ge­ud­lå­ne­re en ren­te på mel­lem 22 og 43 pro­cent. [14]

I Spanien til­lod magt­ha­ver­ne jøder­ne i det fjor­ten­de århund­re­de en ren­te­sats på 33 pro­cent. Da der i Cuen­ca i 1326 udbrød hunger­s­nød og bøn­der­nes hav­de des­pe­rat brug for pen­ge til ind­køb af sæde­korn, væg­re­de jøder­ne sig ved at låne dem pen­ge, så læn­ge de ikke måt­te tage en ren­te på 40 pro­cent. [15]

Dis­se eksemp­ler kan fak­tisk fort­sæt­tes efter for­godt­be­fin­den­de. At jøder­ne med sådan­ne meto­der ikke gjor­de sig sær­lig popu­læ­re er let at for­stå. Hvor de sted­li­ge myn­dig­he­der var for­nuf­ti­ge nok til at begræn­se ren­te­sat­sen til et rime­ligt niveau – som for eksem­pel i Vene­dig i det 16. århund­re­de, hvor den højst til­lad­te sats blev sæn­ket til 5% [16] – mind­ske­des også fjendt­lig­hed mod jøder­ne.

Det blev i århund­re­der næg­tet jøder­ne at få ind­fly­del­se på deres vært­slan­des sam­fundsor­den, reli­gion eller kul­tur, idet såvel den verds­li­ge magt som kir­ken hur­tigt fik sat en stop­per for even­tu­el­le for­søg i den­ne ret­ning. Det­te ændre­de sig med den fran­ske revo­lu­tion (i hvil­ken jøder­ne, som Reed også beret­ter, i øvrigt ikke hav­de nogen næv­ne­vær­dig andel). Som føl­ge af revo­lu­tio­nen for­svandt de hid­ti­di­ge begræns­nin­ger for jøder­ne næsten overalt i Vest­eu­ro­pa. Fra den ene dag til den anden bød de nye mulig­he­der såvel som det sam­ti­di­ge vold­som­me opsving i pres­se­væs­net jøder­ne hidtil uane­de mulig­he­der for at påvir­ke deres værts­be­folk­nin­ger, dvs. til udbre­del­sen af destruk­ti­ve ide­o­lo­gi­er og til at pro­pa­gan­de­re for ska­de­li­ge adfærds­for­mer.

Fra de jødi­ske lede­res stand­punkt var jøder­nes lige­be­ret­ti­gel­se gan­ske vist et tve­æg­get sværd; den brag­te ikke kun umå­de­li­ge for­de­le, men også meget hånd­gri­be­li­ge farer med sig. For assi­mi­la­tio­nen lok­ke­de nem­lig sta­dig fle­re af dem, der til­hør­te det jødi­ske fod­folk, som var ble­vet lede og kede af rab­bi­ner­nes for­myn­de­ri. Såle­des løb de jødi­ske gene­ra­ler den risi­ko, en dag at stå uden sol­da­ter.

Til de mest infor­ma­ti­ve kapit­ler i Doug­las Reeds bog hører det otten­de, som beskæf­ti­ger sig med de vest­eu­ro­pæ­i­ske jøders eman­ci­pa­tion og assi­mi­la­tion i det 19. og tid­li­ge 20. århund­re­de. Hvis den­ne pro­ces var ble­vet ført suc­ces­rigt til ende, vil­le det have bragt både ikke-jøder og jøder uen­de­lig vel­sig­nel­se. Jøder­ne vil­le ende­lig have kastet det rab­bin­ske åg af sig og vil­le ind­til deres ende­li­ge og fuld­stæn­di­ge opblan­ding med deres vært­s­folk, i end­nu to eller tre gene­ra­tio­ner, have kun­net spil­le en frugt­b­ar­gø­ren­de rol­le i dis­se, idet de ufor­be­hol­dent vil­le have stil­let deres ube­stri­de­li­ge talen­ter og høje uddan­nel­ses­grad (den lå over gen­nem­snit­tet), til deres respek­ti­ve hjem­lan­des dis­po­si­tion, som det i assi­mi­la­tions­pe­ri­o­den fak­tisk var til­fæl­det (det ræk­ker her at min­de om sto­re læger som Ignaz Sem­melweis og Paul Ehr­lich, bety­de­li­ge kom­po­ni­ster som Gustav Mah­ler og frem­ra­gen­de for­fat­te­re som Ste­fan Zweig).

At assi­mi­la­tio­nen ikke lyk­ke­des kom frem for alt af, at det sto­re fler­tal af østjø­de­r­ne, og mest af alt deres tal­mu­di­ske lede­re, mod­sat­te sig den med næb og klø­er. Det stær­ke­ste våben i deres modof­fen­siv blev den reak­tio­næ­re og ana­kro­ni­sti­ske zio­ni­sti­ske ide­o­lo­gi, som for­fulg­te det mål, at gøre jøder­nes afson­dring per­ma­nent og at spær­re dem inde i en usyn­lig ghet­to for altid. En stor del af Reeds bog er hel­li­get beskri­vel­sen af den­ne ide­o­lo­gis tri­umf­tog, som mød­te utilslø­ret sym­pa­ti hos man­ge vest­li­ge poli­ti­ke­re. Den 8. febru­ar 1920 brag­tes en arti­kel i Illu­stra­ted Sun­day Her­ald af Win­ston Chur­chill med tit­len “Zio­nis­me ver­sus Bol­sje­vis­me. En kamp om det jødi­ske folks sjæl”. Efter at Chur­chill i artik­len hav­de påvist, at den inter­na­tio­na­le kom­mu­ni­sti­ske bevæ­gel­se i vid udstræk­ning var under jødisk kon­trol og at okto­ber­re­vo­lu­tio­nen i Rusland over­ve­jen­de var jøders værk, gav han udtryk for det håb, at de jødi­ske mas­ser vil­le beslut­te sig for zio­nis­men som et alter­na­tiv til kom­mu­nis­men. (Som Reed man­ge ste­der i sin bog frem­hæ­ver, var en mod­sæt­ning mel­lem de to ide­o­lo­gi­er i vid udstræk­ning falsk; kom­mu­ni­ster og zio­ni­ster ope­re­re­de efter mot­to­et: “Adskilt mar­che­re, sam­let slå til.”)

Til at for­hin­dre eller i det mind­ste for­sin­ke den eksi­sten­stru­en­de assi­mi­la­tion af det jødi­ske fod­folk, bru­ger de jødi­ske lede­re i nuti­den mest af alt det psy­ko­lo­gi­ske våben “holo­caust”. Den uop­hør­li­ge holo­caust-pro­pa­gan­da er ment for såvel jøder som ikke-jøder. De før­ste skal hen­sæt­tes i en per­ma­nent til­stand af hyste­ri og for­føl­gel­ses­v­an­vid, så at de vil træn­ges desto tæt­te­re om deres zio­ni­sti­ske lede­re, der gebær­der sig som deres frel­se­re fra et nyt “holo­caust”. Ikke- jøder­ne skal med den­ne pro­pa­gan­da fyl­des med skyld­kom­plek­ser og gøres ude af stand til at vær­ge sig mod den skæb­ne, der er dem til­tænkt: deres ubøn­hør­li­ge fortræng­ning under immi­grant­mas­ser fra den tred­je ver­den og deres for­svin­den i en “mul­ti­kul­tu­rel” fol­ke­blan­ding, hvor der kun skal være ét ublan­det folk – Jehovas udvalg­te.

5. Den ødelæggende mission

Vi jøder, øde­læg­ger­ne, vil altid for­bli­ve øde­læg­ge­re.”
— Samu­el Mauri­ce, jødisk for­fat­ter [17]

Den oven­for nævn­te katol­ske teo­log, Johan­nes Rot­h­krantz, mener, at der i løbet af det nit­ten­de århund­re­de er ste­get et tve­ho­ve­det uhy­re, hvis hove­d­er hed­der Marx og Rot­hs­child, op fra dybet. Fak­tisk har den jødi­ske marxis­me og den jødi­ske finans-kapi­ta­lis­me den­gang taget den vest­li­ge ver­dens befolk­nin­ger i et ubarm­hjer­tigt kvæ­ler­tag. “Revo­lu­tion nede­fra, kor­rup­te rege­rin­ger oven­fra”, sådan beskri­ver Reed den­ne tin­ge­nes til­stand, som han igen og igen kom­mer ind på. Her har vi ikke noget at føje til hans rede­gø­rel­se. I dag, fem og et halvt årti efter afslut­nin­gen af Kon­tro­ver­sen om Zion, kan vi imid­ler­tid slå fast, at kam­pen mod Aften­lan­det abso­lut ikke kun er ble­vet ført på den­ne måde. Nu kæm­per de hvi­de fol­keslag i Euro­pa og Nor­da­me­ri­ka alle­re­de for deres blot­te bio­lo­gi­ske over­le­vel­se – eller ret­te­re sagt, de bur­de kæm­pe for den, men gør det ikke, for­di deres natur­li­ge mod­stand imod deres plan­lag­te bio­lo­gi­ske uds­let­tel­se er lam­met ved hjælp af uop­hør­lig løg­ne­pro­pa­gan­da og inten­siv hjer­ne­vask. Det­te kun­ne Doug­las Reed, som var en skar­psin­dig iagt­ta­ger, men ikke synsk, end­nu ikke for­ud­se i 1956.

For at nå det efter­trag­te­de mål – det af Jehova love­de over­her­re­døm­me over goyim – måt­te tov­hol­der­ne bag den under­gra­ven­de virk­som­hed øde­læg­ge de vig­tig­ste søj­ler, som deres værts­be­folk­nin­gers sam­fundsor­den hvi­le­de på: reli­gion, fami­lie, etnisk homo­ge­ni­tet. Så vil­le alt andet gå af sig selv.

Før­ste punkt var kam­pen mod den krist­ne reli­gion. Her var hoved­mod­stan­de­ren selv­føl­ge­lig Vati­ka­net og ikke den pro­te­stan­ti­ske kir­ke, selv om den oprin­de­ligt jøde­ven­li­ge Mar­tin Lut­her, efter at læs­nin­gen af Tal­m­ud hav­de fyldt ham med ræd­sel, nog­le år før sin død skrev en bog med tit­len Jøder­ne og deres Løg­ne (Der­for skal du vide, kære Kristus, og tvivl ikke der­på, at du næst efter djæ­vel­en ikke har nogen bitre­re, gif­ti­ge­re, hef­ti­ge­re fjen­de end en ægte jøde, som oprig­tigt vil være en jøde.) Især den cal­vi­ni­sti­ske vari­ant af pro­te­stan­tis­men, iføl­ge hvil­ken mate­ri­el vel­stand er et tegn på at være udvalgt, stod og står jøde­dom­men så nær i men­ta­li­tet, at der fra den kant ikke var og er nogen syn­der­lig mod­stand at ven­te. I USA går de for­skel­li­ge pro­te­stan­ti­ske kir­ker og sek­ter, der sta­dig betrag­ter jøder­ne som et udvalgt folk, også efter Kri­sti kom­me, ufor­be­hol­dent ind for Israel og zio­nis­men og stil­ler sig der­ved til tje­ne­ste som de “nyt­tig­ste idi­o­ter” for den stær­ke­ste antik­rist­ne magt, som ver­den end­nu har set.

Den katol­ske kir­ke var en tyde­ligt hår­de­re nød at knæk­ke; alle for­søg på at øde­læg­ge den ude­fra led ski­b­brud. Kun under­mi­ne­ring inde­fra kun­ne give resul­tat, og en sådan måt­te ske fra oven. Hvis man vil infil­tre­re en hie­rar­kisk, auto­ri­tært ledet orga­ni­sa­tion, må man stræ­be efter at få dens over­ho­ved under kon­trol, for de under­giv­ne, som er vant til betin­gel­ses­løs lydig­hed, vil så for de aller­f­le­stes ved­kom­men­de auto­ma­tisk slå ind på den nye linje. Efter at infil­tre­rin­gen af den katol­ske kir­ke anno 1965 i det sto­re og hele var lyk­ke­des ved det 2. Vati­kan­kon­cil, blev en mand ved navn Karol Wojtyla [pave Johan­nes Paul II] tret­ten år sene­re leder og begynd­te for­sig­tigt men mål­ret­tet at judæ­i­se­re den.

En even­tu­el pro­test imod den­ne poli­tik fra det katol­ske fod­folks side blev taget i oplø­bet med en rent ud geni­al tak­tik. I spørgs­mål som cøli­bat, præ­sters ægte­skab med kvin­der, homo­seksu­a­li­tet eller abort repræ­sen­te­re­de Wojtyla altid den tra­di­tio­nel­le katol­ske hold­ning og blev der­for af stør­ste­delen af medi­er­ne såvel som af de “frem­skridts­ven­li­ge teo­lo­ger” angre­bet som “kon­ser­va­tiv” eller “reak­tio­nær” – med det resul­tat, at det katol­ske fod­folk iden­ti­fi­ce­re­de sig med deres “bag­tal­te pave” og ikke så eller ikke vil­le se, hvor­dan den­ne “her­oi­ske for­kæm­per for den ufor­fal­ske­de katol­ske lære” skridt for skridt under­ka­ste­de sin kir­ke jøde­dom­men. Wojtylas efter­føl­ger, Josef Ratzin­ger fort­sat­te den­ne poli­tik. Det enor­me omfang af kapi­tu­la­tion over­for jøde­dom­men viste sig i begyn­del­sen af 2008: Efter at det var ble­vet kendt, at den bri­ti­ske biskop, Richard Wil­li­am­son, hav­de bestre­det eksi­sten­sen af gaskam­re i de natio­nalso­ci­a­li­sti­ske kon­cen­tra­tions­lej­re, erklæ­re­de Fede­ri­co Lom­bar­di, Vati­ka­nets tals­mand over for pres­sen: “Den, som benæg­ter Holo­caust, ved intet om Guds og Kri­sti kors’ hem­me­lig­hed.” [18] Aus­chwitz-myste­ri­et bli­ver alt­så af Vati­ka­net alle­re­de lige­stil­let med Gol­gatha-myste­ri­et og vil vel som det næste gan­ske fortræn­ge det. “Aus­chwitz er gen­dri­vel­sen af Kristus” men­te den jødi­ske film­re­gis­sør og holo­caust-pro­pa­gan­dist, Clau­de Lan­z­mann alle­re­de i 1993. [19]

Med øde­læg­gel­sen af tro­en bort­faldt også for­plig­tel­sen til at adly­de bud­det, “Du skal ikke ihjel­slå”. Den logi­ske kon­se­kvens var at fri­gi­ve abort med det resul­tat, at man­ge mil­li­o­ner ufød­te børn i løbet af de sene­ste årti­er er ble­vet søn­der­lem­met i moders liv. Kun en brøk­del af dis­se abor­ter fandt sted i til­fæl­de, hvor det var moralsk for­svar­ligt, ved fare for mode­rens liv eller når svan­ger­ska­bet skyld­tes voldtægt eller incest. I de aller­f­le­ste til­fæl­de vil­le de, der blev myr­det i moder­s­kø­det være ble­vet født som sun­de børn, hvis man hav­de givet dem lov.

Det skor­ter ikke på sym­bol­vær­di, når jøden Simo­ne Veil, der som tid­li­ge­re ind­sat i Aus­chwitz smyk­ker sig med titel af “Holo­caust-over­le­ver” og som fransk “sund­heds­mi­ni­ster” har fået lega­li­se­ring af abort gen­nem­ført, blev valgt til “æres­præ­si­dent” i det nye Euro­pa­par­la­ment. Med det­te valg bestem­te “Euro­pa” (dvs. den kri­mi­nel­le kli­ke, som her­sker over det gam­le kon­ti­nent) sig for en døde­kul­tur og vars­le­de Euro­pas under­gang – med min­dre det­te bar­ba­ri møder mod­stand, mens tid end­nu er.

Spørgs­må­let om driv­kraf­ten bag de fabriks­mæs­sigt udfør­te bar­ne­mord lader sig let besva­re. Fra jøden Lawren­ce Laden, med­grund­læg­ger af den ame­ri­kan­ske “Natio­nal Abor­tions Rights Action League”, som “med så gode resul­ta­ter har kon­cen­tre­ret sig om at støt­te ret­ten til abort og som den femi­ni­sti­ske for­fat­te­rin­de Bet­ty Fri­e­dan kald­te bevæ­gel­sens fader”, til jøden dr. Etien­ne Beaulieu (opr. fami­li­e­navn: Blum), opfin­der af abort­pil­len RU-486 [20] – viser der sig altid det sam­me død­brin­gen­de møn­ster. I USA, hvor ande­len af jøder i befolk­nin­gen offi­ci­elt er 2% og deres andel af læger­ne er 14% [21], er hver anden abort­læ­ge jøde [22].

[Redak­tio­nel kom­men­tar: Ande­len af jøder var måske 2% i 2011. Men jøder­nes offi­ci­el­le repræ­sen­ta­tion bli­ver af stra­te­gi­ske grun­de altid under­dre­vet, og den kan i 2018 som kon­se­kvens af den mel­lem­lig­gen­de ind­van­dring fra Øst­eu­ro­pa kom­bi­ne­ret med jøder­nes mål­ret­te­de for­plant­nings­po­li­tik udmær­ket være ste­get til 5%.]

I mod­sæt­ning til andre læger, som har for­skre­vet sig til det­te skæn­di­ge hånd­værk, våg­ne­de samvit­tig­he­den i dr. Ber­nard Nat­han­son, som ud af de 75.000 abor­ter, der blev gen­nem­ført under hans ledel­se, per­son­ligt hav­de fore­ta­get 5.000. I sin film “The Silent Scream” (“Det tav­se Skrig”) og i sin bog The Hand of God kaste­de han lys over dra­be­ne på børn i moder­s­kø­det og gik sene­re over til den katol­ske tro. I en skri­vel­se med tit­len Con­fes­sions of an ex-abor­tio­nist (“En tid­li­ge­re Abort­læ­ges Beken­del­ser”), skrev Nat­han­son:

Jeg er per­son­ligt ansvar­lig for 75.000 abor­ter … Vi over­be­vi­ste medi­er­ne om, at lega­li­se­ring af abort var libe­ralt, oplyst og smart. Da vi vid­ste, at vi ved en menings­må­ling vil­le have truk­ket det kor­te strå, fabri­ke­re­de vi sim­pelt­hen fik­ti­ve resul­ta­ter. Vi lod medi­er­ne tro, at vi hav­de gen­nem­ført en menings­må­ling og at 60% af ame­ri­ka­ner­ne var til­hæn­ge­re af fri­gi­vel­se af abort. Det­te er en løg­nens tak­tik, som så sene­re går i opfyl­del­se … De vir­ke­li­ge tal, (for de i USA årligt gen­nem­før­te ille­ga­le abor­ter) androg knapt 100.000, men vi tal­te over for medi­er­ne hele tiden om en mil­li­on. Hvis en stor løgn bli­ver gen­ta­get tit nok, så tror offent­lig­he­den på den. Antal­let af kvin­der, som døde som føl­ge af ille­ga­le abor­ter, androg 200 til 250 om året, men via medi­er­ne påstod vi hele tiden, at det var 10.000. En anden myte, som vi gen­nem medi­er­ne ind­pren­te­de offent­lig­he­den, gik ud på, at fri­gi­vel­sen af abort blot vil­le have til føl­ge, at de nu ille­ga­le abor­ter vil­le bli­ve udført af kyn­di­ge læger. Fak­ta er imid­ler­tid, at abort i dag er det vig­tig­ste mid­del til fød­sels­kon­trol i USA og at antal­let af de årli­ge abor­ter siden lega­li­se­rin­gen er ste­get fem­ten gan­ge … Vi smæ­de­de syste­ma­tisk den katol­ske kir­ke med at have sam­funds­mæs­sigt til­ba­ge­stå­en­de ide­er og frem­stil­le­de de kato­lik­ker, som mod­sat­te sig abort, som skur­ke­ne i spil­let … Et af abort­for­ta­ler­nes ynd­lings­ar­gu­men­ter er, at det er umu­ligt at defi­ne­re, hvor­når livet begyn­der; spørgs­må­let er alt­så af teo­lo­gisk eller moralsk eller filo­so­fisk art, på ingen måde viden­ska­be­ligt. Men føta­lo­gi­en har uigen­dri­ve­ligt bevist, at livet begyn­der med und­fan­gel­sen … Her kan man spør­ge, hvor­dan man­ge ame­ri­kan­ske læger, som meget vel er bekendt med føta­lo­gi­ens erken­del­ser, kan fra­skri­ve sig deres ære ved at fore­ta­ge abor­ter. Sva­ret her­på lig­ger i et sim­pelt reg­ne­styk­ke: 300 dol­lar pr. ind­greb, gan­get med 1,55 mil­li­o­ner abor­ter; det ska­ber en indu­stri, som årligt kaster 500 mil­li­o­ner dol­lar af sig; de fle­ste af dis­se går i abort­læ­ger­nes lom­mer. [23]

Kold­blo­di­ge løg­ne, fabri­ke­re­de sta­ti­stik­ker, under­tryk­kel­se af viden­ska­be­li­ge kends­ger­nin­ger – for den, som har beskæf­ti­get sig med den offi­ci­el­le histo­ri­eskriv­ning om “Holo­caust”, fore­kom­mer møn­ste­ret kata­stro­falt bekendt.

End­nu et sid­ste ord om tema­et abort. Den ene­ste kom­mu­ni­sti­ske stat, der, så vidt vides, undsag­de den­ne prak­sis, var Nico­lae Ceau­sescus’ Rumæ­ni­en. Efter Ceau­sescus’ fald og hen­ret­tel­se, ophæ­ve­de hans demo­kra­ti­ske efter­føl­ger, Petre Roman, søn af den jødi­ske kom­mu­nist Erne­st Neu­lan­der ali­as Val­ter Roman [24] straks for­bud­det. Æres den, som æres bør!

Et ikke min­dre tyde­ligt tegn på det moral­ske for­fald i den vest­li­ge ver­den er pro­pa­gan­da­en for homo­seksu­a­li­tet med dets fra­stø­de­n­de “Gay Para­des” (som Rusland, det skal siges til dets ære, som det ene­ste euro­pæ­i­ske land ind­til nu for­by­der [25]). Hvis nogen for tres år siden over­for Doug­las Reed hav­de spå­et, at en per­vers borg­me­ster i Ber­lin engang vil­le bru­ge udtryk­ket “Jeg er bøs­se, og det er også rig­tigst sådan” og at den obs­kø­ne blas­fe­mi, “homo­seksu­el­le ægte­ska­ber” vil­le bli­ve gjort lov­lig i det ene vest­li­ge land efter det andet, så hav­de Reed helt sik­kert erklæ­ret den­ne pro­fet for sinds­syg. En af Homo-bevæ­gel­sens søj­le­hel­ge­ner er den tyske jøde Magnus Hirs­ch­feld, tid­li­ge­re kendt i den berl­in­ske trans­ve­stit-lokal­ra­dio “Eldora­do” som “Tan­te Mag­nesia” og grund­læg­ger af “Insti­tut for Seksu­al­vi­den­skab”, som i maj 1933 blev jæv­net med jor­den af natio­nalso­ci­a­li­sti­ske stu­den­ter [26] (jeg håber, at læse­ren her udg­y­der poli­tisk kor­rek­te tårer!), samt den ame­ri­kan­ske jødi­ske dig­ter, Alan Gins­berg, akti­vist for den pædo­fi­le “Man-Boy-Love Asso­ci­a­tion”, der frem for alt har opnå­et fortjent ry gen­nem sit gran­dio­se digt “Howl” (Hyl) (“De lod sig knep­pe i røven af de hel­li­ge motor­cyk­li­ster og skreg af fryd”). Opstil­ler man en liste over pro­mi­nen­te for­ta­le­re for bevæ­gel­ser for bøs­ser og les­bi­ske i USA, så stø­der man på nav­ne som Micha­el Aro­nowitz, Miri­am Ben-Sha­lom, Jen­ni­fer Ein­horn, Les­lie Fein­berg, Har­vie Fier­ste­in, Israel Fis­h­man, David Good­ste­in, Ronald Gold, Len Hirsch, David Hor­owitz, Jonat­han Katz, Mois­es Kauf­man, Alan Kle­in, Lar­ry Kra­mer, Bill Rubin­ste­in, Leon Wein­ste­in [27] etc. En kom­men­tar her­til und­la­der jeg.

At mas­se­ind­van­drin­gen fra den tred­je ver­den for­trins­vis ledes af jøder har især pro­fes­sor Kevin Mac­Do­nald [28] og dr. David Duke [29] påvist så udfør­ligt og med en sådan fyl­dig­hed af kil­de­an­gi­vel­ser, at enhver mod­si­gel­se fal­der bort af sig selv – helt bort­set fra, at pro­mi­nen­te jøder dri­stigt pra­ler med deres leden­de rol­le i for­bin­del­se med den­ne inva­sion. Jeg vil her lade den ame­ri­kan­ske jøde, Bar­ba­ra Ler­ner-Spectre, som har grund­lagt et “Euro­pæ­isk Insti­tut for Jødi­ske Stu­di­er” i Sto­ck­holm med pen­ge fra den schweizi­ske stat, kom­me til orde:

Jeg mener, at der er en opblus­sen af anti­se­mi­tis­me, for­di Euro­pa på nuvæ­ren­de tids­punkt end­nu ikke har lært at være mul­ti­kul­tu­relt. VI (jøder) skal være en del af fød­sels­ve­er­ne i den­ne trans­for­ma­tion – som nød­ven­dig­vis må fin­de sted. Euro­pa vil ikke fort­sæt­te som de mono­li­ti­ske sam­fund, DE engang var i det sid­ste århund­re­de. Jøder skal være i cen­trum af det­te. Det er en stor for­an­dring for Euro­pa at stå igen­nem. DE skif­ter nu til mul­ti­kul­tu­rel til­stand, og jøder vil bli­ve ilde­set på grund af vores leden­de rol­le. Men uden den­ne leden­de rol­le og uden den­ne trans­for­ma­tion vil Euro­pa ikke over­le­ve. [30]

[For dem, der for­står engelsk, er den­ne video med den utræt­te­li­ge for­ta­ler for hvi­de euro­pæ­e­res mod­stand mod den jødi­ske besæt­tel­se af vores lan­de, den ame­ri­kan­ske for­fat­ter og tid­li­ge­re poli­ti­ker David Duke, yderst infor­ma­tiv.]

Hvor­for Euro­pa ikke kan over­le­ve “uden den­ne jøder­nes leden­de rol­le” og “uden den­ne trans­for­ma­tion” beha­ge­de det ikke damen at afslø­re, dog er det umid­del­bart ind­ly­sen­de, hvor­for det Euro­pa, som fore­svæ­ver fru Ler­ner-Spectre og hen­des tros­fæl­ler ube­tin­get skal være “mul­ti­kul­tu­relt”: En form­løs mas­se, sam­men­blan­det af alle muli­ge etni­ci­te­ter, lader sig meget let­te­re mani­p­u­le­re og beher­ske end et etnisk homo­gent folk. Dis­se men­ne­sker vil ikke kæm­pe for et hjem, for de har ikke noget – overalt er Baby­lon. De vil ikke besin­de sig på deres rød­der, for hvil­ke rød­der kan et men­ne­ske have, når den ene bedste­far er euro­pæ­er og den anden afri­ka­ner og den ene bed­ste­mor er inder og den anden kine­ser.

Som ende­mål er alt­så til­tænkt den ikke-jødi­ske men­ne­ske­hed degra­de­ring til en rod­løs helot­ka­ste, en blan­dings­be­folk­ning af hvi­de, sor­te, bru­ne og gule, rege­ret af det ene­ste ublan­de­de folk – Det Udvalg­te. Til at til­freds­stil­le det­te blan­dings­folks kul­tu­rel­le behov må rap-musik, sæbe­o­pe­ra­er, por­no­film, Holo­caust-min­des­mær­ker og Malewitsch’ sor­te fir­kant være til­stræk­ke­ligt; det vil kun­ne gøre sig for­stå­e­li­ge på et pri­mi­tivt engelsk, en slags pid­gin, som de for­skel­li­ge stam­mer på Papua-Ny Gui­nea betje­ner sig af som lingua fran­ca og med et ord­for­råd på knapt 2000 ord. Det vil være til­stræk­ke­ligt til at udtryk­ke de tan­ker, som end­nu måt­te være til­ba­ge.
Det vil i sand­hed være en “Men­ne­ske­he­dens Sol­ned­gang”, som H.G. Wells benæv­ner et kapi­tel i sin skrækind­j­a­gen­de uto­pi, Tids­ma­ski­nen.

Nu fører den sty­re­de fol­ke­van­dring fore­lø­big ikke til mas­siv race­blan­ding; de fle­ste euro­pæ­e­re, men også de fle­ste ind­van­dre­re, især fra mus­lim­ske lan­de, vil helst hol­de sig til deres egne, lige­som de fle­ste hvi­de ame­ri­ka­ne­re fore­træk­ker en ægte­fæl­le med deres egen hud­far­ve. Såle­des er resul­ta­tet i det mind­ste i begyn­del­ses­fa­sen ikke dan­nel­sen af en blan­det race, men en ato­mi­se­ring af sam­fun­det, som fal­der fra hin­an­den i sta­dig mere adskil­te og etnisk kul­tur­be­stem­te grup­per. Også det­te er til stor nyt­te for den zio­ni­sti­ske og tal­mu­di­ske jøde­e­li­te, for­di det gør det muligt for den at spil­le den ene grup­pe ud mod den anden efter det vel­kend­te prin­cip, “Del og hersk”. Der­til kom­mer, at den­ne udvik­ling har den for­del, at man ikke læn­ge­re læg­ger mær­ke til jøder­ne som en ene­stå­en­de reli­gi­øs og etnisk grup­pe. I mid­delal­de­ren var der ingen tvivl om, hvem der var kri­sten og hvem der var jøde; i det mul­ti­kul­tu­rel­le og mul­tira­ci­a­le sam­fund fal­der jøder­ne ikke mere i øjne­ne og gæl­der for emi­gran­ter­ne bare som “hvi­de”.

Hvor­dan kan det være, at de ind­fød­te folk i Euro­pa og de hvi­de ame­ri­ka­ne­re uden mod­stand affin­der sig med den grad­vi­se fortræng­ning af dem selv til for­del for en far­vet og mus­lim­sk civil besæt­tel­ses­magt? Hvor­for læg­ger de ikke den sel­vop­hol­del­ses­drift for dagen, som ken­de­teg­ner enhver sund indi­a­ner- eller neger­stam­me?
For­di de fra barns­ben uop­hør­ligt er ble­vet ind­pren­tet, at næst efter “anti­se­mi­tis­me” er “racis­me” den gru­e­lig­ste af alle syn­der. Som “racist” udrå­bes jo enhver, som vil for­sva­re sit hjem og sin iden­ti­tet. Det­te viser, at man ved hjælp af syste­ma­tisk hjer­ne­vask kan få men­ne­sker til at hand­le imod deres egne inter­es­ser, og som den yder­ste kon­se­kvens kan få dem til at samtyk­ke til deres egen under­gang. De opfø­rer sig i så fald lige­som fug­len ved Donau­del­ta­et, om hvil­ken den rumæn­ske for­fat­ter, Marin Pre­da, beret­ter:

Rumæn­ske orni­to­lo­ger hav­de i Donau-del­ta­et opda­get en fugl med en ufor­klar­lig adfærd. Ræven stjal hvert år dens æg og lag­de i ste­det sten i reden, som fug­len så ruge­de på hele som­me­ren uden at ænse, at det var sten. For at red­de den tru­e­de art, jog orni­to­lo­ger­ne ræven væk. Der­på blev fug­len, til for­bløf­fel­se for de for­ske­re, der iagt­tog den, gre­bet af et ufor­klar­ligt hyste­ri: Den knu­ste ægge­ne med sit næb, baske­de vildt med vin­ger­ne og dan­se­de van­vit­tigt omkring. Hvad var der i vej­en med den? Hvil­ket dystert instinkt drev den til sel­vud­s­let­tel­se? Hvor­for vil­le den ikke over­le­ve? Hvem kun­ne for­kla­re det? Natu­ren hav­de dømt fug­len, og det stod ikke i nogens magt at ophæ­ve dom­men. [31]

I mod­sæt­ning til den­ne fugl er den vest­li­ge ver­dens men­ne­sker ikke dømt til døden af “natu­ren”, men af helt andre kræf­ter, og at ingen har magt til at ophæ­ve dom­men, er ikke sik­kert. Det er end­nu ikke aften.

I de sene­ste år er det ble­vet de mest intel­li­gen­te blandt jøder­ne klart, at jøde­sam­fun­det med dets krav om mas­se­ind­van­dring er ved at save den gren over, de selv sid­der på, og at de løber en risi­ko for at bli­ve revet i afgrun­den sam­men med deres værts­be­folk­nin­ger. Det har nem­lig vist sig, at mus­li­mer­ne, som udgør fler­tal­let af emi­gran­ter­ne i Euro­pa (men ikke i USA), er uimod­ta­ge­li­ge for hjer­ne­vask, at “Holocaust”-propagandaen ikke bider på dem og at de fast­hol­der deres anti­jø­di­ske ver­dens­bil­le­de, der er præ­get af Islam.
For at få bugt med det Fran­kenste­ins uhy­re, som jøde­sam­fun­det har skabt, for­sø­ger dets høj­re­fløj på det sene­ste at over­ta­ge værts­be­folk­nin­ger­nes bevæ­gel­ser mod ind­van­dring og spæn­de dem for jøder­nes egen vogn. Det­te synes fak­tisk at lyk­kes: Mari­ne Le Pen i Frankrig, Geert Wil­ders i Holland, Vlaams Blok i Flan­dern og Sverige-Demo­kra­ter­ne i Sverige (samt Dansk Fol­ke­par­ti i Danmark, Over­sæt­ter) hol­der en stram prozi­o­ni­stisk kurs og lov­pri­ser Israel som for­bunds­fæl­le i kam­pen mod den “isla­mi­ske fare”. Mas­se­ind­van­dring af far­ve­de ikke-mus­li­mer accep­te­res af det­te kos­her-høj­re, som fun­ge­rer som stiki­rend­dren­ge for zio­ni­ster­ne. Til det­te kos­her-høj­re hører også den nor­ske mas­se­mor­der, Anders Brei­vik, som den 22. juli 2011 yde­de et bety­de­ligt bidrag til udryd­del­sen af sit eget folk. I sit mani­fest ytre­de han som Israel-fan:

Lad os hol­de op med tåbe­ligt at støt­te palæsti­nen­ser­ne, som vi bli­ver til­skyn­det til af eura­bi­er­ne, og lad os begyn­de at støt­te vor kul­tu­rel­le fæt­ter, Israel!” (s. 338). [32]

6. Håndlangerne

At det mål, zio­ni­ster­ne sti­ler imod, er at dan­ne en ver­dens­re­ge­ring, som i begyn­del­ses­fa­sen skal være ledet af mario­net­ter, før de bli­ver afløst af jøder, har Doug­las Reed klart erkendt og hele tiden frem­hæ­vet i Kon­tro­ver­sen om Zion. Udvik­lin­gen siden da bekræf­ter Reeds vur­de­ring. Som mid­del til at nå det­te mål bru­ger den zio­ni­sti­ske og tal­mu­di­ske jøde­ver­den Ame­ri­kas For­e­ne­de Sta­ter – en golem med jødisk hoved og ikke-jødisk krop, som med de mest tynd­be­ne­de påskud over­fal­der det ene land efter det andet. Næve­ret­ten er for længst trå­dt i ste­det for fol­ke­ret­ten. Beva­rel­sen og styr­kel­sen af deres magt over USA er en ufravi­ge­lig for­ud­sæt­ning for vir­ke­lig­gø­rel­sen af deres pla­ner. Mister de Ame­ri­ka, så mister de alt. Men så læn­ge De For­e­ne­de Sta­ters poli­ti­ske system ikke ændres, eksi­ste­rer den fare ikke.

I slut­nin­gen af sin bog hen­vi­ser Reed til et af de mest mar­kan­te ken­de­tegn på det­te system: I Ame­ri­ka er der hele tiden et nært fore­stå­en­de valg – alle­re­de to år efter præ­si­dentval­get føl­ger kon­gresval­get, så den til enhver tid sid­den­de præ­si­dent uop­hør­ligt kan sæt­tes under pres. Afvi­ger han på mind­ste måde fra den fore­skrev­ne linje, så risi­ke­rer han, at de jødi­ske orga­ni­sa­tio­ner stil­ler sig bag oppo­si­tions­par­ti­et, hvil­ket auto­ma­tisk vil have til føl­ge, at de over­ve­jen­de jødisk kon­trol­le­re­de medi­er [33] for­an­stal­ter en uop­hør­lig klapj­agt på præ­si­den­ten. Så det føl­ger af sig selv, at præ­si­den­ten vog­ter sig for at irri­te­re Israel-lob­by­en.

Den helt klart mæg­tig­ste kraft i den­ne lob­by er AIPAC (Ame­ri­can Israel Public Affairs Com­mit­tee) [34], som i mod­sæt­ning til lig­nen­de orga­ni­sa­tio­ner afstår fra ethvert hyk­le­ri og på sin webs­i­de defi­ne­rer sig selv som “Ame­ri­kas Pro-Israel Lob­by”. Til dens mest pro­mi­nen­te med­lem­mer hører repu­bli­ka­ne­ren George Bush seni­or, George Bush juni­or, Con­do­le­ezza Rice og John McCain, såvel som demo­kra­ter­ne Bill Clin­ton, Hil­lary Clin­ton og John Ker­ry (ali­as Cohn). [35] Behø­ves der fle­re bevi­ser for, at demo­kra­ti­et ikke er andet end et Mester Jakel tea­ter, hvor uskyl­di­ge børn ånde­løst føl­ger med uden at begri­be, at når den smuk­ke Kas­per bortj­a­ger den onde kro­ko­di­l­le, står der bag tæp­pet én og sam­me per­son og træk­ker i trå­de­ne, der får beg­ge figu­rer til at bevæ­ge sig? Om det nu er den demo­kra­ti­ske eller den repu­bli­kan­ske kan­di­dat, der vin­der – den vir­ke­li­ge vin­der er altid det ame­ri­kan­ske jøde­sam­fund, som under dis­se omstæn­dig­he­der kan til­la­de sig den luksus at udsø­ge sig den bedst egne­de af to tje­ne­ste­kar­le. (Den sid­ste USA-præ­si­dent, som ikke under­ka­ste­de sig jøde­dom­men betin­gel­ses­løst var John F. Ken­ne­dy …).

At Bara­ck Oba­ma, som få år før var fuld­stæn­dig ukendt i offent­lig­he­den, i novem­ber 2008 kun­ne bli­ve valgt til præ­si­dent for Ame­ri­kas For­e­ne­de Sta­ter, hav­de han jødisk støt­te at tak­ke for. I en arti­kel med tit­len, “De jøder, som gjor­de Oba­mas valg muligt” skrev en insi­der ved navn Mos­he Feig­lin:

Hvem er de jøder, som gjor­de Oba­mas valg muligt? … Lede­ren af Oba­mas valg­kampag­ne – hjer­nen bag den strå­len­de kampag­ne for den unge kan­di­dat, som end­nu aldrig hav­de beklædt et offent­ligt embe­de – er natur­lig­vis en jøde, David Pouf­fe. Under hver eta­pe af kampag­nen spil­le­de jøder en afgø­ren­de rol­le.” [36]

I betragt­ning af hans mang­len­de kva­li­fi­ka­tio­ner for lan­dets høje­ste embe­de såvel som den kends­ger­ning, at man­ge hvi­de USA-bor­ge­re dybest set ikke ønske­de en sort præ­si­dent, vil­le Oba­ma under nor­ma­le omstæn­dig­he­der ikke have skyg­ge af chan­ce for at flyt­te ind i Det Hvi­de Hus. Men omstæn­dig­he­der­ne var på det tids­punkt ikke nor­ma­le; de ops­li­den­de, beko­ste­li­ge kri­ge i Irak og Afg­ha­ni­stan hav­de gjort George Bush juni­or til den mest upo­pu­læ­re præ­si­dent i histo­ri­en. Som Oba­mas mod­kan­di­dat udvalg­te det repu­bli­kan­ske par­ti (på hvis bud mon?) den mest trø­stes­lø­se kan­di­dat, som man kan fore­stil­le sig. De udvalg­te en for­vær­ret udga­ve af Bush juni­or, den hyste­ri­ske krigs­agi­ta­tor, John McCain, som ved at gå ind for en poli­tik om åbne græn­ser afskræk­ke­de man­ge kon­ser­va­ti­ve og høj­re­o­ri­en­te­re­de ame­ri­ka­ne­re i en sådan grad, at de for­bi­tre­de blev hjem­me på valg­da­gen. Tak­ket være den­ne kon­stel­la­tion vandt Oba­ma pro­gram­mæs­sigt over McCain; at sidst­nævn­te gebær­de­de sig lige så pro-isra­elsk som sin mod­stan­der, nyt­te­de ham ikke, der var jo lige fra begyn­del­sen kun til­tænkt ham en væb­ners rol­le.

Hvor­for mag­ter­ne i bag­grun­den net­op valg­te Bara­ck Oba­ma til præ­si­dent, lader sig i dag end­nu ikke sige med bestemt­hed, men man kan i det­te til­fæl­de til­la­de sig spe­ku­la­tio­ner. Den plan­lag­te opret­tel­se af en ver­dens­re­ge­ring kan ikke opnås uden sto­re kri­ge, og når en, man sæt­ter sit håb til og en “ven­stre-paci­fist” som Oba­ma anstif­ter en krig, stø­der han natur­lig­vis på meget min­dre mod­stand end en reak­tio­nær mili­ta­rist som McCain. I de før­ste to år af sit præ­si­dent­skab har Oba­ma ikke star­tet nye kri­ge; først i begyn­del­sen af 2011 delt­og han i fransk-bri­tisk aggres­sion mod Liby­en, for de hav­de mær­ke­ligt nok ikke nået det ønske­de mål, at styr­te Muam­mar Gadda­fi. At Gadda­fi i læng­den vil kun­ne stå sig imod den uop­hør­li­ge ter­ror fra luf­ten er meget usand­syn­ligt, men hans fald og det at erstat­te ham med en vasal­re­ge­ring vil kun brin­ge den nye ver­den­sor­den en smu­le fremad (skre­vet før hans fald og mord i okto­ber 2011 og før krigstrus­ler­ne mod Syrien i sep­tem­ber 2013, Over­sæt­ter). På vej­en mod det ønske­de mål står for­hin­drin­ger af en gan­ske anden kali­ber: Rusland, Kina og Iran.

7. Tre forhindringer på vejen til den nye verdensorden

Her er en læn­ge­re ind­fø­ring i Ruslands nye­re histo­rie på sin plads. I 1918 lave­de Robert Wilt­on, Ruslands-kor­re­spon­dent for The Times en liste over 384 sov­je­ti­ske kom­mis­sæ­rer, af hvil­ke over 300 var jøder. [37] (At Lenin selv hav­de jødi­ske rød­der [38], vid­ste Wilt­on ikke). Med enkel­te und­ta­gel­ser – som polak­ken Felix Dzerzjin­skij (den før­ste chef for Tje­ka­ens hem­me­lig tje­ne­ste) og rus­se­ren Niko­la Jesjov (orga­ni­sa­tor af den sto­re udrens­ning 1937/38) – var de mest blodtørsti­ge af de røde ter­r­o­ri­ster jøder, fra Jakov Sverd­lov og Jakov Jurovskij, som plan­lag­de og gen­nem­før­te det ritu­el­le mord på zar­fa­mi­li­en i Jeka­ta­rin­burg (se her­til Reeds kapi­tel 32), over mas­se­mor­de­ren Leon Trotskij til Lazar Kaga­novitj som i begyn­del­se af tre­di­ver­ne lede­de hunger-fol­ke­mor­det på mil­li­o­ner af ukrai­ne­re og andre sov­je­ti­ske områ­der og i 1931 lod Moskvas Frel­ser­kir­ke spræn­ge i luf­ten. I vær­ket Gulag-Øha­vet præ­sen­te­rer Alek­s­an­dr Solzhe­nit­syn portræt­ter af de seks før­en­de arki­tek­ter for det sov­je­ti­ske kon­cen­tra­tions­lej­r­sy­stem. Deres nav­ne er Aron Soltz, Naf­ta­ly Fren­kel, Yakov Rap­poport, Mat­vei Ber­man, Lazar Kogan og Gen­rikh Yago­da. [39] Alle seks var jøder. Om alt det­te har gen­nem­snit­bor­ge­ren, som dag efter dag får ser­ve­ret “Aus­chwitz” natur­lig­vis ingen anel­se.

I den før­ste fase af sit her­re­døm­me viste geor­gi­e­ren Josef Sta­lin sig som en tro­fast fuld­byr­der af den tal­mu­di­ske hævn­po­li­tik over for det rus­si­ske og det ukrain­ske folk. For­u­den reli­gions­for­føl­gel­se var hans stør­ste for­bry­del­se “afku­laki­se­rin­gen”, som koste­de mil­li­o­ner af bøn­der livet. Dog ind­skræn­ke­de han efter­føl­gen­de mere og mere den jødi­ske ind­fly­del­se i USSR; han lod de fle­ste gam­mel­bol­sje­vik­ker lik­vi­de­re under stør­re udrens­nin­ger [1948–52] og sør­ge­de for, at sta­dig fle­re rus­se­re ryk­ke­de frem i leden­de stil­lin­ger. Paral­lelt her­med indu­stri­a­li­se­re­de han Sov­je­tu­ni­o­nen i et tem­po uden lige; uag­tet de her­med for­bund­ne men­ne­ske­li­ge lidel­ser var det­te uden tvivl en histo­risk fortje­ne­ste af enormt omfang. I kri­gen mod det natio­nalso­ci­a­li­sti­ske Tyskland sat­te Sta­lin fuldt tryk på den rus­si­ske natio­na­lis­me, idet han erklæ­re­de “den sto­re krig for fæd­re­lan­det” og gjor­de en ende på for­føl­gel­sen af den orto­dok­se reli­gion, øde­læg­gel­sen af kir­ker og klo­stre såvel som fængs­ling af og mord på præ­ster og non­ner. Efter Stal­ins død for­vand­le­de Sov­je­tu­ni­o­nen sig lang­somt men ved­va­ren­de fra en tota­li­tær stat; under­tryk­kel­sen blev sta­dig min­dre.

Den, der som for­fat­te­ren af dis­se linjer har ople­vet Den Kol­de Krig som schweizisk bor­ger, hav­de slet og ret USSR som fjen­de­bil­le­det. Ber­lin­mu­ren, kamp­vog­ne­ne i Prag, dis­si­dent­pro­ces­ser­ne, køer­ne for­an lev­neds­mid­del­bu­tik­ker­ne – alt det­te ønske­de vi ikke. Vi hav­de ret i ikke at ønske det, dog var det­te kun den ene side af den sov­je­ti­ske vir­ke­lig­hed; den anden blev for­holdt os af medi­er­ne. Fak­ta var, at USSR hav­de for­vand­let sig til et vær­di­kon­ser­va­tivt sam­fund, hvor dyder som fæd­re­land­skær­lig­hed, disci­plin og ærlig­hed indi­mel­lem gjaldt for mere end i Vesten, og uddan­nel­se, viden­skab og kul­tur nåe­de et meget højt niveau. Den­ne stat blev imid­ler­tid i vid udstræk­ning rege­ret af sla­vi­ske men­ne­sker. I den sov­je­ti­ske eli­te var jøder­ne sta­dig stær­ke­re repræ­sen­te­ret, end deres andel af befolk­nin­gen begrun­de­de, men deres domi­ne­ren­de stil­ling hav­de de mistet. (Fra deres syns­punkt var det­te tab af deres magt­po­si­tion alle­re­de “for­føl­gel­se”; der­af den ende­lø­se, usag­li­ge jam­mer i de vest­li­ge medi­er over “under­tryk­kel­sen af jøder i Rusland”.)

I halvfjerd­ser­ne af det tyven­de århund­re­de syn­tes Sov­je­tu­ni­o­nen at være en uover­vin­de­lig kolos, men det var en kolos på ler­fød­der. Det, som var skyld i dens under­gang var den marxi­sti­ske ide­o­lo­gi, som dens lede­re ikke vil­le skil­le sig af med. De marxi­sti­ske dog­mer for­bød dem at oplø­se de upro­duk­ti­ve kolk­ho­ser [kol­lek­tiv­brug] og give lan­det til bøn­der­ne. Det for­hin­dre­de dem i at til­la­de frie arbejds­gi­ve­re, mens de bibe­holdt stats­lig kon­trol over råstof­fer og svæ­rin­du­stri. Det tvang dem til at inve­ste­re enor­me sum­mer i under­støt­tel­se af “soci­a­li­sti­ske bro­der­lan­de”, at udsta­tio­ne­re trop­per i Øst­eu­ro­pa og at opfyl­de kra­ve­ne fra revo­lu­tio­næ­re bevæ­gel­ser i hele ver­den. Det for­led­te dem i decem­ber 1979 til at træf­fe den van­vit­ti­ge beslut­ning at mar­che­re ind i Afg­ha­ni­stan for at red­de et fal­le­ret kom­mu­ni­stisk regi­me. Det­te skridt var for Sov­je­tu­ni­o­nen begyn­del­sen til enden.

Som vi har set i til­fæl­det med Vati­ka­net, må den, som vil infil­tre­re en auto­ri­tær og hie­rar­kisk orden inde­fra, begyn­de i dens top. I 1985 kom den vest­li­ge agent Mik­ha­el Gor­batjov til mag­ten i Moskva og begynd­te et ene­stå­en­de øde­læg­gel­ses­værk, som blev fulgt op af hans efter­føl­ger, Boris Jelt­sin, i øget tem­po – med fryg­te­li­ge føl­ger for dusin­vis af mil­li­o­ner men­ne­sker. De besked­ne, men eksi­stens­sik­ren­de løn­nin­ger og pen­sio­ner fra Bresj­nev-tiden hør­te nu for­ti­den til; bit­ter armod bred­te sig; de sla­vi­ske befolk­nin­ger skrum­pe­de ubøn­hør­ligt ind; sund­heds­væ­se­net blev demon­te­ret lige­som indu­stri­en; Ruslands rig­dom­me blev smidt i fav­nen på jødi­ske oligar­ker som Gusin­sky og Beresovskij; kri­mi­na­li­te­ten antog et ube­gri­be­ligt omfang; Ukrai­ne og Hvi­derusland blev kastet ud i selv­stæn­dig­hed, selv om befolk­nings­f­ler­tal­let i beg­ge repu­blik­ker hav­de stemt for at for­bli­ve i USSR; Øst­eu­ro­pa blev ikke, som sund for­nuft vil­le have til­sagt, neut­ra­li­se­ret efter østrigsk eller finsk for­bil­le­de, hvil­ken vil­le have ført til en stød­pu­dezo­ne mel­lem Rusland og NATO, men blev over­ført til NATO, dvs. USA, med det resul­tat, at der opstod en ring af fjendt­li­ge støt­te­punk­ter rundt om Rusland. Jelt­sins efter­føl­ger for­hin­dre­de, at lan­det styr­te­de i afgrun­den, men Rusland er sta­dig spær­ret inde, og dets kon­ven­tio­nel­le strids­kræf­ter er sva­ge. Dets ene­ste sto­re trumf er et intakt arse­nal af nuk­lea­re våben. Bli­ver Rusland trængt op i et hjør­ne, må man reg­ne med, at det sæt­ter dis­se våben ind.

En end­nu stør­re hoved­pi­ne for ver­dens­ri­gets gangste­re må det natio­nalso­ci­a­li­sti­ske Kina, som i for­ud­si­ge­lig frem­tid vil aflø­se USA som ver­dens før­en­de han­dels­magt, være. Det­te er gjort muligt ved, at den kine­si­ske ledel­se har til­ladt et frit erhvervs­liv, men kloge­ligt har taget afstand fra demo­kra­ti­se­ring, og såle­des har for­hin­dret lan­det i at gli­de ud i kaos. I en kon­ven­tio­nel krig vil­le USA ikke have den rin­ge­ste chan­ce imod Kinas væl­di­ge og velud­ru­ste­de hær; ved hjælp af atom­ra­ket­ter kun­ne de gan­ske vist for­vand­le Kina til en nuk­lear øde­mark, men måt­te så på deres side reg­ne med øde­læg­gel­sen af de fle­ste ame­ri­kan­ske stor­by­er. Peking har ikke har gjort nogen aktiv mod­stand mod ame­ri­kansk impe­ri­a­lis­me og dets bri­ti­ske og fran­ske satrap­per (guver­nø­rer).
(Lige­som rus­ser­ne, for­søm­te også kine­ser­ne at for­hin­dre pirat­kup­pet mod Liby­en ved hjælp af et veto i FN’s sik­ker­heds­råd.) Til grund for den­ne poli­tik lig­ger for­modent­lig den bereg­ning, at ind­vik­ling i en mang­fol­dig­hed af loka­le kri­ge vil frem­skyn­de USA’s til­ba­ge­gang.

Den tred­je for­hin­dring på vej­en til ver­dens­her­re­døm­met for ver­dens­ri­ge­stra­te­ger­ne er Iran – et land, der i til­fæl­de af et angreb vil for­sva­re sig til det sid­ste og som tak­ket være en for­del­ag­tig geo­gra­fi­ske pla­ce­ring til enhver tid kan spær­re Hor­muz­stræ­det for olie­tan­ke­re og der­med sluk­ke lyset i hele den vest­li­ge ver­den. Et mili­tært angreb på Iran vil­le være det gla­de van­vid – og alli­ge­vel taler alt for, at det­te angreb vil fin­de sted, før det lyk­kes Tehe­ran at kom­me i besid­del­se af nuk­lea­re våben og nød­ven­di­ge løf­tera­ket­ter. Israel er ikke indstil­let på at samek­si­ste­re med en per­sisk atom­magt, og Was­hin­g­ton gør i sid­ste ende altid, som Israel for­lan­ger. Påskud­det til et sådant skæb­nesvan­gert skridt bli­ver for­modent­lig leve­ret i form af en isce­ne­sat ter­r­or­hand­ling i stil med angre­bet den 11. sep­tem­ber 2001 på Wor­ld Tra­de Cen­ter, men den­ne gang vil de mani­p­u­le­re­de bevi­ser pege på Iran som den ansvar­li­ge. Det er nær­lig­gen­de at tro, at de zio­ni­sti­ske duk­ke­me­stre har udvalgt deres spr­æl­lemand, Oba­ma, til den­ne opga­ve.

8. Den som søger sandheden risikerer at finde den

En uom­gæn­ge­lig for­ud­sæt­ning for et sådant sce­na­rio er, at medi­er­ne i slut­tet trop spil­ler med, og det vil de gøre. Cen­su­ren fun­ge­rer i dag i Vesten næsten lige så per­fekt som i USSR under Sta­lin; i alle spørgs­mål, som er vig­ti­ge for Den nye Ver­den­sor­dens bag­mænd, taler samt­li­ge avi­ser, fjern­syns­ka­na­ler og radio­sta­tio­ner i Nor­da­me­ri­ka og Euro­pa med én stem­me. (En und­ta­gel­se er imid­ler­tid Rusland, hvor for eksem­pel lan­dets stør­ste poli­ti­ske fjern­syns­ud­sen­del­se, Post Scrip­tum, alle­re­de fle­re gan­ge har hen­vist til den abso­lut­te umu­lig­hed af den offi­ci­el­le ver­sion af begi­ven­he­der­ne den 11. sep­tem­ber).

Enhver nok så dum­dri­stig ytring bli­ver tro­ligt efter­plapret i alle de vest­li­ge medi­er, så læn­ge det tje­ner zio­ni­sti­ske og ame­ri­kan­ske inter­es­ser. De to oven­nævn­te eksemp­ler er “holo­caust” (som jeg ikke vil kom­me ind på her, det har jeg gjort omfat­ten­de andet­steds) og sam­men­styrt­nin­gen af tår­ne­ne i New York. Sam­stem­men­de disker “den frie ver­dens medi­e­ska­be­re” op med den slem­me Osama bin Laden, som i en hule i Afg­ha­ni­stans bjer­ge plan­lag­de alle tiders mest per­fek­te ter­r­or­anslag. På hans befa­ling sty­re­de ama­tør­pi­lo­ter, som knapt kun­ne fly­ve et tomo­to­rers pro­pel­fly, et antal kapre­de pas­sa­ger­fly, som de var kom­met ind i uden pas eller bor­dingcards, ind i New Yor­ks tvil­lin­getår­ne med fabel­ag­tig nøj­ag­tig­hed og med det resul­tat, at de brød i brand og snart efter styr­te­de sam­men. Det­te selv om bræn­den­de petrole­um under ingen omstæn­dig­he­der kan nå op på tem­pe­ra­tu­rer, som kan blød­gø­re stål. (At en tred­je byg­ning – “Byg­ning 7” – sank sam­men [uden at være ramt af et “fly”], bli­ver omhyg­ge­ligt fejet ind under gulv­tæp­pet for at give plads for den offi­ci­el­le for­kla­ring: at byg­nin­gen styr­te­de sam­men, for­di den var ble­vet antændt af bræn­den­de ned­fald fra de andre tår­ne. – Det­te kan vir­ke­lig kun tages for gode varer af folk, som har efter­ladt deres for­stand i gar­dero­ben.) Imid­ler­tid fin­des der hund­re­der af inter­net­si­der, som beskri­ver den offi­ci­el­le ver­sions lod­ret­te umu­lig­hed. Hær­ska­rer af arki­tek­ter, inge­ni­ø­rer og pilo­ter bevid­ner, at det ikke kan være gået til, som det påstås; fysi­ke­re og kemi­ke­re hen­vi­ser til, at tår­ne­ne ikke kan være styr­tet sam­men ved at bli­ve ramt af fly­e­ne, men må være sprængt i luf­ten. Men medi­er­ne lyver frækt vide­re. Det er jo da ende­ligt også deres opga­ve.

Uforskam­met­he­der­nes høj­de­punkt blev den angi­ve­li­ge lik­vi­de­ring af Osama bin Laden i begyn­del­sen af maj 2011, som blev for­fulgt af Bara­ck Oba­ma og Hil­lary Clin­ton “live” på skær­men (med hil­sen fra Hol­lywood!). Liget af jord­klo­dens mest efter­søg­te mand blev så ikke engang fore­vist offent­lig­he­den, men blev “efter isla­misk skik” (!) kastet i havet. For­modent­lig skul­le den­ne gro­te­ske løgn ikke bare for­bed­re præ­si­dent Oba­mas popu­la­ri­tet, men også efter­prø­ve, hvor langt man er kom­met med idi­o­ti­se­rin­gen af de vest­li­ge, især det ame­ri­kan­ske, sam­fund. Vil­le der mel­de sig mærk­ba­re mod­si­gel­ser i offent­lig­he­den? Der meld­te sig intet.

Det er en trist kends­ger­ning, at de fle­ste men­ne­sker ikke kan tæn­ke selv­stæn­digt, eller sna­re­re ikke vil tæn­ke selv­stæn­digt. De fore­træk­ker at sto­le på auto­ri­te­ter. Under et hvil­ket som helst poli­tisk system, hvad enten det er monar­ki, fascis­me, kom­mu­nis­me eller demo­kra­ti, står befolk­nin­gens sto­re fler­tal bag her­sker­ne, så læn­ge de sid­der fast i sad­len. Hvis syste­met vak­ler, går en hur­tigt vok­sen­de del af befolk­nin­gen over til oppo­si­tio­nen. En sådan situ­a­tion er der ikke i dag i “den frie ver­den”, men den kan som føl­ge af krig eller erhvervs­mæs­sigt kol­laps opstå næsten fra den ene dag til den anden.

Den vest­li­ge ver­dens fol­keslag kan ikke leve under det zio­ni­stisk kon­trol­le­re­de glo­ba­li­sti­ske system. Det dræ­ber deres sjæ­le og deres kul­tur; det til­stræ­ber deres bio­lo­gi­ske uds­let­tel­se. Med stem­me­sed­len lader intet sig ændre; væb­net mod­stand vil­le under de nuvæ­ren­de betin­gel­ser være selv­mord. Det ene­ste, vi kan gøre, er at udvi­de kred­sen af de viden­de, idet vi lader oplys­nin­ger til­fly­de det min­dre­tal, som kan og vil tæn­ke selv og som bli­ver under­trykt af de her­sken­de og deres medi­er. Tak­ket være inter­net­tet er det­te i dag muligt.

Det fryg­te­li­ge er, at den som søger sand­he­den risi­ke­rer at fin­de den”, lyder et fransk ord­s­prog. For den, som søger sand­he­den om ver­dens nuvæ­ren­de til­stand og vil vide, hvor­dan det er kom­met der­til, at ver­den befin­der sig i den­ne til­stand, kan læs­ning af Doug­las Reeds Kon­tro­ver­sen om Zion på det var­me­ste anbe­fa­les.

— Jür­gen Graf, 8. august 2011

Kil­de: Dron­ten

[Redak­tio­nel kom­men­tar:


Doug­las Reed.
Ene­ste portræt af ham på Inter­net­tet.

 

Doug­las Reed (f. 1895, d. 1976) blev gjort til en ikke-per­son, da han begynd­te at skri­ve om pro­ble­met med jøder­ne. I 1956, da han var fær­dig med det afslut­ten­de kapi­tel “Kul­mi­na­tio­nen” i Kon­tro­ver­sen om Zion og for­søg­te at udgi­ve bogen, blev han totalt ude­luk­ket fra for­lag og bog­hand­ler, og hans tid­li­ge­re bøger blev fjer­net. Der­for er det i dag umu­ligt at opdri­ve andre bil­le­der af ham på Inter­net­tet end det viste, som er knyt­tet til den langt sene­re udgi­vel­se af bogen. Det sam­me gør sig gæl­den­de for man­ge andre aner­kend­te per­son­lig­he­der, her­un­der den­ne arti­kels for­fat­ter, Jür­gen Graf, der har talt og skre­vet imod jøder­nes agen­da. Det giver et fin­ger­peg om, hvem der over­vå­ger og redi­ge­rer infor­ma­tio­ner­ne på Inter­net­tet – og til syven­de og sidst – hvem der kon­trol­le­rer “hoved­af­bry­de­ren” til det­te eldora­do af til­lad­te infor­ma­tio­ner, ind­til vide­re iblan­det uvel­kom­ne indslag som fra O-D-I- N.]

Noter

 

1

http://​en​.wikipe​dia​.org/​w​i​k​i​/​D​o​u​g​l​a​s​_​R​eed

2

http://​de​.wikipe​dia​.org/​w​i​k​i​/​A​m​a​l​e​k​i​ter

3

Dr. Wil­li­am Pier­ce, “Tal­m­u­dic Judaism”. http://​www​.youtu​be​.com/​w​a​t​c​h​?​v​=​2​R​t​a​i​M​R​Y​PE8

4

I. Sha­hak und N. Mezvin­sky, Jewish Fun­da­men­ta­lism in Israel. Plu­to Press, Lon­don 1999, s. 101.

5

Sam­me, s. 100.

6

Was­hin­g­ton Report of Mid­dle East Affairs, marts 1999, s. 84, 85.

7

http://​de​.wikipe​dia​.org/​w​i​k​i​/​B​a​r​u​c​h​_​G​o​l​d​s​t​ein

8

Frank­fur­ter All­ge­me­i­ne Zei­tung, 11. marts 1994.

9

Ha’aretz, 20. okto­ber 2010.

10

Der Spie­gel, nr. 18/1992.

11

Nahum Gold­mann, Das jüdi­s­che Para­dox, Ham­burg 1978, s. 171.

12

Baby­lo­ni­an Tal­m­ud, Git­tin 56b-57a (nach der Son­ci­no-Aus­ga­be von 1935), cite­ret efter http://​en​.wikipe​dia​.org/​w​i​k​i​/​J​e​s​u​s​_​i​n​_​t​h​e​_​T​a​l​mud

13

Israel Sha­hak. Jüdi­s­che Ges­chi­ch­te, Jüdi­s­che Reli­gion. Der Ein­fluss von 3000 Jahren, Melzer Ver­lag, Neu-Isen­burg 2009.

14

Cecil Roth, A History of the Jews in England, The Cla­ren­don Press, Oxford 1978, cite­ret efter David Duke, Jewish Supre­ma­cism, Free Spe­ech Press, Man­de­vil­le 2003, s. 166. (også Duke, Jødisk racis­me, 2012, s. 176).

15

A. A. Neu­mann, The Jews in Spain, Octa­gon Books, New York 1969, cite­ret efter David Duke, , s. 166. (også Duke, Jødisk racis­me, 2012, s. 176).

16

B. Pul­lan, The Jews of Euro­pe and the Inqui­si­tion of Veni­ce, 1550–1670, Basil Bla­ck­well, Lon­don 1983, cite­ret efter David Duke, Jewish Supre­ma­cism, 2003, s. 167. (også Duke, Jødisk racis­me, 2012, s. 177).

17

Samu­el Mauri­ce, You Gen­ti­les, 1924, ziti­ert nach Doug­las Reed, Der Streit um Zion, Kapi­tel 3.

18

Die Welt, 2. febru­ar 2008.

19

Les temps moder­nes, Paris, decem­ber 1993, s. 133.

20

New York Times, 10. maj 2006.

21

http://​jewis​hcur​rents​.org/​m​a​r​c​h​-​3​0​-​j​e​w​i​s​h​-​d​o​c​t​o​r​s​-​1​352

22

http://​www​.david​duke​.com/​g​e​n​e​r​a​l​/​t​h​e​-​a​b​o​r​t​i​o​n​-​i​n​d​u​s​t​r​y​-​i​s​-​l​e​d​-​b​y​-​e​x​t​r​e​m​i​s​t​-​j​e​w​s​_​3​6​1​8​.​h​tml

23

http://​www​.abouta​bor​tions​.com/

24

http://​ro​.wikipe​dia​.org/​w​i​k​i​/​P​e​t​r​e​_​R​o​man

25

TAZ, 12. Juni 2001.

26

http://​de​.wikipe​dia​.org/​w​i​k​i​/​M​a​g​n​u​s​_​H​i​r​s​c​h​f​eld

27

http://​iamt​hewit​ness​.com/​d​o​c​/​Z​i​o​n​i​s​t​s​.​s​p​r​e​a​d​i​n​g​.​s​i​n​.​a​n​d​.​s​i​c​k​n​e​s​s​.​t​h​r​o​u​g​h​.​A​m​e​r​i​c​a​.​l​i​k​e​.​a​.​w​i​l​d​f​i​r​e​.​htm

28

Kevin Mac­Do­nald, The Cul­tu­re of Cri­tique, 1stBooks, Long Beach 2002, Kapi­tel 7, “Jewish Involv­ment in Sha­ping U.S. Immi­gra­tion Poli­cy”.

29

David Duke, Jødisk racis­me, kapi­tel 13, “Den jødisk lede­de frem­me­din­va­sion”.

30

http://​www​.euti​mes​.net/​t​a​g​/​b​a​r​b​a​r​a​-​l​e​r​n​e​r​-​s​p​e​c​t​re/

31

Marin Pre­da, Delirul, Car­tea Româ­ne­a­scã, Buka­rest 1975, S. 311.

32

http://​mon​dowei​ss​.net/​2​0​1​1​/​0​7​/​b​r​e​i​v​i​k​-​m​a​n​i​f​e​s​t​o​-​o​u​t​l​i​n​e​s​-​v​i​r​u​l​e​n​t​-​r​i​g​h​t​-​w​i​n​g​-​i​d​e​o​l​o​g​y​-​t​h​a​t​-​f​u​e​l​e​d​-​t​h​e​-​m​a​s​s​a​c​r​e​.​h​tml. und http://​www​.livel​e​ak​.com/​v​i​e​w​?​i​=​8​9​a​_​1​3​1​1​4​4​4​384.

33

Angå­en­de den jødi­ske medi­e­magt i USA se David Duke, Jødisk racis­me, Kapi­tel 5, “Jødisk over­her­re­døm­me i medi­er­ne”.

34

http://​www​.aipac​.org/

35

http://​de​.wikipe​dia​.org/​w​i​k​i​/​A​m​e​r​i​c​a​n​-​I​s​r​a​e​l​_​P​u​b​l​i​c​_​A​f​f​a​i​r​s​_​C​o​m​m​i​t​tee

36

http://​isra​el​in​si​der​.net/​f​o​r​u​m​/​t​o​p​i​c​s​/​m​o​s​h​e​-​f​e​i​g​l​i​n​-​t​h​e​-​j​e​w​s​-​w​h​o​-​got

37

US Natio­nal Archi­ves (1919), “Record Group 120, Record of the Ame­ri­can Expe­di­tio­nary For­ces, June 9”, cite­ret efter David Duke, Jewish Supre­ma­cism, 2003, s. 44.(også Duke, Jødisk racis­me, 2012, s. 54).

38

Jewish Chro­ni­c­le, 26. juli 1991.

39

Ale­xan­der Solzhe­nit­syn, The Gulag Archipela­go, Har­vill Press, Lon­don 1974, s. 79.