Hvornår er man dansk?

Redaktionelt

O-D-I-N.org komm. Den Korte Avis, 23. april 2014.

 

En utrolig provokation fra Marie Krarup giver os anledning til at svare på spørgsmålet: Hvornår er man dansk?
[For at undgå forveksling benytter vi konsekvent termen “dansker” for at betegne en etnisk dansk person. Jøderne i Danmark kalder sig “danske jøder”, men nødigt “danskere”. Så vi bruger deres egen sondring.]
Læs i vores definitioner, hvad vi mener det kræver at kunne kalde sig dansker.


Marie Krarup (højre ansigtshalvdel pr. 2014). Foto: Internettet

 

Forestiller man sig, at papiret i Danmarks Riges Grundlov langsomt ændrede farve i takt med den gennemsnitlige hudfarve for den øjeblikkelige population i Danmark, ville teksten, hvis vi tillod multietnicitet i Danmark, allerede inden for dette århundrede blive umulig at læse. Betydningen ville gå tabt.
På samme måde vil det gå med vores muligheder for at identificere os selv som en særlig nordisk type, hvis vi konstant blandes med mennesker med sort eller mørk hudfarve. Det er vigtigt, at vi som hvide europæere hævder vores races fremragende egenskaber – og det er vigtigt, at vi beskytter og bevarer disse egenskaber som en del af Jordens mangfoldighed. Derfor skal sorte mennesker udvikle sig i områder, hvor de hører hjemme, fjernøstlige mennesker, indere og pakistanere tilsvarende – og jøder må forsøge at finde et fælles ståsted med befolkningerne i Mellemøsten eller slå sig ned i Kaukasus, hvor de kommer fra – eller endnu bedre i Stillehavet, hvor grænserne ligger faste. Først når den jødiske besættelse af vores lande er bragt til ophør, vil danskerne og Nordens øvrige befolkninger have genvundet den tabte nationale frihed.

Den Korte Avis

Marie Krarup, 23. april 2014

 

Hvornår er man dansk?

Jeg plejer at svare, at det er man, når man føler sig dansk, og når man har et dansk pas. Men efter mødet med en gymnasieklasse fra et ghetto-område vil jeg tilføje: “og holder af Danmark og danskerne”.
Gymnasieklassen var en broget forsamling med flertal af 2. generationsindvandrere. Der var mange piger med tørklæde, og der var en del af de unge, der talte med tydelig accent. De blev meget glade over, at jeg sagde, at jeg meget gerne ville være med til at inkludere dem i Danmark, og jeg selv blev meget glad, da jeg forstod på nogle af dem, at de gerne ville være danske. Det kunne jo ikke være bedre.

Andre krav til danskhed

Men idyllen blev brudt, da det blev klart, at de lagde noget andet i det at være dansk, end jeg gør. Jeg forklarede dem, at det normalt ikke kan ses på folk, om de er danske, fordi det først og fremmest er en følelse at være dansk. Sådan noget som hudfarve er for eksempel helt underordnet. (…)

[Det er os, der har fremhævet sidste sætning.]

Fortsættelsen kan læses på: Den Korte Avis

Redaktionel kommentar

“Sådan noget som hudfarve er for eksempel helt underordnet.”

Det var efter denne påstand fra Marie Krarup, at det svimlede for os. Kom den udtalelse virkelig fra et medlem af Dansk Folkeparti? Hvad i alverden tænker du på, Marie Krarup? Er der nogen særlig grund til, at du kaster vores nordiske egenart i grams på en så skammelig måde. Hvorfor lefler du for indvandrerne? Får du ikke politisk opmærksomhed nok? Eller kan du score billige vælgere ved at sælge ud af arvegodset?
Vi bringer – for at du bedre skal forstå, hvad vi mener – et billede af dig, hvor din venstre side viser, hvordan dine efterkommere i Danmark vil se ud om fx hundrede år, hvis generel multietnicitet i Danmark tillades. – Men skulle det (i modsætning til, hvad du skriver) alligevel ikke være din mening at blande alle danskere i én stor smeltedigel med alle mulige andre racer, så advokerer du jo reelt for et Danmark med etniske enklaver (byer med ghettoer), som vi ser det i England og USA. Hvad er det, du vil? Er din holdning til hudfarve – en sammenblanding af alle racer – virkelig i harmoni med partilinjen i Dansk Folkeparti?

Hvad er det for et forsvar, du fører for Danmark?