Hvordan ser din virkelighed ud?

Redaktionelt

O-D-I-N.org, skrivende medlem, 18. februar 2015.

 

Har du tænkt nærmere over, hvad grundlaget er for din opfattelse af verden?

Hvem har opdraget dig? Hvem har undervist dig? Hvilke bøger har du læst? Hvilke rejser har du foretaget? Hvordan bringes omverdenen ind i din bevidsthed?

Tænk over det!

Hvad ved du egentlig med sikkerhed?

Og hvor meget af det, du tager for givet, tror du er virkeligt?

 


Denne “knogle” af en dinosaur blev angiveligt fundet af en farmer i Argentina i 2014 … (Jeg har sat anførselstegn, fordi knoglen i virkeligheden er “mineraliseret ben”, som forsteninger undtagelsesvis kaldes; mens de alt overvejende omtales som “knogler” (bones)). Denne dinosaur menes at have haft en vægt på 77 tons; det er med en gennemsnitlig fordeling lidt over 19 tons pr. ben. Foto: Internettet

 

Gud, dinosaurerne og månevandringen

Er Gud virkelig? For en del mennesker er den kristne gud en realitet. For andre er Allah eller Jahve (Jehova) ret nærværende. De tilsvarende religionskyndige, kristne, islamiske og jødiske, er i øvrigt (på afstand af hinanden) enige om, at der kun findes én gud. Men langtfra alle kristne og slet ikke muslimer og jøder mener, at Gud, Allah eller Jahve er én og samme kapacitet, der har som mål at favne alle mennesker. Nej den kristne gud er for de kristne, Allah er for muslimer og Jahve er udelukkende for jøder, vil de fleste sige.
Min påstand er, at guder kun bliver tilstedeværende på grundlag af afbildning, gentagelse og tro, men denne tro, hvor overbevisende den end måtte føles, er ikke baseret på kendsgerninger, i det mindste ikke så vidt de fleste ved. For de fleste mennesker eksisterer hverken Gud, Allah eller Jahve som realiteter i en rationel verden. Men som idegrundlag gør de forskellige troslærdomme sig absolut gældende i dannelsen af de tilsvarende kulturer. Disse troslærdomme er til gengæld hundrede procent menneskeskabte.

Eksisterede der dinosaurer på Jorden for 245–65 millioner år siden? Hvorfor er de her ikke mere (eller hvorfor kun i skikkelse af fugle)? Hvordan kender noget menneske udseendet af alle disse øgler så præcist, at Steven Spielberg kunne lave filmen Jurassic Park I allerede i 1993? Den højeste dinosaur i “Jurassic Park” er ca. 20 meter høj, en planteædende såkaldt Brachiosaurus, der bliver oplyst at veje 30 tons. Siden er der kommet flere til. Den hidtil største “virkelige” dinosaur blev ifølge billedet ovenfor fundet i Argentina i 2014. Den menes at have være 20 meter høj, 40 meter lang og skønnes at have vejet 77 tons. Den kaldes allerede “Argentinosaurus huinculensis” og skulle være i slægt med “Titanosaurus” i en række af planteædere. Heldigvis er alle de kendte udgaver af dinosaurer bevaret i særlige museer, på film og som børnelegetøj, og dermed behøver vores børn og børnebørn ikke at komme i tvivl om, hvordan disse dyr virkeligt så ud for mange millioner år siden, og om de i virkeligheden var så diverse, som de fremstilles alle steder i dag.

Gik Neil Armstrong på månen i 1969? I så fald var det en enestående bedrift for mennesket. Forestil dig, at et forholdsvis lille fartøj med tre astronauter blev sendt ud i rummet fra Jorden. Efter tre–fire døgn og en rejse på mere end 384.000 km ramte det Månens bane om Jorden, så præcist i den rigtige afstand, vinkel og hastighed, at det blev indfanget af Månens tyngdefelt og gik i kredsløb. To af astronauterne slusede sig ind i det tilkoblede landingsmodul, der var udstyret med selvstændig løftemotor (Månens tyngdekraft er cirka en sjettedel af Jordens). Landingsmodulet blev frigjort fra kontrolmodulet og kort efter landet lodret på Månen. En af astronauterne steg som det første menneske ned på Månen og udtalte under udstigningen en højtidelig kommentar, der blev sendt i alle jordiske medier. Derefter steg den anden astronaut ned på Jordens satellit, hvor begge hoppede lidt omkring, tog prøver og plantede et amerikansk flag. Efter et lille døgns tid var de klar til at forlade Månen igen, og processen blev gentaget i modsat orden. Astronauterne affyrede den øverste del af landingsmodulet (dvs. uden landingsstel) og bragte sig igen i kredsløb om Månen, præcis i den rigtige højde. Landingsmodulet blev manøvreret tæt ind til kontrolmodulet og koblet sammen med det. Trykforskellen blev udlignet, og de to månevandrere svævede tilbage ind i modersektionen. De tre astronauter indledte derefter rejsen tilbage mod Jorden, og som bekendt sluttede den med Apollo 11-kapslens vellykkede landing i Stillehavet. Den sidste komplicerede navigation ned mod Månen, kontrollen af raketmotoren i bunden af landingsmodulet og et antal reaktionsdyser til vandret stabilisering, ja hele systemovervågningen i et komplekst rumfartøj under landing på et fjernt himmellegeme, blev efter oplysningerne udført på grundlag af regnekraften som vi kender den fra en ældre pc (32 Kb).
“… et kæmpeskridt for menneskeheden.”, som Neil Armstrong bl.a. udtalte.

Virkeligheden

Virkeligheden for os alle er, at vi ikke med sikkerhed ved, om nogle af disse fænomener er virkelige. Hvad ved vi konkret om nogen gud, hvis vi adskiller guden fra religionen? Hvad ved vi konkret om dinosaurerne? I det sidste tilfælde ved en del mennesker endnu med sikkerhed, om Neil Armstrong gik på Månen i 1969, men hovedparten af os ved det ikke.
Spørgsmålet er, om vi, der lægger vægt på sandheden, nogen sinde vil kunne overbevises, for tilsyneladende har ingen anstrengt sig ekstraordinært for at præsentere os for konkrete beviser. Det synes at være tilstrækkeligt for verdens gang, at vi tror på det, der lægges frem for os, teksterne og billederne. Vi er i mange forhold lige så utilstrækkeligt informeret som dem, der forventes at tro på en bestemt Gud på grundlag af ikoner og hellige skrifter.

Hvad er dine muligheder for at vide, om noget er virkeligt?

Du ved nogenlunde sikkert, hvad der foregår i din umiddelbare nærhed, den del af virkeligheden, du kan se og høre eventuelt føle på. Du kender dit hus eller din lejlighed, din familie, vejen til og fra arbejde, dele af din arbejdsplads, dine fritidsvenner, sportsklubben, vejen til sommerhuset, de nærmeste omgivelser i sommerlandet og én eller to gange om året modtager du indtryk fra den nærmeste omegn af et mere eksotisk feriested som Tenerife, Thailand e.l.

Bortset fra disse direkte synlige og følelige omgivelser har hovedparten af danskerne ingen sikker viden om den verden, de lever i. Det har svenskerne, amerikanerne, tyskerne, franskmændene, russerne m.m.fl. heller ikke. – Hvad siger du? … Nej, jeg har bestemt ikke glemt, at du som et personligt krav om at være orienteret er forbundet med hele den øvrige jordklode via Tv-vinduet og den indbyggede radio i din sofastue.

Men nu til det afgørende spørgsmål: Hvordan mener du selv, at fordelingen er mellem den del af verden, du kan tage og føle på med jævne mellemrum, og den del, du kun kan opleve via radio og Tv (evt. øvrige medier)?

Faktisk kommer jeg din sikre viden i møde, ved at fortælle dig, at forholdet er 1:99.
Med andre ord: 99 procent af din viden er baseret på medier. Husk lige på det.

Nej, siger du … du læser også bøger og magasiner! – politiske tidsskrifter og videnskabelige udgivelser om emner, der har din interesse.
Nu imponerer du mig, men jeg vil alligevel tillade mig at rubricere også den del af din viden under: “medie-viden”.

Så hvad ved du med sikkerhed? Du ved pr. 2015 med sikkerhed, hvad du kan se, høre, smage, lugte og røre ved, og det er faktisk en forsvindende brøkdel af de mulige indtryk fra planeten Jorden.

Hvor tæt har du nogensinde været på Gud; hvor tæt har du været på dinosaurerne og på månelandingen? Ikke specielt tæt, langtfra så tæt, at du kunne se, høre, lugte, smage eller føle dem, vel? – Så de tre emner falder beklageligvis under de 99% af usikker viden, som former hovedparten af din virkelighed.

Hvis du var en stenaldermand i Danmark for 10.000 år siden ville nutidens “medie-viden” svare til stenaldermandens “ikke-viden”, nemlig hans totale ukendskab til den del af verden, der lå uden for hans sansningers rækkevidde.

Eller omvendt: andelen af sikker viden hos dig i 2015 svarer ret præcist til andelen af sikker viden hos stenaldermanden for 10.000 år siden. I modsætning til ham er du i stand til at regne med tal (i det mindste, når du udstyres med en regnemaskine) og du kan ernære dig og din familie ved at spekulere i valutaer (i det mindste, når du har din laptop og er koblet til Internettet), det kunne han naturligvis ikke. Til gengæld var han god til at jage og overleve, og din 10.000 år ældre viden, ville være værdiløs i hans verden.

Hvad kender jeg til det? spørger du.

Tilstrækkeligt til at afsløre for dig, at i takt med, at informationsmængden stiger (og det kan diskuteres, hvor megen information, vi har brug for), bliver hovedparten af den forøgede informationsmængde formet af andre mennesker. Dem der har taget kontrol med de 99%, der kommer fra storskærmen og radioen m.fl. medier og strømmer dig i møde i sofahjørnet. Det er voldsomt, og du kan vælge at overgive dig betingelsesløst eller begynde at forholde dig kritisk.

Falsificering er et positivt og nødvendigt princip

Det er blevet en anerkendt fremgangsmåde i vores del af verden, at videnskabelige teser (arbejdsteorier), der hævdes at repræsentere en nyopdagelse, udsættes for kvalificeret kritik: falsificering. Man kan fx falsificere ved at forklare, hvordan et forskningsresultat kunne have alternative årsager, at et opnået standpunkt ikke entydigt er forklaret gennem tesen, at der kunne være tale om et falsk princip. Dernæst er det meningen, at tesens fremlægger skal ændre den, indtil den entydigt og overbevisende (gennem beviser) beskriver det nye. Falsificeringen efterlader mange påstande uforklarede, og dermed bliver de aldrig ophøjet til nyopdagelser og vinder ikke anerkendelse i kritiske fora.

Det er imidlertid sådan, at påstande om eksistensen af guder, dinosaurer, månelandinger og meget, meget andet unddrager sig denne lutring frem mod sandheden. Det bliver mere og mere almindeligt, at påstande opnår en status af virkelighed gennem ustandselige og ensidige gentagelser.

Uden at vide om jeg dermed gør nogen uret, er her et par eksempler på, hvordan falsificeringen kunne fungere:
Påstand: Gud eksisterer.
Falsificering: Definér Gud og fremlæg et minimum af beviser. (Sagen verserer … !)


Sammenligninger mellem størrelse og vægt. Nu er der kommet en ny øgle til på toppen af skemaet. Den skønnes at have vejet 77.000 kg. Ill. Internettet.

 

Påstand: Dinosaurer eksisterede i stor diversitet på Jorden for 245–65 millioner år siden.
Falsificering: Fremlæg detaljeret dokumentation for de varianter, der påstås at være fundet. Tilsyneladende er der kun fundet aftryk og forsteninger i klippemasse. Hvordan forklares tilstedeværelsen i diverse naturhistoriske udstillinger af utallige komplette skeletter bestående af et knoglelignende materiale? Foreligger der dokumentation for alle disse komplette dyrs udseende på grundlag af forsteningerne? Er der fundet DNA-materiale fra dyrene? Dokumenter videnskabeligt, hvordan forsteningerne overføres til designet af de færdige dyr, som vi ser dem i Jurassic Park-filmene I-III og på alverdens oplevelsescentre.


“Titanosaurus” er et imponerende vartegn for et naturhistorisk oplevelsescenter. Men nu er titanen kun den næststørste. Ill. Internettet

 

Påstand: Mennesket gik på Månen i 1969.
Falsificering: Et tilsvarende indtryk af en månelanding kunne været opnået ved, at astronauterne i Apollo 11 blev sendt i kredsløb om Jorden og opholdt sig der i nogle døgn, indtil de fik besked på at stige ned gennem atmosfæren, lande i Stillehavet og foregive at være returneret fra Månen. Forinden havde de gennemspillet en drejebog, som lod verdens Tv-seere tro, at de var på vej mellem Jorden og Månen. Optagelser fra “Månen” var forberedt i store studier på Jorden og blev vist igen og igen. Alt blev sendt forskudt, så fejl kunne opsnappes. At gengive vægtløshed er intet problem for Hollywood. “Månebilleder” er blevet forbedret og nye hævdes at være blevet produceret helt op til midten af 90’erne, hvor det blev muligt at digitalisere det analoge billedmateriale fra 60’erne.


Se denne dokumentarfilm fra BBC, 2013, The Moon Landing Hoax. Den fortjener at blive set som helhed. Og denne film fra 2010, What Happened On the Moon?, behandler andre interessante detaljer om problemerne med at rejse til Månen og vende helskindet tilbage.

Her er et forslag til, hvordan månelandingen kunne forfalskes i samarbejde med Stanley Kubrik, hvis det af tekniske grunde ikke var muligt at levere virkelige billeder fra Månen.
Teksten i videoen er engelsk, så læs evt. forinden oversættelsen her (jeg citerer):

 

“Da Stanley Kubrik producerede filmen “2001: A Space Odyssey” (udgivet i 1968, et år før den første mand på Månen), brugte han en speciel teknik, frontprojektion.
Frontprojektion er i praksis et filmisk arrangement, der gør det muligt at projicere scener op bag aktørerne, så de synes at bevæge sig i disse scener.
En projektor, der leverer baggrundsscenen, placeres i en vinkel på 90° i forhold til kameraet. Et halvtransparent spejl, der placeres skråtstillet (45°) i skæringen mellem
kameraets akse og projektorens akse, gør det muligt at se projektionen fra kameraet.
Bag den fysiske scene med aktørerne findes en speciel baggrundsskærm, der kaldes en “scotchlite-skærm” (udviklet af 3M). Den er ekstremt reflekterende og gør det muligt at gengive projektionen i fremragende kvalitet. Denne særlige skærm er opbygget af hundrede tusinder af småbitte glasflader, hver ca. en halv millimeter i diameter. Disse flader er stærkt reflekterende og giver scotchlite-skærmen en meget kraftig tilbagekastende effekt. For at kunne skabe ørkenbaggrunden i scenen med aberne, sendte Kubrik et team af fotografer til Spanien for at optage 8 x 10″ Ektachrome dias (diapositiver, “lysbilleder”). Disse diapositiver blev senere frontprojiceret op på en stor scotchlite-skærm. Aktørerne i abekostumer stod foran skærmen og agerede efter manuskriptet. På de næste billeder vises (animeret) grænsen mellem scenen, der danner forgrunden, og den baggrund, der reflekteres fra scotchlite-skærmen.

For at simulere månelandingen brugte Kubrik den samme frontprojektionsteknik. Månelandingsmodulet og aktørerne (der næppe var de velkendte astronauter) blev placeret på forgrundsscenen, og bag dem blev forskellige månelandskaber projiceret op på scotchlite-skærmen. De næste billeder viser overgangen mellem forgrunden og den projicerede baggrund. På Apollo 15-billedet ser vi tydeligt, hvor grænsen går mellem forgrunds- og baggrundsscenen. Der er et tydeligt spring i måneoverfladens forløb, som om forgrunden er højere end baggrunden [det er nok nødvendigt at planlægge en højere beliggende forgrund med denne teknik for at undgå for umotiverede overgange]. Et par billeder viser en astronaut, der hilser foran Apollo 15. Forgrunden indeholder astronauten, flaget og landingsmodulet, mens scotchlite-skærmen viser en månebakke, der er projiceret op på den af den transversale projektor (overgangen mellem forgrund og baggrund er tegnet ind). Et lignende billede forestiller Apollo 16 (med måne-jeep) i forgrunden og en månebakke projiceret op på baggrundsskærmen. Et billede viser hjulspor og måne-jeep fra Apollo 17 missionen i forgrunden og en passende månebakke i baggrunden. I billedet af måne-jeepen alene er et helt månelandskab projiceret op på scotchlite-skærmen. Resten af billederne viser eksempler på denne opdeling af forgrund og baggrund. [Det fremmer indtrykket af perspektiv, at forgrunden er skarp og baggrunden som oftest uskarp eller mindre veldefineret.] Frontprojektionsteknikken gjorde det muligt at fotografere still-billeder og filmsekvenser, som om astronauterne bevægede sig i Månens landskaber, selv om de faktisk befandt sig i et studie.”

Jeg understreger, at med dette eksempel på falsificering tager jeg hverken stilling for eller imod månelandingen i 1969 eller mulige bemandede månelandinger senere. Men jeg er undersøgende skeptisk, det er sikkert.
Jeg mener dog, at det tyder på et fattigt bevismateriale, når BBC modtager færre end 20 forskellige optagelser efter at have bedt NASA om alle still-billeder, der viser astronauter på månen. Det er de paradebilleder, vi alle har set om og om igen; efter NASA’s oplysninger optaget med et let modificeret Hasselblad 500EL-kamera med Zeiss-optik på analogt, særlig tyndt, dobbeltperforeret 70 mm Kodak-filmmateriale, enten farvefilm eller s/h film, i kassetter til 160 eller 200 optagelser. Alle de kendte farvebilleder må naturligvis være optaget i Månens dagperiode (29½ jorddag), hvor temperaturen på underlaget kan blive 123 °C. Det er vigtigt at forstå, at selv om Månens tyngdekraft er ca. 1/6 af Jordens, findes der ingen atmosfære af betydning på Jordens drabant, og da det er atmosfærens tæthed, der afgør graden af varmeafgivelse til “luften”, er varmeafledningen og trykket på Månens overflade i praksis nul. Det betyder, at Rummets vakuum stort set virker helt ned til Månens overflade. Dermed vil strålingen fra solen ikke blive spredt, men ramme alting usvækket, og varmeenergien fra denne stråling vil 100 procent blive akkumuleret i alt, hvad den rammer, ikke mindst i et kamera med metalhus, metalindfattet glasoptik og metalmagasin. Ifølge NASA fandtes der et kølesystem i astronauternes dragter, men ikke i kameraerne. Hasselbladkameraet sad stift monteret i vandret stilling i en holder på brystdelen af dragten. De fleste professionelle kameraer har en øvre anbefalet grænse på 60 °C for fejlfri funktion. Vi ved alle, hvor varm en bil kan blive på metalfladerne ved at stå i direkte sol på en vindstille dag; det gælder selv for en sølvfarvet bil. Metal er en fremragende varmeleder i direkte modsætning til et vakuum. Med solens usvækkede indstråling på Månens overflade kan temperaturen omkring filmmaterialet i denne veritable “solfanger”, som månekameraet må have været, sagtens have nået 130–150 °C, og ved den temperatur krystalliserer det nævnte filmmateriale og bliver ubrugeligt, ifølge Kodaks egne specifikationer.
Selve væske-temperaturen i en vakuum-solfanger her på Jorden kan blive op til 100 ºC , og det i et miljø, der overordnet er i stand til at afgive varme gennem afledning til omgivelserne. Det betyder, at materialerne omkring væsken opnår en væsentlig højere temperatur. “Maks. stilstandstemperatur: 184 ºC”, oplyses det i en af brochurerne (det er situationen, når der ingen afledning er af varme gennem tilførsel af køligere væske). Altså ved nul varmeafledning kan vi i dette system på Jorden opnå en temperatur på 184 ºC, selv om det kun udnytter den relativt svækkede solindstråling, der er reduceret ved spredning gennem Jordens atmosfære.
Bemærk, at det første billede i artiklen, jeg har linket til her: “The Apollo 11 Hasselblad Cameras” er et billede fra træningen i et øvelsesmiljø på Jorden. Men der mangler kun en månebaggrund med en sort himmel og korsmærkerne fra månekameraets referenceplade, så kan ingen se forskel. Bemærk også, at hjelmen ikke er forsynet med guldbelagt ydervisir. Formålet med det skulle have været at standse lettere stråling fra rummet. I de autoriserede månebilleder forhindrer belægningen os i at identificere astronauten. Men i et erkendt jordmiljø, er et sådant beskyttelsesfilter naturligvis overflødigt.

Jeg mener også, at præsident John F. Kennedys mål: at landsætte et menneske på Månen inden udgangen af 60’erne, var så kritisk vigtigt for USA, at det nærmest er utænkeligt, hvis de ansvarlige ikke havde sikret sig en “Plan B”, hvis denne afgørende mission endnu ikke kunne gennemføres eller evt. mislykkedes. Dette scenarium er grundlaget for filmen Capricorn One fra 1978. Det er derfor mere end sandsynligt, at der blev fremstillet en række studieoptagelser, som ville kunne overbevise de godtroende masser, men primært russerne, om, at månelandingen havde været en succes. Også i det specielle tilfælde, at missionen lykkedes, men de virkelige still-billeder af en eller anden grund gik tabt, ville man stadig have sikret sig “dokumentation”. Så måske er det studieoptagelser, verden har fået at kigge på, selv om missionen i øvrigt lykkedes. Ingen tvivl om, at den kun kunne gennemføres, som vi har fået fortalt, ved mellemkomsten af et mirakel. Til gengæld er der ingen tvivl om den desperate politiske situation satsede på miraklet, og at der blev spillet højt spil – meget højt – selv med fuld kontrol over medierne.
En anden diskussion, der brillerer ved usikre data, er denne: Hvor kraftigt påvirkes mennesker og materialer ved passage gennem Van Allen-bælterne? (elektromagnetisk ladede og strålings-emitterende bælter, der omgiver Jorden). Da de blev opdaget, mente Van Allen, at strålingen kunne være et hundredetals Røntgen pr. time. Senere, da den første månerejse nærmedes sig, renoncerede han på dette skøn. Et andet spørgsmål er, om traditionelt filmmateriale med en lysfølsom emulsion ville overleve denne stråling i løbet af to passager?

Det afgørende i denne sammenhæng er imidlertid, at menneskets erobring af Månen endnu i 2015 er en påstand, som ikke er bevist, og samtidig er det en kendsgerning, at med ganske få ressourcer kunne den have været bevist, hvis bare planlæggerne havde haft den fjerneste idé om, at nogen ville forsøge at drage menneskets første gang på månen i tvivl, og det var projektets planlæggere nærmest forpligtet til at have kunnet forestille sig. Dermed ville de have planlagt billeder fra rejsen til månen, som ikke kunne have været optaget andre steder.
Så hvorfor har vi ikke set den afgørende bevisførelse, der kunne have været planlagt i god tid og ville være så overbevisende og indiskutabel, at enhver måtte være overbevist?

Hvornår løftes bevisbyrden?

Efter disse foreløbige falsificeringer burde fremlæggeren af den enkelte påstand principielt tage til genmæle og fremlægge nødvendige beviser. Men det er aldrig sket.

Ingen har videnskabeligt forsøgt at bevise Guds eksistens; den kendte fremgangsmåde er at henvise til endnu flere uunderbyggede påstande (mirakler), som om mængden i sig selv skulle gøre påstanden mere rigtig. Enhver kan konstatere, at Gud ikke findes i den rationelle virkelighed. Derimod findes der absolut en klasse af bondefangere overalt, bl.a. i form af præsteskaber, der har kilet sig ind mellem guddommen og menneskene for at vide bedre.
Dermed udelukker jeg ikke en skabende kraft eller dens principper og lovmæssigheder, som i et vist omfang kan erkendes og måles af os mennesker. Men den skaberkraft kan vi ikke tillade os at forklare på anden måde end gennem videnskabelige undersøgelser og beviser. Naturen aftvinger os respekt, men den kræver ingen tilbedelse.

Muligvis har nogen ført videnskabelige beviser for, at der har eksisteret dinosaurer med et bestemt udseende, men disse beviser trænger sig ikke på. Ingen har fremlagt beviser for fundne skeletter, der kunne indeholde DNA. Ingen har dokumenteret, hvordan en dinosaurs komplette udseende må have været. Alle kan, hvis de ønsker det, konstatere, at 90 procent af det, der oplyses om dinosaurer, hviler på udokumenterede påstande. Men meget af dette drømmeri er i høj grad blevet virkeliggjort i billeder og kommercielle fremstød, film, figurer, legetøj, parker, “museer”. En betydelig bondefangerkult har igen haft frit spil via medierne.

NASA har aldrig fremlagt uigendrivelig dokumentation for, at mennesket landede på Månen i 1969 (tværtimod – kan jeg i 2015 hævde). Månelandingerne er stort set medieformidlede påstande, der kan være virkelige eller ikke. Den officielle holdning hos NASA er, at man ikke har tid til “konspirationsteoretikere”. Det siger en del om det videnskabelige standpunkt hos de ansvarlige amerikanske myndigheder.
I øvrigt erkendes det i dag i NASA, at man ikke længere råder over ekspertisen, der er nødvendig for en månelanding. Dermed slipper NASA for at gå i detaljer. Jeg ville helst tro, at det hele var dokumenteret og gemt, men måske var det ikke så interessant at arkivere det, der i virkeligheden var foregået? Der findes også bag påstanden om menneskets gang på Månen en hob af bondefangere, der ustandseligt producerer metervis af detaljerede rapporter, som skal give indtryk af virkelighed. De produceres naturligvis for Internettet og for øvrige medier.

Det hele handler om kontrol

Formålet med at påstå, at der findes en gud, typisk sammenkædet med læssevis af jordiske myter og regler, har fra begyndelsen været, at præsteskabet dermed opnåede kontrol med pøbelen. Det var tilmed en god forretning.

Formålet med at fremstille et univers af fantasidyr er at underholde den samme pøbel, en velkendt form for kontrol. Det er samtidig en gigantisk forretning for ejerne.

Formålet med at vise, at USA formåede at gennemføre en bemandet månelanding i 1969, og det gælder primært den første, Apollo 11, var at overbevise Sovjetunionen* om, at USA rådede over den nødvendige raketteknologi til at kunne besvare et massivt atomangreb. Da præsident John F. Kennedy den 25. maj 1961 satte nationen det mål at sende en mand til Månen og bringe ham sikkert tilbage inden udløbet af samme årti, var det amerikanske rumprogram måske mere end et år forsinket i forhold til det sovjetiske. Så hensigten var at afbalancere terrorbalancen og kontrollere befolkningen. Tvivler befolkningen først på styrets garantier, bliver tilstanden usikker og risikofyldt, og enhver magthaver vil af al magt forsøge at undgå den tilstand.

*) Opdatering juli 2015: Den opfattelse, at Sovjetunionen ikke skulle vide bedre, har gnavet i mit verdensbillede indtil for nylig. Noget stemte ikke, selv hvis man accepterede, at ruserne vidste, at Apollo 11 missionen til Månen næppe fandt sted, men tav til eget eller fælles bedste. Men hvorfor så kaste Amerika ud i et så ekstremt dyrt og risikabelt bedrageri. En forklaring kunne være, i det mindste indtil Kennedys død i 1963, at regeringen ikke ville lade præsidenten tabe ansigt, hvis målet ikke kunne nås. Det forklarede imidlertid ikke, at bestræbelserne fortsatte efter 1963. Men så læste jeg følgende på sitet http://apolloreality2.atspace.co.uk/ – og med min opfattelse af CIA og overbevisning om denne organisations primære formål, kan jeg helt tilslutte mig det her beskrevne motiv:

Nej, det blev ikke gjort for at narre russerne; tror nogen for alvor, at russerne ville være dumme nok til at falde for en konspiration som den? Sovjetunionen var længere fremme end USA på det rumteknologiske område dengang og er det formodentlig stadig i dag [2015]. De vidste allerede, da Kennedy holdt sin tale, at det ville være umuligt at gennemføre bemandede rumrejser til Månen og tilbage inden for den berammede tid. I øvrigt – dagen efter den falske Apollo 11 månelanding, blev NASA’s administrerende chef, Thomas Paine, hørt fortælle efterretningsofficer Bob Seaman, at Kineserne havde sagt, at USA havde forfalsket missionen ved at bruge reflekterede radiosignaler fra Månens overflade. Hvis kineserne (der ikke deltog i det rumtekniske kapløb i 1969) vidste, at landingen var et falskneri, tror du så ikke, at russerne ville vide det?
NASA blev ledet af CIA i et projekt, der havde til formål at forfalske en månelanding som propagandaredskab for USA’s regering. Apollo-farcen var en forlængelse af MKULTRA tankekontrol-forsøgene i 50’erne og 60’erne. Dette understreges yderligere ved, at programmet kom til at hedde “Project Apollo”. Alle CIA’s aktiviteter var navngivet med præfikset “Project …”.
Landingerne blev udelukkende forfalsket for at indgyde amerikanerne stolthed og overbevise den vestlige civilisation om, at USA var bedre i rummet end Sovjetunionen, selv om det modsatte var tilfælde på alle områder, der havde at gøre med rumteknologi. Det havde allerede medført, at vestlige medier totalt havde mistet troen på USA, og USA kunne ikke tåle at blive opfattet som en “svag medspiller” i en så afgørende periode af historien. Der var ikke noget rumkapløb som påstået af NASA, mens organisationen i øvrigt tog projektet: at forfalske en månelanding – for pålydende. Imens havde russerne ingen planer om at sende en mand til Månen, vel vidende, at et sådant forsøg ville støde på uoverkommelige hindringer.

I min tid i gymnasiet blev eleverne opfordret til at være kritiske og stille spørgsmål. Hvad bliver der af demokratiet, hvis kun et minimum af danskerne beskæftiger sig med det? Det vil få mindre og mindre betydning. Folkestyret vil blive erstattet af en loge, der forstår at omgå de parlamentariske spilleregler. Og det er, hvad vi har i dag – en autonom loge:
Demokratiet, dvs. parlamentet, mediedebatterne, valghandlingerne, de tilsyneladende betydende afstemninger i parlamentet – dette “demokrati” er en kulisse, som magthaverne vedligeholder for at kunne udøve deres magt inden for rammerne af noget, der ligner et demokrati. Det sande demokrati er en illusion. Når der forhandles på tværs af partiskel (dette fremholdes i medierne som “en af demokratiets fornemmeste opgaver”) er det i realiteten den eneste måde, hvorpå de på overfladen forskellige partier kan navigere sig frem til det resultat, som den sande magthaver har dikteret. Han har sine repræsentanter i alle partier således, at det overordnet er ligegyldigt, om du har stemt på parti A, B eller C. Hvis hans repræsentanter udgør mere end 50% i enhver besluttende forsamling, er hans magt uindskrænket.
I den aktuelle “røde” regering er hans repræsentanter til stede i et omfang på mindst 75 procent (3 ud af 4).

I dagens Danmark kan man let få indtryk af, at det at være nysgerrig og stille kritiske spørgsmål anses for kværulanteri. Under alle omstændigheder mødes et naturligt informationsbehov overvejende med en fjendtlig indstilling, specielt hvis spørgsmålene er kvalificerede og anfægter magtstrukturen.
Tendensen går mere og mere i retning af, at det er synd og skam at kritisere en velfungerende eller underholdende illusion, hengiv dig hellere til den, som du hengiver dig til en god film. Samtidig bliver det nemmere og nemmere at fremsætte utrolige påstande, for efterhånden bekymrer meget få sig om, hvor deres viden kommer fra, om den bygger på virkelighed eller fiktion.

På baggrund af forholdet 1:99 var det en overmåde forudseende strategi, da jøderne senest i 1700-tallet satte sig for, at de ville kontrollere alle kommunikationsstrømme og værdistrømme i fremtidens Europa og USA. En tidlig organisation til udvikling af denne kontrol var Illuminati-ordenen, en loge af “oplyste”, der blev afdækket i 1780’ernes selvstændige Bayern. Logens overhoved var søn af ortodokse jøder, og mange af dens medlemmer var efterhånden indflydelsesrige jøder i det øvrige Europa, også i Danmark. De fleste af logens ca. 2.000 medlemmer flygtede til USA. Mange af de beslaglagte dokumenter beskrev fremgangsmåder for skjult infiltration og magtudøvelse. Metodernes mål udtrykkes meget præcist i “Zions vises protokoller“, hvoraf et eksemplar blev opsnappet og indført til England i 1905 og et kapitel delvist oversat fra russisk i 1920.

Der verserer mange påstande om, at “protokollerne” blev konstrueret i den russiske zars efterretningstjeneste – og ikke er skrevet af hans politiske fjender, jøderne selv. Det altafgørende i det spørgsmål er imidlertid, at i den virkelige verden har jøderne præcist virkeliggjort protokollernes anvisninger og mål. Det gør de i dag på samme måde, som de har gjort det tidligere gennem historien, længe før nogen ikke-jøde kunne beskrive metoderne på russisk, og de blev afsløret for et vestligt publikum. Det oplagte bevis er, at Illuminati brugte dem, og den øvrige internationale jødiske sekt har i dens stræben mod New World Order til punkt og prikke brugt anvisningerne og fulgt de angivne målsætninger i løbet af det 20. og ind i det nuværende århundrede. Denne virksomhed foregik altså mindst et par hundrede år forud for 1905. Forskellen er, at i de to seneste århundreder er beviserne blevet dokumenterbare. Anvisningerne blev nøje fulgt af den jødiske verdensbevægelse under første og anden verdenskrig. (Hent e-bogen “Kontroversen om Zion” fra 1956 af den tidligere feterede engelske London Times-korrespondent Douglas Reed. Den danske oversættelse er gratis og kan læses som e-bog.)

I dag eksisterer Illuminati (også under forskellige andre betegnelser) stadig som en hemmelig loge af internationalister, fortrinsvis jøder, der har som ultimativt mål at styre verden ved at skaffe sig kontrol med al kommunikation og alle ressourcer.
Hvordan er det lykkedes? – Det er tæt på at være realiseret for USA’s og Europas vedkommende, hvor de har bemægtiget sig alle typer af pengehåndtering, de fleste banker, centralbankerne, kapitalfonderne, børserne, ejendomsfinansieringen m.fl. og naturligvis 90 procent af alle medier; og her taler jeg ikke blot om Tv- og radiostationer, men om samtlige mainstreamaviser, bogforlag, bladforlag, reklamebureauer, filmskoler, filmselskaber, m.v.
Samtidig infiltreres alle undervisningsanstalter, folkeskolen, gymnasiet og universiteterne, og når jøderne først kontrollerer en institution, ansættes primært jøder og enhver ikke-jødisk præstation nedtones eller forties. Almindelig konkurrence afskaffes, og jøderne fremhæver deres egne som genier.

Disse mennesker, denne loge, præger 99% af dit verdensbillede, og det kræver en næsten overmenneskelig indsats at undersøge, hvor meget af denne informationsstrøm, der repræsenterer virkeligheden. Min påstand er, at det er meget lidt, og jeg bygger påstanden på alle de underholdende (passiviserende) “illusioner”, der er beskrevet tidligere i denne artikel og andre steder på o-d-i-n.org.

Et velment råd til dig er: vågn op og undersøg, hvad der hældes ind ad vinduet i Tv-stuen. Forsøg at finde ud af, hvad der er virkelighed, og hvad der er løgn.

Du er allerede godt på vej, hvis du nåede hertil i denne artikel. Så er der håb.

Slut dig til os i O-D-I-N hvis du vil være med til at udvide kredsen af bevidste danskere. Som organisation har vi mulighed for at ændre virkeligheden for os selv og vores vildledte landsmænd i højere grad, end vi kan hver for sig.