Hvordan ser din virkelighed ud?

Redaktionelt

O​-​D​-​I​-​N​.org, skrivende medlem, 18. februar 2015.

 

Har du tænkt nær­me­re over, hvad grund­la­get er for din opfat­tel­se af ver­den?

Hvem har opdra­get dig? Hvem har under­vist dig? Hvil­ke bøger har du læst? Hvil­ke rej­ser har du fore­ta­get? Hvor­dan brin­ges omver­de­nen ind i din bevidst­hed?

Tænk over det!

Hvad ved du egentlig med sikkerhed?

Og hvor meget af det, du tager for givet, tror du er virkeligt?

 


Den­ne “knog­le” af en dinosaur blev angi­ve­ligt fun­det af en far­mer i Argen­ti­na i 2014 … (Jeg har sat anfør­sels­tegn, for­di knog­len i vir­ke­lig­he­den er “mine­ra­li­se­ret ben”, som for­ste­nin­ger und­ta­gel­ses­vis kal­des; mens de alt over­ve­jen­de omta­les som “knog­ler” (bones)). Den­ne dinosaur menes at have haft en vægt på 77 tons; det er med en gen­nem­snit­lig for­de­ling lidt over 19 tons pr. ben. Foto: Inter­net­tet

 

Gud, dinosaurerne og månevandringen

Er Gud vir­ke­lig? For en del men­ne­sker er den krist­ne gud en rea­li­tet. For andre er Allah eller Jahve (Jehova) ret nær­væ­ren­de. De til­sva­ren­de reli­gion­s­kyn­di­ge, krist­ne, isla­mi­ske og jødi­ske, er i øvrigt (på afstand af hin­an­den) eni­ge om, at der kun fin­des én gud. Men langt­fra alle krist­ne og slet ikke mus­li­mer og jøder mener, at Gud, Allah eller Jahve er én og sam­me kapa­ci­tet, der har som mål at fav­ne alle men­ne­sker. Nej den krist­ne gud er for de krist­ne, Allah er for mus­li­mer og Jahve er ude­luk­ken­de for jøder, vil de fle­ste sige.
Min påstand er, at guder kun bli­ver til­ste­de­væ­ren­de på grund­lag af afbild­ning, gen­ta­gel­se og tro, men den­ne tro, hvor over­be­vi­sen­de den end måt­te føles, er ikke base­ret på kends­ger­nin­ger, i det mind­ste ikke så vidt de fle­ste ved. For de fle­ste men­ne­sker eksi­ste­rer hver­ken Gud, Allah eller Jahve som rea­li­te­ter i en ratio­nel ver­den. Men som ide­grund­lag gør de for­skel­li­ge troslær­dom­me sig abso­lut gæl­den­de i dan­nel­sen af de til­sva­ren­de kul­tu­rer. Dis­se troslær­dom­me er til gen­gæld hund­re­de pro­cent men­ne­ske­skab­te.

Eksi­ste­re­de der dinosau­rer på Jor­den for 245–65 mil­li­o­ner år siden? Hvor­for er de her ikke mere (eller hvor­for kun i skik­kel­se af fug­le)? Hvor­dan ken­der noget men­ne­ske udse­en­det af alle dis­se øgler så præ­cist, at Ste­ven Spi­el­berg kun­ne lave fil­men Juras­sic Park I alle­re­de i 1993? Den høje­ste dinosaur i “Juras­sic Park” er ca. 20 meter høj, en plan­te­æ­den­de såkaldt Bra­chiosaurus, der bli­ver oplyst at veje 30 tons. Siden er der kom­met fle­re til. Den hidtil stør­ste “vir­ke­li­ge” dinosaur blev iføl­ge bil­le­det oven­for fun­det i Argen­ti­na i 2014. Den menes at have være 20 meter høj, 40 meter lang og skøn­nes at have vejet 77 tons. Den kal­des alle­re­de “Argen­ti­nosaurus huin­cu­len­sis” og skul­le være i slægt med “Tita­nosaurus” i en ræk­ke af plan­te­æ­de­re. Hel­dig­vis er alle de kend­te udga­ver af dinosau­rer beva­ret i sær­li­ge muse­er, på film og som bør­ne­le­ge­tøj, og der­med behø­ver vores børn og bør­ne­børn ikke at kom­me i tvivl om, hvor­dan dis­se dyr vir­ke­ligt så ud for man­ge mil­li­o­ner år siden, og om de i vir­ke­lig­he­den var så diver­se, som de frem­stil­les alle ste­der i dag.

Gik Neil Arm­strong på månen i 1969? I så fald var det en ene­stå­en­de bedrift for men­ne­sket. Fore­stil dig, at et for­holds­vis lil­le far­tøj med tre astro­nau­ter blev sendt ud i rum­met fra Jor­den. Efter tre–fire døgn og en rej­se på mere end 384.000 km ram­te det Månens bane om Jor­den, så præ­cist i den rig­ti­ge afstand, vin­kel og hastig­hed, at det blev ind­fan­get af Månens tyng­de­felt og gik i kredsløb. To af astro­nau­ter­ne slu­se­de sig ind i det til­kob­le­de lan­dings­mo­dul, der var udsty­ret med selv­stæn­dig løf­te­mo­tor (Månens tyng­de­kraft er cir­ka en sjet­te­del af Jor­dens). Lan­dings­mo­du­let blev fri­gjort fra kon­trol­mo­du­let og kort efter lan­det lodret på Månen. En af astro­nau­ter­ne steg som det før­ste men­ne­ske ned på Månen og udtal­te under udstig­nin­gen en høj­ti­de­lig kom­men­tar, der blev sendt i alle jor­di­ske medi­er. Der­ef­ter steg den anden astro­naut ned på Jor­dens satel­lit, hvor beg­ge hop­pe­de lidt omkring, tog prø­ver og plan­te­de et ame­ri­kansk flag. Efter et lil­le døgns tid var de klar til at for­la­de Månen igen, og pro­ces­sen blev gen­ta­get i mod­sat orden. Astro­nau­ter­ne affy­re­de den øver­ste del af lan­dings­mo­du­let (dvs. uden lan­dings­stel) og brag­te sig igen i kredsløb om Månen, præ­cis i den rig­ti­ge høj­de. Lan­dings­mo­du­let blev manøv­re­ret tæt ind til kon­trol­mo­du­let og koblet sam­men med det. Tryk­for­skel­len blev udlig­net, og de to måne­van­dre­re svæ­ve­de til­ba­ge ind i moder­sek­tio­nen. De tre astro­nau­ter ind­led­te der­ef­ter rej­sen til­ba­ge mod Jor­den, og som bekendt slut­te­de den med Apol­lo 11-kaps­lens vel­lyk­ke­de lan­ding i Stil­le­ha­vet. Den sid­ste kom­pli­ce­re­de navi­ga­tion ned mod Månen, kon­trol­len af raket­mo­to­ren i bun­den af lan­dings­mo­du­let og et antal reak­tions­dy­ser til van­dret sta­bi­li­se­ring, ja hele system­over­våg­nin­gen i et kom­plekst rum­far­tøj under lan­ding på et fjer­nt him­mel­le­ge­me, blev efter oplys­nin­ger­ne udført på grund­lag af reg­ne­kraf­ten som vi ken­der den fra en ældre pc (32 Kb).
“… et kæm­pe­skridt for men­ne­ske­he­den.”, som Neil Arm­strong bl.a. udtal­te.

Virkeligheden

Vir­ke­lig­he­den for os alle er, at vi ikke med sik­ker­hed ved, om nog­le af dis­se fæno­me­ner er vir­ke­li­ge. Hvad ved vi kon­kret om nogen gud, hvis vi adskil­ler guden fra reli­gio­nen? Hvad ved vi kon­kret om dinosau­rer­ne? I det sid­ste til­fæl­de ved en del men­ne­sker end­nu med sik­ker­hed, om Neil Arm­strong gik på Månen i 1969, men hoved­par­ten af os ved det ikke.
Spørgs­må­let er, om vi, der læg­ger vægt på sand­he­den, nogen sin­de vil kun­ne over­be­vi­ses, for til­sy­ne­la­den­de har ingen anstrengt sig ekstra­or­di­nært for at præ­sen­te­re os for kon­kre­te bevi­ser. Det synes at være til­stræk­ke­ligt for ver­dens gang, at vi tror på det, der læg­ges frem for os, tek­ster­ne og bil­le­der­ne. Vi er i man­ge for­hold lige så util­stræk­ke­ligt infor­me­ret som dem, der for­ven­tes at tro på en bestemt Gud på grund­lag af iko­ner og hel­li­ge skrif­ter.

Hvad er dine muligheder for at vide, om noget er virkeligt?

Du ved nogen­lun­de sik­kert, hvad der fore­går i din umid­del­ba­re nær­hed, den del af vir­ke­lig­he­den, du kan se og høre even­tu­elt føle på. Du ken­der dit hus eller din lej­lig­hed, din fami­lie, vej­en til og fra arbej­de, dele af din arbejds­plads, dine fri­tids­ven­ner, sport­s­klub­ben, vej­en til som­mer­hu­set, de nær­me­ste omgi­vel­ser i som­mer­lan­det og én eller to gan­ge om året mod­ta­ger du ind­tryk fra den nær­me­ste omegn af et mere ekso­tisk feri­e­sted som Tene­ri­fe, Thailand e.l.

Bort­set fra dis­se direk­te syn­li­ge og føle­li­ge omgi­vel­ser har hoved­par­ten af dan­sker­ne ingen sik­ker viden om den ver­den, de lever i. Det har sven­sker­ne, ame­ri­ka­ner­ne, tysker­ne, fransk­mæn­de­ne, rus­ser­ne m.m.fl. hel­ler ikke. – Hvad siger du? … Nej, jeg har bestemt ikke glemt, at du som et per­son­ligt krav om at være ori­en­te­ret er for­bun­det med hele den øvri­ge jord­klo­de via Tv-vin­du­et og den ind­byg­ge­de radio i din sofastue.

Men nu til det afgø­ren­de spørgs­mål: Hvor­dan mener du selv, at for­de­lin­gen er mel­lem den del af ver­den, du kan tage og føle på med jæv­ne mel­lem­rum, og den del, du kun kan ople­ve via radio og Tv (evt. øvri­ge medi­er)?

Fak­tisk kom­mer jeg din sik­re viden i møde, ved at for­tæl­le dig, at for­hol­det er 1:99.
Med andre ord: 99 pro­cent af din viden er base­ret på medi­er. Husk lige på det.

Nej, siger du … du læser også bøger og maga­si­ner! – poli­ti­ske tids­skrif­ter og viden­ska­be­li­ge udgi­vel­ser om emner, der har din inter­es­se.
Nu impo­ne­rer du mig, men jeg vil alli­ge­vel til­la­de mig at rubri­ce­re også den del af din viden under: “medie-viden”.

Så hvad ved du med sik­ker­hed? Du ved pr. 2015 med sik­ker­hed, hvad du kan se, høre, sma­ge, lug­te og røre ved, og det er fak­tisk en for­svin­den­de brøk­del af de muli­ge ind­tryk fra pla­ne­ten Jor­den.

Hvor tæt har du nogen­sin­de været på Gud; hvor tæt har du været på dinosau­rer­ne og på månelan­din­gen? Ikke spe­ci­elt tæt, langt­fra så tæt, at du kun­ne se, høre, lug­te, sma­ge eller føle dem, vel? – Så de tre emner fal­der bekla­ge­lig­vis under de 99% af usik­ker viden, som for­mer hoved­par­ten af din vir­ke­lig­hed.

Hvis du var en ste­nal­der­mand i Danmark for 10.000 år siden vil­le nuti­dens “medie-viden” sva­re til ste­nal­der­man­dens “ikke-viden”, nem­lig hans tota­le ukend­skab til den del af ver­den, der lå uden for hans sans­nin­gers ræk­ke­vid­de.

Eller omvendt: ande­len af sik­ker viden hos dig i 2015 sva­rer ret præ­cist til ande­len af sik­ker viden hos ste­nal­der­man­den for 10.000 år siden. I mod­sæt­ning til ham er du i stand til at reg­ne med tal (i det mind­ste, når du udsty­res med en reg­ne­ma­ski­ne) og du kan ernæ­re dig og din fami­lie ved at spe­ku­le­re i valuta­er (i det mind­ste, når du har din lap­top og er koblet til Inter­net­tet), det kun­ne han natur­lig­vis ikke. Til gen­gæld var han god til at jage og over­le­ve, og din 10.000 år ældre viden, vil­le være vær­di­løs i hans ver­den.

Hvad ken­der jeg til det? spør­ger du.

Til­stræk­ke­ligt til at afslø­re for dig, at i takt med, at infor­ma­tions­mæng­den sti­ger (og det kan dis­ku­te­res, hvor megen infor­ma­tion, vi har brug for), bli­ver hoved­par­ten af den for­ø­ge­de infor­ma­tions­mæng­de for­met af andre men­ne­sker. Dem der har taget kon­trol med de 99%, der kom­mer fra storskær­men og radio­en m.fl. medi­er og strøm­mer dig i møde i sofa­hjør­net. Det er vold­somt, og du kan væl­ge at over­gi­ve dig betin­gel­ses­løst eller begyn­de at for­hol­de dig kri­tisk.

Falsificering er et positivt og nødvendigt princip

Det er ble­vet en aner­kendt frem­gangs­må­de i vores del af ver­den, at viden­ska­be­li­ge teser (arbejds­te­o­ri­er), der hæv­des at repræ­sen­te­re en nyop­da­gel­se, udsæt­tes for kva­li­fi­ce­ret kri­tik: fal­si­fi­ce­ring. Man kan fx fal­si­fi­ce­re ved at for­kla­re, hvor­dan et forsk­nings­re­sul­tat kun­ne have alter­na­ti­ve årsa­ger, at et opnå­et stand­punkt ikke enty­digt er for­kla­ret gen­nem tesen, at der kun­ne være tale om et falsk prin­cip. Der­næst er det menin­gen, at tesens frem­læg­ger skal ændre den, ind­til den enty­digt og over­be­vi­sen­de (gen­nem bevi­ser) beskri­ver det nye. Fal­si­fi­ce­rin­gen efter­la­der man­ge påstan­de ufor­kla­re­de, og der­med bli­ver de aldrig ophø­jet til nyop­da­gel­ser og vin­der ikke aner­ken­del­se i kri­ti­ske fora.

Det er imid­ler­tid sådan, at påstan­de om eksi­sten­sen af guder, dinosau­rer, månelan­din­ger og meget, meget andet und­dra­ger sig den­ne lut­ring frem mod sand­he­den. Det bli­ver mere og mere almin­de­ligt, at påstan­de opnår en sta­tus af vir­ke­lig­hed gen­nem ustand­s­e­li­ge og ensi­di­ge gen­ta­gel­ser.

Uden at vide om jeg der­med gør nogen uret, er her et par eksemp­ler på, hvor­dan fal­si­fi­ce­rin­gen kun­ne fun­ge­re:
Påstand: Gud eksi­ste­rer.
Fal­si­fi­ce­ring: Definér Gud og frem­læg et mini­mum af bevi­ser. (Sagen ver­se­rer … !)


Sam­men­lig­nin­ger mel­lem stør­rel­se og vægt. Nu er der kom­met en ny øgle til på top­pen af ske­ma­et. Den skøn­nes at have vejet 77.000 kg. Ill. Inter­net­tet.

 

Påstand: Dinosau­rer eksi­ste­re­de i stor diver­si­tet på Jor­den for 245–65 mil­li­o­ner år siden.
Fal­si­fi­ce­ring: Frem­læg detal­je­ret doku­men­ta­tion for de vari­an­ter, der påstås at være fun­det. Til­sy­ne­la­den­de er der kun fun­det aftryk og for­ste­nin­ger i klip­pe­mas­se. Hvor­dan for­kla­res til­ste­de­væ­rel­sen i diver­se natur­hi­sto­ri­ske udstil­lin­ger af utal­li­ge kom­plet­te ske­let­ter bestå­en­de af et knog­le­lig­nen­de mate­ri­a­le? Fore­lig­ger der doku­men­ta­tion for alle dis­se kom­plet­te dyrs udse­en­de på grund­lag af for­ste­nin­ger­ne? Er der fun­det DNA-mate­ri­a­le fra dyre­ne? Doku­men­ter viden­ska­be­ligt, hvor­dan for­ste­nin­ger­ne over­fø­res til desig­net af de fær­di­ge dyr, som vi ser dem i Juras­sic Park-fil­me­ne I-III og på alver­dens ople­vel­ses­cen­tre.


“Tita­nosaurus” er et impo­ne­ren­de var­tegn for et natur­hi­sto­risk ople­vel­ses­cen­ter. Men nu er tita­nen kun den næst­stør­ste. Ill. Inter­net­tet

 

Påstand: Men­ne­sket gik på Månen i 1969.
Fal­si­fi­ce­ring: Et til­sva­ren­de ind­tryk af en månelan­ding kun­ne været opnå­et ved, at astro­nau­ter­ne i Apol­lo 11 blev sendt i kredsløb om Jor­den og opholdt sig der i nog­le døgn, ind­til de fik besked på at sti­ge ned gen­nem atmos­fæ­ren, lan­de i Stil­le­ha­vet og fore­gi­ve at være retur­ne­ret fra Månen. For­in­den hav­de de gen­nem­spil­let en dre­je­bog, som lod ver­dens Tv-see­re tro, at de var på vej mel­lem Jor­den og Månen. Opta­gel­ser fra “Månen” var for­be­redt i sto­re stu­di­er på Jor­den og blev vist igen og igen. Alt blev sendt forskudt, så fejl kun­ne ops­nap­pes. At gen­gi­ve vægt­løs­hed er intet pro­blem for Hol­lywood. “Måne­bil­le­der” er ble­vet for­bed­ret og nye hæv­des at være ble­vet pro­du­ce­ret helt op til mid­ten af 90’erne, hvor det blev muligt at digi­ta­li­se­re det ana­lo­ge bil­led­ma­te­ri­a­le fra 60’erne.


Se den­ne doku­men­tar­film fra BBC, 2013, The Moon Lan­ding Hoax. Den fortje­ner at bli­ve set som hel­hed. Og den­ne film fra 2010, What Hap­pe­ned On the Moon?, behand­ler andre inter­es­san­te detal­jer om pro­ble­mer­ne med at rej­se til Månen og ven­de helskin­det til­ba­ge.

Her er et for­slag til, hvor­dan månelan­din­gen kun­ne for­fal­skes i sam­ar­bej­de med Stan­ley Kubrik, hvis det af tek­ni­ske grun­de ikke var muligt at leve­re vir­ke­li­ge bil­le­der fra Månen.
Tek­sten i video­en er engelsk, så læs evt. for­in­den over­sæt­tel­sen her (jeg cite­rer):

 

Da Stan­ley Kubrik pro­du­ce­re­de fil­men “2001: A Spa­ce Odys­sey” (udgi­vet i 1968, et år før den før­ste mand på Månen), brug­te han en spe­ci­el tek­nik, front­pro­jek­tion.
Front­pro­jek­tion er i prak­sis et fil­misk arran­ge­ment, der gør det muligt at pro­ji­ce­re sce­ner op bag aktø­rer­ne, så de synes at bevæ­ge sig i dis­se sce­ner.
En pro­jektor, der leve­rer bag­grunds­sce­nen, pla­ce­res i en vin­kel på 90° i for­hold til kame­ra­et. Et halv­trans­pa­rent spejl, der pla­ce­res skråt­stil­let (45°) i skæ­rin­gen mel­lem
kame­ra­ets akse og pro­jekto­rens akse, gør det muligt at se pro­jek­tio­nen fra kame­ra­et.
Bag den fysi­ske sce­ne med aktø­rer­ne fin­des en spe­ci­el bag­grunds­skærm, der kal­des en “sco­t­chli­te-skærm” (udvik­let af 3M). Den er ekstremt reflek­te­ren­de og gør det muligt at gen­gi­ve pro­jek­tio­nen i frem­ra­gen­de kva­li­tet. Den­ne sær­li­ge skærm er opbyg­get af hund­re­de tusin­der af små­bit­te glas­fla­der, hver ca. en halv mil­li­me­ter i dia­me­ter. Dis­se fla­der er stærkt reflek­te­ren­de og giver sco­t­chli­te-skær­men en meget kraf­tig til­ba­ge­ka­sten­de effekt. For at kun­ne ska­be ørken­bag­grun­den i sce­nen med aber­ne, send­te Kubrik et team af foto­gra­fer til Spanien for at opta­ge 8 x 10″ Ekta­chro­me dias (dia­po­si­ti­ver, “lys­bil­le­der”). Dis­se dia­po­si­ti­ver blev sene­re front­pro­ji­ce­ret op på en stor sco­t­chli­te-skærm. Aktø­rer­ne i abe­kostu­mer stod for­an skær­men og age­re­de efter manuskrip­tet. På de næste bil­le­der vises (ani­me­ret) græn­sen mel­lem sce­nen, der dan­ner for­grun­den, og den bag­grund, der reflek­te­res fra sco­t­chli­te-skær­men.

For at simu­le­re månelan­din­gen brug­te Kubrik den sam­me front­pro­jek­tions­tek­nik. Månelan­dings­mo­du­let og aktø­rer­ne (der næp­pe var de vel­kend­te astro­nau­ter) blev pla­ce­ret på for­grunds­sce­nen, og bag dem blev for­skel­li­ge måneland­ska­ber pro­ji­ce­ret op på sco­t­chli­te-skær­men. De næste bil­le­der viser over­gan­gen mel­lem for­grun­den og den pro­ji­ce­re­de bag­grund. På Apol­lo 15-bil­le­det ser vi tyde­ligt, hvor græn­sen går mel­lem for­grunds- og bag­grunds­sce­nen. Der er et tyde­ligt spring i måne­over­fla­dens for­løb, som om for­grun­den er høje­re end bag­grun­den [det er nok nød­ven­digt at plan­læg­ge en høje­re belig­gen­de for­grund med den­ne tek­nik for at und­gå for umo­ti­ve­re­de over­gan­ge]. Et par bil­le­der viser en astro­naut, der hil­ser for­an Apol­lo 15. For­grun­den inde­hol­der astro­nau­ten, fla­get og lan­dings­mo­du­let, mens sco­t­chli­te-skær­men viser en måne­bak­ke, der er pro­ji­ce­ret op på den af den trans­ver­sa­le pro­jektor (over­gan­gen mel­lem for­grund og bag­grund er teg­net ind). Et lig­nen­de bil­le­de fore­stil­ler Apol­lo 16 (med måne-jeep) i for­grun­den og en måne­bak­ke pro­ji­ce­ret op på bag­grunds­skær­men. Et bil­le­de viser hjulspor og måne-jeep fra Apol­lo 17 mis­sio­nen i for­grun­den og en pas­sen­de måne­bak­ke i bag­grun­den. I bil­le­det af måne-jee­pen ale­ne er et helt måneland­skab pro­ji­ce­ret op på sco­t­chli­te-skær­men. Resten af bil­le­der­ne viser eksemp­ler på den­ne opde­ling af for­grund og bag­grund. [Det frem­mer ind­tryk­ket af per­spek­tiv, at for­grun­den er skarp og bag­grun­den som oftest uskarp eller min­dre vel­de­fi­ne­ret.] Front­pro­jek­tions­tek­nik­ken gjor­de det muligt at foto­gra­fe­re still-bil­le­der og film­se­kven­ser, som om astro­nau­ter­ne bevæ­ge­de sig i Månens land­ska­ber, selv om de fak­tisk befandt sig i et stu­die.”

Jeg under­stre­ger, at med det­te eksem­pel på fal­si­fi­ce­ring tager jeg hver­ken stil­ling for eller imod månelan­din­gen i 1969 eller muli­ge beman­de­de månelan­din­ger sene­re. Men jeg er under­sø­gen­de skep­tisk, det er sik­kert.
Jeg mener dog, at det tyder på et fat­tigt bevis­ma­te­ri­a­le, når BBC mod­ta­ger fær­re end 20 for­skel­li­ge opta­gel­ser efter at have bedt NASA om alle still-bil­le­der, der viser astro­nau­ter på månen. Det er de para­de­bil­le­der, vi alle har set om og om igen; efter NASA’s oplys­nin­ger opta­get med et let modi­fi­ce­ret Has­sel­blad 500EL-kame­ra med Zei­ss-optik på ana­logt, sær­lig tyndt, dob­belt­per­fo­re­ret 70 mm Kodak-film­ma­te­ri­a­le, enten far­ve­film eller s/h film, i kas­set­ter til 160 eller 200 opta­gel­ser. Alle de kend­te far­ve­bil­le­der må natur­lig­vis være opta­get i Månens dag­pe­ri­o­de (29½ jord­dag), hvor tem­pe­ra­tu­ren på under­la­get kan bli­ve 123 °C. Det er vig­tigt at for­stå, at selv om Månens tyng­de­kraft er ca. 1/6 af Jor­dens, fin­des der ingen atmos­fæ­re af betyd­ning på Jor­dens dra­bant, og da det er atmos­fæ­rens tæt­hed, der afgør gra­den af var­me­af­gi­vel­se til “luf­ten”, er var­me­af­led­nin­gen og tryk­ket på Månens over­fla­de i prak­sis nul. Det bety­der, at Rum­mets vaku­um stort set vir­ker helt ned til Månens over­fla­de. Der­med vil strå­lin­gen fra solen ikke bli­ve spredt, men ram­me alting usvæk­ket, og var­me­e­ner­gi­en fra den­ne strå­ling vil 100 pro­cent bli­ve akku­mu­le­ret i alt, hvad den ram­mer, ikke mindst i et kame­ra med metal­hus, meta­lind­fat­tet glas­op­tik og metal­ma­ga­sin. Iføl­ge NASA fand­tes der et køle­sy­stem i astro­nau­ter­nes drag­ter, men ikke i kame­ra­er­ne. Has­sel­blad­ka­me­ra­et sad stift mon­te­ret i van­dret stil­ling i en hol­der på bryst­de­len af drag­ten. De fle­ste pro­fes­sio­nel­le kame­ra­er har en øvre anbe­fa­let græn­se på 60 °C for fejl­fri funk­tion. Vi ved alle, hvor varm en bil kan bli­ve på metal­fla­der­ne ved at stå i direk­te sol på en vindstil­le dag; det gæl­der selv for en sølv­far­vet bil. Metal er en frem­ra­gen­de var­me­le­der i direk­te mod­sæt­ning til et vaku­um. Med solens usvæk­ke­de ind­strå­ling på Månens over­fla­de kan tem­pe­ra­tu­ren omkring film­ma­te­ri­a­let i den­ne veri­tab­le “sol­fan­ger”, som måne­ka­me­ra­et må have været, sag­tens have nået 130–150 °C, og ved den tem­pe­ra­tur krystal­li­se­rer det nævn­te film­ma­te­ri­a­le og bli­ver ubru­ge­ligt, iføl­ge Kodaks egne spe­ci­fi­ka­tio­ner.
Sel­ve væske-tem­pe­ra­tu­ren i en vaku­um-sol­fan­ger her på Jor­den kan bli­ve op til 100 ºC , og det i et mil­jø, der over­ord­net er i stand til at afgi­ve var­me gen­nem afled­ning til omgi­vel­ser­ne. Det bety­der, at mate­ri­a­ler­ne omkring væsken opnår en væsent­lig høje­re tem­pe­ra­tur. “Maks. stil­stands­tem­pe­ra­tur: 184 ºC”, oply­ses det i en af bro­chu­rer­ne (det er situ­a­tio­nen, når der ingen afled­ning er af var­me gen­nem til­før­sel af køli­ge­re væske). Alt­så ved nul var­me­af­led­ning kan vi i det­te system på Jor­den opnå en tem­pe­ra­tur på 184 ºC, selv om det kun udnyt­ter den rela­tivt svæk­ke­de solind­strå­ling, der er redu­ce­ret ved spred­ning gen­nem Jor­dens atmos­fæ­re.
Bemærk, at det før­ste bil­le­de i artik­len, jeg har lin­ket til her: “The Apol­lo 11 Has­sel­blad Came­ras” er et bil­le­de fra træ­nin­gen i et øvel­ses­mil­jø på Jor­den. Men der mang­ler kun en måne­bag­grund med en sort him­mel og kors­mær­ker­ne fra måne­ka­me­ra­ets refe­ren­ce­pla­de, så kan ingen se for­skel. Bemærk også, at hjel­men ikke er for­sy­net med guld­belagt yder­vi­sir. For­må­let med det skul­le have været at stand­se let­te­re strå­ling fra rum­met. I de auto­ri­se­re­de måne­bil­le­der for­hin­drer belæg­nin­gen os i at iden­ti­fi­ce­re astro­nau­ten. Men i et erkendt jord­mil­jø, er et sådant beskyt­tel­ses­fil­ter natur­lig­vis over­flø­digt.

Jeg mener også, at præ­si­dent John F. Ken­ne­dys mål: at land­sæt­te et men­ne­ske på Månen inden udgan­gen af 60’erne, var så kri­tisk vig­tigt for USA, at det nær­mest er utæn­ke­ligt, hvis de ansvar­li­ge ikke hav­de sik­ret sig en “Plan B”, hvis den­ne afgø­ren­de mis­sion end­nu ikke kun­ne gen­nem­fø­res eller evt. mis­lyk­ke­des. Det­te sce­na­ri­um er grund­la­get for fil­men Capri­corn One fra 1978. Det er der­for mere end sand­syn­ligt, at der blev frem­stil­let en ræk­ke stu­di­e­op­ta­gel­ser, som vil­le kun­ne over­be­vi­se de god­tro­en­de mas­ser, men pri­mært rus­ser­ne, om, at månelan­din­gen hav­de været en suc­ces. Også i det spe­ci­el­le til­fæl­de, at mis­sio­nen lyk­ke­des, men de vir­ke­li­ge still-bil­le­der af en eller anden grund gik tabt, vil­le man sta­dig have sik­ret sig “doku­men­ta­tion”. Så måske er det stu­di­e­op­ta­gel­ser, ver­den har fået at kig­ge på, selv om mis­sio­nen i øvrigt lyk­ke­des. Ingen tvivl om, at den kun kun­ne gen­nem­fø­res, som vi har fået for­talt, ved mel­lem­kom­sten af et mira­kel. Til gen­gæld er der ingen tvivl om den des­pe­ra­te poli­ti­ske situ­a­tion sat­se­de på mirak­let, og at der blev spil­let højt spil – meget højt – selv med fuld kon­trol over medi­er­ne.
En anden dis­kus­sion, der bril­le­rer ved usik­re data, er den­ne: Hvor kraf­tigt påvir­kes men­ne­sker og mate­ri­a­ler ved pas­sa­ge gen­nem Van Allen-bæl­ter­ne? (elek­tro­mag­ne­tisk lade­de og strå­lings-emit­te­ren­de bæl­ter, der omgi­ver Jor­den). Da de blev opda­get, men­te Van Allen, at strå­lin­gen kun­ne være et hund­re­de­tals Rønt­gen pr. time. Sene­re, da den før­ste måne­rej­se nær­me­des sig, renon­ce­re­de han på det­te skøn. Et andet spørgs­mål er, om tra­di­tio­nelt film­ma­te­ri­a­le med en lys­føl­som emulsion vil­le over­le­ve den­ne strå­ling i løbet af to pas­sa­ger?

Det afgø­ren­de i den­ne sam­men­hæng er imid­ler­tid, at men­ne­skets ero­bring af Månen end­nu i 2015 er en påstand, som ikke er bevist, og sam­ti­dig er det en kends­ger­ning, at med gan­ske få res­sour­cer kun­ne den have været bevist, hvis bare plan­læg­ger­ne hav­de haft den fjer­ne­ste idé om, at nogen vil­le for­sø­ge at dra­ge men­ne­skets før­ste gang på månen i tvivl, og det var pro­jek­tets plan­læg­ge­re nær­mest for­plig­tet til at have kun­net fore­stil­le sig. Der­med vil­le de have plan­lagt bil­le­der fra rej­sen til månen, som ikke kun­ne have været opta­get andre ste­der.
Så hvor­for har vi ikke set den afgø­ren­de bevis­fø­rel­se, der kun­ne have været plan­lagt i god tid og vil­le være så over­be­vi­sen­de og indis­kuta­bel, at enhver måt­te være over­be­vist?

Hvornår løftes bevisbyrden?

Efter dis­se fore­lø­bi­ge fal­si­fi­ce­rin­ger bur­de frem­læg­ge­ren af den enkel­te påstand prin­ci­pi­elt tage til gen­mæ­le og frem­læg­ge nød­ven­di­ge bevi­ser. Men det er aldrig sket.

Ingen har viden­ska­be­ligt for­søgt at bevi­se Guds eksi­stens; den kend­te frem­gangs­må­de er at hen­vi­se til end­nu fle­re uun­der­byg­ge­de påstan­de (mirak­ler), som om mæng­den i sig selv skul­le gøre påstan­den mere rig­tig. Enhver kan kon­sta­te­re, at Gud ikke fin­des i den ratio­nel­le vir­ke­lig­hed. Der­i­mod fin­des der abso­lut en klas­se af bon­de­fan­ge­re overalt, bl.a. i form af præ­ste­ska­ber, der har kilet sig ind mel­lem gud­dom­men og men­ne­ske­ne for at vide bed­re.
Der­med ude­luk­ker jeg ikke en ska­ben­de kraft eller dens prin­cip­per og lov­mæs­sig­he­der, som i et vist omfang kan erken­des og måles af os men­ne­sker. Men den ska­ber­kraft kan vi ikke til­la­de os at for­kla­re på anden måde end gen­nem viden­ska­be­li­ge under­sø­gel­ser og bevi­ser. Natu­ren aftvin­ger os respekt, men den kræ­ver ingen til­be­del­se.

Mulig­vis har nogen ført viden­ska­be­li­ge bevi­ser for, at der har eksi­ste­ret dinosau­rer med et bestemt udse­en­de, men dis­se bevi­ser træn­ger sig ikke på. Ingen har frem­lagt bevi­ser for fund­ne ske­let­ter, der kun­ne inde­hol­de DNA. Ingen har doku­men­te­ret, hvor­dan en dinosaurs kom­plet­te udse­en­de må have været. Alle kan, hvis de ønsker det, kon­sta­te­re, at 90 pro­cent af det, der oply­ses om dinosau­rer, hvi­ler på udo­ku­men­te­re­de påstan­de. Men meget af det­te drøm­me­ri er i høj grad ble­vet vir­ke­lig­gjort i bil­le­der og kom­merci­el­le frem­stød, film, figu­rer, lege­tøj, par­ker, “muse­er”. En bety­de­lig bon­de­fan­ger­kult har igen haft frit spil via medi­er­ne.

NASA har aldrig frem­lagt uigen­dri­ve­lig doku­men­ta­tion for, at men­ne­sket lan­de­de på Månen i 1969 (tvær­ti­mod – kan jeg i 2015 hæv­de). Månelan­din­ger­ne er stort set medi­e­for­mid­le­de påstan­de, der kan være vir­ke­li­ge eller ikke. Den offi­ci­el­le hold­ning hos NASA er, at man ikke har tid til “kon­spira­tions­te­o­re­ti­ke­re”. Det siger en del om det viden­ska­be­li­ge stand­punkt hos de ansvar­li­ge ame­ri­kan­ske myn­dig­he­der.
I øvrigt erken­des det i dag i NASA, at man ikke læn­ge­re råder over eks­per­ti­sen, der er nød­ven­dig for en månelan­ding. Der­med slip­per NASA for at gå i detal­jer. Jeg vil­le helst tro, at det hele var doku­men­te­ret og gemt, men måske var det ikke så inter­es­sant at arki­ve­re det, der i vir­ke­lig­he­den var fore­gå­et? Der fin­des også bag påstan­den om men­ne­skets gang på Månen en hob af bon­de­fan­ge­re, der ustand­s­e­ligt pro­du­ce­rer meter­vis af detal­je­re­de rap­por­ter, som skal give ind­tryk af vir­ke­lig­hed. De pro­du­ce­res natur­lig­vis for Inter­net­tet og for øvri­ge medi­er.

Det hele handler om kontrol

For­må­let med at påstå, at der fin­des en gud, typisk sam­men­kæ­det med læs­se­vis af jor­di­ske myter og reg­ler, har fra begyn­del­sen været, at præ­ste­ska­bet der­med opnå­e­de kon­trol med pøbe­len. Det var til­med en god for­ret­ning.

For­må­let med at frem­stil­le et uni­vers af fan­ta­si­dyr er at under­hol­de den sam­me pøbel, en vel­kendt form for kon­trol. Det er sam­ti­dig en gigan­tisk for­ret­ning for ejer­ne.

For­må­let med at vise, at USA for­må­e­de at gen­nem­fø­re en beman­det månelan­ding i 1969, og det gæl­der pri­mært den før­ste, Apol­lo 11, var at over­be­vi­se Sov­je­tu­ni­o­nen* om, at USA råde­de over den nød­ven­di­ge raket­tek­no­lo­gi til at kun­ne besva­re et mas­sivt ato­man­greb. Da præ­si­dent John F. Ken­ne­dy den 25. maj 1961 sat­te natio­nen det mål at sen­de en mand til Månen og brin­ge ham sik­kert til­ba­ge inden udlø­bet af sam­me årti, var det ame­ri­kan­ske rum­pro­gram måske mere end et år for­sin­ket i for­hold til det sov­je­ti­ske. Så hen­sig­ten var at afba­lan­ce­re ter­r­or­ba­lan­cen og kon­trol­le­re befolk­nin­gen. Tviv­ler befolk­nin­gen først på sty­rets garan­ti­er, bli­ver til­stan­den usik­ker og risi­ko­fyldt, og enhver magt­ha­ver vil af al magt for­sø­ge at und­gå den til­stand.

*) Opda­te­ring juli 2015: Den opfat­tel­se, at Sov­je­tu­ni­o­nen ikke skul­le vide bed­re, har gna­vet i mit ver­dens­bil­le­de ind­til for nylig. Noget stem­te ikke, selv hvis man accep­te­re­de, at ruser­ne vid­ste, at Apol­lo 11 mis­sio­nen til Månen næp­pe fandt sted, men tav til eget eller fæl­les bed­ste. Men hvor­for så kaste Ame­ri­ka ud i et så ekstremt dyrt og risi­ka­belt bed­ra­ge­ri. En for­kla­ring kun­ne være, i det mind­ste ind­til Ken­ne­dys død i 1963, at rege­rin­gen ikke vil­le lade præ­si­den­ten tabe ansigt, hvis målet ikke kun­ne nås. Det for­kla­re­de imid­ler­tid ikke, at bestræ­bel­ser­ne fort­sat­te efter 1963. Men så læste jeg føl­gen­de på sitet http://​apoll​ore​a​li​ty2​.atspa​ce​.co​.uk/ – og med min opfat­tel­se af CIA og over­be­vis­ning om den­ne orga­ni­sa­tions pri­mæ­re for­mål, kan jeg helt til­slut­te mig det her beskrev­ne motiv:

Nej, det blev ikke gjort for at nar­re rus­ser­ne; tror nogen for alvor, at rus­ser­ne vil­le være dum­me nok til at fal­de for en kon­spira­tion som den? Sov­je­tu­ni­o­nen var læn­ge­re frem­me end USA på det rum­tek­no­lo­gi­ske områ­de den­gang og er det for­modent­lig sta­dig i dag [2015]. De vid­ste alle­re­de, da Ken­ne­dy holdt sin tale, at det vil­le være umu­ligt at gen­nem­fø­re beman­de­de rum­rej­ser til Månen og til­ba­ge inden for den beram­me­de tid. I øvrigt – dagen efter den fal­ske Apol­lo 11 månelan­ding, blev NASA’s admi­ni­stre­ren­de chef, Tho­mas Pai­ne, hørt for­tæl­le efter­ret­nings­of­fi­cer Bob Sea­man, at Kine­ser­ne hav­de sagt, at USA hav­de for­fal­sket mis­sio­nen ved at bru­ge reflek­te­re­de radio­sig­na­ler fra Månens over­fla­de. Hvis kine­ser­ne (der ikke delt­og i det rum­tek­ni­ske kapløb i 1969) vid­ste, at lan­din­gen var et falsk­ne­ri, tror du så ikke, at rus­ser­ne vil­le vide det?
NASA blev ledet af CIA i et pro­jekt, der hav­de til for­mål at for­fal­ske en månelan­ding som pro­pa­gan­da­red­skab for USA’s rege­ring. Apol­lo-far­cen var en for­læn­gel­se af MKULTRA tan­ke­kon­trol-for­sø­ge­ne i 50’erne og 60’erne. Det­te under­stre­ges yder­li­ge­re ved, at pro­gram­met kom til at hed­de “Pro­ject Apol­lo”. Alle CIA’s akti­vi­te­ter var navn­gi­vet med præ­fik­set “Pro­ject …”.
Lan­din­ger­ne blev ude­luk­ken­de for­fal­sket for at ind­g­y­de ame­ri­ka­ner­ne stolt­hed og over­be­vi­se den vest­li­ge civi­li­sa­tion om, at USA var bed­re i rum­met end Sov­je­tu­ni­o­nen, selv om det mod­sat­te var til­fæl­de på alle områ­der, der hav­de at gøre med rum­tek­no­lo­gi. Det hav­de alle­re­de med­ført, at vest­li­ge medi­er totalt hav­de mistet tro­en på USA, og USA kun­ne ikke tåle at bli­ve opfat­tet som en “svag med­spil­ler” i en så afgø­ren­de peri­o­de af histo­ri­en. Der var ikke noget rum­kapløb som påstå­et af NASA, mens orga­ni­sa­tio­nen i øvrigt tog pro­jek­tet: at for­fal­ske en månelan­ding – for påly­den­de. Imens hav­de rus­ser­ne ingen pla­ner om at sen­de en mand til Månen, vel viden­de, at et sådant for­søg vil­le stø­de på uover­kom­me­li­ge hin­drin­ger.

I min tid i gym­na­si­et blev ele­ver­ne opfor­dret til at være kri­ti­ske og stil­le spørgs­mål. Hvad bli­ver der af demo­kra­ti­et, hvis kun et mini­mum af dan­sker­ne beskæf­ti­ger sig med det? Det vil få min­dre og min­dre betyd­ning. Fol­ke­sty­ret vil bli­ve erstat­tet af en loge, der for­står at omgå de par­la­men­ta­ri­ske spil­le­reg­ler. Og det er, hvad vi har i dag — en auto­nom loge:
Demo­kra­ti­et, dvs. par­la­men­tet, medi­e­de­bat­ter­ne, valg­hand­lin­ger­ne, de til­sy­ne­la­den­de bety­den­de afstem­nin­ger i par­la­men­tet — det­te “demo­kra­ti” er en kulis­se, som magt­ha­ver­ne ved­li­ge­hol­der for at kun­ne udø­ve deres magt inden for ram­mer­ne af noget, der lig­ner et demo­kra­ti. Det san­de demo­kra­ti er en illu­sion. Når der for­hand­les på tværs af par­ti­skel (det­te frem­hol­des i medi­er­ne som “en af demo­kra­tiets for­nem­me­ste opga­ver”) er det i rea­li­te­ten den ene­ste måde, hvor­på de på over­fla­den for­skel­li­ge par­ti­er kan navi­ge­re sig frem til det resul­tat, som den san­de magt­ha­ver har dik­te­ret. Han har sine repræ­sen­tan­ter i alle par­ti­er såle­des, at det over­ord­net er lige­gyl­digt, om du har stemt på par­ti A, B eller C. Hvis hans repræ­sen­tan­ter udgør mere end 50% i enhver beslut­ten­de for­sam­ling, er hans magt uind­skræn­ket.
I den aktu­el­le “røde” rege­ring er hans repræ­sen­tan­ter til ste­de i et omfang på mindst 75 pro­cent (3 ud af 4).

I dagens Danmark kan man let få ind­tryk af, at det at være nys­ger­rig og stil­le kri­ti­ske spørgs­mål anses for kværu­lan­te­ri. Under alle omstæn­dig­he­der mødes et natur­ligt infor­ma­tions­be­hov over­ve­jen­de med en fjendt­lig indstil­ling, spe­ci­elt hvis spørgs­må­le­ne er kva­li­fi­ce­re­de og anfæg­ter magtstruk­tu­ren.
Ten­den­sen går mere og mere i ret­ning af, at det er synd og skam at kri­ti­se­re en vel­fun­ge­ren­de eller under­hol­den­de illu­sion, hen­giv dig hel­le­re til den, som du hen­gi­ver dig til en god film. Sam­ti­dig bli­ver det nem­me­re og nem­me­re at frem­sæt­te utro­li­ge påstan­de, for efter­hån­den bekym­rer meget få sig om, hvor deres viden kom­mer fra, om den byg­ger på vir­ke­lig­hed eller fik­tion.

På bag­grund af for­hol­det 1:99 var det en over­må­de for­ud­se­en­de stra­te­gi, da jøde­r­ne sene­st i 1700-tal­let sat­te sig for, at de vil­le kon­trol­le­re alle kom­mu­ni­ka­tions­strøm­me og vær­di­strøm­me i frem­ti­dens Euro­pa og USA. En tid­lig orga­ni­sa­tion til udvik­ling af den­ne kon­trol var Illu­mi­na­ti-orde­nen, en loge af “oply­ste”, der blev afdæk­ket i 1780’ernes selv­stæn­di­ge Bay­ern. Logens over­ho­ved var søn af orto­dok­se jøder, og man­ge af dens med­lem­mer var efter­hån­den ind­fly­del­ses­ri­ge jøder i det øvri­ge Euro­pa, også i Danmark. De fle­ste af logens ca. 2.000 med­lem­mer flyg­te­de til USA. Man­ge af de beslag­lag­te doku­men­ter beskrev frem­gangs­må­der for skjult infil­tra­tion og magtu­dø­vel­se. Meto­der­nes mål udtryk­kes meget præ­cist i “Zions vises pro­tokol­ler”, hvoraf et eksem­plar blev ops­nap­pet og ind­ført til England i 1905 og et kapi­tel del­vist over­sat fra rus­sisk i 1920.

Der ver­se­rer man­ge påstan­de om, at “pro­tokol­ler­ne” blev kon­stru­e­ret i den rus­si­ske zars efter­ret­ning­s­tje­ne­ste — og ikke er skre­vet af hans poli­ti­ske fjen­der, jøde­r­ne selv. Det alt­af­gø­ren­de i det spørgs­mål er imid­ler­tid, at i den vir­ke­li­ge ver­den har jøde­r­ne præ­cist vir­ke­lig­gjort pro­tokol­ler­nes anvis­nin­ger og mål. Det gør de i dag på sam­me måde, som de har gjort det tid­li­ge­re gen­nem histo­ri­en, læn­ge før nogen ikke-jøde kun­ne beskri­ve meto­der­ne på rus­sisk, og de blev afslø­ret for et vest­ligt publi­kum. Det oplag­te bevis er, at Illu­mi­na­ti brug­te dem, og den øvri­ge inter­na­tio­na­le jødi­ske sekt har i dens stræ­ben mod New Wor­ld Order til punkt og prik­ke brugt anvis­nin­ger­ne og fulgt de angiv­ne mål­sæt­nin­ger i løbet af det 20. og ind i det nuvæ­ren­de århund­re­de. Den­ne virk­som­hed fore­gik alt­så mindst et par hund­re­de år for­ud for 1905. For­skel­len er, at i de to sene­ste århund­re­der er bevi­ser­ne ble­vet doku­men­ter­ba­re. Anvis­nin­ger­ne blev nøje fulgt af den jødi­ske ver­dens­be­væ­gel­se under før­ste og anden ver­denskrig. (Hent e-bogen “Kon­tro­ver­sen om Zion” fra 1956 af den tid­li­ge­re fete­re­de engel­ske Lon­don Times-kor­re­spon­dent Doug­las Reed. Den dan­ske over­sæt­tel­se er gra­tis og kan læses som e-bog.)

I dag eksi­ste­rer Illu­mi­na­ti (også under for­skel­li­ge andre beteg­nel­ser) sta­dig som en hem­me­lig loge af inter­na­tio­na­li­ster, for­trins­vis jøder, der har som ulti­ma­tivt mål at sty­re ver­den ved at skaf­fe sig kon­trol med al kom­mu­ni­ka­tion og alle res­sour­cer.
Hvor­dan er det lyk­ke­des? – Det er tæt på at være rea­li­se­ret for USA’s og Euro­pas ved­kom­men­de, hvor de har bemæg­ti­get sig alle typer af pen­ge­hånd­te­ring, de fle­ste ban­ker, cen­tral­ban­ker­ne, kapi­tal­fon­der­ne, bør­ser­ne, ejen­doms­fi­nan­si­e­rin­gen m.fl. og natur­lig­vis 90 pro­cent af alle medi­er; og her taler jeg ikke blot om Tv- og radio­sta­tio­ner, men om samt­li­ge main­strea­ma­vi­ser, bog­for­lag, blad­for­lag, rek­la­me­bu­reau­er, film­sko­ler, film­sel­ska­ber, m.v.
Sam­ti­dig infil­tre­res alle under­vis­nings­an­stal­ter, fol­ke­sko­len, gym­na­si­et og uni­ver­si­te­ter­ne, og når jøde­r­ne først kon­trol­le­rer en insti­tu­tion, ansæt­tes pri­mært jøder og enhver ikke-jødisk præ­sta­tion nedt­o­nes eller for­ties. Almin­de­lig kon­kur­ren­ce afskaf­fes, og jøde­r­ne frem­hæ­ver deres egne som geni­er.

Dis­se men­ne­sker, den­ne loge, præ­ger 99% af dit ver­dens­bil­le­de, og det kræ­ver en næsten over­men­ne­ske­lig ind­sats at under­sø­ge, hvor meget af den­ne infor­ma­tions­strøm, der repræ­sen­te­rer vir­ke­lig­he­den. Min påstand er, at det er meget lidt, og jeg byg­ger påstan­den på alle de under­hol­den­de (pas­si­vi­se­ren­de) “illu­sio­ner”, der er beskre­vet tid­li­ge­re i den­ne arti­kel og andre ste­der på o​-​d​-​i​-​n​.org.

Et vel­ment råd til dig er: vågn op og under­søg, hvad der hæl­des ind ad vin­du­et i Tv-stu­en. For­søg at fin­de ud af, hvad der er vir­ke­lig­hed, og hvad der er løgn.

Du er alle­re­de godt på vej, hvis du nåe­de her­til i den­ne arti­kel. Så er der håb.

Slut dig til os i O-D-I-N hvis du vil være med til at udvi­de kred­sen af bevid­ste dan­ske­re. Som orga­ni­sa­tion har vi mulig­hed for at ændre vir­ke­lig­he­den for os selv og vores vild­led­te lands­mænd i høje­re grad, end vi kan hver for sig.