Hvad hændte Rudolf Hess?

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org praes. The Barnes Review, maj–juni 2013.

 

Bogen Rudolf Hess: His Betray­al & Mur­der (… Hans besvi­gel­se & mord) af Abdal­lah Mela­ouhi, der var Hess’ syge­hjæl­per, ven og nære for­tro­li­ge i fængs­let, og et pri­mært øjen­vid­ne til “selvmords”-sceneriet.*


Rei­chm. Rudolf Hess,
o. 1939.

 

Rudolf Hess (f. 1894 i Egypten, d. 1987) var Rei­ch­mi­ni­ster og Adolf Hit­lers sted­fortræ­der i Tys­klands natio­nalso­ci­a­li­sti­ske par­ti. Hess var med i par­ti­et fra begyn­del­sen, og det var under en fæl­les pro­test­march, at de beg­ge blev anholdt og fængs­let, fra 1923–1924. I fængs­let dik­te­re­de Hit­ler Mein Kampf til Hess, der på det tids­punkt fun­ge­re­de som hans poli­ti­ske sekre­tær. Hess blev af man­ge opfat­tet som Hit­lers mest loy­a­le med­ar­bej­der.

Hess hav­de som Hit­ler kæm­pet i Før­ste Ver­denskrig, Hess i en enhed fra Bay­ern, bl.a. i sla­get ved Ypres, inden han til­slut­te­de sig det nyop­ret­te­de tyske fly­ve­vå­ben. Efter Før­ste Ver­denskrig stu­de­re­de han på uni­ver­si­te­tet i Mün­chen og mød­te Hit­ler i en for­sam­ling, der inter­es­se­re­de sig for nor­disk myto­lo­gi og nor­di­ske legen­der.
I 1920 blev han Hit­lers poli­ti­ske sekre­tær.

De fle­ste mener, at de ken­der histo­ri­en om Rudolf Hess, Hitler’s høj­re hånd, og om hans hem­me­li­ge flyv­ning til England (maj 1941). Hans fly blev, som vi ved, øde­lagt under lan­din­gen i Skotland, og Hess blev krigs­fan­ge hos De Alli­e­re­de. Der­ef­ter blev Hess i rea­li­te­ten holdt iso­le­ret fra omver­de­nen resten af sine dage. Men det er kun én lil­le del af histo­ri­en om Rudolf Hess’ liv. Han var De Alli­e­re­des krigs­fan­ge i 46 lan­ge år, ind­til han blev myr­det i en alder af 93 i Span­dau-fængs­let.** For­må­let med hans mis­sion – og hans ophold i Span­dau – blev hem­me­lig­holdt. Hvil­ke sand­he­der om kri­gen gem­te Hess på, som var af så stor betyd­ning for De Alli­e­re­de?

Men alt det­te er ændret med udgi­vel­sen af bogen Rudolf Hess: His Betray­al & Mur­der af Abdal­lah Mela­ouhi.

Mela­ouhi til­brag­te fem år sam­men med Hess i funk­tio­nen som Hess’ syge­hjæl­per i De Alli­e­re­des mili­tæ­re fængsel i Span­dau, helt frem til Hess’ mær­ke­li­ge død. Mela­ouhi kom til at ken­de Hess som mere end “fan­gen Hess” – de blev ven­ner.

Den dag Hess døde, var Mela­ouhi ble­vet kaldt til fængs­let. Han nåe­de frem til et som­mer­hus i fængsels­går­den og blev under­ret­tet om, at der var sket “en ulyk­ke”. Da han trå­d­te ind, var sce­ne­ri­et kao­tisk. Hess’ liv­lø­se krop lå på gul­vet, og der var vendt op og ned på rum­met. Mela­ouhi under­søg­te Hess. Tæt på hans lig stod to US hær­sol­da­ter. En sol­dat, som Mela­ouhi gen­kend­te, stod tæt ved Hess og sag­de: “Svi­net er fær­dig; du behø­ver ikke at arbej­de på nat­hold læn­ge­re.”
En under­sø­gel­se af spo­re­ne viste med smerte­lig tyde­lig­hed, at Hess var ble­vet myr­det; det var ikke “selv­mord”, som de ansvar­li­ge erklæ­re­de. Men da Mela­ouhi frem­før­te sine ind­ven­din­ger, blev han tru­et med øde­læg­gel­se på sit erhverv – eller det, der var vær­re.

I åre­vis har han for­holdt sig tavs. Men nu, i den­ne udgi­vel­se på engelsk, eks­klu­sivt for The Bar­nes Review, giver Abdal­lah Mela­ouhi os hele den ufor­tal­te histo­rie om Hess’ tid i Span­dau, om det bruta­le mord på ham og om det bestå­en­de kom­plot, der skal dæk­ke over mor­det, samt om bestræ­bel­ser­ne på at under­tryk­ke udgi­vel­sen af Mela­ouhis bog.

Sådan skriver Abdallah Melaouhi om sine observationer på “ulykkesstedet”

Jeg arbej­de­de som mand­lig syge­hjæl­per og tog mig af Rudolf Hess fra 1. august 1982 og ind­til hans mord den 17. august 1987 i De Alli­e­re­des mili­tæ­re fængsel Span­dau. Den dag hr. Hess døde, udfør­te jeg mine sæd­van­li­ge opga­ver, som inde­bar, at jeg tog mig af min patient, sæd­van­lig­vis fra omkring kl. 6.45. Jeg hjalp ham med bru­se­bad og påklæd­ning og var til ste­de, da han spi­ste kl. 10.30. På intet tids­punkt indi­ke­re­de hans opfør­sel, at han skul­le være men­talt uli­ge­væg­tig eller ekstra­or­di­nært ned­trykt. Kort efter mål­ti­det bad han mig tage til byen Span­dau, ikke langt væk, for at købe en kera­misk pot­te som erstat­ning for en lig­nen­de, der var gået i styk­ker. Hr. Hess vil­le ikke have bedt mig om det­te blot for at sik­re mit fra­vær, efter­som jeg under alle omstæn­dig­he­der var væk fra mid­dags­tid under min frokost­pau­se.

Kl. 14 blev jeg kaldt til fængs­let, mens jeg opholdt mig i min lej­lig­hed, der lå uden for – men i nabo­la­get af – Span­dau-fængs­let. Efter nogen for­sin­kel­se nåe­de jeg som­mer­hu­set i fængsels­går­den og fik at vide, at der var sket en “ulyk­ke”. Den lil­le dør i som­mer­hu­sets faca­de var luk­ket.

Da jeg kom ind i som­mer­hu­set, lig­ne­de det et sted, hvor en bry­de­kamp hav­de fun­det sted; alt der­in­de var i uor­den. Den møn­ster­flet­te­de strå­måt­te, der dæk­ke­de gul­vet var for­ryk­ket, selv om jeg så sent som dagen for­in­den hav­de gjort gul­vet rent og hav­de efter­ladt måt­ten omhyg­ge­ligt arran­ge­ret på sin van­te plads. En stan­der­lam­pe var væl­tet omkuld, men jeg husker tyde­ligt, at lam­pens led­ning end­nu var for­bun­det med stik­kon­tak­ten. Det var den­ne led­ning, som myn­dig­he­der­ne sene­re sag­de, at den sva­ge­li­ge hr. Hess – 93 år gam­mel og for­krøblet af led­degigt (i hæn­der­ne) – hav­de brugt til at hæn­ge sig i.
Et rundt bord og hr. Hess’ læne­stol var også væl­tet om. I det hele taget var intet af møble­men­tet eller inven­ta­ret på dets van­te plad­ser, og der her­sker ingen tvivl i mit sind om, at en kamp hav­de fun­det sted i som­mer­hu­set.

Hr. Hess’ lå på som­mer­hu­sets gulv, til­sy­ne­la­den­de liv­løs. Tæt ved ham stod to sol­da­ter iført US hæru­ni­for­mer. Jeg hav­de aldrig set nogen af dem tid­li­ge­re. Der var også en ame­ri­kansk vagt til ste­de, som jeg kend­te under nav­net Tony Jor­dan. Der var ingen elek­trisk led­ning noget sted i nær­he­den af hr. Hess krop; som tid­li­ge­re nævnt, den ene­ste led­ning sad i den væl­te­de lam­pe, der end­nu var til­slut­tet i væg­gen.

Jeg begynd­te med det sam­me at under­sø­ge hr. Hess. Jeg kun­ne ikke kon­sta­te­re noget ånde­dræt, puls eller hjer­teslag. Jeg vur­de­re­de, at døden var ind­truf­fet omkring 40 minut­ter tid­li­ge­re.

Den vagt, som jeg kend­te som Jor­dan, stod tæt ved hr. Hess fød­der, og han vir­ke­de opre­vet. Han sved­te vold­somt, så hans skjor­te var gen­nem­blødt af sved, og han bar ikke slips. Jeg sag­de til Jor­dan: “Hvad har I gjort ved ham?” Han sva­re­de: “Svi­net er fær­dig; du behø­ver ikke at arbej­de på nat­hold læn­ge­re.”

Gen­nem de fem år, hvor jeg dag­ligt tog mig af hr. Hess, var jeg i stand til at dan­ne mig en klar og præ­cis opfat­tel­se af hans fysi­ske vir­ke­felt. Når det tages i betragt­ning, anser jeg det ikke for muligt for hr. Hess at have begå­et selv­mord ved hæng­ning, som det sene­re blev publi­ce­ret af de alli­e­re­de styr­ker. Efter min opfat­tel­se er det åben­bart, at han blev dræbt af en anden per­son ved strangu­le­ring.

Men da jeg udtryk­te mine ind­ven­din­ger, blev jeg tru­et på min pro­fes­sion, at bli­ve rui­ne­ret – eller det, der var vær­re. Jeg holdt mund i man­ge år. Men nu har jeg for­talt hele min histo­rie fra tiden med min ven Rudolf Hess, en mand med bety­de­li­ge visio­ner, intel­li­gent og med­fø­len­de – i en ny bog, som jeg har kaldt Rudolf Hess: His Betray­al and Mur­der.

The Bar­nes Review er det ene­ste for­lag, der har haft mod nok til at udgi­ve bogen. Man­ge af de sto­re main­stream­ud­gi­ve­re i Euro­pa lod os løbe i ring, idet de først love­de at udgi­ve bogen, men bak­ke­de ud i sid­ste minut.

Hvad er det, der er så far­ligt ved den­ne for­bry­del­se og den­ne bog, at den afskræk­ker selv de sto­re for­læg­ge­re? Det over­la­der jeg til læse­ren af min bog at afgø­re. Jeg har inklu­de­ret man­ge bil­le­der fra mine egne arki­ver, til­li­ge med repro­duk­tio­ner af dusin­vis af eksemp­ler fra hr. Hess’ egen kor­re­spon­dan­ce. Det meste har aldrig tid­li­ge­re været over­sat til engelsk.

Jeg håber, at du vil sæt­te pris på bogen og værds­æt­te tiden, arbej­det og udgif­ter­ne, som The Bar­nes Review har inve­ste­ret i at kun­ne brin­ge den.

Jeg står inde for, at hvert ene­ste ord i bogen er den kom­plet­te sand­hed om det, der over­gik hr. Hess, og hvad jeg lær­te om ham som men­ne­ske.

Bogen er på 291 sider, med man­ge repro­duk­tio­ner af doku­men­ter – fra Hess’ egen hånd – som han smug­le­de ud fra Span­dau (over­sat til engelsk), sjæld­ne fotos, tre appen­dik­ser fra TBR. I Nor­da­me­ri­ka koster bogen 25 $. Ved for­sen­del­se til Euro­pa er pri­sen desvær­re næsten den dob­bel­te. Bestil bogen fra The Bar­nes Review.

Redaktionelle noter

*) Wikipe­dia, 2013: “Den 8. juli 1986 blev Hess ført fra Span­dau-fængs­let i Vest­ber­lin til et engelsk mili­tær­ho­spi­tal. Han var ble­vet ramt af et hjer­te­an­fald, men kun­ne få dage efter ven­de til­ba­ge til Span­dau-fængs­let. Han var stærkt svæk­ket men­talt og døde 93 år gam­mel efter selv­mord ved hæng­ning efter 46 års fængs­ling.”

… selv­mord ved hæng­ning …” !

**) Span­dau-fængs­let blev byg­get i 1876 i en for­stad til Ber­lin. Efter delin­gen af Tyskland efter Anden Ver­denskrig, blev Span­dau omfat­tet af den bri­ti­ske sek­tor, og fængs­let blev brugt til indespær­ring af tyske natio­nalso­ci­a­li­ster, der var idømt lan­ge fængsels­straf­fe – for det meste fængsel på liv­s­tid – under Nür­n­berg-sku­e­pro­ces­ser­ne.
Det dre­je­de sig om Rudolf Hess, Walt­her Funk, Erich Rae­der, Albert Spe­er, Bal­dur von Schirach, Kon­stan­tin von Neu­rath og Karl Dönitz.

Wikipe­dia, 2013: “I 1987 blev fængs­let revet ned, pri­mært for at for­hin­dre at det skul­le bli­ve et nyna­zi­stisk val­fart­s­sted efter Rudolf Hess’ død. Han sad ale­ne i 20 år, efter at Albert Spe­er og von Schirach blev løsladt i 1966. For at sik­re fængs­lets ende­li­ge fjer­nel­se blev der lavet par­ke­rings­plad­ser og Bri­tan­nia Cen­tre Span­dau på tom­ten.
Alle byg­nings­re­ster end­te i Nord­s­ø­en.”

Ste­det blev “uds­let­tet”, som det fore­skri­ves i Det Gam­le Testa­men­te, når jøder­nes fjen­ders byer skal læg­ges øde.
Det vil­le være mere på sin plads, om Aus­chwitz-muse­ets “rekon­stru­e­re­de” gaskam­re blev drop­pet i Det Døde Hav, så myten om ombrag­te jøder ved gas­ning end­te i den kul­tur, hvor den er skabt.