Hugin og Munin i den nordiske mytologi

Redaktionelt

O​-​D​-​I​-​N​.org, 7. august 2015.

 

Rav­ne­ne Hugin og Munin er Odins spej­de­re


Rav­ne­ne hol­der øje med, hvad der sker i Euro­pa.

 

Vikin­ger­nes rav­ne­fa­ne viste en af Odins rav­ne på rød bag­grund. Det mest sik­re vid­nes­byrd om rav­ne­ne som sym­bol i Vikin­ge­ti­den (Hugin og/eller Munin) leve­res i form af en cir­ku­lær sølv­mønt, der blev præ­get i York omkring 940 e.Kr.
York, eller Jor­vik, lig­ger i England nor­døst for Leeds, halvvejs mod Nord­s­øky­sten, og var mel­lem 866 og 954, med afbry­del­ser, vikin­ger­nes han­dels­by.
Rav­nen i den røde tre­kant til høj­re repræ­sen­te­rer en præ­cis gen­gi­vel­se rav­nens kon­tu­rer i sølv­mønt­ens slid­te over­fla­de. Rundt om rav­nen var præ­get kon­gens navn: Anlaf Kon­ge (anlaf cvn­vn­cs).
Rav­ne­fa­nen var næp­pe fir­kan­tet som et flag, men tre­kan­tet med rav­nen lodret. Man skal fore­stil­le sig, at ven­stre side af tre­kan­ten lå an mod en sta­ge eller lan­se. Vi viser rav­nen i den “fly­ven­de” vin­kel.
Rav­ne­fa­nen ind­gød respekt, hvor vikin­ger­ne kom frem. En legen­de vil vide, at dugen ved ind­led­nin­gen til et slag var ens­far­vet rød, ind­til sej­ren var vun­det; der­ef­ter kom en ravn til syne, der med udslag­ne vin­ger udfør­te en sej­rs­dans.

Odin ifølge den nordiske mytologi

Odin er den øver­ste af alle guder og fader, ikke blot til man­ge af de andre guder, men også til men­ne­ske­ne og alting på Jor­den, så man­ge kal­der ham også Alfa­der.
Engang tog han til Mimers brønd i Jotun­heim for at få stør­re vis­dom, men Mimer gav ham ikke lov til at drik­ke af brøn­den, før han hav­de fået hans ene øje i pant. Det er for­kla­rin­gen på, at Odin er enø­jet, men det gør nu ikke så meget, for når Alfa­der sæt­ter sig i sit høj­sæ­de Lids­kjalv, kan han se, hvad der sker i alle ver­de­ner. Des­u­den har han to hjæl­pe­re, rav­ne­ne Hugin og Munin, som fly­ver ud hver mor­gen og ven­der til­ba­ge inden mor­gen­ma­den for at for­tæl­le ham alt, hvad de har set og hørt. Odin har også to ulve, Gere og Fre­ke; dem lader han få al den mad, der stil­les frem for ham, for han selv lever kun af vin ale­ne.

Odin kan anta­ge skik­kel­se af hvil­ket dyr han vil, fugl, fisk eller orm, og mens han på den måde fær­des overalt, lig­ger hans krop, som om den sover. Han ken­der også de trylle­sange, som røber skjul­te skat­te, og han mestrer runer­nes magi­ske kraft.
Men for at opnå den måt­te han ofre sig til sig selv; i ni næt­ter hang han i det vin­domsu­ste offer­træ med spy­d­det i sig – ingen gav ham mad eller drik­ke – ind­til hans kraft sam­le­de sig indad og nedad, fra ham selv til ham selv, og han med et brøl tog runer­ne op i sin magt og rev sig løs.

Runer­ne skar han på sto­re tav­ler og gav dem her­li­ge far­ver. Ved den­ne hel­li­ge viden kan han sluk­ke ild, dæm­pe bøl­ger­nes slag og dre­je vin­den som han vil. Han kan ikke bin­des af noget bånd, han kan ven­de det dræ­ben­de spyd i luf­ten, og ikke før Rag­na­rok kan han selv bli­ve sår­et. Ja, han kan end­da give en hængt mand livets far­ve til­ba­ge og få ham til at tale*, lige­som han kan give lyk­ke til et barn og elskov til en kvin­de.

Odin er også krigs­gud og sej­rs­gud. Hans grå hest Sleip­ner har otte ben og løber lige hur­tigt på jor­den, over van­det og gen­nem luf­ten, og når Odin kom­mer riden­de på den hen over slag­mar­ken med spy­d­det Gun­g­ner i hån­den og fulgt af sine ulve og rav­ne, ja, så er han døds­gu­den, men vel at mær­ke døds­gu­den for alle tapre kri­ge­re, som fal­der i åben kamp. Han er også ledsa­get af sine val­ky­ri­er, som brin­ger de fald­ne til Val-hal (“Val” bety­der fal­den kri­ger).

Det er en hal, som lig­ger tært ved Odins egen, men den er ander­le­des end nogen anden, for taget er dæk­ket af gyld­ne skjol­de, og væg­ge­ne er gjort af spy­dskaf­ter. Der er 540 por­te, og hver port er stor nok til 800 mand! Her bor de døde kri­ge­re, ein­herjer­ne, og hver mor­gen ryk­ker de ud til kamp på Ides­let­ten for­an Val­hal; men når kam­pen er slut, rej­ser de fald­ne sig, og alle kan feste vide­re inde i hal­len hver dag. Val­ky­ri­er­ne bærer fade­ne rundt og skæn­ker op, og ingen behø­ver at være ban­ge for, at mad og drik­ke skal slip­pe op, for uan­set hvor meget sul man skæ­rer af gal­ten Særim­mer, så vok­ser det ud igen, og oppe på taget står geden Hei­d­run og nap­per af træ­et Lærad, mens der fly­der mjød fra dens pat­ter — så meget, at alle ein­herjer kan bli­ve godt ful­de.

Når Rag­na­rok kom­mer, skal aser og ein­herjer dra­ge sam­men ud i kamp; det er der­for, at Odin sør­ger for at sam­le alle de stør­ste kæm­per hos sig i Val­hal, men det med­fø­rer rig­tig­nok, at hans råd i kri­gen ikke altid er til at sto­le på.

Han er gift med Frigg, dat­ter af jæt­ten Fjør­gun; hun er den for­nem­me­ste blandt aser­nes kvin­der, asynjer­ne. Hun har sin egen hal, Fensa­le, og lige­som Odin ved hun alt, men hun siger intet derom.

Nor­di­ske Gude- og Hel­tesagn
For­talt af Niels Saxtorph
ISBN 87–11-13219–1

*) For O-D-I-N er det et pri­mært mål, at alle “hæng­te” hvi­de euro­pæ­e­re, der har mistet mælet og evnen til at obser­ve­re og tæn­ke selv, skal få hjer­tesla­get og talens brug til­ba­ge, så de kan fri­gø­re sig fra den jødi­ske besæt­tel­ses­magt i deres lan­de.