“Geniet Einstein” – en fabrikation

Redaktionelt

O-D-I-N.org, Redaktionen, 2017-02-27.

 

Nicolai Levashov (f. 1961, d. 2012) hørte til blandt Ruslands bedste fysikere og var lidenskabeligt engageret i den forførte menneskeheds skæbne.


Fysikeren Nicolai Valeshov, artiklens forfatter.
Foto: Internettet

 

Han var en stærk stemme i kampen for det globale miljø og i modstanden mod jødisk pseudovidenskab. Dermed levede han en udsat tilværelse i opposition til det etablerede videnskabelige og politiske parnas i Rusland.
Denne artikel fra 2006 viser hvorfor. Det går ikke ustraffet hen at anfægte et af jødernes ikoner, “geniet Albert Einstein”, og angribe den terror, som jøderne udfolder globalt for at fastholde virkningerne af “Einsteins relativitetsteorier”. Med disse teorier står Einstein på skuldrene af bortgemte videnskabsmænd, hvis fortjenester han har ranet.
I artiklen beskriver Levashov, hvorfor menneskeheden fastholdes i en illusion, mens adgangen til at udforske det sande verdensbillede undertrykkes af globale politiske og finansielle interesser. Jøden Albert Einstein, der massivt er blevet promoveret som “geniet over alle”, var sandelig ingen større begavelse, men han blev opreklameret som geni imod til gengæld at arbejde aktivt i zionismens tjeneste. Kun få er klar over, at Einstein aldrig modtog Nobel-prisen for sine relativitetsteorier, men for et særstudium af den fotoelektriske effekt, der allerede var opdaget og beskrevet af russeren Stoletov. Relativitetsteorierne har opnået kultstatus og har siden udgivelsen blokeret for al konkurrerende forskning om Universets natur.
Hermed giver vi ordet til Nicolai Levashov.

Teorien om Universet og den objektive virkelighed

Gennem mange tusinder af år har mennesket forsøgt at forstå verdensrummet, der omgiver os til alle sider. Forskellige modeller af Universet og forskellige ideer om menneskets placering i Universet er blevet præsenteret. Gradvist kom disse modeller og deres begrebsverden til at forme den såkaldt videnskabelige Teori om Universet. Denne teori blev endeligt udkrystalliseret i midten af det 20. århundrede. Albert Einsteins relativitetsteorier blev grundlaget for teorien om Big Bang, der hævdes til denne dag.

Alle øvrige teorier om emnet er i princippet kun præciseringer. Derfor afhænger menneskets opfattelse af Universet og ikke mindst fremtiden for menneskelig civilisation i høj grad af, hvor sandt denne teori om Universet beskriver virkeligheden. Mange teknologier, udstyr, maskiner m.v. bliver fremstillet på grundlag af det sæt af begreber, hvormed vi beskriver naturen. Derfor er vores civilisations overlevelse her på Jorden dybt afhængig af, om vi fremstiller gode eller dårlige modeller og teknologier.

Hvis begreberne er forkerte eller upræcise, kan de føre til katastrofe og ødelæggelse, både af civilisationen og af selve livet på denne fantastiske planet, som mennesket har kaldt Jorden. Indsigten i Universets natur på et teoretisk niveau vil bestemme det praktiske niveau og dermed uafvendeligt påvirke fremtiden for vores civilisation og liv på planeten. Så alle og enhver, ikke kun filosoffer og videnskabsmænd, burde bekymre sig om sådanne teorier.

Altså en korrekt forståelse af Universet kan blive nøglen til ekstraordinære fremskridt for vores civilisation, det modsatte – til vores undergang. Et korrekt koncept for Universets natur er skabende, et fejlbehæftet er ødelæggende.

Med andre ord, teorien om Universet kan blive et masseødelæggelsesvåben, og tro mig – en atombombe i den sammenligning er kun et legetøj. Det er en sandhed, der er uafhængig af, om nogen tror på den. I lighed med alle andre kendsgerninger, er den ikke mere afhængig af modtagerens forståelse, end Solens aktivitet er afhængig af, om vi forstår, hvordan den virker.

Det er absolut uden betydning for Solen formål, om vi råder over en begrebsverden, der beskriver dens virkemåde korrekt. Hvor tæt vi kommer på virkeligheden i forståelsen af virkelige fænomener har kun betydning for menneskeheden. Det forekommer mig, at de fleste, der kalder sig videnskabsmænd, har glemt [eller fortrængt] denne simple sandhed og har ladet sig rive med i skabelsen af teorier, der i langt højere grad tjener en personlig agenda end et ærligt forsøg på at finde sandheden. At stræbe efter sandheden skulle være det eneste overordnede mål for enhver, der har dedikeret sig til videnskaben.

Beklageligvis er det ovenfor fremførte ikke udslag af syge forestillinger eller bare tilfældigt vrøvl; det er virkelighed. Jeg har undgået at pakke denne virkelighed ind i meningsforstyrrende formler og følgeslutninger, hvorved betydningen kunne blive uklar for mennesker, der ikke tilhører en snæver kreds af “specialister”. Det er en virkelighed, som mennesker umiddelbart begriber, uanset om de har modtaget en uddannelse eller er ude af stand til at læse. Desuden har den allerede direkte indflydelse på os mennesker i større eller mindre omfang.

Falske eller fejlbehæftede koncepter om Universets natur har resulteret i en økologisk katastrofe, og Jordens civilisationer overgiver sig godtroende. Der er så mange indicier, at enhver der ønsker det, meget nemt ville kunne forstå, hvad der sker.

Alting tyder på, at den teknokratiske vej til udvikling i hænderne på den magthavende elite vil føre til selvdestruktion og afslutning af Jordens civilisationer. Traditionel videnskab har samlet en hel del observationer af forskellige fænomener i den såkaldte mellemverden, som vi mennesker lever i. Mellemverdenen er rummet mellem mikrokosmos og makrokosmos, og i mellemverdenen findes naturlovene. I mellemverdenen kan mennesket kun observere manifestationerne af sande naturlove.

De indtryk, som mennesket kan opfatte gennem de fem kendte sanseorganer, er kun toppen af isbjerget. Hele resten er “tingen i sig selv”, en ubekendt størrelse, som Immanuel Kant omfattende har filosoferet over. Denne type af forståelse kan ikke undværes, da det er umuligt at skabe det rigtige billede af Universet kun ved hjælp af de fem sanser.

Det skyldes ganske enkelt, at menneskets sanseorganer blev udviklet i tilpasningen til forholdene i den økologiske niche, som vores art beslaglagde i den levende natur. Disse sanseorganer tillader mennesket at udfolde sig inden for grænserne af vores niche, men ikke udenfor. Sanseorganerne er kun beregnet til mellemverdenen.

Mennesket har fremstillet mange forskellige anordninger, der marginalt tillader os at trænge ind i mikrokosmos og makrokosmos. Det kunne se ud som om, at problemet var løst ved hjælp af disse anordninger, eftersom vi nu er i stand til at mikro- og makrokosmos. Imidlertid er der adskillige “men’er” i dette. Et afgørende “men” er, at mennesket ved hjælp af disse indretninger kun har forlænget sanseorganernes rækkevidde, men uden at have forbedret evnen til at sanse.

Sagt på en anden måde, den begrænsede natur af menneskets sanseorganer er blevet udstrakt til mikro- og makrokosmos. Lige så vel som det er umuligt at opfatte skønheden af en blomst ved hjælp af hørelsen, er det umuligt at gennemtrænge mikro- og makrokosmos kun ved hjælp af de fem sanseorganer. Hvad mennesket kan opnå med sine sanseorganer og hjælpemidler tillader os ikke at komme i kontakt med “tingen i sig selv”. I stedet ser vi et falsk billede af Universets natur – selvskabt falsk på grund af vores mangelfulde fem sanser.

Det er den begrænsede natur af menneskets viden, der tillod udviklingen af et forvrænget og falsk billede af Universet, og vi blev tvunget til at tage den forkerte vej i forståelsen af Universets natur. Det hele skyldes det faktum, at menneskets observationer er begrænset til bestemte manifestationer af naturlovene.

Fra starten af menneskets forsøg på at sammenstykke et moderne verdensbillede var det nødvendigt at indføre postulater – antagelser i form af vedtægter, som ikke umiddelbart behøvede nogen forklaring. I princippet blev ethvert postulat – og bliver det stadig – behandlet som en gud, ligesom mennesket accepterer Gud – helt uden bevis. Mens brugen af postulater kan accepteres i den indledende fase af forskningen, er den mildest talt uheldig i den afsluttende del af skabelsen af et koncept for Universet.

Når menneskets koncepter for Universets natur udvikles korrekt, vil antallet af accepterede postulater gradvist aftage, indtil der kun er et eller to tilbage, som typisk ikke kræver en bevisunderstøttet forklaring. For eksempel ville den objektive sandhed af, at energi transmitteres gennem vort sanseapparat og giver form af indtryk være et sådant postulat.

Det er klart, at mennesket ikke er i stand til at opfatte alle tilstande og typer af stof ved hjælp af sanseorganerne. For eksempel er vi ude af stand til at opfatte bestemte typer af stråling, der samtidig kan påvirke massive fysiske materialer. Det betyder naturligvis ikke, at den slags stråling ikke eksisterer.

Tilsvarende er de fleste mennesker afskåret fra at opfatte 99 procent af det elektromagnetiske spektrum direkte gennem deres sanser; dette er velbeskrevet takket være ultrafølsomme instrumenter (og her vil jeg forbigå, hvad moderne følsomt udstyr eventuelt ikke registrerer).

På den ene eller anden måde higer mennesket efter at kende sin verden. Desværre opnår han ikke denne kundskab ved at knipse i fingrene. Den erhverves ved at tage ved lære af fejlene i arbejdet med fejlbehæftede koncepter. Det er de koncepter, der ender som historie, når de erstattes af nye, mens listen over mislykkede forsøg vokser. Imidlertid vil enhver teori, der fejler gennem denne praksis repræsentere noget positivt, fordi den identificerer regler og metoder, som ikke må gentages i den videre søgen efter sandheden.

Som nævnt – et sikkert tegn på, at vi bevæger os i den rigtige retning mod sand viden er, at mens vi akkumulerer den rigtige viden, vil antallet af postulater i de omfattede teorier aftage. Det er en bekræftende proces, og der er intet at bekymre sig over.

Hvis dette ikke sker, hvis antallet af postulater ikke formindskes, men tværtimod forøges, er det et sikkert tegn på, at vi bevæger os væk fra den sande forståelse af Universets natur. Den tilstand repræsenterer en fare for fremtidens civilisation, fordi den ultimativt vil føre til selvdestruktion.

Moderne videnskab opererer med betragteligt flere postulater om Universets natur, end videnskaben gjorde i fx det 19. århundrede [1800-tallet]. Ikke nok med det, men antallet af postulater fortsætter med at stige. Alle er blevet så vant til dem, at bevidstheden om, at postulaterne burde være midlertidige, er gået tabt.

De simpleste spørgsmål kan forvirre selv videnskabsfolk. Når du spørger en universitetsuddannet fysiker: “Hvad er en elektrisk strøm?” vil han levere det svar, som ethvert skolebarn kender:
“En elektrisk strøm er en retningsbestemt bevægelse af elektroner fra plus til minus.”
Vi er alle så vant til den slags forførende forklaringer, at de færreste reflekterer over, hvad indholdet egentlig dækker. Det gælder også for akademikere, der skulle vide bedre – i det mindste inden for deres fagområde.

Selve begrebet “retningsbestemt bevægelse”, dvs. bevægelse i en forudbestemt retning, ligger implicit i forklaringen ovenfor. Men da en kendt videnskabsmand blev bedt om at svare på følgende simple spørgsmål: “Hvad er en elektron? – Hvad er plus og minus? – Hvorfor bevæger elektroner sig fra plus til minus?” svarede han: “Det ved kun Gud.”
En verdenskendt fysikers svar!

I den simple forklaring, der kendes af ethvert barn, er der således flere begreber, som tages for pålydende uden at vi egentlig forstår dem, eller forlanger en uddybende forklaring. Flere postulater kan være gemt i et enkelt udsagn, der bliver leveret som en naturlov! Men ikke nok med det: Næsten alle vedtagne naturlove, som mennesket har udforsket, er udsagn af samme karakter, og de bliver sjældent anfægtet.

Det er af almindelig interesse, når det lykkes nogen at finde et ord – en mærkat – til beskrivelse af et nyopdaget fænomen i naturen. Dermed synes problemet med at forklare fænomenets natur at være løst gennem selve navngivningen. I mange tilfælde skabes kun en mærkat, der hæftes på noget uforklarligt. Det eneste der er “opdaget” er navnet, forklaringen mangler stadig.

Et af de mest oplagte eksempler på distancen mellem navn og indhold findes i konceptet om “mørkt stof”.

Astrofysikerne fandt under studiet af himmellegemernes bevægelser en overraskende afhængighed.
Hvis Universets planeter, stjerner og galakser m.v. skal kunne bevæge sig i deres baner i overensstemmelse med de mekaniske love for himmellegemer, må den nødvendige masse af stof i hvert enkelt legeme være ti gange større end den masse, der kendtes i forvejen!

Med andre ord: videnskaben kender kun ti procent af den nødvendige masse af stof i Universet til fastholdelsen af alle himmellegemer i deres nuværende baner.

Kun TI PROCENT !

Galakser, stjerner og planeter, der er meget materielle objekter i rummet, måtte udgøre en ti gange større masse i Universet, end de ser ud til at repræsentere, for at kunne følge de kendte baner.
Som konsekvens heraf regner den moderne videnskab i aktuelle koncepter med, at objekternes masse kun er ti procent af den formodede totale masse af stof. Det er ikke en ubetydelig afvigelse, og den virker helt absurd. Fysiske objekter bevæger sig ifølge disse koncepter i baner, som kun er mulige, hvis 90 procent af massen ligger uden for vores sansning.
Selv om det er muligt at undertrykke fakta, er det ikke muligt at afskaffe dem.

For at overkomme endnu et akavet problem, blev der fundet en “enkel” løsning: Videnskabsfolk “enedes” om at betegne de halvfems procent af massen, der er “uden for rækkevidde” – som ingen kan opfatte gennem sine fem sansers brug eller registrere med noget kendt teknisk udstyr – for “mørkt stof”, hvorefter alle slog sig til ro med den mærkat.

På den måde adderes halvfems procent “mørkt stof” til ti procent kendt stof og giver de eftertragtede hundrede procent masse, som angiveligt må være til stede i galakser, stjerner og planeter, for at de kan bevæge sig korrekt i de baner, de har fulgt gennem milliarder af år.
En “elegant” løsning på et uforklaret problem – ikke?

Et spørgsmål trænger sig på: Hvem har gavn af de falske løsninger?

Alene problemstillingen ovenfor bekræfter, at moderne videnskab tilsyneladende er totalt hjælpeløs. Det lader til, at vor tids videnskab ikke er videnskab i ordets egentlige betydning. Videnskabsfolk (dog ikke alle) indrømmer blankt, at dermed kender de kun til cirka ti procent af alt stof i Universet. Det er et stærkt indskrænket kendskab (hvis vi ellers skal tage modellen for pålydende). Uvidenhed om halvfems procent af alt stof i verdensrummet kan ikke berettige hypotesens generelle anerkendelse som et plausibelt billede af Universets natur. Det berettiger heller ikke disse videnskabsmænd til at stå frem som eksperter og dommere og kritisere andre teoretikere, heller ikke hvis de sidste skulle have et tilsvarende problem med virkeligheden.

Moderne videnskab afviger ikke på nogen måde fra religion. Ethvert postulat, der accepteres uden bevis, er en gud, præcis som Guds eksistens accepteres uden bevis. Fra et logisk synspunkt har religionen en åbenbar fordel i forhold til videnskaben, idet religionen postulerer Guds eksistens, hvorefter Gud sørger for resten. Det er et logisk fejlfrit system med kun én ubekendt. Svagheden ved systemet er, at hele konstruktionen falder til jorden uden postulatet om Guds eksistens.

Med andre ord, religionens logik begynder med at postulere Guds eksistens og konkluderer derefter på grundlag af den eksisterende Gud. Religionens kæde af logiske følgeslutninger ender, hvor den begyndte. Der er opnået en selvbekræftende cirkulær bevisførelse: religionens slange bider sig selv i halen. Religioner der grundlægges på postulatet om Guds eksistens er evolutionært døde fra begyndelsen.

I forhold til religionernes troslære er den moderne videnskab tilsyneladende bedre stillet, da den i princippet udvikles ved at observere og beskrive naturlige manifestationer. Men da moderne videnskab kun har formået at beskrive hændelser fra rummet mellem mikro- og makrokosmos, er den mere tilskuer end leverandør af forklaringer.

Alt kunne være udmærket, hvis vores videnskabsmænd begrænsede sig til at observere, hvad der sker inde i os og uden om os og opgav forsøgene på at forklare naturfænomener i mellemverdenen. Disse forsøg resulterer typisk i indoktrinering på grundlag af postulater, koncepter og ideer, der er godtaget uden nogen form for bevis.

Vi ville ikke have det problem, hvis antallet af postulater, der fungerer som koncepter med gyldighed for Universets natur, gradvist blev formindsket, mens andre tilsvarende koncepter blev mere og mere udviklede, indtil kun ét postulat var tilbage, ét indlysende postulat, kun baseret på sandheden.

Dette indlysende postulat ville være et koncept af betydning, en objektiv virkelighed, følt og sanset af mennesket. Det følger heraf, at jo større antallet af sanseorganer er, og jo mere udviklede de er, desto mere objektivt og komplet vil det menneskeskabte billede af Universet blive.

Ulykkeligvis er antallet af postulater ikke blevet formindsket under den videnskabelige udvikling. Tværtimod. Moderne videnskab har skabt hundreder af postulater. Til forklaringen af ét postulat, indføres et nyt, som igen forklares ved at indføre endnu et, osv. – Processen kan fortsætte meget langt. [Strengteorien med et voksende antal uoverskuelige dimensioner, der er bekvemme i matematisk forstand, er et godt eksempel.] Således får et besværligt postulat gudestatus.

En religion refererer ofte til mindst én gud, altings skaber og forklaringen på alt, mens den videnskabelige forklaring på mangt og meget bygger på postulater – i virkeligheden videnskabens miniguder. Begge systemer er objektivt svage og består af falske forudsætninger. Men begge hævder at kunne forklare Universets natur.

I religionens tilfælde er guden indordnet i toppen af det logiske system, mens guden i videnskabens system udgør underlaget. Det er imidlertid ikke gudens placering, der er interessant, men at to ret ens systemer i det ene tilfælde går for at være “religion” og i det andet tilfælde “videnskab”. Religionen er ofte mono-teistisk, videnskaben poly-teistisk på grund af mange miniguder i form af postulater.

Den moderne videnskab på såvel mikro- som makrokosmosniveau er stødt på alvorlige problemer. Under eksperimenter med isolerede elementarpartikler observerede fysikerne et fænomen, der viser moderne fysiks begrænsninger.

En grundliggende lov i moderne fysik siger, at mængden af stof er konstant. Den hævder, at når en ny partikel dannes, vil dens masse altid være den samme som den samlede masse af de partikler, den blev dannet af. Essensen af loven er, at stof hverken kan opstå eller forsvinde – kun ændre tilstand. [Loven om massens bevarelse siger, at massen i et lukket system er konstant. I en kemisk reaktion, der foregår i et lukket system, er vægten av reaktanterne lig med vægten af produkterne. Dette gælder også i forhold til termodynamikkens første lov.]

I visse eksperimenter, hvor der dannedes nye partikler, var massen af de nydannede partikler flere gange større end den samlede masse af de partikler, de blev dannet af (fra ti til hundrede gange større). Virkeligt udstyr, virkelige partikler – og straks bliver resultatet uforklarligt! Moderne teorier hævder, at det aldrig kan ske, men empiriske resultater viser, at det sker.

Hvilket standpunkt vil man så forsvare – det teoretiske eller det praktiske?

Man skulle tro, at svaret er indlysende ud fra enhver intelligent position. Men ikke fra den “videnskabelige”, der fortsætter med at forsvare gamle regler, standpunkter og postulater. De praktiske resultater er uden betydning for moderne “videnskab”, hvis de ikke kan passes ind i Procrustes seng.
[Procrustes seng havde to pladser en lang og en kort. Hvis nogen var for lang til den korte plads, blev han kortet af, så han passede; var han for kort til den lange plads, blev han strakt, til han passede.]

I stedet for at revidere eller forny det “videnskabelige” fundament forsøger man at lappe på det eksisterende med nye postulater og antagelser. Man reparerer og sminker, men uden at forstå, at kun en levedygtig teori kan “genoplives”. En død teori forbliver død, uanset hvor længe den gives kunstigt åndedræt.

I den sammenhæng kunne jeg tænke mig at fremholde nogle observationer om fænomenet liv. Ikke kun teoretiske fysikere men også biologer og læger kæmper med problematiske koncepter på hvert deres område. Selv nutidens videnskabsmænd, der studerer liv, er ude af stand til at forklare hvori liv i sig selv består. For eksempel: Hvordan kan præcis de samme atomer i den ene rumlige organisation repræsentere levende stof, mens de i en anden rumlig organisation repræsenterer dødt stof?
“Hvorfor overhovedet beskæftige sig med den slags ‘trivialiteter’,” synes videnskaben at spørge, “levende stof er en kendsgerning, så spild ikke tiden på at forstå, hvorfor det er levende.”

Ikke desto mindre betragter biologer og læger sig selv som eksperter i spørgsmålet om liv. Hvis du fx spørger: “Hvornår begynder udviklingen af et foster?” svarer de – ofte tilbagelænet og let overbærende: “Forskellige hormoner og enzymer optræder i zygote celler (befrugtede ægceller), og som resultat udvikles en hjerne fra én af cellerne, et hjerte fra en anden af cellerne, lunger fra en tredje … , osv.”

“Forklaringen” ovenfor er klassisk og taget ud af skolernes “Pensum i Human Anatomi og Fysiologi”. En anden forklaring gives ikke; den eksisterer simpelthen ikke. Selv akademikere og doktorer inden for relevante fagområder, kan ikke forklare noget andet. Efter yderligere “kulegravning” vil du heller ikke finde et nyt svar.

Ethvert foster udvikles fra ét befrugtet æg, der begynder at dele sig. Ifølge lovene i histologi (mikroskopisk studium af cellevæv), empirisk bekræftet, gælder følgende:
“Når en celle deler sig, opstår der to nye, fuldstændigt identiske kopier af den.”
Når de to identiske celler deler sig, er der fremkommet fire identiske celler, dernæst otte, seksten, toogtredive, fireogtres identiske celler, osv. Med andre ord, alle celler i fostret har samme genetiske grundlag, er kloner af det samme befrugtede æg. I lyset af det faktum opstår spørgsmålet: “Hvordan er det muligt, at absolut identiske celler kan indeholde varierende forekomster af hormoner og enzymer?” [Eller udnytte dem forskelligt, hvis de allerede fandtes i alle cellerne.]

Det er tankevækkende, at dette spørgsmål stadig lukker munden på biologer og læger og gør dem forlegne. “Det ved kun Gud,” er det gennemgående svar. Et interessant tilbagetog for en videnskabsmand – ikke? Sjovt nok, hvis du forfølger emnet, er det muligt at “grave” en gud op fra næsten alle lovmæssige påstande inden for moderne videnskab. Det bekræfter, at mange videnskabelige regler og postulater bygger på formaliseringer i mangel af bedre viden.

Eftersom det ikke er muligt at finde forklaringen på alt på en gang, er det praktisk og nødvendigt at bruge postulater, men udelukkende som midlertidige hjælpemidler. Efter at have forklaret essentielle forhold, er det nødvendigt at vende tilbage til udgangspunktet og forklare de foreløbige postulater, der blev introduceret uden forklaring. Kun på den måde spiller postulater en positiv rolle.

Problemet er imidlertid, at den moderne videnskab snart udelukkende ligger inde med foreløbige postulater, der har opnået evigt liv. Ingen forsøger at erstatte dem med en videnskabelig forklaring. Disse postulater har udviklet sig til videnskabens “guder” (doktriner) og har gjort videnskaben til en blanding af politik og religion. Det mest påfaldende er, at videnskabsmændene end ikke forsøger at forsvare, hvorfor de tager doktrinerne for pålydende og lukker øjnene for sandsynlige problemer i den anledning.

Denne “blindhed” har fået som resultat, at moderne videnskab nu må anses for at være en religiøs bevægelse og dens videnskabsmænd bevægelsens præster.

Udtalelser fra prominente videnskabsmænd bekræfter dette. De slår fast, at for at kunne kaldes videnskabsmand må man besidde en sund skepsis og ikke stole på øjne, ører, data eller beviser, men fastholde videnskabens standpunkter. Dette standpunkt i sig selv bekræfter, at moderne videnskab nu kan sammenlignes med Den katolske kirke.

Lad os undersøge et par af “hvalerne”, som  moderne videnskab rider på. Jeg kan nævne en hel flok af disse, det videnskabelige dybhavs, “postulat-hvaler”:

    postulatet om stofs konstante mængde,
    postulatet om Universets isotropi (retningsløshed),
    postulatet om lysets hastighed.

Postulatet om, at mængden af stof er konstant, betyder, at der hverken kan skabes nyt stof eller fjernes eksisterende stof; kun det eksisterende stofs tilstand kan ændres. Jeg vil præcisere, at “stof” her udelukkende omfatter fysisk stof, som kan være i én af fire tilstande – fast, flydende, luftformig eller plastisk. Og det er det hele.

Disse stof-koncepter kommer ikke i nærheden af at reflektere noget af betydning. Ydermere har eksperimentelle data fra avanceret udstyr til udforskning af mikro- og makrokosmos fuldstændig gendrevet moderne doktriner om stofs natur.

Forskning inden for fysik og astrofysik i relation til elementarpartikler har givet resultater, der totalt modsiger eksisterende videnskab. Massen af nydannede partikler har vist sig at blive adskillige gange større end den samlede masse af partiklerne, der dannede dem. Hertil kommer, at den formodede tilstedeværelse af mørkt stof i Universet med en andel på ikke mindre end 90 procent af alt andet – et “mørkt stof”, som – af en eller anden grund – ingen kan se eller “røre”, bekræfter den alvorlige krise, der har ramt loven om stofs konstante mængde.

Enten må den moderne videnskab indrømme, at den opererer med et fejlbehæftet koncept for stof, at loven om stofs konstante mængde er ukorrekt – eller den må på anden måde seriøst forholde sig til, hvorfor dette postulat er absolut uegnet til at reflektere virkeligheden. Loven om stofs konstante mængde er et af de få postulater i moderne videnskab, der nærmest har opnået status af naturlov. Og alligevel, så snart vi udvider området for forståelsen af stof, mister postulatet straks sin gyldighed.

Uheldigvis kan vi ikke på samme måde gøre op med postulaterne om Universets isotropi og lysets hastighed. Det var disse postulater, der var grundlaget for Einsteins generelle – og specielle relativitetsteorier. Jeg vil forsøge at kaste lidt lys over dette område. Uanset om teorierne er korrekte eller ikke, vil det være forkert at kreditere Albert Einstein for dem.

Det er et historisk faktum, at i en periode, hvor Einstein var ansat i et patentbureau, “lånte” han simpelthen ideerne fra to forskere, matematikeren og fysikeren Jules Henri Poincare og matematikeren Hendrik Antoon Lorentz. De to videnskabsmænd havde gennem adskillige år samarbejdet om et sæt af teorier. Det var Poincar, der introducerede postulatet om Universets isotropi (retningsløshed) og konstanten for lysets hastighed i et vacuum [lufttomt rum], og det var Lorentz, der udtænkte sine berømte formler i arbejdet vedrørende æter-drift. [“Æter-drift” er navnet på den relative bevægelse, der menes at foregå mellem et legeme og det omgivende medium af “æter” (verdensrummet).]

Einstein havde som medarbejder i patentbureauet adgang til videnskabelig forskning og besluttede at “nedkradse” de to videnskabsmænds teorier som sin egen. Han refererede ligefrem til Hendrik Antoon Lorentz’ navn i “sin” relativitetsteori ved at kalde de grundliggende matematiske formler for “Lorentz’ transformationer”. Han præciserede imidlertid ikke, hvilken rolle han selv (Einstein) havde i disse formler (nemlig ingen), og han afholdt sig helt fra at nævne Poincare, som introducerede postulaterne om relativitet. Det kan kun tilskrives et enestående fravær af moral, at Einstein tog æren for andres arbejde.

Alle og enhver har lært, at Einstein er “Nobel-prismodtager”, og de fleste tror, at han gjorde sig fortjent til prisen som den, der formulerede teorierne, hhv. den generelle-  og den specielle relativitetsteori. Men sådan forholder det sig ikke. Skandalen omkring disse teorier, da plagieringen endnu kun var kendt i snævre videnskabelige kredse, forhindrede Nobel-priskomiteen i at kreditere Einstein for relativitetsteorierne.

I stedet fandt komiteen [eller kræfterne bag den] på følgende “redning”: Einstein blev tildelt Nobel-prisen for at have formuleret “Den anden lov” om fotoelektrisk effekt, der var Einsteins særstudium af den første lov. Det er trist, at den russiske fysiker Alexander Grigorievich Stoletov (1830-1896), som opdagede – og var den første til at beskrive den fotoelektriske effekt – hverken modtog en Nobel-pris eller nogen anden anerkendelse for sin opdagelse. Alligevel kunne Einstein vinde prisen for et “studium” af et særligt tilfælde af “Stoletovs første lov“.

Det er det glade vanvid, uanset hvordan man ser på det. Den eneste forklaring må være, at nogen nærede et brændende ønske om at gøre Einstein til Nobel-prismodtager og var parate til at gå vidt for at realisere det mål. Det eneste “geniet” Einstein selv behøvede at gøre var at “arbejde” en smule med den russiske fysikers opdagelse, “særstudere” den fotoelektriske effekt, og … hokus-pokus en Nobel-prismodtager var født!

Det var måske tilfældigt, at Nobel-priskomiteen besluttede, at to priser for samme opdagelse var i overkanten og derfor satsede på “… den brillante videnskabsmand Einstein” som eneste begunstigede! Hvem bekymrede sig siden om, om prisen blev givet for første eller anden lov om fotoelektrisk effekt? Det afgørende var, at det var Einstein, det universielle “geni”, der blev nomineret. Det faktum, at selve opdagelsen skyldtes Stoletov, var en “detalje”, der ikke krævede nærmere undersøgelse.

Hovedformålet var, at “en mand af genialitet”, “videnskabsmanden Einstein” kunne promoveres videre som Nobel-prismodtager. I dag tror alle, at Einstein modtog prisen for “sine” banebrydende teorier, der er nedlagt i hhv. den generelle- og den specielle relativitetsteori. — Var der en særlig grund til, at nogen med stor indflydelse ønskede at gøre Einstein til Nobel-prismodtager og på verdensplan glorificere ham som en af de største videnskabsmænd til alle tider?

Forklaringen fremgår af betingelserne i den handel, der blev indgået mellem Einstein og de kræfter, der gjorde ham til Nobel-prismodtager. Det er usandsynligt, at Einstein havde det mindste imod at blive Nobel-prismodtager og alle tiders største videnskabsmand! Og de indflydelsesrige kræfter bag ham havde et vitalt behov for at dirigere menneskehedens udvikling i den forkerte retning, ultimativt i retning af en økologisk katastrofe. Einstein indvilgede i at blive et af instrumenterne i denne plan imod at blive feteret videnskabsmand og Nobel-prismodtager. Handlen blev gennemført, og betingelserne opfyldt. Endvidere ville Einsteins nye image som alle tiders geni yderligere virke for den plan, der havde som mål at indoktrinere masserne med falske koncepter om Universets natur.


Plagiatoren Albert Einstein. Foto: Internettet

 

I den sammenhæng får det kendte foto af Einstein, “verdens største geni”, der rækker tunge ad os alle, en helt ny betydning!

Desværre er plagiarisme ikke et sjældent fænomen inden for videnskaben, og det værste i dette tilfælde er ikke tyveriet, men at Einsteins koncepter om Universets natur er fejlslagne. Hans forkerte postulater om Universets isotropi (retningsløshed) og om lysets hastighed har en økologisk katastrofe i globalt omfang som konsekvens.

Nogle vil mene, at Einstein og dem der støttede ham var uvidende om, at denne teori forfejlede sit mål i virkeligheden. En anden mulighed er, at Einstein og kompagni bevidst fejlede som så mange andre, der fremlagde hypoteser og teorier med ringe risiko for, at de ville blive efterprøvet empirisk. Man kunne også gøre gældende, at der ikke fandtes udstyr med nødvendig præcision til rådighed på det tidspunkt, som ville tillade mennesket at lodde dybden af mikro- og makrokosmos. Endelig kunne man henvise til eksperimenter, fx Michelson og Morleys, der allerede “bekræftede” Einsteins relativitetsteori. [Millers eksperimenter blev formentlig ikke tilskrevet større betydning i begyndelsen.]

Den implicitte bekræftelse af Einsteins teori gennem Michelson-Morleys eksperimenter er omtalt i utallige videnskabelige skrifter. Men ikke mange ved, at den totale distance, lyset tilbagelagde i Michelson-Morleys interferometer [kun] var 22 meter.

Ydermere blev disse eksperimenter udført i kælderen under en kampestensbygning, der praktisk taget var i niveau med havets overflade. De blev gennemført over en periode på fire dage (8., 9., 11. og 12. juli) 1887, hvor data fra interferometret blev optaget gennem en samlet 6-timers periode med 36 rotationer af opstillingen. Dette eksperimentelle grundlag formodedes at bekræfte, at æter-drift ikke findes, og dermed “sandheden” af Einsteins specielle og generelle relativitetsteorier.

[Interferometer
Apparatet består af en lyskilde, et antal spejle og en lysmodtager (fx en skærm eller billedcensor). Formålet med apparatet er at demonstrere en hastighed gennem “æteren”, der antages at være det universelle medium, som lyset udbreder sig i. Apparatet kan roteres i det vandrette plan. Millers avancerede udgave svømmede i et bad af kviksølv for at gøre bevægelsen så jævn som muligt. Armene skal være omgivet af en luftart:


Interferometer. Foto: Internettet

 

En lysstråle sendes ind fra venstre og strålen splittes i spejlet A (et semi-transmitterende/reflekterende spejl), der sender halvdelene videre med en indbyrdes vinkel på 90 grader. Spejlene B og C sidder på arme af samme længde. D er lysmodtageren (udeladt i (b)), der modtager den genforenede lysstråle og viser et interferensmønster. I (a) er interferometret i ro i forhold til æteren.
I (b) bevæger interferometret sig med hastigheden “v” i forhold til æteren.
(“v” fremkommer, fordi Jorden bevæger sig gennem æteren med interferometret. En del af forsøget gik ud på, at påvise, at Jorden sæsonvis bevæger sig i samme retning som æteren strømmer, og i den komplementære del – imod.). Da lyset bevæger sig i æteren, vil den ene lysstråle ramme spejlet B tidligere, mens den anden lysstråle vil ramme spejlet C senere. Dermed vil der opstå en forskydning imellem de to strålers bølgelængder, og når de genforenes og modtages i lysmodtageren, vil de vise et interferensmønster, der er unikt for den bestemte forskydning. Når interferometret drejes, vil lysstrålernes vinkel i forhold til æteren ændres, og der vil opstå andre inteferensmønstre.
Ved at regne på ændringen af interferensmønstrene kan hastigheden “v” bestemmes.


Interferensmønstre. Foto: Internettet

 

Interferensmønstre som de kunne se ud i interferometrets lysmodtager. Mønstrene blev forstørret gennem et okular med præcis skalering, så det var muligt at observere de mindste ændringer i mønstret under roteringen af instrumentet. Millers større apparat var udstyret med en kikkert, der forstørrede 50x, og disse billeder tillod aflæsning af hundrededele af en linje, selv om aflæsningerne typisk blev bogført med tiendedele.]

Eftersom facts er afgørende her, så lad os lægge vægt på dem. I 1933 udgav den amerikanske fysiker Dayton C. Miller (1866-1941) resultaterne af sine eksperimenter vedrørende den såkaldte æter-drift, udført i en periode over tyve år. Han efterforskning blev publiceret i tidsskriftet “Reviews of Modern Physics”. Alle disse eksperimenter bekræftede eksistensen af æter-drift.

Fysikeren Dayton C. Miller indledte sine eksperimenter i 1902 og afsluttede dem i 1926. Til eksperimenterne byggede han et interferometer med en samlet banelængde for lysstrålen på 64 meter. Det var det mest præcise interferometer i verden på sin tid og mindst tre gange mere følsomt end Michelson-Morleys interferometer.

Interferometer-data blev registreret på forskellige tidspunkter af døgnet og året. Miller udførte mere en 200.000 observationer med mere en 12.000 rotationer af interferometret. Han bragte med mellemrum opstillingen til toppen af Wilsons Bjerg (næsten 2 km højt), hvor han mente, at æter-vindens hastighed var større. Lad os se på, hvad fakta viser os.

På den ene side har vi Michelson-Morleys eksperimenter, gennemført over 6 timer, fordelt på 4 dage og med 36 rotationer af interferometret.

På den anden side har vi gennemkontrollerede eksperimentelle data, der er indsamlet over en periode på 24 år under anvendelsen af et tre gange mere følsomt apparat, der blev roteret 12.000 gange! Det er de foreliggende facts.

Måske var Einstein og kompagni uopmærksomme på disse resultater, eller de læste ikke videnskabelige udgivelser og foretrak at være uvidende? – Næppe [1]. De var udmærket informeret om det hele. Dayton Miller skrev breve til Einstein. I et af brevene beskrev han sit arbejde gennem 22 år, der bekræftede eksistensen af æter-drift. Einstein svarede meget skeptisk og forlangte beviser. Det fik han og svarede derefter ikke yderligere.

Vi kan leve os ind i, hvorfor Einsteins kommentarer udeblev, da han blev præsenteret for Millers eksperimentelle data. Det mest påfaldende er imidlertid at positive indikationer på æter-drift blev registreret allerede under Michelson-Morleys eksperimenter, men de blev overset eller ignoreret.
Efter Millers død i 1941, blev hans arbejde simpelthen “glemt”, og ingen har nogensinde publiceret det i et videnskabeligt tidsskrift. Det er som havde denne videnskabsmand aldrig eksisteret – til trods for, at han var en af de største fysikere i USA på sin tid.
[“The memory hole”, glemselshullet, fra George Orwells bog “1984” er konstant i brug. Interessant nok er det kun jøderne, der uafbrudt! har behov for at skjule sandheden.]

Alt det foregående viser tydeligt, at de eksisterende fejlbehæftede koncepter om Universets natur med overlæg blev påført menneskeheden for at styre civilisationens resultater bort fra den sande vej. Årsagen er, at de mennesker, der stod bag Einstein, frygtede at miste magt og position. De mente, at sand viden, hvis den blev opnået, til sidst ville afdække dem, så deres identitet og hensigter ville blive afsløret for alle mennesker.

Hvis koordinerede grupper på globalt niveau arbejder så omhyggeligt på at indføre falske koncepter om Universets natur, er det et sikkert tegn på, at de skjuler noget af afgørende betydning, ikke kun for fysikere og filosoffer, men for enhver beboer af denne planet.

Undertrykkelsen af sandheden har stået på i ganske lang tid, og bagmændene har indtil videre haft heldet med sig. Men selv den falske vej til udvikling af videnskab kunne ikke forhindre fremkomsten af nye eksperimenter og data, der jævnede Einsteins specielle og generelle relativitetsteorier med jorden.

Informationer fra Hubble teleskopet, gav uventede resultater. To anerkendte astrofysikere fra universiteterne Rochester og Kansas opdagede, efter at have analyseret udbredelsen af radiobølger fra 160 fjerne galakser, at transmissionen roterer undervejs gennem rummet. Rotationen manifesterede sig som et svagt billede med form af en proptrækker, helt ude af kontekst med noget, der var observeret tidligere.

Man kan konstatere, at en hel omdrejning af “proptrækkeren” er gennemført for hver 1 milliard miles (ca. 1,6 milliarder km) af radiobølgernes udbredelse. Disse manifestationer går ud over, hvad der er kendt som “Faradays effekt”, der er en polarisering af lys forårsaget af de intergalaktiske magnetfelter. Perioden for denne nyligt opdagede rotation afhænger af vinklen mellem radiobølgernes udbredelsesretning og orienteringsaksen gennem rummet. Jo mere parallel udbredelsesretningen er med aksen, desto større er radius i spiralen. 
Denne “orienteringsakse” angiver retningen lyset bevæger sig i gennem Universet. Forskere bekræfter, at observeret fra Jorden peger aksen i den ene retning mod konstellationen Sekstanten og i modsat retning mod konstellationen Ørnen.

Hvilken retning, der repræsenterer “op” eller “ned”, kan man selv om. Astrofysikerne B. Nodland og J. P. Ralston, der gjorde denne opdagelse, publiserede deres rapport i “Reviews of Modern Physics” i 1997.

Opdagelsen betyder, at Universet er an-isotropisk (ikke retningsløst).

De mest præcise instrumenter, der benyttes for tiden, registrerer, hvordan hastigheden på radiobølger varierer afhængigt af udbredelsesretningen. Det er interessant, at disse retninger reflekterer en lagdelt struktur af Universet, hvor “op”, “ned”, “venstre” og “højre” antydes.

Den eksperimentelle registrering af æter-driften for lysbølger i Millers eksperimenter fra 1930’erne sammen med Nodland og Ralstons opdagelse i 1997 af variationen i hastighed for radiobølgers udbredelse i Universet tjener som uafviselige beviser for Universets an-isotropi.

Æter-driften, der blev registreret i Millers meget omhyggelige eksperimenter, og variationen af radiobølgers udbredelseshastighed afhængigt af retningen, er udtryk for én og samme virkelighed. Omstændighederne er forskellige, men essensen er den samme. Alle disse eksperimenter understreger Universets an-isotropi og tilbagebeviser dermed Einsteins specielle og generelle relativitetsteorier.

Men måske repræsenterer det 2. postulat i Einsteins teorier en troværdig påstand?
Lad os kigge nærmere på det.

Essensen af postulatet er, at lysets hastighed i et vacuum er uforanderlig, dvs. konstant, og at den maksimalt opnåelige hastighed for stof i Universet er 300.000 km/sek (186.000 miles/sek). Hvis denne påstand ikke kan fastholdes, forvandles Lorentz’ transformationer til nonsens. Ifølge disse ligninger vil alt stof (dermed også lys), der overskrider hastigheden 300.000 km/sek, opnå en uendelig stor masse – selv hvis der kun er tale om en enkelt foton. Det er en absurd konsekvens.

Hvordan går det så med dette postulat om massen, der pludselig bevæger sig mod uendelig?

Dr. Lijun Wang opnåede et bemærkelsesværdigt resultat med et eksperiment i 2000.
Det blev udført på NEC Research Institute i Princeton. Eksperimentet gik ud på at sende en laser-impuls gennem en beholder, der var fyldt med en cæsium-atmosfære. Resultatet var formidabelt: Hastigheden af lysimpulsen viste sig at være tre hundrede! gange større, end den tilladte ifølge Lorentz’ transformationer.

I året 2000 i Italien udførte en anden gruppe, fra Italian National Researc Council, eksperimenter med mikrobølger. Hastigheden på deres udbredelse var 25 procent højere end den maksimalt tilladte hastighed ifølge Einstein. Som nævnt, det er en matematisk konsekvens af Lorentz’ transformationer, at hvis hastigheden af lys (eller et andet objekt) overstiger 300.000 km/sek, selv hvis “overskridelsen” kun er 1 mm/sek, vil massen – ifølge matematikken – bevæge sig mod uendelig (∞).

Med andre ord, massen af fotoner og mikrobølger skulle blive større end massen af noget “sort hul” i Universet, så ifølge Einstein ville vores planet øjeblikkeligt blive forvandlet til det ultimative sorte hul. Men det skete heldigvis ikke. Såvel lysbølger som mikrobølger forblev bølger og deres masser ændrede sig formodentlig ikke af betydning.

Dermed blev 2. postulat i Einsteins specielle og generelle relativitetsteorier modbevist. Uden postulatets gyldighed er teorierne meningsløse og burde indgå i videnskabshistoriens samling af hypoteser, der ikke har kunnet bekræftes med eksperimentelle resultater.

Det er besynderligt, at hele verden fortsætter med at studere Einsteins teorier i skoler og på universiteter som om de afspejlede virkeligheden. Ikke kun med Millers resultater fra 1933, men nu med yderligere beviser fra 1997 – 2000, må det være på tide at afslutte Einsteins blokering af videnskaben.

Den fortsatte mangel på bevis for postulaterne i Einsteins teorier gør dem til endnu et mislykket forsøg på at skabe et billedet af Universet, hverken mere eller mindre. Kun en mindre “detalje” forhindrer en sådan konsekvens:

Både “skaberen” af den specielle og generelle relativitetsteori og kræfterne bag ham vidste fra begyndelsen, at disse teorier strider mod virkeligheden. Måske netop derfor blev de brugt mod menneskeheden. Som konsekvens har vores civilisation fulgt en vej, der ultimativt vil føre til vores udslettelse. Det kan kun betyde ét: at den rette vej mod sand udvikling medfører en alvorlig risiko for dem, der stod bag Einstein og fortsat terroriserer verden med hans teorier.

Dem der befolker skyggerne frygter kun ét: tabet af magten og kontrollen med masserne. Sand oplysning og viden vil bringe alle til forståelse af, hvad der sker på Jorden. Det vil for stedse fratage mørkemændene deres nuværende magtposition med mulighederne for at kontrollere alle andre og overtage deres værdier.

Derfor er sand viden så skræmmende for dem. De har opnået deres udbytte ufortjent, gennem svig, og de ønsker under ingen omstændigheder at give slip på det.

Af denne gennemgang kan vi forstå, at videnskabelige og filosofiske koncepter om Universets natur har politiske og økonomiske rødder. Falske koncepter, der påtvinges menneskeheden, tillader sociale parasitter at blomstre ved at ernære sig på kroppen af planetens civilisationer.

Jeg kunne tænke mig at fokusere på et af de instrumenter, der bruges til at påtvinge menneskeheden de falske koncepter om naturen – nemlig matematikken.

Du undrer dig måske over, hvilken forbindelse matematik kan have med alt dette (?).

Egentlig er det eneste formål med matematik at udføre praktiske beregninger. Når vi lægger ét æble til et andet (sammenlægning, addition), taler vi om resultatet “to æbler” og ligestiller dermed det ene æble med det andet. Vi tager ikke med i beregningen, at der er forskel i vægt, form, størrelse, farve, modenhed, smag, m.v.

Vi vedtager bare, at facit er “to æbler”, og det er muligt at dele disse æbler mellem to mennesker og opnå nogenlunde retfærdighed. Hver af dem vil være tilfreds med sit æble, selv om det ikke er absolut identisk med det andet, idet jo selv kloner bliver forskellige, når de vokser op i lidt forskellige miljøer.

Så det ændrer intet i verden og ingen vil lide, hvis det ene æble er lidt større, mere surt eller sødt end det andet.

Det er noget ganske andet, når matematikken bruges som fundament for hypoteser. Det betyder, at virkelige naturprocesser bliver repræsenteret ved en abstraktion og indført i ligninger og formler i form af bogstaver og symboler. Disse bogstaver og symboler bliver derefter, jf. matematikkens love, udsat for operatorer (plus, minus, gange, dividere m.fl.) uden at man tager højde for den virkelighed, at naturlige fænomener udfolder sig uafhængigt af menneskeskabte koncepter.

Matematikere glemmer ofte, hvad der gemmer sig bag disse bogstaver og symboler, de kalkulerer afledninger og integraler, tenderer i retning af at præcisere, indfører forenklinger og fjerner “unødvendige” størrelser. Med andre ord, de bestræber sig på at udlede en elegant formel for et eller andet i den virkelige verden. Einsteins relativitetsteori er et strålende eksempel på dette.

En god grund til at indføre postulaterne om Universets isotropi og den endelige hastighed for lys var, at Lorentz’ transformationer ellers ikke ville give mening. Det samme gælder Einsteins specielle teorier. Lorentz’ transformationer indførte bestemte krav til udbredelseshastigheden for fysiske objekter i verdensrummet. Denne hastighed måtte ikke (heller ikke for lys) blive større end lysets hastighed gennem et tomt rum.

Ifølge postulatet er lysets hastighed gennem et vacuum konstant, og maksimal hastighed for et objekt (dermed også lys) er 300.000 km/sek. Hastigheden kan ikke blive højere ifølge Lorentz’ transformationer, da massen derved går mod uendelig. Det samme ville ske med en foton (lysets elementarpartikel).
Men alt dette er kun givet i matematiske formler.
Hvad der skete i den fysiske verden var, at en fysisk laserimpuls passerede gennem en fysisk gasart med en hastighed, der var 300 gange højere end formlens tilladte højeste hastighed for lys, dvs. med 90.000.000 km/sek. En meget “ulydig” laser impuls – der nægtede at overholde matematikkens hastighedsbegrænsning. En anden ulydighed blev observeret, idet alle fotoner nægtede at antage en masse, der afveg fra den sædvanlige. Fotonerne forblev fotoner under passagen af gasarten.

Nogen burde minde matematikerne om, at naturen følger sine egne love og ikke uden videre matematikkens regler. De sidstnævnte er kun intellektuelle ordninger, der med større eller mindre held beskriver en forestilling om virkeligheden. Ingen matematiske love går over naturlovene. Af tænkelige grunde glemmer matematikere ofte dette og lader sig rive med i dansen om de falske guder.

Jeg kunne tænke mig at vise et eksempel på “løsningen” af et matematisk problem.
Det er en løsning, som de fleste lærer om og intuitivt føler sig frastødt af, men uden at gøre noget andet.

En regneregel siger, at man kun kan uddrage kvadratroden af et positivt tal, idet uddragelse af kvadratroden er den modsatte operation af at kvadrere. Matematikken: “Ethvert tal, positivt eller negativt, bliver positivt, når det kvadreres” (ganges med sig selv). For eksempel er 2 x 2 = 4, og -2 x -2 er også lig med 4, idet reglen siger, at minus gange minus giver plus. Alle kender denne regel fra grundskolen.
[Når der ikke står et minustegn foran tallet, underforstås et plus, så 2 betyder det samme som +2].

Når der udføres matematiske transformationer for at beregne virkelige fysiske processer, kan der indtræffe et negativt tal, fx -1, under kvadratrodstegnet (√-1). Dette repræsenterer en komplet absurditet set fra det matematiske aksioms synspunkt. Løsningen er ikke defineret inden for de normale rationelle rammer. Ikke desto mindre manifesterede denne umulighed sig i kalkulationen af en virkelig fysisk proces.

Dermed skulle konklusionen have været oplagt. Blokeringer af den karakter burde opfattes som et vink med en vognstang om, at det er forkert at lade et teoretisk redskab diktere løsningen af en virkelig fysisk opgave. Åbenbart tænker ingen i den retning. Det er nemmere at løse et paradoks ved hjælp af en tryllestav, end ved at ransage dets natur. Hvorfor bygge hele huset om, når det er muligt at fuske lidt med afstivningen?

Der blev fundet en enkel udvej. Hvis matematikkens love hævder, at kvadratroden af et negativt tal ikke eksisterer, så må det negative tal forsvinde. Og således blev problemet fjernet: “-1” blev omdøbt til “i^2”.
[Læses: “minus 1 blev omdøbt til i opløftet til 2. potens”. Og “2. potens” betyder “en størrelse ganget med sig selv én gang”, fx -1 x -1]. Dermed var problemet væk! Da kvadratroden af et kvadreret tal er et positivt tal (kvadratroden af i^2 = i), blev “i” kaldt det imaginære grundtal. Men ingen forklarede, hvad denne imaginære størrelse står for “i sig selv”, eller hvor dens pendant eventuelt findes i den virkelige verden.

Hvis der findes en imaginær størrelse som “i”, findes der så en imaginær virkelighed?
“Er det virkelig ulejligheden værd at fokusere på den slags trivialiteter?”
Ja – det må bestemt tilrådes, for hvis vi fokuserer, vil vi opdage, at omskrivningen er komplet nonsens. Hvis det er muligt at indsætte den negative værdi -1 i et kvadratrodstegn hvorfor så ikke indsætte imaginære værdier i enhver anden matematisk ligning?
— Fordi det ville medføre kaos. Så det gør vi ikke. Derved kunne en uskyldig sammenlægning af 2 + 2 æbler medføre nye uforklarlige resultater — en agurk, en pære, et nul, eller fire imaginære tomater!

Så matematikerne begrænser sig til at bruge imaginære tal de steder, hvor det understøtter forventningerne. De udviklede også en matematisk niche og døbte den “komplekse tal og funktioner”. Det imaginære grundtal lever og har det godt og er officielt anerkendt inden for sit eget “territorium”. I resten af det matematiske terræn er en minusværdi stadig en minusværdi uden at være under indflydelse af imaginære tal. Ganske underholdende.

Det er absolut muligt at bedrage andre mennesker, men det skulle være umuligt at bedrage sig selv. Eller måske er det muligt helt at fortrænge visse typer af selvbedrag. Men hvem skulle gøre det, og hvad skulle formålet være?

Det er åbenbart, at der eksisterer kræfter, som er parate til at påføre den moderne videnskab enhver absurditet, alene for at forhindre inspektionen af det pilrådne fundament. Det kan ikke længere bortforklares som tilfældigheder eller misforståelser. Der ligger en bevidst forbryderisk hensigt bag det hele, og vi kan bevidne, at forbrydelsen foregår hele tiden i forsøget på at fastholde menneskeheden på en katastrofal kurs.

Påførelsen af falske eller mangelfulde koncepter om Universets natur tjener disse kræfters interesser ved at fastholde Jordens civilisationer i uvidenhed. Det gælder menneskeheden i almindelighed og det enkelte individ i særdeleshed. Dette sætter de kontrollerende kræfter i stand til at udnytte civilisationerne globalt og styrke deres egen finansielle og politiske magt overalt. Hvis dette mønster anfægtes af nogen, der forsøger at udstille illusionen, vil de regerende kræfter hensynsløst ødelægge ham og alt, hvad han har frembragt.

Et eksempel på denne fremgangsmåde er “bortskaffelsen” af Nikola Tesla (f. 1856, d. 1943), en amerikansk fysiker af kroatisk oprindelse. Tesla frembragte apparater og udstyr, der var baseret på utraditionelle principper, hvoraf en del kunne have sparet menneskeheden fra brændstof- og energikriser og reddet planetens økologi.

Han udviklede elektriske generatorer, der ikke havde en eneste bevægelig del og ikke behøvede brændstof. Elektriciteten blev indvundet direkte ud af rummet. Han fandt på enkle og billige måder til at dele vand [H2O] i bestanddelene ilt og brint. Tesla udviklede et stort antal imponerende konstruktioner, men ret kort efter – og “helt uventet” – blev han syg og døde på Wyndham New Yorker Hotel. Det skete umiddelbart efter at have demonstreret sine opfindelser på en udstilling første gang.
Efter hans død konfiskerede repræsentanter for den amerikanske regering alle maskiner og opfindelser fra hans laboratorium, og bulldozere jævnede resten med jorden. En maskiningeniør, der havde udformet Teslas apparater i metal, forsvandt sporløst, og tilsyneladende ved ingen, hvad der er overgået ham.

Regeringen fjernede ved denne ulovlige beslaglæggelse alt, hvad Tesla havde skabt.
Fra det øjeblik sluttede enhver omtale eller diskussion af Teslas generatorer m.fl. opfindelser, såvel i USA som i resten af verden. Udnyttelsen af hans generatorer til produktion af billig elektricitet ville have bragt rigdom, varme og økonomisk uafhængighed til ethvert hjem og enhver familie.

I stedet fortsatte energikriserne. Elektricitet frembringes stadig ved hjælp af primitive elektriske generatorer med rotorer, der slides. Olie- og kulfyrede kraftværker konsumerer enorme mængder af naturligt brændstof med et meningsløst energitab i processerne. Disse måder at fremstille elektrisk strøm på ødelægger planetens økologi, udtømmer dens ressourcer og forgifter atmosfæren. Kærnekraftværker frembyder en særligt farlig risiko for forurening. [Dog især på grund af risikoen for sabotage, idet moderne, velholdte atomkraftværker er meget driftsikre, ikke særligt brændstofkrævende og i praksis uskadelige for miljøet.]

Vi kan se, at de nationer, der hævder at ville tjene menneskeheden, undertrykker kendskabet til fri elektrisk kraftudvinding. Hvilken herre tjener disse nationer? Sandsynligvis den samme interessegruppe, der står bag den moderne videnskabs falske koncepter og bakker op om “videnskabsmænd” som Einstein og hans lige.

Teorien om Universet har fået en afgørende indflydelse på den objektive virkelighed vi lever i. Vores civilisations overlevelse på Jorden afhænger af, om vi kan udvikle koncepter, der er tro mod denne virkelighed. Snart er det uden betydning, hvem der har ret eller uret. Det afgørende spørgsmål er, om vores civilisation i Midgård [mellemverdenen, menneskets verden] også eksisterer i morgen eller vil forsvinde.

Nicolai Levashov, 6. marts 2006.

Fysikeren og miljøforkæmperen Nicolai Levashov døde i Moskva i 2012 i en alder af 51.

Resultaterne af nyere eksperimenter med udspring forskellige steder i verden bekræfter hundrede procent forfatterens argumentation.

Fra samme hånd kommer bogen “The Anisotropic Universe”, der forklarer mange fænomener af levende og ikke-levende natur.

Redaktionel kommentar

[1]
Einstein var af forståelige årsager meget opmærksom på Millers eksperimenter. Hans relativitetsteori blev bekræftet gennem de officielle resultater af Michelson og Morleys forsøg fra 1887, der faktisk viste en æter-drift, men M. og M. tolkede det samlede resultat som et manglende bevis. Af andre kunne resultatet bekvemt tolkes som bevis for det modsatte, at æter-vind ikke eksisterer.

I en tale til en forsamling af videnskabsmænd på Berlins Universitet udtalte Einstein, at eksperimenterne i Cleveland med det formål at påvise æter-drift var uden positive resultater, mens de på Mount Wilson viste et positivt resultat. Derfor havde højdeforskellen måske i sig selv påvirket resultaterne. Han udtrykte yderligere en formodning om, at temperaturforskelle kunne havde repræsenteret en fejlkilde.

“Problemet med Professor Einstein er, at han intet kender til mine resultater,” svarede Dr. Miller. “Han har gennem tredive år gjort gældende, at interferometer-eksperimenterne i Cleveland viste negative resultater. Vi har aldrig udtalt os om, at de gav negative resultater, og de gav i virkeligheden ikke negative resultater. Han (Einstein) burde indrømme mig så megen omtanke, at jeg ikke ville lade temperaturforskelle påvirke resultaterne. Han skrev allerede i november og foreslog dette. Jeg er ikke så enfoldig, at jeg ville tillade temperaturforskelle at påvirke mine eksperimenter.”

Tidligt i 50’erne udførte den amerikanske fysiker Robert S. Shankland (f. 1908, d. 1982) (med Miller død og begravet i 10 år) en række undersøgelser, der havde til formål at efterprøve Millers resultater. Sandsynligvis var det uofficielle formål at “bevise” ham falsk, og det blev da også konklusionen af Shanklands efterprøvning.
Shanklands undersøgelser blev udsat for bred kritik, da han tilsyneladende ikke blot havde været bestilt til at nulstille enhver snak om æter-drift, men også gjorde sig skyldig i fejlfortolkning af Millers resultater.

Einsteins reaktion pr. 31. august 1954 på Shanklans konklusion siger alt om Einsteins problem:

“Kære Dr. Shankland
Jeg takker Dem mange gange for at sende mig Deres omhyggelige studier over Millers eksperimenter. Disse studier er udført med stor præcision og viden, naturligvis, en meget omhyggelig statistisk undersøgelse. Dette ikke mindst fordi eksistensen af en ikke triviel positiv effekt [en æter-drift af betydning] ville påvirke fundamentet i den [min] teoretiske fysik, som den i øjeblikket er accepteret – meget dybt. 
De har meget overbevisende vist, at de observerede effekter ligger uden for grænsen for tilfældige afvigelser og derfor må have en systematisk årsag. De har gjort det helt sandsynligt, at denne systematiske årsag intet har at gøre med “æter-vind”, men med temperaturforskelle i den luft, der har befundet sig mellem de to lysbundter, der producerede interferensmønstrene. En sådan effekt er i virkeligheden praktisk uundgåelig, hvis væggene i laboratoriet ikke har ubetydelige forskelle i temperatur.
Det er et af de tilfælde, hvor antallet af systematiske fejl hurtigt tiltager med udstyrets dimensioner.
Jeg gratulerer Dem og deres kollegaer med Deres værdifulde bidrag til vores viden.
Med venlig hilsen
A. Einstein”

Absolut bevægelse er bevist gennem flere nyere forsøg

Vil man læse (på engelsk) om forsøgene på at påvise absolut bevægelse siden Miller, er her en god kilde:

ABSOLUTE MOTION AND GRAVITATIONAL EFFECTS af Reginald T. Cahill

I et af ansnittene “2.14 Absolute Motion and Quantum Gravity” skriver han:

… I et af de måske mest bizarre begivenhedsforløb i moderne videnskab viser det sig, at absolut lineær bevægelse har været åbenbaret i eksperimentelle data i mere end 100 år. Den lineære bevægelse blev overset i det første eksperiment, der var designet til at detektere den, og derefter, af forskellige sociologiske årsager, blev den et koncept, der var fordømt af fysikere og bandlyst i deres rapporter til trods for løbende nye eksperimentelle beviser. Dem der fulgte op på de videnskabelige beviser blev hånet og latterliggjort. Endnu værre var det dødvande, som disse obstruktioner af den videnskabelige proces resulterede i, nemlig en opbremsning af næsten alle fremskridt i vores videre forståelse af fænomenet tyngdekraft. Det står klart for alle, at i de eksperimenter, der var i stand til at detektere absolut bevægelse, findes der beviser for [en ny kvanteteori om tyngdekraften] …

For dem, der vil lytte til en god radioudsendelse (på engelsk) om Einsteins meriter, er her to timers interview fra Red Ice Radio med Christopher Bjerknes, forfatter til bl.a. “The Manufacture and Sale of Saint Einstein”: 1. time2. time.