Geniet Einstein” — en fabrikation

Redaktionelt

O​-​D​-​I​-​N​.org, Redaktionen, 2017-02-27.

 

Nico­lai Levas­hov (f. 1961, d. 2012) hør­te til blandt Ruslands bed­ste fysi­ke­re og var liden­ska­be­ligt enga­ge­ret i den for­før­te men­ne­ske­heds skæb­ne.


Fysi­ke­ren Nico­lai Vales­hov, artik­lens for­fat­ter.
Foto: Inter­net­tet

 

Han var en stærk stem­me i kam­pen for det glo­ba­le mil­jø og i mod­stan­den mod jødisk pseu­d­ovi­den­skab. Der­med leve­de han en udsat til­væ­rel­se i oppo­si­tion til det etab­le­re­de viden­ska­be­li­ge og poli­ti­ske par­nas i Rusland.
Den­ne arti­kel fra 2006 viser hvor­for. Det går ikke ustraf­fet hen at anfæg­te et af jøde­r­nes iko­ner, “geni­et Albert Ein­ste­in”, og angri­be den ter­ror, som jøde­r­ne udfol­der glo­balt for at fast­hol­de virk­nin­ger­ne af “Ein­ste­ins rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er”. Med dis­se teo­ri­er står Ein­ste­in på skul­dre­ne af bort­gem­te viden­skabs­mænd, hvis fortje­ne­ster han har ranet.
I artik­len beskri­ver Levas­hov, hvor­for men­ne­ske­he­den fast­hol­des i en illu­sion, mens adgan­gen til at udfor­ske det san­de ver­dens­bil­le­de under­tryk­kes af glo­ba­le poli­ti­ske og finan­si­el­le inter­es­ser. Jøden Albert Ein­ste­in, der mas­sivt er ble­vet prom­ove­ret som “geni­et over alle”, var san­de­lig ingen stør­re bega­vel­se, men han blev opre­k­la­me­ret som geni imod til gen­gæld at arbej­de aktivt i zio­nis­mens tje­ne­ste. Kun få er klar over, at Ein­ste­in aldrig modt­og Nobel-pri­sen for sine rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er, men for et sær­stu­di­um af den foto­elek­tri­ske effekt, der alle­re­de var opda­get og beskre­vet af rus­se­ren Sto­le­tov. Rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er­ne har opnå­et kult­sta­tus og har siden udgi­vel­sen blo­ke­ret for al kon­kur­re­ren­de forsk­ning om Uni­ver­sets natur.
Her­med giver vi ordet til Nico­lai Levas­hov.

Teorien om Universet og den objektive virkelighed

Gen­nem man­ge tusin­der af år har men­ne­sket for­søgt at for­stå ver­dens­rum­met, der omgi­ver os til alle sider. For­skel­li­ge model­ler af Uni­ver­set og for­skel­li­ge ide­er om men­ne­skets pla­ce­ring i Uni­ver­set er ble­vet præ­sen­te­ret. Grad­vist kom dis­se model­ler og deres begrebs­ver­den til at for­me den såkaldt viden­ska­be­li­ge Teo­ri om Uni­ver­set. Den­ne teo­ri blev ende­ligt udkrystal­li­se­ret i mid­ten af det 20. århund­re­de. Albert Ein­ste­ins rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er blev grund­la­get for teo­ri­en om Big Bang, der hæv­des til den­ne dag.

Alle øvri­ge teo­ri­er om emnet er i prin­cip­pet kun præ­ci­se­rin­ger. Der­for afhæn­ger men­ne­skets opfat­tel­se af Uni­ver­set og ikke mindst frem­ti­den for men­ne­ske­lig civi­li­sa­tion i høj grad af, hvor sandt den­ne teo­ri om Uni­ver­set beskri­ver vir­ke­lig­he­den. Man­ge tek­no­lo­gi­er, udstyr, maski­ner m.v. bli­ver frem­stil­let på grund­lag af det sæt af begre­ber, hvor­med vi beskri­ver natu­ren. Der­for er vores civi­li­sa­tions over­le­vel­se her på Jor­den dybt afhæn­gig af, om vi frem­stil­ler gode eller dår­li­ge model­ler og tek­no­lo­gi­er.

Hvis begre­ber­ne er for­ker­te eller upræ­ci­se, kan de føre til kata­stro­fe og øde­læg­gel­se, både af civi­li­sa­tio­nen og af sel­ve livet på den­ne fan­ta­sti­ske pla­net, som men­ne­sket har kaldt Jor­den. Ind­sig­ten i Uni­ver­sets natur på et teo­re­tisk niveau vil bestem­me det prak­ti­ske niveau og der­med uaf­ven­de­ligt påvir­ke frem­ti­den for vores civi­li­sa­tion og liv på pla­ne­ten. Så alle og enhver, ikke kun filo­sof­fer og viden­skabs­mænd, bur­de bekym­re sig om sådan­ne teo­ri­er.

Alt­så en kor­rekt for­stå­el­se af Uni­ver­set kan bli­ve nøg­len til ekstra­or­di­næ­re frem­skridt for vores civi­li­sa­tion, det mod­sat­te — til vores under­gang. Et kor­rekt kon­cept for Uni­ver­sets natur er ska­ben­de, et fejl­be­hæf­tet er øde­læg­gen­de.

Med andre ord, teo­ri­en om Uni­ver­set kan bli­ve et mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben, og tro mig — en atom­bom­be i den sam­men­lig­ning er kun et lege­tøj. Det er en sand­hed, der er uaf­hæn­gig af, om nogen tror på den. I lig­hed med alle andre kends­ger­nin­ger, er den ikke mere afhæn­gig af mod­ta­ge­rens for­stå­el­se, end Solens akti­vi­tet er afhæn­gig af, om vi for­står, hvor­dan den vir­ker.

Det er abso­lut uden betyd­ning for Solen for­mål, om vi råder over en begrebs­ver­den, der beskri­ver dens vir­ke­må­de kor­rekt. Hvor tæt vi kom­mer på vir­ke­lig­he­den i for­stå­el­sen af vir­ke­li­ge fæno­me­ner har kun betyd­ning for men­ne­ske­he­den. Det fore­kom­mer mig, at de fle­ste, der kal­der sig viden­skabs­mænd, har glemt [eller fortrængt] den­ne simp­le sand­hed og har ladet sig rive med i ska­bel­sen af teo­ri­er, der i langt høje­re grad tje­ner en per­son­lig agen­da end et ærligt for­søg på at fin­de sand­he­den. At stræ­be efter sand­he­den skul­le være det ene­ste over­ord­ne­de mål for enhver, der har dedi­ke­ret sig til viden­ska­ben.

Bekla­ge­lig­vis er det oven­for frem­før­te ikke udslag af syge fore­stil­lin­ger eller bare til­fæl­digt vrøvl; det er vir­ke­lig­hed. Jeg har und­gå­et at pak­ke den­ne vir­ke­lig­hed ind i menings­for­styr­ren­de form­ler og føl­ge­slut­nin­ger, hvor­ved betyd­nin­gen kun­ne bli­ve uklar for men­ne­sker, der ikke til­hø­rer en snæ­ver kreds af “spe­ci­a­li­ster”. Det er en vir­ke­lig­hed, som men­ne­sker umid­del­bart begri­ber, uan­set om de har mod­ta­get en uddan­nel­se eller er ude af stand til at læse. Des­u­den har den alle­re­de direk­te ind­fly­del­se på os men­ne­sker i stør­re eller min­dre omfang.

Fal­ske eller fejl­be­hæf­te­de kon­cep­ter om Uni­ver­sets natur har resul­te­ret i en øko­lo­gisk kata­stro­fe, og Jor­dens civi­li­sa­tio­ner over­gi­ver sig god­tro­en­de. Der er så man­ge indi­ci­er, at enhver der ønsker det, meget nemt vil­le kun­ne for­stå, hvad der sker.

Alting tyder på, at den tek­no­kra­ti­ske vej til udvik­ling i hæn­der­ne på den magt­ha­ven­de eli­te vil føre til selv­de­struk­tion og afslut­ning af Jor­dens civi­li­sa­tio­ner. Tra­di­tio­nel viden­skab har sam­let en hel del obser­va­tio­ner af for­skel­li­ge fæno­me­ner i den såkald­te mel­lemver­den, som vi men­ne­sker lever i. Mel­lemver­de­nen er rum­met mel­lem mikrokos­mos og makrokos­mos, og i mel­lemver­de­nen fin­des natur­love­ne. I mel­lemver­de­nen kan men­ne­sket kun obser­ve­re mani­fe­sta­tio­ner­ne af san­de natur­love.

De ind­tryk, som men­ne­sket kan opfat­te gen­nem de fem kend­te san­se­or­ga­ner, er kun top­pen af isb­jer­get. Hele resten er “tin­gen i sig selv”, en ube­kendt stør­rel­se, som Imma­nu­el Kant omfat­ten­de har filo­so­fe­ret over. Den­ne type af for­stå­el­se kan ikke und­væ­res, da det er umu­ligt at ska­be det rig­ti­ge bil­le­de af Uni­ver­set kun ved hjælp af de fem san­ser.

Det skyl­des gan­ske enkelt, at men­ne­skets san­se­or­ga­ner blev udvik­let i til­pas­nin­gen til for­hol­de­ne i den øko­lo­gi­ske niche, som vores art beslag­lag­de i den leven­de natur. Dis­se san­se­or­ga­ner til­la­der men­ne­sket at udfol­de sig inden for græn­ser­ne af vores niche, men ikke uden­for. San­se­or­ga­ner­ne er kun bereg­net til mel­lemver­de­nen.

Men­ne­sket har frem­stil­let man­ge for­skel­li­ge anord­nin­ger, der mar­gi­nalt til­la­der os at træn­ge ind i mikrokos­mos og makrokos­mos. Det kun­ne se ud som om, at pro­ble­met var løst ved hjælp af dis­se anord­nin­ger, efter­som vi nu er i stand til at mikro- og makrokos­mos. Imid­ler­tid er der adskil­li­ge “men’er” i det­te. Et afgø­ren­de “men” er, at men­ne­sket ved hjælp af dis­se indret­nin­ger kun har for­læn­get san­se­or­ga­ner­nes ræk­ke­vid­de, men uden at have for­bed­ret evnen til at san­se.

Sagt på en anden måde, den begræn­se­de natur af men­ne­skets san­se­or­ga­ner er ble­vet udstrakt til mikro- og makrokos­mos. Lige så vel som det er umu­ligt at opfat­te skøn­he­den af en blomst ved hjælp af hørel­sen, er det umu­ligt at gen­nem­træn­ge mikro- og makrokos­mos kun ved hjælp af de fem san­se­or­ga­ner. Hvad men­ne­sket kan opnå med sine san­se­or­ga­ner og hjæl­pe­mid­ler til­la­der os ikke at kom­me i kon­takt med “tin­gen i sig selv”. I ste­det ser vi et falsk bil­le­de af Uni­ver­sets natur — selv­skabt falsk på grund af vores man­gel­ful­de fem san­ser.

Det er den begræn­se­de natur af men­ne­skets viden, der til­lod udvik­lin­gen af et forvræn­get og falsk bil­le­de af Uni­ver­set, og vi blev tvun­get til at tage den for­ker­te vej i for­stå­el­sen af Uni­ver­sets natur. Det hele skyl­des det fak­tum, at men­ne­skets obser­va­tio­ner er begræn­set til bestem­te mani­fe­sta­tio­ner af natur­love­ne.

Fra star­ten af men­ne­skets for­søg på at sam­men­styk­ke et moder­ne ver­dens­bil­le­de var det nød­ven­digt at ind­fø­re postu­la­ter — anta­gel­ser i form af vedtæg­ter, som ikke umid­del­bart behø­ve­de nogen for­kla­ring. I prin­cip­pet blev ethvert postu­lat — og bli­ver det sta­dig — behand­let som en gud, lige­som men­ne­sket accep­te­rer Gud — helt uden bevis. Mens bru­gen af postu­la­ter kan accep­te­res i den ind­le­den­de fase af forsk­nin­gen, er den mil­dest talt uhel­dig i den afslut­ten­de del af ska­bel­sen af et kon­cept for Uni­ver­set.

Når men­ne­skets kon­cep­ter for Uni­ver­sets natur udvik­les kor­rekt, vil antal­let af accep­te­re­de postu­la­ter grad­vist afta­ge, ind­til der kun er et eller to til­ba­ge, som typisk ikke kræ­ver en bevis­un­der­støt­tet for­kla­ring. For eksem­pel vil­le den objek­ti­ve sand­hed af, at ener­gi trans­mit­te­res gen­nem vort san­se­ap­pa­rat og giver form af ind­tryk være et sådant postu­lat.

Det er klart, at men­ne­sket ikke er i stand til at opfat­te alle til­stan­de og typer af stof ved hjælp af san­se­or­ga­ner­ne. For eksem­pel er vi ude af stand til at opfat­te bestem­te typer af strå­ling, der sam­ti­dig kan påvir­ke mas­si­ve fysi­ske mate­ri­a­ler. Det bety­der natur­lig­vis ikke, at den slags strå­ling ikke eksi­ste­rer.

Til­sva­ren­de er de fle­ste men­ne­sker afskå­ret fra at opfat­te 99 pro­cent af det elek­tro­mag­ne­ti­ske spek­trum direk­te gen­nem deres san­ser; det­te er vel­be­skre­vet tak­ket være ultra­føl­som­me instru­men­ter (og her vil jeg for­bi­gå, hvad moder­ne føl­somt udstyr even­tu­elt ikke regi­stre­rer).

På den ene eller anden måde higer men­ne­sket efter at ken­de sin ver­den. Desvær­re opnår han ikke den­ne kund­skab ved at knip­se i fin­gre­ne. Den erhver­ves ved at tage ved lære af fejl­e­ne i arbej­det med fejl­be­hæf­te­de kon­cep­ter. Det er de kon­cep­ter, der ender som histo­rie, når de erstat­tes af nye, mens listen over mis­lyk­ke­de for­søg vok­ser. Imid­ler­tid vil enhver teo­ri, der fejl­er gen­nem den­ne prak­sis repræ­sen­te­re noget posi­tivt, for­di den iden­ti­fi­ce­rer reg­ler og meto­der, som ikke må gen­ta­ges i den vide­re søgen efter sand­he­den.

Som nævnt — et sik­kert tegn på, at vi bevæ­ger os i den rig­ti­ge ret­ning mod sand viden er, at mens vi akku­mu­le­rer den rig­ti­ge viden, vil antal­let af postu­la­ter i de omfat­te­de teo­ri­er afta­ge. Det er en bekræf­ten­de pro­ces, og der er intet at bekym­re sig over.

Hvis det­te ikke sker, hvis antal­let af postu­la­ter ikke for­mind­skes, men tvær­ti­mod for­ø­ges, er det et sik­kert tegn på, at vi bevæ­ger os væk fra den san­de for­stå­el­se af Uni­ver­sets natur. Den til­stand repræ­sen­te­rer en fare for frem­ti­dens civi­li­sa­tion, for­di den ulti­ma­tivt vil føre til selv­de­struk­tion.

Moder­ne viden­skab ope­re­rer med betrag­te­ligt fle­re postu­la­ter om Uni­ver­sets natur, end viden­ska­ben gjor­de i fx det 19. århund­re­de [1800-tal­let]. Ikke nok med det, men antal­let af postu­la­ter fort­sæt­ter med at sti­ge. Alle er ble­vet så vant til dem, at bevidst­he­den om, at postu­la­ter­ne bur­de være mid­ler­ti­di­ge, er gået tabt.

De simp­le­ste spørgs­mål kan for­vir­re selv viden­skabs­folk. Når du spør­ger en uni­ver­si­tets­ud­dan­net fysi­ker: “Hvad er en elek­trisk strøm?” vil han leve­re det svar, som ethvert sko­le­barn ken­der:
“En elek­trisk strøm er en ret­nings­be­stemt bevæ­gel­se af elek­tro­ner fra plus til minus.”
Vi er alle så vant til den slags for­før­en­de for­kla­rin­ger, at de fær­re­ste reflek­te­rer over, hvad ind­hol­det egent­lig dæk­ker. Det gæl­der også for aka­de­mi­ke­re, der skul­le vide bed­re — i det mind­ste inden for deres fag­om­rå­de.

Sel­ve begre­bet “ret­nings­be­stemt bevæ­gel­se”, dvs. bevæ­gel­se i en for­ud­be­stemt ret­ning, lig­ger impli­cit i for­kla­rin­gen oven­for. Men da en kendt viden­skabs­mand blev bedt om at sva­re på føl­gen­de simp­le spørgs­mål: “Hvad er en elek­tron? — Hvad er plus og minus? — Hvor­for bevæ­ger elek­tro­ner sig fra plus til minus?” sva­re­de han: “Det ved kun Gud.”
En ver­den­skendt fysi­kers svar!

I den simp­le for­kla­ring, der ken­des af ethvert barn, er der såle­des fle­re begre­ber, som tages for påly­den­de uden at vi egent­lig for­står dem, eller for­lan­ger en uddy­ben­de for­kla­ring. Fle­re postu­la­ter kan være gemt i et enkelt udsagn, der bli­ver leve­ret som en natur­lov! Men ikke nok med det: Næsten alle ved­tag­ne natur­love, som men­ne­sket har udfor­sket, er udsagn af sam­me karak­ter, og de bli­ver sjæl­dent anfæg­tet.

Det er af almin­de­lig inter­es­se, når det lyk­kes nogen at fin­de et ord — en mær­kat — til beskri­vel­se af et nyop­da­get fæno­men i natu­ren. Der­med synes pro­ble­met med at for­kla­re fæno­me­nets natur at være løst gen­nem sel­ve navn­giv­nin­gen. I man­ge til­fæl­de ska­bes kun en mær­kat, der hæf­tes på noget ufor­klar­ligt. Det ene­ste der er “opda­get” er nav­net, for­kla­rin­gen mang­ler sta­dig.

Et af de mest oplag­te eksemp­ler på distan­cen mel­lem navn og ind­hold fin­des i kon­cep­tet om “mørkt stof”.

Astro­fy­si­ker­ne fandt under stu­di­et af him­mel­le­ge­mer­nes bevæ­gel­ser en over­ra­sken­de afhæn­gig­hed.
Hvis Uni­ver­sets pla­ne­ter, stjer­ner og galak­ser m.v. skal kun­ne bevæ­ge sig i deres baner i over­ens­stem­mel­se med de meka­ni­ske love for him­mel­le­ge­mer, må den nød­ven­di­ge mas­se af stof i hvert enkelt lege­me være ti gan­ge stør­re end den mas­se, der kend­tes i for­vej­en!

Med andre ord: viden­ska­ben ken­der kun ti pro­cent af den nød­ven­di­ge mas­se af stof i Uni­ver­set til fast­hol­del­sen af alle him­mel­le­ge­mer i deres nuvæ­ren­de baner.

Kun TI PROCENT !

Galak­ser, stjer­ner og pla­ne­ter, der er meget mate­ri­el­le objek­ter i rum­met, måt­te udgø­re en ti gan­ge stør­re mas­se i Uni­ver­set, end de ser ud til at repræ­sen­te­re, for at kun­ne føl­ge de kend­te baner.
Som kon­se­kvens her­af reg­ner den moder­ne viden­skab i aktu­el­le kon­cep­ter med, at objek­ter­nes mas­se kun er ti pro­cent af den for­mode­de tota­le mas­se af stof. Det er ikke en ube­ty­de­lig afvi­gel­se, og den vir­ker helt absurd. Fysi­ske objek­ter bevæ­ger sig iføl­ge dis­se kon­cep­ter i baner, som kun er muli­ge, hvis 90 pro­cent af mas­sen lig­ger uden for vores sans­ning.
Selv om det er muligt at under­tryk­ke fak­ta, er det ikke muligt at afskaf­fe dem.

For at over­kom­me end­nu et aka­vet pro­blem, blev der fun­det en “enkel” løs­ning: Viden­skabs­folk “ene­des” om at beteg­ne de halv­fems pro­cent af mas­sen, der er “uden for ræk­ke­vid­de” — som ingen kan opfat­te gen­nem sine fem san­sers brug eller regi­stre­re med noget kendt tek­nisk udstyr — for “mørkt stof”, hvor­ef­ter alle slog sig til ro med den mær­kat.

På den måde adde­res halv­fems pro­cent “mørkt stof” til ti pro­cent kendt stof og giver de efter­trag­te­de hund­re­de pro­cent mas­se, som angi­ve­ligt må være til ste­de i galak­ser, stjer­ner og pla­ne­ter, for at de kan bevæ­ge sig kor­rekt i de baner, de har fulgt gen­nem mil­li­ar­der af år.
En “ele­gant” løs­ning på et ufor­kla­ret pro­blem — ikke?

Et spørgs­mål træn­ger sig på: Hvem har gavn af de fal­ske løs­nin­ger?

Ale­ne pro­blem­stil­lin­gen oven­for bekræf­ter, at moder­ne viden­skab til­sy­ne­la­den­de er totalt hjæl­pe­løs. Det lader til, at vor tids viden­skab ikke er viden­skab i ordets egent­li­ge betyd­ning. Viden­skabs­folk (dog ikke alle) indrøm­mer blankt, at der­med ken­der de kun til cir­ka ti pro­cent af alt stof i Uni­ver­set. Det er et stærkt ind­skræn­ket kend­skab (hvis vi ellers skal tage model­len for påly­den­de). Uvi­den­hed om halv­fems pro­cent af alt stof i ver­dens­rum­met kan ikke beret­ti­ge hypo­te­sens gene­rel­le aner­ken­del­se som et plau­si­belt bil­le­de af Uni­ver­sets natur. Det beret­ti­ger hel­ler ikke dis­se viden­skabs­mænd til at stå frem som eks­per­ter og dom­me­re og kri­ti­se­re andre teo­re­ti­ke­re, hel­ler ikke hvis de sid­ste skul­le have et til­sva­ren­de pro­blem med vir­ke­lig­he­den.

Moder­ne viden­skab afvi­ger ikke på nogen måde fra reli­gion. Ethvert postu­lat, der accep­te­res uden bevis, er en gud, præ­cis som Guds eksi­stens accep­te­res uden bevis. Fra et logisk syns­punkt har reli­gio­nen en åben­bar for­del i for­hold til viden­ska­ben, idet reli­gio­nen postu­le­rer Guds eksi­stens, hvor­ef­ter Gud sør­ger for resten. Det er et logisk fejl­frit system med kun én ube­kendt. Svag­he­den ved syste­met er, at hele kon­struk­tio­nen fal­der til jor­den uden postu­la­tet om Guds eksi­stens.

Med andre ord, reli­gio­nens logik begyn­der med at postu­le­re Guds eksi­stens og kon­klu­de­rer der­ef­ter på grund­lag af den eksi­ste­ren­de Gud. Reli­gio­nens kæde af logi­ske føl­ge­slut­nin­ger ender, hvor den begynd­te. Der er opnå­et en selv­be­kræf­ten­de cir­ku­lær bevis­fø­rel­se: reli­gio­nens slan­ge bider sig selv i halen. Reli­gio­ner der grund­læg­ges på postu­la­tet om Guds eksi­stens er evo­lu­tio­nært døde fra begyn­del­sen.

I for­hold til reli­gio­ner­nes troslæ­re er den moder­ne viden­skab til­sy­ne­la­den­de bed­re stil­let, da den i prin­cip­pet udvik­les ved at obser­ve­re og beskri­ve natur­li­ge mani­fe­sta­tio­ner. Men da moder­ne viden­skab kun har for­må­et at beskri­ve hæn­del­ser fra rum­met mel­lem mikro- og makrokos­mos, er den mere til­sku­er end leve­ran­dør af for­kla­rin­ger.

Alt kun­ne være udmær­ket, hvis vores viden­skabs­mænd begræn­se­de sig til at obser­ve­re, hvad der sker inde i os og uden om os og opgav for­sø­ge­ne på at for­kla­re natur­fæ­no­me­ner i mel­lemver­de­nen. Dis­se for­søg resul­te­rer typisk i indok­tri­ne­ring på grund­lag af postu­la­ter, kon­cep­ter og ide­er, der er god­ta­get uden nogen form for bevis.

Vi vil­le ikke have det pro­blem, hvis antal­let af postu­la­ter, der fun­ge­rer som kon­cep­ter med gyl­dig­hed for Uni­ver­sets natur, grad­vist blev for­mind­sket, mens andre til­sva­ren­de kon­cep­ter blev mere og mere udvik­le­de, ind­til kun ét postu­lat var til­ba­ge, ét ind­ly­sen­de postu­lat, kun base­ret på sand­he­den.

Det­te ind­ly­sen­de postu­lat vil­le være et kon­cept af betyd­ning, en objek­tiv vir­ke­lig­hed, følt og san­set af men­ne­sket. Det føl­ger her­af, at jo stør­re antal­let af san­se­or­ga­ner er, og jo mere udvik­le­de de er, desto mere objek­tivt og kom­plet vil det men­ne­ske­skab­te bil­le­de af Uni­ver­set bli­ve.

Ulyk­ke­lig­vis er antal­let af postu­la­ter ikke ble­vet for­mind­sket under den viden­ska­be­li­ge udvik­ling. Tvær­ti­mod. Moder­ne viden­skab har skabt hund­re­der af postu­la­ter. Til for­kla­rin­gen af ét postu­lat, ind­fø­res et nyt, som igen for­kla­res ved at ind­fø­re end­nu et, osv. — Pro­ces­sen kan fort­sæt­te meget langt. [Streng­te­o­ri­en med et vok­sen­de antal uover­sku­e­li­ge dimen­sio­ner, der er bekvem­me i mate­ma­tisk for­stand, er et godt eksem­pel.] Såle­des får et besvær­ligt postu­lat gude­sta­tus.

En reli­gion refe­re­rer ofte til mindst én gud, altings ska­ber og for­kla­rin­gen på alt, mens den viden­ska­be­li­ge for­kla­ring på mangt og meget byg­ger på postu­la­ter — i vir­ke­lig­he­den viden­ska­bens mini­g­u­der. Beg­ge syste­mer er objek­tivt sva­ge og består af fal­ske for­ud­sæt­nin­ger. Men beg­ge hæv­der at kun­ne for­kla­re Uni­ver­sets natur.

I reli­gio­nens til­fæl­de er guden ind­ord­net i top­pen af det logi­ske system, mens guden i viden­ska­bens system udgør under­la­get. Det er imid­ler­tid ikke gudens pla­ce­ring, der er inter­es­sant, men at to ret ens syste­mer i det ene til­fæl­de går for at være “reli­gion” og i det andet til­fæl­de “viden­skab”. Reli­gio­nen er ofte mono-tei­stisk, viden­ska­ben poly-tei­stisk på grund af man­ge mini­g­u­der i form af postu­la­ter.

Den moder­ne viden­skab på såvel mikro- som makrokos­mos­ni­veau er stødt på alvor­li­ge pro­ble­mer. Under eks­pe­ri­men­ter med iso­le­re­de ele­men­tar­par­tik­ler obser­ve­re­de fysi­ker­ne et fæno­men, der viser moder­ne fysiks begræns­nin­ger.

En grund­lig­gen­de lov i moder­ne fysik siger, at mæng­den af stof er kon­stant. Den hæv­der, at når en ny par­ti­kel dan­nes, vil dens mas­se altid være den sam­me som den sam­le­de mas­se af de par­tik­ler, den blev dan­net af. Essen­sen af loven er, at stof hver­ken kan opstå eller for­svin­de — kun ændre til­stand. [Loven om mas­sens beva­rel­se siger, at mas­sen i et luk­ket system er kon­stant. I en kemisk reak­tion, der fore­går i et luk­ket system, er væg­ten av reak­tan­ter­ne lig med væg­ten af pro­duk­ter­ne. Det­te gæl­der også i for­hold til ter­mody­na­mi­k­kens før­ste lov.]

I vis­se eks­pe­ri­men­ter, hvor der dan­ne­des nye par­tik­ler, var mas­sen af de nydan­ne­de par­tik­ler fle­re gan­ge stør­re end den sam­le­de mas­se af de par­tik­ler, de blev dan­net af (fra ti til hund­re­de gan­ge stør­re). Vir­ke­ligt udstyr, vir­ke­li­ge par­tik­ler — og straks bli­ver resul­ta­tet ufor­klar­ligt! Moder­ne teo­ri­er hæv­der, at det aldrig kan ske, men empi­ri­ske resul­ta­ter viser, at det sker.

Hvil­ket stand­punkt vil man så for­sva­re — det teo­re­ti­ske eller det prak­ti­ske?

Man skul­le tro, at sva­ret er ind­ly­sen­de ud fra enhver intel­li­gent posi­tion. Men ikke fra den “viden­ska­be­li­ge”, der fort­sæt­ter med at for­sva­re gam­le reg­ler, stand­punk­ter og postu­la­ter. De prak­ti­ske resul­ta­ter er uden betyd­ning for moder­ne “viden­skab”, hvis de ikke kan pas­ses ind i Pro­cru­stes seng.
[Pro­cru­stes seng hav­de to plad­ser en lang og en kort. Hvis nogen var for lang til den kor­te plads, blev han kor­tet af, så han pas­se­de; var han for kort til den lan­ge plads, blev han strakt, til han pas­se­de.]

I ste­det for at revi­de­re eller for­ny det “viden­ska­be­li­ge” fun­da­ment for­sø­ger man at lap­pe på det eksi­ste­ren­de med nye postu­la­ter og anta­gel­ser. Man repa­re­rer og smin­ker, men uden at for­stå, at kun en leve­dyg­tig teo­ri kan “genop­li­ves”. En død teo­ri for­bli­ver død, uan­set hvor læn­ge den gives kun­stigt ånde­dræt.

I den sam­men­hæng kun­ne jeg tæn­ke mig at frem­hol­de nog­le obser­va­tio­ner om fæno­me­net liv. Ikke kun teo­re­ti­ske fysi­ke­re men også bio­lo­ger og læger kæm­per med pro­ble­ma­ti­ske kon­cep­ter på hvert deres områ­de. Selv nuti­dens viden­skabs­mænd, der stu­de­rer liv, er ude af stand til at for­kla­re hvori liv i sig selv består. For eksem­pel: Hvor­dan kan præ­cis de sam­me ato­mer i den ene rum­li­ge orga­ni­sa­tion repræ­sen­te­re leven­de stof, mens de i en anden rum­lig orga­ni­sa­tion repræ­sen­te­rer dødt stof?
“Hvor­for over­ho­ve­det beskæf­ti­ge sig med den slags ‘tri­vi­a­li­te­ter’,” synes viden­ska­ben at spør­ge, “leven­de stof er en kends­ger­ning, så spild ikke tiden på at for­stå, hvor­for det er leven­de.”

Ikke desto min­dre betrag­ter bio­lo­ger og læger sig selv som eks­per­ter i spørgs­må­let om liv. Hvis du fx spør­ger: “Hvor­når begyn­der udvik­lin­gen af et foster?” sva­rer de — ofte til­ba­ge­læ­net og let over­bæ­ren­de: “For­skel­li­ge hor­moner og enzy­mer optræ­der i zygo­te cel­ler (befrug­te­de ægcel­ler), og som resul­tat udvik­les en hjer­ne fra én af cel­ler­ne, et hjer­te fra en anden af cel­ler­ne, lun­ger fra en tred­je … , osv.”

For­kla­rin­gen” oven­for er klas­sisk og taget ud af sko­ler­nes “Pensum i Human Ana­to­mi og Fysi­o­lo­gi”. En anden for­kla­ring gives ikke; den eksi­ste­rer sim­pelt­hen ikke. Selv aka­de­mi­ke­re og dok­to­rer inden for rele­van­te fag­om­rå­der, kan ikke for­kla­re noget andet. Efter yder­li­ge­re “kule­grav­ning” vil du hel­ler ikke fin­de et nyt svar.

Ethvert foster udvik­les fra ét befrug­tet æg, der begyn­der at dele sig. Iføl­ge love­ne i histo­lo­gi (mikrosko­pisk stu­di­um af cel­le­væv), empi­risk bekræf­tet, gæl­der føl­gen­de:
“Når en cel­le deler sig, opstår der to nye, fuld­stæn­digt iden­ti­ske kopi­er af den.”
Når de to iden­ti­ske cel­ler deler sig, er der frem­kom­met fire iden­ti­ske cel­ler, der­næst otte, sek­sten, toog­tre­di­ve, fireogtres iden­ti­ske cel­ler, osv. Med andre ord, alle cel­ler i fostret har sam­me gene­ti­ske grund­lag, er klo­ner af det sam­me befrug­te­de æg. I lyset af det fak­tum opstår spørgs­må­let: “Hvor­dan er det muligt, at abso­lut iden­ti­ske cel­ler kan inde­hol­de vari­e­ren­de fore­kom­ster af hor­moner og enzy­mer?” [Eller udnyt­te dem for­skel­ligt, hvis de alle­re­de fand­tes i alle cel­ler­ne.]

Det er tan­ke­væk­ken­de, at det­te spørgs­mål sta­dig luk­ker mun­den på bio­lo­ger og læger og gør dem for­leg­ne. “Det ved kun Gud,” er det gen­nem­gå­en­de svar. Et inter­es­sant til­ba­ge­tog for en viden­skabs­mand — ikke? Sjovt nok, hvis du for­føl­ger emnet, er det muligt at “gra­ve” en gud op fra næsten alle lov­mæs­si­ge påstan­de inden for moder­ne viden­skab. Det bekræf­ter, at man­ge viden­ska­be­li­ge reg­ler og postu­la­ter byg­ger på for­ma­li­se­rin­ger i man­gel af bed­re viden.

Efter­som det ikke er muligt at fin­de for­kla­rin­gen på alt på en gang, er det prak­tisk og nød­ven­digt at bru­ge postu­la­ter, men ude­luk­ken­de som mid­ler­ti­di­ge hjæl­pe­mid­ler. Efter at have for­kla­ret essen­ti­el­le for­hold, er det nød­ven­digt at ven­de til­ba­ge til udgangs­punk­tet og for­kla­re de fore­lø­bi­ge postu­la­ter, der blev intro­du­ce­ret uden for­kla­ring. Kun på den måde spil­ler postu­la­ter en posi­tiv rol­le.

Pro­ble­met er imid­ler­tid, at den moder­ne viden­skab snart ude­luk­ken­de lig­ger inde med fore­lø­bi­ge postu­la­ter, der har opnå­et evigt liv. Ingen for­sø­ger at erstat­te dem med en viden­ska­be­lig for­kla­ring. Dis­se postu­la­ter har udvik­let sig til viden­ska­bens “guder” (dok­tri­ner) og har gjort viden­ska­ben til en blan­ding af poli­tik og reli­gion. Det mest påfal­den­de er, at viden­skabs­mæn­de­ne end ikke for­sø­ger at for­sva­re, hvor­for de tager dok­tri­ner­ne for påly­den­de og luk­ker øjne­ne for sand­syn­li­ge pro­ble­mer i den anled­ning.

Den­ne “blind­hed” har fået som resul­tat, at moder­ne viden­skab nu må anses for at være en reli­gi­øs bevæ­gel­se og dens viden­skabs­mænd bevæ­gel­sens præ­ster.

Udta­lel­ser fra pro­mi­nen­te viden­skabs­mænd bekræf­ter det­te. De slår fast, at for at kun­ne kal­des viden­skabs­mand må man besid­de en sund skep­sis og ikke sto­le på øjne, ører, data eller bevi­ser, men fast­hol­de viden­ska­bens stand­punk­ter. Det­te stand­punkt i sig selv bekræf­ter, at moder­ne viden­skab nu kan sam­men­lig­nes med Den katol­ske kir­ke.

Lad os under­sø­ge et par af “hva­ler­ne”, som  moder­ne viden­skab rider på. Jeg kan næv­ne en hel flok af dis­se, det viden­ska­be­li­ge dybhavs, “postu­lat-hva­ler”:

    postu­la­tet om stofs kon­stan­te mæng­de,
    postu­la­tet om Uni­ver­sets iso­tro­pi (ret­nings­løs­hed),
    postu­la­tet om lysets hastig­hed.

Postu­la­tet om, at mæng­den af stof er kon­stant, bety­der, at der hver­ken kan ska­bes nyt stof eller fjer­nes eksi­ste­ren­de stof; kun det eksi­ste­ren­de stofs til­stand kan ændres. Jeg vil præ­ci­se­re, at “stof” her ude­luk­ken­de omfat­ter fysisk stof, som kan være i én af fire til­stan­de — fast, fly­den­de, luft­for­mig eller pla­stisk. Og det er det hele.

Dis­se stof-kon­cep­ter kom­mer ikke i nær­he­den af at reflek­te­re noget af betyd­ning. Yder­me­re har eks­pe­ri­men­tel­le data fra avan­ce­ret udstyr til udforsk­ning af mikro- og makrokos­mos fuld­stæn­dig gen­dre­vet moder­ne dok­tri­ner om stofs natur.

Forsk­ning inden for fysik og astro­fy­sik i rela­tion til ele­men­tar­par­tik­ler har givet resul­ta­ter, der totalt mod­si­ger eksi­ste­ren­de viden­skab. Mas­sen af nydan­ne­de par­tik­ler har vist sig at bli­ve adskil­li­ge gan­ge stør­re end den sam­le­de mas­se af par­tik­ler­ne, der dan­ne­de dem. Her­til kom­mer, at den for­mode­de til­ste­de­væ­rel­se af mørkt stof i Uni­ver­set med en andel på ikke min­dre end 90 pro­cent af alt andet — et “mørkt stof”, som — af en eller anden grund — ingen kan se eller “røre”, bekræf­ter den alvor­li­ge kri­se, der har ramt loven om stofs kon­stan­te mæng­de.

Enten må den moder­ne viden­skab indrøm­me, at den ope­re­rer med et fejl­be­hæf­tet kon­cept for stof, at loven om stofs kon­stan­te mæng­de er ukor­rekt — eller den må på anden måde seri­øst for­hol­de sig til, hvor­for det­te postu­lat er abso­lut ueg­net til at reflek­te­re vir­ke­lig­he­den. Loven om stofs kon­stan­te mæng­de er et af de få postu­la­ter i moder­ne viden­skab, der nær­mest har opnå­et sta­tus af natur­lov. Og alli­ge­vel, så snart vi udvi­der områ­det for for­stå­el­sen af stof, mister postu­la­tet straks sin gyl­dig­hed.

Uhel­dig­vis kan vi ikke på sam­me måde gøre op med postu­la­ter­ne om Uni­ver­sets iso­tro­pi og lysets hastig­hed. Det var dis­se postu­la­ter, der var grund­la­get for Ein­ste­ins gene­rel­le — og spe­ci­el­le rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er. Jeg vil for­sø­ge at kaste lidt lys over det­te områ­de. Uan­set om teo­ri­er­ne er kor­rek­te eller ikke, vil det være for­kert at kre­di­te­re Albert Ein­ste­in for dem.

Det er et histo­risk fak­tum, at i en peri­o­de, hvor Ein­ste­in var ansat i et patent­bu­reau, “lån­te” han sim­pelt­hen ide­er­ne fra to for­ske­re, mate­ma­ti­ke­ren og fysi­ke­ren Jules Hen­ri Poin­ca­re og mate­ma­ti­ke­ren Hen­drik Antoon Lorentz. De to viden­skabs­mænd hav­de gen­nem adskil­li­ge år sam­ar­bej­det om et sæt af teo­ri­er. Det var Poin­car, der intro­du­ce­re­de postu­la­tet om Uni­ver­sets iso­tro­pi (ret­nings­løs­hed) og kon­stan­ten for lysets hastig­hed i et vacuum [luft­tomt rum], og det var Lorentz, der udtænk­te sine berøm­te form­ler i arbej­det ved­rø­ren­de æter-drift. [“Æter-drift” er nav­net på den rela­ti­ve bevæ­gel­se, der menes at fore­gå mel­lem et lege­me og det omgi­ven­de medi­um af “æter” (ver­dens­rum­met).]

Ein­ste­in hav­de som med­ar­bej­der i patent­bu­reau­et adgang til viden­ska­be­lig forsk­ning og beslut­te­de at “ned­krad­se” de to viden­skabs­mænds teo­ri­er som sin egen. Han refe­re­re­de lige­frem til Hen­drik Antoon Lorentz’ navn i “sin” rela­ti­vi­tet­ste­o­ri ved at kal­de de grund­lig­gen­de mate­ma­ti­ske form­ler for “Lorentz’ trans­for­ma­tio­ner”. Han præ­ci­se­re­de imid­ler­tid ikke, hvil­ken rol­le han selv (Ein­ste­in) hav­de i dis­se form­ler (nem­lig ingen), og han afholdt sig helt fra at næv­ne Poin­ca­re, som intro­du­ce­re­de postu­la­ter­ne om rela­ti­vi­tet. Det kan kun til­skri­ves et ene­stå­en­de fra­vær af moral, at Ein­ste­in tog æren for andres arbej­de.

Alle og enhver har lært, at Ein­ste­in er “Nobel-pris­mod­ta­ger”, og de fle­ste tror, at han gjor­de sig fortjent til pri­sen som den, der for­mu­le­re­de teo­ri­er­ne, hhv. den gene­rel­le–  og den spe­ci­el­le rela­ti­vi­tet­ste­o­ri. Men sådan for­hol­der det sig ikke. Skan­da­len omkring dis­se teo­ri­er, da plagi­e­rin­gen end­nu kun var kendt i snæv­re viden­ska­be­li­ge kred­se, for­hin­dre­de Nobel-prisko­mi­te­en i at kre­di­te­re Ein­ste­in for rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er­ne.

I ste­det fandt komi­te­en [eller kræf­ter­ne bag den] på føl­gen­de “red­ning”: Ein­ste­in blev til­delt Nobel-pri­sen for at have for­mu­le­ret “Den anden lov” om foto­elek­trisk effekt, der var Ein­ste­ins sær­stu­di­um af den før­ste lov. Det er trist, at den rus­si­ske fysi­ker Ale­xan­der Gri­go­ri­e­vich Sto­le­tov (1830–1896), som opda­ge­de — og var den før­ste til at beskri­ve den foto­elek­tri­ske effekt — hver­ken modt­og en Nobel-pris eller nogen anden aner­ken­del­se for sin opda­gel­se. Alli­ge­vel kun­ne Ein­ste­in vin­de pri­sen for et “stu­di­um” af et sær­ligt til­fæl­de af “Sto­le­tovs før­ste lov”.

Det er det gla­de van­vid, uan­set hvor­dan man ser på det. Den ene­ste for­kla­ring må være, at nogen nære­de et bræn­den­de ønske om at gøre Ein­ste­in til Nobel-pris­mod­ta­ger og var para­te til at gå vidt for at rea­li­se­re det mål. Det ene­ste “geni­et” Ein­ste­in selv behø­ve­de at gøre var at “arbej­de” en smu­le med den rus­si­ske fysi­kers opda­gel­se, “sær­stu­de­re” den foto­elek­tri­ske effekt, og … hokus-pokus en Nobel-pris­mod­ta­ger var født!

Det var måske til­fæl­digt, at Nobel-prisko­mi­te­en beslut­te­de, at to pri­ser for sam­me opda­gel­se var i over­kan­ten og der­for sat­se­de på “… den bril­lan­te viden­skabs­mand Ein­ste­in” som ene­ste begun­sti­ge­de! Hvem bekym­re­de sig siden om, om pri­sen blev givet for før­ste eller anden lov om foto­elek­trisk effekt? Det afgø­ren­de var, at det var Ein­ste­in, det uni­ver­si­el­le “geni”, der blev nomi­ne­ret. Det fak­tum, at sel­ve opda­gel­sen skyld­tes Sto­le­tov, var en “detal­je”, der ikke kræ­ve­de nær­me­re under­sø­gel­se.

Hoved­for­må­let var, at “en mand af geni­a­li­tet”, “viden­skabs­man­den Ein­ste­in” kun­ne prom­ove­res vide­re som Nobel-pris­mod­ta­ger. I dag tror alle, at Ein­ste­in modt­og pri­sen for “sine” bane­bry­den­de teo­ri­er, der er ned­lagt i hhv. den gene­rel­le- og den spe­ci­el­le rela­ti­vi­tet­ste­o­ri. — Var der en sær­lig grund til, at nogen med stor ind­fly­del­se ønske­de at gøre Ein­ste­in til Nobel-pris­mod­ta­ger og på ver­dens­plan glo­ri­fi­ce­re ham som en af de stør­ste viden­skabs­mænd til alle tider?

For­kla­rin­gen frem­går af betin­gel­ser­ne i den han­del, der blev ind­gå­et mel­lem Ein­ste­in og de kræf­ter, der gjor­de ham til Nobel-pris­mod­ta­ger. Det er usand­syn­ligt, at Ein­ste­in hav­de det mind­ste imod at bli­ve Nobel-pris­mod­ta­ger og alle tiders stør­ste viden­skabs­mand! Og de ind­fly­del­ses­ri­ge kræf­ter bag ham hav­de et vitalt behov for at diri­ge­re men­ne­ske­he­dens udvik­ling i den for­ker­te ret­ning, ulti­ma­tivt i ret­ning af en øko­lo­gisk kata­stro­fe. Ein­ste­in ind­vil­ge­de i at bli­ve et af instru­men­ter­ne i den­ne plan imod at bli­ve fete­ret viden­skabs­mand og Nobel-pris­mod­ta­ger. Hand­len blev gen­nem­ført, og betin­gel­ser­ne opfyldt. End­vi­de­re vil­le Ein­ste­ins nye ima­ge som alle tiders geni yder­li­ge­re vir­ke for den plan, der hav­de som mål at indok­tri­ne­re mas­ser­ne med fal­ske kon­cep­ter om Uni­ver­sets natur.


Plagi­a­to­ren Albert Ein­ste­in. Foto: Inter­net­tet

 

I den sam­men­hæng får det kend­te foto af Ein­ste­in, “ver­dens stør­ste geni”, der ræk­ker tun­ge ad os alle, en helt ny betyd­ning!

Desvær­re er plagi­a­ris­me ikke et sjæl­dent fæno­men inden for viden­ska­ben, og det vær­ste i det­te til­fæl­de er ikke tyve­ri­et, men at Ein­ste­ins kon­cep­ter om Uni­ver­sets natur er fejl­slag­ne. Hans for­ker­te postu­la­ter om Uni­ver­sets iso­tro­pi (ret­nings­løs­hed) og om lysets hastig­hed har en øko­lo­gisk kata­stro­fe i glo­balt omfang som kon­se­kvens.

Nog­le vil mene, at Ein­ste­in og dem der støt­te­de ham var uvi­den­de om, at den­ne teo­ri for­fej­l­e­de sit mål i vir­ke­lig­he­den. En anden mulig­hed er, at Ein­ste­in og kom­pag­ni bevidst fej­l­e­de som så man­ge andre, der frem­lag­de hypo­te­ser og teo­ri­er med rin­ge risi­ko for, at de vil­le bli­ve efter­prø­vet empi­risk. Man kun­ne også gøre gæl­den­de, at der ikke fand­tes udstyr med nød­ven­dig præ­ci­sion til rådig­hed på det tids­punkt, som vil­le til­la­de men­ne­sket at lod­de dyb­den af mikro- og makrokos­mos. Ende­lig kun­ne man hen­vi­se til eks­pe­ri­men­ter, fx Michel­son og Mor­leys, der alle­re­de “bekræf­te­de” Ein­ste­ins rela­ti­vi­tet­ste­o­ri. [Mil­lers eks­pe­ri­men­ter blev for­ment­lig ikke til­skre­vet stør­re betyd­ning i begyn­del­sen.]

Den impli­cit­te bekræf­tel­se af Ein­ste­ins teo­ri gen­nem Michel­son-Mor­leys eks­pe­ri­men­ter er omtalt i utal­li­ge viden­ska­be­li­ge skrif­ter. Men ikke man­ge ved, at den tota­le distan­ce, lyset til­ba­ge­lag­de i Michel­son-Mor­leys inter­fero­me­ter [kun] var 22 meter.

Yder­me­re blev dis­se eks­pe­ri­men­ter udført i kæl­de­ren under en kam­pe­stens­byg­ning, der prak­tisk taget var i niveau med havets over­fla­de. De blev gen­nem­ført over en peri­o­de på fire dage (8., 9., 11. og 12. juli) 1887, hvor data fra inter­fero­me­tret blev opta­get gen­nem en sam­let 6-timers peri­o­de med 36 rota­tio­ner af opstil­lin­gen. Det­te eks­pe­ri­men­tel­le grund­lag for­mode­des at bekræf­te, at æter-drift ikke fin­des, og der­med “sand­he­den” af Ein­ste­ins spe­ci­el­le og gene­rel­le rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er.

[Inter­fero­me­ter
Appa­ra­tet består af en lyskil­de, et antal spej­le og en lys­mod­ta­ger (fx en skærm eller bil­led­cen­sor). For­må­let med appa­ra­tet er at demon­stre­re en hastig­hed gen­nem “æte­ren”, der anta­ges at være det uni­ver­sel­le medi­um, som lyset udbre­der sig i. Appa­ra­tet kan rote­res i det vand­ret­te plan. Mil­lers avan­ce­re­de udga­ve svøm­me­de i et bad af kvik­sølv for at gøre bevæ­gel­sen så jævn som muligt. Arme­ne skal være omgi­vet af en luf­tart:


Inter­fero­me­ter. Foto: Inter­net­tet

 

En lys­strå­le sen­des ind fra ven­stre og strå­len split­tes i spej­let A (et semi-trans­mit­te­ren­de/re­flek­te­ren­de spejl), der sen­der halv­de­le­ne vide­re med en ind­byr­des vin­kel på 90 gra­der. Spej­le­ne B og C sid­der på arme af sam­me læng­de. D er lys­mod­ta­ge­ren (ude­ladt i (b)), der mod­ta­ger den gen­for­e­ne­de lys­strå­le og viser et inter­fe­rens­møn­ster. I (a) er inter­fero­me­tret i ro i for­hold til æte­ren.
I (b) bevæ­ger inter­fero­me­tret sig med hastig­he­den “v” i for­hold til æte­ren.
(“v” frem­kom­mer, for­di Jor­den bevæ­ger sig gen­nem æte­ren med inter­fero­me­tret. En del af for­sø­get gik ud på, at påvi­se, at Jor­den sæson­vis bevæ­ger sig i sam­me ret­ning som æte­ren strøm­mer, og i den kom­ple­men­tæ­re del — imod.). Da lyset bevæ­ger sig i æte­ren, vil den ene lys­strå­le ram­me spej­let B tid­li­ge­re, mens den anden lys­strå­le vil ram­me spej­let C sene­re. Der­med vil der opstå en for­skyd­ning imel­lem de to strå­lers bøl­ge­læng­der, og når de gen­for­e­nes og mod­ta­ges i lys­mod­ta­ge­ren, vil de vise et inter­fe­rens­møn­ster, der er unikt for den bestem­te for­skyd­ning. Når inter­fero­me­tret dre­jes, vil lys­strå­ler­nes vin­kel i for­hold til æte­ren ændres, og der vil opstå andre inte­fe­rens­møn­stre.
Ved at reg­ne på ændrin­gen af inter­fe­rens­møn­stre­ne kan hastig­he­den “v” bestem­mes.


Inter­fe­rens­møn­stre. Foto: Inter­net­tet

 

Inter­fe­rens­møn­stre som de kun­ne se ud i inter­fero­me­trets lys­mod­ta­ger. Møn­stre­ne blev for­stør­ret gen­nem et oku­lar med præ­cis ska­le­ring, så det var muligt at obser­ve­re de mind­ste ændrin­ger i møn­stret under rote­rin­gen af instru­men­tet. Mil­lers stør­re appa­rat var udsty­ret med en kik­kert, der for­stør­re­de 50x, og dis­se bil­le­der til­lod aflæs­ning af hund­re­de­de­le af en linje, selv om aflæs­nin­ger­ne typisk blev bog­ført med tien­de­de­le.]

Efter­som facts er afgø­ren­de her, så lad os læg­ge vægt på dem. I 1933 udgav den ame­ri­kan­ske fysi­ker Dayton C. Mil­ler (1866–1941) resul­ta­ter­ne af sine eks­pe­ri­men­ter ved­rø­ren­de den såkald­te æter-drift, udført i en peri­o­de over tyve år. Han efter­forsk­ning blev publi­ce­ret i tids­skrif­tet “Reviews of Modern Phy­si­cs”. Alle dis­se eks­pe­ri­men­ter bekræf­te­de eksi­sten­sen af æter-drift.

Fysi­ke­ren Dayton C. Mil­ler ind­led­te sine eks­pe­ri­men­ter i 1902 og afslut­te­de dem i 1926. Til eks­pe­ri­men­ter­ne byg­ge­de han et inter­fero­me­ter med en sam­let bane­læng­de for lys­strå­len på 64 meter. Det var det mest præ­ci­se inter­fero­me­ter i ver­den på sin tid og mindst tre gan­ge mere føl­somt end Michel­son-Mor­leys inter­fero­me­ter.

Inter­fero­me­ter-data blev regi­stre­ret på for­skel­li­ge tids­punk­ter af døg­net og året. Mil­ler udfør­te mere en 200.000 obser­va­tio­ner med mere en 12.000 rota­tio­ner af inter­fero­me­tret. Han brag­te med mel­lem­rum opstil­lin­gen til top­pen af Wil­sons Bjerg (næsten 2 km højt), hvor han men­te, at æter-vin­dens hastig­hed var stør­re. Lad os se på, hvad fak­ta viser os.

På den ene side har vi Michel­son-Mor­leys eks­pe­ri­men­ter, gen­nem­ført over 6 timer, for­delt på 4 dage og med 36 rota­tio­ner af inter­fero­me­tret.

På den anden side har vi gen­nem­kon­trol­le­re­de eks­pe­ri­men­tel­le data, der er ind­sam­let over en peri­o­de på 24 år under anven­del­sen af et tre gan­ge mere føl­somt appa­rat, der blev rote­ret 12.000 gan­ge! Det er de fore­lig­gen­de facts.

Måske var Ein­ste­in og kom­pag­ni uop­mærk­som­me på dis­se resul­ta­ter, eller de læste ikke viden­ska­be­li­ge udgi­vel­ser og fore­trak at være uvi­den­de? — Næp­pe [1]. De var udmær­ket infor­me­ret om det hele. Dayton Mil­ler skrev bre­ve til Ein­ste­in. I et af bre­ve­ne beskrev han sit arbej­de gen­nem 22 år, der bekræf­te­de eksi­sten­sen af æter-drift. Ein­ste­in sva­re­de meget skep­tisk og for­lang­te bevi­ser. Det fik han og sva­re­de der­ef­ter ikke yder­li­ge­re.

Vi kan leve os ind i, hvor­for Ein­ste­ins kom­men­ta­rer ude­blev, da han blev præ­sen­te­ret for Mil­lers eks­pe­ri­men­tel­le data. Det mest påfal­den­de er imid­ler­tid at posi­ti­ve indi­ka­tio­ner på æter-drift blev regi­stre­ret alle­re­de under Michel­son-Mor­leys eks­pe­ri­men­ter, men de blev over­set eller igno­re­ret.
Efter Mil­lers død i 1941, blev hans arbej­de sim­pelt­hen “glemt”, og ingen har nogen­sin­de publi­ce­ret det i et viden­ska­be­ligt tids­skrift. Det er som hav­de den­ne viden­skabs­mand aldrig eksi­ste­ret — til trods for, at han var en af de stør­ste fysi­ke­re i USA på sin tid.
[“The memory hole”, glem­sels­hul­let, fra Geor­ge Orwells bog “1984” er kon­stant i brug. Inter­es­sant nok er det kun jøde­r­ne, der uaf­brudt! har behov for at skju­le sand­he­den.]

Alt det fore­gå­en­de viser tyde­ligt, at de eksi­ste­ren­de fejl­be­hæf­te­de kon­cep­ter om Uni­ver­sets natur med over­læg blev påført men­ne­ske­he­den for at sty­re civi­li­sa­tio­nens resul­ta­ter bort fra den san­de vej. Årsa­gen er, at de men­ne­sker, der stod bag Ein­ste­in, fryg­te­de at miste magt og posi­tion. De men­te, at sand viden, hvis den blev opnå­et, til sidst vil­le afdæk­ke dem, så deres iden­ti­tet og hen­sig­ter vil­le bli­ve afslø­ret for alle men­ne­sker.

Hvis koor­di­ne­re­de grup­per på glo­balt niveau arbej­der så omhyg­ge­ligt på at ind­fø­re fal­ske kon­cep­ter om Uni­ver­sets natur, er det et sik­kert tegn på, at de skju­ler noget af afgø­ren­de betyd­ning, ikke kun for fysi­ke­re og filo­sof­fer, men for enhver bebo­er af den­ne pla­net.

Under­tryk­kel­sen af sand­he­den har stå­et på i gan­ske lang tid, og bag­mæn­de­ne har ind­til vide­re haft hel­det med sig. Men selv den fal­ske vej til udvik­ling af viden­skab kun­ne ikke for­hin­dre frem­kom­sten af nye eks­pe­ri­men­ter og data, der jæv­ne­de Ein­ste­ins spe­ci­el­le og gene­rel­le rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er med jor­den.

Infor­ma­tio­ner fra Hubb­le teleskopet, gav uven­te­de resul­ta­ter. To aner­kend­te astro­fy­si­ke­re fra uni­ver­si­te­ter­ne Roche­ster og Kansas opda­ge­de, efter at have ana­ly­se­ret udbre­del­sen af radiobøl­ger fra 160 fjer­ne galak­ser, at trans­mis­sio­nen rote­rer under­vejs gen­nem rum­met. Rota­tio­nen mani­feste­re­de sig som et svagt bil­le­de med form af en pro­p­træk­ker, helt ude af kon­tekst med noget, der var obser­ve­ret tid­li­ge­re.

Man kan kon­sta­te­re, at en hel omdrej­ning af “pro­p­træk­ke­ren” er gen­nem­ført for hver 1 mil­li­ard miles (ca. 1,6 mil­li­ar­der km) af radiobøl­ger­nes udbre­del­se. Dis­se mani­fe­sta­tio­ner går ud over, hvad der er kendt som “Fara­days effekt”, der er en pola­ri­se­ring af lys for­år­sa­get af de inter­ga­lak­ti­ske mag­net­fel­ter. Peri­o­den for den­ne nyligt opda­ge­de rota­tion afhæn­ger af vink­len mel­lem radiobøl­ger­nes udbre­del­ses­ret­ning og ori­en­te­rings­ak­sen gen­nem rum­met. Jo mere paral­lel udbre­del­ses­ret­nin­gen er med aksen, desto stør­re er radi­us i spira­len. 
Den­ne “ori­en­te­rings­ak­se” angi­ver ret­nin­gen lyset bevæ­ger sig i gen­nem Uni­ver­set. For­ske­re bekræf­ter, at obser­ve­ret fra Jor­den peger aksen i den ene ret­ning mod kon­stel­la­tio­nen Sek­stan­ten og i mod­sat ret­ning mod kon­stel­la­tio­nen Ørnen.

Hvil­ken ret­ning, der repræ­sen­te­rer “op” eller “ned”, kan man selv om. Astro­fy­si­ker­ne B. Nod­land og J. P. Ral­ston, der gjor­de den­ne opda­gel­se, publi­se­re­de deres rap­port i “Reviews of Modern Phy­si­cs” i 1997.

Opda­gel­sen bety­der, at Uni­ver­set er an-iso­tro­pisk (ikke ret­nings­løst).

De mest præ­ci­se instru­men­ter, der benyt­tes for tiden, regi­stre­rer, hvor­dan hastig­he­den på radiobøl­ger vari­e­rer afhæn­gigt af udbre­del­ses­ret­nin­gen. Det er inter­es­sant, at dis­se ret­nin­ger reflek­te­rer en lag­delt struk­tur af Uni­ver­set, hvor “op”, “ned”, “ven­stre” og “høj­re” anty­des.

Den eks­pe­ri­men­tel­le regi­stre­ring af æter-drif­ten for lys­bøl­ger i Mil­lers eks­pe­ri­men­ter fra 1930’erne sam­men med Nod­land og Ral­stons opda­gel­se i 1997 af vari­a­tio­nen i hastig­hed for radiobøl­gers udbre­del­se i Uni­ver­set tje­ner som uaf­vi­se­li­ge bevi­ser for Uni­ver­sets an-iso­tro­pi.

Æter-drif­ten, der blev regi­stre­ret i Mil­lers meget omhyg­ge­li­ge eks­pe­ri­men­ter, og vari­a­tio­nen af radiobøl­gers udbre­del­ses­ha­stig­hed afhæn­gigt af ret­nin­gen, er udtryk for én og sam­me vir­ke­lig­hed. Omstæn­dig­he­der­ne er for­skel­li­ge, men essen­sen er den sam­me. Alle dis­se eks­pe­ri­men­ter under­stre­ger Uni­ver­sets an-iso­tro­pi og til­ba­ge­be­vi­ser der­med Ein­ste­ins spe­ci­el­le og gene­rel­le rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er.

Men måske repræ­sen­te­rer det 2. postu­lat i Ein­ste­ins teo­ri­er en tro­vær­dig påstand?
Lad os kig­ge nær­me­re på det.

Essen­sen af postu­la­tet er, at lysets hastig­hed i et vacuum er ufor­an­der­lig, dvs. kon­stant, og at den mak­si­malt opnå­e­li­ge hastig­hed for stof i Uni­ver­set er 300.000 km/sek (186.000 miles/sek). Hvis den­ne påstand ikke kan fast­hol­des, for­vand­les Lorentz’ trans­for­ma­tio­ner til non­sens. Iføl­ge dis­se lig­nin­ger vil alt stof (der­med også lys), der over­skri­der hastig­he­den 300.000 km/sek, opnå en uen­de­lig stor mas­se — selv hvis der kun er tale om en enkelt foton. Det er en absurd kon­se­kvens.

Hvor­dan går det så med det­te postu­lat om mas­sen, der plud­se­lig bevæ­ger sig mod uen­de­lig?

Dr. Lijun Wang opnå­e­de et bemær­kel­ses­vær­digt resul­tat med et eks­pe­ri­ment i 2000.
Det blev udført på NEC Research Insti­tu­te i Prin­ce­ton. Eks­pe­ri­men­tet gik ud på at sen­de en laser-impuls gen­nem en behol­der, der var fyldt med en cæsi­um-atmos­fæ­re. Resul­ta­tet var for­mi­da­belt: Hastig­he­den af lysim­pul­sen viste sig at være tre hund­re­de! gan­ge stør­re, end den til­lad­te iføl­ge Lorentz’ trans­for­ma­tio­ner.

I året 2000 i Italien udfør­te en anden grup­pe, fra Ita­li­an Natio­nal Researc Coun­cil, eks­pe­ri­men­ter med mikro­bøl­ger. Hastig­he­den på deres udbre­del­se var 25 pro­cent høje­re end den mak­si­malt til­lad­te hastig­hed iføl­ge Ein­ste­in. Som nævnt, det er en mate­ma­tisk kon­se­kvens af Lorentz’ trans­for­ma­tio­ner, at hvis hastig­he­den af lys (eller et andet objekt) over­sti­ger 300.000 km/sek, selv hvis “over­skri­del­sen” kun er 1 mm/sek, vil mas­sen — iføl­ge mate­ma­tik­ken — bevæ­ge sig mod uen­de­lig (∞).

Med andre ord, mas­sen af foto­ner og mikro­bøl­ger skul­le bli­ve stør­re end mas­sen af noget “sort hul” i Uni­ver­set, så iføl­ge Ein­ste­in vil­le vores pla­net øje­blik­ke­ligt bli­ve for­vand­let til det ulti­ma­ti­ve sor­te hul. Men det ske­te hel­dig­vis ikke. Såvel lys­bøl­ger som mikro­bøl­ger for­blev bøl­ger og deres mas­ser ændre­de sig for­modent­lig ikke af betyd­ning.

Der­med blev 2. postu­lat i Ein­ste­ins spe­ci­el­le og gene­rel­le rela­ti­vi­tet­ste­o­ri­er mod­be­vist. Uden postu­la­tets gyl­dig­hed er teo­ri­er­ne menings­lø­se og bur­de ind­gå i viden­skabs­hi­sto­ri­ens sam­ling af hypo­te­ser, der ikke har kun­net bekræf­tes med eks­pe­ri­men­tel­le resul­ta­ter.

Det er besyn­der­ligt, at hele ver­den fort­sæt­ter med at stu­de­re Ein­ste­ins teo­ri­er i sko­ler og på uni­ver­si­te­ter som om de afspej­le­de vir­ke­lig­he­den. Ikke kun med Mil­lers resul­ta­ter fra 1933, men nu med yder­li­ge­re bevi­ser fra 1997 — 2000, må det være på tide at afslut­te Ein­ste­ins blo­ke­ring af viden­ska­ben.

Den fort­sat­te man­gel på bevis for postu­la­ter­ne i Ein­ste­ins teo­ri­er gør dem til end­nu et mis­lyk­ket for­søg på at ska­be et bil­le­det af Uni­ver­set, hver­ken mere eller min­dre. Kun en min­dre “detal­je” for­hin­drer en sådan kon­se­kvens:

Både “ska­be­ren” af den spe­ci­el­le og gene­rel­le rela­ti­vi­tet­ste­o­ri og kræf­ter­ne bag ham vid­ste fra begyn­del­sen, at dis­se teo­ri­er stri­der mod vir­ke­lig­he­den. Måske net­op der­for blev de brugt mod men­ne­ske­he­den. Som kon­se­kvens har vores civi­li­sa­tion fulgt en vej, der ulti­ma­tivt vil føre til vores uds­let­tel­se. Det kan kun bety­de ét: at den ret­te vej mod sand udvik­ling med­fø­rer en alvor­lig risi­ko for dem, der stod bag Ein­ste­in og fort­sat ter­r­o­ri­se­rer ver­den med hans teo­ri­er.

Dem der befol­ker skyg­ger­ne fryg­ter kun ét: tabet af mag­ten og kon­trol­len med mas­ser­ne. Sand oplys­ning og viden vil brin­ge alle til for­stå­el­se af, hvad der sker på Jor­den. Det vil for sted­se fra­ta­ge mør­ke­mæn­de­ne deres nuvæ­ren­de magt­po­si­tion med mulig­he­der­ne for at kon­trol­le­re alle andre og over­ta­ge deres vær­di­er.

Der­for er sand viden så skræm­men­de for dem. De har opnå­et deres udbyt­te ufortjent, gen­nem svig, og de ønsker under ingen omstæn­dig­he­der at give slip på det.

Af den­ne gen­nem­gang kan vi for­stå, at viden­ska­be­li­ge og filo­so­fi­ske kon­cep­ter om Uni­ver­sets natur har poli­ti­ske og øko­no­mi­ske rød­der. Fal­ske kon­cep­ter, der påtvin­ges men­ne­ske­he­den, til­la­der soci­a­le para­sit­ter at blom­stre ved at ernæ­re sig på krop­pen af pla­ne­tens civi­li­sa­tio­ner.

Jeg kun­ne tæn­ke mig at foku­se­re på et af de instru­men­ter, der bru­ges til at påtvin­ge men­ne­ske­he­den de fal­ske kon­cep­ter om natu­ren — nem­lig mate­ma­tik­ken.

Du undrer dig måske over, hvil­ken for­bin­del­se mate­ma­tik kan have med alt det­te (?).

Egent­lig er det ene­ste for­mål med mate­ma­tik at udfø­re prak­ti­ske bereg­nin­ger. Når vi læg­ger ét æble til et andet (sam­men­læg­ning, addi­tion), taler vi om resul­ta­tet “to æbler” og lige­stil­ler der­med det ene æble med det andet. Vi tager ikke med i bereg­nin­gen, at der er for­skel i vægt, form, stør­rel­se, far­ve, moden­hed, smag, m.v.

Vi ved­ta­ger bare, at facit er “to æbler”, og det er muligt at dele dis­se æbler mel­lem to men­ne­sker og opnå nogen­lun­de ret­fær­dig­hed. Hver af dem vil være til­freds med sit æble, selv om det ikke er abso­lut iden­tisk med det andet, idet jo selv klo­ner bli­ver for­skel­li­ge, når de vok­ser op i lidt for­skel­li­ge mil­jø­er.

Så det ændrer intet i ver­den og ingen vil lide, hvis det ene æble er lidt stør­re, mere surt eller sødt end det andet.

Det er noget gan­ske andet, når mate­ma­tik­ken bru­ges som fun­da­ment for hypo­te­ser. Det bety­der, at vir­ke­li­ge natur­pro­ces­ser bli­ver repræ­sen­te­ret ved en abstrak­tion og ind­ført i lig­nin­ger og form­ler i form af bog­sta­ver og sym­bo­ler. Dis­se bog­sta­ver og sym­bo­ler bli­ver der­ef­ter, jf. mate­ma­tik­kens love, udsat for ope­ra­to­rer (plus, minus, gan­ge, divi­de­re m.fl.) uden at man tager høj­de for den vir­ke­lig­hed, at natur­li­ge fæno­me­ner udfol­der sig uaf­hæn­gigt af men­ne­ske­skab­te kon­cep­ter.

Mate­ma­ti­ke­re glem­mer ofte, hvad der gem­mer sig bag dis­se bog­sta­ver og sym­bo­ler, de kal­ku­le­rer afled­nin­ger og inte­gra­ler, ten­de­rer i ret­ning af at præ­ci­se­re, ind­fø­rer for­enklin­ger og fjer­ner “unød­ven­di­ge” stør­rel­ser. Med andre ord, de bestræ­ber sig på at udle­de en ele­gant for­mel for et eller andet i den vir­ke­li­ge ver­den. Ein­ste­ins rela­ti­vi­tet­ste­o­ri er et strå­len­de eksem­pel på det­te.

En god grund til at ind­fø­re postu­la­ter­ne om Uni­ver­sets iso­tro­pi og den ende­li­ge hastig­hed for lys var, at Lorentz’ trans­for­ma­tio­ner ellers ikke vil­le give mening. Det sam­me gæl­der Ein­ste­ins spe­ci­el­le teo­ri­er. Lorentz’ trans­for­ma­tio­ner ind­før­te bestem­te krav til udbre­del­ses­ha­stig­he­den for fysi­ske objek­ter i ver­dens­rum­met. Den­ne hastig­hed måt­te ikke (hel­ler ikke for lys) bli­ve stør­re end lysets hastig­hed gen­nem et tomt rum.

Iføl­ge postu­la­tet er lysets hastig­hed gen­nem et vacuum kon­stant, og mak­si­mal hastig­hed for et objekt (der­med også lys) er 300.000 km/sek. Hastig­he­den kan ikke bli­ve høje­re iføl­ge Lorentz’ trans­for­ma­tio­ner, da mas­sen der­ved går mod uen­de­lig. Det sam­me vil­le ske med en foton (lysets ele­men­tar­par­ti­kel).
Men alt det­te er kun givet i mate­ma­ti­ske form­ler.
Hvad der ske­te i den fysi­ske ver­den var, at en fysisk lase­rim­puls pas­se­re­de gen­nem en fysisk gas­art med en hastig­hed, der var 300 gan­ge høje­re end form­lens til­lad­te høje­ste hastig­hed for lys, dvs. med 90.000.000 km/sek. En meget “uly­dig” laser impuls — der næg­te­de at over­hol­de mate­ma­tik­kens hastig­heds­be­græns­ning. En anden uly­dig­hed blev obser­ve­ret, idet alle foto­ner næg­te­de at anta­ge en mas­se, der afveg fra den sæd­van­li­ge. Foto­ner­ne for­blev foto­ner under pas­sa­gen af gas­ar­ten.

Nogen bur­de min­de mate­ma­ti­ker­ne om, at natu­ren føl­ger sine egne love og ikke uden vide­re mate­ma­tik­kens reg­ler. De sidst­nævn­te er kun intel­lek­tu­el­le ord­nin­ger, der med stør­re eller min­dre held beskri­ver en fore­stil­ling om vir­ke­lig­he­den. Ingen mate­ma­ti­ske love går over natur­love­ne. Af tæn­ke­li­ge grun­de glem­mer mate­ma­ti­ke­re ofte det­te og lader sig rive med i dan­sen om de fal­ske guder.

Jeg kun­ne tæn­ke mig at vise et eksem­pel på “løs­nin­gen” af et mate­ma­tisk pro­blem.
Det er en løs­ning, som de fle­ste lærer om og intu­i­tivt føler sig fra­stødt af, men uden at gøre noget andet.

En reg­ne­r­e­gel siger, at man kun kan uddra­ge kva­dra­tro­den af et posi­tivt tal, idet uddra­gel­se af kva­dra­tro­den er den mod­sat­te ope­ra­tion af at kva­dre­re. Mate­ma­tik­ken: “Ethvert tal, posi­tivt eller nega­tivt, bli­ver posi­tivt, når det kva­dre­res” (gan­ges med sig selv). For eksem­pel er 2 x 2 = 4, og -2 x -2 er også lig med 4, idet reg­len siger, at minus gan­ge minus giver plus. Alle ken­der den­ne regel fra grund­sko­len.
[Når der ikke står et minus­tegn for­an tal­let, under­for­stås et plus, så 2 bety­der det sam­me som +2].

Når der udfø­res mate­ma­ti­ske trans­for­ma­tio­ner for at bereg­ne vir­ke­li­ge fysi­ske pro­ces­ser, kan der ind­træf­fe et nega­tivt tal, fx -1, under kva­dra­trod­s­teg­net (√-1). Det­te repræ­sen­te­rer en kom­plet absur­di­tet set fra det mate­ma­ti­ske aksioms syns­punkt. Løs­nin­gen er ikke defi­ne­ret inden for de nor­ma­le ratio­nel­le ram­mer. Ikke desto min­dre mani­feste­re­de den­ne umu­lig­hed sig i kal­ku­la­tio­nen af en vir­ke­lig fysisk pro­ces.

Der­med skul­le kon­klu­sio­nen have været oplagt. Blo­ke­rin­ger af den karak­ter bur­de opfat­tes som et vink med en vogn­stang om, at det er for­kert at lade et teo­re­tisk red­skab dik­te­re løs­nin­gen af en vir­ke­lig fysisk opga­ve. Åben­bart tæn­ker ingen i den ret­ning. Det er nem­me­re at løse et para­doks ved hjælp af en tryl­le­stav, end ved at ransa­ge dets natur. Hvor­for byg­ge hele huset om, når det er muligt at fuske lidt med afstiv­nin­gen?

Der blev fun­det en enkel udvej. Hvis mate­ma­tik­kens love hæv­der, at kva­dra­tro­den af et nega­tivt tal ikke eksi­ste­rer, så må det nega­ti­ve tal for­svin­de. Og såle­des blev pro­ble­met fjer­net: “-1” blev omdøbt til “i^2”.
[Læses: “minus 1 blev omdøbt til i opløf­tet til 2. potens”. Og “2. potens” bety­der “en stør­rel­se gan­get med sig selv én gang”, fx -1 x -1]. Der­med var pro­ble­met væk! Da kva­dra­tro­den af et kva­dre­ret tal er et posi­tivt tal (kva­dra­tro­den af i^2 = i), blev “i” kaldt det imag­i­næ­re grund­tal. Men ingen for­kla­re­de, hvad den­ne imag­i­næ­re stør­rel­se står for “i sig selv”, eller hvor dens pen­dant even­tu­elt fin­des i den vir­ke­li­ge ver­den.

Hvis der fin­des en imag­i­nær stør­rel­se som “i”, fin­des der så en imag­i­nær vir­ke­lig­hed?
“Er det vir­ke­lig ulej­lig­he­den værd at foku­se­re på den slags tri­vi­a­li­te­ter?”
Ja — det må bestemt til­rå­des, for hvis vi foku­se­rer, vil vi opda­ge, at omskriv­nin­gen er kom­plet non­sens. Hvis det er muligt at ind­sæt­te den nega­ti­ve vær­di -1 i et kva­dra­trod­s­tegn hvor­for så ikke ind­sæt­te imag­i­næ­re vær­di­er i enhver anden mate­ma­tisk lig­ning?
— For­di det vil­le med­fø­re kaos. Så det gør vi ikke. Der­ved kun­ne en uskyl­dig sam­men­læg­ning af 2 + 2 æbler med­fø­re nye ufor­klar­li­ge resul­ta­ter — en agurk, en pære, et nul, eller fire imag­i­næ­re toma­ter!

Så mate­ma­ti­ker­ne begræn­ser sig til at bru­ge imag­i­næ­re tal de ste­der, hvor det under­støt­ter for­vent­nin­ger­ne. De udvik­le­de også en mate­ma­tisk niche og døb­te den “kom­plek­se tal og funk­tio­ner”. Det imag­i­næ­re grund­tal lever og har det godt og er offi­ci­elt aner­kendt inden for sit eget “ter­ri­to­ri­um”. I resten af det mate­ma­ti­ske ter­ræn er en minus­vær­di sta­dig en minus­vær­di uden at være under ind­fly­del­se af imag­i­næ­re tal. Gan­ske under­hol­den­de.

Det er abso­lut muligt at bed­ra­ge andre men­ne­sker, men det skul­le være umu­ligt at bed­ra­ge sig selv. Eller måske er det muligt helt at fortræn­ge vis­se typer af selv­bed­rag. Men hvem skul­le gøre det, og hvad skul­le for­må­let være?

Det er åben­bart, at der eksi­ste­rer kræf­ter, som er para­te til at påfø­re den moder­ne viden­skab enhver absur­di­tet, ale­ne for at for­hin­dre inspek­tio­nen af det pil­råd­ne fun­da­ment. Det kan ikke læn­ge­re bort­for­kla­res som til­fæl­dig­he­der eller mis­for­stå­el­ser. Der lig­ger en bevidst for­bry­de­risk hen­sigt bag det hele, og vi kan bevid­ne, at for­bry­del­sen fore­går hele tiden i for­sø­get på at fast­hol­de men­ne­ske­he­den på en kata­stro­fal kurs.

Påfø­rel­sen af fal­ske eller man­gel­ful­de kon­cep­ter om Uni­ver­sets natur tje­ner dis­se kræf­ters inter­es­ser ved at fast­hol­de Jor­dens civi­li­sa­tio­ner i uvi­den­hed. Det gæl­der men­ne­ske­he­den i almin­de­lig­hed og det enkel­te indi­vid i sær­de­les­hed. Det­te sæt­ter de kon­trol­le­ren­de kræf­ter i stand til at udnyt­te civi­li­sa­tio­ner­ne glo­balt og styr­ke deres egen finan­si­el­le og poli­ti­ske magt overalt. Hvis det­te møn­ster anfæg­tes af nogen, der for­sø­ger at udstil­le illu­sio­nen, vil de rege­ren­de kræf­ter hen­syns­løst øde­læg­ge ham og alt, hvad han har frem­bragt.

Et eksem­pel på den­ne frem­gangs­må­de er “bort­skaf­fel­sen” af Niko­la Tesla (f. 1856, d. 1943), en ame­ri­kansk fysi­ker af kro­a­tisk oprin­del­se. Tesla frem­brag­te appa­ra­ter og udstyr, der var base­ret på utra­di­tio­nel­le prin­cip­per, hvoraf en del kun­ne have spa­ret men­ne­ske­he­den fra brænd­stof- og ener­gik­ri­ser og red­det pla­ne­tens øko­lo­gi.

Han udvik­le­de elek­tri­ske gene­ra­to­rer, der ikke hav­de en ene­ste bevæ­ge­lig del og ikke behø­ve­de brænd­stof. Elek­tri­ci­te­ten blev ind­vun­det direk­te ud af rum­met. Han fandt på enk­le og bil­li­ge måder til at dele vand [H2O] i bestand­de­le­ne ilt og brint. Tesla udvik­le­de et stort antal impo­ne­ren­de kon­struk­tio­ner, men ret kort efter — og “helt uven­tet” — blev han syg og døde på Wynd­ham New Yor­ker Hotel. Det ske­te umid­del­bart efter at have demon­stre­ret sine opfin­del­ser på en udstil­ling før­ste gang.
Efter hans død kon­fi­ske­re­de repræ­sen­tan­ter for den ame­ri­kan­ske rege­ring alle maski­ner og opfin­del­ser fra hans labo­ra­to­ri­um, og bul­l­doze­re jæv­ne­de resten med jor­den. En maski­nin­ge­ni­ør, der hav­de udfor­met Teslas appa­ra­ter i metal, for­svandt spor­løst, og til­sy­ne­la­den­de ved ingen, hvad der er over­gå­et ham.

Rege­rin­gen fjer­ne­de ved den­ne ulov­li­ge beslag­læg­gel­se alt, hvad Tesla hav­de skabt.
Fra det øje­blik slut­te­de enhver omta­le eller dis­kus­sion af Teslas gene­ra­to­rer m.fl. opfin­del­ser, såvel i USA som i resten af ver­den. Udnyt­tel­sen af hans gene­ra­to­rer til pro­duk­tion af bil­lig elek­tri­ci­tet vil­le have bragt rig­dom, var­me og øko­no­misk uaf­hæn­gig­hed til ethvert hjem og enhver fami­lie.

I ste­det fort­sat­te ener­gik­ri­ser­ne. Elek­tri­ci­tet frem­brin­ges sta­dig ved hjælp af pri­mi­ti­ve elek­tri­ske gene­ra­to­rer med roto­rer, der sli­des. Olie- og kul­fy­re­de kraft­vær­ker konsu­me­rer enor­me mæng­der af natur­ligt brænd­stof med et menings­løst ener­gi­tab i pro­ces­ser­ne. Dis­se måder at frem­stil­le elek­trisk strøm på øde­læg­ger pla­ne­tens øko­lo­gi, udtøm­mer dens res­sour­cer og for­gif­ter atmos­fæ­ren. Kær­ne­kraft­vær­ker frem­by­der en sær­ligt far­lig risi­ko for foru­re­ning. [Dog især på grund af risi­ko­en for sabo­ta­ge, idet moder­ne, vel­hold­te atom­kraft­vær­ker er meget drift­sik­re, ikke sær­ligt brænd­stof­kræ­ven­de og i prak­sis uska­de­li­ge for mil­jø­et.]

Vi kan se, at de natio­ner, der hæv­der at vil­le tje­ne men­ne­ske­he­den, under­tryk­ker kend­ska­bet til fri elek­trisk kraft­ud­vin­ding. Hvil­ken her­re tje­ner dis­se natio­ner? Sand­syn­lig­vis den sam­me inter­es­se­grup­pe, der står bag den moder­ne viden­skabs fal­ske kon­cep­ter og bak­ker op om “viden­skabs­mænd” som Ein­ste­in og hans lige.

Teo­ri­en om Uni­ver­set har fået en afgø­ren­de ind­fly­del­se på den objek­ti­ve vir­ke­lig­hed vi lever i. Vores civi­li­sa­tions over­le­vel­se på Jor­den afhæn­ger af, om vi kan udvik­le kon­cep­ter, der er tro mod den­ne vir­ke­lig­hed. Snart er det uden betyd­ning, hvem der har ret eller uret. Det afgø­ren­de spørgs­mål er, om vores civi­li­sa­tion i Mid­gård [mel­lemver­de­nen, men­ne­skets ver­den] også eksi­ste­rer i mor­gen eller vil for­svin­de.

Nico­lai Levas­hov, 6. marts 2006.

Fysi­ke­ren og mil­jø­for­kæm­pe­ren Nico­lai Levas­hov døde i Moskva i 2012 i en alder af 51.

Resul­ta­ter­ne af nye­re eks­pe­ri­men­ter med udspring for­skel­li­ge ste­der i ver­den bekræf­ter hund­re­de pro­cent for­fat­te­rens argu­men­ta­tion.

Fra sam­me hånd kom­mer bogen “The Aniso­tro­pic Uni­ver­se”, der for­kla­rer man­ge fæno­me­ner af leven­de og ikke-leven­de natur.

Redaktionel kommentar

[1]
Ein­ste­in var af for­stå­e­li­ge årsa­ger meget opmærk­som på Mil­lers eks­pe­ri­men­ter. Hans rela­ti­vi­tet­ste­o­ri blev bekræf­tet gen­nem de offi­ci­el­le resul­ta­ter af Michel­son og Mor­leys for­søg fra 1887, der fak­tisk viste en æter-drift, men M. og M. tol­ke­de det sam­le­de resul­tat som et mang­len­de bevis. Af andre kun­ne resul­ta­tet bekvemt tol­kes som bevis for det mod­sat­te, at æter-vind ikke eksi­ste­rer.

I en tale til en for­sam­ling af viden­skabs­mænd på Berl­ins Uni­ver­si­tet udtal­te Ein­ste­in, at eks­pe­ri­men­ter­ne i Cle­veland med det for­mål at påvi­se æter-drift var uden posi­ti­ve resul­ta­ter, mens de på Mount Wil­son viste et posi­tivt resul­tat. Der­for hav­de høj­de­for­skel­len måske i sig selv påvir­ket resul­ta­ter­ne. Han udtryk­te yder­li­ge­re en for­mod­ning om, at tem­pe­ra­tur­for­skel­le kun­ne hav­de repræ­sen­te­ret en fejl­kil­de.

Pro­ble­met med Pro­fes­sor Ein­ste­in er, at han intet ken­der til mine resul­ta­ter,” sva­re­de Dr. Mil­ler. “Han har gen­nem tre­di­ve år gjort gæl­den­de, at inter­fero­me­ter-eks­pe­ri­men­ter­ne i Cle­veland viste nega­ti­ve resul­ta­ter. Vi har aldrig udtalt os om, at de gav nega­ti­ve resul­ta­ter, og de gav i vir­ke­lig­he­den ikke nega­ti­ve resul­ta­ter. Han (Ein­ste­in) bur­de indrøm­me mig så megen omtan­ke, at jeg ikke vil­le lade tem­pe­ra­tur­for­skel­le påvir­ke resul­ta­ter­ne. Han skrev alle­re­de i novem­ber og fore­slog det­te. Jeg er ikke så enfol­dig, at jeg vil­le til­la­de tem­pe­ra­tur­for­skel­le at påvir­ke mine eks­pe­ri­men­ter.”

Tid­ligt i 50’erne udfør­te den ame­ri­kan­ske fysi­ker Robert S. Shankland (f. 1908, d. 1982) (med Mil­ler død og begra­vet i 10 år) en ræk­ke under­sø­gel­ser, der hav­de til for­mål at efter­prø­ve Mil­lers resul­ta­ter. Sand­syn­lig­vis var det uof­fi­ci­el­le for­mål at “bevi­se” ham falsk, og det blev da også kon­klu­sio­nen af Shanklands efter­prøv­ning.
Shanklands under­sø­gel­ser blev udsat for bred kri­tik, da han til­sy­ne­la­den­de ikke blot hav­de været bestilt til at nulstil­le enhver snak om æter-drift, men også gjor­de sig skyl­dig i fejl­for­tolk­ning af Mil­lers resul­ta­ter.

Ein­ste­ins reak­tion pr. 31. august 1954 på Shanklans kon­klu­sion siger alt om Ein­ste­ins pro­blem:

Kære Dr. Shankland
Jeg tak­ker Dem man­ge gan­ge for at sen­de mig Deres omhyg­ge­li­ge stu­di­er over Mil­lers eks­pe­ri­men­ter. Dis­se stu­di­er er udført med stor præ­ci­sion og viden, natur­lig­vis, en meget omhyg­ge­lig sta­ti­stisk under­sø­gel­se. Det­te ikke mindst for­di eksi­sten­sen af en ikke tri­vi­el posi­tiv effekt [en æter-drift af betyd­ning] vil­le påvir­ke fun­da­men­tet i den [min] teo­re­ti­ske fysik, som den i øje­blik­ket er accep­te­ret — meget dybt. 
De har meget over­be­vi­sen­de vist, at de obser­ve­re­de effek­ter lig­ger uden for græn­sen for til­fæl­di­ge afvi­gel­ser og der­for må have en syste­ma­tisk årsag. De har gjort det helt sand­syn­ligt, at den­ne syste­ma­ti­ske årsag intet har at gøre med “æter-vind”, men med tem­pe­ra­tur­for­skel­le i den luft, der har befun­det sig mel­lem de to lys­bund­ter, der pro­du­ce­re­de inter­fe­rens­møn­stre­ne. En sådan effekt er i vir­ke­lig­he­den prak­tisk uund­gå­e­lig, hvis væg­ge­ne i labo­ra­to­ri­et ikke har ube­ty­de­li­ge for­skel­le i tem­pe­ra­tur.
Det er et af de til­fæl­de, hvor antal­let af syste­ma­ti­ske fejl hur­tigt til­ta­ger med udsty­rets dimen­sio­ner.
Jeg gra­tu­le­rer Dem og deres kol­le­ga­er med Deres vær­di­ful­de bidrag til vores viden.
Med ven­lig hil­sen
A. Ein­ste­in”

Abso­lut bevæ­gel­se er bevist gen­nem fle­re nye­re for­søg

Vil man læse (på engelsk) om for­sø­ge­ne på at påvi­se abso­lut bevæ­gel­se siden Mil­ler, er her en god kil­de:

ABSOLUTE MOTION AND GRAVITATIONAL EFFECTS af Regi­nald T. Cahill

I et af ansnit­te­ne “2.14 Abso­lu­te Motion and Quan­tum Gravi­ty” skri­ver han:

… I et af de måske mest bizar­re begi­ven­heds­for­løb i moder­ne viden­skab viser det sig, at abso­lut line­ær bevæ­gel­se har været åben­ba­ret i eks­pe­ri­men­tel­le data i mere end 100 år. Den line­æ­re bevæ­gel­se blev over­set i det før­ste eks­pe­ri­ment, der var desig­net til at detek­te­re den, og der­ef­ter, af for­skel­li­ge socio­lo­gi­ske årsa­ger, blev den et kon­cept, der var for­dømt af fysi­ke­re og band­lyst i deres rap­por­ter til trods for løben­de nye eks­pe­ri­men­tel­le bevi­ser. Dem der fulg­te op på de viden­ska­be­li­ge bevi­ser blev hånet og lat­ter­lig­gjort. End­nu vær­re var det død­van­de, som dis­se obstruk­tio­ner af den viden­ska­be­li­ge pro­ces resul­te­re­de i, nem­lig en opbrems­ning af næsten alle frem­skridt i vores vide­re for­stå­el­se af fæno­me­net tyng­de­kraft. Det står klart for alle, at i de eks­pe­ri­men­ter, der var i stand til at detek­te­re abso­lut bevæ­gel­se, fin­des der bevi­ser for [en ny kvan­te­te­o­ri om tyng­de­kraf­ten] …