Forklaring: Zionister

Redaktionelt

Zionister

Zionisterne er en til tider yderligtgående militant delmængde af jøderne, typisk med direkte og udelt loyalitet mod Israel. Gruppen af zionister omfatter desværre også en mediecertificeret gruppe af ikke-jødiske medløbere (filo-zionister). Desværre findes der også blandt danske ikke-jøder kollaboratører, der støtter “det udvalgte folk”s ret til et forjættet land midt i en fremmed stat.

Zionisternes ideologiske mål er jødedommens Zion, en ultimativ jødisk verdensregering i en supermagt, som repræsenterer en særlig jødisk løsning for den øvrige menneskehed, en apartheidstat, hvor privilegier kun er for jøder, en zionistisk vision af Big Brother, der skal regere verdens slavenationer fra et forgyldt Jerusalem. Ja, det lyder sygt, men guldet er allerede ved at blive samlet ind.

Zionismen af i dag er for mange medløbere blot en støtteerklæring til Israel, typisk udstedt af personer, som ikke kunne drømme om at bosætte sig i Mellemøsten. Så indtil Zion er en realitet, hvilket universelle regler for menneskelighed må forhindre, opererer majoriteten af zionisterne ud fra verdens hovedstæder og større byer. Herfra kanaliseres betydelige værdier til den zionistiske front i Israel, ikke mindst i form af uhyrlige statstilskud fra det jødekontrollerede USA.

At Jerusalem endnu er delt mellem arabere og zionister er en forbigående hindring. Den vil blive overvundet gennem jødisk jura, jødisk tilsidesættelse af konventioner og vedholdende “mildt fysisk pres” i grænsefladerne. Zionisternes metode er “de små skridts politik”. Hvordan spiser man en elefant? lyder gåden, og svaret er: Bid for bid!

I Danmark er zionisterne synligt organiseret i Dansk Zionistforbund, hvis hjemmeside fortæller om forbundets officielle mål, og i ethvert land af betydning findes et forbund af jødiske zionister og deres ikke-jødiske medløbere, som samarbejder internationalt.

Zionisterne i Danmark opererer som andre jøder inden for politik, statsapparatet, medierne, bankvæsenet, justitsvæsenet, sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, kulturlivet, fagbevægelsen, etc. og ikke mindst i “godhedsindustrien”, et mangehovedet uhyre.

Et af zionisternes online-medier i Danmark er Den Korte Avis, der med et antal jødiske skriblere udgiver sig for at tale danskernes sag, men i essensen skriver zionistisk propaganda, bl.a. i form af et konstant forsøg på at sætte kristne op mod muslimer og ved jævnligt at repetere løgnen om jødernes Holocaust.


Zionisme

I 1975 vedtog FN’s generalforsamling med Resolution 3379 (72 stemmer for, 35 imod, 32 undlod at stemme) at “zionisme er en form for racisme og racediskriminering”, og den internationale kvindekonference i Mexico samme år krævede fjernelsen af zionismen. Resolution 3379: “Internationalt samarbejde og fred kræver opnåelsen af national befrielse og uafhængighed, afskaffelse af kolonialisme og neokolonialisme, fremmed besættelse, zionisme, apartheid og racediskrimination i alle dens former, såvel som anerkendelse af folkeslagenes værdighed og deres ret til selvbestemmelse”.

I 1991 gjorde Israel tilbagekaldelse af resolution 3379 til en betingelse for at deltage i Madrid-fredskonferencen. Under pres fra marionetten præsident George W. Bush, vedtog FN resolution 46/86. Teksten, der tilbagekaldte resolutionen, var simpelthen: Resolution 46/86, “Generalforsamlingen beslutter at tilbagekalde bestemmelsen indeholdt i sin resolution 3379 af 10. november 1975.” Forslaget (som må kaldes et diktat) blev vedtaget med 111 stemmer for, 25 imod, 13 undlod at stemme.

Selv om resolutionen efter pres fra USA* blev trukket tilbage i 1991, anses zionisme af mange grupper, ikke mindst i arabiske lande og i Europa, som racisme, selv blandt visse jødiske grupper anser zionismen for racisme, bl.a. International Jewish Anti-Zionist Network (IJAN). Zionisterne og deres støtter kalder antizionister for antisemitiske.
Inden for visse kredse af den kristne kirke (særligt i USA) findes desuden en form for religiøst betinget zionisme. Det jødiske folks ret til Palæstina hævdes på grundlag af en bibeltolkning; og oprettelsen af Israel, og (en del) jøders tilbagevenden, opfattes som opfyldelsen af nogle af profetierne, der hævdes at lægge op til Messias’ genkomst og dommens dag.

*) Denne magtdemonstration viste for alvor, at FN og USA’s administrationer er lydige redskaber for jøderne, og den burde have udløst et ramaskrig i enhver frihedselskende nation verden over. På trods af et oprindeligt flertal for FN’s resolution 3379 lykkedes det for Israel, med et eksempel på, hvordan den zionistiske verdensanskuelse vil fungere i praksis, at sætte sig igennem med hjælp fra det “allierede” USA, således at FN var nødt til at omstøde resolutionen.
Dette var et vink med en vognstang til den øvrige verden om, hvad der bliver af national selvbestemmelse, hvis vi ikke sætter os til modværge. Dette var et “succesfuldt” resultat af den jødiske kontrol med beslutningsprocesserne i De Forenede Staters øverste institutioner (helt op til præsidentembedet), allerede i 1975. Denne kontrol har siden grebet om sig, og i dag, i 2013, er det en vittighed at tale om et frit Amerikas Forenede Stater.

Herunder et billede, der er lånt fra dr. David Dukes bog Jewish Supremacism, 2007 (udgivet på dansk under titlen Jødisk racisme). Billedet viser den politiske magtfordeling i USA.


Chabad i Det Hvide Hus, her arrangeret bag George W. Bush. Foto: Jødisk racisme