Faldskærmstropper

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, pres. magister Harald Nielsen (april 1943), 10. oktober 2013.

 

Såle­des ind­led­tes mit bekendt­skab med et inter­es­sant spø­gel­se fra den nye­re Dan­marks­hi­sto­rie: kri­ti­ke­ren, tæn­ke­ren og dig­te­ren Harald Niel­sen (f. 1879, d. 1957). Når jeg ikke blev ban­ge for spø­gel­set, skyld­tes det, at det til at begyn­de med slet ikke faldt mig ind at opfat­te Harald Niel­sen som et spø­gel­se. Der­til fore­kom han mig alt for leven­de og nær­væ­ren­de. Efter­hån­den erfa­re­de jeg, at det ikke hører til god tone at opfat­te ham så for­doms­frit. Skønt Harald Niel­sen er en af de mær­ke­lig­ste og bety­de­lig­ste skik­kel­ser i den dan­ske lit­te­ra­tur, ken­des han i dag kun af såre få. End­nu fær­re vil ken­des ved ham. Næv­ner man hans navn for folk, der kan mere end deres klas­si­ke­re bli­ver der under­ligt stil­le omkring én, som om man har begå­et en indiskre­tion ved at hen­ty­de til fami­li­ens sor­te får. Fra bibli­o­te­ker­ne er stør­ste­par­ten af hans vær­ker fjer­net og put­tet ned i kæl­de­ren eller ført til et fjern­la­ger i den anden ende af byen, og fal­der man en sjæl­den gang over hans navn på tryk, står det kon­se­kvent anført i en bleg bisæt­ning. Tyst som et spø­gel­se gli­der Harald Niel­sen ind på sin plads i en og anden sam­men­hæng, hvor en for­fat­ter har set sig nødsa­get til at næv­ne ham en pas­sant; lyn­hur­tigt gli­der han ud igen. Var der nogen, der mær­ke­de noget? Næp­pe! Han er så gen­nem­sig­tig, at han går i et med tape­tet.
Grun­den til at Harald Niel­sen lever det­te besyn­der­li­ge skyg­ge­liv som det tryk­te ords per­so­na non gra­ta, angi­ves offi­ci­elt at være hans skri­ve­ri­er under Besæt­tel­sen, hvor­med han brød lands­mand­ska­bets uskrev­ne love — som Hen­ning Fen­ger skrev i “Danmark under Besæt­tel­sen”: “Han var fra da af en død mand i vort offent­li­ge liv.”

Fra “Man­den, der over­le­ve­de sin skæb­ne” af Nina Bjør­ne­boe, Van­lø­se 1981.

 

Harald Niel­sens beskri­vel­se fra 1943 om “faldskærm­strop­per­nes” frie spil er bræn­den­de aktu­el.

Særtryk af DEN DANSKE TILSKUER 15. april 1943.

STRATEGI:
Nuvel, i de moder­ne sam­fund har jøder­ne af klog sel­vop­hol­del­ses­drift taget plads i kir­t­ler­ne. Sam­fun­dets kir­t­ler: Bør­ser, ban­ker, mini­ste­ri­er, dag­bla­de, for­lag, vold­gifts­dom­sto­le, assu­ran­ce­sel­ska­ber, hospi­ta­ler, freds­palæ­er og andre bak­te­ri­o­lo­gi­ske insti­tu­tio­ner har hver for sig sine jøder.
— Lou­is Levy: Jøden som Freds­stif­ter, Køben­havn 1918.

Engang i som­me­ren 1941 brag­te et af hoved­stads­bla­de­ne bil­le­det af en ele­gant ung jøde set i halv­pro­fil bag­fra. På ryg­gen af hans velsid­den­de dress sad en pla­kat fast­sy­et. Under­skrif­ten var føl­gen­de: “Som i Polen skal nu også det nye kon­ge­ri­ge Kro­a­tiens jøder bære et sær­ligt ken­de­tegn – både på bry­stet og på ryg­gen. Bil­le­det viser en jøde fra Agram med det nye mær­ke.”

Bla­det vid­ste sær­de­les vel, hvad det gjor­de, da det brag­te det­te bil­le­de. Intet kun­ne være mere kor­rekt og intet var sam­ti­dig – her hjem­me i hvert fald – mere egnet til at skaf­fe jøder­ne sym­pa­ti. For det­te var dog for galt. En hvil­ket som helst læser, der så det­te bil­le­de gøs ved tan­ken om, at man kun­ne behand­le pæne men­ne­sker på den­ne måde. Med for­fær­del­se tænk­te man på, hvor­le­des Det kgl. tea­ters par­ket vil­le kom­me til at se ud, hvis man her­hjem­me fandt på noget lig­nen­de eller hvil­ken rava­ge, det vil­le afsted­kom­me i sel­skabs­li­vet – for slet ikke at tale om aktie­sel­skabs­be­sty­rel­ser osv.

Uden at have behø­vet at sige blot ét ord eller at have røbet sit stand­punkt hav­de bla­det mobi­li­se­ret alle de følel­ser, der rej­ser sig som en mur af sym­pa­ti omkring de stak­kels mis­hand­le­de jøder og som en mur af anti­pa­ti mod de bar­ba­rer, der udsæt­ter dem for den­ne skæn­di­ge umen­ne­ske­li­ge behand­ling.

Og hvem vil bestri­de, at det vir­ker bar­ba­risk. Alt, hvad ikke-jøder er nødt til at fore­ta­ge sig over for jøder for at vær­ge sig imod dem vir­ker bar­ba­risk, medens jøder­ne ikke behø­ver at fore­ta­ge sig noget som helst, der tager sig ud som bar­ba­risk for at nå deres mål: en per­son­lig­heds tota­le uds­let­tel­se, en nations ero­bring, et erhvervs bemæg­ti­gel­se. Dræ­ber de en mand, sker det med en vind­bøs­se, medens det giver et brutalt knald, hvis en ikke-jøde prø­ver at gøre gen­gæld. Intet under der­for, at ver­den, der som bekendt vil bed­ra­ges, opfat­ter den ene part som mere human end den anden, skønt de beg­ge kun gør, hvad de er nødt til: vær­ger deres liv – af “sel­vop­hol­del­ses­drift” som Lou­is Levy siger.

Den sug­ge­sti­ve kraft, der udgår fra et sådant bil­le­de er imid­ler­tid så over­væl­den­de, at den hos de fle­ste knapt nok lev­ner plads for omtan­ke af nogen art. Man skal være så nøg­tern som man måske kun bli­ver det, når man selv har været under­ka­stet jøder­nes behand­ling, selv har erfa­ret, hvad det vil sige at være “mær­ket” af dem, for i det hele taget at tur­de vove at tæn­ke, hvor det kun er følel­ser­ne, der har ordet.

Man kan der­for roligt gå ud fra, at det ikke er fal­det man­ge af bla­dets læse­re ind, at ven­de spørgs­må­let om. Man har været indig­ne­ret over, at sådan­ne meto­der kun­ne anven­des, men man har næp­pe spurgt sig selv om, hvor­le­des det kun­ne gå til, at man anvend­te dem, hvor­le­des det kun­ne for­kla­res, at man gjor­de brug af dem, skønt de uvæ­ger­ligt måt­te stil­le ofre­ne i et sym­pa­tisk lys, og dem, der anvend­te dem i et til­sva­ren­de ugun­stigt. Man har næp­pe engang spurgt sig om, hvor­for repræ­sen­tan­ten for den “for­fulg­te” race er så ung, så ele­gant, så pæn – så sym­pa­tivæk­ken­de, eller reflek­te­ret over, om hvor­vidt alle hans race­fæl­ler er det, eller om det har sin spe­ci­el­le hen­sigt, at han er det. End­nu min­dre har man tænkt over, hvad den­ne under­tryk­te mand selv repræ­sen­te­rer af under­tryk­kel­se. Hans og hans race­fæl­lers ofre er jo hel­ler ikke ble­vet “bræn­de­mær­ke­de”; de er blot ble­vet kvalt i stil­hed, berø­vet deres livs­mu­lig­he­der, viet til under­gang, men da der ikke var nogen pres­se­fo­to­graf til ste­de, da det ske­te, har der ikke været grund til at bli­ve indig­ne­ret over det. Hvad øjet ikke ser, har hjer­tet som bekendt ikke ondt af. Og navn­lig har man ikke tænkt over, hvad ikke-jøden må præ­ste­re af arbej­de, af argu­men­ter, af anstren­gel­ser for at opve­je det­te ene bil­le­de, eller på, hvor for­del­ag­tigt det er at have bil­le­det, og alle de følel­ser, det væk­ker på sin side i ste­det for argu­men­ter­ne.

Hvad er nem­lig menin­gen med at rim­pe en gul lap på et ellers vel­sy­et sæt tøj? Er det ale­ne den at til­fø­je til­sy­ne­la­den­de sage­s­lø­se med­bor­ge­re unød­ven­di­ge lidel­ser? Næp­pe! Det vil­le kun­ne gøres på anden og min­dre osten­ta­tiv måde. Hen­sig­ten må være den at sær­mær­ke ved­kom­men­de per­son såle­des, at alle i sam­me nu de ser ham véd, at de har med en jøde at gøre, og tæn­ker over, hvad det­te bety­der. Men hvor­for dog det, vil man spør­ge! Ken­der vi ikke alle sam­men en jøde, når vi ser ham? Jo, i reg­len, men vi tæn­ker ikke alle sam­men over, hvad det bety­der, at han er det, eller på, om det i det hele taget bety­der noget. Det er net­op over­for den­ne tan­ke­løs­hed, den­ne lige­gyl­dig­hed, det gule mær­ke er ment som et “vagt i gevær”: Her er en jøde! Her er et pro­blem! Pas på!

Men, hvil­ket pro­blem, og hvori består det? Ja, rent ydre set er jøde­pro­ble­mets kon­tu­rer ikke van­ske­li­ge at få øje på. Race­mod­sæt­nin­gen er altid til ste­de latent, og udse­en­det som oftest ikke til at tage fejl af. Ind­fly­del­sen vil man­ge ikke kun­ne und­gå at stø­de på og – stø­de sig på. Det hæn­der selv i stærkt radi­ka­le kred­se, at der kom­mer skjul­te suk over de for­bi­stre­de jøder*),
*) Om det så er Hørup, synes han til tider at have kun­net få nok af dem, hvis man kan tro, hvad xylo­graf Hen­drik­sen skri­ver i “Men­ne­sker og Ople­vel­ser”, ny revi­de­ret udga­ve 1932, pag. 294:

For­re­sten er der næp­pe tvivl om, at Hørup inderst inde ikke var nogen beun­drer af den iltre form, som ofte er sam­fund­s­in­ter­es­se­re­de jøder egen. Hans dan­nel­se, udvik­ling og over­be­vis­ning brag­te ham i par­ti og på lige fod i poli­tisk og jour­na­li­stisk arbej­de med sær­ligt dyg­ti­ge jøder, men den anden slags, tror jeg, han ynde­de at have tre skridt fra livet. Glimt­vis er også det­te ble­vet følt, og fald­ne udta­lel­ser har vist, at Hørup blev såle­des for­stå­et. Dog det stær­ke poli­ti­ske fæl­les­skab og bla­dets opad­gå­en­de betyd­ning holdt sli­ge dulg­te uove­r­ens­stem­mel­ser nede, og man kla­re­de sig fra beg­ge sider med en for­sig­tig omgang­sto­ne.”

Men alli­ge­vel er der ikke nogen stør­re til­bø­je­lig­hed til at give sig i kast med spørgs­må­let. Tvær­ti­mod, der er hos man­ge – ja vel hos de fle­ste – en uover­vin­de­lig mod­vil­je mod det. Fører man den­ne uvil­je til­ba­ge til dens kil­der, fin­der man for­skel­li­ge grun­de til den. Først og frem­mest trø­ster man sig med, at jøde­spørgs­må­let ikke bety­der noget, bl.a. for­di jøder­ne jo kun er et min­dre­tal, skønt ikke mindst den nye­ste histo­rie viser, at et fast sam­men­knyt­tet og mål­be­vidst min­dre­tal kan få over­or­dent­lig stor betyd­ning. Men sam­ti­dig med, at man offi­ci­elt for­sik­rer, at de intet bety­der, har man en meget leven­de for­nem­mel­se af, at det ikke er ufar­ligt at læg­ge sig ud med dem, og at man der­for også af den grund gør klo­gest i ikke at til­læg­ge sagen betyd­ning. Maxi­mi­li­an Har­dens kynisk åben­hjer­ti­ge ord, at “enhver, der læg­ger anti­se­mi­tis­me for dagen må være for­be­redt på at bli­ve erklæ­ret for fug­le­fri” [frit­stil­let, udstødt eller gen­stand for fri jagt] viser jo, at den­ne frygt ikke er ube­grun­det; der skal nem­lig ikke meget til for at bli­ve stemp­let som anti­se­mit. Men der­til kom­mer, og det er i vir­ke­lig­he­den den aller­stær­ke­ste hæm­sko, at man har en for­nem­mel­se af, at det er hel­lig­brø­de, man står i begreb med at begå, at man ved at rej­se jøde­spørgs­må­let for­gri­ber sig på huma­ni­te­tens og fri­he­dens hel­lig­ste prin­cip­per. Det siger i hver fald jøder­ne selv, og det siger også andre end jøder­ne i god tro og ud af den bed­ste over­be­vis­ning.

Kort sagt, det er et helt spind, sam­men­sat som det, der bandt Fen­ri­sul­ven af man­ge højst mær­ke­li­ge bestand­de­le – også kvin­detå­rer – der lam­mer og stand­ser enhver aktion mod jøder­ne, hvad enten den går ud på teo­re­tisk at kla­re begre­ber­ne eller på ved den ene eller anden slags for­holds­reg­ler at ord­ne for­hol­det mel­lem dem og ikke-jøder­ne. For da tan­ken er hand­lin­gens fader, søger man alle­re­de at kvæ­le den­ne, og det er af man­ge grun­de ikke så svært, da jøder­ne, tak­ket være den stil­ling de ind­ta­ger i sam­fun­det er i stand til det uden at ikke-jøder­ne læg­ger mær­ke til, hvad de fore­ta­ger sig.

Men for at for­stå, hvil­ken fak­tisk for­del­ag­tig stil­ling jøder­ne ind­ta­ger må man kla­re sig sine begre­ber om men­ne­ske­hed, race, natio­na­li­tet, folk, libe­ra­lis­me, huma­ni­tet osv. Til dag­lig løber de sam­men i en pære­væl­ling. Man under­sky­der og for­veks­ler såle­des, at rig­ti­ge slut­nin­ger hvi­ler på for­ker­te for­ud­sæt­nin­ger og omvendt. Man siger, at vi jo alle er men­ne­sker; man går ud fra, at huma­ni­te­tens love gæl­der også ud over natio­na­li­te­tens græn­ser; man pro­teste­rer mod at føre krig mod fre­de­li­ge men­ne­sker, men­ne­sker, der ikke gør nogen noget osv. osv., en lang ræk­ke for­nuf­ti­ge og huma­ne betragt­nin­ger, der blot ikke pas­ser på den situ­a­tion, der fore­lig­ger mel­lem jøder og ikke-jøder.

Hvil­ket man let vil se, så snart man gør sig for­hol­det klart mel­lem natio­na­li­tet og huma­ni­tet og sam­men­lig­ner det jødi­ske natio­na­li­tets­pro­blem med andre natio­na­li­tets­pro­ble­mer. Det er nem­lig rig­tigt nok, at huma­ni­te­tens love omfat­ter alle men­ne­sker, men ikke såle­des, at de gør enhver for­skel imel­lem dem betyd­nings­løs. En human krigs­fø­rel­se bety­der ikke en ublo­dig krigs­fø­rel­se, for huma­ni­te­tens love byder gan­ske vist selv i krig at skå­ne mod­stan­de­ren for unød­ven­di­ge lidel­ser, men de byder ikke at åbne por­te­ne for ham, de byder ikke at over­gi­ve sig til ham på nåde og unå­de, de med­fø­rer ikke nogen for­plig­tel­se til at fra­ter­ni­se­re med ham, og de hin­drer ikke, at man dræ­ber ham, hvis det er nød­ven­digt.

Huma­nis­me, inter­na­tio­na­lis­me, kosmopo­li­tis­me, for­skel­s­løs­hed er nem­lig ikke det sam­me. Tvær­ti­mod, sand huma­nis­me for­ud­sæt­ter for­skel­le­ne. De huma­ne vær­di­er – enten det er de reli­gi­øse, de moral­ske eller de kunst­ne­ri­ske – bli­ver alle sam­men til inden­for bestem­te racer og natio­ner og må for at kun­ne afgi­ve deres fæl­les huma­ne ind­hold til andre racer og natio­ner først til­eg­nes og omdan­nes af dis­se. Abstrak­te ånds­vær­di­er fin­des der lige­så lidt som abstrak­te men­ne­sker – heri har den jødisk-ame­ri­kan­ske kri­ti­ker Ludwig Lewiso­hn fuld­kom­men ret.

Det har der­for ikke hidtil været betrag­tet som nogen kræn­kel­se af huma­ni­te­ten at for­sva­re den nation, man til­hør­te, det har tvær­ti­mod været en for­ud­sæt­ning for den. Det var jo net­op gen­nem det­te for­svar og hele den anspæn­del­se af kræf­ter­ne, det med­før­te, at de huma­ne vær­di­er skab­tes og opret­hold­tes.

De opret­hold­tes f.eks. ikke ved, at Euro­pa pas­sivt lod sig over­vin­de af Østens hor­der. Det vil­le næp­pe have opret­holdt eller skabt nogen huma­nis­me. De opret­hold­tes hel­ler ikke ved, at euro­pæ­i­ske sta­ter gav afkald på deres ege­nart. De opret­hold­tes net­op kun ved, at man udson­dre­de for­skel­le­ne, inden man dvæ­le­de ved lig­he­der­ne.

Hele den­ne pro­ces, hvor­ved sam­ti­dig natio­na­li­te­ten vær­ges og huma­ni­te­ten ska­bes fore­går natur­lig­vis under for­mer og i en kreds, hvor den sto­re bre­de befolk­ning ikke får øje på det. Den syn­ger nok sine fæd­re­lands­san­ge, den råber hur­ra, når der er lej­lig­hed der­til, for natio­nal kul­tur osv., den er også vil­lig fil at kæm­pe for sit land, men hvad natio­nal kul­tur egent­lig er, og hvil­ken årvå­gen­hed og hvil­ke ofre den kræ­ver – det har den ikke til­stræk­ke­lig for­stå­el­se af – det viser bed­re end noget andet jøde­spørgs­må­let og den hold­ning, man ind­ta­ger til det.

Hvad kom­mer det nem­lig an på, hvis en nation vær­ger sig mod en anden? Hvor langt kan man uden fare stræk­ke sig over­for en natio­nal mod­stan­der? Hvor begyn­der det, der adskil­ler, og hvad kan betrag­tes som uvæ­sent­ligt?

Man behø­ver blot at læg­ge mær­ke til, hvor­le­des et folk for­hol­der sig til dis­se spørgs­mål under en krig for at have en måle­stok for, hvor langt man kan reg­ne med, dets for­stå­el­se ræk­ker, og hvor den glip­per. I før­ste omgang vil dets instink­ter rea­ge­re rent umid­del­bart over­for mod­stan­de­ren. Han er fjen­den og der­for udsty­ret med alle­hån­de gru­som­me og neder­dræg­ti­ge egen­ska­ber. At bedøm­me ham objek­tivt og dog bekæm­pe ham er kun min­dre­tal­lets sag. Det sto­re fler­tal ken­der kun sort eller hvidt, det hand­ler ud fra sine følel­ser, og hvis dis­se fal­der til ro vil det have svært ved at hand­le. Der­for må krigs­pro­pa­gan­da­en sør­ge for, at de ikke fal­der til ro, og der­for må stren­ge straf­fe­be­stem­mel­ser afhol­de befolk­nin­gen fra at fra­ter­ni­se­re med krigs­fan­ger­ne, da dis­se så læn­ge kri­gen varer ikke er pri­vat­per­so­ner. Men det­te kan den almin­de­li­ge mand ikke for­stå. Så snart sol­da­ten er afvæb­net bli­ver han i hans øjne en bekla­gel­ses­vær­dig, ja sym­pa­tisk per­son, som han ikke har noget imod at træ­de i ven­ligt for­hold til, even­tu­elt opta­ge i fami­li­en. Det­te kan en krigs­le­del­se imid­ler­tid ikke tole­re­re. Hvis den gjor­de det, vil­le efter­hån­den følel­sen af, hvad der står på spil udvi­skes. Den enkel­te sol­dat er jo nem­lig ikke fjen­de på grund af sine per­son­ligt fra­stø­de­n­de egen­ska­ber, men han er det uan­set sine bed­ste egen­ska­ber, for­di han er del af en hel­hed, som man selv som en anden hel­hed står i mod­sæt­ning til.

Hvis man tænk­te sig en almin­de­lig fra­ter­ni­se­ring mel­lem de ofte tal­ri­ge krigs­fan­ger og den hjem­me­væ­ren­de befolk­ning, vil­le instink­ter­ne meget hur­tigt bli­ve usik­re, vilj­en bli­ve svæk­ket, opfat­tel­sen af, hvad det gjaldt, for­svin­de. Hvor­for, når man kun­ne kom­me så udmær­ket ud af det med dis­se fortræf­fe­li­ge men­ne­sker, nære fjendt­li­ge følel­ser over­for dem og slå deres lands­mænd ihjel ude ved fron­ten? Det hele vil­le ende med at tage sig menings­løst ud.

Da man i huma­ni­te­tens navn strøg alle skran­ker mel­lem jøder og ikke-jøder og optog dem som fuldt lige­be­ret­ti­ge­de bor­ge­re i de for­skel­li­ge lan­de, hvor de til­fæl­digt opholdt sig, skab­te man for deres ved­kom­men­de en sådan uklar situ­a­tion. Skønt jøder­ne i høje­ste grad repræ­sen­te­rer en sær­lig natio­nal inter­es­se og er besjælet af en sær­lig natio­nal vil­je, hvad de ikke selv læg­ger skjul på, for­står man ikke i de folk, blandt hvil­ke de ophol­der sig, at der er tale om en front. Hvor er den blo­di­ge kamp, der hører til en sådan? Hvad man ser er, at jøder­ne går rundt iblandt os og opfø­rer sig som alle andre: spi­ser, drik­ker, gif­ter sig, sæt­ter børn i ver­den, lig­ger på lan­det, går i tea­tret osv. osv. At de sid­der på før­ste plads i tea­tret og ejer de bedst belig­gen­de vil­la­er kan være en smu­le påfal­den­de, men for­kla­res let ved deres nok­som bekend­te stør­re dyg­tig­hed. Hoved­sa­gen er, at de ikke i vaner og opfør­sel adskil­ler sig væsent­ligt fra den omgi­ven­de befolk­ning. Maden og påklæd­nin­gen kan måske være lidt for­skel­li­ge, men deres dag­li­ge tan­ker og følel­ser dre­jer sig om sam­me inter­es­ser, om livets dag­li­ge ophold, og kom det an på dis­se, eksi­ste­re­de der for så vidt ingen natio­nal mod­sæt­ning. På det­te felt – det dag­li­ge livs – vil­le de og det folk, de ophol­der sig iblandt, uden van­ske­lig­hed kun­ne for­stå hin­an­den, og på det­te områ­de vil de også i vid udstræk­ning kun­ne erstat­te hin­an­den. En jødisk læge kan erstat­te en dansk læge, som en kine­sisk arbej­der sik­kert i man­ge til­fæl­de vil kun­ne erstat­te en dansk arbej­der.

Men, hvor er så for­skel­len vil man spør­ge, hvor er det sær­li­ge, der gør jøder uskik­ke­de til at være vej­le­de­re for dan­ske og omvendt. Hvor er det, der gør de resul­ta­ter, der kom­mer ud af en jødisk races virk­som­hed eller af en dansk-jødisk races for­skel­li­ge fra dem, der kom­mer ud af en ren dansk befolk­nings? Er der, når alt kom­mer til alt ikke blot tale om en ind­bild­ning, en for­dom? Vi er jo alle men­ne­sker, nog­le gode og nog­le onde, nog­le klo­ge og nog­le dum­me – hvor­for så gøre ophæ­vel­ser over, hvad der intet bety­der?

Nej, på kort sigt bety­der det ingen­ting det er rig­tigt nok – men på lang sigt! Og er det ikke net­op det, der er grund til at reg­ne med i den­ne for­bin­del­se? Hvis man sej­ler i et far­vand, hvor der er land­ken­ding til beg­ge sider, f.eks. Øre­sund, er det selv­føl­ge­lig ikke strengt nød­ven­digt at have kom­pas ombord – og det dag­li­ge livs tri­vi­a­li­te­ter er et sådant far­vand, hvor for­skel­len mel­lem jøde og ikke-jøde ikke spil­ler nogen rol­le og ikke kom­mer til at gøre sig gæl­den­de, men på de sto­re have kan kom­pas­set ikke und­væ­res og det natio­na­le liv gen­nem århund­re­der er et sådant oce­an, hvor­over en nation ikke kan sty­re med sik­ker­hed, hvis den ikke ledes af sit eget kom­pas, af sine egne instink­ter, af sin egen natur.

Huma­ni­tet eller ikke – på en bag­grund som den­ne tager spørgs­må­let sig noget ander­le­des ud end når det bedøm­mes under det oprø­ren­de ind­tryk af et bil­le­de. Set i sin sam­men­hæng bli­ver det spørgs­må­let om, hvor­vidt det er humant at kræ­ve faldskærmsjæ­ge­re uni­for­me­re­de, og om det er inhu­mant, at sky­de dem, hvis de ikke er det. Jøder­ne er jo nem­lig tak­tisk set ikke andet end faldskærm­strop­per strø­et ud blandt befolk­nin­gen i de lan­de, hvor de ophol­der sig og nyden­de alle de for­de­le, der er for­bun­det med at kun­ne fær­des i den ufor­styr­ret og upå­ag­tet. Tænk­te man sig en hvil­ket som helst anden magt være lige­så begun­sti­get, vil­le hel­ler ikke den behø­ve at løs­ne et skud for at ero­bre det områ­de, den hav­de besat. Hvor­for gri­be til voldsom­he­der, hvis man i fred og ro med de ind­fød­tes bistand kan besæt­te alle cen­tra­le poster, til­eg­ne sig alle magt­mid­ler og afbry­de alle for ens pla­ner gene­ren­de for­bin­del­ser?

Det er det­te, de jødi­ske faldskærm­strop­per har opnå­et at kun­ne ikke blot ufor­styr­ret af de inte­ta­nen­de ind­fød­te, men under deres beskyt­tel­se. For lad en eller fle­re af dis­se ane uråd og gøre anskrig, så vil det vise sig, at deres lands­mænd besjælet af de ædle­ste følel­ser vil slå mur omkring de uskyl­digt ankla­ge­de. Det vil ikke være dis­se, der udsæt­ter sig for at bli­ve lyn­che­de, men de slet­te men­ne­sker, der vover at mistæn­ke­lig­gø­re udmær­ke­de og højt anse­te lands­mænd.

For sam­ti­dig med at have ero­bret magt­mid­ler­ne og ind­fly­del­sen, vil de også have ero­bret afgø­rel­sen af hvem, der skal anses for gode bor­ge­re og gode patri­o­ter. Som i et gam­mel­dags for­vand­lings­styk­ke vil rol­ler­ne være fuld­stæn­dig byt­tet om. Det vil være dem, der mest føler sig som til­hø­ren­de sit folk og medansvar­lig for dets frem­tid, der vil bli­ve sat uden­for og gjort land­flyg­ti­ge i deres eget land, medens det vil bli­ve dem, der hver­ken har histo­rie eller natur til­fæl­les med det, der vil tale på dets veg­ne. Sid­der de måske ikke også i de mest anse­te stil­lin­ger, er de ikke alle­re­de svi­ger­søn­ner og ven­ner, arbejds­gi­ve­re og kom­pag­no­ner? Hvor­le­des da tæn­ke sig at anfæg­te deres ret der­til? Og hvad kan det ende­lig nyt­te at vil­le prø­ve på det? Hvis der hos deres lands­mænd skul­de dæm­re en anel­se om, at det måske alli­ge­vel kun­ne være dem, der råber alarm, der har ret, vil man der­for søge at sky­de erken­del­sen fra sig under alle muli­ge påskud. Enhver lands­mand vil bli­ve for­ræ­der mod sin egen natio­na­li­tet for at tæk­kes dem, der inde­fra har ero­bret den hel­le­re end at udsæt­te sig for deres vre­de. Øjne, der viger til siden og for­leg­ne smil og skul­der­træk vil møde den, der vover at gøre sit folks ger­ning, og røbe, at man meget godt véd, at han har ret, men at man fore­træk­ker at lade uvi­den­de derom. Man har jo altid huma­ni­te­ten at fal­de til­ba­ge på, hvis alle andre påskud skul­le svig­te, og man er om for­nø­de­nt rede til at vær­ne om den­ne “huma­ni­tet” ved uden skån­sel at ofre dem, der er for­ma­ste­li­ge nok til at gen­nem­skue dens san­de beskaf­fen­hed og oply­se om, til for­del for hvem den mobi­li­se­res. Lands­mænd vil i jøder­nes tje­ne­ste bli­ve rak­ker­k­næg­te over­for lands­mænd.

Natio­na­li­te­ten, om hvil­ken man ide­ligt taler vil mere og mere bli­ve en kaste­bold for jøder­nes inter­es­ser og grad­vis miste sit ind­hold. For hvis det er lige­gyl­digt, om det er en ori­en­talsk eller en nor­disk race, der har det afgø­ren­de ord mht. fol­kets frem­tid, og hvis det er lige­gyl­digt, om det er jødisk eller ikke-jødisk smag, der bestem­mer dets kul­tur, er der ikke megen grund til at tage noget mht. dets eksi­stens høj­ti­de­ligt, og da man har bragt sig selv i den situ­a­tion, at man ikke kan vær­ge sine dyre­ste inter­es­ser uden at stil­le sig i et ugun­stigt lys, som man ikke tør udsæt­te sig for, vil der der­for i et sådant folk ikke være andet til­ba­ge end at kon­sta­te­re kends­ger­nin­ger­ne, udre­de for­lø­bet og påpe­ge kon­se­kven­ser­ne.

Kil­de: Dron­ten

Redaktionel kommentar

For­fat­te­ren Harald Niel­sen var en agtet ikke-jødisk kul­tur­per­son­lig­hed i Danmark, inden han modigt begynd­te at skri­ve om det jødi­ske angreb på “sam­fun­dets kir­t­ler”. Han blev efter Anden Ver­denskrig gjort til en “ikke-per­son” i sit eget land – af en aggres­siv mino­ri­tet – fuld­stæn­dig som det fore­gik i Sov­je­tu­ni­o­nen, hvor dis­si­den­ter blev udren­set helt frem til 1960’erne af sam­me type jøder. Ofre­ne blev for­hin­dret i at arbej­de, blev svi­net til i pres­sen, men først og sidst – de blev fra­ta­get mulig­he­den for nogen sin­de at kom­me til orde.

I dag har den lang­va­ri­ge infek­tio­nen af Dan­marks “kir­t­ler” udvik­let sig til en gal­o­pe­ren­de kræft­syg­dom, der har for­vand­let den objek­ti­ve infor­ma­tion, der kun­ne for­ven­tes fra natio­na­le medi­er, til zio­ni­stisk pro­pa­gan­da og har over­ta­get kon­trol­len med sto­re dele af stats­ap­pa­ra­tet, alle medi­er, for­lag, tryk­ke­ri­virk­som­he­der, distri­bu­tions-virk­som­he­der, bog­hand­ler, blad­hand­ler super­mar­ke­der m.v., så det jødi­ske menings­tyran­ni ufor­styr­ret kan orke­stre­re natio­nens vide­re afvik­ling.

Den­ne til­stand kan kun ved­li­ge­hol­des gen­nem værts­be­folk­nin­gens mest abso­lut­te ser­vi­li­tet. Det­te er det sam­me som at føje hen­stil­lin­gen: Ti og arbejd, sla­ve­folk!

Det er nød­ven­digt, at vi begyn­der kam­pen for at gen­er­hver­ve natio­nal fri­hed. Men vi er nødt til at løf­te i flok.

Slut dig til O-D-I-N