En pædagogs ansvarsløshed skjules af kommunen

Redaktionelt

O-D-I-N.org, En observation fra Sønderborg, 1. oktober 2018.

 

I Sønderborg Kommune findes en række tilbud til pasning af mindre børn, mens far og mor arbejder for at kunne betale kommuneskat, statsskat, moms, afgifter, broafgift, fartbøder, ferien til Mallorca, en ny bil, afdragene på den ubetalelige ejerlejlighed eller huset med den livslange ejendomsværdiskat, m.m.fl., og for at det ikke skal være løgn – for daginstitutionspladsen oveni.

Disse institutioner er bemandet med pædagoger, der skal tage vare på børnene. Personalet kan være begavede børnepassere, men de har sjældent anden uddannelse end den netop kvalificerende. I praksis er deres primære kvalifikation accepten af at tilhøre kredsen af lillaklædte, konforme kulturmarxister, så kommune og stat ikke risikerer, at børnene præges af et større vid eller i uønsket politisk retning. Det drejer sig mere og mere om at forme lille Linda og Brian til at acceptere omgangen med de kulturfremmede sorte og brune børn, der i stigende omfang belaster danskernes pasningsordninger. Disse børns forældre er ofte arbejdsløse og/eller gravide hjemmegående på det offentliges regning.

Det er klart, at Sønderborg Kommune indtil videre har brug for hårdt arbejdende danskere til at betale for asylcenter, Multikulturhus, multikulturkollegium, multikulturcafeer og andre endeløse sociale støtteordninger for de kulturfremmede i Sønderborg Kommune. Hensigten er, at danskerne hurtigst muligt udavles og bringes i mindretal dér og i resten af Danmark, hvorefter lønniveauet kan presses i bund af den regerende jødiske “elite”.
Jo, tilbuddene er mange for de hjælpeløse “flygtninge”, der hentes til Europa fra Afrikas, Indiens, Pakistans, Sri Lankas og mange arabiske landes overskudsbefolkninger.

Hvem er det, der omfavner denne invasion af uforligelige mennesker i Danmark?

Det er med sikkerhed ikke danskerne. De så hellere hælen end tåen af disse stærkt omsorgskrævende fremmedelementer. I Sønderborg Kommune i lighed med de fleste andre større byer i Danmark varetages kulturødelæggelsen af det lokale Gult Parti (den jødiske stats- og kommunemafias tværpolitiske partidannelse) der alle steder i Europa promoverer denne af EU tilrettelagte destruktion af europæernes livskvalitet og nationale identiteter. I Danmark koster projektet – officielt – 36 milliarder kroner om året, eller 36.000 millioner kroner. Uofficielt er udgiften langt højere. Men den betales af skatteyderne – ikke af jøderne.

Dette forsøg på folkemord medfører en stigende forskelsbehandling, der som en naturlig konsekvens udøves af den jødiske stats- og kommunemafia til skade for landets retmæssige befolkning.

Denne forskelsbehandling kom atter til udtryk for nylig i Sønderborg, da en kvindelig pædagog (vi kan kalde hende “Bettina Knudsen”), ansat i en af Sønderborg kommunes børnehaver, skjult bag en holdende bil skubbede en tvillingekærre med to små børn ud på kørebanen foran en motorcyklist, som hun helt klart havde overset. Kun motorcyklistens prompte opbremsning, der medførte, at han væltede og kom til skade, forhindrede, at børnene og pædagogen blev påkørt.
Denne groft uagtsomme handling fra en person med ansvaret for andres børn blev forstærket ved, at pædagogen – reelt i blinde – skubbede børnene ud i trafikken foran sig i stedet for selv at stikke næsen frem med børnene bag sig. Med børnene foran sig havde hun ingen mulighed for at orientere sig om den hurtigt skiftende færdselssituationen, inden hun bragte de to børns og andres liv og førlighed i fare.

En ambulance rykkede ud, da én af de tilstedeværende på uheldsstedet anmeldte færdselsuheldet og oplyste, at der var personskade. Motorcyklisten havde beskadiget venstre ankel, der enten var alvorligt forstuvet eller med et mindre brud. Senere viste det sig, at han også havde slået bækkenet ved faldet mod kørebanen. Et par uger efter oplyste Sønderborg Politi, at man havde været optaget “andetsteds” og glimrede derfor med sit fravær på uheldsstedet. Motorcyklisten blev tilbudt ambulance til skadestuen, men med udsigten til “temmelig lang ventetid” og med stærke smerter betakkede han sig for udsigten til en pinefuld særbehandling i ventesalen blandt ordinære danskere, og foretrak at tage hjem og dulme smerterne uden yderligere forsinkelse. Forinden havde han udvekslet navn, adresse og telefonnummer med pædagogen, der var bosiddende i udkanten af Sønderborg.

Vi har fremstillet denne rekonstruktion af situationen, der førte til uheldet. Den er baseret på motorcyklistens forklaring, som redaktionen fæstner absolut lid til. Billedet er optaget 16 dage efter uheldet. Til forskel fra det egentlige uheldstidspunkt er hækken til venstre i billedet i mellemtiden klippet ned fra 1½ gang den her viste højde. Yderligere var den konkrete dag en solskinsdag, og pædagogen havde solen i ansigtet, da hun skubbede børnene ud bag den opmarcherede bil. Ill.: o-d-i-n.org

 

Eftersom pædagogen på uheldstidspunktet var på arbejde for Sønderborg kommune, var hun forsikret af kommunen. Motorcyklisten henvendte sig via sit forsikringsselskab til Sønderborg Kommune med krav om en meget rimelig erstatning til udbedring af den materielle skade på beklædning og motorcykel og for smertebehandling – alt i alt mindre end 5.000 kroner. Der var efter hans opfattelse ingen tvivl om, at han ikke kunne have forhindret ulykken ved at handle anderledes end han gjorde, og da det samtidig stod klart, at det kunne pædagogen i høj grad, var han ikke i tvivl om hendes erstatningsansvar.

Da motorcyklisten derefter intet hørte fra modparten og ikke fik forbindelse, når han ringede til hende, indgav han efter 14 dage en detaljeret skriftlig anmeldelse af uheldet til Sønderborg Politi. Politiet opfattede uheldet som banalt og oplagt og foretrak at henvise sagen til behandling mellem forsikringsselskaberne. Det indvilgede motorcyklisten i, hvis der i øvrigt ikke opstod yderligere diskussion om erstatningsansvaret.

Politiet kontaktede pædagogen, der bekræftede motorcyklistens udlægning. Dette meddelte politiet ham samme dag.

Her ses situationen tættere på. Fra denne position observerede motorcyklisten pædagogen og børnene. I næste øjeblik opdagede pædagogen hans tilstedeværelse og satte farten op for at nå ind på det modsatte fortov. Motorcyklisten måtte bremse kraftig for ikke at ramme pædagogen og børnene, hvorved køretøjet skred ud og væltede. Den autentiske plet på kørebanen viser, hvor motorcyklen endte på venstre side. Bemærk at der ikke er nogen fodgængerovergang her, og at stedet, hvor pædagogen passerede kørebanen, i færdselsteknisk forstand er uden for krydset. Pædagogen havde det fulde ansvar for at kunne krydse kørebanen sikkert.
Den ældre dame til højre og personen på scooteren i baggrunden var ikke en del af billedet på uheldstidspunktet, ligesom kassevognen til venstre sikkert var en anden kassevogn, men med samme dimensioner. De indsatte figuranter er modeller. Ill.: o-d-i-n.org

 

Uventet blev skyldspørgsmålet derefter problematiseret fra Sønderborg Kommunes side. Kommunen havde søgt hjælp hos en juridisk rådgiver, Willis Towers Watson i Nærum (jødisk og meget dyr konsultation, kan vi indskyde).
Af korrespondancen mellem Sønderborg Kommune og motorcyklistens forsikringsselskab fremgik det efterhånden mere og mere tydeligt, at “Bettina Knudsen” havde ændret sin forklaring, og at Sønderborg Kommune forsøgte at undgå at betale erstatning på grundlag af hendes ændrede, nu usande forklaring.

Vores motorcyklist kommenterede over for Sønderborg Kommune en række forkerte punkter i modpartens forklaring. De fremgik af en skrivelse fra rådgiveren Willis … til Sønderborg Kommune, derfra videresendt til motorcyklistens forsikringsselskab.
Da rettelserne ingen reaktion medførte fra hverken kommunen eller pædagogen, besluttede motorcyklisten at anmode Sønderborg Politi om at optage en ordinær færdselsrapport om uheldet.

Her kan vi som kritisk organisation indskyde, at Sønderborg Politi i lighed med de øvrige politidistrikter i Danmark er underkastet stram politisk kontrol, i dette tilfælde fra Gult Parti i Sønderborg Byråd. Vi har betydelig viden om dette fra de operative politifolk, der informerer vores organisation. Derfor udfører politiet i Sønderborg ikke efterforskningsmæssige skridt, hvis resultatet kunne konflikte med Sønderborg Kommunes interesser.
(En anden banal erstatningssag, som vi er blevet gjort bekendt med, mod Sønderborg Kommune, har verseret i mere end et år, og trods tilskyndelser fra statsadvokaten i Viborg, rører sagen sig ikke af flækken hos politiet.)

Da motorcyklisten for et par dage siden i anledning af den oprettede rapport blev inviteret til afhøring som part i færdselsuheldet, hæftede han sig ved, at rapporten var journaliseret som “færdselsuheld uden personskade”. Der fandtes heller ingen registrering af uheldet på politiets døgnrapport fra uheldsdagen. Politiet er forpligtet til at rykke ud til færdselsuheld med personskade, og det vil normalt medføre en påtegning af døgnrapporten. Hvorfor det ikke skete, forklarede Sønderborg Politi med travlhed. “Vi var vel optaget af noget andet.”
Af døgnrapporten kan normalt identiteten af den person, der har rekvireret ambulance via 112, hentes fra alarmcentralens lydoptagelser, og forskellige konkrete informationer om uheldsstedet og uheldet kunne have været opnået fra den person. Det var ikke sket.

Pædagogen “Bettina Knudsen” var allerede blevet afhørt og havde nu i strid med sin tidligere bekræftelse af motorcyklistens forklaring afleveret en ynkeligt fordrejet version af virkelighed til politiet. Hun havde i mellemtiden truffet en veninde, der viste sig at være “vidne”, idet veninden i omkring 100 meters afstand fra uheldsstedet, uden at kunne se krydset, havde set en motorcyklist af udseende som vores part i færdselsuheldet passere hende i retning mod krydset. Det eneste problem med den forklaring er, at dermed skulle vores motorcyklist have nærmet sig krydset fra den modsatte side i forhold til hans oplevelse! Vidnet havde derefter hørt en skrabende lyd og mente, at den kunne skyldes den væltende motorcykel.

Man skal forestille sig et T-kryds, hvor vores motorcyklist udførte et stort venstresving fra højre side af T’et ind på den lodrette del. Vidnets motorcyklist skulle dermed nærme sig krydset fra venstre side af T’et for at udføre et lille højresving ind på den lodrette del.

Vores motorcyklist finder forklaringen fornøjelig, idet han i så fald skulle have kørt ind i krydset gennem en højrekurve og trods hældningen til højre have væltet ned på venstre side. Sådan virker fysikken ikke. Men dermed skulle hans højre ben være kommet i klemme under motorcyklen og ikke det venstre, hvor skaderne er dokumenteret. Desuden viser hans dokumentation, der blev afleveret til politiet, at skaderne på motorcyklen fandtes på venstre side.
Skulle vidnets forklaring være sand, ville vores part i uheldet have observeret denne fantom-motorcyklist, og hvis tidspunktet for vidnets lydbillede skulle passe med det egentlige uheld, ville vores motorcyklist have været nødt til at afvente sit venstresving, indtil vidnets fantom havde udført et højresving.

Hvorfor forsøgte “Bettina Knudsen” at ændre på det virkelige færdselsbillede?

Enten er hun blottet for rumlig intelligens og logik og mener at en motorcykel, der ligger på venstre side, nok er følgen af et forudgående højresving. Eller hun forsøger at sandsynliggøre, at hun havde fuldt overblik over motorcyklistens “højresving” gennem krydset. – Selv om det ikke frigør hende fra ansvaret for at skubbe børnene ud i sin egen blinde vinkel, forsøgte hun at antyde, at når hun kunne se motorcyklisten hele tiden, ville der nok ikke følge andre køretøjer umiddelbart efter.

Det er en ret letsindig kalkule i en situation, hvor man skubber to små børn foran sig ud i trafikken uden at kunne overskue hele trafikbilledet. “Bettina Knudsen”s udgangsreplik til politiet havde været, at hun var nået ind på det modsatte fortov, da hun hørte en skramlen bag sig, og da hun vendte sig, viste det sig at være en væltet motorcyklist. Imponerende! Dette hjælper ikke til at højne vores respekt for det pædagogiske niveau, når erfarne pædagoger forsøger at lyve sig fra deres ansvar.

Ingen af disse selvmodsigelser havde politiet i Sønderborg fundet anledning til at konfrontere pædagogen med (læs: ingen normal efterforskning), og det stod klart for vores motorcyklist, da han forlod Politigården i Sønderborg, at den politiske ledelse havde sat en erfaren politimand til at skrive sagen “død”, som det hedder i politiets interne jargon.
“Du skal nok ikke forvente, at der sker mere i sagen,” udtalte politimanden afsluttende.

Javel! Men hvis det er sådan klaveret spiller – falskt! – så kan vi i det mindste fortælle sandheden her på o-d-i-n.org, hvor vi gennem mange artikler har advaret danskerne mod jødestatens røde terror, der nu igen breder sig som en pest i Europa. Dette tyranni vil kun blive forstærket, så længe danskerne spiser sig fede og passive foran zombikassen og lader sig indoktrinere af jødernes uophørlige hjernevask.

Det er på tide at vågne op, I danskere af vikingeslægt!

(Vi følger op på sagen.)