En tidligere Auschwitz-fange erklærer:
Elie Wiesel er en svindler

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, Henry Makow (marts 2009), 11. oktober 2013, opdateret august 2016 af Hugo Ravn.

 

[Den­ne arti­kel opstod, da unga­re­ren og tid­li­ge­re kon­cen­tra­tions­lej­r­fan­ge Mik­lós Grü­ner for nog­le dage siden (pr. marts 2009) hen­vend­te sig per­son­ligt på en redak­tion i Buda­pe­st for at fore­slå et åbent inter­view. Grü­ner var ledsa­get af en ungarsk dok­tor i medi­cin. Læs også artik­len: Vid­ner til jøder­nes Holo­caust.]

Bemærk om for­fat­te­ren til den­ne arti­kel, dok­tor i engelsk lit­te­ra­tur, Hen­ry Makow (f. 1949 i Schweiz), at han er jøde og bosid­den­de i Tor­on­to, Cana­da. Hans artik­ler giver udse­en­de af, at han er histo­ri­e­re­vi­sio­nist, og som sådan omta­les han i den jødi­ske pres­se. Men ofte inde­hol­der artik­ler­ne syns­punk­ter eller refe­ra­ter, der midt i hans egen revi­sion går stik imod sik­ker revi­sio­ni­stisk viden. Vi mener, at han måske fryg­ter at bli­ve behand­let som en ny David Cole af sine egne. Vi gen­gi­ver nog­le af hans artik­ler her trods de påfal­den­de gar­de­rin­ger, men ind­sky­der kor­ri­ge­ren­de redak­tio­nel­le kom­men­ta­rer [i kant­pa­ren­te­ser] eller som grå noter, når det er nød­ven­digt for ver­dens­hi­sto­ri­en.


[Holo­caust-illu­sio­ni­sten Elie Wie­sel.]
Foto: hen​ry​makow​.com

 

I maj 1944, da Mik­lós Grü­ner var 15, blev han depor­te­ret fra Ungarn til Aus­chwitz-Bir­ke­nau sam­men med sin mor og far, samt en yngre og ældre bro­der. Han for­tæl­ler, at hans mor og hans yngre bror blev sendt i gaskam­mer* umid­del­bart efter deres ankomst til lej­ren. Han selv, hans ældre bror og hans far fik tato­ve­ret et fan­ge­num­mer på armen og sat til at udfø­re hårdt arbej­de i en fabrik, der frem­stil­le­de syn­te­tisk brænd­stof under IG Far­ben. Her døde hans far seks måne­der sene­re. Der­ef­ter blev hans ældre bror sendt til Maut­hau­sen, og da den unge Mik­lós nu var ale­ne, tog to ældre jødi­ske ind­sat­te, som også var unga­re­re og ven­ner af hans afdø­de far, ham under deres beskyt­tel­se. Dis­se to pro­tek­to­rer for den unge Mik­lós var brød­re­ne Lazar- og Abra­ham Wie­sel.

[ *) Ingen blev sendt i gaskam­mer i Aus­chwitz-Bir­ke­nau eller nogen anden kon­cen­tra­tions­lejr under Anden Ver­denskrig. Her fly­der jøden Mik­lós Grü­ner med på den gængse bøl­ge af jødi­ske myter (den min­dre bevid­ste udga­ve af over­lagt histo­ri­e­for­falsk­ning — jøder­ne har selv været ofre for pro­pa­gan­da­ma­ger­nes løg­ne). Det er sand­syn­ligt, at hans mor og lil­le­bror blev ført til et kvin­de­af­snit eller en satel­lit­lejr, hvor der var mulig­hed for at beskæf­ti­ge eller under­hol­de kvin­der med børn, og de kan være omkom­met af tyfus eller af unde­rer­næ­ring i kri­gens sid­ste måne­der — eller, de har over­le­vet, men været ude af stand til at fin­de sam­men efter kri­gen, da såvel Lazar som hans ældre bror befandt sig i fjer­ne­re lan­de.
Den tyske natio­nalso­ci­a­list Thies Chri­stop­her­sen har rap­por­te­ret detal­je­ret og over­be­vi­sen­de om sit ophold som arbejds­le­der i Aus­chwitz-Bir­ke­nau fra den 15. janu­ar 1944 til decem­ber 1944. Han har under vid­ne­ansvar i ret­ten i Tor­on­to afvist, at der kun­ne fin­de mas­se­mord sted ved gas­ning eller på nogen anden måde, mens han var til ste­de i lej­ren. Ingen af de jødi­ske øjen­vid­ner har nogen sin­de kun­net enes om, hvor de påstå­e­de udryd­del­ses-gaskam­re skul­le have lig­get. Ind­tryk­ket af, at gas­ning af ind­sat­te fandt sted, blev skabt ved De Alli­e­re­des (her­un­der sov­je­ti­ske styr­kers) ned­kast­ning af løbe­sed­ler med den­ne påstand. Den orto­dok­se myte om hen­ret­tel­ses-gaskam­re er effek­tivt imø­de­gå­et gen­nem viden­ska­be­ligt grun­di­ge under­sø­gel­ser, udført af den ame­ri­kan­ske eks­pert i nuti­di­ge hen­ret­tel­ses-gaskam­re, Fred Leu­ch­ter, i tids­rum­met fra 1988 til 1991. Dis­se under­sø­gel­ser blev ufri­vil­ligt bekræf­tet af et rets­me­di­cinsk insti­tut i Polen, hvil­ket nær­me­re frem­går af artik­len om Leu­ch­ters under­sø­gel­ser.]

I de føl­gen­de måne­der blev Mik­lós Grü­ner og Wie­sel-brød­re­ne gode ven­ner. Lazar Wie­sel var 31 år gam­mel i 1944 [Elie Wie­sel er født i 1928 og vil­le have været 16–17 år gam­mel. Den­ne alder­s­for­skel er et afgø­ren­de bevis for, at Elie Wie­sels sene­re påstand er falsk. Det er umu­ligt at for­veks­le en 31-årig med en 17-årig, lige­som det er umu­ligt at glem­me sit moder­s­mål.]
Mik­lós har aldrig glemt det fan­ge­num­mer, som Lazar hav­de tato­ve­ret på armen: A-7713.
I janu­ar 1945, da Den røde hær nær­me­de sig, blev de ind­sat­te over­ført til Buchenwald. I de ti dage den­ne over­før­sel fore­gik, dels til fods, dels med tog, døde mere end halv­de­len** af de ind­sat­te, og blandt dem Abra­ham, Lazar Wie­sels ældre bror.

[ **) Det er sand­syn­ligt, at en del døde på grund af afkræf­tel­se og syg­dom, men døds­ra­ten var ikke i nær­he­den af 5o pro­cent, selv om det kan se sådan ud, hvis til­fæl­de­ne er kon­cen­tre­ret omkring iagt­ta­ge­ren. Det histo­risk vig­ti­ge i den­ne sam­men­hæng er det fak­tum, at de ind­sat­te inden evaku­e­rin­gen hav­de fået val­get mel­lem at bli­ve i Aus­chwitz og lade sig “befri” af sov­je­ti­ske styr­ker — eller føl­ge med lej­r­per­so­na­let vest­på mod Buchenwald. Det­te er endog bekræf­tet af jøder, der har været fan­ger i Aus­chwitz.]

Den 8. april 1945 befri­e­de US-enhe­der Buchenwald. Mik­lós og Lazar var blandt de over­le­ven­de i lej­ren. Da Mik­lós hav­de pådra­get sig tuber­kulo­se, blev han sendt til en schweizisk kli­nik og blev der­med adskilt fra Lazar. Efter at være hel­bredt emi­gre­re­de Mik­lós til Austra­li­en, mens hans ældre bror, som også over­le­ve­de kri­gen, etab­le­re­de sig i Sverige.

Man­ge år sene­re, i 1986, blev Mik­lós kon­tak­tet af den sven­ske avis Syds­venska Dag­bla­det i Mal­mø og invi­te­ret til at møde “en gam­mel ven” ved navn Elie Wie­sel. Da Mik­lós sva­re­de, at han ikke kend­te nogen af det navn, fik han oplyst, at Elie Wie­sel var den per­son, som Mik­lós hav­de kendt i kz-lej­re­ne under nav­net Lazar Wie­sel og med sam­me fan­ge­num­mer A-7713 … Det num­mer huske­de Mik­lós sta­dig og blev der­for over­be­vist om, at han skul­le møde sin gam­le ven Lazar. Han tak­ke­de glad ja til invi­ta­tio­nen om at møde ham på Savoj Hotel i Sto­ck­holm den 14. decem­ber 1986. Mik­lós genkal­der sig det­te møde:

Jeg var meget glad for ide­en om at møde Lazar, men da jeg stod ansigt til ansigt med den­ne “Elie Wie­sel”, blev jeg lam­slå­et over at se et men­ne­ske, som jeg over­ho­ve­det ikke kun­ne gen­ken­de. Han tal­te ikke ungarsk, men engelsk med stærk fransk accent.
Der­for vare­de mødet kun ca. 10 minut­ter. Som en afskeds­ga­ve gav den­ne mand mig en bog med tit­len “Night”, som han hæv­de­de at være for­fat­ter til. Jeg modt­og hans bog, som jeg intet kend­te til på det tids­punkt, men jeg for­tal­te enhver til­ste­de­væ­ren­de, at den­ne mand ikke var den per­son, han fore­gav at være!”

Mik­lós for­tæl­ler, at under det mær­ke­li­ge møde næg­te­de Elie Wie­sel at vise ham det tato­ve­re­de num­mer på sin arm, idet han und­skyld­te sig med, at han ikke ønske­de at udstil­le sin krop [en ret menings­løs und­skyld­ning, hvis man vir­ke­lig sid­der over for en tid­li­ge­re lidel­ses­fæl­le, der blot vil bort­vej­re enhver tvivl]. Mik­lós til­fø­jer, at Elie Wie­sel sene­re viste sit tato­ve­re­de num­mer til en isra­elsk jour­na­list, som Mik­lós sene­re mød­te, og den­ne jour­na­list for­tal­te, at han ikke hav­de haft tid til at hæf­te sig ved num­me­ret, men han var over­be­vist om, at der ikke var tale om en rig­tig tato­ve­ring. Mik­lós for­tæl­ler:

– Efter det­te møde med Elie Wie­sel beskæf­ti­ge­de jeg mig de næste 20 år med at under­sø­ge den mand, der kal­der sig Elie Wie­sel, og jeg fandt ud af, at han næp­pe nogen sin­de har opholdt sig i en tysk kon­cen­tra­tions­lejr, efter­som han ikke fin­des i nogen offi­ci­el liste over inter­ne­re­de.
Mik­lós fandt også ud af, at bogen, han hav­de mod­ta­get af Elie Wie­sel i 1986 og skul­le fore­stil­le at være skre­vet af Wie­sel selv, i vir­ke­lig­he­den blev skre­vet af Mik­lós gam­le ven Lazar Wie­sel i Ungarn i 1955 og udgi­vet i Paris under tit­len “Un di Velt hot Ges­hvign” (jid­dish), der kan over­sæt­tes med “Og ver­den for­holdt sig tavs”. Bogen blev afkor­tet og omskre­vet på fransk og engelsk for at bli­ve publi­ce­ret med Elie Wie­sel som for­fat­ter og med den fran­ske titel “La Nuit” og på engelsk “Night”. Ti mil­li­o­ner kopi­er af bogen blev solgt ver­den over af Elie Wie­sel, og den med­vir­ke­de end­da til hans Nobel­pris i 1986. Den vir­ke­li­ge for­fat­ter, Lazar Wie­sel, var på mystisk vis ikke til at fin­de.

– Elie Wie­sel ønske­de aldrig at mødes med mig igen, siger Mik­lós. Han fik enorm suc­ces; han tager 25.000 dol­lars for et 45 minut­ters fored­rag om Holo­caust. Jeg har offi­ci­elt ind­gi­vet en rap­port til FBI i Los Ange­les. Jeg har også kla­get til rege­rin­gen og medi­er­ne i USA og Sverige, men uden resul­tat.

Jeg har mod­ta­get ano­ny­me opring­nin­ger, hvor jeg blev gjort opmærk­som på, at jeg kun­ne bli­ve skudt, hvis jeg ikke holdt mund. Men jeg er ikke læn­ge­re ban­ge for døden. Jeg har depo­ne­ret hele sagen i fire for­skel­li­ge lan­de, så hvis jeg dør plud­se­ligt, vil de bli­ve offent­lig­gjort. Ver­den skal vide, at Elie Wie­sel er en svind­ler, og jeg er i gang med at publi­ce­re den sand­hed i bogen, jeg kal­der “Den stjå­l­ne iden­ti­tet A-7713”.

Kil­de: hen​ry​makow​.com

[Bogen kan hen­tes fra Inter­net­tet, hvis man er inter­es­se­ret. Vi vil ikke lin­ke til den, da den over­ve­jen­de beskri­ver den orto­dok­se holo­caust-påstand med alle de udo­ku­men­te­re­de myter om mord på jøder. Beret­nin­gen om Elie Wie­sel er imid­ler­tid inter­es­sant, da det stik­ker under, at han ikke blot har påta­get sig en falsk jødisk iden­ti­tet, men måske lige­frem er min­dre jøde, end det til­la­des i de kred­se.]

[Redak­tio­nel opda­te­ring 2016-08-28:

Elie Wie­sel døde den 2. juli 2016, 87 år gam­mel. Det må have været en let­tel­se for ham selv og for sto­re dele af den orga­ni­sa­tion, der har holdt ham i live som “holo­caust-over­le­ver”. Hans plat­tensla­ge­ri i for­sø­get på at tvin­ge sub­stans ind i den monu­men­tale løgn om holo­caust må have været en belast­ning for selv hans stam­me­fæl­ler. Men til det sid­ste blev han fejret af sine egne som “Holo­caust-over­le­ver og nobel­pris­ta­ger”. Vor­her­re beva­res. På bil­le­det her­un­der ser vi løg­ne­ren og falsk­ne­ren Elie Wie­sel — som sæd­van­ligt — fortræf­fe­ligt age­ren­de i rol­len som ydmygt sand­heds­vid­ne:


Løg­nen er sat i system af jøder­ne. Foto: Inter­net­tet

 

Den­ne mand har med­vir­ket til at udbre­de og for­sva­re løg­nen om Holo­caust. Det er en så afsky­e­lig og ska­de­lig form for løgn, at han og andre ansvar­li­ge aldrig må til­gi­ves. Han har løjet om alt, hvad jøder efter påstan­den døde af i et antal på 6. mio. under Anden Ver­denskrig. Han har ska­det Euro­pas oprin­de­li­ge befolk­nin­ger i et omfang, så det er van­ske­ligt at fore­stil­le sig. Og han har vel at mær­ke gjort det helt bevidst om, at han i den grund­lig­gen­de sub­stans aldrig kom i nær­he­den af sand­he­den! Det hele var opdig­tet og kon­stru­e­ret for at tje­ne jøde­stam­mens drøm om et ver­dens­dik­ta­tur. Dis­se løg­n­ag­ti­ge rot­ter skul­le ikke til­la­des at dø af alder­dom. De bur­de ram­mes af en ret­fær­dig forta­bel­se, inden de kun­ne høste de øko­no­mi­ske frug­ter af deres løg­ne.

Elie Wie­sel — end­nu en syg jøde — step­dan­ser i Hel­ve­de, hvis der er ret­fær­dig­hed til. Night-night, Eli !!

Med den­ne jødes bort­gang er ver­den igen ble­vet et lidt bed­re sted at ophol­de sig.]