Efter Auschwitz-løgnen

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org praes. Thies Christophersen, The Journal of Historical Review, 1986, 11. sept. 2013.

 

Thies Chri­stop­her­sen (f. 1918 i Kiel, d. 1997)


Thies Chri­stop­her­sen. Foto: Inter­net­tet

 

skrev den­ne arti­kel på et tids­punkt mel­lem 1985 og 1990 (inden Tys­klands gen­for­e­ning). Den er en rap­por­te­ring af reak­tio­ner­ne, han hav­de mødt, fra det tyske rets­sy­stem efter udgi­vel­sen i 1973 i Tyskland af bogen Ich war in Aus­chwitz / Die Aus­chwitz-Lüge (læs den her, inden du læser den­ne arti­kel fær­dig). Han blev chi­ka­ne­ret af det tyske rets­sy­stem i åre­vis. Bogen inde­hol­der hans øjen­vid­ne­be­ret­ning om livet i Aus­chwitz i tids­rum­met fra 15. janu­ar 1944 til decem­ber 1944, mens han fun­ge­re­de som arbejds­le­der i Raisko, en satel­lit­lejr til Aus­chwitz-hoved­lej­ren.
Thies Chri­stop­her­sen gør gæl­den­de, at der ikke blev begå­et fol­ke­mord i Aus­chwitz-lej­ren under hans til­ste­de­væ­rel­se der, så vil­le han have set det. Og ingen har til dato hæv­det, at det hele skul­le have fore­gå­et inden 1944, for så plud­se­lig at ophø­re.

Net­op med hen­vis­ning til året 1944 frem­fø­rer Simon Wie­sent­hal i sin bog Mor­der­ne iblandt os fra 1967 føl­gen­de kate­go­ri­ske påstand om afslut­nin­gen for Euro­pas sigø­j­ne­re: “Det ende­li­ge slag blev ret­tet mod sigø­j­ner­ne i 1944 i gaskam­re­ne i Aus­chwitz.” (dansk udg. s. 221)

Hvem refe­re­rer vir­ke­lig­he­den? Den over­be­vi­ste tyske natio­nalso­ci­a­list Thies Chri­stop­her­sen, der kun­ne for­tæl­le detal­je­ret for ret­ten, hvad han ved per­son­lig til­ste­de­væ­rel­se hav­de bevid­net, net­op i 1944 – eller den jødi­ske nazi­jæ­ger, Simon Wie­sent­hal, der af sine egne berøm­mes for (altid med skan­da­le­pres­sen i ryg­gen) at have opspo­ret tyske civi­le og mili­tæ­re per­so­ner efter Anden Ver­denskrig med det for­mål at stil­le dem for ret­ten, så de kun­ne døm­mes for over­greb mod jøder. Enkel­te blev dømt til døden på grund­lag af skru­pel­lø­se ankla­ger og fan­ta­sti­ske vid­ne­for­kla­rin­ger. Til sid­ste måt­te Wie­sent­hal selv indrøm­me over for ret­ten i Frank­furt, at han hav­de løjet om sin til­ste­de­væ­rel­se i Aus­chwitz-lej­ren under kri­gen.

Sam­me mani­p­u­le­ren­de Simon Wie­sent­hal udtal­te i sta­tens sag mod Thies Chri­stop­her­sen, at til­tal­tes påstand om ikke eksi­ste­ren­de hen­ret­tel­ses-gaskam­re i Aus­chwitz måt­te til­skri­ves “men­tal retar­de­ring” og insi­nu­e­re­de som en mulig­hed, at til­tal­te nok blev beløn­net af nogen for at vid­ne falsk. Det gam­le mund­held tyv tror hver mand stjæ­ler har evig gyl­dig­hed.
[Når de tyske SS-gra­der her er erstat­tet med engel­ske grads­be­teg­nel­ser, er det den engel­ske over­sæt­ters valg.]

Thies Christophersen, 1986

Min bog Jeg var i Aus­chwitz / Aus­chwitz-løg­nen er ble­vet en “undergrunds”-bestseller. Den er (for­u­den på tysk) udkom­met på fransk, spansk, hol­land­sk, dansk og end­da på ungarsk, såvel som i for­skel­li­ge engelsk­spro­ge­de udga­ver.

Egent­lig er der intet spe­ci­elt bemær­kel­ses­vær­digt ved Aus­chwitz-løg­nen bort­set fra, at den er skre­vet af en, som befandt sig i Aus­chwitz og har note­ret sig ople­vel­ser og erin­drin­ger. Ofte vil folk helst læse sen­sa­tio­nel­le beret­nin­ger, men min bog befin­der sig ikke i den gen­re.

I Mar­tin Lut­hers ånd for­sø­ger jeg at skri­ve posi­tivt og påvir­ke tin­ge­ne til det bed­ste. Selv med det­te udgangs­punkt har jeg ikke und­gå­et at bli­ve ankla­get for at ophid­se offent­lig­he­den (“Volks­verhetzung”). Jeg har til­bragt et år i fængsel, selv om til­ta­len for at ophid­se folk til sidst blev fra­fal­det. Imid­ler­tid blev en anden ankla­ge for “foragt for sta­ten og kræn­kel­se af jøder” (jøder­ne nyder sær­lig beskyt­tel­se under den gæl­den­de ret­stil­stand) ikke fra­fal­det. Jeg blev også beskyldt for at have kræn­ket min­det om de døde. I den anled­ning opt­rå­d­te grev Schenk von Stauf­fen­bergs søn som medsagsø­ger mod mig, idet jeg hav­de kaldt hans far en for­ræ­der. Nuvel, jeg vil­le hel­ler ikke synes om, hvis min egen far var ble­vet for­nær­met, så jeg tog mig ikke vide­re af, at Stauf­fen­berg juni­or for­søg­te at reha­bi­li­te­re sin fars omdøm­me. Men når det kom til styk­ket, var en kri­mi­nalsag over­flø­dig. Han kun­ne blot have sendt mig et brev inde­hol­den­de for­sva­ret af hans fars hand­lin­ger, så vil­le jeg bestemt have udgi­vet hele den kom­pli­ce­re­de tekst i mit blad. Natur­lig­vis vil­le jeg også have kom­men­te­ret ind­hol­det, som jeg altid gør med kri­ti­ske bre­ve fra læser­ne.

Jeg har lyst til at for­tæl­le om mine ople­vel­ser og iagt­ta­gel­ser fra efter udgi­vel­sen af min øjen­vid­ne­be­ret­ning fra Aus­chwitz. Da bogen udkom, blev den kri­ti­se­ret med argu­men­ter som – selv om jeg befandt mig i lej­ren og ikke hav­de set noget til mas­se­gas­nin­ger, var det ikke ens­be­ty­den­de med, at de ikke hav­de fun­det sted. Men den ind­ven­ding er kun rig­tig, hvis jeg hav­de været uop­mærk­som. Det var jeg ikke, og jeg kan sige med sik­ker­hed, at der ikke fandt mas­se­mord ved gas­ning sted i Aus­chwitz, mens jeg var til ste­de. [Thies Chri­stop­her­sen befandt sig det meste af et år i Aus­chwitz, net­op i et tids­rum, hvor gas­ning af jøder, efter den orto­dok­se holo­caust-udlæg­ning, skul­le have fore­gå­et for fuld kraft.]

Jeg skri­ver ikke under pseu­do­nym. Jeg har til­med oplyst min adres­se og mit tele­fon­num­mer. Der­for har jeg mod­ta­get tusind­vis af bre­ve og opring­nin­ger. Man­ge af de men­ne­sker, der har kon­tak­tet mig, bekræf­ter, hvad jeg har skre­vet, men er ban­ge for at stå frem offent­ligt. Nog­le af dem er SS-folk, der alle­re­de én gang er ble­vet brutalt behand­let og nog­le end­da tor­tu­re­ret i alli­e­ret fan­gen­skab.

Jeg kon­tak­te­de omgå­en­de dem, der men­te at ken­de mere til mas­se­gas­nin­ger. Mine ople­vel­ser med dis­se vid­ner var sam­men­fal­den­de med dem, som den fran­ske pro­fes­sor Paul Ras­si­ni­er hav­de haft med sine vid­ner.
Jeg har ikke ople­vet en ene­ste tro­vær­dig øjen­vid­ne­for­kla­ring. I ste­det for­tal­te folk, at de kend­te en, der kend­te en anden, som hav­de for­talt om dit eller dat. I de fle­ste til­fæl­de var de for­mode­de øjen­vid­ner døde. Andre erklæ­re­de øjen­vid­ner begynd­te hur­tigt at stam­me og hak­ke, når jeg stil­le­de præ­ci­se­ren­de spørgs­mål. Selv Simon Wie­sent­hal måt­te til sidst erken­de for distrikt­s­ret­ten i Frank­furt, at han aldrig hav­de været i Aus­chwitz under kri­gen. Alle de vid­ne­for­kla­rin­ger, jeg har lyt­tet til, mod­si­ger hin­an­den. Alle synes at for­tæl­le en for­skel­lig histo­rie om de påstå­e­de gaskam­re. Man har end ikke kun­net bli­ve eni­ge om pla­ce­rin­gen af de omtal­te hen­ret­tel­ses-gaskam­re.
Det sam­me gør sig i øvrigt gæl­den­de for den såkald­te under­vis­nings­lit­te­ra­tur; den er fuld af selv­mod­si­gel­ser. Men for­fat­ter­ne mener at vide mere om emnet, end jeg gør.

Det er nemt at fore­stil­le sig, hvor­dan fal­ske histo­ri­er opstår. Når jeg for­tæl­ler even­tyr for mine bør­ne­børn, fore­gi­ver jeg at del­ta­ge i histo­ri­er­ne selv, og straks tror bør­ne­ne at de er vir­ke­li­ge. Man­ge men­ne­sker læg­ger lidt til, inden de for­tæl­ler en histo­rie vide­re. Nog­le fin­der det lige­frem spæn­den­de at over­be­vi­se andre om deres egne fan­ta­si­fo­stre. Ende­lig er der lokums­ryg­ter­ne (die Latri­nen­pa­ro­len), hvis betyd­ning ikke må under­vur­de­res. Enhver sol­dat ken­der til dem, og også ind­sat­te har en for­kær­lig­hed for at lyt­te og sen­de dem vide­re i omløb. [En yder­li­ge­re oplagt kil­de var orga­ni­se­ret jødisk pro­pa­gan­da, der kun­ne smug­les ind i lej­ren på man­ge måder.]

Histo­ri­en om afbræn­ding af men­ne­sker på åbne ild­ste­der i Aus­chwitz [vide­re­gi­vet i en mor­de­risk ver­sion af bl.a. Elie Wie­sel] byg­ger på den slags ryg­ter, der inde­hol­der et gran af sand­hed, men udvik­ler sig til ren fan­ta­si. Alver­dens ryg­ter ver­se­re­de, mens jeg var i Aus­chwitz. Min hus­hjælp Olga hav­de engang for­talt min mor, der var på besøg hos mig i Aus­chwitz, om en stor brand, hvor ryg­tet gik, at det var men­ne­sker, der blev brændt. Jeg spurg­te Olga, hvad det hand­le­de om? Hun vid­ste intet med sik­ker­hed, men for­tal­te, at der var ble­vet obser­ve­ret en brand, som altid var syn­lig i ret­ning mod Bie­litz. Jeg kør­te i den ret­ning, men fandt kun et stort indu­stri­elt anlæg, hvor arbejds­styr­ken også bestod af inter­ne­re­de. Jeg gen­nem­gik hele lej­ren og under­søg­te alle ild­ste­der og rygen­de skor­ste­ne. Jeg fandt intet mistæn­ke­ligt. Jeg spurg­te mine kol­le­ga­er, om de hav­de hørt om noget, men de sva­re­de med et skul­der­træk og sag­de, at jeg skul­le hol­de op med at spil­de tiden på lokums­ryg­ter.

Der fand­tes abso­lut et kre­ma­to­ri­um i Aus­chwitz. Der boe­de i alt 200.000 men­ne­sker på områ­det, og enhver by har et kre­ma­to­ri­um. Folk døde også i Aus­chwitz, og ikke kun de ind­sat­te. SS-ober­st­løjt­nant Caes­ars kone var en af dem, der døde af tyfus i lej­ren.
Jeg stil­le­de mig den­gang til­freds med de svar, jeg hav­de fun­det om bran­den.

I dag ved jeg meget mere om den omtal­te brand. I star­ten blev de døde i Aus­chwitz begra­vet i ukre­me­ret til­stand. Men på grund af det højt­stå­en­de grund­vands­spejl (o. 1 meter) i det­te områ­de mel­lem Vistu­la og Sola flo­der­ne, kun­ne tra­di­tio­nel­le begra­vel­ser ikke fort­sæt­te [af hen­syn til drik­ke­van­det]. Et arbejds­hold under ledel­se af SS-stabs­ser­gent Moll (som stod i spid­sen for plan­tesko­len i Raisko) blev til­delt opga­ven med at gra­ve alle døde op og bræn­de lige­ne. Det blev gjort på ild­ste­der i det fri. Der er kom­met de mest utro­li­ge histo­ri­er ud af den for­an­stalt­ning. Tysk fjern­syn har endog vist en film, der skul­le fore­stil­le at være opta­get i hem­me­lig­hed af en SS-mand.

En anden fak­tor har spil­let en uhel­dig rol­le i ryg­ter­ne om det­te. For­svar­sad­vo­ka­ter­ne for de såkaldt tyske krigs­for­bry­de­re er ikke uden skyld. Ethvert for­svar ønsker at få sin kli­ent fri­kendt, og for at opnå det­te bekræf­te­de advo­ka­ter­ne til tider, at folk, som alle­re­de var døde, hav­de været skyl­di­ge i de påstå­e­de for­bry­del­ser. SS-ser­gent Moll blev dræbt i kamp i de sid­ste dage af kri­gen.

Jeg er også ble­vet kon­tak­tet af tid­li­ge­re Aus­chwitz-kom­man­dant Rudolf Höss’ svo­ger. Han lever i Flens­borg ikke langt fra min bopæl. Hans erklæ­ring bekræf­ter i alt væsent­ligt, hvad jeg selv har beskre­vet. Under kri­gen blev døds­dom­me afsagt, og gids­ler blev skudt. Det er en kends­ger­ning. Det har jeg også nævnt i min bog. Men sådan­ne hen­ret­tel­ser fandt ikke sted i Aus­chwitz; så vil­le de have kun­net høres.

Aus­chwitz var i mine øjne ikke en kon­cen­tra­tions­lejr i det­te ords nega­ti­ve betyd­ning. Den var ret­te­lig en inter­ne­rings­lejr, hvor de inter­ne­re­de blev sat i arbej­de. Inter­ne­ring af stats­fjendt­li­ge grup­pe­rin­ger har været et almin­de­ligt fæno­men. Sta­tens fjen­der inter­ne­res i krigs­tid i ste­det for at bli­ve udvist. Det gør man for at for­hin­dre, at de ven­der til­ba­ge i fjendt­lig tje­ne­ste. Det kun­ne dis­ku­te­res, om jøder­ne var en del af en fjendt­lig nation. Israel blev jo ikke etab­le­ret før efter kri­gen. Ikke desto min­dre hav­de jøder­ne [jøder­nes orga­ni­sa­tio­ner] erklæ­ret Tyskland krig alle­re­de i 1933, som det blev bekendt­gjort i Lon­don Daily Express den 24. marts sam­me år. Ale­ne på det grund­lag vil­le en inter­ne­ring af jøder­ne i Tyskland have været beret­ti­get alle­re­de fra det tids­punkt. Men de blev ikke inter­ne­ret, ikke før kri­gen brød ud i sep­tem­ber 1939, og slet ikke på én gang.

Jeg er nok en af de få, der end­nu er i stand til at beskri­ve vir­ke­lig­he­den i Aus­chwitz-lej­ren, og det har jeg gjort. Hvad har det haft af kon­se­kven­ser for mig? To år i eksil og ét år i fængsel. Det var væl­dig smart af rets­sy­ste­met ikke at næv­ne min sær­li­ge adkomst til at vide noget om dis­se for­hold i doms­ud­skrif­tet. Man fængs­le­de mig, for­di jeg hav­de skre­vet Aus­chwitz-løg­nen, men jeg blev dømt for “foragt for sta­ten”. Der fin­des ingen paral­lel til en sådan dom i noget andet vest­ligt land, end ikke i de mest reak­tio­næ­re monar­ki­er.

Jeg boe­de i Belgien i to år, og selv om jeg ikke var klas­si­fi­ce­ret som poli­tisk flygt­ning, var jeg dog i besid­del­se af en offi­ci­el ophold­stil­la­del­se. De bel­gi­ske myn­dig­he­der vid­ste, at jeg var efter­lyst i For­bunds­re­pu­blik­ken ankla­get for “foragt for sta­ten”.
Jeg blev udle­ve­ret på anmod­ning fra det tyske rets­sy­stem. Jeg anlag­de erstat­nings­sag mod den bel­gi­ske rege­ring for ska­der sva­ren­de til en mil­li­on bel­gi­ske franc, eller 50.000 tyske mark. Hvor­dan rea­ge­re­de de bel­gi­ske myn­dig­he­der på det? De begynd­te at under­sø­ge, om jeg kun­ne have over­t­rå­dt bel­gisk lov. Min lej­lig­hed i Belgien blev ransa­get, mens jeg var væk. Man­ge af mine papi­rer blev kon­fi­ske­ret. Det ske­te for to år siden. Man fandt frem til, at jeg engang hav­de over­nat­tet i et hotel i Antwer­pen, hvor jeg hav­de brugt nav­net Tetje Paul­sen. Værel­set var ble­vet reser­ve­ret til mig af en ven, der kun kend­te mig under det­te pseu­do­nym. En bel­gisk dom­mer belær­te mig om, at det var utug­tigt at over­nat­te ano­nymt på et hotel med en frem­med kvin­de, og dis­se omstæn­dig­he­der­ne gjor­de mig suspekt. Det ændre­de intet, at kvin­den, jeg til­brag­te nat­ten med, var min egen kone.

Den fak­ti­ske lovover­træ­del­se stod det tyske rets­sy­stem for. Det fri­gav en falsk pres­se­med­del­el­se om, at jeg var ble­vet til­ba­ge­holdt under for­søg på at rej­se ind i For­bunds­re­pu­blik­ken uden gyl­digt pas. I vir­ke­lig­he­den blev jeg anholdt af bel­gisk poli­ti i min lej­lig­hed i Belgien den 26. august 1983 og i hånd­jern ført til den tyske græn­se, hvor jeg blev udle­ve­ret til det ven­ten­de tyske poli­ti.
Snart fandt jeg ud af, hvor­dan rets­sy­ste­met fun­ge­rer i tyske fængs­ler i dag. Jeg kan roligt sige, at de ind­sat­te i Aus­chwitz nød stør­re fri­hed. De blev ikke anbragt i iso­la­tion. Selv under kri­gen modt­og de ind­sat­te uden begræns­nin­ger de meget efter­trag­te­de “for­plej­nings­pak­ker” via Røde Kors. Ja, der fand­tes end­da et glæ­des­hus for ind­sat­te i Aus­chwitz.
I Flens­borg måt­te jeg end ikke se en præst.

Rundt om i ver­den, også i Tyskland, pro­teste­rer folk mod uret­fær­dig­hed, under­tryk­kel­se og for­føl­gel­se af mino­ri­te­ter. Mest stø­jen­de har for­døm­mel­ser­ne og for­næg­tel­ser­ne været i for­hold til fejl­ta­gel­ser­ne under Det Tred­je Rige, og der blev bestemt også begå­et fejl­ta­gel­ser den­gang. Jeg har taget på mig at kri­ti­se­re, når der blev begå­et fejl, ikke dem i for­ti­den, men nuti­dens fejl­ta­gel­ser. Jeg gjor­de det sam­me under Det Tred­je Rige, men blev ikke kastet i fængsel af den grund.

Nu for tiden hører vi mas­ser af snak om demo­kra­ti og “fol­ke­sty­re”. Ingen af dele­ne eksi­ste­rer i dagens Tyskland. Vi lever sta­dig med sær­lig justits for Vest­tys­kland, og den udø­ves af besæt­tel­ses­mag­ter­ne. I vort tyske hjem­land er der kun plads til de frem­me­de og deres hånd­lan­ge­re. Der var en tid, hvor mere end 90% af befolk­nin­gen i Tyskland gav deres støt­te til lan­dets leder­skab. Jeg husker meget tyde­ligt den tid. Der var ingen rege­rings­stri­dig­he­der, ingen arbejds­løs­hed og ingen frygt for frem­ti­den. Enhver, der har ople­vet den tid, vil altid være bevidst om det­te, uan­set hvor man­ge løg­ne, der er ble­vet spredt om det natio­nalso­ci­a­li­sti­ske Tyskland, løg­ne som ulyk­ke­lig­vis bli­ver taget for gode varer i dag. Ret­ten til natio­nal selv­be­stem­mel­se var en rea­li­tet den­gang. Den ret­tig­hed er kon­stant ble­vet ind­skræn­ket efter 1945.

Natio­nalso­ci­a­lis­men kun­ne have tjent som model og vej­led­ning for hele ver­den. Men net­op de kræf­ter, der sty­re­de eller ønske­de at under­tryk­ke andre natio­ner, tole­re­re­de ikke den enkel­te nations ret til natio­nal selv­be­stem­mel­se. Selv om de fle­ste tra­di­tio­nel­le impe­ri­er er for­s­vun­det, er natio­ner­ne i dag under­lagt en ny og langt mere afskræk­ken­de afhæn­gig­hed. Afhæn­gig­he­den af kapi­ta­lis­men i USA og dens bag­mænd, der synes at have vun­det sla­get om ver­dens­her­re­døm­met.

[I O-D-I-N kal­der vi dis­se kapi­ta­li­sti­ske bag­mænd for jøder, og vi mener ikke, at de har vun­det andet end mate­ri­el magt, gul­dets ind­fly­del­se. Slut dig til O-D-I-N og vær med til at for­hin­dre, at de over­ta­ger vores hjer­ter og sjæ­le.]

Den gene­rel­le over­våg­ning gri­ber mere og mere om sig. Orwell hav­de ret. Jeg har erfa­ret det, og jeg mener, at vi alle vil kom­me til at erken­de det. Myn­dig­heds­ter­ror er nu en rea­li­tet.

Hvad kan vi gøre? – Ingen­ting? – Skal vi bare tie stil­le? Skal vi under­tryk­ke indig­na­tio­nen i vore hjer­ter?
Nej! Vores bøger kan bli­ve band­lyst. Vi kan bli­ve kastet i fængsel. Vores bre­ve kan bli­ve åbnet. Vi kan bli­ve angre­bet med ild og bom­ber. Vores boli­ger kan bli­ve ransa­get. Vi kan bli­ve ude­luk­ket fra arbej­de. Vi kan bli­ve bag­talt og lat­ter­lig­gjort. Vi kan bli­ve for­fulgt, som de først krist­ne blev det. – Men vi vil over­kom­me det hele, og vores mod­stan­de­re vil ende med at opnå præ­cis det mod­sat­te af det, de sti­ler imod. Gen­nem deres hand­lin­ger vil de ufri­vil­ligt kom­me til at vise det rig­ti­ge, vi står for.
Jeg tror på sand­hed og ret­fær­dig­hed, og jeg ved, at en dag vil sand­he­den og ret­fær­dig­he­den sej­re.