Det tredie Ting – Introduktion

Sand Historie

O-D-I-N.org praes. Lorenz Christensen, 1943.

 

Lorenz Christensen (f. 1892, d. 1965) skrev bogen Det tredie Ting i 1942–43. Hans påstand var, at der i Danmark eksisterede en usynlig regering over den synlige. Indtil 1953 havde Danmark såvel et Landsting som et Folketing, men over dette parlamentariske Danmark fandtes en “højfinans”, og den kritiske samtid kaldte denne forsamling “Det tredie Ting”. Dette ting bestod fortrinsvis af jøder.
Det gør det stadig.


Doktor i Statskundskab Lorenz Christensen, o. 1941.

 

(Klik lidt senere på billedet og læs om besværet med at hente det op fra glemselshullet!)

Redaktionens forord

Et altoverskyggende problem i Danmark i 2014 er, at Det tredie Ting, som Lorenz Christensen beskriver, endnu er en påtrængende kendsgerning. Det er domineret af jøder og infiltreret i alt, hvad der rummer et magtpotentiale. Vi taler om en stenrig loge (et netværk), der styrer autonomt. Drivkraften udspringer af en selvforherligende jødedom, en fanatisk jødisk etnocentrisme, der som konsekvens har haft et grænseløs begær for penge og magt. Dertil kommer, at doktrinen om én altdominerende verdensregering er speciel for jødedommens proselytter. Med tiden har logen skaffet sig betydelige materielle rigdomme. Indflydelsen har udviklet sig eksponentielt. Logen befæster til stadighed sin stilling gennem at infiltrere, korrumpere, udpresse og manipulere. Denne virksomhed har stor succes og er mere ødelæggende for vores overlevelse som fri nation og som et frit folk end noget andet. Gennem opkøb af dansk viden, dansk ejendom, dansk innovation og dansk sikkerhed drænes nationens hjerteblod, og det udbydes typisk til højestbydende jødiske pengetank i udlandet. Et dugfrisk eksempel er udsalget af dansk energiforsyningssikkerhed til Goldman Sachs. Blev det nævnt i medierne, at Goldman Sachs ud over de 19% aktier også fik vetoret? Næppe.
Lorenz Christensen advarede mod denne loge:

“… her foreligger et alt andet overskyggende problem, som nu mere end nogensinde trænger til at blive grundigt belyst.”

Dette var et faktum allerede i 1943!
Siden er det blevet værre. Mange gange værre. Dengang var mulighederne for at undersøge jødisk parasitær virksomhed i Danmark og udgive kritikken i to bøger – overhovedet til stede. Det er den ikke mere. Efter Anden Verdenskrig blev europæerne frataget talens kraft som følge af en infamt påført skyld, en oldjødisk strategi, denne gang i form af løgnen om jødernes Holocaust, der for længst er udelukket som mulighed ved hjælp af videnskabelige argumenter. Den vedholdende propaganda om masseudryddelse af jøder under Anden Verdenskrig har siden 70’erne medført, at vi ikke tør sætte os til modværge mod jødernes beslaglæggelse af vores eksistensgrundlag, herunder retten til selv at bestemme i eget land og til at have en sund national økonomi. Vort overskud forsvinder i den jødiske kollekt. Deres primære inddrivelsesredskab er Skat, der virker i kombination med myriader af skjulte afgifter og snærende direktiver fra EU.

Den påtrængende aktualitet af Lorenz Christensens bogværk og hans kompromisløse præcision gør det til et sjældent værdifuldt partsindlæg til fordel for Danmark og danskerne. Han hudfletter gruppen af parasitter, der allerede med Landsmandsbank-krakket i 1922 alvorligt forbrød sig mod landets love og skadede Danmarks omdømme og økonomi. Under processen dengang nævnte man ikke, at det alt overvejende var jøder, der havde bedraget og profiteret af rovet. Det undlod man i et forsøg på at udvise hensyn og ligestille jøder med danskere. For løgnen om jødernes Holocaust havde endnu kun luftige beretninger om pogromer i Rusland eller Ukraine som forgængere. Nu i 2014 hjernevaskes vi med den massive propaganda om jødernes Holocaust, og det er absolut nødvendigt, at vi gennemhuller denne løgn og skifter hensynet til jøderne i almindelighed ud med energisk modstand. At vi nægter at lade os kue og ultimativt udslette.

Det er protesterende mennesker som Lorenz Christensen, der skal være med til at oplyse danskerne. Desværre er almindelig årvågenhed og selvopholdelsesdrift blandt danskerne i foruroligende omfang sløvet af fordummende radio og Tv fra jødiske medier. Det ender katastrofalt, hvis vi ikke mobiliserer en bedre skoleuddannelse og en højere grad af politisk bevidsthed i Danmark. (I det følgende afsløres bl.a. én af jødernes drejebøger for overtagelse; forskriften for, hvordan man fordummer ikke-jødiske skolebørn i 2014.)

Hvem var Lorenz Christensen? Du har næppe hørt om ham i skolen. Du finder ikke hans biografi på jødernes Wikipedia eller på bibliotekerne. Forfatteren Lorenz Christensen, Litteraten Harald Nielsen, politikeren Aage H. Andersen, forfatteren Olga Eggers m.fl., blev alle “udrenset” efter Anden Verdenskrig. Udrensningen blev (og bliver) forestået af det jødiske litterære parnas i Danmark godt hjulpet af en del af den nationale museumstjeneste. I dag kendes Lorenz Christensen i egenskab af danskskrivende forfatter stort set ikke i Danmark. Han kom fra Slesvig, og de jøder, han kritiserede, kaldte ham konsekvent for “tyskeren”. I 2014 er jødernes skudsmål af ham: “patologisk jødehader”. Fra den kant er det typisk at sygeliggøre sund kritik. Men hans danske sprog og dømmekraft overgår langt, hvad de fleste eksponerede forfattere i Danmark i dag, fortrinsvis af jødisk herkomst, evner af præcision og troværdighed. Eftertiden har vist os, at indsigtsfulde og engagerede mennesker som Lorenz Christensen havde evigt ret; og derfor bliver deres kritik gemt væk. Krigenes vindere skriver historien, og kritikerne af den jødiske parasitære virksomhed i Danmark kaldes konsekvent for antisemitter. Krigstidens kritikere af det jødiske magtsystem blev hængt ud som kollaboratører og landssvigere. Olga Eggers blev dræbt i fængslet ved “fald på trappe”. Deres identiteter, bøger og viden blev ekspederet ned i “hukommelseshullet”, som nogle af os erindrer fra den jødisk skabte og administrerede Sovjetunion, der er den hidtil mest frastødende manifestation af George Orwells skrækvision “1984” [1] (Orwells bog var på grund af sine visionære kvaliteter forbudt læsning i det jødiske Sovjetunionen).

Vi fandt Lorenz Christensens bog på et dansk centralbibliotek. Den blev hentet op fra det lukkede depot, fra “glemselshullet”, som vi vil kalde det på dansk. Denne arkivering kan ikke være motiveret i, at bøgerne skulle have mistet deres betydning. Tværtimod. De burde stå forrest på hylderne på ethvert dansk bibliotek. Usynliggørelsen er udelukkende begrundet i, at bøgernes indhold er for afslørende for magthaverne i dagens Danmark. Så ved en anonym og lydløs beslutning, der manifesterer sig som et stempel på bogens omslag “Lukket depot”, er bogen blevet “glemt” på vegne af danske læsere. På den måde behøver man ikke at ty til fysiske bogafbrændinger i Danmark i 2014. Trods dette forsøg på at usynliggøre dele af dansk politisk litteratur kan O-D-I-N.org nu præsentere værket i komplet udgave.
Spørgsmålet om, hvem Lorenz Christensen var, kan heller ikke oplyses fra biblioteket. Der findes intet biografisk om ham. På bibliotek.dk nævnes han i fornødent omfang med navn og fødselsdato. Bl.a. er hans værk Det tredie Ting tilføjet bemærkningen: Dette materiale kan ikke hjemlånes. Spørg dit lokale bibliotek hvor du evt. kan se det. (Men heldigvis. En sympatisk, nordisk kvindelig bibliotekar hentede bøgerne frem og lånte dem ud til os.). Vi søgte videre efter Lorenz Christensens biografi og bringer den nedenfor med hans billede. [2] Hvem Lorenz Christensen var, da han som 50-årig skrev om datidens formuende jøder i Danmark, besvares lige nu bedst ved at præsentere hans observationer og konklusioner i det følgende. Dermed kan gode danskere med en national og historisk bevidsthed selv finde det inspirerende svar.

I 30’erne bevirkede en kortvarig opblomstring af hvid europæisk bevidsthed i Vesteuropa, at vi kunne skelne mere nuanceret mellem mennesketyper, end det er politisk tilladt i dag. Derfor taler Lorenz Christensen om “den jødiske race” i modsætning til hvide mennesker af arisk herkomst. Nutidens antropologi er indrettet således, at alle med lysere hud inden for området fra Kaukasus til Europas vestgrænse, europæere og jøder i USA, Canada, Australien, New Zealand m.v., kaldes “kaukasiske” i betydningen “hvide”. Dermed har jøderne, der har designet den for tiden gældende antropologi, i praksis inkluderet sig selv i den hvide race.
Men når ret skal være ret er hovedparten af jøderne, de 85% østjøder, af mere asiatisk-mongolsk- end vesteuropæisk type, og resten, 15% sefardiske (oprindeligt mellemøstlige) jøder af mere mellemøstlig- end vesteuropæisk type. Derfor har majoriteten af jøder (typisk blandinger mellem de to nævnte kategorier og til dels europæere) altid været atypiske i Vesteuropa. Det paradoksale er, at troslærde jøder helst opfatter det jødiske segment af menneskeheden som en selvstændig og gudgiven overrace. Men altså – ifølge den sikkert også gudgivne moderne antropologi (der tilstræber at gøre os alle ens) er jøder indtil videre en type af relativt hvide mennesker.
Antropologien er gjort tilpasningsvenlig. Det er den jødiske kultur ikke. Sidstnævnte har gennem 500 år været et uforligeligt implantat i den vesteuropæiske krop. Vores historie siden 1500-tallet er et massivt bevis for, at jøderne i almindelighed aldrig har opfattet eller behandlet noget vestligt hjemland som et fædreland i begrebets bedste betydning af samhørighed og loyalitet. Tværtimod er den vestlige verden i jødisk forståelse først og fremmest et lukrativt marked for international jødisk spekulation, et enormt rum for jødisk tumult og overtagelsespolitik. Den mest afskyelige knopskydning af denne ideologi i Europa var Sovjetunionen. Den gik til grunde i skændsel i 1991. Nu har jøderne overtaget EU, og historien gentager sig – Her fra O-D-I-N.org vil vi gøre alt, hvad vi magter, for at give EU samme exit.

Undervejs i teksten henvises flere gange til “israelitter” og “Israels-missionen”. Det er en tilsnigelse, at jøderne identificerer sig med israelitter. Det oprindelige jødiske hjemland Judah (det gule område på kortet nedenfor), var i det 9. århundrede f.Kr. et mindre kongerige vest for Dødehavet og arnestedet for det levitiske præsteskabs udvikling af “Loven”. Israels kongerige (det blå område) var et større territorium, der strakte sig langt nordpå og ud mod Middelhavet. Det afgørende er, at israelitterne fandt jødernes lov, der bl.a. dikterede ofring af familiens førstefødte – monstrøs! og de tog tidligt afstand fra et fællesskab med de jødiske stammer.
Gennem historien har jødiske skrifter praktiseret en erobringsstrategi ved at identificere israelitter med jøder for dermed at kunne påberåbe sig det oprindelige israelitiske territorium som jødisk. På den konto blev galilæeren Jesus gjort jødisk. Han havde af naturlige årsager et andet syn på jødisk troslære end de lokale, farisæerne.
Da zionistiske kræfter, herunder “Israels-missionen” i Danmark, i det 20. århundrede for alvor begyndte at forfægte kravet om en tilbagevenden til et imaginært hjemland i Palæstina, definerede jøderne et “Israel”, der var langt større end berettiget. Jødestaten burde hedde “Judah” og skulle i dag højst kunne omfatte det gule område på kortet. Dog ikke som følge af et skændigt røveri af land fra palæstinenserne, som det skete frem mod 1948 og siden er videreført, men efter forhandling om muligt køb og passende betaling. Man kan leve sig ind i palæstinensernes frustration i dag over at være de konstante ofre for jødernes overfald, bosættelser og andre utallige krænkelser, herunder karaktermord og egentlige mord. Der er tale om en overlagt beslaglæggelse af Palæstina. Landets retmæssige befolkning forarmes og gøres til slaver. Dette er den zionistiske idé ført ud i praksis, og den repræsenterer jødernes agenda for den ikke-jødiske del af menneskeheden som helhed.
I Vesten oplever vi primært bosættelserne på nationernes indre linjer, men de er mindst lige så farlige.


Judah (Judæa) vs. Israel
9. årh. f.Kr.

 

Betydningen af de to bøgers historiske beløbsangivelser kan fornemmes ved at konsultere følgende tabel over datidskroners nutidsværdi for perioden 1914 til 1943, dvs. fra starten af Første Verdenskrig og indtil bøgerne blev skrevet midt under Anden Verdenskrig. Specielt kan omfanget af de jødiske transaktioner, der førte til Landmandsbank-krakket i 1922, og grundlaget for de efterfølgende domme for bedrageri og svig, bedre vurderes i lyset af de tilsvarende nutidige beløb. Så hvis fx 1 mil. kroner nævnes i en sammenhæng fra 1922, er det tilsvarende nutidsbeløb altså “22 mil. kroner”.

Datidskroners nutidsværdi
År1914191619181920‑22192519301935194019432014
Faktor5842312228373526221

Teksten fra tobindsværket er fra ord til andet komplet, men vi har gjort retskrivningen mere nutidig. Navneord er ikke alle med stort, og “millieu” og “skulde” m.fl. er ændret til nudansk stavning. Dermed skulle teksten kunne læses flydende. God læsning.

— Hugo Ravn.

PS: Det er på sin plads at nævne, at den omhandlede Landmandsbanken i dag hedder Danske Bank og senest i 2012 igen var genstand for en statslig undsættelse af dansk bankvirksomhed gennem en såkaldt bankpakke (den 6. siden 2008), dvs. Danske Bank og andre banker fik deres soliditet sikret med produktive danskeres skattekroner. Renten af disse påståede statslån, opkræves ekstraordinært hos bankens kunder. Desværre spiller jøderne med på begge sider af denne virksomhed, statens og bankernes.

[1]: I klassikeren 1984 af George Orwell refererer udtrykket “hukommelseshul” til de utallige affaldsskakter i det centrale kontrolcenter. Alle skakterne ender i en gigantisk forbrændingsovn, hvor beviser og erindringer om farlige meninger eller begivenheder tilintetgøres.

[2]: Hvem er Hvem? 1940–45 (Aschehoug): “Christensen, Lorenz (30.6.1892–2.7.1965), dr.rer.oec. (Doktor der Wirtschaftswissenschaften, doktor i statskundskab), antisemit …” – “antisemit”, åbenbart en egenskab, der må nævnes sammen med universitetsgraden og gøres gældende fra starten. Dette er den sædvanlige modus, når jødernes kritikere anmeldes af jødiske historiskrivere. Opslagsbogens efterfølgende korte levnedsbeskrivelse er præget af denne metode og fremhæver stort set kun sider af L. C.’s liv, der er kommet jøderne på tværs. Her skal blot bringes de egentlige facts.:

1930Ledende figur i det tyske mindretal i Slesvig; ansat ved Institut für Volks- und Landesforschung i Kiel.
1935Leder af Deutsche Wirtschaftsberatungsstelle i Åbenrå.
1936Partifunktionær i Nordslesvigs afdeling af nationalsocialistpartiet, NSDAP-N.
1939Medlem af den tyske byrådsgruppe i Åbenrå.
1941Af det tyske gesandtskab i København ansat til at efterforske herboende jøders historie og bl.a. udarbejde et personregister. (Under dette arbejde har han utvivlsomt erhvervet betydelig viden om jødiske slægtsforhold, og den har gjort det muligt for ham at afdække og i sine bøger beskrive jødernes særlige etnocentrisk betingede gruppeadfærd.)
1943Det tredie Ting blev udgivet. Værket "... kan betragtes som dansk antisemitismes hovedværk". (Nok ironisk ment, men jødiske personers overrepræsentation i særprægede økonomiske transaktioner findes ikke bedre dokumenteret og beskrevet for Danmark fra den tid. Parallellerne til nutiden er slående.) Bøgerne blev i uddrag oplæst i dansk radio, marts 1944.
1948Ved Østre Landsret blev L. C. idømt 6 års fængsel efter Straffelovens racismeparagraf af 1939. (Havde da formentlig allerede været frihedsberøvet i tre år.)
1949Løslades.
1958Medarbejder ved avisen Der Nordschleswiger indtil sin død.

Det tredie Ting – 1. del