Den usminkede historie

Sand Historie

O-D-I-N, Willis A. Carto, The Barnes Review, 19. august 2013.

 

Det føl­gen­de er et for­søg på at for­tæl­le histo­ri­en kor­rekt, det vil sige uden påvirk­ning af kræf­ter ude­fra. Jeg ude­luk­ker ikke der­med at tale om den orga­ni­se­re­de jøde­dom, som er dybt invol­ve­ret i Vestens tri­ste histo­rie. Des­u­den er jeg af den mening, at libe­ra­le, der ikke aner­ken­der den­ne påvirk­ning, viden­de eller ej, slut­ter sig til den kosmopo­li­ti­ske orden, der er opta­get af at udryd­de alle hvi­de med euro­pæ­isk bag­grund.

INDLEDNING

Der er nu for­lø­bet 67 år siden det holo­caust, vi ken­der som Anden Ver­denskrig. Måske er det på tide at fore­ta­ge en revur­de­ring uden at læg­ge fin­gre imel­lem. Ame­ri­ka har sto­re pro­ble­mer. Men den ube­tal­te natio­na­le gæld er kun en min­dre del af pro­ble­met. Reelt er hele den Hvi­de ver­den i sto­re van­ske­lig­he­der. Ikke blot Ame­ri­ka, men også Euro­pa – den hvi­de races hjem­sted – står ansigt til ansigt med en døde­lig fare. Det er ble­vet livet eller døden for den hvi­de del af men­ne­ske­he­den, der, trods man­ge fejl­trin, skab­te Vestens civi­li­sa­tion.

De såkald­te vin­de­re af Anden Ver­denskrig udkæm­pe­de dyre­ba­re kam­pe i Stal­ins tje­ne­ste og uds­let­te­de der­med den ene­ste bevæ­gel­se i Euro­pa, der hav­de sat sig for at fjer­ne det kom­mu­ni­sti­ske Rusland, og som des­u­den var ved at sej­re i den­ne kamp, nem­lig den natio­nalso­ci­a­li­sti­ske bevæ­gel­se, skabt og anført af Adolf Hit­ler.

Men end­nu vær­re. De Alli­e­re­de – Roo­se­velt, Chur­chill og Sta­lin – for­ø­ve­de der­ef­ter kri­mi­na­li­tet mod de over­le­ven­de i et omfang, der ikke er set siden Geng­his Khan. For­ment­lig gik 3 mil­li­o­ner uskyl­di­ge euro­pæ­e­re til som føl­ge af tor­tur, mord, sult og udmat­tel­se, efter at krigs­hand­lin­ger­ne var ophørt.

Dis­se gru­som­he­der var beor­dret af De Alli­e­re­des øver­st­be­fa­len­de, Dwight David “Ike” Eisen­hower, en pro­tegé af finans­man­dens Ber­nard Baruch, der på tids­punk­tet (i USA) gik under beteg­nel­sen “jøder­nes kon­ge”. Det var Baruch, der fik Roo­se­velt til at for­frem­me Eisen­hower, en ski­ve­bord­s­bu­reau­krat, der aldrig i sit liv hav­de ople­vet en krigs­sce­ne, til at have øver­ste kom­man­do i kri­gen. Det ske­te hen over hove­d­er­ne på 1.109 offi­ce­rer, der over­gik ham i erfa­ring, kom­pe­ten­ce og ancien­ni­tet. Ikes nær­me­ste for­an­stå­en­de var i vir­ke­lig­he­den ikke præ­si­den­ten, Franklin D. Roo­se­velt, men “jøder­nes kon­ge”.

Mindst 55 mil­li­o­ner men­ne­sker blev dræbt i Euro­pa i den­ne krig, og heri er ikke med­reg­net de mindst 60 mil­li­o­ner, der blev dræbt af kom­mu­ni­ster­ne af poli­ti­ske eller race­mæs­si­ge årsa­ger i Sov­je­tu­ni­o­nen før og under Anden Ver­denskrig. Det­te antal inklu­de­rer det bega­ve­de og smuk­ke rus­si­ske ari­sto­kra­ti. Af dis­se mar­ty­rer var stort set alle ikke-jødi­ske ari­er.

De Alli­e­re­des øver­st­kom­man­de­ren­de, gene­ral Eisen­hower, sam­men­ho­be­de i strid med al anstæn­dig krigs­fø­rel­se 1 mio. til­fan­ge­tag­ne tyske­re på pig­t­rå­ds­ind­heg­ne­de are­a­ler under åben him­mel, og i tem­pe­ra­tu­rer under fryse­punk­tet. De var uden afskærm­ning for vej­ret, uden mad, uden toilet­fa­ci­li­te­ter, og alle omkom de i den­ne elen­dig­hed. Civi­le, der for­søg­te at brin­ge dem føde, blev på Ikes direk­te ordre skudt.

Selv­føl­ge­lig gik det ikke Wehr­ma­cht-sol­da­ter, der over­gav sig til rus­ser­ne bed­re. De fle­ste døde i Sibi­ri­en eller blev tor­tu­re­ret til døde. Sov­je­tu­ni­o­nen under­skrev aldrig Gene­ve-kon­ven­tio­nen. Se Ale­xan­dr Solzhe­nit­syns The Gulag Archipela­go, 1973 (Gulag Øha­vet).

[Læs også The Bar­nes Review fra september/oktober 2008, “Rus­sia & the Jews” af Udo Walen­dy, “Nobel Prize Winner’s Wri­tings Still Ban­ned”, der beskri­ver for­dom­me­ne mod Ale­xan­dr Solzhe­nit­syn, som var etnisk rus­ser. Solzhe­nit­syn var fængs­let under Sta­lin i sam­men­lagt 11 år på grund af sine anti­kom­mu­ni­sti­ske udgi­vel­ser, her­un­der hans fak­tu­el­le histo­rie om jøder­nes støt­te til syste­met, finan­si­elt såvel som ved bety­den­de fysisk til­ste­de­væ­rel­se (se omsla­get til David Dukes aktu­el­le bog The Secret Behind Com­mu­nism). Solzhe­nit­syns bøger er van­ske­li­ge at fin­de i USA i dag.]

James Bacque doku­men­te­rer i sin bog Other Los­ses dis­se ræd­sels­ful­de for­hold med for­fær­den­de facts. End ikke Giles Mac­Do­nogh – mas­sivt for­ud­fat­tet imod tyske­re – benæg­ter i sin After the Reich: The Brutal History of the Allied Occu­pa­tion, hvad der ske­te. Dr. Austin App har skre­vet fle­re min­dre hæf­ter om ame­ri­kan­ske over­greb mod hjæl­pe­lø­se tyske civi­li­ster. (Se bibli­o­gra­fi­en under den­ne arti­kel.)

AMERIKANSKE GRUSOMHEDER

Edward L. van Roden var i Anden Ver­denskrig chef for afde­lin­gen for mili­tær ret i Euro­pa (Mili­tary Justi­ce Divi­sion for the Euro­pe­an The­a­ter). Van Roden blev i 1948 udpe­get til en sær­lig kom­mis­sion, der skul­le under­sø­ge påstan­de­ne om over­greb under de ame­ri­kan­ske rets­sa­ger i Tyskland. Her er et uddrag af van Rodens rap­port:

Ame­ri­kan­ske efter­for­ske­re ved den ame­ri­kan­ske ret i Dachau, Tyskland, brug­te føl­gen­de meto­der til at opnå til­stå­el­ser: Prygl og bruta­le spark. Slag mod ansig­tet, så tæn­der blev slå­et ud og kæber bræk­ket. Fin­ge­re­de rets­hand­lin­ger. Indespær­ring i iso­la­tion. Brug af fal­ske præ­ster. Meget begræn­se­de ratio­ner. Ånde­lig ned­gø­rel­se. Løf­ter om kon­tant afreg­ning … Vi vandt kri­gen, men nog­le af os ønsker at dræ­be lidt fle­re. Det vir­ker som ren ond­skab på mig. … Det nor­ma­le ame­ri­kan­ske for­bud imod  at bru­ge for­ly­den­der som bevis­ma­te­ri­a­le blev sus­pen­de­ret. Anden- og tred­je­hånds­be­ret­nin­ger blev til­ladt.

Løjt­nant Perl fra ankla­ge­myn­dig­he­den [den­ne Wil­li­am R. Perl var i 1941 ny jødisk stats­bor­ger i USA og alle­re­de mili­tær efter­ret­nings­of­fi­cer, sta­tio­ne­ret i Lon­don] gjor­de gæl­den­de, at det var van­ske­ligt at til­ve­je­brin­ge kom­plet­te bevi­ser.
Perl for­kla­re­de i ret­ten: “Vi hav­de en van­ske­lig sag at opkla­re, og vi var nødt til at bru­ge over­be­vi­sen­de meto­der.” Han erkend­te i ret­ten, at de over­be­vi­sen­de meto­der inklu­de­re­de for­skel­li­ge “udve­je, der inde­bar en del vold og bru­gen af fin­ge­re­de rets­hand­lin­ger”. Han bekræf­te­de også i ret­ten, at rets­sa­ger­ne var fun­de­ret på erklæ­rin­ger, der blev opnå­et under anven­del­se af dis­se meto­der.

Dis­se erklæ­rin­ger, der blev til­ladt som bevi­ser, var opnå­et fra mænd, der for­in­den hav­de været iso­le­ret i tre, fire eller fem måne­der. De var indespær­ret mel­lem fire væg­ge uden vin­du­er, og de hav­de ingen mulig­hed for at kom­me ud eller at motio­ne­re. To mål­ti­der om dagen blev skub­bet ind til dem gen­nem en lem i døren. De fik ikke lov til at tale med nogen. De hav­de ingen kom­mu­ni­ka­tion på nogen måde med deres fami­lie, eller med nogen sjæ­le­sør­ger eller præst under iso­le­rin­gen.

Efter­for­sker­ne vil­le pla­ce­re en sort hæt­te over den til­tal­tes hoved og der­ef­ter ban­ke et kno­jern i ansig­tet på ham, spar­ke ham og slå ham med en gum­mislan­ge. Man­ge af de tyske til­tal­te fik slå­et tæn­der ud. Nog­le pådrog sig kæbe­brud. Alle tyske­re med und­ta­gel­se af 2 ud af i de 139 sager, vi under­søg­te, var ble­vet spar­ket i testik­ler­ne så ska­der­ne var uop­ret­te­li­ge. Det­te var stan­dard pro­ce­du­ren i ame­ri­kan­ske afhø­rin­ger. Perl indrøm­me­de bru­gen af fin­ge­re­de rets­hand­lin­ger og meto­der, der inklu­de­re­de vold og udtal­te, at ret­ten hav­de været frit stil­let med hen­syn til, hvor meget af det frem­brag­te mate­ri­a­le den vil­le accep­te­re som bevi­ser. Men det hele pas­se­re­de.

En 18-årig til­talt skrev, efter at være ble­vet slå­et, en erklæ­ring, der blev dik­te­ret ham. Da man var kom­met til side 16, blev han låst inde i sin cel­le. I løbet af nat­ten hør­te tyske­re i de nær­lig­gen­de cel­ler ham mum­le: “Jeg siger ikke én løgn mere.” Da hans vog­te­re sene­re vil­le hen­te ham, så den fal­ske til­stå­el­se kun­ne gøres fær­dig, fandt de ham død, hæn­gen­de fra en af trem­mer­ne. Alli­ge­vel blev erklæ­rin­gen, som tyske­ren med sin død hav­de und­gå­et at sig­ne­re, eks­pe­de­ret vide­re og brugt som bevis i sager­ne mod hans med­fan­ger.”

ADOLF HITLER

En af de mest bemær­kel­ses­vær­di­ge per­so­ner i Euro­pas histo­rie blev født den 20. april 1889 i den lil­le østrig­ske by Bra­nau am Inn tæt på græn­sen til Bay­ern. Hit­ler kom til at gå i sko­le i nær­he­den af byen Linz. Fra dren­ge­å­re­ne vid­ste hans ven­ner, at han var spe­ci­el. Hans nær­me­ste ven var August Kubizek, der skrev bogen The Young Hit­ler I Knew. Den rum­mer et væld af infor­ma­tio­ner om hoved­per­so­nen og kan varmt anbe­fa­les enhver nys­ger­rig.

Kubizek beret­ter om situ­a­tio­ner hvor Hit­ler – som om han refe­re­re­de fra en vision – for­tal­te sine ven­ner om, hvor­dan han hav­de til hen­sigt at genop­byg­ge Linz og om sine arki­tek­tu­rel­le pla­ner for hele områ­det.

Kunst var Hit­lers fore­truk­ne beskæf­ti­gel­se, og for­ud for Før­ste Ver­denskrig leve­de han af sin kunst i Wien. En texa­ner, Bil­ly Pri­ce, har udgi­vet en bog med omkring tusind af Hit­lers bly­ants­teg­nin­ger og akva­rel­ler.

Man­ge af Hit­lers egen­ska­ber er aner­kend­te, så som hans fabel­ag­ti­ge hukom­mel­se, hans fysi­ske mod, hans evner som taler, hans evne til at char­me­re men­ne­sker på tomands­hånd, samt hans skar­psin­dig­hed og viden i poli­ti­ske spørgs­mål.

Hvad fjendt­ligt indstil­le­de for­fat­te­re, der skri­ver om Hit­ler, ikke ønsker at aner­ken­de er hans dyb­gå­en­de og detal­je­re­de viden om histo­ri­en og histo­ri­ske per­son­lig­he­der, hans stær­ke ret­fær­dig­heds­sans, hans udtal­te inter­es­se for kunst og arki­tek­tur, hans talent som første­klas­ses mili­tær stra­teg, hans ide­a­lis­me og hans beslut­som­hed i spørgs­må­let om tysk gen­rejs­ning efter den straf­fen­de Ver­sail­les-trak­tat, der hav­de for­krøblet lan­det efter Før­ste Ver­denskrig.

Ved krigs­ud­brud­det i 1914 meld­te Hit­ler sig til den tyske hær og med den­ne hand­ling ytre­de han poli­tisk, at han forag­te­de det roy­a­le østrig­ske leder­skab og fra da af anså sig selv for tysker.

Hit­lers ind­sats som sol­dat under Før­ste Ver­denskrig var hel­te­mo­dig. Han gjor­de tje­ne­ste, inden den tak­ti­ske ledel­se hav­de hørt om tele­fo­ner eller radio til koor­di­ne­ring af de for­skel­li­ge afsnit af fron­ten. For at få mel­din­ger igen­nem var man helt afhæn­gig af løben­de ordon­nan­sers behæn­dig­hed, påli­de­lig­hed og mod. [Det var et ekstremt far­ligt job, og gen­nem­snits­le­ve­ti­den var få uger.] — Hit­ler meld­te sig fri­vil­ligt til den­ne opga­ve og kla­re­de sig igen­nem alle de sto­re slag i den­ne ner­vepi­r­ren­de stil­lings­krig, hvor han igen og igen måt­te for­la­de skyt­te­gra­ve­ne og kryd­se gen­nem hef­ti­ge krigs­hand­lin­ger over åbent ter­ræn. Han blev for­gif­tet af gas i 1914 og sår­et i benet i 1916.
Han var med ved Ypres (14–17. okto­ber 1914), Neu­ve Cha­pel­le (10–13. marts 1915), Som­me (juli–november 1916), Arras (april–maj 1917) og Pas­schen­da­e­le (juli til novem­ber 1917). [Ved slut­nin­gen af kri­gen hav­de han mod­ta­get Jer­n­kor­set for sin ind­sats to gan­ge, først af 2. grad og der­ef­ter af 1. grad.]

I kon­trast til det­te hav­de Franklin D. Roo­se­velt aldrig for­ret­tet en ene­ste dags tje­ne­ste i kamp. Chur­chill, på den anden side, var kor­net (sekond­løjt­nant) i det bri­ti­ske kava­le­ri og hav­de del­ta­get i nog­le aktio­ner i Afg­ha­ni­stan og Egypten. Men hans natur­li­ge anlæg synes at være som for­fat­ter og ikke sol­dat. Han ansøg­te om og modt­og hver­vet som krigskor­re­spon­dent under Boer­kri­gen. Der blev han fan­get og sat i fængsel, da toget, han befandt sig på, faldt i bag­hold. Det lyk­ke­des ham at flyg­te og ven­de hjem til England. Chur­chills mili­tæ­re kar­ri­e­re vare­de fra 1895 til 1900. Der­ef­ter vend­te han sig mod poli­tik, ciga­rer og sprut, for­fejl­et i for­sø­get på at opnå berøm­mel­se og for­mue som mili­tær­per­son; det han hav­de drømt om.

Efter kri­gen blo­ke­re­de bri­ter­ne Tyskland i for­sø­get på at sul­te så man­ge tyske­re som muligt til døde, og det lyk­ke­des de alli­e­re­de at myr­de mindst 900.000 tyske­re.

I erken­del­sen af, at kun leder­skab kun­ne afslut­te den døde­li­ge kri­se, så Hit­ler sig om efter en poli­tisk bevæ­gel­se med et kapa­belt leder­skab, som han kun­ne sym­pa­ti­se­re med. Efter man­ge anstren­gel­ser fandt han et fly­ve­fær­digt par­ti, Natio­nalso­ci­a­li­stisk Tysk Arbej­der Par­ti (Natio­nalzo­ci­a­li­sti­s­che Deut­sche Arbei­ter­par­tei, NSDAP). Han til­slut­te­de sig som med­lem nr. 7. I mel­lem­ti­den var næsten 1 mio. tyske­re for­sæt­ligt ble­vet sul­tet til døde.

Han opda­ge­de snart, at han hav­de talent for at tale til en for­sam­ling og evne­de at lede poli­tisk. Histo­ri­en om den efter­føl­gen­de vækst af NSDAP er fan­ta­stisk. Inden læn­ge kom der tusin­der til de møder, hvor Hit­ler tal­te. Kom­mu­ni­ster­ne, der i for­vej­en var vel­or­ga­ni­se­re­de, for­søg­te at split­te møde­r­ne og stæv­ner­ne uden­dørs. NS var indstil­let på at imø­de­gå den­ne tak­tik, og i beret­ti­get selv­for­svar opret­te­de de deres egen vagtstyr­ke på gade­plan, Stur­mab­teil­ung (SA).

Man­ge tyske arbej­de­re, der var ble­vet lok­ket af de vel­fi­nan­si­e­re­de kom­mu­ni­ster, strøm­me­de til NSDAP med dets stær­ke bud­skab om natio­na­lis­me og patri­o­tis­me.

Stor­bri­tan­ni­ens tra­di­tio­nel­le poli­tik i for­hold til kon­ti­nen­tet var at ved­li­ge­hol­de “magt­ba­lan­ce”, hvil­ket inde­bar, at det vil­le støt­te en sva­ge­re nation eller koa­li­tion i Euro­pa og spil­le par­ter­ne ud mod hin­an­den, så bri­ter­ne selv kun­ne kon­cen­tre­re sig om de 17/20 af den øvri­ge ver­den, de kon­trol­le­re­de.

Til trods for den­ne poli­tik nære­de Hit­ler ingen uvil­je mod bri­ter­ne. Såvel i sin bog Mein Kampf som i sine man­ge taler og i sin uden­rigs­po­li­tik gjor­de han det klart, at han ønske­de fred med den bri­ti­ske nation, hvis angel­sak­si­ske og kel­ti­ske befolk­nin­ger var tæt beslæg­tet med tysker­ne. Lad bri­ter­ne sty­re deres impe­ri­um, over hvil­ket solen aldrig går ned, og lad mig få frie hæn­der på kon­ti­nen­tet, så jeg kan kon­cen­tre­re mig om at hol­de Sov­je­tu­ni­o­nen i skak, syn­tes hans stand­punkt at have været.

Hit­ler vid­ste, at Stal­ins stra­te­gi var at ero­bre Euro­pa (inklu­si­ve De Bri­ti­ske Øer) og føje det til Uni­o­nen af Sov­je­tre­pu­blik­ker (USSR). Hit­ler var alt for klog til at lege med ide­en om at “ero­bre ver­den”. Med andre ord: hans moti­ver var sym­pa­ti­ske.

[Læse­re, der nærer den mind­ste tvivl om Hit­lers bestræ­bel­ser på at und­gå krig med den vest­li­ge ver­den, skul­le læse artik­len “Ope­ra­tion Sea Lion” af Caro­lyn Yea­ger og Wil­helm Mann. Den star­ter på side 21 af sep­tem­ber/ok­to­ber-udga­ven af The Bar­nes Review.]

Hit­ler ønske­de fred, men hans synd var, at han hav­de obser­ve­ret den ned­bry­den­de og øde­læg­gen­de ind­fly­del­se fra den Rot­hs­child-zio­ni­stisk-jødi­ske til­ste­de­væ­rel­se i Euro­pa og for­søg­te at pas­si­vi­se­re den. Fra dis­se men­ne­skers syns­punkt var det gan­ske utå­le­ligt, at nogen anfæg­te­de deres akti­vi­te­ter.

I dag er histo­ri­ke­re eni­ge om, at Ver­sail­les-trak­ta­ten, som den var påført Tyskland efter Før­ste Ver­denskrig, var ekstremt ensi­dig og i prak­sis garan­te­re­de en ny krig.

I pagt med sin tra­di­tio­nel­le poli­tik alli­e­re­de England sig den 3. sep­tem­ber 1939 med Kom­mu­ni­strusland og erklæ­re­de Tyskland krig, et Tyskland, der på enhver måde hav­de for­søgt at und­gå fjendt­lig­he­der. Det Rot­hs­child-jødi­ske pres på England kun­ne ikke igno­re­res. Alt imens Roo­se­velt under sine kamin­pas­si­a­rer repe­te­ren­de for­sik­re­de Ame­ri­ka: “Jeg siger til jer igen og igen og igen, at jeres dren­ge ikke vil bli­ve sendt ud i en frem­med krig,” intri­ge­re­de han med Chur­chill om at gøre præ­cis det mod­sat­te.

Inden kri­gen hav­de jødi­ske orga­ni­sa­tio­ner – støt­tet af den inter­na­tio­na­le pres­se – været høj­rø­ste­de om, at Hit­ler var ved at udryd­de jøder i mil­li­onvis. Det var præ­cis det sam­me, jøder­ne hav­de gjort under Før­ste Ver­denskrig, og de påberåb­te sig det sam­me magi­ske antal udryd­de­de jøder: 6 mil­li­o­ner. [Se The First Holo­caust af Don Hed­des­hei­mer.]

Det var en helt åben­lys løgn. Det er sandt, at Hit­ler fængs­le­de for­skel­li­ge min­dre­tal, der gik imod hans poli­tik, inklu­de­ren­de [jødi­ske] kom­mu­ni­ster og reli­gi­øse fana­ti­ke­re med det for­mål at for­hin­dre sabo­ta­ge af den tyske krigsind­sats; præ­cis som Franklin Roo­se­velt sene­re inter­ne­re­de der­bo­en­de japa­ne­re overalt i USA.

Den sto­re løgn om det såkald­te Holo­caust har ind­bragt jøder­ne ikke blot bil­li­o­ner i ame­ri­kansk og tysk valu­ta, men yder­li­ge­re bil­li­o­ner i form af tysk mate­ri­el, sene­st højt avan­ce­re­de ubå­de og våben, samt, ikke at forg­lem­me, et meget vær­di­fuldt styk­ke land i Palæstina i 1948, plus den tåre­væ­de­de sym­pa­ti fra libe­ra­le i Ame­ri­ka og Euro­pa og fra deres medi­er og poli­ti­ke­re.

TYSKE KRIGSMÅL

Hit­lers mål i kri­gen var at for­sva­re Tyskland mod Eng­lands (og sene­re Ame­ri­kas) inva­sion og at fjer­ne sov­jet­kom­mu­nis­men. Sam­men med sin uden­rigs­mi­ni­ster von Rib­ben­trop udfol­de­de han ethvert tæn­ke­ligt diplo­ma­ti i for­sø­get på at for­mil­de England, ikke mindst ved at spa­re titu­sin­der af bri­ti­ske sol­da­ters liv ved Dunkirk i Frankrig og lade dem ven­de til­ba­ge til England. Hit­ler send­te til sidst sin sted­fortræ­der, Rudolf Hess, til England som en sid­ste sats­ning i anstren­gel­ser­ne for at beva­re fre­den i Vesten.

Da Hess ankom til Stor­bri­tan­ni­en i maj 1941, næg­te­de Chur­chill at møde ham. Han blev indespær­ret resten af kri­gen, og resten af sit liv. Da hans natur­li­ge død trak ud, blev han myr­det ved et atten­tat i 1987 i sel­ve Span­dau-fængs­let i en alder af 92.
[Se The Bar­nes Review fra jui/august 2001, men også bogen Rudolf Hess: His Betray­al & Mur­der (… Hans besvi­gel­se & mord).]

ROOSEVELT ØNSKEDE KRIG

Hvor­for skul­le Ame­ri­ka enga­ge­re sig i den euro­pæ­i­ske krig, når intet af inter­es­se for natio­nen var det mind­ste tru­et? Det enk­le svar er, at Roo­se­velt-admi­ni­stra­tio­nen var stærkt påvir­ket af jøder, som det er ble­vet doku­men­te­ret af Eliza­beth Dil­ling i hen­des bøger og nyheds­bre­ve fra 1934 og sene­re. Og Roo­se­velt selv, der ved­kend­te sig et jødisk slægtskab, blev sik­ret en 3. og 4. rege­rings­pe­ri­o­de ved at gå i krig.

Mrs E. Dil­ling, en har­pe­nist på kon­cert­ni­veau, mor og ken­dis i Chi­ca­go, rej­ste til Rusland i 1931 for at ople­ve det sto­re kom­mu­ni­sti­ske eks­pe­ri­ment ved selv­syn. Dybt cho­ke­ret over det hun så, og de vil­kår befolk­nin­gen fri­ste­de, beslut­te­de hun at vie sit liv til at afslø­re kom­mu­nis­men, især dens ind­fly­del­se i Ame­ri­ka. I 1936 skrev hun The Roo­se­velt Red Record and Its Back­gro­und (ca.: Roo­se­velts røde dos­si­er og dens grund­lag), og i bogen opli­ste­de hun 100 yder­ligt­gå­en­de liberalister/kommunister i Roo­se­velt-admi­ni­stra­tio­nen, de fle­ste af dem jødi­ske.

[Igen, læs The Bar­nes Review fra september/oktober 2008, “Rus­sia & the Jews” af Udo Walen­dy, “Nobel Prize Winner’s Wri­tings Still Ban­ned”, der beskri­ver for­dom­me­ne mod Ale­xan­dr Solzhe­nit­syn, som var etnisk rus­ser. Solzhe­nit­syn var fængs­let under Sta­lin i sam­men­lagt 11 år på grund af sine anti­kom­mu­ni­sti­ske udgi­vel­ser, her­un­der hans fak­tu­el­le histo­rie om jøder­nes støt­te til syste­met, såvel finan­si­elt som ved bety­den­de fysisk til­ste­de­væ­rel­se (se omsla­get til David Dukes aktu­el­le bog The Secret Behind Com­mu­nism). Solzhe­nit­syns bøger er van­ske­li­ge at fin­de i USA i dag.]

Adskil­li­ge gan­ge adva­re­de Hit­ler Stor­bri­tan­ni­en om, at hvis natio­nen ind­lod sig på fjendt­lig­he­der vil­le det med­fø­re Eng­lands ban­kerot og koste det impe­ri­et. Hit­ler fandt det engel­ske impe­ri­um beret­ti­get på niveau med den katol­ske kir­ke, nem­lig som en sta­bi­li­se­ren­de fak­tor for ver­dens­fre­den. Alle dis­se gode argu­men­ter fra Hit­ler, såvel som fra John Ame­ry (hængt af den engel­ske rege­ring for for­ræ­de­ri), fra Oswald Mos­ley, Arnold Lee­se og andre, der gjor­de til­sva­ren­de hold­nin­ger gæl­den­de, for­svandt i den jødi­ske kako­fo­ni for kri­gen.

Hit­lers frem­sy­ne­de stra­te­gi var at tage afstand fra det magt­ful­de Rot­hs­child-jødi­ske konsor­ti­um, der rege­re­de Bank of England og dens fili­al, City of Lon­don, der bestemt ikke er den metro­pol på Tha­mes River, som den giver sig ud for, men i essen­sen det finan­si­el­le midt­punkt for det Rot­h­child­ske ver­den­sim­pe­ri­um.

I mel­lem­ti­den var ame­ri­kan­ske medi­er ret opta­get af at for­be­re­de den ame­ri­kan­ske offent­lig­hed på krig, græn­sen­de til hyste­ri, ved fx at opfor­dre bor­ger­ne til at blæn­de vin­du­er­ne af om nat­ten, så lys fra huset ikke skul­le ned­kal­de nazi­ster­nes bom­be­fly over deres hove­d­er. Ja, vi hav­de mørklæg­ning i Fort Way­ne, Indi­a­na.

Fort Way­ne lå 6.000 miles fra Tyskland. Selv med nuti­dens fly er en ræk­ke­vid­de på 12.000 miles ikke muligt. Men hvil­ken bor­ger vil­le over­ho­ve­det bekym­res sig om at dra­ge facts fra sin dag­li­ge avis i tvivl? Vil­le den fri pres­se lyve så åben­lyst?

EN NATION AF GODTROENDE

Ulyk­ke­lig­vis lig­ger hvi­de ame­ri­ka­ne­re under for et mes­si­ansk kom­pleks, og medi­er­ne mani­p­u­le­rer dem nemt til at bru­ge bil­li­o­ner på kor­stog for den evin­de­li­ge fred, hvis de blot støt­ter en inter­na­tio­na­li­stisk uden­rigs­po­li­tik, der i vir­ke­lig­he­den kun er pro­fi­ta­bel for krigs­ma­ger­ne. Hvem vil kal­des iso­la­tio­ni­stisk? På den måde har vi [USA] trop­per i 135 lan­de jor­den over, der blan­der sig i loka­le affæ­rer hos folk, som helst vil være i fred. Det er vær­re end ubru­ge­ligt; det sår mistro og had, klæk­ker ter­r­o­ri­ster ska­ber og yder­li­ge­re krig. Men det ernæ­rer også kor­pora­tio­ner, der frem­stil­ler tanks, sky­de­vå­ben, fly, ski­be og andet krigs­ma­te­ri­el. Bank­folk elsker krig og kri­gens behov for finan­si­e­rin­ger, og den beta­ler tusind­vis af bureau­kra­ters løn, som dem i Pen­ta­gon og i til­sva­ren­de kon­to­rer klo­den rundt.

Der er mindst 8.000 bureau­kra­ter ansat i Pen­ta­gon. Man­ge kører 200 miles hver dag til og fra arbej­de. Mens resten af Ame­ri­ka er ved at gå til i arbejds­løs­hed og reces­sion, blom­strer Was­hin­g­ton DC-områ­det. Krig og gæld bety­der frem­gang for mil­li­o­ner, uan­set om vores (USA’s) uden­rigs­po­li­tik i det sto­re og hele er pro­gram­me­ret til neder­lag og natio­nens fal­lit.

ROOSEVELTS MASTERPLAN

Franklin D. Roo­se­velt ønske­de en tred­je og der­ef­ter en fjer­de peri­o­de i embe­det, og den ene­ste måde det­te kun­ne opnås på var ved at få Ame­ri­ka med i kri­gen. Som nævnt tid­li­ge­re, var det præ­cis, hvad han plan­lag­de sam­men med Chur­chill.

Tyler Kent, en ame­ri­kansk bor­ger, var kod­nings­me­d­ar­bej­der sta­tio­ne­ret i Lon­don. Han over­sat­te kom­mu­ni­ka­tio­nen mel­lem Chur­chill og Roo­se­velt og blev alar­me­ret, da han opda­ge­de, at de to plan­lag­de krig. Han gem­te kopi­er i den hen­sigt at give dem til en sena­tor som Bur­ton K. Whe­e­ler, der var en af de leden­de i bestræ­bel­ser­ne på at hol­de Ame­ri­ka ude af kri­gen. Kents plan blev afslø­ret, og på Chur­chills ordre blev han pågre­bet og ille­galt til­ba­ge­holdt i bri­tisk fængsel uden ret­ter­gang så læn­ge kri­gen vare­de. Intet måt­te kom­me i vej­en for kri­gen.
[Se The Bar­nes Review fra januar/februar 2011.]

Vel viden­de, at Hit­ler ikke hav­de til hen­sigt at angri­be USA eller blot England, fat­te­de Roo­se­velt en djæ­velsk plan: Han vil­le bru­ge “the back door to war” (tit­len på dr. Char­les Cal­lan Tan­sills gigan­ti­ske værk) og få japa­ner­ne til at angri­be USA.

Japan behø­ve­de olie, og det nær­me­ste befandt sig i Stil­le­ha­vet. Roo­se­velt vid­ste, at oli­en var japa­ner­ne achil­les­hæl og hans mulig­hed for at tvin­ge dem til et angreb på De For­e­ne­de Sta­ter.

Roo­se­velts plan, som Chur­chill var fuldt ud bekendt med, kom til at vir­ke. Også japa­ner­ne for­søg­te læn­ge at und­gå krig med USA. Det vid­ste Roo­se­velt, for ame­ri­kan­ske kode­eks­per­ter kun­ne aflyt­te al hem­me­lig kom­mu­ni­ka­tion mel­lem Tokyo og kej­ser­ri­gets diplo­ma­ter. Gen­nem natio­nens ambas­sa­dør Kichi­sa­bu­ro Nomu­ra, prins Konoye og uden­rigs­mi­ni­ster Yosuke matsuo­ka, for­søg­te Japan læn­ge at beva­re fre­de­li­ge rela­tio­ner til USA.

Da japa­ner­ne ende­lig angreb Pearl Har­bour, hav­de Roo­se­velt i for­vej­en kend­skab til angre­bet i så god tid i for­vej­en, at han ikke hav­de behø­vet at ofre 2.402 søfolks liv, 4 slagski­be og en hel del andet, inklu­si­ve hæder og ære for admiral Hus­band Kim­mel og gene­ral Wal­ter Short. De blev beg­ge i kri­mi­nelt omfang klan­dret for ikke at have for­hin­dret angre­bet, hvor­ved Roo­se­velts egen med­vir­ken for­blev skjult og ustraf­fet. Som Roo­se­velt selv udtal­te den 7. decem­ber 1941:
“En dag, der vil leve i skænd­sel.” – Skænds­len var Franklin Dela­no Roo­se­velts eget for­ræ­de­ri.

Roo­se­velt var ikke i tvivl om, at det ame­ri­kan­ske folk alt­over­ve­jen­de var imod krig. Hans plan om at star­te kri­gen var en arro­gant til­si­de­sæt­tel­se af det pro­gram, han var valgt på. Alli­ge­vel fort­sat­te han vel viden­de, at kri­gen vil­le koste mil­li­o­ner af ame­ri­ka­ne­re, tyske­re m.fl. livet. Han var som besat af en una­tur­lig lyst til en tred­je rege­rings­pe­ri­o­de.

Hans med­skyl­di­ge i den­ne for­bry­del­se var Win­ston Chur­chill. I sine ædru øje­blik­ke, meget få, hav­de Chur­chill ordet i sin magt. Chur­chill elske­de kri­gen og dra­be­ne som over­væ­re­de han et dra­ma på sce­nen.

I 1938, da han var 64 år, hav­de han levet over evne i en sådan grad, at hans kre­di­to­rer for­be­red­te sig på at pan­te ham ud. Han blev stil­let et tvangs­salg af sit luk­suri­ø­se land­sted, Chartwell, i udsigt.

I den­ne nøde­ns stund trå­d­te på mystisk vis en ukendt per­son ind i Chur­chills liv. Det var Hen­ry Strakosch, en jødisk mul­ti­mil­li­o­nær, der hav­de tjent sin for­mue ved at spe­ku­le­re i syd­afri­kan­ske mine­op­tio­ner. Hans for­æl­dre var udvan­dret fra Østrig. Strakosch trå­d­te til og til­bød Chur­chill et lån på 150.000 pund ster­ling, lige i tide til at red­de land­ste­det fra tvangs­auk­tio­nen. I åre­ne der fulg­te, fun­ge­re­de Strakosch som Chur­chills råd­gi­ver og for­tro­li­ge; men på miraku­løs vis for­må­e­de han at hol­de sig ude af det offent­li­ge søge­lys. Det­te kom der­for så meget mere til at illu­mi­ne­re Chur­chills genop­sti­gen­de poli­ti­ske kar­ri­e­re.

Det må siges ligeud. Kræ­ven­de tænk­ning blev aldrig Chur­chills stær­ke side, for han var kon­stant enten fuld eller næsten fuld. Alko­ho­lis­me var ikke den ene­ste excen­tri­ske egen­skab ved den­ne mær­ke­li­ge mand. Han modt­og jævn­ligt sine besø­gen­de uden at have en trævl på krop­pen. Men Chur­chill, Sta­lin og Roo­se­velt var Anden Ver­denskrigs krigs­her­rer, og de har krav på det pri­mæ­re ansvar for resul­ta­tet – den stør­ste kata­stro­fe i Euro­pas histo­rie og for den hvi­de race.

Hver gang Chur­chill blev bekendt med, at tyske bom­be­re var på vej, flyg­te­de han ud af Lon­don. Men det var ham, der hav­de til­ladt bomb­ning af civi­le, mens Hit­ler end­nu tog afstand fra det.

De to krigs­her­rer var åben­lyst ueg­ne­de til at udø­ve magt. Franklin D. Roo­se­velt var syg i krop og sjæl, og Chur­chill var for­d­ruk­ken.

Bri­ti­ske og ame­ri­kan­ske besæt­nin­ger tæp­pe­bom­be­de tyske byer med mil­li­o­ner af deto­ne­ren­de eller ildspre­den­de lad­nin­ger. De anstreng­te sig ikke for kun at ram­me jer­n­ba­ne­om­rå­der, fabrik­ker, dok­ker eller mili­tæ­re anlæg. De dræb­te med over­læg mil­li­o­ner af civi­le. Flam­mer­ne fra det bræn­den­de Ham­burg rak­te en mile op i luf­ten [mere end halvan­den km]. Iføl­ge den bri­ti­ske histo­ri­ker David Irving blev Dres­den – en ufor­sva­ret by med bety­de­li­ge euro­pæ­i­ske kul­tur- og kunstskat­te – totalt destru­e­ret sam­men med mindst 18.375 kvin­der, børn, gam­le og krøblin­ge, 16.130 blev sår­et og 350.000 gjort hjem­lø­se, 35.000 for­svandt spor­løst. Ingen ved, hvor man­ge af dem, der blev dræbt. [Dis­se tal er yderst kon­ser­va­ti­ve. Det er gen­nem­gå­en­de aner­kendt, at omkring 300.000 men­ne­sker døde og et til­sva­ren­de antal blev brand­ska­det og sår­et under brand­bomb­nin­gen af Dres­den.]

Den slags mas­se­mord (fol­ked­rab) i krig er ulov­ligt efter Gene­ve-kon­ven­tio­nen, men det holdt ikke Roo­se­velt, Chur­chill eller Sta­lin til­ba­ge.

Under den kor­te over­skrift Kill på en løbe­sed­del opfor­dre­de den sov­je­ti­ske pro­pa­gan­da­ma­ger Ilya Ehren­burg de sov­je­ti­ske sol­da­ter til at behand­le tysker­ne som under­men­ne­sker. Den afslut­ten­de pas­sa­ge kon­klu­de­rer:

Tysker­ne er ikke men­ne­sker. Fra nu af er “tysker” det mest afsky­e­li­ge ukvem­sord. Fra nu af bety­der “tysker”, at vi straks slår til. Vi snak­ker ikke læn­ge­re. Vi hid­ser os ikke læn­ge­re op. Vi slår ihjel. Dage, hvor du ikke dræ­ber mindst én tysker, er spild­te. Hvis du ikke kan dræ­be tyske­ren med en kug­le, så dræb ham med din bajo­net. Hvis der er stil­le på dit afsnit af fron­ten, eller hvis du ven­ter på at kom­me i kamp, så dræb en tysker i ven­te­ti­den. Hvis du efter­la­der en tysker i live, vil han hæn­ge en rus­ser og vold­ta­ge en rus­sisk kvin­de. Hvis du har dræbt én tysker, så dræb én til. Der er intet mere under­hol­den­de for os end en stak af tyske lig. Tæl ikke dage­ne, tæl ikke kilo­me­ter­ne. Tæl kun antal­let af tyske­re, du har dræbt.
Dræb tyske­ren, det er din bed­ste­mors ønske. Dræb tyske­ren, det er dit barns bøn. Dræb tyske­ren, det er dit fæd­re­lands kla­re bud. Ram ikke ved siden af. Dræb!”

VESTENS SELVMORD

Kri­gen der fulg­te – og det gæl­der også Før­ste Ver­denskrig – kan opfat­tes som en bor­ger­krig inden for den vest­li­ge ver­den; 8,5 mil­li­o­ner sol­da­ter fra Ame­ri­ka, Stor­bri­tan­ni­en og det kon­ti­nen­tale Euro­pa blev dræbt i Før­ste Ver­denskrig og 43 mil­li­o­ner i Anden Ver­denskrig, her­un­der 100.000 tyske sol­da­ter, der sul­te­de ihjel under vest­lig kom­man­do efter kri­gen. Det civi­le dødstal for Før­ste Ver­denskrig er omkring 13 mil­li­o­ner, for Anden Ver­denskrig 38 mil­li­o­ner. Den mang­len­de til­vækst af hvi­de men­ne­sker gen­nem dis­se mil­li­ontab er van­ske­lig at gøre op, men den er bety­de­lig. Inden fød­sels­kon­trol blev muligt og popu­lært, vil­le tab af den stør­rel­ses­or­den ret hur­tigt bli­ve erstat­tet gen­nem en høj fød­sels­ra­te. Men ikke i vore dage.

Man­ge mil­li­o­ner hvi­de børn af dis­se døde blev aldrig født. Deres fra­vær er ble­vet “kom­pen­se­ret” med ikke-hvid ind­van­dring til Ame­ri­ka og Euro­pa, både legal og ille­gal, og påvirk­nin­gen af ikke-hvi­de til­ta­ger dag for dag. Ame­ri­ka er ikke læn­ge­re en hvid arisk nation, ja i vir­ke­lig­he­den for­by­der vores jødisk kon­trol­le­re­de medi­er i dag, at dia­lo­gen om ind­van­dring inklu­de­rer den race­mæs­si­ge fak­tor. De marxi­sti­ske reg­ler for poli­tisk kor­rek­t­hed er ble­vet nor­men.

Lenin, Sta­lin og andre (for det meste jødi­ske) lede­re i Kom­mu­ni­strusland myr­de­de måske 60 mil­li­o­ner rus­se­re, især det prove­st­li­ge, ari­ske ari­sto­kra­ti, sym­bo­li­se­ret ved den krist­ne kon­ge­slægt efter Zar Nicho­las.
[Se The Bar­nes Review fra september/oktober 2008.]

Man må se bort fra folk som Tom Bro­kaw (der omta­ler Anden Ver­denskrig som “den gode krig”) og kon­klu­de­re, at kri­gen var unød­ven­dig og at alle de krigs­før­en­de – Stor­bri­tan­ni­en, Ame­ri­ka og Rusland – tab­te. Ame­ri­ka­ne­ren Fran­cis Yock­ey peger på, at for at en magt kan påberå­be sig at have vun­det en krig, må den have for­ø­get sine res­sour­cer, sin styr­ke og vel­stand. Siden 1945 er de mag­ter, der star­te­de og udkæm­pe­de kri­gen, for­s­vun­det i et mørkt hul med eska­le­ren­de inf­la­tion, ube­ta­le­lig gæld, natio­na­le fal­lit­ter, tab af natio­nal karak­ter, mil­li­o­ner af frem­me­de ind­van­dre­re og en tvivl­s­om frem­tid.

Mas­sed­ra­be­ne på tyske­re og andre euro­pæ­e­re har banet vej­en for legal og ille­gal ind­van­dring af ikke ale­ne mus­li­mer, men også sor­te afri­ka­ne­re, selv til lan­de så fjer­nt fra Afri­ka som Finland. Det­te har i høj grad for­ø­get reg­nin­gen for vel­færd og mæng­den af kri­mi­na­li­tet. Euro­pæ­i­ske byer, der engang var rene og ordent­li­ge, er i dag skæm­met af affald og men­ne­ske­ligt vrag­gods. En tid­li­ge­re bebo­er i Lon­don for­tæl­ler, at gader­ne nu ser ud som i Nairo­bi i Kenya.

Man­fred Roe­der rap­por­te­rer, at selv på nuvæ­ren­de tids­punkt [hvor vi skul­le vide bed­re] plan­læg­ger EU at brin­ge omkring 60 mil­li­o­ner fle­re sor­te afri­ka­ne­re til Euro­pa. Ethvert til­løb til at afvær­ge pla­ger­ne fra et sådant storm­løb mod Euro­pa angri­bes af medi­er­ne som “Hit­le­ris­me”

FREMTIDEN

Vi kan ikke fort­sat igno­re­re de race­mæs­si­ge pro­ble­mer. Hvi­de må trod­se Bronx-elsker­ne og pro­fa­ne­rin­gen fra libe­ra­le og jøder og se pro­ble­met i øjne­ne, ellers går vores civi­li­sa­tion tabt.

Frem­ti­den for USA teg­ner klart: McCar­ren-Wal­ter-loven er ble­vet afskaf­fet. Der­med kom­mer den alt over­ve­jen­de ind­van­dring til USA ikke læn­ge­re fra Euro­pa. I dag luk­ker Ame­ri­ka mil­li­o­ner af ikke-hvi­de ind fra et hvil­ket som helst sted på klo­den, legalt eller ille­galt. Dis­se ind­van­dre­re er kul­tu­relt og race­mæs­sigt inkom­pa­tib­le med hvi­de, der grund­lag­de, civi­li­se­re­de og udvik­le­de det nor­da­me­ri­kan­ske kon­ti­nent. Uden race­mæs­sig og kul­tu­rel homo­ge­ni­tet, er det umu­ligt at ska­be en ratio­nel rege­ring i noget land. Bestræ­bel­ser­ne på at søge evin­de­li­ge kom­pro­mis­ser mel­lem de for­skel­li­ge grup­per har anar­ki­et som en sik­ker vin­der.

AMERIKANERNE IKKE USKYLDIGE

Patri­o­ti­ske ame­ri­ka­ne­re må accep­te­re det fak­tum, at deres nation er præ­get af en util­gi­ve­lig krigs­ma­ni og aggres­si­vi­tet. Lige siden slagski­bet Main blev sprængt i luf­ten og sank (spræng­nin­gen menes at være for­år­sa­get af ukor­rekt stu­v­ning af eks­plo­si­ver, og ikke resul­ta­tet af en ude­fra kom­men­de “ter­r­o­rist­mi­ne”), har poli­ti­ke­re og mili­tær-indu­stri-bank-poli­ti­ker-konsor­ti­et haft suc­ces med at manøv­re­re Ame­ri­kas befolk­ning ind i den ene nyt­te­lø­se og kost­ba­re krig efter den anden.

For de fle­ste ame­ri­ka­ne­re er krig et spæn­den­de spil. De føl­ger med i de redi­ge­re­de aktio­ner fra deres sik­re Tv-stue, lyt­ter til kri­gen i radio­en og læser om den i avi­ser og maga­si­ner – mens den­ne ver­dens Tom Brokaw’er til­jub­ler det hele. De kon­fron­te­res sjæl­dent direk­te med kri­gens ræds­ler: blo­det, døden og destruk­tio­nen.

Men hvad vin­der Ame­ri­ka­ner­ne? Kun død og gæld og den støt vok­sen­de byr­de fra jøder­nes poli­ti­ske og øko­no­mi­ske over­ta­gel­se.

Enhver for­nuf­tig hvid per­son, der er opmærk­som på, hvad der fore­går, er nødt til at erken­de sand­he­den. Hans type, som har grund­lagt Vestens civi­li­sa­tion, befin­der sig i defen­si­ven og er ved at bli­ve løbet over ende af en aggres­siv hær af etnisk og kul­tu­relt frem­me­de.

Er frem­ti­den så håb­løs? Er den hvi­de race fortabt?
Selv­føl­ge­lig ikke, tvær­ti­mod. I dag kon­fron­te­rer vi bety­de­li­ge van­ske­lig­he­der, men de kan over­kom­mes. Det øje­blik­ke­li­ge pro­blem består i at væk­ke den hvi­de mand. Vi er stærkt udfor­dret, og det i en sådan grad, at det bety­der liv eller død for vores type af men­ne­sker. Den libe­ra­li­sti­ske poli­tik har spil­let fal­lit. Den jødi­ske infil­tre­ring i alle hjør­ner af sam­fun­det er uac­cep­ta­bel, og den må stand­s­es med de nød­ven­di­ge mid­ler. Vi har beslut­tet at over­le­ve, og det bety­der én ting:
Ube­tin­get neder­lag for vores fjen­der og ube­tin­get sejr for os, der har skabt Vestens civi­li­sa­tion.

BIBLIOGRAFI

APP, DR. AUSTIN: History’s Most Ter­ri­fying Pea­ce, 1946.
The Six Mil­li­on Swind­le, 1973, Boni­face Press
A Straight Look at the Third Reich, 1975, Boni­face Press

BACQUE, JAMES: Other Los­ses, 1999, Litt­le Brown & Co.

BARNES, HARRY ELMER: In Quest of Truth and Justi­ce, 1972, Ralph Myles.
Per­pe­tu­al War for Per­pe­tu­al Pea­ce, 1953, Caxton Prin­ters.
Pearl Har­bour After a Quar­ter Cen­tury, 1968, Inst. for Histo­ri­cal Review.

BAUR, HANS: Hit­ler at My Side, 1968, Eich­ler Publ. Co. Chef­pi­lot og ven med Adolf Hit­ler. Han var pio­ner­fly­ver under Før­ste Ver­denskrig og siden kap­ta­jn i Luft­hansa. Ledsa­ge­de Føre­ren inden Anden Ver­denskrig. Hvil­ket liv. Hans bio­gra­fi er en for­tæl­ling om et even­tyr­ligt liv. HB, 230 s., 25$ fra TBR.

BEARSE, RAY & READ, ANTHONY: Con­spira­tor, 1992, Paper­mac.

CHAMBERLAIN, WILLIAM HENRY: America’s Second Crus­a­de, 1950, Hen­ry Reg­ne­ry.

COLBY, BENJAMIN: Twas a Famous Victory, 1974, Arling­ton Hou­se.

COLE, WAYNE S.: Char­les Lind­bergh and the Batt­le Against Ame­ri­can Inter­ven­tion in Wor­ld War II, 1974, Harcourt Bra­ce.

CROCKER, GEORGE N.: Roosevelt’s Road to Rus­sia, 1959, Hen­ry Reg­ne­ry.

DOENECHE, JUSTUS D.: Not to the Swift, 1979, Asso­ci­a­tet Uni­ver­si­ty Pres­ses.

DUKE, DAVID: Jewish Supre­ma­cism, 2003 og 2007, Free Speach Press [udgi­vet på dansk under tit­len Jødisk racis­me, 2012, Dan Publis­hing].

EGGLESTON, GEORGE T.: Roo­se­velt, Chur­chill and the Wor­ld War II Oppo­si­tion, 1979, Devin-Adair.

EPSTEIN, JULIUS: Ope­ra­tion Keel­haul, 1973, Devin-Adair.

GANNON, MICHAEL: Pearl Har­bour Betray­ed, 2001, Hen­ry Holt.

GREAVES, PERCY L.: Pearl Har­bour: The Seeds and Fru­it of Infa­my, 2010, Ludwig Mises Insti­tu­te.

GRENFELL, CAPT. RUSSEL R. N.: Uncon­di­tio­nal Hatred, 1958, Devin-Adair.

HEDDESHEIMER, DON: The First Holo­caust, 2011, The Bar­nes Review.

IRVING, DAVID: Destruction of Dres­den, 1963, Holt Rine­hart.
The War Path, 1978, the Viking Press.
Churchill’s War, 1967, Veri­tas Publis­hing.
Hitler’s War, 1977, Mac­mil­li­an.
Apo­ca­lyp­se 1945, 2007, Par­for­ce.

KEMP, ARTHUR: March of the Titans, 2000, Osta­ra.

KUBIZEK, AUGUST: The Young Hit­ler I Knew, 2006, Gre­en­hill Books.

LEESE, ARNOLD S.: The Jewish War of Sur­vi­val, 1945, Histo­ri­cal Review Press.

LINGE, HEINZ: With Hit­ler to the End, 2009, Skyhor­se.

MACDONOGH, GILES: After the Reich, 2007, Basic Books.

MARTIN, JAMES J.: Revi­sio­nist Viewpo­ints, 1971, Ralph Myles.

MATTOGNO, CARLO & RUDOLF, GERMAR: Aus­chwitz Lies, 2013, The Bar­nes Review.

MELAOUHI, ABDALLAH: Rudolf Hess: His Betray­al and Mur­der, 2013, TBR.

NEILSON, FRANCIS: The Makers of War, 1950, C. C. Nel­son.
How Diplo­mats Make War, 1952, Hen­ry Reg­ne­ry.

REED, DOUGLAS: The Con­tro­ver­sy of Zion, skre­vet 1951–56, udgi­vet siden 1978, sene­st 1985, Veri­tas; ven­tes at udkom­me på dansk i 2013–14 [den­ne hen­vis­ning er til­fø­jet].

SNOW, JOHN H.: The Case of Tyler Kent, 1982, Long Hou­se.

STURDZA, PRINCE MICHEL: The Sui­ci­de of Euro­pe, 1968, Western Islands.

TANSILL, CHARLES CALLAN: Back Door to War, 1952, Hen­ry Holt.

THOMAS, W. HUGH: The Mur­der of Rudolf Hess, 1979, by aut­hor.

WEDEMEYER REPORTS: Gen. Albert Wede­mey­er, 1958, Hen­ry Holt.

OM FORFATTEREN

Wil­lis Alli­son Car­to blev født i Fort Way­ne, Indi­a­na, i 1926. I 1944 meld­te han sig til hæren og blev til­delt et Purp­le Heart efter at være ble­vet ramt af en japansk snig­skyt­te på Filip­pi­ner­ne i 1945.

I 1953 grund­lag­de han Liber­ty & Pro­per­ty sam­men med Aldrich Bla­ke. I 1955 lag­de Car­to grun­den til etab­le­rin­gen af Liber­ty Lob­by. Fra 1957 til 1961 var Car­to med­lem af det natio­na­le råd­giv­nings­or­gan We, The Peop­le. I 1960 send­te Car­to publi­ka­tio­nen Liber­ty Let­ter på gaden.

I 1964 star­te­de Car­to et histo­rie- og kul­tur tids­skrift, Western Desti­ny, som han publi­ce­re­de ind­til 1966, da han fus­sio­ne­re­de med det pre­sti­ge­fyld­te Ame­ri­can Mercury maga­sin (grund­lagt af H. L. Men­ck­en), som Car­to fra sam­me tids­punkt over­tog ejer­ska­bet af.

Fra 1965 og frem til 1976 udsend­te Car­to bla­det The Was­hin­g­ton Obser­ver. Gen­nem midttres­ser­ne eks­pan­de­re­de Liber­ty Lob­by eks­po­nen­ti­elt. I 1975 begynd­te Car­to at publi­ce­re Liber­ty Lob­bys ugent­li­ge avis, The Spot­light, som nåe­de bety­de­ligt over én mil­li­on læse­re, da det gik bedst. I 1979 grund­lag­de han Insti­tu­te for Histo­ri­cal Review (IHR) og star­te­de Jour­nal of Histo­ri­cal Review. I 1994 lag­de han grun­den til The Bar­nes Review, et tomå­ned­ligt maga­sin om histo­rie, som han sta­dig er redak­tør og udgi­ver af. I 2002 hjalp Car­to med at søsæt­te Ame­ri­can Free Press, en ugent­ligt populi­stisk avis, der læses i det­te øje­blik (se lin­ket her­un­der).

Gen­nem sin kar­ri­e­re har han udgi­vet over 300 bøger, der dæk­ker en bred vif­te af histo­ri­ske og poli­ti­ske emner af betyd­ning; de anses for pligt­læs­ning af nuti­dens populi­ster.

Den ori­gi­na­le udga­ve af A straight Look at the Second War er som hæf­te udgi­vet af AMERICAN FREE PRESS & THE BARNES REVIEW