Den evindelige distraktion fra virkeligheden

Overtagelsen

O​-​D​-​I​-​N​.org komm. Den Korte Avis, 6. januar 2014.

 

Den evin­de­li­ge distrak­tion fører til stress og svig­ten­de ople­vel­se af nuet.

En under­sø­gel­se blandt gym­na­sie­e­le­ver, fore­ta­get af for­sker og fored­rags­hol­der Søren Hebs­gaard, har påvist for­bin­del­ser mel­lem smartp­ho­nes og stress. Et af ele­men­ter­ne i hans under­sø­gel­se er pro­ble­met med den for­ven­te­de til­gæn­ge­lig­hed, der er for­bun­det med at eje en mobil­te­le­fon. For hvor­når er det egent­lig dår­lig stil at ven­te med at sva­re?


“Så svar dog – jeg skrev jo for 10 minut­ter siden!” Foto: YouTu­be

 

Den Korte Avis, Julia Vollertsen, 6. januar 2014

Hele tiden på

Søren Hebs­gaard beskri­ver, hvor­le­des kom­mu­ni­ka­tion med ven­ner­ne udgør langt stør­ste­delen af de unges smartp­ho­ne-for­brug. Det er vig­tigt at man er til­gæn­ge­lig, og man har lige­le­des høje for­vent­nin­ger til, hvor hur­tigt andre skal sva­re på ens sms’er eller Face­book-beske­der.
Søren Hebs­gaard siger til Den Kor­te Avis: “Tek­no­lo­gi­ens for­ce er, at man altid kan få fat i enhver. Det er det, der gør tek­no­lo­gi­en god og smart. Men sam­ti­dig ændrer den nor­mer­ne i sam­fun­det, fx for hvor­når det er pas­sen­de at sva­re. Her er det meget tekst­be­ske­der, der gør sig gæl­den­de. Det for­ven­tes, at man sva­rer med det sam­me, lige­som når man taler ansigt til ansigt.”
“Men sagen er, at når man sen­der de her beske­der, så ved man ikke, hvad den anden laver. Og hvis der går lang tid, inden sva­ret kom­mer, så er der en opfat­tel­se af, at den anden bry­der reg­ler­ne, også selv­om han eller hun måske laver noget helt andet, sover eller spi­ser,” for­tæl­ler han.
36% af de ads­purg­te sva­rer gene­relt på sms’er med det sam­me. Yder­li­ge­re 36% sva­rer inden for fem minut­ter. Din mobil bety­der alt­så, at det for­ven­tes, at du sva­rer med det sam­me, også selv om du måske er i gang med noget andet.

Socialt tabu

Du kan bru­ge din smartp­ho­ne, mens du spi­ser, er sam­men med ven­ner­ne, kører i bus eller sid­der på toilet­tet. Ofte laver man noget andet, mens man bru­ger sin tele­fon. Søren Hebs­gaards under­sø­gel­se peger dog på, at den­ne mul­ti­ta­sking ikke nød­ven­dig­vis er sund. Den kan både lede til stress og til rin­ge kon­cen­tra­tions­ev­ner.
Der læg­ges i høj grad et pres på de unge. 30% af de ads­purg­te i under­sø­gel­sen men­te, at det er dår­lig stil, hvis der går mere end fem minut­ter inden de får svar på en sms.
Under­sø­gel­sen viser da også, at 25 pct. af mål­grup­pen bru­ger deres smartp­ho­ne hver gang de er på toilet­tet, og 50 pct. fin­der det stres­sen­de, hvis andre ikke kan få fat på dem. 39 pct. bli­ver stres­se­de, hvis de ikke har inter­net­for­bin­del­se på tele­fo­nen.
“Det vil­le være skønt, hvis for­æl­dre­ne vil­le snak­ke lidt med de unge om det, men ofte er for­æl­dre­ne lige så dår­li­ge til at hånd­te­re pro­ble­met som bør­ne­ne selv er. Jeg vil mene at det sto­re arbej­de kan læg­ges i sko­ler­ne, en digi­tal ‘seksual’-undervisning om man vil.”
“Vi skal lære at for­stå, hvil­ket for­holds­vis kom­plekst mil­jø vi bevæ­ger os i, når der er tale om såvel en fysisk som digi­tal vir­ke­lig­hed. Sær­ligt skal de unge selv tale sam­men, for den nuvæ­ren­de til­stand er ikke bære­dyg­tig,” slut­ter Søren Hebs­gaard.

Redaktionel kommentar

I artik­len Sam­men­hængs­kraf­ten har vi tid­li­ge­re slå­et til lyd for, at mobil­te­le­fo­ner ikke hører hjem­me i under­visnings­sammenhænge. De fle­ste tele­fon­mis­bru­ge­re, børn, unge voks­ne, er ikke i stand til at admi­ni­stre­re et fri­vil­ligt kom­mu­ni­ka­tions­for­bud, der afskæ­rer dem fra cyber­s­pa­ce i den tid en lek­tion varer. Der­for skal pri­vat mobil kom­mu­ni­ka­tion ude­luk­kes fra ethvert under­vis­nings­mil­jø af natio­nal betyd­ning, og det vil pri­mært sige fol­ke­sko­len, gym­na­si­et og uni­ver­si­te­ter­ne. På offent­li­ge under­vis­nings­ste­der skal mobil­te­le­fo­ner ind­sam­les før under­vis­nin­gen begyn­der og ført udle­ve­res, når den er afslut­tet. Nød­ven­dig kom­mu­ni­ka­tion ud af insti­tu­tio­nen skal fore­ta­ges fra kon­to­ret i pau­ser­ne eller frik­var­te­rer­ne. Det­te bur­de være en regel, der var fast­sat af ansvar­li­ge myn­dig­he­der, lige­som anven­del­sen af sik­ker­heds­se­ler og styrt­hjelm er ind­ly­sen­de hen­sigts­mæs­sigt.
Det er rele­vant at spør­ge, hvor­for den­ne regu­le­ring ikke fin­der sted.
Alter­na­ti­vet til en hen­sigts­mæs­sigt ord­ning, ser vi i dag, hvor alles kon­cen­tra­tion kon­stant afbry­des af bip­pe­ne tele­fo­ner. For­styr­rel­sen bre­der sig som rin­ge i van­det og for­hin­drer ikke blot bru­ge­ren i at sam­le tan­ker­ne. De nær­me­ste omgi­vel­ser er uan­set moti­va­tion nødt til at tage del i den uved­kom­men­de kom­mu­ni­ka­tion.
Mobil­te­le­fo­ner er en svø­be, når det dre­jer sig om ind­læ­ring, og den mest øde­læg­gen­de fak­tor for unge men­ne­skers evne til at leve og obser­ve­re i nuet.
Opmærk­som­hed deles mel­lem to ver­de­ner. Sms-dia­lo­gen, søg­nin­gen på Inter­net­tet eller mobil­sam­ta­len udspil­les for­trins­vis i en vir­tu­el ver­den i mod­sæt­ning til den, hvor bru­ge­ren fysisk befin­der sig. Delin­gen gør til­ste­de­væ­rel­sen i nuet min­dre bety­de­lig. Omver­de­nen kan i sti­gen­de omfang obser­ve­re dis­se “zom­bi­er”, fjer­ne i blik­ket og med mobil­te­le­fo­nen mere eller min­dre trans­plan­te­ret på eller i kra­ni­et. Dis­se men­ne­sker obser­ve­rer højst det nød­ven­dig­ste fra deres fysi­ske omgi­vel­ser, tra­fik­ly­set, der skif­ter til grønt, baby, der taber sut­ten, eller den næste sms. Der er tale om fortab­te liv, hvor ind­tryk­ke­ne fra omgi­vel­ser­ne spil­ler min­dre og min­dre rol­le. Den resul­te­ren­de man­gel på reel­le infor­ma­tio­ner fra vir­ke­lig­he­den er kata­stro­fal. Efter sko­le- eller arbejds­tid sty­rer labtop’en og sta­tu­s­op­da­te­rin­ger­ne på Face­book, og tiden, hvor en god bog kun­ne læses, går tabt. Det er vig­ti­ge­re at infor­me­re omver­de­nen om dagens hæn­del­ser fra det elek­tro­ni­ske tos­seland.
Den­ne distrak­tion er et anslag mod reel udvik­ling og for­stå­el­se base­ret på egne tan­ker og obser­va­tio­ner. Der­for er den poli­ti­ske bevidst­hed hos ung­dom­men i dag mini­malt udvik­let. Det er næp­pe en util­sig­tet kon­se­kvens af den kon­stant prom­ove­re­de og helt over­flø­di­ge mulig­hed for at med­dele sig om alt og ingen­ting – døg­net rundt!