Danskerne er nødt til at blive sundt antisemitiske

Redaktionelt

O​-​D​-​I​-​N​.org, Hugo Ravn, 26. maj 2015.

 

Vel at mær­ke anti­se­mi­ti­ske i for­hold til den tal­m­u­di­se­re­de jøde­dom og zio­nis­me, der til­sam­men fun­ge­rer som en inter­na­tio­nal mafia og lokal besæt­tel­ses­magt. Den­ne loge er ved at kvæ­le de hvi­de euro­pæ­i­ske kul­tu­r­om­rå­der i ver­den og ikke mindst de vest­eu­ro­pæ­i­ske natio­ner. Der er der­i­mod ingen grund til at være anti­se­mi­ti­ske over for palæsti­nen­ser­ne eller være mod­stan­de­re af det ara­bi­ske Mellem­østen. Dis­se men­ne­sker har min ufor­be­hold­ne støt­te i deres loka­le kamp mod jøder­nes og zio­ni­ster­nes verdens­omspæn­dende kri­mi­na­li­tet.


Udnit fra “Para­si­te” af AlMa­Ne­GrA, cli​ck​an​dren​der​.blogs​pot​.com

 

Lad mig ansku­e­lig­gø­re, hvor­for det er nød­ven­digt at bli­ve anti­se­mi­ti­ske, dvs. åben­lyst og offent­ligt kri­ti­ske over for med­lem­mer­ne af den­ne kri­mi­nel­le bevæ­gel­se.

Her er et tænkt eksem­pel i en for­enk­let kon­tekst, der blot skal demon­stre­re, hvil­ken grad af per­fi­di­tet og for­falsk­ning, vi er oppe imod:

Du kom­mer gåen­de ad for­to­vet på vil­la­vej­en, hvor du bor, og imod dig på sam­me for­tov kom­mer din euro­pæ­i­ske nabo. Han er lidt flag­ren­de i sine bevæ­gel­ser, og idet I pas­se­rer hin­an­den kom­mer han til at ram­me dit skin­ne­ben med sine Ecco-mok­ka­si­ner.
Inden du kan nå at spør­ge, hvad han har gang i, und­skyl­der han i lan­ge baner for sin klod­set­hed, og du accep­te­rer, hvad du bedøm­mer som en vel­ment und­skyld­ning. I fort­sæt­ter hver sin vej efter at have givet hin­an­den hån­den.
Det­te er den krist­ne udga­ve.

Læn­ge­re hen­ne ad sam­me for­tov møder du din nabo til den anden side. Det er en jødisk bank­mand, som er stærkt indig­ne­ret over din slet skjul­te indstil­ling til hans erhvervsprak­sis, som du opfat­ter som para­si­tær og åger­ag­tig i for­hold til natio­nen Danmark. Idet du pas­se­rer ham, ram­mer snu­den af hans læder­forså­le­de Lloyd-sko dig hårdt på det andet skin­ne­ben, og den­ne gang resul­te­rer det i en min­dre hud­af­skrab­ning. Til din umid­del­ba­re over­ra­skel­se begyn­der mis­dæ­de­ren at ømme sig højlydt og fort­sæt­ter i en kako­fo­nisk jam­ren, idet han fal­der på knæ for­an dig.
Sce­ne­ri­et tager sig for­ræ­de­risk ud — som om du lige har spar­ket en sage­s­løs med­bor­ger i sort habit og atta­che­ta­ske til jor­den. Til­fæl­di­ge andre fod­gæn­ge­re begyn­der at inter­es­se­re sig for optri­net og stim­ler sam­men om jer. Du har end­nu kun sagt “av for s.…”, og inden du får taget dig sam­men til at spør­ge din nabo, hvad hans angreb går ud på, råber han ud over for­sam­lin­gen: “Du er jo far­lig, men­ne­ske, ved du det — Er det for­di jeg er jøde? … ER DET FORDI JEG ER JØDE?” gen­ta­ger han højt med tryk på hvert af orde­ne.
Flok­ken kon­klu­de­rer nu, at du har angre­bet en jøde, og en sva­da af for­døm­men­de udbrud og kom­men­ta­rer lev­ner dig ingen mulig­hed for at for­kla­re din uskyld: “racist” og “nazisvin”, lyder det, og en enkelt under­stre­ger sin soli­da­ri­tet med det stak­kels offer ved at pla­ce­re en spyt­k­lat på din vind­jak­ke. — Kun et enkelt af vid­ner­ne — ham der vir­ke­lig så, hvem der spar­ke­de hvem — for­hol­der sig tavs, mens han nys­ger­rigt betrag­ter optri­net på afstand. Flok­ken går lang­somt i opløs­ning, uden at du lider yder­li­ge­re over­last. Et par møn­ster­bor­ge­re har hjul­pet din jødi­ske nabo på bene­ne og støt­ter ham, mens de spør­ger, om han dog ikke ønsker poli­ti­et til­kaldt. Han ryster tap­pert på hove­d­et og vån­der sig beher­sket, mens han hum­per i ret­ning af sin vil­la. Du når lige at høre, at han bri­ster i gråd og begyn­der at beret­te for sine støt­ter, hvor­dan det meste af hans slægt blev uds­let­tet af nazi­ster­ne. Til­hø­rer­ne ryster del­ta­gen­de på hove­d­et og kaster hade­ful­de blik­ke til­ba­ge mod dig.
Det­te er den tal­mu­di­ske udga­ve.

Hvad kan du udle­de af det­te eksem­pel, som på ingen måde er over­dre­vet — bare for­enk­let?

  1. Jøder­ne frem­pro­vo­ke­rer ustand­s­e­ligt tumult, men sådan at andre får skyl­den.
  2. Jøder­ne elsker at prak­ti­se­re prin­cip­pet: del og hersk.
  3. Jøder­nes per­fi­di­tet og bed­ra­ge­ri er græn­se­løst over for ikke-jøder og til­skyn­des af en volds­for­her­li­gen­de troslæ­re.
  4. Majo­ri­te­ten af hjer­ne­va­ske­de dan­ske­re rea­ge­rer præ­cist, som jøder­nes medi­er har lært dem (DR, TV2 m.fl.).
  5. Resten af dan­sker­ne lure­pas­ser af frygt for at bli­ve slå­et i hart­korn med “anti­se­mit­ter”, “raci­ster” eller “nyna­zi­ster”, hvil­ket — på nuvæ­ren­de tids­punkt — med stor sand­syn­lig­hed vil koste hæder, ære og næring.
  6. Jøder­ne ang­ler bevidst efter medynk på grund­lag af “fol­ked­ra­bet” under Holo­caust, et “holo­caust”, der bevi­se­ligt er en illu­sion og pro­duk­tet af en krigs­pro­pa­gan­da, der begynd­te i 1943, og som nu, hvor den er dre­vet for vidt, er ble­vet umu­lig for jøder­ne at tage til­ba­ge. Den medie-implan­te­re­de “med­skyld” hos euro­pæ­er­ne i jøder­nes Holo­caust bli­ver udnyt­tet igen og igen. Der er sto­re pro­fit­ter at hen­te i den­ne sho­ah-busi­ness.
    Det føl­gen­de er et fak­tum, som trods histo­ri­ske og fysi­ske bevi­ser sta­dig benæg­tes og igno­re­res af de fle­ste jøder: Mel­lem 200.000 og 300.000 jøder miste­de livet i tyske kon­cen­tra­tions­lej­re, hvor de udgjor­de omkring 40 pro­cent af alle inter­ne­re­de. Ingen af dem døde i gaskam­mer. Døds­fal­de­ne skyld­tes alt over­ve­jen­de tyfu­sepi­de­mi­er og i kri­gens sid­ste måne­der man­gel på medi­cin og føde; en gan­ske lil­le del skyld­tes hen­ret­tel­ser efter kri­mi­na­li­tet eller sabo­ta­ge. Jødisk sta­ti­stik over alle jøder på inter­na­tio­nalt niveau hen over Anden Ver­denskrig bekræf­ter det­te. Der har aldrig på sam­me tid mang­let mere end 500.000 jøder i sta­ti­stik­ken, og der­af var en stor del såkald­te “dis­pla­ced peop­le”, der efter kri­gen vend­te til­ba­ge i regn­ska­bet.
  7. Jøder­ne lever som en snyl­ten­de, under­gra­ven­de og for de fle­ste natio­ner usyn­lig besæt­tel­ses­magt, bl.a. i Danmark. Deres stra­te­gi er at over­ta­ge de euro­pæ­i­ske natio­ner inde­fra ved at infil­tre­re, etab­le­re mul­ti­kul­tur, spil­le vært­s­na­tio­nen ud mod de uøn­ske­de ind­van­dre­re (pri­mært mod den isla­mi­sti­ske del) for ulti­ma­tivt at over­ta­ge det euro­pæ­i­ske områ­de.
  8. Det sto­re fler­tal af dan­sker­ne for­hol­der sig pas­si­ve i nær­mest selv­de­struk­tivt omfang, og hvis den­ne pas­si­vi­tet fort­sæt­ter, vil den hvi­de euro­pæ­i­ske kul­tur og dens men­ne­sker være for­s­vun­det inden for de næste 50 år.

Kon­fron­te­ret med dis­se kends­ger­nin­ger fol­der fredsjø­de­r­ne deres krist­ne eller atei­sti­ske hæn­der og ind­ven­der: “Jamen, vi er jo en del af jer, hvor­dan kan I se bort fra, at vi har inte­gre­ret os, ja lige­frem assi­mi­le­ret os, gen­nem fle­re gene­ra­tio­ner i Danmark?”
Der­til lyder vort svar: Hvis I har assi­mi­le­ret jer, så I opfyl­der kra­ve­ne til en dan­sker — så er I dan­ske­re. Hvis I påstår at have assi­mi­le­ret jer, men i det skjul­te sta­dig svær­ger loy­a­li­tet til det jødi­ske net­værk, der har sør­get for jeres livslan­ge og vel­løn­ne­de stil­lin­ger ved at ude­luk­ke dan­sker­ne fra at kon­kur­re­re om plad­ser­ne, så er I ikke assi­mi­le­re­de, og I er ikke dan­ske­re. I er kryp­to­jø­der. Inte­gra­tion er ikke til­stræk­ke­ligt. Loy­a­li­te­ten mod den dan­ske natio­nen og riget Danmark må være uden for­be­hold. Lige­som man ikke kan være halvt gravid, kan man ikke være del­vist dan­sker.

Vi euro­pæ­e­re er nødt til at son­dre skar­pt over for ero­brings­kul­tu­rer som den jødisk-zio­ni­sti­ske og den isla­mi­sti­ske for at und­gå den nuvæ­ren­de grad­vi­se over­ta­gel­se af vores kul­tur. Ingen andre bevæ­gel­ser end de nævn­te to udnyt­ter på sam­me måde deres reli­gion som en poli­tisk ide­o­lo­gi, der tru­er andres fre­de­li­ge til­ste­de­væ­rel­se i egne hjem­lan­de.

Jeg håber her­med at have demon­stre­ret en gen­nem­gå­en­de pro­blem­stil­ling i Danmark i dag. Pro­ble­met kan løses af et kva­li­fi­ce­ret fler­tal af dan­ske­re, der står sam­men om at ind­fø­re For­holds­reg­len — en super­ret­fær­dig og helt igen­nem demo­kra­tisk løs­ning.

Slut dig til O-D-I-N nu så vi sam­men kan løse det­te pro­blem inden for demo­kra­tiets mulig­he­der. Ellers fryg­ter jeg, at vi om et par gene­ra­tio­ner i Danmark vil bli­ve kastet ud i en uøn­sket men nød­ven­dig fri­heds­kamp, der vil bli­ve lang­va­rig og vil med­fø­re tragi­ske tab på beg­ge sider, præ­cis som vi ser det i Palæstina i dag.