CIA’s og Mossads mini-atombomber kaldes
“islamiske bilbomber”

Sand Historie

O-D-I-N.org i uddrag fra The Third Truth about 9/11, 22. oktober 2014.

 

Siden 1980 er der udløst mere end 50 såkaldte miniatombomber rundt om i verden, og medierne har formidlet disse terrorangreb som islamiske, selv om de fleste var jødiske.

Bomben mod Sari Nightclub på Bali i 2002 er eksempel på en kynisk “false flag”-operation, dvs. et angreb, der foregiver at være udført af en navngiven eller “ukendt” fjende, men som i virkeligheden er planlagt og udført af egne styrker. CIA og Mossad skulle ifølge “danske” politikere være Danmarks allierede, men de organisationer har ingen allierede – kun nyttige idioter, der lader sig udnytte. Danmark har hverken brug for Mossad, CIA eller NSA.

Normale mennesker må undres over, hvor forkrøblet tankegangen i disse organisationer må være, når man rutinemæssigt kan beslutte at myrde tilfældige sagesløse mennesker i fredstid med det ene formål at berede verden for jødisk overtagelse. Opskriften er ofte den samme: Morderne angriber et mål med et masseødelæggelsesvåben, skaber ved hjælp af medierne angst i vores del af verden og vender angsten til had mod den islamiske verden. I ly af denne tumult tilraner forbryderne sig stadig mere kontrol med Vestens befolkningerne. Dels skærpes antiterrorlovgivningen i vores vestlige lande, dels sendes vores unge i krig på Israels vegne mod fjerne nationer, som ikke i forvejen var vores fjender. Siden “krigen mod terror” blev lanceret efter 11. september 2001, har vi for alvor overtaget jødernes fjender. Med denne uhellige alliance er vi selv med til at motivere ny antiterrorlovgivning.

Blandt hundredvis af andre sagesløse mennesker kostede den “allierede” terroraktion på Bali i 2002 tre danske piger livet. Det er på tide, at vi vender vores afsky mod de egentlige mordere.

Disse terroraktioner (læs: overlagte massemord) udføres af en international sekt af jøder, der bl.a. kontrollerer CIA og Mossad. Formålet er gradvist at overtage og dominere den vestlige hvide verden med dens enestående kultur og højt udviklede teknologi. Ved at skabe angst og had i den kristne verden og rette hadet imod den islamiske opnår jøderne at skabe splittelse i et stort geografisk område og udpege en syndebuk, således at fordømmelserne ikke rammer de egentlige anstiftere og gerningsmænd selv: jøderne.
 
Mange af de kendte “false flag”-operationer (vi kalder dem herefter for maskerede operationer) har betjent sig af miniatombomber, og det er en kendsgerning, at den islamiske verden endnu ikke er i besiddelse af disse mini-våben og ikke vil komme det foreløbigt. Mindre end en håndfuld lande i verden er i stand til at producere miniatomvåben, og intet muslimsk land (læs: typisk Israels fjender) evner eller formår indtil videre at udvikle dem. (Israelske agenter myrder i øjeblikket iranske videnskabsmænd – uden nogen som helst mediebevågenhed  – for at forhindre iranerne i at udvikle deres egen atomteknologi; ikke fordi iranske atomvåben ville blive brugt mod Vesten, men de ville ændre våbenbalancen i Mellemøsten og dermed fratage Israel slyngelstatens nuværende absolutte dominans.)

Samtidig vil ingen af de fire faktiske producenter af miniatombomber, USA, Israel, Frankrig og Rusland, drømme om at overdrage et sådant våben til en muslimsk organisation eller overhovedet til nogen fremmed interessent. Risikoen for at noget gik galt, så bomben endte intakt hos kritiske observatører, er for høj. Derfor betjener og udløser producenten egenhændigt miniatombomberne og giver rutinemæssigt “terroristerne” i den aktuelle agenda skylden. Det er det, der kendetegner maskerede operationer, at “the good guys” i Vesten udfører dem for at belaste den islamiske verden og skabe angst blandt plebejerne i jødernes værtslande (læs: lande som jøderne besætter og forsøger at kontrollere, herunder Danmark).

De rædselsvækkende konsekvenser af atomsprængningerne serveres med billeder, tabstal og fordømmelser for alverdens godtroende Tv-kiggere i den bedste sendetid, når vi skulle slappe af med kaffen og familien. De to væsentligste faktorer ved disse maskerede terror-operationer forties naturligvis:

1. at der bruges højteknologiske atomvåben, og
2. at gerningsmændene er “allierede” fra USA og Israel, og ikke muslimer som det oplyses.

Historieforfalskningen sker som altid via jødiske nyhedsbureauer, der igen forsyner mainstreammedierne, som atter viderebefordrer strømmen af konstrueret løgn til de ydmygeste intellekter. Europas og USA’s hårdt prøvede befolkninger, der systematisk bliver idiotiseret og underholdt til døde, skræmmes og forarges planmæssigt.

Men det hænder, at nogen bliver klogere. Med denne artikel får du igen en unik chance for at tilegne dig ny velunderbygget viden i en overskuelig form fra O-D-I-N. Artiklen er plukket fra forskellige afsnit af Dimitri Khalezovs bog The Third Truth about 9/11. Læs og bliv forarget, denne gang med god grund.

Når du har læst et antal af artiklerne om de enkelte terrorbombninger, som vi linker til nederst, vil du selv være i stand til at skelne konventionelle bilbomber fra nukleare “bilbomber”.

Forfatteren Dimitri Khalezov har vi tidligere præsenteret i WTC attentatet opklaret.


1996, “Khobar Towers”, Dharan, Saudi-Arabien. Foto: Internettet

 

Billedet viser krateret fra en “bilbombe”, som ifølge officielle informationer var indrettet i en lastbil, der havde fungeret i forbindelse med kloakrensning på en amerikansk base i området. Dette krater taler sit tydelige sprog om, at denne såkaldte bilbombe var gravet et godt stykke ned i jorden, inden den blev udløst. Bomben havde tydeligvis været placeret i kloaksystemet, og dens effekt svarede til adskillige gange de 2,5 tons (underforstået konventionelt) sprængstof, der oprindeligt blev foreslået af “autoriteter” fra USA. Senere blev estimatet ændret til 10–15 tons TNT (trotyl). Ingen af disse udtalelser forklarer karakteren og omfanget af ødelæggelserne, tilstedeværelsen af et enormt krater, samt … hvordan man forestillede sig, at de 10–15 tons sprængstof var blevet anbragt i hvad der ligner 5–10 meters dybde, uden at nogen havde observeret det.

Indhold

  1. Vi indleder med at forklare, hvad formålet med den maskerede terror er.
  2. Dernæst forklarer Dimitri Khalezov, hvad en miniatombombe er, hvad den kan og hvilke nationer, der råder over teknologien.
  3. Til sidst  linker vi til en række underartikler, der hver beskriver et interessant tilfælde af maskeret bombeterror. Ingen af bombningerne blev udført af muslimske terrorister, som det blev påstået i verdenspressen. De fleste blev udført af jødiske agenter med adgang til Israels miniatombomber.

1. Hvad er formålet med den maskerede terror?

Det overordnede mål for den verdensomspændende loge/sekt/mafia af kriminelle, altovervejende jødiske, personligheder er gradvist at ændre din status fra at være et relativt frit menneske til at være en retsløs slavebunden træl af dette internationale netværk af kriminelle jøder. Det er de samme mennesker, der overalt hævder at være garant for frihed og demokrati, ikke mindst i Danmark. Det er denne loge, der allerede har iværksat to verdensomspændende krige med udgangspunkt i Europa og har ansvaret for mordet på John F. Kennedy i 1963 og attentatet mod World Trade Center den 11. september 2001.

Hvis du tror, at terrorlovgivning er et nødvendigt onde, fordi den islamiske verden har besluttet at terrorisere Vesten – så tro om igen. Hver eneste betydende terrorbegivenhed er konstrueret af en magtelite, der kontrollerer og udnytter mainstreammedierne. Den israelske efterretningstjeneste, Mossad, og den tilsvarende amerikanske, CIA, er fanatikernes værktøjer. Mossad og CIA er på overfladen to forskellige landes efterretningstjenester, men de er meget mere end det. De er begge oprettet i kølvandet af Anden Verdenskrig, da sekten havde opnået en solid magtbase i USA, og da et nyt jødisk “hjemland” var blevet oprettet på røvet palæstinensisk jord. Disse tjenester er i virkeligheden sektens øjne, ører, agenter og attentatmænd, potente redskaber for en verdensomstyrtende mafia af “frimurere”, eller mere korrekt: Illuminati-brødre. Hvorfor kender du kun til sekten her fra O-D-I-N, spørger du måske. Det er fordi denne jødisk dominerede sekt gennem århundreder har tilegnet sig færdigheder i at infiltrere samfundenes vigtigste organer og arbejde skjult fra kulissen. Denne infektion af kirtlerne i det enkelte samfund kan sammenlignes med et parasitært angreb på et sundt legeme. Hvis angrebet får lov at fortsætte, bryder den naturlige organisme til sidst sammen, og parasitterne overtager og ernærer sig af de løsrevne bestanddele. Mod slutningen forener de sig med deres artsfæller, der på samme måde har nedbrudt omkringliggende samfund.

I den nuværende fase af nedbrydningen og overtagelsen (pr. oktober 2014) er organisationens terrorhandlinger angstprovokerende, som vi dagligt ser eksempler på fra medierne, og angsten fører til almindelige menneskers accept af konstante stramninger i lovgivningen. Denne gradvise begrænsning af vores frihed er begrundet i “alles sikkerhed”. Den vil ultimativt medføre en absolut nulstilling af traditionelle borgerlige frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden og personens og boligens ukrænkelighed. Denne afvikling af frihedsrettigheder vil fortsætte, indtil begrebet personlig integritet ikke længere giver mening.
Det meget enkle eksempel, som er velkendt i Danmark, er det verserende forbud mod at medbringe en kniv i det offentlige rum, vel at mærke enhver form for redskab med en skærende klinge af en vis længde. Fem-seks millioner danskere må ikke længere bære et sådant redskab på sig: spejderkniv, fiskekniv, køkkenkniv m.v., fordi en ubetydelig minoritet, langt mindre end en promille af befolkningen, har anvendt en kniv som våben i interne opgør. Denne problemstilling var ukendt i Danmark, indtil vort land blev “kulturberiget” gennem tvungen import af uforligelige mennesker. Et tankevækkende spørgsmål er: hvorfor skal hovedparten af nationen af danskere “afvæbnes”, når risikoen i praksis er minimal, selv når vi medregner bevæbnede banders interne knivstikkerier?

Ransagning af personer og ejendom kan i dag (i praksis!) ske uden dommerkendelse, blot på “mistanke om terror”. Hvem afgør mon her og nu, om en mistanke er velbegrundet, og må vi borgere se ansigterne på dem, der er parate til at plante mistanken for at kunne snage i vort privatliv? Nej, det må vi ikke. De er hemmelige og usynlige, beskyttet af undtagelses-lovgivningen; de skriver en falsk rapport for at klare frisag om nødvendigt.
Ethvert “sikkerhedsvæsen” i ryggen på PET (Politiets Efterretningstjeneste), og det er i betydeligt omfang Mossad, CIA og NSA, kan, hvis du først er bragt under mistanke for terrorisme, gennemrode dit hus og dine private oplysninger. Det kan være tilstrækkelig anledning, at du ytrer dig kritisk om jøder på Internettet, som vi gør, eller det kan være helt uprovokeret. Anmeldelser opdigtes, og når de ikke holder vand, slipper myndighederne af sted med at udstede en formel undskyldning. De erstatter aldrig den forvoldte krænkelse eller skade, og de betaler specielt ikke den moralske og logiske erstatning, dvs. retter for sig i medierne og udskifter personer, der overtræder Grundloven og forgriber sig på borgerne. Overgrebene er begrundet i “den minimale ulempe, den enkelte må leve med for nationens overordnede sikkerhed”. Telefonsamtaler og post over Internettet kan kopieres og læses, uden at nogen ved, i hvilket omfang dette snageri udføres af danske eller fremmede tjenester. Tro os, vi har med vores tradition for tillid sat ræven – om ikke fanden selv – til at vogte gæssene.

Det burde være de verdensomstyrtende forbrydere, der blev begrænset, men begrænsningerne rammer konstant alle andre mennesker på deres personlige frihed. Friheden tages fra os af forbryderne, der bl.a. tilslører sig som regeringsmedlemmer eller offentlig administration. Målet er ultimativ kontrol ved at sætte den demokratiske proces ud af spillet. Demokratiet som garant for den rigtige fordeling af politisk indflydelse er for længst sat ud af spillet i Danmark. Du har måske allerede fornemmet, at det er underordnet, hvilket parti du stemmer på. Umyndiggørelse foregår som altid diskret – efter salamiprincippet, en lille begrænsning her og der opfattes ikke i den videre sammenhæng. Dette er den falske terrors egentlige formål, magtovertagelse indefra ved at skræmme – intet andet. Tænk over det. Din frihed var fra starten en absolut størrelse. Hvorfor forsvinder den drypvis, og hvorfor skal du undvære den? Hvor mange bekræftede terrorister er der blevet fanget og stillet for retten, mens din personlige integritet har lidt varig overlast?

Hvorfor blev Osama bin Laden ikke fanget levende og stillet for retten i USA?
Fordi han udelukkende var et medieskabt fjendesymbol uden reel militær indflydelse. Som USA’s tidligere allierede var han, i lighed med Saddam Hussein, blevet ubekvem og overflødig. Med assistance fra “amerikanske specialstyrker” blev han angiveligt likvideret på sit opholdssted i Pakistan og derefter kastet i havet! En påfaldende uciviliseret fremgangsmåde, hvis den ellers var sand. Hvis USA virkelig var i besiddelse af omfattende beviser mod ham for terrorisme, skulle han så ikke have været stillet for retten?
Nej, anklagerne for terror har aldrig haft substans uden for mainstreammedierne.
“The good guys” ønsker ikke at stille reelle politiske modstandere fra den muslimske verden for retten i Vesten. Dermed ville ofrene få mulighed for at udtale sig til journalister, der ikke er underlagt sektens kontrol. I stedet arrangerer de fup-rettergange med skuespillere, der idømmes langvarige straffe, men efterfølgende forsvinder ud af mediebilledet og ud af fængslet. Derfor er det sandsynligt, at Osama bin Laden har opnået frit lejde under en eller anden form, hvis han ville tage Al-Qaeda med sig i “graven”. Slut på historien om Al-Qaeda. Historien om “Islamisk Stat” kunne tage sin begyndelse i medierne.

Du kan selv forestille dig den videre stensikre konsekvens af den løbende beskæring af dine frihedsrettigheder. Vær – uafbrudt! – opmærksom på, at berøvelsen af dine borgerlige rettigheder sker med det specifikke formål at fjerne dem – ikke for at beskytte dig mod noget som helst ondt. Dette er ikke et offer du behøver at bringe på “sikkerhedens” alter. Den virkelige risiko er minimal. Afståelserne, hvor ubetydelige de end måtte forekomme at være i det enkelte tilfælde, er et foreløbigt delmål i den proces, der skal gøre dig til slave. Det er på tide, at du sætter dig til modværge – sammen med os.

I denne artikel opregner vi en række markante tilfælde af terrorbombninger rundt om i verden. I de enkelte tilfælde har de siden 1980 medført fra 50 til flere tusinde dødsofre.
I kølvandet har disse politisk motiverede mord som regel medført en stramning af dine og mine frihedsrettigheder i form af denne eller hin ny særlov, og den falske historie er blevet brugt som grundlag for et nyt angreb på den islamiske verden. Det vil overraske dig, hvor mange “islamiske” terrortilfælde, der absolut intet har haft at gøre med islamiske bevægelser. Efter denne artikel vil du forstå, hvilken karakter de har, hvad formålet er med dem, hvem der entydigt er ansvarlige for dem, og ikke mindst: hvem der udelukkende drager fordel af dem.

Dette vil du aldrig komme til at læse om i mainstreammedierne, endsige modtage på oraklet i Tv-stuen, din fladskærm, din bekostelige, vidunderlige, DØD-underholdende kanal til fordummelse gennem falske indtryk og nyheder. Men ved at læse videre her, kan du opnå en indsigt, som ikke tilbydes andre steder. God læsning og dannelse.

2. Hvad er en mini-atombombe?

En “mini-nuke”, “micro-nuke”, “suitcase-nuke” (kuffert-bombe) o.a. er uofficielle betegnelser for en gruppe af taktiske atomvåben med reduceret vægt, så de kan transporteres af 1–2 personer. De officielle betegnelser er “SADMs” eller “MADMs”, der hhv. står for “Special Atomic Demolition Munitions” og “Medium Atomic Demolition Munitions”. “Mini-atombomber” refererer i almindelighed til en bærbar atomar ladning, der udvikler en sprængkraft svarende til 1 kiloton TNT (1.000 tons trotyl). “Mikro-atombomber” refererer til endnu mindre sprængkraft, omkring 0,01 kiloton eller ækvivalent med 10 tons TNT. “Kuffert-atombombe” refererer antagelig til den nyeste generation af “mikro-atombomber”, der kan transporteres i form af en middelstor attachetaske. Men tag ikke fejl, et sådant termo-nukleart sprænghoved vil være i stand til at udslette en hel by med et par millioner indbyggere. Sprængkraften svarer til ca. 20 “Hiroshima-bomber”.  

De første miniatombomber blev udviklet i 50’erne til ingeniørstyrker, der kunne bruge dem til demolering af broer, tunneller, dæmninger m.v., hvor det ellers ville være nødvendigt at anvende uforholdsmæssigt store mængder konventionelt sprængstof. De første udgaver havde form af rør, 15–20 cm i diameter, næsten 1,5 meter lange og med en vægt på ca. 70 kilo. De var stadig baseret på uran-235, hvis kritiske masse* er omkring 50 kg. Sprængkraften svarede til 1–2 kiloton TNT. Disse udgaver var ikke velegnede til lyssky eller fordægtige formål, som de senere udgaver blev. De første modeller kunne dårligt kaldes for “våben”, da de primært indgik som et defensivt forsvarsmiddel i de eksisterende strategier på tidspunktet.

I 60’erne blev der introduceret en 2. generation af miniatombomber, der kunne indstilles til at udvikle forskellige grader af sprængkraft på grundlag af samme ladning, 0,8–0,5–0,3 ned til 0,2 kiloton (200 tons TNT). De lignede en velvoksen cylindrisk rygsæk, men til trods for den endnu ret høje vægt, noget over 50 kg, kunne de nu bæres af én soldat. Denne generation af miniatombomber var ikke så defensiv som den første og blev efterhånden implementeret som et offensivt våben. Anden generation var formentlig den sidste, der blev udviklet i åbenhed, for snart efter blev produktionen af miniatomvåben internationalt forbudt, og i 1968 afviklede USA angiveligt sin beholdning af miniatomvåben. Sovjetunionen gjorde måske noget lignende, men ikke officielt, da USSR aldrig havde indrømmet ejerskabet.

I 70’erne og 80’erne blev miniatombomberne mindre og meget lettere end tidligere. Det skyldtes anvendelsen af plutonium-239 i stedet for uran-235. Tredje generation vejede indledningsvis lidt over 25 kg, og det menes, at de på nuværende tidspunkt (2012) kan veje helt ned til 6 kg og være på størrelse med en mellemstor termokande. Det betyder, at de fx kan affyres med en amerikansk 155 mm eller en russisk 152 mm kanon. Kraften fra sprængningen kan svare til 1 kiloton TNT eller mere, og alle sprænghoveder har nu mulighed for indstilling af variabel sprængkraft, efter forfatterens informationer helt ned til 0,015 og 0,010 kiloton, hhv. ækvivalent med sprængkraften for 15 og 10 tons TNT. I den anden ende af spektret findes miniatombomber, også med indstillelig variabel sprængstyrke, hvis kraftigste udladning er helt oppe på 15 kiloton (15.000 tons TNT).

Kriteriet for at forbyde miniatombomber er stadig en bestemt sprængstyrke. Alt under 5 kiloton anses for miniatombomber og er forbudt. Men i dag findes altså meget lette atombomber, der udvikler langs større sprængkraft.
Hvorfor blev de oprindelig forbudt? Primært fordi de strider imod det grundliggende koncept for nukleare våben: at de i virkeligheden aldrig må tages i anvendelse. Det primære argument er, at miniatomvåben ikke fungerer i rollen som nukleart afskrækkelsesvåben. De er for små, og alligevel for farlige, fordi de kan bruges i smug i en konventionel krig, uden at kunne observeres af kontrollerende parter. Det næste argument er, at når de først findes i et arsenal, vil de virke tilskyndende og kan blive taget i brug ud fra en forestilling om, at de ikke reelt eskalerer niveauet til en nuklear konflikt. Med andre ord, at tilføje “lavtydende” atomvåben til verdens generelle nukleare lager gør i tilsvarende omfang deres anvendelse mere sandsynlig.

Miniatombomberne er under alle omstændigheder kommet for at blive. De eliminerer fx enhver usikkerhed ved en likvidering. Udfaldet er nu 100% sikkert. Og det er for denne verdens magtmennesker et fuldstændig uimodståeligt virkemiddel.

*) Den kritiske masse for uran er omkring 50 kg. Det er den mængde, der er nødvendig for at igangsætte en nuklear kædereaktion. To dele af en uran-beholdning på tilsammen mindst 50 kg føres sammen under høj hastighed, hvorefter en nuklear kædereaktion starter. På grund af dette princip er en atombombe en sikker anordning, indtil den bliver udløst ved en kontrolleret handling. Sammenskydningsteknikken er et sofistikeret system, der ikke kan erstattes af tilfældig sammenføring af de to bestanddele. Atombomber er derfor robuste over for mekaniske påvirkninger af enhver art. De “sympatidetonerer” ikke på grund af chokbølger fra omgivelserne, som det kan ske med konventionelt sprængstof. De kan forstøves ved en anden atomsprængning uden at en kædereaktion igangsættes.
Den kritiske masse for plutonium er kun ca. 1/10 af urans. Derfor må atombomber, der skal veje mindre end 50 kg nødvendigvis være baseret på plutonium. Der kan dog stadig være uran-komponenter i plutoniumbomber. Plutonium er omend endnu vanskeligere tilgængeligt og omstændeligt at fremstille end raffineret uran.
Måske er det på sin plads her at forklare en “dirty bomb”. En sådan bombe kan konstrueres af organisationer med et vist teknologisk niveau. Bomben består af en kærne af radioaktivt stof, der spredes ved hjælp af en konventionel ladning, fx trotyl. Dermed kan et fjendtligt område indhylles i radioaktivt stof til stor skade for alt levende. At egentlige islamiske kamporganisationer endnu ikke har benyttet dette våben skyldes, at det opfattes som modbydeligt, ugudeligt og i høj grad som et tveægget sværd. Repressalierne vil heller ikke kunne overskues. For CIA og Mossad er manglen på kontrol afgørende. Tilfældige vindretninger vil kunne bringe den radioaktive sky vidt omkring og skaden vil ikke kunne inddæmmes.

Hvilke nationer råder over teknologien?

Tredjegenerations miniatombomber kan kun komme fra USA, Rusland (det tidligere USSR), Frankrig eller Israel. De kan under ingen omstændigheder udvikles i Indien, Kina, Pakistand, Brasilien, Nordkorea, Sydafrika, Iran, Egypten, Libyen, Syrien, Somalia, Sudan eller Afghanistan for den sags skyld. Det ville have været lettere for Osama bin Laden sammen med Mullah Mohammed Omar at foretage en kontrolleret landing på månen end at opnå den nødvendige teknologi til udvikling af disse våben i deres respektive samfund.

Der knytter sig en afgørende detalje til brugen af miniatombomber. Efterforskere kan relativt let skelne mellem miniatombomber af 2. generation og 3. generation på et sprængningssted, fordi “gamle” miniatombomber indeholder en vis mængde uran-238 i deres reflektorer, og denne uran-238 kan nemt detekteres efter udløsningen. Moderne miniatombomber indeholder ikke uran overhovedet, så kun plutonium vil kunne spores. Hvis en terroraktion er blevet udført med en miniatombombe, der ikke har efterladt uran-spor, og det samtidig påstås at den blev udført af islamiske terrorister, ved vi med sikkerhed, at der er tale om et bedrag. De lande, der kan fremstille rene plutonium-baserede miniatombomber, udleverer dem ikke til islamiske terrorister, heller ikke for at anstifte terror. Risikoen for at bomben falder i forkerte hænder og kan pege på leverandøren er for stor.

Men vi kan også udelukke uran-baserede miniatombomber. Selv om en bombemager i et udviklingsland teoretisk kunne fremstille en køkkenbordsudgave af en primitiv atombombe, vil han aldrig være i stand til at fremstille den i praksis, selv hvis han havde held til at indkøbe to portioner højt raffineret uran-235, så han rådede over de nødvendige 50 kg. Denne kvalitet af uran kan kun fremstilles gennem en forfinet teknologi, og intet udviklingsland kan tilvejebringe den præcision og organisation, der er nødvendig for at producere en atombombe, slet ikke en miniatombombe.

Selv om den jødiske verdenspresse til stadighed forsøger at skabe indtryk af, at omkring 100 miniatombomber endte på det sorte marked efter Sovjetunionens sammenbrud i 1981, strider det imod kendsgerningerne. Der blev (uanset den generelle opløsning) holdt ekstremt nøje kontrol med alle atomvåben, og overdragelsen til den ny russiske organisation foregik kontrolleret og uden “tab” af et eneste atomvåben i regnskabet. Først med ubåden Kursks forlis i 2000, blev det nye Rusland frarøvet 22 atombevæbnede krydsermissiler, hvoraf det første (indtil videre) er endt i Pentagon. Disse krydsermissiler var hver for sig forsynet med et 500 kiloton atomart sprænghoved og heldigvis figurerer de endnu ikke i forbindelse med “islamisk terror”. Men truslen om, at den jødiske sekt igen affyrer et atombærende krydsermissil mod en større by i Vesten, denne gang uden at sætte udløsningsmekanismen ud af drift i forvejen) er hele tiden overhængende og bevirker, at forbryderne ikke møder større modstand i international sammenhæng, specielt ikke i USA.

Dermed kan vi konkludere, at islamiske terrorgrupper med udspring i andre lande end USA, Rusland, Frankrig og Israel er afskåret fra at betjene sig af kærnevåben, endsige miniatombomber. Hvad angår islamiske sympatisører inden for de pågældende producentlande er sandsynligheden for, at det skulle lykkes én eller flere at infiltrere de nødvendige faciliteter og kompromittere det eksisterende sikkerhedssystem, uendeligt lille. Med andre ord: muslimske terrorister har indtil videre ikke rådet over atomvåben og gør det stadig ikke.

Vi kan nu yderligere konkludere, at hvis en påstået “islamic car-bomb” kan påvises at være en atombombe, er terrorhandlingen med sikkerhed blevet udført af producentlandets egne specialister og ikke af islamiske terrorister.

Bilbomber og kratere

Når der tales om “car-bombs”, er det i medierne synonymt med, at der er anvendt konventionelt sprængstof, TNT (“trotyl” eller formelt “trinitrotoluen”), C4, Hexogen, Pentrit, Pentolit og tilsvarende, lastet på eller i en bil. Men effekten af de påståede bilbomber er tydeligvis så stor, at det ikke ville være muligt at opnå en sådan effekt med en konventionel ladning på et køretøj af diskret format. 

Derimod udvikler en miniatombombe typisk en sprængkraft svarende til 1 kiloton TNT, dvs. ækvivalent med 1.000 tons trotyl. Et lastvognstog (forvogn plus anhænger) kan gennemgående laste 40–50 tons, så der skulle bruges 20–25 lastvogne med påhæng for at transportere den tilsvarende mængde trotyl. En sådan kortege af lastbiler ville vække opsigt de steder, hvor de konkrete attentatmænd opererer. Selv efter en omhyggelig parkering ville bilerne med deres last af trotyl stadig fylde et areal på ca. 1600 m2, svarende til et kvadrat, der er 40 meter på hver led. Ikke så nemt at lirke en sådan tonnage på plads i ubemærkethed. Vi kan derfor, når det nu er et faktum, at effekten af sprængningerne overgår alt, hvad der kan læsses på 2.000 almindelige personbiler, alene af den grund udelukke, at der har været tale om konventionelt sprængstof.

Når vi ser billeder fra disse “bilbomber” (se det indledende) vises som regel et iøjnefaldende krater, der er med til at overbevise os om, at den islamiske verden er i besiddelse af farlige våben. “Se hvor meget sprængstof, de er i stand til at organisere og udløse,” er det uudtalte budskab, og vi må gerne selv drage konklusionen, at “de må være velorganiserede og massivt finansierede, med en avanceret teknik og logistik.”
Det er imidlertid et faktum, at hvis sprængstof udløses fra ladet eller bagagerummet af en bil, vil der aldrig opstå et krater i jorden, medmindre ladningen specielt er rettet nedad, dvs. fordæmmet** på oversiden; og hvilket formål skulle det tjene, hvis hensigten er at skade alt på gadeniveau og derover. Når vi alligevel ser kratere af anseelig dybde, er det yderligere et stærkt indicium for, at bomben ikke har ligget i en bil. Enhver bombe, nuklear eller konventionel, der udløses ½–1 meter over jorden, vil sende sit overtryk i alle de retninger, hvor modtrykket er mindst, i dette tilfælde opad og ud til siderne. Jordens massive fordæmning bevirker, at al energi fra sprængningen sendes ud i form af en halvkugle fra overfladen uden at forandre underlaget væsentligt, uanset om det består af sand, asfalt eller beton.

**) Sprængstof fordæmmes, så effekten af sprængningen virker i en bestemt retning. Fordæmningen kan være jord, beton, vand o.a. med en betydelig masse. Sprængningen vil altid udvikle sig i de retninger, hvor der er mindst modstand.

Når der alligevel opstår kratere i jorden, kan det kun skyldes, at bomben har været placeret under jordoverfladen.
I de fleste tilfælde har ladningen af praktiske grunde været anbragt i tilstødende kloaksystemer, dvs. i fra 2–10 meters dybde. Det siger sig selv, at det er umuligt at “installere” tonsvis af trotyl på den måde uden at vække opsigt. En miniatombombe derimod kan bæres af en enkelt person og fylder overraskende lidt. Mand og bombe kan være usynlige på få sekunder. En passende indrettet bil eller et arbejdstelt kan skjule, at mand og bombe, eller bomben alene, fires ned i en kloakbrønd. Miniatombomberne fjernudløses derefter, inden de findes ved en tilfældighed (uden at vi dermed udelukker muligheden for automatisk tidsforsinket udløsning). “Islamisk terror” rammer jo i flæng, får vi at vide. Vi skal understrege, at selv om disse miniatombomber er underjordiske, er de så tæt på overfladen, at skadevirkningerne fra strålingen svarer til enhver anden nuklear sprængning i atmosfæren.

Fem karakteristiske spor ved sprængning af en miniatombombe nær overfladen

En altafgørende forskel på konventionelle og nukleare sprængninger er, at konventionelle ladninger udsender langt mindre varme og absolut ingen radioaktiv stråling. Udladningen er en rent kemisk proces, og den primære nyttevirkning er trykket (“nyttevirkning” fordi såvel traditionelt sprængstof som miniatombomber bruges til en lang række fredelige formål, hvor det primært er trykket, der flytter eller sønderdeler materiale af forskellig art, fx bjergmasse ved sprængning af tunneller gennem granit og basalt).

De fem typiske egenskaber ved nukleare sprængninger i atmosfæren, og sporene efter dem er: sammen med en ildkugle og et skarpt lysglimt, ekstrem varmestråling, der ledsages af gennemtrængende radioaktiv stråling inden for et 100-tals meter fra nulpunktet, en kraftig elektromagnetisk impuls (EMP), der ødelægger elektroniske kredsløb i de nærmeste omgivelser, en høj paddehattesky og efterfølgende akutte dødsfald som følge af den radioaktive stråling og senere dødsfald forårsaget af kronisk strålingssyge. Disse tegn og spor peger entydigt på en atombombe. For en miniatombombe er paddehatteskyen relativt slank i forhold til højden, og toppen, der består af dampe, kan være tydeligt adskilt fra bunden, som mest består af tungere partikler fra omgivelserne.

En almindelig 0,01 kiloton miniatombombe (ækvivalent med 10 tons trotyl i sprængkraft), der udløses i atmosfæren (få meter under jordoverfladen sidestilles) vil have følgende rækkevidde:

Miniatombombe 0,01 kilotonStørrelser
Radius for ildkuglens omfang25,4 meter
Radius for maksimal varmeudladning10,6 meter
Varighed af lysglimtet0,011 sek.
Varighed af varmeimpulsen0,0032 sek.
Område for farlig radioaktiv påvirkning0,31 km2***
Radier for chokbølgens trykkraft0,34 ATO (kg/cm2), 90 m
0,07 ATO (kg/cm2), 260 m
Chokbølgens udgangshastighedSupersonisk, dvs. over 1.200 km/t
Diameter for krater (med nulpunkt 5-10 m under jordoverfladen)ca. 17 meter

***) Dette antages at være arealet, hvor strålingsniveauet er ubetinget dødeligt, dvs. over 500 Røntgen (Røntgen forkortes herefter med R).

Følgende tabel viser chokbølgens virkning på forskellige materialer ved det øjeblikkeligt opståede overtryk:

Overtryk
PSI (lb/sq inch);
ATO (kg/cm2)
Virkning
1; 0,07Vinduesglad knuses. Lettere legemsbeskadigelse fra fragmenter. Personer væltes omkuld af trykbølgen. Almindelige huse bliver usikre at opholde sig i.
3; 0,21Bygningskonstruktioner kollapser. Murstensvægge uden armering ødelægges. Brændstoftanke revner. Udbredt alvorlig legemsbeskadigelse med forekommende dødsfald.
5; 0,34De fleste bygninger, der ikke er jernbetonkonstruktioner, kollapser. Legemsbeskadigelse er uden undtagelse, antallet af dødsfald omfattende.
10; 0,7Jernbetonbygninger beskadiges alvorligt eller ødelægges. Alvorlige lunge-, hjerte og hjerneskader opstår. Mange mennesker dør.
20; 1,4De stærkeste betonbygninger beskadiges eller ødelægges. Arme og ben kan rives af kroppen. Dødsraten er tæt på 100%.
80; 5,5Selv det kraftigste jernbeton beskadiges betydeligt. Kranier knuses. Ingen overlever.

Følgende tabel viser, i hvilken afstand fra nulpunktet de tre mest destruktive effekter vil medføre 50% dødsofre:

Spræng­kraft
kiloton TNT
Chok­bølge
m
Varme­stråling
m
Radioaktiv stråling
m
0,01 (10 tons)6060250
0,1 (100 tons) 130 200460
1 (1.000 tons)275610 790
10 (10.000 tons)590 1800 1200

Følgende tabel viser strålingsniveauer (i Røntgen), og hvordan et menneskes muligheder gennemsnitligt vil være for at overleve en kortvarig eksponering:

Stråling
R
Overlevelsesmulighed
< 50 Ingen mærkbare symptomer, men der kan være opstået umærkelige skader, især hvis dosis har været over 15 R.
> 50 Man føler sig syg inden for minutter til timer.
> 100 ... og dosis kan være dødelig.
> 150 Et spørgsmål om liv eller død inden for 30–31 dage.
> 250 Døden indtræffer med tæt på 100% sikkerhed.
> 300Ingen mulighed for overlevelse, medmindre der er adgang til knoglemarvstransplantation.
> 1.000 Definitivt dødelig uanset adgang til hjælp, symptomerne indtræffer først efter minutter eller timer.
> 3.000Man mister øjeblikkeligt bevidstheden og dør inden for få dage uden at genvinde bevidstheden.
> 8.000 Man dør på stedet.

Til forskel fra indirekte strålingsskader, der opstår gennem indånding eller spisning af radioaktivt forurenet materiale (sædvanligvis umærkeligt, men som med tiden resulterer i kroniske skader, leukæmi og forskellige former for kræft), medfører direkte strålingsskader, der skyldes en enkelt fatal dosis (eller en dosis som er akkumuleret inden for kort tid) altid akutte symptomer og konsekvenser, som ret hurtigt viser sig: Det er ildebefindende inden for de første par timer og sandsynlig død inden for de nærmeste dage.

Varmestrålingens effekt på mennesker og objekter består i ensidige, afgrænsede forbrændinger, typisk 45% af den ene side af kroppen hos mennesker, der har stået oprejst. Brændbare objekter inden for ildkuglen fordampes eller forkulles som helhed på grund af den ekstreme opvarmning.
Den radioaktive strålings effekt på mennesker ved udløsningen af en miniatombombe er markant inden for kort afstand, men aftager hurtigt med afstanden fra nulpunktet.
Følgende tabel beskriver effekten af 2.- og 3.grads forbrændinger (på procentdel af kroppens overflade):

Procent forbrændt kropsfladeEffekt
15 "Ukampdygtig", ude af stand til at udføre praktiske handlinger. Bevidstheden er optaget af selvredning. Senere afhængig af hjælp.
45Typisk ensidige 2.- og 3.grads forbrændinger ved oprejst stilling inden for rækkevidden af ildkuglens termiske stråling. En så udbredt brandskade medfører stort væsketab, og manglende behandling vil medføre kredsløbschok i løbet af 8–20 timer. Lunge-, hjerte-, nyre- og leverfunktion påvirkes, og immunapparatet sættes ud af funktion. Hudtransplantation er nødvendig for at overleve. I de første 24 timer skal kredsløbschokket behandles, senere skal død hud erstattes ved transplantation.
> 50 Uvis overlevelse, der afhænger af forbrændingens dybde og adgangen til specialiseret hospitalsbehandling.

Ved forbrænding i forbindelse med nukleare udladninger er sandsynligheden for overlevelse yderligere alvorligt reduceret på grund af følgerne af den samtidige radioaktive stråling.

En micro- alias miniatombombes dræbende rækkevidde ved laveste ydelse:

Det engelske udtryk “kill zone” refererer traditionelt til det område omkring nulpunktet, hvor de tilstedeværende vil blive dræbt med 99% sandsynlighed.

Inden for zonen med diameteren 2 x 10,6 meter = ca. 21 meter, vil varmen fra ildkuglen kun efterlade dampe og aske.

Inden for zonen med diameteren 2 x 25,4 meter = ca. 51 meter, vil ildkuglen dræbe enhver.

Inden for en zone med diameteren 2 x 90 meter = 180 meter, vil overtrykket på 5 PSI (0,34 kg/cm2) i sig selv dræbe de fleste tilstedeværende. Inden for en radius på 50 meter vil overtrykket sandsynligvis være det dobbelte, 10–15 PSI (0,7–1 kg/cm2) og alle dræbes med få undtagelser (afhængigt af afskærmning).

Inden for zonen med diameteren ca. 0,5 km vil overtrykket have aftaget til 1 PSI (0,07 kg/cm2), almindelige bygninger er gjort ubeboelige.

Vi nævnte tidligere, at området for farlig radioaktiv påvirkning er 0,31 km2, der svarer til et cirkulært område med radius på ca. 315 meter. Selv om strålingen i dette område er dødelig, nemlig 500 R, er det ikke givet, at alle dør lige med det samme (igen også et spørgsmål om afskærmning). Med moderne medicin og intensiv pleje, specielt med adgang til knoglemarvstransplantation, kendes til undtagelser, hvor personer, der blev udsat for endog 1.000 R var i stand til at overleve de umiddelbare skader og leve en tid efter. Generelt dør næsten alle inden for 10 dage af stråling på kun 200 R, og 50% inden for 30–31 dage af doser mellem 100 og 200 R.

3. I de følgende artikler analyseres enkeltvis en kendt “terrorbombning”

Underartiklerne er uddrag af udvalgte kapitler fra Dimitri Khalezovs bog The Third Truth about 9/11. De er ordnet efter årstallet for bombningen. Oversættelserne er loyale over for forfatterens holdninger. Hvis vi (O-D-I-N) som organisation ikke er enige i en bestemt udlægning fra bogen, gør vi opmærksom på forbeholdet. 

Dimitri Khalezov kan være omstændelig i sine fremstillinger, så vi undgår en del repetitioner og distraherende sidespring, herunder henvisninger til kapitler, som læseren ikke kan forventes at kende. Når fortælleren i teksten siger “jeg” eller “vi”, taler Dimitri Khalezov.
Indskud i (runde parenteser) er forfatterens. Indskud i [kantparenteser] er de vores. Dimitri Khalezov bruger gennemgående udtrykkene “the good guys” og “freemasonic sect” for det, vi kalder “den internationale sekt af kriminelle jøder”, idet organisationens forbrydelser, såvel som dens operationelle og strategiske mål, altid er karakteriseret ved jødisk tilstedeværelse og medvirken.

Vi færdiggjorde først bombningen på Bali i 2002, fordi forfatteren af The Third Truth about 9/11, Dimitri Khalezov, i 2002 omgikkes venskabeligt med Mossads operative chef, Mike Harari, i Bangkok i Thailand. Vi bygger dermed på forfatterens direkte personlige indsigt med denne del af Mossads intriger. Harari havde tidligere (i venskabelig samtale med Dimitri Khalezov) afsløret, at han som operativ chef for Mossad havde ansvaret for attentatet mod World Trade Center [dermed også missilet mod Pentagon] den 11. september 2001, og han tog aktivt del i planlægningen og rekrutteringen ved den opfølgende terrorhandling under anvendelse af en miniatombombe på Bali i 2002. Dermed har denne miniatombombe uden tvivl været produceret i Israel, som det vil være tilfældet i de fleste af de beskrevne tilfælde af “islamisk terror” og enkelte andre typer. 

Her følger listen over underartikler, som O-D-I-N formidler ud fra Dimitri Khalezovs beskrivelser af miniatombombninger siden 1980 (i enkelte tilfælde konventionelle bombninger, der af en helt speciel grund blev maskeret som “miniatombombning”):

I kronologisk orden – bombe eller bomber mod:

to kaserner i Beirut, Libanon – søndag 23. oktober 1983 kl. 06.20 og .22

Tjernobyl Atomkraftværk i Ukraine, USSR – lørdag 26. april 1986 kl. 01.23

Israels ambass. i Buenos Aires, Argentina – tirsdag 17. marts 1992 kl. 14.45

World Trade Center i New York, USA – fredag 26. februar 1993 kl. 12.18

– AMIA-bygningen i Buenos Aires, Argentina – mandag 18. juli 1994 kl. 09.53

Murrah-bygningen i Oklahoma, USA – onsdag 19. april 1995 kl. 09.02

Egyptens ambass. i Islamabad, Pakistan – søndag 19. nov. 1995 kl. 09.30

Khobar Towers i Dharan, Saudi-Arabien – tirsdag 25. juni 1996 kl. 21.50

– to USA-ambassader, Kenya og Tanzania – fredag 7. august 1998 kl. 10.45

boligkaré i Volgodonsk, Rusland – torsdag 16. september 1999 kl. 05.57

Sari Nightclub i Kuta, Bali, Indonesien – lørdag 12. oktober 2002 o. kl. 23

– tre boligområder i Riad, Saudi-Arabien – mandag 12. maj 2003 o. kl. 23.15   

Bagdad Hotel i Bagdad, Irak – søndag 12. oktober 2003 kl. 12.50

boligkompleks i Riad, Saudi-Arabien – lørdag 8. november 2003 “aften”

regeringsbygninger i Riad, Saudi-Arabien – onsdag 21. april 2004 o. kl. 14

Australiens ambass. i Jakarta, Indonesien – torsdag 9. sep. 2004 kl. 10.30

– tidl. prm. Rafic Hariri i Beirut, Libanon – mandag 14. februar 2005, o. kl. 13

Sharm el-Sheikh i Sinai, Egypten – lørdag 23. juli 2005 fra kl. 01.15

– Barajas Intern. Lufthavn, Madrid, Spanien – lørdag 30. dec. 2006 kl. 08.59

– Spanair Flight JK 5022, Barajas, Spanien – onsdag 20. august 2008 kl. 14.45

USA’s ambassade i Sana’a, Yemen – onsdag 17. sep. 2008 kl. 09.15,
 Marriott Hotel i Islamabad, Pakistan – lørdag 20. sep. 2008  kl. 19.56 og
 Ba’ath-partiets kontorer i Damaskus, Syrien – onsdag 20. feb. 2013 o. kl. 11

Bogen The Third Truth about 9/11 (version 4 fra juli 2013) er på over 1000 sider og kan varmt anbefales. Den er på engelsk og kan downloades fra O-D-I-N ved at følge anvisningen nederst i artiklen WTC-attentatet opklaret.