Bomber mod: to kaserner i Beirut, Libanon,
23. oktober 1983

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org ud fra The Third Truth about 9/11, 9. januar 2015.

 

Bom­ber mod to kaser­ner i Bei­rut, Liba­non – søn­dag 23. okto­ber 1983 kl. 06.20 og .22.

Den stør­ste “ikke-nuk­lea­re” spræng­ning nogen­sin­de …

Det ske­te for lang tid siden – på den tid, da end­nu ingen påstod, at “isla­mi­ske terrorister“s mini­a­tom­bom­ber nok var stjå­let fra sov­je­ti­ske arse­na­ler, da ingen poli­ti­ker end­nu hæv­de­de, at “onde Iran” var ved at udvik­le “et hem­me­ligt atom­vå­ben­pro­gram”, da selv “onde Nordkorea” end­nu ikke var ble­vet udpe­get som atom­vå­ben­pro­du­cent. Det var i 1983.


Offi­ci­elt foto fra USMC (U.S. Mari­ne Corp). Fra Inter­net­tet

 

Det offi­ci­el­le arkiv­fo­to fra USA’s krigs­mi­ni­ste­ri­um viser bomb­nin­gen af mari­ne­kor­p­sets kaser­ne i Bei­rut. Her er begi­ven­he­den vir­ke­lig doku­men­te­ret, og tak for det. Doku­men­ta­tio­nen er inter­es­sant i betragt­ning af, at kon­ven­tio­nel­le eks­plo­sio­ner ikke udvik­ler en pad­de­hat­te­sky. Den ekstre­me var­me­ud­vik­ling ska­ber en ekstrem og karak­te­ri­stisk kon­vek­tion. Når du ser en sky som den­ne, er der intet at være i tvivl om: du bevid­ner sekun­der­ne efter en atom­bom­be­s­præng­ning. Den øver­ste del er for­trins­vis damp, den neder­ste støv.
Den oprin­de­li­ge engel­ske for­kla­ring til bil­le­det siger: The explo­sion of the Mari­ne Cor­ps buil­ding in Beirut,Lebanon on Octo­ber 23, 1983 cre­a­ted a lar­ge cloud of smo­ke that was visib­le from miles away.

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mos­sads ter­ror-atom­bom­ber

Den­ne stort set glem­te nuk­lea­re for­bry­del­se var abso­lut den mest oplag­te af de tid­li­ge “bil­bomb­nin­ger”, og skul­le udvik­le sig til intet min­dre end stan­dar­den for frem­ti­dens nuk­lea­re ter­r­o­ris­me. Til trods for, at den ikke blev udført af “kon­ven­tio­nel­le” mus­lim­ske ter­r­o­ri­ster, kom den til at inspi­re­re man­ge af dem og fort­sæt­ter med at inspi­re­re dem, selv i dag. Selv om de san­de mus­lim­ske ter­r­o­ri­ser ikke kun­ne erhver­ve en “kuf­fert­bom­be” (og majo­ri­te­ten af dem end ikke vid­ste, at noget sådant eksi­ste­re­de i den­ne ver­den), blev de ikke desto min­dre gene­relt inspi­re­ret af den­ne nuk­lea­re begi­ven­hed. Begi­ven­he­den var i sig selv så sne­digt beram­met af de fak­ti­ske ger­nings­mænd, at til­slø­rin­gen af dens san­de natur blev en af den ame­ri­kan­ske ledel­ses stør­ste fejl­ta­gel­ser, sam­me ledel­se, som efter bomb­nin­gen af Den Ame­ri­kan­ske Ambas­sa­de i Bei­rut hav­de beslut­tet at inter­ve­ne­re i den liba­ne­si­ske bor­ger­krig og hav­de beor­dret den ame­ri­kan­ske flå­de til at bom­bar­de­re liba­ne­si­ske gue­ril­la­stil­lin­ger til for­del for Liba­nons rege­rings­styr­ker.
Her er den offi­ci­el­le udlæg­ning af begi­ven­he­den, i engelsk Wikipe­di­as ver­sion, (paren­te­ser­ne med kom­men­ta­rer er mine):

[Igen må der tages for­be­hold for, at ind­hol­det på Wikipe­dia ændres løben­de i takt med, at den offi­ci­el­le udlæg­ning af histo­ri­en til­pas­ses.]

Bei­rut kaser­ne-bomb­nin­gen i 1983 var en bety­de­lig begi­ven­hed, der fore­gik den 23. okto­ber under den liba­ne­si­ske bor­ger­krig. To bil­bom­ber ram­te for­skel­li­ge byg­nin­ger i Bei­rut, der huse­de ame­ri­kan­ske hhv. fran­ske sol­da­ter fra den Mul­ti­na­tio­na­le (freds­be­va­ren­de) Styr­ke i Liba­non, og dræb­te hund­re­der af tje­ne­s­te­gø­ren­de, hvoraf hoved­par­ten var fra det ame­ri­kan­ske mari­ne­kor­ps. Spræng­nin­gen før­te til til­ba­ge­træk­ning af den inter­na­tio­na­le freds­be­va­ren­de styr­ke fra Liba­non, hvor den hav­de været sta­tio­ne­ret, siden Israel i 1982 inva­de­re­de Liba­non. (Det såkald­te) Isla­mic Jihad (en hidtil ukendt orga­ni­sa­tion) tog (angi­ve­ligt) ansva­ret for bomb­nin­gen, men orga­ni­sa­tio­nen menes at have været en “nom de guer­re”* for Hez­bol­lah, der mod­ta­ger hjælp fra Den Isla­mi­ske Repu­blik Iran.

*) [nom de guer­re: “kri­ger­navn”, men bru­ges mest i betyd­nin­gen “syno­nym”.] 

På et tids­punkt omkring kl. 06.20 kør­te en gul Mer­ce­des-Benz last­bil til Bei­ruts Inter­na­tio­na­le Luft­havn, hvor 1. bata­l­jon af 8. mari­nes [regi­ment], under 2. ame­ri­kan­ske flå­de­di­vi­sion af mari­ne­kor­p­set hav­de etab­le­ret sit hoved­kvar­ter. Last­bi­len hav­de erstat­tet en kapret vand­for­sy­ning­s­last­bil. Last­bi­len dre­je­de ind på en til­kør­sels­vej, der før­te til mari­ne­kor­p­sets områ­de og kør­te lidt rundt på et par­ke­rings­a­re­al. Der­ef­ter acce­le­re­re­de køre­tø­jet og bra­se­de gen­nem et pig­t­rå­ds­hegn rundt om par­ke­rings­a­re­a­let, pas­se­re­de mel­lem to bevog­te­de kon­trol­punk­ter, bra­se­de gen­nem en port og bane­de sig vej ind i lob­by­en til mari­ne­kor­p­sets hoved­kvar­ter.

Da de to kon­trol­po­ster hav­de afsik­ret og skul­dret deres våben, var last­bi­len alle­re­de inde på til­kør­sels­vej­en til byg­nin­gen. Selv­mord­s­bom­be­man­den udlø­ste eks­plo­si­ver­ne, som (angi­ve­ligt) var ækvi­va­len­te med omkring 5.400 kg tro­tyl. Kraf­ten fra eks­plo­sio­nen knu­ste den 4-eta­gers beto­n­e­le­ment­byg­ning til småstyk­ker, og i sam­men­styrt­nin­gen blev et bety­de­ligt antal men­ne­sker inden­for dræbt. Eks­plo­sio­nen er af en dom­mer i en fede­ral dom­stol i USA ble­vet kaldt den  stør­ste ikke-nuk­lea­re spræng­ning nogen­sin­de, der (for­sæt­ligt) er ble­vet udløst på jor­dens over­fla­de. (Tro ikke på påstan­den, for den var over­lagt løg­n­ag­tig, når der sam­ti­dig eksi­ste­re­de stan­dard 10-tons luft­bom­ber, der til­med var almin­de­lig kendt fra Anden Ver­denskrig. At erklæ­re, at lat­ter­li­ge 5,4 tons TNT skul­le repræ­sen­te­re “den stør­ste” kon­ven­tio­nel­le eks­plo­sion nogen­sin­de er helt til grin. Den­ne spræng­ning var natur­lig­vis kraf­ti­ge­re end nogen kendt ikke-nuk­lear spræng­ning, for­di den spe­ci­elt var nuk­lear.)

Iføl­ge Eric Ham­mel i hans histo­rie om de mari­ti­me landstyr­ker “løf­te­de kraf­ten fra eks­plo­sio­nen først hele den 4-eta­gers byg­ning, kap­pe­de jord­fæ­ster­ne til de bæren­de beton­ko­lon­ner, der hver mål­te 15 fod i omkreds og var for­stær­ket med tal­ri­ge en- og tre­kvart tom­mers arme­rings­stål. Den svæ­ven­de byg­ning faldt der­ef­ter ind i sig selv. En mas­siv chok­bøl­ge og en kug­le af bræn­den­de gas skød ud i alle ret­nin­ger.” Dødstal­let ved det­te angreb på den ame­ri­kan­ske kaser­ne var 241 ame­ri­kan­ske tje­ne­s­te­gø­ren­de: 220 fra mari­ne­kor­p­set, 18 fra flå­den og 3 fra hæren. Tres ame­ri­ka­ne­re blev sår­et (og det er usand­syn­ligt, at de over­le­ve­de, da de hav­de mod­ta­get radio­ak­tiv strå­ling, der over­s­teg nor­mal døde­lig dosis adskil­li­ge gan­ge.)

Det­te var det mest fata­le dødstal på en enkelt dag for De For­e­ne­de Sta­ters mili­tær, siden 243 blev dræbt den 31. janu­ar 1968, før­ste dag i Tet-offen­si­ven under Viet­nam-kri­gen. (Det vil­le i givet fald bety­de, at én selv­mord­s­bom­ber med en 5,4 tons tro­tyl-lad­ning på et øje­blik var i stand til at påfø­re tab af sam­me omfang, som det var sket under en hel dags inten­se kam­pe mod hele den Nord­viet­na­me­si­ske hær i en stra­te­gisk fuld-ska­la-offen­siv).

Omkring 2 minut­ter sene­re, ind­traf et til­sva­ren­de angreb mod det fran­ske 3. kom­pag­ni af 1. faldskærms-infan­te­ri­re­gi­ment 6 km fra Ram­let al Bai­da-områ­det i Vest­bei­rut. En anden selv­mord­s­bom­ber kør­te sin last­bil ned ad en ram­pe og ind i Drak­kar-byg­nin­gens underjor­di­ske par­ke­rings­an­læg og udlø­ste sin bom­be, hvor­ved den 8-eta­gers byg­ning styr­te­de sam­men. Ved angre­bet på den fran­ske kaser­ne blev 58 faldskærms­sol­da­ter dræbt og 15 sår­et i det vær­ste enkelt­stå­en­de til­fæl­de af mili­tæ­re tab for Frankrig siden slut­nin­gen af kri­gen i Algi­er.

Yder­li­ge­re blev den ældre liba­ne­si­ske inspek­tør for byg­nin­gen, der huse­de mari­ne­kor­p­set, dræbt ved den før­ste spræng­ning. Hustru­en og fire børn til en liba­ne­sisk vice­vært for den fran­ske byg­ning blev også dræbt. Man­ge af de fran­ske sol­da­ter hav­de været sam­let på deres respek­ti­ve alta­ner øje­blik­ke for­in­den for at se, hvad der ske­te i luft­hav­nen (hvor de ame­ri­kan­ske kol­le­ga­er net­op var blev atom­bom­bet).
Slut på cita­tet fra Wikipe­dia.

De uhel­di­ge fran­ske sol­da­ter hav­de for­modent­lig, kort efter at være stim­let sam­men på alta­ner­ne, set net­op bil­le­det oven­for af, hvad der fore­gik i luft­hav­nen …

Bil­le­det er meget typisk, sådan skal en ato­m­eks­plo­sion net­op se ud i sekun­der­ne efter: damp for sig og støv for sig …

Af gode grun­de blev det­te bil­le­de ikke taget af en af de pris­giv­ne fran­ske faldskærms­sol­da­ter. Ingen bil­led­tek­nik vil­le over­le­ve det efter­føl­gen­de angreb.

Det er en oplagt mistan­ke, at der ingen last­bi­ler var invol­ve­ret over­ho­ve­det.
[Ingen atom­bom­be­pro­du­cent over­la­der en atom­bom­be til en selv­mor­der, der kan slå sig bevidst­løs eller bli­ve uska­de­lig­gjort, inden han kan udlø­se bom­ben. Tænk hvis den blev fun­det intakt, så pro­du­cen­ten blev afslø­ret!]
De to mini­a­tom­bom­ber var utvivl­s­omt plan­tet inden for beg­ge afspær­rin­ger af “nogen”, hvis besøg eller til­ste­de­væ­rel­se ikke vak­te opsigt, hver­ken hos de fran­ske eller ame­ri­kan­ske tje­ne­s­te­gø­ren­de. Mistan­ken går på, at det var et ægte “inden for mure­ne-job”. Den, der efter­lod de to mini­a­tom­bom­ber beg­ge ste­der, må have været vel­kendt af beg­ge par­ter, fransk­mænd og ame­ri­ka­ne­re, og må have været hævet over mistan­ke …

Ger­nings­mænd: Til trods for den åben­ba­re “suc­ces” med angre­be­ne (jeg går ud fra, at det at sen­de adskil­li­ge hund­re­de van­tro ad hel­ve­de til i løbet af et split­se­kund må være en ind­ly­sen­de suc­ces for enhver mus­lim­sk kri­ger), påtog ingen sig ansva­ret for dem. Det var det mest ejen­dom­me­li­ge ved det­te til­fæl­de af åben­lys ter­ror. Ingen “ter­r­o­ri­ster” hav­de travlt med at påta­ge sig æren for det … Det blev end­nu mere under­ligt, da en hidtil ukendt orga­ni­sa­tion, med det excep­tio­nelt idi­o­ti­ske navn “Isla­misk Jihad”, til sidst stod frem i form af et ano­nymt tele­fo­nopkald og påtog sig ansva­ret for bomb­nin­gen.

Måske ved læse­ren, at “Jihad” er et begreb fra Kor­a­nen, og én af betyd­nin­ger­ne er “hel­lig krig mod van­tro, der under­tryk­ker mus­li­mer”. Det er der­for ind­ly­sen­de, at “Jihad” er isla­misk pr. defi­ni­tion, og ingen mus­lim vil­le nogen­sin­de kal­de en orga­ni­sa­tion for Isla­misk Jihad, efter­som “Jihad” ikke kan være andet end isla­misk. Et sådant navn kun­ne kun være opfun­det af ikke-mus­li­mer, og til­med kun af sådan­ne ikke-mus­li­mer, der hav­de snub­len­de travlt. Hav­de de haft tid til at ransa­ge deres hjer­ner et øje­blik læn­ge­re, hav­de de nok valgt et andet navn. “Isla­misk Jihad” lyder lige så fjol­let i isla­mi­ske øren som “kold is” gør i vores.

Frem til den­ne dag er intet kom­met frem om det mysti­ske “Isla­misk Jihad”. Der fin­des intet hoved­kvar­ter, ingen lede­re og ingen poli­tisk agen­da. Det ene­ste, vi ved om den, er, at fra tid til anden skal den have tele­fo­ne­ret til mas­se­me­di­er­ne og påta­get sig ansva­ret for den­ne eller hin ter­r­orak­tion.

Den­ne såkald­te Isla­misk Jihad-orga­ni­sa­tion blev i vir­ke­lig­he­den så asso­ci­e­ret med (nuk­lea­re) bomb­nin­ger, at for vis­se bekym­re­de sik­ker­heds­per­so­ner [vi taler om patri­ci­e­re, der altid ken­der den 2. “sand­hed”] begynd­te “nuk­lear” og “Isla­misk Jihad” at lyde som syno­ny­mer. Der­for kom det ikke som en over­ra­skel­se, at på dagen den 11. sep­tem­ber 2001 kom den aller­før­ste erklæ­ring om ansvar fra net­op den “orga­ni­sa­tion”, eller sådan blev det i det mind­ste rap­por­te­ret via adskil­li­ge Tv-kana­ler midt på dagen …

Sene­re blev det gjort gæl­den­de, at “Isla­misk Jihad” ene og ale­ne var et nom de guer­re [syno­nym] for Hez­bol­lah (som var en shia-revo­lu­tio­nær orga­ni­sa­tion inspi­re­ret af aya­tol­lah Ruhol­lah Kho­me­i­nis lære) – i det mind­ste er det, hvad oven­nævn­te Wikipe­dia-arti­kel for­mid­ler ved at cite­re for­skel­li­ge offi­ci­el­le kil­der.

Det er imid­ler­tid en kends­ger­ning, at Hez­bol­lah i Liba­non offi­ci­elt blev ind­sat 2 år efter kaser­ne­bomb­nin­ger­ne i Bei­rut. Hez­bol­lah eksi­ste­re­de først fra 1985. Selv om efter­for­ske­re fra USA fle­re år sene­re for­søg­te at gøre Hez­bol­lah ansvar­lig for at have orga­ni­se­ret bomb­nin­gen den 23. okto­ber 1983, idet orga­ni­sa­tio­nen angi­ve­ligt skul­le have eksi­ste­ret som “under­grunds­be­væ­gel­se”, tog ingen dis­se bizar­re påstan­de alvor­ligt. Hez­bol­lah har aldrig haft en peri­o­de som under­grunds­be­væ­gel­se, det er et vel­kendt fak­tum. Straks da den var ble­vet skabt, erklæ­re­de den sig offent­ligt.

Men uan­set dis­se erklæ­rin­ger fra ame­ri­kan­ske under­sø­ge­re afvi­ste såvel Hez­bol­lah som Iran og Syrien på det kraf­tig­ste at have været invol­ve­ret i den afsky­e­li­ge dob­belt­bomb­ning af de ame­ri­kan­ske og fran­ske freds­styr­ker.

Muli­ge moti­ver: “Nogen”, som fra før­ste færd anstif­te­de bor­ger­kri­gen i Liba­non, hav­de behov for, at kri­gen fort­sat­te og tog til det for­mål et vel­kendt prin­cip i anven­del­se: del og hersk. De ame­ri­kan­ske og fran­ske freds­styr­ker var tyde­ligt uøn­ske­de. Det var alle­re­de “høfligt” ble­vet anty­det, at de ikke var vel­kom­ne. Den­ne styr­ke til sik­ring af fre­den måt­te væk. Og freds­styr­ken fortrak … og bor­ger­kri­gen i Liba­non fort­sat­te, ude­luk­ken­de til for­del for et enkelt lil­le mel­le­møst­ligt land.

Men ikke nok med det. De For­e­ne­de Sta­ters rege­ring blev fan­get i situ­a­tio­nen med buk­ser­ne nede. Uvist af hvil­ken årsag vove­de den ikke at indrøm­me over for offent­lig­he­den, at nogen fandt ame­ri­kan­ske freds­styr­ker på liba­ne­sisk jord uøn­sket i et sådant omfang, at den­ne “nogen” fandt det beti­me­ligt af vise dem døren ved at uds­let­te en del af dem med en atom­bom­be …

Den ame­ri­kan­ske rege­ring begik en enorm stra­te­gi­ske fejl­ta­gel­se. [… eller hvor­for ikke være rea­li­sti­ske og sige ligeud, at det offi­ci­el­le USA i alt væsent­ligt er Israel-lob­by­ens skø­de­hund; knur­rer køte­ren i uti­de risi­ke­rer den at ned­kal­de et ato­man­greb på en stør­re ame­ri­kansk by …] Hav­de USA’s admi­ni­stra­tion i 1983 ærligt indrøm­met, at både den før­ste ambas­sa­de-bomb­ning [beskre­vet i en selv­stæn­dig arti­kel] og bomb­nin­gen af mari­ne­kor­p­sets kaser­ne var nuk­lea­re begi­ven­he­der, vil­le det offi­ci­el­le USA ikke have været nødt til at lyve kon­stant om “selv­mord­s­bom­be­mænd” og “bil­bom­ber” gen­nem de føl­gen­de 25 år.

Des­u­den vil­le der have været gode chan­cer for, at med et offent­ligt kend­skab til og inter­es­se for at spo­re oprin­del­sen af dis­se mini­a­tom­bom­ber i hæn­der­ne på såkald­te ter­r­o­ri­ster, vil­le de san­de ter­r­o­ri­ster ikke have vovet at bru­ge deres mini­a­tom­bom­ber igen, og vi kun­ne have und­gå­et WTC-bom­bin­gen i 1993, Okla­ho­ma-bomb­nin­gen i 1995, Kho­bar-Towers-bomb­nin­gen i 1996 og US-embas­sa­de-bomb­nin­gen i 1998 eller for den sags skyld alle sene­re nuk­lea­re ter­r­or­hæn­del­ser. Var den offent­li­ge opmærk­som­hed på det tids­punkt ble­vet ret­tet mod den san­de ger­nings­mand, vil­le det ikke sene­re have været muligt at hæn­ge “Iran”, “Iraq”, “Hez­bol­lah”, “Sen­dero Lumi­no­so”, “Tamil­ske Tigre”, “Al-Qae­da” eller colum­bi­an­ske “FARC” ud for (nuk­lear) ter­r­o­ris­me.

Enga­ge­re­de per­so­ner i offent­lig­he­den vil­le hur­tigt have kun­net gen­nem­skue, hvem der reelt var i stand til at fabri­ke­re præ­ci­se mini­a­tom­bom­ber og vil­le have nået den rig­ti­ge kon­klu­sion. Måske kun­ne vi med en sådan offent­lig bevidst­heds­ud­vi­del­se end­da have und­gå­et 11. sep­tem­ber …

Som et af øjen­vid­ner­ne til kaser­ne-bomb­nin­ger­ne i Bei­rut, NBC News-kor­re­spon­den­ten Jim Mace­da (der den­gang fulg­te mari­ne­kor­p­set), udtal­te 25 år sene­re: “… et gro­und zero, som uvæ­ger­ligt vil­le føre til Gro­und Zero en gene­ra­tion sene­re …” 

[Dimi­tri Kha­lezov hen­vi­ser med fod­no­te 3 til den ful­de arti­kel af Jim Mace­da, men artik­len fin­des ikke mere her:    http://​wor​ld​blog​.msn​bc​.msn​.com/​a​r​c​h​i​v​e​/​2​0​0​8​/​1​0​/​2​3​/​1​5​8​4​4​5​6​.​a​spx
En søg­ning med “Jim Mace­da” på det nuvæ­ren­de site bekræf­ter kun hans eksi­stens.
En arti­kel med sam­me citat af sam­me for­fat­ter fin­des pr. janu­ar 2015 her. Om det er sam­me arti­kel, som Dimi­tri Kha­lezov hen­vi­ser til, ved vi ikke. Det er tid­li­ge­re sket, at for­ti­dens artik­ler på Inter­net­tet ændres, så de pas­ser til den nuvæ­ren­de offi­ci­el­le udlæg­ning. Det er der­for vig­tigt at tage kopi­er af bety­den­de refe­ren­cer.]

Han hav­de hund­re­de pro­cent ret, den skar­psin­di­ge Hr. Mace­da. Det var så san­de­lig Bei­ruts gro­und zero, skre­vet med små bog­sta­ver i beteg­nel­sens oprin­de­li­ge betyd­ning, der før­te til Man­hat­tans Gro­und Zero, skre­vet som nav­net på en min­de­park … Og det hele skyld­tes den ind­ly­sen­de for­ker­te beslut­ning, som Rea­gan-admi­ni­stra­tio­nen traf, da den valg­te ikke at for­kla­re den ydmy­ge offent­lig­hed, hvad “gro­und zero” vir­ke­lig bety­der på engelsk.

Men den ame­ri­kan­ske rege­ring, der beslut­te­de at lyve i ste­det for at for­tæl­le den gru­som­me sand­hed, var nødt til at rea­ge­re på en eller anden måde på den ekstre­me for­tør­nel­se i offent­lig­he­den efter bomb­nin­gen. Så Rea­gan-admi­ni­stra­tio­nen sat­se­de på en til­stræk­ke­ligt utra­di­tio­nel for­an­stalt­ning som svar på den utra­di­tio­nel­le bomb­ning af Bei­rut-kaser­ner­ne.

Kun én dag sene­re fore­tog den ame­ri­kan­ske hær en totalt ufor­klar­lig og ufor­be­redt inva­sion i Gra­na­da. Den til­trak sig for­stå­e­lig inter­na­tio­nal kri­tik og kom i sid­ste ende til at vol­de USA stør­re ska­de end den sær­li­ge “ikke-nuk­lea­re” spræng­ning i Bei­rut ellers vil­le have for­voldt, men som inva­sio­nen i Gra­na­da skul­le afle­de opmærk­som­he­den fra.

Det ame­ri­kan­ske mari­ne­kor­ps’ rol­le i Liba­non pr. 23. okto­ber 1983 blev sta­dig opfat­tet som en sand freds­for­an­stalt­ning af de fle­ste natio­ner (inklu­si­ve ara­be­re og andre mus­li­mer), men da kor­p­set lan­de­de på Gra­na­das kyst den 25. okto­ber 1983 blev det opfat­tet og for­dømt som skin­bar­lig aggres­sor af alle og enhver, selv af ame­ri­ka­ner­ne. Det­te var den ame­ri­kan­ske rege­rings des­pe­ra­te afled­ning af den ube­kvem­me opmærk­som­hed fra offent­lig­he­den og fra den san­de fysi­ske natur af den mysti­ske Bei­rut-spræng­ning – den stør­ste ikke-nuk­lea­re spræng­ning nogen­sin­de, der (for­sæt­ligt) er ble­vet udløst på jor­dens over­fla­de … Og til­sy­ne­la­den­de kom en “lil­le sej­r­rig krig” mod ube­ty­de­li­ge Gra­na­da til at tje­ne sit for­mål, præ­cist som en anden “lil­le sej­r­rig krig” demon­stre­re­des at gøre det under lig­nen­de omstæn­dig­he­der i den kend­te Hol­lywood-film fra 1997: “Wag the dog” (Når halen log­rer med hund­en) …

Det er en god histo­rie at huske på, for det vil gøre det let­te­re at for­stå den ame­ri­kan­ske rege­rings san­de posi­tion under til­slø­rin­gen af en anden utra­di­tio­nel begi­ven­hed, nem­lig  9/11, og den infa­me krig­ser­klæ­ring mod den såkald­te isla­mi­ske ter­ror, der fulg­te den­ne apo­ka­lyp­ti­ske begi­ven­hed.

PS: Der er end­nu en inter­es­sant vin­kel på den­ne uover­truf­ne “stør­ste ikke-nuk­lea­re spræng­ning” (som inter­es­sant nok pro­du­ce­re­de den mest per­fek­te ato­ma­re pad­de­hat­te­sky, sam­ti­dig med at loka­li­te­ten blev udnævnt til “gro­und zero”).

Det kan fore­kom­me utro­ligt, men under de før­ste to årti­er, der fulg­te bomb­nin­gen af Bei­rut-kaser­ner­ne, ansås det for poli­tisk ukor­rekt at næv­ne den­ne hæn­del­se som en histo­risk begi­ven­hed af betyd­ning (og det var ekstremt poli­tisk ukor­rekt at næv­ne den famø­se Gra­na­da-inva­sion sam­men med Bei­rut-kaser­ne-bomb­nin­gen — for de to “enkelt­stå­en­de” begi­ven­he­der lå sim­pelt­hen for tæt på hin­an­den). Beg­ge begi­ven­he­der, Bei­rut-barak-bomb­nin­gen den 23. okto­ber 1983 og Gra­na­da-inva­sio­nen den 25. okto­ber 1983, den sid­ste som afled­ning for den før­ste, var sendt ned i glem­sels­hul­let for at for­svin­de hur­tigst muligt fra den offent­li­ge bevidst­hed (eller i Orwellsk nysprog: beg­ge var ned­klas­si­fi­ce­ret til sta­tus af “u-begi­ven­he­der”).

Her er et eksem­pel på, hvad jeg anty­der: Kig ven­ligst på den­ne ord­bog (det er en enorm bog, som du kan fore­stil­le dig ved at sam­men­lig­ne dens volu­men mod tændstik og æske:


Webster’s Encycl­ope­dic Una­brid­ged Dictio­nary of the Eng­lish Langu­a­ge 1994; Deluxe Edi­tion; New and Revi­sed. ISBN 0–517-11888–2; Library of Con­gress Cata­log Card No. 89–3785. Foto: The Third Truth about 9/11

 

[At der er tale om smud­s­omsla­get og ISBN-num­me­ret for 1994-udga­ven frem­går af den­ne  annon­ce. For­ment­lig har alle omslag og lay­outs fra ver­sion til ver­sion (sæd­van­lig­vis) været for­skel­li­ge.]

Som smud­s­omsla­get viser er den­ne ord­bog base­ret på “… First Edi­tion of the Ran­dom Hou­se Una­brid­ged Dictio­nary …”, og var sidst ble­vet udgi­vet under det navn i 1983. Siden da blev ord­bo­gen udgi­vet under nav­net – Webster’s Encycl­ope­dic Una­brid­ged … – i åre­ne 1989, 1994 og 1996 som ori­gi­na­le, ufor­fal­ske­de udga­ver.
Men udgi­vel­ser­ne fra åre­ne “1987”, “1991”, “1993”, “1996” og “1998”, blev erstat­tet af fal­ske bag­ud­da­te­re­de udga­ver, der reelt var frem­stil­let i 2004–2005, idet defi­ni­tio­nen af “gro­und zero” (efter 2001) var blev ændret (udvi­det).
Måske husker du den­ne ord­bog, hvis du så min før­ste video-præ­sen­ta­tion om den nuk­lea­re demo­le­ring af Wor­ld Tra­de Cen­ter. Video­en blev lagt på YouTu­be i marts 2010*. I den video brug­te jeg net­op den­ne ord­bog til at doku­men­te­re den eks­klu­si­ve betyd­ning af “gro­und zero” fra før 9/11, som til genop­frisk­ning vises her:

*) [Se artik­len WTC-atten­ta­tet opkla­ret, afsnit­tet Vig­ti­ge video­er, der hen­vi­ser til en udga­ve fra 2013.]


Øver­ste del af side 625 af Webster’s Encycl­ope­dic Una­brid­ged Dictio­nary of the Eng­lish Langu­a­ge (1994, Deluxe Edi­tion, ISBN, 0–517-11888–2; Library of Con­gress Cata­log Card No. 89–3785), der viser defi­ni­tio­nen af “gro­und zero, the point on the sur­face of the earth or water direct­ly below, direct­ly above, or at which an ato­mic or hydro­gen bomb explo­des” [gro­und zero, det sted på jor­dens eller van­dets over­fla­de, der er direk­te under, direk­te over eller sel­ve ste­det, hvor en atom- eller brint­bom­be eks­plo­de­rer.] Foto: The Third Truth about 9/11

 

Den­ne oprør­ske ord­bog, som jeg hel­dig­vis var i besid­del­se af inden 9/11 (det er på nuvæ­ren­de tids­punkt meget van­ske­ligt at fin­de de ori­gi­na­le udga­ver, for­di de på de fle­ste bibli­o­te­ker og i gen­brugs-bog­hand­ler­ne er ble­vet erstat­tet med fal­ske bag­ud­da­te­re­de udga­ver) tje­ner i vir­ke­lig­he­den fle­re for­mål. Den viser ikke bare den oprin­de­li­ge defi­ni­tion af “gro­und zero” som den ple­je­de at være i de ufor­kor­te­de engel­ske ord­bø­ger i æra­en før 9/11. Langt vig­ti­ge­re er det, at den­ne ord­bog sene­re vil hjæl­pe os til at afslø­re et af de mest dri­sti­ge fore­ha­ven­der, de såkald­te good guys og deres bon­de­fan­ge­re har for­søgt at gen­nem­fø­re – med andre ord, vi vil afslø­re den til­ba­ge­da­te­re­de fal­ske “anden-udga­ve” af Ran­dom Hou­se Una­brid­ged Dictio­nary fra “1987” !!, der inde­hol­der den udvi­de­de defi­ni­tion af “gro­und zero”.
[For at føl­ge Dimi­tri Kha­lezovs yderst inter­es­san­te afdæk­ning af det­te falsk­ne­ri hen­vi­ser vi til kapit­let “Sedi­tion: how post-9/11 defi­ni­tions of “gro­und zero” mana­ged to appear in “pre-9/11” dictio­na­ri­es” (Udfor­dring: hvor­dan defi­ni­tio­ner af “gro­und zero” fra før 9/11 kun­ne duk­ke op i ord­bø­ger efter 9/11) fra side 559 i The Third Truth about 9/11.]
Men i den­ne sam­men­hæng behø­ver vi ord­bo­gen til et andet for­mål. Mens ord­bo­gens ægte defi­ni­tion af 9/11 er et eksem­pel på, hvor poli­ti­ske u-kor­rekt den­ne ord­bog er i dag, inde­hol­der den et andet eksem­pel, der viser det mod­sat­te: ord­bo­gens poli­ti­ske kor­rek­t­hed i et andet for­hold (i det mind­ste bedømt efter 80’ernes og 90’ernes måle­stok). I til­læg til ord­bo­gens hoved­del, fin­des kapit­let “Chro­no­lo­gy of Major Dates in History” (Kro­no­lo­gisk over­sigt over vig­ti­ge histo­ri­ske begi­ven­he­der). Se hvad den siger om den “min­dre” begi­ven­hed, Bei­rut-barak-bomb­nin­ger­ne, den 23. okto­ber 1983. På bil­le­det neden­for vises en udsnit af side 1693:


En del af side 1693 fra Webster’s Encycl­ope­dic Una­brid­ged Dictio­nary of the Eng­lish Langu­a­ge (1994; Deluxe Edi­tion. ISBN 0–517-11888–2; Library of Con­gress Cata­log Card No. 89–3785), der viser de vig­tig­ste histo­ri­ske begi­ven­he­der fra okto­ber 1983. Foto: The Third Truth about 9/11

 

Som det frem­går af over­sig­ten er den “stør­ste ikke-nuk­lea­re” bomb­ning af de ame­ri­kan­ske mari­ne­sol­da­ter den 23. okto­ber 1983 over­ho­ve­det ikke nævnt trods oprems­nin­gen af tre andre bomb­nin­ger, tyve­ri­er, mord, mas­sa­krer, hen­ret­tel­ser, flystyrt, ned­skyd­ning af et rute­fly og end­da et bus­sam­men­stød i en afg­hansk tun­nel. Den utro­li­ge Gra­na­da-inva­sion (der som bekendt fandt sted den 25. okto­ber 1983) er sekun­dært omtalt under over­skrif­ten “19. okto­ber 1983”, som pri­mært ved­rø­rer en anden begi­ven­hed.
Du kan selv ud fra den­ne præ­sen­ta­tion vur­de­re, hvor poli­tisk u-kor­rekt Bei­rut-barak-bomb­nin­gen var i sin efter­tid, og tvivl ikke på, at hoved­år­sa­gen til den­ne sta­tus dels skyld­tes væg­rin­gen ved at afslø­re den egent­li­ge for­bry­ders iden­ti­tet (den idi­o­ti­ske opfin­del­se “Isla­misk Jihad” dupe­re­de hel­ler ingen skar­psin­dig iagt­ta­ger på det tids­punkt), dels pro­ble­met med at bort­for­kla­re den san­de betyd­ning af nav­net “gro­und zero”, der klæ­be­de til ste­det for en “ikke-nuk­lear” spræng­ning (ikke-nuk­lear, hvis vi skal tro spe­ci­a­li­ster i det ame­ri­kan­ske for­svar) …
 
[Som læse­ren for­hå­bent­lig har for­stå­et, fik ger­nings­man­den også til den­ne for­bry­del­se sine mini­a­tom­bom­ber fra Det hel­li­ge land. Hvor­fra ellers?]