Bomber mod: to kaserner i Beirut, Libanon,
23. oktober 1983

Sand Historie

O-D-I-N.org ud fra The Third Truth about 9/11, 9. januar 2015.

 

Bomber mod to kaserner i Beirut, Libanon – søndag 23. oktober 1983 kl. 06.20 og .22.

Den største “ikke-nukleare” sprængning nogensinde …

Det skete for lang tid siden – på den tid, da endnu ingen påstod, at “islamiske terrorister”s miniatombomber nok var stjålet fra sovjetiske arsenaler, da ingen politiker endnu hævdede, at “onde Iran” var ved at udvikle “et hemmeligt atomvåbenprogram”, da selv “onde Nordkorea” endnu ikke var blevet udpeget som atomvåbenproducent. Det var i 1983.


Officielt foto fra USMC (U.S. Marine Corp). Fra Internettet

 

Det offentlige arkivfoto fra USA’s krigsministerium viser bombningen af marinekorpsets kaserne i Beirut. Her er begivenheden virkelig dokumenteret, og tak for det. Dokumentationen er interessant i betragtning af, at konventionelle eksplosioner ikke udvikler en paddehattesky. Den ekstreme varmeudvikling skaber en ekstrem og karakteristisk konvektion. Når du ser en sky som denne, er der intet at være i tvivl om: du bevidner sekunderne efter en atombombesprængning. Den øverste del er fortrinsvis damp, den nederste støv.
Den oprindelige engelske forklaring til billedet siger: The explosion of the Marine Corps building in Beirut,Lebanon on October 23, 1983 created a large cloud of smoke that was visible from miles away.

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mossads terror-atombomber

Denne stort set glemte nukleare forbrydelse var absolut den mest oplagte af de tidlige “bilbombninger”, og skulle udvikle sig til intet mindre end standarden for fremtidens nukleare terrorisme. Til trods for, at den ikke blev udført af “konventionelle” muslimske terrorister, kom den til at inspirere mange af dem og fortsætter med at inspirere dem, selv i dag. Selv om de sande muslimske terroriser ikke kunne erhverve en “kuffertbombe” (og majoriteten af dem end ikke vidste, at noget sådant eksisterede i denne verden), blev de ikke desto mindre generelt inspireret af denne nukleare begivenhed. Begivenheden var i sig selv så snedigt berammet af de faktiske gerningsmænd, at tilsløringen af dens sande natur blev en af den amerikanske ledelses største fejltagelser, samme ledelse, som efter bombningen af Den Amerikanske Ambassade i Beirut havde besluttet at intervenere i den libanesiske borgerkrig og havde beordret den amerikanske flåde til at bombardere libanesiske guerillastillinger til fordel for Libanons regeringsstyrker.
Her er den officielle udlægning af begivenheden, i engelsk Wikipedias version, (parenteserne med kommentarer er mine):

[Igen må der tages forbehold for, at indholdet på Wikipedia ændres løbende i takt med at den officielle historieskrivning ændrer sig.]

Beirut kaserne-bombningen i 1983 var en betydelig begivenhed, der foregik den 23. oktober under den libanesiske borgerkrig. To bilbomber ramte forskellige bygninger i Beirut, der husede amerikanske hhv. franske soldater fra den Multinationale (fredsbevarende) Styrke i Libanon, og dræbte hundreder af tjenestegørende, hvoraf hovedparten var fra det amerikanske marinekorps. Sprængningen førte til tilbagetrækning af den internationale fredsbevarende styrke fra Libanon, hvor den havde været stationeret, siden Israel i 1982 invaderede Libanon. (Det såkaldte) Islamic Jihad (en hidtil ukendt organisation) tog (angiveligt) ansvaret for bombningen, men organisationen menes at have været en “nom de guerre”* for Hezbollah, der modtager hjælp fra Den Islamiske Republik Iran.

*) [nom de guerre: “krigernavn”, men bruges mest i betydningen “synonym”.] 

På et tidspunkt omkring kl. 06.20 kørte en gul Mercedes-Benz lastbil til Beiruts Internationale Lufthavn, hvor 1. bataljon af 8. marines [regiment], under 2. amerikanske flådedivision af marinekorpset havde etableret sit hovedkvarter. Lastbilen havde erstattet en kapret vandforsyningslastbil. Lastbilen drejede ind på en tilkørselsvej, der førte til marinekorpsets område og kørte lidt rundt på et parkeringsareal. Derefter accelererede køretøjet og brasede gennem et pigtrådshegn rundt om parkeringsarealet, passerede mellem to bevogtede kontrolpunkter, brasede gennem en port og banede sig vej ind i lobbyen til marinekorpsets hovedkvarter.

Da de to kontrolposter havde afsikret og skuldret deres våben, var lastbilen allerede inde på tilkørselsvejen til bygningen. Selvmordsbombemanden udløste eksplosiverne, som (angiveligt) var ækvivalente med omkring 5.400 kg trotyl. Kraften fra eksplosionen knuste den 4-etagers betonelementbygning til småstykker, og i sammenstyrtningen blev et betydeligt antal mennesker indenfor dræbt. Eksplosionen er af en dommer i en federal domstol i USA blevet kaldt den  største ikke-nukleare sprængning nogensinde, der (forsætligt) er blevet udløst på jordens overflade. (Tro ikke på påstanden, for den var overlagt løgnagtig, når der samtidig eksisterede standard 10-tons luftbomber, der tilmed var almindelig kendt fra Anden Verdenskrig. At erklære, at latterlige 5,4 tons TNT skulle repræsentere “den største” konventionelle eksplosion nogensinde er helt til grin. Denne sprængning var naturligvis kraftigere end nogen kendt ikke-nuklear sprængning, fordi den specielt var nuklear.)

Ifølge Eric Hammel i hans historie om de maritime landstyrker “løftede kraften fra eksplosionen først hele den 4-etagers bygning, kappede jordfæsterne til de bærende betonkolonner, der hver målte 15 fod i omkreds og var forstærket med talrige en- og trekvart tommers armeringsstål. Den svævende bygning faldt derefter ind i sig selv. En massiv chokbølge og en kugle af brændende gas skød ud i alle retninger.” Dødstallet ved dette angreb på den amerikanske kaserne var 241 amerikanske tjenestegørende: 220 fra marinekorpset, 18 fra flåden og 3 fra hæren. Tres amerikanere blev såret (og det er usandsynligt, at de overlevede, da de havde modtaget radioaktiv stråling, der oversteg normal dødelig dosis adskillige gange.)

Dette var det mest fatale dødstal på en enkelt dag for De Forenede Staters militær, siden 243 blev dræbt den 31. januar 1968, første dag i Tet-offensiven under Vietnam-krigen. (Det ville i givet fald betyde, at én selvmordsbomber med en 5,4 tons trotyl-ladning på et øjeblik var i stand til at påføre tab af samme omfang, som det var sket under en hel dags intense kampe mod hele den Nordvietnamesiske hær i en strategisk fuld-skala-offensiv).

Omkring 2 minutter senere, indtraf et tilsvarende angreb mod det franske 3. kompagni af 1. faldskærms-infanteriregiment 6 km fra Ramlet al Baida-området i Vestbeirut. En anden selvmordsbomber kørte sin lastbil ned ad en rampe og ind i Drakkar-bygningens underjordiske parkeringsanlæg og udløste sin bombe, hvorved den 8-etagers bygning styrtede sammen. Ved angrebet på den franske kaserne blev 58 faldskærmssoldater dræbt og 15 såret i det værste enkeltstående tilfælde af militære tab for Frankrig siden slutningen af krigen i Algier.

Yderligere blev den ældre libanesiske inspektør for bygningen, der husede marinekorpset, dræbt ved den første sprængning. Hustruen og fire børn til en libanesisk vicevært for den franske bygning blev også dræbt. Mange af de franske soldater havde været samlet på deres respektive altaner øjeblikke forinden for at se, hvad der skete i lufthavnen (hvor de amerikanske kollegaer netop var blev atombombet).
Slut på citatet fra Wikipedia.

De uheldige franske soldater havde formodentlig, kort efter at være stimlet sammen på altanerne, set netop billedet ovenfor af, hvad der foregik i lufthavnen …

Billedet er meget typisk, sådan skal en atomeksplosion netop se ud i sekunderne efter: damp for sig og støv for sig …

Af gode grunde blev dette billede ikke taget af en af de prisgivne franske faldskærmssoldater. Ingen billedteknik ville overleve det efterfølgende angreb.

Det er en oplagt mistanke, at der ingen lastbiler var involveret overhovedet.
[Ingen atombombeproducent overlader en atombombe til en selvmorder, der kan slå sig bevidstløs eller blive uskadeliggjort, inden han kan udløse bomben. Tænk hvis den blev fundet intakt, så producenten blev afsløret!]
De to miniatombomber var utvivlsomt plantet inden for begge afspærringer af “nogen”, hvis besøg eller tilstedeværelse ikke vakte opsigt, hverken hos de franske eller amerikanske tjenestegørende. Mistanken går på, at det var et ægte “inden for murene-job”. Den, der efterlod de to miniatombomber begge steder, må have været velkendt af begge parter, franskmænd og amerikanere, og må have været hævet over mistanke …

Gerningsmænd: Til trods for den åbenbare “succes” med angrebene (jeg går ud fra, at det at sende adskillige hundrede vantro ad helvede til i løbet af et splitsekund må være en indlysende succes for enhver muslimsk kriger), påtog ingen sig ansvaret for dem. Det var det mest ejendommelige ved dette tilfælde af åbenlys terror. Ingen “terrorister” havde travlt med at påtage sig æren for det … Det blev endnu mere underligt, da en hidtil ukendt organisation, med det exceptionelt idiotiske navn “Islamisk Jihad”, til sidst stod frem i form af et anonymt telefonopkald og påtog sig ansvaret for bombningen.

Måske ved læseren, at “Jihad” er et begreb fra Koranen, og én af betydningerne er “hellig krig mod vantro, der undertrykker muslimer”. Det er derfor indlysende, at “Jihad” er islamisk pr. definition, og ingen muslim ville nogensinde kalde en organisation for Islamisk Jihad, eftersom “Jihad” ikke kan være andet end islamisk. Et sådant navn kunne kun være opfundet af ikke-muslimer, og tilmed kun af sådanne ikke-muslimer, der havde snublende travlt. Havde de haft tid til at ransage deres hjerner et øjeblik længere, havde de nok valgt et andet navn. “Islamisk Jihad” lyder lige så fjollet i islamiske øren som “kold is” gør i vores.

Frem til denne dag er intet kommet frem om det mystiske “Islamisk Jihad”. Der findes intet hovedkvarter, ingen ledere og ingen politisk agenda. Det eneste, vi ved om den, er, at fra tid til anden skal den have telefoneret til massemedierne og påtaget sig ansvaret for denne eller hin terroraktion.

Denne såkaldte Islamisk Jihad-organisation blev i virkeligheden så associeret med (nukleare) bombninger, at for visse bekymrede sikkerhedspersoner [vi taler om patriciere, der altid kender den 2. “sandhed”] begyndte “nuklear” og “Islamisk Jihad” at lyde som synonymer. Derfor kom det ikke som en overraskelse, at på dagen den 11. september 2001 kom den allerførste erklæring om ansvar fra netop den “organisation”, eller sådan blev det i det mindste rapporteret via adskillige Tv-kanaler midt på dagen …

Senere blev det gjort gældende, at “Islamisk Jihad” ene og alene var et nom de guerre [synonym] for Hezbollah (som var en shia-revolutionær organisation inspireret af ayatollah Ruhollah Khomeinis lære) – i det mindste er det, hvad ovennævnte Wikipedia-artikel formidler ved at citere forskellige officielle kilder.

Det er imidlertid en kendsgerning, at Hezbollah i Libanon officielt blev indsat 2 år efter kasernebombningerne i Beirut. Hezbollah eksisterede først fra 1985. Selv om efterforskere fra USA flere år senere forsøgte at gøre Hezbollah ansvarlig for at have organiseret bombningen den 23. oktober 1983, idet organisationen angiveligt skulle have eksisteret som “undergrundsbevægelse”, tog ingen disse bizarre påstande alvorligt. Hezbollah har aldrig haft en periode som undergrundsbevægelse, det er et velkendt faktum. Straks da den var blevet skabt, erklærede den sig offentligt.

Men uanset disse erklæringer fra amerikanske undersøgere afviste såvel Hezbollah som Iran og Syrien på det kraftigste at have været involveret i den afskyelige dobbeltbombning af de amerikanske og franske fredsstyrker.

Mulige motiver: “Nogen”, som fra første færd anstiftede borgerkrigen i Libanon, havde behov for, at krigen fortsatte og tog til det formål et velkendt princip i anvendelse: del og hersk. De amerikanske og franske fredsstyrker var tydeligt uønskede. Det var allerede “høfligt” blevet antydet, at de ikke var velkomne. Denne styrke til sikring af freden måtte væk. Og fredsstyrken fortrak … og borgerkrigen i Libanon fortsatte, udelukkende til fordel for et enkelt lille mellemøstligt land.

Men ikke nok med det. De Forenede Staters regering blev fanget i situationen med bukserne nede. Uvist af hvilken årsag vovede den ikke at indrømme over for offentligheden, at nogen fandt amerikanske fredsstyrker på libanesisk jord uønsket i et sådant omfang, at denne “nogen” fandt det betimeligt af vise dem døren ved at udslette en del af dem med en atombombe …

Den amerikanske regering begik en enorm strategiske fejltagelse. [… eller hvorfor ikke være realistiske og sige ligeud, at det officielle USA i alt væsentligt er Israel-lobbyens skødehund; knurrer køteren i utide risikerer den at nedkalde et atomangreb på en større amerikansk by …] Havde USA’s administration i 1983 ærligt indrømmet, at både den første ambassade-bombning [beskrevet i en selvstændig artikel] og bombningen af marinekorpsets kaserne var nukleare begivenheder, ville det officielle USA ikke have været nødt til at lyve konstant om “selvmordsbombemænd” og “bilbomber” gennem de følgende 25 år.

Desuden ville der have været gode chancer for, at med et offentligt kendskab til og interesse for at spore oprindelsen af disse miniatombomber i hænderne på såkaldte terrorister, ville de sande terrorister ikke have vovet at bruge deres miniatombomber igen, og vi kunne have undgået WTC-bombingen i 1993, Oklahoma-bombningen i 1995, Khobar-Towers-bombningen i 1996 og US-embassade-bombningen i 1998 eller for den sags skyld alle senere nukleare terrorhændelser. Var den offentlige opmærksomhed på det tidspunkt blevet rettet mod den sande gerningsmand, ville det ikke senere have været muligt at hænge “Iran”, “Iraq”, “Hezbollah”, “Sendero Luminoso”, “Tamilske Tigre”, “Al-Qaeda” eller columbianske “FARC” ud for (nuklear) terrorisme.

Engagerede personer i offentligheden ville hurtigt have kunnet gennemskue, hvem der reelt var i stand til at fabrikere præcise miniatombomber og ville have nået den rigtige konklusion. Måske kunne vi med en sådan offentlig bevidsthedsudvidelse endda have undgået 11. september …

Som et af øjenvidnerne til kaserne-bombningerne i Beirut, NBC News-korrespondenten Jim Maceda (der dengang fulgte marinekorpset), udtalte 25 år senere: “… et ground zero, som uvægerligt ville føre til Ground Zero en generation senere …” 

[Dimitri Khalezov henviser med fodnote 3 til den fulde artikel af Jim Maceda, men artiklen findes ikke mere her:    http://worldblog.msnbc.msn.com/archive/2008/10/23/1584456.aspx
En søgning med “Jim Maceda” på det nuværende site bekræfter kun hans eksistens.
En artikel med samme citat af samme forfatter findes pr. januar 2015 her. Om det er samme artikel, som Dimitri Khalezov henviser til, ved vi ikke. Det er tidligere sket, at fortidens artikler på Internettet ændres, så de passer til den nuværende officielle udlægning. Det er derfor vigtigt at tage kopier af betydende referencer.]

Han havde hundrede procent ret, den skarpsindige Hr. Maceda. Det var så sandelig Beiruts ground zero, skrevet med små bogstaver i betegnelsens oprindelige betydning, der førte til Manhattans Ground Zero, skrevet som navnet på en mindepark … Og det hele skyldtes den indlysende forkerte beslutning, som Reagan-administrationen traf, da den valgte ikke at forklare den ydmyge offentlighed, hvad “ground zero” virkelig betyder på engelsk.

Men den amerikanske regering, der besluttede at lyve i stedet for at fortælle den grusomme sandhed, var nødt til at reagere på en eller anden måde på den ekstreme fortørnelse i offentligheden efter bombningen. Så Reagan-administrationen satsede på en tilstrækkeligt utraditionel foranstaltning som svar på den utraditionelle bombning af Beirut-kasernerne.

Kun én dag senere foretog den amerikanske hær en totalt uforklarlig og uforberedt invasion i Granada. Den tiltrak sig forståelig international kritik og kom i sidste ende til at volde USA større skade end den særlige “ikke-nukleare” sprængning i Beirut ellers ville have forvoldt, men som invasionen i Granada skulle aflede opmærksomheden fra.

Det amerikanske marinekorps’ rolle i Libanon pr. 23. oktober 1983 blev stadig opfattet som en sand fredsforanstaltning af de fleste nationer (inklusive arabere og andre muslimer), men da korpset landede på Granadas kyst den 25. oktober 1983 blev det opfattet og fordømt som skinbarlig aggressor af alle og enhver, selv af amerikanerne. Dette var den amerikanske regerings desperate afledning af den ubekvemme opmærksomhed fra offentligheden og fra den sande fysiske natur af den mystiske Beirut-sprængning – den største ikke-nukleare sprængning nogensinde, der (forsætligt) er blevet udløst på jordens overflade … Og tilsyneladende kom en “lille sejrrig krig” mod ubetydelige Granada til at tjene sit formål, præcist som en anden “lille sejrrig krig” demonstreredes at gøre det under lignende omstændigheder i den kendte Hollywood-film fra 1997: “Wag the dog” (Når halen logrer med hunden) …

Det er en god historie at huske på, for det vil gøre det lettere at forstå den amerikanske regerings sande position under tilsløringen af en anden utraditionel begivenhed, nemlig  9/11, og den infame krigserklæring mod den såkaldte islamiske terror, der fulgte denne apokalyptiske begivenhed.

PS: Der er endnu en interessant vinkel på denne uovertrufne “største ikke-nukleare sprængning” (som interessant nok producerede den mest perfekte atomare paddehattesky, samtidig med at lokaliteten blev udnævnt til “ground zero”).

Det kan forekomme utroligt, men under de første to årtier, der fulgte bombningen af Beirut-kasernerne, ansås det for politisk ukorrekt at nævne denne hændelse som en historisk begivenhed af betydning (og det var ekstremt politisk ukorrekt at nævne den famøse Granada-invasion sammen med Beirut-kaserne-bombningen – for de to “enkeltstående” begivenheder lå simpelthen for tæt på hinanden). Begge begivenheder, Beirut-barak-bombningen den 23. oktober 1983 og Granada-invasionen den 25. oktober 1983, den sidste som afledning for den første, var sendt ned i glemselshullet for at forsvinde hurtigst muligt fra den offentlige bevidsthed (eller i Orwellsk nysprog: begge var nedklassificeret til status af “u-begivenheder”).

Her er et eksempel på, hvad jeg antyder: Kig venligst på denne ordbog (det er en enorm bog, som du kan forestille dig ved at sammenligne dens volumen mod tændstik og æske:


Webster’s Encyclopedic Unabridged Dictionary of the English Language 1994; Deluxe Edition; New and Revised. ISBN 0-517-11888-2; Library of Congress Catalog Card No. 89-3785. Foto: The Third Truth about 9/11

 

[At der er tale om smudsomslaget og ISBN-nummeret for 1994-udgaven fremgår af denne  annonce. Formentlig har alle omslag og layouts fra version til version (sædvanligvis) været forskellige.]

Som smudsomslaget viser er denne ordbog baseret på “… First Edition of the Random House Unabridged Dictionary …”, og var sidst blevet udgivet under det navn i 1983. Siden da blev ordbogen udgivet under navnet – Webster’s Encyclopedic Unabridged … – i årene 1989, 1994 og 1996 som originale, uforfalskede udgaver.
Men udgivelserne fra årene “1987”, “1991”, “1993”, “1996” og “1998”, blev erstattet af falske baguddaterede udgaver, der reelt var fremstillet i 2004–2005, idet definitionen af “ground zero” (efter 2001) var blev ændret (udvidet).
Måske husker du denne ordbog, hvis du så min første video-præsentation om den nukleare demolering af World Trade Center. Videoen blev lagt på YouTube i marts 2010*. I den video brugte jeg netop denne ordbog til at dokumentere den eksklusive betydning af “ground zero” fra før 9/11, som til genopfriskning vises her:

*) [Se artiklen WTC-attentatet opklaret, afsnittet Vigtige videoer, der henviser til en udgave fra 2013.]


Øverste del af side 625 af Webster’s Encyclopedic Unabridged Dictionary of the English Language (1994, Deluxe Edition, ISBN, 0-517-11888-2; Library of Congress Catalog Card No. 89-3785), der viser definitionen af “ground zero, the point on the surface of the earth or water directly below, directly above, or at which an atomic or hydrogen bomb explodes” [ground zero, det sted på jordens eller vandets overflade, der er direkte under, direkte over eller selve stedet, hvor en atom- eller brintbombe eksploderer.] Foto: The Third Truth about 9/11

 

Denne oprørske ordbog, som jeg heldigvis var i besiddelse af inden 9/11 (det er på nuværende tidspunkt meget vanskeligt at finde de originale udgaver, fordi de på de fleste biblioteker og i genbrugs-boghandlerne er blevet erstattet med falske baguddaterede udgaver) tjener i virkeligheden flere formål. Den viser ikke bare den oprindelige definition af “ground zero” som den plejede at være i de uforkortede engelske ordbøger i æraen før 9/11. Langt vigtigere er det, at denne ordbog senere vil hjælpe os til at afsløre et af de mest dristige forehavender, de såkaldte good guys og deres bondefangere har forsøgt at gennemføre – med andre ord, vi vil afsløre den tilbagedaterede falske “anden-udgave” af Random House Unabridged Dictionary fra “1987” !!, der indeholder den udvidede definition af “ground zero”.
[For at følge Dimitri Khalezovs yderst interessante afdækning af dette falskneri henviser vi til kapitlet “Sedition: how post-9/11 definitions of “ground zero” managed to appear in “pre-9/11″ dictionaries” (Udfordring: hvordan definitioner af “ground zero” fra før 9/11 kunne dukke op i ordbøger efter 9/11) fra side 559 i The Third Truth about 9/11.]
Men i denne sammenhæng behøver vi ordbogen til et andet formål. Mens ordbogens ægte definition af 9/11 er et eksempel på, hvor politiske u-korrekt denne ordbog er i dag, indeholder den et andet eksempel, der viser det modsatte: ordbogens politiske korrekthed i et andet forhold (i det mindste bedømt efter 80’ernes og 90’ernes målestok). I tillæg til ordbogens hoveddel, findes kapitlet “Chronology of Major Dates in History” (Kronologisk oversigt over vigtige historiske begivenheder). Se hvad den siger om den “mindre” begivenhed, Beirut-barak-bombningerne, den 23. oktober 1983. På billedet nedenfor vises en udsnit af side 1693:


En del af side 1693 fra Webster’s Encyclopedic Unabridged Dictionary of the English Language (1994; Deluxe Edition. ISBN 0-517-11888-2; Library of Congress Catalog Card No. 89-3785), der viser de vigtigste historiske begivenheder fra oktober 1983. Foto: The Third Truth about 9/11

 

Som det fremgår af oversigten er den “største ikke-nukleare” bombning af de amerikanske marinesoldater den 23. oktober 1983 overhovedet ikke nævnt trods opremsningen af tre andre bombninger, tyverier, mord, massakrer, henrettelser, flystyrt, nedskydning af et rutefly og endda et bussammenstød i en afghansk tunnel. Den utrolige Granada-invasion (der som bekendt fandt sted den 25. oktober 1983) er sekundært omtalt under overskriften “19. oktober 1983”, som primært vedrører en anden begivenhed.
Du kan selv ud fra denne præsentation vurdere, hvor politisk u-korrekt Beirut-barak-bombningen var i sin eftertid, og tvivl ikke på, at hovedårsagen til denne status dels skyldtes vægringen ved at afsløre den egentlige forbryders identitet (den idiotiske opfindelse “Islamisk Jihad” duperede heller ingen skarpsindig iagttager på det tidspunkt), dels problemet med at bortforklare den sande betydning af navnet “ground zero”, der klæbede til stedet for en “ikke-nuklear” sprængning (ikke-nuklear, hvis vi skal tro specialister i det amerikanske forsvar) …
 
[Som læseren forhåbentlig har forstået, fik gerningsmanden også til denne forbrydelse sine miniatombomber fra Det hellige land. Hvorfra ellers?]