Bomber mod: bygninger i Yemen, Pakistan og Syrien,

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org ud fra The Third Truth about 9/11, 15. januar 2015.

 

Føl­gen­de tre “bil­bomb­nin­ger” behand­les sam­let, idet Dimi­tri Kha­lezov af en gan­ske bestemt grund anser dem for at være fin­ge­re­de “mini­a­tom­bomb­nin­ger”.

USA’s ambas­sa­de i Sana’a, Yemen – ons­dag 17. sep. 2008 kl. 09.15,
Mar­ri­ott Hotel i Isla­ma­bad, Paki­stan – lør­dag 20. sep. 2008 kl. 19.56 og
Ba’ath-partiet i Dama­s­kus, Syrien – ons­dag 20. febru­ar 2013 o. kl. 11.


Robert Capas kend­te bil­le­de “Den fal­den­de sol­dat”, der angi­ve­ligt skul­le fore­stil­le en fal­den­de repu­bli­ka­ner i sla­get den 5. sep­tem­ber 1936 ved Cor­do­ba under Den span­ske bor­ger­krig, menes af gode grun­de at være isce­ne­sat.
Krigs­fo­to­gra­fen Robert Capa (f. 1913, d. 1954) var født Fri­ed­mann og alt­så jødisk. Foto: Inter­net­tet.

 

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mos­sads ter­ror-atom­bom­ber …

[Den opmærk­som­me læser har set, at vi i dis­se del­ar­tik­ler refe­re­rer uddrag fra Dimi­tri Kha­lezovs bog The Third Truth about 9/11 (Den tred­je sand­hed om 9/11), og lad os lige repe­te­re, hvad han mener med den “1., 2. og 3. sand­hed” og med “patri­ci­e­re”, “ple­be­je­re”, “bar­ba­rer” og andet godt­folk; dis­se beteg­nel­ser er til­ba­ge­ven­den­de udtryk for en meget dyg­tig son­dring, der præ­cist beskri­ver magt­ha­ver­nes Orwell’ske hånd­te­ring af “far­lig” infor­ma­tion:

  1.  “sand­hed” (som er den tyk­ke­ste løgn) er den, der rap­por­te­res til ple­be­jer­ne (i det­te til­fæl­de den ydmy­ge hob af X Fak­tor til­jub­len­de men­ne­sker, som alle­re­de er fra­ta­get enhver mulig­hed for selv­stæn­dig tænk­ning — med andre ord: er pris­gi­vet fladskær­mens fan­gen­skab).
  2.  “sand­hed” (der kom­mer sand­he­den nær­me­re, men uden rig­tigt at berø­re den) er den, der anty­des for patri­ci­er­ne (folk med en vis ind­sigt, enten for­di de ikke kun tæn­ker andres tan­ker, eller for­di de har en pro­fes­sio­nel bag­grund for at gen­nem­skue en del af løg­nen – eller som sim­pelt­hen over­gi­ver sig til bed­ra­get af poli­ti­ske grun­de. Man må jo tæn­ke på ansæt­tel­se og anse­el­se).
  3.  sand­hed er sel­ve sand­he­den. Den ind­sigt deler alle bar­ba­rer med ger­nings­man­den. Vi bar­ba­rer udmær­ker os ved at fostre tan­ker og ide­er selv og dra­ge slut­nin­ger base­ret på intel­li­gen­te obser­va­tio­ner, logik og sund for­nuft. Der­med er vi langt bed­re i stand til at und­gå medi­er­nes for­søg på kon­trol. Og der­for bli­ver vi ude­luk­ket af det gode sel­skab og bli­ver typisk chi­ka­ne­ret og dæmo­ni­se­ret; for vi er ude af kon­trol, og vores afslø­rin­ger kun­ne væk­ke en og anden intel­li­gent dansk mand og kvin­de til mod­stand. Vi nyder den fri­es ret til at tale ucen­su­re­ret, selv om den ret­tig­hed her i lan­det kun er for­mel og kon­stant udfor­dres af magt­ha­ver­nes for­søg på at cen­su­re­re ad omve­je.

Den føl­gen­de ret kor­te omta­le af bomb­nin­ger­ne mod USA’ Ambas­sa­de i Sana’a i Yemen, Mar­ri­ott Hotel i Isla­ma­bad, Paki­stan, og Bath-rege­rings­kon­to­rer­ne i Dama­s­kus i Syrien er fra kapit­let “First offi­ci­al rea­ctions to this book. Fake “mini-nuclear” car-bom­bings.” (Før­ste offi­ci­el­le reak­tio­ner på den­ne bog. Fal­ske mini­a­tom-bil­bom­ber.”), hvori Dimi­tri Kha­lezov for­kla­rer, hvor­for ger­nings­mæn­de­ne bag de vir­ke­li­ge til­fæl­de af mini­a­tom­bomb­nin­ger plud­se­lig fik behov for at udfø­re et antal kon­ven­tio­nel­le bomb­nin­ger [de to før­ste], der kun­ne for­veks­les med mini­a­tom­bomb­nin­ger (for det ukyn­di­ge øje). Ide­en var, at først skul­le patri­ci­er­ne for­stå, at her var efter alle sole­mær­ker at døm­me igen tale om en mini­a­tom­bomb­ning, hvor­ef­ter ger­nings­man­den (med alle tek­ni­ske bevi­ser på rede hånd) vil­le “afslø­re”, at der i vir­ke­lig­he­den var tale om kon­ven­tio­nelt spræng­stof, og han kun­ne der­ef­ter ved hjælp af sine mul­ti­me­di­er gøre “kon­spira­tions­te­o­re­ti­ker­ne” til grin. Der­ef­ter vil­le det (efter pla­nen) være ret ind­ly­sen­de for enhver, at alle tid­li­ge­re påstan­de om mini­a­tom­bom­ber også måt­te være helt ude i ham­pen.
Men hvad udlø­ste det­te behov for at fore­ta­ge en slags mod­sat “bevis­fø­rel­se”? Vi lader Dimi­tri Kha­lezov selv for­kla­re:]

USA’s Ambassade, Sana’a, Yemen

Iro­nisk nok er nog­le af de sene­ste “selv­mords-last­bil” og “bil­bom­ber” ad omve­je ble­vet erkendt som “mini­a­tom­bom­ber”. Nog­le af dis­se “bil­bom­ber” skul­le af men­ne­sker på et vist niveau erken­des som typi­ske mini­a­tom­bom­ber, hvil­ket så vil­le bli­ve mod­be­vist gen­nem en efter­forsk­ning. [Ple­be­jer­ne vil­le, uan­set den­ne maskepi, tro på det sam­me, som de ple­jer.]

Måske tæn­ker du – hvor­for i det hele taget til­ret­te­læg­ge dis­se fal­ske mini­a­tom­bomb­nin­ger? For­kla­rin­gen er ret lige­til. Nog­le af the good guys er også the big guys i for­skel­li­ge lan­des admi­ni­stra­tio­ner og syn­tes over­ho­ve­det ikke om min bog. De gjor­de deres bed­ste for at mod­be­vi­se dens poin­ter, alt imens de for­søg­te at miskre­di­te­re min ydmy­ge per­son. Der­for blev nog­le “selv­mords-bil­bom­ber”, der reelt var kon­ven­tio­nel­le, maske­ret som mini­a­tom­bomb­nin­ger for at sæt­te en fæl­de for mig og for dem, der taler sam­me sag. Men vi er ikke så dum­me at gå i fæl­den, er vi?

Beg­ge de føl­gen­de bomb­nin­ger, der var maske­ret som mini­a­tom­bomb­nin­ger ind­traf næsten øje­blik­ke­ligt som en reak­tion. I slut­nin­gen af august 2008 hav­de jeg gjort min hen­sigt klar: Jeg hav­de afslut­tet bogen og ønske­de at offent­lig­gø­re den. Jeg hav­de end­da sendt en kopi til USA’s justits­mi­ni­ste­ri­um, så de fik chan­cen for at stil­le vis­se skyl­di­ge for ret­ten, inden bogen nåe­de offent­lig­he­den. Det er for­stå­e­ligt, at bestem­te men­ne­sker over­ho­ve­det ikke syn­tes om ide­en. Men hvad kun­ne de gøre? Slå mig ihjel? kid­nap­pe mig? Det vil­le ikke lyk­kes i det 21. århund­re­de, som det kun­ne lyk­kes i det fore­gå­en­de. Nu om stun­der er det ikke nok at uds­let­te kil­den til far­lig infor­ma­tion. Det er nød­ven­digt at uds­let­te samt­li­ge kopi­er af den far­li­ge infor­ma­tion. Men hvem kan vide, hvor man­ge kopi­er jeg efter­la­der? Og hvem ved, hvor jeg efter­la­der dem? Og ende­lig kun­ne ingen vide, om jeg i hem­me­lig­hed hav­de for­be­redt publi­ka­tio­nen af bogen i til­fæl­de af min for­svin­den eller død. Iro­nisk nok kan ingen i det 21. århund­re­de, der er ble­vet kaldt “århund­re­det for kom­mu­ni­ka­tion og infor­ma­tion” vide den slags med sik­ker­hed. Det er ikke så lige­til at sæt­te en stop­per for udbre­del­sen af “far­lig” infor­ma­tion nu om stun­der.
[Det er en sand­hed med modi­fi­ka­tio­ner. Hvad Dimi­tri Kha­lezov siger er, at så læn­ge Inter­net­tet fun­ge­rer, er det et anar­ki­stisk og i prin­cip­pet ukon­trol­la­belt medi­um. Det gæl­der imid­ler­tid kun, ind­til nogen træk­ker i den sto­re kni­vaf­bry­der, og net­vær­ket går i sort. Der­ef­ter vil ingen, bort­set fra dem, der kon­trol­le­rer Inter­net­tet, kun­ne aflæ­se nogen ser­ver noget sted i ver­den. I Danmark kon­trol­le­rer TDC kom­mu­ni­ka­tions-net­vær­ket, og vi er ikke i tvivl om, hvem der kon­trol­le­rer TDC. Det­te sel­skab har bril­le­ret i pres­sen med, at det udbe­ta­ler mil­li­on-månedsløn­nin­ger til tid­li­ge­re poli­ti­ke­re, der gan­ske påfal­den­de ikke er en kro­ne værd. De bru­ges ale­ne til dræ­ning af kapi­tal ud af sel­ska­bet. Hvem tror du beta­ler for den­ne rov­drift på dan­sker­nes tele­net?
Det­te var et sidespring, der træng­te sig på; til­ba­ge til Dimi­tri Kha­lezov:]
Det bed­ste the good guys kun­ne gøre var at tage brod­den af den far­li­ge infor­ma­tion ved at udsen­de falsk infor­ma­tion, der vil­le redu­ce­re den poten­ti­el­le ska­de – i det mind­ste i et vist håbe­fuldt omfang.

Lad os fore­stil­le os, at du er pro­fes­sio­nel spin­dok­tor, og i dag har du net­op erfa­ret, at hidtil vandtæt­te hem­me­lig­he­der om mini­a­tom­bomb­nin­ger på et ikke så fjer­nt tids­punkt vil bli­ve spredt ud til ple­be­jer­ne. Hvad kan du gøre? Du kan for­sø­ge at ska­be en falsk histo­rie om, at egent­li­ge kon­ven­tio­nel­le bomb­nin­ger (som straks arran­ge­res til lej­lig­he­den) kan være for­år­sa­get af mini­a­tom­bom­ber, og der­ef­ter mod­be­vi­ser du pro­fes­sio­nelt, at der kan være tale om et atom­vå­ben. I sam­me moment udstil­ler du offent­ligt de men­ne­sker, der har talt om “mini­a­tom­bom­ber”, og gør dem til grin. Efter en sådan affæ­re vil­le ingen reel infor­ma­tion om mini­a­tom­bom­ber have en chan­ce. Meto­den har ruti­ne­mæs­sigt været benyt­tet for at mod­be­vi­se sand­he­den om 9/11. Alle teo­ri­er­ne om DEW [Directed Ener­gy Wea­pon], nano­ter­mit o.a. er teo­ri­er, der er bestilt hos “eks­per­ter” og bli­ver prom­ove­ret af rege­rin­gens bon­de­fan­ge­re ale­ne med det for­mål at fra­ta­ge til­hæn­ger­ne af den 3. sand­hed om 9/11 al tro­vær­dig­hed og gøre den øvri­ge del af men­ne­ske­he­den immun over for den vir­ke­li­ge sand­hed. Det er et bil­ligt tri­ck, der bekla­ge­lig­vis vir­ker, og spin­dok­to­rer­ne [der pr. defi­ni­tion dis­po­ne­rer over alle medi­er] er natur­lig­vis yderst bevid­ste om det­te vir­ke­mid­del. Helt fra Rea­gan-admi­ni­stra­tio­nen har den ame­ri­kan­ske rege­ring omhyg­ge­ligt skjult den ato­ma­re hem­me­lig­hed om de såkald­te “bil­bom­ber” for ple­be­jer­ne.

Der­for var det net­op, da jeg hav­de gjort mine inten­tio­ner om at udgi­ve bogen klar, at to til­fæl­de af bil­bom­ber, maske­ret som mini­a­tom­bom­ber, ind­traf. Lad os kig­ge på omstæn­dig­he­der­ne omkring dem.

Jeg hav­de sendt en kopi af min bog til det ame­ri­kan­ske justits­mi­ni­ste­ri­um præ­cis den 11. sep­tem­ber 2008 sent på efter­mid­da­gen, Bang­kok-tid, da jeg ønske­de at til­fø­re for­sen­del­sen en vis sig­ni­fi­kans – jeg fær­dig­gjor­de bogen præ­cis på års­da­gen for 9/11, og den aller­før­ste kopi blev sendt til U.S. Depart­ment of Justi­ce den dag. Jeg ved ikke, hvor læn­ge det har taget dem at læse den og for­dø­je den, men den før­ste reak­tion på bogen ind­traf kun få dage sene­re.

Den 17. sep­tem­ber 2008 eks­plo­de­re­de en ny bil­bom­be, den­ne gang mod Den Ame­ri­kan­ske Ambas­sa­de i Sana’a i Yemen. En af de helt iøj­ne­fal­den­de fea­tu­res ved den­ne nye bil­bomb­ning var, at den stort set glem­te mysti­ske orga­ni­sa­tion med det lat­ter­li­ge navn “Isla­misk Jihad” øje­blik­ke­ligt påtog sig ansva­ret for for­bry­del­sen. Ingen hav­de hørt om orga­ni­sa­tio­nen siden 11. sep­tem­ber 2001, da den flyg­tigt var ble­vet nævnt om efter­mid­da­gen som en mulig ger­nings­mand (åben­bart var det end­nu ikke ble­vet beslut­tet, om man skul­le gøre Osama bin Laden eller nogen i “Isla­misk Jihad” ansvar­lig for bomb­nin­gen af Wor­ld Tra­de Cen­ter med “mini­a­tom­bom­ber” [pla­ce­ret i tår­ne­ne vha. pas­sa­ger­fly !!!]. Inden da var det såkald­te Isla­misk Jihad sene­st ble­vet nævnt i 1995 i for­bin­del­se med Okla­ho­ma-bomb­nin­gen (som palæsti­nen­ser­ne i før­ste omgang fik skyld for). Majo­ri­te­ten af nuk­lea­re bomb­nin­ger, som “Isla­misk Jihad” hav­de påta­get sig ansva­ret for, var ind­truf­fet i 80’erne. Op gen­nem 90’erne blev ansva­ret for alle nuk­lea­re bomb­nin­ger lagt på “ter­r­o­rist-orga­ni­sa­tio­ner” som Liba­ne­sisk “Hez­bol­lah”, det ikke eksi­ste­ren­de “Sau­disk Hez­bol­lah” og sene­re uaf­la­de­ligt på “Al-Qae­da” og dets påstå­e­de sam­ar­bejds­part­ne­re og til­hæn­ge­re i for­skel­li­ge lan­de – med et par enkel­te und­ta­gel­ser: da to mini­a­tom­bomb­nin­ger blev udført i Bog­o­tá og Lima, var det FARC og “Sen­dero Lumi­no­so” [Lysen­de Sti], der blev udråbt som ansvar­li­ge. [I 2015 er det “Isla­misk Stat”, der ind­ta­ger plad­sen som prü­gelk­na­be i jøder­nes mas­se­me­di­er. Vi har ikke kend­skab til, at ISIS end­nu er ble­vet gjort ansvar­lig for en “bil­bom­be”, men det kan kom­me. Fore­lø­bigt fun­ge­rer “orga­ni­sa­tio­nen” og dens jøde­skab­te bedrif­ter mest som inspira­tion for iso­le­re­de gal­nin­ge, der smit­tes af pro­pa­gan­da­en på Tv og Inter­net­tet.]

Taget i betragt­ning, at det såkald­te Isla­misk Jihad for længst var gået i glem­me­bo­gen (del­vist på grund af det abso­lut idi­o­ti­ske navn [“Jihad” kan kun være isla­misk]), var det vir­ke­lig ejen­dom­me­ligt, at den­ne orga­ni­sa­tion skul­le bli­ve nævnt i for­bin­del­se med en bomb­ning i 2008. Ikke desto min­dre var det mølæd­te “Isla­misk Jihad”, der blev truk­ket op af hat­ten for promp­te at tage ansva­ret for den ny bomb­ning. Og hvor­for nu det?

Det skyld­tes, at det såkald­te Isla­misk Jihad tid­li­ge­re var ble­vet brugt til ude­luk­ken­de at være ansvar­li­ge for nuk­lea­re bomb­nin­ger. Der­for var nav­net “Isla­misk Jihad” for vis­se ind­vie­de per­so­ner begyndt at bli­ve syno­nymt med “mini­a­tom­bomb­ning”, efter­hån­den som en betin­get refleks. Hvis en af dis­se patri­ci­e­re (ikke ple­be­jer­ne, der altid kun ken­der den 1. “sand­hed”) hør­te om, at “Isla­misk Jihad” mulig­vis var ind­blan­det, vil­le de auto­ma­tisk kob­le til­fæl­det til “et antal stjå­l­ne sov­je­ti­ske mini­a­tom­bom­ber i hæn­der­ne på isla­mi­ske ter­r­o­ri­ster”, som det var ble­vet hæv­det et par årti­er for­in­den. Den­ne afslø­ring af, at “Isla­misk Jihad” syn­tes at være ansvar­li­ge for en mini­a­tom­bomb­ning i 2008 blev fulgt op med et par “for­kla­ren­de” fotos. Fle­re udbrænd­te biler var omhyg­ge­ligt arran­ge­ret rundt om eks­plo­sio­nens cen­ter (det for­mode­de “gro­und zero”). Lad os kig­ge nær­me­re på nog­le af dis­se bil­le­der:


Biler fun­det rundt om eks­plo­sions­ste­det efter en bil­bomb­ning mod Den Ame­ri­kan­ske Ambas­sa­de i Sana’a i Yemen, 17. sep­tem­ber 2008. Biler­ne skal fore­stil­le at være “afsve­det” som ved en mini­a­tom­bom­be­s­præng­ning.
Foto: Inter­net­tet.

 

Det er ret klart, at nogen i bed­ra­ge­risk øje­med for­søg­te at over­be­vi­se god­tro­en­de iagt­ta­ge­re blandt dem, der nor­malt er i stand til at skel­ne mel­lem kon­ven­tio­nel­le og nuk­lea­re føl­ge­ska­der, om, at dis­se ska­der kun kun­ne være for­år­sa­get af var­me­strå­lin­gen fra en nuk­lear eks­plo­sion. Arran­gø­ren hav­de vir­ke­lig gjort sit bed­ste for at bræn­de biler­ne og deres inte­r­i­ør til den præ­ci­se græn­se, der indi­ke­rer “ato­mar” beska­di­gel­se.

De glem­te imid­ler­tid at præ­pa­re­re bag­grun­den til­sva­ren­de. Kig på det pæne, deko­ra­ti­ve hegn bag de brænd­te biler. Ser det ud til at have lidt over­last ved nogen form for tryk- eller var­mebøl­ge fra en nuk­lear eks­plo­sion lige i nær­he­den? Eller, synes bla­de­ne på de grøn­ne træ­er bag heg­net at have været udsat for noget til­sva­ren­de for nylig?

En omhyg­ge­lig obser­va­tør vil ikke lade sig dupe­re af det­te arran­ge­re­de bevis­ma­te­ri­a­le. Hvor dum­me for­modes vi at være. Vil du genop­fri­ske, hvor­dan de vir­ke­li­ge ska­der efter en nylig mini­a­tom­bomb­ning ser ud, så kig her på bil­le­der­ne fra Okla­ho­ma af Alfred P. Mur­rah-byg­nin­gen. For­skel­len i karak­te­ren af ska­der­ne er tyde­lig. Der­med håber jeg, at den før­ste bomb­ning, maske­ret som mini­a­tom­bomb­ning, er dema­ske­ret. Og såle­des nåe­de vi at afvæb­ne spin­dok­to­rer­ne, inden de kun­ne føre deres plan ud i livet.
Del­vist …

Marriott Hotel, Islamabad, Pakistan

Den anden bil­bomb­ning, maske­ret som mini­a­tom­bomb­ning, var langt alvor­li­ge­re og til­trak sig langt stør­re opmærk­som­hed. Først blev den pas­sen­de navn­gi­vet til for­må­let. Spin­dok­to­rer­ne skam­me­de sig ikke over at kal­de den “Paki­stans 9/11”. For det andet blev den af næsten alle stør­re Tv-kana­ler vist i time­vis uden afbry­del­ser. En Tv-dæk­ning af det omfang var ikke set siden den egent­li­ge 9/11-affæ­re.

Den fak­ti­ske “bil­bomb­ning” af Mar­ri­ott Hotel i Isla­ma­bad i Paki­stand var godt plan­lagt og vel for­be­redt. Den ind­traf den 20. sep­tem­ber 2008 – kun tre dage efter den for­an­nævn­te fal­ske mini­a­tom­bomb­ning af Den Ame­ri­kan­ske Ambas­sa­de i Sana’a i Yemen. Den­ne bomb­ning af Mar­ri­ott Hotel i Isla­ma­bad var en logisk fort­sæt­tel­se af det spil, der blev igang­s­at, da jeg have annon­ce­ret offent­lig­gø­rel­sen af min bog. Det mest ejen­dom­me­li­ge ved det­te til­fæl­de var, at cir­ka halv­de­len af den tota­le sen­de­tid fra ger­nings­ste­det blev brugt til at foku­se­re på et gan­ske enormt kra­ter for­an det bræn­den­de Mar­ri­ott Hotel – et kra­ter, der skul­le fore­stil­le at være “efter­ladt af en bil­bom­be”. Inden da var det på ingen måde almin­de­ligt at dvæ­le ved kra­ter­ne. Tvær­ti­mod. Det var nær­mest poli­tisk ukor­rekt at vise dis­se “bilbombe”-kratere, for­di der blandt “ple­be­jer­ne” også fin­des men­ne­sker, som ken­der lidt til eks­plo­si­ver og ved, at bil­bom­ber ikke efter­la­der kra­te­re over­ho­ve­det. Kra­ter­ne fra tid­li­ge­re mini­a­tom­bomb­nin­ger var en “hem­me­lig” og “eks­klu­siv” del af bevis­ma­te­ri­a­let, hvis for­mål ude­luk­ken­de var at gøre ind­tryk på “patri­ci­er­ne”.


Det ele­gan­te Mar­ri­ott Hotel i Isla­ma­bad efter at være “bom­bet” af den “mest død­brin­gen­de” og “uover­gå­e­de” “eks­plo­sion” i Paki­stan. Det er menin­gen, at vi skal fore­stil­le os ska­der­ne efter en mindst 0,2 kilo­ton mini­a­tom­bom­be (ækvi­va­lent med 200 tons TNT). Foto: Inter­net­tet.

 

Det enor­me kra­ter for­an Mar­ri­ott Hotel var i sand­hed enormt. Det syn­tes at være resul­ta­tet af mindst 200 tons tro­tyl. Så den under­for­stå­e­de mini­a­tom­bom­be, der skul­le have sprængt det­te hul, måt­te have været indstil­let på 0,2 kilo­ton TNT – og såle­des efter­lod sce­ne­ri­et ved en over­fla­disk betragt­ning ingen tvivl om, at det afgjort var resul­ta­tet af en nuk­lear eks­plo­sion. Jeg håber, at det står enhver klart, at det er fysisk umu­ligt at pla­ce­re fle­re hund­re­de tons TNT på en last­bil, så en sådan “eks­plo­sion” (bedømt efter kra­te­ret) kun­ne kun hid­rø­re fra en mini­a­tom­bom­be. Det var det ræson­ne­ment, arran­gø­ren vil­le have sit publi­kum til at anstil­le.


Et kun­stigt og irre­gu­lært kra­ter; gan­ske tæt på den helt intak­te faca­de (når vi ser bort fra sod­svært­nin­gen). Byg­nin­gen tv. for hotel­let er også helt ube­ska­di­get. Der er ingen logisk sam­men­hæng mel­lem kra­te­ret og ska­der­ne på hotel­let, hvor sod­svært­nin­gen på faca­den skyl­des de ind­ven­di­ge bran­de.
Foto: Inter­net­tet.

 

Pro­ble­met var imid­ler­tid, at kra­te­ret ikke var skabt af en eks­plo­sion – abso­lut ikke fra en bil­bom­be, men hel­ler ikke fra en ned­gra­vet lad­ning spræng­stof …

Det var tem­me­lig åben­bart, at “kra­te­ret” var gra­vet ud med en gra­ve­ma­ski­ne, inden “eks­plo­sio­nen”. Det frem­gik tyde­ligt af den udstrak­te Tv-dæk­ning af begi­ven­he­den, at kra­te­ret var kun­stigt og lige så uvir­ke­ligt som den eks­plo­sion, det skul­le fore­stil­le at være opstå­et af. Ud over det kun­sti­ge kra­ter var det tyde­ligt, at det bræn­den­de Mar­ri­ott Hotel i bag­grun­den ikke frem­vi­ste den rin­ge­ste ska­de efter en chok­bøl­ge. Vist brænd­te det fra tid til anden vold­somt inde i hotel­let, endog med blå flam­mer, der for­ræ­de­risk udvik­les af sær­ligt brand­næ­ren­de mate­ri­a­le, men alle hotel­lets udsøg­te faca­de­de­ko­ra­tio­ner og skøn­ne små bal­ko­ner udfor hvert af værel­ser­ne mod faca­den var abso­lut intak­te …

Den­ne faca­de stod i skæ­ren­de kon­trast til andre byg­nings­fa­ca­der, der hav­de været udsat for vir­ke­li­ge mini­a­tom­bom­ber, så som faca­den på Alfred P. Mur­ray-byg­nin­gen i Okla­ho­ma og Kho­bar Towers’ byg­ning 131, hvor faca­der­ne i beg­ge til­fæl­de blev fuld­stæn­dig knust og faldt til jor­den som støv og brok­ker (se bil­le­der­ne neden­for).


Alfred P. Mur­ray Fede­ral Buil­ding (tv.) og Kho­bar Towers’ byg­ning 131 (th.). Foto: Inter­net­tet.

 

I beg­ge dis­se til­fæl­de frem­går det tyde­ligt, at de angreb­ne byg­nin­ger blev totalt øde­lagt. I til­fæl­det Okla­ho­ma-bomb­nin­gen (tv.) er radi­us for destruk­tions­zo­nen min­dre end ved Kho­bar Towers-bomb­nin­gen (th.). Kra­te­ret fra Okla­ho­ma-bomb­nin­gen er også tæt­te­re på byg­nin­gen. Det skyl­des, at bom­ber­ne var indstil­let til at udvik­le for­skel­lig spræng­kraft. I Okla­ho­ma blev mini­a­tom­bom­ben indstil­let til ca. 0,1 kilo­ton, mens den for Kho­bar Towers var mindst det dob­bel­te. Ale­ne bedømt efter kra­ter­stør­rel­sen i Kho­bar-til­fæl­det [se kra­te­ret her i vores del­ar­ti­kel] må lad­nin­gen have sva­ret til mindst 200–250 tons TNT*. Kra­te­ret for­an Alfred P. Mur­ray-byg­nin­gen er ikke tyde­ligt syn­ligt på det­te bil­le­de, for­di de såkald­te good guys sør­ge­de for at fyl­de det med jord næsten umid­del­bart efter spræng­nin­gen [se kra­te­ret her i vores del­ar­ti­kel]. 

*) [Man kan ikke med sik­ker­hed udle­de stør­rel­sen af en spræng­lad­ning på grund­lag af kra­te­rets stør­rel­se. Stør­rel­sen af et kra­ter afhæn­ger af fle­re for­hold: i et vist omfang af spræng­lad­nin­gens stør­rel­se, men i høj grad også af lad­nin­gens pla­ce­ring i meter (M) under jor­d­over­fla­den, jor­dens mod­stand­s­ko­ef­fi­ci­ent © og dens for­dæm­nings­ko­ef­fi­ci­ent (d). Hvis kra­te­rets radi­us i over­fla­de­ni­veau kal­des T, og for­hol­det mel­lem T og M (T/M) kal­des n, kan man ud fra vær­di­en af n tale om for­skel­li­ge for­mer på trag­ten:
For en “almin­de­lig ladet” spræng­ning er n = 1; for en “over­la­det” spræng­ning er n > 1 og for en “under­la­det” spræng­ning er n < 1. Ved en almin­de­lig ladet spræng­ning, hvor M alt­så er lig med T, vil kra­te­ret i prin­cip­pet have form som en keg­le med en vin­kel i nær­he­den af 90° og med spid­sen i lad­nin­gens cen­trum. Hvis vi kal­der lad­nin­gen i kg for L, ser form­len sådan ud:
L = c x d x (kva­dra­tro­den af (1 + n^2) — 0,41)^3 x M^3
Bemærk at den­ne for­mel gæl­der for kon­ven­tio­nel­le lad­nin­ger, fx bestå­en­de af TNT. Man skal også være opmærk­som på, at måle­ne er teo­re­ti­ske. Der fal­der en bety­de­lig del af den løs­ne­de jord til­ba­ge i kra­te­ret, så det ofte mere har form af en skål med afrun­det bund.


For­skel­li­ge kra­ter­pro­fi­ler som funk­tion af n.
Bemærk, at i græn­se­til­fæl­det, hvor N = 0, har vi at gøre med en indslag­slad­ning, som Dimi­tri Kha­lezov beskri­ver i for­bin­del­se med 9/11, hvor lad­nin­ger­ne er omgi­vet af klip­pe­mas­se. Foto: O​-​D​-​I​-​N​.org

 

EKSEMPEL:
Hvis vi synes, at kra­te­ret udfor Mar­ri­ott Hotel ser ud til at have en dia­me­ter på 32 meter i ter­ræn­ni­veau, bli­ver T = 16, og for­ud­sæt­ter vi yder­li­ge­re, at kra­te­ret skyl­des en over­la­det spræng­ning, hvor N = 2, har lad­nin­gen befun­det sig 8 meter under jor­d­over­fla­den. 
Hvor stor må lad­nin­gen da som mini­mum have været?
Vi sæt­ter mod­stand­s­ko­ef­fi­ci­en­ten c til 0,6 sva­ren­de til “almin­de­lig jord” og med M > 5.
For­dæm­nings­ko­ef­fi­ci­en­ten d sæt­tes til 1,1 (da “lad­nings­gan­gen” (M) er ca. halv­de­len af bryd­nings­rum­mets radi­us B). Der­med bli­ver …
L = 0,6 x 1,1 x (kva­dra­tro­den af (1 + 2^2) — 0,41)^3 x 8^3 ca. = 2.058 kg (o. 2 tons).
Tro­tyls mas­se­fyl­de i upres­set til­stand er ca. 1,65 – og der­med fyl­der 2.058 kg omkring 1.200 liter, eller 6 trom­ler, der hver rum­mer 200 liter.

Det er alt­så muligt at frem­brin­ge et ret over­be­vi­sen­de kra­ter ved hjælp af en så lil­le mæng­de kon­ven­tio­nelt spræng­stof, at det både kan trans­por­te­res på en enkelt min­dre last­bil (pick­up) og pla­ce­res i et klo­ak­sy­stem eller et bore­hul 8 meter under jor­d­over­fla­den. Anbrin­ges den­ne lad­ning ufor­dæm­met oven på jor­den eller bli­ver stå­en­de på pickup’ens lad, frem­kom­mer der intet kra­ter, men højst et aftryk eller knus­nings­mær­ke på under­la­get.

Hvis vi nu fore­stil­ler os, at L ikke er 2.000 kg, men 200.000 kg, alt­så sva­ren­de til en mini­a­tom­bom­be, der er indstil­let til 0,2 kilo­ton TNT – hvil­ken ube­kendt i form­len vil så sti­ge, hvis vi fast­hol­der dyb­den M på 8 m og vær­di­er­ne for c og d? Det kan kun bli­ve n. Når vær­di­en er 200.000 for L, bli­ver den teo­re­ti­ske vær­di af n omkring 9 og kra­te­rets dia­me­ter i ter­ræn­ni­veau ca. 144 meter.

Men det er kun en teo­re­tisk dimen­sion. Hoved­par­ten af den enor­me ener­gi vil slyn­ge jor­den ud til sider­ne og ret­te ener­gi­en lidt mere opad, og kra­te­ret vil se ud til at være omkring 80 meter i dia­me­ter og omkring 20 meter dybt, alt­så noget affla­det.

Og hvis de 200.000 kg (i form af en vel­vok­sen “ter­mokan­de”) kun anbrin­ges i 4 meters dyb­de vil n bli­ve omkring 14 (idet for­dæm­nings­ko­ef­fi­ci­en­ten er ændret), sva­ren­de til en teo­re­tisk kra­ter­di­a­me­ter på 112 meter, der vil syne langt min­dre, da den yder­ste del af det teo­re­ti­ske kra­ter ikke vil kun­ne skel­nes fra det fysi­ske land­skab og opsprøjt.

Der er alt­så ingen afgø­ren­de for­skel på de visu­el­le ind­tryk af kra­ter­ne i almin­de­lig jord, selv om spræng­nin­gen bevæ­ger sig fra kon­ven­tio­nel “over­la­det” til nuk­lear “bety­de­ligt over­la­det”, når lad­nin­gens dyb­de M er mel­lem 4 og 8 meter.

Den helt afgø­ren­de for­skel er effek­ten på de nær­me­ste omgi­vel­ser, og jo min­dre M er, jo stør­re er natur­lig­vis effek­ten over jor­den. I til­fæl­det med den kon­ven­tio­nel­le 2 tons lad­ning vil Mar­ri­ott Hotel se ud som det gør på bil­le­det (det med den oran­ge mand i for­grun­den). Hav­de det været en 200 kilo­ton mini­a­tom­bom­be, der hav­de lavet kra­te­ret, vil­le hotel­let have lig­net bil­le­der­ne af Alfred P. Mur­ray-byg­nin­gen og Kho­bar Towers’ byg­ning 131, dvs. faca­den hav­de som mini­mum mang­let, og de nær­me­ste byg­nin­ger vil­le have været iøj­ne­fal­den­de beska­di­get.

Vores kon­klu­sion er, at Dimi­tri Kha­lezov helt sik­kert har ret i, at det ikke var en nuk­lear lad­ning, der blev udløst så tæt på hotel­let, men kra­te­ret behø­ve­de ikke at have være gra­vet ud. Det er meget van­ske­ligt at fore­stil­le sig, hvor­dan det skul­le gøres spor­løst, bog­sta­ve­ligt talt, selv med effek­tiv afspær­ring og en gene­rel over­ta­gel­se af hotel­let. Men måske mener Dimi­tri Kha­lezov, at en total afspær­ring af byde­len gik for­ud, men har glemt at skri­ve det. Ellers må vi tro, at nogen i Isla­ma­bad vil­le obser­ve­re en sådan opsko­v­ling af jord og sene­re hen­ven­de sig til medi­er­ne for at bevid­ne, at kra­te­ret ikke skyld­tes en spræng­ning. Det er mere sand­syn­ligt, at spræng­nin­gen blev gen­nem­ført med to tons kon­ven­tio­nelt spræng­stof, der var anbragt enten i en bekvemt eksi­ste­ren­de klo­ak eller i en diskret “vand­bor­ing” – eller i et andet hul­rum i sam­me dyb­de. Vi gæt­ter på, at sam­ti­dig med udløs­nin­gen af bom­ben blev for­be­red­te brænd­stof­fer inde i hotel­let antændt.
Men nu vide­re i Dimi­tri Kha­lezovs egen udred­ning.]

Efter­som for­må­let var at maske­re en “bomb­ning” som en mini­a­tom­bomb­ning, synes jeg at spin­dok­to­rer­ne kun­ne have over­be­vist det sto­re publi­kum mere effek­tivt ved at have ladet de mili­tæ­re vag­ter, der bevog­te­de kra­te­ret, være iført ABC-drag­ter eller i det mind­ste ånde­drætsværn. [Ikke enig – i alle vir­ke­li­ge til­fæl­de af mini­a­tom­bomb­nin­ger, har alle været over­ladt til selv at fin­de ud af bom­bens karak­ter og tage for­nød­ne for­holds­reg­ler. At udru­ste offi­ci­el­le per­so­ner med ABC-dragt med det sam­me vil­le være “for tykt”.] I øvrigt er den omstæn­dig­hed, at der alle­re­de næste mor­gen stod offi­ci­el­le men­ne­sker uden at være udru­stet med ånde­drætsværn tæt ved et kra­ter, der skul­le fore­stil­le at være dan­net af en mini­a­tom­bom­be, i sig selv et vink om, at begi­ven­he­den i egen­skab af “mini­a­tom­bomb­ning” var hum­bug. Det­te kan især undre, da Paki­stan er en atom­vå­ben-udru­stet stat [dog uden mini­a­tom­vå­ben] og dets mili­tær og myn­dig­he­der må have kend­skab til farer­ne ved radio­ak­ti­vi­tet.
At kal­de “bil­bomb­nin­gen” af Mar­ri­ott Hotel for “Paki­stans 9/11” var ret svulstigt … Der fand­tes intet grund­lag for en sådan sam­men­lig­ning.


Her er end­nu et bil­le­de af det “ure­ger­li­ge” kra­ter fra det såkald­te paki­stan­ske 9/11. Man kan se, at “kra­te­ret” afvi­ger fra den ide­el­le cir­kel­form (de fle­ste vir­ke­li­ge kra­te­re efter eks­plo­sio­ner har en nær­mest ide­al cir­kel­form, og kra­te­ret fra Kho­bar Towers er et godt eksem­pel. [Hvis der evt. var tale om en kon­ven­tio­nel lad­ning pla­ce­ret i en eksi­ste­ren­de kon­struk­tion, fx en stør­re klo­ak­hvælv­ning, er det ikke sik­kert, at kra­te­ret vil­le bli­ve så ide­alt i for­men.] Foto: Inter­net­tet.

 

Igen må jeg [Dimi­tri Kha­lesov] påpe­ge, at den påfal­den­de ube­ska­di­ge­de faca­de af Mar­ri­ott Hotel sim­pelt­hen befin­der sig alt for tæt på kan­ten til det­te enor­me “mini­a­tom­bom­be­kra­ter” til sta­dig at være for­holds­vis intakt.

Der knyt­ter sig et andet “trans­pa­rent hint” til sagen om “bil­bomb­nin­gen” af Mar­ri­ott Hotel. Det blev ikke omtalt men vist under den lan­ge Tv-dæk­ning af begi­ven­he­den – såle­des at en enga­ge­ret iagt­ta­ger ikke vil­le und­gå at bemær­ke vin­ket. Det bestod i at vise, at ingen brand­mænd var syn­ligt opta­get af at bekæm­pe ilden. Mar­ri­ott Hotel brænd­te og brænd­te i time­vis, og ingen anstreng­te sig for at sluk­ke ilden … Det skul­le for­stås, at brand­mæn­de­ne var beor­dret til at hol­de sig fri af en strå­lings­ri­si­ko. Som kro­nen på vær­ket med det­te offent­li­ge show blev det rap­por­te­ret, at sel­ve chok­bøl­gen fra “selv­mord­s­bi­len” kun­ne føles på en afstand af 30 kilo­me­ter. I dag hæv­der Wikipe­dia kun “15 km”, men man­ge sam­ti­di­ge nyheds­ka­na­ler påstod den dob­bel­te distan­ce, fx også den­ne Has­hoo Group

En hel lil­le hær af skrib­le­re var ble­vet sat til at udtryk­ke deres “mistan­ker” skrift­ligt. Mistan­ker­ne vari­e­re­de fra fan­ta­si­er om, at det kun­ne have været et “ter­moba­risk” våben.* (Den opmærk­som­me læser, som er i stand til at læse mel­lem linjer­ne, vil også kun­ne se, at det­te var en “til­slø­ret” omta­le af en atom­bom­be) – til “trans­pa­ren­te” sam­men­lig­nin­ger med Okla­ho­ma-bomb­nin­gen (der for man­ge er erkendt som nuk­lear). For at styr­ke det over­ord­ne­de bil­le­de blev nog­le for­kul­le­de krop­pe fra et nær­lig­gen­de lig­hus [eller lig­nen­de figu­rer, der ikke er van­ske­li­ge af efter­la­ve] spredt omkring på den for­mode­de “gro­und zero”, og en dri­stig udta­lel­se: fines­sen ved spræng­nin­gen viser, at det er al Qae­das hånd­værk” blev søsat af en offent­lig sik­ker­heds­per­son (via Reu­ters [fod­no­te 510]).

*) [Et ter­moba­risk våben rum­mer et brænd­mid­del, der udnyt­ter ilten fra omgi­vel­ser­ne til at udvik­le en intens eks­plo­sion ved høj tem­pe­ra­tur, fx en brænd­stof-luft­bom­be. Det vil­le også være muligt at syn­kro­ni­se­re en kon­ven­tio­nel underjor­disk bom­be med spred­nin­gen og antæn­del­sen af en stør­re mæng­de brænd­stof i et par­ke­ret tank­kø­re­tøj i nær­he­den. Den kom­bi­na­tion vil­le ikke have nogen destru­e­ren­de chok­bøl­ge, men kun­ne for­år­sa­ge omfat­ten­de bran­de. Meto­den blev anvendt i 2001 for­an Pen­ta­gon, da man skul­le have faca­den til at se ud, som om den var ble­vet ramt af et pas­sa­ger­fly og ikke af et pan­ser­bry­den­de kryd­ser­mis­sil.]

En anden erklæ­ring kom fra Reh­man Malik [desvær­re eksi­ste­rer det til­hø­ren­de link under fod­no­te 511 ikke mere] en over­ord­net paki­stansk embeds­mand fra deres inden­rigs­mi­ni­ste­ri­um; han udtal­te: “Angre­bet blev udført under anven­del­se af den stør­ste mæng­de eks­plo­si­ver nogen­sin­de set i et ter­r­or­an­greb i Paki­stan. Det var også det mest død­brin­gen­de angreb nogen­sin­de i Paki­stans hoved­stad”.
I betragt­ning af, at Paki­stan har været udsat for en del vir­ke­li­ge mini­a­tom­bomb­nin­ger gen­nem tiden, blev det ad omve­je gjort gæl­den­de at den aktu­el­le bomb­ning uden sam­men­lig­ning var den “stør­ste” og mest “død­brin­gen­de” i for­hold til resten af mini­a­tom­bomb­nin­ger­ne.


Her er et offi­ci­elt bil­le­de af et antal biler, som angi­ve­ligt skul­le være knust af chok­bøl­gen og brændt ud efter spræng­nin­gen for­an Mar­ri­ott Hotel.
Foto: Inter­net­tet.

 

Bil­le­det oven­for repræ­sen­te­rer et andet “ure­ger­ligt” til­fæl­de fra det såkald­te 9/11 i Paki­stan. Det viser mær­ke­ligt afbrænd­te biler, der præ­sen­te­res som om de var øde­lagt af en “nuk­lear” chok­bøl­ge og ter­misk strå­ling. Effek­ten skul­le i så fald have udfol­det sig fra høj­re mod ven­stre hen over biler­ne og ind mod hotel­lets faca­de uden at øde­læg­ge byg­nin­gen i til­sva­ren­de omfang. [Se det tid­li­ge­re bil­le­de med vagt­po­sten for­an kra­te­ret og følg ret­nin­gen mod det­te hjør­ne. Det er mere sand­syn­ligt, at dis­se køre­tø­jer er ble­vet øde­lagt i en iso­le­ret brand under høj tem­pe­ra­tur. Den skin­nen­de, til­sy­ne­la­den­de u-brænd­te bil i bag­grun­den er tæt­te­re på kra­te­rets cen­ter end køre­tø­jer­ne i for­grun­den.]

Igen, sam­men­lign også den­ne ube­ska­di­ge­de faca­de med den fra Kho­bar Towers (vist oven­for) …

Det kom ikke som en over­ra­skel­se, at en video­op­ta­gel­se fra et over­våg­nings­ka­me­ra, fri­gi­vet af den paki­stan­ske rege­ring, ikke viste bil­le­der af sel­ve “eks­plo­sio­nen”.

Du kan gå ud fra, at de invol­ve­re­de spin­dok­to­rer, der orga­ni­se­re­de det­te fup­num­mer, skynd­te sig til ABC- og civil­for­svars-spe­ci­a­li­ster, måske end­da til IAEA’s inspek­tø­rer for – helt seri­øst natur­lig­vis – at opfor­dre dem til at kon­trol­le­re for mulig radio­ak­ti­vi­tet nede i det enor­me kra­ter, efter­som man kun­ne bekym­res over, om en så enorm eks­plo­sion even­tu­elt kun­ne være nuk­lear … Natur­lig­vis fand­tes ingen radio­ak­ti­vi­tet i det­te til­fæl­de, hvil­ket for­modent­lig også har udløst spin­dok­to­rer­ne for­nø­jet­hed over egen kre­a­ti­vi­tet.

Tænk på, at det gan­ske pæne Mar­ri­ott Hotel i Isla­ma­bad fak­tisk blev brændt ned som en kulis­se af dis­se isce­ne­sæt­te­re, til ingen ver­dens nyt­te, måske bort­set fra en falsk for­nem­mel­se af gar­de­ring. I vir­ke­lig­he­den over­be­vi­ser de ikke os bar­ba­rer med den slags bil­li­ge shows. Deres anstren­gel­ser hav­de været for­gæ­ves …

Det er mit håb, at den enga­ge­re­de læser med min bog er ble­vet i stand til at skel­ne en sand mini­a­tom­bomb­ning fra en falsk. De to for­søg den 17. og 20. sep­tem­ber 2008 hører til sidst­nævn­te kate­go­ri.

Ba’ath-partiet, Damaskus, Syrien

P.S.
Fak­tisk var jeg ved at skul­le publi­ce­re den nye­ste udga­ve af min bog, da en af mine ven­ner gjor­de mig opmærk­som­hed på den sene­ste “selv­mords bil­bomb­ning”, der fandt sted nær hoved­kvar­te­ret for det rege­ren­de Baath-par­ti i Dama­s­kus i Syrien den 20. febru­ar 2013. Efter hans opfat­tel­se var den­ne bomb­ning nuk­lear, for­di den udadtil mat­che­de alle kræ­ve­de attri­but­ter – lige fra en typisk pad­de­hat­te­sky og brænd­te krop­pe til et kra­ter og det med­føl­gen­de hyste­ri i mas­se­me­di­er­ne.
Jeg var ble­vet så træt af dis­se mini­a­tom­bomb­nin­ger, der ind­traf så ofte, at jeg omkring udgan­gen af 2008 holdt op med at bekym­re mig om dem. Der blev sim­pelt­hen for man­ge at hol­de rede på, og der var intet nyt ved dem, da det først var ble­vet ruti­ne at obser­ve­re dem. Jeg miste­de inter­es­sen for den­ne ter­ror og føl­te, at jeg brug­te for meget af min dyre­ba­re tid på den. Men da min ven insi­ste­re­de, kig­ge­de jeg nær­me­re på “bil­bom­ben” i Dama­s­kus, og jeg mener, at det var en til­ret­telagt fore­stil­ling. Lad os kig­ge nær­me­re efter.

Her er en del af den offent­li­ge infor­ma­tion om den­ne sene­ste bil­bomb­ning [den sene­ste, der behand­les i ver­sion 4 af bogen fra juli 2013], som besad en del af de visu­el­le attri­but­ter, der ken­de­teg­ner en typisk mini­a­tom­bomb­ning:

En over­skrift lød: “Bil­bom­be i Dama­s­kus dræ­ber dusin­vis, siger oppo­si­tio­nen” af Anne Bar­nard og Rick Glad­ston, udgi­vet 21. febru­ar 2013 af New York Times (NYT).
[Bemærk: det oprin­de­li­ge link under fod­no­te 513 er brudt, så vi lin­ker her til den lig­nen­de arti­kel pr. 2015 på NYT’s hjem­mesi­de; vær opmærk­som på, at ind­hol­det kan være ændret.]
Jeg cite­rer:

TRIPOLI, Liba­non – Mindst tre bil­bom­ber eks­plo­de­re­de i Dama­s­kus i tors­dags, her­un­der en kraf­tig eks­plo­sion i nær­he­den af hoved­kvar­te­ret for præ­si­dent Bas­har al-Assads rege­rings­par­ti og Den Rus­si­ske Ambas­sa­de i byens cen­trum, iflg. vid­ner ram­te den omgi­vel­ser­ne som et jord­s­kælv

… Der fulg­te ingen umid­del­bar erklæ­ring om ansvar. Den leden­de oppo­si­tio­nel­le grup­pe­ring for­døm­te bomb­nin­ger­ne under et møde i Cairo, der var et for­søg på at afsæt­te hr. Assad …

… Syri­ens stats­li­ge nyheds­bu­reau SANA beskri­ver spræng­nin­gen som ter­r­o­rist­grup­pers værk, dets stan­dard-ter­mi­no­lo­gi for oprø­re­re …

Jeg kan ikke mod­stå fri­stel­sen til at afbry­de for­tæl­lin­gen her og kom­men­te­re kli­che­en “dets stan­dard-ter­mi­no­lo­gi for oprø­re­re” (som den syri­ske rege­ring alt­så kal­der “ter­r­o­rist­grup­per”). Skrib­ler­ne, der arbej­der for NYT, synes åben­bart ikke, at det er for­kert at bru­ge en så hyk­le­risk kli­ché i de ame­ri­kan­ske medi­er i sam­me moment, som US-trop­per kæm­per i Irak og Afg­ha­ni­stan mod oprø­re­re, der også kal­des for “ter­r­o­rist­grup­per”. Det fore­kom­mer mig, at de men­ne­sker, der kon­trol­le­rer mas­se­me­di­er­ne i dag, helt har mistet rea­li­tets­san­sen, for ikke at sige almin­de­lig takt!

… Det syri­ske obser­va­to­ri­um for men­ne­ske­ret­tig­he­der, en anti-Assad-grup­pe med base i Stor­bri­tan­ni­en og med et net­værk af kon­takt­per­so­ner i Syrien, rap­por­te­re­de at mindst 59 per­so­ner var ble­vet dræbt af Mazraa-bom­ben, som grup­pen beskri­ver som en lure­mi­ne­ret bil ved siden af et mili­tært kon­trol­punkt. Den sag­de, at mindst 16 af de døde var fra sik­ker­heds­styr­ker­ne …

… Den natio­na­le koa­li­tion af syri­ske revo­lu­tio­næ­re og oppo­si­tio­nel­le styr­ker, den stør­ste sam­len­de grup­pe for oppo­si­tio­nen, for­døm­te bil­bomb­nin­ger­ne og andre voldsom­he­der, der dræb­te civi­le i Dama­s­kus i tors­dags, og siger i en udta­lel­se, at de “hol­der Assad-regi­met ansvar­ligt for dem.” …

En anden afslø­ren­de arti­kel: “Bil­bom­be dræ­ber over 50 tæt ved Dama­s­kus’ rege­rings­par­ti­kon­tor” af Domi­nic Evans, BEIRUT; tors­dag den 21. febru­ar 2013 kl. 17.22 EST, Reu­ters. [Fod­no­te 514.]

(Reu­ters) – En bil­bom­be dræb­te mere end 50 men­ne­sker og sår­e­de 200 i det cen­tra­le Dama­s­kus tors­dag, da den sprang i luf­ten på en traf­fi­ke­ret hoved­vej tæt ved det rege­ren­de Baath-par­tis kon­to­rer og Den Rus­si­ske Ambas­sa­de, oply­ser stats­li­ge medi­er og akti­vi­ster.

Syrisk fjern­syn viste for­kul­le­de og blo­di­ge lig strø­et ud over vej­en efter spræng­nin­gen, der beskri­ves som en selv­mord­s­bomb­ning af den “terrorist”-bekæmpende præ­si­dent Bas­har al-Assad. Det oply­stes, at 53 var ble­vet dræbt …”

Bemærk ven­ligst, at også skrib­ler­ne fra Reu­ters benyt­ter ordet “ter­r­o­ri­ster”, i anfør­sels­tegn – hvil­ket insi­nu­e­rer, at de men­ne­sker, der fin­der på at udlø­se bil­bom­ber, som er i stand til at dræ­be og lem­læ­ste nog­le hund­re­de uskyl­di­ge civi­li­ster, kun opfat­tes som ter­r­o­ri­ster af det “tota­li­tæ­re” Assad-regi­me, men ikke af det demo­kra­ti­ske Vesten.
Med hen­syn til de “for­kul­le­de lig” ven­der vi til­ba­ge til det­te sene­re, men lige nu er det vig­tigt at hæf­te sig ved, at dis­se “for­kul­le­de lig” åben­bart fand­tes i sce­ne­ri­et, og at det syri­ske fjern­syn ikke holdt sig til­ba­ge fra at vise dem.

… Oppo­si­tions-akti­vi­ster rap­por­te­re­de fle­re eks­plo­sio­ner andre ste­der i byen efter eks­plo­sio­nen, der ram­te kort før kl. 11 (0900 GMT).

En bebo­er i hjer­tet af hoved­sta­den hør­te tre eller fire pro­jek­ti­ler hvis­le gen­nem luf­ten fulgt af eks­plo­sio­ner. Mindst et af dem lan­de­de i et offent­ligt områ­de i Abu Rum­ma­neh-distrik­tet, for­tal­te hun, men ingen blev ska­det …

Det lader til, at angre­bet omfat­te­de fle­re aspek­ter, der skul­le syn­kro­ni­se­res. Men syn­kro­ni­se­rin­gen fore­gik på en sær gam­mel­dags måde: ved at affy­re lyd­sig­nal­ra­ket­ter hen over byen (som om den moder­ne bys kom­mu­ni­ka­tions­mid­ler, GMS-mobil­te­le­fo­ner med SMS-mulig­hed, Wi-Fi, Blu­et­oo­th eller Inter­net­tet ikke kun­ne bru­ges til for­må­let). Det­te peger på del­ta­gel­sen af regu­læ­re hær­styr­ker i høje­re grad end på ter­r­or­grup­per eller frem­me­de hem­me­li­ge tje­ne­ster (det er som regel hæren, der sidst opgi­ver gam­le meto­der).

… Det for­tæl­les, at 56 per­so­ner blev dræbt, og der­af var mindst 15 fra Syri­ens sik­ker­heds­styr­ker, mens resten var civi­le. Otte andre blev dræbt af en bil­bom­be i Barzeh-distrik­tet i det nor­døst­li­ge Dama­s­kus, en af fle­re eks­plo­sio­ner, der fulg­te efter Mazraa-angre­bet.

Ruslands Itar-Tass nyheds­a­gen­tur cite­re­de en diplo­mat for at sige, at Mazraa-eks­plo­sio­nen blæ­ste vin­du­er ud på den rus­si­ske ambas­sa­de­byg­ning, men ingen ansat­te kom til ska­de. “Byg­nin­gen er tem­me­lig beska­di­get … vin­du­er­ne er knust,” sag­de diplo­ma­ten.

Køre­tø­jet med­brag­te mel­lem 1 og 1,65 tons eks­plo­si­ver, oply­ste Dama­s­kus guver­nør Bis­hr Sab­ban til Reu­ters …

Af dis­se cita­ter gøres det ad omve­je gæl­den­de, at krop­pe­ne var så slemt for­brænd­te (eller måske end­da redu­ce­ret til aske eller spor­løst for­dam­pet), at selv det opgjor­te antal af døde med­lem­mer fra de syri­ske sik­ker­heds­styr­ker ikke kan afgø­res med sik­ker­hed, hvor­ved upræ­ci­se udtryk som “mindst” må anven­des. Selv­føl­ge­lig, den tra­di­tio­nel­le påstand om “mel­lem 1 og 1,65 tons eks­plo­si­ver”, som det lyk­ke­des ter­r­o­ri­ster at mase ind i en bil [det er trods alt 5 stk. 200 liters tøn­der i volu­men] stem­mer fint med den klas­si­ske omta­le af en mini­a­tom­bomb­ning.

… En kor­re­spon­dent fra syrisk fjern­syn for­tal­te, at han så syv lig­po­ser med krop­pe på ger­nings­ste­det. Han tal­te 17 udbrænd­te biler og andre 40, som blev øde­lagt eller slemt beska­di­get ved spræng­nin­gen, der hav­de efter­ladt et 1,5 meter dybt kra­ter i køre­ba­nen …

Jeg tror, at det er til­stræk­ke­ligt; nu har vi al nød­ven­dig infor­ma­tion. Det er unød­ven­digt at gå resten igen­nem, lige med und­ta­gel­se af nog­le bil­le­der fra begi­ven­he­den: Der­med har vi regi­stre­ret til­stræk­ke­ligt af klas­si­ske “spor”: for­brænd­te krop­pe, udbrænd­te og øde­lag­te biler, “jord­s­kælv” samt et kra­ter (idet vi alle­re­de ved, at bil­bom­ber ikke efter­la­der kra­te­re, at de ikke umid­del­bart dræ­ber og sår­er men­ne­sker i mas­seska­la, at de ikke kan for­bræn­de nogen, og at de ikke sæt­ter biler i brand). Des­u­den kan vi se, at den kil­de, der for­søgs­vis anty­der nuk­lea­re detal­jer, er sel­ve det syri­ske Tv, som må for­modes at være bak­ket op af den syri­ske rege­ring og (måske) af rus­ser­ne som støt­ter den. Sam­ti­dig kan vi se, at ingen eksi­ste­ren­de oppo­si­tio­nel grup­pe­ring erklæ­rer sig ansvar­lig. Oven i købet peger oppo­si­tio­nen direk­te på den syri­ske rege­ring som den ansvar­li­ge.

Det er på tide at stu­de­re bil­le­der­ne.


Den for­mode­de “atom­sky” foto­gra­fe­ret umid­del­bart efter “bil­bomb­nin­gen” i Dama­s­kus den 20. febru­ar 2013. Foto: Inter­net­tet.

 

Bil­le­det af “pad­de­hat­te­sky­en” (sam­men med en del andre fotos) er hen­tet fra Daily Tele­graph, UK’s, hjem­mesi­de. Det bety­der ikke nød­ven­dig­vis, at bil­le­der­ne er taget af Daily Telegraph’s egne foto­gra­fer. De er til­sy­ne­la­den­de taget af “til­fæl­di­ge” men­ne­sker og leve­ret som “hot” nyt til omhand­le­de nyheds­a­gen­tur.
Jeg vil til­la­de mig at hæv­de, at hele kampag­nen er et falsum, og at bil­le­det oven­for af den pad­de­hat­te­lig­nen­de sky efter den mysti­ske bil­bom­be er en mani­pu­la­tion, der er lavet i et digi­talt bil­led­re­di­ge­rings­værk­tøj. Jeg føler mig over­be­vist om, at folk med urent mel i posen optog det­te bil­le­de i for­vej­en og til­fø­je­de “atom­sky­en” digi­talt (det vil­le være ret ukom­pli­ce­ret på den ens­ar­te­de bag­grund); der­ef­ter juste­re­de de exif-infor­ma­tio­ner­ne, så de mat­che­de et tids­punkt kort efter eks­plo­sio­nen (hvis tids­punkt var kendt i for­vej­en) og send­te bil­le­det vide­re til god­tro­en­de [moti­ve­re­de] nyheds­a­gen­tu­rer. [Søger vi med bil­le­det via Goog­les bil­led­søg­ning, frem­kom­mer 126 iden­ti­ske hit. Der er ingen opta­gel­ser i kate­go­ri­en “lig­nen­de bil­le­der” der viser en lig­nen­de røgsøj­le fra andre vink­ler, så bil­le­det er helt unikt for til­fæl­det.]

Hvor­for påstår jeg, at det er for­fal­sket? På grund­lag af resten af bil­le­der­ne i seri­en.
Lad os kig­ge på dem:


Det såkald­te kra­ter, som en af “bil­bom­ber­ne” skul­le have efter­ladt.
Foto: Inter­net­tet.

 

Her er vist et “kra­ter”. Åben­bart hav­de syrer­ne ikke mulig­hed for at gra­ve et fint dybt kra­ter med en gra­ve­ma­ski­ne i for­vej­en på det­te præ­ci­se sted – for at opnå sam­me effekt som deres paki­stan­ske kol­le­ger i fore­gå­en­de til­fæl­de. Så her måt­te de ty til en eller anden kon­ven­tio­nel eks­plo­sion på over­fla­den af vej­en og ret­te kraf­ten nedad, så godt det var muligt [dvs. vha. for­dæm­ning]. Selv om en sådan ret­tet lad­ning ikke var i stand til at ska­be noget, der kom i nær­he­den af et tro­vær­digt kra­ter, har den dog slå­et hul i asfal­ten og pres­set vej­kas­sen lidt ned [for­ment­lig ned i en klo­ak].


De bræn­den­de biler, som en af “bil­bom­ber­ne” skul­le have antændt.
Foto: Inter­net­tet.

 

Med det­te bil­le­de kan man træk­ke på smilebån­det over, hvor­dan sku­e­spil­ler­ne trans­por­te­rer en “sår­et” per­son, mens det påfal­den­de fra­vær af brand­ska­der på en let beska­di­get hvid bil tv. hel­ler ikke er uden under­hold­nings­vær­di. [Er den ble­vet par­ke­ret sene­re, med buler, løse karos­se­ri­de­le og knust for­r­u­de, eller er den ved et sandt under gået fri af “ter­mostrå­ling” eller pyro­tek­nisk mate­ri­a­le, som bom­ben i alle til­fæl­de udsen­der radiært (?!) Der synes ikke at være meget, der spe­ci­elt skær­mer den af i for­hold til den uhel­di­ge bil til høj­re.] Læg mær­ke til for­men af det fak­ti­ske afbræn­dings­møn­ster i mid­ten på bilen til høj­re. Det lig­ner spo­re­ne fra en bræn­den­de væske, og det ser ud til, at bilen er fyldt op med den.


Andre bræn­den­de biler …
Foto: Inter­net­tet

 

Ser dis­se biler ud til at have været udsat for chok­bøl­gen og den ter­mi­ske var­me­strå­ling fra en nuk­lear udlad­ning i nær­he­den? Bemærk især pla­sti­ck­o­fan­ge­ren og den intak­te for­lyg­te? [Pla­stic smel­ter og glas spræn­ges, men hvis det­te er “skyg­ge­si­den”, kun­ne det være fjer­ne­re par­ke­re­de biler, der i så fald bur­de være afsved­ne og ikke i brand ind­ven­digt. Sam­ti­dig er de foto­gra­fe­ret meget kort efter udlad­nin­gen, og det kan undre, hvis foto­gra­fen har fået lov til at ope­re­re så tæt på eks­plo­sio­nen. Men måske vid­ste han og alle andre på ste­det, at radio­ak­tiv strå­ling var ude­luk­ket. Det kan også undre, at alle ofre er fjer­net så tid­ligt i for­lø­bet.]

DAMASKUS_Parkeringsskilt_560xy
Det for­mode­de “gro­und zero”.
Foto: Inter­net­tet.

 

På det sid­ste bil­le­de [af dem vi viser] kan man se en mas­se under­for­stå­e­de detal­jer, som kun­ne hid­rø­re fra en nuk­lear udlad­ning. Forv­red­ne og udbrænd­te biler og end­da et “par­ti­elt afsve­det” vejskilt. Til­sy­ne­la­den­de hid­rø­rer dis­se øde­læg­gel­ser fra en mini­a­tom­bom­be­s­præng­ning helt tæt på.
Men her skal du stil­le spørgs­må­let: Hvis det­te var en atoms­præng­ning, hvad ram­te så vejskil­tet først – den ter­mi­ske strå­ling (der udbre­der sig med lysets hastig­hed) eller tryk­bøl­gen (der kun er super­so­nisk)?
Ser du poin­ten? Vejskil­tet vil­le først, omend kortva­rigt, bli­ve udsat for ekstrem ophed­ning over HELE den pla­ne fla­de, inden skil­tet blev bøjet af tryk­bøl­gen. [Eller måske hav­de det altid været bøjet? – Næp­pe.]
Så natur­lig­vis opstår spørgs­må­let: Hvor­dan kun­ne skil­tet kun bli­ve par­ti­elt afsve­det?
For­di det blev frem­stil­let med en blæ­se­lam­pe som en anden rek­vi­sit til den­ne sce­ne­pro­duk­tion. [I øvrigt lader det til, at “kra­te­ret”, der vises i den­ne serie, hid­rø­rer fra et af de min­dre “gro­und zero“s og ikke det­te.]
Så det­te Hiros­hi­ma-lig­nen­de “gro­und zero” ikke langt fra Den Rus­si­ske Ambas­sa­de dum­pe­de i vores under­sø­gel­se. Vi er trods alt ægte bar­ba­rer ikke ple­be­je­re og hel­ler ikke de patri­ci­e­re, som den­ne pro­duk­tion åben­bart var mønt­et på.

Nogen vil måske betviv­le, at net­op den­ne bil­bomb­ning hav­de til for­mål at pas­se­re som et “nuk­leart” til­fæl­de af slagsen. Han kan hæv­de, at til­fæl­det kun­ne have været en ordi­nær “kon­ven­tio­nel” bil­bom­be, hver­ken mere eller min­dre.

Ja, det kun­ne i prin­cip­pet have været en ukom­pli­ce­ret bil­bom­be, hvis man ikke hav­de for­søgt at for­mid­le den som nuk­lear gen­nem en ræk­ke udspe­ku­le­re­de detal­jer: et tvivl­s­omt bil­le­de af en “atom­sky”, ufor­klar­li­ge bran­de i biler o.l. (ikke at forg­lem­me Tv’s fokus på “for­kul­le­de lig” og betyd­nin­gen af et under­for­stå­et “nuk­leart” kra­ter). Der­med kan til­fæl­det hver­ken pas­se­re som det ene eller andet. Husk, at ordi­næ­re eks­plo­sio­ner ikke for­bræn­der men­ne­sker eller antæn­der biler, de ska­ber ikke sky­er af form som pad­de­hat­te, og de laver ingen kra­te­re.

[Men … et antal lad­nin­ger bestå­en­de af få tons kon­ven­tio­nelt spræng­stof for­stær­ket med et kvan­tum brænd­stof og et ilt­nings­mid­del til en blan­ding, der ved spræng­nin­gen for­vand­les til spray og antæn­des, vil for­u­den tryks­ka­der­ne med­fø­re var­me­ud­vik­ling og sod­svært­ning, som vi ser på bil­le­der­ne. Man kan yder­li­ge­re fore­stil­le sig, at et antal køre­tø­jer i for­vej­en var præ­pa­re­ret med brænd­ba­re væsker og tænd­mid­ler. Det er des­u­den muligt at simu­le­re pad­de­hat­te­sky­en med til­sva­ren­de vir­ke­mid­ler. En sådan sky lig­ner den på bil­le­det, men ser ikke ud som en vir­ke­lig atom­sky fra en min­dre atom­bom­be. En sådan består øverst af dam­pe (efter ild­kug­len) og nederst af støv og for­bræn­dings­pro­duk­ter fra omgi­vel­ser­ne. Se bil­le­det fra BEI­RUT-kaser­ne-bomb­nin­gen af mari­ne­kor­p­sets kaser­ne i luft­hav­nen.
Vores kon­klu­sion er, at bil­le­der­ne ikke ude­luk­ker et antal kon­ven­tio­nel­le bom­ber, der var for­stær­ket med pyro­tek­ni­ske vir­ke­mid­ler, men hvis menin­gen har været at “sæl­ge” dem som nuk­lea­re, hæn­ger spo­re­ne ikke sam­men.
Med hen­syn til bil­le­der af “for­kul­le­de og blo­di­ge lig”, så er det ikke van­ske­ligt at frem­skaf­fe vel­lig­nen­de rek­vi­sit­ter. Når dagen er omme består gevin­sten fra dis­se opsæt­nin­ger i at have pro­du­ce­ret bil­le­der og rap­por­ter til pres­sen og Inter­net­tet. Der­med kan det hele sam­men­lig­nes med en film­pro­duk­tion på en slag­mark i Hol­lywood. Ingen kan ud af bil­le­der­ne afgø­re, om de afbil­der et sæt­testyk­ke eller en del af vir­ke­lig­he­den – eller mere kynisk: om vir­ke­lig­he­den med over­læg er omdan­net til en ræd­sels­sce­ne med til­fæl­digt til­ste­de­væ­ren­de men­ne­sker som ofre, ale­ne med det for­mål at opnå en poli­tisk for­del. Det sid­ste er desvær­re den typi­ske meto­de i hoved­par­ten af de mini­a­tom­bom­be­s­præng­nin­ger, vi har gen­nem­gå­et med dis­se del­ar­tik­ler, og hoved­par­ten af dem har været isra­el­ske.]

Men hvor­for, spør­ger du måske, beslut­te­de den syri­ske rege­ring det­te sku­e­spil?

Syri­ske sik­ker­heds­folk, såvel som dem, der arbej­der i rege­rin­gen, har natur­lig­vis regi­stre­ret, hvor skam­løst de såkald­te good guys er i stand til at udnyt­te de såkald­te bil­bom­ber poli­tisk. Så syrer­ne beslut­te­de at gøre det sam­me. Det kun­ne måske lige­frem føles unfair ikke også at måt­te betje­ne sig af mulig­he­den for at dæmo­ni­se­re fjen­den.

Hav­de syrer­ne haft en vir­ke­lig mini­a­tom­bom­be på hån­den, måske lånt en af deres rus­si­ske ven­ner, vil­le de sand­syn­lig­vis have benyt­tet den ægte vare, og ingen vil­le være i tvivl. Men Syrien råder ikke over mini­a­tom­bom­ber, til deres for­ven­te­li­ge skuf­fel­se, og rus­ser­ne er åben­bart ikke ivri­ge efter at for­sy­ne dem med en. Der­for det­te bil­li­ge show, vi har set oven­for.

Den vir­ke­li­ge mini­a­tom­bom­be­ter­ror er eks­klu­siv. Husk på, at for at kun­ne udlø­se en mini­a­tom­bom­be er det nød­ven­digt at have en, og det har kun en hånd­fuld natio­ner på ver­dens­plan.

Men, sta­dig, hvad var syrer­nes kon­kre­te motiv?

Syri­ens rege­ring, der er under pres fra sty­rets tid­li­ge­re vest­li­ge ope­ra­tø­rer for at for­la­de sce­nen, kan ikke for­li­ge sig med tan­ken om, at regi­mets tid er for­bi. Vesten behø­ver ikke læn­ge­re deres seku­læ­re dik­ta­to­rer for at kla­re sig mod isla­mi­sti­ske fun­da­men­ta­li­ster og “de røde” gen­nem ukon­sti­tu­tio­nel­le og ude­mo­kra­ti­ske meto­der, efter­som beg­ge ide­o­lo­gi­er er heden­gang­ne og ikke læn­ge­re udgør en fare. Der­for er Vesten inter­es­se­ret i at fjer­ne de til­ba­ge­væ­ren­de mario­net­ter og erstat­te deres unyt­ti­ge regi­mer med enten såkald­te demo­kra­ti­er eller i nog­le til­fæl­de “mili­tan­te isla­mi­ster”. De sidst­nævn­te er langt mere brug­ba­re for Vesten i dag end de fos­si­le regi­mer efter Sad­dam, Kadda­fi, Muba­rak, Ne Wins og Suhar­to. Det syri­ske regi­me er blot ét af dis­se fos­si­ler, men hr. Assad klyn­ger sig til mag­ten og håber på igen at bli­ve opfat­tet som nyt­tig i bekæm­pel­sen af “isla­misk ter­r­o­ris­me”, som det lyk­ke­des for hans far 30 år tid­li­ge­re. Hr. Assad, juni­or, vil bli­ve svig­tet, præ­cis som Vesten svig­te­de hans kend­te kol­le­ger – Sad­dam Hus­se­in og Muam­mar Kadda­fi. Vesten har mere brug for de “isla­mi­ske ter­r­o­ri­ster”.

[Bemærk, at Dimi­tri Kha­lezov mener “the good guys”, når han skri­ver “Vesten”. Han har også svært ved at næv­ne Israel som den egent­li­ge hove­d­ag­gres­sor i det­te spil.]

Tro mig – som ethvert tid­li­ge­re mario­net-regi­me under “the good guys” fortje­ner det­te syri­ske sty­re at for­svin­de. Sad­dam, Kadda­fi, Muba­rak m.fl. fun­ge­re­de som laka­jer for vest­lig impe­ri­a­lis­me, og selv om de blev afsat på en usym­pa­tisk måde, fortje­ner de ingen sym­pa­ti. Hel­ler ikke hr. Assad.

[I den­ne karak­te­ri­stik er vi abso­lut ueni­ge, hvad angår Kadda­fi og Assad. I 2018 bekæm­pes Syrien af såvel Israel som zioUSA i en ero­brings­krig for at ind­dra­ge det syri­ske ter­ri­to­ri­um i et Sto­ris­ra­el, og Assad har været nødt til at alli­e­re­de sig med den ver­dens­magt, der i øje­blik­ket sik­rer Syri­ens bestå­en, og det er Putins Rusland.]