Bomber mod: bygninger i Yemen, Pakistan og Syrien,
2008 og 2013

Sand Historie

O-D-I-N.org ud fra The Third Truth about 9/11, 15. januar 2015.

 

Følgende tre “bilbombninger” behandles samlet, idet Dimitri Khalezov af en ganske bestemt grund anser dem for at være fingerede “miniatombombninger”.

USA’s ambassade i Sana’a, Yemen – onsdag 17. sep. 2008 kl. 09.15,
Marriott Hotel i Islamabad, Pakistan – lørdag 20. sep. 2008 kl. 19.56 og
Ba’ath-partiet i Damaskus, Syrien – onsdag 20. februar 2013 o. kl. 11.


Robert Capas kendte billede “Den faldende soldat”, der angiveligt skulle forestille en faldende republikaner i slaget den 5. september 1936 ved Cordoba under Den spanske borgerkrig, menes af gode grunde at være iscenesat.
Krigsfotografen Robert Capa (f. 1913, d. 1954) var født Friedmann og altså jødisk. Foto: Internettet.

 

Læste du hovedartiklen?
CIA’s og Mossads terror-atombomber …

[Den opmærksomme læser har set, at vi i disse delartikler refererer uddrag fra Dimitri Khalezovs bog The Third Truth about 9/11 (Den tredje sandhed om 9/11), og lad os lige repetere, hvad han mener med den “1., 2. og 3. sandhed” og med “patriciere”, “plebejere”, “barbarer” og andet godtfolk; disse betegnelser er tilbagevendende udtryk for en meget dygtig sondring, der præcist beskriver magthavernes håndtering af “farlig” information … 

  1. “sandhed” (som er den tykkeste løgn) er den, der rapporteres til plebejerne (i dette tilfælde den ydmyge hob af X Faktor-afhængige mennesker, som allerede er frataget enhver mulighed for selvstændig tænkning, med andre ord: er prisgivet fladskærmens fangenskab).
  2. “sandhed” (der kommer sandheden nærmere, men uden rigtigt at berøre den) er den, der antydes for patricierne (folk med en vis indsigt, enten fordi de ikke kun tænker andres tanker, eller fordi de har en professionel baggrund for at gennemskue en del af løgnen – eller som simpelthen overgiver sig til bedraget af politiske grunde. Man må jo tænke på ansættelse og anseelse).
  3. sandhed er s-a-n-d-h-e-d-e-n. Denne indsigt deler gerningsmanden med os barbarer. Vi barbarer udmærker os ved at fostre tanker og ideer selv, så vi bedre er i stand til at undgå mediernes forsøg på kontrol. Dermed bliver vi udelukket af det gode selskab og bliver måske ligefrem intimideret og dæmoniseret, for vi er ude af kontrol, og vores afsløringer kunne vække en og anden intelligent dansk mand eller kvinde. Vi nyder den fri mands ret til at tale frit (selv om det her i landet kun er en formel rettighed med utallige eksempler på, hvordan den kan begrænses).

Den følgende ret korte omtale af bombningen af USA’ Ambassade i Sana’a i Yemen, af Marriott Hotel i Islamabad i Pakistan og mod Bath-regeringskontorerne i Damaskus i Syrien er fra kapitlet “First official reactions to this book. Fake “mini-nuclear” car-bombings.” (Første officielle reaktioner på denne bog. Falske miniatombombe-bilbomber.”), hvori Dimitri Khalezov forklarer, hvorfor gerningsmændene bag de virkelige tilfælde af miniatombombninger pludselig fik behov for at udføre et antal konventionelle bombninger [de to første], der kunne forveksles med miniatombombninger (for det ukyndige øje). Ideen var, at først skulle patricierne forstå, at her var efter alle solemærker at dømme igen tale om en miniatombombning, hvorefter gerningsmanden (med alle tekniske beviser på rede hånd) ville “afsløre”, at der i virkeligheden var tale om konventionelt sprængstof, og han ville ved hjælp af sine multimedier gøre “konspirationsteoretikerne” til grin. Derefter ville det (efter planen) være ret indlysende for enhver, at alle tidligere påstande om miniatombomber også måtte være ude i hampen.
Men hvad udløste dette behov for at foretage en slags modsat “bevisførelse”? Vi lader Dimitri Khalezov selv forklare:]

USA’s Ambassade, Sana’a, Yemen

Ironisk nok er nogle af de seneste “selvmords-lastbil” og “bilbomber” ad omveje blevet erkendt som “miniatombomber”. Nogle af disse “bilbomber” skulle af mennesker på et vist niveau erkendes som typiske miniatombomber, hvilket så ville blive modbevist gennem en efterforskning. [Plebejerne ville, uanset denne maskepi, tro på det samme, som de plejer.]

Måske tænker du – hvorfor i det hele taget tilrettelægge disse falske miniatombombninger? Forklaringen er ret ligetil. Nogle af the good guys er også the big guys i forskellige landes administrationer og syntes overhovedet ikke om min bog. De gjorde deres bedste for at modbevise dens pointer, alt imens de forsøgte at miskreditere min ydmyge person. Derfor blev nogle “selvmords-bilbomber”, der reelt var konventionelle, maskeret som miniatombombninger for at sætte en fælde for mig og for dem, der taler samme sag. Men vi er ikke så dumme at gå i fælden, er vi?

Begge de følgende bombninger, der var maskeret som miniatombombninger indtraf næsten øjeblikkeligt som en reaktion. I slutningen af august 2008 havde jeg gjort min hensigt klar: Jeg havde afsluttet bogen og ønskede at offentliggøre den. Jeg havde endda sendt en kopi til USA’s justitsministerium, så de fik chancen for at stille visse skyldige for retten, inden bogen nåede offentligheden. Det er forståeligt, at bestemte mennesker overhovedet ikke syntes om ideen. Men hvad kunne de gøre? Slå mig ihjel? kidnappe mig? Det ville ikke lykkes i det 21. århundrede, som det kunne lykkes i det foregående. Nu om stunder er det ikke nok at udslette kilden til farlig information. Det er nødvendigt at udslette samtlige kopier af den farlige information. Men hvem kan vide, hvor mange kopier jeg efterlader? Og hvem ved, hvor jeg efterlader dem? Og endelig kunne ingen vide, om jeg i hemmelighed havde forberedt publikationen af bogen i tilfælde af min forsvinden eller død. Ironisk nok kan ingen i det 21. århundrede, der er blevet kaldt “århundredet for kommunikation og information” vide den slags med sikkerhed. Det er ikke så ligetil at sætte en stopper for udbredelsen af “farlig” information nu om stunder.
[Det er en sandhed med modifikationer. Hvad Dimitri Khalezov siger er, at så længe Internettet fungerer, er det et anarkistisk og i princippet ukontrollabelt medium. Det gælder imidlertid kun, indtil nogen trækker i den store knivafbryder, og netværket går i sort. Derefter vil ingen, bortset fra dem, der kontrollerer Internettet, kunne aflæse nogen server noget sted i verden. I Danmark kontrollerer TDC kommunikations-netværket, og vi er ikke i tvivl om, hvem der kontrollerer TDC. Dette selskab har brilleret i pressen med, at det udbetaler million-månedslønninger til tidligere politikere, der ganske påfaldende ikke er en krone værd. De bruges alene til dræning af kapital ud af selskabet. Hvem tror du betaler for denne rovdrift på danskernes telenet?
Dette var et sidespring, der trængte sig på; tilbage til Dimitri Khalezov:]
Det bedste the good guys kunne gøre var at tage brodden af den farlige information ved at udsende falsk information, der ville reducere den potentielle skade – i det mindste i et vist håbefuldt omfang.

Lad os forestille os, at du er professionel spindoktor, og i dag har du netop erfaret, at hidtil vandtætte hemmeligheder om miniatombombninger på et ikke så fjernt tidspunkt vil blive spredt ud til plebejerne. Hvad kan du gøre? Du kan forsøge at skabe en falsk historie om, at egentlige konventionelle bombninger (som straks arrangeres til lejligheden) kan være forårsaget af miniatombomber, og derefter modbeviser du professionelt, at der kan være tale om et atomvåben. I samme moment udstiller du offentligt de mennesker, der har talt om “miniatombomber”, og gør dem til grin. Efter en sådan affære ville ingen reel information om miniatombomber have en chance. Metoden har rutinemæssigt været benyttet for at modbevise sandheden om 9/11. Alle teorierne om DEW [Directed Energy Weapon], nanotermit o.a. er teorier, der er bestilt hos “eksperter” og bliver promoveret af regeringens bondefangere alene med det formål at fratage tilhængerne af den 3. sandhed om 9/11 al troværdighed og gøre den øvrige del af menneskeheden immun over for den virkelige sandhed. Det er et billigt trick, der beklageligvis virker, og spindoktorerne [der pr. definition disponerer over alle medier] er naturligvis yderst bevidste om dette virkemiddel. Helt fra Reagan-administrationen har den amerikanske regering omhyggeligt skjult den atomare hemmelighed om de såkaldte “bilbomber” for plebejerne.

Derfor var det netop, da jeg havde gjort mine intentioner om at udgive bogen klar, at to tilfælde af bilbomber, maskeret som miniatombomber, indtraf. Lad os kigge på omstændighederne omkring dem.

Jeg havde sendt en kopi af min bog til det amerikanske justitsministerium præcis den 11. september 2008 sent på eftermiddagen, Bangkok-tid, da jeg ønskede at tilføre forsendelsen en vis signifikans – jeg færdiggjorde bogen præcis på årsdagen for 9/11, og den allerførste kopi blev sendt til U.S. Department of Justice den dag. Jeg ved ikke, hvor længe det har taget dem at læse den og fordøje den, men den første reaktion på bogen indtraf kun få dage senere.

Den 17. september 2008 eksploderede en ny bilbombe, denne gang mod Den Amerikanske Ambassade i Sana’a i Yemen. En af de helt iøjnefaldende features ved denne nye bilbombning var, at den stort set glemte mystiske organisation med det latterlige navn “Islamisk Jihad” øjeblikkeligt påtog sig ansvaret for forbrydelsen. Ingen havde hørt om organisationen siden 11. september 2001, da den flygtigt var blevet nævnt om eftermiddagen som en mulig gerningsmand (åbenbart var det endnu ikke blevet besluttet, om man skulle gøre Osama bin Laden eller nogen i “Islamisk Jihad” ansvarlig for bombningen af World Trade Center med “miniatombomber” [placeret i tårnene vha. passagerfly !!!]. Inden da var det såkaldte Islamisk Jihad senest blevet nævnt i 1995 i forbindelse med Oklahoma-bombningen (som palæstinenserne i første omgang fik skyld for). Majoriteten af nukleare bombninger, som “Islamisk Jihad” havde påtaget sig ansvaret for, var indtruffet i 80’erne. Op gennem 90’erne blev ansvaret for alle nukleare bombninger lagt på “terrorist-organisationer” som Libanesisk “Hezbollah”, det ikke eksisterende “Saudisk Hezbollah” og senere uafladeligt på “Al-Qaeda” og dets påståede samarbejdspartnere og tilhængere i forskellige lande – med et par enkelte undtagelser: da to miniatombombninger blev udført i Bogotá og Lima, var det FARC og “Sendero Luminoso” [Lysende Sti], der blev udråbt som ansvarlige. [I 2015 er det “Islamisk Stat”, der indtager pladsen som prügelknabe i jødernes massemedier. Vi har ikke kendskab til, at ISIS endnu er blevet gjort ansvarlig for en “bilbombe”, men det kan komme. Foreløbigt fungerer “organisationen” og dens jødeskabte bedrifter mest som inspiration for isolerede galninge, der smittes af propagandaen på Tv og Internettet.]

Taget i betragtning, at det såkaldte Islamisk Jihad for længst var gået i glemmebogen (delvist på grund af det absolut idiotiske navn [“Jihad” kan kun være islamisk]), var det virkelig ejendommeligt, at denne organisation skulle blive nævnt i forbindelse med en bombning i 2008. Ikke desto mindre var det mølædte “Islamisk Jihad”, der blev trukket op af hatten for prompte at tage ansvaret for den ny bombning. Og hvorfor nu det?

Det skyldtes, at det såkaldte Islamisk Jihad tidligere var blevet brugt til udelukkende at være ansvarlige for nukleare bombninger. Derfor var navnet “Islamisk Jihad” for visse indviede personer begyndt at blive synonymt med “miniatombombning”, efterhånden som en betinget refleks. Hvis en af disse patriciere (ikke plebejerne, der altid kun kender den 1. “sandhed”) hørte om, at “Islamisk Jihad” muligvis var indblandet, ville de automatisk koble tilfældet til “et antal stjålne sovjetiske miniatombomber i hænderne på islamiske terrorister”, som det var blevet hævdet et par årtier forinden. Denne afsløring af, at “Islamisk Jihad” syntes at være ansvarlige for en miniatombombning i 2008 blev fulgt op med et par “forklarende” fotos. Flere udbrændte biler var omhyggeligt arrangeret rundt om eksplosionens center (det formodede “ground zero”). Lad os kigge nærmere på nogle af disse billeder:


Biler fundet rundt om eksplosionsstedet efter en bilbombning mod Den Amerikanske Ambassade i Sana’a i Yemen, 17. september 2008. Bilerne skal forestille at være “afsvedet” som ved en miniatombombesprængning.
Foto: Internettet.

 

Det er ret klart, at nogen i bedragerisk øjemed forsøgte at overbevise godtroende iagttagere blandt dem, der normalt er i stand til at skelne mellem konventionelle og nukleare følgeskader, om, at disse skader kun kunne være forårsaget af varmestrålingen fra en nuklear eksplosion. Arrangøren havde virkelig gjort sit bedste for at brænde bilerne og deres interiør til den præcise grænse, der indikerer “atomar” beskadigelse.

De glemte imidlertid at præparere baggrunden tilsvarende. Kig på det pæne, dekorative hegn bag de brændte biler. Ser det ud til at have lidt overlast ved nogen form for tryk- eller varmebølge fra en nuklear eksplosion lige i nærheden? Eller, synes bladene på de grønne træer bag hegnet at have været udsat for noget tilsvarende for nylig?

En omhyggelig observatør vil ikke lade sig dupere af dette arrangerede bevismateriale. Hvor dumme formodes vi at være. Vil du genopfriske, hvordan de virkelige skader efter en nylig miniatombombning ser ud, så kig her på billederne fra Oklahoma af Alfred P. Murrah-bygningen. Forskellen i karakteren af skaderne er tydelig. Dermed håber jeg, at den første bombning, maskeret som miniatombombning, er demaskeret. Og således nåede vi at afvæbne spindoktorerne, inden de kunne føre deres plan ud i livet.
Delvist …

Marriott Hotel, Islamabad, Pakistan

Den anden bilbombning, maskeret som miniatombombning, var langt alvorligere og tiltrak sig langt større opmærksomhed. Først blev den passende navngivet til formålet. Spindoktorerne skammede sig ikke over at kalde den “Pakistans 9/11”. For det andet blev den af næsten alle større Tv-kanaler vist i timevis uden afbrydelser. En Tv-dækning af det omfang var ikke set siden den egentlige 9/11-affære.

Den faktiske “bilbombning” af Marriott Hotel i Islamabad i Pakistand var godt planlagt og vel forberedt. Den indtraf den 20. september 2008 – kun tre dage efter den forannævnte falske miniatombombning af Den Amerikanske Ambassade i Sana’a i Yemen. Denne bombning af Marriott Hotel i Islamabad var en logisk fortsættelse af det spil, der blev igangsat, da jeg have annonceret offentliggørelsen af min bog. Det mest ejendommelige ved dette tilfælde var, at cirka halvdelen af den totale sendetid fra gerningsstedet blev brugt til at fokusere på et ganske enormt krater foran det brændende Marriott Hotel – et krater, der skulle forestille at være “efterladt af en bilbombe”. Inden da var det på ingen måde almindeligt at dvæle ved kraterne. Tværtimod. Det var nærmest politisk ukorrekt at vise disse “bilbombe”-kratere, fordi der blandt “plebejerne” også findes mennesker, som kender lidt til eksplosiver og ved, at bilbomber ikke efterlader kratere overhovedet. Kraterne fra tidligere miniatombombninger var en “hemmelig” og “eksklusiv” del af bevismaterialet, hvis formål udelukkende var at gøre indtryk på “patricierne”.


Det elegante Marriott Hotel i Islamabad efter at være “bombet” af den “mest dødbringende” og “uovergåede” “eksplosion” i Pakistan. Det er meningen, at vi skal forestille os skaderne efter en mindst 0,2 kiloton miniatombombe (ækvivalent med 200 tons TNT). Foto: Internettet.

 

Det enorme krater foran Marriott Hotel var i sandhed enormt. Det syntes at være resultatet af mindst 200 tons trotyl. Så den underforståede miniatombombe, der skulle have sprængt dette hul, måtte have været indstillet på 0,2 kiloton TNT – og således efterlod sceneriet ved en overfladisk betragtning ingen tvivl om, at det afgjort var resultatet af en nuklear eksplosion. Jeg håber, at det står enhver klart, at det er fysisk umuligt at placere flere hundrede tons TNT på en lastbil, så en sådan “eksplosion” (bedømt efter krateret) kunne kun hidrøre fra en miniatombombe. Det var det ræsonnement, arrangøren ville have sit publikum til at anstille.


Et kunstigt og irregulært krater; ganske tæt på den helt intakte facade (når vi ser bort fra sodsværtningen). Bygningen tv. for hotellet er også helt ubeskadiget. Der er ingen logisk sammenhæng mellem krateret og skaderne på hotellet, hvor sodsværtningen på facaden skyldes de indvendige brande.
Foto: Internettet.

 

Problemet var imidlertid, at krateret ikke var skabt af en eksplosion – absolut ikke fra en bilbombe, men heller ikke fra en nedgravet ladning sprængstof …

Det var temmelig åbenbart, at “krateret” var gravet ud med en gravemaskine, inden “eksplosionen”. Det fremgik tydeligt af den udstrakte Tv-dækning af begivenheden, at krateret var kunstigt og lige så uvirkeligt som den eksplosion, det skulle forestille at være opstået af. Ud over det kunstige krater var det tydeligt, at det brændende Marriott Hotel i baggrunden ikke fremviste den ringeste skade efter en chokbølge. Vist brændte det fra tid til anden voldsomt inde i hotellet, endog med blå flammer, der forræderisk udvikles af særligt brandnærende materiale, men alle hotellets udsøgte facadedekorationer og skønne små balkoner udfor hvert af værelserne mod facaden var absolut intakte …

Denne facade stod i skærende kontrast til andre bygningsfacader, der havde været udsat for virkelige miniatombomber, så som facaden på Alfred P. Murray-bygningen i Oklahoma og Khobar Towers’ bygning 131, hvor facaderne i begge tilfælde blev fuldstændig knust og faldt til jorden som støv og brokker (se billederne nedenfor).


Alfred P. Murray Federal Building (tv.) og Khobar Towers’ bygning 131 (th.). Foto: Internettet.

 

I begge disse tilfælde fremgår det tydeligt, at de angrebne bygninger blev totalt ødelagt. I tilfældet Oklahoma-bombningen (tv.) er radius for destruktionszonen mindre end ved Khobar Towers-bombningen (th.). Krateret fra Oklahoma-bombningen er også tættere på bygningen. Det skyldes, at bomberne var indstillet til at udvikle forskellig sprængkraft. I Oklahoma blev miniatombomben indstillet til ca. 0,1 kiloton, mens den for Khobar Towers var mindst det dobbelte. Alene bedømt efter kraterstørrelsen i Khobar-tilfældet [se krateret her i vores delartikel] må ladningen have svaret til mindst 200–250 tons TNT*. Krateret foran Alfred P. Murray-bygningen er ikke tydeligt synligt på dette billede, fordi de såkaldte good guys sørgede for at fylde det med jord næsten umiddelbart efter sprængningen [se krateret her i vores delartikel]. 

*) [Man kan ikke med sikkerhed udlede størrelsen af en sprængladning på grundlag af kraterets størrelse. Størrelsen af et krater afhænger af flere forhold: i et vist omfang af sprængladningens størrelse, men i høj grad også af ladningens placering i meter (M) under jordoverfladen, jordens modstandskoefficient (c) og dens fordæmningskoefficient (d). Hvis kraterets radius i overfladeniveau kaldes T, og forholdet mellem T og M (T/M) kaldes n, kan man ud fra værdien af n tale om forskellige former på tragten:
For en “almindelig ladet” sprængning er n = 1; for en “overladet” sprængning er n > 1 og for en “underladet” sprængning er n < 1. Ved en almindelig ladet sprængning, hvor M altså er lig med T, vil krateret i princippet have form som en kegle med en vinkel i nærheden af 90° og med spidsen i ladningens centrum. Hvis vi kalder ladningen i kg for L, ser formlen sådan ud:
L = c x d x (kvadratroden af (1 + n^2) – 0,41)^3 x M^3
Bemærk at denne formel gælder for konventionelle ladninger, fx bestående af TNT. Man skal også være opmærksom på, at målene er teoretiske. Der falder en betydelig del af den løsnede jord tilbage i krateret, så det ofte mere har form af en skål med afrundet bund.


Forskellige kraterprofiler som funktion af n.
Bemærk, at i grænsetilfældet, hvor N = 0, har vi at gøre med en indslagsladning, som Dimitri Khalezov beskriver i forbindelse med 9/11, hvor ladningerne er omgivet af klippemasse. Foto: O-D-I-N.org

 

EKSEMPEL:
Hvis vi synes, at krateret udfor Marriott Hotel ser ud til at have en diameter på 32 meter i terrænniveau, bliver T = 16, og forudsætter vi yderligere, at krateret skyldes en overladet sprængning, hvor N = 2, har ladningen befundet sig 8 meter under jordoverfladen. 
Hvor stor må ladningen da som minimum have været?
Vi sætter modstandskoefficienten c til 0,6 svarende til “almindelig jord” og med M > 5.
Fordæmningskoefficienten d sættes til 1,1 (da “ladningsgangen” (M) er ca. halvdelen af brydningsrummets radius B). Dermed bliver …
L = 0,6 x 1,1 x (kvadratroden af (1 + 2^2) – 0,41)^3 x 8^3 ca. = 2.058 kg (o. 2 tons).
Trotyls massefylde i upresset tilstand er ca. 1,65 – og dermed fylder 2.058 kg omkring 1.200 liter, eller 6 tromler, der hver rummer 200 liter.

Det er altså muligt at frembringe et ret overbevisende krater ved hjælp af en så lille mængde konventionelt sprængstof, at det både kan transporteres på en enkelt mindre lastbil (pickup) og placeres i et kloaksystem eller et borehul 8 meter under jordoverfladen. Anbringes denne ladning ufordæmmet oven på jorden eller bliver stående på pickup’ens lad, fremkommer der intet krater, men højst et aftryk eller knusningsmærke på underlaget.

Hvis vi nu forestiller os, at L ikke er 2.000 kg, men 200.000 kg, altså svarende til en miniatombombe, der er indstillet til 0,2 kiloton TNT – hvilken ubekendt i formlen vil så stige, hvis vi fastholder dybden M på 8 m og værdierne for c og d? Det kan kun blive n. Når værdien er 200.000 for L, bliver den teoretiske værdi af n omkring 9 og kraterets diameter i terrænniveau ca. 144 meter.

Men det er kun en teoretisk dimension. Hovedparten af den enorme energi vil slynge jorden ud til siderne og rette energien lidt mere opad, og krateret vil se ud til at være omkring 80 meter i diameter og omkring 20 meter dybt, altså noget affladet.

Og hvis de 200.000 kg (i form af en velvoksen “termokande”) kun anbringes i 4 meters dybde vil n blive omkring 14 (idet fordæmningskoefficienten er ændret), svarende til en teoretisk kraterdiameter på 112 meter, der vil syne langt mindre, da den yderste del af det teoretiske krater ikke vil kunne skelnes fra det fysiske landskab og opsprøjt.

Der er altså ingen afgørende forskel på de visuelle indtryk af kraterne i almindelig jord, selv om sprængningen bevæger sig fra konventionel “overladet” til nuklear “betydeligt overladet”, når ladningens dybde M er mellem 4 og 8 meter.

Den helt afgørende forskel er effekten på de nærmeste omgivelser, og jo mindre M er, jo større er naturligvis effekten over jorden. I tilfældet med den konventionelle 2 tons ladning vil Marriott Hotel se ud som det gør på billedet (det med den orange mand i forgrunden). Havde det været en 200 kiloton miniatombombe, der havde lavet krateret, ville hotellet have lignet billederne af Alfred P. Murray-bygningen og Khobar Towers’ bygning 131, dvs. facaden havde som minimum manglet, og de nærmeste bygninger ville have været iøjnefaldende beskadiget.

Vores konklusion er, at Dimitri Khalezov helt sikkert har ret i, at det ikke var en nuklear ladning, der blev udløst så tæt på hotellet, men krateret behøvede ikke at have være gravet ud. Det er meget vanskeligt at forestille sig, hvordan det skulle gøres sporløst, bogstaveligt talt, selv med effektiv afspærring og en generel overtagelse af hotellet. Men måske mener Dimitri Khalezov, at en total afspærring af bydelen gik forud, men har glemt at skrive det. Ellers må vi tro, at nogen i Islamabad ville observere en sådan opskovling af jord og senere henvende sig til medierne for at bevidne, at krateret ikke skyldtes en sprængning. Det er mere sandsynligt, at sprængningen blev gennemført med to tons konventionelt sprængstof, der var anbragt enten i en bekvemt eksisterende kloak eller i en diskret “vandboring” – eller i et andet hulrum i samme dybde. Vi gætter på, at samtidig med udløsningen af bomben blev forberedte brændstoffer inde i hotellet antændt.
Men nu videre i Dimitri Khalezovs egen udredning.]

Eftersom formålet var at maskere en “bombning” som en miniatombombning, synes jeg at spindoktorerne kunne have overbevist det store publikum mere effektivt ved at have ladet de militære vagter, der bevogtede krateret, være iført ABC-dragter eller i det mindste åndedrætsværn. [Ikke enig – i alle virkelige tilfælde af miniatombombninger, har alle været overladt til selv at finde ud af bombens karakter og tage fornødne forholdsregler. At udruste officielle personer med ABC-dragt med det samme ville være “for tykt”.] I øvrigt er den omstændighed, at der allerede næste morgen stod officielle mennesker uden at være udrustet med åndedrætsværn tæt ved et krater, der skulle forestille at være dannet af en miniatombombe, i sig selv et vink om, at begivenheden i egenskab af “miniatombombning” var humbug. Dette kan især undre, da Pakistan er en atomvåben-udrustet stat [dog uden miniatomvåben] og dets militær og myndigheder må have kendskab til farerne ved radioaktivitet.
At kalde “bilbombningen” af Marriott Hotel for “Pakistans 9/11” var ret svulstigt … Der fandtes intet grundlag for en sådan sammenligning.


Her er endnu et billede af det “uregerlige” krater fra det såkaldte pakistanske 9/11. Man kan se, at “krateret” afviger fra den ideelle cirkelform (de fleste virkelige kratere efter eksplosioner har en nærmest ideal cirkelform, og krateret fra Khobar Towers er et godt eksempel. [Hvis der evt. var tale om en konventionel ladning placeret i en eksisterende konstruktion, fx en større kloakhvælvning, er det ikke sikkert, at krateret ville blive så idealt i formen.] Foto: Internettet.

 

Igen må jeg [Dimitri Khalesov] påpege, at den påfaldende ubeskadigede facade af Marriott Hotel simpelthen befinder sig alt for tæt på kanten til dette enorme “miniatombombekrater” til stadig at være forholdsvis intakt.

Der knytter sig et andet “transparent hint” til sagen om “bilbombningen” af Marriott Hotel. Det blev ikke omtalt men vist under den lange Tv-dækning af begivenheden – således at en engageret iagttager ikke ville undgå at bemærke vinket. Det bestod i at vise, at ingen brandmænd var synligt optaget af at bekæmpe ilden. Marriott Hotel brændte og brændte i timevis, og ingen anstrengte sig for at slukke ilden … Det skulle forstås, at brandmændene var beordret til at holde sig fri af en strålingsrisiko. Som kronen på værket med dette offentlige show blev det rapporteret, at selve chokbølgen fra “selvmordsbilen” kunne føles på en afstand af 30 kilometer. I dag hævder Wikipedia kun “15 km”, men mange samtidige nyhedskanaler påstod den dobbelte distance, fx også denne Hashoo Group

En hel lille hær af skriblere var blevet sat til at udtrykke deres “mistanker” skriftligt. Mistankerne varierede fra fantasier om, at det kunne have været et “termobarisk” våben.* (Den opmærksomme læser, som er i stand til at læse mellem linjerne, vil også kunne se, at dette var en “tilsløret” omtale af en atombombe) – til “transparente” sammenligninger med Oklahoma-bombningen (der for mange er erkendt som nuklear). For at styrke det overordnede billede blev nogle forkullede kroppe fra et nærliggende lighus [eller lignende figurer, der ikke er vanskelige af efterlave] spredt omkring på den formodede “ground zero”, og en dristig udtalelse: finessen ved sprængningen viser, at det er al Qaedas håndværk” blev søsat af en offentlig sikkerhedsperson (via Reuters [fodnote 510]).

*) [Et termobarisk våben rummer et brændmiddel, der udnytter ilten fra omgivelserne til at udvikle en intens eksplosion ved høj temperatur, fx en brændstof-luftbombe. Det ville også være muligt at synkronisere en konventionel underjordisk bombe med spredningen og antændelsen af en større mængde brændstof i et parkeret tankkøretøj i nærheden. Den kombination ville ikke have nogen destruerende chokbølge, men kunne forårsage omfattende brande. Metoden blev anvendt i 2001 foran Pentagon, da man skulle have facaden til at se ud, som om den var blevet ramt af et passagerfly og ikke af et panserbrydende krydsermissil.]

En anden erklæring kom fra Rehman Malik [desværre eksisterer det tilhørende link under fodnote 511 ikke mere] en overordnet pakistansk embedsmand fra deres indenrigsministerium; han udtalte: “Angrebet blev udført under anvendelse af den største mængde eksplosiver nogensinde set i et terrorangreb i Pakistan. Det var også det mest dødbringende angreb nogensinde i Pakistans hovedstad”.
I betragtning af, at Pakistan har været udsat for en del virkelige miniatombombninger gennem tiden, blev det ad omveje gjort gældende at den aktuelle bombning uden sammenligning var den “største” og mest “dødbringende” i forhold til resten af miniatombombningerne.


Her er et officielt billede af et antal biler, som angiveligt skulle være knust af chokbølgen og brændt ud efter sprængningen foran Marriott Hotel.
Foto: Internettet.

 

Billedet ovenfor repræsenterer et andet “uregerligt” tilfælde fra det såkaldte 9/11 i Pakistan. Det viser mærkeligt afbrændte biler, der præsenteres som om de var ødelagt af en “nuklear” chokbølge og termisk stråling. Effekten skulle i så fald have udfoldet sig fra højre mod venstre hen over bilerne og ind mod hotellets facade uden at ødelægge bygningen i tilsvarende omfang. [Se det tidligere billede med vagtposten foran krateret og følg retningen mod dette hjørne. Det er mere sandsynligt, at disse køretøjer er blevet ødelagt i en isoleret brand under høj temperatur. Den skinnende, tilsyneladende u-brændte bil i baggrunden er tættere på kraterets center end køretøjerne i forgrunden.]

Igen, sammenlign også denne ubeskadigede facade med den fra Khobar Towers (vist ovenfor) …

Det kom ikke som en overraskelse, at en videooptagelse fra et overvågningskamera, frigivet af den pakistanske regering, ikke viste billeder af selve “eksplosionen”.

Du kan gå ud fra, at de involverede spindoktorer, der organiserede dette fupnummer, skyndte sig til ABC- og civilforsvars-specialister, måske endda til IAEA’s inspektører for – helt seriøst naturligvis – at opfordre dem til at kontrollere for mulig radioaktivitet nede i det enorme krater, eftersom man kunne bekymres over, om en så enorm eksplosion eventuelt kunne være nuklear … Naturligvis fandtes ingen radioaktivitet i dette tilfælde, hvilket formodentlig også har udløst spindoktorerne fornøjethed over egen kreativitet.

Tænk på, at det ganske pæne Marriott Hotel i Islamabad faktisk blev brændt ned som en kulisse af disse iscenesættere, til ingen verdens nytte, måske bortset fra en falsk fornemmelse af gardering. I virkeligheden overbeviser de ikke os barbarer med den slags billige shows. Deres anstrengelser havde været forgæves …

Det er mit håb, at den engagerede læser med min bog er blevet i stand til at skelne en sand miniatombombning fra en falsk. De to forsøg den 17. og 20. september 2008 hører til sidstnævnte kategori.

Ba’ath-partiet, Damaskus, Syrien

P.S.
Faktisk var jeg ved at skulle publicere den nyeste udgave af min bog, da en af mine venner gjorde mig opmærksomhed på den seneste “selvmords bilbombning”, der fandt sted nær hovedkvarteret for det regerende Baath-parti i Damaskus i Syrien den 20. februar 2013. Efter hans opfattelse var denne bombning nuklear, fordi den udadtil matchede alle krævede attributter – lige fra en typisk paddehattesky og brændte kroppe til et krater og det medfølgende hysteri i massemedierne.
Jeg var blevet så træt af disse miniatombombninger, der indtraf så ofte, at jeg omkring udgangen af 2008 holdt op med at bekymre mig om dem. Der blev simpelthen for mange at holde rede på, og der var intet nyt ved dem, da det først var blevet rutine at observere dem. Jeg mistede interessen for denne terror og følte, at jeg brugte for meget af min dyrebare tid på den. Men da min ven insisterede, kiggede jeg nærmere på “bilbomben” i Damaskus, og jeg mener, at det var en tilrettelagt forestilling. Lad os kigge nærmere efter.

Her er en del af den offentlige information om denne seneste bilbombning [den seneste, der behandles i version 4 af bogen fra juli 2013], som besad en del af de visuelle attributter, der kendetegner en typisk miniatombombning:

En overskrift lød: “Bilbombe i Damaskus dræber dusinvis, siger oppositionen” af Anne Barnard og Rick Gladston, udgivet 21. februar 2013 af New York Times (NYT).
[Bemærk: det oprindelige link under fodnote 513 er brudt, så vi linker her til den lignende artikel pr. 2015 på NYT’s hjemmeside; vær opmærksom på, at indholdet kan være ændret.]
Jeg citerer:

… TRIPOLI, Libanon – Mindst tre bilbomber eksploderede i Damaskus i torsdags, herunder en kraftig eksplosion i nærheden af hovedkvarteret for præsident Bashar al-Assads regeringsparti og Den Russiske Ambassade i byens centrum, iflg. vidner ramte den omgivelserne som et jordskælv

… Der fulgte ingen umiddelbar erklæring om ansvar. Den ledende oppositionelle gruppering fordømte bombningerne under et møde i Cairo, der var et forsøg på at afsætte hr. Assad …

… Syriens statslige nyhedsbureau SANA beskriver sprængningen som terroristgruppers værk, dets standard-terminologi for oprørere …

Jeg kan ikke modstå fristelsen til at afbryde fortællingen her og kommentere klicheen “dets standard-terminologi for oprørere” (som den syriske regering altså kalder “terroristgrupper”). Skriblerne, der arbejder for NYT, synes åbenbart ikke, at det er forkert at bruge en så hyklerisk kliché i de amerikanske medier i samme moment, som US-tropper kæmper i Irak og Afghanistan mod oprørere, der også kaldes for “terroristgrupper”. Det forekommer mig, at de mennesker, der kontrollerer massemedierne i dag, helt har mistet realitetssansen, for ikke at sige almindelig takt!

… Det syriske observatorium for menneskerettigheder, en anti-Assad-gruppe med base i Storbritannien og med et netværk af kontaktpersoner i Syrien, rapporterede at mindst 59 personer var blevet dræbt af Mazraa-bomben, som gruppen beskriver som en luremineret bil ved siden af et militært kontrolpunkt. Den sagde, at mindst 16 af de døde var fra sikkerhedsstyrkerne …

… Den nationale koalition af syriske revolutionære og oppositionelle styrker, den største samlende gruppe for oppositionen, fordømte bilbombningerne og andre voldsomheder, der dræbte civile i Damaskus i torsdags, og siger i en udtalelse, at de “holder Assad-regimet ansvarligt for dem.” …

En anden afslørende artikel: “Bilbombe dræber over 50 tæt ved Damaskus’ regeringspartikontor” af Dominic Evans, BEIRUT; torsdag den 21. februar 2013 kl. 17.22 EST, Reuters. [Fodnote 514.]

(Reuters) – En bilbombe dræbte mere end 50 mennesker og sårede 200 i det centrale Damaskus torsdag, da den sprang i luften på en traffikeret hovedvej tæt ved det regerende Baath-partis kontorer og Den Russiske Ambassade, oplyser statslige medier og aktivister.

Syrisk fjernsyn viste forkullede og blodige lig strøet ud over vejen efter sprængningen, der beskrives som en selvmordsbombning af den “terrorist”-bekæmpende præsident Bashar al-Assad. Det oplystes, at 53 var blevet dræbt …”

Bemærk venligst, at også skriblerne fra Reuters benytter ordet “terrorister”, i anførselstegn – hvilket insinuerer, at de mennesker, der finder på at udløse bilbomber, som er i stand til at dræbe og lemlæste nogle hundrede uskyldige civilister, kun opfattes som terrorister af det “totalitære” Assad-regime, men ikke af det demokratiske Vesten.
Med hensyn til de “forkullede lig” vender vi tilbage til dette senere, men lige nu er det vigtigt at hæfte sig ved, at disse “forkullede lig” åbenbart fandtes i sceneriet, og at det syriske fjernsyn ikke holdt sig tilbage fra at vise dem.

… Oppositions-aktivister rapporterede flere eksplosioner andre steder i byen efter eksplosionen, der ramte kort før kl. 11 (0900 GMT).

En beboer i hjertet af hovedstaden hørte tre eller fire projektiler hvisle gennem luften fulgt af eksplosioner. Mindst et af dem landede i et offentligt område i Abu Rummaneh-distriktet, fortalte hun, men ingen blev skadet …

Det lader til, at angrebet omfattede flere aspekter, der skulle synkroniseres. Men synkroniseringen foregik på en sær gammeldags måde: ved at affyre lydsignalraketter hen over byen (som om den moderne bys kommunikationsmidler, GMS-mobiltelefoner med SMS-mulighed, Wi-Fi, Bluetooth eller Internettet ikke kunne bruges til formålet). Dette peger på deltagelsen af regulære hærstyrker i højere grad end på terrorgrupper eller fremmede hemmelige tjenester (det er som regel hæren, der sidst opgiver gamle metoder).

… Det fortælles, at 56 personer blev dræbt, og deraf var mindst 15 fra Syriens sikkerhedsstyrker, mens resten var civile. Otte andre blev dræbt af en bilbombe i Barzeh-distriktet i det nordøstlige Damaskus, en af flere eksplosioner, der fulgte efter Mazraa-angrebet.

Ruslands Itar-Tass nyhedsagentur citerede en diplomat for at sige, at Mazraa-eksplosionen blæste vinduer ud på den russiske ambassadebygning, men ingen ansatte kom til skade. “Bygningen er temmelig beskadiget … vinduerne er knust,” sagde diplomaten.

Køretøjet medbragte mellem 1 og 1,65 tons eksplosiver, oplyste Damaskus guvernør Bishr Sabban til Reuters …

Af disse citater gøres det ad omveje gældende, at kroppene var så slemt forbrændte (eller måske endda reduceret til aske eller sporløst fordampet), at selv det opgjorte antal af døde medlemmer fra de syriske sikkerhedsstyrker ikke kan afgøres med sikkerhed, hvorved upræcise udtryk som “mindst” må anvendes. Selvfølgelig, den traditionelle påstand om “mellem 1 og 1,65 tons eksplosiver”, som det lykkedes terrorister at mase ind i en bil [det er trods alt 5 stk. 200 liters tønder i volumen] stemmer fint med den klassiske omtale af en miniatombombning.

… En korrespondent fra syrisk fjernsyn fortalte, at han så syv ligposer med kroppe på gerningsstedet. Han talte 17 udbrændte biler og andre 40, som blev ødelagt eller slemt beskadiget ved sprængningen, der havde efterladt et 1,5 meter dybt krater i kørebanen …

Jeg tror, at det er tilstrækkeligt; nu har vi al nødvendig information. Det er unødvendigt at gå resten igennem, lige med undtagelse af nogle billeder fra begivenheden: Dermed har vi registreret tilstrækkeligt af klassiske “spor”: forbrændte kroppe, udbrændte og ødelagte biler, “jordskælv” samt et krater (idet vi allerede ved, at bilbomber ikke efterlader kratere, at de ikke umiddelbart dræber og sårer mennesker i masseskala, at de ikke kan forbrænde nogen, og at de ikke sætter biler i brand). Desuden kan vi se, at den kilde, der forsøgsvis antyder nukleare detaljer, er selve det syriske Tv, som må formodes at være bakket op af den syriske regering og (måske) af russerne som støtter den. Samtidig kan vi se, at ingen eksisterende oppositionel gruppering erklærer sig ansvarlig. Oven i købet peger oppositionen direkte på den syriske regering som den ansvarlige.

Det er på tide at studere billederne.


Den formodede “atomsky” fotograferet umiddelbart efter “bilbombningen” i Damaskus den 20. februar 2013. Foto: Internettet.

 

Billedet af “paddehatteskyen” (sammen med en del andre fotos) er hentet fra Daily Telegraph, UK’s, hjemmeside. Det betyder ikke nødvendigvis, at billederne er taget af Daily Telegraph’s egne fotografer. De er tilsyneladende taget af “tilfældige” mennesker og leveret som “hot” nyt til omhandlede nyhedsagentur.
Jeg vil tillade mig at hævde, at hele kampagnen er et falsum, og at billedet ovenfor af den paddehattelignende sky efter den mystiske bilbombe er en manipulation, der er lavet i et digitalt billedredigeringsværktøj. Jeg føler mig overbevist om, at folk med urent mel i posen optog dette billede i forvejen og tilføjede “atomskyen” digitalt (det ville være ret ukompliceret på den ensartede baggrund); derefter justerede de exif-informationerne, så de matchede et tidspunkt kort efter eksplosionen (hvis tidspunkt var kendt i forvejen) og sendte billedet videre til godtroende [motiverede] nyhedsagenturer. [Søger vi med billedet via Googles billedsøgning, fremkommer 126 identiske hit. Der er ingen optagelser i kategorien “lignende billeder” der viser en lignende røgsøjle fra andre vinkler, så billedet er helt unikt for tilfældet.]

Hvorfor påstår jeg, at det er forfalsket? På grundlag af resten af billederne i serien.
Lad os kigge på dem:


Det såkaldte krater, som en af “bilbomberne” skulle have efterladt.
Foto: Internettet.

 

Her er vist et “krater”. Åbenbart havde syrerne ikke mulighed for at grave et fint dybt krater med en gravemaskine i forvejen på dette præcise sted – for at opnå samme effekt som deres pakistanske kolleger i foregående tilfælde. Så her måtte de ty til en eller anden konventionel eksplosion på overfladen af vejen og rette kraften nedad, så godt det var muligt [dvs. vha. fordæmning]. Selv om en sådan rettet ladning ikke var i stand til at skabe noget, der kom i nærheden af et troværdigt krater, har den dog slået hul i asfalten og presset vejkassen lidt ned [formentlig ned i en kloak].


De brændende biler, som en af “bilbomberne” skulle have antændt.
Foto: Internettet.

 

Med dette billede kan man trække på smilebåndet over, hvordan skuespillerne transporterer en “såret” person, mens det påfaldende fravær af brandskader på en let beskadiget hvid bil tv. heller ikke er uden underholdningsværdi. [Er den blevet parkeret senere, med buler, løse karosseridele og knust forrude, eller er den ved et sandt under gået fri af “termostråling” eller pyroteknisk materiale, som bomben i alle tilfælde udsender radiært (?!) Der synes ikke at være meget, der specielt skærmer den af i forhold til den uheldige bil til højre.] Læg mærke til formen af det faktiske afbrændingsmønster i midten på bilen til højre. Det ligner sporene fra en brændende væske, og det ser ud til, at bilen er fyldt op med den.


Andre brændende biler …
Foto: Internettet

 

Ser disse biler ud til at have været udsat for chokbølgen og den termiske varmestråling fra en nuklear udladning i nærheden? Bemærk især plastickofangeren og den intakte forlygte? [Plastic smelter og glas sprænges, men hvis dette er “skyggesiden”, kunne det være fjernere parkerede biler, der i så fald burde være afsvedne og ikke i brand indvendigt. Samtidig er de fotograferet meget kort efter udladningen, og det kan undre, hvis fotografen har fået lov til at operere så tæt på eksplosionen. Men måske vidste han og alle andre på stedet, at radioaktiv stråling var udelukket. Det kan også undre, at alle ofre er fjernet så tidligt i forløbet.]

DAMASKUS_Parkeringsskilt_560xy
Det formodede “ground zero”.
Foto: Internettet.

 

På det sidste billede [af dem vi viser] kan man se en masse underforståede detaljer, som kunne hidrøre fra en nuklear udladning. Forvredne og udbrændte biler og endda et “partielt afsvedet” vejskilt. Tilsyneladende hidrører disse ødelæggelser fra en miniatombombesprængning helt tæt på.
Men her skal du stille spørgsmålet: Hvis dette var en atomsprængning, hvad ramte så vejskiltet først – den termiske stråling (der udbreder sig med lysets hastighed) eller trykbølgen (der kun er supersonisk)?
Ser du pointen? Vejskiltet ville først, omend kortvarigt, blive udsat for ekstrem ophedning over HELE den plane flade, inden skiltet blev bøjet af trykbølgen. [Eller måske havde det altid været bøjet? – Næppe.]
Så naturligvis opstår spørgsmålet: Hvordan kunne skiltet kun blive partielt afsvedet?
Fordi det blev fremstillet med en blæselampe som en anden rekvisit til denne sceneproduktion. [I øvrigt lader det til, at “krateret”, der vises i denne serie, hidrører fra et af de mindre “ground zero”s og ikke dette.]
Så dette Hiroshima-lignende “ground zero” ikke langt fra Den Russiske Ambassade dumpede i vores undersøgelse. Vi er trods alt ægte barbarer ikke plebejere og heller ikke de patriciere, som denne produktion åbenbart var møntet på.

Nogen vil måske betvivle, at netop denne bilbombning havde til formål at passere som et “nukleart” tilfælde af slagsen. Han kan hævde, at tilfældet kunne have været en ordinær “konventionel” bilbombe, hverken mere eller mindre.

Ja, det kunne i princippet have været en ukompliceret bilbombe, hvis man ikke havde forsøgt at formidle den som nuklear gennem en række udspekulerede detaljer: et tvivlsomt billede af en “atomsky”, uforklarlige brande i biler o.l. (ikke at forglemme Tv’s fokus på “forkullede lig” og betydningen af et underforstået “nukleart” krater). Dermed kan tilfældet hverken passere som det ene eller andet. Husk, at ordinære eksplosioner ikke forbrænder mennesker eller antænder biler, de skaber ikke skyer af form som paddehatte, og de laver ingen kratere.

[Men … et antal ladninger bestående af få tons konventionelt sprængstof forstærket med et kvantum brændstof og et iltningsmiddel til en blanding, der ved sprængningen forvandles til spray og antændes, vil foruden trykskaderne medføre varmeudvikling og sodsværtning, som vi ser på billederne. Man kan yderligere forestille sig, at et antal køretøjer i forvejen var præpareret med brændbare væsker og tændmidler. Det er desuden muligt at simulere paddehatteskyen med tilsvarende virkemidler. En sådan sky ligner den på billedet, men ser ikke ud som en virkelig atomsky fra en mindre atombombe. En sådan består øverst af dampe (efter ildkuglen) og nederst af støv og forbrændingsprodukter fra omgivelserne. Se billedet fra BEIRUT-kaserne-bombningen af marinekorpsets kaserne i lufthavnen.
Vores konklusion er, at billederne ikke udelukker et antal konventionelle bomber, der var forstærket med pyrotekniske virkemidler, men hvis meningen har været at “sælge” dem som nukleare, hænger sporene ikke sammen.
Med hensyn til billeder af “forkullede og blodige lig”, så er det ikke vanskeligt at fremskaffe vellignende rekvisitter. Når dagen er omme består gevinsten fra disse opsætninger i at have produceret billeder og rapporter til pressen og Internettet. Dermed kan det hele sammenlignes med en filmproduktion på en slagmark i Hollywood. Ingen kan ud af billederne afgøre, om de afbilder et sættestykke eller en del af virkeligheden – eller mere kynisk: om virkeligheden med overlæg er omdannet til en rædselsscene med tilfældigt tilstedeværende mennesker som ofre, alene med det formål at opnå en politisk fordel. Det sidste er desværre den typiske metode i hovedparten af de miniatombombesprængninger, vi har gennemgået med disse delartikler, og hovedparten af dem har været israelske.]

Men hvorfor, spørger du måske, besluttede den syriske regering dette skuespil?

Syriske sikkerhedsfolk, såvel som dem, der arbejder i regeringen, har naturligvis registreret, hvor skamløst de såkaldte good guys er i stand til at udnytte de såkaldte bilbomber politisk. Så syrerne besluttede at gøre det samme. Det kunne måske ligefrem føles unfair ikke også at måtte betjene sig af muligheden for at dæmonisere fjenden.

Havde syrerne haft en virkelig miniatombombe på hånden, måske lånt en af deres russiske venner, ville de sandsynligvis have benyttet den ægte vare, og ingen ville være i tvivl. Men Syrien råder ikke over miniatombomber, til deres forventelige skuffelse, og russerne er åbenbart ikke ivrige efter at forsyne dem med en. Derfor dette billige show, vi har set ovenfor.

Den virkelige miniatombombeterror er eksklusiv. Husk på, at for at kunne udløse en miniatombombe er det nødvendigt at have en, og det har kun en håndfuld nationer på verdensplan.

Men, stadig, hvad var syrernes konkrete motiv?

Syriens regering, der er under pres fra styrets tidligere vestlige operatører for at forlade scenen, kan ikke forlige sig med tanken om, at regimets tid er forbi. Vesten behøver ikke længere deres sekulære diktatorer for at klare sig mod islamistiske fundamentalister og “de røde” gennem ukonstitutionelle og udemokratiske metoder, eftersom begge ideologier er hedengangne og ikke længere udgør en fare. Derfor er Vesten interesseret i at fjerne de tilbageværende marionetter og erstatte deres unyttige regimer med enten såkaldte demokratier eller i nogle tilfælde “militante islamister”. De sidstnævnte er langt mere brugbare for Vesten i dag end de fossile regimer efter Saddam, Kaddafi, Mubarak, Ne Wins og Suharto. Det syriske regime er blot ét af disse fossiler, men hr. Assad klynger sig til magten og håber på igen at blive opfattet som nyttig i bekæmpelsen af “islamisk terrorisme”, som det lykkedes for hans far 30 år tidligere. Hr. Assad, junior, vil blive svigtet, præcis som Vesten svigtede hans kendte kolleger – Saddam Hussein og Muammar Kaddafi. Vesten har mere brug for de “islamiske terrorister”.

[Bemærk, at Dimitri Khalezov mener “the good guys”, når han skriver “Vesten”. Han har også svært ved at nævne Israel som den egentlige hovedaggressor i dette spil.]

Tro mig – som ethvert tidligere marionet-regime under “the good guys” fortjener dette syriske styre at forsvinde. Saddam, Kaddafi, Mubarak m.fl. fungerede som lakajer for vestlig imperialisme, og selv om de blev afsat på en usympatisk måde, fortjener de ingen sympati. Heller ikke hr. Assad.