Bombe mod: World Trade Center, New York, USA,
26. februar 1993

Sand Historie

O-D-I-N.org ud fra The Third Truth about 9/11, 1. december 2014.

 

Bombe mod World Trade Center, New York, USA –  fredag 26. februar 1993 kl. 12.18.

Ikke at forveksle med attentatet mod World Trade Center den 11. september 2001.

Den følgende udlægning understøttes af informationer fra en FBI-agent, som forfatteren til The Third Truth about 9/11, Dimitri Khalezov, havde kontakt med i et forsøg på at verificere visse konklusioner i en tidligere udgave af bogen. Om agenten har talt sandt, er forfatteren ikke i stand til at afgøre. Men den korrigerende forklaring underbygger ifølge Dimitri Khalezov de faktiske begivenheder på en så logisk måde, at han selv mener, at de sidste 2% usikkerhed, der kunne hæftes på enkelte af bogens oprindelige antagelser, nu er fjernet, således at hele indholdet af version 4 fra 2013 er 100% korrekt. Agentens identitet kan naturligvis ikke afsløres, da pågældendes bidrag afviger fra den officielle “sandhed”.


Skitse af parkeringsanlægget under WTC. Bemærk at bombens effekt blev begrænset i opadgående retning af bygningernes samlede masse i forhold til ladningens størrelse. Kraften blev dermed rettet nedad mod de svagere betondæk, der adskilte niveauerne i parkeringsanlægget. “PATH tubes” nederst til højre er tværsnittet af en Metro-tunnel (PATH er et akronym for “The Port Authority Trans-Hudson Corporation”). Foto: Internettet

 

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mossads terror-atombomber …

Først må vi have vores arbejdstese på plads: Var WTC-bombningen i 1993 en sædvanlig miniatombombning i lighed med de fleste såkaldte “bilbomber” eller “lastbilbomber”, eller var den undtagelsesvis en konventionel bombning?
Vi skal uden tvivl gå ud fra, at den var en nuklear bombning, og selv om det er vanskeligt at bevise dette i dag, vil du finde tilstrækkeligt belæg for påstanden i det følgende.

Der er ikke mange detaljer til rådighed fra denne første WTC-bombning i 1993. Den er med tiden blevet overskygget af WTC-attentatet i 2001, der bestemt ikke var i miniformat. Efterforskningen af det første tilfælde vanskeliggøres af den omstændighed, at tvillingetårnene nu er væk. Deres tidligere ståsted er omdannet til en mindepark med navnet Ground Zero. Som bekendt stod de to bygninger endnu tilbage efter den første bombning, der mht. fysiske konsekvenser var minimal sammenlignet med attentatet den 11. september 2001; til gengæld blev den psykologiske effekt betydelig.

Hvis du vil finde den “nukleare” indikation for fx Oklahoma-bombningen i 1995 (find udredningen kort efter denne), er det blot at søge på Internettet med ordene “Oklahoma ground zero”. Det samme lader sig ikke gøre med “WTC ground zero”, da “ground zero” (efter 9/11) er blevet udvidet med nye betydninger, bl.a. som det officielle navn, Ground Zero, for pladsen, hvor tvillingetårnene stod. I den form (skrevet med store begyndelsesbogstaver) tilstræbes navnet at være renset for sin nukleare indikation. Vi skal tilbage til 1993 for at finde den oprindelige, entydige betydning: “ground zero, stedet for en atombombesprængning”.

En anden vanskelighed ved at eftersøge sandheden om den første WTC “bilbombning” er, at i 1993 var Internettet ikke udbygget som nu. Nyheder blev ikke rutinemæssigt lagt på Internettet. Vi skal frem til begivenheder fra sidst i 90’erne og det nye årtusinde, før det er muligt at finde oprindelige oplysninger om dem på Internettet. Det betyder, at de nuværende informationer på Internettet om WTC-“bilbombningen” i 1993 er efterrationaliseringer, udelukkende det, som “the good guys” ønsker, vi skal have kendskab til.

Det er naturligvis for den ihærdige efterforsker muligt at besøge et offentligt bibliotek i USA og arbejde sig igennem et udvalg af avisartikler fra tidspunktet. I mit tilfælde (jeg lever i Bangkok) var det ikke muligt for mig at tage til USA. I 1993 var jeg ikke specielt interesseret i politiske nyheder og beskæftigede mig ikke med bombninger, gik ikke op i, om de var konventionelle eller ikke. Jeg var trådt ud af det sovjetiske militær, da Sovjetunionen ophørte med at eksistere, og havde travlt med andre ting. Jeg forsøgte at starte min egen forretning for at have en næringsvej. Militære og politiske affærer (ikke mindst terrorisme) var uinteressant for mig på tidspunktet. Så til forskel fra den infame bombning af Beiruth Barracks i 1983 (erkendt som nuklear af de fleste officerer i den sovjetiske efterretningsafdeling, jeg havde arbejdet for) formåede WTC-bombningen i 1993 at undgå min opmærksomhed. Det gik først for nylig op for mig, at der simpelthen var tale om endnu en miniatombombe. Selv under mine endeløse samtaler med Mike Harari* i Bangkok om forskellige atomvåbenrelaterede emner kom WTC-bombningen fra 1993 aldrig på bordet (i modsætning til Oklahoma-bombningen i 1995, som han gerne omtalte og brystede sig af).

*)  Mike Harari var operativ chef i Mossad på tidspunktet. Se præsentationen af ham sidst i udredningen af Bali-bombningen fra 2002.

Af disse grunde forblev “bilbombningen” af WTC en forholdsvis upåagtet begivenhed for mig, lige indtil min FBI-bekendte reelt åbnede mine øjne for dens fysiske natur, og, hvad der er vigtigst, for dens signifikante psykologiske betydning. Naturligvis var den første WTC-bombning en begivenhed af særlig betydning, da det var første gang, formodede terrorister bragte et nukleart våben midt ind i det suveræne USA og udløste det. Som vi nu ved, var miniatombombningen i Oklahoma City i 1995 først det 2. tilfælde af sin art i USA. Det mest skæbnesvangre af de to var “bilbombningen” af WTC. Det står nu klart, at denne miniatombombning i 1993 kun var et fingeret forsøg på at styrte WTC’s tvillingetårne i grus [dertil var den indstillede sprængkraft for lille og placeringen forkert]; dens egentlige formål var at forberede 9/11-2001. Denne ouverture skulle vise sig at fungere perfekt, som vi skal se senere.

Inden vi går videre, vil jeg levere et fingerpeg om, at WTC-bombningen i 1993 virkelig var af nuklear natur.

Selv om informationerne på Internettet om denne bombning er meget sparsomme, findes der enkelte brugbare. Jeg formoder, at den engagerede læser allerede har lært sig at “læse mellem linjerne” og skelne mellem virkningerne fra en miniatombombe og en konventionel bombe. Nu er der atter mulighed for at træne denne færdighed.

Lad os, som det er ved at blive tradition, først tage et kig på Wikipedias fremstilling.

… Bombningen af World Trade Center skete den 26. februar 1993, da en bilbombe blev udløst under tårn 1 i World Trade Center i New York City. Det var hensigten, at den 680 kilo carbamid-hydrogengas-forstærkede anordning skulle vælte Nordtårnet (tårn 1) ind i Sydtårnet (tårn 2), så begge tårne ville styrte i grus og dræbe tusinder af mennesker. Dette forehavende mislykkedes, men sprængningen dræbte 6 mennesker og sårede 1042.
Angrebet blev planlagt af en gruppe konspiratorer, herunder Ramzi Yousef, Mahmud Abouhalima, Mohammad Salameh, Nidal Ayyad, Abdul Rahman Yasin og Ahmad Ajaj. De var blevet finansieret af Khalid Sheikh Mohammed, Yousef’s onkel

Jeg håber, at denne bid information allerede er nok til, at læseren indledningsvis gennemskuer, at den officielle fortolkning af begivenheden (jeg mener ikke den officielle version møntet på patricierne, men udgaven for den måbende almenhed, plebejerne) er lodret løgn. Det faktum, at chefklovnen i relation til 9/11, kendt som “KSM” (hvilket står for “Khalid Sheikh Mohammed”) hævdes at være onkel til Ramzi Yousef og finansmand bag den første WTC-bombning, siger en hel del. Det kan kun betyde, at de virkelige gerningsmænd bag denne første WTC-bombning ikke kunne findes. “The bad guys” måtte repræsenteres af en trup af skuespillere, der blev hyret af “the good guys” til at agere for offentligheden. Måske har du på nuværende tidspunkt (under Oklahoma-bombningen, 1995) læst om, hvordan Timothy McVeigh blev hyret af FBI til at spille “bad guy”. Han blev holdt bag lukkede døre, hvilket du måske husker som en ulogisk forholdsregel (da indholdet af det offentlige anklageskrift ikke i sig selv berettigede til hemmeligholdelse). Der er absolut ingen forskel på fremgangsmåden i disse to tilfælde, for brugen af de falske “bad guys”, som ville komme til at udvikle deres drama i retten, blev arrangeret af præcis de samme amerikanske tjenestemænd. Derfor er det straks berettiget at mistænke, at det ikke var en konventionel bombe, men en nuklear anordning, der blev brugt til denne første WTC-bombning.

Men ok, selv om vi er berettigede til – om ikke forpligtede til – at nære mistanke om, at WTC-bombningen i 1993 var nuklear, alene ved at analysere de få sætninger i udplukket ovenfor fra Wikipedia, behøver vi lidt mere solide indicier for, at bomben virkelig var nuklear. Som tidligere nævnt er det ikke let i dag, 2013, at finde information af betydning om denne fjerne 1993-begivenhed, men vi giver ikke op. Her er en af de sjældne indikationer, som endnu kan hentes på Internettet.

On this Day (The New York Times, 27. februar 1993). [Den komplette artikel er kopieret som sikkerhed mod utidig bortkomst på Internettet; giv os venligst besked, hvis det aktive link ikke finder den nuværende originale adresse på Internettet.]

Jeg vil ikke citere hele artiklen her, men kun dens mest afslørende “nukleare” detaljer, som jeg har fremhævet i fed skrift. Igen må vi læse “mellem linjerne”. Lad mig lige repetere, at ordinære sprængstoffer som TNT, C4 og alt andet i den kategori – ikke i sig selv sætter noget i brand; det forbrænder ikke mennesker eller afsvider biler, medfører ikke opfattelsen af “et mindre jordskælv” flere kilometer væk, udløser ingen magnetisk impuls, som på én gang gør alt elektronisk udstyr ubrugeligt og henlægger hele nabolaget i totalt mørke – osv. Men allervigtigst, traditionelle sprængstoffer dræber eller sårer ikke mennesker i masseskala. Det er usandsynligt at nogen under tilfældige omstændigheder ville kunne ombringe mere end 20–25 personer på én gang, selv med den største lastbilbombe – det sker slet ikke i et næsten tomt parkeringshus, den affolkede modsætning til et pakket stadion (medmindre naturligvis, at “lastbilbombe” viser sig at være pseudonym for “miniatombombe”).

Så her følger udpluk fra artiklen: Voldsom eksplosion rammer handelscenter, mistanke om bombe: 5 dræbt, tusinder på flugt fra røgen i tårnene, af Robert D. McFadden.

Mange fanget i timer med mørke og forvirring.

En eksplosion, tilsyneladende forårsaget af en bilbombe i den underjordiske garage, rystede kort før middag i går World Trade Center på nedre Manhattan med en kraft som fra et lille jordskælv og fik vægge og gulve til at kollapse, antændte brande og kastede byens største bygningskompleks ind i en malstrøm af røg, mørke og skræmmende kaos.

Politiet oplyser, at eksplosionen dræbte mindst fem personer og efterlod mere end 650 andre med skader, de fleste fra inhalering af røg eller mindre forbrændinger, men også adskillige med snitsår, blå mærker, knoglebrud eller alvorlige forbrændinger. Politiet meddelte at 476 blev behandlet på hospitaler og de øvrige på stedet af redningsfolk og læger.

Eksplosionen fangede også hundreder af mennesker i ruinerne og i røgfyldte trapperum og elevatorer i tårnene oppe over og gjorde det nødvendigt at evakuere flere end 50.000 ansatte fra et handelscenter, berøvet al kraft, lys og elevatorer i syv timer.

Ingen bombefragmenter fundet.

Eksplosionen, der kunne mærkes i hele Wall Street-området mere end 1,5 km væk på Ellis og Liberty øerne i New Yorks havn, lammede også politiets  kommando- og operationscentre for tårnene, hvilket ifølge talsmænd samtidig gjorde evakueringsplanerne for det officielle bygningskompleks nytteløse.

James Fox, underdirektør i Federal Bureau of Investigation (FBI) og leder af bureauets New York-kontor, fortalte, at ingen dele af bomben var blevet fundet, men en forenet indsatsstyrke af FBI-agenter og kriminalfolk fra byen havde undersøgt arnestedet og mente, at eksplosionen var forårsaget af en bilbombe …

… Visse øvrighedspersoner udtalte, at en eksplosion af denne størrelse, uden at nogen i forvejen havde erklæret sig ansvarlige, kunne tyde på, at bomben var gået af ved et uheld …

… Som dagen gik på hæld, blev der iværksat en række undersøgelser for at klarlægge hensigten med bomben og finde frem til sandsynlige gerningsmænd samt finde ud af, hvad der udløste det, mange kaldte en hovedløs evakuering uden alarmer og uden instruktioner for de tusinder, der blev fanget i mørket i røgfyldte trappeopgange, helt i konflikt med eksisterende detaljerede evakueringsplaner.

Borgmeser David N. Dinkins, der var på besøg i Osaka, Japan, blev orienteret fra Rådhuset og kaldte i telefonen brandvæsenets indsats for den mest omfattende i byens historie, når man så bort fra naturkatastrofer. Han oplyste at have talt med præsident Clinton, som han havde takket for de federale efterforskeres samarbejde.

Virkningerne fra eksplosionen havde bredt sig radiært og havde afbrudt trådløs Tv-transmission i hele det centrale byområde, havde stoppet trafikreguleringen på det meste af nedre Manhattan og tunnelbanen under Hudson River mellem handelscenteret og New Jersey – havde ændret en ordinær fredag i finansdistriktet til en eftermiddag af tumult, død og ødelæggelse.

På en dag fuld af dramatik, tragedie og heroisme, verserede der tusindvis af historier: redningsfolk, der desperat gravede efter ofre i resterne af den kollapsede metro station under tårnene, sodsværtede mennesker under evakuering hobet sammen i timevis i byens største bygninger, en kvinde i kørestol, der blev båret 66 etager ned af to venner, en gravid kvinde, der blev hentet fra platformen øverst på et af tårnene samt historierne om mange andre, der tumlede ud, gispende efter frisk luft, lykkelige over at være i live …

… Mange af dem, der havde tilbagelagt en uendelighed af trappeafsnit fra de øverste afsides dele af handelscenterets tårne, fortalte, at der ikke havde lydt alarmklokker, og man havde ikke modtaget instruktioner fra personale eller redningsfolk. Selv om der ikke blev rapporteret om egentlig panik, forklarede vidner, at der herskede udbredt forvirring i mørket på de overbefolkede trappeafsnit, hvor røg trængte ind, og ukendte farer lurede nedefra.

Mange lagde fugtede håndklæder eller lommetørklæder over ansigtet for at beskytte sig mod røgen. Andre, forskræmte, blev i deres kontorer og håbede på, at redningsfolk ville dukke op. Da røgen begyndte at sive ind under dørene, knuste nogle vinduerne for at få frisk luft ind. På samme tid var dusinvis af mennesker fanget i elevatorer, der var gået i stå mellem etagerne, blandt øvrige en børnehaveklasse fra P.S. 95.

De værste brande var slukket midt på eftermiddagen. På det tidspunkt var de ihærdige bestræbelser på at undsætte dem, der var fanget på de øverste etager, godt i gang. Men handelscenteret med sine 250 elevatorer og kilometervis af korridorer og trappeskakter repræsenterede en betydelig udfordring, og længe efter mørkets frembrud i går fortsatte redningsarbejdere med at søge i labyrinten efter folk, der var faret vild eller endnu forsøgte at redde sig ud …

… Eksplosionen, der udløstes kl. 12.18 på anden etage af en fire-etagers undergrundsparkering under handelscentrets 110-etagers tvillingetårne og kompleksets Vista Hotel, fik biler til at hvirvle rundt som legetøj, blæste 33 meter mur væk, fik betondækkene til at kollapse flere etager nedefter* og frembragte et 20 meter bredt krater, der skar sig dybt ned i kærnen af parkeringsanlægget …

*) I dette tilfælde sendtes trykket fra bomben nedad, fordi ladningen ikke var kraftig nok til at vælte eller underminere fundamentet til tårnet ovenover; den samlede masse over bomben kom dermed til at fungere som en fordæmning, der rettede en stor del af kraften nedad.

… Den fik også loftet i mezzaninen i den overfor liggende Port Authority Trans-Hudson metrostation til at kollapse og efterlod dusinvis fanget under sten og brokker i en ankomsthal en etage over de perroner, hvor hundreder havde ventet på toget. Vidner og redningsarbejdere berettede om en eksplosion af ubegribelig styrke – om kroppe, der blev slynget gennem luften, om biler, der blev vredet rundt om søjlerne, om mennesker i brand, om snesevis, der blev spærret inde.

“Vi nåede frem ved at kravle under rørene, og alt brændte,” fortalte Edward Bergen, en 38-årig brandmand, der var en af de første på arnestedet for eksplosionen. “Pludselig dukke en fyr ud af flammerne, som en af disse zombier i filmen “The Night of the Living Dead”. Hans hud var ved at falde af. Det var en midaldrende mand.”

Kaptajn i brandvæsenet Timothy Dowling fra Engine Company 6, genkaldte sig en uhyggelig scene af flammer, der slikkede ind i mørket og oplyste et osende helvede af forvredne biler og knust beton. “Det så ud som var en bombe eksploderet, bedømt efter ildens omfang og skaderne på etagerne. Vi kunne ikke gøre andet end at pøse vand på flammerne” …

… De fem dødsofre – tre mænd, en kvinde og en uidentificeret – mentes alle at være dræbt af trykket fra eksplosionen. De blev ikke umiddelbart identificeret, men havnemyndighederne mente, at de alle var autoriserede arbejdere eller folk med kontrakt på stedet. Officielle myndigheder udtalte, at flere døde kunne blive fundet i brokkerne, efterhånden som eftersøgningen fortsatte.

Politiet oplyste, at “420 arbejdere og besøgende fra handelscentret var under behandling på hospitaler, herunder 44 brandfolk og 11 politifolk samt en medicinsk nødhjælpsarbejder

RELATEREDE OVERSKRIFTER
Først mørke, så kom røgen: For dem der arbejdede i kontorerne var det første behov at komme ud.

Manhattan er fastholdt i et greb af trafikkaos og frygt

ANDRE OVERSKRIFTER
Præsidenten tilskynder til mere hjælp fra Rusland: I en tale om World Trade Center søger han et tovejs samarbejde.

Kan vi finde en nuklear indikation i dette?

Lige for at repetere: konventionelle sprængninger medfører ikke i sig selv brande. De kan faktisk gøre det modsatte, slukke brande gennem deres transport af luft efter trykbølgens udbredelse (det har fx været nyttigt ved slukning af brændende oliekilder).

På nuværende tidspunkt har læseren også lært, at konventionelle udladninger ikke i sig selv forbrænder mennesker eller sætter omgivelserne i brand. De karakteristiske forbrændinger, der beskrives i rapporten ovenfor, er den karakteristiske effekt af en nuklear udladnings intense varmestråling – blot én af dette våbens fem dræbende faktorer. Kun en nuklear udladning forårsager direkte, at menneskers hud skiller sig fra kroppen, og kun en nuklear udladning kan på et millisekund forbrænde ofrene, så de ikke kan identificeres. Derfor var det ikke umiddelbart muligt at afgøre med sikkerhed, om de døde arbejdere var tilknyttede. (I denne atomare sammenhæng kan uheldige gerningsmænd udelukkes, eftersom specialister ikke fjumrer med en atombombe.) Endelig må vi også nævne de ofre, der var forkullet i en grad, så ikke engang deres køn kunne fastslås. Det beskrives også ovenfor.

Ville 44 brandfolk blive behandlet på hospitaler efter at have udført deres rutinemæssige arbejde – at slukke brande? Aldrig! – medmindre de havde modtaget skadelige doser af joniseret stråling, der udløser akut strålingssyge, eller – havde inhaleret radioaktivt støv, der skal fjernes prompte fra lungerne under ekspertmæssig supervision på et hospital; for manges vedkommende var det sandsynligvis en kombination.

Behøver jeg at gentage, at konventionelle sprængninger ikke medfører strømudfald og “totalt mørke” ved at ødelægge alt elektrisk og elektronisk udstyr i omgivelserne. Her taler vi ikke om den fysiske destruktion af nærliggende installationer, men om ødelæggende elektrisk induktion i systemerne på stor afstand. Dette fænomen optræder kun ved en atombombes kraftige magnetiske impuls (EMP).

Jovist, den første WTC-bombning (i 1993) var også nuklear.

Ved at læse mellem linjerne har vi på grundlag af New York Times’ rapportering fra den følgende dag fastslået, at bomben var en atombombe, dvs. vi har opnået en indsigt på præcis samme måde som de fleste efterretningstjenester erhverver den. På den måde er det muligt at konstatere den sande sammenhæng i en sag, selv om den er klassificeret eller skjult fra offentligheden. Men beviseligheder, indicier, der opnås på den måde, tillægges ikke vægt i retten. Det betyder fx, at en militær chef eller en chef i en efterretningsafdeling godt kan konkludere og handle på den type informationer fra sin analytiker, men dommeren i en retssal kan ikke dømme på dem. Viden, der er opnået ved at “læse mellem linjerne”, kan ikke tillægges afgørende vægt i retten.

Derfor har vi brug for et mere solidt indicium – af den type, der tillades i retssager – så vi formelt kan fastslå, at den første WTC-bombning absolut var nuklear. Først derefter vil påstanden kunne kaldes et bevist faktum. Heldigvis er det muligt. Efter lang tids søgen fandt jeg nogle artikler, hvor “ground zero” i den nukleare betydning blev brugt i beskrivelser af 1993-bombningen.

Som du måske allerede ved, fik udtrykket “ground zero” først sin “ekspanderede” betydning og dermed muligheden for at blive anvendt i overført betydning efter 11. september 2001. Inden da blev “ground zero” hverken brugt som metafor eller i nogen udvidet betydning. Det fremgår af verdens mest komplette engelske encyklopædier.

Før 9/11 var udtrykket “ground zero” en eksklusiv militær betegnelse eller i det højeste en ABC-tjenestes eller et civilforsvars betegnelse for “stedet for en nuklear sprængning”.

Det betyder, at hvis udtrykket “ground zero” blev anvendt i dokumenter før 9/11, eller blot citeret i nyhedsartikler fra før 9/11, er det et juridisk gyldigt bevis for, at det virkelig var en nuklear sprængning, der blev beskrevet. Denne sondring er gangbar i retten, da der ikke længere er tale om at tolke information “mellem linjerne”, men at tage de skrevne ord på linjerne for pålydende.

Hvis du under læsningen af et dokument eller en nyhedsartikel støder på udtrykket “stedet for en nuklear sprængning”, vil du ikke nære tvivl om, at der henvises til et sted, hvor en atombombe faktisk er blevet udløst. Sætningen “stedet for en nuklear sprængning” bliver nemlig ikke brugt som en metafor, og derfor kan den kun tolkes i sin direkte betydning. Tilsvarende fandtes der kun én betydning af “ground zero” før 9/11, uden mulighed for andre tolkninger. Dette faktum var direkte årsag til, at “the good guys” iværksatte den desperate handling det er, at lade alle engelske ordbøger fra efter 9/11 genoptrykke med nye betydninger for “ground zero”. Men ikke nok med det, de udskiftede de oprindelige ordbøger fra før 9/11 på alle offentlige biblioteker og usolgte lagre (i et kendt tilfælde helt tilbage til 1987) med tilbagedaterede oplag. Havde de ikke gjort det, ville udtrykket “ground zero” i sin oprindelige eksklusive betydning have kunnet bruges med juridisk gyldighed i sagsanlæg mod de amerikanske myndigheder.

[Hvis en ærlig dommer (og det udelukker ham straks som logebroder i sekten) skulle havde indvendt, at hans private version af ordbogen stadig kun indeholdt den eksklusive betydning af “ground zero” fra før 9/11, ville han, inden hans ærlige observation kunne gøres gældende i retten, blive vejledt om, at nyere undersøgelser havde vist, at der allerede før 9/11 havde været praksis for en udvidet betydning af “ground zero”. Det ville være klogt og rigtigt af ham at lægge den reviderede udgave til grund for sine vurderinger.
Man tager som simpel statist ikke uden videre historien i egen hånd … !]

Lad os endelig gennemgå et antal artikler, hvor termen “ground zero” i den entydige udgave er anvendt inden 11. september 2001 i relation til den første WTC-bombning. Hvis du skulle opholde dig i et engelsk sprogområde, er det muligt på et lokalt bibliotek at finde “ground zero” i sin oprindelige betydning i aviser fra 1993. I mit personlige tilfælde, med bopæl i Bangkok, hvor gamle engelsksprogede aviser ikke er til rådighed, end ikke på det nationale hovedbibliotek, var den mulighed uden for rækkevidde. Eneste mulighed var at søge videre på Internettet i håb om at finde ældre avisartikler med den forræderiske sprogbrug. Nedenfor er 5 tilfælde, som jeg googlede frem:

1) Marts 1994, 5. marts 1994, 26. (februar) 1993, sprængning, da federal (ATF) agent Joseph Hanlin fik øje på et 6 fod langt forvredet og forkullet stykke metal med småbitte fordybninger på siden tæt ved ground zero. Denne kodning, et fortroligt identifikationsnummer, ledte til udlejningsselskabet Ryder i New Jersey og Salameh, som udlejede den station-van, der indeholdt … Fra THE WORLD TRADE CENTER DOMMEN Juryen: De gjorde det … ($$) – Relaterede websider …
[Den url, som Dimitri Khalezov henviser til i sin note 412, fører ikke længere til det beskrevne resultat for 1). Det nærmeste vi kommer en “agent Joseph Hanlin WTC” er dette afsnit fra Popular Science, der ligner lidt, men er støvsuget for termen “ground zero”. I stedet anvendes udtrykket “epicenter”, normalt et udtryk for et jordskælvs nulpunkt. Teksten, der angiveligt er fra “September 1993”, beskriver en bombe af æltet kunstgødning og ser i mistænkelig grad ud til at være tilpasset den officielle 1. “sandhed”.]

2) “The Record (Bergen County, NJ), March 6th, 1993

THOMAS J. FITZGERALD, Record Staff Writer The Record (Bergen County, NJ) 03-06-1993 N. MILFORD MAN’S RUSE DISCOVERED WITH HIS CAR By THOMAS J. FITZGERALD, Record Staff Writer Date: 03-06-1993, Saturday Section: NEWS Edition: All Editions — Two Star B, Two Star P, One Star”
NEW MILFORD – Da bomben sprang under World Trade Center den 26. februar, holdt Louis Norcias bil tæt ved ground zero – på parkeringsanlæggets niveau B2, hvor eksplosionen fandt sted. Alle troede, at hans Mercury 1991 var fordampet … Uheldigvis for Norcia, overlevede bilen og førte til hans anholdelse …
[Note 413, giver fejl 404, “Siden kan ikke vises”, artiklen fra 02-06-1993, der gengav udtrykket “ground zero”, vist nedenfor, er fjernet fra internettet.]


Hit på “ground zero”. Skærmkopi

 

3) 8. marts 1993 – “ground zero” – og beskrev et hul, der var 30 meter i diameter med beton, stål og ødelagte biler hele vejen rundt langs kanten og nede i det. I politiets kommandocenter ved Port Autority … 26. 1993, World Trade Center bombningen, der kostede 6 amerikanere livet og sårede … taler for sig selv …
Fra WORLD TRADE CENTER BOMBNINGEN – Optagelsen (Bergen County, … ($$) Relaterede websider …
[I teksten, der lægger op til artiklen, findes “ground zero” ikke (eller den er senere fjernet). Url’en under note 414 fører ikke til noget brugbart.]
4) Da en bombe eksploderede i kælderen under World Trade Center i 1993, opholdt Alan Reiss sig 50 meter fra ground zero … … Han takker forsynet for, at han ikke kom til skade ved sprængningen. I stedet for at flygte fra stedet, greb chefingeniøren for Twin Towers en hjelm og begyndte at danne sig et overblik over skaderne. Han kom senere til at lede rekonstruktionsarbejdet.
[Her fører også note 415 til en side hos HeighBeam, men den kan ikke vises. Det kan i øvrigt undre, hvordan nogen kan fungere efter at have opholdt sig kun “150 feet” fra nulpunktet, uanset om det var en nuklear bombe eller en bombe af kunstgødning. I første tilfælde ville han blive dræbt på stedet (medmindre de 50 meter bestod af beton, og trykket ikke kunne finde vej rundt om). Trykket fra selv en konventionel bombe på den afstand er betydeligt og ville ikke tillade nogen at fortsætte med normale aktiviteter. Nogen må have smurt tykt på, eller have udeladt vigtige detaljer, eller … vi er vidne til et overlagt forsøg på at belære plebejerne om, at udtrykket “ground zero” udmærket kan forekomme i forbindelse med en konventionel bombe. Vil nogen kunne se, om en artikel fra “1993” er skrevet i 2003? Ikke umiddelbart. Vi taler om en mediebranche, hvor alt efterhånden er muligt.]

5) … Foto: Efterforskere, øverst, gennemgik ødelæggelserne af det, som officielle kilder i går kaldte ground zero på stedet for eksplosionen ved World Trade Center. På andre underniveauer af kælderen installerede arbejdere nødbelysning (Reuters) …
[Her fører linket under note 416, der henviste til den tidligere artikel fra 6. marts 1993 i The New York Times, til meddelelsen “Siden kan ikke findes” på The New York Times’ hjemmeside. Yderligere søgning fører typisk til hit fra sætninger som “… præcis som ved ground zero i 1993”, ubrugelige i betragtning af den mellemliggende udvidelse af betydningen af udtrykket.

[Det blev desværre kun til 1 hit ud af 5 forventede, men vi kan ikke laste Dimitri Khalezov for, at der siden 2012 er ført en intensiv kampagne mod hans bog. Kampagnen har bl.a. haft som mål at nulstille værdien af de indicier, han har kunnet opdrive fra Internettet. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at alle 5 tilfælde af originale “ground zero”s fra 1993 kunne dokumenteres i 2012, da denne version af bogen blev skrevet.]

Dimitri Khalezov fortsætter:

Fra nu af, kan vi ikke blot føle os sikre på, at WTC-bombningen virkelig var af nuklear natur, vi kan også i retten argumentere logisk for påstanden. I tilfældet 5) citeres officielle kilder for at have brugt termen “ground zero” som henvisning til nulpunktet for WTC-bombningen i 1993, og dermed udpeges rent logisk og med juridisk konsekvens nulpunktet som stedet for en nuklear sprængning. Jeg håber at læseren forstår, at der ikke fandtes andre betydninger af “ground zero” i 1993. De mennesker, der brugte udtrykket i 1993, måtte tale om en atomsprængning.

Selvfølgelig forventer jeg, at mere alternativt begavede (måske betalte bondefangere, der spiller rollen som “velmenende borgere”) larmende vil anklage mig for at fortolke ordene i “ground zero” til min personlige “fordel”. Imidlertid er denne bog ikke skrevet for folk uden tænkeevne. Jeg håber, at det står klart, at den er for læsere, der forstår elementær logik og evner at konkludere selv.

Vi nærmer os den afgørende pointe med dette kapitel. Den første WTC-bombning i 1993 var den allerførste nukleare bombning inden for De Forenede Stater (til forskel fra forsøgssprængninger). Forståeligt opnåede den den ønskede effekt: det officielle USA begyndte for alvor at indse, at de virkelige terrorister omsider havde krydset Libanons grænser og havde nået USA med deres nukleare pressionsmidler, og at de ikke længere tøvede med at bruge dem mod amerikanske civile midt i deres byer.

Ifølge min ovenfor nævnte FBI-bekendte, tog de amerikanske myndigheder tilfældet særdeles alvorligt. Deres primære bekymring var denne: Terrorister var i stand til at føre deres atombomber ind på amerikansk territorium, og de tøvede ikke med at bruge dem. Hvor gik grænsen? Næste gang ville de måske udløse bomben fra taget af en høj bygning? Man kan vanskelig forestille sig omfanget af ødelæggelser, hvis nogen valgte at udløse en miniatombombe installeret i toppen af en 30-etagers bygning og måske indstillet til fuld sprængkraft, dvs. 1 kiloton i stedet for 0,1. Man skal forestille sig, at i en radius af 800 meter ville alle, der befandt sig ude i det fri, modtage den dødelige dosis på 500 R. Mellem 800 og 1200 meter ville strålingen have en styrke, så halvdelen senere ville dø. [På toppen af dette ville de fleste kommunikations og hjælpesystemer, baseret på elektronik og elektrisk forsyning, blive sat ud af funktion.] Tillæg yderligere de mulige skader fra den termiske stråling, forbrændingerne, følgebrandene, chokbølgen og den radioaktive forurening, så har du det totale billede. 

Forestil dig så en miniatombombe på 40 kiloton, som i omfang og vægt ikke adskiller sig væsentligt fra den på 1 kiloton, idet fissionsmaterialets kritiske masse er den samme, men at bomben på 40 kiloton er mindst 3 gange kraftigere end Hiroshima-bomben og let kan transporteres i en mellemstor kuffert. Ser du billedet? Tænk selv scenariet til ende.

Dermed er det ikke så underligt, at desperationen blandt USA’s øverste politikere og deres sikkerhedsrådgivere var veludviklet efter den første WTC-bombning. De var i realiteten rædselsslagne, og de fleste forestillede sig, at terroristerne forventeligt næste gang ville placere deres atombombe på udsigtsplatformen i et af tvillingetårnene og indstille sprængkraften til fuld styrke.
Prospektet blev med rettidig omhu grebet af Hollywood, som producerede en film, der beskrev dilemmaet og afpresningen som logebrødrene ønskede det skulle fremstilles. Filmen var underholdende, blev set af mange og virkede langt fra beroligende. Navnet føjede yderligere spot til skade: “True • Lies” (der kan læses direkte som “Sande løgne” eller tolkes som “Sandhed versus løgne” eller i mere dansk tilsnit “Fup eller Fakta”. I titelbilledet er vores sorte skilleprik dramatisk erstattet med en håndgranat).

Jeg går ud fra, at mange af læserne endnu husker denne meget tydelige film fra 1994, instrueret af James Cameron og med Arnold Schwarzenegger og Jamie Lee Curtis i hovedrollerne. I filmen lykkes det for en vis (fiktiv) terrororganisation ved navn “Crimson Jihad”, ledet af “Salim Abu Aziz” (hans udseende er tilsvarende orientalsk), at smugle et antal sovjetisk producerede nukleare sprænghoveder ind i De Forenede Stater med det formål at udløse et af dem på toppen af et højhus. Filmens plot er i øvrigt ikke af betydning for vores research. Filmen forstærkede yderligere frustrationerne hos de myndigheder, der havde ansvaret for sikkerheden, og frygten for en gentagelse af WTC-bombningen havde derefter størst mulig opmærksomhed. I det mindste var det sådan, det blev udlagt for mig af den tidligere nævnte kontaktperson; og lige for en ordens skyld, så var opfattelsen af hysteriet ikke min, men personens udlægning (– FBI’s).

[Bemærk, at filmen er “tydelig” på mindst to gennemgående punkter, som publikum har at indskærpe sig: 1. terroristerne er arabiske (evt. iranske, persere), under ingen omstændigheder israelske; 2. atomsprænghovedet er af sovjetisk oprindelse, under ingen omstændigheder israelsk. I andre film fra Hollywood (Hollywood er den internationale jødiske sekts propagandamedie, som Wikipedia er dets talerør på Internettet) bliver afviklingen af Sovjetunionen fremstillet som en proces ude af kontrol. Men ifølge Dimitri Khalezov, som var officer i den sovjetiske efterretningstjeneste for nukleare våben og materialer, og befandt sig tæt på begivenhederne, manglede ikke én eneste miniatombombe eller noget nukleart sprænghoved i regnskabet, da USSR’s atomlager i god ro og orden blev overdraget til det nye Ruslands myndigheder.
Først med Kursks “forlis” i 2000 (under den nuværende russiske administration), opstod der en mango i det nukleare regnskab på 22 Granit-krydsermissiler, alle udrustet med et 500 kiloton sprænghoved, hvoraf 1 eksemplar endte i Pentagon (heldigvis forhindret i at udløse). Den ovenfor beskrevne desperation og paranoia i USA blev ikke mindre udtalt efter denne magtdemonstration eller af, at Israel stadig ligger inde med 21 missiler, der fra u-både i havene omkring USA kan nå adskillige større amerikanske metropoler, uden at det amerikanske forsvar på nogen måde kan forhindre det. Granit-krydsermissilet er et avanceret, pansret missil, der er udviklet som et defensivt våben over for den amerikanske flådes hangarskibe (der i sin natur er et offensivt våben). Granit-missilet er umuligt at bekæmpe i luften med den nuværende teknologi. Det beviste det komplet uanfægtelige angreb på Pentagon.
Læs om dette angreb i vores udtømmende artikel: WTC-attentatet opklaret.]

Som konsekvens af alt dette (herunder hysteriet, som filmen var med til at forstærke) blev der nedsat en særlig kommission, udpeget af den amerikanske regering, med den opgave at analysere et sådant muligt scenarium og finde modforholdsregler, hvis en sådan nødsituation virkelig skulle opstå i USA.

Naturligvis gik kommissionen korrekt ud fra, at terroristerne ville vælge en af de højeste bygninger (for at opnå størst mulig ødelæggende radius). Yderligere gik den korrekt ud fra, at ved et sådant angreb, ville WTC-bygningerne være terroristernes første valg. For det første var tvillingetårnene på Manhattan de højeste bygninger i New York, for det andet repræsenterede de det indiskutable symbol på amerikansk kapitalisme (for nogen synonymt med amerikansk imperialisme). Kommissionen måtte, baseret på det faktum, at der allerede havde været ét nukleart angreb rettet mod WTC-kompleksets kælder, se i øjnene, at der kunne følge et nyt miniatombombeangreb, denne gang muligvis ikke så “mini” som det første og muligvis rettet mod WTC-tårnenes overjordiske del. På det tidspunkt var der lykkeligvis nogen, der “kom i tanker om” den eksisterende nukleare demoleringsplan for WTC, en indbygget feature! Efter nogen tøven blev det besluttet at udarbejde konkrete planer, der inkluderede den indbyggede nukleare demoleringsmulighed. Nogen i kommissionen havde bemærket, at en sådan “venligsindet” termonuklear, kontrolleret sprængning i yderste nødstilfælde højst sandsynligt ville eliminere risikoen ved en fjendtlig atombombe, der forsøgtes udløst højt over gadeniveau.

Den nødvendige beredskabsplan blev indrettet sådan, at skulle de officielle sikkerhedseksperter føle sig overbeviste om, at terrorister havde plantet en nuklear anordning, enten på en af de øverste etager i – eller på taget af tvillingetårnene, og der eksisterede en overhængende risiko for, at den kunne blive udløst, var sikkerhedsstyrkerne bemyndiget til som modforholdsregel straks at iværksætte den oprindelige nød-demoleringsplan for WTC-komplekset (denne indbyggede feature daterer sig tilbage til World Trade Centrets opstart i 1966).
Det blev kalkuleret, at i bedste fald, ville de fjendtlige anordninger blive sat ud af spillet af den pulveriserende chokbølge fra demoleringsladningen i undergrunden, og ville ikke kunne udløse en selvstændig nuklear sprængning i stor højde. Selv med mindre held (hvis den fjendtlige anordning ikke blev pulveriseret og stadig kunne fungere), ville det være bedre, at den faldt til jorden sammen med bygningen og udløstes i gadeniveau frem for flere hundrede meter over. Dermed ville destruktionszonen blive betydeligt reduceret.

Hvor mærkeligt det end må lyde, havde denne kommission udfærdiget og forseglet en instruktion til brug i en nødsituation som den, der er beskrevet ovenfor. Som jeg allerede har gjort opmærksom på, er dette ikke viden, jeg selv har gravet frem. Jeg modtog disse oplysninger fra min kontakt i FBI – efter, at jeg havde afsluttet en tidligere udgave af bogen og havde bedt den pågældende læse den og vurdere indholdet. Jeg har ingen grund til at betvivle sandheden af disse oplysninger. Det er alt sammen ikke blot sandsynligt men særdeles logisk og forklarer mangt og meget af, hvad der var sket under 9/11.

Dette er forklaringen på, at længe før 11. september 2001 var indholdet af den kyniske instruktion om at demolere World Trade Center, hvis nogen terrorist skulle placere en atombombe på et af de øverste niveauer, kendt – ikke alene af de officielle amerikanske sikkerhedsmyndigheder – men specielt af en del skruppelløse elementer, ikke mindst fra Mossad (det turde være overflødigt at nævne, at da Mossad altid hævder at være “venskabelig” og “samarbejdsvillig” over for fremmede efterretningstjenester, samarbejder de sidstnævnte ofte i naivt omfang og giver Mossad udvidet mulighed for at stikke næsen i disse hemmelige tjenesters virkelige hemmeligheder [dette er også tilfældet i Danmark, og Mossad kvitterer med olympisk nedladenhed ved at kalde PET for “fjærten” … blot for at sætte perspektivet på plads]).
Det vigtigste i dette var imidlertid ikke, at Mossad kendte til instruktionen. Det altafgørende var, at dermed var den også kendt af den internationale (overvejende jødiske) sekt af logebrødre, der anvender Mossad og CIA som deres redskaber. Det var dette broderskab, der havde inspireret til selvsamme instruktion gennem deres omhyggeligt planlagte bombeaktion i 1993 og en lige så rettidig film i 1994 med den brillante titel “True Lies”.
[Det må være tydeligt for enhver, at de steder, hvor sekten udøver sin virksomhed eller trækker på bestemte ressourcer, ser vi en overrepræsentation af jøder, ligesom sekten ganske indlysende har sammenfaldende interesser med den forfejlede statsdannelse Israel.]

Således vidste planlæggerne af attentatet den 11. september 2001 i forvejen, præcis hvordan planen skulle fungere. De behøvede blot at skabe en situation, hvor de officielle myndigheder følte sig overbeviste om, at “terrorister” allerede havde plantet nukleare sprænghoveder på de øverste etager af tvillingetårnene. Resten gav sig selv og ville blive udført i overensstemmelse med direktivet fra 1994 (der igen var fremprovokeret af angrebet i 1993). Dette er den enkle og sande forklaring på 9/11-komplottet. Men for at gennemføre planen, måtte dens bagmænd råde over et virkeligt atomvåben, der på en eller anden måde skulle falde i hænderne på de amerikanske sikkerhedsstyrker og fungere som “bevis” for, at angrebet var alvorligt ment, og at andre atomvåben kunne være placeret på de øverste etager i World Trade Center.

Nogen vil sikkert spørge – findes der offentligt tilgængelig information, der kan underbygge denne teori? Det vil sikkert overraske, at svaret er “ja!”

Læs kapitlet “Technicalities of the WTC-7 collapse and the rest of the WTC collapse from the logical point of view”, de første fire sider, hvor jeg præsenterer et af de mest betydningsfulde indicier, det er lykkedes mig at finde:

Kort efter, at Sydtårnet (Tårn 2) var kollapset, refererede Pat Dawson fra NBC sikkerhedschefen for New Yorks Brandvæsen, Albert Turi, som følger:

… han (Albert Turi) mener, at der var konkrete anordninger plantet i bygningerne. En af de sekundære anordninger, han mener der indtraf efter den første kollision, mener han, kan have befundet sig på flyet, der fløj ind i et af tårnene. Den anden anordning, mener han, han spekulerer, var sandsynligvis plantet i bygningen …

[Ordstrømmen virker lidt “uredigeret”, men meningen er ikke til at tage fejl af.]

Her er videoen på YouTube. Skulle den blive slettet, kan du søge på Internettet efter denne fil:

911_NBC_Albert_Turi_on_’secondary-devices’_planted_in_the_buildings_and_on_the_planes

med følgende mulige ekstensioner: .avi, .flv, .mov, .wmw, .mpeg, .mp4, .mp3, .3gp.

Filen skulle også kunne hentes på mit eget site “http://www.911-truth.net” (og på andre), da jeg har opfordret til at gemme kopier alle mulige steder.

Dette klip blev også vist i min video-præsentation (søg nederst i artiklen WTC-attentatet opklaret). Det udgør en vigtig brik i 9/11-puslespillet.

Læseren forstår sikkert nu, at det “uforklarlige” angreb på Pentagon (tilsløret som et muslimsk selvmordsangreb med et passagerfly!) ikke mindst var velegnet til at overbevise de nødvendige beslutningstagere om, at der kunne være plantet nukleare ladninger højt oppe i WTC-tårnene.

Det lykkedes for gerningsmændene at skaffe et troværdigt atomvåben. Et af flere sovjetisk producerede Granit-krydsermissiler blev stjålet fra ubåden Kursk i 2000. Detonator-enheden blev sat ud af spillet på ét af dem, så det nukleare sprænghoved på 500 kiloton ikke udløstes, da det den 11. september 2001 kl. 09:37:46 borede sig ind USA’s krigshelligdom, Pentagon. Dermed leverede gerningsmændene det nødvendige incitament hos ledende amerikanske sikkerhedsfolk. (Pentagon var som primært mål for et gengældelsesangreb mod USA i forvejen indkodet i missilets database, så efter affyringen ville det automatisk finde målet, i øvrigt under udfoldelse af et avanceret mønster af afledning og undvigelse.)
 
På det tidspunkt forstærkede de såkaldte good-guys panikken ved at sprede “pålidelig information” (måske underbygget af “autentiske” dokumenter, opsnappet af Mossad fra denne eller hin terrororganisation) om, at de to huller i tvillingetårnene (hvad enten de var forårsaget af arrangerede sprængstoffer, aluminiumsfly, missiler eller andet), dækkede over implanteringen af to tilsvarende sprænghoveder på hver en halv megaton. Og naturligvis eksisterede der en overhængende risiko for, at de to ladninger kunne blive udløst når som helst. Dette ville på et øjeblik omdanne New York City og dens indbyggere til en rygende ruindynge, og hvem måtte gøres ansvarlig? Den afgørende bekræftelse af disse forlydender blev leveret af Granit-missilet, der næsten trængte ind til det geometriske centrum af Pentagon, hvor det netop ved ikke at blive udløst demonstrerede potentialet af det overhængende angreb på New York. Planlægningen af 9/11 var lige så brillant, som den var kriminel.

Bondefangerne vil afbryde min fremstilling på nuværende tidspunkt med en anklage om, at jeg modsiger mig selv. Noget i retning af: Hallo! Læg mærke til denne russiske løgner, denne spreder af desinformation! Først påstod han, at aluminium ikke kan gennemtrænge stål, men nu ændrer han sin forklaring til, at det officielle USA blev forledt til at tro, at de frygtede termonukleare sprænghoveder var lastet i de selvsamme aluminiumsfly, som ifølge løgneren Dimitri Khalezov ikke kan gennemtrænge stål. Han modsiger tydeligvis sin egen historie. Khalezovs løgne har til formål at frikende den onde amerikanske regering, der planlagte at demolere WTC ved hjælp af nanotermit, en fremgangsmåde, der er beskrevet i stribevis af videnskabelige publikationer af lige så mange troværdige lærde.

Lad dig ikke blæse omkuld af den slags argumentation. Når bondefangeren råber op om nanotermit og en perfid regering, forsøger han i virkeligheden at beskytte den selvsamme regering, der ellers ville blive anklaget for at have sendt omkring hundrede tusinde godtroende og ubeskyttede rednings- og oprydningsarbejdere ud i den visse død i processen med at redde overlevende og fjerne de nukleare spor fra ground zero. Uden at være iklædt katastrofedragter og udrustet med den nødvendige viden og udstyr var de dødsens (eller dømt til alvorlige kroniske lidelser), og hvis det blev kendt, kunne regering og myndigheder imødese århundredets retssag for overlagt massemord og alvorlig legemsbeskadigelse. Bondefangerne beskyttede således regeringen ved kun at “anklage” den for at dække over nanotermit-versionen – der specielt ikke er radioaktiv! Jeg håber, at læseren forstår og husker på denne forsætlige manipulation af den offentlige virkelighedsopfattelse.

Med hensyn til, om jeg modsiger mig selv. Nej, jeg modsiger ikke mig selv. Den, der fastholder, at aluminium ikke kan gennemtrænge stål er mig, Dimitri Khalezov, mens den, der blev overbevist om, at aluminiumsfly angiveligt formåede at gennembore to stålarmerede tårne og yderligere medbringe og “plante” to 500 kiloton termonukleare sprænghoveder, ikke var mig. Det var nemlig USA’s kontraterror koordinator hr. Richard Clarke. Hvor er modsigelsen? Jeg hævder, at aluminium ikke kan gennembore stål, og mon ikke hr. Clarke i dag tror det samme. Men under 9/11-panikken havde han ikke tid til at overveje aluminiums penetreringsevne over for stål.

Jeg håber at læseren kan bringe sig i hr. Clarkes sted og forstå, at når det både fra ens egne – og fra formodede venligtsindede efterretningstjenester – blev rapporteret, at terrorister syntes at have iværksat et nukleart terrorangreb mod De Forenede Stater, og rapporterne fulgtes op med, at et ægte fjendtligt, nukleart missil havde banet sig vej gennem forsvarskæden langs Atlanten og var endt i Krigsministeriet, var overvejelser af karakteren “kan aluminium gennembore stål” ikke de første, der trængte sig på. Der er næppe tvivl om, at hr. Clarke forstod, at med hensyn til “flyene” blev han ført bag lyset af Mossad – jeg vil tro, at det gik op for ham den følgende morgen, da flyveplaner og passagerlister blev leveret til ham. Men på det tidspunkt var det for sent – WTC var allerede reduceret til støv og en hob radioaktivt affald, og den eneste mulighed for at undgå, at sandheden nåede ud til befolkningen var at begynde at skrive Ground Zero med store begyndelsesbogstaver. På det tidspunkt, hvor han besluttede at demolere tvillingetårnene [vha. de indbyggede demoleringsladninger, læs artiklen WTC-attentatet opklaret] troede han måske, at aluminium kan gennemtrænge stål, men mere sandsynligt er det, at han overhovedet ikke skænkede problemstillingen en tanke. Han var kun optaget af rapporter om et fjendtligt nukleart sprænghoved i Pentagon – en tilsyneladende fuser – og en påtrængende mulighed for, at to tilsvarende sprænghoveder kunne befinde sig højt oppe i tvillingetårnene – uden at være fusere.

Forhåbentlig har jeg nu haft held til at tilbagevise bondefangernes anklage. Så lad os vende tilbage til planlægningen af 9/11.

For planlæggerne af 9/11 var det absolut nødvendigt at neutralisere de sagkyndige i den specialiserede anti-atomterror-indsatsstyrke under navnet “Nuclear Emergency Search Team” (NEST). Disse specialister kunne tænkes at ville stille sig kritisk til baggrundshistorien om, at atomsprænghoveder kunne være plantet i tvillingetårnene ved hjælp af penetrerende aluminiumsfly. En sådan skepsis kunne få hele 9/11-ekspressen til at køre af sporet, og en sådan risiko måtte elimineres. (Nej, ikke på den hårde måde.) Det blev gjort ved at sende gruppen ud af USA under et plausibelt påskud, så de ikke kunne konsulteres under de planlagte begivenheder.

For den frimureragtige sekt, der bruger Mossad og CIA som redskaber var det muligt at manipulere de forskellige forudsætninger på plads, så NEST ikke ville være til stede i USA på en bestemt dag. Jeg gengiver her en af de vigtigste passager fra den officielle 9/11-tidslinje:

… Energiministeriets nukleare bombeteam, kendt som Nuclear Emergency Search Team (NEST), er i Europa for at deltage i øvelsen Jackal Cave*. “Øvelsen” er skemalagt til at vare mindst til 15. september 2001. Enheden blev skabt i 1975 efter en afpressers trussel om at udøse en nuklear anordning i Boston, hvis han ikke fik udbetalt en løsesum. Siden da har gruppen haft ansvaret for at vurdere nukleare trusler, og hvis truslen skønnes begrundet, at eftersøge og neutralisere den nukleare anordning …

*) Richelson, 2009, pp. 178; National Security Archive, 1/23/2009.

Dermed, hvis nogen efter det nukleare angreb på Pentagon ville hævde, at det hang sammen med et tilsvarende angreb på tvillingetårnene, og at der angiveligt kunne befinde sig to 500 kiloton nukleare sprænghoveder øverst i tårnene med risiko for at udslette New York City, ville de rigtige professionelle ikke være til stede i New York til at vurdere denne specielle påstand om en atomtrussel.

De besluttende ånder havde intet andet valg end at tro på påstanden (og hvis du havde været i deres sko, ville du så have haft styrke til at drage “venligtsindede” kollegaer fra Mossad i tvivl – efter lige at have modtaget en rapport fra dit eget forsvar om, at det missil, der lå i hjertet af Pentagon, absolut var nukleart? – næppe). De udfordrede beslutningstagere fulgte simpelthen de foreliggende instruktioner om at demolere World Trade Center, hvis en situation som den foreliggende skulle opstå. De trykkede på alle de “røde knapper” – ikke fordi de var onde, og ikke fordi de var dumme, ikke engang fordi de var godtroende (for missilet med sit nukleare sprænghoved midt i hjertet af det amerikanske forsvar var tilstrækkeligt til at overbevise selv den mest hårdhudede skeptiker). De trykkede på de røde knapper, fordi de var forpligtet til det efter de foreliggende handlingsplaner. Disse planer var forberedt i god tid i forvejen.

Pointen i dette afsnit er, at eksistensen af de foreliggende handlingsplaner i 2001 alene skyldtes 1993-“bilbombningen” (der knyttede ground-zero betegnelsen til WTC første gang), men hjulpet godt på vej af den rettidige film fra 1994, “True Lies”. Denne sammenhæng mellem de to angreb på WTC havde jeg ikke set, før den blev nævnt af min forbindelse i FBI.

Man kan sige, at problemet nu efter 9/11 har været, at ingen ansvarlig kunne klandres for at havde handlet forkert; ingen myndighed og ingen øvrighedsperson kunne kritiseres for at have demoleret WTC på et forkert grundlag. For tilsyneladende havde alle handlet i god tro og inden for rammerne af sit ansvarsområde, alt efter de givne forskrifter. 

Nogen kunne stille spørgsmålet: Var det virkelig nødvendigt at demolere WTC-bygning 7 også? (selv om den var forberedt for demolering på samme måde som tvillingetårnene). Kunne der også eksistere en overhængende risiko fra den bygning? Den var jo hverken blevet ramt af eksplosioner eller “fly” og var relativt intakt, stedvis i brand, men ikke alvorligt. Hvis der fandtes et nukleart sprænghoved i toppen af den, måtte det være bragt op nedefra, og så var mulighederne legio. Der var masser af højhuse i New York at vælge imellem.

Jeg ved det ikke, for min hjælper fra FBI oplyste intet om Bygning 7. Men efter min vurdering har formålet med at demolere Bygning 7 primært været at skjule beviserne for eksistensen af det nukleare demoleringskoncept; det var langt det vigtigste hensyn. Andre har gættet på mere skumle motiver, har insinueret, at Bygning 7 rummede belastende efterforskningsmateriale, overvåget af de kriminalitetsforebyggende tjenester, der havde kontorer og arkiver i bygningen. Jeg ved ikke, om mistanken har noget på sig. Måske. Hvis der fandtes belastende materiale, som det var bekvemt at ekspedere af vejen, nu hvor nabolaget alligevel styrtede sammen, så har interessenterne nok ikke været de tjenester, der i forvejen havde samlet materialet. Demoleringen af Bygning 7 blev faktisk udført af de selvsamme tjenester, bl.a. af Secret Service, og det har kostet enorme ressourcer, herunder spildt arbejdsindsats. Værdien af at udslette “bestemt inkriminerende materiale” skulle i givet fald have retfærdiggjort tabet af alt andet i bygningen [inklusive selve bygningen naturligvis, der var lige så sund som de nu forhenværende tvillingetårne og kunne have fungeret det næste trekvarte århundrede].

Jeg føler mig overbevist om, at Bygning 7 blev “bragt ned”, fordi de mennesker, der stod for demoleringen af tvillingetårnene, følte, at de havde udført en så forfærdelig og definitiv handling, at alt bevismateriale, der kunne afsløre det nukleare koncept måtte destrueres, for enhver pris – selv værdien af lang tids efterforskning og de fysiske rammer for deres daglige arbejde. 

Under alle omstændigheder er jeg ikke dommer men efterforsker. Så jeg nøjes med at rapportere og pege på det oplagte.

[Vi er nødt til at tilføje, at de myndigheder, der allerede på det tidspunkt var indstillet på at lade yderligere tusinder dø eller lide alvorlig skade, fordi man lod dem udføre ubeskyttet nødhjælp og oprydningsarbejde på en dødsensfarlig ruindynge, har været en stærkt motiverende gruppe i spørgsmålet om at fjerne alle spor efter demoleringsanlægget. Det er kvalmende at tænke på, at hjælpsomme mennesker, ofte frivillige, og andre arbejdsomme, der havde grebet chancen til at tjene lidt ekstra, blev ofret af “deres landsmænd” på det alter, der hedder politisk kynisme.]*)