Bombe mod: Tjernobyl Atomkraftværk i Ukraine, USSR, 26. april 1986

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org ud fra The Third Truth about 9/11, 1. januar 2015.

 

Bom­be mod Tjer­no­byl Atom­kraft­værk i Ukrai­ne, USSR – lør­dag 26. april 1986 kl. 01.23.58.

Den­ne aktion var aty­pisk, for­di der var tale om sabo­ta­ge, i medi­er­ne udlagt som en kata­stro­fe, der­med ikke den sæd­van­li­ge medi­e­skab­te isla­mi­ske ter­ror. Men natur­lig­vis hav­de også den­ne aktion et oplagt poli­tisk motiv, og dens ter­r­or­ef­fekt over­gik måske i vir­ke­lig­he­den man­ge af de mere “ter­r­o­ri­sti­ske” til­fæl­de.


Rester­ne af byg­nin­gen, der hav­de rum­met Reak­tor 4 på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk, efter en eks­plo­sion af “ufor­klar­lig” natur.
Foto: The Third Truth about 9/11

 

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mos­sads ter­ror-atom­bom­ber

Den nuk­lea­re “ulyk­ke” på atom­kraft­vær­ket i Tjer­no­byl, Ukrai­ne, omta­les ofte i medi­er­ne som en kata­stro­fe. Men der var ikke tale om en ulyk­ke. For­lø­bet var plan­lagt med to mål for øje:

  1. Begi­ven­he­den var 1 ud af 5 afgø­ren­de døds­stød, ret­tet mod den den­gang skran­ten­de Sov­je­tu­ni­on for at frem­skyn­de syste­mets tota­le kol­laps — for­di “nogen” bare hade­de USSR*. (De andre årsa­ger var: beslut­nin­gen om at sæt­te væb­ne­de styr­ker ind i Afg­ha­ni­stan, ned­skyd­nin­gen af Kore­an Flight 007, den såkald­te Pere­stroi­ka, et orke­stre­ret fald i olie­pri­ser­ne, en “anti-vod­ka-kampag­ne” og andre min­dre.)

     

    *) [Sov­je­tu­ni­o­nens opgør med jøder­ne i det gam­mel­kom­mu­ni­sti­ske system sidst i 50’erne og den sene­re uvil­je mod mon­strøst rige oligar­ker og funk­tio­næ­rer af jødisk her­komst, en rig­dom, der stod i uhyr­lig kon­trast til den gen­nem­gå­en­de leve­stan­dard, fik fle­re og fle­re jøder til at for­la­de Sov­je­tu­ni­o­nen gen­nem 70’erne og 80’erne. Atter anså jøder­ne sig for for­fulg­te, men sand­he­den er, at de præ­cis som i Hit­lers Tyskland blot var stærkt uøn­ske­de med deres hang og evne til kor­rup­tion og nepo­tis­me på værts­be­folk­nin­gens bekost­ning. Der­for blev Sov­je­tu­ni­o­nen i dens sid­ste år mere fri for jødisk kon­trol, end den hav­de været siden uni­o­nens opret­tel­se i 1922 og den bol­sje­viki­ske mag­tover­ta­gel­se i 1917.
    Da Sov­je­tu­ni­o­nen der­med var ble­vet for “anti­se­mi­tisk” kon­fron­te­re­de den jødi­ske sekt i og uden for uni­o­nen det vak­len­de system og frem­pro­vo­ke­re­de Sov­je­tu­ni­o­nens ende­li­ge sam­men­brud. Det åbne­de, som enhver kan bevid­ne, nye mar­ke­der for han­del med narko­ti­ka, men­ne­skes­mug­ling, især hvi­de rus­si­ske og ukrain­ske kvin­der til prosti­tu­tion i Israel og Vesten, sam­men­fø­ring af østjø­di­ske fami­li­er i Vesten og meget andet, der egner sig til at ska­de de berør­te værts­be­folk­nin­ger, men tje­ner til beri­gel­se af den jødi­ske sekt.]

     

  2. Ulyk­ken” var et dyg­tigt plan­lagt anslag, der hav­de til for­mål på ver­dens­plan at miskre­di­te­re den civi­le udnyt­tel­se af kær­ne­kraft. “Nogen”, der hav­de inve­ste­ret mas­sivt i kul og jor­do­lie, hade­de bare kær­ne­kraft­vær­ker og ønske­de deres gene­rel­le afskaf­fel­se. En mar­kant ned­gang i nyud­vik­ling og nybyg­ning inden for den civi­le kær­ne­kraft­tek­no­lo­gi i tiden efter Tjer­no­byl bidrog yder­li­ge­re til enor­me tab for Sov­je­tu­ni­o­nen.

Selv om Tjernobyl-“katastrofen” til­sy­ne­la­den­de var desig­net til pri­mært at ram­me den davæ­ren­de Sov­je­tu­ni­on, repræ­sen­te­re­de den sam­ti­dig et lam­men­de slag mod Frankrig, der inden den­ne begi­ven­hed hav­de brugt enor­me res­sour­cer på at udvik­le en fre­de­lig atom­kraf­tin­du­stri. Som kon­se­kvens af “kata­stro­fen” miste­de Frankrig stort set alle sine tid­li­ge­re kun­der blandt de såkaldt civi­li­se­re­de lan­de. Man­ge af dis­se lan­de har afslut­tet deres lang­tids­ud­vik­ling natio­nalt og har ned­luk­ket de fle­ste af deres atom­kraf­tan­læg.

Den fak­ti­ske begi­ven­hed ind­traf den 26. april 1986 kl. 01.23 (lokal tid) i Tjer­no­byl atom­kraf­tan­læg­get, der lig­ger 110 km nord for hoved­sta­den Kiev i Ukrai­ne. En enorm eks­plo­sion af “ufor­klar­lig” natur flæn­se­de gen­nem byg­nin­gen, der inde­holdt Reak­tor 4.

Effek­ten af eks­plo­sio­nen var skræm­men­de: den uds­let­te­de kom­plet den sto­re reak­tor­byg­ning, her­un­der et 2.500 tons tungt “låg” af jer­n­be­ton, der var desig­net til at mod­stå et direk­te nedslag fra det stør­ste fly eller den stør­ste artil­le­ri­gra­nat. Reak­to­ren ophør­te sim­pelt­hen med at eksi­ste­re. Den ned­re del, der inde­holdt hoved­par­ten af den nuk­lea­re brænd­sels­be­hold­ning, blev til­sy­ne­la­den­de redu­ce­ret til plas­ma (der­med afslut­te­des effek­tivt enhver nuk­lear kæde­re­ak­tion i det til­ba­ge­væ­ren­de brænd­sel). Reak­to­rens øvre del (den øver­ste del af gra­fit­mo­de­ra­to­ren) blev slyn­get bort, men stør­re styk­ker lan­de­de ikke langt fra den øde­lag­te byg­ning.

Nog­le af dis­se ophe­de­de og brænd­ba­re gra­fitblok­ke end­te på de nær­lig­gen­de tage og sat­te dem i brand – bl.a. taget til nabo­byg­nin­gen med reak­tor 3.

[Bemærk at var­men i gra­fitblok­ke­ne fra den­ne rus­sisk­byg­ge­de RBMK-reak­tor (rus­sisk for­kor­tel­se for High Power Chan­nel-type Rea­ctor eller “Høje­ner­gi kanal-reak­tor”), ikke blev leve­ret af eks­plo­sio­nen. Gra­fit­ten fun­ge­re­de som såkaldt mode­ra­tor, dvs. til sty­ring af kæde­re­ak­tio­nen og der­med ener­gi­ud­vik­lin­gen. “Tungt vand” har været kendt som mode­ra­tor også. Tem­pe­ra­tu­ren i blok­ke­ne var skøns­mæs­sigt mel­lem 500 og 1.000 gra­der Cel­si­us, da de blev knust og slyn­get ud, til­stræk­ke­ligt til at antæn­de brænd­ba­re mate­ri­a­ler i områ­det ved nær­kon­takt.]

Ved lyden fra eks­plo­sio­nen haste­de natskif­tets ansat­te fra kon­trol­rum­me­n­es nor­malt afslap­pe­de atmos­fæ­re uden­for for at se, hvad der var sket. Også per­so­na­let fra kon­trol­rum­met til Reak­tor 4 gik uden­for, uden for­in­den at have mod­ta­get indi­ka­tio­ner på noget usæd­van­ligt fra deres kon­trol­pa­ne­ler (og trods en sær­lig per­sons usæd­van­li­ge ind­gri­ben i den nor­ma­le arbejds­ru­ti­ne). Alle øjen­vid­ne­be­ret­nin­ger var sam­stem­men­de:

  1. de så, at hele byg­nin­gen, der hav­de rum­met Reak­tor 4 var uds­let­tet (ophørt med at eksi­ste­re),
  2. de kun­ne ikke fin­de nogen for­kla­ring på det, der var sket,
  3. de kun­ne ikke regi­stre­re et far­ligt strå­lings­ni­veau (vi taler om kva­li­fi­ce­re­de vid­ner; de fle­ste var inge­ni­ø­rer i kær­ne­fy­sik, og natur­lig­vis i besid­del­se af alle nød­ven­di­ge instru­men­ter til måling af radio­ak­tiv strå­ling – og selv­føl­ge­lig tog de med det sam­me målin­ger af strå­lings­ni­veau­et i betragt­ning af, at situ­a­tio­nen var en ken­de usæd­van­lig i for­hold til nor­mal drift.)

Snart ankom to brand­kor­ps. Tre brand­mænd, der ikke øjne­de nogen fare ved at sluk­ke bran­de­ne på tage­ne, kla­tre­de hur­tigt op på to af de omkring­lig­gen­de byg­nin­ger, hvor gra­fitblok­ke­ne var lan­det, og påbe­gynd­te sluk­nings­ar­bej­det. De vil­le sene­re dø af akut strå­lings­sy­ge på grund af de høj­ra­dio­ak­ti­ve gra­fitblok­ke. Man­ge af dem, der kom i nær­he­den af blok­ke­ne, der var spredt over områ­det, og især dem, der rør­te ved dem, vil­le udvik­le alvor­li­ge strå­lings­symp­to­mer, og nog­le af dem vil­le dø.

I alt 47 men­ne­sker omkom på grund af Tjernobyl-“ulykken”, men ikke alle 47 døde på grund af strå­lin­gen. Nog­le miste­de livet under de for­skel­li­ge ope­ra­tio­ner, der skul­le begræn­se ska­der­ne. Fx druk­ne­de 3 i for­sø­get på at dræ­ne van­d­re­ser­voi­ret, og en heli­kop­ter­be­sæt­ning blev dræbt i et styrt. Alle døde­ligt bestrå­le­de var fra den grup­pe af ulyk­ke­li­ge men­ne­sker, der promp­te ind­fandt sig på områ­det for at hjæl­pe, men inden faren fra de spred­te gra­fitblok­ke var kon­sta­te­ret, så der kun­ne adva­res om den. Fra den føl­gen­de dag, da spe­ci­a­li­ster i hånd­te­ring af ato­ma­re ulyk­ker ankom til Tjer­no­byl, opstod der ikke yder­li­ge­re til­fæl­de af strå­lings­sy­ge.

Alt i alt, iføl­ge sov­je­trus­si­ske kil­der, omkom 29 (eller måske 28) men­ne­sker på grund af strå­lings­re­la­te­re­de ska­der efter Tjer­no­byl-hæn­del­sen. De fle­ste af de brand­folk, der ikke kom i nær­he­den af gra­fitblok­ke­ne, eksi­ste­rer end­nu (2012).

En del af per­so­na­let fra natskif­tet på Reak­tor 4, her­un­der hol­dets leder, Ale­xan­der Akim­ov, samt ansvars­ha­ven­de ope­ra­tør, Leo­nid Top­tu­nov, døde også af akut strå­lings­sy­ge, ikke for­di de gik uden­for og kom i berø­ring med gra­fitblok­ke­ne, men af en gan­ske anden grund: sene­re blev Akim­ov og hans mænd FORSÆTLIGT sendt ind i den høj­ra­dio­ak­ti­ve zone tæt på den øde­lag­te reak­tor – direk­te i døden, af en vis Ana­to­ly Diat­lov (sta­ves også “Dyat­lov”), vice­che­fin­ge­ni­ø­ren for Tjer­no­byl Atom­kraft­værk. Han duk­ke­de op under mær­ke­li­ge omstæn­dig­he­der om nat­ten, inden begi­ven­he­den ind­traf. Sene­re blev Diat­lov ved højeste­ret i USSR idømt ti års fængsel for at have for­voldt Akim­ovs og andre under­ord­ne­des død. Det var mak­si­mum­straf­fen for den type for­bry­del­se efter den davæ­ren­de sov­je­ti­ske straf­fe­lov.


Vice­che­fin­ge­ni­ør for Tjer­no­byl Atom­kraft­værk i 1986 Ana­to­ly Diat­lov. Foto: Inter­net­tet

 

I dag (2012) menes Diat­lov at være “for­hen­væ­ren­de”, skønt der er begrun­det tvivl om, hvor for­hen­væ­ren­de han er. Han udgav en bog med tit­len “Tjer­no­byl – hvor­dan det var” (2 bind), hvori han hvid­va­sker sig selv. Tro ikke, hvad der står i bogen. Man­ge af dens poin­ter stri­der mod ele­men­tær logik, og meget andet er non­sens (i det mind­ste er det min opfat­tel­se af bogen). På grund­lag af tek­sten og hele hvid­va­sk­nin­gen er der al mulig grund til at mistæn­ke Diat­lov for at være en af de direk­te ansvar­li­ge for eks­plo­sio­nen. Hans hand­lin­ger ved kon­trol­pa­ne­let til Reak­tor 4 på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk i minut­ter­ne inden eks­plo­sio­nen (detal­je­ret beskre­vet af ham selv i bogen) er mere end mistæn­ke­li­ge. Det lader til, at Diat­lov greb per­son­ligt ind i den aktu­el­le ruti­ne for at sty­re vagt­hol­dets dis­po­si­tio­ner frem mod et bestemt fiks­punkt i tid, et i for­vej­en fast­lagt tids­punkt, som var kendt af Diat­lov inden for en usik­ker­hed på 1 sekund.

Sagen er, at den nat skul­le Reak­tor 4 efter den fore­lig­gen­de plan luk­kes ned for ved­li­ge­hol­del­se. Diat­lov var ansvar­lig for den­ne pro­ce­du­re. Det var fak­tisk ham, der hav­de plan­lagt ned­luk­nin­gen af Reak­tor 4 net­op den lør­dag nat (selv om det vil­le være logisk at udfø­re en sådan pro­ce­du­re på en nor­mal arbejds­dag i løbet af ugen). Yder­li­ge­re udnyt­te­de Diat­lov det sær­li­ge tids­punkt til at ind­fin­de sig om nat­ten (til­sy­ne­la­den­de for at super­vi­se­re den plan­lag­te ned­luk­ning). Under sit ophold blan­de­de Diat­lov sig afgø­ren­de i reak­tor­hol­dets ned­luk­nings­pro­ce­du­re, og uden rime­lig grund affær­di­ge­de han fle­re vel­be­grun­de­de anmod­nin­ger fra en grup­pe tek­ni­ke­re om at udsky­de ned­luk­nin­gen. Dis­se tek­ni­ke­re var ankom­met lang­vejs fra for at tage målin­ger af reak­to­rens udstyr, og de bad kun om gan­ske få minut­ters udsky­del­se for at få mulig­hed for at indstil­le deres måleud­styr. Men det til­lod Diat­lov ikke. 

Skønt det lå uden for hans sæd­van­li­ge plig­ter og betød et brud med etab­le­ret prak­sis, beor­dre­de Diat­lov per­son­ligt che­fen for natskif­tet, Ale­xan­der Akim­ov, til at tryk­ke på ned­luk­nings­k­nap­pen på et gan­ske bestemt tids­punkt – ikke et sekund tid­li­ge­re og ikke et sekund sene­re. Over­ra­sken­de nok faldt det­te tids­punkt, hvor Akim­ov efter Diat­lovs kom­man­do skul­le ekse­kve­re ned­luk­nin­gen, sam­men med tids­punk­tet for den “ufor­klar­li­ge” eks­plo­sion. Den ind­traf inden for det føl­gen­de sekund og uds­let­te­de reak­to­ren.

Hvis du læser Diat­lovs bog med væg­ten på det­te hand­lings­møn­ster, for­stær­kes ind­tryk­ket af, at Diat­lov vid­ste, at på et givet tids­punkt vil­le reak­to­ren eks­plo­de­re; og det er sam­ti­dig klart, at han var ude af stand til at udsky­de det tids­punkt. Nogen hav­de sat en nedtæl­ling i gang, og den kun­ne ikke afbry­des. Hans til­ste­de­væ­rel­se ved kon­trol­pa­ne­let var nød­ven­dig for at sik­re, at ned­luk­nings­k­nap­pen blev akti­ve­ret sekun­det inden den plan­lag­te eks­plo­sion; og det lyk­ke­des ham. Ind­tryk­ket af for­bry­de­risk for­sæt for­stær­kes ikke blot gen­nem hans egen bog, men bekræf­tes af sam­spil­let mel­lem øvri­ge begi­ven­he­der. 

Yder­me­re er det evi­dent (selv efter hans egen for­kla­ring i bogen) at Diat­lov med for­sæt kom­man­de­re­de che­fen for natskif­tet, Ale­xan­der Akim­ov, og et antal øvri­ge under­ord­ne­de ud i en selv­mord­s­ak­tion, ale­ne for­di de hav­de bevid­net det anor­ma­le for­løb i kon­trol­rum­met. Som vid­ner i den efter­føl­gen­de under­sø­gel­se vil­le de have for­kla­ret om Diat­lovs tim­ing af deres hand­lin­ger frem mod et bestemt tids­punkt, som han måt­te have kendt i for­vej­en. De vil­le også kun­ne bevid­ne, at Reak­tor 4 for­svandt uden for­ud­gå­en­de anor­ma­li­tet i drif­ten. Det er klart fra ger­nings­man­dens syns­punkt, at dis­se poten­ti­el­le vid­ner måt­te eli­mi­ne­res. Og det blev de. Diat­lov udnyt­te­de sin magt som den højest ran­ge­ren­de på ste­det og kom­man­de­re­de dis­se men­ne­sker ind i en zone, hvor strå­lin­gen var mak­si­mal; til deres sik­re og hasti­ge død.

En anden grund til at mene, at Diat­lov var en af de såkald­te good guys og direk­te medansvar­lig for eks­plo­sio­nen er føl­gen­de. På nuvæ­ren­de tids­punkt har ikke et ene­ste af mas­se­me­di­er­ne (alle kon­trol­le­ret af sek­ten, som du sik­kert ved), ikke engang Wikipe­dia-artik­len, som vi skal gen­nem­gå sene­re, inde­holdt nogen ankla­ge mod Ana­to­ly Diat­lov, ja han næv­nes knapt nok mere. Det for­hol­der sig mod­sat, når andre end “the good guys” begår fejl, og da det, såvel efter den offi­ci­el­le under­sø­gel­se som efter den sov­je­ti­ske højeste­rets dom i sagen, var hr. Ana­to­ly Diat­lov, vice­che­fin­ge­ni­ør for Tjer­no­byl Atom­kraft­værk, der fand­tes at være den abso­lut hove­d­ansvar­li­ge, skul­le han nor­malt have været hængt ud i medi­er­ne for tid og evig­hed. Han var endog ansvar­lig i mere end én for­stand. På det tek­ni­ske niveau var han den hove­d­ansvar­li­ge ved kon­trol­pa­ne­let til Reak­tor 4, da eks­plo­sio­nen fandt sted. Fra et moralsk aspekt var han ene­ansvar­lig for at have sendt under­ord­ne­de i døden uden at kun­ne ret­fær­dig­gø­re den­ne hand­ling med et legi­timt for­mål.

Alt det­te tvin­ger os til at sæt­te et meget stort spørgs­måls­tegn ved Ana­to­ly Diat­lovs san­de rol­le i Tjer­no­byl-affæ­ren, men ind­til vide­re synes intet medie at have lev­net den­ne spe­ci­el­le per­son­lig­hed og hans rol­le i begi­ven­he­der­ne nogen stør­re opmærk­som­hed.

Tjer­no­byl-ope­ra­tio­nen var bril­lant plan­lagt – det var wee­kend, den føl­gen­de dag var en søn­dag, og ingen i top­pen af embeds­vær­ket på rege­rings­ni­veau var til rådig­hed for at træf­fe umid­del­ba­re for­holds­reg­ler. Alle umid­del­ba­re beslut­nin­ger blev truf­fet på mel­lem­ni­veau­et. Men det mest afgø­ren­de var, at ingen højt­stå­en­de spe­ci­a­list i kær­ne­fy­sik var til rådig­hed for kon­sul­ta­tion. Det var gan­ske enkelt ikke muligt at råbe nogen af betyd­ning op på en søn­dag i Rusland på det tids­punkt [husk, at selv om kær­ne­kraft­vær­ket lå i Ukrai­ne, fand­tes den for­mel­le eks­per­ti­se i Rusland]. Mobil­te­le­fo­ner fand­tes end­nu ikke i 1986 (hel­ler ikke per­son­sø­ge­re), og kun få hav­de faste tele­fo­ner i deres fri­tids­hu­se.

Imid­ler­tid var det ret hur­tigt muligt at kom­me i for­bin­del­se to højt­pla­ce­re per­so­ner, der bl.a. af den grund må anta­ges at have være med­ger­nings­mænd, idet de til­sy­ne­la­den­de blot ven­te­de på at bli­ve kon­tak­tet den søn­dag. Den ene var med­lem af USSR’s viden­ska­be­li­ge aka­de­mi, Vale­ry Lega­sov. Han var fak­tisk ikke spe­ci­a­list i reak­to­rer, men i et bre­de­re spe­ci­a­le i uor­ga­nisk kemi, kun fjer­nt rela­te­ret til ato­ma­re fis­sions­pro­ces­ser. Lega­sov hav­de intet at gøre med kær­ne­kraftre­ak­to­rer eller med nogen anden disci­plin knyt­tet til kær­ne­kraf­tin­du­stri­en. han var sim­pelt­hen kemi­ker med et vist kend­skab til nuk­lea­re emner, som enhver anden med hans uddan­nel­se vil­le have. Det afgø­ren­de pro­blem var imid­ler­tid, at ingen anden høje­re ran­ge­ren­de, der vir­ke­lig kend­te til det nuk­lea­re områ­de var til rådig­hed på tids­punk­tet, hver­ken i Moskva eller noget andet sted, hvor­i­mod Lega­sov var klar. Han ven­te­de bare på at bli­ve “fun­det”.


Med­lem af USSR’s Viden­ska­be­li­ge Aka­de­mi i 1986 Vale­ry Lega­sov. Foto: Inter­net­tet

 

Og han blev fun­det og meld­te sig straks til at stå i spid­sen for ska­des­be­græns­nin­gen. Lega­sov blev der­ef­ter udpe­get som chef for rege­rin­gens kata­stro­fe­kom­mis­sion, der umid­del­bart skul­le hånd­te­re kon­se­kven­ser­ne af Tjer­no­byl-hæn­del­sen. Siden blev han den uan­fæg­te­li­ge auto­ri­tet i for­hold til Tjernobyl-“ulykken” og valg­te at for­bli­ve i den stil­ling ind­til afslut­nin­gen af det, der blev kaldt “afvik­lin­gen”.
Under­vejs hæv­de­de han en “strå­lings­fa­re” for områ­det, men næg­te­de sam­ti­dig at over­la­de posten til en kva­li­fi­ce­ret viden­skabs­mand med rele­vant viden på områ­det.
Gen­tag­ne gan­ge blev han høfligt opfor­dret til at over­dra­ge stil­lin­gen, såvel begrun­det i den bemeld­te strå­lings­fa­re som i hans viden­ska­be­li­ge pro­fil, der var kom­plet irre­le­vant for opga­ven (den hav­de intet med atom­re­ak­to­rer og den til­hø­ren­de viden­skab at gøre).

Inter­es­san­te argu­men­ter fra en mand i hans stil­ling var, at han “ikke var ban­ge for radio­ak­ti­vi­tet” og, at han omsi­der “for­stod alt på ste­det”, mens det natur­lig­vis vil­le tage hans aflø­ser tid at sæt­te sig ind i det hele. På den måde til­ra­ne­de Lega­sov sig i prak­sis ledel­sen af hele Tjer­no­byl-ope­ra­tio­nen og han udnyt­te­de sin posi­tion gan­ske effek­tivt – som vi skal se sene­re.

Den anden højt pla­ce­re­de med­sam­men­s­vor­ne, som kun ven­te­de på at bli­ve fun­det den søn­dag, var gene­ral Vla­di­mir Kar­povich Pika­lov – den davæ­ren­de øver­st­be­fa­len­de for de sov­je­ti­ske styr­ker for kemisk krigs­fø­rel­se. Også han blev meget hur­tigt fun­det og straks opta­get i kom­mis­sio­nen, i rea­li­te­ten som næst­kom­man­de­ren­de. Gene­ral Pika­lov blev loka­li­se­ret ube­gri­be­ligt hur­tigt den føl­gen­de søn­dag mor­gen, gan­ske enkelt for hur­tigt.

TJERNOBYL_General_Vladimir_Karpovich_Pikalov_332xy
Gene­ral Vla­di­mir Kar­povich Pika­lov på post­kort. Foto: Inter­net­tet

 

[Når vi søger på nav­ne­ne “Ana­to­ly Diat­lov”, “Vale­ry Lega­sov” eller “Vla­di­mir Kar­povich Pika­lov”, svøm­mer hver­ken Inter­net­tet eller Wikipe­dia over med infor­ma­tio­ner. Ved en søg­ning på Pika­lovs navn frem­kom­mer det sam­me bil­le­de i 2 udga­ver. Her­over ses det skar­pe­ste af dem, post­kort­ver­sio­nen af en hædret gene­ral. Ikke så stort, for han er åben­bart eks­pe­de­ret ned i glem­sels­hul­let sam­men med de to andre.]

Det lyk­ke­des gene­ra­len at ind­fin­de sig på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk inden kl. 11 sam­me søn­dag [33½ time efter eks­plo­sio­nen]. Han blev der­med øver­ste mili­tæ­re myn­dig­hed på ste­det. Hans tje­ne­ste­o­m­rå­de og spe­ci­a­le var stan­dard ABC-krigs­fø­rel­se (Ato­mar, Bio­lo­gisk og Cemisk).

De to påfal­den­de hur­tigt til­ve­je­brag­te top-“specialister” vil­le i det føl­gen­de fore­ta­ge sig det nød­ven­di­ge for at frem­kal­de det hyste­ri, der snart skul­le føl­ge.

Ved sel­ve ankom­sten til “kata­stro­fe­om­rå­det”, udtryk­te Lega­sov først den “viden­ska­be­li­ge” opfat­tel­se, at “nuk­leart brænd­sel fra reak­to­ren” end­nu lå til­ba­ge i eks­plo­sions­om­rå­det og måt­te “neut­ra­li­se­res for enhver pris”. Han fore­slog rege­rin­gen at bom­bar­de­re ste­det med enor­me kvan­ta af bly og bor­sy­re i sæk­ke, hvil­ket, iføl­ge hans idé, måt­te kastes ned fra heli­kop­te­re, der over­fløj rester­ne af Byg­ning 4. Til trods for for­sla­gets man­gel på logik, blev det god­kendt, idet Lega­sov ansås at være spe­ci­a­list på områ­det, og alle andre var læg­folk. Det blev sene­re opgjort, at mere end en fem­te­del af hele Sov­jets stra­te­gi­ske reser­ve af bly blev brugt til det­te menings­lø­se for­søg. Sene­re vil­le Lega­sov fore­slå byg­nin­gen af en enorm beskyt­ten­de “sarko­fag” af jer­n­be­ton, der skul­le pla­ce­res hen over rester­ne af Byg­ning 4. Fra et viden­ska­be­ligt syns­punkt var dis­se ide­er ren gali­ma­ti­as; ikke desto min­dre blev de gen­nem­ført.

Efter­hån­den udfør­te gene­ral Pika­lov sin del af job­bet. Rekog­nos­ce­rings­en­he­den for kemisk krigs­fø­rel­se var alle­re­de til ste­de ved hans ankomst og var i gang med at udfø­re målin­ger af de radio­ak­ti­ve niveau­er i områ­det, da Pika­lov hen­vend­te sig til offi­ce­rer og sol­da­ter med nogen­lun­de føl­gen­de argu­ment:
Jeg er en gam­mel mand, og I er sta­dig unge. Jeg skal alli­ge­vel snart dø, så lad mig fore­ta­ge målin­ger­ne ale­ne. I har et langt liv for jer, men med de radio­ak­ti­ve niveau­er, der synes at her­ske her, vil jeres liv bli­ve for­kor­tet, hvis I del­ta­ger.
Gene­ral Pika­lov var gan­ske vist en ældre mand. Han var født i 1924 (alt­så 62 år). Men sam­ti­dig var han deko­re­ret vete­ran fra Anden Ver­denskrig og en yderst respek­te­ret mili­tær chef i efter­krig­sti­den. Ingen af dis­se yngre sol­da­ter vil­le drøm­me om at mistæn­ke en tre­stjer­net helt, der atter opt­rå­d­te hel­te­mo­digt. Man kan sim­pelt­hen ikke mistæn­ke en sådan per­son, og Pika­lov age­re­de fint i hel­te­rol­len.

Den­ne manøv­re gjor­de det muligt for gene­ral Pika­lov at sæt­te sig i et spe­ci­a­lind­ret­tet rekog­nos­ce­rings­kø­re­tøj, kun ledsa­get af dets kha­za­ri­ske chauf­før, og køre ind i alle “foru­re­ne­de” områ­der på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk angi­ve­ligt for at kort­læg­ge “far­li­ge” strå­lings­ni­veau­er. Han retur­ne­re­de med et kort, hvor han omhyg­ge­ligt hav­de mar­ke­ret områ­der­ne for “radio­ak­tiv foru­re­ning”. Iføl­ge kor­tet var strå­lings­ni­veau­er­ne for “min­dre far­li­ge” zoner mel­lem 14 og 130 R/t og for “far­li­ge” zoner mel­lem 300 og 2.300 R/t (rønt­gen pr. time – ikke mil­lirønt­gen pr. time).
På den måde hav­de hove­d­en­he­den i afde­lin­gen for kemisk krigs­fø­rel­se, da den sene­re nåe­de frem, intet at gøre yder­li­ge­re, for alle “far­li­ge” områ­der var alle­re­de rekog­nos­ce­ret, udmå­lt og kort­lagt af den hel­te­mo­di­ge gene­ral Pika­lov. Pika­lovs kort­læg­ning vil­le aldrig bli­ve anfæg­tet af nogen inden for den­ne del af for­sva­ret. Det vil­le have været for respekt­løst.

Uhel­dig­vis har virk­nin­gen af radio­ak­tiv strå­ling intet at gøre med per­son­ligt mod eller per­son­li­ge evner, ej hel­ler med erfa­ring eller mili­tær anse­el­se. Den kan kun gøres op ved hjælp af sim­pel mate­ma­tik og evnen til at fore­ta­ge enk­le kal­ku­la­tio­ner. Mod­ta­ger nogen per­son min­dre end 50 R, vil der ikke opstå syn­li­ge symp­to­mer (men har den været over 15 R, vil der være usyn­li­ge ska­der). Ved mere end 50 R vil man inden for kort tid føle sig syg, ved mere end 100 R kan man dø, ved 150 R dør man sand­syn­lig­vis, ved 200 R dør man i de fle­ste til­fæl­de, ved 250 R er døds­ra­ten tæt på 100%, ved 300 R er døden sik­ker, med­min­dre der er adgang til knog­le­marvs-trans­plan­ta­tion. Ved 3.000 R mister man øje­blik­ke­ligt bevidst­he­den og vil dø i løbet af et par dage uden at have gen­vun­det bevidst­he­den. Ved 8.000 R dræ­bes man på ste­det.

Gene­ral Pika­lov til­brag­te godt og vel en time i de for­skel­li­ge “foru­re­ne­de områ­der” og må jævn­før egne opteg­nel­ser have mod­ta­get en mor­de­risk strå­lings­do­sis, nok til at slå ham ihjel 5–6 gan­ge. Ale­ne på grund af det antal Rønt­gen, han skul­le have mod­ta­get under sin “rekog­nos­ce­rings-mis­sion”, måt­te han for­ven­tes at dø i løbet af 2–3 dage, hvis ikke direk­te på ste­det, i øvrigt sam­men med sin bra­ve chauf­før. Over­ra­sken­de nok døde ingen af dem, og Pika­lov var rask nok til at kom­man­de­re rundt med sine nai­ve under­ord­ne­de i gan­ske lang tid – i stør­rel­ses­or­de­nen man­ge måne­der. Han fort­sat­te som chef for ABC-styr­ker­ne i USSR frem til i det mind­ste 1991. Han døde af ordi­nær alder­dom i 2003. Så han nåe­de fak­tisk at over­le­ve en anden nuk­lear kata­stro­fe (den­ne gang i ordets egent­li­ge betyd­ning), nem­lig 9/11-kata­stro­fen.

Alle infor­ma­tio­ner i det fore­gå­en­de kan veri­fi­ce­res, både hvad angår gene­ral V. K. Pika­lovs leve­tid og hans “målin­ger” af radio­ak­ti­ve niveau­er under den ene­stå­en­de og “her­oi­ske” mis­sion, udført uden vid­ner (chauf­før­en kan ikke reg­nes som vid­ne, da han for­blev i bilen og ikke delt­og i sel­ve målin­ger­ne). Enhver, der er for­tro­lig med det rus­si­ske sprog, kan fin­de dis­se data ved en sim­pel søg­ning på Inter­net­tet. [I den­ne sven­ske rap­port fra Soci­alsty­rel­sen (april 1992) frem­går det, at det var Vla­di­mir Pika­lovs målin­ger, der lå til grund for kon­sta­te­re­de strå­lings­ni­veau­er. Det med­før­te bl.a. afva­sk­ning af byen Kiev!]

Gene­ral Pika­lovs “strå­lings­kort” var et trum­f­kort i hæn­der­ne på Lega­sov. Han udnyt­te­de kor­tet med de ene­stå­en­de niveau­er af “strå­ling” til at over­be­vi­se den sov­je­ti­ske rege­ring om, at det var nød­ven­digt at iværk­sæt­te en umid­del­bar evaku­e­ring af den nær­me­ste by, Pri­py­at – over­ve­jen­de bebo­et af folk, der arbej­de­de på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk.

Efter en kort tøven (fak­tisk for­år­sa­get af kom­pe­ten­te viden­skabs­mænd, der alvor­ligt betviv­le­de Lega­sovs utro­li­ge data og for­søg­te at for­må rege­rin­gen til at besin­de sig), beslut­te­de den sov­je­ti­ske rege­ring at sæt­te evaku­e­rin­gen af Pri­py­at i gang. Den begynd­te den 27. april 1986 kl. 14 [36½ time efter eks­plo­sio­nen og kun 3 timer efter gene­ral Pika­lovs ankomst til atom­kraft­vær­ket], og fra det tids­punkt begynd­te atom­fa­re-hyste­ri­et at bre­de sig i Sov­je­tu­ni­o­nen.

De ansvar­li­ge for Thernobyl-“ulykken” spild­te ikke tiden med at afven­te den sov­je­ti­ske rege­rings beslut­ning i den sag. Det var nød­ven­digt at igang­sæt­te hyste­ri­et uden for Sov­je­tu­ni­o­nen også. Det var yder­me­re vig­tigt for dem at miskre­di­te­re den sov­je­ti­ske rege­ring ved at ska­be ind­tryk af, at den for­søg­te at “skju­le” en “nuk­lear kata­stro­fe” for omver­de­nen (og for den sov­je­ti­ske befolk­ning).

Til det for­mål blev et bestemt kneb taget i brug: Nog­le ansat­te på Fors­mark Atom­kraft­værk i Sverige blev ved afløs­nin­gen mel­lem to skif­ter “ruti­ne­mæs­sigt under­søgt” for radio­ak­ti­vi­tet. Den­ne “ruti­ne­må­ling” afslø­re­de nog­le besyn­der­li­ge “radionu­kli­der”* på de ansat­te. Det blev først “anta­get”, at den radio­ak­ti­ve foru­re­ning af dem skyld­tes en uop­da­get læk i Fors­mark-anlæg­get, og angi­ve­ligt blev “en omfat­ten­de under­sø­gel­se efter uds­lip” “gen­nem­ført” på Fors­mark.

*) Se emner om radio­ak­ti­vi­tet under Sund­heds­sty­rel­sen.

Som du sik­kert aner, før­te den­ne “omfat­ten­de under­sø­gel­se” ikke til afslø­rin­gen af nogen utæt­hed. Det blev der­ef­ter anta­get, at de besyn­der­li­ge radionu­kli­der måt­te kom­me et andet sted fra. Yder­li­ge­re “under­sø­gel­ser” “afslø­re­de”, at radionu­kli­der­ne var blæst med vin­den – i form af “radio­ak­tivt ned­fald”, og vis­se enga­ge­re­de sven­ske­re pege­de promp­te på “den nuk­lea­re kata­stro­fe på Ther­no­byl” som kil­den til det påstå­e­de “nuk­lea­re ned­fald” i Sverige.
Den­ne mistan­ke blev lan­ce­ret på trods af det inter­es­san­te fak­tum, at nyhe­den om “kata­stro­fen” på Tjer­no­byl end­nu ikke var fri­gi­vet! Begi­ven­he­den var ude­luk­ken­de kendt af den øver­ste sov­je­ti­ske ledel­se, de til­ste­de­væ­ren­de ansat­te på Tjer­no­byl og – natur­lig­vis – de fak­ti­ske ger­nings­mænd bag “kata­stro­fen”. Spørgs­må­let: hvor­fra de “enga­ge­re­de” sven­ske­re hav­de fået deres tip om, hvad der fak­tisk var ind­truf­fet på atom­kraft­vær­ket i Ther­no­byl – for­bli­ver et myste­ri­um til i dag. Ingen vover åben­bart at åbne mun­den og for­kla­re sig.

Fra det tids­punkt blev den sov­je­ti­ske rege­ring af de hyste­ri­ske sven­ske [læs: jødisk kon­trol­le­re­de] medi­er øje­blik­ke­ligt beskyldt for at “for­sø­ge at skju­le sand­he­den” om den påstå­e­de “nuk­lea­re kata­stro­fe”, som angi­ve­ligt send­te “radio­ak­tivt ned­fald” så langt væk som til Sverige.
I rea­li­te­ter­nes ver­den var den sov­je­ti­ske rege­ring under alle omstæn­dig­he­der nødsa­get til på det tids­punkt at annon­ce­re Tjer­no­byl-hæn­del­sen, da den omsi­der var ble­vet over­be­vist af Lega­sov og hav­de givet grønt lys for evaku­e­rin­gen af byen Pri­py­at. [Husk på, at begi­ven­he­den kun var 36 timer gam­mel på det tids­punkt.] Men udadtil kom det til at se ud som om, at den sov­je­ti­ske rege­ring først hav­de “indrøm­met” den “nuk­lea­re kata­stro­fe” under pres; efter den sven­ske alar­me­ring om “radio­ak­tivt ned­fald”.

For­ven­te­ligt bred­te atom­skræk­ken sig hur­tigt ud over de sven­ske græn­ser til resten af Euro­pa og nåe­de snart USA, Cana­da og selv Austra­li­en. Fle­re euro­pæ­i­ske lan­de begynd­te at opda­ge spor af radionu­kli­der på deres ter­ri­to­ri­er, og Thernobyl-“udslippet” fik skyl­den for dem alle. Beret­nin­ger­ne blev nega­tivt for­stær­ket af gene­ral Pika­lovs “åben­hjer­ti­ge” erken­del­se af, at to kraf­ti­ge hvir­vel­storme “syn­tes” at hav­de ført en radio­ak­tiv sky med sig, først til Tyskland – igen­nem Tyskland, og vide­re – til Bul­ga­ri­en.
[Dis­se vin­dret­nin­ger bur­de lade Fors­mark, som lig­ger mindst 8–700 km uden for dis­se ruter, ude af “farezo­nen”.]

For totalt at cho­ke­re den hel­li­ge enfold søsat­te gene­ral Pika­lov de mest utro­li­ge påstan­de: Han hæv­de­de, at euro­pæ­er­ne kun­ne tak­ke for­sy­net for, at en ter­monu­k­lear udlad­ning [som i en atom­bom­be] ikke hav­de fun­det sted i Tjer­no­byl. Det var, påstod han, på et hæn­gen­de hår, at vi alle und­gik en egent­lig atoms­præng­ning (idet han der­med anty­de­de, at enhver nuk­lear pro­ces vil­le kun­ne udvik­le sig til en atom­bom­be). Der­med lod han for­stå, at den sam­le­de mæng­de nuk­leart brænd­sel i de 4 reak­to­rer på Tjer­no­byl kun­ne have udvik­let en “ter­monu­k­lear udlad­ning” af fata­lt omfang.
(Iro­nisk nok var den deto­na­tor, som gene­ral Pika­lov hen­ty­de­de til, alle­re­de ble­vet affy­ret, men selv udløs­nin­gen af en mini­a­tom­bom­be under Reak­tor 4, som der reelt var tale om i Tjer­no­byl, hav­de ikke haft den påstå­e­de effekt, lige så lidt som atom­bom­be­tek­no­lo­gi har noget som helst at gøre med fre­de­lig udnyt­tel­se af kær­ne­kraft i almin­de­lig­hed eller med Tjer­no­byl i sær­de­les­hed. Nogen ude­fra hav­de plan­tet en mini­a­tom­bom­be i atom­kraf­tan­læg­get.)

Hyste­ri­et i offent­lig­he­den efter dis­se “afslø­rin­ger” af “niveau­er for radio­ak­ti­vi­tet” og andre rab­len­de påstan­de var så intenst og så vel­or­ga­ni­se­ret, at prak­tisk taget ingen viden­skabs­mand på det nuk­lea­re områ­de tur­de åbne mun­den og udtryk­ke sin ærli­ge mening under dis­se omstæn­dig­he­der. De fle­ste viden­skabs­folk med ind­sigt valg­te sim­pelt­hen at for­hol­de sig tav­se i for­hold til Tjer­no­byl-begi­ven­he­den; og der­med over­lod de sce­nen til hyste­ri­ets jour­na­li­ster, der hur­tigt “bevi­ste” for de måben­de ple­be­je­re (deres hyste­ri kom næsten til at over­gå jour­na­li­ster­nes), at en hvil­ken som helst reak­tor (og især en sov­je­tisk byg­get) repræ­sen­te­re­de en ekstrem risi­ko for men­ne­ske­he­den og måt­te fjer­nes hur­tigst muligt.

For­ven­te­ligt risi­ke­re­de de fran­ske myn­dig­he­der som de ene­ste at stå frem og defi­ni­tivt erklæ­re, at den såkald­te Tjer­no­byl-kata­stro­fe over­ho­ve­det ingen ska­de­li­ge virk­nin­ger hav­de for Euro­pa. Fran­ske atomvi­den­skabs­mænd for­søg­te oven i købet at stil­le sig til rådig­hed med infor­ma­tion, fx om det afgø­ren­de fak­tum, at en atom­re­ak­tor ikke kan udlø­se en nuk­lear eks­plo­sion (og hel­ler ikke en kon­ven­tio­nel [i for­hold til det nuk­lea­re brænd­sel]) – og for­søg­te åben­bart at til­fø­re mas­se­hyste­ri­et lidt sund for­nuft. Det vel­or­ke­stre­re­de anti-atom­kraft-hyste­ri fort­sat­te. Stort set alle euro­pæ­i­ske lan­de var i stand til at fin­de i det mind­ste enkel­te “radionu­kli­der hid­rø­ren­de fra radio­ak­tivt ned­fald for­år­sa­get af Tjer­no­byl”. Van­vid­det lod sig ikke stop­pe. Kon­cep­tet “atom­kraft­værk” blev sidestil­let med den onde selv. Det var præ­cis det mål, ger­nings­mæn­de­ne sti­le­de imod: det­te var ind­led­nin­gen til den civi­le kær­ne­kraf­tin­du­stris død, især den sov­je­ti­ske.

Der må ikke her­ske tvivl om, at de radionu­kli­der, der blev fun­det for­skel­li­ge ste­der i Euro­pa, vir­ke­lig blev “fun­det” og at de var ægte radionu­kli­der. Men de behø­ve­de abso­lut ikke at være “blæst med vin­den” (som det blev påstå­et) og kun­ne i rea­li­te­ten være plan­tet (som der opstod vel­be­grun­det mistan­ke om).
Man kan fore­ta­ge føl­gen­de tan­ke­eks­pe­ri­ment: Nogen har orga­ni­se­ret en kri­tisk ope­ra­tion, der ind­be­fat­ter mini­a­tom­bomb­ning af en atom­re­ak­tor i en skar­pt bevog­tet faci­li­tet på fjendt­ligt ter­ri­to­ri­um, og der­til har ger­nings­man­den enga­ge­ret to højt pla­ce­re­de for­ræ­de­re i den fjendt­li­ge orga­ni­sa­tions viden­ska­be­li­ge og mili­tæ­re ledel­se – ind­til da hvi­len­de agen­ter i et stra­te­gisk bered­skab, kun til rådig­hed den­ne ene gang. Tror du, kære læser, at det vil­le være van­ske­ligt for den­ne ger­nings­mand at rek­rut­te­re et antal hjæl­pe­re til at anbrin­ge de nød­ven­di­ge radionu­kli­der på et antal udvalg­te ste­der i Euro­pa? Selv­føl­ge­lig ikke. “The good guys” anbrag­te natur­lig­vis radionu­kli­der­ne, hvor de hav­de størst effekt, og et antal moti­ve­re­de kon­trol­lan­ter blev “uaf­vi­den­de” til­kaldt for at kon­trol­le­re fun­de­ne. Læse­ren må ikke et øje­blik betviv­le, at det var sådan, det “radio­ak­ti­ve ned­fald” kom til ste­de; alle de ste­der, det blev rap­por­te­ret.

I mel­lem­ti­den fort­sat­te “afvik­lin­gen” af atom­kraft­vær­ket i Tjer­no­byl. I sep­tem­ber (!!!) 1986 blev det kon­sta­te­ret, at et antal men­ne­sker, der hav­de arbej­det på vær­ket siden 2.-dagen efter “kata­stro­fen” hav­de akku­mu­le­ret den “ulov­li­ge” dosis på 25 R – mak­si­mum til­ladt dosis i USSR for kamp­styr­ker i krig. [Som enhver kan reg­ne ud, var den­ne dosis mod­ta­get over et tids­rum af 127 dage eller mere end 3000 timer.] Dis­se doser var, uag­tet de var rela­tivt harm­lø­se, udtryk for sjusk eller måske uheld og har repræ­sen­te­ret en und­ta­gel­se. De mar­gi­nalt strå­lings­ram­te blev promp­te sendt væk fra Tjer­no­byl og måt­te ikke arbej­de i nær­he­den af en radio­ak­tiv kil­de i 2 år.
Hoved­par­ten af “afvik­ler­ne” hav­de ikke engang mod­ta­get 10 R under deres tota­le arbejds­pe­ri­o­de, der kun­ne vari­e­re fra 2 til 4 måne­der, i enkel­te til­fæl­de op til 7 måne­der.

Dis­se tal for fak­tisk akku­mu­le­ret strå­ling hos men­ne­sker, der arbej­de­de på Tjer­no­byl, stod i skarp kon­trast til den hæv­de­de omfat­ten­de “strå­ling”, der var ble­vet “målt” af gene­ral Pika­lov. Ulyk­ke­lig­vis, men af for­stå­e­li­ge grun­de, udfor­dre­de ingen den­gang auto­ri­te­tens resul­ta­ter under hans “her­oi­ske” opkla­rings­mis­sion. Sådan var det i 1986, og sådan er det i dag, i 2012. Der­for er de hæv­de­de strå­lings­ni­veau­er, der ræk­ker fra titals til tusin­der (!) af rønt­gen pr. time, for­ble­vet de offi­ci­el­le tal.

Jeg vil tro, at i de aller­før­ste sta­di­er af Tjer­no­byl-kampag­nen må der i det mind­ste have været enkel­te ærli­ge atomvi­den­skabs­mænd, der for­søg­te at anfæg­te de lat­ter­li­ge påstan­de fra kampag­nens hove­d­ak­tø­rer – Lega­sov og Pika­lov. Desvær­re var alle i en sådan til­stand af chok og for­vir­ring, at den slags umid­del­ba­re ind­ven­din­ger måt­te druk­ne i tumul­ten. Lega­sov og Pika­lov hav­de teg­net et så ræd­selsvæk­ken­de bil­le­de af “kata­stro­fen”, at enhver ærlig tje­ne­ste­mand hel­le­re gjor­de sit yder­ste for at for­hin­dre det vær­st tæn­ke­li­ge sce­na­ri­um end lyt­te­de til for­slag om et min­dre dra­stisk alter­na­tiv. Det er gan­ske for­stå­e­ligt ud fra en psy­ko­lo­gisk vur­de­ring. Og sene­re, under den vide­re udfol­del­se af Tjer­no­byl-kampag­nen, blev det for sent at udtryk­ke hold­nin­ger, der mod­sag­de den offi­ci­el­le tolk­ning af begi­ven­he­der­ne (bl.a. tal­le­ne for de offi­ci­elt fast­lag­te niveau­er af radio­ak­ti­vi­tet).

Når man sam­men­lig­ner med begi­ven­he­der­ne under det sene­re 9/11, er det ikke van­ske­ligt at leve sig ind i, hvor van­ske­ligt det må have været at anfæg­te master­pla­nen. Vil­le det have været muligt for en viden­skabs­mand at bli­ve hørt og respek­te­ret, hvis han var stå­et frem under det ind­le­den­de “luf­tan­greb” på Wor­ld Tra­de Cen­ter med påstan­den: at alu­mi­ni­ums­fly ikke under nogen omstæn­dig­he­der vil­le kun­ne gen­nem­bry­de tvil­lin­getår­ne­nes yder­mu­re af stål? Tro mig, det vil­le ikke have lyk­ke­des selv for en viden­skabs­mand.
Og end­nu har ingen viden­skabs­mand i USA vovet at stå offent­ligt frem for at hæv­de en så sim­pel fysisk kends­ger­ning. [Se vores eksem­pel i artik­len WTC-atten­ta­tet opkla­ret (søg med “tan­ke­eks­pe­ri­ment”).]
Når der igen blev rum til eftertan­ke, var det for sent for viden­ska­ben at anfæg­te de offi­ci­elt etab­le­re facts [og givet­vis for risi­ka­belt; arbej­de og anse­el­se stod på spil].

Det far­lig­ste job under den såkald­te afvik­ling af atom­kraft­vær­ket i Tjer­no­byl var at flyt­te gra­fitblok­ke­ne, der var den egent­li­ge kil­de til radio­ak­ti­vi­te­ten, til en iso­le­ret loka­li­tet og depo­ne­re dem under sik­re omstæn­dig­he­der. Det var den ene­ste vig­ti­ge opga­ve; alt andet var slag i luf­ten og spild af gode kræf­ter for­år­sa­get af lat­ter­li­ge påstan­de fra char­la­ta­ner som Lega­sov og Pika­lov. De radio­ak­ti­ve gra­fit­styk­ker blev fjer­net af “afvik­le­re” iklædt tungt beskyt­tel­ses­ud­styr (i mili­tæ­ret kaldt “bio-robot­ter”).

Efter de davæ­ren­de stren­ge sov­je­ti­ske sik­ker­heds­stan­dar­der for til­ladt radio­ak­tiv strå­ling blev alle niveau­er af radio­ak­ti­vi­tet fra gra­fitblok­ke­ne målt, og der blev etab­le­ret sik­re arbejds­pe­ri­o­der for deres hånd­te­ring. Som kon­se­kvens kun­ne de invol­ve­re­de arbej­de­re højst udfø­re 40 sekun­ders arbej­de på tage­ne af de omkring­lig­gen­de byg­nin­ger. I prak­sis kun­ne en arbej­der, iført en ekstremt tung beskyt­tel­ses­dragt (så tung at det var yderst besvær­ligt at bevæ­ge sig med den på), kun nå at gå ud i det far­li­ge områ­de, gri­be et enkelt vragstyk­ke (hid­rø­ren­de fra den øver­ste del af Reak­tor 4), enten en gra­fitblok, eller et andet løst styk­ke, kaste det i en opsam­lings­be­hol­der eller ned fra taget og der­ef­ter for­la­de ste­det hur­tigst muligt. En arbej­der måt­te kun udfø­re en sådan opsam­ling én gang, idet han der­med kun­ne have mod­ta­get den mak­si­malt til­lad­te strå­lings­do­sis. Ingen af arbej­der­ne, der hav­de udført dis­se 40-sekun­ders-ind­sæt­tel­ser på tage­ne, blev sene­re udsat for nogen form for strå­lings­ri­si­ko; ofte blev de sendt direk­te hjem.

I det per­spek­tiv for­står man, hvor­for de brand­mænd, der krav­le­de op på tage­ne til nabo­byg­nin­ger­ne for at bekæm­pe bran­de­ne umid­del­bart efter eks­plo­sio­nen, døde af akut strå­lings­sy­ge. Nog­le af dem opholdt sig i det­te risi­ko­om­rå­de i mere end 4 timer uden beskyt­tel­se i et strå­lings­ni­veau, der kræ­ve­de tung beskyt­tel­ses­dragt og højst 40 sekun­ders ind­sats.

Det var kun vra­gre­ster­ne på tage­ne, der dik­te­re­de de besvær­li­ge for­holds­reg­ler. Det var let­te­re at hånd­te­re vra­gre­ster­ne spredt rundt om på jor­den. Der blev hur­tigt udvik­let fjer­n­be­tjen­te bul­l­dozers, der kun­ne fjer­ne løse vrag­de­le sam­men med det øver­ste lag jord, som var ble­vet foru­re­net ved berø­rin­gen med dem, og der­med blev ingen men­ne­sker udsat for yder­li­ge­re risi­ko. Hoved­par­ten af den til­ba­ge­væ­ren­de opryd­ning blev fore­ta­get ved hjælp af den slags robot­ter. Inden for 2 måne­der fand­tes der ikke fle­re radio­ak­ti­ve rester fra reak­to­ren på områ­det, og der­med var den ene­ste kil­de til radio­ak­tiv foru­re­ning fra Tjer­no­byl ophørt med at eksi­ste­re.

Men det gjaldt ikke hyste­ri­et. Det fort­sat­te; endog på trods af, at der i decem­ber 1986 blev rejst en enorm beskyttelses-“sarkofag” over den øde­lag­te Reak­tor 4 – efter krav fra char­la­ta­nen Lega­sov.


“Betons­arko­fa­gen” over Reak­tor 4 på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk.
Foto: Roman Korzh, Goog­le Earth

 

Fak­tisk var Lega­sovs pri­mæ­re argu­ment for den­ne ene­stå­en­de for­an­stalt­ning, at “nuk­leart brænd­sel” fra den øde­lag­te reak­tor angi­ve­ligt “over­le­ve­de” eks­plo­sio­nen, “smel­te­de ned” og efter påstan­den “var for­ble­vet i neds­mel­tet til­stand”, hvor­ved det kun­ne “ved­li­ge­hol­de en nuk­lear reak­tion”. Trods det kom­plet for­ryk­te i påstan­den, blev den hove­d­ar­gu­men­tet for ethvert af Lega­sovs træk i afvik­lin­gen af Tjer­no­byl Atom­kraft­værk. Kun flyt­nin­gen og sik­rin­gen af de vir­ke­ligt far­li­ge gra­fitre­ster gav mening og var under alle omstæn­dig­he­der en ind­ly­sen­de for­holds­re­gel med eller uden Lega­sovs “eks­per­ti­se”. 

Prak­tisk taget alle atomvi­den­skabs­mænd betviv­le­de påstan­den om “til­ba­ge­væ­ren­de brænd­sel”, men ingen tog notits af viden­ska­ben, for Lega­sov sad på den afgø­ren­de kom­mandopost og kun­ne dik­te­re sine under­gra­ven­de ide­er til enhver beslut­nings­ta­ger på alle niveau­er – inklu­si­ve den sov­je­ti­ske rege­ring og leder­ska­bet i CPSU [engelsk for­kor­tel­se for Sov­je­tu­ni­o­nens Kom­mu­ni­st­par­ti].

Ende­lig langt om læn­ge fik san­de atom­spe­ci­a­li­ster ind­sigt med, at der ikke var rester af brænd­sel i den øde­lag­te reak­tor. Lega­sovs uvi­den­ska­be­li­ge hypo­te­ser blev til sidst effek­tivt til­ba­ge­vist, og der­med for­svandt ende­gyl­digt grund­la­get for hans påstan­de og krav. Men selv med den erken­del­se var det ikke muligt at ændre den oprin­de­li­ge udlæg­ning af begi­ven­he­der­ne. Den har over­le­vet som den offi­ci­el­le for­kla­ring frem til i dag. De for­kvak­le­de data og uansvar­li­ge påstan­de om “radio­ak­tiv foru­re­ning”, angi­ve­ligt for­år­sa­get af den såkald­te Tjer­no­byl-kata­stro­fe, impli­ce­re­de endog Hvi­derusland, og “radio­ak­tivt ned­fald” skul­le have nået Norge, Italien og Stor­bri­tan­ni­en. 

For­fat­te­ren af dis­se linjer var på tids­punk­tet for Tjernobyl-“katastrofen” i 1986 end­nu ikke udnævnt til offi­cer, men fort­sat kadet på sid­ste år på mili­tæra­ka­de­mi­et i Lenin­grad. Efter­som kadet­ter for­melt var meni­ge infan­te­ri­ster, var vi end­nu defi­ne­ret ved vores våben­funk­tion (rif­fel­skyt­te, maskin­ge­vær­skyt­te, RPG-skyt­te [Rock­et-Pro­pel­led Gra­na­te, raket­skyt­te], osv.). Min var ret unik, jeg var spe­ci­a­list i radio­ak­ti­vi­tets­spor­ing, offi­ci­elt benævnt “dosi­me­trist” – og min opga­ve var at loka­li­se­re og måle niveau­er af radio­ak­ti­vi­tet under en atom­krig.

Da det beskrev­ne mas­se­hyste­ri var begyndt, og påstan­den om “radio­ak­tiv foru­re­ning” fra Tjer­no­byl var nået til Sverige og Finland, blev alle ledi­ge dosi­me­tri­ster i Lenin­grad-områ­det øje­blik­ke­ligt sendt ud for at måle radio­ak­ti­vi­tet for­skel­li­ge ste­der i byen og fin­de ud af om Lenin­grad og omgi­vel­ser var påvir­ket på nogen måde. Jeg var ikke i stand til at måle noget unor­malt over­ho­ve­det (og det sam­me gjaldt mine kol­le­ga­er). Jeg blev også ved et par lej­lig­he­der sendt ud for at måle strå­lings­ni­veau­et i for­sen­del­ser af frug­ter og grønt­sa­ger fra Ukrai­ne, men jeg fandt aldrig noget unor­malt (og jeg har aldrig erfa­ret, at andre dosi­me­tri­ster skul­le hav­de fun­det radio­ak­ti­vi­tet i pro­duk­ter fra Ukrai­ne). Det­te var min per­son­li­ge ople­vel­se af Tjernobyl-“katastrofen” under begi­ven­he­der­ne i 1986.

Efter at have afslut­tet mili­tæra­ka­de­mi­et i 1987, blev jeg først sendt til 12. Chef­di­rek­to­rat, og der­ef­ter til: Sær­lig Kon­trol Tje­ne­ste (den­ne tje­ne­ste før­te bl.a. kon­trol med ato­m­eks­plo­sio­ner). Mens jeg var tje­ne­s­te­gø­ren­de der, tal­te jeg med man­ge af offi­ce­rer­ne, der året for­in­den hav­de været udkom­man­de­ret til Tjer­no­byl for at hånd­te­re kon­se­kven­ser­ne af “kata­stro­fen”. Alle kun­ne oply­se, at de ikke hav­de mødt far­li­ge strå­lings­ni­veau­er, ikke engang på sel­ve kraft­vær­kets områ­de, og slet ikke i dets omgi­vel­ser. Des­u­den var de tre til­ba­ge­væ­ren­de reak­to­rer på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk fort­sat med at fun­ge­re i nor­mal drift og uden nogen ændrin­ger i drifts­pla­ner­ne. Det vir­ke­de fuld­stæn­digt som om, at intet unor­malt var over­gå­et Reak­tor 4.

Alle mine kol­le­ga­er fra den sær­li­ge kon­tro­len­hed var sun­de og raske, hver­ken pla­get af strå­lings­sy­ge, kræft­symp­to­mer eller andet strå­lings­re­la­te­ret til trods for, at de alle hav­de opholdt sig mindst 4 måne­der i Tjer­no­byl-områ­det. Og hvad angik den “ufor­klar­li­ge” eks­plo­sion i Reak­tor 4 var ingen af dem i tvivl om, at det var en nuk­lear eks­plo­sion. Det blev hæn­del­sen imid­ler­tid ikke min­dre ufor­klar­lig af, efter­som alle og enhver vid­ste, at en atom­re­ak­tor ikke kan udlø­se en nuk­lear eks­plo­sion [løbe løbsk og bli­ve en atom­bom­be], hver­ken ved et uheld eller ved ond ind­gri­ben. Kun et atom­vå­ben, der er kon­stru­e­ret som et sådant, kan for­år­sa­ge en nuk­lear eks­plo­sion. I det mind­ste har atom­vå­ben én god egen­skab: de kan ikke udlø­ses ved til­fæl­di­ge påvirk­nin­ger fra omgi­vel­ser­ne. En atom­bom­be udlø­ses først, når bom­bens ope­ra­tør beslut­ter at igang­sæt­te den spe­ci­fik­ke pro­ce­du­re, der udlø­ser en nuk­lear kæde­re­ak­tion. Og sådan for­holdt det sig også i Tjer­no­byl-til­fæl­det.

Inter­es­sant nok gik aka­de­mi­ke­ren Vale­ri Lega­sov (sta­dig uden rele­vant viden om nuk­lea­re reak­to­rer) efter Tjernobyl-“katastrofen” i gang med at kri­ti­se­re desig­net af den “eks­plo­de­re­de” reak­tor i Tjer­no­byl. Han erklæ­re­de, at den angi­ve­ligt hav­de “vis­se fejl”. Hans uansvar­li­ge non­sens blev mas­sivt publi­ce­ret til høj­re og ven­stre af moti­ve­re­de medi­er, og ingen ærlig viden­skabs­mand fik mulig­hed for at udfor­dre ham, for Lega­sov var på det tids­punkt natio­nens helt, der hav­de udstået syv far­li­ge måne­der på Tjer­no­byl-kraft­vær­ket; han blev nu opfat­tet som den, der måt­te have “fin­ge­ren på pul­sen”. Lega­sov udg­y­del­ser bidrog til at miskre­di­te­re den fre­de­li­ge udnyt­tel­se af atom­kraft, både i USSR og andre ste­der.

For­ven­te­ligt med­før­te master­pla­nen, at da han først hav­de udført job­bet, var han ble­vet så kon­tro­ver­si­el, at han nød­ven­dig­vis måt­te afgå ved en sand­syn­lig død. Det var ikke van­ske­ligt for Lega­sov at fin­de et pas­sen­de påskud for sin “exit”. Aka­de­mi-med­lem­met Lega­sov var til trods for sin hel­te­sta­tus ikke spe­ci­elt vel­kom­men i viden­ska­be­li­ge cirk­ler. For ærli­ge viden­skabs­mænd var Lega­sov i et og alt en kvaksal­ver, der gan­ske åben­bart måt­te stå på løn­nings­li­sten hos fjen­der af USSR. Det var ind­ly­sen­de for enhver nøg­tern per­son, at Lega­sov var en for­ræ­der, der var hyret til at sabo­te­re en blom­stren­de fre­de­lig ato­min­du­stri og til at miskre­di­te­re ærli­ge viden­skabs­mænd og deres menin­ger over for offent­lig­he­den. Så sam­ti­dig med, at Tjer­no­byl-hel­ten blev hyl­det af ple­be­jer­ne, blev han mødt med foragt blandt sine tid­li­ge­re kol­le­ga­er.

Under de giv­ne omstæn­dig­he­der beslut­te­de Lega­sov (eller sand­syn­lig­vis dem, der sat­te ham i sce­ne), at den mest plau­sib­le dødsår­sag vil­le være et regu­lært selv­mord. Lega­sov “begik” der­ef­ter selv­mord så over­be­vi­sen­de som over­ho­ve­det muligt: han skrev sit testa­men­te – dvs. han efter­lod et bånd med sin bekym­ring over de påstå­e­de “fejl” i det sov­je­ti­ske reak­tor­de­sign (som om det ikke alle­re­de var ble­vet publi­ce­ret og til­gæn­ge­ligt overalt). Han gem­te bån­det, hvor det let kun­ne fin­des. Den 27. april 1988 (påfal­den­de tæt på toårs­da­gen for “kata­stro­fen”), lag­de han sin pistol med til­hø­ren­de ammu­ni­tion i skuf­fen på sit skri­ve­bord og fore­gav at hæn­ge sig (sene­re vil­le kon­spira­tions­te­o­re­ti­ke­re kun­ne spør­ge: hvor­for fore­trak Lega­sov at hæn­ge sig frem for at sky­de sig?).
[Under alle omstæn­dig­he­der er det mere “ren­ligt” med en hæng­ning. Isce­ne­sæt­ter­ne und­går at skul­le arran­ge­re besvær­li­ge blod­spor, der helst skul­le være af den rig­ti­ge type, og pro­ble­mer­ne med et pro­jek­til, der helst skal være defor­me­ret rig­tigt, ende det rig­ti­ge sted og præ­sen­te­re de rig­ti­ge vævs­re­ster, m.m.a.]

Med­sam­men­s­vor­ne bekræf­te­de pænt og ordent­ligt hans “død” og arran­ge­re­de en tro­vær­dig “begra­vel­se”. Hans motiv var ind­ly­sen­de. Andre viden­skabs­mænd i det aner­kend­te aka­de­mi forag­te­de ham. Hans afgang gav yder­li­ge­re anled­ning til kon­spira­tions­te­o­ri­er blandt menig­mand om, at det nok var KGB, der hav­de hængt ham, for­di han hav­de kri­ti­se­ret det sov­je­ti­ske reak­tor­de­sign (for hvis han vir­ke­lig vil­le begå selv­mord, hav­de han nok valgt at sky­de sig med den pistol, der lå i skuf­fen! lød argu­men­tet).

Under alle omstæn­dig­he­der til­før­te hans “selv­mord” og “testa­men­te” yder­li­ge­re “tro­vær­dig­hed” til påstan­den om fejl i reak­tor­de­sig­net og frem­me­de der­med ét af de over­ord­ne­de mål med Tjer­no­byl-kampag­nen: at leve­re døds­stø­det mod udnyt­tel­sen af kær­ne­kraft til fre­de­li­ge for­mål. Tid­li­ge­re med­lem af Det Sov­je­ti­ske Aka­de­mi – Vale­ri Lega­sov hav­de til­sy­ne­la­den­de udført sit job til­freds­stil­len­de. Det er en udbredt mistan­ke, at han i dag (2012) lever i USA under nyt navn inden for ram­mer­ne af det noto­ri­ske “vid­ne­be­skyt­tel­ses­pro­gram”. 

Hans hoved­med­skyl­di­ge, gene­ral Pika­lov, var åben­bart min­dre skan­da­li­se­ret, og at ændre leve­sted i hans alder var kun en teo­re­tisk mulig­hed. Pika­lov fort­sat­te sit liv i Sov­je­tu­ni­o­nen og sene­re i Rusland. Ind­til sin død fast­holdt han påstan­den om de uvir­ke­li­ge niveau­er for radio­ak­ti­vi­tet, og det sam­me med histo­ri­en om den over­hæn­gen­de mulig­hed for en “ter­monu­k­lear” eks­plo­sion på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk.

Pika­lov fort­sat­te som en af hoved­kræf­ter­ne i kampag­nen for at luk­ke atom­kraft­vær­ket i Tjer­no­byl. Han med­vir­ke­de også til en bety­de­lig [ensi­dig] afvæb­ning af Sov­je­tu­ni­o­nen og sene­re Rusland mht. kemi­ske våben – til udelt begej­string for kol­le­ga­er­ne i USA. Til trods for sin rol­le i den­ne for­ræ­de­ri­ske ned­rust­ning [det har aldrig været muligt at over­skue de sam­le­de behold­nin­ger i USA og Israel] nød gene­ral Pika­lov sit oti­um som helt efter Tjer­no­byl-dage­ne. I vir­ke­lig­he­den var gene­ral Pika­lov, i mod­sæt­ning til Lega­sov, i det mind­ste på over­fla­den, en sym­pa­tisk og pro­fes­sio­nel per­son inden for ram­mer­ne af sit nor­ma­le vir­ke­felt.

Den ydmy­ge for­fat­ter af dis­se linjer har per­son­ligt været i kon­takt med ham og kan bekræf­te, at han bestemt var en beha­ge­lig per­son og abso­lut vir­ke­de pro­fes­sio­nel. En af dis­se kon­tak­ter med gene­ral Pika­lov hand­le­de iro­nisk nok om måling af radio­ak­ti­vi­tet. Vores gei­ger­tæl­ler kom plud­se­lig til live og begynd­te at indi­ke­re, at noget var galt med niveau­er­ne for radio­ak­ti­vi­tet (det hav­de intet med Tjer­no­byl at gøre, men med et depo­ne­rings­om­rå­de for reak­to­raf­fald). Vores sæd­van­li­ge “ABC-offi­cer”, der var til ste­de den dag, tog et dosi­me­ter og bevæ­ge­de sig rundt i områ­det for at måle de præ­ci­se vær­di­er af strå­ling.

Han vend­te til­ba­ge i en til­stand af chok, for niveau­er­ne, han net­op hav­de målt, var i nær­he­den af 20 R/t, nok til at vi bur­de bræn­de alle hem­me­li­ge doku­men­ter på vores kom­mandopost og tage bene­ne på nak­ken. Men efter­som målin­ger­ne var ret utro­li­ge, beslut­te­de vi at rap­por­te­re dem til vagt­ha­ven­de offi­cer hos ABC-styr­ker­ne først. Inden for 3 minut­ter rin­ge­de gene­ral Pika­lov (end­nu ABC-chef) og udtryk­te over for mig sin tvivl om de mål­te niveau­er. Han fore­slog, at den, der hav­de fore­ta­get målin­ger­ne, nok hav­de benyt­tet en for­kert ska­la og for­tol­ket mil­lirønt­gen som rønt­gen. Og det var præ­cis, hvad der var sket. Vores ABC-per­son hav­de målt mil­lirønt­gen. I det mind­ste husker jeg den­ne epi­so­de som udtryk for, at gene­ral Pika­lov var gan­ske god til sit job. Det betød også, at han ikke selv vil­le begå den fejl, og der­for var der ikke tale om fejl­for­tolk­ning af strå­lings­ni­veau­er under hans famø­se “målin­ger” på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk.

I mod­sæt­ning til man­ge andre sov­je­ti­ske gene­ra­ler blev gene­ral Pika­lov opfat­tet som yderst kyn­dig inden for sit fag­om­rå­de. Han vid­ste præ­cist, hvad han fore­tog sig, og af sam­me grund nød han bety­de­ligt respekt blandt øvri­ge sov­je­ti­ske offi­ce­rer. Jeg har aldrig hørt en ene­ste per­son ytre en nega­tiv bemærk­ning om ham. Alle syn­tes om ham.
Til­ba­ge står sta­dig det fak­tum, at ingen rin­ge­re end gene­ral Vla­di­mir Kar­povich Pika­lov udfyld­te den ene hoved­rol­le under Tjer­no­byl-kampag­nen, og at den anden blev udført af med­lem af Aka­de­mi­et, Vale­ri Lega­sov (nu “for­hen­væ­ren­de”). Fak­ta er van­ske­li­ge at kom­me uden om, og det er et fak­tum, at gene­ral Pika­lov hæv­de­de at have målt helt usand­syn­li­ge niveau­er på “tusin­der af rønt­gen pr. time” [som vil­le have dræbt ham inden for få timer], og dis­se niveau­er cite­res sta­dig rundt om i Euro­pa sam­men med påstan­den om radio­ak­tivt ned­fald. Det er også et fak­tum, at han gjor­des sig skyl­dig i den pseu­d­ovi­den­ska­be­li­ge betragt­ning, at en “ter­monu­k­lear eks­plo­sion” vil­le kun­ne opstå i en atom­re­ak­tor …

Under alle omstæn­dig­he­der blev gene­ral Pika­lov opfat­tet som helt. I vir­ke­lig­he­den i en udstræk­ning, så der efter hans død i 2003 blev indstif­tet en sær­lig “Gene­ral Pika­lov-medal­je”, mønt­et på fortjenst­ful­de ind­sat­ser inden for ABC-tje­ne­sten. Der­med hæve­des nav­net Pika­lov til sam­me niveau som Suvor­ov, Kutuzov, Ushakov og Nak­him­ov, de ene­ste fire rus­si­ske mili­tæ­re lede­re (alle fra før det 20. århund­re­de), der har fået æres­be­vis­nin­ger opkaldt efter sig. Måske “fortjen­te” han posi­tio­nen. Han udfør­te uden tvivl et “godt” job, både i for­hold til ABC-tje­ne­sten og i for­hold til den fre­de­li­ge ato­min­du­stri …
 [Søg fx på “Ushakov” på Inter­net­tet og bemærk opsæt­nin­gen i Wikipe­dia, og der­ef­ter med “Vla­di­mir Kar­povich Pika­lov” til sam­men­lig­ning i Wiki­me­dia.]

Efter­som ingen siden har været i stand til at leve­re en for­nuf­tig for­kla­ring på den fysi­ske natur af den enor­me eks­plo­sion, der var kraf­tig nok til at fjer­ne en 2.500 tons tung beto­nover­dæk­ning, står spørgs­må­let åbent end­nu i dag. Åben­bart ønsker ingen offi­ci­elt at indrøm­me, at spræng­nin­gen skyld­tes en mini­a­tom­bom­be, der var smug­let ind i anlæg­get af en for­ræ­der og gemt under reak­to­ren. Der blev gjort vage for­søg på at for­kla­re den mysti­ske spræng­ning som en “dam­p­eks­plo­sion” i reak­to­rens kølings­sy­stem, men de var ikke i nær­he­den af at være plau­sib­le. Mystik­ken om “atom­ka­ta­stro­fen” på Tjer­no­byl for­bli­ver offi­ci­elt ufor­kla­ret.

Alli­ge­vel, i et for­søg på at gøre teo­ri­en om en “dam­p­eks­plo­sion” tro­vær­dig, blev de ansat­te på Tjer­no­byl, af vis­se højt­stå­en­de myn­dig­heds­per­so­ner på det tids­punkt, beor­dret til at “indrøm­me”, at de hav­de udført et bestemt “eks­pe­ri­ment” mens reak­to­rens nød­sy­stem var luk­ket ned – hvil­ket angi­ve­ligt skul­le have med­ført “dam­p­eks­plo­sio­nen”.

Den­ne for­kla­ring har sam­me natur som den offi­ci­el­le udlæg­ning af angre­bet på Pen­ta­gon, der vil­le vide, at det var et pas­sa­ger­fly, der hav­de flø­jet næsten halvvejs gen­nem krigs­hel­lig­dom­men den 11. sep­tem­ber 2001. Den­ne dæk­hi­sto­rie var min­dre far­lig for myn­dig­he­der­ne end indrøm­mel­sen af, hvad der vir­ke­lig hav­de fun­det sted.
[Et eksem­pel på den “1. sand­hed”, “sand­he­den” for ple­be­jer­ne.]

Der fandt ingen “eks­pe­ri­men­ter” sted den nat. Eks­pe­ri­men­ter udfø­res ikke på arbej­den­de atom­kraft­vær­ker. Det synes at være logisk. End­vi­de­re vil­le en lør­dag nat være et uhen­sigts­mæs­sigt tids­punkt for et eks­pe­ri­ment, når kun natskif­tet og ingen che­fin­ge­ni­ør var til ste­de.
Reak­tor 4 eks­plo­de­re­de på mystisk vis – javist, men ved at en mystisk mini­a­tom­bom­be blev udløst under reak­to­ren. Der­ved blev stør­ste­delen af reak­to­ren redu­ce­ret til plas­ma­til­stand, mens de øver­ste dele af gra­fit­mo­de­ra­to­ren, blev slyn­get ud og lan­de­de på de nær­me­ste tage og omgi­vel­ser.
Resten ken­der du.

Det var den u-offi­ci­el­le og poli­tisk ukor­rek­te for­kla­ring på Tjer­no­byl-hæn­del­sen.

Nu vil jeg gen­nem­gå en offi­ci­el og poli­tisk kor­rekt ver­sion, som den bli­ver leve­ret af Wikipe­dia. Jeg behand­ler kun artik­lens hoved­på­stan­de for at mod­be­vi­se dem, ikke hele artik­len – der i øvrigt er et godt eksem­pel på den klas­si­ske gen­re af poli­tisk kor­rek­t­hed, på over­fla­den rede­lig med sin sub­ti­le form for anti-Sov­jet-pro­pa­gan­da.

(For­fat­te­ren af dis­se linjer er ikke pas­sio­ne­ret til­hæn­ger af det tid­li­ge­re Sov­jet-regi­me. Fak­tisk var jeg ret kri­tisk, især over for den udga­ve, der fand­tes frem mod slut­nin­gen. Under mine 10 års tje­ne­ste i den sov­je­ti­ske hær afvi­ste jeg at være med­lem af kom­mu­ni­st­par­ti­et, selv om det­te var en for­ud­sæt­ning for at gøre kar­ri­e­re. Oven i købet var det i min stil­ling obliga­to­risk at være med­lem af CPSU. Fak­tisk hav­de jeg ikke lov til at besæt­te min stil­ling i den sær­li­ge tje­ne­ste, og min til­ste­de­væ­rel­se var mere en und­ta­gel­se, der bekræf­te­de reg­len. Vi var to ud af 2.000 offi­ce­rer inden for den tje­ne­s­te­gren, der ikke var med­lem af par­ti­et. Så når jeg siger, at noget til­sy­ne­la­den­de er antisov­je­tisk, bety­der det ikke, at jeg som tid­li­ge­re sov­jet­bor­ger eller af anden grund føler mig per­son­ligt kræn­ket. Jeg er sim­pelt­hen mod­stan­der af skru­pel­lø­se skri­ben­ter, der med para­si­tisk for­kær­lig­hed ernæ­rer sig ved at udbre­de hot­te emner i en form, der er god­kendt af deres her­rer.)

Lad os begyn­de:

Tjer­no­byl kata­stro­fen fra engelsk Wikipe­dia.
[Vi over­sæt­ter for­fat­te­rens kom­men­ta­rer, der refe­rer til den engel­ske udga­ve fra 2008, men lin­ket her­over er til den nuti­di­ge pr. decem­ber 2014. Der fin­des også en dansk udga­ve, men udga­ver­ne er som sæd­van­ligt ikke iden­ti­ske.]

For­fat­te­rens NOTE: Den­ne Wikipe­dia-arti­kel er fra 2008, for­di det­te kapi­tel af min bog oprin­de­ligt blev skre­vet i 2008 og refe­re­rer til den sam­ti­di­ge arti­kel fra Wikipe­dia. Jeg har bemær­ket, at i 2010 blev den tid­li­ge­re Wikipe­dia-arti­kel opda­te­ret og dens nuti­di­ge ind­hold kan vari­e­re fra det, der var onli­ne i 2008. Jeg kan stil­le en ori­gi­nal 2008-udga­ve af artik­len til rådig­hed om nød­ven­digt, idet jeg gem­te en kopi som CHM-fil. Kon­takt mig, hvis du ønsker den oprin­de­li­ge 2008-arti­kel, eller af anden årsag. [Kon­tak­tadres­ser til Dimi­tri Kha­lezov fin­des nederst i artik­len WTC-atten­ta­tet opkla­ret.]

I cita­ter­ne er mine frem­hæ­vel­ser i fede typer; de direk­te cita­ter er i kur­siv; mine kom­men­ta­rer er i nor­malskrift.

Tjer­no­byl kata­stro­fen var et atom­re­ak­toruheld på atom­kraft­vær­ket i Tjer­no­byl i Sov­je­tu­ni­o­nen (nord­li­ge Ukrai­ne). Det var det vær­ste uheld i et atom­kraft­værk gen­nem histo­ri­en og det ene­ste på niveau 7 på den inter­na­tio­na­le Atom­hæn­del­ses­ska­la og resul­te­re­de i en omfat­ten­de fri­gi­vel­se af radio­ak­ti­vi­tet til det omgi­ven­de mil­jø som føl­ge af en mas­siv kraft­ud­lad­ning, der øde­lag­de reak­to­ren …

To per­so­ner døde som føl­ge af den ini­ti­a­le dam­p­eks­plo­sion, men de fle­ste døds­fald efter ulyk­ken skyld­tes ned­fald …

– I vir­ke­lig­he­den døde ingen på grund af en “dam­p­eks­plo­sion”, måske med und­ta­gel­se af to atom­bom­be­mænd, der nu resi­de­rer i USA – dem, der brag­te mini­a­tom­bom­ben ind; de måt­te pla­ce­res på listen over døde, så de defi­ni­tivt var ude af bil­le­det. De fle­ste døds­fald skyld­tes ikke “ned­fald”, men ude­luk­ken­de nær­kon­takt med radio­ak­ti­ve vragstyk­ker fra reak­to­ren, for­trins­vis med gra­fitblok­ke­ne, der udsend­te høj radio­ak­ti­vi­tet helt tæt på (men ikke sær­lig langt væk). 

Den 26. april 1986 kl. 01.23.44 (UTC+3) eks­plo­de­re­de reak­tor nr. 4 på Tjer­no­byl anlæg­get nær Pri­py­at i det ukrain­ske del af Sov­je­tu­ni­o­nen. Yder­li­ge­re eks­plo­sio­ner og den resul­te­ren­de brand send­te en sky af høj­ra­dio­ak­tivt mate­ri­a­le ud i atmos­fæ­ren og ud over et udstrakt geo­gra­fisk områ­de

– løgn. Der var ikke “yder­li­ge­re eks­plo­sio­ner”, kun én. Mht. det påstå­e­de ned­fald og det “udstrak­te geo­gra­fi­ske områ­de” ved du alle­re­de bed­re.

… Fire hund­re­de gan­ge mere radio­ak­tivt mate­ri­a­le blev fri­gi­vet end ved atom­bomb­nin­gen af Hiros­hi­ma …

– Det er tæn­ke­ligt. Fore­stil­ler man sig, at udlad­nin­gen i luf­ten over Hiros­hi­ma var sket i til­stræk­ke­lig høj­de over nul­punk­tet, vil­le den intet radio­ak­tivt mate­ri­a­le fri­gi­ve over­ho­ve­det, og den vil­le ikke have for­år­sa­get radio­ak­tivt ned­fald andre ste­der. Selv den mind­ste radio­ak­ti­ve foru­re­ning vil over­gå den i Hiros­hi­ma med tusin­der, måske mil­li­o­ner af gan­ge. Det er nemt at sny­de læg­mand med den slags sam­men­lig­nin­ger uden direk­te at lyve, men “sand­he­den” oven­for er vild­le­den­de, og for­må­let med vild­led­nin­gen er åben­bar.

… Sky­en drev ud over sto­re områ­der af Sov­je­tu­ni­o­nen, Øst­eu­ro­pa, Vest­eu­ro­pa, Nor­d­eu­ro­pa og det øst­li­ge Nor­da­me­ri­ka …

– løgn. Især for­di selv “Nor­da­me­ri­ka” er med her. Men vær sik­ker på, at det hæv­de­de “ned­fald” vir­ke­lig blev “fun­det” i “det øst­li­ge Nor­da­me­ri­ka”  – efter­som sel­ve dre­je­bo­gen for Tjer­no­byl-kampag­nen utvivl­s­omt kom der­fra. Men det bety­der natur­lig­vis ikke, at de fund­ne radionu­kli­der hav­de fore­ta­get rej­sen med vin­den, sna­re­re på hjul, når hove­d­ak­tø­rer­nes med­ger­nings­mænd plan­te­de dem på udvalg­te loka­tio­ner.

… Sto­re områ­der i Ukrai­ne, Hvi­derusland og Rusland blev alvor­ligt foru­re­net og med­før­te at over 336.000 men­ne­sker blev evaku­e­ret. Iføl­ge offi­ci­el­le data fra efter Sov­je­tu­ni­o­nen, lan­de­de omkring 60% af det radio­ak­ti­ve ned­fald i Hvi­derusland …

– sandt nok, at man­ge men­ne­sker blev sendt fra hus og hjem som kon­se­kvens af Lega­sovs og Pika­lovs bestræ­bel­ser. Det lyk­ke­des det to at over­ta­le den sov­je­ti­ske rege­ring til at evaku­e­re gan­ske sto­re områ­der ved at vif­te med deres “kort over radio­ak­ti­vi­tet”. Med hen­syn til “data fra efter Sov­je­tu­ni­o­nen”, så blev de mest rab­len­de input fra char­la­ta­ner­ne Lega­sov og Pika­lov, især hvis de var totalt blot­tet for sund for­nuft, ikke taget høj­ti­de­ligt i sov­jet­ti­den. Men efter Sov­je­tu­ni­o­nen blev de offent­lig­gjort  – til trods for, at de sta­dig mod­si­ges af al sund for­nuft.

… Ulyk­ken skab­te bekym­ring om sik­ker­he­den i den sov­je­ti­ske atom­kraf­tin­du­stri, hvil­ket sat­te udvik­lings­tem­po­et ned gen­nem nog­le år …

– bestemt sandt. Det var præ­cis inten­tio­nen hos plan­læg­ger­ne af den­ne “kata­stro­fe”.

… mens sov­je­tre­ge­rin­gen blev tvun­get til at optræ­de min­dre hem­me­lig­heds­fuldt …

– måske … hvem kan vide, om den opt­rå­d­te mere eller min­dre hem­me­lig­heds­fuldt siden da? Hvem lig­ger inde med tal­le­ne for “hem­me­lig­heds­fuld­hed”?

… De nu Ruslands-uaf­hæn­gi­ge lan­de, Ukrai­ne og Hvi­derusland, er ble­vet bebyr­det med ved­hol­den­de og omfat­ten­de foru­re­nings­be­kæm­pel­se og udgif­ter til sund­heds­pro­gram­mer på grund af Tjer­no­byl-ulyk­ken …

– det før­ste er helt sik­kert rig­tigt. Ingen ansat på Tjer­no­byl-kraft­vær­ket vil­le und­la­de at ind­lø­se de kom­pen­sa­tio­ner, der var ble­vet lovet ham i 1986, og ingen vil­le und­la­de at udnyt­te rege­rin­gens gra­tis læge­be­hand­ling for en hvil­ken som helst syg­dom eller lidel­se, der måt­te ind­fin­de sig sene­re, uan­set syg­dom­mens eller lidel­sens årsag. Sådan er vi men­ne­sker. Hvem afstår fra oplag­te for­de­le?
Men den anden del af påstan­den oven­for om “ved­hol­den­de foru­re­nings­be­kæm­pel­se” er løgn. Hvil­ket land vil­le bru­ge en nik­kel på at fjer­ne “radio­ak­tiv foru­re­ning”, hvis det viste sig, at radio­ak­ti­vi­te­ten var nul? [Her vil vi til­la­de os at til­fø­je: Men hvad nu hvis en bestemt kate­go­ri af pri­va­te kon­su­lent­fir­ma­er først arran­ge­re­de “cho­ke­ren­de målin­ger” fra udvalg­te områ­der og der­ef­ter lod sig hyre til at fjer­ne “pro­ble­met”?]

… Det er van­ske­ligt præ­cist at opgø­re antal­let af døds­fald for­år­sa­get af begi­ven­he­der­ne på Tjer­no­byl, da til­slø­rin­gen i sov­jet­ti­den gør det van­ske­ligt at spo­re ofre­ne. Opgø­rel­ser­ne var ukom­plet­te og de sov­je­ti­ske myn­dig­he­der for­bød sene­re læger at skri­ve “radio­ak­tiv strå­ling” på død­sat­tester­ne

Natur­lig­vis er det “van­ske­ligt” at opgø­re det præ­ci­se antal døds­fald. Van­ske­lig­he­den består nok i, at døds­fal­de­ne, der spe­ci­fikt var for­år­sa­get af radio­ak­tiv strå­ling, kun var 29, og det tota­le antal kun 47. Det er nogen­lun­de det antal men­ne­sker, der hver dag omkom­mer i tra­fi­kuheld i enhver stør­re by. Så natur­lig­vis er det van­ske­ligt at spo­re fle­re ofre, især da de ikke fin­des …

Opgø­rel­ser­ne var kom­plet­te. Regn­ska­bet med bor­ger­nes til­ste­de­væ­rel­se var en vig­tig opga­ve for de davæ­ren­de sov­je­ti­ske bureau­kra­ter, og den svig­te­de de aldrig. Med hen­syn til det påstå­e­de “for­bud” mod at næv­ne radio­ak­ti­vi­tet som dødsår­sag er der tale om en lodret løgn. Enhver, der døde af akut strå­lings­sy­ge, fik den kor­rek­te påskrift i død­sat­te­sten: “akut død af radio­ak­tiv strå­ling”. Alle 29, der døde af akut strå­lings­sy­ge (for­trins­vis brand­mand­skab, der krav­le­de op på tage­ne og kom i nær­kon­takt med gra­fitblok­ke­ne), blev regi­stre­ret på hospi­ta­ler­ne som “patient med akut strå­lings­sy­ge”, de blev behand­let som sådan og blev efter døden regi­stre­ret som sådan. Regi­stre­rin­ger af dis­se til­fæl­de er til­gæn­ge­li­ge, så det er nemt at kon­trol­le­re med de hospi­ta­ler, der behand­le­de dem, eller ved at spør­ge hos de efter­lad­te.

… 2005-rap­por­ten for­be­redt af Tjer­no­byl Forum under ledel­se af Den Inter­na­tio­na­le Ato­me­ner­gi­kom­mis­sion (IAEA) og Ver­dens­sund­heds­or­ga­ni­sa­tio­nen (WHO), omtal­te 56 direk­te døds­fald (47 arbejds­u­lyk­ker og 9 børn med kræft i skjold­brusk­kir­t­len) og esti­me­re­de, at der end­nu  kun­ne være 4.000 til­fæl­de af can­cer-døds­fald mel­lem de omkring 600.000 mest eks­po­ne­re­de men­ne­sker …

– mulig­vis. Lad os tage logik og mate­ma­tik i anven­del­se over for den­ne påstand.
“4.000 ekstra can­cer­til­fæl­de ud af 600.000 mest eks­po­ne­re­de” – hvad tror du? Har vi at gøre med alar­me­ren­de stør­rel­ser her. Det bety­der jo blot, at ud af hver 600 per­so­ner, der arbej­de­de med “afvik­lin­gen” af Tjer­no­byl, vil­le ca. 4 (f-i-r-e) på et eller andet tids­punkt udvik­le can­cer. Hvad tror du raten er for “nor­ma­le” men­ne­sker, der ikke arbej­de­de på Tjer­no­byl. Tænk over det.
[Vi tæn­ker: 4 ud af 600 sva­rer til ca. 0,7%. Hvis du kig­ger på den­ne kræft­sta­ti­stik, frem­går det, at regi­stre­re­de nye kræft­til­fæl­de pr. år i Danmark (målt i tids­rum­met 2008–2012) var 34.931 for mænd og kvin­der. Hvis det er ud af 5 mil., bli­ver risi­ko­pro­cen­ten ca. 0,7 – alt­så den sam­me.]

Der­næst: Den Inter­na­tio­na­le Ato­me­ner­gi­kom­mis­sion er ikke så uaf­hæn­gig, som vi for­ven­tes at tro. Den er gan­ske åben­bart i hæn­der­ne på sek­ten af over­be­vi­sen­de good guys og vil syn­ge præ­cis den sang, den bli­ver bedt om at syn­ge.
Bare et enkelt eksem­pel: IAEA slog ikke alarm på grund af begi­ven­he­der­ne på “Gro­und Zero” midt i New York City den 11. sep­tem­ber 2001. Tror du, at de “over­så” de tre underjor­di­ske atoms­præng­nin­ger, der pul­ve­ri­se­re­de tvil­lin­getår­ne­ne og WTC-byg­ning 7? Eller tror du, at IAEA-kon­to­ret i New York mang­le­de den gei­ger­tæl­ler, der ellers vil­le have slå­et alarm efter tår­ne­nes fald? Eller tror du, at IAEA ikke bemær­ke­de de kon­cen­tre­re­de faner af radio­ak­ti­ve dam­pe, der steg op fra Man­hat­tans gro­und zero gen­nem mindst 4 måne­der? Eller tror du, at WHO er uvi­den­de om, hvor­for man­ge af dem, der arbej­de­de på gro­und zero, som nu lider af leukæ­mi og andre strå­lings­re­la­te­re­de kræft­for­mer?

Det vil være naivt, at sva­re ja til et ene­ste af dis­se spørgs­mål. Til for­skel fra dig, kære læser, vid­ste sek­tens med­lem­mer i IAEA alt om, hvad der fore­gik på gro­und zero på Man­hat­tan. Og sta­dig lod de sig ikke mær­ke med, at et død­brin­gen­de radio­ak­tivt niveau udvik­le­de sig midt i New York. Pro­ble­met er, at IAEA ikke er en egent­lig atom-vagt­hund, som sek­ten ger­ne vil have os til at tro. Det er en pseu­doud­ga­ve  – i lom­men på the good guys. Måske for­står du, hvad impli­ka­tio­nen er.

Jeg føler anled­ning til at gøre opmærk­som på føl­gen­de: Stan­dar­den i Sov­je­tu­ni­o­nen for sik­ker­hed i for­hold til strå­lings­fa­re var usæd­van­ligt høj, og dens nor­mer blev ufravi­ge­ligt iagt­ta­get i alle for­hold, og helt afgjort i så noto­risk et til­fæl­de som den såkald­te Tjer­no­byl-kata­stro­fe. Ingen (med und­ta­gel­se af de ulyk­ke­li­ge brand­mænd) akku­mu­le­re­de nogen­sin­de en radio­ak­tiv strå­lings­do­sis, der over­s­teg 25 R (den højest til­lad­te i krig) og kun få nåe­de at over­skri­de “dosis for freds­tid” (10 R) og end­te mel­lem 12 og 25 R. Hoved­par­ten af “afvik­ler­ne” nåe­de end ikke op på 10 R.

Alle arbej­de­re på Tjer­no­byl var udru­stet med et per­son­ligt dosi­me­ter og blev hver dag kon­trol­le­ret for den akku­mu­le­re­de dosis  – uden und­ta­gel­se. Mens de højt pla­ce­re­de char­la­ta­ner drev deres per­fi­de spil, sør­ge­de mel­lem­ni­veau­ets ope­ra­ti­ve lede­re loy­alt for, at ingen arbej­der akku­mu­le­re­de strå­ling ud over den fore­skrev­ne sik­ker­heds­græn­se. I for­læn­gel­se af dis­se umid­del­ba­re for­holds­reg­ler blev alle “afvik­le­re” efter 1986 sær­de­les nøje over­vå­get mht. deres sund­heds­til­stand. De gen­nem­gik en meget grun­dig hel­breds­un­der­sø­gel­se mindst 1 gang årligt. Der­for har fore­kom­sten af udvik­let can­cer hos dem været påfal­den­de lave­re end hos den øvri­ge del af befolk­nin­gen.

Hvad med de 9 børn med “kræft i skjold­brusk­kir­t­len” (eller: hvem har brug for at for­hø­je en meget lav total med yder­li­ge­re 9 hjer­te­gri­ben­de til­fæl­de?) Det er højst usand­syn­ligt, at dis­se børn vil­le få den type can­cer af årsa­ger, der var rela­te­ret til Tjernobyl-“ulykken”. Børn har aldrig haft adgang til atom­kraft­vær­ket – det er vel sund for­nuft. De fik hel­ler ikke lov at nær­me sig vær­ket efter “ulyk­ken” – også ind­ly­sen­de for­nuf­tigt. Ca. 600.000 voks­ne hav­de deres arbej­de på- eller i nær­he­den af atom­kraft­vær­ket efter “ulyk­ken” og ingen af dem udvik­le­de kræft i skjold­brusk­kir­t­len, så hvor­dan kan til­fæl­de­ne af kræft blandt dis­se 9 børn med rime­lig­hed hen­fø­res til Tjer­no­byl-begi­ven­he­den? Kræft i skjold­brusk­kir­t­len er en almin­de­ligt fore­kom­men­de kræft­form. Ud fra en logisk ana­ly­se synes sam­men­stil­lin­gen af de 47 ulyk­ke­stil­fæl­de og de 9 kræft­til­fæl­de hos bør­ne­ne at være ten­den­tiøs. 

… Selv om den luk­ke­de zone ved Tjer­no­byl og vis­se andre begræn­se­de områ­der vil for­bli­ve luk­ket, kan hoved­par­ten af de påvir­ke­de områ­der nu anses for sik­re for bosæt­tel­se og øko­no­mi­ske akti­vi­te­ter …

Det er natur­lig­vis sandt. Men også den såkald­te “luk­ke­de zone” og de “andre begræn­se­de områ­der” er sik­re  – som de altid har været. Det er muligt at købe en endags­tur i Kiev hos enhver lokal ope­ra­tør og begi­ve sig ind i dis­se zoner som turist. Du kan tage et dosi­me­ter med, hvis du ønsker at fore­ta­ge måling af radio­ak­ti­vi­te­ten (til for­skel fra gro­und zero på Man­hat­tan, hvor dosi­me­tre blev for­budt; i den luk­ke­de zone ved Tjer­no­byl tager ingen sig af, om du vil måle radio­ak­tiv strå­ling). Og du vil bli­ve over­ra­sket ved at opda­ge, at niveau­er­ne i dag er præ­cis de sam­me, som de var i 1986 umid­del­bart efter “kata­stro­fen”  – med andre ord: de er uæn­dret helt nor­ma­le.

Kom­men­ta­rer­ne oven­for er kun til den ind­le­den­de del af Wikipe­dia-artik­len. Her føl­ger de til artik­lens før­ste afsnit. Læs det med åbne øjne og tænk over, hvor­vidt dis­se absur­de påstan­de kan være san­de ud fra en tek­nisk syns­vin­kel:

… den 26. april 1986 kl. 1.23.45 blev reak­tor 4 ramt af en mas­siv, kata­stro­fal ener­gi­ud­vik­ling, der med­før­te en dam­p­eks­plo­sion, som flå­e­de top­pen af reak­to­ren, blot­te­de kær­nen og udsend­te bety­de­li­ge mæng­der radio­ak­ti­ve par­tik­ler og gas­hol­di­ge vragstyk­ker og til­lod atmos­fæ­risk luft (ilt) at kom­me i kon­takt med den superop­he­de­de kær­ne, der inde­holdt 1.700 tons brænd­bar gra­fit­mo­de­ra­tor. Den bræn­den­de gra­fit­mo­de­ra­tor for­stær­ke­de udsen­del­sen af radio­ak­ti­ve par­tik­ler. Radio­ak­ti­vi­te­ten blev ikke begræn­set af nogen form for afskær­men­de behol­der (til for­skel fra vest­li­ge anlæg var Sov­jet-reak­to­rer ofte ikke for­sy­net med dem), og radio­ak­ti­ve par­tik­ler blev ført med vin­den hen over inter­na­tio­na­le græn­ser. Skønt meget af atom­brænds­let i reak­to­rens kær­ne til sidst smel­te­de, skal det bemær­kes, at kata­stro­fen ikke var en “nuk­lear neds­melt­ning” i almin­de­lig for­stand; det smel­ten­de brænd­sel repræ­sen­te­re­de ikke et bety­den­de bidrag til de radi­o­lo­gi­ske kon­se­kven­ser af ulyk­ken, og ulyk­ken blev ikke for­år­sa­get af svig­ten­de køling

Læser vi direk­te på linjer­ne i rede­gø­rel­sen oven­for, erken­des det, at “kata­stro­fen” ikke var en “nuk­lear neds­melt­ning” i almin­de­lig for­stand (dvs. ingen risi­ko for “Kina-syn­drom”)*.

*) [Kina-syn­dro­met har sit navn fra den dra­ma­ti­ske fore­stil­ling om, at neds­mel­ten­de reak­tor­brænd­sel ikke vil ophø­re med at bræn­de, før det enten er brændt ud eller har brændt sig tværs gen­nem jord­klo­den – til “Kina” (!)]

Vi får at vide, at det nuk­lea­re brænd­sel “til sidst smel­te­de”, og sam­ti­dig indrøm­mes det, at det neds­mel­te­de brænd­sel ikke bidrog af betyd­ning til de radi­o­lo­gi­ske kon­se­kven­ser. Yder­li­ge­re at ulyk­ken ikke var for­år­sa­get af svig­ten­de køling.

Hvad kan vi kon­klu­de­re af det­te? Her er de pri­mæ­re for­ud­sæt­nin­ger for mine poli­tisk ukor­rek­te kon­klu­sio­ner:

Der var:

  1. [INGEN (udbredt) RADIOAKTIV STRÅLING I TJERNOBYL]
    Alle til­fæl­de af strå­lings­sy­ge skyld­tes de høj­ra­dio­ak­ti­ve blok­ke af gra­fit, der blev spredt i omgi­vel­ser­ne. Blok­ke­ne var radio­ak­ti­ve, ikke omgi­vel­ser­ne. Ingen andre radio­ak­ti­ve “par­tik­ler” var til rådig­hed, som kun­ne foru­re­ne områ­det eller bli­ve “ført med vin­den” så langt væk som “over inter­na­tio­na­le græn­ser”. End ikke en orkan kun­ne “føre” gra­fitblok­ke med sig.
  2. [INGEN NUKLEAR NEDSMELTNING]
    Meget af det nuk­lea­re brænd­sel i reak­tor­kær­nen (lige som sto­re dele af reak­to­ren selv) smel­te­de; det er det bekræf­te­de fak­tum, men sam­ti­dig fandt den almin­de­ligt fryg­te­de “nuk­lea­re neds­melt­ning” ikke sted.
  3. [INGEN SVIGTENDE KØLING]
     En “nuk­lear neds­melt­ning” (i gængs for­stand i en reak­tor) kan kun for­år­sa­ges af mang­len­de køling, men kølin­gen svig­te­de ikke i Tjer­no­byl. Artik­len bekræf­ter udtryk­ke­ligt, at “ulyk­ken” ikke blev for­år­sa­get af svig­ten­de køling. Det er da en erken­del­se af betyd­ning.
  4. [INGEN DAMPEKSPLOSION]
    Den gro­te­ske påstand om, at en “dam­p­eks­plo­sion” skul­le kun­ne øde­læg­ge en reak­tor i den udstræk­ning, vi kan bevid­ne af det ind­le­den­de bil­le­de [til den­ne del­ar­ti­kel], må afvi­ses som ukva­li­fi­ce­ret spe­ku­la­tion. Damp besid­der under ingen omstæn­dig­he­der poten­ti­a­let til at leve­re til­stræk­ke­lig eks­plo­siv kraft til dis­se øde­læg­gel­ser. Kan man fore­stil­le sig en “dam­p­eks­plo­sion”, der spræn­ger et 2.500 tons tungt over­dæk­ke af jer­n­be­ton væk og fuld­stæn­digt til­in­tet­gør en enorm og ekstra­or­di­nært for­stær­ket byg­ning?* Den­ne reak­tor­byg­ning kun­ne end ikke destru­e­res af en bety­de­lig mæng­de tro­tyl eller ved et direk­te træf af en Jum­bo­jet. (Påstan­den om, at en dam­p­eks­plo­sion skul­le have for­ret­tet dis­se ska­der, er end­nu mere lat­ter­lig end påstan­den om, at fly­brænd­stof “smel­te­de” stå­let i tvil­lin­getår­ne­ne, så alt mate­ri­a­le på et split­se­kund blev omdan­net til luf­tigt mikrosko­pisk støv). Der var sim­pelt­hen ingen anled­ning til den hæv­de­de “dam­p­eks­plo­sion”, for der kun­ne ikke (når alt sam­ti­dig blev kølet kor­rekt) opstå en “kata­stro­fal ener­gi­ud­vik­ling”, der kun­ne med­fø­re en sådan dam­p­eks­plo­sion.

     

    *) [Læse­ren skal for­sø­ge at fore­stil­le sig vand­damps rase­ren­de effekt. Der er ingen bety­de­lig chok­bøl­ge fra ophe­det vand­damp, selv om den unds­lip­per på én gang, kun en for­holds­vis lang­som tryk­bøl­ge. Der­for kan en dam­p­eks­plo­sion ikke knu­se omgi­vel­ser­ne. Det er for­skel­len på en egent­lig eks­plo­sion som i en eks­plo­sions­mo­tor og en deto­na­tion som fra tro­tyl, hvor­fra chok­bøl­gen udbre­der sig med man­ge tusin­de meter i sekun­det og knu­ser alt inden for en given radi­us. Når det er sagt, har vi man­ge ste­der skre­vet, at mini­a­tom­bom­ber­ne “eks­plo­de­rer”. Det er den gængse udtryks­form, men i vir­ke­lig­he­den “deto­ne­rer” en atom­bom­be i end­nu høje­re grad end tro­tyl, og chok­bøl­gen pul­ve­ri­se­rer eller frag­men­te­rer alt fast stof langt ud over den radi­us, hvor alt er omdan­net til plas­ma eller dam­pe.]

     

Base­ret på cita­ter­ne fra Wikipe­dia-artik­len kan vi til­la­de os at kon­klu­de­re, at kræf­ter­ne bag Wikipe­dia af al magt for­sø­ger at bort­for­kla­re, at Tjer­no­byl-hæn­del­sen skyld­tes spræng­nin­gen af en mini­a­tom­bom­be.
Alt inden for ild­kug­lens radi­us blev redu­ce­ret til plas­ma (slut­pro­duk­tet er lava eller vulkansk glas, som du måske ved nu); sam­ti­dig blev enhver kæde­re­ak­tion i det til­ba­ge­væ­ren­de brænd­sel (inden for sam­me radi­us) effek­tivt afbrudt, og de øver­ste dele af reak­to­ren blev slyn­get opad ved spræng­nin­gen.
Det­te er de simp­le kends­ger­nin­ger.
En mini­a­tom­bom­bes udlad­ning er enorm, og der­for blev det meste af byg­nin­gen, der inde­holdt Reak­tor 4 til­in­tet­gjort. Efter­som enhver kæde­re­ak­tion i det til­ba­ge­væ­ren­de brænd­sel blev afbrudt, da det over­gik til plas­ma­til­stand, kun­ne brænds­let ikke læn­ge­re bidra­ge til de “radi­o­lo­gi­ske kon­se­kven­ser” – præ­cis som artik­len gør gæl­den­de. Alle dis­se kon­se­kven­ser skyld­tes ene og ale­ne gra­fit­ten, der blev slyn­get opad og lan­de­de i de nær­me­ste omgi­vel­ser af byg­nin­gen.

Nu kan vi til­la­de os at afvi­se de lat­ter­li­ge påstan­de om “vind”, “ned­fald” og “inter­na­tio­na­le græn­ser”. Når vi har gjort op med den­ne skral­des­pand af usam­men­hæn­gen­de påstan­de, der intet har med vir­ke­lig­he­den at gøre, er resten ret let at for­stå. Jeg håber, at min for­kla­ring er til­stræk­ke­lig til at ude­luk­ke alt andet end en atoms­præng­ning fra en mini­a­tom­bom­be. Det var vir­ke­lig en atoms­præng­ning; det er hævet over enhver tvivl. Den uvi­den­ska­be­li­ge påstand (som fra char­la­ta­nen Pika­lov) om, at atom­brænds­let vil­le kun­ne udlø­se en “ter­monu­k­lear eks­plo­sion” bekræf­ter i vir­ke­lig­he­den det­te. Det var indi­rek­te en  aner­ken­del­se af, at sce­nen lig­ne­de et gro­und zero, og det var en pri­mær årsag til, at det var så nemt at igang­sæt­te et hyste­ri. Vir­ke­lig­he­den er, at en atom­re­ak­tor ikke kan omdan­ne sig til en atom­bom­be. Det er en tek­nisk umu­lig­hed.

Du er natur­lig­vis vel­kom­men til at under­sø­ge og kon­klu­de­re selv.

Her føl­ger et offi­ci­elt “dra­ma”, som er en del af ple­be­jer­nes ver­sion af “sand­he­den” – atter leve­ret af Wikipe­dia:

… I løbet af dagen den 25. april 1986 var reak­tor 4 (51°23’22“N 30°05’56“E) ske­ma­sat til at bli­ve luk­ket ned for ved­li­ge­hol­del­se, idet den nær­me­de sig slut­nin­gen på sin før­ste brænd­sels-cyklus. Et eks­pe­ri­ment blev fore­slå­et for at afprø­ve en nød­kølings-fea­tu­re for kær­nen under ned­luk­nings­pro­ce­du­ren …

… Kl. 1.23.04 begynd­te eks­pe­ri­men­tet. Reak­tor-mand­ska­bet kend­te ikke til reak­to­rens ekstremt usta­bi­le til­stand …

… Med en ener­gi­ud­vik­ling, der var hastigt sti­gen­de, akti­ve­re­de ope­ra­tø­rer­ne kl. 1.23.40 AZ-5-knap­pen (“Øje­blik­ke­lig beskyt­tel­ses­for­an­stalt­ning 5”), der igang­s­at­te en “SCRAM” – en ned­luk­ning af reak­to­ren med alle brænd­sels­sta­ve fuldt ind­ført inklu­si­ve de manu­el­le brænd­sels­sta­ve, der som for­sig­tig­heds­for­an­stalt­ning var ble­vet truk­ket ud tid­li­ge­re. Det er uklart, om det blev gjort som en nød­for­an­stalt­ning eller sim­pelt­hen var fast ruti­ne ved ned­luk­ning af reak­to­ren efter afslut­nin­gen af et eks­pe­ri­ment (reak­to­ren skul­le plan­mæs­sigt luk­kes ned for ruti­ne­mæs­sig ved­li­ge­hol­del­se). SCRAM’en kan have været beor­dret som svar på den uven­te­de hur­ti­ge stig­ning i ener­gi­ud­vik­ling …

… Kl. 1.24 – 20 sekun­der efter at SCRAM’en var rekvi­re­ret, ind­traf den før­ste dam­p­eks­plo­sion. Den blæ­ste det 2.000 tons tun­ge låg af reak­to­ren, øde­lag­de det øver­ste af reak­tor­hal­len og uds­lyn­ge­de frag­men­ter af kon­struk­tio­nen …

(En min­dre juste­ring: Over­dæk­ket veje­de 2.500 tons. Langt vig­ti­ge­re ret­tel­ser føl­ger …)

… En anden mere vold­som eks­plo­sion ind­traf to eller tre sekun­der efter den før­ste …

… Den anden eks­plo­sion blev for­år­sa­get af den brint, der var pro­du­ce­ret, enten af den overop­he­de­de vand­damp-zir­ko­ni­um-reak­tion eller af reak­tio­nen mel­lem rød­g­lø­de­n­de gra­fit og vand­damp, der udvik­ler brint og ilt­for­bin­del­ser. Iføl­ge obser­va­tø­rer, der opholdt sig uden for Enhed 4, blev bræn­den­de klum­per af mate­ri­a­le og gni­ster slyn­get op i luf­ten over reak­to­ren. Nog­le af dem lan­de­de på taget til maskin­hal­len og star­te­de en brand. Omkring 25% af de rød­g­lø­de­n­de gra­fitblok­ke og det overop­he­de­de mate­ri­a­le fra brænd­selska­na­ler­ne blev slyn­get ud …
 Dele af gra­fitblok­ke­ne og brænd­selska­na­ler­ne blev blæst ud af reak­tor­byg­nin­gen … Som føl­ge af ska­der­ne på byg­nin­gen og kær­nens høje tem­pe­ra­tur opstod der strøm­ning af luft gen­nem kær­nen. Luf­ten antænd­te den var­me gra­fit og star­te­de en gra­fit­brand …

… I strid med sik­ker­heds­re­gu­la­ti­ver var der brugt et brænd­bart mate­ri­a­le (bitu­men)* i kon­struk­tio­nen af taget over reak­tor­byg­nin­gen og tur­bi­ne­hal­len. Uds­lyn­get mate­ri­a­le hav­de antændt mindst fem bran­de på taget af den til­stø­de­n­de (end­nu fun­ge­ren­de) reak­tor 3. Det var afgø­ren­de vig­tigt at sluk­ke dis­se bran­de og beskyt­te køle­sy­ste­met til reak­tor 3. Inden for i reak­tor­byg­ning 3 ønske­de che­fen for natskif­tet Yuri Bag­das­a­rov, at luk­ke reak­to­ren ned øje­blik­ke­ligt, men che­fin­ge­ni­ør Fomin til­lod det ikke. Ope­ra­tø­rer­ne blev  for­sy­net med ånde­drætsværn og kali­umjo­did-tab­let­ter og bedt om at fort­sæt­te arbej­det. Men kl. 05.00 beslut­te­de Bag­das­a­rov selv at stand­se reak­to­ren, kun med de ope­ra­tø­rer, der var nød­ven­di­ge for at betje­ne nød­kølings­sy­ste­met …

*) [bitu­men er kul­brin­te­for­bin­del­ser, der fx fin­des i asfalt og tjæ­re.]

Fat­ter vi mon, hvor “ond” den­ne “che­fin­ge­ni­ør Fomin” må have været … Han mod­sat­te sig at luk­ke en kær­ne­kraftre­ak­tor ned, selv om ilden rase­de på top­pen af byg­nin­gen … !
Wikipe­dia vil have sine læse­re til at tro på, at det­te bil­le­de af ansvars­løs­hed var repræ­sen­ta­tivt for den sov­je­ti­ske civi­le kær­ne­kraf­tin­du­stri. Tror nogen vir­ke­lig, at så afstum­pe­de per­so­ner sad i den slags stil­lin­ger under nor­ma­le omstæn­dig­he­der? Måske lyder det plau­si­belt for en vest­lig læser uden sær­ligt over­blik (?) – jeg håber det ikke, men ellers kan det for­kla­re, at Wikipe­dia slip­per af sted med den­ne usle ankla­ge.

Bemærk ven­ligst mang­len på præ­ci­se­rin­ger: det er fort­sat “uklart”, om den hæv­de­de akti­ve­ring af en “AZ-5”-knap var en del af meta-eks­pe­ri­men­tet, eller det var en sid­ste udvej for at red­de reak­to­ren fra en ikke nær­me­re præ­ci­se­ret “uven­tet stig­ning i ener­gi­ud­vik­lin­gen”. Dis­se kaus­a­li­te­ter er utvivl­s­omt opdig­te­de. Reak­to­ren spræng­tes og for­svandt på én gang, så hvor­for tyk­ke på knap­per til en reak­tor, der ikke læn­ge­re fin­des? Men tidens kom­men­ta­to­rer slut­ter op om den offi­ci­el­le bort­for­kla­ring. Det er fore­gå­et frem til i dag.

Der fin­des en alter­na­tiv ver­sion: – at “AZ-5”-knappen til­sy­ne­la­den­de blev akti­ve­ret som reak­tion på den “før­ste eks­plo­sion”, men selv den ind­gri­ben var ikke nok til at for­hin­dre den bemeld­te “anden eks­plo­sion”. Den­ne udga­ve er også ble­vet cir­ku­le­ret vidt og bredt. Mise­ren er, at der hver­ken var nogen “anden eks­plo­sion” eller noget “eks­pe­ri­ment”. Reak­to­ren eks­plo­de­re­de sim­pelt­hen uden nogen syn­lig årsag som helst. Men det er sik­kert, at Ana­to­ly Diat­lov (der vid­ste, hvor­når nedtæl­lin­gen slut­te­de) sik­re­de sig at beor­dre che­fen for skif­tet til at akti­ve­re ned­luk­nings­k­nap­pen til reak­to­ren præ­cis sekun­det inden den beram­me­de eks­plo­sion (det er i det mind­ste det ind­tryk man får ved at læse Dia­lovs egen bog).
Det­te er natur­lig­vis den poli­tisk ukor­rek­te sand­hed.
[Bogen er til­gæn­ge­lig her, desvær­re kun på rus­sisk, “da ingen til­sy­ne­la­den­de har bekym­ret sig om at over­sæt­te den til engelsk,” bemær­ker Kha­lezov i sin fod­no­te 254.] 

… Strå­lings­ni­veau­er­ne i de vær­st ram­te omgi­vel­ser af reak­tor­byg­nin­gen er ble­vet esti­me­ret til  5,6 rønt­gen pr. sekund (R/s) (0,056 Grays pr. sekund, eller Gy/s), hvil­ket er ækvi­va­lent med 20.000 rønt­gen pr. time (R/t) (200 Gy pr. time, eller Gy/t). En døde­lig dosis er omkring 500 rønt­gen over 5 timer (5 Gy over 5 timer), så i man­ge områ­der modt­og ube­skyt­te­de arbej­de­re fata­le doser inden for adskil­li­ge minut­ter. Imid­ler­tid var det ikke muligt at få fat i et dosi­me­ter, der var i stand til at måle ind­til 1.000 R/s (10 Gy/s) på grund af eks­plo­sio­nen, og et andet dosi­me­ter vir­ke­de ikke, da det blev tændt. Alle til­ba­ge­væ­ren­de dosi­me­tre hav­de begræns­nin­ger på 0,001 R/s (0,00001 Gy/s) og viste der­for “ud over ska­la­en”. Der­med kun­ne reak­tor­hol­det  kun kon­sta­te­re, at niveau­er­ne for radio­ak­tiv strå­ling var et eller andet over 0,001 R/s (3,6 R/t, eller 0,036 Gy/t), mens de san­de niveau­er i nog­le områ­der var langt høje­re.

På grund af de upræ­ci­se lave målin­ger, gik che­fen for reak­tor­hol­det Ale­xan­der Akim­ov ud fra, at reak­to­ren var intakt. Bevi­ser­ne i form af gra­fit og reak­tor­brænd­sel, der lå rundt om byg­nin­gen, blev igno­re­ret, og aflæs­nin­gen fra et andet dosi­me­ter, der blev leve­ret omkring kl. 4.30, blev afvist ud fra den anta­gel­se, at det nye dosi­me­ter måt­te have været defekt. Akim­ov for­blev med sit mand­skab i reak­tor­byg­nin­gen ind­til det blev mor­gen i for­sø­get på at pum­pe vand ind i reak­to­ren. Ingen af dem bar beskyt­tel­ses­ud­styr. De fle­ste af dem, inklu­si­ve Akim­ov, døde af eks­po­ne­rin­gen fra radio­ak­tiv strå­ling inden for tre uger …

Lad os over­ve­je dis­se påstan­de.

Først – det er efter US-stan­dard, at “døde­lig dosis” først begyn­der ved 500 R; efter den sov­je­ti­ske var græn­sen kun 250 R.

Hvad sker der med et men­ne­ske, som ram­mes af 10.000 R pene­tre­ren­de strå­ling (lad os sige fra en neut­ron­bom­be­eks­plo­sion, for ingen andre nuk­lea­re ammu­ni­tio­ner kan præ­ste­re det strå­lings­ni­veau)? Det­te men­ne­ske dræ­bes på ste­det. Når per­so­nens hoved ram­mer under­la­get, er døden alle­re­de ind­truf­fet.

En anden (hel­dig) per­son, der ram­mes af en strå­lings­front på 5.000 R, kastes også umid­del­bart til jor­den og rej­ser sig hel­ler ikke igen. Per­so­nen mister øje­blik­ke­ligt bevidst­he­den og gen­vin­der den ikke, før døden ind­træf­fer inden for ca. 2 timer.

Min­dre hel­di­ge per­so­ner, der ram­mes af en dosis på lad os sige 3.000 R føler først en uven­tet kval­me, hoved­pi­ne og andre umid­del­ba­re syg­dom­s­tegn. Men snart “liver de op” for en tid – vil til­med kun­ne bevæ­ge sig omkring i nog­le timer og udfø­re arbej­de, men sene­st den føl­gen­de dag fal­der de i koma og vil dø inden for 1–2 dage.

Per­so­ner, der mod­ta­ger en dosis på 1.000 R, vil lide end­nu mere – de bli­ver syge inden for en dag eller to, og dør inden for yder­li­ge­re 1–2 dage; det meste af tiden er de ved fuld bevidst­hed.

Per­so­ner, der mod­ta­ger nog­le hund­re­der rønt­gen, vil udvik­le de klas­si­ske symp­to­mer for akut strå­lings­sy­ge i den alvor­li­ge udga­ve – de føler sig syge efter 2–3 dage og dør efter 10–11 dage. De få af dem, der kla­rer at over­le­ve den 12. dag, vil ikke dø nu. De vil lang­somt kom­me sig – måske leve et år eller to. Men det gæl­der kun 10% eller min­dre, og raten afhæn­ger natur­lig­vis af, hvil­ken dosis omkring 250 R de repræ­sen­te­rer.

Med udgangs­punkt i dis­se data, hvad tror du så, der vil ske med en per­son, som ikke nærer mistan­ke om, at noget usæd­van­ligt er på fær­de, og for­bli­ver i et områ­de med strå­lings­ni­veau­er så høje som 5,6 rønt­gen pr. sekund (ikke pr. time, men PR. SEKUND, som det hæv­des i Wikipe­di­as arti­kel [ja, det står der også i 2015])? I løbet af kun 15 minut­ter har per­so­nen akku­mu­le­ret mere end 5.000 rønt­gen. Vil han miste bevidst­he­den før eller efter, han fal­der om? Et aka­de­misk pro­blem, for ét er sik­kert: inden de 15 minut­ter er gået, vil han lig­ge bevidst­løs på jor­den eller gul­vet, hvor han fort­sat vil være udsat for strå­lin­gen, og han vil dø inden for de føl­gen­de 1–2 minut­ter – maks. 3.

Lad os igen kig­ge på Wikipe­di­as kon­struk­tion.

Det hæv­des, at et dosi­me­ter, der kun­ne regi­stre­re niveau­er op til 1.000 rønt­gen pr. sekund, ikke var til rådig­hed, mens de dosi­me­tre, der var til rådig­hed, kun kun­ne læse mak­si­malt “3,6 R/t”, men efter­som det “san­de” niveau åben­bart var høje­re, viste den type dosi­me­ter “ud over ska­la­en”.

Kan det vir­ke­lig være rig­tigt? Ethvert eksi­ste­ren­de dosi­me­ter i Sov­jet hav­de til for­mål at vise rele­van­te “krise”-niveauer af radio­ak­tiv strå­ling – op til hund­re­der af rønt­gen pr. time som mini­mum. Det vil­le være for­rykt at frem­stil­le et dosi­me­ter, der ikke kan vise ud over 3,6 R/t. Hvad er det for en for­kla­ring?

Mod­sat er der ingen grund til at frem­stil­le et hånd­holdt dosi­me­ter, der måler inden for en ska­la af “ind­til 1.000 rønt­gen pr. sekund”, som det omta­les oven­for. Ingen vil­le have en chan­ce med et sådant dosi­me­ter i hån­den, slet ikke for at dra­ge nyt­te af måle­re­sul­ta­tet. Ope­ra­tø­ren vil­le dø, læn­ge inden vise­ren nær­me­de sig slut­nin­gen af ska­la­en. Hvem kun­ne tæn­kes at bru­ge et sådant instru­ment?

Dosi­me­tre med den kali­bre­ring fin­des, men de er ikke hånd­hold­te. Det er spe­ci­a­lud­styr, der fjer­n­be­tje­ner sen­so­rer; sta­tio­næ­re instru­men­ter, som ikke bare flyt­tes for at bli­ve “leve­ret” i hån­den på nogen, som artik­len anty­der.

Wikipe­dia insi­nu­e­rer igen, at en (sov­je­tisk!) spe­ci­a­list i ato­me­ner­gi, chef for natskif­tet, sim­pelt­hen var så naiv, at han kun­ne fejl­be­døm­me situ­a­tio­nen, som det beskri­ves i artik­len. Vil man vir­ke­lig have os til at tro på, at en per­son, der inde­ha­ver et bevis for en høje­re uddan­nel­se i kær­ne­fy­sik (hvil­ket er en grund­lig­gen­de for­ud­sæt­ning for at opnå en ope­ra­tiv stil­ling på ethvert atom­kraf­tan­læg, for ikke at næv­ne mulig­he­den for at avan­ce­re til leden­de stil­lin­ger) kun­ne være udvi­den­de i det omfang, som artik­len læg­ger op til?
 Døm selv, om det vil­le være muligt for en sådan per­son, lede­ren af en besæt­ning, der betje­ner en atom­re­ak­tor, at “gå ud fra” at reak­to­ren nok var “intakt” efter at have bevid­net omfan­get af destruk­tio­nen, som den frem­går af bil­le­det tid­li­ge­re?

Kan du give mig ret i, at i betragt­ning af mæng­den af vrøvl i Wikipe­di­as arti­kel, er det en mild bedøm­mel­se at kal­de den uve­der­hæf­tig?

Artik­len fort­sæt­ter:

Efter at radio­ak­ti­ve niveau­er hav­de udløst alar­men på Fors­mark Atom­kraft­værk i Sverige, indrøm­me­de Sov­je­tu­ni­o­nen, at en ulyk­ke var ind­truf­fet, men for­søg­te sta­dig at dæk­ke over kata­stro­fens omfang. For at evaku­e­re byen Pri­py­at blev føl­gen­de med­del­el­se sendt ud over den loka­le radio: “En ulyk­ke er ind­truf­fet på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk. En af atom­re­ak­to­rer­ne er beska­di­get. Der vil bli­ve ydet hjælp til dem, den ram­mer, og en komi­te for rege­rin­gens under­sø­gel­ser er etab­le­ret.” Med­del­el­sen gav ind­tryk af, at enhver ska­de og ethvert radio­ak­tivt niveau var regi­stre­ret, skønt det ikke var til­fæl­det

– Kom­men­ta­rer er over­flø­di­ge.

… Rege­rin­gens komi­te, der blev dan­net for at under­sø­ge ulyk­ken og var ledet af Vale­ri Lega­sov, ankom til Tjer­no­byl om afte­nen den 26. april. På det tids­punkt var to per­so­ner døde og 52 bragt på hospi­ta­let. I løbet af nat­ten mel­lem den 26. og 27. april – mere end 24 timer efter eks­plo­sio­nen – var komi­te­en, præ­sen­te­ret for væg­ti­ge bevi­ser for ekstremt høje niveau­er af radio­ak­ti­vi­tet, samt et antal til­fæl­de af radio­ak­tiv bestrå­ling, nødt til at aner­ken­de, at reak­to­ren var destru­e­ret og beor­dre evaku­e­ring af den nær­me­ste by, Pri­py­at …

– Kig igen på bil­le­det af den mang­len­de reak­tor. Er det pas­sen­de at bru­ge ven­din­gen: “nødt til at aner­ken­de, at reak­to­ren var destru­e­ret”, når man ser på de hånd­gri­be­li­ge bevi­ser: en totalt udbom­bet byg­ning og en ikke eksi­ste­ren­de reak­tor, der ple­je­de at fin­des i den? For “the good guys”, som udlø­ste hyste­ri­et, er det for­mål­stjen­ligt at bru­ge den slags for­mu­le­rin­ger for at mat­che det onde bil­le­de af en sov­je­tre­ge­ring, der måt­te tvin­ges til at indrøm­me – eller i bed­ste fald – var “nødt til at aner­ken­de”. 

… Sene­re opgø­rel­ser over ulyk­ken viser, at 237 men­ne­sker led af akut strå­lings­sy­ge, og der­af døde 31 inden for de før­ste tre måne­der. De fle­ste var brand- eller red­nings­mand­skab, der for­søg­te at brin­ge ulyk­ken under kon­trol, men som ikke fuldt ud erkend­te hvor far­lig eks­po­ne­rin­gen (fra røgen) var (for dis­kus­sio­nen af de vig­ti­ge­re iso­to­per i ned­fal­det hen­vi­ses til fis­sions­pro­duk­ter) …

– det er muligt.

Men bemærk det sne­di­ge sny­de­ri ad omve­je: fak­tisk dør man ikke af akut strå­lings­sy­ge, hvis man har over­le­vet den 32. dag. Der­fra kan man kun få det bed­re. (Det­te gæl­der net­op ikke for kro­nisk strå­lings­sy­ge, som nu er en rod­fæ­stet lidel­se hos dem, der ryd­de­de op på Man­hat­tans gro­und zero; fle­re og fle­re af de patien­ter vil dø før tiden.)
Det er almin­de­lig viden, at 29 men­ne­sker fra Tjer­no­byl døde af akut strå­lings­sy­ge inden for en måned, og to andre kan være døde af andre årsa­ger, så det bli­ver 31. Men artik­len fra Wikipe­dia efter­la­der hos læg­mand det fal­ske ind­tryk, at ale­ne inden for de tre før­ste måne­der døde 31, under­for­stå­et: resten vil­le dø sene­re.
Det er et falsk bil­le­de, for resten vil­le kom­me sig.

Det er end­vi­de­re tvivl­s­omt, om “237” men­ne­sker fak­tisk led af akut strå­lings­sy­ge som påstå­et. Det er højst usand­syn­ligt. Det er muligt, at 237 for en sik­ker­heds skyld blev sendt på hospi­ta­let for at bli­ve obser­ve­ret ud af dem, der kun­ne være ble­vet eks­po­ne­ret kort efter “ulyk­ken”, inden den effek­ti­ve kon­trol blev orga­ni­se­ret for områ­det.

Husk på, at ingen af de brand­mænd, som sluk­ke­de bran­de­ne om nat­ten, bar indi­vi­du­el­le dosi­me­tre. Der­for var det ikke muligt for læger­ne at fast­slå, om de hav­de mod­ta­get en strå­lings­do­sis eller ikke, og der­for var det ene­ste rig­ti­ge at sen­de dem alle på hospi­ta­let til obser­va­tion.
Vi kan anlæg­ge føl­gen­de vur­de­ring: 237 men­ne­sker led af strå­lings­sy­ge af en eller anden grad, og 31 af dem døde. Det er rime­ligt at for­ud­sæt­te, at ud af de til­ba­ge­væ­ren­de 206 patien­ter måt­te omkring halv­de­len lide af mode­rat strå­lings­sy­ge og resten af mil­de­re for­mer. Det er vel­kendt, at 50% af dem, der lider af mode­rat strå­lings­sy­ge, dør af lidel­sen den 30. eller 31. dag. Der­for er det rime­ligt at anta­ge, at yder­li­ge­re 50 døds­fald (og mindst 30) vil­le ind­træf­fe ud over de før­ste 31. 

Men der ske­te ikke fle­re døds­fald. Det skyld­tes, at strå­lings­sy­gen på Tjer­no­byl udlø­stes under meget spe­ci­fik­ke omstæn­dig­he­der. De, der til­brag­te læn­ge­re tid i nær­he­den af de høj­ra­dio­ak­ti­ve gra­fitblok­ke modt­og døde­li­ge doser af strå­ling. Resten modt­og ikke en dosis, der var høj nok til at for­år­sa­ge strå­lings­sy­ge over­ho­ve­det. Hvis en radio­ak­tiv foru­re­ning af områ­det vir­ke­lig hav­de spil­let ind som hæv­det, skul­le bil­le­det være meget for­skel­ligt: der vil­le være man­ge fle­re til­fæl­de for­delt på alvor­lig, mode­rat og let strå­lings­sy­ge, og den præ­ci­se til­stand for den enkel­te patient vil­le kun­ne bestem­mes ud fra pågæl­den­des pla­ce­ring på områ­det og afstan­den til kata­stro­fens cen­trum. Det er det typi­ske bil­le­de omkring en klas­sik atom­bomb­ning for dens radio­ak­ti­ve foru­re­ning og ned­fal­det. Men sådan var det ikke i Tjer­no­byl.

… De fle­ste hus­dyr blev evaku­e­ret fra ude­luk­kel­ses­zo­nen, men heste, der var efter­ladt på en ø i Pri­py­at-flo­den 6 km fra kraft­vær­ket døde, da deres skjold­brusk­kir­t­ler blev øde­lagt af strå­lings­do­ser på 150–200 Sv. En del kvæg på sam­me ø døde, og de over­le­ven­de indi­vi­der blev for­krøblet på grund af ska­der på skjold­brusk­kir­t­len. Næste gene­ra­tion syn­tes at være nor­mal …

– Det­te er for­ryk­te påstan­de.

Én Sv (sie­vert) er lig med 100 Rem, eller rundt reg­net 100 rønt­gen. Det bety­der, at det lyk­ke­des de stak­kels heste at mod­ta­ge 1.500–2.000 R totalt – i en afstand af 6 kilo­me­ter fra vær­ket. Sam­ti­dig var de få per­so­ner, der arbej­de­de på sel­ve områ­det og blev “vær­st” ramt, knap nok i stand til at akku­mu­le­re 25 R i peri­o­den fra slut­nin­gen af april til sep­tem­ber, og hoved­par­ten akku­mu­le­re­de slet ikke sig­ni­fi­kan­te doser. Vir­ker den­ne dyre­be­ret­ning over­be­vi­sen­de? Og vir­ker det sand­syn­ligt, at andre dyr på sam­me ø angi­ve­ligt var i stand til at over­le­ve, end­da sene­re at for­me­re sig  – på trods af de tusind­vis af rønt­gen, der dræb­te heste­ne – og på trods af de indre “ska­der”?

… Uden køle­vands­re­ser­voir var det min­dre sand­syn­ligt, at en neds­melt­ning vil­le pro­du­ce­re en kraf­tig dam­p­eks­plo­sion. Den smel­te­de kær­ne måt­te først nå vand­be­hol­de­ren under reak­to­ren. For at redu­ce­re sand­syn­lig­he­den for det­te sce­na­ri­um blev det beslut­tet at ned­fryse jor­den under reak­to­ren; det­te vil­le også sta­bi­li­se­re fun­da­men­tet. Ved hjælp af olie­bor­ings­ud­styr begynd­te inji­ce­rin­gen af kvæl­stof den 4. maj. Det blev anslå­et, at 25 tons fly­den­de kvæl­stof var nød­ven­digt hver dag for at hol­de jor­den ned­fros­set til -100 °C …

– det fandt fak­tisk sted. Det var atter kon­se­kven­sen af et af Lega­sovs for­slag, begrun­det i hans lat­ter­li­ge påstan­de om eksi­sten­sen af “til­ba­ge­væ­ren­de nuk­leart brænd­sel”, som angi­ve­ligt kun­ne “smel­te sig vej ned gen­nem under­grun­den” – de sam­me påstan­de, der sene­re blev fal­si­fi­ce­ret i viden­ska­be­lig for­stand.

Man­ge af de køre­tø­jer, der blev anvendt af “afvik­ler­ne” står end­nu i dag par­ke­ret på en mark på Tjer­no­byl-områ­det og udsen­der doser på 10–30 R/t (0,1–0,3 Gy/t) mere end 20 år efter kata­stro­fen.

– her møder vi en halv “sand­hed”.

Dis­se køre­tø­jer blev ude­luk­ken­de betjent som “dro­ner” af “afvik­ler­ne”, ikke manu­elt (et fak­tum som “klogt” er ude­ladt fra Wikipe­di­as arti­kel) og brugt til afryd­nin­gen af høj­ra­dio­ak­ti­ve reak­torvrag­de­le fra jor­den. Det var de spred­te gra­fitblok­ke på jor­den sam­men med de blok­ke, som “bio-robot­ter­ne” hav­de kastet ned fra tage­ne. Det er ind­ly­sen­de, at når vrag­de­le­ne fra reak­to­ren var ekstremt radio­ak­ti­ve, indu­ce­re­de de radio­ak­ti­vi­tet i de red­ska­ber, de kom i fysisk kon­takt med, og det var over ret lan­ge tids­rum. Efter­som stå­l­red­ska­ber ikke repræ­sen­te­rer nogen form for liv, blev de ikke beskyt­tet af “sik­re strå­lings­do­ser” og fun­ge­re­de alli­ge­vel upå­kla­ge­ligt …
Det er meget sand­syn­ligt, at dis­se køre­tø­jer kan udsen­de 10–30 R/t gen­nem år.

Men hvor er det ten­den­tiøst af skrib­ler­ne hos Wikipe­dia, der kon­stant for­sø­ger at dupe­re den sagt­mo­di­ge almue med “grim­me” sand­he­der, at de ser­ve­rer dem så ure­de­ligt som i den­ne arti­kel.

Indu­ce­ret radio­ak­ti­vi­tet har intet at gøre med egent­lig radio­ak­tiv foru­re­ning, som det anty­des. Wikipe­dia går ud fra, at de fle­ste læse­re nok ikke er i stand til at skel­ne mel­lem joni­se­ret gen­nem­træn­gen­de strå­ling, indu­ce­ret joni­se­ret strå­ling, radio­ak­tivt støv/damp og ende­lig den mest skræm­men­de: radio­ak­tivt ned­fald. 

De høje niveau­er af indu­ce­ret strå­ling på 10–30 R fra dele af maski­ne­ri­et på den­ne dro­ne-kir­ke­gård, som Wikipe­dia så “rede­ligt” omta­ler, skyl­des ude­luk­ken­de kon­tak­ten med de høj­ra­dio­ak­ti­ve gra­fitblok­ke, der blev spredt på områ­det. Det var eks­klu­sivt dem, der for­år­sa­ge­de alle strå­lings­ska­der, og de bestrå­le­de natur­lig­vis også køre­tø­jer­ne ved direk­te kon­takt. Dis­se niveau­er af radio­ak­ti­vi­tet kan imid­ler­tid kun måles, hvis man hol­der sen­soren fra dosi­me­te­ret imod køre­tø­jer­nes meta­lover­fla­der. Ti meter væk er strå­lin­gen nul, for indu­ce­ret strå­ling er ikke gen­nem­træn­gen­de strå­ling som fra en typisk atom­bom­be­s­præng­ning i atmos­fæ­ren. Indu­ce­ret strå­ling udbre­der sig ikke langt væk fra kil­den. Der­med ingen foru­re­ning af betyd­ning i den kon­kre­te sam­men­hæng. En tek­ni­ka­li­tet som Wikipe­dia ikke bru­ger ener­gi på at for­kla­re ple­be­jer­ne.

Jeg cite­rer yder­li­ge­re fra sam­me arti­kel:

… Muli­ge årsa­ger til kata­stro­fen.

Der er to offi­ci­el­le teo­ri­er om hoved­år­sa­gen til ulyk­ken: den før­ste “fejl­be­tje­nings-teo­ri­en” blev offent­lig­gjort i august 1986 og pla­ce­re­de reelt skyl­den ale­ne på ope­ra­tø­rer­ne. Ope­ra­tø­rer­ne over­t­rå­d­te pro­ce­du­rer­ne for anlæg­get og var uvi­den­de om de nød­ven­di­ge sik­ker­heds­for­skrif­ter for RBMK-desig­net. …

… Den anden teo­ri “fejl­de­sign-teo­ri­en”, fore­slå­et af Vale­ri Lega­sov og offent­lig­gjort i 1991, for­kla­re­de årsa­gen til ulyk­ken med fejl i RBMK-reak­tor-desig­net, især ved kon­trol­sta­ve­ne …

Det må vist være til­stræk­ke­ligt. Bemærk ven­ligst, at op til den­ne dag (i 2008), dvs. godt og vel 22 år efter Tjernobyl-“katastrofen”, fin­des der ikke en offi­ci­el, etab­le­ret sand­hed om årsa­gen til den fak­ti­ske “ulyk­ke”. Den sov­je­ti­ske rege­ring end­te med offi­ci­el­le “teo­ri­er”, og ikke blot én men to. Den skam­me­de sig ikke engang over i fuld offent­lig­hed at kal­de dem beg­ge for “teo­ri­er”. Rege­rin­gens teo­ri­er var imid­ler­tid kun et for­melt stand­punkt – og for­kla­re­de i høje­re grad dens van­ske­li­ge posi­tion i for­hold til de fore­lig­gen­de “ufor­klar­li­ge” eks­plo­sio­ner i en atom­re­ak­tor, der er kendt for ikke at kun­ne eks­plo­de­re, men at kun­ne smel­te ned i vær­ste fald …

Med alt det­te mener jeg, at vi effek­tivt har mod­be­vist beg­ge rege­rings­te­o­ri­er, som i sagens natur ikke er kon­spira­to­ri­ske, efter­som de enten læg­ger fejl­en på betje­nin­gen eller desig­net, dog uden at kun­ne afgø­re, hvil­ken af for­kla­rin­ger­ne, der skal gæl­de.

Min for­kla­ring er til gen­gæld af kon­spira­tions­ty­pen ved at hæv­de, at en mini­a­tom­bom­be var årsa­gen. Men min for­kla­ring er ikke en teo­ri, for i al ube­ske­den­hed beskri­ver den blot, hvad der vir­ke­ligt fandt sted. Jeg vil erin­dre læse­ren om min til­knyt­ning (fra 1987) til Den sær­li­ge kon­troltje­ne­ste, hvis pri­mæ­re opga­ve var at detek­te­re nuk­lea­re spræng­nin­ger. Et antal offi­ce­rer der­fra hav­de i 1986 været i Tjer­no­byl for at under­sø­ge, hvad der fak­tisk var sket. Ingen af dem var i tvivl om, at der var ble­vet udløst et kær­ne­vå­ben, hvil­ket for­modent­lig i før­ste instans var årsa­gen til, at tje­ne­sten blev invol­ve­ret.
[Hvor­for den erken­del­se ikke i høje­re grad har for­met den offi­ci­el­le for­kla­ring, er det ikke van­ske­ligt at leve sig ind i. Lige­som den ame­ri­kan­ske rege­ring ikke kun­ne stå frem og indrøm­me, at USA’s luft­for­svar mod øst var ble­vet ydmy­get den 11. sep­tem­ber 2001, kun­ne den sov­je­ti­ske rege­ring ikke indrøm­me, at sik­ker­he­den omkring sov­je­ti­ske atom­kraft­vær­ker ikke hav­de kun­net for­hin­dre omfat­ten­de sabo­ta­ge. Der­for blev ple­be­jer­ne for­sy­net med den 1. “sand­hed”, patri­ci­er­ne med den 2. “sand­hed”, mens vi bar­ba­rer, der ikke vil accep­te­rer de offi­ci­el­le løg­ne, risi­ke­rer at bli­ve kon­fron­te­ret med den 3. sand­hed, s-a-n-d-h-e-d-e-n.] 

Åh, jeg var lige ved at glem­me, at Den sær­li­ge kon­troltje­ne­stes sei­s­mi­ske måle­sta­tio­ner i Ukrai­ne også hav­de opfan­get usæd­van­lig sei­s­misk akti­vi­tet i for­bin­del­se med “ulyk­ken” under Reak­tor 4 på Tjer­no­byl Atom­kraft­værk. Sei­s­mo­gram­mer viste et unikt udslag med en styr­ke lidt over 3 på Rich­ter-ska­la­en, præ­cis på tids­punk­tet for “ulyk­ken”, sva­ren­de til udløs­nin­gen af en mini­a­tom­bom­be indstil­let til 0,1 kilo­ton (100 tons tro­tyl). Den sei­s­mi­ske kur­ve afslø­re­de, at mini­a­tom­bom­ben ikke hav­de været pla­ce­ret dybt nok til at med­fø­re ful­de 3,5 Rich­ter (det sam­me var til­fæl­det med Okla­ho­ma-bom­ben i 1995, der også kun med­før­te et udslag på lidt over 3, for­di den­ne 0,1-kiloton-miniatombombe hav­de været skjult i en for­holds­vis over­fla­disk klo­ak udfor byg­nin­gen). 

Det­te sei­s­mi­ske bevis­ma­te­ri­a­le, der atter vid­ner om noget “ufor­klar­ligt”, net­op da Tjernoby-“katastrofen” ind­traf, er bredt til­gæn­ge­ligt i såvel nuti­dens Ukrai­ne som Rusland. Men artik­len i Wikipe­dia oply­ser natur­lig­vis ikke om nogen bom­be-sam­men­hæng. Måske var det et “natur­ligt jord­s­kælv”, selv om den slags ikke hav­de fore­kom­met i områ­det før og ikke er ind­truf­fet siden “kata­stro­fen”. Det er blot en kends­ger­ning, at det ind­traf inden for sam­me sekund med et karak­te­ri­stisk udslag for en mini­a­tom­bom­be.

Vi kan frem­stil­le en gene­rel over­sigt over, hvad der ske­te i 1986 på Tjer­no­byl Kraft­vær­ket, og hvor­dan sagen blev hånd­te­ret. Lad os sam­men­lig­ne med den nuk­lea­re kata­stro­fe!, der ind­traf 15 år sene­re på den anden side af Atlan­ter­ha­vet, og hvor­dan den blev hånd­te­ret.

[tab­le “18” could not be loa­ded /]

Det er enhver til­ladt at dra­ge sine egne kon­klu­sio­ner af opstil­lin­gen.

En over­gang men­te jeg, at jeg var den ene­ste per­son i ver­den, som offent­ligt hav­de udfor­dret en af de mest lod­ret­te løg­ne i det 20. århund­re­de – den såkald­te Tjer­no­byl-kata­stro­fe. Men fle­re artik­ler, der var kri­ti­ske over for Tjer­no­byl-hæn­del­sen, begynd­te at duk­ke op på Inter­net­tet. Nog­le af dem var skre­vet af san­de pro­fes­sio­nel­le. En af dem var udgi­vet af pol­ske viden­skabs­mænd (vel at mær­ke: ikke af rus­se­re og ikke af fransk­mænd, som kun­ne mistæn­kes for at vil­le for­sva­re den civi­le kær­ne­kraf­tin­du­stri mod yder­li­ge­re angreb fra “fri­mu­rer­ne”, men af polak­ker, som ingen øko­no­misk inter­es­se hav­de og måt­te betrag­tes som uvil­di­ge). Artik­len fore­lig­ger nu både på spansk og engelsk og er til­gæn­ge­lig her (note 255). [Den har været publi­ce­ret i et uge­ma­ga­sin alle­re­de i 2001, men måske blev den først lagt på Inter­net­tet meget sene­re. Det er før ople­vet, at hvis den 3. sand­hed skri­ves ind i Wikipe­dia ude­fra (i sin natur en for­kla­ring, der ikke kan accep­te­res af sek­ten), slet­tes den lige så hur­tigt inde­fra under påskud af “kon­spira­tions­te­o­ri”.]

Det lader til, at artik­len oprin­de­ligt var på spansk og blev over­sat til engelsk sene­re, der­for skal den velklin­gen­de span­ske titel næv­nes først:

Cher­no­byl — El Frau­de Mas Escan­da­lou­so del Sig­lo 20

Den engel­ske over­sæt­tel­se af tit­len m. for­fat­te­re er fra webs­i­den oven­for:

The Big­gest Bluff of The 20th Cen­tury
(Det tyven­de århund­re­des stør­ste blufnum­mer)
 af Marcin Rot­ki­ewi­cz
 i sam­ar­bej­de med Hen­ryk Suchar og Ryszard Kami­cski
 Det pol­ske uge­blad WPROST, nr. 2 (14. janu­ar) 2001
 fra WONUC webs­i­de

Lad mig brin­ge et par uddrag:

… Efter­som ulyk­ken i Tjer­no­byl-atom­re­ak­to­ren fak­tisk ikke repræ­sen­te­rer en af de stør­ste tra­ge­di­er i det 20. århund­re­de, dræb­te eks­plo­sio­nen ikke tusin­der af men­ne­sker, og den med­før­te ikke mas­siv foru­re­ning af lan­d­om­rå­der gen­nem hund­red­vis af år. Yder­me­re har de doser af radio­ak­ti­vi­tet, som befolk­nin­ger­ne i Rusland, Ukrai­ne og Hvi­derusland har været eks­po­ne­ret for, stort set ingen virk­ning haft på deres sund­heds­til­stand; dis­se men­ne­sker lider hver­ken hyp­pi­ge­re af leukæ­mi eller føder fle­re børn med gene­ti­ske defek­ter.

Dis­se er kon­klu­sio­ner­ne fra den nyli­ge UNS­CEAR-rap­port (De for­e­ne­de natio­ners viden­ska­be­li­ge komi­te for effek­ter af ato­mar strå­ling), der er for­be­redt af 142 yderst pro­mi­nen­te eks­per­ter fra 21 lan­de. Men 15 år efter ulyk­ken, er det klart, at den­ne begi­ven­hed er ble­vet udnyt­tet tem­me­lig effek­tivt, især af mil­jø- og anti-atom­kraft-orga­ni­sa­tio­ner.

Tak­ket være” “Tjer­no­byl-kata­stro­fen” er pro­gram­met for udvik­lin­gen af kær­ne­kraft ble­vet for­sin­ket med adskil­li­ge årti­er … 

… Iføl­ge UNS­CEAR-rap­por­tens for­fat­te­re var der kun 234 per­so­ner ud af atom­kraft­vær­kets ansat­te og med­lem­mer af for­skel­li­ge nød­hjælps­hold, der modt­og alvor­li­ge doser af joni­se­ret strå­ling og efter­føl­gen­de blev ramt af akut strå­lings­sy­ge. Otteo­gty­ve af dem døde af strå­lin­gen og to af skold­ning. Det var de ene­ste døds­fald …

… Under­sø­gel­ser­ne af per­so­ner, enga­ge­ret i eli­mi­ne­ring af ulyk­kens kon­se­kven­ser, viser, at dis­se men­ne­sker fak­tisk er sun­de­re end de ikke-eks­po­ne­re­de indi­vi­der, siger pro­fes­sor Abi­niew Jawor­owski fra Cen­tral­la­bo­ra­to­ri­et for radi­o­lo­gisk beskyt­tel­se, en af rap­por­tens for­fat­te­re, som siden 1973 har repræ­sen­te­ret Polen i UNSCEAR … [Her må være tale om, at under­sø­gel­ser­ne har opfan­get til­løb til syg­dom­me, der under alle omstæn­dig­he­der vil­le være ind­truf­fet, i tide, så der kun­ne sæt­tes ind, inden syg­dom­men udvik­le­de sig; det­te har bevir­ket et bed­re gen­nem­snit. Det er i øvrigt den gene­rel­le effekt af at gå til læge regel­mæs­sigt og få sin sund­heds­til­stand kon­trol­le­ret.]

… UNS­CEAR-rap­por­ten gør føl­gen­de gæl­den­de:
“Fjor­ten år efter Tjer­no­byl-ulyk­ken er der intet viden­ska­be­ligt bevis for stig­ning i kræft­til­fæl­de, stig­ning i døds­fald eller i andre fore­kom­ster af syg­dom, der kan til­skri­ves radio­ak­tiv strå­ling.” På den anden side er der en mar­kant stig­ning i til­fæl­de af psy­ko­so­ma­ti­ske lidel­ser hvad angår ånde­dræt, for­dø­jel­se og ner­ve­sy­stem. Dis­se lidel­ser blev ikke for­år­sa­get af strå­ling, men af frygt. Folk var ban­ge for, at de hav­de været udsat for strå­ling og hav­de levet på foru­re­net jord og at de en dag vil­le udvik­le can­cer …

… Umid­del­bart efter kata­stro­fen beslut­te­de tusin­der af ukrain­ske og hvi­derus­si­ske kvin­der, eller deres læger anbe­fa­le­de dem, at få en abort. Antal­let af abort­til­fæl­de i de to sov­je­ti­ske repu­blik­ker i løbet af 1986–87 sva­re­de til en tred­je­del af antal­let af børn, der fød­tes i Øst­eu­ro­pa som hel­hed. I nog­le områ­der skød antal­let af spon­ta­ne abor­ter i vej­ret med 25% Hvor­for? Kvin­der­ne var ban­ge for, at de skul­le føde mutan­ter. Imens er antal­let af børn født med alvor­li­ge mis­dan­nel­ser i Ukrai­ne ikke ste­get, fast­slår dr. Her­wig Paretzke fra Insti­tut­tet for strå­lings­be­skyt­tel­se i Mün­chen …

… Flyt­nin­ger­ne blev gen­nem­ført hur­tigt og i stor ska­la. Inden for 11 dage (fra 27. april til 7. maj 1986) blev 116.000 men­ne­sker tvun­get til at ændre bosted. “Beslut­nin­gen om flyt­nin­gen blev truf­fet uden hen­syn til rus­si­ske viden­skabs­mænd, som fore­slog, at majo­ri­te­ten af de men­ne­sker, der boe­de i nær­he­den af NPP [atom­kraft­vær­ket, Nuclear Power Plant] blev ladt i fred,” sag­de Micha­el Wali­gyrski, lede­ren af Sund­heds­de­par­te­men­tet under Onko­lo­gi­cen­te­ret i Krakow. “De flyt­te­de men­ne­sker døde ikke af døde­li­ge doser af strå­ling, men af høje stres­sni­veau­er. Vi obser­ve­re­de lig­nen­de til­fæl­de af stres­s­re­ak­tio­ner i Polen under over­svøm­mel­sen i 1997. Man­ge men­ne­sker døde den­gang, ikke af druk­ning, men af hjer­te­til­fæl­de,” til­fø­jer Wali­gyrski. Byen Pry­pi­at og en stor del af den luk­ke­de 30km-zone er fak­tisk bebo­e­li­ge! …

… Hvor­dan Tjer­bo­byl-løg­nen opstod …
… I maj 1986 rap­por­te­re­de den ame­ri­kan­ske pres­se at reak­tor­eks­plo­sio­nen hav­de dræbt 80 men­ne­sker umid­del­bart, at yder­li­ge­re 2 tusin­de døde på vej til hospi­ta­let og at deres krop­pe ikke er begra­vet på kir­ke­går­den, men et sted kaldt Pirog­o­vo, hvor der lig­ger et depo­ne­rings­cen­ter for radio­ak­tivt affald. Den enor­me over­skrift i New York Post lød tru­en­de: “Mas­se­grav i Kiev, 15.000 men­ne­ske­krop­pe skub­bet ned i afsi­des gra­ve af bul­l­dozers,” mens Natio­nal Enqui­rer beskrev en 2 meter høj mutant-kyl­ling, fan­get af jæge­re i sko­ven i nær­he­den af Tjer­no­byl. Det er en inter­es­sant poin­te, at til­sva­ren­de absur­de histo­ri­er ikke kun blev bragt i pres­sen, før sov­jet­myn­dig­he­der­ne til­lod ind­sam­ling af påli­de­lig infor­ma­tion om kata­stro­fen, men også efter …

[Her er det på sin plads at hen­le­de læse­rens opmærk­som­hed på de ræd­sels­ful­de bil­le­der af mute­re­de indi­vi­der, der er mas­sivt repræ­sen­te­ret på Inter­net­tet. Bil­le­der­ne, der intet har med Tjer­no­byl at gøre, duk­ker noto­risk op, når der spør­ges med “Tjer­no­byl” og “strå­ling”. Den mod­by­de­li­ge frem­gangs­må­de er næsten utæn­ke­lig, bare ikke for dem, der kon­trol­le­rer medi­er­ne og Hol­lywood og i øvrigt har bestræbt sig på at myr­de flest muligt hvi­de euro­pæ­e­re gen­nem hele vores fæl­les histo­rie. Det sker, mens du læser det­te, gen­nem mas­siv agi­ta­tion, der gør adgan­gen til abort let­te­re og let­te­re, ind­til det nær­mest er ble­vet et kos­me­tisk spørgs­mål. Det er ikke før­ste gang ver­dens jøder myr­der ukrai­ne­re i hobe­tal. Læs om det jødisk orke­stre­re­de fol­ke­mord, som bol­sje­vik­kers udfør­te i Ukrai­ne efter revo­lu­tio­nen i 1917 (mel­lem 1920 og 1939).]

… Tjer­no­byl, eller det inter­na­tio­na­le mil­jøs mæg­ti­ge mysti­fi­ka­tion.
Lige fra begyn­del­sen blev kata­stro­fen i Tjer­no­byl hoved­våb­net i mil­jøor­ga­ni­sa­tio­ner­nes krig mod kær­ne­kraft. Ulyk­ken og de for­mode­de hor­rib­le kon­se­kven­ser måt­te være en advar­sel til alle med pla­ner om at kon­stru­e­re atom­kraft­vær­ker. Den­ne kampag­ne har haft suc­ces – vir­ke­lig omfat­ten­de! I Tyskland beslut­te­de par­la­men­tet, der domi­ne­re­des af soci­al­de­mo­kra­ter og De grøn­ne, at demon­te­re alle atom­kraf­tan­læg. I Frankrig, hvor man tid­li­ge­re hav­de været fri for atom­skræk, frem­sat­te øko­lo­ger­ne et til­sva­ren­de krav. Sam­ti­dig bli­ver mil­jø­for­kæm­per­ne, som udkæm­per dis­se hår­de kam­pe mod kær­ne­kraf­ten, af atom­kraft­lob­by­en beskyldt for at lade sig under­støt­te øko­no­misk af olie- og gasin­du­stri­en, der har en inter­es­se i at luk­ke eksi­ste­ren­de atom­kraft­vær­ker og for­sin­ke frem­ti­di­ge. “Den øko­lo­gi­ske orga­ni­sa­tion Gre­en­pea­ce har fle­re pen­ge til rådig­hed end vis­se afri­kan­ske lan­de. Hvor kom­mer de pen­ge fra?” spør­ger pro­fes­sor Lukasz Turski fra Det natio­na­le aka­de­mi­ske viden­skabs­cen­ter for teo­re­tisk fysik og viden­ska­be­ligt kol­le­gi­um i Warszawa. “Gre­en­pea­ce er en af de mest akti­ve orga­ni­sa­tio­ner i kam­pen mod kær­ne­kraft,” mener pro­fes­sor Zie­mowid Suj­kowski, direk­tør for Insti­tut­tet for kær­ne­kraftspørgs­mål i Warszawa.

Jeg tror, at dis­se uddrag må være til­stræk­ke­ligt til at begri­be sagens kær­ne.

Dis­se hyste­ri­ske såkald­te Gre­en­pea­ce-orga­ni­sa­tio­ner, som offi­ci­elt er non­pro­fi­tab­le, men i vir­ke­lig­he­den er ufor­klar­ligt rige­re en vis­se afri­kan­ske lan­de, vil natur­lig­vis – da det er deres modus ope­ran­di – beskyl­de for­fat­ter­ne af den pol­ske arti­kel oven­for for at være “atom­kraft­for­ta­le­re”. Men gæt hvor­for dis­se “Grøn fred”-organisationer ikke hæn­ger den ame­ri­kan­ske rege­ring ud for at have skjult en tredob­belt atoms­præng­ning på Man­hat­tan og ladet men­ne­sker arbej­de ube­skyt­tet i strå­lings­ni­veau­er, der alle­re­de har- eller vil med­fø­re deres alt for tid­li­ge død?

Det vil være naivt at tro, at dis­se mænd og kvin­der fra Gre­en­pea­ce intet ved. De ved det hele. Det såkald­te Gre­en­pea­ce har aldrig kæm­pet for nogen fred eller for noget grønt, bort­set måske fra det grøn­ne i dol­lar­sed­ler.

Gre­en­pea­ce og lig­nen­de orga­ni­sa­tio­ner er skabt af én ene­ste grund – for at du ulti­ma­tivt skal sla­ve­bin­des – leve i en glo­bal kon­cen­tra­tions­lejr, hvor du vil bli­ve pålagt CO2-afgif­ter oven i mom­sen og ejen­doms­skat­ten (som alle­re­de er begyndt at lyde “nor­malt”), ikke at forg­lem­me ind­komstskat­ten og tusind­vis af andre afgif­ter, en ver­den hvor du er fra­ta­get ret­ten til at tug­te dine børn og måske at opfo­stre dem over­ho­ve­det. “The good guys” vil tage sig af bør­ne­ne for dig. Og de vil opdra­ge dem på den rig­ti­ge måde, [især så de ikke anfæg­ter sek­ten og egen posi­tion som anden­rangs­men­ne­sker] …

Efter at min “9/11thology”-videopræsentation med mine kom­men­ta­rer til Tjernobyl-“katastrofen” blev lagt på Inter­net­tet, begynd­te man­ge at spør­ge mig om, hvad jeg men­te om det sene­ste “kata­stro­fa­le” olieud­s­lip i Den Mexi­kan­ske Golf og om præ­si­dent Barak Oba­mas tøven – især i for­hold til at tage en underjor­disk nuk­lear spræng­ning (base­ret på sov­je­ti­ske erfa­rin­ger) i brug for at stand­se oli­e­læk­ken.

Mit svar har været: Jeg tror ikke på, at der har været et “kata­stro­falt olieud­s­lip” over­ho­ve­det. Ikke at det bemeld­te “uds­lip” i det­te far­vand vil­le være min­dre far­ligt, end det præ­sen­te­res for de hyste­ri­ske ple­be­je­re, hvis det vir­ke­lig hav­de fun­det sted; jeg mener sim­pelt­hen, at uds­lip­pet ikke har fun­det sted, og der­for er der ingen reel fare. Det er bare et nyt show – et nyt glo­balt pro­jekt, der har til for­mål at oppi­ske et hyste­ri.
[I Zions Pro­tokol­ler beskri­ves, hvor­dan “vi” (sek­ten) skal oppi­ske hyste­ri­et og i ly af tumul­ten udnyt­te ang­sten og beho­vet for hjælp hos pøbe­len til egen for­del.]

De ønsker at skræm­me dig med sce­na­ri­er om “uds­let­tel­se”, og der­næst vil de til­by­de at und­sæt­te dig – men red­nin­gen bli­ver til en sla­ve­til­væ­rel­se. I det mind­ste und­gik du “uds­let­tel­sen”, vil du føle, og være tryg og til­freds, mens de sky­der en GPS-sen­sor ind i din øre­flip, så du ikke bli­ver væk.
Det er min opfat­tel­se af, hvad der fore­går.

Hvis Tjernobyl-“katastrofen” pri­mært var mønt­et på at bli­ve af med hoved­fjen­den, Sov­je­tu­ni­o­nen, er den ny “øko­lo­gi­ske kata­stro­fe” af “uds­let­tel­ses-for­mat” ret­tet mod resten af ver­dens suveræ­ne lan­de i fri­mu­rer­nes higen mod et over­na­tio­nalt dik­ta­tur, der vil ind­fø­re “inter­na­tio­na­le love” uden hen­syn til suveræ­ne sta­ters for­fat­nin­ger og love.

Afsnit­te­ne oven­for blev skre­vet i juni 2010 på høj­de­punk­tet af hyste­ri­et, der var for­år­sa­get af det såkald­te olieud­s­lip af “uds­let­tel­ses­di­men­sio­ner” i Den Mexi­kan­ske Golf. Imid­ler­tid døde hele affæ­ren ud i løbet af et par måne­der, da jeg og andre “peb i fløjten” og hæv­de­de, at der INTET UDSLIP hav­de fun­det sted over­ho­ve­det og at hele kampag­nen var isce­ne­sat af den fri­mu­rer­ag­ti­ge sekt som et nyt glo­balt pro­jekt. I dag er der ingen, der ønsker at tale om den­ne “uds­let­ten­de begi­ven­hed” mere.

En anden begi­ven­hed har trængt sig på for nylig med en ny omgang offent­ligt hyste­ri – Det er affæ­ren om den påstå­e­de kata­stro­fe på Fukus­hi­ma Dai-ichi atom­kraft­vær­ket i Japan. Igen begynd­te man­ge men­ne­sker at spør­ge: Hvad mener du om Fuks­hi­ma-affæ­ren?

Mit svar er det sam­me: Den såkald­te Fukus­hi­ma-kata­stro­fe er en nyt fri­mu­rer­pro­jekt af glo­bal dimen­sion. Der ske­te ingen ulyk­ke over­ho­ve­det. Der var ingen dam­p­eks­plo­sion. Der var end ikke nogen mini­a­tom­bom­be. Der var ingen radio­ak­tiv strå­ling. Det ene­ste der ind­traf – var opsæt­nin­gen af et nyt hegn rundt om hele områ­det, så ingen kun­ne gri­be isce­ne­sæt­ter­ne på fersk ger­ning. Hele kampag­nen var isce­ne­sat, og sce­ner­ne fin­des kun i form af fup-video­er og fup-fotos, og så natur­lig­vis i form af et pro­fes­sio­nelt orke­stre­ret mas­se­hyste­ri i såvel main­stream­me­di­er­ne som i alter­na­ti­ve medi­er (der typisk ope­re­res af fuld­tids “kon­spira­tions­te­o­re­ti­ke­re”, dem der overalt fun­ge­rer som bon­de­fan­ge­re for de såkald­te good guys).

Det er nød­ven­digt at hol­de sig for øje, at de men­ne­sker, der stræ­ber efter Den ny ver­den­sor­den (NWO) og vil omdan­ne pla­ne­ten til en glo­bal kon­cen­tra­tions­lejr, er arge mod­stan­de­re af atom­kraf­tin­du­stri­en. [Hvis alle natio­ner end­te med at have ato­me­ner­gi nok, vil­le det nuvæ­ren­de mar­ked for jor­do­lie, som er totalt under sek­tens kon­trol, miste sin domi­ne­ren­de sta­tus, og den vil­le ende­lig tabe magt og ind­tje­ning af betyd­ning.]
Med Tjer­no­byl-kampag­nen i 1986 lyk­ke­des det ikke at myr­de kær­ne­kraf­tin­du­stri­en helt. Selv om hyste­ri­ske mil­jøor­ga­ni­sa­tio­ner i Tyskland og et par lan­de mere for­må­e­de at luk­ke eksi­ste­ren­de kraft­vær­ker ned, lyk­ke­des det for kær­ne­kraf­ten at over­le­ve i Korea, Japan, Frankrig, Rusland, USA og fle­re andre natio­ner. Med Fukus­hi­ma-kampag­nen sat­se­de fol­ke­ne bag Den ny ver­den­sor­den af al magt på defi­ni­tivt at læg­ge kær­ne­kraf­tin­du­stri­en i gra­ven. Det er af afgø­ren­de betyd­ning for gen­nem­fø­rel­sen af deres glo­ba­le over­ta­gel­se, at alle atom­kraft­vær­ker på pla­ne­ten for­svin­der. Atom­kraf­ten gør alt for man­ge lan­de uaf­hæn­gi­ge, og der­for er den fre­de­li­ge udnyt­tel­se af atom­kraft en alvor­lig hin­dring for det glo­ba­li­se­rings­v­an­vid, sek­ten er besat af.

Man­ge men­ne­sker har også spurgt mig, om de to hoved­kræf­ter i Tjer­no­byl-opsæt­nin­gen – Lega­sov og Pika­lov – vir­ke­lig var CIA-agen­ter, som jeg har anty­det. Mit svar er nej. De var ikke fra CIA, de var fra den fri­mu­rer­ag­ti­ge sekt, der er langt mere magt­fuld end CIA. Den var mod­stan­der af den tid­li­ge­re Sov­je­tu­ni­on [i hvert fald af den sene­re udga­ve, der begynd­te at gøre op med jøder­ne i syste­met] og den var mod­stan­der af den fre­de­li­ge udnyt­tel­se af kær­ne­kraft. Den­ne sekt afskyr indi­vi­du­el fri­hed og har som mål at ska­be så megen uro i ver­den, at den øvri­ge men­ne­ske­hed til sidst tig­ger om at bli­ve frelst fra mere ulyk­ke, hvor­ef­ter den for sted­se vil bli­ve træl­bun­den.

[Redak­tio­nel kom­men­tar: Den inter­na­tio­na­le sekt af for­bry­de­ri­ske jøder og med­lø­be­re har mas­siv ind­fly­del­se på CIA og Mos­sad. Orga­ni­sa­tio­nen har infil­tre­ret såvel det stra­te­gi­ske som det ope­ra­ti­ve niveau, og jo fle­re de er, jo fle­re bli­ver de. I det­te til­fæl­de af “vest­lig” ter­ror er det sand­syn­ligt, at mini­a­tom­bom­ben var pro­du­ce­ret i USA, men Israel kan aldrig ude­luk­kes. Det er usand­syn­ligt at mini­a­tom­bom­ben var sov­je­tisk, men det kan hel­ler ikke ude­luk­kes. Under alle omstæn­dig­he­der vil­le den ikke være stør­re, end at den kun­ne brin­ges ind i en værk­tøjskas­se og gem­mes under reak­to­ren med en tids­indstil­ling. Med en pla­ce­ring i bun­den af reak­to­ren vil­le stør­ste­delen af spræn­g­ef­fek­ten gå opad på grund af under­la­gets for­dæm­men­de (reflek­te­ren­de) effekt.

Ende­lig er det på sin plads at gøre opmærk­som på, at dæmo­ni­se­rin­gen, som dis­se angreb på den fre­de­li­ge udnyt­tel­se af atom­kraf­ten har bevir­ket, udgør sel­ve årsa­gen til den almin­de­li­ge skep­sis over for civil udnyt­tel­se af atom­kraft. Hvis vi et øje­blik “fri­hol­der” atom­kraf­tin­du­stri­en fra de “kata­stro­fer”, den ikke har for­år­sa­get, og for­sø­ger at abstra­he­re fra dæmo­ni­se­rin­gens nega­ti­ve vibra­tio­ner, kan vi måske ane, at atom­kraf­ten i al den tid, hvor den har tjent som ener­gi­for­sy­ning, har fun­ge­ret ual­min­de­lig effek­tivt og drift­sik­kert – uden over­ho­ve­det at foru­re­ne mil­jø­et som sådan. I dag kan brænd­sels­sta­ve­ne, der tid­li­ge­re blev sik­kert! depo­ne­ret hvor de ikke kun­ne ska­de, opfor­me­res og udnyt­tes i bety­de­ligt stør­re omfang end tid­li­ge­re. Det var den­ne vide­re forsk­ning i Frankrig, der bl.a. led ska­de under fup-ulyk­ker­ne.
Frankrig og Stor­bri­tan­ni­en arbej­de­de med at udvik­le en ny reak­tor­ty­pe, der kun vil­le efter­la­de en ube­ty­de­lig mæng­de radio­ak­tivt affald — plas­ma-reak­to­ren. Også den forsk­ning led alvor­lig ska­de, for­di det lige­frem blev poli­tisk ukor­rekt at bevil­ge pen­ge til en loven­de bære­dyg­tig udvik­ling.
Som dan­sker eller sven­sker bør du erken­de, at du befin­der dig i et ener­gi­for­sy­nings­net, der inklu­de­rer sta­bi­le sven­ske atom­kraft­vær­ker, som dag ud og dag ind leve­rer ener­gi til bl.a. dit sti­gen­de ener­gi­for­brug. Det er ren ener­gi og bil­lig ener­gi sam­men­lig­net med kul og olie.
Hvis det lyk­kes at udvik­le et fusions­kraft­værk, er der tale om en ener­gi­form med kolos­sa­le for­de­le. En dan­sker vil kun­ne få dæk­ket et helt livs elfor­brug med omkring 25 gram af stof­fet liti­um og 215 liter vand. Affaldspro­duk­tet er 2 kg heli­um, der kan bru­ges i indu­stri­en. Fusions­e­ner­gi kan bru­ges til pro­duk­tion af elek­tri­ci­tet. Spild­var­men kan bru­ges i fjern­var­me­an­læg. Fusions­kraft er ufar­lig; den udvik­ler ingen lang­va­rig radio­ak­ti­vi­tet i mod­sæt­ning til den kend­te fis­sions­pro­ces. Radio­ak­ti­vi­te­ten fra et udtjent fusions­kraft­værk vil være uska­de­lig efter omkring 50 år. Den radio­ak­ti­ve rest er tri­ti­um, den supertun­ge form af brint, der er usta­bil og radio­ak­tiv, men hal­ve­ring­sti­den er kun 12,32 år.
Hvad med vind­møl­ler­ne? – spør­ger du.
Det er et til­ta­len­de prin­cip at udnyt­te solens ved­va­ren­de ener­gi (tænk også hvis vi kun­ne udnyt­te den ener­gi, der skyl­des vin­dens påvirk­ning af havvand­mas­ser­ne — vel at mær­ke uden at ændre kli­ma­et). Vind­møl­ler­ne vil ikke med den nuvæ­ren­de virk­nings­grad kun­ne føl­ge med frem­ti­dens sti­gen­de ener­gibe­hov, med­min­dre vi over­pla­strer de natio­na­le van­d­om­rå­der med møl­ler. På et tids­punkt ind­hen­tes møl­ler­nes sam­le­de vær­di af pro­duk­tio­nen af den sam­le­de omkost­ning til ved­li­ge­hol­del­se, demon­te­ring og genind­vin­ding, især for havvind­møl­ler­nes andel. Møl­ler­ne kan ikke på nuvæ­ren­de tids­punkt til­nær­mel­ses­vis kon­kur­re­re med et moder­ne atom­kraft­værk, men vil sta­dig se smuk­ke­re ud på afstand. Det må enhver erken­de.]