Bombe mod: Tjernobyl Atomkraftværk i Ukraine, USSR, 26. april 1986

Sand Historie

O-D-I-N.org ud fra The Third Truth about 9/11, 1. januar 2015.

 

Bombe mod Tjernobyl Atomkraftværk i Ukraine, USSR – lørdag 26. april 1986 kl. 01.23.58.

Denne aktion var atypisk, fordi der var tale om sabotage, i medierne udlagt som en katastrofe, dermed ikke den sædvanlige medieskabte islamiske terror. Men naturligvis havde også denne aktion et oplagt politisk motiv, og dens terroreffekt overgik måske i virkeligheden mange af de mere “terroristiske” tilfælde.


Resterne af bygningen, der havde rummet Reaktor 4 på Tjernobyl Atomkraftværk, efter en eksplosion af “uforklarlig” natur.
Foto: The Third Truth about 9/11

 

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mossads terror-atombomber

Den nukleare “ulykke” på atomkraftværket i Tjernobyl, Ukraine, omtales ofte i medierne som en katastrofe. Men der var ikke tale om en ulykke. Forløbet var planlagt med to mål for øje:

  1. Begivenheden var 1 ud af 5 afgørende dødsstød, rettet mod den dengang skrantende Sovjetunion for at fremskynde systemets totale kollaps — fordi “nogen” bare hadede USSR*. (De andre årsager var: beslutningen om at sætte væbnede styrker ind i Afghanistan, nedskydningen af Korean Flight 007, den såkaldte Perestroika, et orkestreret fald i oliepriserne, en “anti-vodka-kampagne” og andre mindre.)

     

    *) [Sovjetunionens opgør med jøderne i det gammelkommunistiske system sidst i 50’erne og den senere uvilje mod monstrøst rige oligarker og funktionærer af jødisk herkomst, en rigdom, der stod i uhyrlig kontrast til den gennemgående levestandard, fik flere og flere jøder til at forlade Sovjetunionen gennem 70’erne og 80’erne. Atter anså jøderne sig for forfulgte, men sandheden er, at de præcis som i Hitlers Tyskland blot var stærkt uønskede med deres hang og evne til korruption og nepotisme på værtsbefolkningens bekostning. Derfor blev Sovjetunionen i dens sidste år mere fri for jødisk kontrol, end den havde været siden unionens oprettelse i 1922 og den bolsjevikiske magtovertagelse i 1917.
    Da Sovjetunionen dermed var blevet for “antisemitisk” konfronterede den jødiske sekt i og uden for unionen det vaklende system og fremprovokerede Sovjetunionens endelige sammenbrud. Det åbnede, som enhver kan bevidne, nye markeder for handel med narkotika, menneskesmugling, især hvide russiske og ukrainske kvinder til prostitution i Israel og Vesten, sammenføring af østjødiske familier i Vesten og meget andet, der egner sig til at skade de berørte værtsbefolkninger, men tjener til berigelse af den jødiske sekt.]

     

  2. “Ulykken” var et dygtigt planlagt anslag, der havde til formål på verdensplan at miskreditere den civile udnyttelse af kærnekraft. “Nogen”, der havde investeret massivt i kul og jordolie, hadede bare kærnekraftværker og ønskede deres generelle afskaffelse. En markant nedgang i nyudvikling og nybygning inden for den civile kærnekraftteknologi i tiden efter Tjernobyl bidrog yderligere til enorme tab for Sovjetunionen.

Selv om Tjernobyl-“katastrofen” tilsyneladende var designet til primært at ramme den daværende Sovjetunion, repræsenterede den samtidig et lammende slag mod Frankrig, der inden denne begivenhed havde brugt enorme ressourcer på at udvikle en fredelig atomkraftindustri. Som konsekvens af “katastrofen” mistede Frankrig stort set alle sine tidligere kunder blandt de såkaldt civiliserede lande. Mange af disse lande har afsluttet deres langtidsudvikling nationalt og har nedlukket de fleste af deres atomkraftanlæg.

Den faktiske begivenhed indtraf den 26. april 1986 kl. 01.23 (lokal tid) i Tjernobyl atomkraftanlægget, der ligger 110 km nord for hovedstaden Kiev i Ukraine. En enorm eksplosion af “uforklarlig” natur flænsede gennem bygningen, der indeholdt Reaktor 4.

Effekten af eksplosionen var skræmmende: den udslettede komplet den store reaktorbygning, herunder et 2.500 tons tungt “låg” af jernbeton, der var designet til at modstå et direkte nedslag fra det største fly eller den største artillerigranat. Reaktoren ophørte simpelthen med at eksistere. Den nedre del, der indeholdt hovedparten af den nukleare brændselsbeholdning, blev tilsyneladende reduceret til plasma (dermed afsluttedes effektivt enhver nuklear kædereaktion i det tilbageværende brændsel). Reaktorens øvre del (den øverste del af grafitmoderatoren) blev slynget bort, men større stykker landede ikke langt fra den ødelagte bygning.

Nogle af disse ophedede og brændbare grafitblokke endte på de nærliggende tage og satte dem i brand – bl.a. taget til nabobygningen med reaktor 3.

[Bemærk at varmen i grafitblokkene fra denne russiskbyggede RBMK-reaktor (russisk forkortelse for High Power Channel-type Reactor eller “Højenergi kanal-reaktor”), ikke blev leveret af eksplosionen. Grafitten fungerede som såkaldt moderator, dvs. til styring af kædereaktionen og dermed energiudviklingen. “Tungt vand” har været kendt som moderator også. Temperaturen i blokkene var skønsmæssigt mellem 500 og 1.000 grader Celsius, da de blev knust og slynget ud, tilstrækkeligt til at antænde brændbare materialer i området ved nærkontakt.]

Ved lyden fra eksplosionen hastede natskiftets ansatte fra kontrolrummenes normalt afslappede atmosfære udenfor for at se, hvad der var sket. Også personalet fra kontrolrummet til Reaktor 4 gik udenfor, uden forinden at have modtaget indikationer på noget usædvanligt fra deres kontrolpaneler (og trods en særlig persons usædvanlige indgriben i den normale arbejdsrutine). Alle øjenvidneberetninger var samstemmende:

  1. de så, at hele bygningen, der havde rummet Reaktor 4 var udslettet (ophørt med at eksistere),
  2. de kunne ikke finde nogen forklaring på det, der var sket,
  3. de kunne ikke registrere et farligt strålingsniveau (vi taler om kvalificerede vidner; de fleste var ingeniører i kærnefysik, og naturligvis i besiddelse af alle nødvendige instrumenter til måling af radioaktiv stråling – og selvfølgelig tog de med det samme målinger af strålingsniveauet i betragtning af, at situationen var en kende usædvanlig i forhold til normal drift.)

Snart ankom to brandkorps. Tre brandmænd, der ikke øjnede nogen fare ved at slukke brandene på tagene, klatrede hurtigt op på to af de omkringliggende bygninger, hvor grafitblokkene var landet, og påbegyndte slukningsarbejdet. De ville senere dø af akut strålingssyge på grund af de højradioaktive grafitblokke. Mange af dem, der kom i nærheden af blokkene, der var spredt over området, og især dem, der rørte ved dem, ville udvikle alvorlige strålingssymptomer, og nogle af dem ville dø.

I alt 47 mennesker omkom på grund af Tjernobyl-“ulykken”, men ikke alle 47 døde på grund af strålingen. Nogle mistede livet under de forskellige operationer, der skulle begrænse skaderne. Fx druknede 3 i forsøget på at dræne vandreservoiret, og en helikopterbesætning blev dræbt i et styrt. Alle dødeligt bestrålede var fra den gruppe af ulykkelige mennesker, der prompte indfandt sig på området for at hjælpe, men inden faren fra de spredte grafitblokke var konstateret, så der kunne advares om den. Fra den følgende dag, da specialister i håndtering af atomare ulykker ankom til Tjernobyl, opstod der ikke yderligere tilfælde af strålingssyge.

Alt i alt, ifølge sovjetrussiske kilder, omkom 29 (eller måske 28) mennesker på grund af strålingsrelaterede skader efter Tjernobyl-hændelsen. De fleste af de brandfolk, der ikke kom i nærheden af grafitblokkene, eksisterer endnu (2012).

En del af personalet fra natskiftet på Reaktor 4, herunder holdets leder, Alexander Akimov, samt ansvarshavende operatør, Leonid Toptunov, døde også af akut strålingssyge, ikke fordi de gik udenfor og kom i berøring med grafitblokkene, men af en ganske anden grund: senere blev Akimov og hans mænd FORSÆTLIGT sendt ind i den højradioaktive zone tæt på den ødelagte reaktor – direkte i døden, af en vis Anatoly Diatlov (staves også “Dyatlov”), vicechefingeniøren for Tjernobyl Atomkraftværk. Han dukkede op under mærkelige omstændigheder om natten, inden begivenheden indtraf. Senere blev Diatlov ved højesteret i USSR idømt ti års fængsel for at have forvoldt Akimovs og andre underordnedes død. Det var maksimumstraffen for den type forbrydelse efter den daværende sovjetiske straffelov.


Vicechefingeniør for Tjernobyl Atomkraftværk i 1986 Anatoly Diatlov. Foto: Internettet

 

I dag (2012) menes Diatlov at være “forhenværende”, skønt der er begrundet tvivl om, hvor forhenværende han er. Han udgav en bog med titlen “Tjernobyl – hvordan det var” (2 bind), hvori han hvidvasker sig selv. Tro ikke, hvad der står i bogen. Mange af dens pointer strider mod elementær logik, og meget andet er nonsens (i det mindste er det min opfattelse af bogen). På grundlag af teksten og hele hvidvaskningen er der al mulig grund til at mistænke Diatlov for at være en af de direkte ansvarlige for eksplosionen. Hans handlinger ved kontrolpanelet til Reaktor 4 på Tjernobyl Atomkraftværk i minutterne inden eksplosionen (detaljeret beskrevet af ham selv i bogen) er mere end mistænkelige. Det lader til, at Diatlov greb personligt ind i den aktuelle rutine for at styre vagtholdets dispositioner frem mod et bestemt fikspunkt i tid, et i forvejen fastlagt tidspunkt, som var kendt af Diatlov inden for en usikkerhed på 1 sekund.

Sagen er, at den nat skulle Reaktor 4 efter den foreliggende plan lukkes ned for vedligeholdelse. Diatlov var ansvarlig for denne procedure. Det var faktisk ham, der havde planlagt nedlukningen af Reaktor 4 netop den lørdag nat (selv om det ville være logisk at udføre en sådan procedure på en normal arbejdsdag i løbet af ugen). Yderligere udnyttede Diatlov det særlige tidspunkt til at indfinde sig om natten (tilsyneladende for at supervisere den planlagte nedlukning). Under sit ophold blandede Diatlov sig afgørende i reaktorholdets nedlukningsprocedure, og uden rimelig grund affærdigede han flere velbegrundede anmodninger fra en gruppe teknikere om at udskyde nedlukningen. Disse teknikere var ankommet langvejs fra for at tage målinger af reaktorens udstyr, og de bad kun om ganske få minutters udskydelse for at få mulighed for at indstille deres måleudstyr. Men det tillod Diatlov ikke. 

Skønt det lå uden for hans sædvanlige pligter og betød et brud med etableret praksis, beordrede Diatlov personligt chefen for natskiftet, Alexander Akimov, til at trykke på nedlukningsknappen på et ganske bestemt tidspunkt – ikke et sekund tidligere og ikke et sekund senere. Overraskende nok faldt dette tidspunkt, hvor Akimov efter Diatlovs kommando skulle eksekvere nedlukningen, sammen med tidspunktet for den “uforklarlige” eksplosion. Den indtraf inden for det følgende sekund og udslettede reaktoren.

Hvis du læser Diatlovs bog med vægten på dette handlingsmønster, forstærkes indtrykket af, at Diatlov vidste, at på et givet tidspunkt ville reaktoren eksplodere; og det er samtidig klart, at han var ude af stand til at udskyde det tidspunkt. Nogen havde sat en nedtælling i gang, og den kunne ikke afbrydes. Hans tilstedeværelse ved kontrolpanelet var nødvendig for at sikre, at nedlukningsknappen blev aktiveret sekundet inden den planlagte eksplosion; og det lykkedes ham. Indtrykket af forbryderisk forsæt forstærkes ikke blot gennem hans egen bog, men bekræftes af samspillet mellem øvrige begivenheder. 

Ydermere er det evident (selv efter hans egen forklaring i bogen) at Diatlov med forsæt kommanderede chefen for natskiftet, Alexander Akimov, og et antal øvrige underordnede ud i en selvmordsaktion, alene fordi de havde bevidnet det anormale forløb i kontrolrummet. Som vidner i den efterfølgende undersøgelse ville de have forklaret om Diatlovs timing af deres handlinger frem mod et bestemt tidspunkt, som han måtte have kendt i forvejen. De ville også kunne bevidne, at Reaktor 4 forsvandt uden forudgående anormalitet i driften. Det er klart fra gerningsmandens synspunkt, at disse potentielle vidner måtte elimineres. Og det blev de. Diatlov udnyttede sin magt som den højest rangerende på stedet og kommanderede disse mennesker ind i en zone, hvor strålingen var maksimal; til deres sikre og hastige død.

En anden grund til at mene, at Diatlov var en af de såkaldte good guys og direkte medansvarlig for eksplosionen er følgende. På nuværende tidspunkt har ikke et eneste af massemedierne (alle kontrolleret af sekten, som du sikkert ved), ikke engang Wikipedia-artiklen, som vi skal gennemgå senere, indeholdt nogen anklage mod Anatoly Diatlov, ja han nævnes knapt nok mere. Det forholder sig modsat, når andre end “the good guys” begår fejl, og da det, såvel efter den officielle undersøgelse som efter den sovjetiske højesterets dom i sagen, var hr. Anatoly Diatlov, vicechefingeniør for Tjernobyl Atomkraftværk, der fandtes at være den absolut hovedansvarlige, skulle han normalt have været hængt ud i medierne for tid og evighed. Han var endog ansvarlig i mere end én forstand. På det tekniske niveau var han den hovedansvarlige ved kontrolpanelet til Reaktor 4, da eksplosionen fandt sted. Fra et moralsk aspekt var han eneansvarlig for at have sendt underordnede i døden uden at kunne retfærdiggøre denne handling med et legitimt formål.

Alt dette tvinger os til at sætte et meget stort spørgsmålstegn ved Anatoly Diatlovs sande rolle i Tjernobyl-affæren, men indtil videre synes intet medie at have levnet denne specielle personlighed og hans rolle i begivenhederne nogen større opmærksomhed.

Tjernobyl-operationen var brillant planlagt – det var weekend, den følgende dag var en søndag, og ingen i toppen af embedsværket på regeringsniveau var til rådighed for at træffe umiddelbare forholdsregler. Alle umiddelbare beslutninger blev truffet på mellemniveauet. Men det mest afgørende var, at ingen højtstående specialist i kærnefysik var til rådighed for konsultation. Det var ganske enkelt ikke muligt at råbe nogen af betydning op på en søndag i Rusland på det tidspunkt [husk, at selv om kærnekraftværket lå i Ukraine, fandtes den formelle ekspertise i Rusland]. Mobiltelefoner fandtes endnu ikke i 1986 (heller ikke personsøgere), og kun få havde faste telefoner i deres fritidshuse.

Imidlertid var det ret hurtigt muligt at komme i forbindelse to højtplacere personer, der bl.a. af den grund må antages at have være medgerningsmænd, idet de tilsyneladende blot ventede på at blive kontaktet den søndag. Den ene var medlem af USSR’s videnskabelige akademi, Valery Legasov. Han var faktisk ikke specialist i reaktorer, men i et bredere speciale i uorganisk kemi, kun fjernt relateret til atomare fissionsprocesser. Legasov havde intet at gøre med kærnekraftreaktorer eller med nogen anden disciplin knyttet til kærnekraftindustrien. han var simpelthen kemiker med et vist kendskab til nukleare emner, som enhver anden med hans uddannelse ville have. Det afgørende problem var imidlertid, at ingen anden højere rangerende, der virkelig kendte til det nukleare område var til rådighed på tidspunktet, hverken i Moskva eller noget andet sted, hvorimod Legasov var klar. Han ventede bare på at blive “fundet”.


Medlem af USSR’s Videnskabelige Akademi i 1986 Valery Legasov. Foto: Internettet

 

Og han blev fundet og meldte sig straks til at stå i spidsen for skadesbegrænsningen. Legasov blev derefter udpeget som chef for regeringens katastrofekommission, der umiddelbart skulle håndtere konsekvenserne af Tjernobyl-hændelsen. Siden blev han den uanfægtelige autoritet i forhold til Tjernobyl-“ulykken” og valgte at forblive i den stilling indtil afslutningen af det, der blev kaldt “afviklingen”.
Undervejs hævdede han en “strålingsfare” for området, men nægtede samtidig at overlade posten til en kvalificeret videnskabsmand med relevant viden på området.
Gentagne gange blev han høfligt opfordret til at overdrage stillingen, såvel begrundet i den bemeldte strålingsfare som i hans videnskabelige profil, der var komplet irrelevant for opgaven (den havde intet med atomreaktorer og den tilhørende videnskab at gøre).

Interessante argumenter fra en mand i hans stilling var, at han “ikke var bange for radioaktivitet” og, at han omsider “forstod alt på stedet”, mens det naturligvis ville tage hans afløser tid at sætte sig ind i det hele. På den måde tilranede Legasov sig i praksis ledelsen af hele Tjernobyl-operationen og han udnyttede sin position ganske effektivt – som vi skal se senere.

Den anden højt placerede medsammensvorne, som kun ventede på at blive fundet den søndag, var general Vladimir Karpovich Pikalov – den daværende øverstbefalende for de sovjetiske styrker for kemisk krigsførelse. Også han blev meget hurtigt fundet og straks optaget i kommissionen, i realiteten som næstkommanderende. General Pikalov blev lokaliseret ubegribeligt hurtigt den følgende søndag morgen, ganske enkelt for hurtigt.

TJERNOBYL_General_Vladimir_Karpovich_Pikalov_332xy
General Vladimir Karpovich Pikalov på postkort. Foto: Internettet

 

[Når vi søger på navnene “Anatoly Diatlov”, “Valery Legasov” eller “Vladimir Karpovich Pikalov”, svømmer hverken Internettet eller Wikipedia over med informationer. Ved en søgning på Pikalovs navn fremkommer det samme billede i 2 udgaver. Herover ses det skarpeste af dem, postkortversionen af en hædret general. Ikke så stort, for han er åbenbart ekspederet ned i glemselshullet sammen med de to andre.]

Det lykkedes generalen at indfinde sig på Tjernobyl Atomkraftværk inden kl. 11 samme søndag [33½ time efter eksplosionen]. Han blev dermed øverste militære myndighed på stedet. Hans tjenesteområde og speciale var standard ABC-krigsførelse (Atomar, Biologisk og Cemisk).

De to påfaldende hurtigt tilvejebragte top-“specialister” ville i det følgende foretage sig det nødvendige for at fremkalde det hysteri, der snart skulle følge.

Ved selve ankomsten til “katastrofeområdet”, udtrykte Legasov først den “videnskabelige” opfattelse, at “nukleart brændsel fra reaktoren” endnu lå tilbage i eksplosionsområdet og måtte “neutraliseres for enhver pris”. Han foreslog regeringen at bombardere stedet med enorme kvanta af bly og borsyre i sække, hvilket, ifølge hans idé, måtte kastes ned fra helikoptere, der overfløj resterne af Bygning 4. Til trods for forslagets mangel på logik, blev det godkendt, idet Legasov ansås at være specialist på området, og alle andre var lægfolk. Det blev senere opgjort, at mere end en femtedel af hele Sovjets strategiske reserve af bly blev brugt til dette meningsløse forsøg. Senere ville Legasov foreslå bygningen af en enorm beskyttende “sarkofag” af jernbeton, der skulle placeres hen over resterne af Bygning 4. Fra et videnskabeligt synspunkt var disse ideer ren galimatias; ikke desto mindre blev de gennemført.

Efterhånden udførte general Pikalov sin del af jobbet. Rekognosceringsenheden for kemisk krigsførelse var allerede til stede ved hans ankomst og var i gang med at udføre målinger af de radioaktive niveauer i området, da Pikalov henvendte sig til officerer og soldater med nogenlunde følgende argument:
Jeg er en gammel mand, og I er stadig unge. Jeg skal alligevel snart dø, så lad mig foretage målingerne alene. I har et langt liv for jer, men med de radioaktive niveauer, der synes at herske her, vil jeres liv blive forkortet, hvis I deltager.
General Pikalov var ganske vist en ældre mand. Han var født i 1924 (altså 62 år). Men samtidig var han dekoreret veteran fra Anden Verdenskrig og en yderst respekteret militær chef i efterkrigstiden. Ingen af disse yngre soldater ville drømme om at mistænke en trestjernet helt, der atter optrådte heltemodigt. Man kan simpelthen ikke mistænke en sådan person, og Pikalov agerede fint i helterollen.

Denne manøvre gjorde det muligt for general Pikalov at sætte sig i et specialindrettet rekognosceringskøretøj, kun ledsaget af dets khazariske chauffør, og køre ind i alle “forurenede” områder på Tjernobyl Atomkraftværk angiveligt for at kortlægge “farlige” strålingsniveauer. Han returnerede med et kort, hvor han omhyggeligt havde markeret områderne for “radioaktiv forurening”. Ifølge kortet var strålingsniveauerne for “mindre farlige” zoner mellem 14 og 130 R/t og for “farlige” zoner mellem 300 og 2.300 R/t (røntgen pr. time – ikke millirøntgen pr. time).
På den måde havde hovedenheden i afdelingen for kemisk krigsførelse, da den senere nåede frem, intet at gøre yderligere, for alle “farlige” områder var allerede rekognosceret, udmålt og kortlagt af den heltemodige general Pikalov. Pikalovs kortlægning ville aldrig blive anfægtet af nogen inden for denne del af forsvaret. Det ville have været for respektløst.

Uheldigvis har virkningen af radioaktiv stråling intet at gøre med personligt mod eller personlige evner, ej heller med erfaring eller militær anseelse. Den kan kun gøres op ved hjælp af simpel matematik og evnen til at foretage enkle kalkulationer. Modtager nogen person mindre end 50 R, vil der ikke opstå synlige symptomer (men har den været over 15 R, vil der være usynlige skader). Ved mere end 50 R vil man inden for kort tid føle sig syg, ved mere end 100 R kan man dø, ved 150 R dør man sandsynligvis, ved 200 R dør man i de fleste tilfælde, ved 250 R er dødsraten tæt på 100%, ved 300 R er døden sikker, medmindre der er adgang til knoglemarvs-transplantation. Ved 3.000 R mister man øjeblikkeligt bevidstheden og vil dø i løbet af et par dage uden at have genvundet bevidstheden. Ved 8.000 R dræbes man på stedet.

General Pikalov tilbragte godt og vel en time i de forskellige “forurenede områder” og må jævnfør egne optegnelser have modtaget en morderisk strålingsdosis, nok til at slå ham ihjel 5–6 gange. Alene på grund af det antal Røntgen, han skulle have modtaget under sin “rekognoscerings-mission”, måtte han forventes at dø i løbet af 2–3 dage, hvis ikke direkte på stedet, i øvrigt sammen med sin brave chauffør. Overraskende nok døde ingen af dem, og Pikalov var rask nok til at kommandere rundt med sine naive underordnede i ganske lang tid – i størrelsesordenen mange måneder. Han fortsatte som chef for ABC-styrkerne i USSR frem til i det mindste 1991. Han døde af ordinær alderdom i 2003. Så han nåede faktisk at overleve en anden nuklear katastrofe (denne gang i ordets egentlige betydning), nemlig 9/11-katastrofen.

Alle informationer i det foregående kan verificeres, både hvad angår general V. K. Pikalovs levetid og hans “målinger” af radioaktive niveauer under den enestående og “heroiske” mission, udført uden vidner (chaufføren kan ikke regnes som vidne, da han forblev i bilen og ikke deltog i selve målingerne). Enhver, der er fortrolig med det russiske sprog, kan finde disse data ved en simpel søgning på Internettet. [I denne svenske rapport fra Socialstyrelsen (april 1992) fremgår det, at det var Vladimir Pikalovs målinger, der lå til grund for konstaterede strålingsniveauer. Det medførte bl.a. afvaskning af byen Kiev!]

General Pikalovs “strålingskort” var et trumfkort i hænderne på Legasov. Han udnyttede kortet med de enestående niveauer af “stråling” til at overbevise den sovjetiske regering om, at det var nødvendigt at iværksætte en umiddelbar evakuering af den nærmeste by, Pripyat – overvejende beboet af folk, der arbejdede på Tjernobyl Atomkraftværk.

Efter en kort tøven (faktisk forårsaget af kompetente videnskabsmænd, der alvorligt betvivlede Legasovs utrolige data og forsøgte at formå regeringen til at besinde sig), besluttede den sovjetiske regering at sætte evakueringen af Pripyat i gang. Den begyndte den 27. april 1986 kl. 14 [36½ time efter eksplosionen og kun 3 timer efter general Pikalovs ankomst til atomkraftværket], og fra det tidspunkt begyndte atomfare-hysteriet at brede sig i Sovjetunionen.

De ansvarlige for Thernobyl-“ulykken” spildte ikke tiden med at afvente den sovjetiske regerings beslutning i den sag. Det var nødvendigt at igangsætte hysteriet uden for Sovjetunionen også. Det var ydermere vigtigt for dem at miskreditere den sovjetiske regering ved at skabe indtryk af, at den forsøgte at “skjule” en “nuklear katastrofe” for omverdenen (og for den sovjetiske befolkning).

Til det formål blev et bestemt kneb taget i brug: Nogle ansatte på Forsmark Atomkraftværk i Sverige blev ved afløsningen mellem to skifter “rutinemæssigt undersøgt” for radioaktivitet. Denne “rutinemåling” afslørede nogle besynderlige “radionuklider”* på de ansatte. Det blev først “antaget”, at den radioaktive forurening af dem skyldtes en uopdaget læk i Forsmark-anlægget, og angiveligt blev “en omfattende undersøgelse efter udslip” “gennemført” på Forsmark.

*) Se emner om radioaktivitet under Sundhedsstyrelsen.

Som du sikkert aner, førte denne “omfattende undersøgelse” ikke til afsløringen af nogen utæthed. Det blev derefter antaget, at de besynderlige radionuklider måtte komme et andet sted fra. Yderligere “undersøgelser” “afslørede”, at radionukliderne var blæst med vinden – i form af “radioaktivt nedfald”, og visse engagerede svenskere pegede prompte på “den nukleare katastrofe på Thernobyl” som kilden til det påståede “nukleare nedfald” i Sverige.
Denne mistanke blev lanceret på trods af det interessante faktum, at nyheden om “katastrofen” på Tjernobyl endnu ikke var frigivet! Begivenheden var udelukkende kendt af den øverste sovjetiske ledelse, de tilstedeværende ansatte på Tjernobyl og – naturligvis – de faktiske gerningsmænd bag “katastrofen”. Spørgsmålet: hvorfra de “engagerede” svenskere havde fået deres tip om, hvad der faktisk var indtruffet på atomkraftværket i Thernobyl – forbliver et mysterium til i dag. Ingen vover åbenbart at åbne munden og forklare sig.

Fra det tidspunkt blev den sovjetiske regering af de hysteriske svenske [læs: jødisk kontrollerede] medier øjeblikkeligt beskyldt for at “forsøge at skjule sandheden” om den påståede “nukleare katastrofe”, som angiveligt sendte “radioaktivt nedfald” så langt væk som til Sverige.
I realiteternes verden var den sovjetiske regering under alle omstændigheder nødsaget til på det tidspunkt at annoncere Tjernobyl-hændelsen, da den omsider var blevet overbevist af Legasov og havde givet grønt lys for evakueringen af byen Pripyat. [Husk på, at begivenheden kun var 36 timer gammel på det tidspunkt.] Men udadtil kom det til at se ud som om, at den sovjetiske regering først havde “indrømmet” den “nukleare katastrofe” under pres; efter den svenske alarmering om “radioaktivt nedfald”.

Forventeligt bredte atomskrækken sig hurtigt ud over de svenske grænser til resten af Europa og nåede snart USA, Canada og selv Australien. Flere europæiske lande begyndte at opdage spor af radionuklider på deres territorier, og Thernobyl-“udslippet” fik skylden for dem alle. Beretningerne blev negativt forstærket af general Pikalovs “åbenhjertige” erkendelse af, at to kraftige hvirvelstorme “syntes” at havde ført en radioaktiv sky med sig, først til Tyskland – igennem Tyskland, og videre – til Bulgarien.
[Disse vindretninger burde lade Forsmark, som ligger mindst 8–700 km uden for disse ruter, ude af “farezonen”.]

For totalt at chokere den hellige enfold søsatte general Pikalov de mest utrolige påstande: Han hævdede, at europæerne kunne takke forsynet for, at en termonuklear udladning [som i en atombombe] ikke havde fundet sted i Tjernobyl. Det var, påstod han, på et hængende hår, at vi alle undgik en egentlig atomsprængning (idet han dermed antydede, at enhver nuklear proces ville kunne udvikle sig til en atombombe). Dermed lod han forstå, at den samlede mængde nukleart brændsel i de 4 reaktorer på Tjernobyl kunne have udviklet en “termonuklear udladning” af fatalt omfang.
(Ironisk nok var den detonator, som general Pikalov hentydede til, allerede blevet affyret, men selv udløsningen af en miniatombombe under Reaktor 4, som der reelt var tale om i Tjernobyl, havde ikke haft den påståede effekt, lige så lidt som atombombeteknologi har noget som helst at gøre med fredelig udnyttelse af kærnekraft i almindelighed eller med Tjernobyl i særdeleshed. Nogen udefra havde plantet en miniatombombe i atomkraftanlægget.)

Hysteriet i offentligheden efter disse “afsløringer” af “niveauer for radioaktivitet” og andre rablende påstande var så intenst og så velorganiseret, at praktisk taget ingen videnskabsmand på det nukleare område turde åbne munden og udtrykke sin ærlige mening under disse omstændigheder. De fleste videnskabsfolk med indsigt valgte simpelthen at forholde sig tavse i forhold til Tjernobyl-begivenheden; og dermed overlod de scenen til hysteriets journalister, der hurtigt “beviste” for de måbende plebejere (deres hysteri kom næsten til at overgå journalisternes), at en hvilken som helst reaktor (og især en sovjetisk bygget) repræsenterede en ekstrem risiko for menneskeheden og måtte fjernes hurtigst muligt.

Forventeligt risikerede de franske myndigheder som de eneste at stå frem og definitivt erklære, at den såkaldte Tjernobyl-katastrofe overhovedet ingen skadelige virkninger havde for Europa. Franske atomvidenskabsmænd forsøgte oven i købet at stille sig til rådighed med information, fx om det afgørende faktum, at en atomreaktor ikke kan udløse en nuklear eksplosion (og heller ikke en konventionel [i forhold til det nukleare brændsel]) – og forsøgte åbenbart at tilføre massehysteriet lidt sund fornuft. Det velorkestrerede anti-atomkraft-hysteri fortsatte. Stort set alle europæiske lande var i stand til at finde i det mindste enkelte “radionuklider hidrørende fra radioaktivt nedfald forårsaget af Tjernobyl”. Vanviddet lod sig ikke stoppe. Konceptet “atomkraftværk” blev sidestillet med den onde selv. Det var præcis det mål, gerningsmændene stilede imod: dette var indledningen til den civile kærnekraftindustris død, især den sovjetiske.

Der må ikke herske tvivl om, at de radionuklider, der blev fundet forskellige steder i Europa, virkelig blev “fundet” og at de var ægte radionuklider. Men de behøvede absolut ikke at være “blæst med vinden” (som det blev påstået) og kunne i realiteten være plantet (som der opstod velbegrundet mistanke om).
Man kan foretage følgende tankeeksperiment: Nogen har organiseret en kritisk operation, der indbefatter miniatombombning af en atomreaktor i en skarpt bevogtet facilitet på fjendtligt territorium, og dertil har gerningsmanden engageret to højt placerede forrædere i den fjendtlige organisations videnskabelige og militære ledelse – indtil da hvilende agenter i et strategisk beredskab, kun til rådighed denne ene gang. Tror du, kære læser, at det ville være vanskeligt for denne gerningsmand at rekruttere et antal hjælpere til at anbringe de nødvendige radionuklider på et antal udvalgte steder i Europa? Selvfølgelig ikke. “The good guys” anbragte naturligvis radionukliderne, hvor de havde størst effekt, og et antal motiverede kontrollanter blev “uafvidende” tilkaldt for at kontrollere fundene. Læseren må ikke et øjeblik betvivle, at det var sådan, det “radioaktive nedfald” kom til stede; alle de steder, det blev rapporteret.

I mellemtiden fortsatte “afviklingen” af atomkraftværket i Tjernobyl. I september (!!!) 1986 blev det konstateret, at et antal mennesker, der havde arbejdet på værket siden 2.-dagen efter “katastrofen” havde akkumuleret den “ulovlige” dosis på 25 R – maksimum tilladt dosis i USSR for kampstyrker i krig. [Som enhver kan regne ud, var denne dosis modtaget over et tidsrum af 127 dage eller mere end 3000 timer.] Disse doser var, uagtet de var relativt harmløse, udtryk for sjusk eller måske uheld og har repræsenteret en undtagelse. De marginalt strålingsramte blev prompte sendt væk fra Tjernobyl og måtte ikke arbejde i nærheden af en radioaktiv kilde i 2 år.
Hovedparten af “afviklerne” havde ikke engang modtaget 10 R under deres totale arbejdsperiode, der kunne variere fra 2 til 4 måneder, i enkelte tilfælde op til 7 måneder.

Disse tal for faktisk akkumuleret stråling hos mennesker, der arbejdede på Tjernobyl, stod i skarp kontrast til den hævdede omfattende “stråling”, der var blevet “målt” af general Pikalov. Ulykkeligvis, men af forståelige grunde, udfordrede ingen dengang autoritetens resultater under hans “heroiske” opklaringsmission. Sådan var det i 1986, og sådan er det i dag, i 2012. Derfor er de hævdede strålingsniveauer, der rækker fra titals til tusinder (!) af røntgen pr. time, forblevet de officielle tal.

Jeg vil tro, at i de allerførste stadier af Tjernobyl-kampagnen må der i det mindste have været enkelte ærlige atomvidenskabsmænd, der forsøgte at anfægte de latterlige påstande fra kampagnens hovedaktører – Legasov og Pikalov. Desværre var alle i en sådan tilstand af chok og forvirring, at den slags umiddelbare indvendinger måtte drukne i tumulten. Legasov og Pikalov havde tegnet et så rædselsvækkende billede af “katastrofen”, at enhver ærlig tjenestemand hellere gjorde sit yderste for at forhindre det værst tænkelige scenarium end lyttede til forslag om et mindre drastisk alternativ. Det er ganske forståeligt ud fra en psykologisk vurdering. Og senere, under den videre udfoldelse af Tjernobyl-kampagnen, blev det for sent at udtrykke holdninger, der modsagde den officielle tolkning af begivenhederne (bl.a. tallene for de officielt fastlagte niveauer af radioaktivitet).

Når man sammenligner med begivenhederne under det senere 9/11, er det ikke vanskeligt at leve sig ind i, hvor vanskeligt det må have været at anfægte masterplanen. Ville det have været muligt for en videnskabsmand at blive hørt og respekteret, hvis han var stået frem under det indledende “luftangreb” på World Trade Center med påstanden: at aluminiumsfly ikke under nogen omstændigheder ville kunne gennembryde tvillingetårnenes ydermure af stål? Tro mig, det ville ikke have lykkedes selv for en videnskabsmand.
Og endnu har ingen videnskabsmand i USA vovet at stå offentligt frem for at hævde en så simpel fysisk kendsgerning. [Se vores eksempel i artiklen WTC-attentatet opklaret (søg med “tankeeksperiment”).]
Når der igen blev rum til eftertanke, var det for sent for videnskaben at anfægte de officielt etablere facts [og givetvis for risikabelt; arbejde og anseelse stod på spil].

Det farligste job under den såkaldte afvikling af atomkraftværket i Tjernobyl var at flytte grafitblokkene, der var den egentlige kilde til radioaktiviteten, til en isoleret lokalitet og deponere dem under sikre omstændigheder. Det var den eneste vigtige opgave; alt andet var slag i luften og spild af gode kræfter forårsaget af latterlige påstande fra charlataner som Legasov og Pikalov. De radioaktive grafitstykker blev fjernet af “afviklere” iklædt tungt beskyttelsesudstyr (i militæret kaldt “bio-robotter”).

Efter de daværende strenge sovjetiske sikkerhedsstandarder for tilladt radioaktiv stråling blev alle niveauer af radioaktivitet fra grafitblokkene målt, og der blev etableret sikre arbejdsperioder for deres håndtering. Som konsekvens kunne de involverede arbejdere højst udføre 40 sekunders arbejde på tagene af de omkringliggende bygninger. I praksis kunne en arbejder, iført en ekstremt tung beskyttelsesdragt (så tung at det var yderst besværligt at bevæge sig med den på), kun nå at gå ud i det farlige område, gribe et enkelt vragstykke (hidrørende fra den øverste del af Reaktor 4), enten en grafitblok, eller et andet løst stykke, kaste det i en opsamlingsbeholder eller ned fra taget og derefter forlade stedet hurtigst muligt. En arbejder måtte kun udføre en sådan opsamling én gang, idet han dermed kunne have modtaget den maksimalt tilladte strålingsdosis. Ingen af arbejderne, der havde udført disse 40-sekunders-indsættelser på tagene, blev senere udsat for nogen form for strålingsrisiko; ofte blev de sendt direkte hjem.

I det perspektiv forstår man, hvorfor de brandmænd, der kravlede op på tagene til nabobygningerne for at bekæmpe brandene umiddelbart efter eksplosionen, døde af akut strålingssyge. Nogle af dem opholdt sig i dette risikoområde i mere end 4 timer uden beskyttelse i et strålingsniveau, der krævede tung beskyttelsesdragt og højst 40 sekunders indsats.

Det var kun vragresterne på tagene, der dikterede de besværlige forholdsregler. Det var lettere at håndtere vragresterne spredt rundt om på jorden. Der blev hurtigt udviklet fjernbetjente bulldozers, der kunne fjerne løse vragdele sammen med det øverste lag jord, som var blevet forurenet ved berøringen med dem, og dermed blev ingen mennesker udsat for yderligere risiko. Hovedparten af den tilbageværende oprydning blev foretaget ved hjælp af den slags robotter. Inden for 2 måneder fandtes der ikke flere radioaktive rester fra reaktoren på området, og dermed var den eneste kilde til radioaktiv forurening fra Tjernobyl ophørt med at eksistere.

Men det gjaldt ikke hysteriet. Det fortsatte; endog på trods af, at der i december 1986 blev rejst en enorm beskyttelses-“sarkofag” over den ødelagte Reaktor 4 – efter krav fra charlatanen Legasov.


“Betonsarkofagen” over Reaktor 4 på Tjernobyl Atomkraftværk.
Foto: Roman Korzh, Google Earth

 

Faktisk var Legasovs primære argument for denne enestående foranstaltning, at “nukleart brændsel” fra den ødelagte reaktor angiveligt “overlevede” eksplosionen, “smeltede ned” og efter påstanden “var forblevet i nedsmeltet tilstand”, hvorved det kunne “vedligeholde en nuklear reaktion”. Trods det komplet forrykte i påstanden, blev den hovedargumentet for ethvert af Legasovs træk i afviklingen af Tjernobyl Atomkraftværk. Kun flytningen og sikringen af de virkeligt farlige grafitrester gav mening og var under alle omstændigheder en indlysende forholdsregel med eller uden Legasovs “ekspertise”. 

Praktisk taget alle atomvidenskabsmænd betvivlede påstanden om “tilbageværende brændsel”, men ingen tog notits af videnskaben, for Legasov sad på den afgørende kommandopost og kunne diktere sine undergravende ideer til enhver beslutningstager på alle niveauer – inklusive den sovjetiske regering og lederskabet i CPSU [engelsk forkortelse for Sovjetunionens Kommunistparti].

Endelig langt om længe fik sande atomspecialister indsigt med, at der ikke var rester af brændsel i den ødelagte reaktor. Legasovs uvidenskabelige hypoteser blev til sidst effektivt tilbagevist, og dermed forsvandt endegyldigt grundlaget for hans påstande og krav. Men selv med den erkendelse var det ikke muligt at ændre den oprindelige udlægning af begivenhederne. Den har overlevet som den officielle forklaring frem til i dag. De forkvaklede data og uansvarlige påstande om “radioaktiv forurening”, angiveligt forårsaget af den såkaldte Tjernobyl-katastrofe, implicerede endog Hviderusland, og “radioaktivt nedfald” skulle have nået Norge, Italien og Storbritannien. 

Forfatteren af disse linjer var på tidspunktet for Tjernobyl-“katastrofen” i 1986 endnu ikke udnævnt til officer, men fortsat kadet på sidste år på militærakademiet i Leningrad. Eftersom kadetter formelt var menige infanterister, var vi endnu defineret ved vores våbenfunktion (riffelskytte, maskingeværskytte, RPG-skytte [Rocket-Propelled Granate, raketskytte], osv.). Min var ret unik, jeg var specialist i radioaktivitetssporing, officielt benævnt “dosimetrist” – og min opgave var at lokalisere og måle niveauer af radioaktivitet under en atomkrig.

Da det beskrevne massehysteri var begyndt, og påstanden om “radioaktiv forurening” fra Tjernobyl var nået til Sverige og Finland, blev alle ledige dosimetrister i Leningrad-området øjeblikkeligt sendt ud for at måle radioaktivitet forskellige steder i byen og finde ud af om Leningrad og omgivelser var påvirket på nogen måde. Jeg var ikke i stand til at måle noget unormalt overhovedet (og det samme gjaldt mine kollegaer). Jeg blev også ved et par lejligheder sendt ud for at måle strålingsniveauet i forsendelser af frugter og grøntsager fra Ukraine, men jeg fandt aldrig noget unormalt (og jeg har aldrig erfaret, at andre dosimetrister skulle havde fundet radioaktivitet i produkter fra Ukraine). Dette var min personlige oplevelse af Tjernobyl-“katastrofen” under begivenhederne i 1986.

Efter at have afsluttet militærakademiet i 1987, blev jeg først sendt til 12. Chefdirektorat, og derefter til: Særlig Kontrol Tjeneste (denne tjeneste førte bl.a. kontrol med atomeksplosioner). Mens jeg var tjenestegørende der, talte jeg med mange af officererne, der året forinden havde været udkommanderet til Tjernobyl for at håndtere konsekvenserne af “katastrofen”. Alle kunne oplyse, at de ikke havde mødt farlige strålingsniveauer, ikke engang på selve kraftværkets område, og slet ikke i dets omgivelser. Desuden var de tre tilbageværende reaktorer på Tjernobyl Atomkraftværk fortsat med at fungere i normal drift og uden nogen ændringer i driftsplanerne. Det virkede fuldstændigt som om, at intet unormalt var overgået Reaktor 4.

Alle mine kollegaer fra den særlige kontrolenhed var sunde og raske, hverken plaget af strålingssyge, kræftsymptomer eller andet strålingsrelateret til trods for, at de alle havde opholdt sig mindst 4 måneder i Tjernobyl-området. Og hvad angik den “uforklarlige” eksplosion i Reaktor 4 var ingen af dem i tvivl om, at det var en nuklear eksplosion. Det blev hændelsen imidlertid ikke mindre uforklarlig af, eftersom alle og enhver vidste, at en atomreaktor ikke kan udløse en nuklear eksplosion [løbe løbsk og blive en atombombe], hverken ved et uheld eller ved ond indgriben. Kun et atomvåben, der er konstrueret som et sådant, kan forårsage en nuklear eksplosion. I det mindste har atomvåben én god egenskab: de kan ikke udløses ved tilfældige påvirkninger fra omgivelserne. En atombombe udløses først, når bombens operatør beslutter at igangsætte den specifikke procedure, der udløser en nuklear kædereaktion. Og sådan forholdt det sig også i Tjernobyl-tilfældet.

Interessant nok gik akademikeren Valeri Legasov (stadig uden relevant viden om nukleare reaktorer) efter Tjernobyl-“katastrofen” i gang med at kritisere designet af den “eksploderede” reaktor i Tjernobyl. Han erklærede, at den angiveligt havde “visse fejl”. Hans uansvarlige nonsens blev massivt publiceret til højre og venstre af motiverede medier, og ingen ærlig videnskabsmand fik mulighed for at udfordre ham, for Legasov var på det tidspunkt nationens helt, der havde udstået syv farlige måneder på Tjernobyl-kraftværket; han blev nu opfattet som den, der måtte have “fingeren på pulsen”. Legasov udgydelser bidrog til at miskreditere den fredelige udnyttelse af atomkraft, både i USSR og andre steder.

Forventeligt medførte masterplanen, at da han først havde udført jobbet, var han blevet så kontroversiel, at han nødvendigvis måtte afgå ved en sandsynlig død. Det var ikke vanskeligt for Legasov at finde et passende påskud for sin “exit”. Akademi-medlemmet Legasov var til trods for sin heltestatus ikke specielt velkommen i videnskabelige cirkler. For ærlige videnskabsmænd var Legasov i et og alt en kvaksalver, der ganske åbenbart måtte stå på lønningslisten hos fjender af USSR. Det var indlysende for enhver nøgtern person, at Legasov var en forræder, der var hyret til at sabotere en blomstrende fredelig atomindustri og til at miskreditere ærlige videnskabsmænd og deres meninger over for offentligheden. Så samtidig med, at Tjernobyl-helten blev hyldet af plebejerne, blev han mødt med foragt blandt sine tidligere kollegaer.

Under de givne omstændigheder besluttede Legasov (eller sandsynligvis dem, der satte ham i scene), at den mest plausible dødsårsag ville være et regulært selvmord. Legasov “begik” derefter selvmord så overbevisende som overhovedet muligt: han skrev sit testamente – dvs. han efterlod et bånd med sin bekymring over de påståede “fejl” i det sovjetiske reaktordesign (som om det ikke allerede var blevet publiceret og tilgængeligt overalt). Han gemte båndet, hvor det let kunne findes. Den 27. april 1988 (påfaldende tæt på toårsdagen for “katastrofen”), lagde han sin pistol med tilhørende ammunition i skuffen på sit skrivebord og foregav at hænge sig (senere ville konspirationsteoretikere kunne spørge: hvorfor foretrak Legasov at hænge sig frem for at skyde sig?).
[Under alle omstændigheder er det mere “renligt” med en hængning. Iscenesætterne undgår at skulle arrangere besværlige blodspor, der helst skulle være af den rigtige type, og problemerne med et projektil, der helst skal være deformeret rigtigt, ende det rigtige sted og præsentere de rigtige vævsrester, m.m.a.]

Medsammensvorne bekræftede pænt og ordentligt hans “død” og arrangerede en troværdig “begravelse”. Hans motiv var indlysende. Andre videnskabsmænd i det anerkendte akademi foragtede ham. Hans afgang gav yderligere anledning til konspirationsteorier blandt menigmand om, at det nok var KGB, der havde hængt ham, fordi han havde kritiseret det sovjetiske reaktordesign (for hvis han virkelig ville begå selvmord, havde han nok valgt at skyde sig med den pistol, der lå i skuffen! lød argumentet).

Under alle omstændigheder tilførte hans “selvmord” og “testamente” yderligere “troværdighed” til påstanden om fejl i reaktordesignet og fremmede dermed ét af de overordnede mål med Tjernobyl-kampagnen: at levere dødsstødet mod udnyttelsen af kærnekraft til fredelige formål. Tidligere medlem af Det Sovjetiske Akademi – Valeri Legasov havde tilsyneladende udført sit job tilfredsstillende. Det er en udbredt mistanke, at han i dag (2012) lever i USA under nyt navn inden for rammerne af det notoriske “vidnebeskyttelsesprogram”. 

Hans hovedmedskyldige, general Pikalov, var åbenbart mindre skandaliseret, og at ændre levested i hans alder var kun en teoretisk mulighed. Pikalov fortsatte sit liv i Sovjetunionen og senere i Rusland. Indtil sin død fastholdt han påstanden om de uvirkelige niveauer for radioaktivitet, og det samme med historien om den overhængende mulighed for en “termonuklear” eksplosion på Tjernobyl Atomkraftværk.

Pikalov fortsatte som en af hovedkræfterne i kampagnen for at lukke atomkraftværket i Tjernobyl. Han medvirkede også til en betydelig [ensidig] afvæbning af Sovjetunionen og senere Rusland mht. kemiske våben – til udelt begejstring for kollegaerne i USA. Til trods for sin rolle i denne forræderiske nedrustning [det har aldrig været muligt at overskue de samlede beholdninger i USA og Israel] nød general Pikalov sit otium som helt efter Tjernobyl-dagene. I virkeligheden var general Pikalov, i modsætning til Legasov, i det mindste på overfladen, en sympatisk og professionel person inden for rammerne af sit normale virkefelt.

Den ydmyge forfatter af disse linjer har personligt været i kontakt med ham og kan bekræfte, at han bestemt var en behagelig person og absolut virkede professionel. En af disse kontakter med general Pikalov handlede ironisk nok om måling af radioaktivitet. Vores geigertæller kom pludselig til live og begyndte at indikere, at noget var galt med niveauerne for radioaktivitet (det havde intet med Tjernobyl at gøre, men med et deponeringsområde for reaktoraffald). Vores sædvanlige “ABC-officer”, der var til stede den dag, tog et dosimeter og bevægede sig rundt i området for at måle de præcise værdier af stråling.

Han vendte tilbage i en tilstand af chok, for niveauerne, han netop havde målt, var i nærheden af 20 R/t, nok til at vi burde brænde alle hemmelige dokumenter på vores kommandopost og tage benene på nakken. Men eftersom målingerne var ret utrolige, besluttede vi at rapportere dem til vagthavende officer hos ABC-styrkerne først. Inden for 3 minutter ringede general Pikalov (endnu ABC-chef) og udtrykte over for mig sin tvivl om de målte niveauer. Han foreslog, at den, der havde foretaget målingerne, nok havde benyttet en forkert skala og fortolket millirøntgen som røntgen. Og det var præcis, hvad der var sket. Vores ABC-person havde målt millirøntgen. I det mindste husker jeg denne episode som udtryk for, at general Pikalov var ganske god til sit job. Det betød også, at han ikke selv ville begå den fejl, og derfor var der ikke tale om fejlfortolkning af strålingsniveauer under hans famøse “målinger” på Tjernobyl Atomkraftværk.

I modsætning til mange andre sovjetiske generaler blev general Pikalov opfattet som yderst kyndig inden for sit fagområde. Han vidste præcist, hvad han foretog sig, og af samme grund nød han betydeligt respekt blandt øvrige sovjetiske officerer. Jeg har aldrig hørt en eneste person ytre en negativ bemærkning om ham. Alle syntes om ham.
Tilbage står stadig det faktum, at ingen ringere end general Vladimir Karpovich Pikalov udfyldte den ene hovedrolle under Tjernobyl-kampagnen, og at den anden blev udført af medlem af Akademiet, Valeri Legasov (nu “forhenværende”). Fakta er vanskelige at komme uden om, og det er et faktum, at general Pikalov hævdede at have målt helt usandsynlige niveauer på “tusinder af røntgen pr. time” [som ville have dræbt ham inden for få timer], og disse niveauer citeres stadig rundt om i Europa sammen med påstanden om radioaktivt nedfald. Det er også et faktum, at han gjordes sig skyldig i den pseudovidenskabelige betragtning, at en “termonuklear eksplosion” ville kunne opstå i en atomreaktor …

Under alle omstændigheder blev general Pikalov opfattet som helt. I virkeligheden i en udstrækning, så der efter hans død i 2003 blev indstiftet en særlig “General Pikalov-medalje”, møntet på fortjenstfulde indsatser inden for ABC-tjenesten. Dermed hævedes navnet Pikalov til samme niveau som Suvorov, Kutuzov, Ushakov og Nakhimov, de eneste fire russiske militære ledere (alle fra før det 20. århundrede), der har fået æresbevisninger opkaldt efter sig. Måske “fortjente” han positionen. Han udførte uden tvivl et “godt” job, både i forhold til ABC-tjenesten og i forhold til den fredelige atomindustri …
 [Søg fx på “Ushakov” på Internettet og bemærk opsætningen i Wikipedia, og derefter med “Vladimir Karpovich Pikalov” til sammenligning i Wikimedia.]

Eftersom ingen siden har været i stand til at levere en fornuftig forklaring på den fysiske natur af den enorme eksplosion, der var kraftig nok til at fjerne en 2.500 tons tung betonoverdækning, står spørgsmålet åbent endnu i dag. Åbenbart ønsker ingen officielt at indrømme, at sprængningen skyldtes en miniatombombe, der var smuglet ind i anlægget af en forræder og gemt under reaktoren. Der blev gjort vage forsøg på at forklare den mystiske sprængning som en “dampeksplosion” i reaktorens kølingssystem, men de var ikke i nærheden af at være plausible. Mystikken om “atomkatastrofen” på Tjernobyl forbliver officielt uforklaret.

Alligevel, i et forsøg på at gøre teorien om en “dampeksplosion” troværdig, blev de ansatte på Tjernobyl, af visse højtstående myndighedspersoner på det tidspunkt, beordret til at “indrømme”, at de havde udført et bestemt “eksperiment” mens reaktorens nødsystem var lukket ned – hvilket angiveligt skulle have medført “dampeksplosionen”.

Denne forklaring har samme natur som den officielle udlægning af angrebet på Pentagon, der ville vide, at det var et passagerfly, der havde fløjet næsten halvvejs gennem krigshelligdommen den 11. september 2001. Denne dækhistorie var mindre farlig for myndighederne end indrømmelsen af, hvad der virkelig havde fundet sted.
[Et eksempel på den “1. sandhed”, “sandheden” for plebejerne.]

Der fandt ingen “eksperimenter” sted den nat. Eksperimenter udføres ikke på arbejdende atomkraftværker. Det synes at være logisk. Endvidere ville en lørdag nat være et uhensigtsmæssigt tidspunkt for et eksperiment, når kun natskiftet og ingen chefingeniør var til stede.
Reaktor 4 eksploderede på mystisk vis – javist, men ved at en mystisk miniatombombe blev udløst under reaktoren. Derved blev størstedelen af reaktoren reduceret til plasmatilstand, mens de øverste dele af grafitmoderatoren, blev slynget ud og landede på de nærmeste tage og omgivelser.
Resten kender du.

Det var den u-officielle og politisk ukorrekte forklaring på Tjernobyl-hændelsen.

Nu vil jeg gennemgå en officiel og politisk korrekt version, som den bliver leveret af Wikipedia. Jeg behandler kun artiklens hovedpåstande for at modbevise dem, ikke hele artiklen – der i øvrigt er et godt eksempel på den klassiske genre af politisk korrekthed, på overfladen redelig med sin subtile form for anti-Sovjet-propaganda.

(Forfatteren af disse linjer er ikke passioneret tilhænger af det tidligere Sovjet-regime. Faktisk var jeg ret kritisk, især over for den udgave, der fandtes frem mod slutningen. Under mine 10 års tjeneste i den sovjetiske hær afviste jeg at være medlem af kommunistpartiet, selv om dette var en forudsætning for at gøre karriere. Oven i købet var det i min stilling obligatorisk at være medlem af CPSU. Faktisk havde jeg ikke lov til at besætte min stilling i den særlige tjeneste, og min tilstedeværelse var mere en undtagelse, der bekræftede reglen. Vi var to ud af 2.000 officerer inden for den tjenestegren, der ikke var medlem af partiet. Så når jeg siger, at noget tilsyneladende er antisovjetisk, betyder det ikke, at jeg som tidligere sovjetborger eller af anden grund føler mig personligt krænket. Jeg er simpelthen modstander af skrupelløse skribenter, der med parasitisk forkærlighed ernærer sig ved at udbrede hotte emner i en form, der er godkendt af deres herrer.)

Lad os begynde:

Tjernobyl katastrofen fra engelsk Wikipedia.
[Vi oversætter forfatterens kommentarer, der referer til den engelske udgave fra 2008, men linket herover er til den nutidige pr. december 2014. Der findes også en dansk udgave, men udgaverne er som sædvanligt ikke identiske.]

Forfatterens NOTE: Denne Wikipedia-artikel er fra 2008, fordi dette kapitel af min bog oprindeligt blev skrevet i 2008 og refererer til den samtidige artikel fra Wikipedia. Jeg har bemærket, at i 2010 blev den tidligere Wikipedia-artikel opdateret og dens nutidige indhold kan variere fra det, der var online i 2008. Jeg kan stille en original 2008-udgave af artiklen til rådighed om nødvendigt, idet jeg gemte en kopi som CHM-fil. Kontakt mig, hvis du ønsker den oprindelige 2008-artikel, eller af anden årsag. [Kontaktadresser til Dimitri Khalezov findes nederst i artiklen WTC-attentatet opklaret.]

I citaterne er mine fremhævelser i fede typer; de direkte citater er i kursiv; mine kommentarer er i normalskrift.

Tjernobyl katastrofen var et atomreaktoruheld på atomkraftværket i Tjernobyl i Sovjetunionen (nordlige Ukraine). Det var det værste uheld i et atomkraftværk gennem historien og det eneste på niveau 7 på den internationale Atomhændelsesskala og resulterede i en omfattende frigivelse af radioaktivitet til det omgivende miljø som følge af en massiv kraftudladning, der ødelagde reaktoren …

To personer døde som følge af den initiale dampeksplosion, men de fleste dødsfald efter ulykken skyldtes nedfald …

– I virkeligheden døde ingen på grund af en “dampeksplosion”, måske med undtagelse af to atombombemænd, der nu residerer i USA – dem, der bragte miniatombomben ind; de måtte placeres på listen over døde, så de definitivt var ude af billedet. De fleste dødsfald skyldtes ikke “nedfald”, men udelukkende nærkontakt med radioaktive vragstykker fra reaktoren, fortrinsvis med grafitblokkene, der udsendte høj radioaktivitet helt tæt på (men ikke særlig langt væk). 

Den 26. april 1986 kl. 01.23.44 (UTC+3) eksploderede reaktor nr. 4 på Tjernobyl anlægget nær Pripyat i det ukrainske del af Sovjetunionen. Yderligere eksplosioner og den resulterende brand sendte en sky af højradioaktivt materiale ud i atmosfæren og ud over et udstrakt geografisk område

– løgn. Der var ikke “yderligere eksplosioner”, kun én. Mht. det påståede nedfald og det “udstrakte geografiske område” ved du allerede bedre.

… Fire hundrede gange mere radioaktivt materiale blev frigivet end ved atombombningen af Hiroshima …

– Det er tænkeligt. Forestiller man sig, at udladningen i luften over Hiroshima var sket i tilstrækkelig højde over nulpunktet, ville den intet radioaktivt materiale frigive overhovedet, og den ville ikke have forårsaget radioaktivt nedfald andre steder. Selv den mindste radioaktive forurening vil overgå den i Hiroshima med tusinder, måske millioner af gange. Det er nemt at snyde lægmand med den slags sammenligninger uden direkte at lyve, men “sandheden” ovenfor er vildledende, og formålet med vildledningen er åbenbar.

… Skyen drev ud over store områder af Sovjetunionen, Østeuropa, Vesteuropa, Nordeuropa og det østlige Nordamerika …

– løgn. Især fordi selv “Nordamerika” er med her. Men vær sikker på, at det hævdede “nedfald” virkelig blev “fundet” i “det østlige Nordamerika”  – eftersom selve drejebogen for Tjernobyl-kampagnen utvivlsomt kom derfra. Men det betyder naturligvis ikke, at de fundne radionuklider havde foretaget rejsen med vinden, snarere på hjul, når hovedaktørernes medgerningsmænd plantede dem på udvalgte lokationer.

… Store områder i Ukraine, Hviderusland og Rusland blev alvorligt forurenet og medførte at over 336.000 mennesker blev evakueret. Ifølge officielle data fra efter Sovjetunionen, landede omkring 60% af det radioaktive nedfald i Hviderusland …

– sandt nok, at mange mennesker blev sendt fra hus og hjem som konsekvens af Legasovs og Pikalovs bestræbelser. Det lykkedes det to at overtale den sovjetiske regering til at evakuere ganske store områder ved at vifte med deres “kort over radioaktivitet”. Med hensyn til “data fra efter Sovjetunionen”, så blev de mest rablende input fra charlatanerne Legasov og Pikalov, især hvis de var totalt blottet for sund fornuft, ikke taget højtideligt i sovjettiden. Men efter Sovjetunionen blev de offentliggjort  – til trods for, at de stadig modsiges af al sund fornuft.

… Ulykken skabte bekymring om sikkerheden i den sovjetiske atomkraftindustri, hvilket satte udviklingstempoet ned gennem nogle år …

– bestemt sandt. Det var præcis intentionen hos planlæggerne af denne “katastrofe”.

… mens sovjetregeringen blev tvunget til at optræde mindre hemmelighedsfuldt …

– måske … hvem kan vide, om den optrådte mere eller mindre hemmelighedsfuldt siden da? Hvem ligger inde med tallene for “hemmelighedsfuldhed”?

… De nu Ruslands-uafhængige lande, Ukraine og Hviderusland, er blevet bebyrdet med vedholdende og omfattende forureningsbekæmpelse og udgifter til sundhedsprogrammer på grund af Tjernobyl-ulykken …

– det første er helt sikkert rigtigt. Ingen ansat på Tjernobyl-kraftværket ville undlade at indløse de kompensationer, der var blevet lovet ham i 1986, og ingen ville undlade at udnytte regeringens gratis lægebehandling for en hvilken som helst sygdom eller lidelse, der måtte indfinde sig senere, uanset sygdommens eller lidelsens årsag. Sådan er vi mennesker. Hvem afstår fra oplagte fordele?
Men den anden del af påstanden ovenfor om “vedholdende forureningsbekæmpelse” er løgn. Hvilket land ville bruge en nikkel på at fjerne “radioaktiv forurening”, hvis det viste sig, at radioaktiviteten var nul? [Her vil vi tillade os at tilføje: Men hvad nu hvis en bestemt kategori af private konsulentfirmaer først arrangerede “chokerende målinger” fra udvalgte områder og derefter lod sig hyre til at fjerne “problemet”?]

… Det er vanskeligt præcist at opgøre antallet af dødsfald forårsaget af begivenhederne på Tjernobyl, da tilsløringen i sovjettiden gør det vanskeligt at spore ofrene. Opgørelserne var ukomplette og de sovjetiske myndigheder forbød senere læger at skrive “radioaktiv stråling” på dødsattesterne

Naturligvis er det “vanskeligt” at opgøre det præcise antal dødsfald. Vanskeligheden består nok i, at dødsfaldene, der specifikt var forårsaget af radioaktiv stråling, kun var 29, og det totale antal kun 47. Det er nogenlunde det antal mennesker, der hver dag omkommer i trafikuheld i enhver større by. Så naturligvis er det vanskeligt at spore flere ofre, især da de ikke findes …

Opgørelserne var komplette. Regnskabet med borgernes tilstedeværelse var en vigtig opgave for de daværende sovjetiske bureaukrater, og den svigtede de aldrig. Med hensyn til det påståede “forbud” mod at nævne radioaktivitet som dødsårsag er der tale om en lodret løgn. Enhver, der døde af akut strålingssyge, fik den korrekte påskrift i dødsattesten: “akut død af radioaktiv stråling”. Alle 29, der døde af akut strålingssyge (fortrinsvis brandmandskab, der kravlede op på tagene og kom i nærkontakt med grafitblokkene), blev registreret på hospitalerne som “patient med akut strålingssyge”, de blev behandlet som sådan og blev efter døden registreret som sådan. Registreringer af disse tilfælde er tilgængelige, så det er nemt at kontrollere med de hospitaler, der behandlede dem, eller ved at spørge hos de efterladte.

… 2005-rapporten forberedt af Tjernobyl Forum under ledelse af Den Internationale Atomenergikommission (IAEA) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO), omtalte 56 direkte dødsfald (47 arbejdsulykker og 9 børn med kræft i skjoldbruskkirtlen) og estimerede, at der endnu  kunne være 4.000 tilfælde af cancer-dødsfald mellem de omkring 600.000 mest eksponerede mennesker …

– muligvis. Lad os tage logik og matematik i anvendelse over for denne påstand.
“4.000 ekstra cancertilfælde ud af 600.000 mest eksponerede” – hvad tror du? Har vi at gøre med alarmerende størrelser her. Det betyder jo blot, at ud af hver 600 personer, der arbejdede med “afviklingen” af Tjernobyl, ville ca. 4 (f-i-r-e) på et eller andet tidspunkt udvikle cancer. Hvad tror du raten er for “normale” mennesker, der ikke arbejdede på Tjernobyl. Tænk over det.
[Vi tænker: 4 ud af 600 svarer til ca. 0,7%. Hvis du kigger på denne kræftstatistik, fremgår det, at registrerede nye kræfttilfælde pr. år i Danmark (målt i tidsrummet 2008–2012) var 34.931 for mænd og kvinder. Hvis det er ud af 5 mil., bliver risikoprocenten ca. 0,7 – altså den samme.]

Dernæst: Den Internationale Atomenergikommission er ikke så uafhængig, som vi forventes at tro. Den er ganske åbenbart i hænderne på sekten af overbevisende good guys og vil synge præcis den sang, den bliver bedt om at synge.
Bare et enkelt eksempel: IAEA slog ikke alarm på grund af begivenhederne på “Ground Zero” midt i New York City den 11. september 2001. Tror du, at de “overså” de tre underjordiske atomsprængninger, der pulveriserede tvillingetårnene og WTC-bygning 7? Eller tror du, at IAEA-kontoret i New York manglede den geigertæller, der ellers ville have slået alarm efter tårnenes fald? Eller tror du, at IAEA ikke bemærkede de koncentrerede faner af radioaktive dampe, der steg op fra Manhattans ground zero gennem mindst 4 måneder? Eller tror du, at WHO er uvidende om, hvorfor mange af dem, der arbejdede på ground zero, som nu lider af leukæmi og andre strålingsrelaterede kræftformer?

Det vil være naivt, at svare ja til et eneste af disse spørgsmål. Til forskel fra dig, kære læser, vidste sektens medlemmer i IAEA alt om, hvad der foregik på ground zero på Manhattan. Og stadig lod de sig ikke mærke med, at et dødbringende radioaktivt niveau udviklede sig midt i New York. Problemet er, at IAEA ikke er en egentlig atom-vagthund, som sekten gerne vil have os til at tro. Det er en pseudoudgave  – i lommen på the good guys. Måske forstår du, hvad implikationen er.

Jeg føler anledning til at gøre opmærksom på følgende: Standarden i Sovjetunionen for sikkerhed i forhold til strålingsfare var usædvanligt høj, og dens normer blev ufravigeligt iagttaget i alle forhold, og helt afgjort i så notorisk et tilfælde som den såkaldte Tjernobyl-katastrofe. Ingen (med undtagelse af de ulykkelige brandmænd) akkumulerede nogensinde en radioaktiv strålingsdosis, der oversteg 25 R (den højest tilladte i krig) og kun få nåede at overskride “dosis for fredstid” (10 R) og endte mellem 12 og 25 R. Hovedparten af “afviklerne” nåede end ikke op på 10 R.

Alle arbejdere på Tjernobyl var udrustet med et personligt dosimeter og blev hver dag kontrolleret for den akkumulerede dosis  – uden undtagelse. Mens de højt placerede charlataner drev deres perfide spil, sørgede mellemniveauets operative ledere loyalt for, at ingen arbejder akkumulerede stråling ud over den foreskrevne sikkerhedsgrænse. I forlængelse af disse umiddelbare forholdsregler blev alle “afviklere” efter 1986 særdeles nøje overvåget mht. deres sundhedstilstand. De gennemgik en meget grundig helbredsundersøgelse mindst 1 gang årligt. Derfor har forekomsten af udviklet cancer hos dem været påfaldende lavere end hos den øvrige del af befolkningen.

Hvad med de 9 børn med “kræft i skjoldbruskkirtlen” (eller: hvem har brug for at forhøje en meget lav total med yderligere 9 hjertegribende tilfælde?) Det er højst usandsynligt, at disse børn ville få den type cancer af årsager, der var relateret til Tjernobyl-“ulykken”. Børn har aldrig haft adgang til atomkraftværket – det er vel sund fornuft. De fik heller ikke lov at nærme sig værket efter “ulykken” – også indlysende fornuftigt. Ca. 600.000 voksne havde deres arbejde på- eller i nærheden af atomkraftværket efter “ulykken” og ingen af dem udviklede kræft i skjoldbruskkirtlen, så hvordan kan tilfældene af kræft blandt disse 9 børn med rimelighed henføres til Tjernobyl-begivenheden? Kræft i skjoldbruskkirtlen er en almindeligt forekommende kræftform. Ud fra en logisk analyse synes sammenstillingen af de 47 ulykkestilfælde og de 9 kræfttilfælde hos børnene at være tendentiøs. 

… Selv om den lukkede zone ved Tjernobyl og visse andre begrænsede områder vil forblive lukket, kan hovedparten af de påvirkede områder nu anses for sikre for bosættelse og økonomiske aktiviteter …

Det er naturligvis sandt. Men også den såkaldte “lukkede zone” og de “andre begrænsede områder” er sikre  – som de altid har været. Det er muligt at købe en endagstur i Kiev hos enhver lokal operatør og begive sig ind i disse zoner som turist. Du kan tage et dosimeter med, hvis du ønsker at foretage måling af radioaktiviteten (til forskel fra ground zero på Manhattan, hvor dosimetre blev forbudt; i den lukkede zone ved Tjernobyl tager ingen sig af, om du vil måle radioaktiv stråling). Og du vil blive overrasket ved at opdage, at niveauerne i dag er præcis de samme, som de var i 1986 umiddelbart efter “katastrofen”  – med andre ord: de er uændret helt normale.

Kommentarerne ovenfor er kun til den indledende del af Wikipedia-artiklen. Her følger de til artiklens første afsnit. Læs det med åbne øjne og tænk over, hvorvidt disse absurde påstande kan være sande ud fra en teknisk synsvinkel:

… den 26. april 1986 kl. 1.23.45 blev reaktor 4 ramt af en massiv, katastrofal energiudvikling, der medførte en dampeksplosion, som flåede toppen af reaktoren, blottede kærnen og udsendte betydelige mængder radioaktive partikler og gasholdige vragstykker og tillod atmosfærisk luft (ilt) at komme i kontakt med den superophedede kærne, der indeholdt 1.700 tons brændbar grafitmoderator. Den brændende grafitmoderator forstærkede udsendelsen af radioaktive partikler. Radioaktiviteten blev ikke begrænset af nogen form for afskærmende beholder (til forskel fra vestlige anlæg var Sovjet-reaktorer ofte ikke forsynet med dem), og radioaktive partikler blev ført med vinden hen over internationale grænser. Skønt meget af atombrændslet i reaktorens kærne til sidst smeltede, skal det bemærkes, at katastrofen ikke var en “nuklear nedsmeltning” i almindelig forstand; det smeltende brændsel repræsenterede ikke et betydende bidrag til de radiologiske konsekvenser af ulykken, og ulykken blev ikke forårsaget af svigtende køling

Læser vi direkte på linjerne i redegørelsen ovenfor, erkendes det, at “katastrofen” ikke var en “nuklear nedsmeltning” i almindelig forstand (dvs. ingen risiko for “Kina-syndrom”)*.

*) [Kina-syndromet har sit navn fra den dramatiske forestilling om, at nedsmeltende reaktorbrændsel ikke vil ophøre med at brænde, før det enten er brændt ud eller har brændt sig tværs gennem jordkloden – til “Kina” (!)]

Vi får at vide, at det nukleare brændsel “til sidst smeltede”, og samtidig indrømmes det, at det nedsmeltede brændsel ikke bidrog af betydning til de radiologiske konsekvenser. Yderligere at ulykken ikke var forårsaget af svigtende køling.

Hvad kan vi konkludere af dette? Her er de primære forudsætninger for mine politisk ukorrekte konklusioner:

Der var:

  1. [INGEN (udbredt) RADIOAKTIV STRÅLING I TJERNOBYL]
    Alle tilfælde af strålingssyge skyldtes de højradioaktive blokke af grafit, der blev spredt i omgivelserne. Blokkene var radioaktive, ikke omgivelserne. Ingen andre radioaktive “partikler” var til rådighed, som kunne forurene området eller blive “ført med vinden” så langt væk som “over internationale grænser”. End ikke en orkan kunne “føre” grafitblokke med sig.
  2. [INGEN NUKLEAR NEDSMELTNING]
    Meget af det nukleare brændsel i reaktorkærnen (lige som store dele af reaktoren selv) smeltede; det er det bekræftede faktum, men samtidig fandt den almindeligt frygtede “nukleare nedsmeltning” ikke sted.
  3. [INGEN SVIGTENDE KØLING]
     En “nuklear nedsmeltning” (i gængs forstand i en reaktor) kan kun forårsages af manglende køling, men kølingen svigtede ikke i Tjernobyl. Artiklen bekræfter udtrykkeligt, at “ulykken” ikke blev forårsaget af svigtende køling. Det er da en erkendelse af betydning.
  4. [INGEN DAMPEKSPLOSION]
    Den groteske påstand om, at en “dampeksplosion” skulle kunne ødelægge en reaktor i den udstrækning, vi kan bevidne af det indledende billede [til denne delartikel], må afvises som ukvalificeret spekulation. Damp besidder under ingen omstændigheder potentialet til at levere tilstrækkelig eksplosiv kraft til disse ødelæggelser. Kan man forestille sig en “dampeksplosion”, der sprænger et 2.500 tons tungt overdække af jernbeton væk og fuldstændigt tilintetgør en enorm og ekstraordinært forstærket bygning?* Denne reaktorbygning kunne end ikke destrueres af en betydelig mængde trotyl eller ved et direkte træf af en Jumbojet. (Påstanden om, at en dampeksplosion skulle have forrettet disse skader, er endnu mere latterlig end påstanden om, at flybrændstof “smeltede” stålet i tvillingetårnene, så alt materiale på et splitsekund blev omdannet til luftigt mikroskopisk støv). Der var simpelthen ingen anledning til den hævdede “dampeksplosion”, for der kunne ikke (når alt samtidig blev kølet korrekt) opstå en “katastrofal energiudvikling”, der kunne medføre en sådan dampeksplosion.

     

    *) [Læseren skal forsøge at forestille sig vanddamps raserende effekt. Der er ingen betydelig chokbølge fra ophedet vanddamp, selv om den undslipper på én gang, kun en forholdsvis langsom trykbølge. Derfor kan en dampeksplosion ikke knuse omgivelserne. Det er forskellen på en egentlig eksplosion som i en eksplosionsmotor og en detonation som fra trotyl, hvorfra chokbølgen udbreder sig med mange tusinde meter i sekundet og knuser alt inden for en given radius. Når det er sagt, har vi mange steder skrevet, at miniatombomberne “eksploderer”. Det er den gængse udtryksform, men i virkeligheden “detonerer” en atombombe i endnu højere grad end trotyl, og chokbølgen pulveriserer eller fragmenterer alt fast stof langt ud over den radius, hvor alt er omdannet til plasma eller dampe.]

     

Baseret på citaterne fra Wikipedia-artiklen kan vi tillade os at konkludere, at kræfterne bag Wikipedia af al magt forsøger at bortforklare, at Tjernobyl-hændelsen skyldtes sprængningen af en miniatombombe.
Alt inden for ildkuglens radius blev reduceret til plasma (slutproduktet er lava eller vulkansk glas, som du måske ved nu); samtidig blev enhver kædereaktion i det tilbageværende brændsel (inden for samme radius) effektivt afbrudt, og de øverste dele af reaktoren blev slynget opad ved sprængningen.
Dette er de simple kendsgerninger.
En miniatombombes udladning er enorm, og derfor blev det meste af bygningen, der indeholdt Reaktor 4 tilintetgjort. Eftersom enhver kædereaktion i det tilbageværende brændsel blev afbrudt, da det overgik til plasmatilstand, kunne brændslet ikke længere bidrage til de “radiologiske konsekvenser” – præcis som artiklen gør gældende. Alle disse konsekvenser skyldtes ene og alene grafitten, der blev slynget opad og landede i de nærmeste omgivelser af bygningen.

Nu kan vi tillade os at afvise de latterlige påstande om “vind”, “nedfald” og “internationale grænser”. Når vi har gjort op med denne skraldespand af usammenhængende påstande, der intet har med virkeligheden at gøre, er resten ret let at forstå. Jeg håber, at min forklaring er tilstrækkelig til at udelukke alt andet end en atomsprængning fra en miniatombombe. Det var virkelig en atomsprængning; det er hævet over enhver tvivl. Den uvidenskabelige påstand (som fra charlatanen Pikalov) om, at atombrændslet ville kunne udløse en “termonuklear eksplosion” bekræfter i virkeligheden dette. Det var indirekte en  anerkendelse af, at scenen lignede et ground zero, og det var en primær årsag til, at det var så nemt at igangsætte et hysteri. Virkeligheden er, at en atomreaktor ikke kan omdanne sig til en atombombe. Det er en teknisk umulighed.

Du er naturligvis velkommen til at undersøge og konkludere selv.

Her følger et officielt “drama”, som er en del af plebejernes version af “sandheden” – atter leveret af Wikipedia:

… I løbet af dagen den 25. april 1986 var reaktor 4 (51°23’22″N 30°05’56″E) skemasat til at blive lukket ned for vedligeholdelse, idet den nærmede sig slutningen på sin første brændsels-cyklus. Et eksperiment blev foreslået for at afprøve en nødkølings-feature for kærnen under nedlukningsproceduren …

… Kl. 1.23.04 begyndte eksperimentet. Reaktor-mandskabet kendte ikke til reaktorens ekstremt ustabile tilstand …

… Med en energiudvikling, der var hastigt stigende, aktiverede operatørerne kl. 1.23.40 AZ-5-knappen (“Øjeblikkelig beskyttelsesforanstaltning 5”), der igangsatte en “SCRAM” – en nedlukning af reaktoren med alle brændselsstave fuldt indført inklusive de manuelle brændselsstave, der som forsigtighedsforanstaltning var blevet trukket ud tidligere. Det er uklart, om det blev gjort som en nødforanstaltning eller simpelthen var fast rutine ved nedlukning af reaktoren efter afslutningen af et eksperiment (reaktoren skulle planmæssigt lukkes ned for rutinemæssig vedligeholdelse). SCRAM’en kan have været beordret som svar på den uventede hurtige stigning i energiudvikling …

… Kl. 1.24 – 20 sekunder efter at SCRAM’en var rekvireret, indtraf den første dampeksplosion. Den blæste det 2.000 tons tunge låg af reaktoren, ødelagde det øverste af reaktorhallen og udslyngede fragmenter af konstruktionen …

(En mindre justering: Overdækket vejede 2.500 tons. Langt vigtigere rettelser følger …)

… En anden mere voldsom eksplosion indtraf to eller tre sekunder efter den første …

… Den anden eksplosion blev forårsaget af den brint, der var produceret, enten af den overophedede vanddamp-zirkonium-reaktion eller af reaktionen mellem rødglødende grafit og vanddamp, der udvikler brint og iltforbindelser. Ifølge observatører, der opholdt sig uden for Enhed 4, blev brændende klumper af materiale og gnister slynget op i luften over reaktoren. Nogle af dem landede på taget til maskinhallen og startede en brand. Omkring 25% af de rødglødende grafitblokke og det overophedede materiale fra brændselskanalerne blev slynget ud …
 Dele af grafitblokkene og brændselskanalerne blev blæst ud af reaktorbygningen … Som følge af skaderne på bygningen og kærnens høje temperatur opstod der strømning af luft gennem kærnen. Luften antændte den varme grafit og startede en grafitbrand …

… I strid med sikkerhedsregulativer var der brugt et brændbart materiale (bitumen)* i konstruktionen af taget over reaktorbygningen og turbinehallen. Udslynget materiale havde antændt mindst fem brande på taget af den tilstødende (endnu fungerende) reaktor 3. Det var afgørende vigtigt at slukke disse brande og beskytte kølesystemet til reaktor 3. Inden for i reaktorbygning 3 ønskede chefen for natskiftet Yuri Bagdasarov, at lukke reaktoren ned øjeblikkeligt, men chefingeniør Fomin tillod det ikke. Operatørerne blev  forsynet med åndedrætsværn og kaliumjodid-tabletter og bedt om at fortsætte arbejdet. Men kl. 05.00 besluttede Bagdasarov selv at standse reaktoren, kun med de operatører, der var nødvendige for at betjene nødkølingssystemet …

*) [bitumen er kulbrinteforbindelser, der fx findes i asfalt og tjære.]

Fatter vi mon, hvor “ond” denne “chefingeniør Fomin” må have været … Han modsatte sig at lukke en kærnekraftreaktor ned, selv om ilden rasede på toppen af bygningen … !
Wikipedia vil have sine læsere til at tro på, at dette billede af ansvarsløshed var repræsentativt for den sovjetiske civile kærnekraftindustri. Tror nogen virkelig, at så afstumpede personer sad i den slags stillinger under normale omstændigheder? Måske lyder det plausibelt for en vestlig læser uden særligt overblik (?) – jeg håber det ikke, men ellers kan det forklare, at Wikipedia slipper af sted med denne usle anklage.

Bemærk venligst manglen på præciseringer: det er fortsat “uklart”, om den hævdede aktivering af en “AZ-5”-knap var en del af meta-eksperimentet, eller det var en sidste udvej for at redde reaktoren fra en ikke nærmere præciseret “uventet stigning i energiudviklingen”. Disse kausaliteter er utvivlsomt opdigtede. Reaktoren sprængtes og forsvandt på én gang, så hvorfor tykke på knapper til en reaktor, der ikke længere findes? Men tidens kommentatorer slutter op om den officielle bortforklaring. Det er foregået frem til i dag.

Der findes en alternativ version: – at “AZ-5”-knappen tilsyneladende blev aktiveret som reaktion på den “første eksplosion”, men selv den indgriben var ikke nok til at forhindre den bemeldte “anden eksplosion”. Denne udgave er også blevet cirkuleret vidt og bredt. Miseren er, at der hverken var nogen “anden eksplosion” eller noget “eksperiment”. Reaktoren eksploderede simpelthen uden nogen synlig årsag som helst. Men det er sikkert, at Anatoly Diatlov (der vidste, hvornår nedtællingen sluttede) sikrede sig at beordre chefen for skiftet til at aktivere nedlukningsknappen til reaktoren præcis sekundet inden den berammede eksplosion (det er i det mindste det indtryk man får ved at læse Dialovs egen bog).
Dette er naturligvis den politisk ukorrekte sandhed.
[Bogen er tilgængelig her, desværre kun på russisk, “da ingen tilsyneladende har bekymret sig om at oversætte den til engelsk,” bemærker Khalezov i sin fodnote 254.] 

… Strålingsniveauerne i de værst ramte omgivelser af reaktorbygningen er blevet estimeret til  5,6 røntgen pr. sekund (R/s) (0,056 Grays pr. sekund, eller Gy/s), hvilket er ækvivalent med 20.000 røntgen pr. time (R/t) (200 Gy pr. time, eller Gy/t). En dødelig dosis er omkring 500 røntgen over 5 timer (5 Gy over 5 timer), så i mange områder modtog ubeskyttede arbejdere fatale doser inden for adskillige minutter. Imidlertid var det ikke muligt at få fat i et dosimeter, der var i stand til at måle indtil 1.000 R/s (10 Gy/s) på grund af eksplosionen, og et andet dosimeter virkede ikke, da det blev tændt. Alle tilbageværende dosimetre havde begrænsninger på 0,001 R/s (0,00001 Gy/s) og viste derfor “ud over skalaen”. Dermed kunne reaktorholdet  kun konstatere, at niveauerne for radioaktiv stråling var et eller andet over 0,001 R/s (3,6 R/t, eller 0,036 Gy/t), mens de sande niveauer i nogle områder var langt højere.

På grund af de upræcise lave målinger, gik chefen for reaktorholdet Alexander Akimov ud fra, at reaktoren var intakt. Beviserne i form af grafit og reaktorbrændsel, der lå rundt om bygningen, blev ignoreret, og aflæsningen fra et andet dosimeter, der blev leveret omkring kl. 4.30, blev afvist ud fra den antagelse, at det nye dosimeter måtte have været defekt. Akimov forblev med sit mandskab i reaktorbygningen indtil det blev morgen i forsøget på at pumpe vand ind i reaktoren. Ingen af dem bar beskyttelsesudstyr. De fleste af dem, inklusive Akimov, døde af eksponeringen fra radioaktiv stråling inden for tre uger …

Lad os overveje disse påstande.

Først – det er efter US-standard, at “dødelig dosis” først begynder ved 500 R; efter den sovjetiske var grænsen kun 250 R.

Hvad sker der med et menneske, som rammes af 10.000 R penetrerende stråling (lad os sige fra en neutronbombeeksplosion, for ingen andre nukleare ammunitioner kan præstere det strålingsniveau)? Dette menneske dræbes på stedet. Når personens hoved rammer underlaget, er døden allerede indtruffet.

En anden (heldig) person, der rammes af en strålingsfront på 5.000 R, kastes også umiddelbart til jorden og rejser sig heller ikke igen. Personen mister øjeblikkeligt bevidstheden og genvinder den ikke, før døden indtræffer inden for ca. 2 timer.

Mindre heldige personer, der rammes af en dosis på lad os sige 3.000 R føler først en uventet kvalme, hovedpine og andre umiddelbare sygdomstegn. Men snart “liver de op” for en tid – vil tilmed kunne bevæge sig omkring i nogle timer og udføre arbejde, men senest den følgende dag falder de i koma og vil dø inden for 1–2 dage.

Personer, der modtager en dosis på 1.000 R, vil lide endnu mere – de bliver syge inden for en dag eller to, og dør inden for yderligere 1–2 dage; det meste af tiden er de ved fuld bevidsthed.

Personer, der modtager nogle hundreder røntgen, vil udvikle de klassiske symptomer for akut strålingssyge i den alvorlige udgave – de føler sig syge efter 2–3 dage og dør efter 10–11 dage. De få af dem, der klarer at overleve den 12. dag, vil ikke dø nu. De vil langsomt komme sig – måske leve et år eller to. Men det gælder kun 10% eller mindre, og raten afhænger naturligvis af, hvilken dosis omkring 250 R de repræsenterer.

Med udgangspunkt i disse data, hvad tror du så, der vil ske med en person, som ikke nærer mistanke om, at noget usædvanligt er på færde, og forbliver i et område med strålingsniveauer så høje som 5,6 røntgen pr. sekund (ikke pr. time, men PR. SEKUND, som det hævdes i Wikipedias artikel [ja, det står der også i 2015])? I løbet af kun 15 minutter har personen akkumuleret mere end 5.000 røntgen. Vil han miste bevidstheden før eller efter, han falder om? Et akademisk problem, for ét er sikkert: inden de 15 minutter er gået, vil han ligge bevidstløs på jorden eller gulvet, hvor han fortsat vil være udsat for strålingen, og han vil dø inden for de følgende 1–2 minutter – maks. 3.

Lad os igen kigge på Wikipedias konstruktion.

Det hævdes, at et dosimeter, der kunne registrere niveauer op til 1.000 røntgen pr. sekund, ikke var til rådighed, mens de dosimetre, der var til rådighed, kun kunne læse maksimalt “3,6 R/t”, men eftersom det “sande” niveau åbenbart var højere, viste den type dosimeter “ud over skalaen”.

Kan det virkelig være rigtigt? Ethvert eksisterende dosimeter i Sovjet havde til formål at vise relevante “krise”-niveauer af radioaktiv stråling – op til hundreder af røntgen pr. time som minimum. Det ville være forrykt at fremstille et dosimeter, der ikke kan vise ud over 3,6 R/t. Hvad er det for en forklaring?

Modsat er der ingen grund til at fremstille et håndholdt dosimeter, der måler inden for en skala af “indtil 1.000 røntgen pr. sekund“, som det omtales ovenfor. Ingen ville have en chance med et sådant dosimeter i hånden, slet ikke for at drage nytte af måleresultatet. Operatøren ville dø, længe inden viseren nærmede sig slutningen af skalaen. Hvem kunne tænkes at bruge et sådant instrument?

Dosimetre med den kalibrering findes, men de er ikke håndholdte. Det er specialudstyr, der fjernbetjener sensorer; stationære instrumenter, som ikke bare flyttes for at blive “leveret” i hånden på nogen, som artiklen antyder.

Wikipedia insinuerer igen, at en (sovjetisk!) specialist i atomenergi, chef for natskiftet, simpelthen var så naiv, at han kunne fejlbedømme situationen, som det beskrives i artiklen. Vil man virkelig have os til at tro på, at en person, der indehaver et bevis for en højere uddannelse i kærnefysik (hvilket er en grundliggende forudsætning for at opnå en operativ stilling på ethvert atomkraftanlæg, for ikke at nævne muligheden for at avancere til ledende stillinger) kunne være udvidende i det omfang, som artiklen lægger op til?
 Døm selv, om det ville være muligt for en sådan person, lederen af en besætning, der betjener en atomreaktor, at “gå ud fra” at reaktoren nok var “intakt” efter at have bevidnet omfanget af destruktionen, som den fremgår af billedet tidligere?

Kan du give mig ret i, at i betragtning af mængden af vrøvl i Wikipedias artikel, er det en mild bedømmelse at kalde den uvederhæftig?

Artiklen fortsætter:

Efter at radioaktive niveauer havde udløst alarmen på Forsmark Atomkraftværk i Sverige, indrømmede Sovjetunionen, at en ulykke var indtruffet, men forsøgte stadig at dække over katastrofens omfang. For at evakuere byen Pripyat blev følgende meddelelse sendt ud over den lokale radio: “En ulykke er indtruffet på Tjernobyl Atomkraftværk. En af atomreaktorerne er beskadiget. Der vil blive ydet hjælp til dem, den rammer, og en komite for regeringens undersøgelser er etableret.” Meddelelsen gav indtryk af, at enhver skade og ethvert radioaktivt niveau var registreret, skønt det ikke var tilfældet

– Kommentarer er overflødige.

… Regeringens komite, der blev dannet for at undersøge ulykken og var ledet af Valeri Legasov, ankom til Tjernobyl om aftenen den 26. april. På det tidspunkt var to personer døde og 52 bragt på hospitalet. I løbet af natten mellem den 26. og 27. april – mere end 24 timer efter eksplosionen – var komiteen, præsenteret for vægtige beviser for ekstremt høje niveauer af radioaktivitet, samt et antal tilfælde af radioaktiv bestråling, nødt til at anerkende, at reaktoren var destrueret og beordre evakuering af den nærmeste by, Pripyat …

– Kig igen på billedet af den manglende reaktor. Er det passende at bruge vendingen: “nødt til at anerkende, at reaktoren var destrueret”, når man ser på de håndgribelige beviser: en totalt udbombet bygning og en ikke eksisterende reaktor, der plejede at findes i den? For “the good guys”, som udløste hysteriet, er det formålstjenligt at bruge den slags formuleringer for at matche det onde billede af en sovjetregering, der måtte tvinges til at indrømme – eller i bedste fald – var “nødt til at anerkende”. 

… Senere opgørelser over ulykken viser, at 237 mennesker led af akut strålingssyge, og deraf døde 31 inden for de første tre måneder. De fleste var brand- eller redningsmandskab, der forsøgte at bringe ulykken under kontrol, men som ikke fuldt ud erkendte hvor farlig eksponeringen (fra røgen) var (for diskussionen af de vigtigere isotoper i nedfaldet henvises til fissionsprodukter) …

– det er muligt.

Men bemærk det snedige snyderi ad omveje: faktisk dør man ikke af akut strålingssyge, hvis man har overlevet den 32. dag. Derfra kan man kun få det bedre. (Dette gælder netop ikke for kronisk strålingssyge, som nu er en rodfæstet lidelse hos dem, der ryddede op på Manhattans ground zero; flere og flere af de patienter vil dø før tiden.)
Det er almindelig viden, at 29 mennesker fra Tjernobyl døde af akut strålingssyge inden for en måned, og to andre kan være døde af andre årsager, så det bliver 31. Men artiklen fra Wikipedia efterlader hos lægmand det falske indtryk, at alene inden for de tre første måneder døde 31, underforstået: resten ville dø senere.
Det er et falsk billede, for resten ville komme sig.

Det er endvidere tvivlsomt, om “237” mennesker faktisk led af akut strålingssyge som påstået. Det er højst usandsynligt. Det er muligt, at 237 for en sikkerheds skyld blev sendt på hospitalet for at blive observeret ud af dem, der kunne være blevet eksponeret kort efter “ulykken”, inden den effektive kontrol blev organiseret for området.

Husk på, at ingen af de brandmænd, som slukkede brandene om natten, bar individuelle dosimetre. Derfor var det ikke muligt for lægerne at fastslå, om de havde modtaget en strålingsdosis eller ikke, og derfor var det eneste rigtige at sende dem alle på hospitalet til observation.
Vi kan anlægge følgende vurdering: 237 mennesker led af strålingssyge af en eller anden grad, og 31 af dem døde. Det er rimeligt at forudsætte, at ud af de tilbageværende 206 patienter måtte omkring halvdelen lide af moderat strålingssyge og resten af mildere former. Det er velkendt, at 50% af dem, der lider af moderat strålingssyge, dør af lidelsen den 30. eller 31. dag. Derfor er det rimeligt at antage, at yderligere 50 dødsfald (og mindst 30) ville indtræffe ud over de første 31. 

Men der skete ikke flere dødsfald. Det skyldtes, at strålingssygen på Tjernobyl udløstes under meget specifikke omstændigheder. De, der tilbragte længere tid i nærheden af de højradioaktive grafitblokke modtog dødelige doser af stråling. Resten modtog ikke en dosis, der var høj nok til at forårsage strålingssyge overhovedet. Hvis en radioaktiv forurening af området virkelig havde spillet ind som hævdet, skulle billedet være meget forskelligt: der ville være mange flere tilfælde fordelt på alvorlig, moderat og let strålingssyge, og den præcise tilstand for den enkelte patient ville kunne bestemmes ud fra pågældendes placering på området og afstanden til katastrofens centrum. Det er det typiske billede omkring en klassik atombombning for dens radioaktive forurening og nedfaldet. Men sådan var det ikke i Tjernobyl.

… De fleste husdyr blev evakueret fra udelukkelseszonen, men heste, der var efterladt på en ø i Pripyat-floden 6 km fra kraftværket døde, da deres skjoldbruskkirtler blev ødelagt af strålingsdoser på 150–200 Sv. En del kvæg på samme ø døde, og de overlevende individer blev forkrøblet på grund af skader på skjoldbruskkirtlen. Næste generation syntes at være normal …

– Dette er forrykte påstande.

Én Sv (sievert) er lig med 100 Rem, eller rundt regnet 100 røntgen. Det betyder, at det lykkedes de stakkels heste at modtage 1.500–2.000 R totalt – i en afstand af 6 kilometer fra værket. Samtidig var de få personer, der arbejdede på selve området og blev “værst” ramt, knap nok i stand til at akkumulere 25 R i perioden fra slutningen af april til september, og hovedparten akkumulerede slet ikke signifikante doser. Virker denne dyreberetning overbevisende? Og virker det sandsynligt, at andre dyr på samme ø angiveligt var i stand til at overleve, endda senere at formere sig  – på trods af de tusindvis af røntgen, der dræbte hestene – og på trods af de indre “skader”?

… Uden kølevandsreservoir var det mindre sandsynligt, at en nedsmeltning ville producere en kraftig dampeksplosion. Den smeltede kærne måtte først nå vandbeholderen under reaktoren. For at reducere sandsynligheden for dette scenarium blev det besluttet at nedfryse jorden under reaktoren; dette ville også stabilisere fundamentet. Ved hjælp af olieboringsudstyr begyndte injiceringen af kvælstof den 4. maj. Det blev anslået, at 25 tons flydende kvælstof var nødvendigt hver dag for at holde jorden nedfrosset til -100 °C …

– det fandt faktisk sted. Det var atter konsekvensen af et af Legasovs forslag, begrundet i hans latterlige påstande om eksistensen af “tilbageværende nukleart brændsel”, som angiveligt kunne “smelte sig vej ned gennem undergrunden” – de samme påstande, der senere blev falsificeret i videnskabelig forstand.

Mange af de køretøjer, der blev anvendt af “afviklerne” står endnu i dag parkeret på en mark på Tjernobyl-området og udsender doser på 10–30 R/t (0,1–0,3 Gy/t) mere end 20 år efter katastrofen.

– her møder vi en halv “sandhed”.

Disse køretøjer blev udelukkende betjent som “droner” af “afviklerne”, ikke manuelt (et faktum som “klogt” er udeladt fra Wikipedias artikel) og brugt til afrydningen af højradioaktive reaktorvragdele fra jorden. Det var de spredte grafitblokke på jorden sammen med de blokke, som “bio-robotterne” havde kastet ned fra tagene. Det er indlysende, at når vragdelene fra reaktoren var ekstremt radioaktive, inducerede de radioaktivitet i de redskaber, de kom i fysisk kontakt med, og det var over ret lange tidsrum. Eftersom stålredskaber ikke repræsenterer nogen form for liv, blev de ikke beskyttet af “sikre strålingsdoser” og fungerede alligevel upåklageligt …
Det er meget sandsynligt, at disse køretøjer kan udsende 10–30 R/t gennem år.

Men hvor er det tendentiøst af skriblerne hos Wikipedia, der konstant forsøger at dupere den sagtmodige almue med “grimme” sandheder, at de serverer dem så uredeligt som i denne artikel.

Induceret radioaktivitet har intet at gøre med egentlig radioaktiv forurening, som det antydes. Wikipedia går ud fra, at de fleste læsere nok ikke er i stand til at skelne mellem joniseret gennemtrængende stråling, induceret joniseret stråling, radioaktivt støv/damp og endelig den mest skræmmende: radioaktivt nedfald. 

De høje niveauer af induceret stråling på 10–30 R fra dele af maskineriet på denne drone-kirkegård, som Wikipedia så “redeligt” omtaler, skyldes udelukkende kontakten med de højradioaktive grafitblokke, der blev spredt på området. Det var eksklusivt dem, der forårsagede alle strålingsskader, og de bestrålede naturligvis også køretøjerne ved direkte kontakt. Disse niveauer af radioaktivitet kan imidlertid kun måles, hvis man holder sensoren fra dosimeteret imod køretøjernes metaloverflader. Ti meter væk er strålingen nul, for induceret stråling er ikke gennemtrængende stråling som fra en typisk atombombesprængning i atmosfæren. Induceret stråling udbreder sig ikke langt væk fra kilden. Dermed ingen forurening af betydning i den konkrete sammenhæng. En teknikalitet som Wikipedia ikke bruger energi på at forklare plebejerne.

Jeg citerer yderligere fra samme artikel:

… Mulige årsager til katastrofen.

Der er to officielle teorier om hovedårsagen til ulykken: den første “fejlbetjenings-teorien” blev offentliggjort i august 1986 og placerede reelt skylden alene på operatørerne. Operatørerne overtrådte procedurerne for anlægget og var uvidende om de nødvendige sikkerhedsforskrifter for RBMK-designet. …

… Den anden teori “fejldesign-teorien“, foreslået af Valeri Legasov og offentliggjort i 1991, forklarede årsagen til ulykken med fejl i RBMK-reaktor-designet, især ved kontrolstavene …

Det må vist være tilstrækkeligt. Bemærk venligst, at op til denne dag (i 2008), dvs. godt og vel 22 år efter Tjernobyl-“katastrofen”, findes der ikke en officiel, etableret sandhed om årsagen til den faktiske “ulykke”. Den sovjetiske regering endte med officielle “teorier”, og ikke blot én men to. Den skammede sig ikke engang over i fuld offentlighed at kalde dem begge for “teorier”. Regeringens teorier var imidlertid kun et formelt standpunkt – og forklarede i højere grad dens vanskelige position i forhold til de foreliggende “uforklarlige” eksplosioner i en atomreaktor, der er kendt for ikke at kunne eksplodere, men at kunne smelte ned i værste fald …

Med alt dette mener jeg, at vi effektivt har modbevist begge regeringsteorier, som i sagens natur ikke er konspiratoriske, eftersom de enten lægger fejlen på betjeningen eller designet, dog uden at kunne afgøre, hvilken af forklaringerne, der skal gælde.

Min forklaring er til gengæld af konspirationstypen ved at hævde, at en miniatombombe var årsagen. Men min forklaring er ikke en teori, for i al ubeskedenhed beskriver den blot, hvad der virkeligt fandt sted. Jeg vil erindre læseren om min tilknytning (fra 1987) til Den særlige kontroltjeneste, hvis primære opgave var at detektere nukleare sprængninger. Et antal officerer derfra havde i 1986 været i Tjernobyl for at undersøge, hvad der faktisk var sket. Ingen af dem var i tvivl om, at der var blevet udløst et kærnevåben, hvilket formodentlig i første instans var årsagen til, at tjenesten blev involveret.
[Hvorfor den erkendelse ikke i højere grad har formet den officielle forklaring, er det ikke vanskeligt at leve sig ind i. Ligesom den amerikanske regering ikke kunne stå frem og indrømme, at USA’s luftforsvar mod øst var blevet ydmyget den 11. september 2001, kunne den sovjetiske regering ikke indrømme, at sikkerheden omkring sovjetiske atomkraftværker ikke havde kunnet forhindre omfattende sabotage. Derfor blev plebejerne forsynet med den 1. “sandhed”, patricierne med den 2. “sandhed”, mens vi barbarer, der ikke vil accepterer de officielle løgne, risikerer at blive konfronteret med den 3. sandhed, s-a-n-d-h-e-d-e-n.] 

Åh, jeg var lige ved at glemme, at Den særlige kontroltjenestes seismiske målestationer i Ukraine også havde opfanget usædvanlig seismisk aktivitet i forbindelse med “ulykken” under Reaktor 4 på Tjernobyl Atomkraftværk. Seismogrammer viste et unikt udslag med en styrke lidt over 3 på Richter-skalaen, præcis på tidspunktet for “ulykken”, svarende til udløsningen af en miniatombombe indstillet til 0,1 kiloton (100 tons trotyl). Den seismiske kurve afslørede, at miniatombomben ikke havde været placeret dybt nok til at medføre fulde 3,5 Richter (det samme var tilfældet med Oklahoma-bomben i 1995, der også kun medførte et udslag på lidt over 3, fordi denne 0,1-kiloton-miniatombombe havde været skjult i en forholdsvis overfladisk kloak udfor bygningen). 

Dette seismiske bevismateriale, der atter vidner om noget “uforklarligt”, netop da Tjernoby-“katastrofen” indtraf, er bredt tilgængeligt i såvel nutidens Ukraine som Rusland. Men artiklen i Wikipedia oplyser naturligvis ikke om nogen bombe-sammenhæng. Måske var det et “naturligt jordskælv”, selv om den slags ikke havde forekommet i området før og ikke er indtruffet siden “katastrofen”. Det er blot en kendsgerning, at det indtraf inden for samme sekund med et karakteristisk udslag for en miniatombombe.

Vi kan fremstille en generel oversigt over, hvad der skete i 1986 på Tjernobyl Kraftværket, og hvordan sagen blev håndteret. Lad os sammenligne med den nukleare katastrofe!, der indtraf 15 år senere på den anden side af Atlanterhavet, og hvordan den blev håndteret.

[table “18” could not be loaded /]

Det er enhver tilladt at drage sine egne konklusioner af opstillingen.

En overgang mente jeg, at jeg var den eneste person i verden, som offentligt havde udfordret en af de mest lodrette løgne i det 20. århundrede – den såkaldte Tjernobyl-katastrofe. Men flere artikler, der var kritiske over for Tjernobyl-hændelsen, begyndte at dukke op på Internettet. Nogle af dem var skrevet af sande professionelle. En af dem var udgivet af polske videnskabsmænd (vel at mærke: ikke af russere og ikke af franskmænd, som kunne mistænkes for at ville forsvare den civile kærnekraftindustri mod yderligere angreb fra “frimurerne”, men af polakker, som ingen økonomisk interesse havde og måtte betragtes som uvildige). Artiklen foreligger nu både på spansk og engelsk og er tilgængelig her (note 255). [Den har været publiceret i et ugemagasin allerede i 2001, men måske blev den først lagt på Internettet meget senere. Det er før oplevet, at hvis den 3. sandhed skrives ind i Wikipedia udefra (i sin natur en forklaring, der ikke kan accepteres af sekten), slettes den lige så hurtigt indefra under påskud af “konspirationsteori”.]

Det lader til, at artiklen oprindeligt var på spansk og blev oversat til engelsk senere, derfor skal den velklingende spanske titel nævnes først:

Chernobyl – El Fraude Mas Escandalouso del Siglo 20

Den engelske oversættelse af titlen m. forfattere er fra websiden ovenfor:

The Biggest Bluff of The 20th Century
(Det tyvende århundredes største blufnummer)
 af Marcin Rotkiewicz
 i samarbejde med Henryk Suchar og Ryszard Kamicski
 Det polske ugeblad WPROST, nr. 2 (14. januar) 2001
 fra WONUC webside

Lad mig bringe et par uddrag:

… Eftersom ulykken i Tjernobyl-atomreaktoren faktisk ikke repræsenterer en af de største tragedier i det 20. århundrede, dræbte eksplosionen ikke tusinder af mennesker, og den medførte ikke massiv forurening af landområder gennem hundredvis af år. Ydermere har de doser af radioaktivitet, som befolkningerne i Rusland, Ukraine og Hviderusland har været eksponeret for, stort set ingen virkning haft på deres sundhedstilstand; disse mennesker lider hverken hyppigere af leukæmi eller føder flere børn med genetiske defekter.

Disse er konklusionerne fra den nylige UNSCEAR-rapport (De forenede nationers videnskabelige komite for effekter af atomar stråling), der er forberedt af 142 yderst prominente eksperter fra 21 lande. Men 15 år efter ulykken, er det klart, at denne begivenhed er blevet udnyttet temmelig effektivt, især af miljø- og anti-atomkraft-organisationer.

“Takket være” “Tjernobyl-katastrofen” er programmet for udviklingen af kærnekraft blevet forsinket med adskillige årtier … 

… Ifølge UNSCEAR-rapportens forfattere var der kun 234 personer ud af atomkraftværkets ansatte og medlemmer af forskellige nødhjælpshold, der modtog alvorlige doser af joniseret stråling og efterfølgende blev ramt af akut strålingssyge. Otteogtyve af dem døde af strålingen og to af skoldning. Det var de eneste dødsfald …

… Undersøgelserne af personer, engageret i eliminering af ulykkens konsekvenser, viser, at disse mennesker faktisk er sundere end de ikke-eksponerede individer, siger professor Abiniew Jaworowski fra Centrallaboratoriet for radiologisk beskyttelse, en af rapportens forfattere, som siden 1973 har repræsenteret Polen i UNSCEAR … [Her må være tale om, at undersøgelserne har opfanget tilløb til sygdomme, der under alle omstændigheder ville være indtruffet, i tide, så der kunne sættes ind, inden sygdommen udviklede sig; dette har bevirket et bedre gennemsnit. Det er i øvrigt den generelle effekt af at gå til læge regelmæssigt og få sin sundhedstilstand kontrolleret.]

… UNSCEAR-rapporten gør følgende gældende:
“Fjorten år efter Tjernobyl-ulykken er der intet videnskabeligt bevis for stigning i kræfttilfælde, stigning i dødsfald eller i andre forekomster af sygdom, der kan tilskrives radioaktiv stråling.” På den anden side er der en markant stigning i tilfælde af psykosomatiske lidelser hvad angår åndedræt, fordøjelse og nervesystem. Disse lidelser blev ikke forårsaget af stråling, men af frygt. Folk var bange for, at de havde været udsat for stråling og havde levet på forurenet jord og at de en dag ville udvikle cancer …

… Umiddelbart efter katastrofen besluttede tusinder af ukrainske og hviderussiske kvinder, eller deres læger anbefalede dem, at få en abort. Antallet af aborttilfælde i de to sovjetiske republikker i løbet af 1986–87 svarede til en tredjedel af antallet af børn, der fødtes i Østeuropa som helhed. I nogle områder skød antallet af spontane aborter i vejret med 25% Hvorfor? Kvinderne var bange for, at de skulle føde mutanter. Imens er antallet af børn født med alvorlige misdannelser i Ukraine ikke steget, fastslår dr. Herwig Paretzke fra Instituttet for strålingsbeskyttelse i München …

… Flytningerne blev gennemført hurtigt og i stor skala. Inden for 11 dage (fra 27. april til 7. maj 1986) blev 116.000 mennesker tvunget til at ændre bosted. “Beslutningen om flytningen blev truffet uden hensyn til russiske videnskabsmænd, som foreslog, at majoriteten af de mennesker, der boede i nærheden af NPP [atomkraftværket, Nuclear Power Plant] blev ladt i fred,” sagde Michael Waligyrski, lederen af Sundhedsdepartementet under Onkologicenteret i Krakow. “De flyttede mennesker døde ikke af dødelige doser af stråling, men af høje stressniveauer. Vi observerede lignende tilfælde af stressreaktioner i Polen under oversvømmelsen i 1997. Mange mennesker døde dengang, ikke af drukning, men af hjertetilfælde,” tilføjer Waligyrski. Byen Prypiat og en stor del af den lukkede 30km-zone er faktisk beboelige! …

… Hvordan Tjerbobyl-løgnen opstod …
… I maj 1986 rapporterede den amerikanske presse at reaktoreksplosionen havde dræbt 80 mennesker umiddelbart, at yderligere 2 tusinde døde på vej til hospitalet og at deres kroppe ikke er begravet på kirkegården, men et sted kaldt Pirogovo, hvor der ligger et deponeringscenter for radioaktivt affald. Den enorme overskrift i New York Post lød truende: “Massegrav i Kiev, 15.000 menneskekroppe skubbet ned i afsides grave af bulldozers,” mens National Enquirer beskrev en 2 meter høj mutant-kylling, fanget af jægere i skoven i nærheden af Tjernobyl. Det er en interessant pointe, at tilsvarende absurde historier ikke kun blev bragt i pressen, før sovjetmyndighederne tillod indsamling af pålidelig information om katastrofen, men også efter …

[Her er det på sin plads at henlede læserens opmærksomhed på de rædselsfulde billeder af muterede individer, der er massivt repræsenteret på Internettet. Billederne, der intet har med Tjernobyl at gøre, dukker notorisk op, når der spørges med “Tjernobyl” og “stråling”. Den modbydelige fremgangsmåde er næsten utænkelig, bare ikke for dem, der kontrollerer medierne og Hollywood og i øvrigt har bestræbt sig på at myrde flest muligt hvide europæere gennem hele vores fælles historie. Det sker, mens du læser dette, gennem massiv agitation, der gør adgangen til abort lettere og lettere, indtil det nærmest er blevet et kosmetisk spørgsmål. Det er ikke første gang verdens jøder myrder ukrainere i hobetal. Læs om det jødisk orkestrerede folkemord, som bolsjevikkers udførte i Ukraine efter revolutionen i 1917 (mellem 1920 og 1939).]

… Tjernobyl, eller det internationale miljøs mægtige mystifikation.
Lige fra begyndelsen blev katastrofen i Tjernobyl hovedvåbnet i miljøorganisationernes krig mod kærnekraft. Ulykken og de formodede horrible konsekvenser måtte være en advarsel til alle med planer om at konstruere atomkraftværker. Denne kampagne har haft succes – virkelig omfattende! I Tyskland besluttede parlamentet, der domineredes af socialdemokrater og De grønne, at demontere alle atomkraftanlæg. I Frankrig, hvor man tidligere havde været fri for atomskræk, fremsatte økologerne et tilsvarende krav. Samtidig bliver miljøforkæmperne, som udkæmper disse hårde kampe mod kærnekraften, af atomkraftlobbyen beskyldt for at lade sig understøtte økonomisk af olie- og gasindustrien, der har en interesse i at lukke eksisterende atomkraftværker og forsinke fremtidige. “Den økologiske organisation Greenpeace har flere penge til rådighed end visse afrikanske lande. Hvor kommer de penge fra?” spørger professor Lukasz Turski fra Det nationale akademiske videnskabscenter for teoretisk fysik og videnskabeligt kollegium i Warszawa. “Greenpeace er en af de mest aktive organisationer i kampen mod kærnekraft,” mener professor Ziemowid Sujkowski, direktør for Instituttet for kærnekraftspørgsmål i Warszawa.

Jeg tror, at disse uddrag må være tilstrækkeligt til at begribe sagens kærne.

Disse hysteriske såkaldte Greenpeace-organisationer, som officielt er nonprofitable, men i virkeligheden er uforklarligt rigere en visse afrikanske lande, vil naturligvis – da det er deres modus operandi – beskylde forfatterne af den polske artikel ovenfor for at være “atomkraftfortalere”. Men gæt hvorfor disse “Grøn fred”-organisationer ikke hænger den amerikanske regering ud for at have skjult en tredobbelt atomsprængning på Manhattan og ladet mennesker arbejde ubeskyttet i strålingsniveauer, der allerede har- eller vil medføre deres alt for tidlige død?

Det vil være naivt at tro, at disse mænd og kvinder fra Greenpeace intet ved. De ved det hele. Det såkaldte Greenpeace har aldrig kæmpet for nogen fred eller for noget grønt, bortset måske fra det grønne i dollarsedler.

Greenpeace og lignende organisationer er skabt af én eneste grund – for at du ultimativt skal slavebindes – leve i en global koncentrationslejr, hvor du vil blive pålagt CO2-afgifter oven i momsen og ejendomsskatten (som allerede er begyndt at lyde “normalt”), ikke at forglemme indkomstskatten og tusindvis af andre afgifter, en verden hvor du er frataget retten til at tugte dine børn og måske at opfostre dem overhovedet. “The good guys” vil tage sig af børnene for dig. Og de vil opdrage dem på den rigtige måde, [især så de ikke anfægter sekten og egen position som andenrangsmennesker] …

Efter at min “9/11thology”-videopræsentation med mine kommentarer til Tjernobyl-“katastrofen” blev lagt på Internettet, begyndte mange at spørge mig om, hvad jeg mente om det seneste “katastrofale” olieudslip i Den Mexikanske Golf og om præsident Barak Obamas tøven – især i forhold til at tage en underjordisk nuklear sprængning (baseret på sovjetiske erfaringer) i brug for at standse olielækken.

Mit svar har været: Jeg tror ikke på, at der har været et “katastrofalt olieudslip” overhovedet. Ikke at det bemeldte “udslip” i dette farvand ville være mindre farligt, end det præsenteres for de hysteriske plebejere, hvis det virkelig havde fundet sted; jeg mener simpelthen, at udslippet ikke har fundet sted, og derfor er der ingen reel fare. Det er bare et nyt show – et nyt globalt projekt, der har til formål at oppiske et hysteri.
[I Zions Protokoller beskrives, hvordan “vi” (sekten) skal oppiske hysteriet og i ly af tumulten udnytte angsten og behovet for hjælp hos pøbelen til egen fordel.]

De ønsker at skræmme dig med scenarier om “udslettelse”, og dernæst vil de tilbyde at undsætte dig – men redningen bliver til en slavetilværelse. I det mindste undgik du “udslettelsen”, vil du føle, og være tryg og tilfreds, mens de skyder en GPS-sensor ind i din øreflip, så du ikke bliver væk.
Det er min opfattelse af, hvad der foregår.

Hvis Tjernobyl-“katastrofen” primært var møntet på at blive af med hovedfjenden, Sovjetunionen, er den ny “økologiske katastrofe” af “udslettelses-format” rettet mod resten af verdens suveræne lande i frimurernes higen mod et overnationalt diktatur, der vil indføre “internationale love” uden hensyn til suveræne staters forfatninger og love.

Afsnittene ovenfor blev skrevet i juni 2010 på højdepunktet af hysteriet, der var forårsaget af det såkaldte olieudslip af “udslettelsesdimensioner” i Den Mexikanske Golf. Imidlertid døde hele affæren ud i løbet af et par måneder, da jeg og andre “peb i fløjten” og hævdede, at der INTET UDSLIP havde fundet sted overhovedet og at hele kampagnen var iscenesat af den frimureragtige sekt som et nyt globalt projekt. I dag er der ingen, der ønsker at tale om denne “udslettende begivenhed” mere.

En anden begivenhed har trængt sig på for nylig med en ny omgang offentligt hysteri – Det er affæren om den påståede katastrofe på Fukushima Dai-ichi atomkraftværket i Japan. Igen begyndte mange mennesker at spørge: Hvad mener du om Fukshima-affæren?

Mit svar er det samme: Den såkaldte Fukushima-katastrofe er en nyt frimurerprojekt af global dimension. Der skete ingen ulykke overhovedet. Der var ingen dampeksplosion. Der var end ikke nogen miniatombombe. Der var ingen radioaktiv stråling. Det eneste der indtraf – var opsætningen af et nyt hegn rundt om hele området, så ingen kunne gribe iscenesætterne på fersk gerning. Hele kampagnen var iscenesat, og scenerne findes kun i form af fup-videoer og fup-fotos, og så naturligvis i form af et professionelt orkestreret massehysteri i såvel mainstreammedierne som i alternative medier (der typisk opereres af fuldtids “konspirationsteoretikere”, dem der overalt fungerer som bondefangere for de såkaldte good guys).

Det er nødvendigt at holde sig for øje, at de mennesker, der stræber efter Den ny verdensorden (NWO) og vil omdanne planeten til en global koncentrationslejr, er arge modstandere af atomkraftindustrien. [Hvis alle nationer endte med at have atomenergi nok, ville det nuværende marked for jordolie, som er totalt under sektens kontrol, miste sin dominerende status, og den ville endelig tabe magt og indtjening af betydning.]
Med Tjernobyl-kampagnen i 1986 lykkedes det ikke at myrde kærnekraftindustrien helt. Selv om hysteriske miljøorganisationer i Tyskland og et par lande mere formåede at lukke eksisterende kraftværker ned, lykkedes det for kærnekraften at overleve i Korea, Japan, Frankrig, Rusland, USA og flere andre nationer. Med Fukushima-kampagnen satsede folkene bag Den ny verdensorden af al magt på definitivt at lægge kærnekraftindustrien i graven. Det er af afgørende betydning for gennemførelsen af deres globale overtagelse, at alle atomkraftværker på planeten forsvinder. Atomkraften gør alt for mange lande uafhængige, og derfor er den fredelige udnyttelse af atomkraft en alvorlig hindring for det globaliseringsvanvid, sekten er besat af.

Mange mennesker har også spurgt mig, om de to hovedkræfter i Tjernobyl-opsætningen – Legasov og Pikalov – virkelig var CIA-agenter, som jeg har antydet. Mit svar er nej. De var ikke fra CIA, de var fra den frimureragtige sekt, der er langt mere magtfuld end CIA. Den var modstander af den tidligere Sovjetunion [i hvert fald af den senere udgave, der begyndte at gøre op med jøderne i systemet] og den var modstander af den fredelige udnyttelse af kærnekraft. Denne sekt afskyr individuel frihed og har som mål at skabe så megen uro i verden, at den øvrige menneskehed til sidst tigger om at blive frelst fra mere ulykke, hvorefter den for stedse vil blive trælbunden.

[Redaktionel kommentar: Den internationale sekt af forbryderiske jøder og medløbere har massiv indflydelse på CIA og Mossad. Organisationen har infiltreret såvel det strategiske som det operative niveau, og jo flere de er, jo flere bliver de. I dette tilfælde af “vestlig” terror er det sandsynligt, at miniatombomben var produceret i USA, men Israel kan aldrig udelukkes. Det er usandsynligt at miniatombomben var sovjetisk, men det kan heller ikke udelukkes. Under alle omstændigheder ville den ikke være større, end at den kunne bringes ind i en værktøjskasse og gemmes under reaktoren med en tidsindstilling. Med en placering i bunden af reaktoren ville størstedelen af sprængeffekten gå opad på grund af underlagets fordæmmende (reflekterende) effekt.

Endelig er det på sin plads at gøre opmærksom på, at dæmoniseringen, som disse angreb på den fredelige udnyttelse af atomkraften har bevirket, udgør selve årsagen til den almindelige skepsis over for civil udnyttelse af atomkraft. Hvis vi et øjeblik “friholder” atomkraftindustrien fra de “katastrofer”, den ikke har forårsaget, og forsøger at abstrahere fra dæmoniseringens negative vibrationer, kan vi måske ane, at atomkraften i al den tid, hvor den har tjent som energiforsyning, har fungeret ualmindelig effektivt og driftsikkert – uden overhovedet at forurene miljøet som sådan. I dag kan brændselsstavene, der tidligere blev sikkert! deponeret hvor de ikke kunne skade, opformeres og udnyttes i betydeligt større omfang end tidligere. Det var denne videre forskning i Frankrig, der bl.a. led skade under fup-ulykkerne.
Frankrig og Storbritannien arbejdede med at udvikle en ny reaktortype, der kun ville efterlade en ubetydelig mængde radioaktivt affald – plasma-reaktoren. Også den forskning led alvorlig skade, fordi det ligefrem blev politisk ukorrekt at bevilge penge til en lovende bæredygtig udvikling.
Som dansker eller svensker bør du erkende, at du befinder dig i et energiforsyningsnet, der inkluderer stabile svenske atomkraftværker, som dag ud og dag ind leverer energi til bl.a. dit stigende energiforbrug. Det er ren energi og billig energi sammenlignet med kul og olie.
Hvis det lykkes at udvikle et fusionskraftværk, er der tale om en energiform med kolossale fordele. En dansker vil kunne få dækket et helt livs elforbrug med omkring 25 gram af stoffet litium og 215 liter vand. Affaldsproduktet er 2 kg helium, der kan bruges i industrien. Fusionsenergi kan bruges til produktion af elektricitet. Spildvarmen kan bruges i fjernvarmeanlæg. Fusionskraft er ufarlig; den udvikler ingen langvarig radioaktivitet i modsætning til den kendte fissionsproces. Radioaktiviteten fra et udtjent fusionskraftværk vil være uskadelig efter omkring 50 år. Den radioaktive rest er tritium, den supertunge form af brint, der er ustabil og radioaktiv, men halveringstiden er kun 12,32 år.
Hvad med vindmøllerne? – spørger du.
Det er et tiltalende princip at udnytte solens vedvarende energi (tænk også hvis vi kunne udnytte den energi, der skyldes vindens påvirkning af havvandmasserne – vel at mærke uden at ændre klimaet). Vindmøllerne vil ikke med den nuværende virkningsgrad kunne følge med fremtidens stigende energibehov, medmindre vi overplastrer de nationale vandområder med møller. På et tidspunkt indhentes møllernes samlede værdi af produktionen af den samlede omkostning til vedligeholdelse, demontering og genindvinding, især for havvindmøllernes andel. Møllerne kan ikke på nuværende tidspunkt tilnærmelsesvis konkurrere med et moderne atomkraftværk, men vil stadig se smukkere ud på afstand. Det må enhver erkende.]