Bombe mod: tidl. prm. Rafic Hariri i Beirut, Libanon,
14. februar 2005

Sand Historie

O-D-I-N.org ud fra The Third Truth about 9/11, 22. januar 2015.

 

Bombe mod tidl. prm. Rafic Hariri i Beirut, Libanon – mandag 14. februar 2005, o. kl. 13.

Når vi læser om dette modbydelige attentat på en dygtig og fremtrædende politisk personlighed, falder følgende opfordring i jødernes Talmud os ind: “De bedste blandt goyim skal du dræbe …” Det fører tankerne videre til attentatet på John F. Kennedy.

Det er vanskeligt at sætte ord på, hvor forrykt den jødiske ideologi forholder sig til andre mennesker. Verdenssamfundet må lære at forstå, at en jødisk opvækst, der baserer sig på disse principper, kun fremmer had og ufred. Derfor kan vi konstant bevidne, at jøder og zionister myrder uden samvittighedskvaler, for de følger blot tilskyndelsen i deres troslære.


Tv.: Det enorme krater fra bomben, der dræbte tidl. premierminister Rafic Hariri, udslettede hans bilkortege og lagde adskillige bygninger rundt om i ruiner.
Th.: Den forbrændte krop af et offer fra mordstedet.
Foto: Internettet

 

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mossads terror-atombomber

Her er de officielle erklæringer (fra den samtidige Wikipedia-artikel).
[Fodnote 396 linker stadig til Wikipedia; bemærk, at teksten kan være ændret siden 2012.]

Engelsk Wikipedia anno 2012:
… Rafic Baha El Deen Al-Hariri (f. 1. november 1944, d. 14. februar 2005) var forretnings-matador og premierminister i Libanon fra 1992 til 1998 og igen fra 2000 til sin afgang den 20. oktober 2004. Han var leder af fem ministerier under sin embedsperiode. Hariri dominerede landets politik og forretningsliv efter krigen og tilskrives i vide kredse æren for genopbygningen af Beirut efter 15 års borgerkrig.

Hariri blev dræbt ved et attentat den 14. februar 2005, da en sprængladning ækvivalent med omkring 1.000 kg TNT blev udløst netop som hans bilkortege passerede St. George Hotel i Libanons hovedstad, Beirut.

Efterforskningen af attentatet, der foretages af et særligt tribunal for Libanon, er stadig igangværende og ledes i øjeblikket af den uafhængige efterforsker Daniel Bellemare [canadisk jøde; det er som at sætte ræven til at vogte gæssene]. I tribunalets første to rapporter, antydede UNIIIC* at den syriske regering kunne være involveret i attentatet. Mordet på Hariri førte til massive politiske ændringer i Libanon, herunder Cedar-opstanden og tilbagetrækningen af syriske tropper fra Libanon
 … Hariri blev den 14. februar 2005 dræbt sammen med 22 andre, da eksplosiver ækvivalent med omkring 1.800 kg TNT (den første del af Wikipedia-artiklen nævnte her et tal på 1.000 kg TNT) blev udløst da hans bilkortege befandt sig tæt ved St. George Hotel i Beirut. Trotylet detonerede i en parkeret Mitsubishi kassevogn, da hans konvoj passerede. Blandt de dræbte var flere af Hariris bodyguards og hans ven, den tidligere økonomiminister Bassel Fleihan. Hariri og hans bodyguards blev begravet sammen et sted i nærheden af Mohammad Al-Amin Mosque.

*) UNIIIC: The United Nations International Independent Investigation Commission.

En rapport fra 2006 angiver, at DNA-beviser fra gerningsstedet antyder, at attentatet kan være udført af en ung selvmordsbombemand. Et FN-støttet tribunal udstedte fire anholdelsesbeslutninger mod  medlemmer af Hezbollah. Hezbollah lagde skylden for attentatet på Israel.

Ifølge en canadisk nyhedsvirksomheds undersøgelse havde det særlige FN-efterforskningsteam fundet solidt bevismateriale for at Hezbollah skulle være ansvarlig for attentatet …

… Hezbollah har anklaget Israel for attentatet på Hariri. Ifølge talsmænd fra Hezbollah blev attentatet på Hariri planlagt af Mossad som et middel til at få bortvist den syriske hær fra Libanon. I august 2010 fremlagde Hezbollah-lederen Hassan Nasrallah bevismateriale, der bestod af opsnappet video-materiale fra en spionerende israelsk drone, hvilket implicerede Israel i attentatet på Hariri …

[Hvis Fodnote 397 var et link, virker det ikke mere – men meningen kunne i 2012 have været at henvise til denne artikel fra CNN. Vær opmærksom på, at indholdet kan være ændret siden da.]

Jeg er nødt til at gøre opmærksom på, at ud over de 22 dræbte blev mere end 135 mennesker i nærheden af sprængningen alvorligt såret og mange af dem døde senere.

Selv fra den korte bid information ovenfor, er det nemt at konkludere, hvem der var den motiverede part bag denne grusomhed. Selv om attentatet førte til tilbagetrækningen af de syriske tropper, blev ansvaret – imod enhver logik – stadig pålagt det formelt pro-iranske Hezbollah …

Flere oplysninger.

En tidlig påstand ifølge denne oprørske CNN-side (som ikke længere eksisterer) var denne:

[Fodnote 398 linkede pr. 2012 til: www.cnn.com/2005/WORLD/meast/02/14/beirut.explosion/index.html, som fører til en tom side, men måske var det denne artikel fra CNN, der mentes. Du kan selv undersøge, om alle citaterne stadig stemmer – nogle af dem gør.]

Hariri og mindst ni andre blev mandag dræbt, da en kraftig bombe skar sig gennem Beiruts mondæne kystboulevard og efterlod alt i småstykker, brændende køretøjer og forvredet metal og glas strøet over vejen i flere husblokkes længde …

Den kraftige sprængning fandt sted lige før kl. 13 (lokal tid) udfor det femstjernede hotel St. George og Phoenicia-Intercontinental i Libanons berømte Corniche-distrikt med udsigt over Middelbavet.

Eksplosionen efterlod et 5 meter* krater i vejen og spredte et tykt lag støv og aske over vragdelene. Hariris hjælpere udtalte, at bomben mentes at have indeholdt omkring 320 kg eksplosiver …

*) [Det må være 5 meter “dybt”, hvis man skal tro billedet – og mindst 10 meter i diameter.]

Det forbrændte offer i billedet ovenfor repræsenterer et typisk eksempel på, hvad den intense varmestråling fra en nuklear bombe kan gøre ved et påklædt eksemplar af Adams efterfølgere. Denne mand blev ramt i oprejst stilling med front mod bomben. Skaderne forklarer, hvorfor lægerne kalkulerer med 45% forbrænding af kroppen ved nukleare ofre. Dette offer blev af en eller anden grund trukket adskillige meter væk fra gerningsstedet, inden billedet blev taget. [Hvorfor? – måske til ære for verdenspressen. Det kan ikke være Hariri, som af gode grunde ikke kan have stået op, da bomben detonerede.]


En ødelagt og brændende bil minutter efter “bilbomben”. Foto: Internettet

 

Læg mærke til de uantændte bagdæk. Også dette foto repræsenterer et “klassisk” skadebillede fra en miniatombombe. Pladerne i dørene fx er trykket ind omkring vangerne af chokbølgen, og kun den side, der vendte mod bomben, er i brand. Skyggesiden (i forhold til den radiært udsendte varmestråling) herunder de bageste dæk er ikke forbrændt. Læg også mærke til det lidt fjernere brandsted tv., der også er forårsaget af varmestrålingen. Ground zero var til højre for bilen, krateret fandtes neden for billedets højre kant.

Her er mere fra CNN, rapporteret af Robert Fisk, korrespondent for den London-baserede avis Independent i Beirut. Han boede i nærheden og var så “heldig” at kunne være til stede straks efter bombningen (tilsyneladende uvidende om, at han skulle have været iført åndedrætsværn, eller helst – en helmaske – for at undgå at indånde farligt radioaktivt støv):

Det er en scene af enorm ødelæggelse. Jeg så flere døde, der var i brand inde i bilerne. Jeg klatrede ned i krateret, der var mindst 5 meter dybt, så det havde været et enormt blast. Mindst 22 biler var i brand, en af dem var sendt tre etager op og ind i annekset til et uåbnet hotel. En anden syntes at være blæst over muren til St. George Hotel …

… Der var virkelig mange løse kropsdele, jeg kunne opregne mindst fem mennesker, alle i brand, blæst tværs over vejen. Når jeg kunne identificere fem, må der have været flere. Dette var, hvad jeg kunne se på stedet, mindst 15 minutter før hæren ankom og begyndte at sende folk væk[Fodnote 399, muligvis ændret.]

Tror vi stadig, at denne Hiroshima-agtige rædsel var forårsaget af en bilbombe med 1 ton TNT, som det hævdes?

Lad os repetere, hvorfor den officielle udgave er utroværdig propaganda:

  1. Bilbomber laver ikke kratere.
  2. Et krater, der er så stort som vi ser det ovenfor, og som det beskrives i nyhedsartiklerne, kunne ikke være forårsaget af 1 ton TNT, selv hvis en så betydelig ladning TNT havde været begravet dybt i midten af asfaltvejen.

    [Her kalkulerer Dimitri Khalezov for en gangs skyld forkert. I vores delartikel med bl.a. en beskrivelse af bombningen af Marriott Hotel i Islamabad, brugte vi følgende formel til at finde kraterstørrelsen ud fra en given ladning TNT i kg:
    L = c x d x (kvadratroden af (1 + n^2) – 0,41)^3 x M^3.
    Formlen bliver forklaret i den tidligere artikel. Indsætter vi L = 1.000 kg i den og beslutter, at bomben befandt sig 5 meter (M) under kørebanen i “almindelig jord”, vil n blive omkring 1,45, og dermed er kraterets radius T, der er givet som M x n, lig med 5 m x 1,45 altså 7,25 meter, svarende til et krater med diameteren 14,5 meter. Vi kan altså sagtens frembringe et krater som det på billedet med 1.000 kg trotyl. Andet ville da også være mærkeligt. Men det er ikke så afgørende i denne sammenhæng. Kratere kan i praksis udvikle sig forskelligt afhængigt af ladningens nærmeste omgivelser, som måske i dette tilfælde var et luftrum i en kloak og lidt højere oppe komprimeret vejfundament og asfalt.]

  3. Et ton TNT, der udløses på ét og samme sted, kan ikke ødelægge en hel kortege, i bedste fald højst 2 biler på én gang, måske kun 1 [det afhænger naturligvis af køretøjernes indbyrdes afstand]. I dette tilfælde blev mindst 22 biler alvorligt beskadiget (og et uspecificeret antal mindre skadet) [men alle 22 indgik næppe i kortegen]. Det giver et indtryk af rækkevidden. [Vi ved allerede, at chokbølgen fra en 0,01 kiloton miniatombombe (svarende til 10 tons TNT) vil være dræbende inden for en radius på 90 meter, og at alt inden for 25 meters radius vil fordampe eller forkulle.]
  4. Det beskrives, at mindst to biler blev kastet op i luften, den ene op til 3. sal, den anden over en mur. Hvis det er rigtigt, kan vi forestille os, at det var de to biler, der befandt sig nærmest til siderne for den begravede miniatombombe, da den detonerede og fjernede alt lige lodret over. Bemærk, at en bilbombe ikke kan slynge noget opad, der befinder sig til siden og i samme niveau. Biler i nærheden kunne blive blæst vandret bort fra en bilbombe, men ikke opad [medmindre de ramte et eller andet, der virkede som en rampe, måske en anden bil]. Dette forhold reducerer yderligere sandsynligheden for en bombe-bil [en bombe i kørebaneniveau].
  5. Ordinære eksplosioner brænder ikke biler, hvorimod biler antændes af varmestrålingen fra en atomudladning [kortvarigt flere hundredetusinde grader C].
  6. Ordinære bomber bestående af et konventionelt sprængstof alene forbrænder ikke folk. Men i dette tilfælde forklarer korrespondenten fra Independent, at menneskekroppe var i brand, da han kom til stede efter sprængningen. Kun varmestrålingen fra en nuklear udladning kan brænde mennesker på den måde. Ja, selvfølgelig kunne der være tale om napalm, men det er ikke sandsynligt; i denne sag blev der aldrig rapporteret om andet end “konventionelle sprængstoffer”.
  7. Endelig medfører konventionelle sprængstoffer ikke tilkaldelsen af “fremmed assistance” til efterforskningen.

Dette må vel være tilstrækkeligt. Er du ved at blive syg af disse massakrer? Lærer du noget?

Gerningsmænd: Ingen havde i forvejen hørt om en “muslimsk” organisation med det idiotiske navn “Sejr og Jihad”, som i et anonymt telefonopkald til nyhedsbureauerne hævdede ansvaret for attentatet.

Selv om det måtte stå ethvert fjols klart, at en organisation som “Sejr og Jihad” ikke kunne eksistere i virkeligheden, faldt mistanken prompte på hemmelige tjenester enten fra Iran eller Syrien og sluttede med at pege på den syriske. De virkelige gerningsmænd er naturligvis aldrig blevet fanget (i det mindste ikke indtil nu, december 2012).

Motiver: “Nogen” havde et påtrængende behov for at få den syriske fredsbevarende styrke fjernet fra Libanon. Denne styrke havde været stationeret i Libanon i årevis og virkede præventivt i forhold til en Israelsk invasion i fuld skala, men også som et værn mod forstærkninger i den interne borgerkrig. Eftersom israelerne støttede den kristne del, afbalancerede syrerne den muslimske del, der ellers ville have tabt, selv om syrerne oprindeligt var inviteret af den kristne part.

Modsat den gængse opfattelse optrådte syrerne i Libanon aldrig som en “besættelsesstyrke” i modsætning til de sovjetiske styrker i Afghanistan, israelerne i Sydlibanon og amerikanerne i Irak. Syrerne i Libanon var intet andet end det største kontingent af de kombinerede styrker under Den Arabiske Liga, der var sendt til Libanon som fredsbevarende efter anmodning fra den Libanesiske regering.

Men “nogen” [utroligt at Dimitri Khalezov åbenbart er vaccineret imod at nævne Israel og jøderne ved navn] var ekstremt utilfreds med de syriske fredsbevarende styrkers tilstedeværelse og ønskede dem trukket ud af Libanon. På grundlag af Rafic Hariris uenighed med andre politikere, som favoriserede syrernes fortsatte tilstedeværelse, fattede man den modbydeligste plan. Planen gik ud på at likvidere Hariri så spektakulært som muligt, lade en usandsynlig organisation tage ansvaret, hvorefter mistanken automatisk ville blive rettet mod syrerne. De ville i gruppen af alle potentielle gerningsmænd [ved en overfladisk analyse] være de eneste, der kunne have en interesse i at likvidere Hariri.

I virkeligheden havde Rafic Hariri aldrig været imod Syrien på mindste måde (han var desuden muslim), men det forhold blev ikke fremhævet. Næsten umiddelbart efter attentatet udsendte alverdens nyhedsbureauer hysteriske påstande om, at kun Syriens hemmelige tjenester kunne stå bag en sådan vederstyggelighed, for intet andet land eller organisation kunne have nogen interesse i Hariris død. Et offentligt hysteri af dimensioner fulgte øjeblikkeligt. Det blev især pisket op i Beirut og ud over Libanon. Den syriske regering afviste naturligvis alle anklager, men skaden var sket. De syriske tropper kunne ikke længere blive i Libanon og måtte snart trækkes fuldstændigt hjem. “Nogen” var nu blevet frit stillet til at angribe Libanon igen i ubegrænset omfang.

Den næste aggression mod Libanon fulgte snart efter det syriske kontingents afgang. Det strategiske mål for Israel i dette spørgsmål var at tvinge syrerne ud, så de havde frie hænder til at knuse Hezbollah (der var afhængige af syrernes tilstedeværelse for at få våben og ammunition). Kort efter de syriske troppers afgang, invaderede Israel det sydlige Libanon angiveligt for at “rense området for Hezbollah-terrorister”.

Uheldigvis for israelerne havde de denne gang fejlkalkuleret egen militær formåen og undervurderet modstanderen. Skønt det lykkedes dem at dræbe over tusinde civile libanesere og anrette betydelig skade på den libanesiske civile infrastruktur var de israelske væbnede styrker ikke i stand til at klare sig mod Hezbollah-militsen. Israelerne led et ydmygende nederlag. De mistede hundreder af kampvogne og endda en destroyer, der blev alvorligt beskadiget af et kinesisk fremstillet anti-skibsmissil. Det gik også ud over en del civile israelere, idet Hezbollah gengældte overfaldet med at sende tusinder af raketter over grænsen mod civile israelske mål. Efter at have indset, at de denne gang var ude af stand til at opnå et tilfredsstillende resultat, trak israelerne sig ud af Libanon. På den måde resulterede den nukleare likvidering af Rafic Hariri ikke i de forventede fordele for Israel, men i et højst uventet og hidtil uset nederlag.

Ikke desto mindre lykkedes det hovedparten af verdens tosser at overse sandheden i den libanesiske intrige, og de tror stadig på det utrolige: at det ikke-atombevæbnede Syrien, der altid vil gøre sit bedste for at være på talefod med det internationale samfund, skulle stå bag dette modbydelige nukleare massemord.

Her er en enlig alternativ opfattelse i form af en kort artikel med titlen “Politisk selvmord”.
[Fodnote 400 (ændret 2015: den oprindelige artikel af Christopher Bollyn med titlen “POLITICAL SUICIDE”, er tilsyneladende væk fra Internettet. Vi har linket til en anden artikel af samme forfatter om samme sag.)]

Hvis Syrien dræbte Rafic Hariri, Libanons tidligere premierminister og mesterhjernen bag genopbygningen efter borgerkrigen, må det bedømmes som et tilfælde af politisk selvmord,” skrev Patrick Seale, en 30-årig britisk veterankorrespondent i mellemøstanliggender, kort efter at Hariri blev dræbt, da en uforklarlig eksplosion ramte hans bilkortege den 14. februar 2005.

“Hvorfor skulle Syrien myrde Hariri, hovedarkitekten bag Libanons efterkrigs-rekonstruktion og fremgang?” spurgte American Free Press, da Hariri var blevet myrdet. “Og hvorfor skulle nogen myrde Hariri på en så spektakulær måde?” “At pålægge Syrien noget ansvar for mordet er ikke plausibelt,” skrev Seale.

Hariri var ikke dødsfjende af Syrien. I 10 ud af 12 år var han Libanons premierminister under Syrien-æraen. “At dræbe Hariri på dette kritiske tidspunkt ville være det samme som for stedse at destruere Syriens omdømme og overdrage dets fjender våbnet til det stød, der endeligt kunne destabilisere Damaskus-regimet og muligvis afslutte det,” skrev Seale.

Seale er forfatter til flere bøger om Syrien, bl.a. The Struggle for Syria (Magtkampen om Syrien), Assad of Syria: The Struggle for the Middle East (Syriens Assad: Magtkampen om Mellemøsten, og Abu Nidal: A Gun for Hire (Abu Nidal: En lejemorder).

“Mordet er mere sandsynligt udført af en af dets [Syriens] mange fjender,” skrev Seale. Han nævnte Israel som en sandsynlig mistænkt. “Israels ambition har længe været at svække Syrien,” skrev han, “kappe dets strategiske alliance med Iran og ødelægge Hezbollah.” USA og Israel forsøger at samle international støtte imod Iran, Syrien og Hezbollah, fordi de modsætter sig USA’s og Israels herredømme over regionen. Hezbollah tvang Israel ud af Libanon og har en afskrækkende kapacitet, som forhindrer Israel i at angribe Libanon ustraffet. “Israel har stor erfaring med ‘målrettede likvideringer,’ ikke kun i det palæstinensiske område, men tværs over hele Mellemøsten,” skrev Seale. Gennem årene har det sendt likvideringsgrupper for at dræbe modstandere i Beirut, Tunis, Malta, Amman og Damaskus.”

Ingen har, “naturligvis”, bekymret sig om disse betragtninger ovenfor fra en åbenbar specialist i mellemøstlige affærer, lige så lidt som nogen synes at have brugt sin sunde fornuft og lidt elementær logik for at forstå det indlysende.

International “efterforskning”.

Den nukleare bombning af Rafic Hariris bilkortege var sandsynligvis det første tilfælde, der endte i skændsel for organisationen De Forenede Nationer. Alle tidligere lusede tilfælde af “terror” var for det meste blevet tilsløret af en bestemt regering, somme tider af flere regeringer og deres hemmelige tjenester i forening, mens FN blev efterladt med røde øren. Men netop i denne sag var det organisationen selv, der dækkede over forbryderen.

Det skal nævnes, at til forskel fra hysteriske lokalpolitikere på Mossads lønningsliste, og til forskel for de større nyhedsbureauer, havde tilsyneladende “ansvarlige” regeringer, De Forenede Staters og den britiske, såvel som FN-organisationen selv, afholdt sig fra direkte at beskylde Syrien for at have organiseret attentatet (og havde “høfligt” foretrukket “ikke at bemærke” at det konkrete våben, der var blevet anvendt til forbrydelsen, var et kærnevåben). Alle tre foretrak i stedet “kun” at forlange, at syrerne skulle trække sig ud af Libanon og en åben international “undersøgelse” af attentatet finde sted.

Deres første krav blev imødekommet – de syriske tropper fortrak. Syrerne trak sig tilbage af principielle grunde, ikke for at honorere de tre kravstillere. De syriske ledere, hvor “onde” de end måtte opfattes af tosserne, optrådte ikke så uforskammede som deres amerikanske modstykker, at de ville blive i et land, hvor de ikke var velkomne.

Men da det kom til det andet krav – den åbne internationale “undersøgelse”, viste det sig hurtigt, at omstændighederne ikke magede sig så ligetil for USA’s og Storbritanniens regeringer og deres lakajer i FN. Det var ganske åbenbart ikke nemt at foretage en “åben” undersøgelse af den underjordiske, indlysende nukleare, sprængning på noget over 10 tons i sprængkraft og “åbent” præsentere resultaterne, som om det havde været en detonation over jorden i en “bombe-bil” med kun 1 ton TNT. Det var absolut ikke nemt, og de tre projektansvarlige var dømt til at tabe ansigt i forsøget.

FN’s Sikkerhedsråd udstedte Resolution 1596, der sendte et undersøgelsesteam af sted for at undersøge attentatet på Hariri. Dette team blev ledet af en tysk dommer Detlev Mehlis som præsenterede holdets første rapport for Sikkerhedsrådet den 20. oktober 2005. Mehlis-rapporten implicerede Syrien og libanesiske embedsmænd med særlig fokus på Syriens militære efterretningschef, Assef Shawkat (den syriske præsident Bashar al-Assads svoger). Mehlis-kommissionen bekymrede sig end ikke om at overveje den mest sandsynlige (reelt den helt indlysende) forbryder – det israelske Mossad – som en af de potentielle gerningsmænd. Den israelske stat og dens notoriske hemmelige tjeneste blev undskyldt, som var de pr. definition hævet over enhver mistanke.

Den amerikanske præsident Bush Jr. havde indkaldt til et ekstraordinært møde i FN viet til diskussionen af det internationale modsvar “så hurtigt som muligt for at kunne komme videre med dette meget alvorlige spørgsmål.” Detlev Mehlis havde bedt om mere tid til at efterforske alle spor. Den anden rapport, frigivet den 10. december 2005, opretholdt konklusionerne fra den første. Den 11. januar 2006 blev Mehlis erstattet af belgieren Serge Brammertz [jøde]. Men udbyttet af disse “undersøgelser”, selv efter udpegningen af en ny chefundersøger kom på ingen måde til at adskille sig fra resultaterne fra den berygtede “9/11-Kommission”.

Wikepedias artikel om mordet på Rafic Hariri nævner endvidere:

… Generalmajor Jamil Al Sayyed, dengang chef for Libanons almindelige sikkerhed, brigadegeneral Mustapha Hamdan, generalmajor Ali Hajj og brigadegeneral Raymond Azar blev alle anholdt i august 2005 efter anmodning fra den tyske anklager Detlev Mehlis, der førte FN’s undersøgelse af attentatet.

Jamil al Sayyed blev – ifølge et lækket udkast til Mehlis-rapporten – udpeget som en af de personer, der sammen med andre højtrangerende syriske efterretningsfolk, sikkerhedsofficerer og embedsmænd, besluttede at likvidere Rafic Hariri. Det var primært Assef Shawkat, Maher al Assad, Hassan Khalil og Bahjat Suleyman.

Men – senere rapporter om attentatet gentog ikke disse beskyldninger mod Jamil al Sayyed og de tre andre libanesiske generaler. Fire libanesiske generaler sad varetægtsfængslet i Roumieh-fængslet nordøst for Beirut fra 2005 til 2009. Fire libanesiske højtrangerende embedsmænd blev løsladt fra fængslet på grund af manglende beviser …

Det mest chokerende i denne beretning er, at den skandaløse “dommer” Detlev Mehlis, udpeget af FN til at blande sig i Libanons interne affærer, kunne holde fire libanesiske generaler fængslet i fire år, vel vidende at de var absolut uskyldige.

Sagen er, at til forskel fra de godtroende plebejer, var denne “dommer” helt sikkert informeret af sine førere om, at det konkrete job var blevet udført med en miniatombombe. Det kan afgøres med sikkerhed, for uden at kende sandheden ville Mehlis ikke have været i stand til at skjule de faktiske begivenheder. Og hvis han ikke havde kendt sandheden og havde efterforsket normalt, ville han hurtigt have nået en uønsket konklusion. Jeg håber at læseren forstår pointen, at denne “dommer” ikke ville kunne udføre sin undersøgelse gennem adskillige år, hvor han konstant kommunikerede med forskellige eksperter i eksplosiver, og så alligevel misse pointen om bombens nukleare natur. Disse folk fra “FN’s undersøgelsesteam” kendte deres mission fra begyndelsen, og deres bidrag til maskepiet var at anklage fire uskyldige libanesiske generaler og holde dem indespærret i fire år …

Måske kan du finde de passende ord for en sådan fremgangsmåde, jeg kan ikke. Jeg mangler ord for det …

Til trods for utrolige løgne i kommissionens rapport besluttede FN at fremture: den 6. februar 2006 enedes FN og den Libanesiske regering om et forslag til et “Special Tribunal for Lebanon” [Fodnote 401]. Det ville i givet fald blive første gang, at en international retsinstans skulle fremstille tiltalte fra en terrorhandling forøvet mod en bestemt person.

Interessant nok forlangte Hezbollah i oktober 2010, at den libanesiske regering skulle indstille sit samarbejde med dette FN-tribunal, idet tribunalet repræsenterede vestlige regeringers tilsidesættelse af libanesisk suverænitet. Jeg kan kun være helt enig i Hezbollahs tolkning – eftersom det er indlysende rigtigt.

Formodentlig har De Forenede Nationer ikke tidligere gennem organisationens historie udstillet sin afhængighed i den udstrækning. Jeg for mit vedkommende har aldrig bevidnet noget mere skændigt end resultaterne fra organisationens “åbne” undersøgelse og det “særlige tribunal”.