Bombe mod: tidl. prm. Rafic Hariri i Beirut, Libanon,

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org ud fra The Third Truth about 9/11, 22. januar 2015.

 

Bom­be mod tidl. prm. Rafic Hari­ri i Bei­rut, Liba­non – man­dag 14. febru­ar 2005, o. kl. 13.

Når vi læser om det­te mod­by­de­li­ge atten­tat på en dyg­tig og frem­træ­den­de poli­tisk per­son­lig­hed, fal­der føl­gen­de opfor­dring i jøde­r­nes Tal­m­ud os ind: “De bed­ste blandt goyim skal du dræ­be …” Det fører tan­ker­ne vide­re til atten­ta­tet på John F. Ken­ne­dy.

Det er van­ske­ligt at sæt­te ord på, hvor for­rykt den jødi­ske ide­o­lo­gi for­hol­der sig til andre men­ne­sker. Ver­dens­sam­fun­det må lære at for­stå, at en jødisk opvækst, der base­rer sig på dis­se prin­cip­per, kun frem­mer had og ufred. Der­for kan vi kon­stant bevid­ne, at jøder og zio­ni­ster myr­der uden samvit­tig­heds­kva­ler, for de føl­ger blot til­skyn­del­sen i deres troslæ­re.


Tv.: Det enor­me kra­ter fra bom­ben, der dræb­te tidl. pre­mi­er­mi­ni­ster Rafic Hari­ri, uds­let­te­de hans bil­kor­te­ge og lag­de adskil­li­ge byg­nin­ger rundt om i rui­ner.
Th.: Den for­brænd­te krop af et offer fra mord­s­te­det.
Foto: Inter­net­tet

 

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mos­sads ter­ror-atom­bom­ber

Her er de offi­ci­el­le erklæ­rin­ger (fra den sam­ti­di­ge Wikipe­dia-arti­kel).
[Fod­no­te 396 lin­ker sta­dig til Wikipe­dia; bemærk, at tek­sten kan være ændret siden 2012.]

Engelsk Wikipe­dia anno 2012:
… Rafic Baha El Deen Al-Hari­ri (f. 1. novem­ber 1944, d. 14. febru­ar 2005) var for­ret­nings-mata­dor og pre­mi­er­mi­ni­ster i Liba­non fra 1992 til 1998 og igen fra 2000 til sin afgang den 20. okto­ber 2004. Han var leder af fem mini­ste­ri­er under sin embeds­pe­ri­o­de. Hari­ri domi­ne­re­de lan­dets poli­tik og for­ret­nings­liv efter kri­gen og til­skri­ves i vide kred­se æren for genop­byg­nin­gen af Bei­rut efter 15 års bor­ger­krig.

Hari­ri blev dræbt ved et atten­tat den 14. febru­ar 2005, da en spræng­lad­ning ækvi­va­lent med omkring 1.000 kg TNT blev udløst net­op som hans bil­kor­te­ge pas­se­re­de St. Geor­ge Hotel i Liba­nons hoved­stad, Bei­rut.

Efter­forsk­nin­gen af atten­ta­tet, der fore­ta­ges af et sær­ligt tri­bu­nal for Liba­non, er sta­dig igang­væ­ren­de og ledes i øje­blik­ket af den uaf­hæn­gi­ge efter­for­sker Dani­el Bel­le­ma­re [cana­disk jøde; det er som at sæt­te ræven til at vog­te gæs­se­ne]. I tri­bu­na­lets før­ste to rap­por­ter, anty­de­de UNIIIC* at den syri­ske rege­ring kun­ne være invol­ve­ret i atten­ta­tet. Mor­det på Hari­ri før­te til mas­si­ve poli­ti­ske ændrin­ger i Liba­non, her­un­der Ced­ar-opstan­den og til­ba­ge­træk­nin­gen af syri­ske trop­per fra Liba­non
 … Hari­ri blev den 14. febru­ar 2005 dræbt sam­men med 22 andre, da eks­plo­si­ver ækvi­va­lent med omkring 1.800 kg TNT (den før­ste del af Wikipe­dia-artik­len nævn­te her et tal på 1.000 kg TNT) blev udløst da hans bil­kor­te­ge befandt sig tæt ved St. Geor­ge Hotel i Bei­rut. Tro­tylet deto­ne­re­de i en par­ke­ret Mitsu­bis­hi kas­se­vogn, da hans kon­voj pas­se­re­de. Blandt de dræb­te var fle­re af Hari­ris bodygu­ards og hans ven, den tid­li­ge­re øko­no­mi­mi­ni­ster Bas­sel Flei­han. Hari­ri og hans bodygu­ards blev begra­vet sam­men et sted i nær­he­den af Moham­mad Al-Amin Mosque.

*) UNIIIC: The Uni­ted Nations Inter­na­tio­nal Inde­pen­dent Inve­sti­ga­tion Com­mis­sion.

En rap­port fra 2006 angi­ver, at DNA-bevi­ser fra ger­nings­ste­det anty­der, at atten­ta­tet kan være udført af en ung selv­mord­s­bom­be­mand. Et FN-støt­tet tri­bu­nal udsted­te fire anhol­del­ses­be­slut­nin­ger mod  med­lem­mer af Hez­bol­lah. Hez­bol­lah lag­de skyl­den for atten­ta­tet på Israel.

Iføl­ge en cana­disk nyheds­virk­som­heds under­sø­gel­se hav­de det sær­li­ge FN-efter­forsk­nings­team fun­det solidt bevis­ma­te­ri­a­le for at Hez­bol­lah skul­le være ansvar­lig for atten­ta­tet …

… Hez­bol­lah har ankla­get Israel for atten­ta­tet på Hari­ri. Iføl­ge tals­mænd fra Hez­bol­lah blev atten­ta­tet på Hari­ri plan­lagt af Mos­sad som et mid­del til at få bort­vist den syri­ske hær fra Liba­non. I august 2010 frem­lag­de Hez­bol­lah-lede­ren Has­san Nas­ral­lah bevis­ma­te­ri­a­le, der bestod af ops­nap­pet video-mate­ri­a­le fra en spio­ne­ren­de isra­elsk dro­ne, hvil­ket impli­ce­re­de Israel i atten­ta­tet på Hari­ri …

[Hvis Fod­no­te 397 var et link, vir­ker det ikke mere – men menin­gen kun­ne i 2012 have været at hen­vi­se til den­ne arti­kel fra CNN. Vær opmærk­som på, at ind­hol­det kan være ændret siden da.]

Jeg er nødt til at gøre opmærk­som på, at ud over de 22 dræb­te blev mere end 135 men­ne­sker i nær­he­den af spræng­nin­gen alvor­ligt sår­et og man­ge af dem døde sene­re.

Selv fra den kor­te bid infor­ma­tion oven­for, er det nemt at kon­klu­de­re, hvem der var den moti­ve­re­de part bag den­ne gru­som­hed. Selv om atten­ta­tet før­te til til­ba­ge­træk­nin­gen af de syri­ske trop­per, blev ansva­ret – imod enhver logik – sta­dig pålagt det for­melt pro-iran­ske Hez­bol­lah …

Fle­re oplys­nin­ger.

En tid­lig påstand iføl­ge den­ne oprør­ske CNN-side (som ikke læn­ge­re eksi­ste­rer) var den­ne:

[Fod­no­te 398 lin­ke­de pr. 2012 til: www​.cnn​.com/​2​0​0​5​/​W​O​R​L​D​/​m​e​a​s​t​/​0​2​/​1​4​/​b​e​i​r​u​t​.​e​x​p​l​o​s​i​o​n​/​i​n​d​e​x​.​h​tml, som fører til en tom side, men måske var det den­ne arti­kel fra CNN, der men­tes. Du kan selv under­sø­ge, om alle cita­ter­ne sta­dig stem­mer – nog­le af dem gør.]

Hari­ri og mindst ni andre blev man­dag dræbt, da en kraf­tig bom­be skar sig gen­nem Bei­ruts mon­dæ­ne kyst­bou­le­vard og efter­lod alt i småstyk­ker, bræn­den­de køre­tø­jer og forv­re­det metal og glas strø­et over vej­en i fle­re hus­blok­kes læng­de …

Den kraf­ti­ge spræng­ning fandt sted lige før kl. 13 (lokal tid) udfor det fem­stjer­ne­de hotel St. Geor­ge og Pho­e­ni­cia-Inter­con­ti­nen­tal i Liba­nons berøm­te Cor­ni­che-distrikt med udsigt over Mid­del­ba­vet.

Eks­plo­sio­nen efter­lod et 5 meter* kra­ter i vej­en og spred­te et tykt lag støv og aske over vrag­de­le­ne. Hari­ris hjæl­pe­re udtal­te, at bom­ben men­tes at have inde­holdt omkring 320 kg eks­plo­si­ver …

*) [Det må være 5 meter “dybt”, hvis man skal tro bil­le­det – og mindst 10 meter i dia­me­ter.]

Det for­brænd­te offer i bil­le­det oven­for repræ­sen­te­rer et typisk eksem­pel på, hvad den inten­se var­me­strå­ling fra en nuk­lear bom­be kan gøre ved et påklædt eksem­plar af Adams efter­føl­ge­re. Den­ne mand blev ramt i oprejst stil­ling med front mod bom­ben. Ska­der­ne for­kla­rer, hvor­for læger­ne kal­ku­le­rer med 45% for­bræn­ding af krop­pen ved nuk­lea­re ofre. Det­te offer blev af en eller anden grund truk­ket adskil­li­ge meter væk fra ger­nings­ste­det, inden bil­le­det blev taget. [Hvor­for? – måske til ære for ver­denspres­sen. Det kan ikke være Hari­ri, som af gode grun­de ikke kan have stå­et op, da bom­ben deto­ne­re­de.]


En øde­lagt og bræn­den­de bil minut­ter efter “bil­bom­ben”. Foto: Inter­net­tet

 

Læg mær­ke til de uan­tænd­te bag­dæk. Også det­te foto repræ­sen­te­rer et “klas­sisk” ska­de­bil­le­de fra en mini­a­tom­bom­be. Pla­der­ne i døre­ne fx er tryk­ket ind omkring van­ger­ne af chok­bøl­gen, og kun den side, der vend­te mod bom­ben, er i brand. Skyg­ge­si­den (i for­hold til den radiært udsend­te var­me­strå­ling) her­un­der de bage­ste dæk er ikke for­brændt. Læg også mær­ke til det lidt fjer­ne­re brand­sted tv., der også er for­år­sa­get af var­me­strå­lin­gen. Gro­und zero var til høj­re for bilen, kra­te­ret fand­tes neden for bil­le­dets høj­re kant.

Her er mere fra CNN, rap­por­te­ret af Robert Fisk, kor­re­spon­dent for den Lon­don-base­re­de avis Inde­pen­dent i Bei­rut. Han boe­de i nær­he­den og var så “hel­dig” at kun­ne være til ste­de straks efter bomb­nin­gen (til­sy­ne­la­den­de uvi­den­de om, at han skul­le have været iført ånde­drætsværn, eller helst – en hel­ma­ske – for at und­gå at indån­de far­ligt radio­ak­tivt støv):

Det er en sce­ne af enorm øde­læg­gel­se. Jeg så fle­re døde, der var i brand inde i biler­ne. Jeg kla­tre­de ned i kra­te­ret, der var mindst 5 meter dybt, så det hav­de været et enormt blast. Mindst 22 biler var i brand, en af dem var sendt tre eta­ger op og ind i annek­set til et uåb­net hotel. En anden syn­tes at være blæst over muren til St. Geor­ge Hotel …

… Der var vir­ke­lig man­ge løse kro­p­s­de­le, jeg kun­ne opreg­ne mindst fem men­ne­sker, alle i brand, blæst tværs over vej­en. Når jeg kun­ne iden­ti­fi­ce­re fem, må der have været fle­re. Det­te var, hvad jeg kun­ne se på ste­det, mindst 15 minut­ter før hæren ankom og begynd­te at sen­de folk væk[Fod­no­te 399, mulig­vis ændret.]

Tror vi sta­dig, at den­ne Hiros­hi­ma-agti­ge ræd­sel var for­år­sa­get af en bil­bom­be med 1 ton TNT, som det hæv­des?

Lad os repe­te­re, hvor­for den offi­ci­el­le udga­ve er utro­vær­dig pro­pa­gan­da:

  1. Bil­bom­ber laver ikke kra­te­re.
  2. Et kra­ter, der er så stort som vi ser det oven­for, og som det beskri­ves i nyheds­ar­tik­ler­ne, kun­ne ikke være for­år­sa­get af 1 ton TNT, selv hvis en så bety­de­lig lad­ning TNT hav­de været begra­vet dybt i mid­ten af asfalt­vej­en.

    [Her kal­ku­le­rer Dimi­tri Kha­lezov for en gangs skyld for­kert. I vores del­ar­ti­kel med bl.a. en beskri­vel­se af bomb­nin­gen af Mar­ri­ott Hotel i Isla­ma­bad, brug­te vi føl­gen­de for­mel til at fin­de kra­ter­stør­rel­sen ud fra en given lad­ning TNT i kg:
    L = c x d x (kva­dra­tro­den af (1 + n^2) – 0,41)^3 x M^3.
    Form­len bli­ver for­kla­ret i den tid­li­ge­re arti­kel. Ind­sæt­ter vi L = 1.000 kg i den og beslut­ter, at bom­ben befandt sig 5 meter (M) under køre­ba­nen i “almin­de­lig jord”, vil n bli­ve omkring 1,45, og der­med er kra­te­rets radi­us T, der er givet som M x n, lig med 5 m x 1,45 alt­så 7,25 meter, sva­ren­de til et kra­ter med dia­me­te­ren 14,5 meter. Vi kan alt­så sag­tens frem­brin­ge et kra­ter som det på bil­le­det med 1.000 kg tro­tyl. Andet vil­le da også være mær­ke­ligt. Men det er ikke så afgø­ren­de i den­ne sam­men­hæng. Kra­te­re kan i prak­sis udvik­le sig for­skel­ligt afhæn­gigt af lad­nin­gens nær­me­ste omgi­vel­ser, som måske i det­te til­fæl­de var et luftrum i en klo­ak og lidt høje­re oppe kom­pri­me­ret vej­fun­da­ment og asfalt.]

  3. Et ton TNT, der udlø­ses på ét og sam­me sted, kan ikke øde­læg­ge en hel kor­te­ge, i bed­ste fald højst 2 biler på én gang, måske kun 1 [det afhæn­ger natur­lig­vis af køre­tø­jer­nes ind­byr­des afstand]. I det­te til­fæl­de blev mindst 22 biler alvor­ligt beska­di­get (og et uspe­ci­fi­ce­ret antal min­dre ska­det) [men alle 22 ind­gik næp­pe i kor­te­gen]. Det giver et ind­tryk af ræk­ke­vid­den. [Vi ved alle­re­de, at chok­bøl­gen fra en 0,01 kilo­ton mini­a­tom­bom­be (sva­ren­de til 10 tons TNT) vil være dræ­ben­de inden for en radi­us på 90 meter, og at alt inden for 25 meters radi­us vil for­dam­pe eller for­kul­le.]
  4. Det beskri­ves, at mindst to biler blev kastet op i luf­ten, den ene op til 3. sal, den anden over en mur. Hvis det er rig­tigt, kan vi fore­stil­le os, at det var de to biler, der befandt sig nær­mest til sider­ne for den begra­ve­de mini­a­tom­bom­be, da den deto­ne­re­de og fjer­ne­de alt lige lodret over. Bemærk, at en bil­bom­be ikke kan slyn­ge noget opad, der befin­der sig til siden og i sam­me niveau. Biler i nær­he­den kun­ne bli­ve blæst van­dret bort fra en bil­bom­be, men ikke opad [med­min­dre de ram­te et eller andet, der vir­ke­de som en ram­pe, måske en anden bil]. Det­te for­hold redu­ce­rer yder­li­ge­re sand­syn­lig­he­den for en bom­be-bil [en bom­be i køre­ba­ne­ni­veau].
  5. Ordi­næ­re eks­plo­sio­ner bræn­der ikke biler, hvor­i­mod biler antæn­des af var­me­strå­lin­gen fra en atom­ud­lad­ning [kortva­rigt fle­re hund­re­de­tu­sin­de gra­der C].
  6. Ordi­næ­re bom­ber bestå­en­de af et kon­ven­tio­nelt spræng­stof ale­ne for­bræn­der ikke folk. Men i det­te til­fæl­de for­kla­rer kor­re­spon­den­ten fra Inde­pen­dent, at men­ne­ske­krop­pe var i brand, da han kom til ste­de efter spræng­nin­gen. Kun var­me­strå­lin­gen fra en nuk­lear udlad­ning kan bræn­de men­ne­sker på den måde. Ja, selv­føl­ge­lig kun­ne der være tale om napalm, men det er ikke sand­syn­ligt; i den­ne sag blev der aldrig rap­por­te­ret om andet end “kon­ven­tio­nel­le spræng­stof­fer”.
  7. Ende­lig med­fø­rer kon­ven­tio­nel­le spræng­stof­fer ikke til­kal­del­sen af “frem­med assi­stan­ce” til efter­forsk­nin­gen.

Det­te må vel være til­stræk­ke­ligt. Er du ved at bli­ve syg af dis­se mas­sa­krer? Lærer du noget?

Ger­nings­mænd: Ingen hav­de i for­vej­en hørt om en “mus­lim­sk” orga­ni­sa­tion med det idi­o­ti­ske navn “Sejr og Jihad”, som i et ano­nymt tele­fo­nopkald til nyheds­bu­reau­er­ne hæv­de­de ansva­ret for atten­ta­tet.

Selv om det måt­te stå ethvert fjols klart, at en orga­ni­sa­tion som “Sejr og Jihad” ikke kun­ne eksi­ste­re i vir­ke­lig­he­den, faldt mistan­ken promp­te på hem­me­li­ge tje­ne­ster enten fra Iran eller Syrien og slut­te­de med at pege på den syri­ske. De vir­ke­li­ge ger­nings­mænd er natur­lig­vis aldrig ble­vet fan­get (i det mind­ste ikke ind­til nu, decem­ber 2012).

Moti­ver: “Nogen” hav­de et påtræn­gen­de behov for at få den syri­ske freds­be­va­ren­de styr­ke fjer­net fra Liba­non. Den­ne styr­ke hav­de været sta­tio­ne­ret i Liba­non i åre­vis og vir­ke­de præ­ven­tivt i for­hold til en Isra­elsk inva­sion i fuld ska­la, men også som et værn mod for­stærk­nin­ger i den inter­ne bor­ger­krig. Efter­som isra­e­ler­ne støt­te­de den krist­ne del, afba­lan­ce­re­de syrer­ne den mus­lim­ske del, der ellers vil­le have tabt, selv om syrer­ne oprin­de­ligt var invi­te­ret af den krist­ne part.

Mod­sat den gængse opfat­tel­se opt­rå­d­te syrer­ne i Liba­non aldrig som en “besæt­tel­ses­styr­ke” i mod­sæt­ning til de sov­je­ti­ske styr­ker i Afg­ha­ni­stan, isra­e­ler­ne i Syd­li­ba­non og ame­ri­ka­ner­ne i Irak. Syrer­ne i Liba­non var intet andet end det stør­ste kon­tin­gent af de kom­bi­ne­re­de styr­ker under Den Ara­bi­ske Liga, der var sendt til Liba­non som freds­be­va­ren­de efter anmod­ning fra den Liba­ne­si­ske rege­ring.

Men “nogen” [utro­ligt at Dimi­tri Kha­lezov åben­bart er vac­ci­ne­ret imod at næv­ne Israel og jøde­r­ne ved navn] var ekstremt util­freds med de syri­ske freds­be­va­ren­de styr­kers til­ste­de­væ­rel­se og ønske­de dem truk­ket ud af Liba­non. På grund­lag af Rafic Hari­ris uenig­hed med andre poli­ti­ke­re, som favo­ri­se­re­de syrer­nes fort­sat­te til­ste­de­væ­rel­se, fat­te­de man den mod­by­de­lig­ste plan. Pla­nen gik ud på at lik­vi­de­re Hari­ri så spek­taku­lært som muligt, lade en usand­syn­lig orga­ni­sa­tion tage ansva­ret, hvor­ef­ter mistan­ken auto­ma­tisk vil­le bli­ve ret­tet mod syrer­ne. De vil­le i grup­pen af alle poten­ti­el­le ger­nings­mænd [ved en over­fla­disk ana­ly­se] være de ene­ste, der kun­ne have en inter­es­se i at lik­vi­de­re Hari­ri.

I vir­ke­lig­he­den hav­de Rafic Hari­ri aldrig været imod Syrien på mind­ste måde (han var des­u­den mus­lim), men det for­hold blev ikke frem­hæ­vet. Næsten umid­del­bart efter atten­ta­tet udsend­te alver­dens nyheds­bu­reau­er hyste­ri­ske påstan­de om, at kun Syri­ens hem­me­li­ge tje­ne­ster kun­ne stå bag en sådan veder­styg­ge­lig­hed, for intet andet land eller orga­ni­sa­tion kun­ne have nogen inter­es­se i Hari­ris død. Et offent­ligt hyste­ri af dimen­sio­ner fulg­te øje­blik­ke­ligt. Det blev især pisket op i Bei­rut og ud over Liba­non. Den syri­ske rege­ring afvi­ste natur­lig­vis alle ankla­ger, men ska­den var sket. De syri­ske trop­per kun­ne ikke læn­ge­re bli­ve i Liba­non og måt­te snart træk­kes fuld­stæn­digt hjem. “Nogen” var nu ble­vet frit stil­let til at angri­be Liba­non igen i ube­græn­set omfang.

Den næste aggres­sion mod Liba­non fulg­te snart efter det syri­ske kon­tin­gents afgang. Det stra­te­gi­ske mål for Israel i det­te spørgs­mål var at tvin­ge syrer­ne ud, så de hav­de frie hæn­der til at knu­se Hez­bol­lah (der var afhæn­gi­ge af syrer­nes til­ste­de­væ­rel­se for at få våben og ammu­ni­tion). Kort efter de syri­ske trop­pers afgang, inva­de­re­de Israel det syd­li­ge Liba­non angi­ve­ligt for at “ren­se områ­det for Hez­bol­lah-ter­r­o­ri­ster”.

Uhel­dig­vis for isra­e­ler­ne hav­de de den­ne gang fejl­kal­ku­le­ret egen mili­tær for­må­en og under­vur­de­ret mod­stan­de­ren. Skønt det lyk­ke­des dem at dræ­be over tusin­de civi­le liba­ne­se­re og anret­te bety­de­lig ska­de på den liba­ne­si­ske civi­le infra­struk­tur var de isra­el­ske væb­ne­de styr­ker ikke i stand til at kla­re sig mod Hez­bol­lah-milit­sen. Isra­e­ler­ne led et ydmy­gen­de neder­lag. De miste­de hund­re­der af kamp­vog­ne og end­da en destroy­er, der blev alvor­ligt beska­di­get af et kine­sisk frem­stil­let anti-skibs­mis­sil. Det gik også ud over en del civi­le isra­e­le­re, idet Hez­bol­lah gen­gæld­te over­fal­det med at sen­de tusin­der af raket­ter over græn­sen mod civi­le isra­el­ske mål. Efter at have ind­set, at de den­ne gang var ude af stand til at opnå et til­freds­stil­len­de resul­tat, trak isra­e­ler­ne sig ud af Liba­non. På den måde resul­te­re­de den nuk­lea­re lik­vi­de­ring af Rafic Hari­ri ikke i de for­ven­te­de for­de­le for Israel, men i et højst uven­tet og hidtil uset neder­lag.

Ikke desto min­dre lyk­ke­des det hoved­par­ten af ver­dens tos­ser at over­se sand­he­den i den liba­ne­si­ske intri­ge, og de tror sta­dig på det utro­li­ge: at det ikke-atom­be­væb­ne­de Syrien, der altid vil gøre sit bed­ste for at være på tale­fod med det inter­na­tio­na­le sam­fund, skul­le stå bag det­te mod­by­de­li­ge nuk­lea­re mas­se­mord.

Her er en enlig alter­na­tiv opfat­tel­se i form af en kort arti­kel med tit­len “Poli­tisk selv­mord”.
[Fod­no­te 400 (ændret 2015: den oprin­de­li­ge arti­kel af Chri­stop­her Bol­lyn med tit­len “POLITICAL SUICIDE”, er til­sy­ne­la­den­de væk fra Inter­net­tet. Vi har lin­ket til en anden arti­kel af sam­me for­fat­ter om sam­me sag.)]

Hvis Syrien dræb­te Rafic Hari­ri, Liba­nons tid­li­ge­re pre­mi­er­mi­ni­ster og mester­hjer­nen bag genop­byg­nin­gen efter bor­ger­kri­gen, må det bedøm­mes som et til­fæl­de af poli­tisk selv­mord,” skrev Patri­ck Sea­le, en 30-årig bri­tisk vete­ran­kor­re­spon­dent i mel­le­mø­stan­lig­gen­der, kort efter at Hari­ri blev dræbt, da en ufor­klar­lig eks­plo­sion ram­te hans bil­kor­te­ge den 14. febru­ar 2005.

Hvor­for skul­le Syrien myr­de Hari­ri, hove­d­ar­ki­tek­ten bag Liba­nons efter­krigs-rekon­struk­tion og frem­gang?” spurg­te Ame­ri­can Free Press, da Hari­ri var ble­vet myr­det. “Og hvor­for skul­le nogen myr­de Hari­ri på en så spek­taku­lær måde?” “At pålæg­ge Syrien noget ansvar for mor­det er ikke plau­si­belt,” skrev Sea­le.

Hari­ri var ikke døds­fjen­de af Syrien. I 10 ud af 12 år var han Liba­nons pre­mi­er­mi­ni­ster under Syrien-æra­en. “At dræ­be Hari­ri på det­te kri­ti­ske tids­punkt vil­le være det sam­me som for sted­se at destru­e­re Syri­ens omdøm­me og over­dra­ge dets fjen­der våb­net til det stød, der ende­ligt kun­ne desta­bi­li­se­re Dama­s­kus-regi­met og mulig­vis afslut­te det,” skrev Sea­le.

Sea­le er for­fat­ter til fle­re bøger om Syrien, bl.a. The Strug­g­le for Syria (Magt­kam­pen om Syrien), Assad of Syria: The Strug­g­le for the Mid­dle East (Syri­ens Assad: Magt­kam­pen om Mellem­østen, og Abu Nidal: A Gun for Hire (Abu Nidal: En leje­mor­der).

Mor­det er mere sand­syn­ligt udført af en af dets [Syri­ens] man­ge fjen­der,” skrev Sea­le. Han nævn­te Israel som en sand­syn­lig mistænkt. “Isra­els ambi­tion har læn­ge været at svæk­ke Syrien,” skrev han, “kap­pe dets stra­te­gi­ske alli­an­ce med Iran og øde­læg­ge Hez­bol­lah.” USA og Israel for­sø­ger at sam­le inter­na­tio­nal støt­te imod Iran, Syrien og Hez­bol­lah, for­di de mod­sæt­ter sig USA’s og Isra­els her­re­døm­me over regio­nen. Hez­bol­lah tvang Israel ud af Liba­non og har en afskræk­ken­de kapa­ci­tet, som for­hin­drer Israel i at angri­be Liba­non ustraf­fet. “Israel har stor erfa­ring med ‘mål­ret­te­de lik­vi­de­rin­ger,’ ikke kun i det palæsti­nen­si­ske områ­de, men tværs over hele Mellem­østen,” skrev Sea­le. Gen­nem åre­ne har det sendt lik­vi­de­rings­grup­per for at dræ­be mod­stan­de­re i Bei­rut, Tunis, Mal­ta, Amman og Dama­s­kus.”

Ingen har, “natur­lig­vis”, bekym­ret sig om dis­se betragt­nin­ger oven­for fra en åben­bar spe­ci­a­list i mel­le­møst­li­ge affæ­rer, lige så lidt som nogen synes at have brugt sin sun­de for­nuft og lidt ele­men­tær logik for at for­stå det ind­ly­sen­de.

Inter­na­tio­nal “efter­forsk­ning”.

Den nuk­lea­re bomb­ning af Rafic Hari­ris bil­kor­te­ge var sand­syn­lig­vis det før­ste til­fæl­de, der end­te i skænd­sel for orga­ni­sa­tio­nen De For­e­ne­de Natio­ner. Alle tid­li­ge­re luse­de til­fæl­de af “ter­ror” var for det meste ble­vet til­slø­ret af en bestemt rege­ring, som­me tider af fle­re rege­rin­ger og deres hem­me­li­ge tje­ne­ster i for­e­ning, mens FN blev efter­ladt med røde øren. Men net­op i den­ne sag var det orga­ni­sa­tio­nen selv, der dæk­ke­de over for­bry­de­ren.

Det skal næv­nes, at til for­skel fra hyste­ri­ske lokal­po­li­ti­ke­re på Mos­sads løn­nings­li­ste, og til for­skel for de stør­re nyheds­bu­reau­er, hav­de til­sy­ne­la­den­de “ansvar­li­ge” rege­rin­ger, De For­e­ne­de Sta­ters og den bri­ti­ske, såvel som FN-orga­ni­sa­tio­nen selv, afholdt sig fra direk­te at beskyl­de Syrien for at have orga­ni­se­ret atten­ta­tet (og hav­de “høfligt” fore­truk­ket “ikke at bemær­ke” at det kon­kre­te våben, der var ble­vet anvendt til for­bry­del­sen, var et kær­ne­vå­ben). Alle tre fore­trak i ste­det “kun” at for­lan­ge, at syrer­ne skul­le træk­ke sig ud af Liba­non og en åben inter­na­tio­nal “under­sø­gel­se” af atten­ta­tet fin­de sted.

Deres før­ste krav blev imø­de­kom­met – de syri­ske trop­per fortrak. Syrer­ne trak sig til­ba­ge af prin­ci­pi­el­le grun­de, ikke for at hono­re­re de tre krav­stil­le­re. De syri­ske lede­re, hvor “onde” de end måt­te opfat­tes af tos­ser­ne, opt­rå­d­te ikke så uforskam­me­de som deres ame­ri­kan­ske mod­styk­ker, at de vil­le bli­ve i et land, hvor de ikke var vel­kom­ne.

Men da det kom til det andet krav – den åbne inter­na­tio­na­le “under­sø­gel­se”, viste det sig hur­tigt, at omstæn­dig­he­der­ne ikke mage­de sig så lige­til for USA’s og Stor­bri­tan­ni­ens rege­rin­ger og deres laka­jer i FN. Det var gan­ske åben­bart ikke nemt at fore­ta­ge en “åben” under­sø­gel­se af den underjor­di­ske, ind­ly­sen­de nuk­lea­re, spræng­ning på noget over 10 tons i spræng­kraft og “åbent” præ­sen­te­re resul­ta­ter­ne, som om det hav­de været en deto­na­tion over jor­den i en “bom­be-bil” med kun 1 ton TNT. Det var abso­lut ikke nemt, og de tre pro­jek­tansvar­li­ge var dømt til at tabe ansigt i for­sø­get.

FN’s Sik­ker­heds­råd udsted­te Reso­lu­tion 1596, der send­te et under­sø­gel­ses­team af sted for at under­sø­ge atten­ta­tet på Hari­ri. Det­te team blev ledet af en tysk dom­mer Det­lev Mehlis som præ­sen­te­re­de hol­dets før­ste rap­port for Sik­ker­heds­rå­det den 20. okto­ber 2005. Mehlis-rap­por­ten impli­ce­re­de Syrien og liba­ne­si­ske embeds­mænd med sær­lig fokus på Syri­ens mili­tæ­re efter­ret­nings­chef, Assef Shawkat (den syri­ske præ­si­dent Bas­har al-Assads svo­ger). Mehlis-kom­mis­sio­nen bekym­re­de sig end ikke om at over­ve­je den mest sand­syn­li­ge (reelt den helt ind­ly­sen­de) for­bry­der – det isra­el­ske Mos­sad – som en af de poten­ti­el­le ger­nings­mænd. Den isra­el­ske stat og dens noto­ri­ske hem­me­li­ge tje­ne­ste blev und­skyldt, som var de pr. defi­ni­tion hævet over enhver mistan­ke.

Den ame­ri­kan­ske præ­si­dent Bush Jr. hav­de ind­kaldt til et ekstra­or­di­nært møde i FN viet til dis­kus­sio­nen af det inter­na­tio­na­le mod­svar “så hur­tigt som muligt for at kun­ne kom­me vide­re med det­te meget alvor­li­ge spørgs­mål.” Det­lev Mehlis hav­de bedt om mere tid til at efter­for­ske alle spor. Den anden rap­port, fri­gi­vet den 10. decem­ber 2005, opret­holdt kon­klu­sio­ner­ne fra den før­ste. Den 11. janu­ar 2006 blev Mehlis erstat­tet af bel­gi­e­ren Ser­ge Bram­mertz [jøde]. Men udbyt­tet af dis­se “under­sø­gel­ser”, selv efter udpeg­nin­gen af en ny che­fun­der­sø­ger kom på ingen måde til at adskil­le sig fra resul­ta­ter­ne fra den beryg­te­de “9/11-Kom­mis­sion”.

Wikepe­di­as arti­kel om mor­det på Rafic Hari­ri næv­ner end­vi­de­re:

… Gene­ral­ma­jor Jamil Al Sayy­ed, den­gang chef for Liba­nons almin­de­li­ge sik­ker­hed, bri­ga­de­ge­ne­ral Mustap­ha Ham­dan, gene­ral­ma­jor Ali Hajj og bri­ga­de­ge­ne­ral Ray­mond Azar blev alle anholdt i august 2005 efter anmod­ning fra den tyske ankla­ger Det­lev Mehlis, der før­te FN’s under­sø­gel­se af atten­ta­tet.

Jamil al Sayy­ed blev – iføl­ge et læk­ket udkast til Mehlis-rap­por­ten – udpe­get som en af de per­so­ner, der sam­men med andre højtran­ge­ren­de syri­ske efter­ret­nings­folk, sik­ker­heds­of­fi­ce­rer og embeds­mænd, beslut­te­de at lik­vi­de­re Rafic Hari­ri. Det var pri­mært Assef Shawkat, Maher al Assad, Has­san Kha­lil og Bahjat Suley­man.

Men – sene­re rap­por­ter om atten­ta­tet gen­tog ikke dis­se beskyld­nin­ger mod Jamil al Sayy­ed og de tre andre liba­ne­si­ske gene­ra­ler. Fire liba­ne­si­ske gene­ra­ler sad vare­tægts­fængs­let i Rou­mieh-fængs­let nor­døst for Bei­rut fra 2005 til 2009. Fire liba­ne­si­ske højtran­ge­ren­de embeds­mænd blev løsladt fra fængs­let på grund af mang­len­de bevi­ser …

Det mest cho­ke­ren­de i den­ne beret­ning er, at den skan­da­lø­se “dom­mer” Det­lev Mehlis, udpe­get af FN til at blan­de sig i Liba­nons inter­ne affæ­rer, kun­ne hol­de fire liba­ne­si­ske gene­ra­ler fængs­let i fire år, vel viden­de at de var abso­lut uskyl­di­ge.

Sagen er, at til for­skel fra de god­tro­en­de ple­be­jer, var den­ne “dom­mer” helt sik­kert infor­me­ret af sine føre­re om, at det kon­kre­te job var ble­vet udført med en mini­a­tom­bom­be. Det kan afgø­res med sik­ker­hed, for uden at ken­de sand­he­den vil­le Mehlis ikke have været i stand til at skju­le de fak­ti­ske begi­ven­he­der. Og hvis han ikke hav­de kendt sand­he­den og hav­de efter­for­sket nor­malt, vil­le han hur­tigt have nået en uøn­sket kon­klu­sion. Jeg håber at læse­ren for­står poin­ten, at den­ne “dom­mer” ikke vil­le kun­ne udfø­re sin under­sø­gel­se gen­nem adskil­li­ge år, hvor han kon­stant kom­mu­ni­ke­re­de med for­skel­li­ge eks­per­ter i eks­plo­si­ver, og så alli­ge­vel mis­se poin­ten om bom­bens nuk­lea­re natur. Dis­se folk fra “FN’s under­sø­gel­ses­team” kend­te deres mis­sion fra begyn­del­sen, og deres bidrag til maskepi­et var at ankla­ge fire uskyl­di­ge liba­ne­si­ske gene­ra­ler og hol­de dem indespær­ret i fire år …

Måske kan du fin­de de pas­sen­de ord for en sådan frem­gangs­må­de, jeg kan ikke. Jeg mang­ler ord for det …

Til trods for utro­li­ge løg­ne i kom­mis­sio­nens rap­port beslut­te­de FN at frem­tu­re: den 6. febru­ar 2006 ene­des FN og den Liba­ne­si­ske rege­ring om et for­slag til et “Spe­ci­al Tri­bu­nal for Leba­non” [Fod­no­te 401]. Det vil­le i givet fald bli­ve før­ste gang, at en inter­na­tio­nal ret­sin­stans skul­le frem­stil­le til­tal­te fra en ter­r­or­hand­ling for­ø­vet mod en bestemt per­son.

Inter­es­sant nok for­lang­te Hez­bol­lah i okto­ber 2010, at den liba­ne­si­ske rege­ring skul­le indstil­le sit sam­ar­bej­de med det­te FN-tri­bu­nal, idet tri­bu­na­let repræ­sen­te­re­de vest­li­ge rege­rin­gers til­si­de­sæt­tel­se af liba­ne­sisk suveræ­ni­tet. Jeg kan kun være helt enig i Hez­bol­la­hs tolk­ning – efter­som det er ind­ly­sen­de rig­tigt.

For­modent­lig har De For­e­ne­de Natio­ner ikke tid­li­ge­re gen­nem orga­ni­sa­tio­nens histo­rie udstil­let sin afhæn­gig­hed i den udstræk­ning. Jeg for mit ved­kom­men­de har aldrig bevid­net noget mere skæn­digt end resul­ta­ter­ne fra orga­ni­sa­tio­nens “åbne” under­sø­gel­se og det “sær­li­ge tri­bu­nal”.